Frivillige styrker integrationen by Røde Kors

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 2 / 2 0 1 6

NU KAN JEG SELV

Hver dag hjælper tusindvis af frivillige med at give flygtninge en god start i Danmark og falde til i deres nye lokalsamfund.

PETER MYGIND FORTÆLLER ... OG GRINER!

drengen der ikke kunne grine Bog + cd 129,50 kr. Køb den her: hygmyg.dk

Fra 4 til 10 år Med CD fortalt og sunget af Peter Mygind

Drengen der ikke kunne grine er den første bog, jeg udgiver på mit eget og nye forlag HYGMYG. Jeg elsker at fortælle historier og har skrevet mange af dem ned. Nu er den første blevet til en bog, og jeg håber, at I bliver glade for at læse den. Jeg har skrevet en historie om drengen Mads, som føler sig forkert. Alt for mange børn går rundt og har den følelse. Jeg håber, at min lille historie kan inspirere børn og unge til at få mod til at acceptere og elske sig selv.

I bogen er der også en CD, hvor jeg fortæller historien og synger en sang om at grine. Frida Luna og jeg mødte hinanden for 7 år siden, da vi skulle lave optagelserne til vores første Min søsters børn film, hvor hun spiller Pusle. Siden har vi både været venner og lavet 3 film sammen. Jeg er super glad for, at hun nu har sagt ja til at gøre min historie mere levende med sine skønne tegninger.

INDHOLD 4 TEMA: Frivillige styrker integrationen 2 Altid til stede: Et målebånd i kampen mod sult

Portræt: Fatima Gailani kæmper for ligestilling i Afghanistan

Ud og hjem: Rikke åbnede sundhedsklinik i Sydsudan

Fotoserie: Nu kan 11-årige Sagar igen gå i skole

Dagbog: En aften i sundheds klinikken med lægen Uffe

Støt os ved at købe vores varer

Et øjeblik: Mortine ville ikke dø alligevel

Kort nyt

FRIVILLIGE SKABER GOD INTEGRATION ”Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe.” Det udtryk har Regine netop lært af Eva. Regine er flygtning fra DR Congo og har boet 14 år i en flygtningelejr, før hun kom til Sønderborg. Her mødte hun Eva, som er frivillig i Røde Kors. Eva og de andre frivillige har brugt mange timer på at lære Regine det finurlige danske sprog. I dag taler hun så godt dansk, at hun har fået et job. Vores frivillige kan noget helt særligt, når det kommer til at skabe god integration. De lærer flygtninge at tale det hverdagsdansk, vi alle sammen taler med hinanden, de kigger på jobansøgninger, viser rundt i det nye lokalsamfund og hjælper med at opbygge nye netværk. Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Julie Lorenzen (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Mathilde Bech. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 10. juni 2016.

De har tiden og nærværet til at hjælpe vores nye medborgere godt i gang med deres nye liv i Danmark. Og de frivillige har ingen myndighed over for flygtningen. I en tid, hvor Danmark modtager flere flygtninge end i mange, mange år, er der i den grad brug for frivillige som Eva. Jeg er stolt af dem!

Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

TEMA: EN GOD START I DANMARK

TEMA Frivillige er i høj grad med til at styrke integrationen herhjemme. Det fortæller både flygtningene selv og kommunerne i to undersøgelser. Vores frivillige introducerer flygtninge til dansk kultur og hjælper især med at forbedre det danske sprog. Det giver større selvtillid, og hjælper flygtninge med at starte på en uddannelse eller få et arbejde.

VEJEN TIL ET JOB I tre et halvt år har Regine Mukakimenyi gået til sprogtræning hos Røde Kors i Sønderborg. Da hun startede, kunne hun hverken tale, skrive eller forstå dansk. Nu har hun både uddannelse og job. Og er klar til at give noget tilbage. – AF STINE OKSBJERG. FOTO: MATHILDE BECH –

5 5

TEMA: EN GOD START I DANMARK

Regine terper dansk sammen med sin mand Olivier, mens børnene Olivia og Honore lytter med.

Familien Mukakimenyis to yngste børn, femårige Olivia og Honore på otte år, er lige blevet hentet fra skole og sidder i sofaen i lejligheden i Sønderborg og ser børne- og dyreprogrammer med dansk tale i fjernsynet. Imens sidder deres mor 33-årige Regine Mukakimenyi ved spisebordet og læser lektier sammen med sin mand, 39-årige Olivier. 'Videre mod dansk – trin for trin' står der på forsiden af en af bøgerne, de læser højt fra. ”Hvad siger du, når du er færdig med at spise?” læser Regine højt og kigger på sin mand. ”Tak for mad,” svarer Olivier med fokus på en tydelig udtale, inden han sænker hovedet og læser videre. Bogen bruges på kommunens sprogskole,

hvor Olivier går tre dage om ugen. Regine afsluttede sprogskolen for et par år siden og kan nu hjælpe sin mand med lektierne. Udover sprogskolen kommer parret fast i Røde Kors’ lektiecafe i Sønderborg, hvor de får ekstra sprogtræning og hjælp med lektierne. Regine startede i lektiecafeen for tre et halvt år siden, og det har haft afgørende betydning for hende og familiens liv i Danmark. ”Jeg ville nok ikke have fået uddannelse og arbejde, hvis jeg ikke var begyndt i lektiecafeen. Det havde i hvert fald været meget svært, for du er nødt til at kunne tale, skrive og forstå dansk, og det kunne jeg ikke dengang,” siger Regine, der i dag har en 30-timers kontrakt som afløser på

1996 Regine flygtede fra DR Congo til Rwanda som 13-årig. Regine sad i en flygtningelejr i Rwanda i 14 år.

Plejehjemmet Dalsmark og er den primære forsørger i familien. Fra flygtningelejr til lektiecafe Regine kom til Danmark for seks år siden. Hun er oprindelig fra DR Congo, men måtte flygte til Rwanda som 13-årig, da hendes familie blev dræbt på grund af krig i hjemlandet. Hun tilbragte 14 år i en flygtningelejr, inden hun kom til Sønderborg som kvoteflygtning. Lektiecafeen i Sønderborg åbnede for fire år siden, og Regine var blandt de første deltagere. Dengang var hun langt fra på hjemmebane i det danske sprog. Hun følte ikke, hun lærte nok hos kommunen, og derfor søgte hun ekstra hjælp hos de frivillige i lektiecafeen.

2010 Regine kom til Sønderborg i februar med sine fire børn og gravid med nummer fem.

2012 Regine begyndte i Røde Kors’ lektiecafe i Sønderborg i efteråret.

”De frivillige hjælper mig altid, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Og jeg glemmer aldrig det, jeg lærer her, fordi de altid giver mig en rigtig god forklaring,” forklarer hun og tilføjer: ”Jeg har lært at tale, skrive og forstå rigtig dansk i lektiecafeen.” Med de frivilliges hjælp har Regine færdiggjort den kommunale sprogskole og et halvt års undervisning på VUC, inden hun senere begyndte uddannelsen som social- og sundhedshjælper i august 2014. Som en del af uddannelsen fik Regine en tyk bog på 600 sider fyldt med udtryk og ord, der var svære at forstå. Hun tog bogen med i lektiecafeen, hvor de frivillige hjalp med at forklare ord som ’tavshedspligt’ og ’sundhedsfremme’. ”De frivillige har hjulpet mig med lektierne på min uddannelse. De er meget tålmodige, og de respekterer mig, selvom jeg ikke altid forstår det med det samme. De får jo ikke penge for det, men de hjælper bare af deres gode hjerter,” siger hun. Regines mand har haft samme oplevelse. Olivier kom til Sønderborg et par år efter Regine, og til september har han været to år i Danmark. Han begyndte i lektiecafeen med det samme på opfordring fra Regine. ”De frivillige har hjulpet mig i gang med det danske sprog og fået mig mere ind i det danske samfund. Jeg er rigtig glad for at komme der. Lige nu hjælper de mig med at læse til eksamen,” forklarer Olivier, der er i praktik på et privat landbrug og vil søge ind på landbrugsskolen, når han har færdiggjort sine eksamener på sprogskolen til december. De frivillige står også klar til at hjælpe med praktiske ting som computerproblemer, kontakt til læge og at forstå breve fra banken. Og Regine og Olivier fortæller, at de også lærer en masse om dansk kultur ved at være sammen med de frivillige i lektiecafeen. De har blandt andet lært, at man flager på halvt på langfredag. Regine fortæller, at hun først troede,

2013 Regine afsluttede kommunens sprogskole i juni og læste videre et halvt år på VUC.

nogen var død. Men lige pludselig så hun rigtig mange flag på halv og spurgte så de frivillige i lektiecafeen, hvad det drejede sig om. Nye venskaber Midt i læsningen i hjemmet i Sønderborg ringer det pludselig på lejlighedens dørtelefon. Ind kommer Eva Sommer, der startede lektiecafeen i sin tid og er aktivitetsleder. Børnene skynder sig ud i entreen. De hopper næsten lydløst hen over gulvet, så Eva får et lille chok, da de begge giver hende et stort kram. Regine og Olivier giver også Eva et kram og byder hende indenfor i stuen. Bøgerne bliver lagt væk, og Eva og Regine sætter sig ved siden af hinanden i sofaen. Straks begynder de at grine sammen og udveksle historier. Eva fortæller, at hun tydeligt husker, da Regine begyndte i lektiecafeen, og hun er meget stolt af hendes udvikling. ”Regine var ret sky, og hun troede ikke på sig selv, da hun kom hos os i starten. Men hun har hele tiden været enormt lærevillig, og derfor har hun også lært rigtig meget. Og i dag er hun jo bare fuld af selvtillid,” siger hun og smiler til Regine.

FAMILIETRÆ Regine har fem børn. De to yngste har hun sammen med Olivier, og de tre ældste med en anden mand. Børnene: Chantal på 19 år bor i Odense og læser til social- og sundhedshjælper og vil læse videre til sygeplejerske. Grace á Dieu er 18 år og går på en efterskole i Kolding. Didier på 13, Honore på otte og Olivia på fem går i skole og bor stadig i lejligheden i Sønderborg. Regine mødte Olivier i flygtningelejren i Rwanda i 2004. Olivier blev ikke udvalgt som kvoteflygtning sammen med Regine, og han måtte vente i Rwanda, indtil de kunne få familie sammenføring i Danmark.

2014 Regine begyndte uddannelsen som social- og sundhedshjælper i august.

Regines mand, Olivier, kom til Sønderborg i september.

Regine ses ofte med Eva, som er frivillig i Røde Kors. Det er blandt andet takket være Eva, at Regine i dag taler godt dansk. Regine omtaler hende som sin mor, fordi Eva altid hjælper, hvis der er problemer.

Der ingen tvivl om, at Eva har fået et nært forhold til familien, så de ser også hinanden uden for lektiecafeen. ”Hun er vores mor,” siger Regine og læner sig tættere op ad Eva. ”Hvis vi har problemer, står hun altid klar til at hjælpe, og jeg kan altid ringe til hende.” Drømmer på dansk Regine har været færdiguddannet og arbejdet som afløser på Plejehjemmet Dalsmark i et halvt år. Hun er glad for sit arbejde og taknemmelig for, at hendes chef har taget imod en nyuddannet, så hun kan få mere erfaring. Og så er hun ikke mindst glad for at kunne forsørge sin familie og spare penge op til fremtiden.

Kontakten med beboerne i dagligdagen giver også god dansktræning, og Regine fortæller, at hun forstår det hele på sit arbejde. Selvom hun har fået arbejde, kommer hun stadig i lektiecafeen for at træne sit danske sprog. Det er især nye udtryk, der er svære at forstå. Ligesom billedsprog og metaforer også stadig kan være vanskelige. Forleden lærte Eva hende, hvad det betyder at sætte sit lys under en skæppe. Og sådan går det fremad med sproget hele tiden. Det danske sprog har dog sat sig så meget fast, at Regine er begyndt at drømme på dansk om natten. Og nogle gange glemmer hun de franske ord, som ellers er hendes modersmål, når hun ringer til sin kusine, der stadig befinder sig i flygtningelejren i Rwanda.

2015 Regine blev færdiguddannet i december.

”Så må jeg spørge Olivier, hvordan man siger det danske ord på fransk,” siger hun og griner. Klar til at hjælpe andre Når Regine drømmer, drømmer hun også om at bo i et hus med god plads til hele familien. Det behøver ikke være i Sønderborg by, men måske lidt ude på landet, hvor Olivier kan dyrke sin passion for landbrug og have plads til geder, kaniner og en køkkenhave. Regine er kommet langt i de seks år, hun har været i Danmark. Og hun er nu klar til at dele ud af sine erfaringer og hjælpe andre. ”Jeg har skrevet under på en frivilligkontrakt hos Røde Kors og skal selv begynde at hjælpe andre flygtninge og indvandrere med det danske sprog i lektiecafeen,” fortæller hun glad.

2016 Regine begyndte at arbejde som afløser på Dalsmark Plejehjem i december.

Regine har meldt sig som frivillig i Røde Kors i maj.

TEMA: EN GOD START I DANMARK

“De frivillige kan noget helt særligt, som myndighederne ikke kan i samme grad.” HANNA LINE JAKOBSEN, PRÆSIDENT, RØDE KORS

Frivillige forbedrer integrationen Det kan være svært for flygtninge at blive en del af den danske hverdag. Det er frivillige specialister i at hjælpe med, for de tilbyder en introduktion til hverdags-Danmark. – AF RIE DUUN OG STINE OKSBJERG –

Sidste år deltog 6.600 flygtninge som Regine Mukakimenyi i én af de integrationsaktiviteter, Røde Kors frivillige udbyder landet over. Og samspillet mellem flygtninge og frivillige rykker integrationen i en positiv retning, lyder det fra flygtninge, kommuner og eksperter. Spørger man flygtningene selv, er de ikke i tvivl om, at de frivilliges hjælp til samtaler, lektiehjælp, cykeltræning og kontakt til en dansk familie er noget, der hjælper både med at lære sproget og med at komme tættere på muligheden for at få job. Det fremgår af en ny evaluering af Røde Kors’ integrationsarbejde fra Oxford Research. Her svarer 77 % af de adspurgte flygtninge i Røde Kors’ sprogtræningstilbud, at de i høj grad kan klare sig bedre i Danmark efter kontakten med de frivillige.

2.300

Røde Kors-frivillige i 88 lokale afdelinger arbejder med integration

Mens kommunerne har pligt til at sørge for tag over hovedet til flygtninge, der har fået ophold samt hjælpe dem med job og uddannelse, har de svært ved at levere det ekstra, der skal til, for at tilværelsen fungerer for de mennesker, som kommer til Danmark – 25.000 nye borgere bliver det til i år – 17.000 flygtninge og 8.000 familiesammenførte ifølge skøn fra regeringen og Kommunernes Landsforening. Derfor siger ni ud af 10 kommuner i en ny undersøgelse af 62 kommuners samarbejde med frivillige om integrationsindsatsen, som analyseinstituttet LG Insight har udført for Røde Kors, at de er klar til at udbygge samarbejdet med de frivillige. Og det gør de klogt i, mener Birte Muhs, der er flygtningekoordinator i Kolding Kommune. ”De frivillige bidrager helt bestemt til integrationen. Røde Kors laver lektiecaféer og sprogcaféer, og vi har en gruppe unge, der laver fodboldturneringer. Jeg tror på, at det er i foreningslivet, man kan lære de mere uskrevne normer og regler. Og det er en god mulighed for flygtninge og indvandrere,” lyder hendes råd.

JOB OG UDDANNELSE RYKKER NÆRMERE Røde Kors’ frivillige bidrager til øget integration i samfundet, konkluderer Oxford Research i en ny evaluering af Røde Kors integrationsindsats 2014-2015. Flygtninge og frivillige fra 14 lokalafdelinger er blevet interviewet om deres deltagelse i Røde Kors’ integrationsaktiviteter. Derudover har 70 flygtninge deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om sprogtræning. 82 % af deltagerne i sprogtræning oplever, at de får bedre muligheder for at komme i arbejde eller uddannelse på grund af træningen. 94 % af flygtningene oplever, at de i høj grad eller nogen grad er blevet bedre til dansk på grund af sprogtræningen 77 % siger, at de i høj grad kan klare sig bedre i Danmark efter kontakten med de frivillige Kilde: Oxford Research, 2016

TEMA: EN GOD START I DANMARK

6.600

flygtninge og indvandrere får hjælp fra Røde Kors med integration

Frivillige gør noget særligt Røde Kors præsident Hanna Line Jakobsen præciserer, hvad det er, de frivillige kan. ”De frivillige kan noget helt særligt, som myndighederne ikke kan i samme grad. For det første har de mere tid til den enkelte, og de kan derfor finde frem til de helt konkrete udfordringer, hvor hjælp er nødvendig,” siger hun og tilføjer: ”For det andet åbner mødet med de frivillige op for at blive aktiv i lokalsamfundet. Det kan være gennem sport eller ved selv at blive frivillig. På kommunernes sprogskoler går man udelukkende sammen med andre nye danskere, men i aktiviteterne med de frivillige får man venner fra hele byen og mulighed for at lære at tale hverdagsdansk.”

Thomas P. Boje er professor på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i frivillighed og medborgerskab. Hans forskning bekræfter det billede: ”Civilsamfundet – de frivillige og foreningerne - kan skabe specielle kontakter og netværk og dermed skabe en forankring for flygtninge og indvandrere. Det kan det offentlige system jo ikke af mange grunde. Det offentlige kan give tryghed og bidrage til arbejde og bolig. Hvad de ikke kan bidrage til, er, at man får netværk og sociale kontakter og mulighed for at være sammen med andre.” Dyrt for samfundet at undvære den frivillige indsats De frivilliges arbejde kan være en reel aflastning for kommunerne. I undersøgelsen fra LG Insight svarer knapt tre ud af fire af de adspurgte kommuner, at de i høj grad eller i nogen grad skal bruge færre ressourcer på integration, fordi flygtningene hurtigere bliver integreret og klarer sig uden kommunens hjælp, når frivillige hjælper til. Det er dog ikke muligt at sætte kroner og

ører på, hvad kommunerne sparer ved den frivillige indsats. For kommunernes udgifter til integration kan reelt ikke gøres op, lyder det fra Kommunernes Landsforening. En del af kommunernes udgifter til integration er bestemt af lovgivning, og de dækkes af staten med ca. 2,5 mia. kr. i 2016. Professor Thomas P. Boje kalder det ’hasarderet’ at ville sætte pris på, hvad frivilliges arbejde er værd, men han er ikke i tvivl, om det ville blive dyrt uden: ”Man kan være sikker på, at hvis ikke civilsamfundets indsats er der, har vi en stor risiko for potentielle ghettoer og for, at der opstår grupper, som reelt står uden for samfundets almindelige normer,” siger han. ”Og uden civilsamfundets sociale netværk

1.500

Flygtninge matchede Røde Kors sidste år med en ven i lokalsamfundet

Sådan hjælper frivillige flygtninge Her ser du et lille udpluk af nogle af de forskellige aktiviteter, vores 2.300 integrationsfrivillige landet over laver sammen med flygtninge og indvandrere.

Lær at cykle

Hjælp til lektierne

Guiden til det første job

Cykling er vigtigt for at kunne komme rundt i hverdagen i Danmark og en vigtig del af kulturen.

Frivillige hjælper med lektierne til sprogundervisningen og træner dansk.

Karriereguider giver gode råd om det danske arbejdsmarked og kan hjælpe med kontakter.

Socialt samvær Ferielejre, udflugter og cafeer er en god måde at skabe nye netværk på i lokalsamfundet.

Få en dansk ven En frivillig ven kan hjælpe med at introducere til, hvordan danskerne gør og tænker.

ville flygtninge og indvandrere få sværere ved at få arbejde, ved at gennemføre uddannelse og ved at forstå, hvad der foregår i det danske samfund. Der vil være risiko for, at de tyr til illegale måder at klare sig på, ligesom det gælder for danskere, der bliver isoleret.”

Støjberg:

Vi skal turde prøve noget nyt

DET MENER KOMMUNERNE

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har et klart mål om at få færre mennesker til at søge asyl i Danmark. Men de flygtninge, som er her, skal vi tage godt imod.

87 % af kommunerne svarer, at de frivillige i høj eller nogen grad introducerer flygtninge til det danske samfund.

– AF RIE DUUN OG STINE OKSBJERG –

74 % svarer, at de frivillige bidrager til, at flygtninge lærer dansk.

Kilde: LG Insight ’Undersøgelse af kommunernes samarbejde med frivillige i integrationsindsatsen’, maj 2016. 62 kommuner har deltaget i undersøgelsen.

Værge for flygtningebørn En værge hjælper børn, der er flygtet alene, med at sikre barnets tarv socialt og over for myndighederne.

VIL DU VÆRE FRIVILLIG? Hvis du gerne vil være frivillig på integrationsområdet i Røde Kors, så gå ind på www.rodekors.dk/ bliv-frivillig og læs mere om de forskellige aktiviteter. Herefter kan du tilmelde dig lige netop den aktivitet, der passer bedst til dig.

FOTO: STEN BROGAARD

50 % svarer, at de frivillige bidrager til at få flygtninge i job eller uddannelse.

Hvordan vil du være med til at sikre flygtninge i Danmark en god integration? Så snart man får asyl og besked om, hvor man skal bo, er det vigtigt hurtigt at komme i kontakt med sin kommune og høre om mulighederne. Det er jo lige der, man er ekstremt motiveret for at blive en del af det samfund, man skal ud i. Der har kommunerne en central forpligtelse til at tage sig af de nye borgere, der kommer. Omvendt synes jeg jo heller ikke, at det offentlige har en forpligtelse til at gøre alt. Jeg tror, mange danskere gerne vil hjælpe, og der kan vi godt være mere åbne. Vi skal ikke stille formelle krav til foreninger og komme med blanketter og kontrol. Og vi skal lade være med at lægge hindringer i vejen og i stedet opmuntre, at folk prøver at hjælpe andre på eget initiativ. Hvad mener du, frivillige kan bidrage med? Jeg er jo helt vild med tanken om Venner Viser Vej – altså, at alle flygtninge får en dansk ven (Nyt Røde Kors-drevet integrationsprojekt red.). Det er jo en fantastisk mulighed for at få en indføring i det danske samfund. Vi har nok alle sammen prøvet, når vi har været i udlandet, hvordan helt basale ting kan virke uoverstigelige og aparte. Og læg

så til, at man er flygtet og har mange andre problemer – så har man brug for en ven, der kan vise vej og hjælpe. Det er bare ikke noget, det offentlige system kan eller skal påtage sig. Vi må turde kaste os ud i nye måder at gøre tingene på. Vi skal stå med åbne arme over for alt det ekstra, som folk kan gøre frivilligt. Det er virkelig en tankegang, jeg bakker meget op om. Er der noget, vi har tradition for her i landet, så er det jo et aktivt foreningsliv. Det er dansk hjerteblod, der ligger ude i foreningerne, og både job, uddannelse og foreningsliv er vigtige brikker i den gode integration. Hvad synes du, flygtningene selv kan gøre? Fra flygtningenes side kræver det både vilje og lyst at komme igennem integrationen. Vi ser bare for tit, at den vilje og lyst er forsvundet undervejs i processen. Vi kan godt forlange noget af hinanden, og vi kan godt forlange af asylansøgerne, at de deltager i ting og viser interesse og vilje. Jeg opfatter egentlig, at lokalsamfund, som modtager mange flygtninge, synes, det er lidt spændende, at der kommer nye mennesker til. De kan se, at de nu pludselig får nogle flere til at handle hos købmanden, til at spille på midtbanen i den lokale fodboldturnering og til at sikre, at skolen stadig kan fungere. Sandheden er, at det også er svært – både for flygtningene og for de lokalsamfund, som oplever, at der pludselig kommer nogle helt fremmede mennesker. Det er vigtigt at være ærlig om det. Der er forskel på os, og det er ikke altid let at mødes.

TEMA: ALTID TIL STEDE

ET MÅLEBÅND KAN REDDE LIV Netop nu oplever det sydlige Afrika akut mangel på mad flere steder på grund af en alvorlig tørke. Værst går det ud over børnene. Målebåndet bruger vi til at måle overarmens tykkelse på børn under fem år for at se, om de lider af akut undernæring.

SÅDAN HJÆLPER VI

Vi uddeler fødevarepakker med majsmel, olie, sukker, salt og soja-tilskud, så familier er sikret et dagligt måltid. I nogle områder uddeler vi kontanter, så familien selv kan købe importerede fødevarer. Og i udvalgte skoler og børnehaver uddeler vi et dagligt måltid mad til udsatte børn. Du kan også hjælpe. Send en SMS med NØD til 1999 og støt med 100 kr. eller giv dit bidrag på girokortet bagerst.

MINDRE END 11 CENTIMER: SVÆR UNDERERNÆRING MELLEM 11 OG 12,5 CENTIMETER: MODERAT UNDERERNÆRING OVER 12,5 CENTIMETER: BARNET ER VELNÆRET Målene gælder for børn under fem år

10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26

Sult i det sydlige Afrika En kombination af først oversvømmelser og siden tørke har ødelagt høsten i store områder i det sydlige Afrika. Og flere end 30 millioner mennesker er nu truet af sult, fordi de har mistet deres afgrøder og ikke har mad nok. Især Malawi og Zimbabwe er hårdt ramt og har erklæret undtagelsestilstand. Ifølge FN kan situationen udvikle sig til en hungersnød henover sommeren.

Sult rammer børn hårdest og kan i værste fald koste dem livet. Hvis børn bliver undernæret, kan de få kroniske skader på de indre organer. Hjernen skrumper, nervesystemer skades, og deres fysiske og sociale udvikling svækkes. De er også mere udsatte for smitte og sygdomme, fordi deres immunforsvar er nedsat.

HVAD ER HUNGERSNØD? Man erklærer oftest hungersnød i et land eller område, når tre forhold finder sted: • Hver dag dør i gennemsnit to voksne eller fire børn per 10.000 indbyggere • Over 30 % af befolkningen lider af akut underernæring • Mindst 20 % af alle familier har ekstrem mangel på fødevarer

PORTRÆT FATIMA GAILANI

DEN HANDLEKRAFTIGE Fatima Gailani har kæmpet for sit afghanske folk i 37 år – de seneste 11 år som præsident for Afghansk Røde Halvmåne. Først var kampen mod russerne, i de senere år for ligestilling. En kamp, som er udfordret af for få fjernsyn og for mange romantiske kvinder. – TEKST LENE VENDELBO. FOTO: CAMILLA STEPHAN –

Da jeg møder Fatima Gailani en eftermiddag i maj på Østerbro, viser det sig, at jeg faktisk allerede har mødt hende før. På en måde i hvert fald. Mere om det om lidt. Fatima Gailani er i København til en international konference om kvinders rettigheder. Hun er her i sin egenskab som præsident for Afghansk Røde Halvmåne. At en kvinde er præsident i Afghanistan lyder måske en anelse skævt, men Fatima Gailani er ikke sit køn. Hun er sin familie. En familie med royale rødder, og det trumfer køn, kultur og alt, hvad der ellers kan holde kvinder nede i det konservative og patriarkalske samfund, Afghanistan på mange måder stadig er. Det royale fylder også en del i hendes historie. Den lader vi også hænge nogle minutter. Først tager vi tilbage til slutningen af firserne. Jeg sidder i orienteringslokalet på Holmegårdskolen i Hjørring. På det tidspunkt er jeg omkring ti år, og det er en særlig aften, hvor vi elever sammen med vores forældre skal lære om, hvad de afghanske flygtninge, der kommer til landet, flygter fra. Der er mørkt uden for, og vi ser lysbilleder. Billederne fra Afghanistan viser børn med afrevne lemmer og det legetøj, som russerne har smidt i det bjergrige landskab. Legetøjet, får vi at vide, er bomber og lavet på den

måde, for at børnene skal blive nysgerrige og samle det op. Jeg har aldrig set noget så forfærdeligt i mit korte liv. ”Det var mig, der satte disse foredrag i gang – vi skulle have fokus på de uhyrligheder, der foregik under krigen,” fortæller Fatima Gailani, og her sætter hendes historie om en 37-årig kamp for Afghanistan for alvor fra land. Talskvinde for hellige krigere Året er 1979. Den siddende regering i Afghanistan er blevet kuppet, og landet er blevet invaderet af Sovjetunionen. Det bliver starten på en af den kolde krigs varmeste opgør. 25-årige Fatima Gailani flygter til London med sin mor, far og fire søskende. Og selvfølgelig sin mand og lille datter Homaira, som er under et år. Familien er politiske modstandere af det nye, kommunistiske styre. Fra deres eksil bliver Fatima Gailanis far dybt involveret i den amerikansk støttede modstandskamp. Alligevel har Gailani-familien ingen problemer med at få en ny hverdag til at fungere i London. De er ved muffen. Fatima Gailani overvejer at tage en ph.d. på det prestigefyldte universitet i Oxford. Men selv om krigen er mange tidszoner væk, kan hun ikke slippe den. Fatima Gailani taler rigtig godt engelsk, så

andre afghanske flygtninge opsøger hende i London for at få hjælp til oversættelse. Første gang, hun mærker krigen helt tæt på, er, da en familie beder hende om hjælp til en operation til deres lille søn, der er forbrændt til uigenkendelighed af napalm. Hun får indsamlet penge til operationen, men bør gøre mere. Mener hendes far. Han er en vigtig del af hendes historie om vejen til ligestilling. Som barn i halvtredsernes og tressernes Kabul spiller hun tennis med sin far, hun cykler, rider, leger på lige fod med sine to brødre – og det gør de to søstre for den sags skyld også. Ved middagsbordet er der ofte diskussioner, og Fatima Gailani bliver opfordret til at deltage. Man må også gerne være uenig. ”Jeg levede et privilegeret liv, men havde ikke øje for, at noget var anderledes hos os, før jeg begyndte i skole. Her mødte jeg andre, som ikke nød den samme frihed som mig.” Men privilegier forpligter, lyder det fra faren i eksilet i London. Han beder hende om at blive talsperson for modstandskampen. ”Du kan altid tage den ph.d., men hvis du ikke åbner den dør nu og bliver talskvinde, hvilke kvinder tror du så vil påtage sig en lignede rolle i fremtiden? Du er privilegeret, og med det følger ansvar.”

PORTRÆT FATIMA GAILANI

“Jeg havde ikke øje for, at noget var anderledes hos os, før jeg begyndte i skole. Her mødte jeg andre, som ikke nød den samme frihed som mig.” Det bliver et vendepunkt for den unge kvinde. I 24 år taler hun afghanernes sag fra sit engelske eksil, før hun igen kan sætte sine fødder på den afghanske jord. De første år handler det om at få smidt russerne ud. I 1992 lykkes det endeligt, da Sovjetunionen bryder sammen. Kort efter udbryder en borgerkrig, der ender med, at Taliban overtager magten, som de først mister ved den amerikanske invasion i 2001. ”Jeg var blevet 48 år og havde boet halvdelen af mit liv uden for Afghanistan, men hver dag havde jeg længtes hjem. Jeg var aldrig i tvivl om, jeg ville vende tilbage. Afghanistan er mit hjem.” Da den første regering efter borgerkrigen skal sammensættes i 2004, bliver Fatima Gailani spurgt, om hun vil have en ministerpost. ”Politik i et land, som har været i en langvarig, opslidende krig, er så beskidt, så jeg takkede nej til den ministerpost, præsident Karzai tilbød mig. Jeg vidste, jeg kunne udrette mere i Røde Halvmåne. Da jeg fortalte det til min far, blev han meget stolt.” Hun bliver humanitær præsident i stedet for politiker. I Fatima Gailanis barndom og ungdom er både moren og mormoren frivillige i Røde Halvmåne og involverer hele familien i passionen – især til de årlige velgørenhedsfester. ”Da jeg var barn, lavede jeg dukker ud af valnødder og andet fra haven og broderede servietter. Jeg husker især servietterne, hvor jeg havde broderet tusindfryd på. Dukkerne og servietterne blev solgt til gode priser, selv om det nu nok mest var min familie, der købte tingene. Men jeg var så stolt.” I løbet af sin opvækst bliver Fatima Gailani mere og mere bevidst om, at hun lever et privilegeret liv i et forfærdeligt fattigt land. Blandt andet under en tørke i Afghanistan i tresserne. Hendes mor og mormor træder ud

af overklasse livet for en stund for at hjælpe deres sultende landsmænd. ”Der var tørke, og Røde Halvmåne hjalp selvfølgelig med mad. Det var dog et meget uvejsomt område, så det krævede, at man tilbagelagde en del af rejsen på æselryg – og det gjorde min mormor, selv om hun faktisk var prinsesse.” Det er en god historie, og der kommer et billede af prinsessemormoren på æselryg i avisen. Elektricitet er vejen til ligestilling Fatima Gailani ved også godt selv, hvordan man bruger medierne til at komme ud med sine budskaber og er vant til interviews med store, internationale medier som BBC og Al Jazeera. I dag er det allervigtigste budskab for den nu 62-årige kvinde kampen for ligestilling. Og her er uddannelse og elektricitet helt afgørende. ”Der er en kæmpe forskel på kvinder, som bor i Kabul og kvinder på landet. Der er ingen elektricitet og dermed intet internet eller tv på landet, så de kan ikke få viden om deres rettigheder. Kvinder i Kabul ringer ind til tv-shows og spørger om alt muligt, men kvinderne på landet finder sig i at være underlagt deres far, mand, svigerfamilie, fordi de ikke ved, de har ret til andet.” Fatima Gailani er ud af en religiøs familie, og hun bruger ofte koranen, når hun skal argumentere for ligestilling. ”At vi ikke har ligestilling mellem kønnene i Afghanistan skyldes hovedsageligt, at landet er gammeldags, og folk er dårligt uddannede. I landsbyerne gør man, som man altid har gjort, og ingen stiller spørgsmålstegn ved det. I koranen står der for eksempel, at der skal laves en ægteskabsaftale, inden et par bliver gift, så man er enige om, hvad man gør, hvis

det pludselig ikke går så godt. Men alt for mange kvinder afholder sig fra at gøre det, fordi de enten ikke ved, at det er deres ret, eller fordi de er romantiske. Jeg siger igen og igen til dem: Stop med at være romantikere! Tænk praktisk.” I stedet knokler kvinderne på landet og får rigtig mange børn – op til 15 stykker. Frivillige fra Røde Halvmåne tager derfor ud i landsbyerne og taler med kvinderne om blandt andet sikker sex og ligestilling. For tales det skal der. Og råbes ind i mellem også. ”Og det får jeg lov til, og folk lytter til mig, men jeg ved godt, at det er på grund af mit navn.” Og så er vi tilbage ved det privilegerede – for Fatima Gailani tænker meget over at levere noget tilbage, fordi hun selv har så meget. På Afghansk Røde Halvmånes kontor i Kabul har hun derfor igennem årene prioriteret at have især unge kvinder ansat. Det er dem, der skal løfte Afghanistan ind i en bedre fremtid. ”En del af dem forlader os for en højere løn, når de er færdiguddannede på den universitetsuddannelse, som de tager samtidig med, men det gør ikke noget, så længe de bliver uddannet og udretter noget i samfundet.”

FATIMA GAILANI • Født i Afghanistan i 1954. • Præsident for Afghansk Røde Halvmåne siden 2004. • Er universitetsuddannet i persisk litteratur, sufisme og islamiske studier. • Gailani-familien har royale rødder. Monarkiet er dog afskaffet i dag. • Gift, mor til en voksen datter og mormor til to børnebørn. • Bor i dag i Kabul.

Hjælp Syriens børn

Nu kan du sige, lige hvad du vil. Og tale en god sag samtidig. Med vimobil får Røde Kors nemlig 12% af, hvad du betaler i abonnement - uden at det koster dig noget. Du skal bare vælge Røde Kors, når du opretter dit mobilabonnement. Så støtter du en god sag helt automatisk. Og du kan endda trække beløbet fra i skat. Læs mere på www.vimobil.dk

UD OG HJEM

RIKKE SØRGEDE FOR SUNDHEDEN I SYDSUDAN 44-årige Rikke Dalsted var med til at åbne en sundhedsklinik i borgerkrigsramte Sydsudan og reddede liv med et bilbatteri. – AF STINE OKSBJERG –

UDREJST Grækenland Charlotte Blackman – psykosocial delegat Kevin Davies – psykosocial delegat

Jordan Burcak Arikan – ungdomsdelegat Libanon Michael Dahlgaard – finansdelegat Maha El-Sheikh – programmedarbejder

Myanmar Dean Elliott Creer – sundhedsdelegat

Nepal John Kalhøj – programmedarbejder

Schweiz Mariyam Asifa – sundhedsrådgiver

HJEMVENDT Grækenland

FOTO: PRIVAT

Eva Jordung Nicolson – katastrofedelegat Jens Sørensen – logistiker

Libanon Om Prakash Murau – finansdelegat Zara Sejberg – psykosocial delegat Kathrine Holte – kirurg

Uforudsigeligt, ustabilt og kaotisk. Sådan beskriver Rikke Dalsted situationen i Upper Nile State, der ligger i den nordlige del af Sydsudan. Her arbejdede hun et år med at forbedre sundheden som sundhedsarbejder. Området er præget af kampe og uroligheder i forbindelse med den borgerkrig, der har hærget landet siden 2013. Det var kun muligt at komme rundt med helikopter. Der er intet fungerende sundhedsvæsen i Sydsudan, som er et af verdens fattigste lande. Det var en af Rikke Dalsteds opgaver at få en sundhedsklinik op at køre. Hjemme i Danmark har hun forsket og undervist på universitetet i, hvordan man organiserer sundhedsvæsener, og hun fik brug for al sin viden under de svære forhold i Sydsudan. ”Det har taget mig et år at lave klinikken. Det tager lang tid, fordi forholdene hele tiden ændrer sig. Jeg har undervist personalet og forhandlet med lokale myndigheder og

militante grupper om at få lov til at være i området. Og alt skulle startes op fra bunden i en lille bygning,” fortæller Rikke Dalsted. Noget af det, der har gjort størst indtryk, er den enorme fattigdom. Rikke Dalsted har overnattet i telt i landsbyerne og boet uden toilet, rindende vand og elektricitet – præcis som de lokale. Og hun opdagede hurtigt, at selv en lille ting kan betyde alverden. For eksempel skaffede hun et nyt bilbatteri til en fryser, der skulle opbevare vigtige vacciner koldt, så de ikke bliver dårlige. Det tog fem måneder at skaffe det fra Kenya, og et bilbatteri virker umiddelbart ikke som så meget, siger hun. Men det får stor betydning, fordi børnene ellers ikke bliver vaccineret. ”Der var en kirurg, der sagde, jeg skulle huske, at de vacciner, som jeg har været i stand til at få ud i området, ville redde tusindvis af børn. Det kan man godt glemme, når man står midt i det,” husker Rikke Dalsted.

Mali Hector Palacios Pujolar – landekoordinator Ialijaona Voaharisitrakiniaina Soamampiray – kommunikationsdelegat

Malawi Lotta Paulson – konsulent

Myanmar Keya Saha-Chaudhury – sundhedsdelegat

Nepal Caroline Holt – konsulent Lucas Grandjean – programdelegat

Togo Cecilie Ørsnes – programdelegat

Mozambique Sune Holt – landekoordinator

FOTOREPORTAGE

I skole igen 32.000 klasselokaler blev ødelagt under jordskælvet i Nepal sidste år. Vi hjælper 34 skoler med at blive sikre igen. 11-årige Sagars skole er den første. – TEKST JULIE LORENZEN. FOTO: SAILENDRA KHAREL –

22 xxxxx

FOTOREPORTAGE

Klokken er kun seks om morgenen, men 11-årige Sagar er allerede oppe for at læse lektier inden skole. Han drømmer om at blive skolelærer. Han børster tænder, inden han skal afsted og tager skoleuniformen på.

Sagar plukker nogle blomster, han skal have med i skole. De skal laves til en blomsterkrans til vinderen af en quiz om jordskælv, eleverne skal lave senere på dagen.

Da jordskælvet ramte Nepal, var Sagar i skole. Efterfølgende var han bange for at være der, fordi bygningen kunne styrte sammen. Hans far, der er murer, har sammen med Røde Kors været med til at sikre skolen, så den kan klare et nyt jordskælv. Sagar er nu igen glad for at gå i skole.

NEPAL 25. april 2015 blev Nepal ramt af det værste jordskælv i 81 år. 8.856 mennesker døde, 22.309 blev såret og over 800.000 huse ødelagt. Tusinder af skoler brasede sammen. Sammen med lokale håndværkere hjælper vi med at sikre dem, så de kan modstå et nyt jordskælv.

LÆGENS DAGBOG Røde Kors’ Sundhedsklinik for mennesker uden lovligt ophold i Danmark. Den 19. maj 2016

det andet. Jeg er lægen i aften. Vibeke, vores daglige leder, og sygeplejerskerne er allerede i fuld gang med at tale med de patienter, der er kommet, hælde kaffe op og tilbyde småkager.

17.07

LÆGE I SUNDHEDSKLINIKKEN 68-årige Uffe Taudorf er speciallæge i almen medicin og har været frivillig læge i Røde Kors’ sundhedsklinik i fire år. Han er tidligere praktiserende læge, og i dag arbejder han med hjemmetransport af skandinaviske patienter, der er blevet syge i udlandet. I klinikken kan mennesker uden lovligt ophold i Danmark få sundhedsfaglig hjælp. Uffe er fast i klinikken i tre timer hver femte uge.

16.45

Jeg ser frem til min vagt i Sundhedsklinikken. Vagterne er altid forskellige. Det er lidt som på en skadestue. Der er altid travlt, men personalegruppen arbejder godt sammen, og patienterne er normalt meget glade for at kunne få hjælp. Der er allerede næsten fyldt i venteværelset, da jeg kommer. Der er en jordmoder i det ene konsultationsværelse og et team bestående af en sygeplejerske og en læge i

Første patient er en 64-årig mand fra Rumænien. Han har været indlagt på Bispebjerg Hospital med et større angreb af helvedesild samt lungebetændelse. Jeg lytter til hans lunger, skifter forbinding på et større sår efter helvedesilden og tager infektionsblodprøver. De er normale. Vi ringer til en af de frivillige tolke. Han tolker over telefonen, så jeg kan svare på patientens spørgsmål.

17.20

I løbet af den næste time kommer adskillige patienter. En 35-årig mand fra Bangladesh med diabe-

“Jeg mener, at mennesker, der opholder sig uden lovligt ophold i Danmark, også har ret til sundhedsfaglig behandling og ikke bør behandles som andenrangs mennesker.”

tes og leddegigt får en recept. Jeg taler både med en 27-årig kvinde fra Philippinerne og en 35-årig kvinde fra Guatemala om p-piller og giver dem begge en recept. Jeg undersøger en 43-årig mand fra Rumænien, der har årebetændelse og hudbetændelse i det ene underben.

og han er lettet. Jeg fortæller ham, at det formentlig kun er lidt irriteret tyktarm og giver ham kostråd til behandling af dette. Jeg tænker bagefter på, hvor meget han forstod af min forklaring. En af de rigtig store udfordringer i klinikken er at forsøge at forklare patienterne om deres sygdomme, da det er vidt forskelligt, hvordan de opfatter sygdomme, og hvad der foregår i kroppen.

19.11 18.25

En 25-årig mand fra Indien er næste patient. Han har i to uger haft ondt i maven, når han har spist, og han er bange for at fejle noget alvorligt. Jeg føler på hans mave og taler med ham om symptomerne. Det virker ret fredeligt. Jeg sender ham ud til laboranten til et par blodprøver, som vi får svar på senere på vagten.

18.33

Jordmoderen kommer ind for at diskutere en af sine gravide patienter. Den gravide har kastet meget op og har tabt et par kilo. Vi aftaler, hvilke blodprøver hun skal tage. Jordmoderfunktionen er en central del af arbejdet i Sundhedsklinikken. Jeg synes, at gravide migranter samt børn burde kunne få hjælp i det offentlige system. Det er en meget sårbar gruppe. Men så længe der ikke er politisk vilje til det, er jeg glad for, at Sundhedsklinikken kan hjælpe.

19.04

Der er svar på blodprøverne fra den 25-årige indiske mand med maveonde. De er alle normale,

Ægtefællen til en 28-årig kvinde fra Philippinerne kommer for at tale om hende. Kvinden kom til os for fem måneder siden med underlivsblødning, og vores gynækolog konstaterede cancer. Hun blev indlagt på Rigshospitalet, der konstaterede, at canceren allerede var så spredt, at hun ikke kunne opereres. Røntgenbehandling kunne muligvis forsinke cancerens udbredelse, men det hører ikke ind under ”det akut behandlingskrævende” – som danske hospitaler er forpligtet til at give til personer uden lovligt ophold. Kvinden har fortalt, at hun ikke har råd til at tage tilbage til Philippinerne og få behandling. Sygdommen er nu så fremskreden, at hun er sengeliggende i hjemmet, kaster meget op og har smerter. Med ægtefællen aftaler jeg, hvilken medicin hun skal have. Han skal komme igen på mandag og fortælle, hvordan det går.

19.55

Aftenens sidste patient er en 39-årig rumænsk kvinde med hoste og smerter i brystet. Jeg troede, at hun var cirka 55 år gammel. Livet på gaden slider. Hun kom med en flot, engelsktalende mand, der præsenterer sig som musiker fra Rumænien. Han har mødt hende på gaden og havde hørt om klinikken, så han har taget hende med til os og tolker for hende. Jeg lytter til hendes lunger, og vi tager infektionsblodprøver, der er normale. Hun er meget øm i musklerne mellem ribbenene og det skyldtes formentlig hendes hoste. Jeg udskriver smertestillende medicin til hende.

20.15

Jeg har lige skrevet den sidste journal færdig. Imens har laboranten pakket de sidste prøver, der skal sendes, og resten af de frivillige har ryddet op og gjort klart til i morgen. Der er mange patienter i løbet af de tre timer, klinikken har åbent, og vagten har været travl, Jeg synes, den er repræsentativ. Patienterne fejler mange forskellige ting. Jeg mener, at mennesker, der opholder sig uden lovligt ophold i Danmark, også har ret til sundhedsfaglig behandling og ikke bør behandles som andenrangs mennesker. Derfor giver det rigtig god mening for mig at bruge noget af min tid som frivillig i klinikken.

rødekors.dk/shop

Gå sommeren i møde på rødekors.dk/shop

Armbånd fra Trollbeads ”With Love”-armbånd fra Trollbeads. Kærligheden er det største af alt, og her viser den sig i den dybe, smukke røde glaskugle i italiensk Murano-glas. Hver enkelt Trollbeads glaskugle er håndlavet over en åben flamme og dermed helt unik. Kuglens foring er sterling sølv. Armbåndet er designet af Røde Kors Klub 10 ambassadør Lise Aagaard. 380,-

Stelton termokrus Tag et lækkert termokrus med på farten og støt Røde Kors’ arbejde. Perfekt til både cykel, bil og barnevogn. Det elegante termokrus fra Stelton er i rustfrit stål og rummer 200 ml. 149,-

Designer-net til alle Røde Kors ambassadør Uffe Buchardt og hans makker Kim Grenaa har sammen med otte talentfulde og kendte designere skabt en serie shoppenet. 50,-

TAK

Takket være vores sponsorer, virksomheder og tusindvis af danskere har vi indsamlet 1570 tons tøj i Smid Tøjet Danmark. Det indsamlede tøj skal nu gøre en forskel for udsatte mennesker herhjemme og ude i verden.

“Angsten er væk” – MORTINE MINDERMANN FORTÆLLER TIL LENE VENDELBO. FOTO: POUL MADSEN –

Jeg ligger vågen i min seng på plejehjemmet Lergården i Aabenraa. Det er den 28. december sidste år, og klokken er 02. Det pusler lidt i mit kombinerede soveværelse og stue. Her er ikke ret mange møbler. Jeg har kun boet her i et par uger. Ind kommer en midaldrende kvinde. Hun snakker kort med den vågekone, der har siddet ved min seng de seneste timer. Så sætter hun sig på en stol ved siden af mig. ”Jeg hedder Mona. Jeg er vågekone fra Røde Kors. Jeg sidder ved dig her de næste fire timer,” fortæller hun og tager mig i hånden.

min side, jeg kunne komme i kontakt med. Og jeg mistede lysten til livet. Men den angst, som har redet mig som en mare den seneste tid, forsvinder helt i takt med, at Mona og jeg begynder at tale. Jeg taler og taler. Taler om mine mange rejser, som jeg har været på som pensionist. Om det store krydstogsskib, som sejlede mig til Sydamerika, om det vidunderlige Grønland, og hvor smukke isbjergene var, når vi gled forbi i båden. I lyset fra natlampen føles det, som om, vi er i en lille boble. Da der er gået halvanden time, siger jeg:

Jeg følte mig pludselig dårlig og fik stor angstfølelse. Derfor har jeg bedt personalet om at tilkalde en vågekone til at sidde ved mig, så jeg ikke skal være alene. Da Mona tager min hånd, føler jeg varmen sprede sig i min gigtplagede krop. Jeg tænker, at det er det, der hedder hjertevarme. Hvad kan det ellers være?

”Jeg har ikke brug for en vågekone alligevel! Det er vist nærmere en besøgsven, jeg har brug for.”

Jeg har været ret rolig de seneste timer, men det har været en forfærdelig tid. Jeg er angst. Angst for det mørke, som fortærer dagslyset allerede midt på eftermiddagen. Mørket får mig til at føle, at jeg er forladt, selvom jeg er bevidst om, der ikke er noget at frygte. Men alligevel er det en vedvarende angst for ensomheden og mørket. Jeg er også plaget af mareridt, hvor jeg skal pakke døde dyr ind i avispapir.

”Jeg synes, du skal lægge dig over på min sofa og hvile dig.” Mona lægger sig på den brune lædersofa. Tager en pude under hovedet. Jeg lukker også øjnene. Angsten er væk.

Jeg har aldrig døjet med angst før. Det er kommet efter, jeg er flyttet fra mit hjem igennem 40 år i den lille landsby Genner og ind på plejehjemmet. Nogle spørger, om det er, fordi jeg ser drabelige ting i fjernsynet. Men det er over 50 år siden, jeg havde et fjernsyn, og det leverede min mand og jeg tilbage, fordi de kun sendte bras. Jeg lytter i stedet til radioen – jeg holder mest af klassisk musik. Gerne Bach. Men mit musikanlæg er ikke blevet flyttet herind endnu, så jeg kan ikke høre musik. Det var lige før jul, det slog klik for mig. Jeg blev pludselig bange for alting og følte, at der nok ikke var en sjæl ved

Jeg synes pludselig, at jeg har snakket rigtigt meget – det er jo midt om natten, og Mona giver sin bedste tid – sin nattesøvn – til mig, så jeg siger til hende:

Mona er frivilli g i Røde Kors og besøger hv 98-årige Mortin er tirsdag e. Mona var m ed til at give M lysten tilbage ortine livs .

Et øjeblik Dette er historien om det øjeblik, hvor 98-årige Mortine Mindermann finder ud af, at hun ikke er klar til at dø alligevel. Og ikke længere har brug for en vågekone, men snarere en besøgsven. Mona, som er vågekonen, der holder Mortine i hånden denne nat, er senere blevet Mortines besøgsven. De ses hver tirsdag. En vågekones rolle at holde døende i hånden i den sidste tid.

KORT NYT

Hele Danmark smed tøjet

FOTO: PRIVAT

Jordskælvet, der ramte Nepal for godt et år siden, var det største i 81 år. 8.856 mennesker døde, 22.309 blev såret og over 800.000 huse ødelagt. Vi har nået tre millioner mennesker med blandt andet mad, vand, husly og værktøj. Lige nu er vi i gang med at genopbygge og jordskælvsikre skoler.

FOTO: STINE OKSBJERG

Nepal et år efter jordskælvet

Lørdag den 23. april kulminerede vores store tøjindsamlingskampagne ’Smid Tøjet Danmark 2016’ med et stort TV2 gallashow fra Cirkusbygningen i Tivoli. I ugerne op til afleverede danskerne tusindvis af sække med aflagt tøj i en Røde Kors container/butik eller i en Coop-butik rundt om i landet. Ligesom mange virksomheder også tog Smid Tøjet-kampagnen til sig og fik de ansatte til at være med. Og resultatet lød på 1.570 tons tøj. Det betyder mad til flere end 78.000 familier i en måned eller husly til knap 63.000 katastroferamte familier. Indtægterne fra salget af genbrugstøjet går til vores arbejde for at støtte mennesker i nød på grund af krig, naturkatastrofer samt til socialt arbejde i Danmark.

700 meldte sig som frivillige værger I samarbejde med DR efterlyste vi i slutningen af marts 350 frivillige værger til børn og unge, der er flygtet alene og lige nu mangler en voksen i deres liv. Responsen var overvældende, for 700 personer meldte sig.

Antallet af kidnapninger, beskydninger og bombninger af nødhjælpere i verden er steget med 156 % de seneste ti år. I 2014 blev 329 nødhjælpere skudt, bombet eller kidnappet, og 121 af dem blev dræbt i tjeneste. Stigningen i angrebene skyldes især konflikterne i Sydsudan, Syrien og Afghanistan. De stigende angreb på organisationer som Røde Kors har betydning for nødhjælpen til verdens nødlidende, fordi hjælpeorganisationerne sender færre hjælpearbejdere til disse lande af hensyn til deres sikkerhed. Vi kæmper for, at verdens lande skal sætte sikkerheden for nødhjælpsarbejdere og overtrædelser af de internationale regler for krig på dagsordenen.

Stort jordskred ramte Sri Lanka Flere dages voldsom regn var i sidste måned årsag til oversvømmelser og jordskred flere steder i Sri Lanka. Flere landsbyer blev begravet, da en bjergside kollapsede. 400 frivillige fra Røde Kors i Sri Lanka søgte efter overlevende og gav førstehjælp.

Syrisk by får sin første nødhjælp i fire år For første gang i fire år lykkedes det at få nødhjælp frem til den belejrede by Harasta. En konvoj med 29 lastbiler fra Røde Kors og andre organisationer havde blandt andet mad og medicin med til byens 10.000 indbyggere.

FOTO: IBRAHIM MALLA

Flere og flere angreb på sundhedspersonale

Tørke i det sydlige Afrika Musiker Benjamin Koppel og initiativtager René Mayrovitsch arrangerede i sidste måned en støttekoncert for at skaffe penge til en ferielejr for uledsagede flygtningebørn. 400 mødte frem til koncerten, der indbragte 80.000 kr. Antallet af børn, der flygter alene, stiger, og der er få fritidstilbud til dem.

Hjælp til krigsramte børn i Yemen Konflikten i Yemen har nu varet over et år og tager hårdt på landets børn. Derfor giver vi børnene mulighed for at bearbejde konflikten ved at yde psykosocial støtte på seks skoler. Det giver børnene lyst til at gå i skole igen.

FOTO: MARJO LEPPÄNEN

Koncert skaffede penge til ferielejr

Millioner af mennesker i det sydlige Afrika kæmper lige nu mod konsekvenser af en alvorlig tørke skabt af vejrfænomenet El Niño. En kombination af tørke og oversvømmelser har påvirket høsten, der flere steder har slået fejl. Det betyder, at mange mennesker ikke har mad nok og risikerer at sulte. Omkring 32 millioner mennesker kæmper lige nu med at skaffe mad nok, og det kan meget vel stige til 49 millioner i slutningen af året. Malawi, Lesotho, Swaziland og Zimbabwe er alle i undtagelsestilstand. Vi er til stede og hjælper med mad, såsæd, sundhedsoplysning og penge, så de ramte familier kan købe det, de har mest brug for.

HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO!

Må vi kontakte dig på e-mail? Det kan betyde besparelser på porto og tryk, hvis vi af og til kan bruge en e-mail i stedet for et brev. Og på den måde er du med til at sikre, at din støtte gør mest mulig nytte, der hvor behovet er størst. Send os en e-mail med navn og adresse (og dit Røde Kors-nummer, hvis du kender det) til kontaktmail@rodekors.dk. På forhånd tak for din hjælp til at få dine bidrag til at række så langt som muligt.

TAK Tak til alle vores sponsorer ved Smid Tøjet Løbet – uden jeres opbakning havde vi ikke kunne gennemføre:

Langelinie Pavillonen - DFDS – Cecilie Lind – Crossdance – Fitnesso – KIMs – Henrik Duer – Tini Owild & naturligvis også en tak til alle som deltog i løbet

Vi glæder os allerede til næste år,

Smid Tøjet Løbet er præsenteret af Røde Kors i samarbejde med Bevæg dig for livet – løb og Frederiksberg Idrætsforening

Overførsel fra kontonummer

Hver en krone tæller. Tak for dit bidrag.

GIRO INDBETALING

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

270 kr. En fødevarepakke til en familie i en måned 450 kr. 90 kilo tørkeresistent såsæd 1.000 kr. Mad til 28 underernærede børn i en måned Din støtte er ikke øremærket, men hjælper der, hvor behovet er størst.

Indbetaler

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 06-16 PNS 485-28484

Øre

Sådan kan du støtte: brug girokortet, gå ind på rødekors.dk, eller sms NØD til 1999, og støt med 100 kroner (+ sms-takst)

GIV MAD TIL SULTNE BØ RN BRUG GIRO . KORTET I D AG.

Lige nu sulter millioner af mennesker i det sydlige Afrika, fordi tørken har ødelagt familiernes afgrøder og levebrød. Vi uddeler fødevarepakker og giver et dagligt måltid mad til de mest udsatte skolebørn.

MAGASINPOST SMP ID. NR.: 41016