Jakob og hjemmeskolen

Mai-Brit Vester er mor til Jakob og Emma og er gift med Jesper. Jakob stoppede i sit specialskoletilbud sidste efterår, og nu bliver han hjemmeundervist.

Tekst og foto af Mai-Britt Vester

Efter Jakob stoppede i specialskoletilbud i oktober sidste år, har vi endelig fået roen tilbage i vores liv. Jakob er mere i balance, og vi som familie er mere i balance.

I realiteten og i bagklogskabens strålende lys står det lysende klart, at det skoletilbud, han havde, aldrig var optimalt. Han gik der i fem år, og han var der 1-3 gange om ugen, aldrig mere end en time og 15. minutter pr. gang og på dårlige dage kun 30-45 minutter. Han var simpelthen aldrig rigtig tryg ved omgivelserne og uforudsigeligheden. Kun med hans faste lærer ved sin side var han tryg, og den dag læreren blev fraflyttet, så vidste vi inderst inde, at løbet var kørt. For Jakob var relationen til mennesket nemlig vigtigere end stedet, noget læreren forstod, men noget som skolen aldrig rigtig ville anerkende.

Hjemmeundervisning

Jakob blev meldt ud, og for ikke at blive tabt mellem to stole, blev vi af socialrådgiveren rådet til at søge hjemmeundervisning. De ca. to timer, han gik i skole ugentligt, ville vi nemt selv kunne stå for.

Fagene dansk, matematik og idræt, som var de tre fag, der var på Jakobs elevplan, har vi selvfølgelig omformuleret på samme måde som skolen, for når man er lille indeni og ikke følger sin kronologiske alder, er dansk ikke bare dansk, og matematik er ikke bare matematik.

Faget dansk kan være højtlæsning eller at finde nye spændende apps til hans iPad, udflugter for at få oplevelser. Zoo, fugleparken, en tur i skoven eller til stranden. Så arbejder vi med ”årsag/virkning øvelser”, gentagelser af ord og meget mere. Egentlig ting, der burde være naturligt integreret i et børneliv, men som var svært, da skolen tog al energien.

Faget matematik kan være tællelege og sange eller at dufte til et bestemt antal krydderier eller blomster i haven. Eller at tælle højt når man går på trapper. Kun fan- tasien sætter grænser. Det samme gælder for idræt, hvor en gåtur hånd i hånd eller leg på trampolinen ofte er på skemaet.

Vi har talt med flere om, hvad vi skal gøre med hensyn til skole. Grunden, til at vi har det, skyldes, at vi sagde ja til, at PPR måtte kigge efter et nyt skoletilbud, men det resulterede i, at vi atter blev tilbudt den samme skole, som vi havde meldt ham ud fra fem måneder tidligere, så vi takkede selvfølgelig nej.

Og efter at have tænkt længe over, hvilken skole vi skulle besøge, så stod det os en dag klart, at en fysisk skole måske ikke er så nødvendig lige her og nu for Jakob, da han trives rigtigt godt med hjemmeundervisning, og han er mere rolig og glad, end han har været længe.

Da vi kom frem til den konklusion, at vi ikke aktivt vil finde en ny skole til ham foreløbigt, så gav beslutningen os ro i maven. For er det egentligt så vigtigt, at man skal proppe Jakob ind i en skolekasse, når nu han ikke passer ind i formen? Heller ikke selvom det burde være en speciel form.

Nogle børn har det simpelthen ikke godt i de konventionelle rammer, ej heller i det specielle tilbud.

Jakob blomstrer i roen

Så nu ånder vi ud og kigger fremad mod en mere rolig tilværelse, og lille Jakob blomstrer; den her nye ro har vækket ham. Nu er han mere aktiv i sit eget liv. Han beder selv om at komme ud at lege, han rækker mig fx sit overtøj. Han kan nu deltage, når vi har besøg af familie og venner. Han vil gerne være med og opsøger aktivt dem, der kommer her. I weekenden var min søster og hendes mand på besøg, og Jakob bad selv sin moster om at komme ind på sit værelse, og han gik resolut over og aede sin onkel på kinden. Det er så dejligt at se.

Han er også mere nysgerrig, og nu åbner han fx vinduer og døre. Hvis jeg giver ham to valg af pålæg til morgenmad, så kan han nu pege på det, han gerne vil have, før var han bare passiv.

Så i roen blomstrer Jakob, og lige pludselig kan og vil han en hel masse.

Det er fantastisk, både for ham og for os.