magasinet_01_10 by Røde Kors

RØDE KORS MAGASINET april 2010

Hjemløse kvinder

"Vi kan mærke finanskrisen," fortæller lederen af Natherberget.

600 kr. rækker langt

Se hvad Røde Kors bruger pengene til efter katastrofen i Haiti.

CLEMENTINA vil selv

AFRIKA SKAL SELV

Køb dine dagligvarer, når det passer dig – og få leveret til døren www.superbest.dk Vælg mellem flere end 4.000 varer Besøg vores nye webshop og oplev selv det store udvalg. Du kan vælge mellem flere end 4.000 varer inden for økologi, Best Discount, Noget Særligt og mærkevarer. Alle priser på webshoppen er supermarkedspriser, men bemærk at tilbuddene fra tilbudsavisen ikke gælder i webshoppen. Vi har også oprettet en særlig Online Garanti til dig, der køber ind i webshoppen. Online Garantien sikrer, at du altid får de friskeste og flotteste varer.

- gør hverdagen lettere

Levering alle hverdage

Levering kun kr. 49.-

Levering over hele landet

Bestil frem til kl. 24.00 og få leveret næste hverdag mellem kl. 16.00 og 21.00.

Uanset hvor du bor koster det kun kr. 49.i introduktionsperioden at få leveret lige til døren.

Levering på fastlandet og på alle brofaste øer i Danmark.

Tilbuddene fra tilbudsavisen gælder ikke på SuperBest Online.

Indhold

Køb varer i Shoppen

Afrika skal selv – tema om arbejdet i Afrika

Din hjælp nytter i Haiti

Isbryderen - portræt af den nye præsident Susanne Larsen.

Skal udviklingsbistanden sættes op? Se debatten

Nyt fra felten

Hjemløse kvinder. Fotoreportage fra værested

Et øjeblik. Om at være ved at miste livet

Kort nyt

Afrika skal selv Mange danskere mener ikke, at hjælpen til Afrika gør en forskel, og udsigterne til, at det kommer til at gå bedre, er små. Kontinentet er for mange ensbetydende med sultende børn, sygdomme, krig og elendighed. Dét Afrika kender jeg godt, men jeg kender også et Afrika, der sprudler af initiativ og gode ideer. Der er afrikanske lande, der har større økonomisk udvikling, end vi har, og langt færre afrikanske børn dør i dag end tidligere.

Udgiver: Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, Tlf.: 35 25 92 00, www.drk.dk. Redaktion: Hans Beck Gregersen (ansv.), Ulrik Norup Jørgensen (red.) Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Jakob Dall. Tryk: K. Larsen & Søn, Oplag: 65.000, ISSN: 1904-2981, Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 10. marts 2010. Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Dansk Røde Kors’ holdning. redaktionen@drk.dk

Der, hvor det går bedst, har afrikanerne taget ansvaret for deres egen udvikling. Udviklingsprojekterne lykkes, når landsbybeboerne selv afgør, om de har mest brug for en ny vandpumpe eller en sundhedsklinik. Og når lokale Røde Kors-frivillige selv vælger, hvilket barn der først skal have hjælp. Afrikanere skal i højere grad selv. De har fortsat brug for vores hjælp til at overkomme udfordringerne, men hjælpen skal gives på en ny måde. Mere til mennesker – mindre til stater. Så den enkelte afrikaner får mulighed for selv at tage kampen op mod fattigdom, sygdom og undertrykkelse. Vi skal turde give ansvaret tilbage til afrikanerne. Afrika kan selv. Og skal selv.

Giv 53.000 børn en bog og en fremtid Dansk Røde Kors Bliv fadder i Barnelandet og hjælp 53.000 børn med blandt andet skolegang. Læs mere på www.barnelandet.dk

Pris : 125 kr. om måne den. Tilmeld dig på w w w.barne landet.dk FOTO: TOMAS BERTELSEN

shoppen

GAVER DER GLÆDER FLERE Køb alle varerne på www.drk.dk/webshop Tørklæde Designer-tørklæde med mening fra Designers Remix Collection. Pris 300 kr.

Dukken Liv Mangler du en påskegave? Køb Dukken Liv. Pris 100 kr.

Et års skolegang Skole er næppe en gave i danske børns øjne. Men for børn i Malawi og Zimbabwe er det en helt anden sag – de ønsker sig brændende en uddannelse. Gaven her rækker til et helt års skolegang for et barn. Den dækker skolepenge, skoleuniform, sko, bøger, papir og penne. Pris: 350 kr.

Startsæt til bønder Det nordlige Uganda har været hærget af borgerkrig i over 20 år. 1,5 millioner mennesker bor i flygtningelejre. Med et startsæt kan de hjemvendte flygtninge igen begynde opdyrkningen af jorden. Sættet indeholder blandt andet såsæd, hakker og skovle. Pris: 175 kr.

Smukke forårskort Send en forårshilsen til dem, du holder af. Pakker med 2 kort og 2 kuverter. Pris 15 kr.

Førstehjælpstaske Indeholder alt, hvad du skal bruge ved alle typer af ulykker, og er velegnet i hjemmet, til båden, bilen og campingvogn. Pris: 220 kr.

En glad dag for to udsatte børn For tusinder af sårbare børn i Danmark er hverdagen hård kost. Deres forældre kan ikke give dem de ting, andre børn tager for givet. Din gave giver to af børnene en glad dag med Røde Kors-frivillige, der sørger for, at børnene får et afbræk fra en svær dagligdag. Pris: 200 kr.

6 Tema: afrika skal selv

TEMA

Hjælp til selvhjælp Ansvaret for udviklingen af Afrika ligger hos afrikanerne selv. Det mener Røde Kors – og otte ud af 10 danskere er enige. Det viser en ny undersøgelse fra Capacent. Men afrikanerne skal ikke stå alene. Kun 13 procent af danskerne mener, at afrikanerne skal klare sig uden hjælp udefra. Og måske derfor er ni ud af 10 enige eller helt enige i, at hjælp skal gives som hjælp til selvhjælp. Læs mere om undersøgelsen på www.drk.dk

7 MoZambique

Tema: afrika skal selv

Kvindernes by Kvinderne i Chokwe må klare sig selv. De har besluttet at tage magten over hiv, malaria og katastrofer. Så når ulykkerne rammer dem, står de klar med paraderne oppe. De rejser sig igen og igen. For deres egen skyld. Og for deres børns.

8 MoZambique

Tema: afrika skal selv

Siden år 2000 har kvinderne bygget huler i træerne i Chokwe i Mozambique. I hulen kan de søge tilflugt og gemme forråd. For katastroferne vil ramme byen igen. Under træet sidder kvinderne fra byen og fortæller. Om katastrofer, fattigdom og ansvar.

Hans Beck Gregersen / hbg@drk.dk. Foto: Jakob Dall

”Det lød som en flyvemaskine, der kom brølende tæt forbi,” fortæller Hortensia Maulave. Hun sidder under det enorme træ på landsbyens centrale plads sammen med kvinder og børn fra byen. I grenene over deres hoveder har de bygget en hule, hvor de kan søge tilflugt og gemme forråd. For de lerklinede hytter omkring det store træ har stadig mærker efter det, der ramte dem. Og det samme har kvinderne. ”Vandet kom bare væltende – det ødelagde næsten alt.” ”Jeg er stærk nok” Oversvømmelsen i år 2000 var den største i 50 år, og Hortensia Maulave drømmer stadig om den. Vandet væltede ind, ødelagde hendes hus. Dræbte 700 mennesker, fordrev 650.000 og påvirkede en fjerdedel af landets befolkning. 140 tusinde hektar landbrugsjord blev smadret. 350.000 stykker kvæg forsvandt. Så man kan godt forstå, at hun stadig kæmper med at forstå sit lands ground zero. Hendes børn går stadig sultne i seng. Og hendes mand er langt væk, ligesom han var det for 10 år siden. Han arbejder i minerne i nabolandet Sydafrika som de fleste andre mænd i byen og kommer kun sjældent hjem. Derfor må hun og de andre kvinder klare sig selv. Det er mig, der må sørge for, at vi får mad nok, når min mand ikke er hjemme – og kommer vandet igen, er det mig og de andre kvinder, der skal klare tingene,” fortæller Hortensia. Men oversvømmelserne er kun én af flere store forhindringer, som kvinderne i byen skal overkomme for at komme væk fra den

omklamrende fattigdom. En massiv udbredelse af hiv/aids, tilbagevendende tørke og kvindernes traditionelle rolle i samfundet er andre udfordringer. Men Hortensia tror på, at hun kan overkomme det hele. ”Jeg er stærk nok til at tage ansvaret for min familie – og jeg skal nok få skabt os et bedre liv. Min drøm er at åbne en lille butik, så jeg kan tjene mine egne penge. Og jeg lover, at kommer I tilbage om fem år, så kan I se et skilt her i byen med ”Hortensias butik”, forudser hun. Det er som om, at selvtilliden har smittet de andre kvinder. For den faste overbevisning om, at man nok skal klare sig ud af fattigdommen har bredt sig i Chokwe. Foran

RØDE KORS

Vi skal tage ansvar Røde Kors i Mozambique arbejder med at sætte kvinder i stand til at klare de naturkatastrofer, der rammer landet. Mændene arbejder langt væk, så Røde Kors arbejder målrettet med at få kvinderne til at tage ansvar for deres egne liv. Donna Amelia er leder af de 144 frivillige i Chokwe: “Vi skal først og fremmest ændre måden at tænke på – sætte mennesker i stand til at hjælpe sig selv. Den største udfordring, at få mennesker til at tage et ansvar – og blive ved med at tage et ansvar.”

9 MoZambique

Tema: afrika skal selv

Og jeg lover, at kommer I tilbage om fem år, så kan I se et skilt her i byen med ”Hortensias butik”

Clementina Chongos lille hus er fejet, og der er plantet blomster i små, sirlige bed. Hun bruger en del af sin fritid på at besøge folk i nabolaget, der er ved at dø af aids – og tager sig selv af to børn af familiemedlemmer, der er døde af sygdommen. Så hun er nødt til at stå tidligt op. ”Jeg står op kl. tre om morgenen for at bage bønnekager, som jeg sælger på markedet. På den måde kan jeg tjene penge til at sende både mine egne to børn og mine plejebørn i skole. Det er klart mig, der har ansvaret for mit liv og mine børns liv, fortæller Clementina, der egentlig bare ville ønske, at hun kunne købe sig et par briller. ”Jeg ville gerne læse lidt om aftenen. Men det har jeg ikke penge til.” Mønstre bliver brudt Det har Rut Cande til gengæld. Hun stråler i den stærke, afrikanske sol, og adskiller sig i sine hvide bukser og matchende bluse

fra de fleste andre kvinder i Chokwe, der er mest til mere farverrige kjoler. Hun er den første i sin familie, der er i gang med en videregående uddannelse og fortæller stolt om universitetet og uddannelsen til landbrugsingeniør. For hendes mor gik ud af 4. klasse. Hendes far gik kun i skole til 3. klasse. ”Jeg var akkurat lige så fattig som alle de andre i landsbyen. Men min mor besluttede sig for, at jeg skulle gå i skole og have et andet liv,” fortæller Rut Cande. Hendes mor begyndte at handle med brugt tøj allerede efter grundskolen, og mens hendes datter var lille, ansatte hun en kvinde til at klare salget af tøjet. Den indstilling har smittet af på Rut. ”Det handler om at ville og tro på det,” siger hun.

“Det er klart mig, der har ansvaret for mit liv og mine børns liv,” siger Clementina Chongo. Hun kæmper for, at hendes børns liv bliver lettere end hendes eget.

Det handler om vilje, mener Rut Cande. Hendes mor er skyld i, at hun i dag er i gang med en videregående uddannelse.

10 Tema: afrika skal selv

Grafen viser et typisk liv i fattigdom. Der arbejdes hårdt for at komme væk fra fattigdommen, men udviklingen bliver ofte nulstillet af sygdom eller andet – og arbejdet mod et bedre liv begynder forfra. Det tager længere tid at kæmpe sig op end at ryge ned.

Røde Kors forsøger med sine projekter at slibe takkerne i de allerfattigstes liv. Målet er, at kvinder som Hortensia og Clementina selv kan hjælpe sig ud af fattigdommen og udskifte takkerne med blødere bølgedale. Det vil give dem mere tid og flere ressourcer til at forbedre deres liv.

penge

PEDERSEN

Hortensia og Clementina kæmper for at komme ud af fattigdom. Deres liv rummer mange usikkerheder og kun få muligheder. Selvom de arbejder hårdt, kan en oversvømmelse eller sygdom hos deres børn sætte en brat stopper for rejsen mod det bedre liv. Over halvdelen af alle arbejdende mennesker i Afrika syd for Sahara lever for under 5,50 kroner om dagen. Og på grund af deres lave indkomst og manglende sociale sikkerhedsnet vil deres livsforløb ofte forme sig som en savklinge. En kontinuerlig række af opog nedture.

takkede liv

FOTO: HEINE

De sa

ejeirinzas syv pl e af Monica Ch er e kan Fl k. ikk n væ hu ia alar n gå i skole, og Net holder m myggenet i , så de ikke ka e ria dr ala an m ge ft an ha børn har t hende og m ommen. Kors har give ggelse af sygd arbejde. Røde rviser i foreby de un e lig vil og fri Mozambique,

! Malaria De fattigste familier i Afrika bruger helt op til en tredjedel af deres penge på sygdommen. Lande med meget malaria har betydelig mindre vækst end lande uden. Hvert år bliver 212 millioner mennesker i Afrika smittet. En malariabehandling koster ca. 30 kr.

ndsbydvarer la n. Hun a og liv fe o le e tr d s j, så ejen r før kata er på ve mbique komme a n z id lo o k e y M h c i rc r r Ma e elle enneske . Angela vømmels 20.000 m ikre huse en overs bygge s ere end fl g v o r le en, hvis e b n 9 la p es. I 200 kuerings kan redd lave eva i bl.a. at t is rv e d un DALL FOTO: JAKOB

FOTO: JA

KOB DA

Tema: afrika skal selv

FOTO: JAKOB DALL

Træning giver rent van d. ”Vandet er både min ven og fjende,” siger Claudia Salvador. Van d skaffer mad, men ove rsvømmelser ødelægger, og beskidt vand give r sygdomme. Røde Kor s etablerer vandkomiteer, hvor landsbyer vedligeholder brønde og vandingsanlæg.

syge. besøger aidsentina Chongo at em Cl er . øg ds rs ai fo v/ og r hi sygdommen Viden stoppe lokale ledere, ed at håndtere er m nn m da de ud er rs lp Hun hjæ aids. Røde Ko hiv/aids. skabet til hiv/ informere om udbrede kend dsbyerne til at lan i e dr an og e fødselshjælper

Tid

Beskidt drikkevand

Katastrofer

Hiv/aids

I udviklingslande går kvinder og børn i gennemsnit seks kilometer om dagen for at hente vand – tid, der kunne bruges på skolegang og arbejde. Under halvdelen af befolkningen syd for Sahara har adgang til rent drikkevand.

Oversvømmelsen i Mozambique i år 2000 øde lagde 140.000 hektar landbrugsjord, og den økonomiske vækst pr. indbygger faldt fra 8,4 til 1,5 procent. 97 procent af de mennesker, der fra 1999-2008 blev ramt af naturkatastrofer, bor i et udviklingsland.

Efter et dødsfald i en fattig familie bliver der købt 15 procent mindre mad, fordi der tjenes færre penge. Og tit bliver børn hevet ud af skolen, hvis mor dør. Cirka 1,4 millioner døde af aids-relaterede sygdomme syd for Sahara i 2008. Livsforlængende hiv-medicin koster 1,3 kroner om dagen.

12 Tema: afrika skal selv

Doping forbudt Vi ønsker alle at gøre de fattigste i Afrika lidt stærkere. Men vi skal passe på. Der er eksempler på, at rige landes hjælp kun har haft en kortvarig virkning – og endda gjort skade. At skabe udvikling er et langt og sejt træk – og der er ingen hurtige løsninger. Troels Donnerborg / trd@drk.dk

Du har sikkert en forventning om, at det gavner, når du giver 100 kroner til Afrika. Men der er flere eksempler på, at udviklingsprojekter er endt i udtørrede brønde og ubrugelige veje. Og faktisk kan hjælpen fra de rige lande også risikere at gøre livet endnu sværere for de fattigste, mener Stig Jensen, der er leder af Center for Afrikastudier. ”I den vestlige verden mener vi pr. definition, at det er positivt, når vi kommer ud. Men faktisk kan det skabe kampe, ubalance og større fattigdom, når organisationer går ind i et område,” siger han. Der er eksempler på, at man har gravet brønde, hvor der var mest vand, blot for efterfølgende at kunne konstatere, at det rene drikkevand kom til befinde sig mellem to stridende parter. Der er de anlagte

rismarker i Tanzania, der tog vandet fra kvægavleres kvæg ved at udtørre den lokale flod. Og så er der det safari-turisme-projekt i Zimbabwe, der førte til, at lokalbefolkningen skaffede sig af med deres køer og satsede på elefanterne, der betalte tilbage ved at ødelægge huse og marker. Det går fremad Eksemplerne eksisterer, fordi vi har forsøgt at hjælpe i over 25 år, og fordi udviklingsarbejde er en kompleks størrelse. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det er gået fremad syd for Sahara, siden vi sang med på Nannas Afrika-sang i 1985 og håbede, at det ville blive bedre dag for dag. Langt flere får en uddannelse. Hiv-kurven er knækket i flere lande. Og inden finanskrisen spændte ben, havde kontinentet samlet set

en vækstprognose på hele 6,5 procent. Det eneste, der mangler, er tigerspringet ud af fattigdommen. Og lederen af afrikastudier mener, vi må kigge indad for at finde forklaringen: Der er ikke blevet lyttet nok til høvdinge, ældsteråd og lokale frivillige. ”Der har været alt for meget bistand, der har været ren doping. Hvis man er fattig, tager man selvfølgelig imod med kyshånd, når der kommer nogle udefra med ekstra penge.” ”Men hvis ikke musklerne skal falde sammen, når organisationen tager derfra, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad den enkelte kan, og hvad området har af kapacitet. De lokale institutioner er faktisk meget velfungerende i mange fattige områder i Afrika.” Det er blandt andet derfor Røde Kors har

Sudan

Mali

I 1988 sendte vi dyrlæger til Sudan for at vaccinere 1,5 millioner stykker kvæg, fordi kvæget fik sygdomme. Køerne tilhørte folkeslaget dinkaerne. Målet var at gøre dinkaernes livsvilkår bedre.

I 1990’erne fik vi en del penge til at uddanne grundskolen i miljø i Senegal, Burkina Faso og Mali.

a Vi er blevet klogere Vi kan kun blive bedre, hvis vi lærer noget af vores fejl og bygger på vores succeser. Derfor dette tilbageblik på nogle af de vigtigste i vores historie.

Hvad gik galt? En konflikt i Sudan blussede op, og vi var nødt til at trække os ud af Sudan. Ingen kunne længere vaccinere køerne. De lokale lærte det aldrig.

Hvad gik galt? Vi mente, at Malis største problem var tørke, men Mali Røde Kors mente, at malaria og andre sundhedsproblemer var alvorligere. Resultatet var et dårligt program, som lukkede i 1999.

Hvad lærte vi? Vi var meget fokuserede på at nå ud til nødlidende befolkninger. Efterfølgende er en central del af vores arbejde blevet at give læring videre, så lokalbefolkningen er mindre afhængige af os.

Hvad lærte vi? Vi definerede Mali Røde Kors’ behov og ikke omvendt. Efter det mislykkede program lukkede, startede vi et sundhedsprogram efter ønske fra lokalbefolkningen. Aktiviteterne kører stadig.

13 Tema: afrika skal selv

I gamle dage var vi donorer. I dag er vi partnere. ændret sin strategi for Afrika, så man i dag ikke bare sigter efter at involvere lokalsamfundet i sine projekter, men også satser på at overdrage ansvaret for udviklingen til afrikanerne selv. Og det er den helt rigtige vej at gå, mener Dansk Røde Kors’ mand i Malawi, Niels Lauritsen, der har beskæftiget sig med afrikanske lande siden 1980’erne. ”I gamle dage var vi donorer. I dag er vi partnere. Det er en fundamental holdningsændring, som gør, at samarbejdet bliver meget mere frugtbart,” siger han. ”Det er de lokale, der ansætter nye folk. Det er dem, der køber ind. Det er dem, der styrer regnskaberne. Man hverken kan eller skal presse noget ned over hovedet på afrikanerne i dag. Det er den store forskel. Vi er der ikke for at være kontrollører, men for at øge dialogen.” Et langt træk Niels Lauritsen lægger vægt på, at hans arbejde ikke handler om at udvikle Malawi, men om at gøre det muligt for malawianerne at udvikle sig. Og det er ikke altid så eksotisk, som det var i 1980’erne, hvor udviklingen var mere nødhjælpspræget og

Niels Lauritsen, udviklingsarbejder

kortsigtet. Til gengæld virker det, når Niels Lauritsen indtager en mere tilbagetrukket og koordinerende rolle og lader de lokale få ansvaret. En af de største succeser er for eksempel, at de lokale Røde Kors-selskaber i Uganda, Kenya, Etiopien og senest Malawi alle har besluttet at gå over til at bruge regnskabssystemet Navision. Det betyder, at der er stor gennemsigtighed i regnskaberne, hvilket er vigtigt for dem, der støtter projekterne. ”I gamle dage skulle vi have noget op at stå hurtigst muligt. I dag er vi godt klar over, at det er et langt sejt træk, der skal til. Og selv om vi nogle gange synes, det går for langsomt, kunne vi ikke drømme om at gøre noget, uden de lokale er med.”

77%

af danskerne mener, at det er afrikanernes eget ansvar at skabe udvikling.

Etiopien

Malawi

I 1989 etablerede vi apoteker i samarbejde med Etiopisk Røde Kors. Medicin var vanskeligt tilgængelig i landet, og vi ville forsyne de mest sårbare grupper med medicin.

I forbindelse med et sundhedsprogram, som vi støttede, oprettede Malawi Røde Kors komitéer i alle lokale distrikter sammensat af projektfolk, folk fra regeringen og repræsentanter fra landsbyerne.

Hvad gik godt? 50-60 apoteker blev etableret uden vores involvering. Det har sikret medicinforsyningen i landet og har gennem årene også genereret et overskud til Etiopisk Røde Kors på cirka 15 millioner kroner.

Hvad gik godt? De steder, hvor vi ikke længere støttede aktiviteter, blev netværket i de oprindelige projektkomitéer opretholdt. Malawi Røde Kors har i dag introduceret modellen i samtlige programmer.

Hvad lærte vi? Humanitære projekter kan give indtægter. Man uddelte ikke medicin gratis, men forholdt sig til, om folk havde råd til det. Apotekerne gav overskud, der kunne bruges til gode formål.

Hvad lærte vi? Modellen medførte stort ejerskab. Lokalbefolkningen fik et forum til at tage emner op, som de gerne vil have støtte til, og blev i højere grad indstillet på at tage ansvar i projekterne.

Afrika skal selv Dansk Røde Kors sætter i 2010 fokus på Afrika under temaet ”Afrika skal selv.” Generalsekretær Anders Ladekarl forklarer, hvad meningen er: Hvad mener Røde Kors med, at Afrika skal selv? ”Vi mener, at afrikanere ikke er anderledes end mennesker i resten af verden. Hvis de får mulighederne, så kan de selv. Og vi vil gerne gøre op med tankegangen om, at de er nogle stakler. De har måske nok behov for vores hjælp, men der er masser af ressourcer i Afrika, og afrikanerne kan meget mere, hvis bare vi giver dem lov.” Hvorfor er det vigtigt? ”Al vores erfaring viser, at projekter bliver langt mere bæredygtige, hvis folk selv har haft indflydelse på dem. Vi skal bruge deres viden om lokalområdet. Ellers risikerer vi at begå nogle af tidligere tiders fejltagelser, hvor veje er blevet bygget uden, at de efterfølgende er blevet vedligeholdt.” Er det ikke selvtilstrækkeligt at sige, at fattige afrikanere skal selv? ”Nej, jeg synes derimod, det vil være nedladende at sige til afrikanerne, at vi bedre ved, hvordan I kommer ud af fattigdom, end I gør. Vi kan hjælpe til med ressourcer og teknik, men i sidste ende er det afrikanerne selv, der skal bestemme. Og når vi siger, at de skal selv, er det fordi, de kan selv.” Kan de nu også det? ”Ja. Vi kan jo se, at landsbyer udvikler sig, når de får en brønd. At mennesker bruger potentialet, når de får medicin mod hiv/aids. Vi ser afrikanske lande, som har betydeligt større vækstrater, end Europa har haft. Når afrikanere har adgang til ressourcer, kan de selv. Hvorfor skal vi tro på, at Afrika kommer til at kunne klare sig selv? Tidligere var vi pessimistiske over for både Asien og Latinamerikas fremtid. Og vi kan jo se, at uddannelsesniveauet er steget, og antallet af døde som følge af hiv/aids er reduceret i Afrika. De afrikanske lande kommer ikke til at klare sig selv i morgen. Men historien viser os, at det kommer til at ske.

600 kroner ræk '

Vi har så meget, og er så privilegerede, at vi selvfølgelig skal hjælpe vores medmennesker i nød. Det kan være Congo, Darfur eller som nu Haiti. Derfor valgte vi at give 600 kroner til hjælpearbejdet i Haiti.

Familien Mørch

Rikke Mørch

Jesper 39 år William 14 år

Rikke 40 år

Felix 9 år

FOTO: JAKOB DALL

Tak til alle jer, der har støttet ofrene i Haiti Hundredvis af Røde Kors-hjælpearbejdere fra hele verden og tusindvis af frivillige fra Haiti Røde Kors arbejder netop nu med at hjælpe de mange overlevende. Med jeres hjælp har vi givet flere end 250.000 personer rent vand, køkkenudstyr, tæpper og midlertidigt husly. Mellem 1.000 og 1.300 får hver dag lægehjælp på Røde Kors’ felthospitaler og sundhedsklinikker. Og de mange børn og voksne, der er blevet traumatiserede efter de voldsomme oplevelser får psykosocial hjælp.

ækker langt i Haiti '

Pludselig var alt kaos. Jeg tog Junia under armen, og vi styrtede ud på gaden. Sammen med min kone og børn så jeg, at vores hus faldt sammen.

Familien Marcelin

Junior Marcelin

Junior 25 år

Jimmy 2 mdr.

Eltonise 27 år

Judelande 3 år

FOTO: JAKOB DALL

Junia 6 år

Familien Marcelin har fået

Radio: Pris 55 kr. uddeles så man kan høre lokale nyheder, advarsler om vejret og få vigtig sundhedsinformation.

Vanddunk: Pris 17,50 kr. til opbevaring af vand fra de drikkevandsbeholdere som Røde Kors har opsat i det område, hvor familien bor nu.

Husly-pakke: Pris 150 kr. indeholder presenning, reb og værktøj, så man kan lave midlertidigt husly. Desuden har familien fået trælægter.

PORTRÆT

Isbryderen Som fireårig traf den nytiltrådte præsident i Røde Kors, Susanne Larsen, et valg, der skulle ruste hende til resten af livet. Valget ledte hende ud i både ensomhed og angst. Men det fik hende også til at erkende, at hun havde ansvaret for sig selv

Troels Donnerborg / trd@drk.dk. Foto Jens Astrup

En dyne lå over Sundby, og hele kvarteret var indhyllet i den tobak, som den nærliggende fabrik producerede. Det var Amager i 1950’erne, og duften af arbejde sneg sig ind i alle sprækker og revner. Den smuttede om hushjørner, ind i opgange og krøb helt op til familiens toværelseslejlighed og ind under det løse tæppe i stuen. Herinde lå den kam, som midterbarnet Susanne og hendes to søstre skulle bruge, når de skulle udøve en af deres mange pligter. De skulle rede frynser, når far bad om det. Og tæppets velfriserede ydre kom på den måde til at matche resten af det velordnede hjem, hvor der var bøger

i reolen og kunst på væggene. Hvor man lærte at spise med kniv og gaffel som treårig, fordi man lige så godt kunne opføre sig som en fra middelklassen, hvis man ville ende der. Og hvor der ikke var nogen vej uden om den plisserede nederdel, når man skulle fotograferes. Men det var ikke kun en kam, der gemte sig under den pæne overflade. Og der var mere end tobakslugt i luften. Skænderierne for eksempel. Følelsen af, at mor pludselig flytter hjemmefra med lillesøster. Fornemmelsen af at være alene med far. Lyden af yderdøren, der smækker, idet han går på besøg hos noget familie i

nærheden, og erkendelsen af at være efterladt i hver sin køjeseng efter at være blevet puttet godnat. ”Jeg har et meget klart billede af at være helt alene hjemme,” siger Susanne Larsen. ”Min storesøster Marianne blev så bange, at hun kastede op. Og selv om jeg kun var fire år gammel, besluttede jeg mig for at tørre det op. Jeg syntes ikke, at min far skulle se det. Han skulle ikke se, at Marianne havde været ked af det. Det ville være synd for ham. Og på den måde traf jeg et valg som meget lille: At jeg blev nødt til at tage ansvar og handle.”

Den tidligere SAS-direktør og nytiltrådte præsident for Røde Kors, Susanne Larsen, taler, som en isbryder sejler, mens et forfrossent Øresund skutter sig uden for vinduerne. Hun bevæger sig støt og roligt fremad, skærer sig gennem hårde emner uden at tøve. Hun gør ikke noget stort nummer ud af, hvem eller hvad hun er. Og alligevel efterlader hun ingen tvivl om, at hun kan klare hvad som helst her fra hendes lavloftede og huleagtige lejlighed i Helsingør, hvor svævende forklaringer eller højtravende pointer aldrig finder ind. Her er kun kontante, jordbundne ord, et stort håndtryk og kaffe, som hun spilder lidt af på bordet. Hun tørrer op med en

serviet og brækker så gennem isen, så det knager i hendes historie. ”Vi vil jo alle sammen gerne styre vores eget liv,” siger hun. ”Og jeg tror jo meget på, at folk bare skal tage de muligheder, der er.” Oprør på børnehjem Susanne Larsen bed sig fast i sit liv som fireårig. Og selv om moderen og lillesøsteren vendte hjem igen efter et års tid, havde hun ikke til sinds at slippe styringen igen. Så da hun og storesøsteren senere kom på børnehjem i et par uger, fordi moderen havde fået blindtarmsbetændelse, mens deres far var ude at sejle, var hun ikke til at ryste. De kunne komme med nok så meget ro, renlighed og regelmæssighed, de ville. Og de kunne tvinge hende til at sove i kolde sovesale langt væk fra hendes søster. Hun skulle nok klare sig. ”Jeg kan huske, at jeg blev hevet ud af sengen en aften, fordi de sagde, at jeg lavede støj. Jeg blev puttet ind i et mørkt værelse på en træbænk, og der skulle jeg så sove om natten. Men jeg blev egentlig ikke bange.

Jeg blev vred. Jeg syntes, det var uretfærdigt, og jeg fik sådan en indre vrede, som nok gjorde, at jeg blev et meget vredt barn. ”Jeg fik dem bildt ind, at jeg ikke kunne tåle havregrød, så jeg kunne komme hurtigere ud at lege. Og derfor spiste jeg kun øllebrød. Min søster blev tvunget til at blive siddende, til hun havde spist op. Hun tilpassede sig, mens jeg gjorde oprør. Jeg fandt mig ikke i det.” Havregrød og ensomhed Ironisk nok kom der først ro på, da familien flyttede til havregrødskvarteret i Kastrup, hvor man ifølge snakken kun havde råd til at bo, hvis man spiste havregrød til aftensmad. Men selv om far var glad for at have ramt middelklassen, ulmede oprøret inden i hans midterste datter. Selv om Susanne Larsen kunne virke indadvendt, og selv om hun gik så stille med sine faglige færdigheder, at lærerne ikke anede, at hun kunne

18 Portræt

susanne larsen

Jeg synes, at ligegyldighed er skræmmende. Det, at ikke forholder sig til den virkelighed, man lever man i. Derfor forholder jeg mig til min omverden.

læse, blev hun en pige, der jævnligt kom i slåskampe med drenge i skolegården, hvis hun eller andre blev uretfærdigt behandlet. Hun syntes ikke om at blive krammet af voksne. Hun skrev i hundredvis af kladdehæftesider med sætninger som ”jeg må ikke svare igen”. Og hun brugte 60’ernes musik og demonstrationer som affyringsrampe for sin personlige vrede. Lige indtil alt blev afbrudt, da hun som 17-årig blev gravid med sin første kæreste fra havregrødskvarteret. Susanne Larsen bestemte sig for ikke at blive gift, som hendes forældre var blevet det. Hun gjorde sin uddannelse som kon-

torelev færdig. Men da venner og kæreste forsvandt i fest og farver, blev Susanne Larsens kontrol over sit eget liv udfordret indefra. ”Jeg oplevede en stor ensomhed for første gang i mit liv. Jeg var jo meget tidligt i mit liv god til at gå ind i fællesskaber og så ud af dem igen og holde mig for mig selv. Så det var længslen efter … det var vel længslen efter kærlighed. Men heldigvis var der det mærkelige ved min personlighed, at jeg bare vidste, at jeg måtte gøre noget ved det.” Et hjerneskadet barn Den 19-årige pige, der havde fået job i SAS, besluttede sig for at gå ind fagligt arbejde i HK alene for at få noget socialt fællesskab. Og med tiden blev det til mere end det, da hun mødte Bjarne, der var tillidsmand for flymekanikerne. Hun blev gravid igen som 29-årig. En alvorlig svangerskabsforgiftning truer både hendes og det ufødte barns liv. Barnet bliver taget med kejsersnit. Og inden Susanne Larsen kommer til sig selv, får hun at vide, at hendes nyfødte datter er ved at dø af en hjerneblødning, og at hun skal give hende et navn, hvis hun vil have hende døbt. Ikke desto mindre overlever pigen, og ti dage efter fødslen får mor lov at se sin datter ved kuvøsen. Her fyldes hun af kærlighed og ansvar. ”Jeg kan huske, at Bjarne og jeg siger til hinanden, at der er en mening med, at Karin er kommet til os. Vi har ressourcer. Det nytter ikke, at vi forfalder til selvmedlidenhed. Vi skal fokusere på, at hun skal have et godt liv. Og jeg oplever, at det nu er min opgave at flytte stenene på vejen for hende. I de næste mange år tilsidesætter jeg fuldstændigt mig selv.”

Karins hjerneblødning betyder, at hun ikke har nogen retningssans. Og i 1996 mister Susanne Larsen også orienteringen. Hun er tilbage i SAS som personalechef, og der er krisestemning i koncernen. Hendes arbejde er en lang forhandling, og når hun kommer hjem, er Karin der. Presset hober sig op. Og en dag får hun sit første angstanfald. ”Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst. Der er ingen på mit arbejde, der opdager det, men når jeg kommer hjem, sidder jeg bare og stirrer ud i luften. Jeg bliver bange. Det er sådan en indre følelse af at forsvinde. Blive afvist, kasseret. Det er en meget, meget stærk angst. Mit hjerte banker, og det kommer pludseligt. Jeg begynder at blive angst for at blive angst, så det bliver selvforstærkende. Og jeg bliver rigtig skidt. Krise bliver til chefjob Personalechefen er ikke vant til problemer, hun ikke kan arbejde sig ud af. Men hun har uddannet sig som gestaltterapeut i forbindelse med sit arbejde og kan godt mærke, at det her er noget nyt. Hun kommer til at gå ved en terapeut de næste to år. Men da hun ringer til sin chef for at sige op, giver han hende i stedet et job i Stockholm. Han gør hende til udviklingschef, og på den måde bliver hendes karriere hjulpet videre mod direktørjobbet. ”Det betyder, at det symbiotiske forhold, jeg har til Karin, bliver klippet over. Og jeg tror, det var vigtigt både for både mig og hende, at afhængigheden mellem os blev mindsket. Jeg tror ikke, at alt for stærke afhængighedsforhold er udviklende for nogen.” Susanne Larsen stiller for første gang spørgsmålstegn ved, om hun behøver have

ansvaret for alting. Hun frigør sig. Og det bliver en vigtig egenskab i direktørjobbet i SAS. ”De evner, jeg har haft fra barndommen, har jeg jo fået sat i perspektiv. Havarierne med Dash 8 var jo en kæmpe krise at være i. Og det var jo ikke fordi, jeg ikke håndterede det eller tog ansvaret. Men de sidste 12 år har jeg også været god til at tage pauserne.” I dag har Susanne Larsen lært, at selv isbrydere kan kæntre, hvis der kommer for mange med om bord. Og hun ved, at hun først skal tage ansvar for sig selv for at hjælpe andre. ”Jeg har jo en ekstrem overansvarlighed. Jeg har taget ansvar meget tidligt i mit liv. Og jeg blev til sidst så overansvarlig, at jeg glemte at tage ansvar for mig selv.” ”I dag har jeg fået en lille ven på skulderen, der siger ”hey, hallo Susanne – gør plads til dig selv.”

DEN BLÅ BOG Susanne Larsen • Er født i 1949. • Er nyvalgt præsident for Dansk Røde Kors. • Bor i Helsingør med sin mand Bjarne, som hun har været gift med i 35 år. • Er mor til Kari-Ann på 42 og Karin på 31. Er mormor til Frederik på 14 og Nikolaj på 11. • Har været administrerende direktør fra 2003 og indtil hendes pension i foråret 2009. • Fik studentereksamen som 32-årig og begyndte herefter at læse samfundsfag på Københavns Universitet. • Begyndte som kontorassistent i SAS i 1969. Tog et spring væk fra virksomheden i 1976, men kom tilbage til en stilling som personalekonsulent i 1987. • Er uddannet gestaltterapeut. • Er medlem af en række bestyrelser i erhvervslivet og foreninger. Heriblandt Care Danmark, Rejsegarantifonden og Dannerhuset. • Er udpeget af regeringen som formand for frivilligrådet under Velfærdsministeriet.

Dansk Røde Kors’ præsident • Er valgt af Dansk Røde Kors’ øverste myndighed, repræsentantskabet. • Er formand for styrelsen, der i alt består af 15 ulønnede medlemmer. • Styrelsen står for den overordnede ledelse af Dansk Røde Kors’ virksomhed. • Repræsentantskabet består af repræsentanter fra alle afdelinger og mødes hvert andet år for at fastlægge overordnede strategier og politikker.

SKAL UDVIKLINGSBISTANDEN JA

Jesper Gerner Jensen, international chef i Dansk Røde Kors

Den skal op på 1 procent af BNI*, som den har været før. Det skal den, fordi levevilkårene for størstedelen af befolkningerne i ulandene forværres. Først og fremmest rammer klimaforandringerne udviklingslandene hårdest, fordi de i forvejen er fattige og ikke har samme kapacitet som andre lande til at tilpasse sig. Derudover er mange udviklingslande ’skrøbelige stater’, som ikke har en regering, der f.eks. kan skabe et ordentligt sundhedsvæsen eller kan sikre produktionen, så landet kan sælge varer, og staten dermed får mulighed for at få nogle penge i kassen via skatter. Alt dette kan på sigt skabe konflikter og være med til at sende folk på flugt. Det gør derfor udfordringerne meget større, hvis vi ikke handler nu og øger bistanden.

Nu mener jeg hverken, at FN eller Dansk Folkeparti er onde. Når vi mener, at udviklingsbistanden skal udgøre 1 procent af BNI, er det fordi, bistanden havde den størrelse, da Danmark sammen med 188 andre lande i 2000 formulerede FN’s Milleniumerklæring om bl.a. at halvere sult og fattigdom i verden inden 2015. Finanskrisen og fødevarekrisen gør det svært at nå målene - derfor skal Danmark sætte udviklingsbistanden op. Desuden synes jeg, det svækker Danmarks troværdighed over for udviklingslandene, at vi har sat bistanden ned, især fordi vi har været et foregangsland i forhold til at realisere 2015-målene. Det svarer til, at man lover de ældre en ældrecheck på fem millioner og et par år efter sætter den ned til tre millioner kroner. Som jeg skrev i forrige indlæg, er der virkelig brug for pengene i udviklingslandene.

*BNI står for bruttunationalindkomst og er den samlede indkomst, som et lands indbyggere skaber på et år. I 2008 udgjorde Danmarks udviklingsbistand 0,82 procent af BNI eller knap 15 milliarder kroner.

TANDEN SÆTTES OP

Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti

NEJ

Den skal sættes ned til 0,7 procent af BNI. Jesper Gerner Jensen, hvorfor er du egentlig så smålig? Hvorfor ikke sige 2 procent af BNI eller 10 procent? Så bliver alt det, du fremhæver jo dobbelt så godt eller ti gange så godt. I gamle dage betalte man tiende til de fattige – læs: den katolske kirke, så dengang må man jo have været 10 gange så godgørende som dig. I Danmark er der desværre en kamp mellem partierne om at være mest godgørende og kærlig, når det gælder ulandsbistand. Enhedslisten topper med krav om 1,5 procent, Socialdemokratiet med 1 procent. Regeringen vil give 0,82 procent, og det anses for nærigt. Helt i bund – og dermed specielt ondskabsfuld – er Dansk Folkeparti, som mener, at FN’s anbefalede mål på 0,7 procent er rimeligt og fornuftigt. Mener du, at FN er specielt ondskabsfuld?

Det er ikke fair, når Jesper Gerner Jensen hævder, at Danmarks troværdighed over for ulandene skulle være svækket. Det er ligeledes unfair og direkte urigtigt, når han hævder, at Poul Nyrup Rasmussens regering i 2000, da 2015-målene blev til, skulle have lovet, at bistanden fremover ville være på 1,0 procent af BNI. Det er direkte manipulation, når han påstår, at Danmark har ”lovet” ulandene noget, som vi så har taget fra dem igen. Det ville klæde Dansk Røde Kors at holde sig for god til den slags manipuleringer med fakta – det kunne måske skade troværdigheden. Jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for støtte til ulandene. Det er bl.a. derfor, at mit parti ved hver eneste finanslovsaftale siden 2002 har hjulpet regeringen med at finde mange milliarder kroner til at kunne støtte. Vi er stolte af, at Danmark er et af verdens foregangslande, og har vi intet at være flove over. FOTO: JENS ASTRUP

En sms = 50 vaccinationer Dansk Røde Kors sms RK til 1231 og støt med 100 kr. Du hjælper mennesker i nød verden over

For 100 vi kr. kan el mp for ekse e 50 r vaccine mod r e n o p er s a. r le o k

Det koster almindelig sms takst ud over bidraget. Beløbet betales over telefonregningen. Tjenesten udbydes af Dansk Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø.Tlf. 35 25 92 00

NYT FRA FELTEN

Udsendt jan.-marts

Med base i Kabul skal logistiker Jan administrere køretøjer, lager og indkøb for Røde Kors. ”Den største oplevelse er at opleve et folk, der har været i krig i næsten 30 år, men som stadig har et stort livsmod,” fortæller Jan på en telefon fra Kabul. ”Af og til bliver vi vækket af store brag, men vi føler os alligevel trygge. Angrebene sker på afstand, og Røde Kors er ikke et mål.” Arbejdet i Afghanistan er en af Internationalt Røde Kors’ største operationer i verden lige nu.

Haiti Mehran Maherani, køkkenansvarlig Rita Ramona Høgh, køkkenansvarlig Finn Bennike, nødhjælpsarbejder Poul Henning Nielsen, basecampleder

FOTO: RØDE KORS

Jan I. Troelsen, Afghanistan

Afghanistan Jan Isager Troelsen, logistiker

Indien Virginie Roiron, rådgiver Zimbabwe Charles G. Byamugisha, rådgiver Peter Lunding, organisatorisk rådgiver

Hjemvendt jan.-marts

Cambodja Andrew Oliver-Smith, katastrofeforebygger

FOTO: HEINE PEDERSEN

Randi Jensen, Somalia Randi Jensen har netop forlænget sin kontrakt i Somalia. Sikkerheden gør, at hun er nødsaget til at administrere hospitalerne i Mogadishu fra Nairobi i Kenya med kortere rejser ind i Somalia. ”De somaliske militsgrupper går efter udlændinge,” fortæller Randi Jensen, der derfor kun kan opholde sig i Somalia i kortere perioder. Hendes opgave er bl.a. at sørge for, at der kommer medicin ud til de trængte hospitaler . ”Det er svært at sige, hvad der gør stærkest indtryk på mig i Somalia. Det er et barskt land med en tabt generation, store lidelser, drab og et totalt kollaps af alle værdier i samfundet.”

Ea Akasha, Haiti

FOTO: RØDE KORS

Ea Akasha var i Haiti for at arbejde med den psykosociale indsats efter jordskælvet. Altså hvordan Røde Kors kan hjælpe de overlevende med at håndtere de voldsomme oplevelser, som de har været ude for. Hun har undervist lokale frivillige i, hvordan de kan yde psykisk førstehjælp til de overlevende. Hun har primært arbejdet på et hospital, hvor der f.eks. før og efter operationer skal tales med de voksne og leges med børnene, så de kan komme sig oven på den voldsomme oplevelse. ”Vi snakker med folk, der har mistet alt. Og alligevel siger de tak, fordi du lyttede til dem. Det er overvældende.” Ved at blive fan af Røde Kors på Facebook kan du løbende modtage beretninger fra felten. Find os på www.facebook.com/roedekors

DR Congo Jacques Ayayi, rådgiver Gameli Gowlo, rådgiver Etiopien Mosisa Kena Tefera, organisatorisk rådgiver Haiti Ivan Mott, vvs’er John Lindholm Anderser, basecampleder Lise Bægaard, administrator Britta Louise Olsen, børnelæge Jørgen Rasmussen, elektriker Sune Bülow, Claus Olsen, Kjeld Jensen, Christen Monberg, Per Andersen og Bo Faklev Hansen, IT og telekommunikationsteam Jesper Ranch Nielsen, tekniker Benjamin Steenberg Andersen, tekniker Ea Akasha, psykosocialarbejder Jerome Grimaud, psykosocialarbejder Peter Rasmussen, Jesper Bertelsen, Jens Poul Madsen, Peter Kyhl Jensen og Eyd Talst, nødhjælpsteam Pie Mark Meulenkamp, administrator Thierno Alex Diallo, logistiker Indonesien Jerome Casals, katastrofeforebygger A. K. M. Harun Al Rashid, katastrofeforebygger Israel/Palæstina Anne Sophie Bonefeld, informationsarbejder Eva Jordung Nicolson, psykosocialarbejder Somalia Randi Jensen, sygeplejerske

d fotoreportage

Hjemløs De er her alle sammen: narkomanerne, alkoholikerne, de psykisk syge og den voksende gruppe, der bare ikke kunne betale huslejen. Det er en broget skare af hjemløse kvinder, der bor på Røde Kors’ kvindeherberg i Hvidovre. Foto: Helga C. Theilgaard

Anni Bjørnskov på 53 år arbejder 16 år som sygeplejerske og bor til leje i et rækkehus i Herlev, indtil hun siger op for at forfølge en drøm om at arbejde inden for ældreplejen – men vagterne er få, og økonomien kan ikke løbe rundt. Anni Bjørnskov kan ikke betale huslejen og ryger på gaden. Hun er nu skrevet op til en bolig og glæder sig til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Kvindeherberget i Hvidovre har plads til otte overnattende kvinder. Siden finanskrisen satte ind, har herberget næsten konstant været fyldt. Det sker, at personalet må afvise kvinder, fordi der ikke er plads – så bliver de henvist til forsorgshjemmet ’Solvang’ i Glostrup. 102 frivillige hjælper på skift med at få hverdagen til at fungere på kvindeherberget.

22%

af Danmarks godt 5.000 hjemløse er kvinder. Halvdelen af de hjemløse herhjemme er mellem 30 og 49 år.

d fotoreportage

Vi kan mærke finanskrisen – der bliver større og større behov for os. Man skal ikke skylde ret mange måneders husleje, før man ryger ud. Jeg tror, det er blevet nemmere at synke til bunds i dag. Lene Hilden, forstander , Kvindeherberget Hvidovre

Silvana Orizi er 27 år og fra Nykøbing Falster. I to år lever hun i et voldeligt forhold og er til sidst nødt til at flytte. Hun har ikke råd til at blive boende i lejligheden og kommer derfor på herberget. Hendes bror passer hendes to børn imens. Silvana Orizi drømmer om at blive forfatter.

FRIVILLIG

Bliv frivillig Katrine Poulsen (tv.) er 19 år og fra Frederiksberg. For halvandet år siden flytter hun til Polen sammen med sine forældre og starter på en international skole – men kravene er for store, hun savner sine venner i Danmark og tager derfor hjem. Efter hjemkomsten ryger Katrine Poulsen ind i en psykisk nedtur og mister job og bolig. Hun skal nu i gang med en pædagoguddannelse.

Har du lyst til at hjælpe til som frivillig i Dansk Røde Kors? Du kan blandt andet blive besøgsven, deltage i vores integrationsaktiviteter eller være frivillig på et herberg. Se dine muligheder på www.drk.dk

ET ØJEBLIK

Kan du førstehjælp? Find et kursus her www.drk.dk/ førstehjælp

Jeg har en taknemmelighedsgæld, som jeg ikke kan indfri

Hvis du sætter dig ned og prøver at forholde dig til 16 minutter, så kan det godt føles længe. I 16 minutter har jeg modtaget førstehjælp som følge af et hjertestop. I 16 minutter var jeg ved at dø. Af Niels Jørgen Lysdal Nielsen

Jeg hører til en gruppe, der kun udgør fem procent. Vi snakker om den kategori af mennesker, som hvert år menes at overleve et hjertestop. Fem procent er ikke mange, og man kan næsten ikke lade være med at tænke på skæbnerne blandt de 95 procent. Denne søndag var som de fleste andre søndage. Der var ikke noget specielt at bemærke. Ingen forvarsler. Jeg læste blot mine aviser og planlagde en tur i haven senere; det var jo en forårsdag. Jeg har gennem snart mange år været motionscyklist og aktiv i Klarup og Omegns Cykelklub. Søndag den 26. april 2009 skulle vi ud på, hvad vi troede skulle være, endnu en hyggelig motionsdag. En 63 km lang cykeltur. Efter godt 35 kilometer opstår dramatikken. Vi er i det åbne land på toppen af en bakke, da jeg ryger i asfalten. Det er et uprovokeret solostyrt. De seks andre ryttere på holdet indser straks, at det ikke bare er et almindeligt styrt, og at noget er helt galt. Kontakten i hjernen slukkes. Jeg trækker ikke vejret. Jeg husker intet fra ulykken. Og det med døden forbliver – indtil videre - en abstraktion: Det var bare sort. Ingen metaforer med lys for enden af tunnelen eller engle i støvet belysning! Frank, en af rytterne, går i gang med at give hjertemassage. En anden rytter, Martin, kommer til og giver kunstigt åndedræt. Frank og Martin bliver de handlekraftige og resolutte nøgleaktører de næste 16 skæbnesvangre minutter, indtil den mere autoriserede hjælp når frem. En koordineret indsats fra hele holdet hjælper førstehjælpen på vej. Leo kontakter 112 og cykler ambulancen i møde. Kjeld, Bent og Allan skærmer af for trafikken, da jeg optager hele den ene vejbane. Efter en vellykket bypassoperation vågner jeg på sygehuset. Jeg befinder mig i en ubehagelig rus af morfin. Sygesengen føles som en slags sarkofag med slanger og maskiner. Mit hjertediagram på monitoren bliver omdannet til insekter, som pisker rundt i loftet for så at forsvinde i udluftningen. Min kone fortæller, hvad der var sket, og det kan jeg slet ikke forstå.

Jeg har gået meget igennem, og hvad kan man så lære af det? Hverdagens helte findes, og på den korte bane kan det godt svare sig at lære førstehjælp. Hver gang jeg møder Frank eller Martin i Brugsen, så føler jeg, at jeg 'skylder'. Jeg har en taknemmelighedsgæld, som jeg ikke kan indfri. Det ville være ønskværdigt, hvis det skete havde bibragt mig en større grad af eksistentiel erkendelse eller bare forståelse. Men mest af alt fremstår det skete som en ond drøm - ikke et mareridt, for de ender ikke godt. Det er endt godt! Jeg bilder mig ind, at jeg har lært at sætte mere pris på de nære ting, og at det selvfølgelige måske ikke altid er så selvfølgeligt endda. Lyder det for abstrakt? Næ, ikke når jeg hver fredag eftermiddag fortsat kan hente min seksårige tandløse datter i SFO’en.

DUE BOJE

Martin og Fran k blev den 4. marts hædret som Årets Fø af Røde Kors rstehjælpere. Med hædere på 10.000 kron n fulgte en pr er. is Se video og læs deres hi storier på ww w.drk.dk

FOTO: NIELS

Efter 12 dages indlæggelse, bliver jeg udskrevet. Et delmål var nået. Jeg var jo kommet hjem med nogle fornuftige prognoser. Jeg følte bare, at kroppen var et trælst kvæstet hylster. Jeg var

derfor meget bekymret for, hvilken tilværelse jeg nu skulle få. Den fysiske inaktivitet var frustrerende. Det var irriterende at skulle lægge andre til last, når græsset skulle slås, eller der skulle støvsuges. Tilsyneladende hører jeg dog til dem, der kommer sig hurtigt. Jeg begyndte at gå korte, så længere ture. Takket være den kvalificerede førstehjælp, indsatsen på Aalborg Sygehus og omsorgen fra min kone kunne jeg efter godt syv uger vende tilbage i forvaltningen i Vesthimmerlands kommune, hvor jeg arbejder som økonomisk konsulent.

KORT NYT

Ny sygehusbesøgstjeneste Røde Kors har opstartet en sygehusbesøgstjeneste i Fredericia. 12 frivillige skal snakke med patienter, læse højt eller hjælpe med at finde vej. Det er sygehusbesøgstjeneste nr. 23 i Danmark.

Vågetjenester på Sjælland

En lang række danske virksomheder samlede penge ind til de overlevende efter jordskælvet i Haiti. En af virksomhederne var Grundfos. “Et af vores aftenhold startede indsamlingen. De ville gøre en forskel her og nu. Efterfølgende oprettede vi en global indsamlingskampagne i samarbejde med Dansk Røde Kors,” fortæller koncernchef i Grundfos, Carsten Bjerg. Medarbejdere i Grundfos i hele verden indsamlede 375.000 kr. Beløbet blev fordoblet af Grundfos-koncernen. Virksomheden brugte www.drk.dk/egenindsamling, hvor private personer, sportsklubber og virksomheder kan starte deres egen indsamling.

FOTO: GRUNDFOS

Røde Kors-afdelingerne i Hørsholm, SolrødGreve, Suså og Græsted har oprettet vågetjenester. Vågetjenesten sørger for, at frivillige er til stede i de sidste timer af en døendes liv.

Stor støtte fra virksomheder

Voldsom storm i Vesteuropa Mindst 60 mennesker er omkommet efter voldsomt stormvej i slutningen af februar. Frivillige og ansatte fra Røde Kors i bl.a. Frankrig og Spanien har deltaget i hjælpearbejdet.

Hungersnød truer Etiopien

Ny bistandspolitik er tiltrængt

Velkommen til bladet Dette er det nye magasin til Dansk Røde Kors’ medlemmer, bidragydere og frivillige. Bladet kommer fem gange om året og afløser det hidtidige blad Hjælp. Har du kommentarer så skriv til redaktionen@drk.dk

Hjælp på vej til Chile

Støtte fra Integrationsministeriet Dansk Røde Kors har fået en million kroner fra Integrationsministeriet. Pengene skal i løbet af de kommende to år bruges til at styrke det frivillige arbejde.

Røde Kors-butik nr. 200 er åben I januar måned åbnede en ny Røde Kors-butik i Hurup. Det er Røde Kors-butik nummer 200 i Danmark. Den nye præsident i Dansk Røde Kors, Susanne Larsen, klippede snoren over på åbningsdagen i den nye butik, hvor 19 frivillige bød velkommen. ”Vi har grinet og knoklet for at blive klar - og er stolte over den butik, vi i dag kan åbne”, sagde formand Bodil Hilligsøe i sin åbningstale. 5.300 frivillige sørgede i 2008 for en samlet omsætning på cirka 75 mio. kroner i alle Røde Kors-butikkerne. Hvert år indsamler Røde Kors ca. 6.000 tons genbrugstøj.

FOTO: RØDE KORS

I februar ramte et gigantisk jordskælv Chile. Skælvet var kraftigere end det, der ramte Haiti, men skaderne ikke så omfattende. Røde Kors har sendt hjælpearbejdere og penge af sted.

FOTO: RØDE KORS

Mindst fem millioner mennesker får i den kommende tid behov for fødevarehjælp i Etiopien på grund af fejlslagen høst og tørke. ”Det frygtelige er, at katastrofen ikke er et engangsfænomen. Her er der tale om en katastrofe, som har permanent karakter, og antallet af ramte mennesker er enormt,” fortæller Søren Hougaard, der leder Dansk Røde Kors’ arbejder i Østafrika. Dansk Røde Kors har sendt 750.000 kroner af sted fra Varebevillingen, som er finansieret af Udenrigsministeriet.

En ny strategi for Danmarks udviklingsbistand skal laves. Humanitære organisationer kunne arbejde neutralt og uafhængigt, mener Røde Kors. Læs mere om bistandspolitikken på www.drk.dk

Fordi gen opbygning tager tid... Dansk Røde Kors Vær med, når vi giver en hjælpende hånd til mennesker, der har mistet alt. Støt os fast med Betalingsservice på www.drk.dk/pbs

Overførsel fra kontonummer

8 7 Dette girokort kan ikke benyttes til meddelelser Indbetaler

GIRO INDBETALING

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

731 3233

Blegdamsvej 27 Postboks 2600 2100 København Ø Tlf. 35 25 92 00

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 2010-03 DB 485-26965

Øre

Din hjælp har afgørende betydning for sårbare og udsatte mennesker overalt i verden. Giv dit bidrag på girokortet! Tak. Dit bidrag nytter! For 175 kroner kan vi give en landbrugspakke til en hjemvendt flygtningefamilie. For 250 kroner kan vi give madrationer til en familie i en måned. For 500 kroner kan vi give en nødhjælpspakke til en familie i en flygtningelejr.

Du kan også skaffe vand til Afrika

Tak til alle har jer, der uligt m t e d gjort tal e Fores at hjælp e andre g og man voksne børn og i. i Hait

Det er mit hus, og inden i er jeg og min far og mor

Deltag i en sjov og sund oplevelse, som skaffer rent vand til Afrika. Motionsløbet Copenhagen Run for Water i Dyrehaven i Klampenborg rejser penge til et vandboringsprojekt i Malawi. Vær med den 18. april, og oplev også koncert med pladeaktuelle Bryan Rice og sangeren Nahiba. Nahiba og skuespilleren Lars Bom er ambassadører for Run for Water.

Forestal på 11 år fra Haiti har tegnet tegningen på et Røde Kors felthospital, hvor han er blevet behandlet.

Y Se videoer om hjælpearbejdet i Haiti på www.drk.dk

Læs mere og tilmeld dig på www.runforwater.dk

Overførsel fra kontonummer

Indbetaler

GIRO INDBETALING

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

731 3233

Blegdamsvej 27 Postboks 2600 2100 København Ø Tlf. 35 25 92 00

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

KVITTERING

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 2010-03 DB 485-26965

Øre

+7313233<

Du kan også skaffe vand til Afrika

Tak til alle har jer, der uligt m t e d gjort tal e Fores at hjælp e andre g og man voksne børn og i. i Hait

Det er mit hus, og inden i er jeg og min far og mor

Forestal på 11 år fra Haiti har tegnet tegningen på et Røde Kors felthospital, hvor han er blevet behandlet.

Y Se videoer om hjælpearbejdet i Haiti på www.drk.dk

Læs mere og tilmeld dig på www.runforwater.dk