“Det har været virkelig smukt at se, hvordan de er faldet til.”

Tema

Det sidste år er over 35.000 ukrainere flygtet til Danmark. Frivillige i hele landet har budt mange af de nye tilflyttere velkommen på tværs af aktiviteter. I den midtjyske by Hammel har caféer dannet rammen for nye netværk.

Ukrainske folkeviser, udveksling af lokale madlækkerier og kram til de frivillige.

Røde Kors i Hammel har skabt et stærkt fællesskab for over 100 ukrainere.

– Tekst: Rasmus de Boer og Gertrud Baun. Foto: Michael Drost-Hansen –

Omkring 25 kilometer nordvest fra Aarhus ligger Hammel. En by på lidt over 7.000 indbyggere. De har alt det, man forventer af en by af den størrelse. Gågade, kirke og rutebilsstation med forbindelser til resten af Favrskov Kommune. Men sidste år fik byen et boost i befolkningstallet. På det gamle plejehjem Skaghøj flyttede der pludseligt omkring 120 ukrainere ind. 30 mere på en nedlagt skole.

Vi besøger Røde Kors i Hammel kl. 16:30 på en torsdag. Det har været en blæsende og våd tur med færgen over Samsø Bælt. Men på køreturen fra Aarhus når solen lige at vise sig på den orange vinterhimmel, inden den forsvinder helt i horisonten. Om en times tid ankommer nogle af ukrainerne i konfirmandstuen ved byens kirke, som Røde Kors har fået lov til at omdanne til café en gang om ugen. Lokalet har hvide og grå vægge, der er udsmykket med billeder, der refererer til bibelske fortællinger. Alle borde og stole er ens, så de nemt kan sammensættes i forskellige formationer – i aften som langbord, så der er plads til 20-30 mennesker.

Aktivitetsleder Kirsten Buch har sat kaffen over, så den er klar, når Hammels nye indbyggere kommer forbi. Hun har som styrmand for caféen fulgt dem, siden de kom til byen.

“Til at starte med handlede det meget om hjælp til praktiske ting som at booke tider til læge og tandlæge, at få lavet betalingskort og så hjalp vi dem med at finde rundt i SuperBrugsen og sådan. Jeg tror, at det i dag handler mere om at øve sproget og om det sociale,” fortæller hun.

Tilgangen til ukrainerne er fleksibel. I stedet for at få dem med ind i eksisterende integrationsaktiviteter har det været vigtigt for Kirsten, at ukrainernes behov har været hovedfokus. Caféen har fungeret som et mødested, hvor ukrainerne kommer, hvis de har spørgsmål.

Ukrainerne i Hammel er fra meget forskellige steder i deres hjemland, men caféen i Hammel har bragt dem sammen, og flere af dem bruger caféen som et afbræk fra hverdagen.

“Man kan godt sige, at vi har opsat vores eget lille Paratnetværk (Røde Kors’ landsdækkende netværk af ’ad-hoc’-frivillige, red.). De kommer til os, hvis de har brug for hjælp, og så finder vi ud af, hvem af de frivillige, der kan komme forbi,” fortæller Kirsten.

Ud over caféen har de i Hammel inviteret ukrainerne på udflugter til museer og i friluftsbad, og så har afdelingen holdt flere arrangementer for ukrainerne – fx en kæmpe julefest i december, hvor omkring 145 deltog.

Nataliia har lært dansk

Lidt efter lidt begynder ukrainerne at fylde konfirmandstuen op. Det er heldigvis kun en kort tur fra det gamle Skaghøj, som ligger nogle hundrede meter lidt længere oppe ad gaden.

De hilser på hinanden og på de frivillige som gamle venner. Ukrainerne kommer fra forskellige hjørner af deres hjemland, og derfor kendte de ikke hinanden, før de flygtede til Danmark. Men i Hammel er de fælles om at være nye i landet.

De voksne hjælper til med at dække op

Krigen gjorde mig frivillig

Gitte, 65 år, fra Søbyvad ved Hammel, blev Røde Kors-frivillig, “da der kom en krig og en masse flygtninge.” Hun havde tid, fordi hun efter mange år som plejemor kun har ét barn nu. “Så ringede jeg til Røde Kors. Siden har jeg været i caféen og arrangeret udflugter og fester. Vi kan ikke ændre krigen, men vi kan give et frirum. Det er bedre, end at sidde derhjemme og synes, det er synd. Nu GØR jeg lidt. Det giver mig faktisk meget glæde.” og pynte op med små og store ukrainske flag og farver. En dreng og en pige sidder i en sofa og spiller et spil på en iPad, mens to andre børn sidder og tegner. Pludselig bryder selskabet ud i sang – den første af flere i løbet af aftenen. Ukrainske sange er blevet til en fast del af programmet.

Én af ukrainerne er 40-årige Nataliia. Hun åbner døren med et stort smil på læberne og hilser på Kirsten og de andre frivillige. Under hendes sorte dunjakke er hun iført en vyshyvanka – en hvid broderet skjorte, der er udsmykket med blomster og farverige, geometriske mønstre. Med sig har hun sin datter, der udover sin vyshyvanka også bærer en flerfarvet blomsterkrans på hovedet.

Nataliia har medbragt to fade med små sandwiches med ukrainsk pålæg lavet af svinefedt – og varenyky, som er en slags dumplings med friske bær.

Nataliia vil gerne interviewes – og hun insisterer på at gøre det så godt, som hun kan – på dansk. Hun kom til Hammel i april sidste år og er ifølge Kirsten en af stamgæsterne i caféen.

“Jeg husker første gang, jeg var her. Jeg tog herned med min veninde Inna, og vi mødte de her fantastiske danske kvinder – Birgit (formanden, red.) og Kirsten. Jeg kunne ikke tale engelsk. Jeg kunne ikke tale dansk. Men mit hjerte forstod hendes hjerte,” fortæller Nataliia med kun en smule hjælp fra tolken.

Hun har to børn. En søn, der lige nu er i Ukraine, og en pige. Hun drog mod Danmark, fordi hun havde hørt, at det skulle være et godt sted for børn at vokse op. Datteren går i dag i skole, og Nataliia har

Der falder nogle tårer

Ulla, 58 år og fra Hammel, fik sidste år Ukraine ind under huden. “Min svigerinde bad om hjælp til at indrette en lejlighed til ukrainere. Senere gik vi ned og hilste og kom tæt på ukrainske Alina og hendes datter. Der falder nogle tårer på ens skuldre. Som da Alinas mand blev såret og hendes datters fødested bombet. Sidst var det nu mig, der græd. Ukrainerne sang på efterskolen og stod hver med en lille hånd med et hjerte indeni. Alina kom ned og gav sit hjerte til mig.“ fået arbejde i en vuggestue, hvor der både er danske og ukrainske børn.

Hendes første møde med Røde Kors var i tryghedszonen på Københavns Hovedbanegård. De hjalp hende med at finde til Sandholm, så hun kunne søge asyl. Få uger senere bød Favrskov Kommune hende velkommen, men hendes relation til Røde Kors fortsatte.

“Røde Kors har hjulpet mig meget. Jeg fik hjælp til at handle i Rema 1000, jeg fik gavekort til butikken, og så fik jeg også hjælp til at søge julehjælp. Vi har været på Moesgaard og Glasmuseet i Ebeltoft. Derfor vil jeg gerne give noget tilbage,” siger Nataliia.

Frivillig Ulla (til venstre) taler med ukrainske Alina (til højre). Selvom ikke alle ukrainerne kan tale dansk, kommunikerer de med de frivillige via en app, der oversætter direkte, når man taler ind i telefonen.

Oleksii går på gymnasiet

Der er ikke mange mænd i caféen, da alle mænd over 18 – med få undtagelser – ikke må forlade Ukraine. En af undtagelserne er 18-årige Oleksii. Kort, mørkt hår, iklædt et par mørke jeans og en blå hoodie. Han var 17, da bomberne først faldt over den østlige del af Ukraine, hvor han kommer fra.

“Efter angrebet var overstået, skyndte vi os ned i bilen og kørte til Ungarn, hvorefter vi fløj til Danmark. Vi boede hos en dansk familie på en bondegård, mens vi søgte asyl. Vi boede på bondegården, indtil vi fik et brev fra Favrskov kommune om, at vi kunne flytte ind på Skaghøj,” fortæller Oleksii, der også taler en smule dansk, selvom han foretrækker engelsk.

I dag går Oleksii på dansk gymnasium, samtidigt med at han læser online på et ukrainsk universitet.

Hans mor og ham selv mødte Røde Kors første gang på asylcenteret, men da han flyttede til Hammel, gik der ikke mere end to uger, før han mødte de frivillige i Røde Kors i Hammel.

“Jeg hørte om caféen, og jeg besluttede mig for at tage derned, fordi jeg tænkte, at det var en god mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Det var også en god mulighed for at møde nogle danskere og øve os på at tale dansk,” siger han.

Kirken giver ro Kirsten Buch fortæller, at det faktisk var lidt af en tilfældighed, at caféen skulle finde sted i den lokale kirkes konfirmandstue. Hun sidder i menighedsrådet i Hammel og vidste derfor, at kirken allerede udlånte sine lokaler til byens nørklere.

Det viste sig at være et rigtig godt match. Flere af ukrainerne er nemlig kristne og har haft stor gavn af kirken. Flere gange har ukrainerne brugt caféen som mødested, inden de går i kirken.

En af dem er også Nataliia. Hun fortæller,

Vi får så meget retur

Jørn, 68 år og fra Hammel, har været frivillig i Røde Kors-butikken i fire år og mere end 20 i byens gymnastikforening. “Da krigen og flygtningene kom, gik det mig på. Jeg var berørt af alle de splittede familier. Der er ingen vindere i det her. Udover at være i caféen har jeg et par familier, jeg bekymrer mig særligt om. Jeg har fx skaffet nogle computere. Og der kan tikke SMS’er ind: ’Åh Jørn, min cykel er punkteret’. Men nøj, hvor får vi meget retur fra enormt søde, mennesker.” at selvom flere af ukrainerne er ortodokse kristne, har Røde Kors og kirken sørget for, at der bliver taget hånd om dem – også selvom der har været ting, hun lige skulle vænne sig til.

“Det er en tradition i Ukraine at tænde lys, når man er i kirken. Det har vi fået lov til. Jeg var ikke vant til orgelet. Det bruger vi ikke i den ortodokse kirke i Ukraine. Jeg synes, det er supersmukt. Nogle gange, når jeg besøger kirken om søndagen, prøver jeg at lytte og synge med på de danske salmer,” fortæller Nataliia.

Samarbejdet mellem kirken og Røde Kors er så stærkt, at en af de lokale præster som regel er til stede, når caféen er åben. I dag er det Else, som lige når at stikke hovedet forbi.

“De er måske ikke så optaget af, hvad vi tilbyder i den danske højmesse. Det, de har mest brug for, er bøn og bibellæsning, og der er det jo lige meget, hvilken kristen overbevisning, man har. Vi kan jo alle blive enige om, at det er okay at være bange, og at vi gerne vil have fred,” fortæller hun.

Vladyslav (til venstre) og Anna (til højre) kendte ikke hinanden, da de kom til Danmark. De blev venner, da de blev indlogeret på plejehjemmet Skaghøj, da deres mødre skulle dele værelse.

Ukrainerne har gjort indtryk

Klokken er ved at nærme sig 18:00, og selskabet er stille og roligt begyndt at samle deres ting sammen. Ukrainerne hjælper de frivillige med at rydde op i lokalet, så det står klar til de næste, der skal bruge det. Tonerne af Ukraines nationalsang, Shche ne vmerla Ukrayina (Ukraine er ikke omkommet, red.) lyder i baggrunden. Denne gang synger børnene også med.

De frivillige bliver mødt med farvelkram i døren, og pludseligt bliver der stille i konfirmandstuen ved siden af kirken. Det er tydeligt, at ukrainerne har gjort indtryk på de frivillige og indbyggerne i Hammel, fortæller Kirsten Buch:

“De var så taknemmelige, fordi vi ville hjælpe dem, og vi ville gøre noget for dem. Det har været virkelig smukt at se, hvordan de er faldet til.”

Det hjælper også mig

Irena, 45 år, havde boet fire år i Hammel med sin danske mand og sønnen David, da krigen sendte 160 landsmænd i armene på hende. Hun var frivillig i Kirkens Korshær, men en veninde satte hende i kontakt med Røde Kors, som havde brug for en tolk. I Ukraine var Irena i organisationen ’Planet for Children’, så det frivillige ligger hende nært. “Jeg er glad for at mødes i caféen, synge, gå i kirken, arrangere udflugter, oversætte og give knus. Det hjælper mig at hjælpe de andre.”