Delfinen #140 by Delfinen

d elfin e n FoR STUDERENDE I ÅRHUS

APRIL 2008 # 140

TEMA

SoCIAL RESPoNSIBILITy

DELFINEN

indhold | april

18 18

indhold | april # 140

hvert nummer tema | social responsibility

Leder Social Responsibility

nyheder Integration på uni + rotter i uniparken

KULTUR Anmeldelser + Øst for Paradis + kalender

klumme Hold fast i mystikken!

nyt fra studenterrådet

Debat Su: fair fordeling?

artikelserie | forskning Idéhistorie: pirater og terrorister

organisationsarbejde Frivillighed betaler sig

Muhammed vol. 2 - det mener de studerende

Social innovation Ideologi eller forretningsstrategi

roskilde-anekdoter Se vinderbillederne fra konkurrencen i sidste nummer

noir Bæredygtig mode

sponsorkunst Styrer erhvervslivet kunsten?

ETIK Hvad er næstekærlighed?

HAVNEN Bevar Århus’ sidste bastion!

artikelserie | upcoming.stud. Pral Clothing

■ delfinredaktionen DELFINEN udgives af Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 3, 8000 Århus C, tlf. 89425469 – fax: 89425474 delfinen@sr.au.dk

forsidefoto: Istvan Markus

DELFINEN redigeres af en selvstændig bladgruppe med tilknytning til Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Meninger, der tilkendegives i bladet under andet navn end Studenterrådets, kan ikke tages som udtryk for Studenterrådets opfattelse. DELFINEN påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt materiale og forbeholder sig ret til at forkorte debatindlæg

Julie Rokkjær Birch Chefredaktør, ansvarshavende

Marc Grønlund Kulturredaktør

Mathias Vestergaard Skribent

Jonas Lysgaard Skribent

Tina Skov Mikkelsen Skribent

Ann Bille Simonsen Redaktionschef

Doron Haahr Nyhedsredaktør

Sophie Holm-Nielsen Skribent

Christian Salling Skribent

Sophie Seebach Fotograf

Annoncer Tom Poulsen, tlf. 28992317 annoncer@sr.au.dk Næste deadline er 21. april 2008 Ditte Ernst

Skriv til delfinen@sr.au.dk

Thomas Illemann Fotoredaktør/AD’er

Mikkel Maltesen Illustrator

Pil Pedersen Skribent

Søren Knudsen Skribent

Øvrige skribenter: Stefan M. Rasmussen Marc Andersen Esben Rahr Godtfredsen Jesper Hallstrøm Eriksen Pernille Steffensen Rasmus Stenbakken

DELFINEN

Nyheder | APRIL

LEDER | social respoNsibility

“ redaktionschef ann bille simonsen Social ansvarlighed har fået en enorm bevågenhed herhjemme og i resten af den vestlige verden. der hersker efterhånden stor enighed om, at vi må til at tage ansvar, når det gælder samfundsmæssige og globale problemer som hungersnød, miljøproblemer, korruption og kvindehandel. flere og flere virksomheder er blevet opmærksomme på, at de har nogle moralske forpligtigelser i forhold til de samfund de opererer i, og begreber som Corporate Social responsibility (CSr) er blomstret op, og er blevet buzz i den ’corporate’ verden. Mange virksomheder kritiseres dog for, at se det som en nem mulighed for at høste et godt omdømme i medierne og hos forbrugerne. Man kan uden tvivl sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt baggrunden for CSr-aktiviteternes popularitet er

Der hersker efterhånden stor enighed om, at vi må til at tage ansvar

mere forretningsstrategisk end humanitær, men på den anden side; kan det ikke være ligegyldigt, hvis nogle vigtige problemer bliver løst og en masse menneskers livskvalitet forbedret? vi har i dette nummer sat en forsker i Social innovation stævne, som ikke mener, at social ansvarlighed behøver at udelukke en kommerciel tankegang. det er dog ikke kun op til virksomheder og større organisationer at udvise social ansvarlighed, også på individplan ses en tendens til at tænke udover sig selv. de fleste af os har fået et behov for at føle, at vi i vores job yder noget, der har en værdi for andre end os selv. Og i supermarkedet tænker vi i bæredygtighed, når vi handler kaffe og bananer, ligesom det bliver mere og mere almindelig at købe tøj med fairtrade-mærke i foret – så er den gode

FLERE INDVANDRERE PÅ UNIVERSITETET MENToRPRojEKT PÅ HANDELSHØjSKoLEN KAN ÅBNE DØREN FoR FLERE INDVANDRERE aSB Mentor er navnet på et mentorprojekt på Handelshøjskolen, aarhus universitet, hvor alumner, studerende og unge flygtninge eller indvandrere mødes, og som på sigt åbner dørene for flygtningene og indvandrere til universitetet. På sin hjemmeside skriver Handelshøjskolen om projektet: ”i aSB Mentor er alumnen mentor for en studerende, som samtidig selv skal fungere som mentor for en ung indvandrer. formålet med det nye initiativ er først og fremmest at give et positivt bidrag til integrationen.” Prorektor ved aarhus universitet, nina Smith, lægger ikke skjul på sin begejstring for det nye tiltag. På førnævnte hjemmeside siger hun: ”det er et rigtigt godt projekt, der blandt andet er med til at afmystificere universitetsverdenen for mange unge indvandrere. og set i perspektivet af regeringens mål om, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i år 2015, tror jeg, at vi kommer til at se

mange lignende projekter rundt omkring på de danske universiteter. det kræver blandt andet, at vi får bedre kontakt til de grupper af unge indvandrere, der i dag falder fra på de videregående uddannelser eller aldrig starter på en, og her kommer et projekt som aSB Mentor til sin ret.” fra Handelshøjskolens side er et af ønskerne med mentor-projektet også at yde et bidrag til den generelle integration. Således står der på deres hjemmeside, at også sprog og viden om danske forhold skal være i fokus: ”Projektets mål er at give unge flygtninge/indvandrere et øget netværk, forbedrede sproglige færdigheder, øget viden om danske forhold og uddannelsesområdet især og evt. kontakt til konkrete virksomheder via aSB alumne-mentorer.” Mentorprojektet blev lanceret i 2007, hvor 46 studerende, 43 alumner og 42 flygtninge/indvandrere deltog. Doron Haahr

‘krYdSfelt ÅrHuS 08’ den 17. aPril Torsdag den 17. april åbner studeNterhus århus igen dørene op for den efterhånden traditionelle krydsfelt Århus messe. en række virksomheder vil dagen igennem tilbyde studerende alt lige fra jobs og

4 DELFINEN

praktikpladser til coaching og workshops i, hvordan man som studerende får fat i det der fantastiske drømmejob. Åben fra kl. 9 -17 Se mere på www.krydsfeltaarhus.dk

samvittighed sikret, både i forhold til miljøet og børnearbejderne. Men mens vi støtter globale projekter og projekter der rækker ud i fremtiden, skal vi heller ikke glemme at tænke i de helt lokale og jordnære baner. i dette nummer jagter vi således også nogle etiske retningslinier for, hvordan det enkelte mennesker kan føre en socialt ansvarlig tilværelse i det daglige. For man må jo heller ikke glemme nærmiljøet, når man snakker om social ansvarlighed, og det gør vi skam heller ikke her på delfinen. derfor kan man på de følgende sider også læse om Århus Havn – den sidste bastion. artiklen er et lille opråb om, at vi må værne om Århus’ sjæl, inden byen helt bliver forpurret af modernitetens glas og beton.

DELFINEN SØGER NyE REDAKTØRER

delfinen søger organisatoriske og kreative studerende, der kan holde sammen på bladets mange frivillige, så et nyt blad kan komme på gaden hver måned. du skal være engageret og kunne mikse arbejde med fornøjelse, da delfinen er et team, hvor det sociale vægtes højt. jobbet er lønnet og evt. oplæring i InDesign vil finde sted efter ansættelsen. chefredaktØr og redaktioNschef arbejdsopgaver: - tilrettelæggelse af den redaktionelle linje - rekruttering og motivering af fotografer og skribenter - Organisering af den månedlige produktion og distribution - korrekturlæsning - opsætning af magasinet i InDesign (i samarbejde med bladets ad’er) Profil: - du har erfaring med artikelskrivning og kender til de journalistiske genrer - du har styr på stave-, grammatik- og kommaregler. - Erfaring med PhotoShop og InDesign er en fordel, men ikke et krav. ”Jeg er utrolig glad for, at jeg investerede nogle timer på Delﬁnen i min studietid. Jeg er ikke i tvivl om, at den organisatoriske erfaring og evnen til at skrive og redigere journalistisk, som arbejdet gav, er en del af grunden til, at jeg i dag sidder, hvor jeg gør.” Mikkel Krogh, tidligere redaktionschef, i dag kommunikationsrådgiver på PR-bureau

Send ansøgning mrk. redaktør til delfinen@sr.au.dk og vedlæg Cv og evt. en artikel, du har skrevet. Yderligere oplysninger - kontakt Julie rokkjær Birch på tlf. 51211543

NYHEDER | april

2008 bliver sidste år med kapsejladsen Teknisk afdeling ved Aarhus Universitet går til efteråret i gang med at fylde søerne op I efteråret fik Aarhus Universitet hele uniparken undersøgt af et hold på 14 skadedyrsbekæmpere. Deres konklusion var klar: blandt de smukke bøgetræer og de stemningsfulde, gule bygninger trives rotterne i bedste velgående. Forklaringen er ligeledes klokkeklar: Søerne i uni-parken trækker ænder og andre fugle til. De trækker så børnefamilier fra hele det nordlige Århus til og de medbringer alle brød til fuglene – og dermed mad til rotterne. ”Når folk kaster brød ud til ænderne bliver en del af det liggende i vandkanten og det er et mageløst tag-selv bord for de små gnavere,” siger skadedyrsbekæmper Johnny Ranslirpa. Problemet har vokset sig så stort, at universitetets nabo, Århus Kommunehospital, beretter om, hvordan rotterne via kloaksystemet nu har fundet vej til stuerne hvor patienterne opholder sig. Ranslirpa har givet flere muligheder for løsningen af problemet, blandt andet at fjerne selve problemets rod: søerne, så ænderne, familierne med brød og rotterne forsvinder. Denne løsning har Aarhus Universitet fundet som den bedste: ”Ved at fylde søerne undgår vi at have gift liggende i hele uni-parken. Til gengæld vil vi ved opfyldning med jord kunne beholde den smukke park,” skriver universitetet på sin hjemmeside. Konsekvensen er, at den traditionsrige kapsejlads over søen i uni-parken vil finde sted for sidste gang denne sommer. Når de studerende vender tilbage til uni efter sommerferien, vil de ved en tur igennem uni-parken blive mødt af store pumpemaskiner, der skal tømme søerne for vand. Siden hen vil store gravkøer indtage parken og 15.000 tons jord skal henover efteråret fyldes i søerne. Arbejdet forventes færdig 1. november. I foråret 2009 vil der blive sået græs og når vi når maj 2009, hvor kapsejladsen plejer at finde sted, ja… så må de studerende finde på noget andet at lave. Doron Haahr

SU-reglerne er ændret Det er nu slut med at betale SU tilbage efter endt uddannelse SU-reglerne bliver ændret, så man efter endt uddannelse ikke skal betale SU tilbage, hvis man havner i et godt og vellønnet job. Hidtil har man skullet betale SU tilbage, hvis man på sit job tjente mere end, hvad loftet for folk på SU tillader. Det skriver Ritzaus Bureau. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har stillet lovforslag om, at ændre reglerne således, at færdiguddannede ikke risikerer et SU-smæk, hvis de havner i et job og tjener mere end tilladt for folk på SU. Reglerne vil i fremtiden sikre, at man tager udgangspunkt i, hvad man som studerende har tjent, mens man var tilmeldt SU. På den måde undgås det, at indkomsten resten af året ikke påvirker SU’en. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er begejstret. Næstformand, Pernille Miller, udtaler til Ritzaus Bureau: ”DSF har længe ment, at det var forkert, at folk som har modtaget SU i en periode, hvor

de vitterligt har haft brug for den, skal straffes økonomisk for at finde et job hurtigt.” Også fra det danske erhvervsliv er man ikke spor utilfredse med lovændringen. Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack Linnemann, siger til Ritzaus Bureau: ”Det skal kunne betale sig at gennemføre sit studie på normeret tid, og det giver ikke mening at straffe de studerende økonomisk for at færdiggøre deres studie. Dansk Erhverv har længe peget på behovet for at ændre SU-loven på dette punkt og hilser derfor regeringens tiltag velkomment.” Videre siger han, at efterspørgslen på arbejdskraft har behov for denne ændring: ”I en tid, hvor der er stor efterspørgsel på nyuddannede, er det meget tilfredsstillende, at regeringen har lyttet til kritikken og nu retter op på den uhensigtsmæssige tilstand.” Doron Haahr

Tjen penge på de gode karakterer Virksomheder promoverer sig overfor de studerende med pengepræmier Et gammelt ordsprog siger, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Som studerende håber man på, at arbejdet i en eksamenssituation giver gode karakterer og disse giver adgang til en god karriere senere hen. Men flere firmaer stiller pengepræmier i udsigt til studerende, der kan præsentere karakterer og karaktersnit i den høje ende. Det skriver DR Nyheder på sin hjemmeside. I København kan man på næsten alle bachelor-uddannelser og halvdelen af kandidatuddannelserne på Handelshøjskolen se frem til at vinde priser, hvis man klarer sig særlig godt. På IT-universitetet vinder årets bedste speciale den såkaldte KMD-pris på 30.000 kroner. Også i Århus kan man vinde penge ved at udskille sig positivt. Virksomheden McKinsey

uddeler hvert år henholdsvis 10.000, 7.000 og 5.000 kroner til de tre højeste karaktergennemsnit. De 50 bedste studerende bliver inviteret med på restaurant. Danske Studerendes Fællesråd er ikke udelt begejstret for virksomhedernes metoder. Næstformand Stinna Gammelgaard siger til DR Nyheder: ”Det er positivt, at virksomhederne har interesse for de studerende, men vi mener, at de også burde hjælpe de svagere elever, der har svært ved overhovedet at komme igennem studiet. Desuden kan det underminere gruppearbejdet, at hver studerende ligefrem kan tjene penge på at fremme sin egen præsation frem for de andres.” Doron Haahr

DELFINEN

forskNiNg | IDÉHISToRIE

HVAD LAVER DE EGENTLIG oVRE PÅ IDÉHISToRIE. ER DE EN FLoK reServe-filOSOffer? SÅdan Har flere MÅSke tænkt ude I KRoGENE AF UNIVERSITETET. I DENNE MÅNED ER DELFINENS FoRSKNINGSSERIE DRAGET TIL IDÉHISToRIE FoR AT HØRE NæRMERE oM FoRHoLDET MELLEM PIRATER oG TERRoRISTER.

ord | MARC GRØNLUND & joNAS LySGAARD foto | SoPHIE SEEBACH tegNiNg | MIKKEL MALTESEN

løbet af april vil nobelparken blive fyldt med drabelige beretninger, og blodet vil flyde løs på gangene. dette vil ikke skyldes en flok forskeres besærkergang som følge af en forringet kaffeordning eller nye ministerielle krav om udrensning af alle urentable og ikkeevaluerede humanistiske påfund. tværtom. Snarere vil der sandsynligvis være tale om Mikkel thorups forelæsningsrække om pirater og terrorister, som vil komme med et bud på, hvordan historiske figurer kan sættes i forhold til voldelige udviklinger i vores egen tid: ”Jeg forsøger at sammenligne pirater og terrorister ved at læse bekæmpelse af sørøvere sammen med bekæmpelse af terrorister. Der er en masse problemer med det, men der er også en del ligheder. Den vigtigste lighed er den, at pirater altid er blevet udråbt til menneskehedens fjende, sådan at alle organiserede politiske samfund havde en forpligtelse til at bekæmpe dem, hvorend de var. På den måde er der en række retoriske og politiske sammenhænge med den nutidige globale krig mod terror og med de forestillinger, staten har om den her terroristiske figur.” terror/ikke-terror Pirater er til tider blevet bekæmpet hårdt, både militært og juridisk, i stil med terrorister. ifølge Thorup siger de os samtidig noget vigtigt om udviklingen af det statslige voldsmonopol: ”Piraten er her en spændende figur, fordi vedkommende både har været sørøver, som vi kender det, men også har været kaper, som var en statsautoriseret pirat. kaperen gjorde præcis det samme som sørøveren men havde licens fra staten til at gøre det imod statens fjender. der er her en parallel til nutidens lejesoldater, hvor den præcis samme vold eller kriminelle handling vurderes meget forskelligt alt efter, om den har statsautorisation eller ej. det samme gør sig gældende med hensyn til forholdet mellem terror og statsvold, som ofte har præcis den samme effekt, men vurderes meget forskelligt.”

Alle der udfordrer den regulerede og uniformerede vold vil blive betragtet som dem, der bringer vold ind i relationen.” Er pirater politiske ligesom terrorister, er der ikke også stor forskel? ”Jo, terroristen ses som en eminent politisk figur og piraten som en næsten udelukkende kriminel figur. Men der prøver jeg så at sige; det kan godt være, at vedkommende ikke formulerer sig politisk, men vedkommende er en meget stærk politisk figur, fordi piraten altid skrives ind i den herskende politiske konstellation, enten som den der skilles ud og skal bekæmpes, eller som den der drages ind som kaper. Da der startede en egentlig global antisørøver krig, kan man tydeligt registrere, at piraterne begynder at se sig selv som pirater. De formulerer sig i opposition til det omgivende samfund - det havde de ikke gjort før. Piraterne begynder at sige: ’vores nation er havet og vi kæmper mod alle autoriteter’. de får altså en politisk komponent, selvom den ikke er formuleret som værende politisk.” Rædselsfigurer Samtidig vil han gerne udvide den idehistoriske kanon en smule, både fordi det er spændende, men også fordi der måske kan komme nogle nye analyser ud af det: ”det her er et forsøg på at bringe den historiske terrorforskning lidt videre eller lidt længere tilbage ved at se på, hvilke figurer der har spredt skræk og rædsel gennem tiden. Jeg synes det er interessant, når man ser på fjendskabsformer, at der er nogle stærke og radikale former, som er reserveret til de her terroristiske figurer, hvor en særlig brutal ordenshåndhævelse tillades. de her figurer opfattes og italesættes som en særlig kategori, imod hvem man kan lave nogle politikker og bekæmpelsesmetoder, som man ikke ville gøre

Hvad vil kurset give af nye tilgange? ”Blandt andet den, at man på idehistorie også kan læse om sørøvere. Jeg kan godt lide idéen om, at tage tekster og temaer op, som har en lidt underlødig karakter, og som vi normalt ikke læser indenfor det finere akademiske genstandsfelt, fordi vi her kan finde en lang række gode problemstillinger.”

Mikkel thorup

Dog mener Thorup, at det er for upræcist at tale om terror i alle tilfælde af vold mod civile, og at terror-begrebet bør forbeholdes ikkestatslige aktører: ”vi kan sagtens være både forargede og analytisk præcise om den ofte forfærdelige voldspraksis, som stater udøver, uden at skulle bruge terrorbegrebet. der er en stærk politisk pointe i at bruge det, men jeg tror ikke, det er en særlig stærk analytisk pointe. Jeg er ikke interesseret i, om noget er terror, men i hvordan nogle aktører succesfuldt får betegnet bestemte handlinger som terror. Men det er vigtigt i analytisk og politisk henseende at gøre opmærksom på, at der tit faktisk ikke er forskel.

- blev ph.d. i 006 med afhandlingen ”til forsvar for fjendskabet” - Har siden foråret 2007 været adjunkt ved afdeling for idehistorie - er forfatter til en lang række artikler og bøger, fornylig er udkommet antiterrorismens idehistorie, som anmeldes andetsteds her i bladet Det omtalte kursus om Pirater og terrorister afholdes over fire onsdage i april, første gang /4. det foregår kl. 14 i bygning 146 , lokale 1 . Idehistoriker på udkig efter pirater

6 DELFINEN

overfor andre. Når noget først tematiseres indenfor en trusselsdiskurs, så tillades et helt andet register af undtagelser og forholdsregler, noget man også kan se i dag indenfor den sikkerhedspolitiske tænkning. det har sin egen iboende dynamik. Men der mangler nogle redskaber til at undersøge det, så i kurset vil jeg prøve at se om den her komparative metode er en måde at åbne feltet op på og bringe de her problemstillinger frem.”

undersøgelse | muhammedtegningerne vol. 2

studerende uenige i genoptryk Over 2000 studerende har stemt, og resultatet er tydeligt. Der er ikke meget forståelse for, at flere dagblade valgte at genoptrykke Muhammedtegningerne.

ord | Morten Münster

et er ikke meget støtte, de danske studerende giver Tøger, Lisbeth og de andre chefredaktører på de dagblade, som valgte at genoptrykke Muhammedtegningerne i protest mod det formodede attentat på en af tegnerne. Over 2000 studerende stemte over en uge i februar, og de fleste var uenige eller bare slet og ret ligeglade. 52,3 mente, at det var forkert at genoptrykke tegningerne, og kun 21,4 procent synes, at det var rigtigt. Hvad der er mindst ligeså interessant er, at over hver 4. nemlig 26, 3 procent erklærede, at de var ligeglade med, at

forkert

rigtigt

ligeglad

tegningerne blev genoptrykt Aviserne tænker langsigtet Det kan virke paradoksalt, at dagbladenes kommende læsere, der i høj grad består af folk med videregående uddannelser ikke er enige i avisernes disposition, men ifølge kommunikationsekspert, Kresten Bjerg, er der tale om, at aviserne tænker langsigtet. - Jeres afstemning antyder, at vi er vidner til, at avisredaktørerne mere tænker langsigtet på deres omdømme. Ved at bringe tegningerne igen sender de et klart signal om, at de har mod til at have en holdning om ytringsfrihed

- og det er noget, der skaber loyalitet hos læserne i det lange løb. Det er en sag, der vil blive diskuteret i lang tid, og aviserne skal kunne pege på, at de klart signalerede et ståsted, siger Kresten Bjerg.

Artikel venligst udlånt af kampus.nu morten@kampus.nu

DELFINEN

teMa | FRIVILLIGT ARBEjDE

Hvorfor engagere sig i en studenterorganisation? det er (SOCialt) anSvarliGt, det er SJOvt, det Ser GOdt ud PÅ Cv’et. de GOde Grunde er DER NoK AF. MEN UNDSKyLDNINGERNE FoR IKKE AT GØRE DET TRæNGER SIG oGSÅ PÅ: jEG HAR ikke tid, der er ManGe kedeliGe tJanSer, OG nYtter det OverHOvedet nOGet? ord | MATHIAS VESTERGAARD

bliver der “ Pludselig fyret op i kaminen, og

lle der har været engageret i en eller anden studenterorganisation, forening eller på anden måde involveret sig i udvalgsarbejde, bestyrelsesarbejde eller andet arbejde, hvor den primære aktivitet er det, vi normalt betegner som ”møder”, kender formentlig følelsen af tvivl – oplevelsen af, at det ikke nytter noget. Man snakker og snakker, og litervis af kaffe og te skyldes ned – måske endda akkompagneret af småkager fra føtex eller kagen, som den mest pligtopfyldende i gruppen har bagt. Men hvad bliver det til? Sådan har jeg det i hvert fald fra tid til anden, når vi fx afholder den årlige generalforsamling med syv fremmødte, heraf fem som sidder i bestyrelsen i forvejen. Men ikke desto mindre er jeg fascineret af dette arbejde, og jeg tror på, at mange af de principper, der gør sig gældende kunne overføres til det professionelle erhvervsliv med stor succes. det kan godt være, at man ikke er lige bevidste om det i alle studenterorganisationer, bestyrelser osv. men da arbejdet som udgangspunkt er frivilligt og ulønnet, er der grænser for hvor mange sure tjanser, der reelt er plads til, før arbejdet bryder sammen – hvilket da også sker i visse tilfælde. det er ikke helt tydeligt endnu, men prøv lige at overvej, hvor revolutionerende det egentlig er, at man kun skal lave det man har lyst til. På en alm. arbejdsplads skal man gøre hvad man får besked på, hvis man ønsker at hæve sin månedlige løncheck. i en af de foreninger, hvor jeg selv yder et sparsomt bidrag, har vi forsøgt at udleve dette helt: vi laver kun det, vi brænder for. Derfor må vi også se i øjnene, at det virksomhedsbesøg på lego, som der har været snakket om de sidste 2½ år, nok ikke bliver til noget. Hvorfor? fordi der ikke var nogen, der brændte tilstrækkelig meget for det, til at det lykkedes at få arrangementet på

8 DELFINEN

der bliver arrangeret mac-nørd-aften, virksomhedsbesøg og studietur til Berlin

plads. Men det er ikke er et nederlag, at vi ikke kom på besøg hos lego – det afgørende er at vi anerkender at arbejdet er frivilligt, og at dem der skal arrangere ting skal brænde for det, og at energien skal være stærk nok til, at det bliver omsat til praksis. ved at erkende dette, undgår man også meget af den dårlige samvittighed, der ellers let kan opstå, hvis man alligevel ikke lige fik lavet de opgaver man lovede på sidste møde. resultatet af denne erkendelse er, at man i gruppen må prøve at udvælge nogle opgaver, som man brænder for, og så er det ellers om at have tålmodighed og blive ved med at snakke om opgaverne og idéerne på nye måder. Måske ændrer man lidt på idéen. Måske kommer der en ny med i bestyrelsen. vha. tilfældighederne og det heldige faktum, at vi alle er forskellige og der ofte er stor forskel på, hvilke opgaver folk synes er sjove, så sker der pludselig noget. Pludselig bliver der fyret op i kaminen og der bliver arrangeret mac-nørd-aften, virksomhedsbesøg og studietur til Berlin. Tilbage sidder man rundt om kaffebordet og undrer sig over, hvad der skete – man mødtes jo bare og snakkede og drak kaffe (og i vores tilfælde, spiste vi ofte også nogle gode middage med god rødvin) og pludselig havde man fået arrangeret alt muligt. det kan næsten føles som magi, og derfor er det også svært at turde tage æren for det. Vi har en tendens til at synes, at hvis noget ikke er

opstået gennem hårdt arbejde, så er det slet ikke vores fortjeneste – det var rent held – ligesom i Lotto, hvor den der vinder jo heller ikke rigtigt har fortjent det – hun var jo bare heldig. Men i det frivillige arbejde sættes heldet i system, og det er pga. denne systematiske mødeaktivitet, hvor idéerne justeres og tilpasses indtil sol og måne står rigtigt i forhold til den enkeltes arbejdslyst. teoretikere som Bruno latour ville nok beskrive det som justering af aktanter i et netværk, men det er egentlig det samme, han mener. det vigtige er, at når vi gør det, så lykkes det, og derfor er det meget vigtigt at man husker at fokusere på de små og store succeser, for det nytter noget! MATHIAS VESTERGAARD ER NæSTFoRMAND I STUDENTERFoRENINGEN SAIS PÅ INFoRMATIoNSVIDENSKAB, SKRIBENT FoR DELFINEN oG HAR PÅ SKIFT VæRET ENGAGERET I DIVERSE ANDRE FoRENINGER, NETVæRK oG UDVALG.

DELFINEN

teMa | SoCIAL ANSVARLIGHED

soCial innovation i DET HANDLER oM AT TæNKE I NyE BANER oG oPFINDE NyE ARBEjDSGANGE, NÅR KATHRINE oVERGAARD RASMUSSEN FoRSØGER AT IMPLEMENTERE DESIGNTEoRIER PÅ DANSKE INTEGRATIoNS-PRoBLEMATIKKER.

å Kaospiloterne i Århus er Kathrine overgaard Rasmussen i gang med sit afgangsprojekt; hun vil med hjælp fra en flok designere forsøge at skabe nye (læs: innovative) løsningsmetoder på integrationsområdet. Idéen er, at man vha. nogle af de metoder, man bruger inden for design, måske kan skabe nogle nye løsningsmodeller for integration. det er således ikke den gængse designtænkning, kathrine arbejder med: “Jeg arbejder i det felt der hedder ‘det nye designbegreb’ - som meget er det, man finder hos index (designvirksomhed- og designpris, red.), der hedder ‘design to improve life’.” lifestraw et godt eksempel på, hvad design kan inden for dette felt er det danske produkt “lifestraw”, der vandt en af index’ priser i 2005. “lifestraw” er et sugerør med en række filtre i, der gør, at man kan stikke det ned i forurenet vand et hvilket som helst sted i verden, drikke af sugerøret og få rent vand igennem det. Det er et eksempel på en innovativ og tilsyneladende enkel måde at løse problemer på, som begejstrer kathrine: “For hvor starter du henne, hvis du står med et socialt problem, som her, hvor det

Kathrine Overgaard Rasmussen

10 DELFINEN

Social Innovation defineres som; “New ideas that work to meet pressing un-met needs and improve people’s lives”. det handler om, hvordan man vha nye idéer, og ikke mindst nye samarbejdsformer, kan løse vigtige samfundsmæssige og globale problemer. Vi har konsulteret en kaospilot og en forsker på feltet, for at finde ud af, hvordan Social Innovation udmønter sig i praksis, og hvad der reelt ligger i begrebet.

”Lifestraw” i brug. foto: torben vestergaard frandsen

ord & foto | ANN BILLE SIMoNSEN

■ FoKUS: SoCIAL INNoVATIoN

handler om at få rent vand? du støder hele tiden ind i alle mulige politiske kontekster, det er så komplekst, at det bliver uoverskueligt. Men designere, de har bare en måde at gå til tingene på, som løsner op for det.” det nye designbegreb Designbegrebet er i det hele taget blevet bredt mere ud og begrænser sig ikke længere blot til fysiske objekter. i dag formgiver designere også andre produkter som services, processer og udviklingsprogrammer. det er bl.a. tilfældet hos det canadiske designfirma “Work Worth doing”, hvor kathrine var i praktik i efteråret. de beskriver sig selv som “a design studio that creates positive social and environmental change”, og de arbejder udelukkende med projekter, der støtter op om år 2015-målene. og det er denne måde at forene design og social ansvarlighed på, der inspirerede kathrine til sit projekt: “Jeg synes, det er rigtig interessant, når du bruger den form for design, hvor designere går ind og tager den der sociale bevidsthedoverbygning på. Og samtidig synes jeg, at integration er en af de store udfordringer, vi står over for i danmark. derfor kunne jeg godt tænke mig at se, hvilke nye løsninger, der kunne komme ud af det, hvis man satte de to sammen.” projektet kathrine har netop fået en samarbejdsaftale med integrationsministeriet i stand. de kommer til at fungere som kunden i projektet, og en del af kathrines opgave er så at finde ud af deres konkrete behov, og hvad det er for en udfordring, der helt præcist skal arbejdes med. “Og så kan man sige i forhold til corporate social responsibility, at hvor det før var sådan et ’add-on’, så du som virksomhed fik ren samvittighed går corporate social innovation skridtet videre og handler simpelthen om et firma som er bygget op fra grunden, ud fra hvad de kan, der har social bevidsthed i sig. i forhold til mit projekt, der har vi de offentlige integrationsmyndigheder, som allerede er sociale - det er deres eneste virke. Så mangler vi bare innovationen.” - Og det er den designerne skal bringe ind i projektet. til at hjælpe sig med design-delen, har Kathrine fået førnævnte Index med som samarbejdspartner. de skal, med deres store viden på feltet og overblik over det danske design-landskab, hjælpe kathrine med at finde

de specifikke designere der skal være med til at udtænke løsningsforslagene. Det er således et større projekt kathrine har fået sat i søen, som allerede nu, involverer mange mennesker - og der er mange tråde at holde styr på. katrines rolle som kaospilot på projektet er, udover at stå bag idéen, at fungere som projektleder - eller en slags ekstern konsulent for

Integrationsministeriet. Det er således hendes rolle at være tovholder på det hele, og en stor del af hendes tid går lige nu med at finde ud af, hvilken viden, der er brug for for at kunne realisere projektet – og ikke mindst finde ud af, hvem der har den viden. det kunne f.eks. være en antropolog eller sociolog, eller nogle ’brugere’. kathrine har blot tre måneder til projektet, som munder ud i en to-tre-dages intens workshop, en såkaldt camp, hvor hun samler alle de mennesker, hun har fundet relevante til at løse det aktuelle integrationsproblem. Og her skal de så, sammen med designerne, gennemgå en designproces, der gerne skulle udmønte sig i tre nye løsningsforslag; “som forhåbentlig virkelig er noget, der er nyt, noget man ikke har tænkt over før”, slutter kathrine af. Læsere der har nogle tanker, idéer eller gerne vil lege med, er velkomne til at skrive til Kathrine på kara@kaospilot.dk

teMa | SoCIAL ANSVARLIGHED

soCial innovation ii DET ER IKKE KUN DEN BUZZ-PRæGEDE ENDELSE, DER GØR BETEGNELSEN SoCIAL INNoVATIoN HIP oG TRENDy. SoCIAL INNoVATIoN ER ET oVERBEGREB FoR ALT, HVAD DER HAR MED SoCIAL ANSVARLIGHED AT GØRE. oG NEToP DÉT ER INDEN FoR DE SIDSTE ÅR BLEVET EN GEDIGEN TREND BLANDT VIRKSoMHEDER oG oRGANISATIoNER. VI HAR SPURGT PHD-STUDERENDE PER KRULL, DER FoRSKER I SoCIAL INNoVATIoN, HVAD DER REELT LIGGER I BEGREBET.

ord | ANN BILLE SIMoNSEN

”det er meget bredt, men det går ud på, at du identificerer nogle behov og nogle trængsler og problemer ude i verden, og så finder du innovative løsninger for det, med det formål at øge

menneskers livskvalitet.” Social innovation kan praktiseres på utallige måder og foregår både i det offentlige, i organisationer og i virksomheder, men når kommercielle virksomheder begynder at arbejde med begrebet er det, at det får betegnelsen Corporate Social responsibility (CSr). “der er nogle, der er kritiske overfor CSr og mener, at det ‘bare er sådan noget med brandpleje og reputation og risk-management’.” der er da også nogle virksomheder, for hvem CSR handler mest om at poste penge i nogle projekter, såkaldte ’passive donations’, mens man lige sørger for, at journalisterne fanger det, og det er denne tankegang, der som regel er årsagen til kritikken. Per krull mener da også, det er vigtigt at være kritisk i disse tilfælde, men synes dog ikke, at denne form for charity er decideret dårlig, så længe virksomhederne blot er reelle og gør det, de siger de vil gøre. Men han er dog mere interesseret i de løsninger, der har en mere langsigtet effekt, og i hvad man kan tilføre dette felt for at gøre det endnu bedre.

foto | NICKy BoNNE

kernekompetencer fremfor pengedonatation flere virksomheder begynder efterhånden at tænke mere bredt og langsigtet i forhold til, hvordan de kan bidrage med nogle sociale tiltag. det nye inden for CSr-feltet er Corporate Social innovation (CSi), hvor det i stedet for pengedonationer handler om at udnytte medarbejdernes kernekompetencer til at lave noget socialt arbejde eller udvikle produkter eller virksomhedsstrategier, hvis primære formål er at komme mennesker, samfundet og miljøet til gode: “et eksempel kunne være et logistikfirma, der i stedet for at sende penge til et katastrofeområde i indien sender 20 af deres projektledere af sted i en måned, dagen efter at katastrofen er indtruffet, for at arbejde logistisk. det er noget andet end donation og charity. På denne måde er der flere win-win-situations i det. for samtidig med at lokalområdet bliver hjulpet, bliver medarbejderne trænet i at være projektledere i en lige-nu-og her-situation. Og man ved jo fra læringsteorier, at hvis du bliver kastet ud i det, så vil du have den stejleste læringskurve, så på den måde får virksomheden faktisk også noget tilbage, når de får de her toptrænede projektledere hjem igen.” for mange medarbejdere giver det også mening at se, at deres arbejde skaber værdi for andre, løser sociale problemer og rækker ud i fremtiden. ligesom de krav, som mange individer i dag stiller til deres professionelle liv om læring, personlig udvikling og meningsfuldhed opfyldes på denne måde – og virksomheden bliver således også attraktiv i medarbejdernes øjne. jagten på csr- x-faktoren Per krulls forskningsprojekt går bl.a. ud på at undersøge, hvordan man kan lave modeller til virksomhederne, som kan danne basis for større og mere langsigtede CSr-projekter. Han håber på den måde at kunne bidrage med ny viden og konkrete operationelle anvisninger indenfor CSR såvel som inspiration, og her mener han især, at Kaospiloternes tilgang har nogle kvaliteter: ”det har noget at gøre med vitalitet og vildskab. at være ildsjæle som sociale entrepreneurer som fx Kathrine og hendes medstuderende er. den der vildskab med at

‘jeg har ikke nogen penge, men nu gør jeg det simpelthen bare’, den er der rigtig mange virksomheder, der savner”. for at få noget af den energi ind på CSR-området, undersøger Per seks forskellige kaospilot-virksomheder for at finde ud af, hvordan de gennem CSr lykkes med at skabe værdi og gøre det forretningsmæssigt godt på samme tid. Social udelukker ikke kommerciel Per krull erkender, at CSr også handler om virksomheder, der har et kommercielt formål. Men han mener, at det at være socialt ansvarlig går fint i spænd med kommerciel tænkning og strategisk forretningsudvikling: dvs. at identificere et behov, lave en forretning omkring det og på den måde skabe værdi og løse sociale problemer “for mig er det ikke enten-eller. der er rigtig mange drivere i det her felt, og der er mange forskellige, der kan gå ind og yde på nogle forskellige måder til at det skaber en værdi og noget øget livskvalitet, hvis det er det endelige mål, og det er det for mig.” ■

PER KRULL

Per Krull er pt ansat i en phdstilling på handelshøjskolen. han er uddannet cand.mag. i Musik og Kunsthistorie, men har derudover arbejdet som udviklingschef på Kaospiloterne og som konsulent indenfor organisationsudvikling. og det er netop i spændingsfeltet mellem det humane, æstetiske område og forretningstænkningen, hans motivation til at arbejde med social innovation stammer fra. 11 DELFINEN

tema | noir

mode med god samvittighed Social ansvarlighed er blevet sexet Ord | Rasmus Stenbakken

en verden, der lever af, hvad der er nyt, var det kun et spørgsmål om sæsoner før også moden blev ansvarlig, og det blev in at være grøn. Peter Ingwersen har med sit mærke NOIR formået at få moderedaktørerne op af stolene og proklamere, at ’green is the new black.’ Der var engang hvor økologi, etik og social ansvarlighed var lig med knæhøj karse, mors fodformede Ecco-sko og sorte biodynamiske bønner. Sådan er det ikke længere, for med Peter Ingwersen ved roret hos NOIR har han formået at vise os, at værdier er in og cigaretbukser i økologisk bomuld er sexet. NOIR så dagens lys i 2005, startet af Day Birger et Mikkelsens tidligere hovedmand Peter Ingwersen. En mand, der i en del år har gjort sig bemærket i modebranchen. Både herhjemme hos Day, men også i udlandet hos blandt andet Levi’s Europe. Hvis han ikke før har slået sit navn fast, så gør han det for alvor nu med sit socialt ansvarlige, etiske luksusmærke NOIR. Et mærke, der på rekordtid har opnået stor anerkendelse herhjemme, men også i udlandet, hvor NOIR har åbnet London Fashion Week og haft show i Bryant Park til New York Fashion Week. Ingwersens utraditionelle tilgang til sit design og sit produkt går i al sin enkelthed ud på at sikre de afrikanske bomuldsbønder en fair pris for den vare de leverer. Ligeledes er 12 DELFINEN

hans mission at sikre, at alt fra arbejdsvilkår til miljø sker på en bæredygtig måde. Det er luksus med mening. Det er Corporate Social Responsibility (CSR) - et buzz word, som Peter Ingwersen med sit brand vil gøre sexet og hermed promovere god samvittighed. I forhold til CSR nøjes mange firmaer med at donere en del af deres overskud til velgørende formål, og dette er vel også en udmærket måde for dem at vaske hænder på. Hermed sagt, at der ikke er mange firmaer, der på en så direkte måde som NOIR har gjort social ansvarlighed til en del af deres produktion og produkt. Her præger gennemskuelighed proceslinjen, så den ugandiske bomuldsplukker er sikret en fair pris for den vare, han leverer. Og at det produkt, der produceres lever op til FN’s Global Compact principper om krav for etisk og social ansvarlighed. Denne produktpleje stemmer måske ikke så godt overens med profitmaksimering, men Ingwersen er fast besluttet på, at en humanitær kapitalisme kan være medvirkende til at udrydde fattigdom i den tredje verden. Alle disse gode værdier, omtanke for vores klode og omsorg for vores næste, er vel nogle signaler, vi alle gerne vil sende. Det være sig hvad enten vi køber NOIR, økologisk sukker som Asger Aamund reklamerer for eller H&M’s økologiske bomuld – vi vil vel alle gerne signalere, at vi er bevidste og samvittighedsfulde forbrugere.

Umiddelbart skulle man tro, at denne grønne og 60’er-agtige tilgang, som Ingwersen har til sit koncept, ville få en indflydelse på designet og derfor give os store islandske sweatere og fodformede stiletter. Tværtimod. Designet er i højsædet, så du både er klædt godt på udvendigt og indvendigt. For som Ingwersen selv siger, så kan værdierne betyde nok så meget, hvis ikke varen og designet kan sælge. De afrikanske bønder, der leverer bomuld til NOIR kan ikke leve af firmaets værdier og gode intentioner, derfor skal mærket sælge for at firmaets værdier får nogen som helst betydning og virkning. Fairtrade og social ansvarlighed er, som læseren sikkert har bemærket i resten af bladet, ikke noget fænomen, der er udelukkende forbeholdt moden. Det er oppe i tiden at udvise ansvar for sine omgivelser, og moden står ikke tilbage for nogen. Men hvad gør et firma som NOIR, der i den grad har bygget sin historie og sit koncept op omkring det ansvar, firmaet udviser? Et ansvar, som har været medvirkende til at adskille dem fra mængden af mærker i luksusklassen og har skaffet NOIR presseomtale i internationale medier. Er disse grønne tider kommet for at blive indtil indlandsisen er smeltet, eller har NOIR ’the staying power when green is no longer the it-colour?’

TEMA | DELFINTRADITIONER

13 DELFINEN

tema | kunst og kapitalisme

Sponsorkunst

Det er blevet populært i det private erhvervsliv at investere i kulturlivet. Men er det ansvarligt over for kunstens udvikling?

“

ord | christian salling

n virksomhed med en social og kulturel bevidsthed betyder gode resultater på bundlinjen. Er det for sjov, når Mærsk McKinney Møller donerer et operahus til København? Nej naturligvis ikke. Vel kan man have haft et oprigtigt ønske om at bidrage til Københavns, ja hele Danmarks, kulturliv, men samtidig skal man nok ikke være helt blind overfor den omstændighed, at byggeriet har skaffet massiv medieomtale, hvor Mærsk har gjort et stort nummer ud af at fremstå som den fædrelandskærlige gigant, der nu vil yde sit bidrag til den stolte nations kulturelle arv. Kunst skal kunne betale sig I den seneste tid har der netop været en del debat om, hvordan kunsten som de fleste andre forretninger skal kunne betale sig. Dette kræver naturligvis en smule baggrundsviden. Som systemet foregår i dag, er størstedelen af danske kunstinstitutioner (museer, uddannelser, gallerier etc.) i en eller anden grad statsfinansieret. For at undgå partipolitisk indflydelse administreres denne støtte igennem en række fonde og udvalg. Støtten er dog i sig selv sjælden nok, og en række museer søger supplerende tilskud fra private investorer inden for især erhvervslivet. Det er jo for så vidt også ganske udmærket. Men hvad sker der så, hvis denne association pludselig risikerer at give bagslag. Også i Danmark er der jo en vis tradition for at producere kunst, der af nogle opfattes som meget provokerende og derfor rejser en til tider højlydt debat. Blandt de mest kendte eksempler herhjemme er nok Michael Brammers udstoppede hundehvalpe og ikke mindst Marco Evaristtis Helena (måske bedre kendt som guldfiskene i blenderen), der i allerhøjeste grad vakte furore. Christian Lemmerz sammensyede svinekroppe førte direkte til oprør i museets ledelse, da medlemmer i bestyrelsen med politiske og forretningsmæssige forbindelser lige pludselig ikke længere ville have noget med projektet at gøre. 14 DELFINEN

Den pæne kunst favoriseres Når investorerne flygter, og de besøgende boykotter museerne på grund af en udstilling, betyder det da, at det er dårlig kunst, der ikke skal støttes? Selvfølgelig ikke. Hvis relevans skulle måles ud fra popularitet, var Parken jo Danmarks ypperste kulturinstitution. Man kan dog alligevel påstå, at der er en del spørgsmål her i livet, der ikke kan besvares med en læderbold og 22 mand på en græsplæne (selvom man nogle gange kunne få den tanke, at Brian Mikkelsen er af den opfattelse). Et emne, der er vanskeligt at forholde sig til, eller måske kun interesserer en snæver målgruppe, er jo ikke mindre vigtig, fordi der kun er få der interesserer sig for det. Jeg interesserer mig f.eks. ikke vanvittigt meget for neurokirurgi, men det øjeblik jeg har fået en svulst i hjernen, er jeg nok alligevel meget glad for, at nogen har brugt tid og penge på at arbejde med det. Problematikken rejser associationer i retning af A Fish called Wanda 2 (eller Fierce Creatures), hvor en zoologisk have pludselig skal gøres rentabel. Blandt de bedre indfald er f.eks. en Absolut Vodka- sponsoreret tiger. Idéen er naturligvis absurd, selvom jeg da godt kunne se det fornøjelige i direkte sponsorerede kunstnere: Uwe Max Jensens tissen på en skulptur af Olafur Eliasson sponseret af Tena eller måske Bob Flanagan, der sømmer sin penis fast til en taburet: Brought to you by Panodil?!?! Jojo. Den helt store risiko i denne problemstilling er, at den pæne kunst favoriseres frem for den mere eksperimenterende og farlige kunst, hvilket selvsagt ikke skaber nogen solid grobund for fremskridt. Det er logisk at virksomheder er betænkelige ved at blive associeret med projekter der kan skabe stor negativ presseomtale. På den anden side er det vel også temmelig billigt sluppet, at man investerer store summer i at understøtte kunstnere, der kun satser på det sikre og måske i virkeligheden ikke har ret meget på hjerte.

... der er en del spørgsmål her i livet, der ikke kan besvares med en læderbold og 22 mand på en græsplæne (selvom man nogle gange kunne få den tanke, at Brian Mikkelsen er af den opfattelse)

Hvor pokker er fremskridtet? Vel er Københavns Opera en imponerende bygning, men det er stadig en institution bygget til gamle kunstformer inden for musik og teater. Moderne interaktive teater/performancetyper, ignoreres fuldstændig fordi man vælger at fokusere på en velkendt formel for kulturformidling. Hvor pokker er fremskridtet? Hvis man virkelig ønsker kunstnere og kunstinstitutioner der eksisterer på rene markedsvilkår, hvor det dybest set handler om at behage en tiltænkt kunde, må man følgelig også acceptere at kunst, og kunstinstitutioner let risikerer at blive ambitionsløse og ligegyldige. Når besøgs- og salgstal bliver vigtigere end det kunstneriske indhold og bliver et produkt der skal sælges ligesom alt andet, mister den sig egenart, og i sidste instans sin eksistensberettigelse. Hvis institutionerne og kunstnernes overlevelse pludselig er afhængig af private investorer, der kan trække deres støtte tilbage, når kunsten bliver for kontroversiel, er der en overhængende fare for at ende med en gang ufarlig Mickey Mouse gøgl, der i sidste instans ikke har nogen som helst samfundsmæssig betydning andet end som pynt på en i forvejen vammel mediekage.

15 DELFINEN

TEMA | havnen

den sidste bastion århus havn emmer af liv og er fyldt til randen med vaskeægte århusiansk kultur. Griske pengemænd og stud. cand. Caffe lattetyper er dog godt i gang med at forpurre det hele med glas og beton

ord & foto | søren knudsen og jonas lysgaard

elfinens udsendte har brugt en uge på at drøne rundt på havnen og udpege steder, hvor en mand er en mand, der kan binde et pælestik med bind for øjnene og man kan købe fisk uden om skattefar. Havnen, Århus’ sjæl er på vej ud af klappen. I gamle dage kunne man gå på snuskede barer og se storbarmede fruentimmere i alle gårde. Nu er vi ved at polere gadebilledet så alt, hvad der gjorde Århus til smilets by efterhånden kun er at finde i Hobro. Jægergårdsgade er blevet trendy, bodegaerne må vige til fordel for modebutikker og sandwichskure. De små erhvervsdrivende mases også af stormagasiner som Bruun’s galleri, Arkaden i søndergade og Clemensborg ved Clemensbro, så det eneste, der er tilbage i midtbyen er sjæleløse kædebutikker som Macdonalds, Fætter BR og Bestseller koncernen. Der er dog stadig små lommer af autentisk kultur gemt i Århus, og den mest markante af disse er uden tvivl havnen. Alle der er opvokset i Århus og ikke er idioter henviser til havnen som stedet, hvor man kan få et indblik i den rigtige Århusånd. Havnen har i umindelige tider været byens eksistensberettigelse. Dette er dog gået henover hovedet på de fleste tilflyttere, der ofte tror, at det rigtige Århus kan støves op ved åen og mega-shoppinghelvedet i Tilst. Havnemad Vores første stop på havnen er den sagnomspundne frokostrestaurant Kohalen. Vi træder ærbødigt ind ad døren, usikre på hvad vi skal forvente. Værten Jes er adgangsbilletten til havnestreetcred., hvis man bliver dømt for let, får man aldrig en fod til jorden. Det går dog nogenlunde, og vi bliver bænket med nordens største pariserbøf foran os. Omkring os sidder en broget flok af

Havneaccessories - her kaptajnkasketten...

16 DELFINEN

de gamle havnearbejdere, tørlagte fiskere og daglejere. Vi snakker med Jes, og der er ingen tvivl om, at han er bossen på kohalen. Alle skal slå en sludder af, og han serverer i reglen ikke snaps under 4 cl. Jes forklarer, at han har haft et langt og godt liv på Kohalen, men kommer sjældent ud, da han jo skal servere bøffer: “Jeg har været på havnen i over 50 år, og det går kun ned ad bakke. Junkier lige ovre på parkeringspladsen, og københavnere…” De truer dog ikke i den hyggelige madstue. Her hersker der stadig ro og orden, og Jes har for vane at låse døren, når han ikke har lyst til at have flere gæster: ”Nogle gange er det hyggeligt, at der kun er de gamle gutter”, siger han, mens en samling mænd fra starten af sidste århundrede arbejder på snapseregningen. Lyssky fiskeri Ikke langt Kohalen fiskes der på livet løs i havnebassinet ved DLG-siloen. Salik Jeremiassen har fisket i havnen i over fem år og slæber dagligt en sild eller to op fra det mørke dyb: “Det fungerer bedst med orm, men ellers har jeg haft stor succes med fransk hotdogbrød og til tider en pølsestump”. Salik laver selv sine blink ud af gamle ølkapsler. De fungerer bedst, når han tager PGO scooteren ud til Ballehage strand og fisker havørreder. De bider som vilde her til foråret, så Salik glæder sig. Lige overfor Salik er der gået ild i en af DLG’s store kornsiloer nede på havnen. Først er vi overraskede over dramaet, men det viser sig hurtigt, at det er en nærmest daglig affære med en god brand på havnen - og ikke mange gider tage notits af den sorte røg og de mange brandbiler. Ild og action er helt tydeligt indbygget på havnen.

... og den obligatoriske sydvest

Havnedamer En af de mest kendte og elskede figurer på havnene er havnedamen. Wannabe havnedamer kan man finde på studenterhuset, men ønsker man virkelig at have en dame i hver havn er Havnens Perle, det nybyggede pølseslot, stedet. Her kan man få en sludder med damer og herrer, der ikke er bange for at rulle op for ankeret på overarmen, hvis man jokker dem over tæerne. Havne-Hanne, der står bag disken elsker havnen og har brugt det meste af sit unge liv hernede, men hun ser med rynket pande på udviklingen: ”I gamle dage var her fyldt med fiskere og havnebisser, nu kommer der folk i hvide bukser, med frisurer og spidse sko for at købe grunde op, og de aner ikke, hvad man spiser på en havn. I sidste uge var der en forbi, der ville have en fransk hotdog med rød pølse og remoulade i! Over mit lig!!!!” Inden vi forlader pølseslottet skubber Havne-Hanne med en fnisen et kort med sit telefonnummer over disken. Ingen tvivl om, at stemningen er løssluppen sådan en tirsdag eftermiddag på havnen. Havnehandel Havne er et oplagt link til den store verden, og her kan man da også købe alt hvad hjertet begærer. For at kunne handle skal Låsbymanererne pudses af. Ofte skal man være villig til at tage imod store sendinger, for at få det man ønsker, og ikke alle kan magte 10.000 par Clogs. Hvis man bare vil have et kig ind i handelsmulighederne på haven, er Grejbiksen på havnen lige overfor østbanetorvet et fint sted. En god sydvest, nye tændrør til påhængsmotoren og masser af trendy messing-dimser kan købes til spotpris. Alt sammen noget, der hjælper, hvis man for alvor

I havsnød på lortepram

“

Omkring os sidder en broget flok af de gamle havnearbejdere, tørlagte fiskere og daglejere.

vil gøre sig på havnen. Hos Jakobsens fiskehandel er vores fiskemand denne dag meget flink og praler højlydt af sin PGO scooter: ”...perfekt på havnen! Kører langt på literen! 7,6 kg ål i topboksen!”, men han bliver dog lidt misundelig da Delfinens udsendte viser deres maskiner frem: ”Jeg ræste engang mod Flemming fra Grejbiksen og den slags gamle maskiner kan man ikke slå. De er ved gud de hurtigste knallerter på havnen!!”.

På kutterinspicering

Med lommerne fulde af nybagte fiskefrikadeller drøner vi mod træskibshavnen i den nordligste ende af havnen. Det er stedet, hvor godtfolk kommer til. Der er en konstant trafik af ældre mænd med Schnurbart, kedeldragt og træsko uden hælkap. Vi falder i snak med Niels, der går og tjærer sit fine træskib. Han er dybt enig i, at havnen er det bedste sted i Århus, men kan samtidig godt se, at der er ballade i horisonten: ”Så er det slut med at sammenligne sig med New York, Hong Kong og Hamburg. Man

Så skal kværnen tankes!

kan ikke kun nøjes med butikker fyldt med søndagstøj og nipsting, nogen af os skal rent faktisk have noget fra hånden”, Siger Niels, mens han dypper tjærekosten i spanden og fortsætter: ”Københavnerne byggede Islands brygge og Tuborg skred til Fredericia, Århus udvider med højhuse på havnen og Ceres skrider også. Hvis vi fortsætter med at bygge lort i glas og marmor skrider alt det bedste ved Århus som den gamle by og Marselisborg-slot, og det hele rykker garanteret til Viborg!”

Bad-ass fiskegut

17 DELFINEN

tema | etik og social ansvarlighed

Dem der hvisker, lyver

Hvor går man hen, hvis man som et helt almindeligt menneske søger etiske retningslinjer for at føre en socialt ansvarlig tilværelse? I fuld forhåbning er Delfinens udsendte gået på jagt efter et par åbenbarende visdomsord om etik. ord | Anne Krogh Madsen

n fyr på mit nye arbejde står og overfuser en kollega. Det er aggressivt og ubehageligt at høre på. Ingen gør noget. Folk lader som om de er travlt optagede af at se ind i skærmen. Så jeg siger heller ingenting - det er sikkert bare mig, der er ung, grøn og tyndhudet. Hændelsen gentager sig, og det begynder at nage mig. Næste gang, lover jeg mig selv, at jeg griber ind. Men der bliver ingen næste gang, for den krænkede sygemelder sig, og kommer ikke tilbage. I bagklogskabens lys kan jeg se, at jeg burde have gjort noget, jeg burde have rejst mig op og sagt et eller andet. Men jeg gjorde ingenting, til trods for at al min følelsesmæssige intuition skreg til mig, om at min kollega gang på gang fik en uretfærdig behandling. Jeg var bange for selv at komme i fedtefadet eller blive til grin over at have fejltolket situationen og overreageret. Kognitiv dissonans Det betyder egentlig meget for min selvrespekt og selvopfattelse, at jeg behandler folk ordentligt, og at jeg prosocialt træder til og reagerer i de situationer, der kalder på ansvarstagen. Men idealerne suspenderes åbenbart i praksis. Marie Louise Obermann fra Psykologi skriver netop ph.d. om, hvordan børn og unge forholder sig til de konflikter og den mobning, de selv indgår i eller er vidner til i dagligdagen. Ifølge kognitiv dissonansteori har

18 DELFINEN

mennesket det bedst med, at holdning og handling er i overensstemmelse og tilpasset hinanden, især på de områder, der er vigtige for ens selvforståelse. Så når jeg får det skidt med at overvære en uretfærdig overfuser, forklarer Marie Louise mig, er det fordi mine holdninger om at være socialt ansvarlig er i konflikt med min (mangel på) handling i praksis. Uoverensstemmelsen opleves ubehageligt, og derfor bestræber jeg mig på at skabe balance igen ved enten at ændre holdning (at overbevise mig selv om at raseriudbruddet var fair nok), eller ved at ændre adfærd. Moral er overindividuel Marie Louise giver også et bud på, hvorfor jeg ikke handlede i selve situationen: ”I et socialpsykologisk perspektiv mener man, at det er utopisk at tro, at den etisksociale ansvarlighed ligger hos det enkelte individ. Forskellige situationelle og sociale faktorer spiller ind på, hvordan man forvalter etiske og moralske principper. Hvis en moralsk korrekt handlen er i konflikt med egeninteressen i forhold til f.eks. en kollegagruppe, dvs. at opretholde et vist popularitetsniveau, skåner man ofte sig selv for at blive offer også.” Nyere social-kognitive teorier, peger på, at både det sociale og individets egen moral har indflydelse på, hvor socialt ansvarligt man opfører sig. Marie Louise nævner Albert Bandura, som begrebssætter to moraltyper: De, der har en såkaldt proaktiv moral, drives af en stærk trang til at opføre sig medmenneskeligt lige meget hvad. Det er en central del af selvforståelsen, at man som en rettesnor i moralske spørgsmål er reflekterende, selvkritisk og forventer noget af sig selv. Andre mennesker derimod, har en mere hæmmet moralforståelse, idet de handler efter en moralsk minimumsmålestok, som i al sin enkelhed går ud på bare ikke at

opføre sig decideret umoralsk. Så længe man ikke har gjort noget direkte galt, har man det fint nok med sig selv. Jeg kan nikke genkendende til begge typer mennesker. Og alt i alt er det faktisk lidt deprimerende på sådan en barsk og regnfuld social-realistisk betonbygggeriagtig måde, at ty til psykologien for svar. At min moralske synd anerkendes som almenmenneskelig, er på sin vis en lettelse, men peger samtidig på, at mennesket i bund og grund bare er et overlevelsesvæsen, som ikke altid handler moralsk forsvarligt. Nogle evolutionsteorier siger tilmed, at mennesket kun opfører sig moralsk og næstekærligt pga. evolutionære selektionspres. På sigt betaler det sig at være medlem af en gruppe, i og med sammenholdet, samarbejdet og hensyntagen til hinanden betinger den enkeltes overlevelseschancer. Karakterstærke dyder Jeg beslutter mig for at søge væk fra psykologiens meget naturtro og realmenneskelige plan til fordel for de højere luftlags idealforestillinger om etik og moral. Morten Dige er adjunkt på Filosofi og mener, at det er vores evne til tænkning og

refleksion, der danner grundlaget for at stille moralske krav til os selv. I eftertanken træder vi et skridt tilbage og bliver opmærksomme på den grundlæggende præmis, at andre mennesker i princippet er lige så vigtige som én selv. ”Der er noget grundlæggende angribeligt ved enhver teori, som skaber en for mig at se kunstig modstilling mellem det gode liv og det at leve op til sit sociale ansvar”, forklarer Morten, og henviser til Aristoteles etik, hvor der er en klar sammenhæng mellem at blive lykkelig og at være noget for andre. Aristoteles opstiller en række moralske dyder, eller karaktertræk, som fremvokser af nogle fællesmenneskelige vilkår eller udfordringer, som alle forholder sig til – døden, fysisk sårbarhed, dit versus mit etc. Morten er altså universalist og mener, at dydernes grundelementer gælder den dag i dag, de er blot fortolket ind i en kulturel sammenhæng. Dyder erhverves gennem konkrete erfaringer, hvor man bringes i udfordrende situationer, der kalder på at blive mødt med bestemte dyder f.eks. mod, besindighed eller generøsitet. At besidde dyderne er altså en praktisk færdighed, betoner Morten, og derfor kan man i princippet ikke lave en lære om etikken eller opstille et regelsæt om samme. Den der har internaliseret dyderne, behøver ingen regler – og er tilmed et lykkeligt menneske. Ingen regelsæt? Jeg spørger desperat efter, om vi dog ikke kan konkretisere og nedfælde bare nogle få dydsetiske regler, men Morten afviser: ”Hvis man systematiserer moralen i regler, er der risiko for, at man hovedløst følger reglerne i stedet for at mærke efter, hvad den aktuelle situation kræver af én.” Jeg må således tage til takke med, at etisk korrekt handlen kræver etisk dannelse gennem ens egen fortolkning af og praktiske erfaring med dyderne. Filosofien udgør med andre ord ikke den redningsplanke, der giver fast grund under fødderne, men skubber mig ud på endnu dybere vand. Håbet om at få serveret et par retningsanvisende ord om etik, at få tildelt et lille kompas til navigation i det socialt ansvarlige liv, er på bristepunktet.

“

Den etiske fordring Min sidste livline bruger jeg på teologen Christina Busk fra konsulentfirmaet Etikos, som netop arbejder med at give medarbejdere redskaber til at igangsætte refleksion over moralske spørgsmål i hverdagen: ”Etisk refleksion er ikke noget, man bare kan - det er et håndværk, man kan lære. Ligesom at cykle; når du først kan, har du altid den evne med dig.” Det kræver, at man tager sig tid til at forholde sig til social ansvarlighed og ikke bare ignorerer lidt murren i det etiske kodeks med en accepterende vi-er-jo-allesammen-forskellige-attitude. - Christina Busk, teolog ”Vi skal minde os selv om, at vi - med Løgstrups ord - holder et andet menneskes liv i hænderne, hver gang vores tilstedeværelse i et øjeblik påvirker en andens livskvalitet,” siger Christina. Hvad det sociale ansvar nærmere er, findes der ingen anden løsning på, end hvad man med etisk refleksion som redskab når frem til. Christina fortæller dog, at medarbejdere landet over er enige om, at én regel altid gælder fuldstændig indiskutabelt: Man må ikke bagtale andre. Og med de ord in mente afslutter jeg interviewet med et fortrøstningsfuldt sind. Så findes der alligevel en god gammel – om end uskreven - regel for social ansvarlighed. Jeg vil begynde med det samme.

Vi skal minde os selv om, at vi - med Løgstrups ord - holder et andet menneskes liv i hænderne, hver gang vores tilstedeværelse i et øjeblik påvirker en andens livskvalitet

19 DELFINEN

konkurrence | vinderne er...

roskilde festival delfinen satte i sidste nummer 2 x 2 stk biletter på højkant til roskilde festivalen 2008 i jagten på læsernes mest mindeværdige festival-anekdoter. redaktionen brugte størstedelen af en lørdag aften (i selskab med 3 liter rødvin) til at at udvælge de to vindere, der gav den der helt rigtige festivalfornemmelse i maven. de to vindere, som skal afsted til roskilde festival 3. - 6. juli 2008, er...

vind

ere

jeppe carstensen

niels alsted

Roskilde Festival 2003 - Teenageharmoni Lørdag formiddag under en brændende teltdug er anstrengende i sig selv. Samme formiddag vandrede jeg mod Gul Scene for at nærme mig en musikalsk renselse. Midt på den støvbrune plads så jeg tre unge knejter slynge sig sammen med en Tuborg-flaskes selvfølgelige nærvær. De hengav sig gensidigt til hinanden i noget der for mig lignede en festivalsymbiose. Seks solbrændte armes umulige færd i et fantastisk livsudtryk. En billedliggørelse af den festlighed, som væver den særlige *euforia* - og som her - det autentiske kammeratskab vi alle kender til, når festivalen bestråles af høj sol og vi tynges af den lune humle. Mit umiddelbare slægtskab med disse jævnaldrende drenge var ikke til stede, men jeg var fluks rørt ved deres insisterende forbundethed. Jeg blev siddende ved deres side og nød et krus rødvin fra min medbragte bag-in-box. Mit varmeste og festligste billede i al dets teenageharmoni.

Pigen og drengen med det røde hår Efter en usædvanlig regnfuld Roskilde anno 2007 er festivalen kommet til sin næstsidste dag i programmet. Mudderet på pladsen gør det svært at bevæge sig over længere afstande, og smerten i benene forstærkes, som følge af de manglende muligheder for at sidde på det, som andre år har være en indbydende græsmark. Min rejsefælle og jeg holder dog humøret højt. Solen titter så småt frem, og et udmærket indtag af alkohol har fået vores hjerner til at fokusere på de gode sider af den mudrede tilværelse på Roskilde. Af uvisse og snørklede veje har vi fremskaffet en meget rød paryk, som vi, til stor morskab for os selv, skiftedes til at prøve. Pludselig ser vi en pige med lige præcis den samme hårfarve som den nævnte paryk. Vi får os kæmpet gennem tyve meter ufremkommeligt mudder, og jeg prøver på meget høflig vis at skåle med pigen med det røde hår. Pigen har dog vist ikke set, at solen er ved at bryde igennem, og hun skynder sig videre uden kommentarer.

et udpluk af de andre indsendte roskilde anekdoter. det var et tæt løb, og vi håber stadig at se jer derovre, selvom det bliver uden delfinsponsorat...

Jonas Nørgår I 2007 var jeg d sønderjydske atter afsted med den En mørk vejrg klan af dåsedrikkende mæ ud over vort feud delte en ubegrundet vr nd. efter få dage ststemte festivalhold. Allerede måtte man er var syndens fe kende, at detteede år i muddermas stival. Midt på ugen gik jeg se n ud og prøvede at te med nogen de lepatere ro pp e. Je g ikl art peruvians k indianerdrag ædte mig en mod den kynis t og kiggede øjne rettet modke skybrudshimmel. Med op mine de gr åtunge skyer mørkegrønne og de moderjord, lodstøvler bogstaveligt talt fly op til de højer jeg min rus og min tunge dende i e magter. tale sig Mads Jacobi Grøn ‘Den guddommelige vind’ solens energi “Det var i herrens år 2006, hvor skabte en herlig absorberede jordens fugt og urinpartikler. symbiose mellem oxygen og og Lars), Lars Kim (i billedet mellem min røv til rette centralt og jeg havde lige fundet os af træer. Et herligt på øst-siden godt flankeret tørstig og sted. Varmen gjorde kroppenknappede op for ganen som sandpapir, så vi Sherry smager en omgang velkomst-sherry. gradvist mere godt. Vi fotograferede og blev numse i profil nøgne. Her på billedet ses min eres i nakken på i et splitsekund før den plac vupti....ikke Lars...jeg klemte til...vipti-vaptiaf bulgur-lignende tans subs fast hånd e mer en dkom prutten jeg fik hevet ukserne på, nok med en sherry-vind afste om sjaskeren i nakken, så efter så løst i babymad. Lars syntes ikke e af en eller anden grund ikke tern prut sad er Heft en. blev benene smidt på nakk atte festivalen ud. forts buksen...bulgur-maven

20 DELFINEN

Lasse Winther budt på en flok Denne dag havde allerede erbukser lavet svenske mænd kun iført und var ved at få af figenblade, og humøret tidspunkt gik en en tak opad, da der på et nd forbi. Uden gruppe store, brøsige mæ vy-lejr. Hos os tvivl medlemmer af en hea igt, da der jo vakte de ikke den store ops af sådanne nærmest går tolv på dusinet kilde Festival, lejre blandt gæsterne på Ros lertid de men noget i vores lejr fik imid pe op. Et par skæggede gutter til at stop og kiggede af dem kneb øjnene sammen ne af vores koncentrerede mod et hjør min kammerat lejr. Det de kiggede på var je og nød en Rune, der sad i sin undertrøat skraldgrine, mænd i heavy-gruppen store grinende tlige sam te ynd beg de stille morgensmøg. Pludselig kelse trådte frem bag en af skik bleg lille En e. Run os i lejren et chok, for mens de pegede på og bar overkrop, der gav alle hår rødt st af larmende med d aflø igt man hurt lille blev drenge. En lem der i af vores ven Rune. Chokket det var som at se en 1:1 kop faktum at der i heavy-drengenes lejr fandtes et med tidig nærmest sam men ner, ven latter fra vores side over det sine e skilte sig kraftigt ud fra i statur og tøjstil ikke alen ger. var vores vens dobbeltgæn

en som Alberts kendt, Jacob t er af en be l at være e ti e d Bille al have lov for sjov kald her sk ym. Lad os ning havde annon enning. Hen te par rene et ham Htaget sit sids fuldskab gå . netop r på og var i et, da... Ja.. bukse at lade vand r sig selv. ud for t taler vist fo Billede

21 DELFINEN

artikelserie | upcoming.stud.

Pelle Ivan, erhvervsøkonomistuderende og indehaver af Pral Clothing

UpComing.Stud.| Pral Clothing Der er studerende, som ikke venter på fremtiden, men starter firma op nogenlunde samtidig med, at de står i kø for at købe kompendier i Stakbogladen. I tredje del af artikelserien UpComing.Stud. møder Delfinens udsendte en af mændene bag Pral Clothing.

ord | Sophie holm nielsen

foto | sophie seebach

ret for en studerende er på mange punkter ikke anderledes delt op end året hos en designer i modebranchen. To semestre kan sidestilles med de to sæsoner hvert år, hvor en ny kollektion ser dagens lys, og begge har de sin start omkring februar og så igen i sensommeren i august/september. To cyklusser, der ligeligt karakteriseres ved ansvar, stress, deadlines, bedømmelse, men også (hvis man brænder for det) ved succes. ”Vi vil gerne blive et af de mest kendte mærker i Danmark,” siger Pelle Ivan, der studerer erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet og håber på at blive færdig i år. Ordene ytres hverken med underspillet ironi eller overdreven arrogance. Det er et ærligt mål, han satte sig, da han i august 2006 lod sig overtale af sin ven Rasmus Robert til at starte en herretøjslinie. Et koncept, der er døbt Pral Clothing. En mere rationel og 22 DELFINEN

realistisk person ville nok dengang have sagt til drengene, at det måske lige var at skyde over målet. Den samme person ville dog skulle revurdere situationen anno 2008, hvor Pral nu er på samme messe som f.eks. Acne Jeans og Mads Nørgaard, og hvor selveste det franske modemagasin Vogue Homme har søgt information på deres brand. Den bærende intuition Rationalitet er, helt bevidst, heller ikke primært det bærende for Pelles beslutninger, men derimod noget, der kan være lige så skudsikkert – intuition. En intuition når det kommer til at have blik for tøjet og det at sætte tingene godt sammen. ”Det er nødvendigt, at man har et eller andet ekstra i sig, der gør, at man kan orientere sig. Man skal være speciel for at gøre det her. Man skal tro meget på sig selv.” Pelles CV tæller 10 år, hvor han har

arbejdet med mode, bl.a. i Junk de Luxe, så han har noget at have sin intuition i. Én ting er teori, noget andet er at springe ud som designer i praksis. ”Ingen af os har en designuddannelse. Vi er selv startet op, uden investorer, uden en kontrakt. Vi havde kun de penge, vi fik lov at låne af de banker, der troede på os.” Det sjove arbejde med at designe nye styles viste sig også kun at være en lille del af dét at starte et tøjfirma op: ”Det er noget sværere, end man lige tror. Det er godt man ikke ved det, når man starter.” - Havde Pelle vidst det, forsikrer han dog, at han ville have gjort det alligevel! En tabt anden-kollektion Pelle er bl.a. blevet bekendt med knapt så glamourøse begreber som momsregistrering, fragtaftaler og mål-skemaer for tøj. Som nyt firma var der også den helt basale

“

Det er noget sværere, end man lige tror. Det er godt, man ikke ved det, når man starter nødvendighed at finde en producent til at lave tøjet, hvilket viste sig ikke at være helt så lige til: ”Vi har fået lavet noget, der var virkelig godt og noget, der var virkelig skidt. Det er svært at finde producenter, som man kan stole på og stå inde for.” I dag har de arbejdet delt ud på 7 forskellige fabrikker i Kina og er glade for de fleste af dem, men de har måttet lære om producenterne på den hårde måde. Hele anden kollektion blev tvungent droppet, efter at producenten bakkede ud midt i processen. Foruden at have kæmpet sig til en plads på Danmarks mest prestigefyldte messe Gallery i København, hvor de måtte møde op uden noget tøj at præsentere, tabte de også et beløb, der kunne få selv det mest omfattende femårs studielån til at virke som et let greb i lommen. Evig konkurrence Der var dengang aldrig snak om at smide håndklædet i ringen, og det kommer der heller ikke. ”Man lærer af erfaring, og vi har styr på det nu,” mener Pelle. Så meget styr på det, at de altså skal op og kæmpe med de store mærker, for som han siger: ”Skal man ind, må man også skubbe nogen ud!” Konkurrence er der masser af, og det kan være problematisk at være et nyt og forholdsvist lille mærke. Det kan dog også være en fordel, f.eks. i Norge og Sverige, hvor man som ukendt dansk mærke kan virke ”lidt eksotisk”. At komme på Gallery-messen er også et kvalitetsstempel i Danmark: ”Det handler om at tage fat i direktøren for messen og så tale for sin sag, men han må jo have et positivt syn på os. Det er fedt, at nogen siger god for én,” siger Pelle og konkluderer i samme åndedrag: ”men det lægger også et pres på den næste kollektion, og der vil vi gøre det endnu bedre.” Hvad kendetegner Pral? Hvordan ser det så ud, tøjet? Hvorfor skal man købe Pral og ikke noget andet? ”Det er populært at sige, at tøjet har lidt mere kant eller er lidt mere skarpt. Hvad det egentlig betyder, ved jeg ikke,” svarer Pelle. Det er derimod nemmere for ham at sige, hvad han lægger vægt på – kvalitet og at tøjet sidder ordentligt! ”En force i basistøj,” som han siger. Tøjet er til folk, der sætter pris på ”visionært design til okay priser.” Priser hvor måske selv en fattig studerende skulle kunne være med. Et andet kendetegn ved tøjet, som Pelle ikke selv nævner, viser sig, da vi sidder og kigger den nye kollektion igennem. Efter at have betragtet et par bukser læner han sig lidt længere ind over kataloget og fremhæver en lille detalje og siger: ”Den er jeg meget glad for.” Pral er i hvert fald tøj, der er gennemtænkt og gennemarbejdet. Udover tøjet er der også kommet en personlig gevinst ud af det for Pelle: ”Jeg tror, at der er mange studerende, der ikke helt ved, hvad de vil lave. Jeg ved 100 procent, at det er dét her, jeg vil og det er det, jeg er mest glad for ved det hele.”

■

INFO: www.pralclothing.com

23 DELFINEN

kultur | anmeldelser ■ TEATER

det lille liv

■ FILM

DANSEN

ISCENESÆTTER: Piv Bernth

INSTRUKTØR: Pernille Fischer Christensen

MEDVIRKENDE: Dorthe Hansen Carlsen, Anders Baggesen, Beate Bille, m.fl.

MEDVIRKENDE: Trine Dyrholm, Anders W. Berthelsen, Birthe Neumann, m.fl.

Århus Teater, indtil 19. april

Lidt mere salsa, tak! Kan man elske et menneske, der har gjort noget forfærdeligt? Det er det store tema og dilemma i Pernille Fischer Christensens nye film Dansen.

Kan man vælge mellem karriere og familie? Og hvad sker der med ens familie, hvis man gør? Hvor havner familien, når den bliver valgt fra? Helt ude på et sidespor og i et værre rod ifølge forfatter og iscenesætter på ”Det lille liv”. De formår på elegant vis at levere let komik på en ny måde. Dette gør, at man nyder de klassiske (kliché-) arketyper i deres nye form. Blondinen Marie, den vægelsindede midaldrende mand, Hans, den kyniske karrierekvinde Eva og den oprørske lesbiske datter Esmaralda er skønne på hver deres måde - og så får vi dem sat i perspektiv af den jordbundne bistandsklient Lars, der må siges at være den mest almindelige af de fem. Der er velafleverede cirkelkomplikationer, som tvinger smilet frem, når hovedet indhenter de hurtige finurlige replikskift. Og særligt Anders Baggesen leverer et flot minespil. Der er tale om lettilgængelig og seværdig komik, med små velplacerede politiske kommentarer. Til andet end det rent familiepolitiske, som ellers er stykkets omdrejningspunkt. Eksempelvis når politiet, der jo ikke er racister, ikke skelner mellem sorte og hvide og derfor ikke vil tro på at den hvide baby ikke også skal udvises. Vi møder en kvinde, Eva, der er så dedikeret til sin karriere at intet må komme imellem hende og succes’en og hun kan med tilfredshed og slet skjult lettelse i stemmen fortælle hendes eksmand Hans, at ”der er ikke længere noget ’vi’, der er ’de andre’ og så er der ’jeg’. Det ved vi begge.” Da ”det lille liv” pludselig dukker op i hendes og de andres liv, tager handlingen fart, men er det nok til overhovedet at ændre noget? Særligt andet akt kommer i omdrejninger og spillet løfter sig. Hvis du ønsker dybe refleksionskrævende dialoger eller stort drama er ”Det lille liv” ikke det rette valg. Men hvis du ønsker let og lattermild underholdning, med lidt politisk kant, så kan forestillingen varmt anbefales.

24 DELFINEN

Esben Rahr Gotfredsen

Filmen handler om en yngre kvinde, Annika (Trine Dyrholm), der kører en danseskole sammen med sin mor (Birthe Neumann). Annika forelsker sig i elektrikeren Lasse (Anders W. Berthelsen), da han gennem en længere periode skal renovere danseskolens elinstallationer. Men med forelskelsen følger tvivlen og en stigende uro, for hvorfor får hun anonyme telefonopkald om, at Lasse er voldtægtsforbryder? Langsomt finder hun ud af, at Lasse skjuler noget for hende, og at hans historie om, hvorfor han har siddet i fængsel, ikke holder vand. Det får hende til at søge efter sandheden, samtidig med at frygten for, at den ikke vil være til at bære, hænger truende over hende. Trods en yderst charmerende og velspillende Trine Dyrholm samt en udmærket skildring af en kvindes følelsesmæssige dilemma og udvikling, er der dog lidt for lidt handling og dybde til, at man drages ind i filmens univ-

■ KUNST

women without men Aros, indtil 25. maj

Fem film, fem kvinder, fem vidnesbyrd om kunstfilmens stærke indtryk. Shirin Neshats værk tager udgangspunkt i en bandlyst bog skrevet af den iranske forfatter Shahrnush Parsipur og består af fem distinkte, men dog sammenhængende film om fem kvindelige karaktere fra bogen. Filmene er først og fremmest billedskønne og dybt betagende at være tilskuer til. Uden at se bort fra indhold og konkret udtryk, bliver man nærmest hensat i en trancelignende tilstand ved blot at være til stede, når billederne kommer til syne i mørket. Neshat er også fotograf, hvilket sætter

ers. For selvom Dansen er et fint studie i den irrationelle kærlighed, formår den ikke helt at træde i karakter og finde sin plads som genre. Hverken forelskelsen eller uroen får nemlig lov at slå rødder i publikum, og dermed opnår filmen hverken at give kildrende fornemmelser i maven eller skabe et thriller-rush. Skal vi have ondt af Lasse? Skal vi være bange for Lasse? Vi føler ingen af delene. For filmen kører hverken sympatien eller den uhyggelige uvidenhed om Lasses identitet langt nok ud til, at det virkeligt rører os. Lasses karakter som en usikker, indesluttet mand med hang til aggressiv adfærd er tværtimod meget svær at falde for, selv med en (fejl-casted?) Anders W. Berthelsen i rollen. Man oplever derfor som tilskuer at kigge på klokken ind imellem, især i de lange scener af dansende børn og de ikke så fængende kærlighedsscener mellem Annika og Lasse. Her kunne vi godt bruge lidt mere action og intensitet, lidt mere salsa! Pernille Steffensen

sit præg på filmene; i samtale med bogens magiske realisme er der blevet skabt en forunderlig og samtidig meget ren stil. Filmene hænger tematisk sammen omkring en række kvindeskæbner i 50’ernes Iran. Aspekterne er forskellige i de fem film, ligesom karakternes baggrund og roller er det, om end de forenes på tværs i nogen grad i en ret interessant symbolik. Den magt erindringen kan have over det enkelte menneske spiller på interessant vis sammen med den konkrete undertrykkelse, som karakterne møder i samfundet. Kvindernes historier repræsenterer de både mere og mindre synlige kampe for frihed og forandring og viser hvorledes samfundets normer kan være en byrde, der er svær at håndtere og til stadighed træder frem i både det indre og det ydre liv. Selve fremvisningen af filmene i hver deres fem rum fungerer rigtig godt, man kan simpelthen starte i den ene ende og fortsætte videre rundt, på en sådan vis at den næste film starter kort efter den forrige er slut. Så utålmodighed er i hvert fald ikke nogen undskyldning for ikke, at give filmene en ærlig chance. Og det er de helt sikkert værd, for gængs videokunst eller almen spillefilm er der ikke tale om her, snarere er disse film en form for hybrid, som tilbyder noget andet end den typiske museumsudstillede filmprojektion. Dette forhold var en smule overraskende, men ikke desto mindre glædeligt. Undertegnede vil dog altid være fortaler for at give den ofte banebrydende og fantasifulde videokunst en lige så ærlig chance. Marc Grønlund

kultur | ANMELDELSER

■ BØGER

BAG NyHEDERNE Ida Schultz Forlaget Samfundslitteratur

■ BØGER

ANTITERRoRISMENS IDEHISToRIE Mikkel thorup og Morten Brænder (red.) Aarhus Universitetsforlag

en bog der gennem en etnografisk og sociologisk analyse går bagom de processer, der afgør hvad der bringes af nyheder. det lyder bestemt interessant, og bogen lykkes da også med en hel del, selvom rækkevidden af resultaterne godt kan diskuteres. formidlingen af stoffet er helt klart i top, om end der må uddeles lidt ris til bogens korrektur, som et par steder er direkte misvisende. Et hovedspørgsmål i bogen er, hvorledes nyhedsværdier konstrueres, altså på baggrund af hvilke parametre dagens nyheder udvælges og prioriteres. Ida Schultz argumenterer i bogen for, at der i udvælgelsen af nyheder ofte ligger en række usagte præmisser bag, og at de fem nyhedskritierier (identifikation, aktualitet, væsentlighed, sensation, konflikt) snarere tjener som en udadvendt legitimation af, hvorfor visse historier bringes. ifølge Schultz spiller et ekstra nyhedskriterium ind i udvælgelsen; eksklusivitetskriteriet. det at opnå en eksklusiv historie, som et medie kan være først til at bringe, er af en sådan vigtighed for nyhedsredaktionerne, at alt måles i forhold hertil. Dette medfører både banebrydende og vigtige historier, men også ubetydelige og mindre vigtige af slagsen, som alene medtages, fordi den er mediets solohistorie. den praktiske konkurrence mellem medierne, snarere end den sagligt funderede udvælgelse, virker således til at være langt mere udslagsgivende for det nyhedsbillede, vi dagligt præsenteres for. Positionering i forhold til nyhedsstrømmen bliver derfor afgørende for, hvad der bringes af nyheder; det vigtige er at kunne aflæse de andre mediers prioriteringer. det er der grund til at være kritisk overfor. den to-sidede frygt for at falde bagefter og/eller blot at følge efter strømmen dominerer næsten totalt, tilsyneladende til skade for både journalistik og offentlighed. Bogen giver en god og basal indføring i mediers operative processer og daglige prioriteringer. Men samtidig må det dog her pointeres, at bogen primært tager udgangspunkt i tv-mediers konkurrencesituation og produktionsvilkår. den gennemgående case i bogen er således TV-Avisen. Billedet ville måske se lidt anderledes ud, såfremt en avis havde været i fokus. Men ikke desto mindre viser bogen, at en række journalistiske traditioner er problematiske, samt at tv-nyhedsproduktion i høj grad er reduceret til konkurrenceræs, både internt på redaktioner og eksternt i forhold til andre nyhedsmedier. Marc Grønlund

terroren vælter ned om ørene på os. øjensynligt lever vi alle på kanten af et terroranslag, lige meget om vi opholder os i kabul, esbjerg eller new York. denne frygt har givet vind i sejlene hos politikere og debattører, der med usvigelig sikkerhed kan udpege enhver som mulig terrorist og ond fra inderst til yderst. Mikkel thorup og Morten Brænder har gjort et fint arbejde med at samle en antologi, der sætter fokus på terroren og om muligt kvalificerer den noget spegede debat indenfor feltet. en tværfaglig samling af danske forskere sætter i antologien fokus på den nøje sammenhæng imellem stat og terror, helt tilbage til dengang pirater og bondeoprørere blev behandlet som terrorister. Thorup og Brænder argumenterer for, at den terroristiske figur er kendetegnet ved at være en privat voldsaktør, der udfordrer det voldsmonopol, som den moderne stats eksistensberettigelse. Staten håndterer ofte en sådan udfordring ved at fratage udfordreren enhver from for menneskelighed og tillægge dem en nærmest nihilistisk ondskab, der ingen reelle mål har ud over kaos og ødelæggelse.

■ BØGER

VEjEN Cormac McCarthy Gyldendal

Problemet for staten er ofte, at der er grænser for, hvor hårdt man kan slå ned på terrorister indenfor retssystemets grænser. dette løses ved at føre krigen mod terrorister i grænselandet, der er kendetegnet ved at befinde sig i en mere eller mindre permanent form for undtagelsestilstand og staten har her mulighed for at slippe hundene løs og indgå uhellige alliancer med private voldsgrupper som f.eks. uSa’s alliance med lokale krigsherrer i afghanistan. antologiens styrke er, at den formår at servere avancerede argumenter uden at ende som endnu et støvet akademisk rygklapperværk. alle med den mindste interesse for den altopslugende terrordebat kan få noget ud af værket, der både kvalificerer og underholder, hvilket er en pragtfuld afveksling i forhold til den hjemlige skrigen efter imaginære antidemokrater og terrorceller. Jonas Lysgaard (Se også interview med Mikkel Thorup på side 6)

“

Den rungende stilhed, de truende farer, støvet, mørket, kulden ekkoer mellem linierne..

Manden er på selvmordets rand, men kærligheden til sønnen og en stærk tro på, at sønnen og han er ”bærere af ilden” holder ham fra at bruge sine to sidste patroner... når man læser Cormac McCarthy, hvis forrige roman, no Country for Old Men, man i øjeblikket kan nyde i Coen-brødrenes filmatisering, må man være beredt på ubehageligheder og frarøvet nattesøvn. Her er blodsudgydelser, vold, misantropi, død og en generel stemning af undergang. Hans nyeste opus, vejen, er ingen undtagelse. Og dog, for bag den eskalerede ondskab har kærligheden sin plads. verden, som vi kender den, er gået under: Himlen er dækket af grå støv. dyr og vækster er borte. lys er der kun få timer om dagen. der er vådt, der er bidende koldt og mørkt, og stilheden hersker. alt er ødelagt, og alt er lagt øde. Alt er dødt. og der er næsten ingen mad, så mennesket spiser sin næste og bekriger hinanden som vilde. i denne postapokalyptiske atomvinter-verden møder vi blandt få andre overlevende Drengen og Manden: Sønnen, der ikke har oplevet andre verdner og hans desillusionerede, men stærke far. de er på vejen et sted i det, der engang var amerika på vej sydpå mod kysten i håb om bedre tider.

Livet i denne verden af afstumpethed og vold er en prøvelse og det er ikke så få grusomheder vores helte oplever og ser på deres færd. Spædbørn på spyd over bål, indespærrede og udsultede mennesker, der holdes som forråd af kannibaler, forkullede, opløste lig. der sker egentlig ikke så meget i bogen. De bare går og går, holder sig med nød og næppe i live og forsøger at undgå de onde. de leder efter mad og ly. nogen gange med held, i de fleste tilfælde uden. replikkerne er få, men detaljerigdommen stor. Stilen er minimalistisk, registrerende og effektivt skrabet. den rungende stilhed, de truende farer, støvet, mørket, kulden ekkoer mellem linierne. Men det gør kærligheden også. Cormac McCarthys skildring af far/søn-forholdet er intet mindre end en litterær bedrift. ”vejen” er en uafrystelig, hjerteskærende, rygradsrislende roman. det er stor litteratur, det her. Stefan M. Rasmussen DELFINEN

kultur | øst for paradis Sofie og Thomas - henholdsvis nabo og nevø til ejerne af Øst for Paradis

Det er blevet tid til at gøre status over byens eneste rendyrkede Art Cinema. Organisatoriske omvæltninger har præget Øst for Paradis indenfor den seneste tid, og der er mange ting, der peger i retning af en relancering af biografens profil.

Status over en kulturinstitution ORD | tina mikkelsen

vad gør den lille biograf til en lokal kulturinstitution. For mit vedkommende kræver dette først en stemningsrapport. For det er stemningen, der skaber en Art Cinema. Nye og gamle ting I august sidste år blev salene og caféen i Øst for Paradis renoveret. Sæderne er flotte og lækre, og de noget slidte omgivelser er blevet shinet op, men ikke mere end man stadig befinder sig i en tidslomme, når man træder ind i biografmiljøet. Og det er heldigt, for der gemmer sig en god portion kulturhistorie i det 30 år gamle Øst for Paradis. Den mandag eftermiddag jeg aflægger biografen et visit, er to unge medarbejdere på arbejde. Thomas, som er operatør, og Sofie der står for billetsalg og café. Vi får en snak om de nye og gamle ting, der omgiver os i cafémiljøet. ”Vi har først lige fået det her computersystem”, siger Sofie og peger på den nye fladskærm, der har erstattet biografens manuelle bestillings- og optællingssystem. ”Før var det meget hyggeligt at skulle holde styr på bestillinger og billetter på den gammeldags måde. Der ligger en vis nostalgi i det”, siger hun. Måske er det på grund af biografens iboende nostalgi, at de gamle billetpapirruller, der er i overskud, står til pynt på disken, til salg for 100 kroner rullen. Caféen har heller aldrig haft et kasseapparat, og sådan bliver det ved med at være lidt endnu. Det er ikke alt, der skal igennem fornyelsens vridemaskine. Thomas tjekker, om alt går, som det skal med en ældre filmrulle fra 1991. Den indeholder en gammel Jim Jarmusch strimmel ”Taxi – Night on Earth” med en purung Winona Ryder i hovedrollen. ”De er så gamle, at de godt kan finde på at knække. Vi er ikke gået over til digitale filmfremvisninger, og de gamle ruller fra 80’erne er ikke i den bedste stand”, konstaterer Thomas og beskriver de flakkende, knitrende ridser og grønlige streger, der løber hen over lærredet på de gamle film - noget der 26 DELFINEN

FOTO | thomas illemann

leder tankerne tilbage til de analoge år, hvor man fik hele filmoplevelsen med, når man gik i biografen. Op og nedture Thomas og Sofie er henholdsvis nevø og nabo til ejerne af biografen, og deres tilknytning er egentlig meget sigende for den struktur, biografen har - det bliver i familien. I november 2007 overtog Line Daugbjerg Christensen direktørposten fra sin far Ole Bjørn Christensen og hans makker Uffe Sloth Andersen. De to herrer har siden 1978 ejet biografselskabet I/S Øst for Paradis. Direktørskiftet er den seneste i rækken af begivenheder, der har haft indflydelse på det lille foretagende. I 2004 fik Øst for Paradis økonomiske problemer og var en overgang lukningstruet. Men renoveringen sidste år gav indtryk af en ny og kampklar biograf, der ikke går på kompromis med kvaliteten. Så kom den medieomblæste sag med svindel med midlerne fra EU’s Media Program, der udsprang af en tvivlsom billetindberetning. Sagens alvorlige karakter var et styrtdyk af format for biografen. Her nogle måneder efter synes faren synes nu at være drevet over. Kommunen, Det Danske Filminstitut og biografens støtteforening Paradisets Engle har netop givet tilsagn om fortsat økonomisk opbakning til biografen, og bolden er nu givet op til Line Daugbjerg. Ikke prætentiøs Der skal ikke sås nogen tvivl om, at Line Daugbjerg står over for nogle udfordringer i fremtiden, men der er heller ingen tvivl om, at Øst for Paradis kan leve højt og længe på sin unikke profil som Art Cinema. Biografen er den eneste af sin art i byen, og det har den altid har forstået at dyrke, ikke ved at være prætentiøs, men ved at være bevidst om sin rolle. Ved Art Cinema forstås en lille intim biograf med et levende cafémiljø, der lugter af noget helt andet end de store mastodonter. Her kan

alle slags kulturelle arrangementer udspille sig og lokale samarbejder komme i stand. I Øst for Paradis er der bl.a. blevet holdt en fødselsdag med eget valg af film, der har været temadage med mad, foredrag og film fra fjerne lande, og senest har der været AFIA Filmfestival og Frontløbernes tømmermændsbio ”Søndag i paradis.” Et andet træk ved en Art Cinema er, at den sætter nogle kvalitetskriterier op for sine film, og heri indgår ikke overvejelser om indtjening eller brede publikumssucceser. Repertoiret er i stedet titler fra europæiske og uafhængige amerikanske selskaber samt fra fjerne lande, hvis filmproduktion, vi normalt ikke ser noget til. Filmene er smalle og har modsat kommercielle film ikke nødvendigvis anskueliggjort sit plot, og de er karakteriseret ved at have fokus på karakterernes psykologi nærmere end deres handlinger. Lige fra 80’erne har den slags film appelleret til især de studerende, som har taget termokanden med ind i Øst for Paradis’ biografmørke for få en kunstnerisk filmoplevelse. Bagefter er filmen blevet diskuteret i café-omgivelserne. Vilkårene for Art Cinemas Hvordan er vilkårene for Art Cinema biografer i dag? Diskussionerne har længe gået på, om de kommercielle biografer har vundet over kunstbiograferne, eller om det er kunstfilmene, der ligeså stille har infiltreret kommerciel filmproduktion. Status for Øst for Paradis synes at afspejle den diskussion: Øst for Paradis er en nichebiograf, der er snæver i sit repertoire og publikum, og åbenbart for snæver til at økonomien kan løbe rundt. Men den er også et kulturelt mødested, en vigtig kulturinstitution for byen, fordi den ikke lever af at tjene penge men af at vise kvalitetsfilm.

KLUMME | marc andersen

■

kulturkalender BUCURESTI Indtil 17. april, Svalegangen Dette teaterstykke griber lige ned i en pågående debat. Stykket handler om kvindehandel og sætter fokus på nogle af de skæbner, der gemmer sig bag mediernes overskrifter. Forestillingen er omfattet af en særlig ordning, så studerende kan komme ind for kun 40 kr. ÆSTETISK SEMINAR 10. og 17. april, Institut for Æstetiske Fag, Langelandsgade 139 Den 10. april holder Anne Scott Sørensen foredrag om selvtekster og fortællingsformer, hvor der bl.a. sættes fokus på blog-fænomenet. Den 17. april vil Hans Henrik Lohfert Jørgensen tale om rumsansning mellem videografi og sensografi. Begge foredrag finder sted kl. 14.15 i bygning 1584, lokale 124. HENRIK HALL 13. april, Voxhall Henrik Hall, som engang udgjorde en tredjedel af gruppen Love Shop, er for tiden aktuel med sit andet soloalbum ”Chok, Suk og Koma”, der udkom i februar. Det nye album er ligesom debutpladen ”Solo” blevet mødt med stor ros. Koncerten starter kl. 21. HÅNDEN I HJERTET 2.-10. april, Entré scenen Med afsæt i sin egen historie stiller dramatikeren Joan Rang Christensen skarpt på, hvad der har betydning for at kunne danne sig en identitet. Forestillingen er blevet til i samarbejde med Poul Storm og Teatret Opus X, som er kendt for kontroversielle og udfordrende iscenesættelser. FIKTIOBIOGRAFISK DANSK FILM OG TV 17. april, Studenternes Hus, Århus Universitet Ph.d.-studerende Louise Brix Jacobsen holder denne aften foredrag om fiktiobiografiske danske film og tv-serier, hvori biografiske personer optræder som sig selv. Studenterkredsen står bag arrangementet, som finder sted kl. 19.30 i mødelokale 2. BERLIN – DIE STADT UND DIE BEUTE Indtil 13. april, Galleri Image, Vestergade 29 Fotografen Henrik Vering udstiller en række ekspressive billeder af Berlin, som viser de andre og mindre synlige sider af byen. Der er åbent tirsdag til søndag kl. 13-17, og så er der tilmed gratis adgang. TEGNEFILM 23. april, SMÅhuset, Rødkløvervej 3 Så er der tegnefilm! Studentermenigheden inviterer på foredrag om tegnefilm fra en svunden tid. Filmentusiast Ole Trabjerg vil både vise klip og fortælle anekdoter om gamle amerikanske tegnefilm fra den gyldne periode i 40’erne og 50’erne. Det løber af stablen kl. 19. FORFATTERAFTEN 29. april, Nobelsalen, Århus Universitet Foredragsforeningen Kakofoni, der hører til på Nordisk institut, afholder arrangement med forfatteren Jonas T. Bengtsson, som vil fortælle om sin roman Submarino, der udkom sidste år. Arrangementet er gratis, og det foregår kl. 19.30 i bygning 1453, lok. 122.

klumme | menneske, kend din krop - og hold den for dig selv

oråret er lige om hjørnet. I løbet af de næste par uger vil blomsterne springe ud, fuglene vil kvidre, dagene vil blive længere - og folk vil ikke mindst forelske sig. I flere uger vil disse, af Amor særligt udvalgte, spørge sig selv, hvorfor det lige netop var dem, som skulle velsignes af Amors pil og møde så fantastisk en partner. Det er som om, at partneren i disse uger indhylles i en form for utrolig behagelig usikkerhed, hvor de ting som endnu er ukendte tendentiøst tolkes som noget positivt. Denne tendens til at forestille os gode, behagelige og smukke ting de steder, vi endnu ikke kender til, må og skal vi, efter min mening, af al kraft klamre os til så længe det er muligt. For affortryllelsen af hinanden kan komme som et lyn fra en klar himmel, og så er gode dyr rådne. Jeg var for en uges tid siden på apoteket. Jeg satte mig på den eneste frie stol, som var placeret ret tæt på skranken til håndkøbsmedicin. Efter nogle minutter gik en sexet ung kvinde med lange lyse krøller og grønne dådyr-øjne op til skranken. Et levende smil spillede over hendes læber, da hun, tilsyneladende uden at læne sig ret meget ind til apotekeren, med klar røst annoncerede: ”Hej, jeg vil gerne se på jeres udvalg af prædikater mod skedesvamp.” ... Tiden stod stille, og alt blev hvidt støj. Et koldt gys gik igennem mig, og den kønne pige transformeredes fra det sekund til et aseksuelt misfoster. Mange ting vil man bare aldrig, aldrig, aldrig vide besked om. Denne afseksualiserende mekanisme er universel - desværre også for nyforelskede, som derfor bør tage sig agt. For jo længere et forhold varer, jo mere vil affortryllelsen og den afseksualiserende mekanisme forsøge at vise sit grimme ansigt. Til eksempel kan nævnes det besynderlige fænomen, at den ene part af et forhold på et skæbnesvangert tidspunkt vil beslutte at toiletbesøg godt kan foretages mens den anden part f.eks. børster tænder. Et sådant pressemøde må og skal på alle måder bekæmpes, idet noget så uskyldigt som et lille analt udslip her vil kunne resultere i et gedigent rektalt brøl i kraft af kummens bi-funktion som halvåbent resonansrør. Her er problemstillingen desværre ikke blot reducerbar til den velkendte prutbakterier-påtandbørsten-problematik, men trækker mere i retning af den føromtalte spontane umiddelbare trang til afståelse fra parring. Så uanset om vi taler om bagpartiets forstærkede klagesang, svamp i kødblomsten, uheldig hårvæskt eller hvad-ved-jeg, bør vi alle, især jer nyforelskede, forsøge at binde os til mystikkens mast og af al kraft modsætte os afslappethedens, affortryllelsens og afseksualiseringsmekanismens sirenesang. Derved kan vi opretholde sæsonens primære kendetegn - den store romantiske illusion. Det er vel forår. 27 DELFINEN

Studenterrådet har fået Ny formand vil uddelegere og engagere ny styrelse Studenterrådets nye formand, D. 12. marts kunne Studenterrådet byde velkommen til en ny formand, næstformand og styrelse. Medlemmerne af Styrelsen er dem, der står for den daglige ledelse af Studenterrådet, hvor de arbejder på at skabe de bedste betingelser for dig som studerende på Aarhus Universitet. Den nye styrelse ser således ud:

Formand: Mikael Bomholt Nielsen, 22 år, Statskundskab

Næstformand: Troels Bo Knudsen, 21 år, Idéhistorie

Maja Viola Buskbjerg, 22 år, Idéhistorie

Niels Mandøe Glæsner, 23 år, Idéhistorie og religion, politik og samfund

Svend Dyrholm, 23 år, Filosofi

Anna Juul Bager, 21 år, Statskundskab

Brian O’Brien Grønvold, 24 år, Idéhistorie

Styrelsens medlemmer er alle allerede studenterpolitisk aktive, og de kan derfor bruge deres gode erfaring til at skabe et endnu bedre studiemiljø.

Studenterrådet ved Aarhus Universitet Ndr. Ringgade 3 - 8000 Århus C 28 DELFINEN

Mikael Bomholt Nielsen, vil være ledertypen, der uddelegerer og engagerer. Han vil skabe ligevægt mellem det sociale og det politiske, og han kræver, at Århus Kommune skal stå ved sit løfte om, at Århus skal være Danmarks studieby nummer et. Mikael Bomholt Nielsen er 22 år og læser Statskundskab på 4. semester. Han er nyvalgt formand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet, men er ikke grøn i arbejdet med politik. Mikael Bomholt Nielsen har været ansat i styrelsen på Studenterrådet siden september, hvor han i sin stilling som studielivssekretær har arbejdet for bedre studiemiljø, flere studiejobs samt bedre boligforhold for de studerende. En visionær formand Den nye formand har store visioner for Studenterrådet, Aarhus Universitet og Århus som studieby: ”Studenterrådet repræsenterer 37.000 studerende ud af cirka 300.000 indbyggere i Århus. De studerende udgør en stor procentdel af byens indbyggere, og jeg vil igennem mit formandskab sørge for, at de studerende bliver hørt i lokalpolitiske sager, så de studerendes vilkår kan blive forbedret, så Århus kan være Danmarks studieby nummer et”, udtaler Mikael Bomholt Nielsen. En studiejobgaranti, en opprioritering af studiemiljøet samt en stor opkvalificering af byens kollegier er blot

Mikael Bomholt Nielsen vil kæmpe for, at Århus bliver Danmarks bedste studieby

nogle af de konkrete mål, formanden vil arbejde for. Den nye formand er både politisk og socialt engageret, og han vil i sit formandskab skabe ligevægt mellem det sociale og det politiske: ”Undersøgelser har vist, at studiemiljøet hænger direkte sammen med frafald. Det er derfor vigtigt, at vi både gennem politiske og sociale tiltag gør studietiden til nogle af de bedste år af ens liv, så flere studerende fuldfører deres studie. Hvis Århus skal være Danmarks studieby nummer et, har Studenterrådet og kommunen et stort ansvar for at gøre dette til en realitet”, forklarer han. En ledertype ser dagens lys Mikael Bomholt Nielsen vil være en organisatorisk formand. Han vil sørge for at være synlig og udstikke de store politiske linjer gennem uddelegering og motivation: ”Jeg vil tage et lederansvar, hvor jeg ikke vil beskæftige mig med alle politiske områder, men i større grad engagere de øvrige studenterpolitikere i Studenterrådet med deres aktiviteter”, fastslår formanden.

Studenterrådet sørger for mere gratis sport! Studenterrådet har nu også indgået en aftale med Århus Elite Floorball og kan derfor tilbyde gratis indgang til klubbens tempofyldte kampe. Allerede lørdag d. 22. marts havde de studerende på Aarhus Universitet muligheden for at se DM-semifinalen mellem Århus Elite Floorball og Hvidovre Attack. Den spændende kamp om at komme i DM-finalen endte 8-1 til de århusianske herrer og sikrede dem derfor en finaleplads. Studenterrådet lover, at der også fremover vil komme endnu flere fordelagtige aftaler for de studerende, så hold godt øje med hjemmesiden, www.sr.au.dk, samt opslag rundt på universitetet!

Der er gang i den, når Århus Elite Floorballs drenge spiller kamp

Sekretariatet har åbent man-tors kl. 9-14.30, fredag 9 -13 Telefon 8942 5464 - Fax 8942 5474 - e-mail: sr@sr.au.dk

www.sr.au.dk

Karrieremesse den 17. april! Karrieremessen Krydsfelt Århus ’08 slår den 17. april dørene op for de århusianske studerende og byder på jobs, praktikpladser, karrierecoaching og meget mere. Studenterrådet er i denne forbindelse med som samarbejdspartner, da det er vigtigt at støtte op omkring de studerendes vilkår som studerende og som færdiguddannet. Karrieremessen er et oplagt sted at få øjnene op for de mange jobmuligheder, der er i Østjylland, ligesom det er en god mulighed for at få skabt kontakt til erhvervslivet og fremtidige arbejdspladser. Studenterrådet bakker op om Karrieremessen som et startskud på den Studiemesse, Studenterrådet selv afholder på Aarhus Universitet i september måned. Du kan læse mere om karrieremessen Krydsfelt Århus ’08 på www.krydsfeltaarhus.dk

Studenterrådet mener Håndskrevne eksaminer er en forældet eksamensform Af Svend Dyrholm, medlem af Studenterrådet P4 bragte for et stykke tid siden historien ”Studerende trætte af håndskrevne opgaver”. Overskriften er misvisende, for der er ikke tale om et lystspørgsmål, når studerende ønsker at bruge computer i deres skriftlige opgaver. Udarbejdelsen af en opgave i hånden er en helt anden arbejdsproces, end den vi normalt bruger i vores studier. Den er lige så fjern fra den virkelighed, vi vil møde på arbejdsmarkedet efter studietiden. Når vi bruger computer, er vi i evig dialog med vores egen tekst – ændrer, redigerer, retter, flytter rundt og forbedrer. Hvis man derimod skal skrive i hånden, er der sjældent tid til mere end en kladde – man skriver simpelthen teksten ud i et. Problemet er, at prøveformen tester noget andet, end det vi bliver undervist i, og det vi kan bruge til noget. Det er meget sigende, at det for langt de fleste studerende vil være første og sidste gang, de stifter bekendtskab med gennemslagspapir. Der må være en sammenhæng imellem den undervisning, vi får, den eksaminering vi bliver underlagt og den hverdag, vi møder på arbejdsmarkedet som færdiguddannede.

På karrieremessen får du rig mulighed for at møde forskellige, spændende virksomhder fra det østjyske område

Psykologistuderende rammes hårdt af fusionen For en måned siden holdt de studerende på psykologi et stormøde om nedskæringerne på instituttet. Ud over generelle nedskæringer på finansloven på 12 millioner alene på Aarhus Universitet og lavere taksametertilskud pr. studerende på psykologi, skyldes disse nedskæringer især universitetsfusionen. Den har været ekstrem dyr og nødvendiggjort en ekstraudgift for universitetets centrale led på over 200 millioner. Derfor bliver der trukket en stor mængde midler fra fagene til rektor og dekanaterne. Resultaterne er, at der ser ud til at ske en lang række forringelser. Man vil øge optaget med 50 ekstra studerende, hvilket gør afstanden mellem underviser og studerende endnu større. Der er en større risiko for mindre feltarbejde, som ellers er så essentielt for at kunne uddanne gode psykologer. Sidst, men ikke mindst, vil der blive udbudt færre kandidatworkshops, hvilket indsnævrer den faglige bredde på faget. Psykologistudiet er ikke det eneste Nedskæringerne på psykologi er ikke kun et lokalt fænomen. I de sidste syv år har politikerne skåret i universiteternes basisbevillinger. Det har været et led i en generel effektiviseringsplan, som har resulteret i rammenedskæringer på en række områder, herunder Århus Universitet. Hovedargumentet for at skære ned er at skærpe universiteternes evne til at bidrage produktivt til samfundet. Men det, som reelt er sket – og fortsat vil ske – er det stik modsatte. Et andet argument er behovet for at reducere de mange udgifter i den offentlige sektor. Her er universiteterne et oplagt og nemt sted at skære.

viseret netop uddannelserne, da de er et af Danmarks eneste råstoffer og et aktiv på det internationale marked. Men man kan ikke effektivisere og optimere uddannelserne ved at fjerne penge. Konsekvenserne af disse nedskæringer har endnu ikke været så markante på Århus Universitet, blandt andet fordi fakulteterne har haft store opsparinger. Frem for at forringe uddannelser og forskning, har fakulteterne selv dækket manglen på midler fra staten ved at bruge af deres opsparinger. Desværre er disse opsparinger ved at være brugt op, og den såkaldte effektivisering forhindrer nu universitetsforskere og studerende i at forbedre deres produktivitet og ydeevne. Dette vil reelt betyde en forringelse af vores uddannelser, hvilket mange allerede nu kan mærke. Det strider imod ønsket om, at Danmark skal være et af verdens førende vidensamfund og underminerer vores fremtidige velfærd. Effektivisering og modernisering af uddannelserne sker således under meget trange kår. Reelt set sker der i stedet en gradvis og løbende forringelse af uddannelsernes kvalitet. Århus Universitet profilerer sig fornemt i forhold til andre universiteter i resten af verden, men med fortsatte nedskæringer og de deraf følgende forringelser af uddannelserne vil vi efterhånden ikke kunne være særlig stolte af en eksamen fra Århus Universitet. Hvis Århus Universitet fortsat skal fungere optimalt på et internationalt niveau, mener Studenterrådet, at det er nødvendigt at vende udviklingen og tilføre flere midler. Oplever du også effekten af nedskæringerne på dit studie, er du velkommen til at kontakte uddannelsespolitisk ordfører, Svend Dyrholm, på svend@sr.au.dk

Prøveformen er meget udbredt. Studenterrådet har indtil videre fundet det på Jura, Samfundsfag, Historie, Medicin og Økonomi. På Fysik må de gerne bruge deres egen computer, men de må til gengæld ikke få strøm til den. Vi er selvfølgelig klar over, at der er enkelte fag, hvor det giver praktisk mening – f.eks. fag med specielle bogstaver eller grafisk tunge naturvidenskabelige fag. De skal selvfølgelig fortsætte med at kunne gå op i hånden, ligesom alle skal have en mulighed for det, hvis de er utrygge ved at anvende computer. Studenterrådet er i dialog med universitetets administration. De er meget positive over for at finde løsninger, men vi har stadig brug for din hjælp. Vi vil i den kommende tid lave en underskriftsindsamling, som vi håber, at du vil støtte op om. Derudover kan du kontakte os på Svend@sr.au.dk, hvis du går på et fag, der har håndskrevne eksaminer, eller hvis du vil hjælpe med underskriftsindsamlingen.

Ny Yes!+ workshop Har du også lyst til at lære at håndtere stress og udnytte dit fulde potentiale? Var du ikke med på den første introworkshop, Yes!+ afholdte i marts måned? Så er det ikke for sent! Yes!+ afholder en ny introworkshop d. 14. og 15. april kl. 19:30 i Stakladen, Frederik Nielsens vej, byg. 1421, mødelokale 2, hvor de fortæller om deres kursus, der løber af stabelen d. 24.-29. april. Kurset er baseret på aktiv medvirken fra deltagerne, og du kommer til at lære forskellige teknikker, der hjælper dig til at kunne være fuldt ud til stede i din hverdag. Studenterrådet har sørget for, at du som studerende får kurset til en favorabel pris, og du får 50 % rabat ved tilmelding på workshoppen!

Nedskæringer forringer uddannelserne Der er ingen tvivl om, at det er relevant at få effekti-

Studenterrådet ved Aarhus Universitet Ndr. Ringgade 3 - 8000 Århus C

Sekretariatet har åbent man-tors kl. 9-14.30, fredag 9 -13 Telefon 8942 5464 - Fax 8942 5474 - e-mail: sr@sr.au.dk

www.sr.au.dk 29 DELFINEN

debat | su

su -forhold – ens for alle? Ord І Pil Pedersen, Studerende på biologi

anmark er et velfærdssamfund og har en af verdens absolut højeste levestandarder. Som en naturlig følge heraf har Danmark også en af verdens højeste skatteprocenter, hvor de danske skatteborgere hvert år betaler omkring 700-760 mia. kroner til den danske stat. Af denne enorme skattepulje bruges ca. 15% til uddannelse, kun overgået af 46% til social velfærd (kontanthjælp, daginstitutioner osv.). Af de ca. 100 mia. kroner til uddannelse betaler den danske stat omtrent 10 mia. kroner til de studerende i form af statens uddannelsesstøtte, SU. På trods heraf må over 50% af de studerende tage lån, hvilket naturligt fremtvinger et følgespørgsmål: Rækker SU`en ikke? Dette spørgsmål har politikerne taget op, og senest har undervisningsminister Helge Sander bebudet, at de studerendes SU-fribeløb skal hæves, således at studerende kan tjene mere end de nuværende ca. 74.000 kroner, før der bliver trukket i SU. Men hvordan er

forholdene for at udnytte et sådant SU-loft? Ifølge SU-styrelsen har ca. 85% af de studerende en indtægt ved siden af SUèn. Mange studerende har studierelevante jobs parallelt med studierne. Mange studerende supplerer SUèn i den ”lange” sommerferie. Men er de studerendes sommerferie nu også så lang, at SUèn reelt kan suppleres? Svaret på dette spørgsmål er ikke helt enkelt. For at få et nogenlunde dækkende svar, må man spørge sig godt for på de forskellige studier, for længden af sommerferien afhænger i dag af studieretningen. På det naturvidenskabelige fakultet i Århus har de studerende sommerferie i 7 uger (visse studier har dog obligatoriske feltkurser i sommerferien, hvilket forkorter den mulige feriearbejdsperiode), hvorimod man på mange andre studier har mellem 2 og 3 måneders sommerferie (jura, humaniora, psykologi, antropologi osv.). Et enkelt ræsonnement på baggrund heraf er således,

“

su-løn?

“

gle ... no

at den nuværende SU-ordning allerede tilgodeser visse studieretninger, og at et øget SU-fribeløb vil forbedre vilkårene for disse studerende men have minimal økonomisk betydning for de i forvejen intensive studier, som fx naturvidenskabelige studier på Århus universitet (de kvartersordningsramte studier). Så selvom de danske studerende nyder godt af gratis uddannelse og høj SU, så nyder nogle studerende mere end andre. Hvad er begrundelsen egentlig for denne skævvridning?

ndre

nyd e d n e uder

nd a e e r me

... lad persp os se det he ektiv og sæ le i et lidt s tte pr is på dtørre et, vi h a

Ord І Janus K. Nielsen, Studerende på statskundskab

nder en hyggelig samtale med min ”amerikanske familie” en lun sommernat i New York kom vi ind på det danske skolesystem. Efter endt beretning om SUsystemet kiggede de med dyb vantro på mig og spurgte: ”Your government pay you to go to school?”. De var overbevist om, at der var tale om en joke. Det er med dette perspektiv, jeg ser på debatten om, hvad der er rimeligt og urimeligt i forhold til indrettelsen af SU-systemet. Formålet med SU’en er at sørge for, at de danske studerende ikke behøver arbejde ved siden af studiet for at opretholde en rimelig levestandard. Og sandheden er vel også sandt at sige, at de 5.007 kroner man modtager hver måned i støtte er nok til at betale husleje og

30 DELFINEN

mad for en enkelt person? Hvad det derimod ikke dækker er nyt tøj, rejser og cafébesøg (i øvrigt paradoksalt med betegnelsen ”cafépenge”). Er det så rimeligt, at visse studier har længere ferie til at supplere SU’en op med et sommerferiejob, end andre? Det er det måske ikke, men det er hele tiden vigtigt at holde sig for øje, at det man fratager disse folk ikke er muligheden for at få mad på bordet hver dag. Der er tale om simple forbrugsgoder. Muligheden for anskaffelse af disse kan næppe være noget, man skal forlange, at de enkelte fakulteter på universitetet skal inddrage i deres planlægning af skoleåret. Med fare for at lyde nedladende: lad os se det hele i et lidt større perspektiv, og sætte pris

på det, vi har. Det er synd at blive så forvænt, at man ikke kan se positivt på de fantastiske goder, der gives os. I et rigt land som USA er de universitetsstuderende enten selv, eller også er deres forældre, dybt forgældede efter endt uddannelse og bruger de første år af deres arbejdsliv på at betale af på denne gæld. I Danmark kan man få gratis mad og husleje hvis blot man passer sine studier. Skal vi så beskæftige os med en peditesse som hvem der har hvor lang tid til at arbejde i sommerferien?

31 DELFINEN

32 DELFINEN