7 minute read

RALLY

Next Article
ASFALTBANE

ASFALTBANE

MORTEN ALSTRUP.

MORTEN ALSTRUP.

Advertisement

Sporten er forankret i familien

Volvo har fyldt meget i familiens Fiskers liv. Det gør rallysporten også, hvor alle er med, når der enten skal køres eller afvikles rally.

Rally har ikke altid fyldt hovederne på de fire medlemmer af familien Fisker i Østbirk. Det har snarere været noget med gamle Volvoer, som har været en passion. I hvert fald hos Christian Fisker. Det har så siden bredt sig til de andre medlemmer af familien. Hustruen Åse, der velvilligt poserede i sin hvide kjole sammen med ægtemanden ved en grå Volvo 544, da bryllupsbillederne skulle tages, og den ældste søn Jens, som har hjulpet sin far med at skrue på hans evighedsprojekt, og som tripper for at få sin første start i et DM-rally som co-driver. 12-årige Søren har derimod ikke den helt samme passion. ”Jeg vil hellere spille fodbold og computerspil,” siger han kort og kontant.

Alligevel er familien ofte sammen, når der står rally på programmet. ”Selv om Søren og jeg måske først behøver at komme opad dagen, står jeg altid op for at

Hele familien samlet i den nyopførte garage, som huser den grønne Volvo 242. Til venstre Åse og Jens. Til højre Cristian og Søren.

sende dem afsted. Der skal lige lidt ro på,” siger Åse Fisker.

Familielivet er vigtigt. Også at sporten er forankret. ”Jeg har oplevet rallykørere, som åbenbart ikke på forhånd havde haft en snak med familien om, hvad der kunne ske,” fortæller Christian Fisker. ”Det har vi altid haft, og selv om man skal gøre alt muligt for sikkerheden, skal man ikke tage al risiko væk fra rallysporten.” ”Når andre er kørt galt, har vi her i familien altid fået snakket det igennem,” fortsætter Åse Fisker. ”Det er vigtigt.”

Christian Fisker har tidligere i år selv oplevet at sidde i en rallybil, hvor for høj fart pludselig gjorde, at taget fik kontakt med jordoverfladen. Endda flere gange. ”Til løbet sad jeg og ventede i en anden rallybil ved starten, da jeg fik at vide, at min far var rullet,” siger 15-årige Jens Fisker med stoisk ro. ”Heldigvis fik vi hurtigt at vide, at der ikke var sket noget.”

”Man bliver da lidt bekymret, når man får at vide, at Christian er væltet, men det er ikke noget, jeg tænker over,” tilføjer Åse Fisker. ”Men jeg tænkte da mit, da Jens skulle ud at køre.”

EN SKOLETEGNING

Åse og Christian Fisker mødte hinanden på en landbrugsskole for 20 år siden. Der var ingen i deres familie, som havde dyrket motorsport. ”For mit vedkommende startede det med en tegning på en skolemappe af en todørs Volvo. Det handler om, at man skal udleve nogle drømme, og da jeg som skoledreng arbejdede på en gård, har jeg selvfølgelig også kørt en masse markrace,” siger Christian Fisker. Hans Volvo-interesse gjorde, at han ofte lagde vejen forbi Kurt Mejers specialværksted i det centrale Horsens, hvor Heino Mejer også stod og skruede. ”Jeg sagde bare Nå, da Heino spurgte, om jeg kendte en, som kunne sidde ved siden af. Han manglede en co-driver, men det opfangede jeg ikke. Kunne du ikke høre, at jeg spurgte dig? sagde han så næste gang, vi mødtes.”

Heino Mejer var endnu ikke færdig med opbygningen af sin rallybil, så det var i Åse Fiskers Volvo 242 (selvfølgelig), at makkerparret startede deres første klubrally ved et natløb i Ikast. ”Det var det kedeligste løb, jeg har været med til. Man så jo ingenting,” siger Åse Fisker. ”Heino og jeg kørte derefter lige præcist det, der skulle til, for at vi kunne rykke op,” fortsætter Christian Fisker. ”I 2010 kørte vi vores første minirally sammen og 2011 fik vi så vores DM-debut i Wikinger Rally, der gik over to dage. På en af hastighedsprøverne fredag aften indhentede og overhalede vi to konkurrenter, så vi gik fra at have startet som nummer 94, til at skulle starte som nummer 15 om lørdagen. Vi sluttede løbet som nummer 13 generelt og blev femtebedste danske hold. Så var vi ligesom i gang.”

HAR SIDDET PÅ BAGSÆDET

Senere er det blevet til utallige opgaver i co-driversædet i en Volvo 240, Peugeot 207, VW Golf, Toyota Starlet, Triumph TR7 V8 og Opel Ascona B). Christian Fisker har blandt andet læst noter for Søren Bøgeskov og Jens Møibæk, som han også har et nært og tæt samarbejde med udenfor rallysporten. Eksempelvis har han skruet for Søren Bøgeskov ved Copenhagen Historic Grand Prix og Classic Race Aarhus. ”Inden løbene var jeg kommet i dialog med svenske Peggen Andersson,” fortæller Christian Fisker. ”Han spurgte ind til nogle tekniske tips til opsætningen af en Volvo 240 Turbo, og så bliver man lidt stolt. Han har bl.a. kørt DTM med modellen, da den var ny i 80’erne!”

Jens Fisker var også med til disse løb. ”Jeg tror, at det var, da far startede med at køre, at jeg fik interessen for sporten,” siger Jens Fisker. ”Jeg var med på servicepladsen, og jeg har altid siddet på bagsædet i notebilen og fulgt med, når far, Søren eller Jens har skullet lave noter. Det gør, at jeg nu kan lave mine egne noter.”

I 2020 havde Jens Fisker sine første starter i co-driversædet til løb i Yokohama-mesterskabet. Sin første start i et DM-rally skulle han haft ved siden af Niels Jørgen Jørgensen i dennes Opel Manta i Rally Naturens Rige. ”Jeg er opvokset på landet med brødre, der kørte på knallert, og jeg kendte faktisk godt Jens Møibæk. Gør det bare, sagde jeg, da Jens spurgte om han måtte være co-driver,” siger Åse Fisker. ”Min far har været god til at holde sig væk, når jeg har skullet køre,” tilføjer Jens Fisker.

AKTIVE I KLUBBEN

Når der er arrangementer i Horsens Automobil & Motor Klub er Åse og Søren Fisker ofte at finde i madteltet på servicepladsen. Familien Fisker har hang til ældre Volvoer. Jens Fisker har eksempelvis ligesom sin far siddet ved siden af Jens Møibæk i dennes Volvo 244.

Men selv om familiemedlemmerne kan holde afstand til hinanden, når de deltager i løb, er de alligevel sammen, når der i deres klub Horsens Automobil & Motor Klub skal afholdes arrangementer. Nå ja, Søren spiller fodbold i Horsens Nord, men han er alligevel med. ”Et halvt år efter, at jeg blev medlem af klubben, blev jeg valgt ind i klubbens bestyrelse og rallyudvalg, som jeg senere blev formand for,” siger Christian Fisker. ”Til daglig udfører jeg kontroller for Landbrugsstyrelsen, og jeg kan godt finde på at stille de næsvise spørgsmål, når vi læser reglementer og bestemmelser.”

Åse Fisker har et par enkelte gange prøvet at sidde ved siden af. ”Men jeg blev køresyg. Det havde ellers været meget sjovt, hvis jeg kunne holde til det,” siger hun. Madlavning og sponsorater til klubbens arrangementer er noget af det, hun i stedet kaster sig over. Skal der købes ind, går man i familien ikke af vejen for at ringe rundt og spørge, om der er nogen, som vil betale for rundstykkerne til de frivillige. Det er også med til at skabe et lille overskud til klubkassen og dermed mulighed for andre arrangementer. ”Lige siden Christian begynd- te at køre rally, har jeg stået for at maden på løbsdagen til de teams, hvor han har været med,” siger Åse Fisker. ”Når vi så har arrangeret løb i HAMK, har jeg også ansvaret for forplejningen. Der skal smøres mange madpakker til de frivillige, som hjælper til, men der skal også sørges for, at deltagere og tilskuere kan få noget at spise i klubbens madbod på servicepladsen.”

SKAL BAG RATTET

Men tilbage til indledningen og evighedsprojektet. Den grønne Volvo 242, som du kan se familien samlet om på forrige side. ”Jeg købte bilen i 2012 og tænkte Hvor svært kan det være?” siger Christian Fisker. ”Allerede da jeg overtog den, var den bygget op som rallybil. Men jeg ville have, at alting skulle være ordentligt. Sikkerheden skulle være i orden. Det er bl.a. endt med, at jeg har brug 75 kilo rør til at bygge et nyt bur.”

Den grønne Volvo 242 har i en årrække stået hos Søren Bøgeskov. Indkørslen var fyldt med to styk Volvo V70, mens garagen gemte en Volvo 544. Christian og Jens Fisker skulle således pendle frem og tilbage for at skrue på den. Men så kom coronaen. ”Jeg blev hjemsendt,” siger Christian Fisker, ”og når man arbejder med at køre ud til landmændene for at foretage kontroller, var arbejdstiden ved computeren hurtigt overstået. Jeg søgte om byggetilladelse til en ny garage. 14 dage efter, at tilladelsen var i hus, stod garagen der.”

Rallybilen kom hjem, og den skal snart have sin debut. ”Jeg skal altså bare prøve at sidde bag det rat,” siger Christian Fisker. ”Om det så i første omgang bare er et hillclimb, er lige meget, men ellers et DM-rally.”

Christian og Jens Fisker sammenligner noter inden et løb. ”Min far har ellers været god til at holde sig væk, når jeg har skullet køre,” siger Jens Fisker.

This article is from: