Mette Klint
Håbets Børn 2 KILDENS UDSPRING
Mette Klint
Håbets Børn 2 KILDENS UDSPRING
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Ensomhedens Ø
Zaina læner sig frem over Sølves hals.
”Vil du gøre en sidste ting for mig?” Foran dem ligger stranden, hvor bølgerne ruller ind. Hesten er svedig og pruster udmattet. Zaina har redet hele dagen, og Sølve er langt fra sin flok. Det strider imod den honninggule hests natur at være alene. Men Sølve gør det for hendes skyld, og den tanke får næsten Zaina til at græde igen. Hun har skiftevis grædt og smilet hele dagen og orker ikke mere. Hun har forladt sin klan og sine forældre. Hendes liv i skoven er forbi, men hun er fri.
”Et sidste ridt, Sølve,” hvisker hun og ser ud over havet. Hun tilhører Skovfolket. Kysten og havet tilhører andre. Det enorme vand og bølgerne er uforudsigelige, og i det bundløse hav lever dyr, som kun fantasien og myterne kan beskrive. Nej, så er skoven og dens dyr langt bedre at leve iblandt. Men også det er forbi.
Derude ligger Ensomhedens Ø med sin flade kyst og skoven, der toner blåligt i disen. Stedet, de voksne hvisker om, når de tror, børnene sover. For mange år siden kom en mand til landsbyen om natten. Zaina vågnede, og fra sengen hørte hun manden med dæmpet stemme fortælle om øen. ‘Der hviler en forbandelse over den,’ hørte hun ham sige. ‘Ensomheden på øen kryber ind i en og efterlader sjælen forkrøblet. Kun få slipper derfra!’ Hendes far havde lyttet, tilbudt manden et måltid mad og bagefter sendt ham bort i mørket. Zaina tror nu ikke, man kan blive mere ensom, end når man er tvunget til at forlade sin familie og sit folk. Hun er villig til at tage chancen. Desuden har hun et spinkelt håb om, at Ebbe, den mystiske dreng, vil finde hende herude. Så vil de være to.
Sølve snuser til havvandet. Hun plasker med forbenet og pruster nervøst. Zaina stryger hende beroligende over den svedblanke hals.
”Én svømmetur, så er du fri,” lover hun.
Sølve strider sig gennem bølgerne med hovedet løftet. Zaina fortryder næsten, at hun fik drevet hesten ud i havet. Øen ligger langt ude, og Sølve skal hele vejen tilbage igen og forenes med sin flok. Vandet er iskoldt. Zaina ryster, og tænderne klaprer ukontrollabelt. Hun kan ikke holde fast med benene, men vikler i stedet hænderne ind i Sølves man og
lader sig trække. Om få meter er de fremme ved kysten. Lidt endnu, Sølve, tænker hun. Og endelig rammer hestens hove bunden, og hendes krop stiger op af vandet. Men nogle meter før stranden standser Sølve. Hun kaster med hovedet og pruster.
De står i vand til knæene, men hesten vil ikke videre.
”Hvad er der?” spørger Zaina bekymret.
Sølve vrinsker nervøst og kaster med hovedet. Zaina ser ind mod stranden, men der er ikke noget at se. Alligevel tripper hesten uroligt.
”Svøm tilbage. Hjem til din flok.” Hun stryger hestens hals, der er hård af muskler. Så kysser hun den sølvfarvede mule og puffer hende blidt, men bestemt tilbage ud mod det åbne hav. Sølves næsebor er udspilede og lyserøde. Hovene slipper atter bunden, og Sølve svømmer. Væk fra Zaina, tilbage mod sin flok, sin skov og sine sletter.
Zaina græder ved synet.
”Farvel, Sølve,” hvisker hun.
Hun går op af vandet. På skrænten ligger en skov. Mellem træerne kan Zaina høre lyden af nogen, der går i skovbundens visne efterårsblade. Sølve må have hørt det. Kun mennesker larmer så meget, når de færdes i skoven. Hun kan ane en skikkelse mellem træerne. Zainas hånd griber fat om kniven i bæltet. Hun mindes fornemmelsen, da stålet stak
Fortidens spøgelse
Esther vågner med et sæt. Noget skraber over gulvet nedenunder. Halvmånen lyser svagt gennem vinduet. Klokken er 04.07. Esther står op og lister forsigtigt ned ad trappen. Normalt er hun bange for alt muligt, men tiden i den anden verden lærte hende at være mere modig, end hun havde troet var muligt.
Fra køkkenet høres skramlen. Et bump og en stønnen. Esther har evnen til at se sjælene fra de døde og kommunikere med dem. De er ikke farlige, men vil blot have hjælp. Men det her er ikke en fortabt sjæl. Og så måske lidt alligevel.
Hun åbner døren til køkkenet.
”Skal du have hjælp, mormor?” spørger hun dæmpet.
”Åh, du forskrækkede mig! Vækkede jeg dig?”
Mormor, der har boet hos dem, siden hun brækkede benet og ikke kunne klare sig alene ude i Skovriderhuset, er ved at stable en ostemad og et glas mælk op på en tallerken.
”Det gør ikke noget, mormor. Lad mig hjælpe dig med det der.”
”Tak, jeg tabte krykken. Bare jeg ikke har vækket hele huset.”
”Det tror jeg ikke.”
De sætter sig ved køkkenbordet, og Esther tager også et glas mælk.
Mormor masserer sit ømme ben.
”Jeg er nødt til at komme op og bevæge mig. Det gør ondt, når jeg ligger stille for længe. Men hør, skal du ikke i seng?”
”Jeg vil hellere sidde lidt her sammen med dig.” Esther er lysvågen. Hun vil gerne tale med mormor og få mere at vide om Skovriderhusets historie og Valdemars forsvinden. Alle tror, han er død. Men ikke Esther. Hun er sikker på, han kaldte på hende i et syn.
”Er du aldrig bange for at bo i skoven alene, når det er mørkt, mormor?”
Minna ler dæmpet.
”Nej. Hvad skulle ræve, rådyr og råger dog gøre mig? Der kommer ikke en levende sjæl i skoven om natten, ja på nær dyrene, selvfølgelig. Jeg er skam helt tryg.”
Sjæle. Det er netop den slags, der er interesserer Esther.
”Tror du på, at der findes sjæle fra de døde?” spørger hun.
Minna tygger omhyggeligt af munden, inden hun svarer.
”Jeg tror, der findes mere mellem himmel og jord, end vi kan se med det blotte øje. Og måske kan nogle se mere end andre.”
”Hvordan? Hvad mener du?” Esther kan mærke, at hun har fat i noget her.
”Jeg bør nok ikke fortælle det. Jeg skræmmer bare livet af dig,” siger mormor og ser tænksom ud.
”På den anden side, så sælger jeg jo snart huset, og så gør det måske ikke så meget.”
”Sig det bare. Jeg kan godt tåle det,” forsikrer Esther.
”Det var noget, din mor oplevede som barn. Hun vil helst ikke tale om det.”
Esther læner sig frem og hvisker:
”Hun behøver jo ikke få noget at vide.”
Minna ser et øjeblik ud, som om hun vil trække det hele tilbage igen. Esther brænder efter at høre om sin mors barndom. Hun må vide, hvad der skete dengang. Hun er træt af hemmeligheder. Desuden har Esther på fornemmelsen, at det hænger sammen med Valdemar og den evne, hun selv har. De ser på hinanden, mens Minna overvejer.
Så tømmer Minna sit glas.
”Årh, hul i det. Jeg fortæller det! Men lov mig, at du ikke siger et ord til din mor!”
Esthers hjerte slår en kolbøtte af forventning.
”Det lover jeg!”
Minna læner sig konspiratorisk ind over bordet og sænker stemmen.
”Det var en traumatisk oplevelse for din mor.”
Esther nikker forstående.
”Da morfar forsvandt, mener du?”
Minna nikker og fortsætter.
”Din morfar var biolog. Han skulle færdiggøre et forskningsprojekt for universitetet og var så opslugt, at han arbejdede nat og dag. Han blev faktisk lidt sær i den periode. Jeg prøvede at få ham til at tage den med ro, men han var så tæt på et gennembrud, påstod han. Det handlede om vandet fra brønden ude i haven. Resultaterne af hans undersøgelser ville revolutionere vores viden om naturen og fuldstændig ændre vores forhold til den. Det var han sikker på. En dag, hvor jeg havde hentet din mor efter skole, var han væk. Men alle hans papirer og bøger lå, som om han bare var ude at hente en kop kaffe. Han havde intet tøj pakket. Hans pas lå i skuffen. Han var bare – pist væk.”
”Er det derfor, mor ikke kan lide Skovriderhuset? Fordi det var derfra, han forsvandt?”
”På en måde, ja. Valdemar var forsvundet. Efter noget tid skrev aviserne ikke længere om det. Livet gik på mærkværdig vis videre. Men ikke for din mor. Hun savnede sin far helt forfærdeligt. De var tæt knyttet, for selvom Valdemar ofte var fordybet
i sin forskning, så var han også et legebarn, der byggede huler i skoven og fortalte om dyrene og deres liv. Når de havde fundet noget i skoven, for eksempel en fjer fra en skovskade eller et musekranie, kunne de tilbringe timer sammen med at undersøge og tegne det.”
Esther har aldrig før tænkt på sin mor som et barn. Men hun kan levende forestille sig, at det må have været frygteligt at miste sin far på den måde.
”Men hvad med politiet? Ledte de ikke?”
”Jo, men der var ingen spor. Desuden skete der noget, et års tid efter at han forsvandt.”
Det er, som om et koldt vindpust blæser gennem Esther. Hun ved det allerede, inden mormor har sagt ordene:
”Din mor så Valdemars spøgelse.”
Hun vidste det! Hendes mor har også evnen til at se sjælene fra de døde.
”Hvordan skete det?” spørger hun.
Minna tager tilløb til at fortælle.
”En nat vækkede Tine mig. Hun var helt ude af den, nærmest i panik. Hun ville væk. Med det samme. Først da vi sad i bilen og forlod skoven, fortalte hun hvorfor. Hun havde lagt sig til at sove, og lige da hun var ved at falde i søvn, mærkede hun sin fars hånd på sin pande. Sådan plejede han at gøre, når han sagde godnat. Halvt i søvne troede hun, at han var hjemme igen. Hun hørte hans vejr-
trækning, og at han hviskede ’Min lille Tinepige’. Så slog hun øjnene op.” Minna kradser med en negl i en plet på bordet.
”Hvad så hun? Var det ham?” spørger Esther.
”Det er her, det bliver svært at forstå,” siger Minna. ”Tine så en blålig, lysende skikkelse svæve ved siden af sin seng. Hun kunne se igennem skikkelsen, men hun genkendte sin far. Men blod strømmede ned over hans ansigt.”
Esthers hånd ryger op til munden.
”Så han ér død?”
”Efter den oplevelse opgav vi troen på, at han ville komme tilbage i live. Vi boede på en campingplads noget tid, men til sidst vendte vi tilbage til Skovriderhuset og fortsatte vores liv. Hvad skulle vi ellers gøre?” Minna slår næsten undskyldende ud med armene.
”Så hun ham nogensinde igen?”
Minna ser træt ud.
”Nej. Det var sidste gang, hun så Valdemars spøgelse. Men siden den oplevelse har din mor haft det lidt svært med Skovriderhuset.” Så smiler hun og purrer op i Esthers hår. ”Nå, ikke mere spøgelsessnak! Nu er det tid til at sove, tror du ikke?”
Esther får ikke mere ud af mormor. Men allerede nu ved hun mere, end hun har vidst hele sit liv. Hendes morfar var forsker. Naturinteresseret. Sær.
Fordybet i tanker går hun ovenpå. Døren ind til Ebbes værelse er lukket. Ebbe minder om Valdemar. Han taler ikke om det, der skete, dengang de fandt vej ind til den anden verden gennem brønden i haven ved Skovriderhuset. Han forelskede sig i jægerpigen Zaina, og Esther gætter på, at han pønser på at vende tilbage. Hun kan se i hans blik, at han længes. Han ser forpint ud. Som om han har ondt, men prøver at skjule det.
Da Esther igen ligger i sin seng og stirrer op i loftet, er hun ikke det mindste træt. Hun ser på billedet af mormor og Valdemar fra Skovriderhuset. Det gør hun ofte, når hun er alene. Hun tager sin mobil og skriver en besked til sin veninde Camille. >Jeg kan ikke tage med i sommerhus i påsken. Jeg skal hjælpe min mormor. Sorry< Det er en lille hvid løgn, men på en måde er det jo sandt. Hvis det kan lykkes hende at finde ud af, hvad der skete med Valdemar, vil det jo hjælpe mormor. Og hendes mor. Hun er sikker på, at Valdemar også kom til landet under brønden. Nogen dér må vide noget.
Ebbe har pakket rygsækken med proviant, vandflasker, ekstra trøje, lighter og tændstikker. I morgen er det lørdag, og så tager han af sted. Han har ikke kunnet tænke på andet end Zaina, siden han og Esther vendte hjem. På gymnasiet sidder han bare og stirrer på sin skærm, men ser intet, hører intet
og siger intet. Inden i ham skriger hans hjerte på at vende tilbage. Mindet om Zainas kys, hendes brune øjne og fingrene, der gled gennem hans hår den sidste nat, kører som en video på repeat. Igen og igen ser han hende for sig og husker den skæbne, han efterlod hende til. Den dårlige samvittighed er en hård knude i brystet. Han burde ikke have efterladt hende. Om lidt er det påskeferie, og han har sagt til Tine, at han vil tilbringe ferien i Skovriderhuset. Esther har insisteret på at tage med, og han er nødt til at lade hende, ellers sladrer hun helt sikkert om hans planer. Ebbe finder træfiguren af hjorten frem. Egentlig er den fra mormors Skovriderhus, men Esther gav den til Zaina, og den minder ham om hende. Hun gav ham hjortefiguren tilbage efter deres første kys. Hun har en vis lighed med de smukke dyr. Lange ben, brun hud og store, brune øjne. Og nu er hun på flugt. Til Ensomhedens Ø. Juno, Zainas mor, der er seerske, kan sikkert fortælle ham om øen. Han må opsøge hende, så han kan finde Zaina og leve sammen med hende. Om det så bare skal være de to, alene på en ø, i et ukendt land, i en anden tid. Zaina lever i en anden tid. Det gik op for ham, da han så på stjernehimlen i mormors skov, efter at de var kommet hjem. Det var nøjagtig den samme himmel som i Zainas verden. Samme sted, men en anden tid. Rejsen gennem brønden er en rejse i tid.
Håbets Børn 2
KILDENS UDSPRING
Af Mette Klint
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Erica Price Terp Omslagsillustration: Peter Hermann Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Grafisk Design
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
ISBN: 978-87-7211-413-2
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
dansklf.dk
”Hvad er der sket?” spørger Esther.
Kvinden sukker tungt, men fortæller så:
”Zaina stak Kombat i låret på deres bryllupsdag. Han blev
slemt såret og i tumulten lykkedes det Zaina at flygte. Derefter satte Kombat og hans mænd ild til landsbyen og fængslede Santos og Juno. De fleste nåede heldigvis at flygte, inden flammerne tog dem.”
Esther skæver til Ebbe. Det var altså branden, han kunne lugte.
Så kommer hun i tanke om noget.
”Mit syn. Det passer på en prik med det, jeg så. Det med Zaina, der flygtede fra ilden i en hvid kjole på en hest.”
Håbets Børn, Ebbe og Esther, rejser endnu en gang gennem brønden ind i fremtiden, hvor ufred og konflikter hersker. Her skal de finde Zaina, skovens prinsesse, der forsvandt ud på Ensomhedens Ø efter sin dramatiske flugt fra sit eget bryllup.
Vil det lykkes Håbets Børn at finde Zaina og sammen med hende at løse mysteriet om deres morfars forsvinden, finde
Kildens udspring og i sidste ende skabe fred mellem klanerne?
Sådan som legenden fortæller.
Kildens udspring er anden del i serien om Håbets Børn – en serie om klima, kærlighed og konflikter.