2 minute read
Advarer mod centralisering af nævn
Medlem af huslejenævn: Advarer mod centralisering af nævn
Tekst: Thue Grum-Schwensen, Thues Skrivestue
Advertisement
■ Karsten Gylling advarer imod at centralisere med færre huslejenævn i Danmark. Og Karsten Gylling ved, hvad han snakker om. Han er medlem af huslejenævnet i Skive Kommune som lejerrepræsentant, lægdommer ved boligretten i Viborg og i øvrigt formand for Danske Lejere.
VIGTIGT LOKAL FORANKRING ”Hvis huslejenævn og beboerklagenævn skal være troværdige, skal det ikke være noget, der er meget langt væk. Nærhed er vigtigt. Der er også en risiko for meget færre besigtigelser af det lejemål, det handler om. Det så vi også med retsreformen. En lokal forankring er vigtig”, slår Karsten Gylling fast.
Han understreger, at i sager om lejeniveau og mangler ved det lejede, kræver det, at medlemmer af huslejenævn eller beboerklagenævn har kendskab til den bygningsmasse, det kvarter og de karakteristika, som er gældende for det lokale område.
IKKE BEHOV Allerede ved kommunalreformen, hvor kommuner blev lagt sammen, skete der en centralisering med færre nævn. Hvor hvert nævn til gengæld dækkede et større geografisk område.
”Der er ikke behov for yderligere centralisering”, siger Karsten Gylling. Han frygter, at en centralisering i virkeligheden vil medføre, at juridiske skøn kommer til at spille en større rolle. Fordi man ikke kender de konkrete lokale forhold og også fordi, der bliver færre besigtigelser. Derfor tror han ikke på, det vil føre til mere ensartede afgørelser. Ifølge ham er det i øvrigt heller ikke et mål i sig selv.
SKÆVVRIDNING Han frygter også, at nævn, hvor mange byer ikke vil blive repræsenterede, kan føre til en skævvridning af arbejdet. For eksempel vil man i storbyerne ikke være opmærksom på de mange dårlige huse på landet på samme måde, som man er i mange mindre provinsbyer.
Et argument for centralisering har også været store pukler af sager.
”Sagspukler er et problem i København og Aarhus, men ikke så meget i provinsen. Jeg forstår ikke og tror ikke på, at centralisering løser det problem. Tværtimod”, siger han og tilføjer, at det i værste fald kan føre til ”propper i systemet” og dermed netop større sagspukler.
”Bevar fleksibilitet, effektivitet og gennemskuelighed – bevar den decentrale struktur”, siger Karsten Gylling.
s Karsten Gylling slår et slag for at bevare den decentrale struktur for huslenævn og beboerklagenævn. Karsten Gylling er selv medlem af huslejenævnet i Skive Kommune, lægdommer ved Boligretten i Viborg og formand for Danske Lejere. Privatfoto
Medarbejdere til kursus om konflikter
Tekst: Signe Lynggaard Souschef, Danske Lejere
■ I juni deltog medarbejdere ved Danske Lejere i et to-dages konflikthåndteringskursus ved Eva Seyffert, Cand.Comm med Psykologi.
Eva har igennem årene arbejdet målrettet med netop konflikthåndtering og er selv ansat hos Boligselskabernes Landsforening.
Kursusdagene var en stor succes og de værktøjer, som vi fik med derfra, har allerede vist sig at være brugbare i hverdagens arbejdsopgaver til glæde for både medarbejdere og medlemmer.
Som medarbejder ved Danske Lejere skal man være rummelig, imødekommende og kunne håndtere situationer, hvor lejer ofte er i en vanskelig og opslidende konflikt med sin udlejer. Det kræver, at man kan handle i et konfliktfyldt miljø og forstå konfliktens forskellige facetter.
De to kursusdage har givet alle medarbejdere gode og konkrete værktøjer til at kunne forstå og hjælpe vores medlemmer bedst muligt. Det giver os, som organisation, muligheden for at kunne yde en endnu bedre service, men også at kunne finde frem til den helt rigtige handleplan for det enkelte medlem.
Kursusholder Eva Seyffert fortæller, at hun også har haft glæde af mødet med Danske Lejere. Hun har stor respekt for Danske Lejeres faglighed og håndtering af medlemmers problemstillinger.