1 minute read
Legetøj og smykker
FK-nyt har fundet to firmaer, som sælger ting, som både børn og voksne måske kan have gavn af.
Af Bente Rødsgaard
Pressefotografier fra Autismeshoppen.dk og Minihospitalet.dk
Autismeshoppen.dk er et dansk firma med base i Aarhus, som har eksisteret i tre år. Det er stiftet af forældre til et barn med autisme, og som kender til de mange dagligdagssituationer, der kan være i en familie, når man har et barn med et handicap. Desværre kneb det med at finde produkter til både børn og voksne med autisme, så de måtte selv i gang med at udvikle og sondere, hvad der er på marke- det. Ifølge deres hjemmeside vil de også gerne i kontakt med forældre, der måske efterlyser specielle ting.
Bidesmykker og badetøj
I shoppen kan man købe tygge-og bidesmykker, som er målrettet personer, som har det svært med at vokse sig fra at bide, det medfører, at de måske bider i deres tøj eller legetøj. Et bidesmykke kan derfor være en mulighed for denne gruppe.
Snart starter badesæsonen, og i shoppen er der en del badetøj til både børn og voksne, som af den ene eller den anden grund har inkontinens.
Minihospitalet
Minihospitalet.dk er en webbutik, som er stiftet af en familie, som har en datter med hjertefejl, som blev opdaget, da hun var ganske få uger. Pigens hjertefejl har medført, at familien har fået et livslangt bekendtskab med hospitalsverdenen. ”At være på hospitalet er ingen leg. Men gennem legen kan der skabes en tillid og tryghed, som børn kan finde tilbage til, når de er på hospitalet. Derfor forhandler og udvikler vi legetøj til børn med sygdom og særlige behov, så de gennem leg lettere kan forholde sig til det, der har ramt dem”, skriver de på deres hjemmeside. Produkterne er fx legetøjskørestole, sondeudstyr, lægetasker og meget mere. Der er også gratis tegninger til download, man kan fx farvelægge en ugle med en brækket vinge.