Landsformandens KLUMME

Med pragmatik kommer man langt

I dette nummer af FK-nyt kan du læse en historie om en skole, som af uvisse årsager ikke kunne finde en løsning, som kunne få et barn til at fungere i hverdagen. Et ellers meget simpelt spørgsmål om et barn, som har behov for et fysisk tilgængeligt klasselokale, kunne løses med et snuptag, ved at man byttede klasselokaler. En løsning, som ikke ville koste noget, og som ville kunne løses uden konflikter.

Helt uforståeligt valgte skolen at modsætte sig denne løsning med det resultat, at en familie blev sat i en helt urimelig og dybt belastet situation. En anden sag handlede om adgang til en legeplads. Institut for Menneskerettigheder kom på banen, før man fik løst situationen.

Begge sager er et eksempel på, hvordan små udfordringer i et system, som er lukket om sig selv, uden grund kan gøres til kæmpestore problemer, som medfører konflikt mellem skole og familie, og presser den tillid, som er så afgørende for et vellykket skoleforløb. Og værst af alt udstiller barnet som anderledes, besværlig og desværre forhindrer den inklusionsproces, som handler om meget mere end selve tilgængeligheden – nemlig at føle sig inkluderet både fysisk, fagligt og socialt.

Jeg vælger altid at tro det bedste om andre mennesker og håber den pågældende skole trækker noget læring ud af denne proces. Hvis jeg selv skal trække noget læring ud, så må det være, at skolesystemet ikke har den grundlæggende forståelse, som er så afgørende for, at inklusionen kan lade sig gøre. Og så tror jeg, at vi skal være os meget bevidste om, at inklusionsudfordringer kun kan løses i et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem barn, familie og skole.

Allervigtigst må være: at der er sager, som slet ikke behøver at blive til konflikter, så derfor vil min kommentar til denne type sager – særligt til skolesystemet være – vær nu lidt pragmatisk!