4 minute read

Mange medlemmer søger hjælp

2022 blev et travlt år for rådgivningsteamet. Vi får mange henvendelser fra medlemmer, som har behov for hjælp til at skabe overblik og lægge en plan for, hvordan de skal håndtere mødet med kommunen. Her kan vi løfte sløret for, hvad henvendelserne drejer sig om

Der er ingen tvivl om, hvor stort pres der er på handicapområdet. I 2022 udkom Rigsrevisionen med en skarp kritik af, at skiftende regeringer har ladet stå til, så der i dag ses et uacceptabelt højt antal fejl i sagerne. Mennesker med handicap oplever, at det er meget svært at opnå den nødvendige kompensatoriske hjælp, at de står uden vejledning, og at tilliden er i bund. Det mærkes også i forbundets rådgivningsteam, hvor vores fem socialrådgivere hver dag løber stærkt for at hjælpe medlemmerne med at få overblik over deres situation – et arbejde, som i dag udgør en kerneopgave i forbundets daglige arbejde.

2022 var et særdeles travlt år. Årets opgørelse viser, at rådgiverne i alt håndterede 2111 henvendelser om hjælp – svarende til 10 henvendelser om dagen – alle sammen komplekse forespørgsler fra mennesker som står med store og svære udfordringer. Henvendelserne førte til 468 sagsforløb og kom fra 89 kommuner – og samtlige regioner.

Forbundets frivillige bisiddere, som støtter medlemmerne før, under og efter myndighedsmøder, har også haft travlt. I alt har de gennemført 844 møder fordelt på 166 enkeltmedlemmer.

Særligt behov på fem kerneområder

Hvert år kigger vi på, hvilke sagsområder der hyppigst optræder og definerer herefter en top fem­liste, som er med til at give os et billede af, hvor der især ses udfordringer.

Områderne udgjorde i 2022:

1. Støtte til køb af bil (SEL § 114) (70 sager).

2. Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) (SEL §§ 95 og 96) (69 sager)

3. Merudgiftsdækning voksne (SEL § 100) (48 sager).

4. Hjælpemidler og forbrugsgoder (SEL § 112 og 113) (42 sager).

5. Fleksjob (LAB § 116) (23 sager).

Det handler om de rette individuelt tilpassede hjælpemidler, den rette personlige hjælp, transport og i det hele taget den grundlæggende kompensation, som er grundlæggende for at mennesker med bevægelseshandicap kan fungere i hverdagen.

Et eksempel på, hvor stor søgningen er imod DHF’s rådgivning, er BPA­området, hvor vores involvering i 69 sager faktisk svarer til, at DHF har været involveret i 25 % af alle de BPA­sager, som på landsplan endte i Ankestyrelsen. Som noget nyt er fleksjob i år kommet med blandt de hyppigst forekommende sagsområder og afspejler et stigende fokus på muligheden for at komme ud på arbejdsmarkedet med den rette individuelle støtte – en tendens, som hænger godt sammen med forbundets intensive fokus på at åbne arbejdsmarkedet gennem indsatser i hele landet.

Manglende overblik og problemer med sagsoplysningen

Vi får ofte spørgsmål om, hvad sagerne handler om. Det er svært at give et præcist billede af, men der er nu alligevel tendenser, som kan trækkes ud på tværs af henvendelserne.

Først og fremmest ser vi en tendens til, at medlemmerne typisk henvender sig med et konkret problem, men samtalerne afslører næsten altid et manglende overblik over deres sag(er) og manglende indsigt i deres handlemuligheder. De oplever at stå i en kaotisk situation, og de oplever ofte at stå alene. Mange er kede af det, vrede eller måske opgivende. Dem vi møder oplever sig ikke ordentligt vejledt hos kommunen eller er bekymret for deres kommunikation med kommunen, og derfor starter med at henvende sig til os, som de har tillid til. Denne type henvendelser kræver tid til den individuelle samtale og handler i høj grad om at hjælpe med at sortere i det kaos, som medlemmet oplever og lægge en konkret plan for, hvordan de skal komme videre på kort og længere sigt.

Vores rådgivning har derfor et bredt sigte, som ikke kun handler om paragraffer og retssikkerhedsbetragtninger, men også at rumme og støtte medlemmet, skabe håb og lægge en plan.

Når man kigger ind i de konkrete sager, så fordeler de de sig på både nyansøgninger, genbevillinger, opfølgninger og revurderinger, som har et element om, at medlem og kommune er uenige om behovet for kompensation. Typisk er det, set fra vores stol, et spørgsmål om oplysningsgrundlaget. En forudsætning for at træffe korrekte afgørelser er, at alle relevante oplysninger er inddraget, og at oplysningerne tages alvorligt. Vi ser i den forbindelse alt for mange eksempler på, at vores medlemmers vigtige oplysninger ikke kommer frem, eller at de tilsidesættes i vurderingen af sagerne. Derfor bruger vi mange kræfter på sammen med medlemmet at få alle de vigtige oplysninger frem – oplysninger om følger af funktionsnedsættelse og livssituation, som kun medlemmet ligger inde med. En anden genganger er retssikkerhedsmæssige fejltrin, hvor kommunen undlader at vejlede og hjælpe ud fra et helhedssyn, at man undlader at partshøre, overholde retsforskrifter mv. Retssikkerhedsreglerne er et meget håndgribeligt bolværk imod vilkårlig sagsbehandling, og når vi ser fejl, så har vi en meget konkret mulighed for at gribe ind i et sagsforløb. Det agerer vi naturligvis på – særligt fordi vi ser det som afgørende, at den grundlæggende retssikkerhed ikke udvandes.

Medlemmerne rustes

I et forbund med næsten 8000 medlemmer, et stort antal henvendelser og et enormt pres på handicapområdet, er det ressourcemæssigt helt umuligt at overtage medlemmernes sager. Vi er en sparringspartner, og derfor fokuserer vi sammen med medlemmerne på at styrke deres mulighed for at håndtere deres situation og få lagt en konkret plan for, hvordan de kommer videre. Kommunen har ansvaret for både vejledning og sagshåndtering, og medlemmet med varige funktionsnedsættelser er afhængig af et livslangt samarbejde med deres kommune. Det er afgørende, at det samarbejde fungerer godt, og det er afgørende, at kommunen løfter sit ansvar. Og det er den mission, vi har sammen med medlemmet – at give medlemmerne viden og indsigt i deres rettigheder, at give dem konkrete værktøjer til at håndtere deres situation og sag. Populært sagt at ruste dem til mødet med kommunen og lægge pres på for at sikre, at kommunen løfter sit ansvar.

This article is from: