Fugle i strandkanten
Der sidder en gammel mand og kigger ud over vigen. I strandkanten står måger og terner. Små bølger skyller ind over sandet og trækker det med tilbage. På en hvidmalet pæl hænger en redningskrans.
Som dreng løb han rundt i landskabet på den anden side af bugten: Godsets hvide bygning, Herrens Mark, Fruens Badehus og det lille træ på den yderste pynt, de kaldte Evigheden. Når hans historie om den tid udkommer, vil han være midt i 70’erne. 64 sider. Med illustrationer. Men barndommen er for længst forbi, og ungdommen. Der er kun tilfældige brudstykker tilbage. Han har svært ved at huske, hvad der virkeligt skete. Hvor meget han har lagt til og trukket fra i erindringen? Hvor tit har han ikke ændret sin historie, så den passede til omstændighederne? Blandet den med genbrugte, stivnede tanker og sætninger og det, han har læst eller hørt andre fortælle? Hans hukommelse er usikker og tvivlsom.
Han læser lidt spredt i en bog:
Et let vindpusts raslen, alt er et let vindpust og gispen efter vejr.
Der er stadig bøger, han har til gode. Måske dør han uden at have læst dem alle sammen. Hans kræfter begynder at svinde, de første svaghedstegn har vist sig, han har svært ved at huske navne, titler og årstal som førhen – alderdommens elendigheder indfinder sig lidt efter lidt. Han føler sig træt og gammel.
Min bedstefars hus med de mange værelser
Dengang var der en hel verden inde i mig uden tid. Derinde var himlens fugle og solen og månen og alle stjernerne. Alt det, der kun kan siges med lukket mund og ses med lukkede øjne.
Jeg var begejstret over at danne stavelser af bogstaver og ord af stavelser og sætninger af ord. Alle de besynderlige tegn, jeg ikke forstod. Miskundhed. Varetægt. Dødens Lande. Gud Fader har sagt: Stå engle på vagt, hvor mine de små er i senge. En fryd over alt det, jeg ikke vidste. Lyksalig. Lyksalig. Ubegribelige, utænkte tanker.
Og så var der verden, som den var. Til jeg var fem, boede jeg i nærheden af jernbanen i et af de store huse, der var svære at se forskel på, hvis det ikke havde været for den forgyldte kringle, der hang over døren til min bedstefars bageri.
Huset var fuldt af store skabe, blege spejle og tunge møbler. På en reol stod et fotografi af min far som dreng med et bredt smil sammen med sine søstre og hunden Pussy. Nu sad Pussy udstoppet i hjørnet ved siden af reolen og så på mig med brune glasøjne, uanset hvor jeg befandt mig i stuen. De mørke gardiner lod ikke meget lys komme ind, og huset så mere og mere forsømt ud, fordi min bedstemor, der sad med regnskaberne i kontoret bag butikken, ikke havde tid til at tage sig af det, og fordi stuepigerne var ligeglade og vimsede rundt i krogene og pjattede med min far.
Pigerne boede i nogle af værelserne ovenpå. Og når jeg en gang imellem åbnede en dør ind til et af dem, gjorde jeg uanede opdagelser i skufferne. Hårnåle, et strømpebånd, små blikæsker med gyldne bogstaver på blå baggrund.
Bagerikarlene sov i værelserne på loftsetagen, og jeg vågnede tit om natten, når min bedstefar kom op ad trappen med en lygte i hånden for at vække dem. Jeg selv listede på bare fødder hen over det ferniserede gulv. Jeg åbnede døren på klem og så min bedstefar, der også bankede på døren til min far og mors soveværelse i mørket længere henne ad gangen. Min mors blege ansigt i lygteskæret. Den voksende mave under natkjolen. En rysten på hovedet.
Og min far, der først kom hjem ud på morgenen.
Jeg holdt mig vågen nat efter nat for at se, om der var en engel, der stod vagt ved min seng. Jeg så aldrig nogen, men bad utrættelig min aftenbøn.
Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje i varetægt mig tag ...
Tante Christiane
En søndag, da jeg var seks år gammel, tog min far mig ved hånden, og vi traskede af sted hen ad fortovet. Det var sidst på sommeren, og jeg skulle synge for min fars tante Christiane. Hun lå i det store, lyse soveværelse, så hun kunne se ud på pæretræet i haven. Der var meget stille derinde. Og hvidt. Næsten blændende. Som om tiden var gået i stå i en skarp duft af 4711, frisk af citron og havluft og tung af skovbund og uendelige blomsterenge. Ligesom verdenen inde i mig. Lyksalig. Jeg stod ved fodenden af sengen og skulle synge. Hun ville gerne have Jeg har båret lærkens vinge – den kunne jeg udenad.
Jeg har båret lærkens vinge, jeg har sunget højt dens sang. Jeg har følt, jeg skal mig svinge ind i paradis engang, ind i paradis engang.
Når jeg frem med hævet pande syngende i mørket går, ved jeg, at i Dødens Lande springer atter ud en vår, springer atter ud en vår.
Hun lå på puden og smilede, mens jeg sang. Og da jeg var færdig, rejste hun sig halvt op og trak skuffen i sengebordet med den kolde marmorplade ud og gav mig en to-krone i hånden. Da vi gik hjem, døde hun. “Fredeligt,” sagde min far.
Gummiløse
Jeg fik en lillesøster, som græd og græd, og mine bedsteforældre flyttede og overlod bageriet til min far. Nu dukkede han først op over middag, når bagerikarlene spulede flisegulvet i bageriet med dampende, varme stråler fra den tykke, sorte gummislange. Min bedstefar var tavs, min mor gik i ét med væggen, og min bedstemor lavede scener. Min far stod med sit drengede smil og rystede håret væk fra øjnene med et lille kast. Så gik han ud i butikken, tømte kasseapparatet og forsvandt igen med et par fingre til panden som hilsen.
Det varede nogle måneder, så var han blanket af. Han havde tabt bageriet til en magarinefabrikant i kortspil. Og en morgen blev vi sat på gaden.
Min far og jeg skubbede en trækvogn med de møbler, vi havde fået lov at beholde, fra bageriet ud til husvildebarakkerne med alle ungerne.
”Gummiløse,” grinede min far, der allerede havde fået job som kiselarbejder på syrefabrikken om dagen og udsmider i en natklub om aftenen. Min mor smurte madpakker til skolerne fra fem til halv otte om morgenen og sad på kontor resten af dagen, og jeg passede min lillesøster og lærte at skifte hende og lave mad og vaske op.
Jeg kunne godt lide min far. Han sang og lavede sjov, selvom vi ingen penge havde, og han var god til at få på kredit hos købmanden og slagteren, der ikke vidste det.
”Du skal bare gå igen, hvis slagteren er der,” sagde min far og stak mig en seddel med det, jeg skulle købe. ”Det er bedre, hvis
Elly er alene. Bare hils fra Carl Emil.” Elly var slagterens kone.
Hende kendte min far. ”Godt,” sagde han og blinkede til mig.
Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor. Heller ikke, hvorfor det altid var mig, der skulle købe ind, når vi ingen penge havde, eller hvorfor jeg skulle passe min lillesøster hver dag.
Senere kom hun over til min mormor og morfar i København, da jeg selv begyndte i skolen og fik plads i kirkens drengekor. Vi øvede to gange om ugen og sang til morgengudstjeneste eller højmesse om søndagen. Så havde jeg hvid skjorte og sorte bukser og sorte sko på. Og pengene afleverede jeg til min mor en gang om måneden.
Om torsdagen hentede jeg min far fra arbejde, stod uden for syrefabrikken på havnen og ventede på ham. Torsdag var lønningsdag. Så var min far i godt humør, og vi gik med de andre hen på et værtshus, der hed Nalen, og servitricen hed Lilly.
Hende kendte min far også. Han dansede med hende, stor og
rød i hovedet, og senere fulgte vi hende hjem, trak cyklerne, selvom det var en omvej. Jeg ventede udenfor, mens min far og
Lilly talte om noget inde hos hende. Lilly havde det ikke så let, sagde min far. Hun var skilt og tit ked af det.
Af Oscar K
Illustreret af Dorte Karrebæk
© 2024 Dansklærerforeningens Forlag
1. udgave, 1. oplag 2024
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Inge Rand
Tak til Statens Kunstfond
og Danske Skønlitterære Forfattere
S. 2: „Stille, hjerte, sol går ned“ er titlen på digt af Jeppe Aakjær, 1912
S. 8: Uddrag af salmen „Nu lukker sig mit øje“ af Peter Foersom, 1813
S. 10: Uddrag fra sangen „Jeg har baaret Lærkens Vinge“ af Michael Rosing, mellem 1926 og 1927.
S. 43: Uddrag af digtet „Til en følsom veninde“ af Frank Jæger, 1948
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2024
ISBN: 978-87-7211-401-9
dansklf.dk
En nat havde min morfar Ångstrøm, bassisten, med hjem til en øl og et slag kort. Min morfar satte sig, hvor han plejede, og Ångstrøm på min plads, så jeg måtte sidde for bordenden. Min morfar så anderledes ud, end når han sad overfor mig. Det var nok sådan, min morfar så mig, når vi var alene. Det gik op for mig, at verden kunne se helt anderledes ud, end jeg troede, bare jeg flyttede mig lidt eller byttede plads med en anden. Og verden var ikke længere, som den var.
Oscar K’s historie er et forsøg på at komme tæt på det besynderlige liv, der udfoldede sig i hans barndom.
Serien MIN HISTORIE er erindringer skrevet om og for børn og unge.
