ALENE PÅ FLUGT

MAGASINET R Ø D E KO R S N R . 3 / 2 0 1 4

ALENE PÅ FLUGT Antallet af flygtninge i verden har ikke været større siden 2. verdenskrig. Et stigende antal børn savner det væsentligste: deres mor og far.

p l ĂŚ j h Hurtig p l ĂŚ j h t l dobbe

3

4

INDHOLD

4 TEMA: Flere børn flygter uden deres forældre

20

24

12

Altid til stede: Historisk mange katastrofer lige nu

14

Portræt: Ernæringsekspert Christian Bitz fortæller om at ville være nr. 1

19

Ud og hjem: Birthe bekæmpede ebola i Sierra Leone

20

Foto: Udsatte børn og voksne får en ny start

24

Dagbog: En dag i felten, når ebolaudbruddet raser

26

Støt os ved at købe vores varer

28

Et øjeblik: Merete samlede døde sammen

30

Kort nyt

FOR MANGE BØRN FLYGTER ALENE 13-årige Mayen så sine forældre blive hakket ihjel med økser, da soldaterne kom til hans landsby i Sydsudan. Han måtte flygte over hals og hoved og mistede kontakten til sin storebror, som ellers altid havde passet på ham. Nu sidder han uden sin familie i en flygtningelejr i Uganda og savner sin bror.

Udgiver: Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 København Ø, tlf.: 3525 9200, www.rodekors.dk. Redaktion: Klaus Nørskov (ansv.), Julie Lorenzen (red.), Helle Bjerre Østergaard (layout). Forsidefoto: Poul Madsen. Tryk: K. Larsen & Søn. Oplag: 75.000, ISSN: 2245-9901. Artikler fra bladet kan frit gengives, dog med angivelse af kilde. Redaktionen for dette nummer er afsluttet den 12. september 2014. Meninger fremsat i Magasinet er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Røde Kors’ holdning. redaktionen@rodekors.dk

Der bliver desværre flere børn som Mayen. Antallet af børn, der flygter uden deres forældre, er steget med 40 procent de seneste tre år. Intet barn bør være nødt til at flygte alene og opleve den angst, ensomhed og utryghed, det medfører. I Røde Kors hjælper vi flygtningebørnene med at eftersøge deres familie, med at finde nye familier, der kan tage sig af dem, med psykosocial støtte og med at blive integrerede i deres nye samfund – blandt andet gennem fodbold.

Du kan også hjælpe. 5. oktober har vi indsamling, og vi mangler indsamlere. En del af pengene går til at hjælpe børn som Mayen, der flygter fra borgerkrigen i Sydsudan. Læs mere på rødekors.dk/indsamler.

ANDERS LADEKARL, GENERALSEKRETÆR

4

HVOR ER M 14.000 børn fra Sydsudan flygter lige nu alene fra borgerkrig. En af dem er 13-årige Mayen Deng, som vi møder på grænsen. Han så sine forældre blive dræbt.

Nu leder han efter sin bror og et sted at bo.

AF TROELS DONNERBORG. FOTO: POUL MADSEN

TEMA Antallet af flygtninge i verden har ikke været større siden 2. verdenskrig, og stadig flere børn flygter uden deres forældre. Vi sendte fotograf Poul Madsen og journalist Troels Donnerborg til en flygtningelejr på grænsen mellem Sydsudan og Uganda for at rapportere om, hvordan det er at være barn og alene på flugt.

5

TEMA: BØRN ALENE PÅ FLUGT

MIN BROR?

6

TEMA: BØRN ALENE PÅ FLUGT

“Min far døde ikke af skuddene, så de startede med at hakke i ham med økser. Da de var færdige, begyndte de at hakke i min mor.

Så flygtede jeg.”

MAYEN DENG, 13 ÅR, FLYGTNING

Mayen vikler en elastik ud over håndleddet.

Han ruller den tilbage og slipper, så det slår et lille smæld. En bevægelse, han gentager igen og igen, mens han går rundt i mylderet i flygtningelejren Nyumanzi i Uganda tæt på grænsen til Sydsudan. Hans øjne er vagtsomme og afsøgende, og trods hård regn og fygende, rødt støv virker det ikke, som om han har blinket unødigt, siden han ankom til lejren med bus for to måneder siden.

For han leder efter sin 17-årige storebror. ”Jeg tænker virkelig meget på ham, men

BAGOM KRIGEN Borgerkrigen i Sydsudan brød ud 15. december 2013 som følge af magtkampe mellem præsident Salva Kiir og tidligere vicepræsident Riek Machar.

Det har udviklet sig til en blodig etnisk konflikt mellem Kiirs støtter, der tilhører Dinka-stammen, og Machar’s støtter, der tilhører Nuer-stammen.

Flere end 1,7 millioner mennesker er ifølge FN på flugt fra krigen.

jeg ved ikke, om han lever. Eller hvordan jeg skal få fat på ham, for han har ingen telefon,” siger han. ”Vi fulgtes altid ad til skole, og han forsvarede mig, hvis nogen drillede. Når vi kom hjem, gik vi altid i haven sammen for at grave.

Det savner jeg sådan.”

Folk hujer, da busser fra grænsen ankommer med nye flygtninge og drejer ind på pladsen foran teltene. Børneoverkroppe hænger ud af busvinduerne. Da bussen stopper, kommer de ned ad trappen, med store øjne. Røde Kors-frivilliges arme tager imod dem. Ud kommer en lille fyr i en mørnet Barcelona-T-shirt med spillernavnet Iniesta på brystet. Og en gravid kvinde. En otte-ti-årig dreng med tårerne trillende ned ad kinderne får hjælp til at finde sin mor i mylderet. To voksne kvinder græder og krammer hinanden så hårdt, at mørke knoer bliver lyse. Ud af bagagerummet bliver rullekufferter, plastikstole, kufferter, enkelte madrasser og et lille træbord hevet ud.

Men Mayens bror er ikke blandt de 102 passagerer i bussen. Ligesom han ikke er blandt

de flere end 77.000 andre flygtninge, der er kommet hertil Nyumanzi, siden borgerkrigen i Sydsudan brød ud i december. Nogle af de andre børn råber på Mayen, forsøger at få ham med i et selvopfundet spil med kapsler, men han vil helst være alene. Mobiliserer en sjælden gang et anstrengt smil og forsøger så stilfærdigt at snige sig med på fotografens billeder.

Et publiceret foto af ham selv kan være en lille chance for at få kontakt til broderen.

Så sine forældre blive hakket ihjel Mayen har ikke set sin bror, siden den dag, broderen rejste ind til byen Bor for at arbejde.

Derfor måtte han også klare sig selv den dag, oprørerne kom. Mayen var ovre ved naboen for at spille fodbold i den lille landsby Auldit, hvor han boede med sine forældre. Han hørte skuddene og råbene og så de mange mænd med skydevåben, knive og økser. ”Hvis bare min bror havde været der,” siger han.

Mayen bliver stille og kigger ned. Den frivillige Røde Kors-medarbejder, der oversætter, lægger armen rundt om ham og fortæller

7

27-årige Achol har taget sig af Mayen under hele flugten.

Han hjælper hende med opvasken.

ham, det er ok, hvis ikke han kan sige mere.

Det er en stor del af Røde Kors’ arbejde i lejrene at tage sig af de mest udsatte børn. ”Jeg så det selv,” siger han så. ”De skød min far. Min mor forsøgte at flygte, så de skød også hende. Min far døde ikke af skuddene, så de startede med at hakke i ham med økser. Da de var færdige, begyndte de at hakke i min mor. Jeg vidste, jeg ikke kunne gå hjem, men var nødt til at komme langt væk, så jeg løb.”

Sammen med naboens familie flygtede Mayen ud over marken. De kom til et sted nær en flod, hvor naboens far kom i bil og hentede dem. De kørte til en lejr for internt fordrevne, som de troede var sikker, men der var ingen maduddeling, og alting blev mere desperat. Til sidst blev Mayen væk fra sine naboer. Herfra husker han kun, at han lagde sig ned under et træ, sulten og for træt til at bevæge sig mere.

Men den kvinde, der sidder ved siden af ham, mens han fortæller, husker det. For hun så ham og gav ham noget af sin mad. ”Jeg tænkte, det kunne være et af mine egne børn,” forklarer 27-årige Achol Aku-

diot Mach, der selv flygtede fra kampene i Sydsudan med sine tre børn efter at have set sin mor, svigerinde og mand blive slået ihjel af oprørerne. ”Jeg ville jo ønske, nogen ville hjælpe mine børn, hvis ikke jeg selv var der.”

Ikke umuligt at finde broderen I et stykke tid klarede de sig med frugt fra bushen, men Achol var bange for, oprørerne ville komme til lejren, og besluttede at gå videre med sine tre børn og Mayen. Den sammenbragte familie gik i fire timer og var heldige at blive samlet op af en bil, der 13. maj i år bragte dem til den ugandiske grænse. Fem måneders flugt i Sydsudan var endelig slut, da de krydsede grænsen. Achol har besluttet sig for fortsat at tage sig af Mayen. ”Hvis han vil studere, vil jeg også forsøge at finde penge til at betale for det,” siger hun.

Mayen kradser på sit ben. Han har ikke været i skole, siden han flygtede hjemmefra, og han ved godt, det koster mange penge at gå i skole her i Uganda. ”Jeg håber selvfølgelig at få en uddan-

nelse,” siger han lavt. ”Men jeg håber mest på at finde min bror.

Jeg ville så gerne bare kunne gå i haven med ham igen.”

Den frivillige Røde Kors-medarbejder, Akasa Adiges, der sidder ved siden af, fortæller ham, at Røde Kors’ internationale eftersøgningstjeneste, der dækker alle lande, nu vil gå i gang med at søge efter broderen.

Hvis broderen også efterlyser Mayen et sted i verden, kobler Røde Kors dem sammen.

Mayen smiler for første gang. Lidt.

VI GENFORENER FAMILIER I katastrofesituationer hjælper Røde Kors med at efterlyse og genforene familiemedlemmer gennem verdens største eftersøgnings-netværk. Den frivillige nødhjælpsarbejder Akasa hjælper Mayen med at finde sin bror.

Se video af, hvordan han gør her: rødekors.dk/eftersøgning

8

TEMA: BØRN ALENE PÅ FLUGT

FLERE BØRN FLYGTER UDEN MOR OG FAR På verdensplan er antallet af børn, der flygter uden deres forældre, steget med 40 procent. I Sydsudan risikerer de at ende i prostitution eller som børnesoldater.

AF TROELS DONNERBORG

13-årige Mayen er heldig at have en, der tager sig af ham. Uden forældre havner børn på flugt nemlig ofte med at være så sultne og desperate, at de ifølge flere rapporter fra FN ender i udspekulerede bagmænds hænder i stedet for i en flygtningelejr.

Og det problem kan meget vel vokse sig større.

Antallet af registrerede, flygtede børn uden forældre er nemlig steget med næsten 40 procent på tre år. Og der er god sandsynlighed for, at den negative rekord bliver slået i år. Det mener Ann Rummery fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR. ”Vi ser en stigende trend, og det vil ikke være overraskende, hvis det fortsætter i 2014.

Vi kan se, at der er rigtig mange børn på flugt fra Eritrea, Syrien og Sydsudan lige nu,” siger hun.

Ann Rummery pointerer, at det kun er de børn, som rent faktisk søger asyl, der bliver registreret, og at det derfor slet ikke er alle flygtningebørn uden forældre, der er med i statistikken. Men det er den eneste måde, flygtningeorganisationen kan registrere dem på, og det er et godt fingerpeg.

Krig og sult tvinger sydsudanesiske børn på flugt Det er især børn fra Sydsudan, som er årsag til stigningen. Sidste år blev 3.100 børn, der var flygtet fra Sydsudan uden deres forældre, registreret som asylansøgere i et andet

land. Lige nu melder UNHCR om, at 14.000 forældreløse børn fra Sydsudan er på flugt i nabolandene. Og fordi procentdelen af børn, der flygter uden deres forældre, er særligt høj blandt sydsudanesere, ser FN og Røde Kors også med stor alvor på udviklingen netop her. Der er både borgerkrig i landet, samtidig med, at FN vurderer, at knap fire millioner sydsudanesere lige nu er i akut risiko for hungersnød. ”Vi opfatter børnene som en af de allermest sårbare grupper. Vi ved, de er i stor risiko for at få for lidt mad og bringe sig selv i situationer, der ikke er gode for dem,” siger Ann Rummery.

FN advarede allerede i juli om, at antallet af fejlernærede sydsudanesiske børn i flygtningelejrene nu er over det højeste tilladte niveau, og at deres hjælpeprogrammer kun er finansieret med en fjerdedel. På grund af det store antal konflikter i verden lige nu, er organisationerne nødt til at smøre hjælpen tyndere ud. Det går især ud over de mest udsatte grupper som de forældreløse børn.

Fra UNICEFs rapport ”Væbnede konflikters påvirkning af børn” ved man, at det er de børn, der er på flugt uden deres forældre, der er i ”størst risiko for at blive dræbt, tortureret, voldtaget, røvet og rekrutteret som børnesoldater.” I Sydsudan har både FN og den lokale organisation ”Confident Children out of Conflict advaret om, at antallet af børnesoldater og børneprostituerede er stigende.

”Det øger børneprostitutionen, at de traditionelle familiestrukturer er brudt sammen på grund af krigen,” siger direktør for ”Confident Children out of Conflict” Cathy Groenendijk om prostitutionen.

Ifølge en rapport fra UNICEF er der nu flere end 9.000 børn, der bliver brugt som soldater i konflikten. ”Da den nuværende konflikt brød ud, blev rekrutteringen af børnesoldater øget,” siger Leila Zerrougui, der er FN’s særlige repræsentant for børn og væbnede konflikter.

Børnenes udvikling er truet Louise Kryger er psykolog i Røde Kors-forbundets danskbaserede globale videnscenter for psykosocial støtte. Hun pointerer, at børnene er dobbelt ramt, fordi de både har været udsat for den tragedie, der har tvunget dem til at flygte og samtidig er blevet væk fra deres forældre. ”Akut giver det nogle skræmte og ulykkelige børn, og på lang sigt kan det have alvorlige konsekvenser for deres følelsesmæssige og sociale udvikling, indlæringsevne og mentale helbred,” siger hun og fortsætter: ”Vi ved fra både erfaring og forskning, at netop følelsen af tryghed og håb er afgørende for børn og voksnes mulighed for at komme godt igennem kriser. De har mere end nogen brug for at opleve en almindelig hverdag med skole, leg og kammerater,” siger hun.

9

9.000

SYDSUDANESISKE BØRN BLEV SIDSTE ÅR REKRUTTERET SOM BØRNESOLDATER.

1/6

AF ALLE GADEBØRN I SYDSUDANS HOVEDSTAD JUBA ER BØRNEPROSTITUEREDE.

51,2 mio.

MENNESKER ER FLYGTET ELLER FORDREVET I VERDEN.

50 %

AF ALLE FLYGTNINGE ER BØRN. DET ER DEN HØJESTE PROCENTDEL I ET ÅRTI.

2,5 mio.

MENNESKER STIGER ANTALLET AF FLYGTNINGE MED OM ÅRET.

30.000

ANTALLET AF REGISTREREDE FLYGTNINGEBØRN UDEN FORÆLDRE VERDEN OVER

25.000

20.000

15.000

2010

2011

2012

Kilder: UNICEF, UNHCR Global Report 2013, Confident Children out of conflict

2013

10

TEMA: BØRN ALENE PÅ FLUGT

25-årige Akasa Adiges er en af de specialtrænede Røde Kors-frivillige på grænsen til Sydsudan, der hjælper børnene.

HJÆLP TIL

ET NYT LIV

I Uganda hjælper Røde Kors-frivillige de mange flygtninge fra Sydsudan med at blive en del af deres nye samfund. Der er særligt fokus på de børn, der er flygtet alene.

AF TROELS DONNERBORG

13-årige Mayen har skiftet T-shirt og er med bussen i dag. Han skal flytte til et mere permanent sted sammen med 1.500 andre beboere fra flygtningelejren Nyoumanzi ved den ugandisk-sydsudanesiske grænse, hvor han har boet de seneste to måneder. ”Jeg glæder mig til et hjem og en have,” siger han spændt.

Derfor hænger Mayen også ud af vinduet med et bekymret udtryk i ansigtet, da bussen

pludselig stopper. Vejen er skredet sammen foran dem efter en tung regnbyge. De må vende om. Køre en anden vej. Men de kommer frem til sidst. Og Mayens drøm er ikke langt fra den fremtid, der venter ham og alle de andre, der i dag har pakket kufferter og stofposer og taget deres pæneste tøj på for at tage turen lidt længere ind i Uganda ad hullede jordveje i et par af FN’s busser.

Chanelle Corena arbejder på stedet for

Røde Kors i Danmark. Hun fortæller, at hver flygtningefamilie får et stykke jord i en landsby og et sæt med presenninger, som de selv skal sætte op som husly. Derudover får de madvarer, kogegrej, dunke til vand og andre dagligdags fornødenheder. Den danske støtte skal gå til at få boret vandhuller, skabt rene toiletter og opgraderet sundhedsklinikken med medicin i den landsby, flygtningene bliver en del af.

11

Og så skal den gå til at købe fodbolde og fodboldmål, så der kan blive lavet sportsaktiviteter og skabt netværk til de forældreløse børn, siger hun.

“Udover de basale ting som mad og vand og medicin, vil vi gerne skabe et hjem og et netværk for de børn, der flygter. De børn, der ikke har nogen familie med sig, risikerer at blive ret sløve, sure, ensomme og nogle gange ret deprimerede. Derfor vil vi også gerne skabe nogle sportsaktiviteter for dem.”

Chanelle Corena fortæller, at fodboldprogrammet skal være en slags lim mellem børn og voksne. ”Vi vil træne de lokale, så de både bliver dygtige fodboldtrænere og også samtidig kan vejlede om hiv og andre relevante emner. Vi tror på, det kan skabe et netværk for de her børn, som kan blive altafgørende for deres psykiske og fysiske helbred,” siger hun og fortsætter: ”Vi regner med, at mange af de her flygtningebørn skal være her længe. Derfor er det meget vigtigt, at de føler sig hjemme. Det er vigtigt, at de føler et netværk omkring dem,

så de ikke ender som prostituerede eller børnesoldater. Med det her program giver vi dem et stærkere mentalt helbred.”

Røde Kors-frivillige hjælper Langt de fleste af de sydsudanesiske børn, der flygter til Uganda uden deres forældre får en ny familie, som bliver værger for dem. Det fortæller Akasa Adiges. Han er en af Uganda Røde Kors’ 69 frivillige i området og er ansvarlig for at tage sig af de forældreløse børn.

Når børnene kommer til en ny familie, tjekker udvalgte og specialtrænede Røde Kors-frivillige op på deres situation hver uge. De sikrer, at børnene får den mad, de skal have og har det godt mentalt. ”Vi opdager nogle gange, at de ikke får det, de skal have af vitaminer, fordi de spiser for ensidigt. Det forsøger vi at hjælpe dem med, ligesom vi lytter til dem, når de gerne vil tale om deres forældre eller familie.”

Akasa er også ansvarlig for at hjælpe flygtninge, der har mistet kontakten til deres familie, med at eftersøge de forsvundne familiemedlemmer gennem Røde Kors’ interna-

Vi hjælper børn i brændpunkter Det er ikke kun i Uganda, Røde Kors hjælper børn udsat for krig og katastrofer i gang med et nyt liv gennem psykologisk førstehjælp. Det gør vi i stort set alle verdens brændpunkter – aktuelt i Syrien og Gaza, hvor Røde Kors frivillige gennem leg og tegning forsøger at hjælpe børnene over krigens traumer.

tionale eftersøgningssystem. Det er en vigtig del af den psykologiske heling af de traumer, mange flygtninge har med i bagagen. ”Jeg kan se, hvor stor forskel det gør,” siger han. ”Folk griner og råber og krammer hinanden, når vi lykkes med at genforene dem med deres familie. Det er så livgivende for os alle sammen at se. De oplever et kæmpe savn, og derfor skal vi også holde håbet i live for dem, der endnu ikke har fundet deres familie. Det er vigtigt for dem.”

Det er Akasa, der skal forsøge at holde håbet oppe hos Mayen og hjælpe ham med at finde sin bror.

Gennem Røde Kors og FN får Mayen et nyt sted at bo, en fritidsinteresse og noget at smile over.

DU KAN HJÆLPE BØRN SOM MAYEN 5. OKTOBER Søndag 5. oktober er der Røde Kors-indsamling. En del af de indsamlede midler vil gå til at hjælpe børn som 13-årige Mayen, der er på flugt fra krig og sult i Sydsudan. Vi har brug for indsamlere, som har lyst til at gå tre timer med raslebøssen.

Læs mere på rødekors.dk/indsamler

12

ALTID TIL STEDE

VERDEN Verden oplever lige nu historisk mange katastrofer. Millioner af Røde Kors-frivillige knokler hver dag for at hjælpe.

UKRAINE

BØRNENE LIDER Knap en halv million mennesker er drevet på flugt på grund af krigen i Gaza. 373.000 børn har brug for psykosocial hjælp.

Vi hjælper med: mad • madrasser • tæpper • ambulancekørsel • førstehjælp • medicin • hospitalsudstyr • psykosocial hjælp til børn og voksne.

TUSINDER RISIKERER EBOLA

ISRAEL/GAZA

Historiens største udbrud af ebolavirus huserer i Vestafrika. Flere end 1.900 er døde, og Verdenssundhedsorganisationen WHO frygter, op mod 20.000 kan blive smittet.

Vi hjælper med: at kortlægge smitteveje • at forebygge smitte via oplysning • at begrave de døde • psykosocial hjælp til syge og pårørende.

SYRIEN

SENEGAL

VESTAFRIKA

GUINEA SIERRA LEONE LIBERIA

NIGERIA

STORT BEHOV FOR BESKYTTELSE Væbnet konflikt i Den Centralafrikanske Republik har sendt flere end 500.000 mennesker på flugt.

Og mindst 2,5 millioner har akut brug for hjælp.

Vi hjælper med: rent vand • mad • mobile sundhedsklinikker • myggenet • psykosocial støtte • førstehjælp • såsæd og landsbrugsredskaber.

SYDSUDAN

DEN CENTRAL­ AFRIKANSKE REPUBLIK

IRAK

13

BLØDER VINTER TRUER FLYGTNINGE Konflikten i det østlige Ukraine har sendt flere end 250.000 mennesker på flugt. Om lidt står en iskold vinter for døren.

Vi hjælper med: mad – bl.a. i form af madkuponer til lokale supermarkeder • husly • psykosocial støtte til børn og voksne • medicin • førstehjælp.

HALVDELEN AF LANDET PÅ FLUGT Tre års krig har fået tre millioner til at flygte ud af landet, mens 6,5 millioner er på flugt i Syrien.

Vi hjælper med: mad • køkkensæt • hygiejneartikler • tæpper • madrasser • mobile sundhedsklinikker • ambulancekørsel • medicin • førstehjælp • psykosocial støtte til børn og voksne.

FLYGTER UDEN EJENDELE Interne kampe har sendt flere end 1,8 millioner mennesker på flugt i Irak. Mange familier er flygtet fra deres hjem uden andet end det tøj, de har på kroppen, Vi hjælper med: mad • vand • telte • mobile sundhedsklinikker • medicin.

STØT OS! RAMT AF SULT OG KRIG En væbnet konflikt i Sydsudan har tvunget flere end 1,7 millioner mennesker på flugt. Derudover truer en sultkatastrofe.

Vi hjælper med: mad • medicin • førstehjælp • ligposer • indsamling af døde • sundhedsklinikker • redskaber og udstyr til landbrug • husly • vaccinationer • kolerabekæmpelse.

Røde Kors er altid til stede, når krig og katastrofe raser. Du kan hjælpe os ved at sende en SMS med teksten BIDRAG til 1240 og støtte med 50 kr. + alm. sms-takst eller give dit bidrag på girokortet bag på bladet. Du kan også melde dig som indsamler søndag 5. oktober – se mere på rødekors.dk/ indsamler. Tak!

14

PORTRÆT CHRISTIAN BITZ

KOMPROMISLØS Christian Bitz vil være bedst. Ernæringseksperten elsker at præstere og accepterer ikke at gå på kompromis. Men kompromisløsheden gik i mange år hånd i hånd med en usikkerhed, der var tæt på at gøre ham syg.

- AF LENE VENDELBO. FOTO CAMILLA SCHIØLER

Christian Bitz klør sig på sin venstre arm.

Armen er overstrøet af et udslæt. Ernæringseksperten kom hjem fra Afrika i går, hvor han i en lille uge har boet, sovet, arbejdet og spist sammen med de allerfattigste i Rwanda. Udslættet er et insisterende minde om dagene på det kolde, fugtige bjerg. ”Det var vigtigt for mig at gå ’all-in’. Jeg ville ikke bare besøge stedet i en jeep. Det kan der sikkert også komme meget godt ud af, men når jeg gør noget, så gør jeg det 100 procent,” fortæller 37-årige Christian Bitz, som har besøgt Afrika som ambassadør i Røde Kors.

Christian Bitz læner sig tilbage i den sorte Eames-stol i hjemmet i Charlottenlund, og samtidig kommer der en trækning fra mundvigen op til venstre øje. Han er træt. Ligner en, der netop har gennemført et maraton.

Rwanda har sat spor i den ellers kernesunde og tydeligt trimmede krop. ”Men jeg er ikke sart!” slår Christian Bitz fast og fortæller om at hente vand i 25 kilos dunke og slæbe tunge sten på hovedet fra en dal op på bjerget. ”Det var det, de andre mænd og kvinder

i landsbyen skulle den dag, så selvfølgelig skulle jeg også det.”

Nu sidder han i Charlottenlund med udslættet, rumlende, dårlig mave og en fornemmelse af at have udsat sin krop for noget virkelig ekstremt i Rwanda. ”Jeg vidste godt, det ville blive en udfordring, at jeg ville få meget lidt at spise, men jeg havde ikke forestillet mig, min krop ville reagere så voldsomt på oplevelsen,” siger Christian Bitz, der vejede sig inden afrejse og havde svært ved at tro sine egne øjne, da han stod på vægten igen efter en lille uge som fattig afrikaner. Mere om det senere. For historien om manden, der altid vil præstere, begynder selvfølgelig med historien om drengen, som altid ville præstere.

Smuk og rystende usikker Christian Bitz voksede op i betonboligblokken ’Topperne’ i Albertsund. Forældrene var begge bankuddannede, og Christian Bitz var en pligtopfyldende søn – ikke den bedste elev i skolen, men god. Og med et ganske særpræget drive. Alt blev vendt til en mulig præstation.

”Det kom ikke fra mine forældre. De pacede mig ikke, men lagde vægt på ydmyghed i opdragelsen,” husker han tilbage.

Selv om forældrene ikke tilskyndede sønnen til at præstere, så søgte Christian det alle de steder, han kunne finde det. Det første, han husker, er, at værelset altid skulle være helt ryddet op. ”Jeg har altid været virkelig god til at gøre mig umage. Mens sløseri irriterer mig.”

Senere som teenager skulle tallerkenerne i opvaskerjobbet være de reneste. Og da hans udseende skaffede ham en modelkarriere, trænede han catwalk foran spejlet. Bitz vidste, at han ikke var den smukkeste model, så han gjorde sig ekstra umage. Og det førte ham til podiet i Paris, hvor Madonna var blandt tilskuerne.

Christian Bitz blev fløjet rundt i verden.

Uden på lignede han allerede den succes, som han i dag viser os både på TV og bogforsiderne, men inden i var historien en helt anden. ”Jeg følte aldrig, jeg var god nok. Selv om jeg lavede film med Jude Law, så var jeg altid bange for ikke at slå til. Jeg var usikker og for optaget af, at alle kunne lide mig. Det var

15

16

PORTRÆT CHRISTIAN BITZ

FOTOS: JAKOB JOHANSEN

Christian Bitz var i august i Rwanda, hvor han boede med batwaerne – en af de fattigste grupper i landet. Han var afsted som ambassadør for Røde Kors og for at sætte fokus på indsamlingen 5. oktober.

17

“Det var det, de andre mænd og kvinder i landsbyen skulle den dag, så selvfølgelig skulle jeg også det.”

enormt anstrengende,” husker Christian Bitz tilbage.

Han reagerede på klassisk Bitz-vis ved at gøre sig mere umage. Det betød, at han trænede sin krop så hårdt, at han kunne stå i en lille, mintgrøn lædertrusse på en iskold strand og stadig ligne en million. Men fokuseringen på at have den flotteste krop betød også, at Christian Bitz fik et meget anstrengt forhold til mad. Det kulminerede, da han stak to fingre i halsen efter en halv pizza og et par øl med en ven.

Den spirende spiseforstyrrelse blev et nulpunkt. Bitz erkendte, at han var blevet for optaget af sundhed. Omtrent samtidig indtraf et vendepunkt. Christian Bitz indså, at han aldrig ville blive den bedste model. At han ikke var den flotteste – og det gav ro. Han var samtidig i gang med et andet projekt, hvor han kunne blive nummer 1: de studier i human ernæring på Landbohøjskolen i København, han havde passet sideløbende med modelkarrieren. ”Selv om jeg havde brugt en del tid som model, var jeg alligevel den første, der blev færdig med eksamenerne på min årgang,” husker Bitz. ”Det var jeg lidt stolt af dengang.”

Gør som Spiderman At smide usikkerheden har været en lang rejse for Christian Bitz. ”I dag er det ikke vigtigt, at alle kan lide mig. Og det er et sjovere liv. Det er kommet, i takt med jeg er blevet voksen og mere selvsikker.”

At nå til en mere afslappet fase i sit liv har krævet, at Christian Bitz har kigget indad. ”Jeg er jo meget ambitiøs. Men på et tidspunkt var der en, der spurgte mig, hvornår jeg

ville være tilfreds. Det har jeg tænkt meget over siden, for alt er gået meget hurtigt. Jeg har hele tiden haft et nyt mål. Hvad er den næste præstation efter at have haft sit eget tv-program?” spørger Bitz uden at kunne give et klart svar.

Han har erkendt, at han selv har et ansvar for at være tilfreds. Derfor øver han sig i dag i at ikke at præstere på alle fronter hele tiden. ”Jeg er blevet bedre til at sige nej og ”Det ved jeg ikke”, for jeg er jo ikke den, der ved mest om sundhed. Til gengæld har jeg en særlig evne til at formidle sundhed. Og en særlig evne forpligter … er det ikke Spidermans onkel, der siger sådan?” ”Jeg har en ambition om at være med til at gøre Danmark sundere,” slår Bitz fast.

Men selv om Christian Bitz i dag er selvsikker og kan skrive blandt andet forskningschef på Herlev Hospital, forfatter og tv-vært på sit visitkort (og ret meget andet), så fylder hans udseende stadig i forhold til andre folks opfattelse af ham. ”Folk siger af og til: Er du ikke bare lidt heldig og lidt pæn? Er det ikke derfor, du har succes? Nej, det er det sgu ikke. Jeg er kommet så langt, fordi jeg har talent og har været meget målrettet.”

For at nå sit mål om at blive den bedste foredragsholder inden for sundhed hyrede Christian Bitz derfor en mentor til at overvære de første 50 af sine foredrag, så de sammen kunne evaluere og forbedre præstationerne til det ypperste. Det virkede, og i dag holder han 150-200 årlige foredrag over hele landet. Men selvsamme succes går samtidig også hånd-ihånd med en kompromisløshed, der kan være svært at forstå for omgivelserne. ”Jeg kan godt lide at arbejde meget, og

mine dage er fyldt helt op. Det betyder, at jeg indimellem må skuffe folk, men jeg kan simpelthen ikke tilfredsstille alle. Det gider jeg ikke slå mig selv i hovedet med. Så kunne jeg ikke gøre andet.”

Derfor accepterede han også, at hans kalender i går fortalte ham, at han efter 14 dage uden at have set sine døtre på seks og ni år, måtte lade dem vente. Da han landede i lufthavnen fra Rwanda, tog han nemlig ikke hjem, men direkte videre til sit arbejde på Herlev Hospital. Her holdt han et planlagt oplæg på halvanden time i sin egenskab som forskningschef – med udslæt på arme og ryg, dårlig mave og fire kilo lettere, end da han lettede fra Danmark ugen før.

Se flere billeder og video fra Christian Bitz’ tur til Rwanda på rodekors.dk/klub100/bitz

CHRISTIAN BITZ • Uddannet cand. scient i human ernæring fra Landbohøjskolen.

• Forskningschef på Herlev Hospital.

• Kendt som sundhedseksperten fra Go’ morgen Danmark på TV2 og fra programmet ’Bitz og Frisk’ på DR. • Foredragsholder og forfatter til adskillige bøger om sundhed.

• Ambassadør for Røde Kors, hvor han blandt andet skal bruge sin ekspertviden om sundhed til at fortælle om sundhed i udviklingslande og bidrage til forbedringer.

• Bor i Charlottenlund nord for København.

• Far til to døtre på seks og ni år.

Spar vand & energi 18

- det gavner både din økonomi og miljøet

Alt for mange mennesker verden over kender ikke til at kunne tage et dagligt bad. Det tænker vi ikke på i Danmark, hvor klimaet velsigner os godt med vand. Alligevel bør vi handle med omtanke. Et brusebad er lidt af en vand- og energisluger. Et bad på bare 5 minutter kan hurtigt løbe op i 75 - 100 liter vand - hvoraf en stor del består af varmt vand, som der er brugt energi (og dermed også CO2) på at opvarme. Og så er der jo de grønne afgifter!

Ca. 30% af en boligs energiforbrug går til opvarmning af det varme vand Se videoen på www.t-save.dk

Slå to fluer med ét smæk: Spar på vandet og brug mindre energi. På vores web-shop www.t-save.dk finder du løsninger til et lavere vandforbrug i køkken og bad.

Du kan f.eks. få en ny bruser - der kun bruger fra 6 ltr. vand i minuttet - fra kun 135,- kr.

Og vi sender fragtfrit ved samlet køb på blot 500,- kr. Det får du ikke billigere andre steder!

Du finder også T-Save produkterne i flere byggemarkeder landet over. Her skal du holde øje med de blå æsker.

Er du erhvervskunde, kan du med fordel benytte www.tandrupwatersolutions.dk Vandsparebrusere fra T-Save er flere gange kåret til “bedst i test” i Politiken

Dansk miljø-teknologi

Tandrup Water Solution A/S Gydevang 1 • 3450 Allerød • Tlf.: 48 14 20 20 • www.t-save.dk

19

UD OG HJEM

BIRTHE VAR MED TIL AT BEKÆMPE EBOLA

UDREJST Georgien Anne Kobæk – programansvarlig

I juni var Birthe Solevad i Sierra Leone for at træne Røde Kors-frivillige i at håndtere ebola-virus.

Ungarn

AF ASBJØRN MØLGAARD SØRENSEN

Libanon

Nis Sperling – ungdomsdelegat

Charlotte Kjørup – landekoordinator

Myanmar Marian Frances Stevens – sundhedsdelegat

Somalia Karen Hvid – førstehjælp og sundhedsdelegat

Sydsudan Palle Crone Kristiansen – landekoordinator

Senegal Frode Kirk – regionsansvarlig

Zimbabwe

FOTO: PRIVAT FOTO

Dorte Busch – regionsansvarlig

HJEMVENDT Cambodja I det allerfattigste område i Sierra Leone bliver en ung, syg mand kørt bort i en ambulance. Familien ser ham aldrig igen. Ambulancen kommer igen flere gange i landsbyen.

Hver gang bliver syge taget med, som aldrig kommer tilbage. ”Blandt beboerne opstod der en myte om, at ambulancefolkene gav personerne en sprøjte med ebola for at slå dem ihjel. Folk er enormt bange for ebola, og der er mange myter om sygdommen,” fortæller Birthe Solevad, som var i Sierra Leone for at træne Røde Kors’ frivillige hjælpearbejdere. De tager ud i de ramte områder for at informere befolkningen om, hvordan man minimerer risikoen for at blive smittet med ebola. Og hvor vigtigt det er at blive isoleret, hvis man er syg, for at undgå at smitte andre.

Hendes arbejde var blandt andet at forberede de frivillige på lokalbefolkningens reaktioner. ”Folk er angste for at blive smittet og kan

derfor godt være meget fjendtlige. Det skulle jeg lære de frivillige at takle, så de kan klare de psykiske strabadser. Og vi skulle også lære dem at være imødekommende, så de ikke skubber folk væk, når de går rundt og banker på dørene ude i landsbyerne,” fortæller Birthe Solevad.

Der findes ingen kur mod ebola Ebola kan have en dødelighed på op mod 90 procent, hvis man bliver smittet, og der findes ingen kur. Men man kan behandle symptomerne, og det øger chancen for at overleve, fordi kroppen får mere ro til at bekæmpe sygdommen, forklarer Birthe Solevad. Derfor er det så vigtigt med information om, at man skal søge behandling, hvis man er syg. Også for at undgå at smitte andre.

Ebola-udbruddet har spredt sig til flere vestafrikanske lande og har ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO dræbt flere end 1.900 mennesker.

Zara Elaine Sejbjerg – psykosocial-delegat

Irak Ole Timotej – hygiejne-delegat

Israel AT/OT Thomas Borregaard – rehabiliterings-delegat

Kenya Christian Robdrup Johansen – katastrofeforebyggelses-delegat

Malaysia Jonas Struer Vinther – ressourceansvarlig Sydsudan Mette Steen Petersen – sundheds-delegat Jørgen Venø – operationssygeplejerske

Ukraine Mads Østergaard – program-delegat

Senegal Troels Mikkelsen – regionsansvarlig

20

FOTOREPORTAGE

EN NY START

I år holder vi for første gang læringscamps for udsatte familier. Her får børn og forældre, værktøjer til at tale bedre sammen og løse konflikter, så de kan få en lettere hverdag derhjemme.

FOTO: MATHILDE BECH

21

22

FOTOREPORTAGE

Efter den første camp i påsken i Hillerød modtog vi dette brev fra et par glade børn og deres forældre. Øvelsen ”Familiens 10 bud” skal lære familierne at opsætte regler for, hvordan de skal være som familie. Efter øvelsen kaster forældre og børn en bold til hinanden og fortæller om, hvad de har fået ud af at lave reglerne.

I løbet af 2014 afholder vi med støtte fra VELUX FONDEN fire familiecamps for i alt 250 socialt udsatte børn og voksne. Gennem workshops, paneldebatter og skuespil lærer familierne om god kommunikation for at blive bedre til at løse konflikter og øge trivslen derhjemme.

23

24

MU KATHRINE FOTO: IFRC

ELLER

FOTO: IFRC KATHRINE MU

ELLER

LANDEKOORDINATORENS DAGBOG Liberia, 22. august 2014

LANDEKOORDINATOR I RØDE KORS 60-årige Kirsten Andersen har været udsendt til Liberia i tre år og koordinerer Røde Kors’ udviklingsprogrammer, særligt inden for sundhed.

Hun bor i hovedstaden Monrovia, men rejser jævnligt rundt i landet.

Siden udbruddet af ebola i foråret er meget af hendes tid gået med at understøtte og koordinere hjælp til og uddannelse af frivillige i Liberia Røde Kors for at hjælpe dem med at bekæmpe spredningen af sygdommen. Kirsten er uddannet antropolog og har tidligere været udsendt til Yemen for Røde Kors.

7.30

Min chauffør Sam og jeg havde set frem til en solid morgenmad, før vi skal ud og besøge nogle af de landsbyer i det nordlige Liberia, som lige nu er hårdt ramt af den dødsensfarlige sygdom ebola. Men både hotellet og en nærliggende cafeejer beklager, at der ikke er mere mel i byen og derfor intet brød.

Ebola-udbruddet har sat en negativ spiral i gang – man kan ikke længere få fødevarer som normalt, fordi dem, der skal levere dem, ikke tør komme af frygt for at blive smittet.

Vi siger glade ”ja tak” til alternativet, som er crackers til vores omelet. Vi er kaldt herud fra Liberias hovedstad Monrovia, hvor jeg normalt bor og arbejder for Røde Kors, for at hjælpe de lokale Røde Kors-afdelinger med at få et overblik over udbruddet samt under-

støtte den lokale hjælp og aflevere forsyninger af blandt andet klorin. Klorinen kan gøre ebola-virussen inaktiv og bruges blandt andet til at skylle hænder i. Der er stor mangel på alt her i Lofa-regionen, som er epicentret for ebolaudbruddet i Liberia. Her er dagligt nye ebola-tilfælde. Siden marts har flere vestafrikanske lande været ramt af det mest dødelige udbrud af ebola nogensinde.

25

KIRSTEN ANDERSEN

“Jeg tager hatten af for de frivillige. De er berørte af situationen og lægger ikke skjul på, humøret er i bund. De yder en kæmpe indsats.”

12.30

Efter et statusmøde med et par Røde Kors-frivillige følger en af dem, den unge kvinde Sumor, os videre til landsbyen Nyokolitahun. Det var her, en begravelse for nyligt satte gang i en bølge af ebola-dødsfald. Det er et ritual, at alle i en familie rører ved liget som et sidste farvel. Det øger risikoen for at blive smittet, fordi liget stadig kan have kropsvæsker på sig som for eksempel indtørret blod og spyt, hvor ebola-virussen kan overleve. Gæster, der deltog i begravelsen, tog smitten med tilbage, og i alt otte landsbyer blev inficeret.

Jeg holder mig lidt på afstand, mens Sumor taler med en ældre kvinde i landsbyen, som fortæller, hun er eneste overlevende ud af en familie på 11. Ikke fordi jeg er utryg, men af respekt, for jeg mærker, Sumor er berørt af situationen. Jeg tænker, hun er stærk, fordi hun kan føre denne samtale. Sumors tante og søn er nemlig også for nyligt døde af ebola i landsbyen.

Vores kollega Francis taler samtidig med tre unge mænd, som forklarer, de er meget bekymret over, at byens vandpumpe ikke virker. Flere hundrede mennesker er afhængige af pumpen. Selvom vand ikke kan kurere ebola, er god hygiejne og adgangen til vand meget vigtigt for at forebygge sygdommen.

Derfor bevilger jeg uden at tøve de anslået 25 dollars, det koster at reparere pumpen.

14.22

Vi kører videre af bumpede veje. Undervejs gnider jeg hånddesinfektionsmiddel i hænderne, det bruger jeg flere gange om dagen for at undgå at blive syg. På vej ind til en af landsbyerne ankommer vi til en bevogtet, interimistisk vejspærring. Den består af nogle brædder på tværs af vejen og en spand med vand, som besøgende skal vaske hænder i . Da de lokale ser Røde Kors logoet på vores bil, får vi lov at køre ind og får audiens hos høvdingen. Han fortæller, at vejspærringen er sat op for at beskytte landsbyen mod smitte. Alle bliver spurgt om deres ærinde. Jeg kan tydeligt mærke hans frustration over situationen. Der er ingen åbne sundhedsklinikker i området.

Vi har lidt basal hjælp med og får læsset en bunke spande, klorin og hånddesinfektionsmiddel af bilen. Det modtages med kyshånd. I dag når vi ikke at spise frokost.

16.47

Sidste stop er isolationscenteret i Foya, hvor Sumor vil forsøge at hilse på bekendte og familiemedlemmer, der er indlagt til observation for ebola. Jeg bemærker ved ankomsten en sort bil og to personer i gule dragter, som står ved siden af. Dragterne og de tilhørende hjelme slutter tæt og minder om dem, biavlere bruger. Jeg får at vide, de er ved at desinficere bilen, som bliver brugt til at køre de mange

døde til begravelse. Det er ubehageligt og ulykkeligt at se.

I mange lokalsamfund, og også her, holder man fast i, at døde skal begraves, selvom det øger risikoen for ebola-smitte. I hovedstaden Monrovia er man begyndt at acceptere kremering, fordi ebola-virus ikke kan overleve ved høje temperaturer. Men begravelsestraditioner er et svært emne at drøfte og ikke noget, jeg tager op med de frivillige i Lofa. De har nok andet at tænke på. Jeg tager hatten af for de frivillige i denne svære tid. De er berørte af situationen og lægger ikke skjul på, humøret er i bund. Det er arbejdet med at bekæmpe ebola-udbruddet, der holder dem oppe, og de yder en kæmpe indsats.

19.40

Vi ankommer til byen Voinjama, hvor vi kørte ud fra i morges, og vores fem personer store team er grundigt sultne. Men på restauranten er der kun mad nok til tre personer. Jeg mener, de andre trænger mere end jeg, så jeg siger tak for i dag og går op på hotelværelset. Lidt senere banker Sam, chaufføren, på døren. Han har fundet et sted, hvor de sælger kogte ris og kommer med en portion. Jeg takker ham og mærker, hvor sulten jeg er. Maden giver lidt ny energi til at besvare mails, men der går ikke længe, før jeg dratter omkuld.

26

rødekors.dk/shop

Sæt det nye Røde Kors-frimærke på dine breve – og vær med til at markere Røde Kors’ 150-års jubilæum.

Altid til stede-sæt Tre postkort med billeder af den prisbelønnede krigsfotograf Jan Grarup + tre stk. Røde Kors-frimærker.

75,-

Røde Kors-frimærker Ark med 10 stk. Røde Kors-frimærker.

100,Bestil kort og frimærker på rødekors.dk/frimærke, på postdanmark.dk/ netbutik eller udvalgte posthuse.

Hjerte i sølv fra OLE LYNGGAARD COPENHAGEN Hjerte i sølv med en eksklusiv rød snor med endestykker i sølv. Smykket er designet af Ole Lynggaard.

Hele beløbet går til Røde Kors.

1.250,-

27

Gør julen til noget særligt i din virksomhed i år.

Engagér medarbejdere og kunder. Synliggør jeres sociale ansvar.

Vi har gjort det enkelt og let for jer at hjælpe udsatte familier i julen.

• Bestil Julehjælps-æsken, og stil den et centralt sted i virksomheden • Via sms eller Mobile Pay kan jeres medarbejdere og besøgende donere 50 kr. til jeres indsamling og tage et Røde Kors-julehjerte med sig hjem som tak.

• Følg med i jeres indsamling på rødekors.dk/juleæske, og deltag i konkurrencen om en kage til hele virksomheden!

Julehjælps-æsken koster 1.000 kr.

De 1.000 kr. er samtidig den første donation til jeres indsamling.

Bestil på rødekors.dk/juleæske

28 28

Et øjeblik 60-årige Merete Rønnow arbejder til dagligt som operationssygeplejerske på Gentofte Hospital. I februar rejste hun tre måneder til Sydsudan for Røde Kors. Sydsudan har været ramt af borgerkrig siden december 2013. Merete Rønnow arbejdede i en flygtningelejr i den nordlige del af landet med at behandle krigens ofre. Hun har tidligere været udsendt til Kenya, Libanon, Armenien og Afghanistan.

29 29

ET ØJEBLIK

“Da jeg stod ved hende, glemte jeg min angst” MERETE RØNNOW FORTÆLLER TIL JULIE LORENZEN. FOTO: CAMILLA STEPHAN

Denne knaldhamrende varme formiddag er jeg sammen med tre andre Røde Kors-kolleger ude for at samle lig sammen.

Jeg er operationssygeplejerske og udsendt til Sydsudan for at hjælpe med at behandle de mange ofre for borgerkrigen. Jeg bor i en flygtningelejr med cirka 30.000 mennesker, der er flygtet fra krigen. Der er ofte kampe i lejren mellem de forskellige rivaliserende stammer. Flere bliver slået ihjel, og deres kroppe ligger rundt omkring.

Vi har hvide ligposer med i tyk plastik. Jeg har meldt mig frivilligt til at tage med ud. Det har jeg ikke prøvet før. Inden vi kører ud, er jeg nervøs og utryg. Jeg er bange for, der skal ske mig noget, vi har jo godt hørt om, hvad der foregår i lejren. Vi er helt ubeskyttede, når vi går rundt og samler lig. Og hvad er det mon for et syn, der vil møde mig? Men jeg siger til mig selv: Det her skal du gøre. Der kan jo ikke bare ligge døde kroppe rundt omkring i lejren.

Det første lig, jeg kommer ud til, er en smuk, slank kvinde på 42-43 år.

Hun ligger midt på stien. På siden med let bøjede ben. En hånd støtter panden. Hun ser så fin ud. Øjnene er lukkede, og hun ligner en, der sover.

Men hun har været død et par timer. Fluerne er allerede om hende. Deres summen er den eneste lyd, jeg hører. Ellers er der helt stille.

Hun er bare faldet om på stien. Ligger der helt alene og er formentlig kommet bort fra sin familie.

Hendes hånd holder stadig om den træstok, hvor hun haft en lille stofbylt med sine få ejendele bundet fast.

Bylten er røget af og ligger lidt væk. I den ligger den smule tøj, hun har nået at få med sig. På fødderne har hun et par sorte gummistøvler – det er regntid.

Da jeg står ved hende, glemmer jeg min angst. Jeg tænker: Det her kan jeg godt. ”Kender I noget til denne kvinde?” spørger jeg de folk, der er kommet til og nu står rundt om. ”Har hun nogen pårørende?” Ingen kender hende, og hun har intet identifi-

kation på sig. Jeg tænker, det kan bare ikke være rigtig. Får kuldegysninger. Det er en kvinde, der har haft et liv. Nu er hun bare ingenting. Der er ingen til at sige farvel til hende.

At være ensom i sådan et øjeblik er ikke sjovt.

Jeg tager støvlerne af hende. Vi lægger hende ned i ligposen, hun er tung. Bylten får hun med, den er der ikke andre, der skal have. Vi lukker posen og bærer hende op i land-roveren. Kører tilbage til hospitalet i lejren og lægger hende mellem de andre døde. Jeg hører senere, der blev gravet en massegrav, som hun og de andre blev lagt i.

Om aftenen får vi lov til at låne satellittelefonen for at ringe hjem – det må vi normalt ikke, for det er dyrt. Jeg ringer til min mand. ”Merete, hvad laver du? Hvordan har du det?” spørger han. ”Jeg har det godt, men det er bare så hårdt!,” svarer jeg, og så tuder jeg.

Der skal ikke noget til. Jeg fortæller ham, jeg har gjort noget, jeg aldrig har gjort før, nemlig at samle døde kroppe sammen. Og om kvinden, jeg lagde i en pose. At det har været en barsk oplevelse, at hun ikke havde nogen pårørende.

Bagefter har jeg det faktisk meget godt. Over at jeg har gjort noget for at få kvinden væk derfra, så hun kan blive begravet.

Merete Rønnow under en oper ation på et ho flygtningelejre spital tæt på n, hvor hun sa mlede lig sam kort tid efter men. Hun blev evakueret med fly efter urolig heder i lejren.

30

KORT NYT

Kolding har fået stort, nyt Røde Kors-hus

Misbrugere og hjemløse bliver hver uge udskrevet fra hospitalerne uden at have et sted at bo. Røde Kors har sammen med Arbejde Adlers Hus oprettet et nyt, akut omsorgscenter i København for at hjælpe i tiden lige efter udskrivelsen.

Nepal begravet i vand og mudder Kraftig monsunregn ramte i august Nepal og førte til voldsomme oversvømmelser og mudderskred, der berørte flere end 225.000 mennesker. 200 Røde Kors-frivillige hjalp bl.a. med at redde folk ud af mudder og vandmasser, yde førstehjælp og uddele nødhjælp.

FOTO: PER TORSTEN SØRENSEN

Nyt omsorgscenter for hjemløse patienter

Den 23. august indviede Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl sammen med Koldings borgmester Jørn Pedersen et helt nyrenoveret Røde Kors-hus, som Røde Kors’ lokalafdeling i Kolding netop har åbnet. Det nye hus tæller hele 800 kvadratmeter, og her er plads til både butik med genbrugstøj og møbler samt lokaler til sociale aktiviteter så som besøgstjenesten, hvor frivillige og ensomme koldingensere hygger sig sammen, førstehjælpskurser og en klub for børn sammen med Ungdommens Røde Kors.

Brug for indsam­ lere i oktober Røde Kors mangler indsamlere til årets indsamling søndag 5. oktober. Der er i lige nu et stort antal konflikter og katastrofer rundt om i verden. Derfor har millioner af mennesker brug for hjælp.

Tre timer med raslebøssen søndag 5. oktober gør en forskel. En indsamler samler i snit 1.000 kroner ind. For de penge kan Røde Kors for eksempel sikre midlertidigt husly til tre familier på flugt.

Sidste år samlede Røde Kors cirka 18 millioner kroner ind. De er blandt andet blevet brugt til at hjælpe i Filippinerne efter tyfonen Haiyan i november og i borgerkrigsramte Syrien.

Mærk krigen på egen krop i efterårsferien Røde Kors sætter krig på dagsordenen i efterårsferien på Tøjhusmuseet i København.

Se, lyt, smag og oplev, hvordan det føles at være civil i krig, imens Røde Kors’ hjælpearbejdere, frivillige og flygtninge fortæller deres historier.

Nye bænke mod ensomhed

Krigens regler fylder 150 år

FOTO: IFRC, BORIS HEGER

Genopbygningen godt i gang på Balkan Røde Kors i Danmark har siden oversvømmelserne på Balkan i maj støttet hjælpearbejdet i Serbien og Bosnien Hercegovina med cirka en million kr. De massive vandmasser er nu under kontrol, og genopbygningen godt i gang.

Læs mere på www.rødekors.dk/indsamler

FOTO: JAKOB DALL

Røde samtalebænke er i forbindelse med Røde Kors’ 150 års-jubilæum sat op i hele landet for at sætte fokus på Røde Kors’ arbejde med at bekæmpe ensomhed. Bænkene opfordrer danskerne til at sætte sig ned og tale med hinanden.

22. august var det 150 år siden, den første Genève-konvention blev underskrevet.

Med den vedtog verdenssamfundet for første gang regler for krig. Siden er der kommet yderligere tre konventioner til.

De handler blandt andet om, at krigende parter skal beskytte civile.

Røde Kors’ arbejde i krigs- og konflikt områder er beskyttet af et særligt mandat i Genève-konventionerne, der forpligter krigens parter til at lade Røde Kors yde neutral og upartisk hjælp til ofrene på begge sider af konflikten.

31

Husk dit

fradrag!

Alle dine bidrag til Røde Kors sikrer dig skattefradrag. Det er Røde Kors, der indberetter dine bidrag til SKAT, så du får dit fradrag helt automatisk. Men vi skal bruge dit cpr-nummer. Oplys dit cpr-nummer på rødekors.dk/cpr eller på telefon 3525 9200.

Du får fradrag for alle bidrag op til 14.800 kr. Så brug girokortet på bagsiden, og udnyt dit fradrag. På forhånd tak for din støtte til nogle af verdens mest udsatte mennesker.

Leverandør af Sygeplejeartikler til hele Danmark - både til den professionelle sundhedssektor og direkte til private.

Besøg os på: www.mediqdanmark.dk

Committed to your care Mediq Danmark A/S • Kornmarksvej 15-19 • 2605 Brøndby

Overførsel fra kontonummer

8

Indbetaler

7

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

Kroner

Øre

.

.

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

GIRO INDBETALING

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt.

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

REG: 4183 KONTO: 731 3233

REG: 4183 KONTO: 731 3233

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

RØDE KORS Blegdamsvej 27 2100 København Ø 35 259 200

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 2014-09 DB 485-28103

.

+7313233<

Sådan kan du støtte: Brug girokortet, gå ind på rødekors.dk, eller sms NØD til 1999, og støt med 150 kr.*

Bliv indsamler søndag den 5. oktober kl. 11-14.

Gå ind på rødekors.dk, eller ring 7010 0000. * Det koster 150 kr. + alm. sms-takt. Beløbet trækkes over telefonregningen. Tjenesten udbydes af Røde Kors, Blegdamsvej 27, 2100 Kbh. Ø.

.

Øre

,