5 minute read
Noter U nder overfladen
Ny svensk multerekord på 6,596 kg
Sidst i august landede Anders Svanlund en rigtig fed multe på 6,596 kg fordelt på 80 cm i længden og 51 cm rundt om bugen. Den store multe blev taget i mundingen af den store Göta Elv. Den var faktisk samme længde som den rekordmulte, der blev taget 14 dage tidligere på overfladebrød – men den multe var meget slankere og vejede kun 5,290 kg. Det har ikke været en fantastisk multesæson hinsidan, og det var da også Anders Svanlund føste multe. Sønnen Niclas Svanlund havde opfordret faderen til at komme med ud og mede multer med overfladebrød. Niclas fortæller på sin blog: – Efter lidt forfodring med brød i overfladen, begyndte en stor multe at plukke brødstykkerne en efter en. Til sidst var der kun fars brødstykke tilbage på overfladen – og smack, så sad den der. Efter ikke mange minutters tung og sej kamp uden nogen større udløb, lå fisken i nettet. Jeg så med det samme, at det var en rekordmulte, og far han var i chok.
Jim Hardy er død
James Leighton Hardy er død i en alder af 85 år. Han blev født i 1927, søn af William Hardy. I 1948 afsluttede han en speciel ingeniøruddannelse og trådte så ind i det hæderkronede familiefirma, House of Hardy i den lille, nordengelske by, Alnwick. I 1957 indgik han i ledelsen og blev salgsdirektør i 1967. Jim Hardy har en stor del af æren for den dramatiske fremgang både på hjemmemarkedet og det oversøiske marked. Han var med til at udvikle flere produkter som for eksempel stangserien Hardy de Luxe. Jim Hardy var både en ivrig og meget vidende lystfisker. Han var også kendt som en meget dygtigt flue- og konkurrencekaster, som tre gange vandt titlen som verdensmester i fluekast. Han stod for 35 britiske og andre professionelle kasterekorder. I 1992 gik han på pension efter 44 år i det stolte familieforetagende, men fortsatte som konsulent. I flere år lavede han grundig research i firmaets historie, før han skrev bogen „The House the Hardy Brothers Built“, der udkom i 1998.
Fisketurister smugler fisk ud af Nordnorge
Fisketurister fra Tyskland, Litauen, Tjekkiet, Estland og Sverige kommer til Nordnorge kun for at fiske (Danmark nævnes ikke, red). De har udstyret deres biler med store frysebokse og det, der skal til for at håndtere de fisk, der fanges, fortæller Atle Joakimsen fra Tollregion Nordnorge til radiostationen P4 Norge. Han er bekymret over, at de gæstene fiskere misbruger den norske tillid og bryder loven, der tillader at hjembringe 15 kg fisk. I sommeres aktion har tolderne i nordnorge fanget 20 køretøjer, der i snit havde 130 kg med hjem. – Vi kan ikke bevise det, men vi udelukker ikke, at det drejer sig om bevidst smugling, og at fisken måske sælges videre, siger Atle Joakimsen.
Robust rudskalle
Den unge sportsfisker, Jason Paul fra Kiehl, har i den tyske Weddendorf Sø fanget verdens største fotodokumenterede rudskalle på hele 53 cm, der vejede ikke mindre end 2,7 kg, fortæller organisationen World Records Freshwater Fishing. Den bliver svær at slå, men faktisk lyder verdensrekorden fra 1981 på hele 3,13 kg og 56 cm. Den gigantiske rudskalle stammer også fra Tyskland, hvor den blev overlistet i Rhinen, fortæller FishBase.
15 % medlemsrabat
Verdensrekordstor stør på 500 kg
Når sportsfiskerens læserrejsehold i efterårsferien drager til British Columbia i Canada, kan de fiske stør i Fraser River. Og det er bestemt ikke småfisk, der venter i den store, canadiske elv ved foden af Rocky Mountains. Sportsfiskerens canadiske samarbejdspartner Great River Fishing har nemlig for nylig landet en gigantisk stør på hele 500 kg fordelt på 3,80 m. Da 65-årige Michael Snell fra England for tre år siden landede en stør på lidt over 1,5 m, var han solgt. Han måtte tilbage og prøve dette fantastiske fiskeri. Han havde dog næppe ventet det, der skulle ske, da han var tilbage igen og satte krogen i en fisk, der forsigtigt nippede til agnen. Efter en voldsom fight på små to timer var Michael Snell næsten mere færdig en den gigantiske fisk, han havde fightet. Det lykkedes dog guiden, at få båden ind til land, så de kunne få monster-støren landet. Her kunne Dean Werk, der også ejer Great River Fishing, måle længden på støren, og scanne den for at se, om den tidligere var mærket. Det var den ikke. – Jeg har været professionel guide på Fraser River i 25 år, og jeg har aldrig set så stor en stør, fortæller Dean Werk og fortsætter: – Denne stør har ikke været fanget de seneste 18 år, kan jeg garantere. Vi har mærket 47.000 stør siden 1995 i det store „stør-beskyttelses-projekt“. Der er scannet mere end 90.000 stør, som er fanget og genudsat. Den 500 kg dinosaurstore stør er et godt stykke over 100 år gammel – og den svømmer stadig i Fraser River, slutter en glad Dean Werk.
Rabat på stør og laksefiskeri i BC Canada
Medlemmer i Danmarks Sportsfiskerforbund tilbydes 15 % rabat på guidede ture med Great River Fishing Adventures –
www.greatriverfishing.com
Med base i Chiliwack – tæt ved Fraser River og Vancouver – kan du komme med på fisketure efter både stør, laks, steelhead og ørreder. Der tilbydes guidning på både Fraser River,
Harrison River, Pitt River, Vedder/Chiliwack River, Lilliot River og Columbia River.
Med din forbundsrabat betyder det, at du og dine fiskekammerater kan få en hel dags guidet fisketur efter stør eller laks med kvalitetsgrej, sandwiches og kølige drikke til cirka samme pris, som du skulle give for en kuttertur på Det Gule Rev.
Great River Fishing har speciale i størfiskeri og fluefiskeri efter laks og ørred. Oplys „Danmarks Sportsfiskerforbund + medlemsnummer“ ved booking. Se mere på www.greatriverfishing.com
Penge skal redde østersølaks
„Stiftelsen for østersølaksen“ er netop etableret af det svenske sportsfiskerforbund, Sportfiskarna, for at redde østersølaksen. Kong Carl XVI Gustav indviede stiftelsen sammen med Joakim Ollén, der er formand for Sportsfiskarna. Det er meningen, at pengene i stiftelsen skal bruges til at opkøbe lakse-garnfiskeretter ved kysten og elvmundinger, for at øge opgangen af laks i de svenske elve. Over 80 % af Østersøens laks stammer fra de svenske elve. – Vi ser det som en styrkelse i vores arbejde for at redde vildlaksen. Det vil sikre en stærkere laksebestand, skabe et bedre sportsfiske og en bedre lystfiskerturisme i Sverige, fortæller Stefan Nyström, der er generalsekretær for Sportsfiskarna. Stiftelsen samarbejder med WWF Sverige, og der er allerede indsamlet startkapital på hele 650.000 SEK – doneret af Aller Media, Swedbank, Volvo, „Ge Fan i vore vattan indsamlingsprojekt“ samt fra gæsterne ved premieren til filmen „Expedition-den-gamle-mand-og-havet“.