Velkommen til nærområdet by Røde Kors

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 3 / 2 0 1 5

VELKOMMEN TIL NÆROMRÅDET Hjælpen udebliver til flygtninge de steder, hvor behovet er størst. Stadig flere børnefamilier sulter.

Ring 7010 0000 eller gå ind på rødekors.dk

FOTO: JAN GRARZUP

BLIV INDSAMLER SØNDAG DEN 4. OKTOBER 2015

INDHOLD 4 TEMA: Tæt på nærområdet

Portræt: Sanger i Sort Sol Steen Jørgensen om at være far

Ud og hjem: Tage samlede lig i Liberia

Fotoserie: Carina fra Hørsholm bød en flygtningefamilie indenfor

Dagbog: Lægen Christian tog til Nepal

Støt os ved at købe vores varer.

Et øjeblik: Maissam er læge i Syrien

Kort nyt

VI BLIVER NØDT TIL AT GØRE MERE Jeg har sjældent været så stolt af at være dansker som den sidste måned. Tusindvis af mennesker har meldt sig hos os i Røde Kors for at hjælpe de flygtninge, der er kommet over grænsen. Vores frivillige har behandlet pigtrådssår og givet dehydrerede børn vand og sukker. De har taget imod med varme, tryghed, mad og en seng at sove i. Men det her er ikke en dansk katastrofe. Det er en verdenshistorisk begivenhed. Mennesker er på flugt i hele verden, og i Røde Kors har vi lovet altid at være til stede.

Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Troels Donnerborg (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Poul Madsen. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 14. september 2015. Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

Jeg er lige kommet tilbage fra en tur til Syriens naboland Jordan, og her får flygtningene mindre og mindre hjælp. I Danmark taler mange om, at vi skal hjælpe i nærområderne. Men jeg talte med en mor, der havde fået skåret sin nødration så meget, at hun nu var nødt til at bortgifte sin 13-årige datter for at overleve med sine sidste tre børn. Vi bliver nødt til at gøre mere, og det skal være nu. Så vi har brug for din hjælp. Bliv indsamler den 4. oktober og hjælp os med at være til stede i hele verdens katastrofer.

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

TEMA: VELKOMMEN TIL NÆROMRÅDET

“Her lever vi som døde” Vi er taget til det land i verden, der har taget imod flest flygtninge per indbygger. I Libanon møder vi familien Mahmoud, der forsøger at overleve, mens hjælpen og børnenes fremtid svinder ind. AF JOHN ENGEDAL NISSEN FOTO: POUL MADSEN

TEMA I flygtningedebatten taler mange om nærområderne. Men hvor er de? Hvordan er det at bo der? Og hvad skal der til for at hjælpe mennesker i de nærområder, der lige nu er ved at bukke under for presset?

TEMA: VELKOMMEN TIL NÆROMRÅDET

“Fattigdom kan vi overleve, og vi kan undvære mad en dag eller to, ligesom vi en dag kan bygge nye huse. Men uden uddannelse – uden at lære at læse og skrive – har mine børn ikke nogen fremtid. Det er det, der bekymrer mig mest.”

Lyset strømmer ind gennem hullerne i træpallerne. De står på højkant og fungerer som vægge i det lille telt, der udgør familien Mahmouds hjem. Taget er en presenning holdt fast af en simpel trækonstruktion. Indenfor er et rødt, mønstret tæppe lagt ovenpå den tørre jord. I det primitive hjem sidder den 47-årige familiefar Salloum Mahmoud og husker tilbage på familiens liv i Syrien, inden krigen brød ud.

HVAD ER ET NÆROMRÅDE? Betegnelsen nærområder bruges om nabolande eller nærliggende områder til en konflikt. Mennesker på flugt fra krig og katastrofer søger beskyttelse i disse områder. Her bor de typisk i flygtningelejre eller blandt lokalbefolkningen, og ofte har de brug for hjælp til basale behov som husly, vand, mad og lægehjælp.

For dengang alt var anderledes. De boede i et velmøbleret tre-etagers hus med stort køkken, to toiletter og en balkon i storbyen Homs i Syrien. De var en del af landets middelklasse, og nød godt af gratis skolegang og sundhedsvæsen. ”Vi manglede intet og havde ingen bekymringer,” siger Salloum Mahmoud, der er uddannet lærer, men i Syrien arbejdede han som bygningskonstruktør, fordi lønnen var højere. Krigen ændrede alt Hjemme passede hans kone parrets otte børn, og der var penge til både mad, tøj og fornøjelser. De havde internet, og børnene fik deres egen mobiltelefon, da de blev gamle nok. De spiste ofte ude om aftenen og plejede i weekenden at grille med familie og venner i byens parker, hvor børnene kunne lege og fjolle rundt på legepladserne. Kvarteret var trygt. Men så brød krigen ud. Bomberne rykkede stadig tættere på, og det blev for farligt at blive i landet. Selv naboen, som de havde

kendt i næsten to årtier, vendte sig imod dem og spredte usande rygter om, at de var i ledtog med oprørerne. Familien flygtede over bjergene til det tørre og forblæste ørkenlandskab omkring byen Qaa i det nordlige Libanon. Det ligger blot få kilometer fra den syriske grænse og et halvt hundrede kilometer fra hjembyen Homs. Det er her, vi møder familien. Børnene mangler mad ”Vi kom hertil med det tøj, vi havde på, for vi troede, vi skulle være her i to-tre måneder og ikke i flere år,” siger han og forklarer, at de nu mangler både tøj, vand, mad og penge. Ordentlige toiletforhold har de heller ikke, og Mahmoud frygter, at hans tre-årige søn en dag drikker af det kloakvand, som løber i små bække uden for teltet. ”Vi anser os selv som døde her, for vi skal tigge om brød, og vil jeg have min lille søn til lægen, må jeg tigge min nabo om at køre os derhen. Vi har ikke selv råd til transporten,”

siger Mahmoud og fortsætter: ”Hver dag går jeg forbi de lokale butikker, men jeg har gæld hos dem alle, så jeg kan ikke længere købe mad til mine børn. Vi må vente på den hjælp, vi får fra nødhjælpsorganisationerne.” Hjælpen forsvinder Men Røde Kors og de andre nødhjælpsorganisationer må i øjeblikket skære kraftigt i den nødhjælp, de giver til familier som Mahmoud, fordi der ellers ikke er penge til at hjælpe alle. I dag modtager familien kun en fjerdedel af det beløb, de fik i begyndelsen – selvom det kun dækkede to tredjedele af deres madudgifter. Dertil kommer udgifter til husleje for den jordplet, de bor på samt for el og vand. Tidligere underviste Mahmoud flygtningebørn på en skole i nærheden, der var oprettet af FN, og som gav dem en lille indtægt. Men skolen blev ødelagt i vinter. I øjeblikket klarer de sig derfor kun, fordi Salloum Mahmoud har fået midlertidigt

arbejde hos en lokal landmand. Men høsten er snart forbi, og så står de igen uden indtægt. Selvom gavmilde libanesere og nødhjælpsorganisationer ind imellem deler mad og nødhjælp ud, foregår det undertiden så langt væk, at Salloum Mahmoud ikke kan få fat i hjælpen. Transporten dertil koster ofte tre dages løn. Inden længe begynder den hårde vinter. Den klarede familien sig kun igennem sidste år, fordi Røde Kors gav dem presenninger til at holde regn og sne ude af teltet og tæpper, som kunne beskytte mod kulden. ”Uden den hjælp ville vi være døde af kulde, for her var meget koldt,” siger Salloum Mahmoud. Drømmen om Europa Han har hørt fra andre syrere, at forholdene er bedre i Europa, hvor flygtninge i det mindste bor i huse og får lægehjælp, mens børnene kommer i skole. Men han ved ikke, hvordan de skal komme dertil.

”Vi må vente to dage bare på at komme til nabobyen med bil, så hvordan skulle vi kunne nå til Europa?” spørger han opgivende og begræder, at hans børn ikke har mulighed for at komme i skole. For både skole og transporten dertil koster penge. Selv forsøger han at undervise sine børn, når han har overskud. Både i det arabiske og latinske alfabet og i den mest elementære matematik. Men det meste foregår ud fra hukommelsen, fordi de mangler skolebøger, hæfter og blyanter. ”Det er den værste forbrydelse i det her,” siger han og fortsætter: ”Fattigdom kan vi overleve, og vi kan undvære mad en dag eller to, ligesom vi en dag kan bygge nye huse. Men uden uddannelse – uden at lære at læse og skrive – har mine børn ikke nogen fremtid. Det er det, der bekymrer mig mest.”

1.805.000

TYRKIET

HER ER NÆROMRÅDERNE

LIBANON 146.000 1.173.000 SYRIEN 629.000 29.000

IRAK

JORDAN

Hvilke nærområder modtager i øjeblikket flest flygtninge? Og hvilke krige flygter de fra? Med udgangspunkt i FN’s nyeste tal giver vi dig overblikket.

SUDAN

361.000

ERITREA

CHAD 194.000

94.000

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

139.000 19.800

DJIBOUTI

ETIOPIEN

250.000

SYDSUDAN

275.000 248.000

242.000

CAMEROUN

91.000

24.000

CONGO

188.000

DEM. REP. CONGO

23.000 LANDE FLEST FLYGTER FRA NÆROMRÅDER

HVORDAN GJORDE VI? Vi har taget udgangspunkt i FN's liste over de ti lande, flest flygter ud af lige nu. Tallene for flygtningestrømmene er også fundet hos FN. Vi har ikke medtaget samtlige nærområder i verden, men kun dem, der har modtaget flest flygtninge.

ANGOLA

SOMALIA

158.000

UGANDA KENYA 54.000

421.000

BURUNDI

AFGHANISTAN

IRAN 43.000

1.600.000

1.000.000

PAKISTAN MYANMAR

YEMEN

132.000

245.000

THAILAND

138.000

MALAYSIA

ANTAL FLYGTNINGE PR. 1.000 INDBYGGERE (2014)

LIBANON

232 JORDAN

CHAD 34

DJIBOUTI 23

SYDSUDAN 21

TYRKIET 21

TEMA: VELKOMMEN TIL NÆROMRÅDET

Tæt på katastrofen er behovet størst De fleste flygtninge vil helst blive i nærområderne, og mere end 90 procent af flygtningene bliver der. Derfor er det også der, behovet for hjælp er størst. AF JOHN ENGEDAL NISSEN OG DITTE NØRGAARD GOOR

De fleste flygtninge har ikke Europa som destination. Faktisk vil mange gerne blive i det nærområde, de er flygtet til, forklarer Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef på Institut for Menneskerettigheder og længe har forsket i flygtningekrisen. ”Mange flygtninge har ikke noget aktivt ønske om at rejse til den anden side af jorden eller tage den voldsomme bådtur over Middelhavet. For mange af dem har som udgangspunkt langt bedre muligheder for at klare sig

i et naboland, hvor de måske har et netværk, de har et sprogfællesskab og kulturel tilknytning,” siger han. Her er behovet størst Langt størstedelen af verdens knap 60 millioner flygtninge befinder sig i nærområderne til de konflikter, de er flygtet fra. I Syrienkonflikten er knap fire millioner syrere flygtet ud af landet. 95 procent af dem er flygtet til Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten, og kun et fåtal er altså flygtet videre til Europa

Røde Kors er til stede i nærområderne til verdens store konflikter. Vi hjælper primært med lægehjælp, nødhjælp, husly, psykosocial støtte, mad og vand.

og Danmark. Det samme gælder for andre konfliktområder i verden. Det er derfor også i nærområderne, at behovet for hjælp til flygtninge er størst. Libanon, der i størrelse svarer til Sjælland og Fyn tilsammen, har modtaget op mod halvanden million syriske flygtninge. De har brug for hjælp til at få opfyldt helt basale behov som at få husly, mad, vand og lægehjælp. På sigt får flygtninge brug for et arbejde og en indkomst, ligesom børnene har brug for at komme i skole, inden de kan vende tilbage til

TYRKIET SYRIEN LIBANON JORDAN

IRAK

IRAN

AFGHANISTAN

PAKISTAN MYANMAR CHAD

SUDAN EITREA

YEMEN

CENTRAL AFRIKANSKE SYDSUDAN ETIOPIEN REPUBLIK CAMEROUN SOMALIA UGANDA DEM. REP. CONGO KENYA CONGO BURUNDI ANGOLA

THAILAND MALAYSIEN

deres hjemland. ”Det er en fuldstændig urealistisk byrde, disse lande skal løfte alene. Man kan dårligt forestille sig, hvordan Danmark ville se ud, hvis vi stod i en lignende situation,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Det vil hjælpe os selv Set med danske briller er der også gode grunde til at hjælpe i nærområdet. For hvis vi ikke hjælper flygtninge i nærområderne, vil flygtningene her føle sig nødsaget til at flygte videre mod Europa for at få hjælp – og en bare nogenlunde tålelig tilværelse, mener Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker

51 %

Af verdens flygtninge er under 18 år – den højeste andel i mere end et årti. Kilde: UNHCR

86 %

Af verdens flygtninge befinder sig i udviklingslande. Kilde: UNHCR

på Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i udviklingsarbejde. Lidt kynisk set vil det derfor gavne os selv at hjælpe til i nærområderne. For Europa er tydeligvis ikke klar til at modtage mange flygtninge, påpeger han. ”Så ud fra en kølig politisk overvejelse er det vigtigt for Danmark at engagere sig for at løse konflikter og kriser rundt i verden. Ellers spreder de sig. Det har, om ikke på kort så på mellemlangt sigt, en betydning for vores velfærd og sikkerhed,” siger Lars EngbergPedersen og fortsætter: ”Derfor må vi skabe de bedste vilkår i nærområderne, indtil der på sigt forhåbentlig

kommer en mere holdbar politisk løsning på konflikterne.” Vores generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, forholder sig ikke til, hvor mange vi i Danmark skal hjælpe. Men også han mener, at vi er nødt til at opjustere hjælpen i nærområderne. ”De humanitære behov til flygtninge i nærområderne er enorme. Det er mennesker, som er flygtet fra krig og konflikter, og som nu står i en meget skrøbelig situation. Her har millioner af mennesker brug for hjælp til at få opfyldt helt basale behov som husly, mad, vand og lægehjælp. Vi er nødt til at øge vores indsats og sikre mere hjælp til nærområderne.”

32.339

Så mange flygtninge har Danmark modtaget, siden krigen i Syrien brød ud. Kilde: Udlændingestyrelsen

FOTO: ROBERT GEISS /SCANPIX

TEMA: VELKOMMEN TIL NÆROMRÅDET

Nærområderne risikerer at kollapse Afstanden mellem behov og hjælp i nærområderne bliver større hver dag. Nødhjælps rationerne må skæres ned, og nærområderne risikerer at kollapse. AF DITTE NØRGAARD GOOR & JOHN ENGEDAL NISSEN

Selvom vi i dag giver flere penge til nærområderne, kan hjælpen slet ikke følge med behovet. Det viser en rapport, som analysebureauet ACAPS har foretaget for Røde Kors. I Syrien er behovet lige nu seks gange større end den hjælp, der bliver tildelt. Og som konflikten i landet har bevæget sig ind i sit femte år, ser det ikke ud til, at færre vil få

brug for hjælp. "Selvom vi bruger flere penge, så matcher vi langt fra behovet. Jeg mener, der er en reel mulighed for, at vi vil se stater som Libanon bryde sammen. Nærområderne har brug for at mærke international opbakning," fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder. Her har

han beskæftiget sig meget med de nærområder, der ofte dukker op i den politiske debat. Siden 2011 er der hvert år blevet givet flere penge til at hjælpe mennesker på flugt fra krig. Alligevel er forskellen mellem behov og nødhjælp på sit højeste i ti år. For i samme periode, som midlerne er steget, er behovet eksploderet. For eksempel har kløften mellem behov og

nødhjælp i Syrien udvidet sig med 25 procent på bare tre år. Og vi hjælper altså en stadig mindre procentdel af dem, der har behov. Ekstraordinær flygtningesituation Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at den globale flygtningesituation er ekstraordinær, og det derfor er svært at følge med behovet og få midlerne til at slå til. "Inden for de seneste fem år er antallet af flygtninge steget voldsomt. Vi bruger flere midler på den humanitære indsats, men vi imødekommer langt fra behovet. Det er ikke sikkert, at antallet af flygtninge vil blive ved med at stige, men der er større risiko for, at det fortsætter, hvis vi ikke hjælper nu," siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale studier, pointerer, at behovet aldrig har været dækket fuldstændigt, men mener også, at den voksende afstand mellem behov og nødhjælp er et udtryk for besparelser. "Lige nu har vi en situation, hvor der sker rigtig meget ude i verden. Vi har mange, der er på flugt fra konflikter, men samtidig har vi finansielle kriser. Og desværre er ulandsbistanden noget af det første, der spares på. Så det er simpelthen svært at skaffe midler nok," fortæller seniorforskeren. Nærområderne kan kollapse Hver fjerde beboer i Libanon er på nuværende tidspunkt flygtninge. Kun 55 procent af behovet i landet er dækket, og hver tredje

flygtningefamilie, der er bosat i Libanon, har ikke adgang til drikkevand. Forskningschef Thomas Gammeltoft-Hansen mener, der er reel risiko for, at nærområderne smækker dørene i for flere flygtninge eller kollapser helt, hvis gabet mellem behov og hjælp bliver ved med at vokse. For eksempel har Libanon allerede nu lukket ned for store dele af flygtningestrømmen. "Hvis det sker, så har vi lige pludselig endnu

“Selvom vi bruger flere penge, så matcher vi langt fra behovet. Jeg mener, der er en reel mulighed for, at vi vil se stater som Libanon bryde sammen.”

flere flygtninge, som er på vej videre. De kan ende med at lægge det næste naboland ned på samme måde, og for hver gang det sker, så er der ét land mindre til at løfte flygtningebyrden," fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen. Der er risiko for en dominoeffekt, hvor det massive pres vil lægge nærområderne ned et efter et, og presset vil så til sidst bevæge sig videre mod Europa.

VIL DU HJÆLPE I 3 TIMER? Søndag den 4. oktober er der Røde Kors-indsamling. En stor del af midlerne fra årets indsamling vil gå til at hjælpe de mange millioner familier, der lige nu er på flugt fra krig og konflikt. Hver indsamler samler typisk 1.000 kr. ind. For de penge kan vi:

give mad til tre familier i en hel måned.

THOMAS GAMMELTOFT-HANSEN FORSKNINGSCHEF

50 %

Så meget af behovet i Syriens nærområder var dækket i 2014. I 2013 var det kun 38 procent af behovet, der ikke var dækket. Gabet mellem nødhjælp og behov er derfor blevet 12 procentpoint større på bare et år. Med Syriens nærområder menes Tyrkiet, Irak, Jordan og Libanon. Kilde: ACAPS

give midlertidigt husly til to familier på flugt.

give køkkensæt til fem familier på flugt.

Derfor har vi brug for indsamlere, som har lyst til at gå med raslebøssen i tre timer. Læs mere og meld dig som indsamler på www.rødekors.dk/indsamler

PORTRÆT STEEN JØRGENSEN

EN FAR

Steen Jørgensen vil gerne vise sin datter, at vi er forbundne som mennesker. Som ambassadør for Røde Kors-indsamlingen tager rocksangeren derfor sin datter med til Nepal. AF SØREN RAVNSBORG. FOTO: CAMILLA STEPHAN

PORTRÆT STEEN JØRGENSEN

For Steen Jørgensen er hjælp til de, der er på spanden, en kernedansk værdi, som han gerne bidrager til at bevare. I den ånd blev han opdraget hjemme på Frederiksberg, hvor han voksede op som enebarn med sin mor. Nødhjælp i en større og mere abstrakt målestok på tværs af landegrænser var ikke et tema i hjemmet dengang. Det var blot en basal del af opvæksten, som han erindrer det, at man hjalp andre, hvis og når man kunne og havde mulighed for det. Dén mulighed har han i år, hvor han er ambassadør for Røde Kors i forbindelse med landsindsamlingen. Han nedtoner helst sin egen rolle og ser sit eget bidrag som en brik i en helhed. ”Jeg bilder mig ikke ind, at jeg laver noget stærkt revolutionerende med det her. Men jeg er med til at lave noget, som jeg ikke ville kunne lave alene. Jeg kan godt lide at være en del af et hold. Det er det samme, man har i et orkester. Man slipper ud af sig selv og laver noget, man ikke kan gøre alene. Så får det, man laver sammen, en kraft og en udladning, som er større end en selv og de enkelte selv. Og så er det en ære at blive spurgt, så det gav ligesom sig selv,” siger han. Udover æren er der flere personlige årsager til, at han takkede ja til at involvere sig. De grunde vender vi tilbage til om en kort stund. Men først en præsentation til de læsere, som ikke måtte være fortrolige med den nye ambassadør.

Steen Jørgensen blev født i marts 1959. Under graviditeten indtog moderen det smertestillende middel Thalidomid, hvilket medførte, at han blev født med en halv venstre arm. I barndommen forsøgte han sig med en protese men gav afkald, da den snærede. Han klarede han sig i fint i folkeskolen og havde en kort flirt med såvel gymnasiet som HF, før han droppede begge og levede af mindre job blandt andet i et fotolaboratorium. Musikeren For den afgørende glød i ham handlede om musik. Han købte plader og gik til koncerter. Og i 1977 mødte han mødte guitaristen Peter Schneidermann, som han senere samme år dannede Danmarks første punkband Sods med. Bandet skiftede senere navn til Sort Sol. I perioden fra 1979 til 2003 udgav de en stribe skelsættende albums. Steen Jørgensen blev sanger, og med sin mørke røst har han gennem fire årtier været en af de mest markante mandlige sangere på den hjemlige musikscene. Og det var netop i Sort Sol-regi, at den første kontakt til Røde Kors blev etableret. I 2002 var bandet med til at indsamle penge og rejse opmærksomhed om dette års indsamling. Lokkemidlet var deres første stille sang, den alternative ballade Let Your Fingers do the Walking, der ikke mindst til hans egen forbløffelse var blevet et stort hit hos det brede publikum nogle år forinden i midten af 90’erne.

Der blev produceret en ny video, som blev vist vederlagsfrit i biografer landet over med det formål at hverve indsamlere til Røde Kors. Sætte livet i relief Når han nu stiller op og bidrager med navn og ansigt til årets kampagne, skyldes det imidlertid ikke blot et personligt netværk med ansatte i Røde Kors. ”Det allermest tiltalende ved det, udover at tage med til Nepal og involvere mig i projekterne derude, var, at de spurgte, om min datter Lily på 14 år ville med. Jeg har det godt med, at hun får udvidet sin horisont og får et indblik i, hvordan man lever et andet sted her på kloden i et af verdens fattigste lande. At hun møder mennesker, som ikke har de muligheder, som hun selv – eller jeg selv – har.” ”Hvorfor?” ”Så hun forstår, at vi alle sammen er mennesker og på en måde er nødt til at hjælpe hinanden. Og at de, der er ofre for krige eller naturkatastrofer, har brug for hjælp for at klare den. Hun er ung og går på efterskole, så hun har ikke været så mange steder endnu. Det handler ikke om, at hun skal blive nødhjælpsarbejder, men måske kan hun få et engagement i den type arbejde.” ”Skal hun ikke have lov at bevare en vis uskyld?” ”Hun er opvokset på Christianshavn, som er et kvarter med en meget blandet sammensætning af skæbner, så hun ved godt, at

“Når det hele skal gøres op, er vi på en måde forbundne alle sammen. Vi er bare en befolkning. Og dét glemmer vi nogle gange. Det er mennesker, vi taler om. Når deres land sønderbombes, siger det sig selv, at folk flygter.”

nogle har det sværere end andre. Jeg synes, at det er udmærket, at børn får indsigt i de ting. Jeg vil ikke presse noget ned over hovedet på hende. En teenager har jo sine interesser, venner, musik og tøj. Men der er andet i livet. Hun skal ikke tage nøden på sine skuldre og ikke nødvendigvis forstå det, det er ikke altid, jeg selv gør det. Men jeg bliver glad, hvis hun lærer at sætte ting i relief og se, hvordan vi har det herhjemme i forhold til andre, som lever under andre omstændigheder. Når man kommer hjem, er man blevet et andet menneske. Det er med til at forandre en og skabe den, man bliver videre i livet. Sådan bliver det også for Lily, tror jeg. Hun vil sikkert altid huske den rejse og de ting, hun så og mødte.” Hvilke værdier er vigtige for dig at give videre til dine børn? ”Det er sgu svært at svare præcist på. Når det hele skal gøres op, er vi på en måde forbundne alle sammen. Vi er bare en befolkning. Og dét glemmer vi nogle gange. Det er mennesker, vi taler om. Når deres land sønderbombes, siger det sig selv, at folk flygter. De der kan, vil prøve at komme væk. Og hvor skal de tage hen? Jeg har ikke svaret.” Grænser for engagement Er der noget negativt forbundet med at stille op til godgørenhed i forhold til dine andre

aktiviteter? ”Nej, men man skal ikke kaste sig over alt. Jeg bliver ofte spurgt. Som regel er det mindre ting, som folk brænder meget for. Og det kan være svært at gå ind i med engagement. Jeg har også mine egne ting og min musik, jeg brænder for. Siden dengang i 2002 har jeg ikke støttet andet end Røde Kors, og dog, måske en Christiania-koncert i ny og næ. Men det her føles rigtigt,” siger han og tilføjer: ”Røde Kors forholder sig neutralt i konflikter. Man vælger ikke side, men man hjælper alle, der er i nød uanset hvad. Fordi, det er mennesker i nød. Det har jeg stor respekt for. ”Du talte tidligere om styrken i at være en del af et hold, savner du at være med i et band?” ”Nej, det har haft sin tid. Jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle spille med de samme mennesker hele tiden. Når man starter ud som et band, når man er unge, så lever man sammen, man går i byen sammen, man er en bande faktisk. Og på et tidspunkt skal du skilles fra banden. Det er man nødt til. Og for mig er det fint. Jeg holder meget af at kunne gå med i noget og vide, at det stopper igen. Det holder mig i live.” Forude venter forskellige aktiviteter knyttet til årets kampagne for at øge opmærksomheden om indsamlingsdagen. En tur rundt til lokalradiostationer i Jylland er i

støbeskeen, da det traditionelt volder størst vanskeligheder at mobilisere indsamlere udenfor de større byer. Men forinden er der lige en førstegangsoplevelse: ”Min yngste søn og jeg har aftalt, at vi skal ud og samle ind den 4. oktober. Han synes, det er enormt spændende. Så tager vi løbeskoene på. Det er første gang, jeg selv skal af sted. Jeg har haft lidt dårlig samvittighed over det, men i år skal det være.”

STEEN JØRGENSEN Dannede sammen med Knud Odde, Tomas Ortved og Peter Schneidermann i 1977 bandet Sods, som senere skiftede navn til Sort Sol. De har udgivet otte studiealbums samt diverse opsamlinger. Har medvirket i film og tv-produktioner og lavet musik til teaterforestillinger. Har de seneste 20 år boet på Christianshavn. Har tre børn på 35, 14 og 9 år.

Efterlysning: Små huer til et godt formål strik en hue og hjælp ensomme ældre

Hej, vi hedder innocent, og vi kan godt li‘ at lave ting, der smager godt og gør godt – især smoothies og juice. Men vi vil også gerne gøre noget godt for vores omverden. I Danmark er der næsten en kvart million mennesker, der føler sig ensomme. Mange af disse er ældre mennesker, der har svært ved at komme ud af deres hjem for at møde andre. Derfor har vi opfundet Den Store Strikkefest. Det er ret enkelt. For hver solgt smoothie med hue donerer vi 2 kr. til Røde Kors’ hjælpearbejde med ensomme ældre. Har du lyst til at hjælpe os? Så strik en hue og send den til os senest den 4. december til: innocent, Ragnagade 7, 2100 København Ø, Danmark Kig forbi www.denstorestrikkefest.dk for at se strikkemønstre, læse mere om kampagnen og komme i strikke-stemning.

UD OG HJEM

TAGE SAMLEDE LIG I LIBERIA

UDREJST Filippinerne Signe Gjelstrup Mouridsen, praktikant

61-årige Tage Mikkelsen var leder af et hold, der hentede lig i Monrovias gader. De mange, der døde af ebola-virussen, udgjorde en kæmpe smittefare. AF DITTE NØRGAARD GOOR

Grækenland Eva Jordung Nicolson, nødhjælpsdelegat

Irak Henna Korte, landekoordinator og sundhedsdelegat

Israel/Palæstina John Entwistle, landekoordinator

Myanmar Mari Paajanen, udviklingsdelegat Sanja Drezgic Ostojic, udviklingsdelegat

Nepal Mariana Liptuga, landekoordinator Sydsudan Louise Steen Kryger, psykosocialdelegat

Syrien Carole Daudelin, psykosocialdelegat

FOTO: PRIVAT

HJEMVENDT Afghanistan Fuad Al-Sabri, landekoordinator

I oktober sidste år ankom Tage Mikkelsen til Liberias hovedstad Monrovia. På daværende tidspunkt var ebola-virussen på sit højeste, og der var stort og nødvendigt behov for struktureret håndtering af de afdøde. "Det flød med døde mennesker. På gaden, i biler og inde i husene. Det var tydeligt, at det var her, Røde Kors skulle sætte ind, hvis vi skulle forsøge at stoppe spredningen af virussen," fortæller Tage. Tage Mikkelsen overtog ledelsen af det mandskab, der kørte rundt og hentede ligene og sørgede for, at de blev kremeret eller begravet korrekt for at mindske smittefaren. Et menneske, der er død af ebola, smitter også uger efter, døden er indtruffet. Derfor er det altafgørende, at ligene bliver indsamlet og begravet af folk i fuldt sikkerhedsudstyr. "I Liberia er det en tradition, at de døde

skal vaskes, nusses og ligge i hjemmet i flere uger, hvilket i tilfælde af ebola-død er et voldsomt problem," siger Tage. Tage Mikkelsen og hans team oplevede nogle gange, at traditionerne gjorde arbejdet ekstra tungt. "Det var ikke særligt rart, når frustrationen hos de efterladte var for voldsom, for de var jo vant til at have den afdøde hos sig," fortæller han. Tage Mikkelsen har været udsendt til lande som Vietnam og Indonesien. Også denne gang er han stolt af indsatsen, hvor hans teams indsamlede mellem 50 og 100 lig hver eneste uge. "Det var fedt at se så dedikeret et hold. Det var stort," siger Tage, der glæder sig over, at ingen på hans hold blev smittet under det risikofyldte arbejde.

Jordan Despina Constandinides, psykosocialdelegat

Libanon Troels Mikkelsen, regional støttedelegat Jonas Skovrup Christensen, sundhedsdelegat og nødhjælper

Malawi Chanelle Corena, genoptræningsdelegat

Mozambique Veronica Rameck, distriktsdelegat

Nepal Mikkel Faursby, logistiker Pablo Villanueva Holm-Nielsen, logistiker Maja Tønning, logistiker Marie Groth Kruse, nødhjælpsdelegat Hanne Augustenborg Christiansen, nødhjælpsdelegat Lisbet Elvekjær, nødhjælpsdelegat Poul Henning Nielsen, nødhjælpsdelegat

FOTOREPORTAGE

VENNER VISER VEJ Røde Kors’ ambition er, at alle nye flygtninge skal have en ven i Danmark. Tanken stammer fra de fire humanitære folkemøder, vi afholdt i foråret, hvor danskere og flygtninge mødtes og kom med idéer til en bedre modtagelse af flygtninge. Vil du høre mere om projektet, så skriv til integration@rødekors.dk

Carina fra Hørsholm er en del af en tendens. Stadig flere danskere hjælper flygtninge. Carina bød en flygtningefamilie hjem til middag. Fotograf Joachim Adrian fra Politiken tog med. AF JOACHIM ADRIAN

NYE VEN

NSKABER

FOTOREPORTAGE NYE VENSKABER Denne aften er det første gang, at de to familier skal møde hinanden allesammen til middag hos Carina og hendes mand Per. Carina arbejder som frivillig i Røde Kors.

For syriske Ziad Aziz Sido ændrede verden sig pludseligt, da Carina spontant inviterede ham hjem til middag i Hørsholm. »Carina er en engel. Hun har givet mig håb«, siger Ziad om hende.

Antallet af danskere, der melder sig som frivillige hos Røde Kors, fordi de gerne vil hjælpe flygtninge, stiger. Flere end 2000 danskere er nu engageret i arbejdet.

NØDHJÆLPS-LÆGENS DAGBOG Nepal, fredag den 19. juni 2015

UDSENDT LÆGE I RØDE KORS 51-årige Christian Jensen er normalt praktiserende læge i Præstø. Men var i juni udstationeret for Røde Kors i den fjerntliggende nepalesiske bjergby Singati og omegn. De lokale sundhedsfolk forlod området efter de to store jordskælv den 25. april og den 12. maj 2015. Uden Christian og hans kolleger er området uden lægehjælp. I dag skal Christian ud og hjælpe i en lille, fjern bjerglandsby.

5.05

Jeg vågner, da solen står op omkring kvart i fem. Jeg ligger og lytter til morgenlydene, bedeklokken i templet og hundenes gøen, inden jeg står op. Der er klamt og varmt i teltet, og jeg er øm i ryggen efter tre uger i sovepose på et tyndt liggeunderlag. Jeg vågner mange gange hver nat af de mange efterskælv og lyden af bjergskred. Støvlerne skal rystes godt, inden de kommer på, for her er masser af giftigt kryb.

6.07

Morgenmaden er stort set den samme hver dag. En slags nepalesisk brød med kikærter i karrysovs. Og en sort te, der er voldsomt forsødet med

sukker. Jeg har selv taget Nescafé med. Jeg spiser ofte under åben himmel, så jeg kan se solen stå op over Himalaya-bjergkæden. Himlen føles meget tæt på heroppe. Det giver en næsten religiøs oplevelse.

“Patienterne står i kø for at få hjælp. Jeg giver den en skalle sammen med den franske læge, og i løbet af en times tid har vi ryddet venteværelset.”

7.30

Efter morgenmøde med hele teamet af nødhjælpsarbejdere er vi på vej til en lille bjerglandsby halvanden times kørsel fra Singati. Her skal vi give de lokale lægehjælp. Vi har både kliniktelt, borde, briks og medicin med, så vi kan opsætte en midlertidig mobil klinik. Det er alt sammen spændt fast oven på taget på to specialfremstillede 4-hjulstrækkere. Det er de eneste biler, vi kan komme frem med under så vanskelige vejforhold.

7.35

Vi kører i to biler, holder god afstand og radiokontakt i tilfælde af uheld. Der er dagligt bjergskred og eroderede veje. I forvejen er vejene meget stejle. Det er i virkeligheden bare to opkørte spor, og der er intet gærde til at forhindre os i at falde flere hundrede meter ned. Men jeg føler mig egentlig tryg nok. Vi kører 5-10 kilometer i timen, og der er så varmt og fugtigt i bilen, at jeg er helt gennemblødt af sved.

på så smal og dårlig en vej. Vi andre står ud af bilen, mens chaufføren vender den i noget, der minder om en 25-punkts vending.

12.50

Vi er fremme i landsbyen. Sundhedsassistenten er i fuld sving i sundhedsklinikken, for der er mange patienter. Men han klarer det selv, mens vi gennemgår hans optegnelser over patienter og deres sygdomme. Klinikken mangler medicin. Så vi giver sundhedsassistenten en boks med basal medicin, så han kan behandle de mest almindelige sygdomme som luftvejsinfektioner, sår, diarre og smerter. Det bliver han meget glad for. Her er et hav af mennesker, fordi andre samtidig uddeler nødhjælp.

Vejen er blokeret af et stort bjergskred, og begge biler må vende om. Jeg er ikke skuffet, for vi må hele tiden tilpasse os vilkårene. Vi beslutter i stedet at besøge to andre landsbyer for at aflevere medicin til de lokale sundhedsassistenter. Det er nervepirrende at få vendt bilen

For første gang i tre uger er der dessert; chokoladebudding med vaniliesovs. Den tyske tekniker Michael er nemlig også uddannet kok og har som afveksling til ris og bønner kreeret aftenens måltid ud fra tyske frysetørrede komponenter. Jeg har ikke smagt noget sødt i ugevis. Så selv om buddingen ikke vil stivne under disse varme himmelstrøg, og smagen af pulver er gennemtrængende, er variationen kærkommen. Det er ren luksus og en smag af civilisationen igen for en kort tid. Det minder mig om, hvor jeg kommer fra.

14.50

Vi kører forbi en rismark på hjemvejen. Det slår mig, hvor fantastisk der er, at dette hårdt prøvede folk har overskud til at plante ris, selvom de fortsat bor i telte og enkle shelters. Men det er den rigtige prioritering, for så har de noget at leve af fremadrettet.

15.58

9.11

17.50

Vi når tilbage til klinikken i Singati, hvor patienterne står i kø for at få hjælp. Jeg giver den en skalle sammen med den franske læge, og i løbet af en times tid har vi ryddet venteværelset. Jeg når at behandle omkring 15 patienter. Det er mest folk, der bliver skadet, mens de genopbygger deres huse, og eksempelvis har brækket et ribben. Men der kommer også flere med feber, udslæt og dårlig mave. Almindelige sygdomme som borgere i Danmark også går til læge med. Her har vi bare færre instrumenter og mindre medicin. Og vi har ikke rigtigt noget at henvise folk videre til.

20.45

Jeg går i sauna. Det er absurd, men finnerne har taget et saunatelt med bænke og elektrisk ovn med sten med fra Finland. Vi evaluerer dagen sammen, og her er en rar og åbenhjertig stemning. Det er et tiltrængt frirum. Vi joker, og der bliver grinet meget, inden vi går i seng kort efter. Jeg kommer til at sove godt efter saunaturen. I teltet ligger jeg med min pandelampe i den ene hånd og passet i den anden, klar til at løbe ud, hvis der pludselig kommer et jordskælv.

rødekors.dk/shop

GAVER FRA RØDE KORS På rødekors.dk/shop finder du fine gaver til ham, hende eller børnene – og du støtter Røde Kors’ arbejde, hver gang du handler.

Stelton termokrus Kaffe med på farten? Nu kan du købe et termokrus (200 ml) fra Stelton og støtte Røde Kors’ arbejde. 149,-

Bodystockings fra Wheat ”Mor” bodystocking til de mindste – fås fra 3 til 18 mdr. 49,-

Tørklæde fra Black Lily Lækkert kanelfarvet tørklæde i tyndt bomuld – perfekt til det danske efterårsvejr. Normalpris 600,Særpris 199,-

REACT NOW Kamilla Byriel fra Lollys Laundry og Røde Kors Klub 100 har designet Tshirts til fordel for Røde Kors. 299,-

Gi’ én

– eller flere. En enkelt flaske kan give udsatte børn en bedre hverdag.

Dagli´Brugsen arbejder sammen med Røde Kors. Pengene fra dine flasker går ubeskåret til Røde Kors’ arbejde. Hvis alle der afleverer flasker i Dagli´Brugsen giver én flaske hver, kan vi hjælpe 7.000 familier.

Din ﬂaskepant kan give udsatte børn en bedre hverdag

Læs mere på rødekors.dk/pant

Hjælp til 7.000 familier

28 28

“Det er i Syrien, jeg kan gøre en forskel” MAISSAM HAMOUI FORTÆLLER TIL LENE VENDELBO OG ANNE BREGENDAHL LAURSEN. FOTO: THOMAS EVALDSEN

Jeg arbejder som frivillig med vand og sanitet og som anæstesilæge i Syrien. Før krigen regnede jeg med, at jeg skulle til Afrika og arbejde for Røde Kors. Men nu er det her i Syrien, der er brug for min hjælp. Som læge og frivillig møder jeg hver dag ofre for krigen. Det værste jeg har oplevet var en lille pige på to måneder, som var blevet såret under et bombeangreb. Hun var slemt tilredt, og da jeg gør hende klar til operation, ved jeg, at det er et spørgsmål om minutter, før at hendes liv er forbi. Alligevel kan jeg mærke, at hun kæmper. Det er en åbenlys kamp, som hun ikke kan vinde. Hun dør. Men det giver mig

alligevel styrke og bekræfter mig i, at når hun kan kæmpe, kan jeg også. Jeg arbejder og bor i Aleppo. Det er et af de steder, der er hårdest ramt af krigen. Som anæstesilæge vil jeg kunne få et godt job i Frankrig, hvor begge mine brødre bor. Men jeg er nødt til at blive, for jeg ved, at det er her, jeg kan gøre en forskel. Jeg har ikke set mine brødre i de fire år, krigen har stået på. Men det er ikke meningen, at jeg skal bo hos dem i Frankrig. Jeg skal blive her i Aleppo og hjælpe, og hvis jeg dør, er det Guds mening. Jeg har stor tiltro til Gud.

MAN FOTO: ABD DOU

Y/SCANPIX

Som frivillig i Syrisk Røde Halvmåne er jeg teamleder for vand og sanitet. Sidste forår fik vi rigtigt travlt, fordi vandforsyningen blev helt håbløs på grund af de mange bombeangreb. Der kom så lidt vand ud af vandhanerne i vores lejlighed, at vi jokede med, at vi skulle til at drikke vand af teskeer. Folk begyndte at hamstre.

r humanitær e nu behov fo nesker har lig en m åne i Syrien r m ne lv io Ha ill 12,2 m villige fra Røde fri 0 00 3. uligt. n. m hjælp i Syrie mange som på at hjælpe så nu e lig er jd arbe

Vi har fået omkring 100 gamle brønde til at fungere igen. Vi etablerer også vandtanke, der kan rumme op til 95.000 liter vand. Jeg hjælper med at samle tankene, og hvis vi er otte frivillige, tager det omkring syv timer at samle en tank. Jeg bor sammen med min søster og min mor. Krigen sætter sine spor hos os alle. Men jeg har længe vidst, at det er mit kald at hjælpe dem, som har det svært. Jeg er stolt af mit arbejde.

29 29

Et øjeblik 34-årige Maissam Hamoui er anæstesilæge og har valgt at blive i Syrien for at arbejde som frivillig for Røde Halvmåne i Syrien. Hun har ikke set sine brødre i fire år, men føler det er hendes pligt at hjælpe i sit land. I sin fritid kan Maissam godt lide at ryge æbletobak på sin vandpibe og spille kort. Hendes yndlingsfilm er Ringenes Herre.

KORT NYT

Eva hjælper på Lesbos

Hårde monsun-måneder i Myanmar

Røde Kors-frivillige hjalp under bombeangreb i Thailand Thailand blev ramt af to bombeangreb den 17. og 18. august. Røde Kors frivillige var hurtigt på stedet, og hjalp med at behandle 27 tilskadekomne ved King Chulalongkorn Memorial Hospital.

FOTO: RØDE KORS

Den voldsomme monsunregn har skabt oversvømmelser og jordskred i store dele af Myanmar, hvor flere end 1,5 millioner mennesker er påvirket. Vi hjælper med evakuering, vand og anden nødhjælp.

Flygtninge strømmer til Grækenland Siden året start er mere end 160.000 mennesker flygtet til Grækenland. Størstedelen af dem ankommer med båd fra Tyrkiet. Kos er en af de græske øer, flest ankommer til. Her uddeler vi pakker med mad, hygiejnesæt, tæpper og andet nødhjælpsudstyr.

Højskole for asylcenterbørn 27 teenagere med ni forskellige nationaliteter har været afsted på camp på Vrå Højskole. En af de unge er Bashir Rasooli, der er flygtet fra Afghanistan. "Det bedste af det hele er at få nye venner. Nu har jeg overskud til at begynde på skolen igen, og jeg glæder mig til at få flere danske venner," siger Bashir. Projektet er blevet til takket være en donation fra IKEA, og det skal give unge asylansøgere i alderen 13-18 år en mulighed for at komme lidt væk fra asylcentrene.

Afdøde nødhjælpsarbejdere mindes Den 19. august fandt "World Humanitarian Day" sted. Dagen er dedikeret til nødhjælpsarbejdere i hele verden, og dagen bruges til at mindes dem, der har mistet deres liv under udførelsen af humanitært arbejde i verdens brændpunkter.

Makedonien under flygtningepres

Nyt nummer af genbrugsmagasinet STIL

Vi søger allerede nu frivillige til næste års camps for børnefamilier i en sårbar situation. Har du ledererfaring, gerne indenfor det socialfaglige område? Eller har du kompetencer indenfor fx kunst, idræt, sundhed eller naturvejledning? Så ring på tlf. 3117 3960 eller tilmeld dig på www.rødekors.dk/camp.

FOTO: IFRC

Vi har lanceret vores modemagasin STIL, og bladet kan hentes gratis i din nærmeste Røde Kors-butik. Du kan finde inspiration til genbrugsmode, som blandt andet Medina, Mathias Zanka Jørgensen, Christiane Schaumburg-Müller og Mille Dinesen stiller op i.

Er det dig, vi leder efter?

Vores nødhjælpsarbejder Eva Jordung er på Lesbos for at hjælpe kvinder med børn, gravide, handicappede og børn, der er flygtet alene. Flygtningene mangler alt fra vand og mad til sko og tøj. Og de mangler især information om, hvor de skal henvende sig for at komme videre. "Jeg har aldrig oplevet noget så skrækkeligt og uorganiseret. Her er så mange mennesker, der ikke ved, hvad de skal gøre," fortæller Eva. De skal gå 70 kilometer sydpå for at få hjælp i den officielle flygtningelejr. Turen tager 2-3 dage og foregår i 35 graders varme. Eva skal sørge for, at især gravide, handicappede og børn, der er alene, kan blive kørt i bus de 70 kilometer.

Regeringen i Makedonien har erklæret undtagelsestilstand i to af landets regioner, da landet er under et enormt pres fra alle de flygtninge, der hver dag flygter ind i landet. Røde Kors-frivillige hjælper de mange flygtninge, der krydser grænsen fra Grækenland og ind i Makedonien. På nuværende tidspunkt er der fem mobile Røde Kors-teams, der rykker ud med hjælp. I hvert team er der minimum én læge, én tolk og én paramediciner. Og vores frivillige udøver førstehjælp på ca. 200 mennesker om dagen. De sørger for, at sårede flygtninge kommer på hospitalet, og de arbejder på at opfylde basale behov som drikkevand, mad, hygiejnepakker, tæpper og tøj. Vi hjælper op mod 3.000 mennesker dagligt ved den græsk-makedonske grænse med mad, vand og anden nødhjælp.

HJÆLP OS MED AT SPARE PORTO!

Gå ind på RødeKors.dk/arv og læs, hvordan du kan betænke Røde Kors i dit testamente. Det koster dig ikke noget nu og her, men har stor betydning for mennesker i nød fremover.

Må vi kontakte dig på e-mail? Det kan betyde besparelser på porto og tryk, hvis vi af og til kan bruge en e-mail i stedet for et brev. Og på den måde er du med til at sikre, at din støtte gør mest mulig nytte, der hvor behovet er størst. Send os en e-mail med navn og adresse (og dit Røde Kors-nummer, hvis du kender det) til kontaktmail@rodekors.dk. På forhånd tak for din hjælp til at få dine bidrag til at række så langt som muligt.

Arven efter dig er livsvigtig

Overførsel fra kontonummer

Hver en krone tæller. Tak for dit bidrag.

GIRO INDBETALING

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

430 kr. Husly til en katastroferamt familie 800 kr. Køkkensæt til 4 familier på flugt 1.160 kr. Mad til 4 familier i en måned Din støtte er ikke øremærket, men hjælper, der hvor nøden er størst.

Indbetaler

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 09-15 – PNS 485-28358

Sådan kan du støtte: Brug girokortet • Besøg rødekors.dk • Sms NØD til 1999, og støt med 100 kr. (+ sms-takst) Med din hjælp er Røde Kors altid til stede der, hvor det gælder. Du gør det muligt at redde liv og give håb midt i verdens katastrofer. På begge sider af konflikter og i de fjerneste egne af verden. Det er din støtte, der gør det muligt.

BRUG GIROKORTE T I DAG!

Meld dig som indsamler søndag den 4. oktober kl. 11-14. Tilmeld dig på indsamler.dk eller på telefon 7010 0000

Øre