Besøg i Guatemala

Erfaringsudveksling om livet med et handicap i Guatemala

Islutningen af november var jeg som medlem af udvalget for Globalt Samarbejde i Dansk Handicap Forbund i Guatemala, vores nyeste landeprojekt i Latinamerika, hvor vi arbejder for at skabe en stærk handicapbevægelse. Mine opgaver på turen var at deltage i to erfaringsudvekslingsmøder. Det første var med en gruppe repræsentanter fra de forskellige organisationer for mennesker med fysisk handicap, som vi samarbejder med. Det andet var med bestyrelsen for projektet, der består af en repræsentant fra hver af de forskellige handicapgrupper: døve, blinde, fysisk handicappede og veteraner fra borgerkrigen. Desuden skulle jeg deltage i projektets generalforsamling, hvor jeg skulle fortælle om at være aktiv som frivillig i Dansk Handicap Forbund.

Besøg hjemme hos medlemmerne

Men ud over møderne fik jeg også mulighed for at komme på hjemmebesøg hos forskellige medlemmer af nogle af handicaporganisationerne. Her skulle mine spørgsmål kredse om livet med et handicap i Guatemala. Under mit syv dages ophold mødtes jeg med seks personer, som alle både er aktive i vores projekt ”Maya Quetzal” og i deres egne organisationer.

For mig var det en stor ære at blive inviteret inden for i deres respektive hjem. Jeg ved fra mine tidligere rejser til Latinamerika, at det ikke er alle, som bliver inviteret indenfor – idet man ofte ikke har lyst til at ”udstille”, hvor fattig man er, eller at man bor et sted, der enten er ufremkommeligt eller ikke er sikkert for mig som udlænding.

Magdalena – en tidligere guerillasoldat

En af dagene kørte vi ud på landet i Chimaltenango­området for at besøge Magdalena. Hun er Maya, det vil sige, en del af den oprindelige befolkning i Guatemala, og så har hun været aktiv i borgerkrigen, fra hun var ganske ung, som medlem af guerillabevægelsen.

Da krigen sluttede i 1996, blev der underskrevet en fredsaftale. Man blev enige om forskellige reformer, og at menneskerettighederne skulle overholdes, ligesom de tidligere guerillasoldater skulle have hjælp til at blive integreret i det civile liv.

Magdalena og hendes mand fik sammen med andre tidligere guerillasoldater mulighed for at opbygge ”Landsbyen af 29. december”. Det er en hyggelig og velholdt landsby med egen skole og sportsplads. I byen er cirka 100 huse, og knap 20 beboere har et krigshandicap.

For at komme ind til Magdalena, må jeg have hjælp af to mænd fra landsbyen til at bære mig, da der er trapper ind til hendes hus.

Magdalenas liv og opvækst

Vel ankommet inde i Magdalenas hus, begynder vi at tale om hendes liv og engagement, dels i borgerkrigen og dels i hendes organisation. Hun fortæller om sin opvækst på landet, hvor hun allerede som treårig var med sin far ude og plukke kaffebønner nær grænsen til Mexico. Faren var en meget voldelig mand, der engang slog Magdalena så hårdt i ansigtet, at hun mistede hørelsen på det ene øre.

Som tidlig teenager blev hun kurér mellem de forskellige guerillagrupper. I starten vidste hun ikke, hvad hun lavede, men afleverede blot beskeder til ”præster” i de forskellige omkringliggende kirker. Hun synes, det var rart, for så kom hun ud at se lidt og væk fra faren.

Normalt i Mayakulturen skulle piger giftes tidligt. Det blev hendes søstre, men det ville Magdalena ikke – så hellere være aktiv i borgerkrigen. Inden hun blev aktiv, havde hun haft seks års skolegang i en landsbyskole, hvor der kun blev undervist på ”Mam”, det lokale mayasprog. Hun lærte sig først senere at tale, læse og skrive spansk.

Under krigen mødte hun sin mand, med hvem hun har tre børn, der nu er voksne, og alle har fået en uddannelse.

En aktiv kvinde

Magdalena er aktiv i AGPD, der er organisationen for mennesker med handicap fra den tidligere guerillabevægelse. Hun er både aktiv i den lokale afdeling og med i bestyrelsen af den nationale organisation. Hun har måtte kæmpe for sin position, fordi hun er mayakvinde, har kort skolegang og fordi hendes spansk ikke er perfekt. Men hun er en stærk kvinde. Hun havde erfaring som kasserer fra sit lokale kooperativ, og derfor stillede lokalafdelingen hende op til posten som kasserer i AGPDs bestyrelse. Men hun fortalte, at lige da hun var valgt som kasserer, ville formanden ikke lade hende se regnskaberne. Hun skulle ikke blande sig, for det havde hun ikke forstand på, og hun forstod sig jo ikke på computere. Men hun holdt ved og krævede at se regnskabet ­ det var hendes ret, når nu man havde valgt hende. Det viste sig, at der var ting i regnskabet, der ikke var i orden. Hun fik styr på det, og når nu hun ikke kunne bruge en computer, brugte hun bare sit kladdehæfte og fremlagde det håndskrevet, hvilket alle kunne forstå. Hun har sat sig i respekt. Det betyder, at hun nu har forskellige ansvarsområder og deltager som repræsentant for sin organisation i forskellige fora, blandt andet har hendes organisation udpeget hende til repræsentant i ligestillingsudvalget i vores projekt.

Vilje til forandring

Magdalena var blot et af de dejlige mennesker, jeg besøgte eller talte med i Guatemala. Når jeg tænker på dem, så havde de alle et drive for at gøre det bedre for deres børn og give dem den uddannelse, de aldrig selv fik. Det til trods for at de fleste kom fra rigtig fattige kår.

De havde også alle en stålsat vilje for at forbedre vilkårene for mennesker med handicap.

Og jeg tror på, at det nok skal lykkes. Det kræver blot, at vi kan få bevillinger, der gør, at vi kan arbejde flere år ad gangen for derved give en kontinuitet og ro til at få opbygget stærke handicaporganisationer og en fælles handicapbevægelse, der kan slås for rettigheder for mennesker med handicap.