CAMILLA WANDAHL SNAP
Illustreret af Lars Vegas Nielsen
af Lars Vegas Nielsen
Min mor har pludselig fået en idé til en fantastisk fotoserie ved Loch Ness-søen, tæt på det sted hun voksede op
og nu står vi her, sammen det mystiske ved vandet og det gråblå uvejr der er på vej
og dit smukke røde hår, skat –
hendes stemme væver sig rundt i rummet forsøger at trænge ind i mig indtil jeg siger
vi går ned til den bil
vi lejede i lufthavnen
mens jeg tænker på
hvorfor hun altid glemmer
hvor meget jeg hader
at få taget billeder
eller
om hun måske slet ikke glemmer det, men bare er ligeglad fordi hun bliver så opslugt, altså sådan nærmest besat når hun får en idé
og så er jeg ligesom den model, der altid er til rådighed
som faktisk måske på en måde blev undfanget for at illustrere alt det hun gerne vil vise med sin kunst
da vi ankommer til Loch Ness-søen glitrer den ikke den er ikke vild
ikke bølgeklædt eller skumtopfyldt eller romantisk-eventyrligt-anything
bare gråligtblå og drænende, og selvom jeg burde være ligeglad er det nærmest en mavepuster at se hvor lidt mystisk den er hvor meget bare
sø
min mor siger, at jeg repræsenterer livets fortættethed uendeligheden; min livsomhed, rødmen på mine kinder, alt det, der fortsætter, når -
---
altså det er jo en fotoserie med dig, skat, siger min mor, så du skal stå dér med den der ruin i baggrunden og lad os også skyde en serie med havet;
dit røde hår mod den nærmest sortblå uvejrsskyerne der trækker sig sammen og så dig, skat
du skal lyse, ligesom
men hvad, hvis der ikke er noget lys i mig, hvis –
med ryggen til søen kan jeg mærke
Loch Ness-uhyrets ånde
i min nakke
og selvom jeg godt ved, at det bor dybt nede i havet
helt nede
i folks fantasi
så føles det altså som om det hæver sig bag mig, da jeg ser på min mor, som
hun står der med kameraet og det røde hår der er længere end mit og knipser foto efter foto af mig og
jeg tænker på, om uhyret bag mig kan ses på billederne
om det hæver sig i fuld figur, mest bare er en silhuet –eller måske blot en skygge i mit ansigt
og så kan jeg mærke det uhyret
det sænker sit hoved mod mig hvisler mig i øret med lang, tvedelt tunge
jeg flytter mig i et ryk og
min mor spørger, hvad jeg laver; baggrunden var rigtig god der, hvor jeg stod
men mørket fra slangen breder sig i mit bryst
og min mors røde hår er pludselig det eneste
jeg kan se NEJ
min stemme er oktaver for høj, den glider langsomt og hurtigt og hæst på luftstrømme
og min mors udtryk er –
SNAP
Af Camilla Wandahl
© Dansklærerforeningens Forlag 2023
1. udgave, 1. oplag 2023
Forlagsredaktion: Anne Sofie Kilian Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen
Illustrationer: Lars Vegas Nielsen
Forfatteren takker Statens Kunstfond for støtte.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2023
ISBN 978-87-7211-300-5
Der er anvendt fri tegnsætning.
dansklf.dk
jeg tænker på, om uhyret bag mig kan ses på billederne om det hæver sig i fuld figur, mest bare er en silhuet –eller måske blot en skygge i mit ansigt SNAP er Camilla Wandahls på én gang voldsomme og poetiske fortælling om 16-årige Evi, der er rejst med sin mor til Skotland, for dér at tage en sidste fotoserie.
Det er en historie om kærlighed, alvorlig sygdom og familiebånd. Men først og fremmest om, hvor svært det kan være at tale om det allervigtigste.
Serien BILLEDROMAN er gennemillustrerede værker til børn og unge.