7 minute read
Københavnske vildfisk
Viljestyrke. Michael Jespersen fra fiskeklubben Bjørnen er hovedmanden bag et nyt restaureringsprojekt i Store Vejleå, hvor 17 ton sten og grus er smidt i åen af elever fra den lokale folkeskole.
Børn og Bjørnen går hånd i hånd i forsøget på at skabe en ørred-oase kun 20 km fra Rådhuspladsen. Et projekt som mange dødsdømte på forhånd – men de tog fejl.
Af Kaare M. Ebert kme@sportsfiskeren.dk
Er det muligt at skabe mere interesse for lystfiskeri og samtidig etablere mere bynær natur med masser af vilde ørreder? Og så i øvrigt gennemføre projektet et halvlangt spinnekast – cirka 20 km – fra Rådhuspladsen. En bookmaker havde næppe taget imod dette væddemål, men den slags sandsynlighedsbetragtninger afholdt ikke Bjørnen fra at gøre forsøget – og det var godt. For alt gik op i en højere enhed i juni 2012, da cirka 100 skolebørn smed et tocifret antal ton gydegrus og sten ud i Store Vejleå. Men den lille Albertslund-baserede fiskeklub stopper ikke her. Den har større og mere ambitiøse mål.
Lystfiskere uddør hvis ikke… Det er efterhånden gået op for de fleste, at sjællandske vandløb har et stort ørredpotentiale. Men udfordringerne er mange, hvis de skal leve op til det. Og hvis ikke lystfiskerne tager fat, så sker der i værste fald intet, eller også tager det i bedste fald mange år, før vi får de gode resultater, som kan gavne fiskene og fiskeriet. Og hvis lystfiskerne ikke får spredt det gode budskab om verdens bedste hobby til ungdommen, så vil stangfiskerne i løbet af få generationer være en uddød race.
Ønsket om at lave en ørredperle og samtidig skabe interesse for natur og fiskeri hos ungdommen i kommunen var drivkraften for fiskeklubben Bjørnen, da de for et par år siden gik i gang med at lægge strategien til et projekt, der gerne skulle opfylde begge kriterier.
Vandløb med muligheder Det var oplagt at tage fat i det lokale vandløb, Store Vejleå. Som noget af det første sikrede Bjørnen sig, at vandkvaliteten i Store Vejleå er så god, at der kan leve ørreder. Albertslund Kommune havde heldigvis også store ambitioner, så de havde fået eksterne konsulenter til at vurdere miljøtilstanden og desuden gennemføre elektrofiskeri. Begge dele viste, at grundlaget var i orden. Dette bekræftedes af DTU Aquas udsætningsplaner, som dokumenterede, at der på en enkelt lokalitet var en lille, vild ørredbestand.
Næste skridt var at få beskrevet, hvad der skal til for, at ørredbestanden kan gå frem. Foreningen allierede sig med repræsentanter fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Albertslund Kommune og Friluftsrådet, som sammen gennemgik vandløbet og fik beskrevet mulige restaureringsprojekter. På flere strækninger var der fint fald men ingen gydegrus, og der var kun få steder, hvor ørrederne kunne gemme sig i vinterhalvåret.
Sandvandring var også et problem, men det største problem – i forhold til at genskabe en sund havørredbestand – er, at åen løber gennem først Tueholm Sø og siden Vallensbæksøerne. Der findes god nok en fisketrappe ved afløbet af de sidste søer, men de senere års forskning i fiskepassager og smoltnedtræk gennem søer viser, at fisketrapper ikke virker for de optrækkende fisk, og at smoltene går til, når de møder opstemmede søer på deres færd mod havet.
Viden og gå-på-mod Fokus blev derfor i første omgang rettet mod at genskabe en god bestand af bækørreder og eventuelt søørreder opstrøms søerne.
For at kunne give kommunen en mere kvalificeret rådgivning, besluttede Bjørnen sig for at sende et medlem – Michael Jespersen – på Danmarks Sportsfiskerforbunds og Fiskeplejens kursus i vandløbsrestaurering. Han vendte hjem fra kurset i foråret 2012, fyldt med viden og gå-påmod, og så kom der ellers gang i sagerne – læs mere om kurset på side 20 i dette nummer af Sportsfiskeren.
Samtidig havde Kjeld Willerslev, formand for Bjørnen, fået hul igennem til nogle lærere på den lokale Herstedvester Skole, som var meget interesserede i at bruge nogle dage ved åen i forbindelse med en projektuge for 6. klasserne. Rammen var lagt, og scenen sat til nogle hektiske dage ved åen sidste uge i juni.
Hektisk glæde Åen gynger, eleverne hviner, grus bliver kastet i åen, drengene prøver at imponere pigerne med stenkast på langs af vandløbet – og midt i denne hektiske atmosfære går en lystfisker rundt med et kæmpe smil. – Det er mange ugers hårdt arbejde med planlægning, indkøb af sten og grus og 1000 andre praktiske gøremål, der netop nu går op i en højere enhed, siger Michael Jespersen fra Bjørnen, der har påtaget sig at organisere projektet.
Han har brugt en barselsorlov til at få styr på sagerne, men den virkelige grund til, at han har turdet give sig i lag med projektet, er den viden, som han fik på restaureringskurset i foråret. – Hvad der før så helt uoverskueligt ud gav pludselig mening takket være de gode eksempler, vi fik på kurset i Vejle, siger Michael, mens han dirigerer rundt med skolebørnene.
Sjovt nok, så gør de, som han siger – og de virker faktisk interesserede i at yde en indsats. Det bekræftes af Alexander og Oscar, der begge går på Herstedvester Skole: – Det er fedt og spændende at kunne hjælpe naturen, og så lærer vi hinanden at kende på en helt anden måde.
Lær af vandet i stedet for bøgerne Netop det sociale element var en af grundene til, at skolen gik ind i projektet. Men ifølge biologilærer Lasse Qvist Christoffersen er der også gode faglige argumenter for at tage eleverne med ud i naturen. – Der er mulighed for, at eleverne skal til eksamen i biologi, og så er det en rigtig god måde at lære på ved at have hænderne i vandet i stedet for hovedet i bøgerne.
Bekendtskabet med vandløbet slutter ikke, når ugen er ovre. – Vi vil senere bruge Store Vejleå i undervisningen, blandt andet til at give eleverne kendskab til insekterne og plantelivet i åen, siger Lasse Qvist Christoffersen.
Kommunens visioner Albertslund Kommune har gennem hele forløbet været en god og vigtig samarbejdspartner i projektet, og de stiller da også både med maskiner og mandkraft på dagen.
For at kunne give kommunen en kvalificeret rådgivning, besluttede Bjørnen sig for at sende et medlem på kursus i vandløbsrestaurering
– Vi har længe ønsket at forbedre Store Vejleå, så da Bjørnen henvendte sig, blev vi glade, siger Jan Holm, landskabsarkitekt i Albertslund Kommune.
Han forklarer, at det har været en fornøjelse at arbejde med lystfiskerne på grund af deres store engagement og viden, og at projektet har haft stor opbakning i forvaltningen. At lystfiskere og skolebørn så samtidig hjælper kommunen med at føre dens vision om mere liv og renere vand i åen ud i livet, er et ekstra plus. Men kommunen har også planer om at tage fat der, hvor frivillig arbejdskraft ikke rækker. Den vil blandt andet arbejde for at sikre en mere stabil vandføring og mindre udvaskning af næringsstoffer på de øvre strækninger og lede åen uden om regnvandsbassiner, der kan skabe problemer med iltindholdet i varme perioder. Men vigtigst af alt, så har den også planer om at skabe fri passage i hele vandløbet.
God natur for alle Kjeld Willerslev fra Bjørnen har stor ros til kommunen, både for deres hjælp i det konkrete projekt, men også til visionen om, at passageproblemet ved søerne skal løses. – Åen har et stort potentiale, men med de dårlige passageforhold ved søerne, er det umuligt at få løftet ørredbestanden op på det niveau, hvor den hører hjemme. Vi støtter derfor kommunens vision om at give fiskene mulighed for at svømme frit i hele systemet, siger Kjeld Willerslev.
Kjeld pointerer i øvrigt, at formålet ikke har været at skabe et fiskevand – det vil åen slet ikke kunne bære – men udelukkende at øge naturindholdet i åen, sådan at byens borgere får øjnene op for de naturværdier, som den fine, lille å byder på.
Som en lille krølle på projektet, så har Bjørnen i foråret 2012 fået nyt klubhus – som ligger få meter fra Store Vejleå. n
Havørred Sjælland skydes i gang
Projektet viser, at der er grøde i det sjællandske klubliv. For at skabe endnu større fokus på vandløb, natur og fiskeri på Sjælland har Danmarks Sportsfiskerforbund siden 2010 arbejdet på at etablere et fiskeprojekt – Havørred Sjælland. Forbundet er nu så tæt på målet, at der den 2. oktober afholdes et info-møde i Ringsted, hvor foreninger og frivillige informeres om projektet. Går alt vel – og det tyder meget på, at det gør – så bliver Havørred Sjælland søsat i begyndelsen af 2013. Læs mere i næste nummer af Sportsfiskeren.