Magasinet 01 2017 by Røde Kors

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 3 / 2 0 1 7

DE SÅRBARE Enken Elisabeth og hendes børn er flygtninge i deres eget land. De er ekstra udsatte i lighed med 40 millioner andre i verden, som er på flugt fra krig og forfølgelse.

Tak til alle, der smed tøjet. Det brugte tøj hjælper hver dag sårbare både ude i verden og herhjemme i Danmark. 32.000 klasselokaler gik til grunde under og efter skælvet i Nepal i 2015. 11-årige Sagars skole var en af dem. Sagars skole er nu genopbygget – og jordskælvssikret. Pengene til skolerne i Nepal kommer blandt andet fra Smid Tøjet Danmark. Kæmpestor tak til alle, der valgte at gøre en ekstra indsats i forbindelse med Smid Tøjet Danmark i foråret. Med jeres hjælp genopbygger vi de lokalsamfund i Nepal, der blev ramt af jordskælvskatastrofen. I alt genopbygger og jordskælvssikrer vi 34 skoler, så Sagar og mange andre nepalesiske børn kan gå sikkert i skole igen.

OG TAK TIL VORES HOVEDPARTNERE

INDHOLD 4 TEMA: På flugt i eget land 12

Portræt: Vivi Heelsberg, veteransygeplejerske i krigszoner

Ud og hjem: Jan Erik hjalp folk på fode efter Boko Haram

Fotoserie: Grønlandske fremtidsdrømme

Ny Røde Kors-præsident: Hør Sven Bak-Jensens visioner

24 Dagbog: Anja om at være mentor for en løsladt

12 20

Støt os ved at købe vores varer

Et øjeblik: Jacob mødte en far, der mistede alt

Kort nyt

DU KAN STØTTE DEM, DER REDDER LIV De sidste uger har Peder som leder af en international operation haft travlt med at styre, hvordan vi kan hjælpe de overlevende for det voldsomme mudderskred i Sierra Leone. Peder er blot en af de 200 kolleger, vi sender ud om året for at hjælpe verden over. Andre er i sving i Nepal, Syrien, Irak, Yemen og mange andre lande, hvor de knokler utrætteligt for at sikre mad, rent vand, operere sårede, skabe tryghed for flygtede børn, genforene familier og mange, mange andre opgaver for sårbare mennesker i verdens brændpunkter. Det gør mig både stolt og glad at være kollega til dette hold af dybt dedikerede kolleger. De er parate til at arbejde 24/7 for at redde liv og sikre udsatte mennesker, så de kan få en tålelig tilværelse her og nu og en fremtid, hvor de er mindre sårbare overfor katastrofer. Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Anne Skovgaard (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Jakob Dall. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 1. september 2017.

Du kan være med til at støtte Peder og de andre udsendtes arbejde ved landsindsamlingen den 1. oktober.

Meld dig som indsamler.

Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

LIVET ER MEGET HÅRDT NU Elisabeth og hendes familie levede et roligt liv med dyrkning af jorden, indtil kampe dræbte hendes mand og tvang hende og deres fire børn på flugt inde i Sydsudan. Vi mødte den unge enke og børnene, som er mindre beskyttede, end hvis de var flygtet til et andet land. – AF ANNE SKOVGAARD. FOTO: JAKOB DALL –

TEMA: FLYGTNING I EGET LAND

TEMA Mennesker på flugt i deres land er mindre synlige end flygtninge, der har krydset en grænse. Men de internt fordrevne lever ofte mere udsat end flygtninge: de har større risiko for at dø, de bliver ofte frarøvet deres mad og bolig, og de har ikke samme juridiske beskyttelse som flygtninge. Flere vender tilbage til deres hjemegn, hvor Røde Kors hjælper med at etablere et nyt livsgrundlag.

TEMA: FLYGTNING I EGET LAND

Det, der slår en først, er fugten. Trods det lille ildsted direkte på jorden, som fra tid til anden sender bølger af røg op, føles luften kold og fugtig i den dunkle hytte. Flere steder på den klamme jord samler sig små pytter af regnvand, som siler ned fra indersiden af de nødtørftigt ophængte sække, som delvis udgør taget. 30-årige Elisabeth Nyathiey Wuol prøver at trække sækkene sammen og holde regnen ude, men forgæves. Regntiden er ved at sætte ind, og regnskyllene vil kun blive flere og kraftigere de kommende måneder. Hun folder armene over sit bryst, mens hendes tre piger på to, fire og seks år kryber

FLYGTNING ELLER INTERNT FORDREVET ? • En internt fordrevet er betegnelsen på en person, som er på flugt i sit eget land • En flygtning har krydset en grænse for at søge beskyttelse i et andet land.

sammen omkring hende. Hendes søn på syv er udenfor. Hytten her i det centrale Sydsudan er deres midlertidige hjem. Men det er ikke selvvalgt. For Elisabeth og hendes børn blev drevet på flugt til landsbyen Padek på grund af den voldsomme konflikt i landet. En konflikt, der har drevet cirka to millioner på flugt inde i landet og næsten det samme antal ud til nabolandene. “Vi kom her til for tre måneder siden og fandt hytten. Den stod tom, og naboen lod os flytte ind. Men hytten er ødelagt flere steder. Der er huller og intet rigtigt tag,” fortæller Elisabeth. Landsbyen der fik vokseværk Padek er en afsidesliggende landsby i bushen. Omkring lerhytterne, kaldet tukullerne med de karakteristiske runde græs-stråtage , er ryddet mindre områder, hvor de lokale dyrker majs og andre grøntsager til eget behov. Landsbyen og det omkringliggende område har gennem det sidste års tid modtaget flere tusinde internt fordrevne, der er flygtet fra stadig heftigere kampe mellem forskellige

etniske grupper. Den totale afsides beliggenhed, uden anden vejadgang end smalle stier gennem tornekrat gør, at kampene ikke har nået Padek, som er blevet et “safe haven” blandt andet for Elisabeth og hendes børn. Flugten til fods “Min mand, jeg og børnene boede i landsbyen Pum længere nordpå. Vi havde en mark, hvor vi dyrkede okra og majs og kunne brødføde os selv og børnene. Det var det vigtigste. Men så kom der kampe, og min mand blev dræbt. Jeg blev nødt til at flygte med børnene.” Elisabeth skæver ned mod børnene, som sidder helt stille. Med alvorlige ansigter grimet af støv og kager af snavs på kinderne og halsen lytter de med på deres mors fortælling. Med den yngste på armen begav Elisabeth og børnene sig sydpå til fods i en gruppe, som flygtede fra landsbyen: “Vi gik igennem skoven og krattet i – jeg tror, omkring 10 dage. Jeg vidste ikke, hvor vi ville ende. Det var meget hårdt. Børnene blev hurtigt trætte, men jeg sagde til dem, at vi var nødt til at gå videre. Vi sov på jorden under

træerne og levede af Lalob,” siger Elisabeth. Både blade og frø fra de frodige Lalobtræer, som ses overalt i Sydsudan, blev spist og blev dybest set familiens redning. Tilsidst nåede familien Padek, i det tøj de gik og stod i. Elisabeth følte, de var kommet i sikkerhed og fik mulighed for at flytte den lille familie ind i hytten. Én bønne ad gangen Mens hun fortæller, bøjer hun sig ind over den bulede gryde, der koger på lejet af brænde. Hun hælder koldt vand i gryden med røde bønner, og øser med hånden en portion bønner op i hånden på hvert barn. De giver sig langsomt og begærligt til at spise, én bønne ad gangen. “Jeg har fået bønnerne af naboen mod at hjælpe med at hente vand. Vi kan klare os de næste par dage, men så har vi ikke mere mad. Og så mangler vi tøj, et tørt sted at bo, ja alt,” sukker Elisabeth. Hun hæver knapt nok stemmen, mens hun konstaterer tingenes tilstand . Det er sådan livet er nu, og hun må prøve at klare det, forstår man.

Men hendes ansigtsudtryk vidner om det, hun med et beskyttende nik mod børnene kortfattet svarer på spørgsmålet om, hvordan livet er i Padek: “Det er meget hårdt.” Mad fra luften Padek er et af de områder, hvor Røde Kors hjælper med mad til de mange internt fordrevne og faste beboere, som også mærker presset af de mange nytilkomne. Gennem de sidste måneder har Røde Kors kastet madsække ud fra store Herculesfly – bønner, salt, sukker og især den lokale kornsort sorghum, også kaldet durra. Det sker i et stort, ryddet område, hvor frivillige fra Røde Kors og lokale styrer uddelingen af maden. Alt sker i god ro og orden, og med stor indbyrdes hjælpsomhed, når de 50 kilo tunge sække skal bæres hjem til hytterne. Elisabeth venter på at blive registreret, så hun også kan modtage mad. I mellemtiden gør hun sig nyttig gennem at hjælpe med at slæbe sække i håb om, at nogle af de andre modtagere vil dele noget af deres mad med hende.

FIRE MILLIONER PÅ FLUGT Tre års voldsom konflikt i Sydsudan har drevet næsten fire millioner sydsudanesere på flugt. Heraf to millioner inde i landet og 1,9 millioner til nabolandene. 66 procent af de flygtede er børn. 5,5 millioner sydsudanesere har akut brug for fødevarehjælp. (kilde: OCHA: Humanitarian Bulletin South Sudan, juni 2017

Men hun har også andre ønsker for fremtiden: “Jeg ville ønske, jeg kunne få en økse, en hakke og nogle frø. Så ville jeg rydde et stykke jord foran hytten og så nogle grøntsager. Jeg må gøre, hvad jeg kan for at skaffe os noget mad.” Elisabeth har ingen klar forestilling om, at hun vil kunne tage tilbage til sin egen landsby. Hun har hørt, at der stadig er kampe i området. Hun er nu en ung enke med små børn, og hendes forestilling og drøm om en bedre fremtid er her og nu – i Padek.

TEMA: FLYGTNING I EGET LAND

Internt fordrevne er i større risiko for at dø Mennesker, der er på flugt i deres eget land, er ofte mere udsatte end flygtninge. De er ikke beskyttet på samme måder som folk, der krydser en grænse og er mere udsatte for at dø af sygdomme. –AF ESKIL MEINHARDT HANSEN OG ANNE SKOVGAARD –

To ud af tre personer, der er på flugt fra konflikter, vold, forfølgelse eller brud på menneskerettighederne, har ikke passeret en landegrænse og nået en flygtningelejr. De befinder sig stadig i deres eget land, og her er de i betydelig større risiko end de flygtninge, der er lykkedes med at komme ud. Det siger Thomas Gammeltoft-Hansen, adjungeret juraprofessor ved jura på Århus Universitet og mangeårig forsker i flygtninge krisen: “Selvom man som flygtning kan opleve grufulde ting, står man som internt fordreven ofte betydeligt svagere,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen. “Du er rent geografisk tættere på årsagen til det, du flygtede fra – og dermed i større risiko for, at konflikten eller et angreb kan nå dig igen. Der vil du have større sikkerhed som flygtning i en lejr i nabolandet,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

2 ud af 3 der var på flugt i 2016 på grund konflikter, vold og forfølgelse blev i deres eget land Kilde: UNHCR, Global Trends/ Forced Displacement In 2016

Et andet svagt punkt er den mangelfulde juridiske status som internt fordreven. Som flygtning er man dækket af Flygtningekonventionen fra 1951 og deraf følgende beskyttelse. For internt fordrevne gælder nogle vejledende retningslinjer for beskyttelse fra 1998. Og det er det land, de flygter i, der skal beskytte dem. “Det kan give problemer, fordi en række regeringer enten ikke vil eller kan beskytte dem, der er på flugt. I nogle lande er samfundsstrukturen også kollapset eller ikke udviklet, eller det er staten selv, der forfølger et mindretal eller stiltiende accepterer, at det sker. Det bliver sårbart at være internt fordrevet, også fordi det er begrænset, hvad verdenssamfundet kan gøre i lande, der ikke ønsker indblanding udefra,” forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen. Større risiko for at dø Et liv, hvor man hutler sig igennem i ruinerne

Hvert 3. sekund blev et menneske fordrevet fra sit hjem i 2016 Kilde: UNHCR, Global Trends/ Forced Displacement In 2016

i Syrien eller i faldefærdige lerhytter i Den Demokratiske Republik Congo uden stabil adgang til medicin eller lægehjælp, er med til at tære voldsomt på helbreddet. Og det i en grad, at risikoen for at dø af helbredsmæssige årsager ifølge et internationalt studie fra 2016 i det medicinske tidsskrift Conflict and Health er markant større for internt fordrevne end for flygtninge. Det overrasker ikke professor ved antropologi på Århus Universitet Lotte Meinert, som over lang tid har forsket i forholdene og konsekvenserne for de 1,5 millioner internt fordrevne i Norduganda under og efter krigen. “Lejrene var reelt mudderhytter tæt klinet op ad hinanden og med horrible forhold – åbne kloakker, manglende sanitet, mange folk presset sammen på meget lidt plads og ustabil eller sporadisk adgang til mad, medicin og lægehjælp. Der kom udbrud af kolera og

Hver anden, der var på flugt i 2016, var et barn under 18 år. Kilde: UNHCR, Global Trends/Forced Displacement In 2016

ebola, og forholdene satte skub i en tydelig opløsning af almindelige normer og kollektiv moral,” siger Lotte Meinert. “Uvisheden om fremtiden og det næste måltid tærede voldsomt på folk fysisk og psykisk. Mange boede i lejrene i årevis, og vold og voldtægter steg markant under disse forhold. Jeg snakkede med en bedstemor, hvis børnebørn havde set flere voldtægter. Det pinte bedstemoren, men hun følte sig fuldstændig magtesløs.” Den negative spiral At sygdom og internt fordrevne går hånd i hånd ser man et aktuelt og meget voldsomt eksempel på i Yemen. Her har to års krig drevet tusinder på flugt, nedbrudt sundhedsvæsenet og efterladt foreløbig over en halv million mennesker smittet af kolera. Også i Sydsudan har den langvarige

konflikt sat gang i omfattende koleraudbrud mange steder i landet. Det er en negativ spiral, som er i gang, og som atter udstiller de internt fordrevnes sårbarhed, siger flygtningeforsker Thomas Gammeltoft-Hansen. “Hvis man er fanget i en kampzone eller et belejret område, er man ofte langt sværere at nå med lægehjælp og mad, end hvis man befinder sig på mere sikker grund i en ekstern flygtningelejr,” siger han.

SÅ MANGE ER PÅ FLUGT 65,6 millioner mennesker var på flugt i 2016 på grund af konflikt, vold eller forfølgelse. Af dem var 40,3 millioner internt fordrevne.

“Som internt fordreven er du rent geografisk tættere på årsagen til det, du flygtede fra – og dermed i større risiko for, at konflikten eller et angreb kan nå dig igen.” – THOMAS GAMMELTOFT-HANSEN –

Lande med flest internt fordrevne pga. konflikt og vold ved udgangen af 2016

Syrien 6,3 mio. Sudan 3,3 mio. Colombia 7,2 mio.

Irak 3,0 mio.

Nigeria 2,0 mio. Yemen 2,0 mio. Dem. Rep. Congo 2,2 mio.

Sydsudan 1,9 mio.

Hjælp til hjemvendte kan bremse nye flygtningestrømme Stadig flere internt fordrevne vender hjem. Eksperter mener, mere hjælp til de hjemvendte kan være med til at forhindre nye flygtningestrømme. – AF ESKIL MEINHARDT HANSEN OG ANNE SKOVGAARD –

Mosul i Irak og Aleppo i Syrien er blandt de smadrede områder, folk i stigende grad vender hjem til. Siden nytår er 600.000 syrere vendt tilbage, heraf de fleste til Østaleppo, og størstedelen fra et andet sted i landet. Og samlet set steg antallet af mennesker, der vendte hjem til deres ødelagte hjemegn med 2,3 til 6,5 millioner mennesker fra 2015 til 2016. Generalsekretær Anders Ladekarl besøgte

i foråret Østaleppo og så, hvordan folk begyndte at vende hjem: “At folk vender tilbage for at genopbygge et liv bogstaveligt talt oveni ruindyngerne, siger noget om, hvor hård og udsigtsløs, tilværelsen har været som fordreven. Og hvor meget folk har ønsket at vende tilbage, hvis der blev fred i deres lokalområde igen. ” Ligesom i for eksempel Sydsudan har vi hjulpet de hjemvendte med adgang til rent

vand, mad, sundhedshjælp og ikke mindst med at skabe sig et nyt livsgrundlag. Det være sig hjælp til at åbne et tømrerværksted i Aleppo eller uddeling af fiskestænger og såsæd i Sydsudan, hvor en blanding af konflikt og klimaudfordringer har presset millioner ud i sult og flugt. Hjælp kan bremse nye strømme Professor ved antropologi ved Århus Universitet Lotte Meinert har med afsæt i internt

TEMA: FLYGTNING I EGET LAND fordrevne i Uganda forsket i, hvad det er for en hjælp folk ønsker, når de skal bygge til værelsen op igen: “Det er helt tydeligt, at mange fokuserer på at kunne brødføde sig selv igen og vende tilbage til et normalt liv så hurtigt som muligt. Mange har jo oplevet voldsomme ting og kan være traumatiserede, men de giver ofte udtryk for, at de – groft sagt – hellere vil have en hakke end adgang til psykologhjælp,” siger hun. Lotte Meinert er ikke i tvivl om, at massiv hjælp til internt fordrevne kan have den ekstra effekt, at færre søger tilflugt over grænserne. Det samme siger forsker i flygtningestrøm-

me Thomas Gammeltoft-Hansen. Han mener, det største fokus både politisk, medie- og hjælpemæssigt ligger på de flygtninge, der har krydset en grænse: “Det skyldes formentlig, at det er mere synligt og måske også, at der ikke er eet samlende organ, lige som FN, der fokuserer på de internt fordrevnes problemer. Men der er udpræget risiko for, at den, der er internt fordreven i dag, kan blive en ny flygtning i morgen. Så ønsker man overordnet at bremse flygtningestrømmene, giver det overordentlig god mening at satse på mere hjælp til dem, der er internt fordrevne.”

Bliv indsamler søndag den 1. oktober Dine tre timer som indsamler kan give mad til 28 børn i en måned

Sådan hjælper vi i nogle af brændpunkterne I Mosul, Irak har vi fra oktober 2016 til juli 2017 blandt andet:

Sørget for adgang til rent vand til 738.000 mennesker

Uddelt mad til 415.380 familier

Givet medicin, lægebehandling og psykosocial støtte til i alt 261.000 mennesker

fra januar til juli 2017 blandt andet:

I Sydsudan har vi fra januar til juni 2017 blandt andet:

Sørget for adgang til rent vand til 400.000 mennesker

Sørget for adgang til rent vand til 105.000 mennesker

I Aleppo, Syrien har vi

Uddelt mad og husholdningsudstyr til 173.750 familier

Støttet 8 sundhedsklinikker med medicin og uddelt 425 kørestole

Uddelt mad til 340.000 mennesker

Udelt såsæd, landbrugsredskaber og fiskestænger til 279.000 mennesker

PORTRÆT VIVI HEELSBERG

DEN FRYGTLØSE Vivi Heelsberg har aldrig været bange, når hun har rejst rundt til verdens krigszoner som sygeplejerske. Men det har været svært for hende at dele sin oplevelse med venner og familie hjemme i Holbæk. – AF ESKIL MEINHARDT HANSEN. FOTO: CAMILLA UTKE SCHIØLER –

Vivi Heelsberg tøver et øjeblik, før hun hopper den sidste halve meter ned fra helikopteren. “Gad vide, om de skyder mig, inden jeg rammer jorden,” tænker hun. I helikopteren er der to piloter og en jurist ud over Vivi, og de er landet i en lysning midt i Sierra Leones tætte jungle. En gruppe børnesoldater har slået ring om helikopteren. De er klædt i camouflagetøj og har bandanaer om hovedet. De er bevæbnet med kalshnikover og håndgranater. Vivis fødder rammer jorden, og børnenes geværer forbliver stille. “Det er den gang, jeg har været mest bekymret før en mission,” siger Vivi om den opgave, hun meldte sig frivilligt til: At flyve ind i junglen til oprørsgruppen bestående af unge drenge for at evakuere en lokal læge. Lægen var blevet alvorligt syg efter to års fangenskab, og nu ville børnesoldaterne have ham ud af deres lejr. Hvor blodet flyder Vivi er sygeplejerske og har været udsendt for Røde Kors 19 gange siden 1995. Når man lægger det hele sammen, har hun brugt mere end 11 år på missioner i udlandet. Hendes ture er gået til lande som Sudan og Sydsudan, Somalia, Palæstina, El Salvador og Sierra Leone – alle steder, som har været plaget af borgerkrig eller andre væbnede uroligheder.

Jeg besøger hende i hendes lejlighed, der minder mig om Karen Blixen Museet – fyldt med artefakter og kunsthåndværk fra det afrikanske kontinent. Vivi har altid været tiltrukket af den spænding, der følger med sygeplejegerningen. Da hun som teenager arbejdede på et plejehjem, var det lidt spændende at få lov at gå ind ad de døre, hvor der kun var adgang for personalet. Da hun blev færdig på sygeplejeskolen i 1972, blev hun ansat på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, men her nåede hun kun at være kort tid, inden hun rykkede videre til hospitalets skadestue. På skadestuen var hun godt tilpas, når hun skulle tage sig af de akutte skader, hvor blodet ofte flød. “Det er det, jeg kan. Det er det, jeg er uddannet til. Og man trives bedst, i det man kan,” siger Vivi. Vivi husker særligt de voldsomme trafikskader, der var flere af dengang, inden det blev almindeligt at køre med sikkerhedssele. Det blev en forsmag på, hvad Vivi skulle opleve meget mere af senere i sin karriere. Hun blev draget af verdens fjerne krige og konflikter, og i 1995 tog hun med Røde Kors til Sudan. Her skulle hun arbejde på et hospital kontrolleret af landets regering, der var i krig med oprørere fra den sydlige del af landet. Dengang var hun 45 år. Vivi skulle egentlig

være på det kirurgiske afsnit, men hun fandt hurtigt ud af, at hospitalets skadestue ikke fungerede særlig godt. Hun gik straks i gang med at få styr på, hvordan patienterne blev modtaget, så det var de personer, der havde størst behov for hjælp, som blev behandlet først, og ikke nødvendigvis de rigeste eller de mest voldelige patienter. Efter seks måneder gik turen hjem til Danmark og tilbage til skadestuen i Holbæk, men Vivi var blevet tændt på mere eventyr. “Det er ikke svært at rejse ud, men det kan være svært at komme hjem. Hjemme handler samtalerne om vejret og om tilbud i Netto. Det er forkert at kalde det tomhed, når man har både venner og familie, men det er bare så intenst at arbejde i et krigsområde”, siger Vivi, der er skilt og har to voksne sønner. Vivis makabre fotoalbum Vivi kan godt føle sig fanget mellem forventningen om, at hun burde være glad for at komme hjem, og så den del af hende, der savner stederne og de mennesker, hun kender fra sine missioner. Den del, der længes efter at rejse ud. Og Vivi fik muligheden for at komme af sted igen allerede året efter sin første tur til Sudan. Hun blev udstationeret på nogle sundhedsklinikker langt ude i junglen i Sierra

PORTRÆT VIVI HEELSBERG

“Det er det, jeg kan. Det er det, jeg er uddannet til. Og man trives bedst, i det man kan.” Leone, hvor livet gik sin stille gang. Men en dag skete der noget: Regntiden holdt op, og borgerkrigens frontlinjer rykkede bogstavelig talt ind i nabohuset. En regeringsmilits flyttede ind og gjorde det til sin base. “Da de begyndte at slås, så kunne jeg gøre mig nyttig. Der var mange sårede patienter, og jeg kunne bruge min viden og erfaring fra skadestuen,” siger Vivi, der pludselig fik travlt med at hjælpe på det nærmeste hospital. Vivi viser mig et fotoalbum med billeder fra Sierra Leone. På det ene er der en mand, der ligger på en briks. Hans arm er amputeret lige over albuen og ligner mest af alt ét stort kødsår. Han nåede ikke at kaste sin håndgranat, før den sprang i hånden på ham. På et andet billede ses en tarm med huller i. Den tilhører en 13-årig dreng, der blev ramt af et maskingevær, fortæller Vivi. Det ligner et af de billeder, der er på cigaretpakker, og som skal vække så tilpas meget afsky, at man holder sig fra dem. Jeg kan ikke se, om tarmen stadig sidder fast på sin ejermand, men jeg skynder mig at bladre videre uden at spørge for meget. De næste billeder er mere rare at kigge på. De er fra en fest, hvor Vivi og hendes internationale kolleger har fundet tid til at hygge sig og drikke en øl. Vivi græd hele vejen hjem i flyet fra Sierra Leone. Ikke fordi hun havde været ked af at være der, men fordi hun var ked af at skulle hjem. Det var tanken om alle de mennesker, som hun måske aldrig skulle se igen. Beviste sit værd Vivi har også et billede af sin bamse. Den fik hun i afskedsgave, da hun rejste til Sudan for første gang. Bamsen fulgte hende i ti år, og den gav ro, når krigen rasede i nærheden. Nu er bamsen pensioneret i Sydsudan og erstattet af en flodhest, som hun købte i et storcenter i Jerusalem.

Turene til Sudan og Sierra Leone blev begyndelsen på en lang karriere som udsendt sygeplejerske for Røde Kors. I 2010 tog Vivi til Gaza, hvor hun skulle være i 12 måneder. Der havde netop været uroligheder, og det var Røde Kors’ overbevisning, at man burde kunne redde mange flere menneskeliv på skadestuerne i Gaza, end det var tilfældet. Derfor blev Vivi hentet ind til at undervise de lokale sygeplejersker. Det gik hurtigt op for Vivi, at det ikke var undervisning, de manglede. Gazas største skadestue var nemlig et stort kaos uden ret megen form for organisering. “Der rendte et mylder af mennesker rundt derinde. Hvis de unge mennesker kedede sig om aftenen, så gik de ind på skadestuen med deres våben eller kørte på knallert indenfor. Pårørende til de sårede gik bare hen og tog fysisk fat i en læge for at få ham til at tilse deres kammerat. Også selvom lægen var i gang med at behandle en anden patient,” siger Vivi. Vivi ville have lukket skadestuen af for pårørende, og så ville hun sætte sygeplejerskerne i front, så de kunne tage imod patienterne og vurdere deres tilstand. Det ville give lægerne tid og plads til at gøre deres arbejde. Først oplevede Vivi ikke meget opbakning til sit projekt. Som sygeplejerske og kvinde var hun langt nede i hierarkiet blandt lægerne og de lokale ledere. Men Vivi var vedholdende og dygtig til sit arbejde. Da hun rejste fra Gaza, havde de lokale skiftet syn på hende. Allerede året efter ønskede de lokale ledere at få Vivi tilbage til Gaza for at indføre samme system på flere skadestuer. “Man skal have sin faglighed i orden. Det betyder utrolig meget i sådan en forhandlingssituation, at de kan se, at jeg er vant til at arbejde med patienter”, siger Vivi. Vivi blev pensioneret fra Holbæk Sygehus i 2014, og siden da har hun kun været

på kortere missioner for Røde Kors. Hendes seneste mission var to måneder i El Salvador i foråret 2017. Kollegerne udfylder tomrummet Når hun er hjemme, bruger hun blandt andet tid på at ses med de andre Røde Kors-delegater, som hun kender fra rundt omkring i verden. Vivi sidder i bestyrelsen for delegatforeningen i Danmark, som mødes fire gange om året for at få et fagligt oplæg, men også bare for at snakke. Og det er nødvendigt for Vivi at tale sine oplevelser igennem med ligesindede. “Da jeg skulle på mission for første gang, var der gaver og stort ståhej. Nu opdager mine venner dårligt, at jeg har været væk. Livet herhjemme går videre, og det skal det også,” siger Vivi. I delegatforeningen forstår de hende, og de lytter. De kan tale med om den oplevelse at stå over for en 13-årig dreng, der stikker sit maskingevær helt op i hovedet på én. De kan tåle at se billederne af blodige armstumper og gennemhullede organer. Og de kan huske den helt særlige stemning, der kan opstå, når man sidder dybt inde i junglen og nyder en lunken øl, inden man næste morgen skal ud i krigszonen igen.

VIVI HEELSBERG PEDERSEN • Født i 1950 • Er pensionist og har tidligere arbejdet som sygeplejerske på Holbæk Sygehus • Har været udsendt for Røde Kors 19 gange og har alle gange haft sit tøjdyr med sig • Modtager af Florence Nightingalemedaljen • Har to voksne sønner • Er frivillig i oplevelsescentret Andelslandsbyen Nyvang

GIV 3 TIMER SÅ VI KAN REDDE LIV

Bliv indsamler søndag den 1. oktober Ring 7010 0000 eller gå ind på rødekors.dk

UD OG HJEM

Jan Erik gav nigerianere et livsgrundlag Jan Erik Krøyers team lagde planer for akut og langsigtet fødevarehjælp til 65 landsbyer – AF ANNE SKOVGAARD –

UDREJST Pakistan Shakar Arbab – programdelegat Libanon Thomas Ingemann Pedersen – specialist i infektionssygdomme Sudan Sanja Pupacic – Psykosocial delegat Tunesien Annette Louise Tvede – flyveleder Grækenland Tina Agerbak – operationschef

HJEMVENDT Grækenland Jesper Bjørnbæk Nielsen – medicinsk logistik delegat

FOTO: PRIVAT

Irak Pablo Holm-Nielsen – distribution af kontanter Malaysia Pernille Hvitnov – HR udviklingsdelegat

En ulykkelig cocktail af efterdønningerne af den islamiske oprørsbevægelse Boko Harams hærgen og en forventet hungersnød gjorde, at Jan Erik Krøyer blev udsendt til det nordøstlige Nigeria i forsommeren. Som leder af et internationalt Røde KorsFACT-team stod han i spidsen for vurdering og planlægning af akut og langsigtet hjælp til befolkningen i staten Adamawa. Boko Haram havde hærget i området af i 2014 og drevet folk på flugt, og samme år bortførte bevægelsen de meget omtalte skolepiger i regionen. Folk vendte efterfølgende tilbage til deres landsbyer, men mange havde mistet deres opsparing. Ikke som penge i banken, men i form af majsafgrøder, som man havde på lager og som handelsvare løbende skulle have været omsat til penge. “Sammenholdt med FN's forudsigelser om sultkatastrofe var der udsigt til, at en stor

gruppe mennesker ville komme ind i en negativ spiral, hvor de ikke ville kunne brødføde sig selv. Det lagde vi en plan for at imødegå,” fortæller Jan Erik Krøyer. Vurderingen blev, at der skulle uddeles penge til køb af såsæd, gødning og værktøj til 160.000 mennesker i 65 landsbyer. “Målet var og er, at 5.000 familier skal fordoble deres markafgrøder, primært majs. Dertil kommer, at 1.500 familier får fødevarehjælp de kommende måneder,” fortæller Jan Erik Krøyer. Han lægger vægt på, at planen også sigter bredt mod at gøre de 65 landsbyer modstandsdygtige: “Der bliver løbende opbygget og uddannet lokale komiteer, som bliver trænet i f.eks. førstehjælp, hygiejne og byggefærdigheder. Det er alle vigtige kompetencer i et så uroplaget område,” slutter Jan Erik Krøyer. Indsatsen i Adamawa vil i øvrigt blive “kopieret” til naboområdet senere på året.

Madagaskar Jordane Hesse – distribution af kontanter Liberia Julita Manyere – finansdelegat Syrien Carole Daudelin – psykosocial delegat Zimbabwe Stefan Islandi – katastrofechef for Afrikas Horn og Sydafrika Kenya Jørgen Venø – operationssygeplejerske Grønland Dennis Kjeldsen – nødhjælpsdelegat Birthe Solevad – psykosocial delegat

FOTOREPORTAGE

Peter, Aqqa Erik, Kunuk og Inunnguaq deltog med lige dele drømme og udfordringer, da Ungdommens Røde Kors i samarbejde med Røde Kors i Grønland testede metoden SPRINT i Nuuk. Metoden skal motivere unge til at få og handle på idéer, som kan forbedre deres og andre unges fremtid. – FOTO: ANDERS BERTHELSEN. TEKST: ANNE SPLITTORFF –

ET HOP UD I

FREMTIDEN

FOTOREPORTAGE

Første fase i SPRINT handler om få de unge til at identificere udfordringerne i deres lokalområde. Her er det en flok unge og undervisere fra produktionsskolen Piorsaavik i Nuuk, der er i gang med en brainstorm, hvor alle skriver deres tanker ned.

Et SPRINT skal være sjovt at deltage i, og der bruges meget tid på opvarmningsøvelser. Her fortæller Inunnguaq en detalje om sig selv, fx “Jeg elsker pizza.” Alle dem, der er enige, skal rejse sig op, og så skal Inunnquaq forsøge at snuppe sig en plads.

Kunuk er 21 år. Han har nogle barske livserfaringer med sig i bagagen, som bl.a. tæller et tungt hashmisbrug, som han forsøger at lægge på hylden. Han drømmer om et Nuuk, hvor det er mere trygt at færdes som ung. En af hans idéer var flere arrangementer for unge i den smukke natur, som omgiver byen.

Tillid er afgørende i et SPRINT, og de unge skal igennem øvelser, som handler om at styrke fællesskabet i gruppen. For det er kun, når alle bidrager, at projektet bliver til noget. Her venter hele flokken på, at Kunuk kommer stormende imod dem. De må første slippe taget i hinanden, lige før han rammer deres arme.

MERE OM SPRINT • SPRINT er inspireret af en udviklingsmetode fra teknologiens verden, hvor navnet refererer til, at man hurtigt går fra idé til handling og tester sine potentielle løsninger i praksis. • Ungdommens Røde Kors har skræddersyet iværksætterforløbet SPRINT til unge. Målet er at give deltagerne redskaber og selvtillid til at påvirke deres lokalområde på en positiv måde. I forløbet fokuseres på i tre faser at identificere lokale problemer, løsninger og handlinger. • Ungdommens Røde Kors har lavet SPRINT-forløb for over 700 børn og unge på tværs af hele Danmark – og nu også i Grønland.

NY PRÆSIDENT FOR RØDE KORS I DANMARK

Der er mere end nogensinde brug for Røde Kors Det er en erfaren problemknuser og leder, der er sat i spidsen for Røde Kors: 69-årige Sven Bak-Jensen er ny præsident efter Hanna Line Jakobsen. – AF BRIAN PABST. FOTO: JACOB NIELSEN –

Der er noget drenget beskedent over Sven Bak-Jensen, som han sidder i korte skjorteærmer og fortæller om Røde Kors og hvilke udfordringer, han ser for organisationen de kommende år. Han har netop sat sig i stolen som præsident efter Hanna Line Jakobsen, der efter tre år i spidsen for Røde Kors har fået job som udviklingsdirektør i FN’s danske afdeling af børneorganisation UNICEF. Sven Bak-Jensen er ydmyg overfor posten, som han overtager efter tre år som vicepræsident. Men folk tæt på ham siger også, at det er hans stil; at være beskeden, at lytte og tale afdæmpet. Men tag ikke fejl. Med den 69-årige tidligere formand for Røde Kors’ lokalafdeling i Hørsholm – og siden 2013 medlem af Hovedbestyrelsen – har Røde Kors fået en erfaren chef. Som ledelseskonsulent med eget firma har han professionelt undervist andre i at lede. Og som problemknuser har han gennem årene siddet for bordenden i firmaer, der skrantede og skulle på ret køl. Hvad er din vision for Røde Kors? “Visioner er altid nemme at udtale sig om og sværere at udføre i praksis. Men det er netop det, som er så unikt ved Røde Kors – vi er med vores 33.000 frivillige og 208 lokalafde-

linger i Danmark virkelig massivt til stede. Når vi kigger fremad, ser vi både i Danmark og i ude i verden stigende behov. Herhjemme ser vi stadigt flere ensomme, flere sårbare børnefamilier, flere psykisk syge og flere flygtninge med behov for hjælp til at lære det danske samfund at kende. Så skal vi selvfølgelig stille os selv spørgsmålet: “Hvad er det vi kan? Og hvad er det, vi gerne vil som organisation fremover?”. Og det, Røde Kors kan og vil, er at møde de stigende behov og hjælpe mennesker, som er sårbare og har brug for støtte. Og det gælder ude i verden, hvor mennesker risikerer at miste livet i konflikter og naturkatastrofer. Det vil jeg gerne som præsident være med til at sikre, at vi som organisation også er gearet til i fremtiden.” Skal Røde Kors gå mere aktivt ind i at være med til at bygge samfund op ude i verden? Det gør vi allerede, og det skal vi bestemt blive ved med. En måde at hjælpe på er netop, at folk ikke får behov for at flygte fra elendighed. Der er jo ikke noget at gøre, hvis en befolkning udsættes for oversvømmelse eller fanges midt i en krig, så må de jo nødvendigvis et andet sted hen. Men der er mange steder, hvor det er muligt at skabe

nogle levebetingelser, som trods alt er så gode, at folk hellere vil blive hjemme end at migrere med de farer, man så udsætter sig for. Vi støtter for eksempel sundhedsklinikker i Syrien og Irak og bekæmper kolera i Yemen. Men rigtig mange mennesker er alligevel nødsaget til at flygte. Og der kan Røde Kors både støtte folk undervejs på flugten, og vi kan hjælpe med at tage anstændigt imod folk her i Danmark igennem vores asylarbejde. Og så kan vi hjælpe flygtninge til at skabe sociale netværk og være døråbnere til det danske samfund gennem vores forskellige aktiviteter som for eksempel netværksfamilier, ferielejre, lektiehjælp og cykeltræning.” Arbejde med nødhjælp ude i verden er en del af Røde Kors’ DNA. Men det er også blevet farligere med overfald og drab. Er respekten for Røde Kors i konfliktzoner blevet mindre? “På det seneste har vi set en brutalitet fra de krigende parter; en brutalitet som bliver værre. Men Røde Kors skal være der, selv om det er risikabelt. Vi har jo eksperter, der ved, hvordan man skal agere i konflikter som nødhjælpsorganisation. Jeg synes, det er flot, at vi kan gå ind i Syrien, i Sydsudan – steder, hvor det er virkelig vanskeligt. Jeg har enorm

respekt for de mennesker, der hver dag sætter deres liv på spil for at hjælpe folk i nød. Og vi skal passe rigtig godt på vores frivillige og vores ansatte rundt om i verdens brændpunkter og blive ved med at presse på for, at krigens regler bliver overholdt. Men jeg er rigtig stolt over, at vi på trods af store forhindringer kan komme ud med nødhjælp; det er svært, og det tager tid – men vi gør det.” Du ynder at sige, at Røde Kors står på to lige lange ben, hvor indsatsen er ligeligt fordelt: Det nationale og det internationale arbejde. Hvordan vil fordelingen være de næste år? “Begge ben er vigtige, for vi er et land, der har ressourcerne til at hjælpe andre steder. Derfor har vi også en forpligtelse som donorland. Vi er en del af det internationale fællesskab; det er helt afgørende. Alle er vi jo stolte, når vores generalsekretær Anders Ladekarl står i et brændpunkt ude i verden og fortæller, at her hjælper vi. Men der er

også behov for, at vi kommunikerer stærkere om, hvad der sker lokalt herhjemme. Vi skal ikke være bange for at gå ud med skarpe meldinger, hvis der er grupper, der bliver behandlet skidt, som vi for eksempelvis så det med teltbyerne til flygtningene. Så længe vi holder fast i vores humanitære udgangspunkt og holder os fri af det partipolitiske. På den måde er der brug for Røde Kors herhjemme og ude i verden; mere end nogensinde.” Hvordan opfatter danskerne efter din mening Røde Kors? “De danskere, jeg møder, siger: “Det er sørme flot, det I gør.” Måske kender de os mest fra fjernsynet og katastroferne ude i verden og den indsats, vi gør der. Andre kender os fra det lokale arbejde; fra genbrugsbutikken eller fra de sociale aktiviteter. Men helt generelt, så oplever jeg, at der er respekt for det arbejde, vi udfører.”

OM SVEN BAK-JENSEN • Født 1947 • Uddannet cand. merc. • Har arbejdet som planlægnings konsulent, afdelingsleder og projektchef i Magasin • Fra 1978 selvstændig konsulent med speciale i strategi, ledelse og ledelsesrådgivning • Formand for Røde Kors Hørsholm 2011-2014 • Medlem af Røde Kors hovedbestyrelse fra 2013 • Vicepræsident for Røde Kors fra 2014, præsident fra august 2017 • Medlem af Governing Board i Internationalt Røde Kors • Gift med Hanne, der er pensioneret tandlæge • Har to sønner, en datter samt otte børnebørn • Interesserer sig for blandt andet for klassisk musik, færøsk billedkunst, natur, golf og vinterbadning

MENTORENS DAGBOG

VSEN TV2 NY FOTO OLE SKO

HEDERNE

1. august 2017

gange,. Efter et hurtigt bad spiser jeg en skål yoghurt med müsli og blåbær. Tom har læst et sted, at man koncentrerer sig 11 procent bedre, hvis man dagligt spiser blåbær. Jeg ved, at Tom har haft ondt i ryggen de sidste par uger, og derfor ikke har været af sted i den virksomhedspraktik, han er i. Det er i en virksomhed, der sælger altaner, og jeg har som mentor bistået ham ved en samtale på praktikstedet.

STØTTE TIL LØSLADTE 33-årige Anja Warming, der er socialrådgiverstuderende, er frivillig mentor i projektet Primus Motor, som hjælper løsladte i gang med deres liv efter afsoning. Siden marts har hun sammen med 30-årige Eva Bruun, der er færdiguddannet som socialrådgiver, været mentor for Tom, der i ni måneder har afsonet i Møgelkær statsfængsel for indbrud. Tom har en stribe domme bag sig. De mødes næsten hver uge i Århus. Anja fortæller her om en dag, hvor de blev fulgt af TV2, som lavede et indslag om Primus Motor.

08.30

Efter utallige “snoozer”, er jeg klar til at stå op. Jeg har lidt sommerfugle i maven, dels er jeg spændt på at mødes med Eva og Tom, dels fordi vi skal have TV2 med. På grund af ferie har jeg ikke set Tom siden starten af juli, men vi har haft kontakt via SMS og telefon nogle

10.29

Jeg drøner igennem Aarhus for at hente Tom. Han står og venter på mig, komplimenterer min kulør og spørger til min ferie i Kroatien. Derefter fortæller han lidt om sin “nye dame,” ondt i ryggen, en tand han tror skal rodbehandles og en nylig overstået kikkertundersøgelse.

“Jeg er frivillig mentor for en løsladt, fordi jeg grundlæggende kan lide tanken om et samfund, hvor man rækker ud og hjælper, når man selv har tid og overskud. ” Han er lidt træt af, at hans ydelsessagsbehandler er gået på ferie, han vil gerne snart have svar på, om kommunen vil dække overslaget fra tandlægen. Vi samler Eva op og kører til det nye kulturhus Dokk1 , hvor tv-optagelserne skal finde sted.

11.00

Journalisten og kameramanden fra TV 2 kommer os i møde og hilser pænt. Vi får sat mikrofoner på tøjet og får af vide, at vi bare skal tale, som vi plejer. Vi begynder at gå rundt om Dokk1 for at nå om mod vandet. Vi runder en række emner med Tom, noget med et sundhedskort der var sendt forkert, Toms praktik og hans tand. Tom bliver interviewet om sin kriminalitet, og om hvad han får ud af at ses med os mentorer. Han svarer roligt og velovervejet på spørgsmålene og fortæller, at han har siddet inde for alt fra hærværk, indbrud til narko. Han nyder tiden med os og det frirum, vi giver ham. Han gider kort og godt ikke at være i fængsel mere.

11.47

Så er det Evas og min tur, og vi svarer efter bedste evne. Jeg ved, det vil blive klippet ned til noget ret kort, det er jo tv. Jeg er frivillig mentor for en løsladt, fordi jeg grundlæggende kan lide tanken om et samfund, hvor man rækker ud og hjælper, når man selv har tid og overskud. Tom er meget åben overfor mig og har fortalt både om sine kriminelle handlinger, men også om et liv med fester. Hans liv ligger meget langt fra mit, og jeg spekulerer tit på, når han fortæller, om han egentlig fortryder og hellere ville have haft en kernefamilie.

Samtidig tror jeg, løsladte let kan føle sig stemplede, og jeg tænker, de skal mødes med en tro på, at de kan være noget andet end at være kriminelle og kan fralægge sig vanen, hvis de skal godt videre i samfundet.

12.30

Efter frokost og interviewene går vi alle til Aarhus Minigolf og op på taget af Bruuns Galleri. Vi har spillet en gang tidligere, og jeg har bedt om revanche. Der er rigtig mange mennesker i dag måske på grund af solskinnet,. Vi finder en krog, hvor der ikke er fyldt. Her kan de filme, mens vi spiller og samtidig interviewe. Vi spiller heldigvis de første runder okay. Jeg er ret godt tilfreds, for jeg er i sandhed en klovn til minigolf. TV 2 filmer det sidste.

13.38

Vi falder alle tre omkuld på en bænk, da tv-holdet har forladt os. Vi sidder lidt og får skuldrene på plads og spiser så resten af vores bagels, mens vi drøfter de mange spørgsmål, og hvordan det mon vil tage sig ud i fjernsynet. Snakken løber lidt mere frit nu. Tom undrer sig over nogle indstillinger på Facebook, som vi drøfter, blandt andet det med at fortælle, at man er “i et forhold”. Vi tager sidste runde minigolf og tæller vores point sammen. Tom vinder, mens Eva og jeg deler andenpladsen. Der bliver taget et

billede af os på “sejrsskamlen.” I dag har været ren hygge og afslapning. Andre gange har Eva og jeg brugt vores tid med Tom med for eksempel følge ham til møder på kommunen eller forklare breve fra sygehuset. Det er meget forskelligt, hvordan man støtter som mentor.

14.24

Tom og jeg tager afsked med Eva og går ned for at hente bilen. I bilen hjem joker vi med, at jeg skal hjem og have en morfar. Tom bliver derefter lidt mere alvorlig og siger, at han helst ikke vil sove for meget om eftermiddagen, for så kan han ikke sove om natten. Han er nervøs for at komme til at vende om på nat og dag. Han prøver at holde en rutine med at gå i seng kl. 22:00, og vågner så som regel veludsovet klokken seks. Sådan kan han lide det. Jeg siger, han er sej.

18.30

Jeg har fået de første SMSbeskeder fra folk, der har set tv-indslaget. De synes, det er godt. Jeg sms-er lidt frem og tilbage med Tom, som også er ret godt tilfreds med dagen og med at have stået frem i tv. Han vil gerne fortælle en anden gang, hvis det bliver aktuelt. Jeg regner med, at jeg skal mødes med Tom og Eva i næste uge eller ugen efter. Vi skal lige have lavet en aftale. I aften står den på afslapning ved bålet i min lille have.

rødekors.dk/shop

Hold dig varm i efteråret Farverige designersokker Designer Mark Kenly Domino Tan har genskabt den klassiske H20-sportsstrømpe i en helt ny udgave, der kan pifte ethvert outfit op. Strømpen fås både i en kort og lang udgave, og er lavet i fin, tynd uld. Kr. 99,- low cut Kr. 149,- high cut

Stelton termokande Termokanden er skabt af Erik Magnussen i 1977 og er et af Steltons bedst sælgende designs gennem alle tider. Udover vippeproppen medfølger også et skruelåg, så kanden let kan transporteres med indhold. Kr. 449,95,-

Stelton termokrus Tag et lækkert termokrus med på farten og støt Røde Kors’ arbejde. Perfekt til både cykel, bil og barnevogn. Det elegante termokrus fra Stelton er i rustfrit stål og rummer 200 ml. kr. 149,-

tak for de 102.419 huer på hylden til oktober

for hver hue donerer vi 2 kr. til Røde Kors

I har gjort det igen, og det vil vi gerne sige tak for. Faktisk har I strikket en ny Danmarksrekord med i alt 102.419 indsendte huer til Den Store Strikkefest. Det er fuldstændigt imponerende, og vi kan ikke vente med at sætte de mange kreative og farverige huer på vores smoothies til oktober. Så endnu engang tusind tak fordi I strikkede med og har hjulpet os med at gøre Den Store Strikkefest større end nogensinde i Danmark. Vi kunne ikke have gjort det uden jer.

Find strikkeopskrifter og meget mere på www.denstorestrikkefest.dk

“Jeg har ikke ord for den fars lidelse” – JACOB HASLE NIELSEN FORTÆLLER TIL TROELS DONNERBORG. FOTO: PETER SØRENSEN –

Jeg er her egentlig for at holde styr på det administrative, lagerbeholdningen af medicin og så videre. Men de sidste dage har jeg måttet smide alt hvad jeg har i hænderne og hjælpe på skadestuen. Også i dag. Det vælter ind med sårede, og tilstrømningen har stået på i flere dage nu . De næste to-tre timer står lidt som i en tåge. Der kommer så mange, at vi ikke har hænder nok til at operere. Vi stabiliserer folk, og må sende dem videre for at blive opereret. Der kommer 80-100 sårede ind på hospitalet på tre timer, og mellem 20 og 30 døde. Vi er cirka ti læger og sygeplejersker til at tage os af dem. Vi arbejder næsten som maskiner. Der, hvor det bryder igennem panseret er, hvor en far kommer med sit døde barn i armene. Han beder om 22 ligposer, fordi hele hans familie er udraderet. Der må jeg gå om bag en væg og græde. Når man siger ja til at tage til Irak, ved man jo godt, at man vil komme ud til et krigshelvede. Og jeg har været udsendt flere gange med forsvaret. Men jeg har ikke forestillet mig det her. Det er de fleste tårer, jeg har grædt som voksen, og den største lidelse, jeg har set som voksen. Jeg har aldrig set så mange døde børn. Det er voldsomt at vide, at når folk kommer ind med deres døende barn i armene, er det det sidste barn, de har tilbage.

Vi har desperat brug for det hele – gaze, latexhandsker, alt er vi ved at løbe tør for. Samtidig bliver vi hele tiden meget konkret mindet om, at hospitalet kun ligger halvanden kilometer fra frontlinien. Fra mit vindue på hospitalet kan jeg se den minaret, der nu er sprængt i luften. En dag får vi at vide, at vi ikke må komme for tæt på vinduet, fordi en snigskytte har det i kikkerten. En anden dag finder vi en dametaske med to håndgranater på skadestuen. Vi er simpelthen nødt til at finde den sorte humor frem, så vi siger til hinanden: “Tænk at have købt to håndgranater – og så glemme dem på skadestuen. Det er da træls….” Sådan noget kan man nok kun sige, når man føler et stærkt, kollegialt sammenhold i en kritisk situation – og det sammenhold har vi haft. Det bliver de mest intense og krævende uger, jeg nogensinde har oplevet. Jeg trænger meget til at slappe af efter denne mission og blive ladet op igen. Men nu er jeg parat til at rejse ud igen og hjælpe et lignende sted.

Jeg bliver meget bevidst om, at jeg ikke kan forhindre det der sker, men at jeg måske kan lindre lidelsen en smule for de stakkels sårede mennesker. Så jeg tørrer tårerne væk, går i handlingsmode og bliver effektiv. Sammen med kollegerne laver jeg bjerge af sprøjter med antibiotika klar.

På Jacobs miss ion i Mosul sp rang han melle fra akutte oper m opgaverne ationer af snes – evis af sårede der var nok m til sikring af, at edicin klart på lageret.

FOTO: ICRC

Den ene dag bestiller jeg 200.000 stykker gaze. Jeg får en vantro mail tilbage, hvor de spørger, og jeg virkelig mener 200.000 stykker. Jeg gentager og skriver tallet i bogstaver – ja, det er altså det, jeg mener!

ET ØJEBLIK Sygeplejerske Jacob Hasle Nielsen var udsendt på hospitaler i Erbil og Mosul. Da kampene i Mosul tog til mellem de irakiske styrker og Islamisk Stat, endte han med at være mest på skadestuen på Mosul General Hospital og behandle patienter, som igennem en uge strømmede ind i hundredevis. Dette er historien om det øjeblik, hvor en far kom ind med sit døde barn i armene.

KORT NYT

Bliv udsendt for en dag

Sygeplejerske Lindy Lillelund modtog den ærefulde Florence Nightingale-medalje for sit virke i krigszoner i Afghanistan, Sydsudan, Somalia og Kenya. Nikoline Saarsgaard Klausen fra Læger Uden Grænser modtog også prisen, som Internationalt Røde Kors uddeler hvert andet år.

Millioner berørt af oversvømmelser 41 millioner børn og voksne er ramt af oversvømmelser i Nepal, Bangladesh og Indien. 1.200 mennesker har mistet livet og henmod en million huse er ødelagt. 1.800 frivillige hjælper med at sikre husly til de mennesker, der har mistet deres hjem, yde førstehjælp og uddeler tæpper, presenninger og anden basal nødhjælp.

FOTO: HØRSHOLM RØDE KORS

Fornem hæder til Lindy

Hvert år sender Røde Kors 200 specialister ud i verden på missioner i katastrofeområder og krigshærgede lande. En dag om året inviterer vi alle på Røde Kors mission for at give vores udsendte og alle de Røde Kors frivillige i verdens brændpunkter en hjælpende hånd. Missionen er at gå en indsamlingsrute på ca. tre timer den første søndag i oktober for at samle ind til hjælpearbejdet. Tag familien, hunden eller en god ven med og bliv en del af hjælpen og håbet for mennesker i nød. Sidste år samlede over 25.000 frivillige 19,4 mio. kr. ind til hjælpearbejdet. Vær med til at redde liv. Meld dig som indsamler på www. rødekors.dk/indsamler eller 70 10 00 00

FOTO: SUSAN HOFFMANN

Pipaluk Sølvstrøm og hendes to døtre Ane Anna på 7 år og Tanja på 5 år var blandt de 179, der blev evakueret til Ummannnaq, efter en flodbølge overskyllede Grønlands vestkyst midt i juni og tog 11 huse med sig. Røde Kors etablerede et servicecenter i Uummannaq, hvorfra Pipaluks familie og andre berørte fik hjælp i form af tøj, legetøj og madkuponer. Vi støttede også, med hjælp fra frivillige, familierne med forskellige aktiviteter for børn og unge i området. Dertil kommer hjælp til opbygning af en Røde Kors lokalafdeling i Uummannaq. Både enkeltpersoner, virksomheder og andre Røde Kors-selskaber samt Kongehuset gav donationer til hjælpearbejdet.

Integration i fiskehallen Asylsøgeren Jeyarasa Nagalingam kom lynhurtigt i praktik i Steffen Tvilings fiskehal i Nordhavn i København, da han fik opholdstilladelse og skulle flytte til en kommune. En hurtig kompentenceafklaring af hans fiskerierfaringer gennem projektet HEADSTART hjalp Jeyarasa på vej. Røde Kors, ISS og fagforeningen 3F arbejder sammen om HEADSTART, som har sikret 12 asylansøgere en praktikplads.

FOTO: DENNIS KJELDSEN

Støtte efter flodbølgen i Grønland

Hjælp mod voldsomt koleraudbrud i Yemen Fra festivalpant til hjælpearbejde

To års borgerkrig i Yemen har presset det fattige samfund ud på den yderste kant, også sundhedsmæssigt. Manglen på adgang til rent vand, ødelagte sanitetsforhold og dårlig hygiejne blandt mennesker på flugt har sat gang i et voldsomt koleraudbrud.

Voldsomt mudderskred i Sierra Leone Knapt 500 meldes dræbt og 1.600 familier gjort hjemløse, da enorme regnmasser satte gang i et voldsomt mudderskred i Sierra Leones hovedstad Freetown. Vi har hjulpet de berørte med blandt andet husly, hygiejneartikler , vand og psykosocial støtte.

FOTO: ICRC

Årets festivalsæson gav kontant bonus til hjælpearbejdet. Over 170 frivillige indsamlede pant på Northside i Aarhus, Tinderbox i Odense og Roskilde Festival. I Aarhus og Odense blev der samlet næsten 250.000 kroner i pant, mens tallet fra Roskilde ikke er opgjort endnu.

Først i september var dødstallet oppe på 2047, mens 612.000 var smittede med den meget smitsomme mave-tarm sygdom, hvor bakterier spredes via forurenet vand og fødevarer. Vi har en omfattende indsats i gang i Yemen for at inddæmme smitten. Vi støtter 19 hospitaler og har blandt andet uddelt 1,5 millioner klorintabletter samt undervist en en halv million yemenitter i, hvordan de skal undgå kolerajsmitten.

HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO!

Må vi kontakte dig på e-mail? Det kan betyde besparelser på porto og tryk, hvis vi af og til kan bruge en e-mail i stedet for et brev. Og på den måde er du med til at sikre, at din støtte gør mest mulig nytte, der hvor behovet er størst. Send os en e-mail med navn og adresse (og dit Røde Kors-nummer, hvis du kender det) til kontaktmail@rodekors.dk. På forhånd tak for din hjælp til at få dine bidrag til at række så langt som muligt.

FOTO: POUL MADSEN

Længe leve livet Nogle beslutninger rækker meget længere, end du selv når at se. Betænk Røde Kors i dit testamente, og hjælp mennesker i nød til et godt liv. Få mere at vide om dine muligheder: rødekors.dk/arv

Overførsel fra kontonummer

Indbetaler

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Kroner

Øre

GIRO INDBETALING

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 08-17 – PNS 485-28699

Øre

+7313233<

Sådan kan du støtte: brug girokortet, gå ind på rødekors.dk, eller sms NØD til 1999, og støt med 100 kroner (+ sms-takst)

ØRN HJÆLP B IG. I KR FANGET KORO BRUG GIR G. TET I DA

Lige nu er flere end 295.000 børn fanget i Syriens krigszoner og belejrede byer. 7.000 Røde Korsfrivillige er til stede med vand, mad, livsnødvendig medicin og lægehjælp.