DCF# 2006 Den Censurerede Fynske Kunstudstilling
Udstillingskatalogets forlag
indhold DCF#2006 Den Censurerede Fynske Kunstudstilling postbox 1154 5100 Odense C www.kunstudstilling.info
Interview med Jens Haaning fra censurkomiteen om arbejdet med udvælgelsen af værkerne
4
Mette Bersang & Louise Bøgelund Saugmann
12
Steffen Martin
14
Ole Bak Jakobsen
16
Anders og Peter Larsen
18
udstillingen er støttet økonomisk af Den Faberske Fond Odense Kommunes Kultursekretariat
Esben Frederiksen & Kristian Bust
20
Mia Helmer
22
samarbejdspartnere Det Fynske Kunstakademi Gæsteatelier Hollufgård
Bothild Una Jensen
24
Idun Varvin
26
logo: Jesper Aabille layout og grafisk design: Mikkel Larris
Robert Kjær Clausen
28
Vibeke Mortensen
30
Lisbeth Grandjean
32
Brian Ravnholt Jepsen & Allan Nicolaisen
34
Naja Maria Lundstrøm
36
Charlotte Eschen
38
Berit Dröse
40
Mille Kalsmose
42
Line Elmstrøm Lund
44
Efterskrift
46
censorer Jens Haaning, Lilibeth Cuenca Rasmussen & Fos
initiativgruppe: Dan Jensen, Morten Krogsgård og Mikkel Larris
udgivet af Udstillingskatalogets forlag ISBN 87-91969-01-8
dcf# 2006
Interview med Jens Haaning fra censurkomiteen om arbejdet med udvælgelsen af værkerne. - nedskrevet fra en optaget telefonsamtale mellem Jens Hanning og initiativgruppens tre medlemmer. Hvordan var din oplevelse af at være censor på DCF#2006? Egentlig var det overraskende, at se hvad folk laver. Forstået på den måde, at jeg er så gammel, at jeg har været vant til at medierne har været meget mere faste, enten var man maler eller også var man skulptør… alt kunst refererede til de der klassiske medier. Jeg blev overrasket over hvor flydende det er i dagens Danmark. Provokationen i kunsten, hvor væsentlig er den? …Hvor væsentlig er den? Hvis den er lavet på en ordentlig måde, kan den meget vel gå hånd i hånd, med hele ideen om kunstens rum, med at skabe alternativer og stille tingene på hovedet. Men provokation i sig selv synes jeg ikke er væsentlig, hverken i vores censurering eller i det hele taget. Det er en lidt uddøende agenda. For lige at komme ind på et enkelt værk, det med fynboernes IQ. Er det andet end en provokation?
Der er ikke nogen af jer tre i dommerpanelet der er fynboer, ville det have været anderledes hvis der var nogen af jer der var det? Det kan vel læses som en slags kulturel imperialisme?
Det værk var der en skrift med til, som forklarede, at det handlede om hvorvidt, vi affinder os med at blive puttet i forskellige kasser. Det vil sige at værket flytter sig fra at være meningsløs provokation. Man kunne naturligvis opfatte det som en aggression vendt mod alle fynboer, og det vil der nok også være mange som oplever det som. Men det var lige præcist det, at det var begrundet i et mere sociologisk projekt. Jeg synes selv det var et meget velartikuleret tankeeksperiment. Jeg har ikke set på det som en provokation, men det skal det vel nok kunne opfattes som. Men jeg synes bare det kommer utrolig meget an på, hvordan man læser det. Jeg synes man skal tænke: ”OK der er en kunstner der laver et værk, det siger noget til mig om mig, og det er lidt provokerende!”
Det ville nok have været anderledes, men der befinder jeg mig i den privilegerede situation, at jeg rejser så meget, og laver så mange ting alle mulige steder, at jeg ikke synes man kan fange mig på det ben. Jeg synes det er en lidt let måde at afvise værket på, bare ved at lade sig provokere. Der kan godt være ting som jeg bliver lidt stødt over. F.eks hvis det var i Uganda og der stod at afrikanere er dummere end europæere, eller et eller andet. Så er det da klart at jeg kan afvise den ved at blive provokeret, men det er da først når jeg ikke bliver provokeret og begynder at tænke; ”Hej, hallo, hvad sker der her?” At jeg begynder at få noget ud af det. Men det er jo fuldstændig på samme plan, som hvis vi have taget nogle malerier igennem, og folk så begyndte at sige, hvor er de dårligt malede, sådan nogle har vi jo også ikke?
dcf# 2006
Den måde med at vælge ud fra projektbeskrivelser, giver det nogle andre værker som kommer med på udstillingen frem for, hvis I havde haft alle værkerne her? Ja det gør det, fordi der bliver valgt værker ud, hvor idefasen er overbevisende, og det er ikke nødvendigvis de samme. Man kan sagtens forestille sig værker som i idefasen er overbevisende, men udført og udstillede måske ikke bliver så gode. Og så kan der også være sværere ideer som vi overser selvfølgelig, fordi idefasen ikke er så blændende, men som kunne have blevet fantastiske værker, Ja. Er der et problem i den måde udstillingen er tilrettelagt på, ved at formen godt kan give udstillingen en tendens mod at blive de velartikuleredes diktatur?
Spørgsmålet om det håndværksmæssige i kunsten. Er det væsentligt mere? Det er lidt som om det også forsvinder ud af kunsten på en eller anden måde? …Ja det kan man måske tænke, men så kommer der jo nogle andre håndværk ind. Det er måske fordi jeg ikke er så mediestærk på den måde. Sådan en som mig for eksempel, er jo helt vildt fokuseret på ideen som håndværk. Hvad er en ide? Og hvordan styrer man en ide? Og alt muligt andet. Og så er det for mig lige meget om man laver nogle slacker-malerier eller noget tekst på væggen. For eksempel sådan et IQ- værk, der bliver ikke valgt ud på grund af provokationen, som jeg ikke har tænkt så meget over, men potentielt kan det godt blive en kæmpe provokation. Og så lige i avisen og så kører der en hel masse debat. Egentlig er det jo valgt ud på at være et kvalificeret stykke håndværk, indenfor området, at lave et stykke idekunst. Havde det været andre der havde siddet her var der nok blevet valgt et godt maleri, eller håndværksmæssigt godt maleri.
Jo, men den fare kan man jo omgå. For eksempel tog vi jo en med, som sendte et billede af tre malerier og som skrev i ansøgningen; ”de her malerier kan I ikke få, men jeg laver seks nye! Som bliver lidt det samme agtigt!” Og det tog vi så med. Det kan man jo så sige, er vældigt velartikuleret? Men det er jo et eksempel på en, som har brugt chancen for at skaffe rum, til at lave de der billeder, ikke? Det er fordi vi var overbeviste om de malerier han sendte ind, og så tænker vi. ”Tør man tage chancen for at det også bliver gode billeder som kommer til udstillingen… ja, det tør vi godt!” Denne censurerede kunstudstilling skiller sig ud fra de øvrige som allerede findes, men er der efter din vurdering behov for flere censurerede i Danmark? Jeg vil sige det sådan, at vi har absolut brug for denne udstilling. I det hele taget, mener jeg, at der er meget få udstillingsmuligheder i Danmark. Både når man starter ud, mens man går på akademiet og lige efter, så er der ret få steder, man overhovedet kan udstille. Der er indenfor billedkunsten alt for få udstillinger, som er tilgængelige dcf# 2006
for det man laver, der er heller ikke teoretisk backup for det man laver. Ja i det hele taget mener jeg vi har brug for nogle flere udstillinger. Har det for kunstneren nogen betydning hvis man er med på sådan en udstilling? Ja, det er meget svært at sige, der hvor jeg står, kunne man være enormt kynisk og sige, at der kun er fem udstillinger i verden, som er værd at være med på! Men det har en betydning på den måde, at det er med til en opbygning af en referenceramme; ”Så har jeg været der og så har jeg været der og der!” En udstilling handler jo ikke kun om, at så er man blevet set der og så er man kommet i avisen etc. Man dygtiggør sig også ved at få vist nogle ting, for den enkelte kan det godt være, at man ikke direkte får kunder ud af det, men man får prøvet nogle ting af. For det daglige liv som billedkunstner er det vigtigt at der simpelthen er nogle udstillinger, at der er nogle aktiviteter. Hvordan tror du man har det med at blive afvist? Jeg har jo selv deltaget på den Fri, Påskeudstillingen og Charlottenborgs forårsudstilling, og er for det meste blevet afvist. Det er selvfølgelig forfærdeligt at blive afvist, men det kan også blive en motor, der gør at man artikulerer sig yderligere. Men det er med censurerede udstillinger altid et spørgsmål om, hvad andre kan forstå, sådan lige umiddelbart. Og det kommer som dommer ofte til at køre på nogle konventioner om at; ”Gud det ligner noget jeg har set før, så det må vi hellere tage med!” Hvis der for eksempel bliver sendt et værk ind til en censureret kunstudstilling som er helt vildt nyskabende, så vil man måske ikke opdage det, men blot tænke, hvad er det for noget underligt noget!
det her er noget!” Så nu har jeg det faktisk rimelig godt med det og tænker: ” lad dem da se det, og så lad os få respons på det, ikke!” Men det ikke min yndlingsrolle på den måde. Censurerede kunstudstillinger, er karakteristiske ved at de er kunstnerstyrede, på den måde at det er kunstneres faglige viden de er bygget op omkring, ville det have været anderledes hvis det havde været kuratorer eller galerister som havde stået for den faglige udvælgelse?
Lige efter jeg havde sagt ja til at være med i panelet, tænkte jeg at det er jo overhovedet ikke mig, at sidde der og sige; ”det er godt og det der er dårligt!” Men nu, synes jeg, at jeg har fået lov til at præstere min faglighed i det, sådan at jeg synes: ”at med det jeg ved, så mener jeg, at
Ja, alle vil jo have et eller andet tværpunkt ud fra deres virke, forstået på den måde at hvis det havde været en kommerciel gallerist, så ville de nok enten forholde sig til hvad der ville begå sig i galleriverdenen, eller måske gå efter muligheden for at holde ”fri” og prøve at finde det ud, som ikke ville gå i galleriverdenen. Nogen fra universitetet ville gå efter noget andet, det vil selvfølgelig altid være forskelligt efter hvem der sidder der.
dcf# 2006
Brød du dig om at være sådan en smagsdommer?
Har det været et stort arbejde at vurdere de mange ansøgninger, efter denne ansøgningsmodel vi har opfundet til DCF, der var jo allerede i år over hundrede ansøgninger.Tror du det vil blive muligt at fortsætte med denne model, når udstillingens succes slår igennem og der bliver det fem eller seksdobbelte antal ansøgninger at forholde sig til? Jeg tror godt det vil kunne lade sig gøre, når først man kommer i gang er det jo ikke så svært alligevel. Men i forhold til hvor meget plads der er til rådighed i den udstillingsbygning i har valgt, passede mængden meget godt i år. I forhold til den udstillingsbygning vil man nok altid skulle ned på et antal kunstnere omkring 16-18 stykker, maksimalt. Hvis der så kommer 800 ansøgere vil det nok være upassende hårdt. Det ville blive meget eksklusivt, men det vil nok desværre ligge mere op til at man tager en agenda om, at man kun tager lyserødt eller kun maleri, eller noget andet, som jeg egentlig ville synes vil være lidt kedeligt.
For nylig var der i Frankrig en kurator, som udelukkende valgte lyserødt til en udstilling. Det ville have været meget opsigtsvækkende at tage sådan en slags strategi på sig. Havde I en overordnet strategi for udvælgelsen? Vi snakkede lidt i starten om kun at vælge kvinder, men det gik vi meget hurtigt væk fra.Vi har ikke haft nogen overordnet strategi for udstillingens sammensætning, men man kunne selvfølgelig have gjort det på den måde.Vi valgte i stedet den svære løsning denne gang og diskuterede den kunstneriske kvalitet i hver eneste ansøgning. Som måske i sig selv er en størrelse, man nok ikke skal tænke alt for meget over, for så kommer hjernen på hårdt arbejde! Tænkte I, på hvor mange mænd og kvinder i optog, og betyder det idet hele taget noget? Jeg vil sige det på den måde at jeg ikke engang, ved hvordan kønsfordelingen ser ud, på det vi har valgt ud, altså. Det var vi slet ikke fokuserede på. 10
dcf# 2006
11
Mette Bersang & Louise Bøgelund Saugmann Panum Institutet - afdeling for eksperimentel medicin
12
dcf# 2006
13
Steffen Martin Før uskyldigheden gik tabt.
14
dcf# 2006
15
Ole Bak Jakobsen 260489-3428/ 100188-0145/ 170690-1323/ 061188-5982
Værket 260489-34281 100188-01451 170690-13231 061188-5982 beretter om unge med psyko-sociale problemer, og titlen henviser til personnummer-registreringen og indikerer, at disse unge er blevet “sager” i behandlingssystemet.Værket kaster et undersøgende og kritisk blik på den måde udsatte unge beskrives på. Projektet består af fotografier - taget af unge selv - der sammenstilles med sagsmapper, som indeholder anbringelses-dokumenter, psykologudtalelser, domsudskrifter, statusrapporter mm. sagsmapperne beskriver traumatiske barndomsforløb med incest, stofmisbrug, kriminalitet og psykiske problemer. Ud af disse fragmenter sammenstykket af vidt forskellige aktører på forskellige tidspunkter kan publikum samle brikker til historier, som er bevægende i al deres sorthed - fulde af kaos, fortvivlelse og overlevelsesdrift. Værket ligner et dokumentarisk projekt, og sagsmappernes dokumenter kunne meget vel være hentet fra virkeligheden. Det er de ikke. Der er tale om ren fiktion. Fotografierne er taget af unge fra Vostrup Efterskole en eftertragtet skole med hovedvægt på musik og teater. For at starte på skolen er det nødvendigt at være skrevet op flere år i forvejen. Der er altså voldsomme kontraster til stede i værket. 260489-34281 100188-01451 170690-13231 061188-5982 kredser ikke alene om ungdommen som tilstand men rejser også spørgsmål til de forskellige betingelser, vi har for at udfolde vores potentialer.
16
dcf# 2006
17
Anders og Peter Larsen New World Order (the musical and world wide cinema)
18
dcf# 2006
19
Esben Frederiksen & Kristian Bust Sewer Safari
20
dcf# 2006
21
Mia Helmer Native Belle
Boy
22
dcf# 2006
Boy
23
Bothild Una Jensen Kløvermarken Projektbeskrivelse Værket Kløvermarken er tematiseret omkring udforskning af steder, deres identitet og individets møde med dem.Værket er en del i afsøgningen af byens rum, et forsøg på at aflure steders mangesidet identitet. Projektet omhandler steder eller rum som relaterer til alle resterende steder på en sådan måde at de betvivler, neutralisere eller spejlvender de relationer som stederne reflekterer. Stederne bliver kaldt Heterotopier eller Other Spaces (Michel Foucault). Disse steder i byens landskab, frataget deres oprindelige kontekst og formål, byder på en ny oplevelse for iagttageren. l det der, i beskueren, sker en forskydning af stedets tolkning. Det fotografiske udtryk foregiver en sandhed og stiller skarpt på detaljen derved udstiller den samtidig Das Unheimliche eller Uncanny (Sigmund Freud). Som er den foruroligende følelse, man kan få, når noget bekendt og fortroligt pludselig virker fremmed, så og sige bliver fremmed for øjet. Natten er valgt for dens fritsættende og ubegrænsende egenskaber. Regler for adfærd og anskuelse ændrer sig i de små timer. Normalt er natten sammenkædet med det gemte og ubevidste. Natlige aktiviteter er forbundet med det private, primitive og til den mørke side af psyken. Her er det brugt som en ny indgang til stederne.Valget af størrelse og præsentation er valgt med henblik på beskuerens adgang til værket. Montering på aluminium bevirker at der ingen ramme er på billedet og ophænget vil bevirke at printet svæver ud fra vægen.Værket ophænges i øjenhøjde så beskueren får direkte visuel kontakt. I værket er et ønske om at formidle til beskueren en opmærksomhed mod de steder vi påvirker, og de rum vi skaber og bevæger os i. Således er Kløvermarken blevet til i en interesse for relationer og gensidige påvirkninger mellem steder, den menneskelige indgriben i disse og hvordan det påvirker individet.
24
dcf# 2006
25
Idun Varvin In Between
26
dcf# 2006
27
Robert Kjær Clausen Djævelens Hash Beskrivelse: Billedet måler I m i bredden 1,5m i høj den, stikker 30 cm ud fra væggen. Inden i en rødmalet træcirkel med påskriften “DJÆVELENS HASH” befinder sig et gedehoved på baggrund af et pentagram af string-art, hvis spidser er sat fast på cirkelen. Under cirkelen hænger en kurv med hampplanter. De to elementer er forbundet med stringart. Se i øvrigt den vedlagte skitse. Dette veritable helvede af en luftballon spiller på spændingen mellem begrebet “tyngde” og begrebet “lethed”. Derved er værket en eksemplificering af et af de vestlige sprogsystemers vigtigste metaforpar: “op/ned”.Vi er opstemte, men bliver nedtrykte - himlen er deroppe, helvede dernede. Ved hjælp af narkotika kan man få plads i en, ganske vist midlertidig, himmel eller et helvede. Denne mulighed har kunstnere gennem historien benyttet til at afsøge grænserne for menneskets erfaring, for at lodde dybden i deres egen psyke, for at slippe væk fra et fjendtligt samfund, for at søge uspecificeret inspiration og af mange andre grunde. Resultaterne kender vi, men der bliver sjældent talt højt om den bagvedliggende arbejdsproces. Det skyldes ikke, at der mangler vidnesudsagn fra kunstnerne, snarere, at der ingen plads er til en nuanceret 9 diskussion af sådanne emner i en borgerlig (kunst)verden. Det er selvfølgelig ikke kun kunstnere, der har en holdning til brug og misbrug af narkotika. Hvis man skal tro den siddende regering, kan man åbenbart dele befolkningen op i to grupper: Folk, der tager total afstand til stoffer, og narkomaner. Kigger man imidlertid på statistiske undersøgelser og politiets rapporter, har vi en imponerende mængde narkomaner i Danmark. Det er en kendsgerning, man har meget svært ved at håndtere indenfor den herskende diskurs. Derfor tales der sjældent højt om det. Djævelens hash er således tænkt som et diskussionsoplæg, ikke som en påstand.
28
dcf# 2006
29
Vibeke Mortensen A teenagers Easter Pleasure Billedet er absolut ufærdigt, men kommer til at bibeholde udtrykket. Der vil blive arbejdet på figurernes volume og æstetiske udtryk. Billedets visuelle udtryk vil være blidt, æstetisk med en vis lethed i de ellers møre farver, i et forholdsvis lille format for at understrege kontrasten mellem det umiddelbart sete og billedets indhold. For i indholdet konfronteres vi med en teenagepige der står i grænselandet mellem barneliv og voksenliv. Der bliver i billedet stillet spørgsmål til beskueren: Hvem ser du? Er det blot en lille piges ubevidste henførte nydelse af et påskeæg? Eller er hun kvinde... og hvad ser hun da...?
30
dcf# 2006
31
Lisbeth Grandjean U.t.
32
dcf# 2006
33
Brian Ravnholt Jepsen & Allan Nicolaisen Hot shit (slippery spillage) materialer: indkøbsposer hår lim og tape pap og træ tørrestativ højttalere + musik tyggegummi ståltråd snor vi vil lave en installation som udfordrer beskuerens sanser på flere måder Vi har taget udgangspunkt i en gammel børnetegning, som forestiller fem fly, som vi har rekonstrueret ved at forstørre flyene og bygget dem med indkøbsposer - hver farve stammer fra forskellige indkøbsposer Vi har valgt at være hudløst ærlige og meget tro overfor tegningens natur og derfor skal flyene hænge på samme måde som de er blevet tegnet og bekrige hinanden for at vække tegningen til live har vi valgt at tilføje et supplement af lyd som består af-. selvskabte flylyde, lyden af skud, pilotsnak samt underlægningsmusik bestående af to mobiltlf-kompositioner der er reduceret i tempo og afspillet på samme tid. Konstruktionen består af fire pæle der danner et åbent run hvor taget på dette rum er et tørrestativ der vender på hovedet - det er blåt - på hver pæl vil der være en højttaler hvor der afspilles forskellige stykker lyd - indkøbsposeflyene vil hænge fra dette tørrestativ og bekrige hinanden under hvert fly vil der på jorden være en skygge lavet i hår - det skal være muligt for publikum at gå ind og tage del i denne installation og bogstaveligt talt vandre imellem flyene og få optimalt udbytte af lyden ved at gå fra højttaler til højttaler. Værket er et udtryk for at man er midt i en proces hvor man ser sig selv på glatis - der foregår ting man ikke altid har helt styr på - det vil vi forsøge at fremvise vha. denne installation - det er ikke bare et forsøg på at vise hvordan en kunstnerisk proces kan være men også et forsøg på at bringe den vaklende fornemmelse ud i værket - dette kan skyggerne af hår illustrere da de er med til at forvandle beskueren til et spørgsmålstegn - på den gode og rigtige måde Afslutningsvis skal denne installation prøve på dramatisk vis at udfordre et publikum vha. at have mange ting i spil på samme tid - ting der udmunder i hver af vores egne personlige universer som i samspil gerne skulle gnistre og drille
34
dcf# 2006
35
Naja Maria Lundstrøm Projektbeskrivelse På en hvid væg skal der med sorte bogstaver stå (noget som jeg har opdigtet):
Fynboers IQ er i gennemsnit 10 % lavere end resten af befolkningens Det kan i princippet være en hvilken som helst hvid væg i et af udstillingsrummene. Bogstaverne skal være 20 cm i højden, og det skal stå i to linier, som ovenfor, i øjenhøjde. Værket handler bl.a. om selvopfattelse. Om i hvilken grad vi lader andre definere, hvem vi er, og i hvilken grad vi selv definerer, hvem vi er.
36
dcf# 2006
37
Charlotte Eschen NĂŚseaben
38
dcf# 2006
39
Berit Dröse Vi taler dansk når vi er sammen
Projektbeskrivelse “Vi taler dansk når vi er sammen” viser tre videoer om børn i danske børnehaver i Sydslesvig.Værket er en dokumentaristisk undersøgelse, som bl.a. beskriver børnenes adfærd, leg og kommunikation i en tosproget børnehave. De tre videoer skal afspilles samtidigt på tre fjernsyn. Det ene fjernsyn skal stå oven på det andet, mens det tredje skal stå en halv meter væk fra de andre fjernsyn. Børnetegningerne skal hænges op på væggen ved siden af fjernsynsinstallationen. (se vedlagt fotoskitse) Derudover skal der være 7 trækasser i et format på 40x40x40 cm der både er siddepladser og byggeklodser, som beskueren frit kan vælge at rykke rundt med.
40
dcf# 2006
41
Mille Kalsmose She Followed the white Rabbit
42
dcf# 2006
43
Line Elmstrøm Lund Kustode
Værket er en kustode som skal gå rundt på udstillingen i hele udstillingsperioden. Kustoden skal udføre et normalt kustodearbejde og vil kun være tilstede i åbningstiden. Kustodens køn og fysiske tilstand er underordnet, men det er ikke en studerende / yngre person.
44
dcf# 2006
45
Efterskrift af Initiativgruppen bag Den Censurerede Fynske Kunstudstilling, billedkunstnerne Dan Jensen, Mikkel Larris og Morten Krogsgård.
vi har to vigtige mål for det kommende års arbejde. For det første at skaffe udstillingen et solidt sponsorgrundlag. For det andet at skaffe det statstilskud som vil give udstillingen den blåstempling, som helt klart er berettiget!
Ideen om Den Censurerede Fynske Kunstudstilling tog form i løbet af vinteren/foråret 2005, og har siden udviklet sig støt og roligt frem mod de mål initiativgruppen erklærede fra starten. - at skabe et nyt alternativ til de gamle censurerede udstillinger i landet. - at etablere en censureret udstilling i region Syddanmark, som vil få national gennemslagskraft. - at finde en vej til at skabe et mere fagligt relevant grundlag for udvælgelsesprocessen. - at gøre det lettere og mere tidssvarende at ansøge. - at gøre udstillingerne mere hele og give bedre plads til de enkelte kunstneres værker. - samt at bevare ideen om at fagligt respekterede kunstnere er gode talsmænd for hvilken kunst der kan vises på offentlige udstillingssteder.
Afslutningsvis bør det nævnes at værkerne på dette års udstilling, er udvalgt af tre af landets, for tiden, mest respekterede samtidskunstnere. Udvælgelsen er foretaget udelukkende på baggrund af projektbeskrivelser, samt illustrerende bilag fra over 100 ansøgere. Imellem censurering og ophængning af udstillingen, har der været seks uger, hvor kunstnerne har haft lejlighed til at optimere deres produkt. DCF skiller sig også ud fra de øvrige censurerede udstillinger i Danmark, ved at værkerne på udstillingen er ophængt i overensstemmelse med kunstnernes intentioner. En af pointerne med DCF er nemlig, - at har vi tillid til at en kunstner kan levere varen, tror vi også på, at hun kan finde ud af hvor højt den skal hænge!
Udstillingen DCF startede op i 2005 med en indbydelse, til en begrænset kreds af kunstnere, om at indsende projektbeskrivelser og billeddokumentation til censureringen. Indbydelsen blev sendt til de danske kunstakademier og til kunstnere tilknyttet netværket omkring Hollufgård.
Vi vil gerne takke alle ansøgere, som har vist os den tillid det kræver at lade andre censurere ens kunstværker. Også tak til censorerne for deres store arbejde, Odense Kommunes Kultursekretariat og Den Faberske Fond for økonomisk støtte og Gæsteatelier Hollufgård og Det Fynske Kunstakademi for praktisk hjælp og moralsk opbakning.
Udstillingen DCF# 2005 viste, at der dels var mange kvalificerede kunstnere der var interesseret i at udstille, dels at der var stor interesse og mange muligheder for at skabe debat om kunst og kvalitet. Derfor valgte initiativgruppen at arbejde videre og forsøge at få etableret den censurerede udstilling, så den vil kunne leve videre i fremtiden. Nu et års arbejde senere står vi der, hvor vi stolte kan meddele; at med udstillingen DCF# 2006 er vores forventninger endnu større end ved den succesfulde åbning af udstillingen i sommeren 2005. DCF er stadig en udfordrer på kunstscenen, men den opmærksomhed udstillingen hidtil har fået, er klart i vores favør. I initiativgruppen er vi ret godt tilfredse med årets præstationer, men 46
dcf# 2006
47
ISBN 87-91969-01-8