Det sker stadigvæk by Røde Kors

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 1 / 2 0 1 7

DET SKER STADIGVÆK Charlotte oplevede som udsendt sygeplejerske seks af sine kolleger blive dræbt. Det er 20 år siden. Efterfølgende er antallet af angreb på nødhjælpsarbejdere og hospitaler vokset markant.

Vidste du, at et Røde Kors Erhvervsstøttemedlem kan sikre rent vand til 187 børn i et helt år?

989 BØRN DØR HVER DAG AF URENT V AND. VIL DU OGS Å ÆNDRE DE N STATISTIK?

Har du selv en virksomhed, eller kender du en virksomhedsejer? Så kan du gøre en kæmpe forskel! Som Erhvervsstøttemedlem donerer I et årligt bidrag til Røde Kors. I får mulighed for at engagere jeres medarbejdere og kunder i forskellige events og kampagner året igennem – præcis som det passer jer bedst. Det giver jer simple redskaber til at vise andre, at jeres virksomhed giver en hånd med i humanitært arbejde – og redder liv. Det koster 5.000 kr. årligt, men giv gerne mere. Når din virksomhed støtter med 5.000 kroner, kan I sørge for 71.425 liter rent vand og dermed sikre rent vand til 187 mennesker i et helt år. Donationer op til 15.200 kroner pr. år er fuldt fradragsberettigede.

Blev erhvervsstøttemedlem i dag: rødekors.dk/virksomhed

INDHOLD 4 TEMA: Angreb på nødhjælpen

Altid til stede: Førstehjælp i hele verden

Portræt: Ulla Tørnæs, ny, men erfaren udviklingsminister

Ud og hjem: Eva skal koordinere arbejdet i Syrien

Fotoserie: Nye venskaber

Dagbog: Henning oplevede hjælpen i Madagaskars slum

Støt os ved at købe vores varer

Et øjeblik: Katja om mødet med en flygtet dreng

Kort nyt

BESKYT NØDHJÆLPSARBEJDERE! Charlotte oplevede et mareridt, da hun som udsendt sygeplejerske i Tjetjenien i 1996 oplevede seks kolleger blive dræbt. Charlotte slap med livet i behold. For få uger siden døde seks andre kolleger i et bombeangreb i Nigeria. I det hele taget er det gået fra slemt til værre med angreb på nødhjælpsarbejdere og bombning af konvojer og hospitaler de senere år – i Syrien, Afghanistan, SydSudan… listen bliver længere fra dag til dag. En stadigt mere brutal krigsførelse er en af hovedforklaringerne. Den står i direkte modstrid med den humanitære folkeret og det, vi i daglig tale benævner “Krigens regler”.

Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Anne Skovgaard (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Camilla Schiøler. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 27. januar 2017.

Vi er glade for, at det danske militær og soldater tager reglerne alvorligt, og gør hvad de kan for at følge dem. Og vi er glade for, at danskerne i en ny under søgelse bakker op om, at reglerne skal følges. Her peges også på et ønske om, at politikerne blander sig mere for at stoppe overtrædelser af den humanitære folkeret. Den opfordring giver vi videre til vores egne politikere og til alle andre, der kan bidrage til at krigens regler overholdes. For nødhjælpsarbejdere skal kunne udføre deres livsvigtige arbejde trygt og sikkert.

Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

Bygningen, hvor nødhjælpsarbejderne boede

Charlotte med sin kollega Heidi – som også overlevede angrebet

TEMA Sørgende tjetjenere efter angrebet på nødhjælpsarbejderne

De senere år er det blevet markant farligere at være nødhjælpsarbejder i verdens brændpunkter. Mange krigende parter respekterer i mindre og mindre grad reglerne for krig, og i takt hermed er antallet af angreb på hospitaler og udsendte hjælpearbejdere vokset. Vi arbejder for, at nødhjælpsarbejdere trygt skal kunne udføre deres arbejde.

TEMA: ANGREB PÅ HJÆLPEN

“Det er trist, at man ikke kan drage ud i verden og hjælpe hinanden, uden at risikere at komme hjem i en kiste.”

Jeg troede, jeg var beskyttet Charlotte Dong McIntyre har oplevet et af de værste angreb på nødhjælpsarbejdere i Røde Kors’ historie. Seks af hendes kolleger blev dræbt i deres senge. I dag sker der stadig angreb – og der er blevet flere af dem. – AF STINE OKSBJERG. FOTO: CAMILLA SCHIØLER –

Klokken er tre om natten. Charlotte vågner, da hendes norske kollega Gunhild skriger inde på et af de andre værelser. Der bliver stille, efterfulgt af et bump, som om nogen falder ned på gulvet. Så banker det på Charlottes låste dør. Gerningsmændene råber og bruger enden af deres geværer til at slå hårdt på døren. Charlotte sidder på sin seng og er overbevist om, at hun skal dø. Pludselig stopper gerningsmændene med at banke på døren. Charlotte husker lyden af deres tunge støvler, der forsvinder ud af huset. Langsomt vover hun og de andre overlevende nødhjælpsarbejdere sig ud fra værelserne og ringer efter hjælp. De skal evakueres og får en time til at pakke en kuffert hver. Charlotte finder sin røde kuf-

fert frem og pakker forvirret lidt tøj og noget julepynt ned, som hun ville have pyntet op med juleaften. Alle kufferterne bliver læsset op på en lastbil, og Charlottes røde kuffert bliver det første tegn på, at hun er i live. “En veninde fortæller mig senere, at der var blevet vist billeder i fjernsynet, hvor min røde kuffert står på lastbilen. Det var den eneste røde kuffert. På det tidspunkt vidste man ikke, hvem der havde overlevet, men hun tænkte, at det måtte være min kuffert, og at jeg levede.” Jeg var aldrig bekymret Det er 20 år siden. Men hun husker stadig detaljer fra angrebet, mens hun sidder ved spisebordet i hjemmet i Nyborg og fortæller.

I dag er Charlotte Dong McIntyre 59 år og arbejder på alarmcentralen i Odense. Hendes hjem bærer præg af mange rejser til udlandet. Figurer fra Kenya og billeder fra Eritrea fylder væggene. På en del af rejserne arbejdede hun for Røde Kors. I 1996 tog hun til Tjetjenien som operationssygeplejerske for Røde Kors for at hjælpe de civile, der havde fået skader under krigen. Seks uger inde i udsendelsen brød ukendte gerningsmænd ind i nødhjælpsarbejdernes hus natten til den 17. december og dræbte seks kolleger. Det var dagen inden Charlottes 39-års fødselsdag, hvor kollegaen Gunhild havde lovet at bage en kage. Charlotte var blevet bedt om at tænke sig

TEMA: ANGREB PÅ HJÆLPEN

godt om, inden hun sagde ja til arbejdet i det uroplagede land. Hun var dog slet ikke bekymret for, at hun kunne være et mål, der var værd at gå efter. “Jeg overvejede slet ikke, at det kunne være for farligt. Dengang talte man utrolig meget om emblemet med det røde kors, og at man selvfølgelig ikke slog folk ihjel, der arbejdede under det emblem. Det var der respekt for. Men det ændrede sig.” Det er bare ikke okay Siden angrebet på Charlotte og hendes kolleger i Tjetjenien er antallet af angreb på nødhjælpsarbejdere steget. Med flere sårede og også døde til følge. Charlotte kalder det en sørgelig udvikling og ryster på hovedet over, at det på en måde er blevet hverdag at skyde på nødhjælpsarbejdere ude i verden. “Krigens regler bliver brudt gang på gang. Og det er rigtig svært at se, hvordan man kan blive ved med at gøre opmærksom på, at det bare ikke er okay. Det kan virke skørt at snakke om regler for krig, men der er nødt til at være retningslinjer for, hvordan man blandt andre behandler nødhjælpsarbejderne, så de civile kan få den nødvendige hjælp.” Ifølge Charlotte er der brug for at sætte fokus på problemet og på ny forsøge at appellere til alle parter om at overholde krigens regler. Også selvom det i nogle tilfælde synes at prelle af på de involverede.

OM CHARLOTTE • Charlotte Dong McIntyre er uddannet anæstesisygeplejerske. • Hun har været udsendt for Røde Kors seks gange. Arbejdet har ført hende til Sudan, Tjetjenien, Kenya (to gange), Tchad og Eritrea. Alle steder har været præget af borgerkrig. • Hun modtog i 2011 Florence Nightingale-medaljen, der gives til sygeplejersker, som har udvist særligt mod og opofrelse i konfliktog katastrofeområder.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det på et tidspunkt bliver så problematisk at sende folk ud, at man lader være med at gøre det.”

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det på et tidspunkt bliver så problematisk at sende folk ud, at man lader være med at gøre det. Det er trist, at man ikke kan drage ud i verden og hjælpe hinanden, uden at risikere at komme hjem i en kiste.” De civile ender som ofre Charlotte husker, hvordan de civile i Tjetjenien græd, da hun og hendes kolleger blev evakueret. De vidste, at de nu ikke længere kunne få den samme behandling. “Det var en underlig fornemmelse at forlade hospitalet og vide, at vi aldrig ville komme tilbage. Det var meget ambivalent. For på den ene side turde jeg ikke være der. Men på den anden side vidste jeg, at det ville blive svært for de civile, når vi ikke længere var der. Det var jo os, der skulle hjælpe dem.” Charlotte kalder derfor angreb på nødhjælpsarbejdere for et angreb på hele befolkningen i de pågældende lande. Nødhjælpsarbejderne kommer med en faglig ekspertise og medbringer instrumenter, forbindinger og penicillin. Når de forsvinder, fordi de bliver angrebet, får det store konsekvenser for civilbefolkningen. Lysten til at hjælpe Den røde kuffert følger stadig Charlotte. I dag bruger hun den på private rejser, og den fulgte hende også på yderligere fem udsendelser for Røde Kors i årene efter angrebet i Tjetjenien. Allerede halvanden måned efter angrebet besluttede hun sig for at drage ud i verden for Røde Kors igen. Hun var bange, men det var den eneste måde, hun kunne komme videre på. Og hun havde stadig lyst til at hjælpe. Oplevelsen i Tjetjenien ville Charlotte gerne have været foruden. Men hun ville ikke have undværet de andre rejser, siger hun og kigger på de mange minder i hjemmet. “Det er fantastisk at rejse ud og hjælpe, og selv med den viden jeg har i dag, ville jeg råde mine yngre kollegaer til at tage ud i verden. Verden har forandret sig. Og man rejser hjemmefra med tanken om, at det kan gå galt. Det skal man være sig bevidst om. Men jeg ville håbe på det bedste.”

ANGREB PÅ NØDHJÆLPSARBEJDERE

Dræbte Sårede Kidnappet

120 100 80 60 40 20 0

1997

2015

ANGREB PÅ NØDHJÆLPSARBEJDERE I 2015 FORDELT PÅ LANDE

SYRIEN YEMEN

ØVRIGE LANDE

SOMALIA

SYDSUDAN

AFGHANISTAN

SYRIEN

MEXICO

AFGHANISTAN SUDAN

YEMEN

NYERE EKSEMPLER PÅ ANGREB YEMEN 23.07.15. Ambulance beskudt. To frivillige kørte ambulancen. To civile bagerst i ambulancen blev dræbt.

SYRIEN 10.09.16. MEXICO 14.01.17. Luftangreb på en lastvognsTo paramedicinere dræbt af konvoj med nødhjælp. En bevæbnede mænd. nødhjælpsarbejder og 20 civile blev dræbt.

SUDAN 08.02.16. To ansatte og en frivillig fra Sudanesisk Røde Kors blev dræbt på vej hjem fra en nødhjælpsuddeling.

AFGHANISTAN 03.10.16. Luftangreb på hospitalsbygning. I alt døde 42 ansatte og patienter.

NYT ANGREB efter deadline: Afghanistan: 08.02.2017 Angreb på nødhjælpskonvoj. Seks ansatte dræbt af bevæbnede mænd.

Kilder: ICRC og Læger Uden Grænser. Grafer: The Aid Worker Security Database. Note: Databasen registrerer angreb med efterfølgende personskade.

TEMA: ANGREB PÅ HJÆLPEN

DER ER REGLER FOR KRIG Den humanitære folkeret er et sæt regler under Geneve-konventionerne, som forsøger at mindske menneskelig lidelse og tab ved krig. Reglerne siger blandt andet, at • kun militære mål må angribes • civile og nødhjælpsarbejdere skal beskyttes • sårede og syge skal behandles. Kilde: Den humanitære folkeret

Peter forhindrer bombning af civile Militærjuridisk rådgiver Peter Beck Rasmussen har ofte få minutter til at afgøre, om danske F-16 fly skal bombe eller ikke, for ikke at gøre unødig skade på civile. Han har været involveret i godkendelsen af 661 danske bombenedkast. Følg ham på en tidligere mission. – AF JOHN ENGEDAL NISSEN. FOTO: POUL MADSEN –

Med hastige skridt suser Peter op til det lille aflukkede område i operationscentret, der overvåger umiddelbare mål. De har opdaget et muligt mål for de to danske F-16 fly, der

i øjeblikket brager igennem luftrummet over Libyen. Peter fokuserer, mens han præsenteres for militærets efterretninger. Han kigger over kol-

legaens skulder for at se de levende billeder af situationen fra en drone, der svæver i luften over. Det er midt om natten, så billedet er i nightvision med omvendte sort-hvide farver.

Obersten vender sig mod kollegaerne og meddeler den fælles beslutning. De giver grønt lys. Den danske pilot slipper bomben, og de kan på skærmen i Italien se, hvordan den om få sekunder vil ramme sit mål. Pludselig ser Peter to mennesker komme ind i billedet. Det er en høj og en lav person med en hund. Han husker, hvordan han så ofte har gået lignende ture med sine egne børn og hund i Danmark… Den ene person går direkte hen mod bilerne, mens hunden løber omkring. Booooom! Et lydløst brag forvandler billedet til en hvid skærm. Peter venter spændt på, at støvet falder til jorden, så han kan se resultatet af sin beslutning. Han har ofte stået og set, hvordan legemsdele hives op af bombekratere, efter en sådan bombe har ramt. Den høje person er død, kan han konstatere. Den lave er tilsyneladende blæst omkuld, men i live. Hunden løber stadig rundt. Bilerne er destrueret.

Men han kan tydeligt se menneskerne og detaljerne. Der er ingen tvivl. Tre PickUp-biler affyrer fra ladet raketter ind over et civilt beboelsesområde i en by i det nordvestlige Libyen. Peter vender sig til sin danske kollega, en rutineret oberst fra Forsvaret med kampflyerfaring. De har få minutter til at få overblik, diskutere sagen og træffe en beslutning. Skal de bombe? Jo længere, de venter, desto flere civile risikerer at blive dræbt af raketnedslagene inde i byen. Som militærjuridisk rådgiver er han den person, der i sådanne situationer skal sikre, at den humanitære folkeret overholdes – det vil sige, at danske angreb ikke unødigt gør skade på civile. Atmosfæren i det store, åbne lokale, de står i, er intens og hektisk. Telefoner ringer,

skærme lyser op med ny data, og informationer flyver gennem luften. “Men den slags forstyrrer mig ikke, jeg har lært at fokusere på situationen,” siger Peter. Han befinder sig på en militærbase i den italienske by Poggio Renatico, 80 kilometer nordøst for Bologna, hvorfra operationen ledes. Men han er fuldt opdateret fra militærets efterretninger og live-videoer fra luftrummet over Libyen til at kunne tage en kvalificeret vurdering. En bange anelse Flere gange har han frarådet angreb, men oftest giver han og obersten grønt lys. Denne gang er de ikke i tvivl. “Det er en standard situation med et klokkeklart, legitimt mål, og ingen civile risikerer at blive ramt,” konkluderer han.

En nagende tanke Den aften ligger Peter på sit hotelværelse og “er ikke så tilfreds med sig selv,” som han formulerer det på godt jysk. Situationen med de to personer og hunden nager ham – kan det have været en familie på tur? “Jeg spekulerer på, om vi uforvarende har slået civile ihjel.” Dagen efter gennemgår han og obersten situationen, suppleret med flere oplysninger. Det var højst sandsynligt ikke et barn eller en familie. Hvem ville i øvrigt gå på tur med sin familie midt om natten og forbi PickUps, der affyrer raketter indover en by? De var efter al sandsynlighed kommet fra en fjerde bil i nærheden, der leverede ammunition til de tre PickUps, analyserer Peter og obersten. “Min frygt viste sig – gudskelov – at være ubegrundet. Men det understreger det ansvar, jeg sidder med, og den risiko, der altid vil være, også selvom vi træffer vores forholdsregler. For beslutningerne kan ikke gøres om.”

“Når de normale krigs-strukturer falder sammen, som vi ser i borgerkrige, bliver hospitaler og ambulancer ofte i stigende grad brugt i kampene i strategisk øjemed.”

NYE KRIGE UDHULER RESPEKTEN Anders Henriksen, jurist og specialist i krigsjura ved Københavns Universitet, peger på årsager til, at flere nødhjælpsarbejdere og hospitaler bliver angrebet. – AF ANNE SKOVGAARD –

1) Mange krige har ændret form “Hvor krige tidligere overvejende var hærmod-hær-kampe mellem stater om territorier, som for eksempel i 1. verdenskrig, er mange krige i dag borgerkrige med ofte mange aktører og grupper med forskellige dagsordener. Det er ofte et misk-mask af politiske, religiøse og/eller etniske motiver. Det ser vi i Syrien, det er aktuelt i blandt andet Congo og Sydsudan, og det var også tilfældet på Balkan, hvis vi går lidt tilbage. Borgerkrigene er ofte meget blodige og karakteriseret af, at det er grupper, ofte uden klassisk militær uddannelse, som kæmper mod hinanden, og ofte næres af personligt had.” 2) Nødhjælpen og korset bliver udsat “Når de normale krigs-strukturer falder

sammen, som vi ser i borgerkrige, bliver hospitaler og ambulancer ofte i stigende grad brugt i kampene i strategisk øjemed. Det kan ske ved, at der gemmes våben i ambulancer eller infiltreres kombattanter, som foretager angreb fra hospitaler. Og da hospitaler ifølge den humanitære folkeret godt må angribes, hvis de bruges til militære angreb, er det med til at sætte en negativ spiral i gang. Taberne er udover befolkningerne nødhjælpere og lægepersonale, som kommer under mistanke for at være en del af en konflikt og dermed bliver mere udsat for angreb. Jeres nødhjælpsarbejde er bygget på en kontrakt om neutralitet, så for Røde Kors sker der også det, at respekten for neutraliteten og tilliden til Korset som et beskyttelses-symbol udhules. 3) Overholder ikke reglerne “Genève-Konventionerne er underskrevet af nationer og bygger overordnet på, at de udsendte soldater er uddannet til at gå i krig og holder sig indenfor et regelsæt. Det indbefatter blandt andet humanitær behandling af krigsfanger, domstolsprøvelse og ikke-angreb

på civile og nødhjælpere. Men mange af dem, der er på slagmarkerne i dag, er ikke udsendt af stater og har dermed ikke reelt ret til at være der. De er ofte kriminelle kombattanter, der hverken er uddannet til, disciplineret i eller interesseret i at overholde reglerne. Deres tankesæt er ofte, at alt og alle kan angribes og bruges i deres egen interesses navn.” 4) Ikke reglerne, der er problemet “Når vi oplever de mange angreb, på folkeretten og nødhjælpsarbejdere kunne man vende det helt om og spørge, om det er konventionerne, der ikke længere dur. Det mener jeg nu, de gør – de er udviklet over lang tid og er nogenlunde universelle, også i forhold til staters opfattelse af menneskerettigheder. Det svære er, hvordan vi kan finde nogle værktøjer og incitamenter, som kan få stridende parter til at følge reglerne . Samtidig skal vi bakke op om og glæde os over de lande og militær, herunder det danske, som gør en stadig indsats for at reglerne overholdes, og hvor soldater løbende uddannes i at føre krig, så de civile tab er mindst mulige.”

TEMA: ANGREB PÅ HJÆLPEN

Danskerne bakker op om krigens regler Undersøgelse viser også ønske om, at krigsherrer stilles til ansvar – AF ANNE SKOVGAARD –

Sygeplejersker, læger og ambulanceførere er blevet stadig mere udsatte, når de hjælper civile i krigs- og konfliktområder. Men den udvikling er på ingen måde i orden, mener danskerne i en undersøgelse, DMA-research har gennemført for Røde Kors. Otte ud af ti mener ifølge undersøgelsen, at det er forkert, at nødhjælpsarbejdere bliver såret eller dræbt, mens de yder hjælp i konflikt og krig. Kun 14 procent mener, at det blot er en del af krigen. Undersøgelsen viser også, at syv ud af ti danskere mener, det fortsat giver mening at have regler for krig, selvom krigene på mange måder har ændret sig, siden reglerne blev skrevet for næsten 70 år siden. “Danskerne bakker op om krigens regler, og det er et utroligt glædeligt og vigtigt signal både til vores egne politikere og til resten af verden,” siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl. Han peger på, at opbakningen til krigens regler blandt danskere er blandt de højeste i verden, og højere end i for eksempel Schweiz og de fem lande i FN’s sikkerhedsråd, dvs. Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina og USA: Her viser en tilsvarende undersøgelse, at kun godt halvdelen mener, at det er forkert at angribe nødhjælpsarbejdere, mens den anden halvdel mener, det er en del af krigen. Vigtigt med folkeligt og politisk pres I den danske undersøgelse præsenteres en række måder, hvorpå man kan reducere antallet af ofre for krig. Ifølge danskerne er den bedste metode at øge sandsynligheden for,

at dem, der begår grusomheder, bliver stillet til ansvar ved internationale domstole. Det finder ni ud af ti er “meget vigtigt” eller vigtigt”. Og ønsket om mere international retsforfølgelse er helt i tråd med det, Røde Kors arbejder for, siger Anders Ladekarl: “I Genève-konventionerne er der allerede oprettet en international undersøgelseskommission, som giver verdenssamfundet mulighed for at efterforske blandt andet angreb på hospitaler. Problemet er blot, at efterforskningen kun kan gå i gang, hvis de involverede stater giver tilladelse, og det er endnu ikke sket. Derfor er der brug for et

En lille pige hjælpes i sikkerhed efter luftangreb på Douma-bydelen i Damascus, Syrien i august 2015.

stærkere værktøj, der i højere grad kan holde stater ansvarlige. Her kan et første skridt være et rapporteringssystem, som vi kender det fra menneskerettighedsområdet, og her er en folkelig opbakning naturligvis noget, der må gøre indtryk på vores politikere.” Opbakningen kommer i undersøgelsen også til udtryk i, at to ud af tre mener, at politikerne globalt skal blande sig mere for at stoppe angreb på civile og nødhjælpsarbejdere: “Det er helt nødvendigt, at politikerne, herunder den danske regering, presser på og prioriterer dette område. Respekten for krigens regler bør være en fast bestanddel af udenrigspolitikken,” siger Anders Ladekarl.

TEMA: ALTID TIL STEDE

DEN FØRST Hver dag redder vi liv med førstehjælp i verdens brændpunkter. Her er de simple ting, der kan gøre en livsvigtig forskel.

PLASTER SÅRKOMPRES

TÆNDSTIKKER

BATTERI

PLASTICHANDSKER

STEARINLYS

TAPE

SAKSE

PINCET LYGTE

GAZEBIND

GAZE

GAZEBIND

BLYANT OG BLOK PLASTICPOSE

ALUFOLIE-TÆPPE

TE HJÆLP GAZE DU KAN OGSÅ REDDE LIV. TA G ET FØRSTEHJÆ LPS KURSUS. LÆS MERE PÅ RØDEKOR S.DK/ FØRSTEHJÆL P

MUNDTIL-MUND MASKE

SÆBE

FØRSTEHJÆLP VERDEN RUNDT I mere end 150 år har førstehjælp været en af Røde Kors’ kerneindsatser. Hver dag uddanner vi mennesker i førstehjælp, så flere er i stand til at redde liv, når katastrofen rammer ude i verden. Eller hvis uheldet er ude herhjemme.

HÅNDKLÆDE

GAZE

Førstehjælpskittet her indeholder materialer til at behandle eksterne blødninger, sår, forbrændinger, frakturer og hjælp til mennesker, der er påvirket af varme eller kulde. Det indeholder også en mund-til-mund maske. Kittet kan sikre behandling til fem alvorligt sårede mennesker eller ti mindre sårede mennesker.

PORTRÆT ULLA TØRNÆS

DEN VILJESTÆRKE Ulla Tørnæs er udover at være nyudnævnt minister for udviklingssamarbejde et menneske, der har en historie, som har gjort ondt, men som også har gjort stærk. – AF LENE VENDELBO FOTO: CAMILLA STEPHAN –

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs har mere til fælles med en fattig afrikansk kvinde end de fleste af os. På ministerkontoret i Udenrigsministeriet, hvor udsigten over de københavnske kanaler er badet i grå vinterdis, er der dog langt til det, de fleste forbinder med Afrika. Men der er faktisk to begivenheder i Ullas liv, som rimer kraftigt på de urimeligheder, der er hverdag for alt for mange fattige afrikanere. Fortællingen om den genudnævnte minister for udvikling starter dog langt væk fra både ministerkontor og Afrika. Vi skal til Esbjerg Vi skriver 1971. Det er sommer. Ulla er otte år. Hun bor sammen med sin far, sin storesøster på ti år og lillebroren på to år. Deres mor, Frida, er netop død af brystkræft, og nu skal Ulla starte i skole igen efter sommerferien. Det er anden klasse. Ulla sidder i klassen. Hun kan mærke, at de andre ved det, men ingen siger noget – ikke engang læreren. Derhjemme klarer far-Laurits den med hjælp fra bedsteforældre og anden familie. Men familien er ikke som de andre familier på vejen. Ullas far er meget optaget

af organisationsarbejde og er ved at lægge kimen til den politiske karriere, som senere bringer ham i Folketinget som landbrugsminister. Han har med andre ord travlt. Krænkede kvinder “Det skal ikke lyde grædekoneagtigt, men man lærer på den hårde måde at tage ansvar.” Ulla Tørnæs piver ikke, når hun fortæller om sin mor og sit tab. “Vi boede i et trygt villakvarter og havde en fantastisk barndom – også selv om vi nok gik lidt under radaren,” fortæller hun uden at ville komme det nærmere end, at hun og hendes søskende måske ikke altid gik i det smarteste tøj. I dag er Ulla Tørnæs en velklædt kvinde. Bukserne er dyre, bæltet matcher, og skjorten er ulasteligt hvid. Det er længe siden, at hun var det barn i Esbjerg, som stak ud. Men hun har ikke noget imod at tale om det, hvis det altså ikke bliver for følelsesladet. Ulla Tørnæs fremstår som en kvinde, der ser fremad. Måske derfor er en af hendes yndlingshistorier fra Afrika den om kvinden fra Ghana, der ved hjælp af et mikrolån har banket et

hønseri på benene og nu har ansat adskillige mennesker? Men det kan også være, at det er fordi, at denne historie præcis illustrerer regeringens fokus på vækst og Ulla Tørnæs’ eget hjertebarn – kvinders rettigheder? Hun ser selv sådan på det: “Nøglen til megen udvikling ligger begravet i kvinders rettigheder. Det siger sig selv, at hvis man afkobler halvdelen af landets befolkning til at bidrage til et lands potentiale, så får man ikke det fulde udbytte. Her taler jeg om bundlinjen, men undervejs er der også de rettigheder, der krænkes. Det er altid bevægende og trist at høre om kvinder, der er blevet voldtaget eller giftet bort mod deres vilje. Og det er deres kamp, jeg vil kæmpe,” lyder det fra ministeren for udviklingssamarbejde. Kvinden Katty Ulla Tørnæs begyndte allerede sit arbejde for kvinders rettigheder i sin sidste periode som udviklingsminister fra 2005 til 2010: “Jeg har et ansvar over for kvinder, som ikke er så privilegerede som mig – som ikke er så heldige at være født i et land som Danmark.” Nu kunne man måske godt forestille sig, at

PORTRÆT ULLA TØRNÆS

Ulla Tørnæs selv havde mødt en eller anden uretfærdighed, fordi hun selv er kvinde, men det afviser hun. “Jeg har aldrig oplevet mit køn som en begrænsning.” Og så skal vi tilbage til Esbjerg, for hvor kommer den styrke fra? Hvem har proppet denne kvinde med selvtillid, så hun hverken har holdt sig tilbage for ministerposter eller ordførerskaber, men har været i landspolitik i 23 år? En del af svaret er Katty. Katty kommer ind i teenageren Ullas liv i 1976. Ulla er 14 år. Det er seks år siden, at hendes mor døde. Katty er ung og flytter til fiskerbyen fra København. Hun har mødt Ullas far på en international konference, og de er blevet så forelskede, at Katty bliver til en Tørnæs. Ulla har med andre ord fået en stedmor. Tag ansvar og skab! Med Katty begynder familien Tørnæs igen at ligne andre familier. De tager fx på sommerferier. Ferierne går til Paris og London og den slags steder, for Katty er lidt af en verdensdame. “Faktisk er der lidt af hende her i bygningen,” siger Ulla Tørnæs smilende og kigger lidt rundt på sit ministerkontor. Katty arbejdede nemlig i Udenrigsministeriet, inden hun flyttede til Esbjerg til Laurits og pigerne. Og i den forbindelse havde stedmoren været udsendt til Luxembourg, Genève og Egypten. “Det udsyn, hun bragte med sig ind i familien fra det her hus, er jeg dybt taknemmelig for. Jeg syntes, det var virkelig spændende. Jeg tror, at hun opdrog mig til at være stærk. Hun havde virkelig en rygrad – måske fra dette hus?” Ulla Tørnæs kan ikke spørge Katty om opdragelse og værdier. Katty døde i 1999. Men noget, som Ulla ikke er i tvivl om er, hvor hendes stærke vilje kommer fra. “Den havde både min far og Katty. De har vist mig, at hvis man vil det, så kan man også.”

Og det er den vilje, som Ulla Tørnæs finder så inspirerende, når hun møder fattige kvinder, der klarer den på trods – som kvinden med mikrolån i Ghana: “Det er viljen til at skabe udvikling, og at man selv har et ansvar for det.” Lad os lige genbesøge vores sammenligning med Ulla Tørnæs og Afrika: Hun har nu mistet to mødre. Kan du regne ud, hvad der sker i Ulla Tørnæs’ liv lige om lidt? Hun er en ung, smuk kvinde, der lige om lidt møder Jørgen – ham det skal være. Du får et stikord: Fødsel. To ved navn Frida Ulla møder sin mand Jørgen til et karneval i Danmarks Liberale Studerende. Historien går, at han flyttede ind hos hende dagen efter. Ret romantisk – især fordi de stadig er sammen i dag 26 år senere. Men lad os starte med at få overstået det nok sværeste familiekapitel for dem. Vi skal besøge den kirkegård i Esbjerg, hvor Ullas mor Frida ligger begravet, for her er et indblik i den vilje, hun lægger for dagen. Ulla Tørnæs’ førstefødte hed også Frida. Hun ligger sammen med sin mormor under den samme gravsten, hvorpå der står Frida Tørnæs. Der er kun én gravsten, og det er kun de nærmeste, der ved, at der ligger to mennesker begravet. Men Ulla ved det. Hendes tre levende døtre ved det. Og selvfølgelig også Ullas mand og døtrenes far. Det er som sådan ikke en hemmelighed. “Men vi dvæler ikke ved det. Det er bare sådan, det er.” Frida stoppede med at trække vejret seks uger før termin. Ulla har aldrig fået et svar på hvorfor. Det skete bare. “Alt var kaos, da det skete, men da hun var født, vidste jeg bare, at hun skulle hedde Frida. Det var en måde at slutte ringen på. Det var en god beslutning. Det synes jeg stadig.” Allerede en uges tid efter var Ulla Tørnæs tilbage i Folketinget. “Den slags tager man selvfølgelig med sig – altid. Det er med til at forme en – at gøre

stærk.” Som udviklingsminister har hun også besøgt hospitaler i verdens fattigste lande. Lande, hvor det at føde et barn er livsfarligt. “Men når jeg har mødt mødre, der har oplevet noget, der ligner det, jeg selv har oplevet – altså at miste et barn, så fylder min egen oplevelse ikke. Måske forsøger jeg at beskytte mig selv?” spørger Ulla uden at svare. Lidt efter tager hun selv tråden op igen. “Det er mine tre levende børn, der fylder.” Og når hun uge efter uge tager turen til København og er væk fra dem, så er målet klart. “Jeg håber på, at jeg skaber en mere retfærdig verden. Det er også i vores egen interesse. Vi passer på Danmark, når vi tager vare på verden. Vi kan fx ikke løse verdens fattigdomsproblemer ved, at millioner af fattige afrikanere kommer til Europa. Vi er nødt til at give dem et håb om en fremtid.”

ULLA TØRNÆS • Født i 1962 • Bor på en gård i Nr. Felding ved Holstebro med sin mand, svine producent Jørgen Tørnæs • Mor tre døtre på 19 år, 17 år og 10 år • Medlem af Folketinget for Venstre siden 1994-2014 • Nuværende: Minister for udviklingssamarbejde (2016-) • Tidligere: Uddannelses- og forskningsminister (2016), Minister for udviklingsbistand (2005-2010), Undervisningsminister (2001-2005), politisk ordfører (1998-2001). • Medlem af Europa-Parlamentet (2014- 2016) • Uddannet korrespondent fra Handelshøjskolen i København og har desuden en uafsluttet jura uddannelse.

“Jeg har et ansvar over for kvinder, som ikke er så privilegerede som mig – som ikke er så heldige at være født i et land som Danmark.”

UDVIKLINGSMINISTERENS FOKUS Ulla Tørnæs’ prioriteter som udviklingsminister er udover kvinders rettigheder også migration og hjælp til nærområderne. Desuden fortsætter hun med at fokusere på at involvere den private sektor i bæredygtig udvikling i hele verden.

strik en lille hue for en stor sag for hver h ue donerer v i 2 kr. til Røde K ors

Kan du strikke eller hækle? Og har du lidt garnrester tilovers? Så strik en lille hue til en af vores smoothies og hjælp os med at bekæmpe ensomhed. Vi sætter huerne på vores små smoothies til efteråret, og for hver solgt smoothie med hue donerer vi 2 kr. til Røde Kors, som sætter fokus på ensomhed igennem flere forskellige initiativer. Find strikkeopskrifter og meget mere på www.denstorestrikkefest.dk

UD OG HJEM

“Jeg er ikke nogen helt” De næste to år skal Eva Jordung Nicolson bo og arbejde i Syrien. Hendes første indskydelse var dog at sige nej til at tage af sted. – AF STINE OKSBJERG –

UDREJST Grækenland Pernille Walther – katastrofedelegat Kenya Mette Steen Petersen – landekoordinator Mali Charles Mampasu – landekoordinator Myanmar Jacob Thomsen – programdelegat Pakistan Rabia Ajaib – programmanager Sydsudan Hameed Ullah – lokalafd.-udviklingsdelegat Jeff Woods – katastrofedelegat Jette Ditlefsen – afdelingssygeplejerske

FOTO: PRIVAT

Guinea Gabriele Nestel – landekoordinator

I 2009 arbejdede 54-årige Eva Jordung Nicolson fire måneder i Syrien. Det var før krigen, og hun kunne trygt rejse rundt i landet. Minderne fra dengang er fyldt med spændende kultur og gæstfrie mennesker. Nu skal hun tilbage og skal blandt andet rådgive hjælpearbejderne i Syrien i forhold til arbejdet med at fremme sundheden og yde psykosocial støtte til ofre for krigen. Krigen har hærget i næsten seks år og efterladt et udbombet Syrien, så da Eva Jordung Nicolson blev tilbudt at tage til Syrien for at bo og arbejde i en toårig periode, tøvede hun med at sige ja. Ville det være for farligt? Ville hun overhovedet kunne gøre en forskel? Hendes familie, og især hendes mor, var heller ikke glade for tanken. Derfor brugte hun lang tid på at overveje det og talte flere gange med kollegaer i Syrien. I dag er hun sikker på, det er den rigtige beslutning at tage af sted. “Jeg ville ikke blive sendt derned, hvis det

var farligt. Og jeg ville ikke tage af sted, hvis jeg troede, jeg var i fare. Jeg er ikke nogen helt på den måde,” forklarer hun. Eva Jordung Nicolson har fået beroliget sin familie og er klar til at komme i gang med arbejdet. Hendes base bliver i Damaskus, og til forskel fra sit sidste besøg får hun ikke mulighed for at rejse rundt. I hvert fald ikke som situationen er lige nu. “Jeg kan jo håbe på, at tingene forandrer sig, og der bliver mere åbnet op, så jeg må komme rundt. Man bliver nødt til at være optimistisk,” siger hun. Hun er ikke nervøs for sikkerheden, men spændt på at se, hvilke udfordringer arbejdet vil byde på. “Det bliver rigtig hårdt. Det ved jeg. Og når bare jeg er forberedt på det, så skal det nok gå. Det er et godt stykke arbejde, der bliver gjort for at hjælpe syrerne, og jeg tror på, at vi kan gøre en forskel”.

Haiti Jesper Ranch Nielsen – teamleder Norbert Payne – IT delegat Karl Vinther – basecampleder Jens Sørensen – logistiker Simon Frederiksen – tekniker Mark Münkel – tekniker Kjeld Jensen – IT delegat Israel/Palæstina John Entwistle – landekoordinator Italien Christian Jensen – læge Liberien Alex Ssimbwa – psykosocial delegat Rusland Rikke Gormsen – teamleder Olga Rusakova – psykolog Rwanda Marie-Chantal Dahl – landekoordinator Somalia Britta Louise Olsen – børnelæge Sydsudan Lindy Lillelund – afdelingssygeplejerske

FOTOREPORTAGE

NYE VENNER Flygtninge, der knytter venskab med danskere, falder bedre til i lokalsamfundet og lærer hurtigere dansk. Derfor skal alle flygtninge, der får ophold i Danmark, tilbydes en frivillig ven eller familie. Det er kernen i projektet Venner Viser Vej, der knytter bånd mellem flygtninge og danskere. Mød nogle af dem her. – FOTO: CAMILLA STEPHAN –

MELD DIG SOM VEN MERE PÅ OG LÆS RS.DK/ RØDEKO J VISERVE R E N N E V

FAXE: Emmy Christensen, Jan Christensen, Avin Mahammad, Sami Mahammad, Wafaa Mahammad, Azis Mahammad, Mustafa Mahammad. Familien kommer fra Damaskus i Syrien. De har vĂŚret venner med Emmy og Jan siden marts 2016.

FOTOREPORTAGE

VEJLE: Ole Delfs, Yakub Alref-ai. Yakub kommer fra Daraa i Syrien. De har været venner siden foråret 2016.

KIRKE VÆRLØSE: Lina Raftman, Itab Ibrahim Al Hazouri, Tamer Abdallah Haloum, Doa'a Tamer Haloum, Fatima Tamer Haloum, Khadija Tamer Haloum. Familien kommer fra Homs i Syrien. De har været venner med Lina siden februar 2016.

IKAST: Katrine Anckersen, Søren Anckersen, Venja Anckersen, Atle Anckersen. Rushan Mustafa, Mohamad Mustafa Pella Mustafa. Familien kommer fra Kubani i Syrien. De har været venner siden julen 2015.

HØRSHOLM: Benedikte Raft, Dala Abdallah, Haya Abdallah. Søstrene kommer fra Damaskus i Syrien og har boet i Hørsholm i halvandet år. De har været venner med Benedikte siden september 2016

DEN FRIVILLIGES DAGBOG Fra studieturen på Madagaskar den 4. december 2016

HJÆLP I SLUMMEN Fra den 2.-11. december besøgte 66-årige Henning Skov Hansen et af Røde Kors’ venskabsprojekter på øen Madagaskar ud fra Afrikas østkyst. Sammen med 11 andre frivillige fra hele Danmark oplevede han, hvad Røde Kors på Madagaskar gør for at forbedre børns levevilkår og fremtid. Venskabsprojektet bidrager til øget skolegang, bedre sundhed og sætter ind overfor pest, fattigdom og udsatte børn. Til hverdag er Henning Skov Hansen formand for Røde Kors i Trundholm.

05.30

Jeg vågner tidligt. Synsindtryk fra turen fra lufthavnen ind til hovedstaden Antananarivo dagen før kører stadig som en film i mit hoved. Bygninger i stærke farver, menneskemylder og små butikker med alt mellem himmel og jord. Jeg må ud og opleve byen! Den lune morgenluft og hotelvagten, der er klar til at holde gadehandlere på afstand, møder mig. Men end ikke gadehandlerne er i starthullerne så tidligt. Jeg går ud, og få meter længere fremme rammer den mig – Tana, som er byens kælenavn.

06.00

Mine søvnsløvede øjne ser en smuk by. En lang

trappe med brede afsatser løber dybt ned mod et af hovedstrøgene. Hist og her hviler stadig kvinder med børn i tæpper, mange har sovet her i nat. En herre i jakkesæt med en sort mappe under armen haster op i retning af de nærliggende regeringskontorer. En snavset, savlende ung mand går rundt uden mål. Tæt på mig er en mand og kvinde i gang med at handle med tøj. Kvinden rækker tøvende manden en slidt, brunlig pengeseddel. Sammen løfter de en bordplade læsset med ting op på hendes hoved. Snart vil trappeafsatsen være dækket af farverige parasoller og småhandlere som kvinden. Jeg går ind på hotellet igen. En kop kaffe og tjenerens smil får den sidste søvn ud af min krop.

“Kan det lille bageri i skuret, hvor familien også bor, blive større og bedre og mætte flere munde? Det er planen, at bageriet skal være en del af Røde Kors’ projekter i 2017.” forundt, tænker jeg. Og vil de mon egentlig flytte? De har naboer og venner her, og nogle har endda deres levevej her. Jeg er ikke i tvivl om, at slumbyen skal forbedres. Kan det lille bageri i skuret, hvor familien også bor, blive større og bedre og mætte flere munde? Det er planen, at bageriet skal være en del af Røde Kors’ projekter i 2017.

10.00

Vi besøger Andavamambaskolen for at følge en time, hvor børnene lærer om hygiejne og sundhed. Da vi er indenfor porten, har jeg straks 500 par brune øjne på mig. Børnene modtager os, som var vi berømtheder. De kigger og stråler, og vi kigger overvældede tilbage og smiler. De griner og flokkes. Lokale Røde Kors-frivillige viser plancher med indvoldsorm og bakterier og demonstrerer effektiv vask af arme og hænder med sæbe. Bagefter skal en udvalgt klasse vise det lærte til de andre elever med sang og dans. Jeg må være med! En lille spinkel pige med et vidunderligt smil, tager udfordringen op. Hun viser mig trin for trin, hvordan det skal gøres. Hun har fuldstændig styr på det. Bagefter, da vi trykker hænder, er hun vokset flere centimeter af stolthed.

14.30

Børnene i Krokodillehullet kredser om os. En lille pige med hævet kind er tydeligvis forpint. Det er en tandbyld, siger nogen i nærheden. Hun har haft den et stykke tid. En Røde Kors-frivillig sender bud efter pigens mor, som forklarer, at hun ikke har penge til en læge. Den frivillige fortæller moderen om et sted, der tager sig af den slags uden betaling. Jeg tænker på, at jeg lige har oplevet noget af det, som Røde Kors’ arbejde går ud på: Opmærksomhed, dialog, tillid og vejledning.

20.00

14.00

Bagefter tager vi hen til slummen Andavamamba, der i daglig tale kaldes Krokodillehullet. Her kommer mange af skolebørnene fra. Slummen er en sump, en mødding, en losseplads tæt bebygget med skure ud af alskens materialer. Et patchwork af menneskelig snilde og opfindsomhed. Det er en stor kontrast til området ved hotellet med fine regeringskontorer. Slummen er beboet af arbejdsomme mænd og kvinder, der kæmper for at holde familien oppe. At komme væk herfra er kun de få

at have fået mere viden om pestsygdommen, som rotterne kan sprede. Madagaskar rammes tilbagevendende af pest, og Martin kender nu symptomerne og ved, at pest kan behandles. Hvis han er i tvivl eller har brug for hjælp, kan han spørge de Røde Kors-frivillige, der holder øje med det lille samfund. Observerer de frivillige symptomer på pest, får de den pågældende i behandling. Det er let at forstå den tryghed, det giver.

16.00

Jeg møder Martin, der er jordbruger. Hans hus ligger i landsbyen Ambatomanjaka cirka tre timers kørsel vest for Tana, og hans jord er uden for byen. Det, han dyrker, går til familiens eget brug. Rotterne kommer frem om natten i familiens hus, og de har en rottefælde af trådnet stående for fodenden af sengen. Martin er glad for fælden, men han er mest glad for

20.00: Det er aften og mørkt – byen Tana praler ikke med sin gadebelysning. Vi skal ud og have noget at spise, men vi er blevet frarådet at gå uledsaget ud om aftenen. Som det mest naturlige i verden sætter receptionisten to hotelvagter til at følge os ned af gaden til et pizzeria. Inden vi går ind, spørger vagterne, hvornår de skal hente os. Det er en ny fornemmelse at blive eskorteret, og jeg oplever min vante frihed underligt beskåret. Afskærmet fra den virkelighed som folk her lever i. Det er en stor kontrast. På vej tilbage møder vi aftenens sidste gadehandlere og tiggere, men den ranke aviskone med tandløse gummer, sommerhat og lang frakke, der før sad bøjet over en skål ris, er gået for i dag. Hun er her igen i morgen.

rødekors.dk/shop

Gå foråret i møde på rødekors.dk/shop

Farverige designersokker Designer Mark Kenly Domino Tan har genskabt den klassiske H20-sportsstrømpe i en helt ny udgave, der kan pifte ethvert outfit op. Strømpen fås både i en kort og lang udgave, og er lavet i fin, tynd uld. Kr. 99,- low cut Kr. 149,- high cut

Den Store Nordiske Malebog Børn og andre barnlige sjæle kan tegne videre på bl.a. Olafur Eliasson, Jeppe Hein og Michael Kviums personlige bidrag til denne fine malebog. Kr. 99,-

Stelton termokrus Tag et lækkert termokrus med på farten og støt Røde Kors’ arbejde. Perfekt til både cykel, bil og barnevogn. Det elegante termokrus fra Stelton er i rustfrit stål og rummer 200 ml. kr. 149,-

Smukke kort med motiver fra Malawi Fem farvestrålende dobbeltkort med kuverter. Kr. 40,-

7. MAJ

LANGELINIE PAVILLONEN Læs mere og tilmeld dig på www.rødekors.dk/smidtøjetløbet

“Han er kun et barn” – KATJA STAGE FORTÆLLER TIL STINE OKSBJERG . FOTO: PETER SØRENSEN –

Han virker hård, da han kommer ind på kontoret og sætter sig overfor mig. Afvisende, let irriteret og attitude som en gadedreng. Sådan er det med mange af de børn, der har klaret sig selv på gaden. Jeg fortæller ham, at jeg er sundhedsplejerske og ikke har noget med hans asylsag at gøre. Han skal ikke være bange for at sige noget forkert. Børn som ham er blevet svigtet gang på gang og været udsat for voldsomme oplevelser enten i deres hjemland eller på rejsen hertil. Det gør, at deres tillid til autoriteter og voksne ligger på et meget lille sted. Så noget af det vigtigste for mig er at opbygge en form for tillid under samtalen. Jeg gør meget ud af at forklare alt, hvad jeg gør, så han ved, hvad der sker. Jeg fortæller, at jeg blandt andet vil lave en synstest og en høretest, og at vi ellers bare kan snakke om, hvordan han har det. Da vi har talt en tid, tør han lidt op. Jeg opdager en vorte på hans finger og rækker hånden frem for at kigge på den. Bagefter tager han fat i min hånd og kigger væk. Attituden forsvinder. Han kigger ikke på vores hænder, når vi snakker. Det bliver lidt for virkeligt. Når jeg skal bruge hans hånd, skifter han diskret hånd, så den anden holder mig i hånden. Mit hjerte bløder. Det er tydeligt, at han har et kæmpe omsorgsbehov. Det er rørende, når man møder et barn, som er så skadet og griber ud efter tryghed på den måde. Han fortæller om sin baggrund. Hans triste øjne bliver blanke, og han kigger ned. Lidt efter begynder tårerne at

løbe. Hans stemme er lav og blød. Det er hårdt at snakke om det med familie, når man aldrig selv har haft en. Han mistede sine forældre i en bilulykke, da han kun var et par år gammel og kom på et børnehjem i Marokko. Her blev han slået og skulle arbejde for at få noget at spise. Som 10årig stikker han af og må klare sig selv på gaden. Siden har han levet på gaden rundt i Europa, og nu sidder han foran mig. Han holder mig stadig i hånden og forsøger at lade som ingenting. Det er svært at forstå, hvad børn som ham har været igennem. Og hårdt at tænke på, at der ikke har været voksne til at give ham omsorg, læse en godnathistorie eller sende ham i skole. Når man siden så ung en alder har boet på gaden og ikke har haft sunde voksne relationer, så opsnapper kriminelle miljøer hurtigt sårbare drenge som ham. Drengene lærer, at det er normalt at blive slået, og mange af dem har været udsat for seksuelle overgreb. Størstedelen af dem bliver også stofmisbrugere. Det gælder også ham, jeg taler med nu. Han har flere års erfaring fra den slags miljøer. Det lyder næsten som om, jeg snakker om en 25-årig, men han er kun 14 år. Et barn, der har brug for at holde en voksen i hånden. Børn som ham har ikke særlig gode odds. Livet på gaden vil altid være et alternativ, når han føler sig presset. Han kender ikke andet og ser ikke altid de gode intentioner bag systemets anvisninger. Jeg forsøger at give ham troen på, at det er muligt at få et bedre liv med skole og gode relationer. Og at han kan møde voksne, der vil ham det godt.

Et øjeblik Katja Stage er sundhedsplejerske på Asylcenter Gribskov – et modtagecenter for flygtningebørn og -unge under 18 år, der er ankommet til Danmark uden forældre. Hun er en af de første voksne, børnene taler med, når de kommer til centeret. Dette er historien om det øjeblik, hvor en 14-årig forældreløs gadedreng fra Marokko holder hende i hånden, mens han fortæller sin historie.

KORT NYT

Pårørende har også brug for støtte

FOTO: PRIVAT

FOTO: RØDE KORS

Med jeres hjælp uddelte vi julekurve til 10.000 børnefamilier i hele landet. Og juleaften fik vi også bragt mennesker sammen, der savnede selskab. Gæstfrie familier i hele landet åbnede deres hjem for i alt 331 mennesker, heriblandt 156 asylansøgere.

Sikker skolegang i Nepal I slutningen af 2016 i Nepal kunne vi indvie de skoler, som vi med jeres hjælp og støtte har været med til at genopbygge og sikre efter jordskælvet for snart to år siden. I alt er 31 skoler blevet gjort sikre, så børnene igen trygt kan følge undervisningen.

Fra flaskepant til nødhjælp Vi har fået rigtig mange donationer via pant i 2016. I alt blev der doneret for 4,2 millioner kroner, som vil komme til at gøre en kæmpe forskel i vores hjælpearbejde. Tak til alle kunderne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’- og LokalBrugsen, der har doneret pant til os.

Støtte til udsatte børnefamilier Den A.P. Møllerske Støttefond har givet os 24 millioner kroner til vores arbejde med udsatte børnefamilier. Donationen giver os mulighed for at udvide vores eksisterende arbejde. Målet er at nå 4.000 udsatte forældre og børn via projektet “Familien i fokus”.

I vores arbejde på ensomhedsområdet har vi i årevis mærket en stigende efterspørgsel på aflastning til pårørende, der passer syge og døende i eget hjem. Med hjælp fra TrygFonden kan vi nu målrette indsatsen og tilbyde de pårørende et pusterum. De pårørende risikerer at blive nedslidte og ensomme, når sygeplejen fylder hverdagen, og det sociale netværk måske falder bort. De har brug for støtte og aflastning, så de trygt kan tilbringe et par timer væk fra hjemmet og få ny energi til at klare hverdagen med et sygt familiemedlem. Pårørendestøtten er ved at blive udviklet og præsenteret for de lokale afdelinger. Senere på året vil aktiviteten være køreklar til alle interesserede afdelinger.

Hjælpen fortsætter i Aleppo Den 23. december 2016 afsluttede vi evakueringen af det østlige Aleppo i Syrien. 35.000 mennesker blev i løbet af otte dage hjulpet ud af bydelen. Nu er familierne begyndt at vende tilbage til deres hjem i den østlige bydel, og vores frivillige står klar til at hjælpe. Familierne vender primært hjem til områderne Massaken Hanano, Tareeq Al-bab, Mushatyeh, og Qaterji. Mange bygninger er enten helt ødelagte eller meget medtaget af lang tids kampe. Flere steder er der hverken vand eller elektricitet. Vi installerer vandtanke og sørger for, at familierne bliver tilset af sundhedspersonale. Vi uddeler varme måltider, madrasser, tæpper og hygiejnesæt for at forbedre familiernes levevilkår.

FOTO: PRIVAT

Smid tøjet – vi gør det i maj

Kom og oplev Røde Kors Vores nye oplevelsesrum med historiske genstande og digitale oplevelser er nu åbnet i Frivillighuset. Her kan du se, høre, føle og smage, hvordan vi arbejder i Danmark og ude i verden. Oplevelsesrummet er støttet af Lærerstandens Brandforsikring.

For tredje år i træk går Røde Kors sammen med TV 2 om Danmarks største og sjoveste tøjindsamling: Smid Tøjet Danmark. Igen i år opfordrer vi danskerne til at donere deres brugte tøj, som sælges videre i Røde Kors’ butikker. Indtægterne fra salget går til hjælpearbejde i Danmark og ude i verden. Som noget nyt i år sender TV 2 et underholdningsprogram tre aftener i maj, hvor kendte danskere dyster om at designe genbrugstøj. Konkurrencen ender med en præmie til Røde Kors’ hjælpearbejde. Smid tøjet til Røde Kors i en af vores genbrugsbutikker eller containere. I år kan du også tilmelde din arbejdsplads eller dine børns skole som indsamlingssted. Se hvordan, og læs mere om kampagnen på smidtøjet.dk.

FOTO: ICRC/SARC

Glædelig bagjul og tak!

HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO!

Må vi kontakte dig på e-mail? Det kan betyde besparelser på porto og tryk, hvis vi af og til kan bruge en e-mail i stedet for et brev. Og på den måde er du med til at sikre, at din støtte gør mest mulig nytte, der hvor behovet er størst. Send os en e-mail med navn og adresse (og dit Røde Kors-nummer, hvis du kender det) til kontaktmail@rodekors.dk. På forhånd tak for din hjælp til at få dine bidrag til at række så langt som muligt.

FOTO: POUL MADSEN

Længe leve livet Nogle beslutninger rækker meget længere, end du selv når at se. Betænk Røde Kors i dit testamente, og hjælp mennesker i nød til et godt liv. Få mere at vide om dine muligheder: rødekors.dk/arv

Overførsel fra kontonummer

Indbetaler

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

GIRO INDBETALING

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 02-17 – PNS 485-28592

Øre

+7313233<

Sådan kan du støtte: brug girokortet, gå ind på rødekors.dk, eller sms NØD til 1999, og støt med 100 kroner (+ sms-takst)

Lige nu har børn og voksne på flugt i Syrien og nærområderne brug for hjælp, så de kan holde varmen.

FAMILIER PÅ FLUGT HAR BRUG FOR HJÆLP I KULDEN. GIV DIT BIDRAG I DAG.