ASFALTBANE

@SEVENRACINGDANMARK

Susanne Lauridsen har måttet lægge sin aktive karriere i Seven Racing på hylden, men hun benytter ofte lejligheden til at fortælle ægteviven og plads-schæferhunden King om den sæson, hvor hun sluttede foran Carsten i slutstillingen.

Seven Racing med familiesammenhold

Carsten Lauridsen – og viven Susanne – er skabsbriter, hvad angår hele tankegangen i klubbanesporten omkring Seven Racing. I England har man siden halvfjerdserne afviklet utallige motorløb, hvor deltagerne triller til race i deres gadeindregistrerede Lotus 7’er – med konen i passagersædet samt værktøjskasse og telt stuvet ned bag sæderne.

Sydvestjyden Carsten Lauridsen har selv flere gange besøgt de britiske motorbaner og fortæller med glødende entusiasme: ”Det er billigt både med flypriser og billeje at komme til motorsportens moderland, hvor race har en helt anden status end i Danmark. Først og fremmest har de utallige legendariske asfaltbaner, og motorsporten bidrager godt til Storbritanniens BNP. Som udefrakommende er det svært at dykke helt dybt ned i realiteterne omkring eventuelle støjproblematikker. Dog oplever jeg generelt, at man i lokalområdet – altså: på pubberne – er yderst stolte af deres motorbaner. Støjmodstandere har formentlig store problemer med punkterede dæk, og får jævnligt kraftige anmodninger om at finde andre lokaliteter at brokke sig i!”

Susanne konstaterer fra turene på anden side Nordsøen: ”Briterne er lige så gode som os i Danmark til at hygge sig i løbsweekenderne. Derfor er startlisterne – over there – som regel overbookede, og der er ingen garanti for at slippe gennem tidtagnings-nåleøjet. Det har selvfølgelig givet anledning til lidt tankevirksomhed hos os, for vi kunne uhyre meget gerne ønske os, at Seven Racing Denmark fik en uforglemmelig oplevelse – med startgaranti.”

FRUEN FIK HÅNERETTEN

De daglige aktiviteter for Susanne og Carsten har altid været et familieprojekt. Sammen starte- de de i 1992 en MC-forretning i Varde, som blev omdrejnings- punktet omkring et familieliv med de tre børn Emil, Pernille og

De første sæsoner i Seven Racing kastede ikke særligt mange pokaler af sig til Carsten Lauridsen, men de to seneste sæsoner har udløst en titel og et vicemesterskab.

Sidse: ”Vi har altid knoklet med MC-firmaet. En sjov detalje var derfor, at børnene storhyggede sig med at ligge i barnevognen og holde styr på slagets gang samt sove middagssøvn i værksteds- larmen. Det var derimod gråd og høj utilfredshed i musestille omgivelser!”

Carsten Lauridsen har altid brændt for at få noget spændende ud af livet. Motorsporten har ikke altid har været blid mod ham: ”I august 2004 kom jeg ud for et grimt uheld i motocross, og hvor jeg brækkede ryggen flere steder. Her var Susanne og børnene en stor støtte til at komme videre i tilværelsen, og de bakkede fuldt op om, at jeg skiftede til drifting i en Nissan Skyline. På et tidspunkt fik vi en Seven-racer i bytte for en motorcykel, og den lovede jeg Susanne at bygge om til hende som drifting-racer.” ”Vi fik herefter tilbudt en VIP-tur til FDM Jyllandsringen, idet Seven Racing-folket havde iværksat en snedig redningsplan,” husker Susanne Lauridsen tilbage. ”De fik os overtalt til at skippe drifting-projektet, og samtidig fik vi det første indblik i det gode sammenhold blandt kørerne. Jeg var dog ikke helt tilfreds med at vinke farvel til at køre motorløb, for nu hoppede Carsten desværre over i Syver-raceren og solgte Nissan Skylinen. I 2014 ringede han dog hjem fra Rudskogen i Norge, hvor han havde kik på en racer til mig. Prompte hviskede jeg ham derfor i øret, at den skulle med hjem til Varde. Ellers kunne han godt kikke frem til de næste fjorten dage at sove alene ude i servicetraileren…”

I 2015 fik Susanne Lauridsen racing-licens og scorede samtidig sin mands skalp ved at slutte på sammenlagt nummer 6 i DM foran Carsten på tiendepladsen, som endnu tydeligt kan huske oplevelsen: ”Det blev en meget lang, lang vinter, hvor hun kærligt huskede mig på DM-slutstillingen! Desværre var hendes nakke ikke helt med på en revanche, hvorfor hun nu koncentrerer sig om catering og styring af reservedelene i Seven Racing Danmark.”

FJUMRESÆSONER OVERSTÅET

Vindmodstanden i Carsten Lauridsens Seven-racer er lidt højere end konkurrenternes, idet der måtte udvides med nogle sikkerhedsrør, før det var muligt at få den 205 cm lange krop ned i racersædet: ”Heldigvis afvikles Seven-heatene med identisk forhold mellem vægt (incl. kører) og hestekræfter. I al beskedenhed fandt jeg også race craften efter nogle fjumresæsoner, idet jeg blev dansk mester i 2019 og scorede DM-sølv i 2020.”

Familiefirmaet Carstens MC har for længst sagt farvel til den magiske indtægtsgrænse: For meget at lave for en person og for lidt for to. Hen over frokostbordet bliver der naturligt snakket motorcykler, men Seven Racing har også sin store part af snakken. Med sønnike som salgschef og to måske kommende svigersønner i rollerne som værkfører og MC-mekanikerlærling – samt to døtre som blæksprutter – spørges der naturligt ind til Syver-racerne. Carsten Lauridsen får således meget af vinterperioden brugt til opbygning af nye racere og renovering af konkurrenternes materiel. ”Alle seks M/K har budt ind på at køre motorløb, men vi to gamle siger dog sinne gas – sinne gas. Der skal lige spares nogle gysser sammen først,” siger Carsten Lauridsen. ”Seven Racing er godt nok Danmarks billigste banesports-klasse med mest fart til prisen, men der skal også være økonomisk luft til, at mekanikken driller på en eller anden måde!”

@PULSKONCEPT

@PULSKONCEPT

Virtual reality-træning giver resultater i virkeligheden

En række danske racerkørere har forbedret deres performance på racerbanerne ved at iføre sig VR-briller og træne ved hjælp af forskellige avancerede controllere.

Brugen af simulatorer har i den seneste covid-19ramte sæson fået en nærmest eksplosionsagtig udbredelse, men kombinationen af rat, pedaler og skærm er ikke det eneste elektroniske hjælpemiddel, som kan gøre en racerkører bedre. Virtual reality-træning er et andet værktøj. ”Jeg har prøvet at køre simulator, men jeg får ikke den rette følelse af at sidde i en rigtig racerbil. Dette her giver meget mere end simulatortræning.”

Ordene kommer Mikkel Mac. Det er ham, du kan se nærmest maskeret til ukendelighed på denne side. GT3- og Super GTkøreren har anvendt VR-Brain Tracker og VR-Sprint som arbejdsredskaber til at forbedre sin indsats på racerbanerne. ”Til at starte med tænkte jeg Det er bare et spil,” siger Mikkel Mac. ”Jeg startede mit samarbejde med Dennis Wounlund nogle måneder inden min Le Mans-debut i 2016, og da han præsenterede mig for disse VR-redskaber, skulle jeg bare prøve det. Jeg blev hurtigt fanget af, hvad jeg fik ud af systemet.”

VR-Brain Tracker og VR-Sprint er systemer, som træner to vidt forskellige egenskaber hos idrætsudøveren.

Ved træning med VR-Brain Tracker sidder racerkøreren med en lille fjernbetjening i hånden. Gennem VR-bril- lerne bliver vedkommende præsenteret for en række bolde i et visuelt rum fyldt med distraktioner med det formål at forbedre evnen til at fastholde fokus og opmærksomhed på boldene i takt med, at de bevæger sig i stadig større fart. Formålet er at træne og forbedre koncentrationsevnen.

VR-Sprint – den træning Mikkel Mac udfører på billedet – træner det centrale nervesystem med det formål at forbedre racerkørerens mønstergenkendelse og reaktionstid, så der kan tages hurtigere beslutninger. Gennem VR-brillerne præsenteres køreren for stimuli i 16 felter, som der skal reageres på gennem en af to fjernbetjeninger.

FRA GENOPTRÆNING TIL PERFORMANCE

”Selve basisprogrammet har man brugt i mange år i læge- verdenen til genoptræning af folk efter hjerneblødninger,” fortæller Dennis Wounlund, indehaver af Pulskoncept og

DASU-talentansvarlig indenfor banesport. ”Ved denne genoptræning handler det om at kunne koncentrere sig, fordi hjerneblødninger går ud over koncentrationscenteret og hukommelsescenteret.”

De systemer, han anvender, er blevet udviklet af to italienske læger. Den enes søn var tennisspiller, og efter han kom ind i udviklingen af programmerne, blev han bedre til sit tennisspil. ”Det åbnede øjnene for lægerne. Har det virkelig også en performanceeffekt? De havde slet ikke tanker i den retning,” siger Dennis Wounlund. ”Jeg mødte en af de to læger i paddocken på Monza i 2017 og efter flere møder lykkedes det at få en aftale om at anvende systemet. Christian Lundgaard var den første, vi prøvede det på, og så brugte vi de næste to år på at teste og lære systemet. Vi lod selv være med at spise og kørte en test. Lod være med at sove og kørte en test. Alt sammen for at blive kloge på systemet, så vi var klar til at anvende det.” ”Siden 2019 har vi bl.a. brugt det til at træne gamere, ishockeyspillere, fodboldmålmænd og også taekwondokæmperen Jonas Hyttel, som forhåbentlig kommer til OL næste år. Og så selvfølgelig racerkørere. Et typisk forløb går over fem uger med ti træninger, som hver varer 60 minutter, hvor der som minimum skal være en hel dag mellem hvert træningsforløb, så hjernen kan nå at restituere.”

GENTAGER IKKE FEJL

Racerkørerne spænder fra aktive, der indgår i DASU’s og Team Danmarks talentarbejde, til kommende talenter. En af dem er Conrad Laursen, som i år skiftede fra karting til Formel 4, hvor han blev Danmarksmester. ”Jeg havde ikke gode reaktionstider og var ikke god til at holde min koncentration,” siger han. ”Når vi har øvet starter, er min reaktionstid blevet meget bedre, for før haltede jeg meget efter på det område.” ”Det samme gælder med koncentrationen. At jeg kan køre et racestint over 30 minutter. Det kan jeg køre konstant, hvor jeg før godt kunne svinge op og ned.”

For Mikkel Mac er det 11 år siden, at han første gang kørte løb i en formelbil. Trods Le Mans-start og flere internationale titler har brugen af VR-Brain Tracker og VR-Sprint alligevel været givtig for ham. ”Hvis jeg i et langdistanceløb overtager en bil, som er sat forkert op, kan jeg ikke bare køre i pit og få lavet setuppet om midt i et løb,” siger Mikkel Mac, som afsluttede sæsonen med at dele en Lamborghini Huracan med Giacomo Altoè og Albert Costa på Paul Ricard. ”Når du kører ude på banen, er du i et fængsel. Du har den bil, du sidder i, og du er dig selv. Selvfølgelig kan du over radioen sige til ingeniøren Jeg føler ikke, at bilen kan det og det, men han kan stadig ikke ændre på det. I sådan en situation har jeg brugt erfaringen fra VR-træningen til at arbejde med mig selv. Hvordan får jeg denne her bil til at køre bedst mulig? En anden ting kan være de fejl, man begår.” ”Når jeg trænede med VR-Brain Tracker og begik en fejl, hængte jeg

Rikke Fahrner Wounlund gennemgår resultaterne efter et VR-Brain Tracker-forløb med Formel 4-køreren Conrad Laursen.

mig i starten mentalt i denne ene lille fejl, som gjorde, at jeg efterfølgende begik tre andre fejl på grund af denne ene fejl. Det har jeg kunnet bearbejde. Når jeg nu begår en fejl, gælder det hurtigt om mentalt at få den kastet væk og koncentrere mig om den næste opgave, så jeg ikke begår tre yderligere fejl. Det bruger jeg meget, når jeg kører.”

PERSONLIG DATALOGGER

Som megen anden træning handler det om at holde formen ved lige. Den erfaring har Mikkel Mac også gjort med VR-træningen. ”Hvis jeg holder pause, oplever jeg et drop, men efter et par træninger er jeg tilbage,” indrømmer han. ”Selvfølgelig ved du godt Det var dette her, du skulle arbejde med. Men ligesom at køre racerbil, jo mere du holder det ved lige, jo mere ligger det på rygraden, når du skal bruge det. Derfor bliver jeg ved med at bruge det og bliver stadig bedre.”

VR-træningen giver også Mikkel Mac et personligt kick. ”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med data. Vi er jo vant til at gøre det med racerbilerne, men her får du faktisk dokumentation for, hvor du selv kan forbedre dig,” siger han. ”Der er også en taekwondokæmper, som bruger systemet, og når jeg hører om hans resultater, tænker jeg Han er bedre end mig dér og dér. Kan jeg egentlig komme tættere på ham?”

Men det er ikke kun idræts- udøvere, som Dennis Wounlund har iført VR-brillerne og skabt en effekt. ”En ordblind dreng udenfor sportens verden har brugt systemet,” siger han. ”Vi kan selvfølgelig ikke kurere ordblindhed, men det har hjulpet ham til at koncentrere

Når racerkøreren træner med VR-Brain Tracker, skal vedkommende fastholde sin fokus og opmærksomhed på boldene i takt med, at disse bevæger sig i stadig større fart. sig markant bedre. Hvor han før skulle læse en tekst 4-5 gange, så sidder den allerede nu fast om ikke efter den første, men så den anden gang. Hans mor fortæller samtidigt, han fungerer bedre i andre sammenhænge.” ”Vi har også brugt det til en 82-årig mand, som skulle generhverve sit kørekort. Hans læge havde i første omgang sagt nej, men efter fem ugers træningsforløb fik han sin godkendelse og kan nu stadig køre bil. Han melder også tilbage, at han har et kæmpe, mentalt overblik i trafikken.”

”Ved VR-Sprint-træningen er det vigtigt, at racerkøreren har den samme reaktionsevne med såvel venstre som højre hånd,” siger Dennis Wounlund. ”Her har vi en kører, som er i balance, men det behøver ikke at være så perfekt som her. Det havde det også været med 141/147 i stedet for 144/144.”

Den øvelse, du ser Mikkel Mac gennemføre på de foregående sider, resulterer i en grafisk illustration af, hvor hurtigt man reagerer på de 16 felter i VR-Sprint-træningen. Her er et eksempel fra en anden aktiv, hvor man kan se, at vedkommende bruger 377 millisekunder på at reagere på stimuli i nederste højre hjørne mod 439 millisekunder i øverste venstre hjørne.

Da det ikke var muligt at finde en andenkører, som turde sidde ved siden af, kastede Lars Engebjerg sig over hillclimb. Og har ikke fortrudt. ”Det er et fedt afbræk fra hverdagen,” siger Lars Engebjerg.

Han har snart prøvet alt

Bilorientering og dragracing er efterhånden nogle af de eneste discipliner, som Lars Engebjerg ikke har prøvet kræfter med indenfor bilsporten. Meget er prøvet, og i de seneste sæsoner har han kastet sin kærlighed på en gammel flamme.

Mange aktive indenfor den historiske del af motorsporten – uanset gren – har det med at vælge racerbil med hjertet. Så er det ligegyldigt, om der med køretøjet følger garanti for stor pokalhøst eller ej. Sådan har det også været for Lars Engebjerg, da hans seneste racerbil skulle i hus. ”Jeg har altid synes, at sådan en gammel Toyota Corolla AE82 var en sjov lille bil,” siger Lars Engebjerg. ”Dengang jeg var knægt, var det en fin vogn, og nu, hvor jeg har en, må jeg konstatere, at den er god at køre i.”

Uden måske at vide det er der en sandsynlighed for, at Lars Engebjerg kan have oplevet lige netop sin racerbil i action, da den var ny. Og han var teenager. ”Det er en gammel Cup-bil fra dengang,” siger medlemmet af Give Auto Sport med henvisning til den mærkeklasse, der gennem tre sæsoner i midten af firserne blev afviklet med modellen på asfaltbanerne. ”Ham, jeg købte bilen af, fortalte, at den havde været brugt til lidt rally, og før da havde den kørt nogle år i rallycross, så den var rimelig medtaget. Jeg overtog den, skilte den helt ad og forvandlede den til nogenlunde standardudformning for nogle år siden. Men den skal snart have en tur igen…”

Lars Engebjergs nostalgiske veneration er nemlig ikke over- hysterisk. Selv om racerbilen har 35 år på bagen og i sin kombinerede Toyota- og Castrol-rallydekoration står som et næsten slikket bolsje, bliver den også brugt. ”Jeg er lidt glad for halm ind imellem,” indrømmer ejeren. ”Sidste år tog jeg en big-balle til hillclimbet på Munkebjerg. I år var det så bagskærmen, der var ude at snitte halmen lidt. Det

giver lidt buler med sådan et strejf i ny og næ.”

VETERANEN BLIVER BRUGT

Lars Engebjerg holder nemlig sin Toyota Corolla til ilden. Det har udløst utallige klassesejre indenfor hillclimb-sporten, siden han fik sin debut i denne disciplin i 2016. Men han har også deltaget med bilen i det, der må betegnes som en beskæftigelsesgaranti for pladesmede: de danske gadeløb. ”I 2019 stillede jeg op med bilen i Classic Race Aarhus og Copenhagen Historic Grand Prix,” fortæller han, ”og derefter tænkte jeg, at det kunne være sjovt at køre lidt mere baneløb med den.” ”Jeg har kørt to gange med bilen i år. Første gang var jeg ikke lige så heldig, for der gik motoren i stykker på Jyllandsringen, og anden gang var på Ring Djursland, og selv om der ikke var så mange med i feltet, var det en fed oplevelse. Der kunne godt være lidt flere biler i 90-klassen og gerne nogen i samme størrelse, så jeg har nogen at battle med.”

Selv om valget af hans racerbil anno 2020 måske dækker over gensynet med en gammel flamme, har Lars Engebjerg deltaget i sporten i flere årtier. ”Jeg har næsten været med, siden jeg har fået kørekort,” siger han. ”Da jeg startede, fik jeg et bilskrog af en arbejdskollega på det autoophug, hvor jeg var ansat. Det var en Opel Kadett GT/E, som jeg byggede op og kørte med i folkerace. Så holdt jeg en pause i nogle år, indtil jeg i 1997 købte en Corolla nærmest magen til den, jeg har nu. Den havde jeg i tre år, og så blev den købt på auktion, fordi den kom til at køre godt…”

MANGLEDE MODIG ANDENKØRER

Selv om det har været på offroadbanerne, han har haft de fleste af sine starter – enten i folkerace eller rallycross – er der også blev snuset til andre discipliner. ”Nogle enkelte gange har jeg været ude og prøve manøvreprøver og klubrally … sådan for sjov,” siger Lars Engebjerg. ”Da jeg kørte klubrally og manøvreprøver, havde jeg ingen fast andenkører, så der var lidt bøvl med, hvem der turde sidde ved siden af. Jeg snakkede så med Ejnar Rosenhøj, som også bor i Give. Han kørte hillclimb og foreslog, at jeg skulle prøve det.”

Forslaget viste sig at være perfekt. ”Det er megahyggeligt, og det at komme ud, snakke og hygge er et fedt afbræk fra hverdagen, hvor jeg sidder på kontor hos en autoophugger og sælger reservedele til hverdag,” siger han. ”Men det er ikke så mange AE82’ere, som kommer forbi os. De er væk fra markedet, desværre, men der dukker af og til noget op, og så må man ud med snøren og få nyt hjem til lageret. Jeg bukker jo noget en gang imellem.”

Lars Engebjerg har prøvet lidt af hvert indenfor bilsporten, siden han i 1989 fik kørekort.

I år sendte Lars Engebjerg sin 35 år gamle Toyota Corolla AE82 på en tur down memory lane, da han kørte med den på Ring Djursland, hvor den som ny havde deltaget i Toyota Corolla Cuppen.