Delfinen #145

DEC.08

DELFINEN # 145 FÅ M E R E U D A F D I T U N I V E R S I T E T O G D I N BY

ZEITGEIST KOLLEGIERNES FREMTID? - DEN INDRE ABE - UNIVERSITETSVALG AARHUS FILMFESTIVAL - GUIDE TIL FREDAGSBAR - NATTEVAGT 1

DELFINEN

2

DELFINEN

18 22

8

16

INDHOLD | DECEMBER # 145

HVERT NUMMER 4

LEDER KLUMMEN

6

KALD EN SPADE FOR EN SPADE

5

HUMOR

14

BATTLE OF THE PROFESSORS

8

TID TIL TAVSHED?

28

KULTUR

24

STUDENTEROPRØRET PÅ ÅRHUSIANSK

16

INGEN JYDEARME!

32

RETRO

26

VALG I USA

18

FORÅR FOR MARXISMEN?

34

NYT FRA STUDENTERRÅDET

30

FRA VÆG TIL VÆG

22

FOTOREPORTAGE

TEMA | ZEITGEIST

■ DELFINREDAKTIONEN DELFINEN udgives af Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Nordre Ringgade 3 8000 Århus C tlf. 89425469 fax: 89425474 DELFINEN redigeres af en selvstændig bladgruppe med tilknytning til Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Meninger, der tilkendegives i bladet under andet navn end Studenterrådets, kan ikke tages som udtryk for Studenterrådets opfattelse.

DELFINEN påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt materiale og forbeholder sig ret til at forkorte debatindlæg

Jeppe Knudsen Chefredaktør, ansvarshavende

Peter Johan Meedom Redaktionschef

Marc Grønlund Kulturredaktør

Niklas Steffensen Hessel Assisterende redaktør

Sophie Holm-Nielsen Skribent

Kristian Holmelund Jakobsen Mille Bune Skribent Skribent

Mette Krarup Skribent

Penille Juel Jensen Korrekturlæser

Sophie Seebach Fotograf

Thomas Dean Kris Gaardbo Tegner

Katrine Pihl-Andersen Skribent

Øvrige skribenter: Marc Niklas Andersen Sara Buch Lena Bjørnson Niels Glæsner Stefan M. Rasmussen Jonas Lysgaard Jesper Hallstrøm Eriksen Vibe Kiil Andreas Pedersen

Annoncer Tom Poulsen, tlf. 28992317 annoncer@sr.au.dk Forsidebilleder: Esben Rahr Gotfredsen og Sophie Seebach Næste deadline er 19. januar 2009

Esben Rahr Gotfredsen Fotograf

SKRIV TIL DELFINEN@SR.AU.DK 3

DELFINEN

DET REDAKTIONELLE | DECEMBER

LEDER | ZEITGEIST Redaktionschef Peter Meedom Tilsyneladende er vi som mennesker ikke tilfredse med blot at leve i tiden, vi vil også forstå den, gribe den, og mest af alt sætte ord på den. Selvom begrebet Zeitgeist har karakter af noget immaterielt, forudsætter en undersøgelse, at tiden indeholder noget, en art substans, som vi i nærværende nummer forgriber os på: der er noget i luften (så sandelig, Phil Collins!).

Hvem kan fange tidsånden? Det må eftertiden selvfølgelig bedømme, men det sætter ikke en stopper for definitionskapløbet fra akademikerne og andet godtfolks side. Således et helvedes miskmask: Oplevelsessamfund, netværkssamfund, det hyperkomplekse samfund, informationssamfund, videnssamfund, det post-industrielle samfund og hadeordet over dem alle: globalisering. Om nogen af disse begreber kommer til at definere vor tid, kan vi ikke vide, men nogle ligner mere varm

“

Tiden indeholder noget, en art substans, som vi i nærværende nummer forgriber os på: der er noget i luften.

luft end andre (i dette nummer kommer vi også forbi sprogforbistring). Definitionen af ens samtid er afgørende for forståelsen af fortiden. Tænk blot på periodiseringen ”middelalder” og dens dertil knyttede konnotationer af formørkelse og fordummelse, som skyldes renæssancehumanisternes definition. 500 år efter udgives der med rette stadig bøger, som forsøger at gøre middelalderen mindre middelalderlig.

I det sidste nummer i året 2008 ser vi på nogle af de tendenser og begivenheder, som præger tiden. I forhold til universitetet spejder vi endnu engang med den kritiske kikkert og fokuserer på forskernes ytringsfrihed. Vi bryster os af at håndhæve dette ideal, men hvad sker der

egentlig, når ansatte udtaler sig i modstrid med ledelsens ønsker? I USA valgte de som bekendt den første sorte præsident.

Om det reelt kommer til at ændre på det åndelige klima, må vi lade augurerne om at tyde. Vi havde en udsendt i New York til at dække Obamani’et på valgaftenen.

Yderligere ser vi på billedets kommunikative kvaliteter for en generation i bevægelse. Og så stiller vi spørgsmålet: Hvad nu, kapitalisme? Et spøgelse går igennem den vestlige verden – Marx’ ånd svæver over vandene i finanskrisens efterdønninger.

Vi ses i det nye år!

God fornøjelse.

KLUMME | SKYD OBAMA!

“ ORD | MARC ANDERSEN

Jeg fik en tidlig julegave i år, det var en god gave. USA afholdt præsidentvalg, og Barrack Obama vandt. Ligesom majoriteten af Europa stod jeg bag Obama hele vejen, og jeg deltog i festlighederne ved hans store sejr. Det kan nu også se ud til, at det er godt at stå bag Obama lige for tiden - det er i hvert fald farligt at stå foran ham. For når herrerne fester, spiller narren og kæmpestore røvhuller.

Obama er den præsident, der har modtaget flest trusler efter en valgsejr nogensinde. Efter valgsejren er antallet af højreekstremistiske grupper i USA steget markant, og to attentatforsøg er allerede blevet afværget i deres planlægning. At de pågældende attentatmænd nok så ikke er de stiveste pikke i saunaen i både intellektuelt og politisk henseende, står vist klart for de fleste.

Hvad der måske ikke står så klart for de fleste er, at det højreekstremistiske fænomen ikke er særegent for USA, men at lignende fatalt underfrankerede fjolser i stigende grad også optræder i Danmark, hvor de samler sig i grupperinger som White Pride og Dansk

4

DELFINEN

Her blev de mødt af 15 unge mænd med hættetrøjer og solbriller på, og mændene var på dem som lort på velcro.

Front. Disse folks mentale kapacitet vil, på linje med deres amerikanske ækvivalenter, tillade dem at identificere genitaler som navnet på et italiensk luftfartsselskab. Det er af samme grund, at deres ideologiers inhumane og enfoldige tomgang vækker rungende genklang i de hule bemalede kranier - i de blindes rige er den enøjede i sandhed konge.

Som konkret eksempel på den dansk repræsenterede højreekstremistiske politiske vold måtte Danmark i starten af november desværre være vidne til overfaldet på Antiracistisk Netværks formand Peter Hegner Bonfils. Efter et par øl på et værtshus besluttede han og en ven sig for at besøge ”Huset” i Århus.

Her blev de mødt af 15 unge mænd med hættetrøjer og solbriller på, og mændene var på dem som lort på velcro. Kun Peter Bonfils’ ven slap væk.

Højreekskrementernes øgede aktivitet er da også noget, politiet til dels har fokus på: »Meget ofte kommer vi jo først efter, at tingene er sket. Vi har ikke mulighed for mandsopdækning døgnet rundt. Men hvis der på forhånd skal være nogle fodboldkampe eller demonstrationer, så er vi ekstra opmærksomme. Vi følger det tæt, og vi skrider ind med de ressourcer, der er mulighed for«, siger

Århus’ politidirektør Jørgen Illum.

Udtalelsen fra politidirektøren minder på mange måder om scenariet, hvor din tandlæge placerer en gummiskridtbeskytter over dine kønsdele og selv går om bag en mur af det pureste beton og beroligende bekendtgør, at scanningen ”slet ikke er farlig”. Det er derfor også nødvendigt, at den almindelige danske medborger i sin hverdag tager afstand til det mindste optræk af højreekstremisme og racisme - og det er uanset, om det er morfar, der har fået en snaps for meget, eller om det er kammeraten ”der jo ikke mener noget med det”. Rent ud sagt er det hamrende flovt, at sådanne nogle tankegange overhovedet har vækstbetingelser i Danmark. Så tag ansvar og tag afstand - også fra morfar!

Slutteligt må undertegnede med bævende og blødende hjerte annoncere, at dette er den sidste klumme i Delfinen fra min side. Jeg vil i den forbindelse ønske alle Delfinens læsere en rigtig glædelig jul med familie og venner og samtidig bede en stille bøn om, at højreekstremisternes flæskesteg må brænde så grueligt på. Det forekommer mig som ypperlig poetisk retfærdighed, at de skal spise sort svin juleaften.

HUMOR | UHMOR

DELFINEN BEKLAGER I den ultimative fredagsbarguide i nummer 144 begik vi en eklatant brøler. Billedet til BarBaren på Moesgård var Tollundmanden og ikke Grauballemanden! Nej, nej, nej, det er simpelthen for ringe!

En dybtfølt undskyldning fra redaktionen. Vi håber Moesgårdgængerne ikke har planer om at gøre os til moselig!

VIDSTE DU AT...

- Robinson Kruse er post.doc på økonomi.

- på matematik har de en pantflaskeautomat - det spøger i redigeringsrum 6 på medievidenskab - Cirkuskroen engang har haft en vaskebjørn i et bur i gårdhaven.

- clubben Blender har et Saturday Night Fever dansegulv.

5

DELFINEN

SPROG | DET AKADEMISKE ORDFORRÅD

KALD EN SPADE FOR EN SPADE!

ORD | ESBEN RAHR GOTFREDSEN

Først var de fjolser eller idioter, siden er de føromtalte personer blevet til åndssvage, udviklingshæmmede og mentalthandikappede, mentalt udfordrede eller alternativt begavede i dag. Ikke fordi jeg vil argumentere for mere politisk ukorrekte betegnelser for de mennesker der ikke er født ligesom os andre. Men det er et godt eksempel på, hvordan sproget kan udvikle sig. De mest rammende eksempler på ukontrolleret sproglig udvikling er med begreberne “bjørnetjeneste” og udsagnsordet “at forfordele”, som nu begge står opført i nudansk ordbog med sin oprindelige negative betydning, men nu også med den stik modsatte; dermed bliver de ellers meget rammende begreber meningsløse. Disse for de fleste temmelige kendte eksempler leder mig videre til min egentlige kæphest.

Mange gode rammende ord bliver i disse år erstattet af anglificerede pop-betegnelser, uden nogen synlig grund andet end, at man skal forny sig og følge med fremskridtet og globaliseringen og bla bla bla. Det er som om, at vi ønsker at overglorificere enhver ervervsbetegnelse. Vi kalder ikke vores berømte spade for “jord-relokerings-aggregat”, men en lærer skal nu med en ”moderne” betegnelse være en Brain Coach og uddannes i Århus ikke længere på et seminarium, men deri-

6

DELFINEN

mod på VIA University College. Den samme skæbne har ramt pædagogseminariet samt Den Sociale Højskole, der begge er kommet under denne intetsigende fællesbetegnelse.

En sælger med et særligt fokusområde er en Key-account manager, og en personalechef er nu en Human ressources manager, selvom deres arbejdsfunktion ikke har ændret sig det mindste. En skraldemand er renovationsmedarbejder og flaskedrengen servicemedarbejder; Viceværten må se sig transformeret til ejendomsinspektør; Og gaden hvor Føtex og Emmerys ligger midt i Århus, skulle med den nye betegnelse hedde

barndommens Raider pludselig blev til Twix.

Der er dog et punkt, hvor det giver mening at bruge et engelsk navn: i turistøjemed, hvor Danmarks Turistråd blev til Visit Denmark og vandrerhjemmene til Danhostel. Det er trods alt folk, der ikke taler dansk, der må forventes at gøre mest brug af disse services.

Hele denne svada kan virke meget stiv og bagstræberisk, men jeg mener, at eventuelle nyskabelser i sproget bør ske med respekt for udgangspunktet, nemlig det danske sprog og ikke kun skal ses som mellemstation inden vi om 150 år skifter hovedsprog til engelsk.

Alt i alt skal dette være et opråb til at

kan mene meget om bandet Nephew, men “ Man jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev solgt, da de

satte ord på min modvilje over, at barndommens Raider pludselig blev til Twix.

Smykkedesignergade. Så lyder det nu bedre med Guldsmed.

Vandværkernes forening må siges at være et præcist dækkende navn for, hvad den bagvedliggende forening står for. Derfor kan det undre en, at nogen finder betegnelsen Danvand mere dækkende.

Man kan mene meget om bandet Nephew, men jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev solgt, da de satte ord på min modvilje over, at

bruge, værne og videreudvikle vores dejlige sprog. Modersmålet leve!

Lad dette også være en opfordring til alle jer der bliver indoktrineret med det akademiske ordforråd: Hold fast ved det alment forståelige sprog, så I også kan snakke med andre mennesker om jeres stof og fag, når I kommer ud på den anden side som Cand. mag. i neo-semionititiske og komparativ divergensdiskurs.

SPOT | MEDICINERREVYEN

MEDICINERREVYEN Sketches Med sine to akter af hver en times varighed bød revyen på en lang række sange og sketches, som var af skiftende karakter såvel som kvalitet. Et nummer som Très Friture, hvor Eske Bruun Bak på samme tid indtog rollen som prinsgemalen, og hans fransktalende gravhund var hysterisk morsom og lagde salen flad af grin.

Ligeledes var parringsdansen mellem to umælende sugemaller et helt absurd nummer, der med ganske få virkemidler – Marie Linderup Kleins mimik, en hel del velour og noget rød læbestift – formåede at få latteren til at rulle og blev modtaget med endeløse klapsalver.

En del indslag bar dog præg af muligvis at have været sjove og underholdende, da de blev til, men senere hen at have udviklet sig til humor så kulsort, at de færreste kunne følge med.

Musik Musikalsk var dette års revy i absolut topform. Bandets 14 medicinstuderende instrumentalister leverede under ledelse af kapelmester Ole ”Dollerino” Dollerup et helstøbt og professionelt soundtrack til revynumrene med en spændvidde strækkende sig fra Danser Med Drenge over Disneys ”Den Lille Havfrue” til Michael Jackson og Abba.

Musikken gav solisterne solid støtte, gjorde sceneskiftene lempelige og tilføjede alt i alt revyen et til tider tiltrængt kvalitetsløft.

Underholdende var det, da bandet i revyens anden akt selv trådte frem på scenen forklædt som vrede teenagepunkere og brød ud i flerstemmig à capella-sang; en sjælden hybrid.

Regi Skønt visse kostumer traditionen tro var hentet direkte fra uniformsdepoterne på de jyske sygehuse, havde revyens mange regissører haft travlt bag symaskinerne og formentlig draget stor nytte af deres symaskinekørekort. Af imponerende kreationer kan for eksempel nævnes kagemafiosoens pusherfrakke med kajkager og doughnuts på indersiden og dansepigernes slørhalekostumer.

Anderledes uinspirerende og fortærsket var det dog nok en gang at se en helt masse stramtsiddende dorlastandragter i pangfarver på scenen - man kan blive i tvivl om, hvorvidt disse herlige heldragter skal opfattes som en tilbagevendende gimmick i medicinerrevyen!

Da det var forbi En sarkastisk hyldest til facebook i form af en omdelt fællessang var afrundingen på årets revy. Herefter rullede klapsalverne fra et stående publikum, som piftede begejstret og stampede med fødderne i gulvet. Den gode atmosfære i Friheden var under hele forestillingen ikke til at tage fejl af. Der var afgjort massiv opbakning til revyfolket, men naturligt nok også en vis ukritisk entusiasme at finde hos den altovervejende majoritet af medicinstuderende blandt publikum.

Tæppet gik ned, og medicinerne gik til revyfest med ømme håndflader.

FAKTA Hvert år i november opføres Medicinerrevyen i Tivoli Friheden. Det er frivillige medicinstuderende med hang til gøgl og løjer, der står bag revyen, der bliver til i løbet af september og oktober. Først afholdes skriveaftener, hvor de forskellige sketches efterhånden tager form, og i hele oktober bliver der øvet flittigt. Revyen blev startet af tv-lægen Henrik Qvortrup Geisling i 1984 og kan til næste år fejre 25-års jubilæum.

Dette års revy havde titlen ”Masseødelæggelseståben” og blev set af ca. 1500 publikummer – heriblandt Delfinens to udsendinge.

7

DELFINEN

POLITIK | YTRINGSFRIHED

TIDTILTAVSHED?

MED DE SENERE ÅRS MANGE POLITISKE LOV- OG BRANDTALER FOR YTRINGSFRIHEDEN KUNNE MAN FORMODE, AT UNIVERSITETET SOM RAMME FOR FRI FORSKNING OG CENTRAL BIDRAGSYDER TIL KVALIFICERET SAMFUNDSDEBAT VOGTEDE DESTO STÆRKERE OM DENNE KERNEVÆRDI. EN NYLIGT AFSLUTTET SAG VED DANMARKS MILJØUNDERSØGELSER, DER HØRER IND UNDER AARHUS UNIVERSITET, VISER IMIDLERTID, AT DET IKKE ER RISIKOFRIT AT BRUGE SIN YTRINGSFRIHED SOM FORSKER. VI STILLER SKARPT PÅ SAGEN, DER MEGET VEL KAN VÆRE UDTRYK FOR EN GENEREL TENDENS. ORD | NIKLAS STEFFENSEN HESSEL OG MARC GRØNLUND

Igennem længere tid har spørgsmålet om ansattes frihedsgrader indenfor offentlige uddannelses- og forskningsinstitutioner været til debat. Især har ytringsfriheden og retten til at udtale sig og blande sig i offentlige debatter været i søgelyset; for er denne ret, efter lang tid med reformer og fusioner indenfor uddannelsesverdenen, blevet indskrænket?

En række sager, som Delfinen har set nærmere på, tyder på, at der er blevet en del lavere til loftet. Sidste år gennemførte Danmarks Magisterforening en større undersøgelse af de ansattes forhold med fokus på ytringsfrihed.

Undersøgelsens resultater pegede på adskillige problematikker, og det stod klart, at langt fra alle myndigheder og ledelser - på såvel universiteter som seminarier - tillader, at de ansatte uhindret kan deltage i debatten om væsentlige sager i offentligheden.

8

DELFINEN

Farlig satire En lokal Århus-historie har for nylig vist, at nettet er blevet strammet i en sådan grad, at selv satiriske påfund kan være risikofyldte for ansatte.

Jan Dyberg Larsen, som er lektor på Journalisthøjskolen, fik således en irettesættelse fra skolens ledelse, idet han i en mail sendt via skolens interne mailsystem ytrede sig komisk og lettere ironiserende om højskolens nye visuelle design. Sagen har både været taget op i Fagbladet Journalisten og højskolens egen avis Illustreret Bunker. Jan Dyberg udtalte i den forbindelse, at han så irettesættelsen som: ”…et forsøg på at begrænse medarbejdernes ytringsfrihed.”

Samtidig kom det frem, at sagen ikke er enestående, men at ledelsen i stigende grad er begyndt at henvende sig direkte til ansatte, der ytrer sig kritisk om institutionens virke. Ikke kun Jan

Dyberg Larsen, men også lektor Thorkild Ellerbæk har følt de nye tider på højskolen: ”Ledelsen vil have, at vi opfører os pænt.

Når vi overskrider rektors grænser, falder hammeren. Vi er vant til at have en fri, åben og barsk diskussion,” udtalte Thorkild Ellerbæk til Journalisten, og fortsatte: ”Det er ikke rart, at der er en stemning, hvor folk ikke har lyst til eller tør sige noget.

Jeg synes ikke, vi skal acceptere den udvikling. Det er dræbende for kreativitet og journalistisk udvikling, hvis vi bare skal rette ind efter tidsånden.”

Direktøren for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, afviste imidlertid at medarbejdernes, herunder Jan Dyberg Larsens, ytringsfrihed var blevet søgt begrænset: ”Ytringsfrihed er at kunne ytre sig uden at blive straffet for at gøre det - ikke at man selv kan bestemme hvordan,

for eksempel ved at bruge en fællesmail. På Journalisthøjskolen må underviserne sige, hvad de vil. Vi har bare spilleregler om, hvor de må ytre sig,” udtalte Jens Otto Kjær Hansen til Journalisten.

Denne udvikling med øget antagonisme mellem ledelse og ansatte på højskolen er interessant nok blevet skærpet, efter at Journalisthøjskolen for nylig har været igennem en fusioneringsproces med Den Grafiske Højskole - et element, der sammen med brugen af et internt mailsystem går igen i en sag fra Aarhus Universitet, som tyder på, at mere alvorlige tilfælde af begrænsninger på ytringsfriheden også finder sted i Århus og omegn.

vil have, at vi opfører “ Ledelsen os pænt. Når vi overskrider rektors grænser, falder hammeren.

“

Mail-polemik hos DMU Mette Jensen, som er seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) - et sektorforskningsinstitut, der i 2007 fusioneredes med Aarhus Universitet - har således erfaret, at det ikke nødvendigvis er uden omkostninger at benytte sin ytringsfrihed som forsker. I slutningen af august sendte hun sammen med fire andre forskere ved Afdeling for Systemanalyse en forespørgsel til deres kolleger ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) via det interne mailsystem. Den var foranlediget af det fokus, der i perioden var blevet sat på Cheminovas salg af det ekstremt giftige sprøjtemiddel methyl parathion til brasilianske landmænd. Aarhus Universitets Forskningsfond er hovedaktionærer i Cheminova (se Delfinen nr. 143 for mere herom, red.), og Mette Jensen og hendes kolleger fandt, at DMU’s fusion med Aarhus Universitet gjorde det desto vigtigere at problematisere Cheminovas salg – noget, de i kraft af deres forskningsmæssige viden om miljø og mennesker følte sig særligt forpligtede på.

De fem forskere sendte derfor en rundspørge med spørgsmålet ’Mener du, at Cheminova bør ophøre med at producere og sælge methyl parathion og lignende produkter?’.

Mailen blev sendt til ansatte såvel som ledelse, og de skrev endvidere, at resultatet af undersøgelsen ville blive sendt til AU’s rektorat. Blandt de, der svarede, svarede hele 128 ’ja’, 8 ’nej’ og 4 hverken ja eller nej. Alle svarede de efter og på trods af, at DMU’s personaleledelse kort efter afsendelsen af de fem forskeres forespørgsel rundsendte en mail til de ansatte med overskriften ’Misbrug af DMU’s netværk til private formål’. Heri blev det understreget, at intranettet ikke må bruges til private forespørgsler, hvorfor ingen medarbejdere var forpligtede på at svare på den rundsendte mail, der ikke var sanktioneret af ledelsen. Afslutningsvist bemærkedes det, at ”(…) alle medarbejdere har ret til at bruge deres ytringsfrihed som privatpersoner”. Det sidste forhold - og måske især ordet

9

DELFINEN

POLITIK | YTRINGSFRIHED ’privatpersoner’ - kan der være grund til at hæfte sig ved.

Truet på brødet Efterfølgende kaldtes de fem initiativtagere op til personaleledelsen, der ikke ønskede at diskutere sagen om Cheminova, men understregede, at der var sket en misbrug af mailsystemet, og at en notits ville blive skrevet i forskernes personalemapper.

Mette Jensen beskriver oplevelsen som ”stærkt intimiderende”, for som hun udtrykker det: ”Man bliver jo indirekte truet på brødet.”

Efterfølgende gik hun dog alligevel videre med undersøgelsen i overensstemmelse med den oprindelige og åbent erklærede hensigt, idet hun videresendte resultatet til rektor Lauritz B. Holm-Nielsen i form af et åbent brev, der 29. september bragtes sammen med HolmNielsens svar i universitetsavisen Campus.

Beslutningen om at videresende undersøgelsesresultatet som et åbent brev til rektor fik dog et ubehageligt efterspil for Mette Jensen. Brevet sendtes endnu engang i fuld åbenhed overfor DMU’s ledelse, idet Mette Jensen videresendte en kopi til DMU’s direktør Henrik Sandbech. Blot få minutter efter brevets afsendelse blev Mette Jensen indkaldt til et møde med DMU’s direktør og personaleledelse, hvor ledelsen udtrykte deres stærke mishag med handlingen og

meddelte at de ville ’køre en sag’ mod hende, og at hun ville høre nærmere.

Efterfølgende modtog Mette Jensen et forvarsel om en advarsel (ledelsen er forpligtet til at give et sådant, inden en egentlig advarsel kan iværksættes, red.), og hendes tillidsrepræsentant og DJØF blev af ledelsen orienteret om sagen. En advarsel kunne betyde, at Mette Jensens ansættelse ved DMU kunne være i fare, såfremt hun igen skulle handle i modstrid med ledelsens udlægning af grænserne for acceptabel adfærd.

kritik er altid velkommen, men når det er politiseren, bliver det nu rektors ansvar at gribe ind. Ellers kommer det ikke til at fungere. To budskaber fra ét universitet giver selvfølgelig ikke mening. Og der har universiteterne haft mange frihedsgrader og været for slappe.”

Denne udtalelse fik Frands Mortensen, professor i medievidenskab på AU, til at fare i blækhuset og kalde Sandbechs holdninger for farlige. I et læserbrev i Information skrev han bl.a. at: ”(…) krav om at kolleger skal rette ind under ét budskab, er det samme som at lægge - ikke bare den frie forskning - men enhver forskning død. Universiteternes frihedsgrader med hensyn til at være uenige om videnskabelige spørgsmål - også spørgsmål, der belyses gennem bestillingsopgaver fra regeringen - kan simpelthen ikke være høje nok. Dette er ikke slaphed, men respekt for den opgave, vi skal løse for samfundet, uanset hvad en aktuel regering måtte mene.”

Denne uklarhed omkring fusionens mulige konsekvenser så ud til at fortsætte efter årsskiftet 2006-07, hvor de mange fusioner blev gennemført. I begyndelsen af januar 2007 udtalte Henrik Sandbech således følgende om fusionernes udfordringer: ”Den nye udfordring bliver at få integreret sektorforskningens tætte samspil med det politiske system i

budskaber fra ét universitet “ To giver selvfølgelig ikke mening. Og

der har universiteterne haft mange frihedsgrader og været for slappe.

DMU i søgelyset Forud for den gennemførte fusion mellem DMU og Aarhus Universitet var der en del debat omkring risikoen ved at fusionere så forskellige forskningskulturer sammen i én institution. Sektorforskningen varetager f.eks. bestillingsopgaver for ministerier, mens universiteterne traditionelt set har været langt friere stillet i deres valg af forskningsområder. I september 2006 gav DMUs direktør Henrik Sandbech udtryk for, at universitetsforskere muligvis skulle til at vænne sig til nye tider for bl.a. ytringsfrihed og offentlig debat: ”Faglig

“

Grundlovens §77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

10

DELFINEN

universitetsverdenen. I sektorforskningen bestemmer ledelsen, hvad forskerne skal forske i. Selvfølgelig er der også plads til den gode ide, men vi har nogle opgaver, vi skal løse for myndighederne, og det ligger langt fra universiteternes fri forskning.

Det problem er ikke løst endnu, men jeg tror stille og roligt, betingelserne til forskningen på universiteterne og i sektorforskningen vil nærme sig hinanden. I takt med at langt flere forskningsmidler skal hentes hjem via konkurrence, vil der automatisk blive mindre ustyret grundforskning.”

Den generelle debat omkring styring af forskning og øget kontrol af de frie forskningsmidler er fortsat indtil nu og er for nyligt opblusset i forbindelse med uddelingen af de såkaldte globaliseringsmidler. Men mere afgørende er det måske, at der i ovenstående citat bliver lagt op til temmelig restriktive vilkår for, hvad en forsker kan få lov at lave og dermed også potentielt set udtale sig om, ligesom fri og ukontrolleret forskning italesættes som værende et problem. Der tegner sig dermed et billede af, at den her beskrevne sag ikke er opstået i et tomrum, men snarere har baggrund i en institution som DMU’s generelle forskningskultur.

Uklare overtrædelser Hvad angår den konkrete sag om ytringsfrihed ved DMU, kan man spørge om, hvad det mere præcist er, Mette Jensen har gjort galt? Det står faktisk ikke helt klart. Hvis problemet var det hævdede misbrug af det interne mailsystem – der endvidere ifølge DMU’s retningslinjer ”i beskedent omfang” kan benyttes til privat brug, så længe det ikke er uforeneligt med de ansattes arbejdsopgaver – burde en sådan advarsel være forvarslet tidligere, og det til alle de involverede. I den førnævnte mail fra DMU’s ledelse forbød denne endvidere ikke medarbejderne at besvare undersøgelsen, men understregede alene, at der i ledelsen ingen forventning var om, at dette skete, hvorfor videreformidling af undersøgelsens resultater ikke umiddelbart måtte opfattes som ’ulovligt’.

En anden begrundelse for at give Mette Jensen en advarsel lå i, at brevet ikke var underskrevet af hende som privatperson, men derimod som ansat ved DMU. Men som Mette Jensens fagforening DJØF skriver, da denne inddrages i sagen, er man som offentligt ansat ifølge Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed beskyttet af grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed og kan på egne vegne deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige meninger og synspunkter. Det er i den forbindelse mindre vigtigt, hvorvidt Mette Jensen udtaler sig som privatperson eller DMU-ansat; det afgørende er, at hun på intet tidspunkt foregiver at tale på vegne af DMU. Da DMU efter DJØF’s besvarelse i partshøringen trækker advarslen tilbage, begrundes det med, at hun i det publicerede brev har foretaget visse rettelser. Den argumentation forekommer dog paradoksal, da den ene af to rettelser – som Mette Jensen i øvrigt betegner som ”substantielt ubetydelige” – faktisk bestod i en præcisering af, at det netop er som ansat ved DMU, Mette Jensen benyttede sig af sin ytringsfrihed; hvad hun altså var i sin gode ret til. Hvis DMU’s begrundelse for tilbagetrækningen af advarslen skal tages for pålydende, kan det endvidere synes mærkværdigt, at denne først finder sted efter DJØF’s høringssvar, idet ledelsen i over en uge inden afsendelsen af DJØF’s skrivelse har kunnet læse brevet fra Mette Jensen i Campus – vel at mærke inklusiv de beskedne rettelser, som advarslens tilbagetrækning senere begrundes med.

Intimidering virker Med advarslens tilbagetrækning er Mette Jensens sag nu afsluttet. Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt den overhovedet burde være rejst, og det mere principielle spørgsmål om, hvilke konsekvenser denne type sager kan have for forskeres mod til at bruge deres ytringsfrihed. Som Mette Jensen siger, vil hun ikke bebrejde nogen, at de dukker hovedet, når jobbet direkte eller indirekte bliver bragt i spil – men, som hun tillige understreger, forbliver det problematisk, at ”det virker på folk; det holder folk tilbage fra at udtale sig, 11

DELFINEN

Delfinen For studerende i Århus

Bliv layouter eller webmaster!

LAYOUTER Arbejdstid: Ca. 35 timer om måneden Arbejdsopgaver: Deltagelse i redaktionsmøder Opsætning af magasinet (ca. én hel weekend pr. blad) Organisering af den månedlige produktion og distribution Profil: Du har indgående kendskab til PhotoShop og InDesign.

Du er kreativ og har et øje for grafiske løsninger.

Du kan arbejde koncentreret op til deadlines.

Du er engageret og kan blande arbejde med fornøjelse.

JOBBET ER LØNNET

12

WEBMASTER Projektansættelse Opgaver: Design og udformning af ny hjemmeside.

Opbygning af internetside der efterfølgende let skal kunne administreres af ikke-kyndige brugere.

Profil: Du har erfaring med webdesign.

Du kan indgå i en kreativ sparringsproces.

Du er engageret.

PROJEKTET ER LØNNET

Send en mail til delfinen@sr.au.dk senest d.4. januar

DELFINEN

POLITIK | YTRINGSFRIHED og derfor er det uacceptabelt”. Mens Mette Jensen, der som nævnt er seniorforsker, valgte ikke blot at rette ind efter ledelsen, kan der muligvis stilles spørgsmålstegn ved, om yngre og mindre etablerede forskere i samme grad vil turde insistere på deres ytringsfrihed.

DMU er som nævnt en sektorforskningsenhed. Mette Jensens sag kunne tyde på, at universitetsforskeres frygt for konsekvenserne af fusionen med sektorforskningsenhederne hvad angår ytrings- og forskningsfrihed ikke var ganske ubegrundet. Mette Jensen anskuer dog sagen omvendt fra sektorforskningens synspunkt: ”Tværtimod vil vi prøve at bruge universiteterne som en løftestang i forhold til nogle af de restriktioner, vi har ligget under for – men man kan jo roligt sige, at vi ikke er kommet igennem med det”.

Hun understreger dertil, at ytringsfriheden for forskere - hvis den skal være af gavn og ikke blot af navn – må sikre, at man dels i kraft af faglige kvalifikationer, dels generelt som forsker og borger i et demokratisk samfund, kan deltage åbent i den offentlige debat. Og, bemærker hun afslutningsvist, må rektors åbne svar i det førnævnte nr. af Campus – modsat DMU’s håndtering af sagen – siges at være et vidnesbyrd om, at en sådan debat faktisk kan finde sted, også når det gælder ’ømtålige’ emner med relation til universitetet.

statskundskab på AU, mener ligeledes, at problemet omkring ansattes ytringsfrihed er endog ganske stort. Han mener dog, at dette både skyldes vanetænkning hos mange forskere, samt den subtile magtudøvelse, som en ledelse kan udføre, hvor der ofte ikke er tale om direkte forsøg på censur: ”Det står slemt til, men jeg mener mere, det skyldes, at for mange forskere ikke er vant til at blande sig i debatter, mens de kører. Man vil jo som forsker gerne være helt sikker på, hvordan ens synspunkter bruges. Men problemet er også, at der efterhånden har indfundet sig

indtryk af de mange hastige reformer, hvis bagvedliggende logik omkring målstyring og konkurrence er med til at stække kritik; men også fordi man på institutionerne ikke vil risikere at fremstå splittet overfor omverdenen. Debatten omkring fusionerne var i høj grad med til at sætte fokus på det sidstnævnte forhold, ligesom den megen reformering på uddannelsesområdet efterhånden har skabt virksomhedslignende strukturer, der ikke just lægger op til dissens og debat. Den øgede konkurrence om forskningsmidler hænger nært sammen hermed, ligesom der ser ud til at være opstået en mere barsk konkurrence internt på institutionerne.

Selv blev Gorm Harste ramt af et af de mere subtile anstød mod kritisk forskning for at par år siden, da han efter at have skrevet en kritisk artikel om et stort anlagt samfundsvidenskabeligt forskningsprojekt blev mødt med følgende bemærkning fra en fagfælle: ”Pas på du ikke saver den gren over, du selv sidder på…”

Tilfældene med ganske direkte begrænsninger af ytringsfriheden kan således være udtryk for en mere generel tendens, og det største problem består måske i, at de ansatte lægger bånd på sig selv og dermed på sigt selvforstærkende indskrænker deres muligheder for at ytre sig - af frygt for mulige konsekvenser eller under indtryk af de nye tiders krav.

“ ... problemet er også, at der efterhånden har

indfundet sig en kultur på universitetet, hvor de fleste simpelthen frarådes at deltage, enten under indtryk af frygt for sanktioner eller gennem langt mere subtile forsøg på at fratage en medarbejder sine muligheder for at gøre karriere.

Den subtile kontrol sniger sig ind Gorm Harste, der er lektor ved institut for

en kultur på universitetet, hvor de fleste simpelthen frarådes at deltage, enten under indtryk af frygt for sanktioner eller gennem langt mere subtile forsøg på at fratage en medarbejder sine muligheder for at gøre karriere. Alt det går jo unægtelig udover debattens niveau, for mange folk har jo en stor viden indenfor specifikke områder, som det kan være vigtigt at dele med offentligheden.”

Gorm Harste anskuer problematikken på den måde, at uddannelsessystemet desværre ikke opfordrer til at tage faglige debatter og udvekslinger offentligt længere. Dette sker dels fordi, forskningskulturen efterhånden er blevet invalideret under

“

13

DELFINEN

BATTLE OF THE PROFESSORS | VALG I USA

BATTLE OF THE PROFESSORS EFTER UDFALDET AF DET AMERIKANSKE VALG STÅR DER NU EN MASSE SPØRGSMÅL TILBAGE OM, HVORDAN BARACK OBAMA VIL KLARE SIG, OG HVAD DER NU VIL KOMME TIL AT SKE. FOR AT KOMME NÆRMERE ET SVAR OMKRING DETTE HAR VI SNAKKET MED 2 PROFESSORER, HENHOLDSVIS CHRISTIAN BJØRNSKOV, SOM UNDERVISER I INTERNATIONAL ØKONOMI PÅ HANDELSHØJSKOLEN, OG THORSTEN BORRING OLESEN, SOM UNDERVISER I INTERNATIONAL HISTORIE PÅ AARHUS UNIVERSITET.

Thorsten Borring Olesen Professor ved institut for historie og områdestudier.

Christian Bjørnskov Associate professor ved Handelshøjskolen.

Jeg havde håbet på McCain, da han er den kandidat, der har mest konkret erfaring med samarbejde på tværs af partiskel.

Sandsynligvis relativt lidt. Danmark vil muligvis tabe indflydelse i EU da Frankrigs mere interventionistiske linje kunne vinde magt pga.

Obamas støtte til den.

1.

RESULTATET AF VALGET D. 4. NOVEMBER BLEV, AT USA FIK EN NY PRÆSIDENT I FORM AF BARACK OBAMA. HVEM SKULLE EFTER DIN MENING HAVE VUNDET?

2.

3.

Ja, udenrigspolitikken vil sandsynligvis ændre sig meget mindre, end man tror. Han støtter operationerne i Afghanistan og er i virkeligheden ikke så langt fra USA’s hidtidige linje.

Obamas sejr reflekterer en general trend mod mere interventionistiske holdninger, som oppositionen i Danmark også kan få gavn af. På den anden side er dansk politik så forskelligt fra amerikansk, at der ikke er en særligt klar sammenhæng.

Nej. Mellemøstens negativitet er overfor USA som symbol, ikke den siddende præsident. Uanset hvem der er præsident, har mellemøstlige diktaturer en klar interesse i at beholde USA som fjendebillede og en stor, synlig spiller, man kan skyde skylden på, når det går galt hjemme.

VIL BARACK OBAMAS UDENRIGSPOLITIK OVERRASKE EUROPA?

4.

TRODS DET, AT DEMOKRATERNE HERHJEMME ER VENSTRES SØSTERPARTI, MENER DU SÅ, AT OBAMAS SEJR KAN VÆRE MED TIL AT BANE VEJEN FOR ET REGERINGSSKIFTE I DANMARK?

5.

VIL VALGET AF OBAMA RESULTERE I EN MERE VENLIG DIALOG MELLEM USA OG MELLEMØSTEN?

6.

Ja, valget ville have været klarere, hvis Obama ikke havde behøvet minoritetsstemmer.

Minoriteter kan nu i en vis forstand forvente særbehandling, da de støttede ham, hvilket ikke just hjælper på samfundets polarisering – et emne Obama førte frem med stor kraft i valgkampen.

Jeg tror, han vil vise sig som en præsident, der talte længe og varmt og lavede massive politiske fejl. Obamas politiske projekt er meget uklart, og han har reelt ingen erfaring i at arbejde på tværs af politik. Ydermere har han de første to år et demokratisk flertal i Kongressen, hvilket ofte betyder stærk blokpolitik efterfulgt af et valgnederlag.

DET ER TIDLIGERE SET SOM ET NEDERLAG, AT REPUBLIKANERNE HAR VUNDET VALGET UDEN TILSLUTNING FRA DIVERSE MINORITETER, HERUNDER STEMMERNE FRA ”DET SORTE USA”.

ER DET ET NEDERLAG FOR OBAMA, AT HAN HAR VUNDET PGA. NETOP DENNE FOLKEGRUPPES STORE TILSLUTNING?

7.

7. FORVENTNINGERNE TIL OBAMA ER ALLEREDE ENORMT HØJE, ISÆR TIL AT HANS INDSÆTTELSE VIL VÆRE STARTEN PÅ EN MASSE FORANDRINGER. SAMTIDIG BLIVER HAN DOG OGSÅ KRITISERET FOR IKKE AT VÆRE ERFAREN NOK PÅ DET POLITISKE OMRÅDE. HVORDAN TROR DU, HAN VIL KLARE PRÆSIDENTEMBEDET?

8.

Hvorfor i alverden føre en handelspolitik, der skader både USA og verdens fattigste lande?

14

DELFINEN

HVAD BETYDER VALGET AF BARACK OBAMA SOM PRÆSIDENT FOR DANMARK?

HVIS DU FIK MULIGHED FOR AT STILLE OBAMA ET SPØRGSMÅL, HVAD VILLE DU SÅ SPØRGE OM?

Efter Bushs alt andet end succesfyldte seneste præsidentperiode lå det i kortene, at det måtte blive en demokrat. Personligt havde jeg lige så gerne set, at det var blevet Hillary Clinton. Obama fortjente dog sejren, fordi han førte klart den bedste valgkampagne, både i primærvalgene og senere i selve præsidentvalgkampen.

Næppe det helt store, men det kan eksempelvis få økonomisk betydning, hvis Obama viser sig mere protektionistisk i sin håndtering af finanskrisen. Valget betyder givetvis også, at vores siddende regering ikke længere får så nem og direkte adgang til Det Hvide Hus, mens den til gengæld måske lettere får en klimaaftale i hus ved klimatopmødet i København næste år.

Kun hvis forventningerne er overgearede og ikke tager højde for velkendte modsætninger mellem amerikanske og europæiske prioriteringer. Eller hvis den nuværende økonomiske krise bliver så langvarende og dyb, at Europa og USA opgiver at arbejde på fælles og internationale løsninger af den.

Næppe umiddelbart, men det er ikke usandsynligt, at Fogh-regeringen kan komme til at lide af den samme nedslidthed som Bush-regeringen, og at dette kan forstærkes af den tætte anknytning til Bushregeringens udenrigspolitik, som Foghregeringerne har praktiseret.

Ja, måske til en mere venlig dialog, men få at opnå fremdrift i en fredsproces i Mellemøsten skal Obama også have Israel med på vognen, og det ser ikke ud til at blive nemmere.

Nej, det er det ikke, for Obama har ikke kun vundet på stemmer fra det sorte Amerika.

Valgresultatet viser, at Obama har været god til at mobilisere de unge, kvinderne og minoriteterne generelt samt folk med lange uddannelser.

Jeg tror, Obama har nogle gedigne politiske kvaliteter. Hans valg af rådgivere har hidtil vist en klar sans for at supplere sig med folk med erfaring, indsigt og gode politiske kontakter, som kan råde bod på hans uerfarenhed på visse felter. Men igen, Obama træder ind som præsident på et kritisk tidspunkt, hvor udfordringerne er usædvanlig store. Selv en god og kapabel præsident kan komme i uføre med den dagsorden.

Ville du sige ja, hvis Sarkozy ringede for at invitere dig på jagttur?

TORSDAG, FREDAG OG LØRDAG:

FRI ENTRÈ * (FRA 23-02)

TORSDAG, FREDAG OG LØRDAG:

GRATIS ØL

(FRA 23-24)

SHOTS KR. 15,(HELE NATTEN)

AGE >20> OR ABOVE

KLOSTERGADE 34 8000 ÅRHUS C.� TLF. 86 19 42 50

WWW.SOCIALCLUB.DK

* MOD FOREVISNING AF GYLDIGT STUDIEKORT 15

DELFINEN

TEMA | SALSA

VORES FORÆLDRES GENERATION SKULLE FINDE PÅ UNDSKYLDNINGER FOR AT SLIPPE FOR AT GÅ PÅ DANSESKOLE, MEN NU MELDER FOLK SIG FRIVILLIGT TIL AT LÆRE AT DANSE I PAR. SALSA ER EN AF DE MEST POPULÆRE DANSE. ORD | SARA BUCH

FOTO | ESBEN RAHR GOTFREDSEN

Efter 10 øl og et shot kan det forekomme utrolig ligegyldigt, at der er nogen, der har opfundet regler for, hvordan man skal danse. I ligestillingens ånd springer fyre og piger rundt på dansegulvet i én lykkelig, kaotisk masse.

Men pendulet er ved at svinge den anden vej.

70’erne fik ikke taget livet helt af pardansen, og nu er den igen på vej frem. Mændene skal føre, og kvinderne skal lade sig føre.

Men hvorfor er det pludselig blevet så attraktivt at danse efter regler?

Pardans uden partner Sofie Bøye, som underviser i salsa hos danseskolen Salsaclave, kan mærke, at det især er blevet mere accepteret for mænd at gå til dans. Efterhånden er der næsten lige så mange mænd som kvinder der melder sig til Bøyes salsa-hold; men interessen er også steget blandt kvinderne. ”Programmer som ’Vild med Dans’, ’Scenen er din’ og ’So You Think You Can Dance’ har noget med det at gøre – det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Det er selvfølgelig den ene side af sagen,” siger Bøye.

Den anden side af sagen er, at salsa er 16

DELFINEN

blevet mere populært, fordi man kan melde sig til det uden partner. Det dér med at finde en fast dansepartner, som man går med hver uge, det kan være svært. Her kan man følges ad, også flere veninder, uden at skulle ud og finde en partner.”

Traditioner med et twist Tanken om at skulle føre, eller blive ført, når man danser, kan virke temmelig gammeldags.

Men kan man se pardansen som en tilbagevenden til en mere traditionel måde at opføre sig på? ”Ja, det tror jeg egentlig godt,” siger Bøye. ”Men jeg synes, at salsaen er en slags forening af nyt og gammelt; netop fordi man skifter partner, man kan gå ud på salsatek, og man kan komme i lårkorte kjoler... Så på den måde er det en fusion, hvor det egentlig også er okay, at man gerne vil være feminin og kvindelig, og at manden er manden, uden at det behøver være stereotypt.”

Udover de andre muligheder der er for at variere traditionerne, sker det også, at kvinder vælger at lære at danse som herre og omvendt. Det er typisk øvede dansere, som

får lyst til at udvide deres repetoire på denne måde. Når man danser pardans, er der stor forskel på, om man fører eller bliver ført, og en måde at forstå dansen bedre på er derfor at lære sin partners trin.

Det vil altså sige, at selvom spillets regler indebære, at der er en herre og en dame, er det op til danserne at beslutte, hvordan rollerne skal besættes.

Ambitioner, romantik og hygge Der er rigtig mange forskellige mennesker der danser salsa: studerende og fuldtidsarbejdende; singler og folk med kæreste; hyggedansere og salsahajer. Bøye fortæller, at bredden netop er en af de ting, hun er faldet for ved salsa. På Studenterhuset er der salsa hver søndagaften, og et stort antal interesserede dukker op – både faste gæster og nybegyndere. Grundtrinnene er nemme at lære, og efter halvanden times undervisning er man klar til at forsøge sig på dansegulvet. Senere vælger nogle at fordybe sig i den tætte dans, mens andre konkurrerer om, hvor mange figurer de kan lave. Jo bedre man kender reglerne, jo friere kan man danse.

er rigtig mange forskellige mennesker der danser “ Der salsa: studerende og fuldtidsarbejdende; singler og folk med kæreste; hyggedansere og salsahajer.

Motivationerne for at danse salsa er også forskellige. ”Nogen kommer for en hyggesøndag, mens helt sikkert kommer for at finde en kæreste og drikke lidt; men proriteringen er anderledes end på et diskotek, hvor man går ud først og fremmest for at drikke og score, og dansen kommer nede på en fire-fem stykker. I salsa-miljøet går du ud for at danse, og så er de andre ting bonus-effekter,” siger Bøye.

Til en af Bøyes timer fornemmer man også, hvorfor folk synes, det er sjovt at danse salsa. Stemningen er afslappet, og musikken er høj. ”Ingen jydearme!” råber Sofie, og folk prøver at gøre deres “lidt for slatne armbevægelser” mere markerede. ”Skiift!” råber Bøye så, og herrene går videre til næste dame i rundkredsen. Eleverne på holdet kender hinanden, og frygten for at komme til at træde nogen over tæerne er forlængst afløst af vittigheder og snak.

Det, som fanger folk ved salsa, er den magiske kombination af god musik, motion og socialt samvær. ”Man bliver bare superglad af det,” siger Bøye. Og så behøver man jo heller

ikke ødelægge stemningen ved at tvinge sin kæreste til at følge med. ”Det, tror jeg, gør det mere uforpligtende og hyggeligt.”

Masser af muligheder Salsaclave, som Bøye er tilknyttet, starter 12 hold op igen næste semester, og det er bare et ud af flere steder, man kan lære salsa i Århus. Derudover er torsdage og søndage faste salsa-dage med drop-ind-salsa, hvor der er halvanden times undervisning på forskellige niveauer efterfulgt af salsatek, og endelig er der månedlige arrangementer og koncerter.

Der er altså gode muligheder, hvis man skulle få lyst til at prøve sine danseben.

Og det er okay, selvom man aldrig har danset før i sit liv? ”Fuldstændig!” siger Bøye. ”Det spørger folk rigtig tit om. Der er altid begynderundervisning. Og der er også en bar begge steder – så det kan man altid bruge som undskyldning, hvis man bliver nervøs.”

FAKTA • Hver søndag er der salsaaften på Studenterhuset ved havnen. Om torsdagen er det på ’La Timba’, som ligger på Vestergade 58.

• Udover salsa danses der også andre salsateksdanse: f.eks. reggaeton, chacha-cha og bachata.

• Hvis du vil have et overblik over begivenheder og muligheder for holdundervisning, er det godt at starte på www.aarhussalsa.dk eller www.salsakalender.dk.

17

DELFINEN

TEMA | MARXISME

FORÅR FOR MARXISMEN? VISSE RØSTER HAR SPÅET, AT DEN PÅGÅENDE FINANSKRISE VIL KUNNE BETYDE EN GENKOMST FOR KARL MARXS TANKER, DER ELLERS AF MANGE BLEV HÆVDET AT FALDE MED BERLIN-MUREN OG HISTORIENS PÅSTÅEDE AFSLUTNING. VI HAR SPURGT EN RÆKKE FORSKERE, OM ET SÅDANT COMEBACK ER MERE END ØNSKETÆNKNING ELLER ET SKRÆKSCENARIUM (ALT EFTER POLITISK TEMPERAMENT).

ORD | MARC GRØNLUND OG NIKLAS STEFFENSEN HESSEL

Efter at have været dømt ude og begravet for tid og evighed, synes den økonomiske krise for en stund at have bragt marxisme og kapitalismekritik tilbage i samfundsdebattens venstre ringhjørne - tilsyneladende.

For er det virkelig tilfældet, og er det dermed kun et spørgsmål om kort tid før Studenterrådets årsberetninger igen vil bære eksotiske titler i stil med ”Uddannelsessektorens politiske økonomi”, og udtryk som kapitallogik, varefetichisme og ideologikritik vil erstatte snak om globalisering, multikulturalisme og videnssamfund?

Eller er der mere tale om en kulturel og legitimitetsmæssig krise for en bestemt neoliberalistisk samfundsmodel, der næppe bringer fordums økonomisk ortodoksi frem fra gemmerne, men omvendt måske kan give venstrefløjen et vitaminindskud?

Igennem lang tid har marxisme primært været forbeholdt enten akademiske analyser, der sjældent så offentlighedens lys, eller kritiske cirkler udenfor det politiske establishment.

For nærværende kunne det dog se ud som om, at en vis bredere interesse for marxistisk tankegods rent faktisk

18

DELFINEN

TEMA | MARXISME er på vej tilbage. På den ene sider beløber meget af tidens snak om marxisme sig til tvivlsomme udlægninger af statsovertagelser af banker som værende ren ’socialisme’, ligesom Das Kapitals lettere forhøjede salgstal stadig er langt fra at gøre den til årets julegavehit (selvom den faktisk til december genopstår i letfordøjelig udgave som mangategneserie). Omvendt synes mange i lyset af den økonomiske krise at stå måbende tilbage og mangle klare og nogenlunde sammenhængende svar på, hvad det er, vi er vidner til. Fra flere sider er marxismen her blevet nævnt som en kritisk og alternativ forklaringsmodel overfor de herskende dogmer om fri markedsøkonomi og selvregulering, som for tiden ser ud til at have spillet fallit.

Vi har bedt en række forskere, som på forskellig vis har beskæftiget sig med Marx og marxismen, om at give deres bud på dennes relevans for samtiden. Står marxismen foran en slags revival, eller er det snarere tilfældet, at kapitalismens øjeblikkelige forkølelse søges udbedret gennem midlertidig regulering af økonomien samt, at et pludseligt opstået, men forbigående, behov for alternative forklaringsmodeller forsøges opfyldt?

Marx’s brugsværdi Andreas Beck Holm, som er filosof og har skrevet en bog om Marx, mener afgjort, at marxismen har noget at sige os i dag og spår endda, at marxistiske teorier kunne stå overfor et comeback, om end det primært vil ske i akademiske cirkler: ”Det skyldes dog egentlig ikke så meget den økonomiske krise, men derimod at Marx igennem mange år er blevet undervurderet og slået i hartkorn med de mest primitive og dogmatiske udlægninger af hans værk. Hvis krisen får flere til at læse Marx, vil de kunne opdage, at hans forfatterskab er meget mere og andet end det, det i sin tid blev gjort til i ortodoksien. Og de vil opdage, at marxismen rummer et meget større forklaringspotentiale og mange flere muligheder for teoriudvikling, end folk almindeligvis er opmærksomme på.

Marx er for øvrigt endnu mere interessant i forhold til forståelsen af kapitalismens succes, overlevelse, kultur og ekspansion, end i forhold til analysen af dens krise.”

Men trods denne mulige forklaringskraft i forhold til kapitalismens vedholdenhed - krise

“ Hvis krisen får flere til at læse Marx, vil de kunne

opdage, at hans forfatterskab er meget mere og andet end det, det i sin tid blev gjort til i ortodoksien. eller ej - vil det ifølge Steen Busck, lektor ved Historie, ikke nødvendigvis være i marxismen at svar på tidens problemer vil blive eftersøgt.

Den nuværende finansielle krise kunne nemlig sagtens betyde, at andre gamle ’profeter’ støves af og bliver gjort til økonomiske redningsmænd: ”Krisen viser, at monetarismens og nyliberalismens tro på, at markedet regulerer sig selv er overtro. Der skal regulering til.

Men jeg tror desværre ikke, at man vil hente teorierne herom fra Das Kapital. Det bliver nok snarere gamle Keynes, Galbraith og diverse moderne institutionelle økonomer, der kommer til at agere profeter.”

Marx – for en lukket kreds?

Som sagt har marxismen i nogen grad levet sit eget stille liv i de lærde kredse, som mange af os færdes i til dagligt. På flere humanistiske og samfundsvidenskabelige studier figurerer Marx eksempelvis som en uomgængelig del

af den filosofiske, videnskabsteoretiske og sociologiske kanon, men han læses som regel snarere for sin historiske betydning end en eventuel samtidsmæssig relevans.

Mens der udenfor de akademiske mure har været en vis videreføring igennem græsrodsprægede initiativer som f.eks. den alternative globaliseringsbevægelses World Social Forum, pointerer adjunkt i historie Bertel Nygaard, at Marx i universitetskredse ikke blot er blevet gemt i den støvede kongerække over Store Tænkere, men i et vist omfang har været udgangspunkt for nye teori- og skoledannelser i de senere år: ”Der er i dag tegn på en vis øget interesse for marxisme og samfundsprojekter, der rækker hinsides kapitalismen, og på internationalt plan er der i hvert fald vokset nye akademiske miljøer frem, som beskæftiger sig med Marx og marxismen på nye måder. I meget bred forstand har kulturkritikere såsom Slavoj Zizek for eksempel sat flere aspekter af

marxistisk kritik på en international dagsorden.

Og i lidt snævrere forstand kan man se nye, yngre miljøer omkring tidsskrifter som det internationale Historical Materialism, der blev startet i slutningen af 1990’erne.

Denne mindre sensationsprægede, gradvise fremvækst af interesse for marxisme blandt yngre lag i den akademiske verden, nok mere i Storbritannien, Sydeuropa og Latinamerika end lige i Danmark, vil jeg også tro er en væsentlig del af forklaringen på det detailfænomen, at Kapitalen lige nu sælges i betydeligt flere eksemplarer end før.”

Omvendt mener Bertel Nygaard ikke nødvendigvis, at økonomisk krise og marxistisk teori vil gå hånd i hånd: Erfaringer fra 1960’erne er eksempelvis mere sammensatte end som så, ligesom 19

DELFINEN

TEMA | MARXISME marxismens kritik af det moderne samfund ikke udelukkende handler om tørre tal og merværdi, men ligeledes er rettet mod den grundlæggende kultur eller livsform i kapitalismen: ”I et vist omfang er den nyfundne interesse i dag for marxisme, ligesom i tresserne, et udtryk for en kulturel kritik af kapitalismen, for krigsmodstand og antiimperialisme samt tilknytning til nye sociale bevægelser. Men der er selvfølgelig også grænser for paralleliteten mellem tressernes gradvise radikalisering og den bølge af venstrefløjskritik og bevægelse, som er vokset frem gennem det seneste tiår. Ligesom det er vigtigt at påpege, at der ikke er nogen automatisk eller ligefrem forbindelse mellem økonomisk krise og marxistiske tanker. Det kommer ganske an på, hvordan sådanne åbninger udnyttes. Under den sidste bølge af radikalisering, som begyndte i tresserne, voksede studentermarxismen frem før den økonomiske krise satte ind og var snarere foranlediget af Vietnam-krig og kulturelle brud end af nogen økonomisk krise.”

Krisens politiske udkomme

“ Under den sidste bølge

af radikalisering, som begyndte i tresserne, voksede studentermarxismen frem før den økonomiske krise satte ind og var snarere foranlediget af Vietnam-krig og kulturelle brud end af nogen økonomisk krise.”

På samme vis mener Andreas Beck Holm ikke, at den økonomiske krise nødvendigvis vil betyde en genkomst eller styrkelse af den politiske venstrefløj - og det måske netop på grund af en manglende ideologisk bagage: ”De store ”venstrefløjspartier” har i flere år forfulgt den centristiske strategi at neutralisere de ideologiske forskelle (f.eks. på områder som udlændingepolitik og skattepolitik), dvs. at distancere sig fra deres oprindelige socialistiske grundlag. Det er derfor vanskeligt at se, hvad de skulle kunne få ud af en ny opblomstring af interessen for Marx og kapitalismekritik. I et marxistisk perspektiv er der f.eks. intet venstreorienteret eller socialistisk over et SF, hvis formand har opgivet at stille spørgsmålstegn ved de kapitalistiske ejendomsforhold for til gengæld at acceptere en borgerlig diskurs om ”kulturelle forskelle” som årsag til ”integrationsproblemer”. Kapitalismens krise kan måske svække meget liberale politiske kræfter, men den kan paradoksalt nok svække de store venstrefløjspartier endnu mere, fordi de har opgivet det, der historisk har vist sig at være det stærkeste progressive alternative narrativ om kapitalismen, nemlig marxismen.

På den baggrund tror jeg, det er mere sandsynligt, at krisen vil styrke eksempelvis nationalistiske eller religiøse reaktioner, som på borgerlig grund altid har stillet sig kritiske over for markedsøkonomien.”

Idéhistoriker og adjunkt Mikkel Thorup anslår en lignende vurdering, idet han mener, at den hidtidigt dominerende udlægning af krisen snarere end at være en kritik af 20

DELFINEN

TEMA | MARXISME

kapitalisme som sådan, i langt højere grad har været moralistisk, idet den primært har fokuseret på enkeltpersoners grådighed: ”Denne kritik knytter dermed an til en næsten klassisk konservativ kapitalismekritik, der fokuserer på kapitalismens nedbrydning af påståede naturlige fællesskaber og dens amoraliserende effekt på svage individer.

Svaret herpå bliver næppe noget, der ryster kapitalismen, der vil mere være tale om en midlertidig suspension af overdreven grådighed frem for et opgør med hyperkapitalismens strukturelle forhold.”

Mikkel Thorup mener dermed heller ikke, at krisen umiddelbart vil føre til noget grundlæggende opgør med kapitalisme i al almindelighed, om end visse aspekter måske vil ændre sig: ”Jeg tror, man skal passe på med at tro, at dette er svanesangen for

frihandelskapitalismen. Dertil er der alt for stærke kræfter, der har for store interesser.

Man skal nok heller ikke tro, at det, vi ser nu, er kapitalister, der laver socialisme; snarere er der tale om nationalprotektionisme, måske endda en decideret afglobalisering.”

Anders Ramsay, Dr. phil. og sociolog ved Högskolan Dalarna i Sverige, er også inde på muligheden for en slags afglobalisering, men med et produktionsmæssigt fokus og et blik i krystalkuglen, der vist ikke ligefrem lover godt for fremtidig venstrefløjspolitik: ”En mulig udvikling er, at kapitalen i en senere akkumulationsfase søger tilbage til de gamle industrilande, da nyliberalismen og ’den tredje vej’-politikken har medført en omfattende svækkelse af arbejderpartier og fagforeninger, hvilket kan gøre det billigere igen at henlægge produktionen i hjemlandene”.

Uagtet hvilke konsekvenser, den finansielle og økonomiske krise eventuelt vil få, hvad angår fremtidsudsigterne for marxismen – i såvel dens teoretiske varianter som dens realpolitiske aftapninger – kan følgende citat fra Marx og Engels’ Kommunistiske Manifest i disse tider synes ligeså rammende som ved publikationen i 1848: ”De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter.”

21

DELFINEN

TEMA | FOTOREPORTAGE

ZEITGEIST TIDSÅND KAN UDMØNTE SIG PÅ FORSKELLIG VIS. MODEN ER EN REPRÆSENTATION AF TIDENS HUMØR. BRILLEMODEN HAR DE SIDSTE PAR ÅR VÆRET PRÆGET AF STORE BRILLER, TYKKE STEL OG 80’ER-REVIVAL. HER ER ET UDPLUK AF AARHUS UNIVERSITETS BRILLERIGDOM ANNO 2008.

FOTO | ESBEN RARH GOTFREDSEN OG SOPHIE SEEBACH

22

DELFINEN

23

DELFINEN

HISTORIE | STUDENTEROPRØRET

Studerende demonstrer foran Stakladen. Ukendt dato. Billedet er stillet til rådighed af Universitetshistorisk Udvalg.

STUDENTEROPRØRET PÅ ÅRHUSIANSK VORES GENERATION ER BLEVET KALDT MEGET. BETEGNELSER SOM GENERATION X, NÅ-GENERATIONEN OG GENERATION FUCKED UP ER BLEVET BRUGT, OG OFTE BRUGES DE BERØMTE OG BERYGTEDE 68’ERE SOM VORES DIREKTE MODPOL. MEN VAR DE EGENTLIG SÅ OPRØRSKE DENGANG I TRESSERNE, OG HVAD SKETE DER EGENTLIG PÅ AARHUS UNIVERSITET DENGANG, DA DE STUDERENDE GIK PÅ BARRIKADERNE OG PROFESSORVÆLDET BLEV BRUDT? ORD | KRISTIAN HOLMELUND JAKOBSEN

I foråret 1968 oplevede det meste af verden studenteroprør. Først og fremmest i Vesten, men også i kommunistiske lande som Polen og Tjekkoslovakiet; i fascistiske diktaturer som Spanien og Portugal og i flere u-lande var der uro omkring universiteterne. I Paris udviklede studenteroprøret sig endda til generalstrejker og uro i gaderne og var tæt på at tvinge den franske regering i knæ.

Revolutionen i Århus På Aarhus Universitet forløb studenteroprøret 24

DELFINEN

dog mere fredeligt end ude i den store verden.

De århusianske studerende kæmpede for medbestemmelse og en generel ændring af strukturen på universitetet. Oprøret mod professorvældet var fra starten velorganiseret og holdt inden for studenterpolitiske fora, men til tider blev midlerne skrappere, og aktivistbevægelsen valgte endda at kalde sig KAOS (Komiteen Af Oprørske Studenter). Et navn som langt hen af vejen var falsk varebetegnelse, men det kom dog så vidt, at den socialdemokratiske avis Demokraten i starten af 1969

prydede forsiden med overskriften: ”Studenter planlægger revolution i Århus – Kritiske grupper vil overtage universitetet”.

Begyndelsen I Danmark startede studenteroprøret den 21. marts på Københavns Universitet. ”Bryd Professorvældet. Medbestemmelse nu” stod skrevet med meterhøje bogstaver på gavlen ud til universitetsgården. Parolerne blev hurtigt fulgt op af en række aktioner på Københavns Universitet, og det skulle senere tælle berømte

HISTORIE | STUDENTEROPRØRET begivenheder som barrikaden af Psykologisk Institut, besættelsen af rektors kontor og demonstrationen på Vor Frue Plads med 5000 studerende.

Mens historiebøgerne er fulde af beskrivelser af begivenhederne på Københavns Universitet, har det været begrænset med omtalen af begivenhederne i Århus.

Forholdene på Aarhus Universitet var da også ganske anderledes. I København var studenteroprøret vokset ud af et generelt ungdomsoprør, hvor skægget skulle gro og alle normer nedbrydes. I Århus var dette ikke tilfældet, og bevægelsen var derfor mere velorganiseret og derfor også mindre opsigtsvækkende. Dog skal det siges, at ifølge bogen 1968, og det der fulgte, var de århusianske aktivister langt foran københavnerne i teoretisk henseende.

Professorvældet Tiden før 1968 var præget af, at det var professorvældets tid. Kun professorer sad i universitetets styrende organer, og på kollegierne i Universitetsparken herskede eforen – som også var professor. I universitetets besluttende organer var der stort set ikke deltagelse af ikke-professorer ved møderne. Studerende havde repræsentationsret i sager, som vedrørte de studerende, men måtte ikke være tilstede, når beslutningen blev taget

Samtidig var der igennem 60’erne sket en enorm vækst af antallet af studerende på universitetet. I 1968 var der 8.000 studerende, hvilket var en fordobling af tallet på blot 10 år. De store generationer fra babyboomet efter krigen havde indtaget universiteterne, og de repræsenterede nye samfundstendenser.

Universitetets manglende medbestemmelse passede derfor dårligt overens med nye kulturelle tendenser såsom medarbejderindflydelse, økonomisk lighed og social mobilitet.

Nogle studerende valgte at droppe studierne og kastede sig over tidens flowerpower kultur, mens andre forsøgte at råbe professorerne op og kræve forandring. Da dette mislykkedes, og reformerne udeblev, kom det egentlige studenteroprør Kampen for medbestemmelse Studenterrådet forhandlede fra foråret 1968 med universitetets ledelse om medbestemmelse, men det var ikke udelukkende de studerendes krav, der medførte dette. Den voksende gruppe af ikke-professorale undervisere havde i flere år også kæmpet for medbestemmelse, og allerede i 1958 var det bestemt, at reglerne skulle revurderes efter 10 år. At det så skulle falde sammen med et international studenteroprør var en ren tilfældighed.

Men det lykkedes aktivisterne at vinde indpas i studenterrådet og dermed stille krav om 50 % repræsentation af studerende og fuld offentlighed i universitetets besluttende organer. Dette krav blev dog ikke mødt af ledelsen, som kun ville høre tale om 50 % repræsentation til de studerende i de mindre betydningsfulde studieråd og kun mindre indflydelse i de øverste organer.

Politiet afspærrer universitetet Efterfølgende blev de studerende delt. En gruppe af moderate studerende accepterede den nye styrelseslov og valgte at stille op til de besluttende organer. En større gruppe venstreorienterede studerende valgte dog at boykotte og sabotere den nye ledelse. Ved det konstituerende møde for den nye ledelse i 1971 besatte en gruppe på 30 studerende mødet og krævede, at mødet blev udsat indtil de studerende fik 50 % repræsentation. Mødet blev aflyst, og det følgende møde blev også aflyst. Denne gang dog ikke som følge af en studenteraktion. Universitetsrektor Søren Sørensen havde, af frygt for en gentagelse af afbrydelsen, ladet politiet afspærre administrationsbygningen, hvor mødet skulle finde sted. Denne drastiske beslutning blev fordømt af flere af mødedeltagerne, der nægtede at fortsætte under politibeskyttelse.

Det konstituerende møde blev endeligt gennemført – i dyb hemmelighed – på Hotel Mercur i Viby. Efterfølgende holdt studenterne deres aktivistiske linie, og det dramatiske slutpunkt på studenteroprøret på Aarhus Universitet blev, da studerende besatte et valgsted til rektorvalget d. 27. april 1971 og fjernede stemmesedler. Politiet blev igen kaldt til universitet, og valget blev erklæret aflyst. Ændrede det så på noget?

Hvad kom der ud af studenteroprøret? Det hurtige svar er, at styrelsesloven skaffede de studerende ind i de rådgivende og besluttende organer og dermed brød professorvældet.

Dog blev deres krav om ligelig repræsentation af studerende og undervisere aldrig opnået. I den forbindelse kan det nævnes, at Styrelsesloven fra 1970 i 1992 blev erstattet med en ny ordning, som reducerede de studerendes indflydelse. Magten overgik i høj grad til enkeltpersoner som rektor, dekaner, studie- og institutledere. Men derudover må man sige, at studenteroprøret havde en enorm kulturel betydning, og det manifesterede de studerende som en individuel interessegruppe både indenfor og udenfor universitetets gule mure.

Om generation X også ender med at gøre oprør må tiden jo vise, men indtil videre er revolutionen i Århus vist udskudt på ubestemt tid.

* Materialer og billeder til artiklen er stillet til rådighed af Universitetshistorisk Udvalg.

Ifølge den socialdemokratiske avis Demokratens forsidehistorie den 23. februar 1969 er en gruppe på omkring 200 studerende ved at planlægge en overtagelse af Aarhus Universitet måneden efter. Artiklen fortæller hvordan gruppen er ved at planlægge den undervisning der skal gives, når studenterne har overtaget universitetet. De studerende har vha. analyser fundet ud af, at ”det autonome universitet er udtryk for borgerskabets ideologi, og derfor et instrument til beherskelse af de undertrykte klasser”.

Den 10. februar 1971 lod rektor Søren Sørensen politiet besætte administrationsbygningen. Efter pres fra studerende og professorer måtte han lade de 30 betjente forlade universitetet.

Søren Sørensen opnåede desuden ikke genvalg ved rektorvalget få måneder senere. Billedet er stillet til rådighed af Universitetshistorisk Udvalgs

Aktionerne Dette resulterede i stor utilfredshed blandt de studerende, som bl.a. arrangerede protestkoncert i Stakladen og dansede protest-lancier i sneen uden for ledelsens vinduer. Man ringede til renserifirmaet som administrationen normalt benyttede og bad dem hente gardinerne i ledelsens mødelokale. Herefter bestiltes et andet firma til at stille et stillads op foran vinduerne, og der solgtes billetter til at kravle op og kigge på de medlemmer af ledelsen, som holdt møde.

I 1970 vedtog Folketinget en ny styrelseslov for universiteterne, som blot skabte fornyet utilfredshed blandt de studerende. De krævede 50 % repræsentation og ret til selv at vælge deres repræsentanter, men den nye lov betød, at de studerende kun fik en tredje del af pladserne i de bestemmende organer.

25

DELFINEN

REPORTAGE | VALG I USA

SORTE

“

Mens jeg løb, så jeg, hvordan folk kom stormende mod Rockefeller Plaza - strålende af glæde og flere skrigende ”YEAH, OBAMA”.

ORD | LENA BJØRNSON

FOTO | SOPHIE SEEBACH

Tyve dage var længden på valgkampen i Danmark for et år siden – i USA varede næsten et år inklusive primærvalget. Den 4. november var derfor ventet i spænding.

Ikke kun som en dag, der ville få enorme konsekvenser for Amerikansk og international politik nu og her, men også som en dag, der kunne gå direkte i historiebøgerne – hvis USA fik sin første sorte præsident!

Siden jeg ankom til Manhatten i august har alle nyhedskanaler, både nationale og lokale, kun drejet sig om valg, valg, valg – højest lige et kort indslag om et mord i Brooklyn eller en brand i New Jersey. Der var valgplakater overalt, og folk har ikke talt om andet. Derfor vågnede jeg den 4. november i mit lille værelse i uptown Manhatten med

26

DELFINEN

sommerfugle i maven. Uanset udfaldet ville verden se helt anderledes ud, når denne dag var omme. I New York, hvor jeg læser på Columbia University, har det længe stået klart, at Obama ville vinde, for New York er bare en demokratisk stat. Men mange af mine medstuderende var for første gang aktivt involverede gennem netværk på nettet, der sendte dem til ”swing states” for at banke på døre og overtale folk til at sætte deres kryds ved Obama.

Jeg tilbragte valgdagen med nogle danske venner fra kandidatuddannelsen i journalistik på Århus Universitet, der var på besøg. Ud- over alle de obligatoriske turistseværdigheder, hev jeg dem hen forbi Rockefeller Plaza, hvor MSNBC sender direkte

under hvert præsidentvalg. Sikke et cirkus; overalt var der sat kameraer op, og alt udstyr blev testet og tjekket til den store aften. Stedet var pyntet op med mindst 50 amerikanske flag, og skøjtebanen var som sædvanlig lavet om til et kæmpe kort over USA. Nogle mennesker havde allerede sikret sig gode pladser og kunne se frem til at sidde der i timevis. Vi listede også ind på et valgsted og fik forklaret, hvordan det foregår, når amerikanerne stemmer. De går ind i en bås, hvor der står en kæmpe maskine. På den skal de indikere deres valg ved at trykke huller i et stykke papir i A3 størrelse, og derefter trække et stort håndtag henover for at skjule deres valg og gøre klar til den næste – hvad er der nu galt med pen og papir?

Til frokost på McDonald’s spurgte den unge gut bag kassen, om vi nu havde husket at stemme. Vi måtte beklagende tilstå, at vi ikke var amerikanske statsborgere, og den undskyldning blev modvilligt godtaget. Op til valget havde mange flere end tidligere registreret sig som vælgere, hvilket gav forudsigelser om den højeste valgdeltagelse i 100 år. Den forud-sigelse holdt ikke helt stik, men 60-62 procent er stadig højt i amerikansk målestok. Til sammenligning var valgdeltagelsen i Danmark for et år siden på over 85 procent.

Vi spiste aftensmad på en italiensk restaurant i den nedre del af Manhatten.

Stedet havde seks storskærme, som alle viste valgets gang på forskellige nyhedskanaler. Jeg gumlede på min ”crispy chicken salad”, mens mine øjne fór fra den ene skærm til den anden for ikke at gå glip af noget. Ivrigt diskuterede vi hver eneste nye offentliggjorte detalje. Som tiden gik, og valget i højere og højere grad så ud til at ende til Obamas fordel, tog jeg en hurtig beslutning og tog subway’en tilbage til Rockefeller Center. De andre blev lidt endnu, men jeg var nødt til at opleve stemningen der på den historiske aften, som det så ud til at blive.

Da jeg ankom, var det tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde fået den ide. Der var proppet med mennesker, men overraskende stille, fordi de flere tusinde new yorkere alle stod med blikket limet til de to storskærme, der var sat op. Cirka halvdelen af staterne på skøjtebanen var blevet farvet røde og (hovedsagligt) blå. På RCA Building ved pladsen indikerede to balkoner i henholdsvis rød og blå stillingen mellem præsidentkandidaterne. Når Obama eller McCain vandt en stat, blev deres balkon hejst højere op - så kunne det vist ikke gøres mere

REPORTAGE | VALG I USA pædagogisk. Ved 23-tiden fik jeg en sms fra mine venner om, at de var kommet. Da de befandt sig på den anden side af pladsen, begyndte jeg at mase mig gennem mængden.

Pludselig lød der et brøl fra alle omkring mig.

Selvom jeg i det øjeblik stod med ryggen til storskærmene, vidste jeg straks, at resultatet fra Californien måtte være kommet ind til Obamas fordel. Jeg vendte mig straks og så, hvordan den blå balkon blev hejst højere og højere op over skiltet med tallet ”270” - det tal én af kandidaterne skulle over for at vinde.

Jublen på pladsen ville ingen ende tage, og min mave slog kolbøtter af fryd. Jeg vristede mig ud af mængden og løb rundt om blokken for at komme over til mine venner på den anden side. Mens jeg løb, så jeg, hvordan folk kom stormende mod Rockefeller Plaza - strålende af glæde og flere skrigende ”YEAH, OBAMA”.

Hvordan, jeg fandt mine venner blandt alle de mennesker, var lidt af et mirakel, men påvirket af den sitrende og spændte stemning omkring os omfavnede vi skrigende hinanden.

Og så stod vi der i menneskemylderet og iagttog den blå balkon, som efterhånden nåede op på 333 - dobbelt så meget som McCains ballon. Vi jublede med, da Obama blev udråbt til sejrs-herre af nyhedsværten og lyttede opmærksomt til McCains tale, hvor han værdigt ønskede sin opponent tillykke. Flov over at indrømme det, fældede jeg en tåre, da Obama talte om fællesskab og forandring i noget lignende Martin Luther King-stil. Hele stemningen var ubeskriveligt overvældende og berusende. Var det Obama, der rørte mig så dybt, eller stemningen af at opleve det historiske øjeblik i New York blandt tusinder af amerikanere med utallige etniske baggrunde?

Nok nærmere det sidste, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ville reagere ligeså følelsesladet efter et dansk folketingsvalg.

Da jeg forlod pladsen for at finde en subway hjem var gaderne et virvar af glade dansende flokke, som hujende trommede på gryder og pander, mens gule taxier og andre bilister ivrigt dyttede med i folkekoret. Hele dagen var en uvirkelig forløsning på en lang, intens og spændende valgkamp.

27

DELFINEN

KULTUR | ANMELDELSER ■ KUNST

■ FILM

Århus Kunstbygning, til og med 4. januar

Medvirkende: George Clooney, Tilda Swinton, Frances McDormand, John Malkovich og Brad Pitt.

KUNSTNERSAM- BURN AFTER MENSLUTNINGEN READING Instruktør: Joel og Ethan Coen JYLLAND

Kunsten taler både i ord og billeder, og kunstværkerne støder sammen, udfordrer hinanden og går i dialog. Sådan præsenterer Århus Kunstbygning den aktuelle udstilling med kunstnersammenslutningen JYLLAND, der hvert andet år indtager bygningen for at vise, hvad der rører sig på den danske kunstscene. Udstillingen i år skiller sig dog ud ved for første gang at byde på indslag fra flere forfattere og have en kurator inde over. Og det har ifølge udstillingskataloget resulteret i en poetisk og anderledes udstilling.

Men der er desværre langt mellem de poetiske oplevelser, hvor man som beskuer bliver fanget af ordenes og billedernes brydninger. Det må man sande allerede i udstillingens første rum. Anders Kirkegaards fire parafraser over L.A. Rings kanoniske kunstværk ’Sommerdag ved Roskilde Fjord’ står i fin kontrast til den skærende maskinelle lyd fra Henrik Mennés installation ’Landskab efter hukommelsen’, men Merete Pryds Helles ord, der ligger henslængt på gulvet, forbliver underligt stumme og kommer aldrig i dialog med det omgivende rum. Og Martin Glaz Serups tekster, der personificerer ’marken’ med udsagn som ’Marken kan ikke lide børn i bamsetøj’ lider samme skæbne i udstillingens sidste rum og giver intet med- eller modspil til rummets tunge, industrielle installationer.

Det skal dog pointeres, at flere af værkerne er forbilledlige i sig selv. Det gælder ikke mindst Bjørn Poulsens installation ’Kløft’, hvor han endnu en gang leger med det velkendte og det fremmede og skaber en pågående fysikalitet, som fremkalder et dirrende nærvær.

Men spillerummet mellem ordenes poetiske dimensioner og de fysiske værkers direkte erfaring med kunsten kulminerer aldrig helt - og så alligevel. For dybt nede i kælderen i en fjern afkrog gemmer sig en oplevelse, der er hele besøget værd. Et værk, hvor ord og billede åbner for nye dimensioner, og hvor den eksistentielle ensomhed kommer knugende tæt på. Værket er Peter Martensens video ’The Test’ med digteren Peter Adolphsen i hovedrollen.

Adolphsen har efterfølgende skrevet teksten ’Ready to Click’, der er trykt på væggen i det store kælderrum. Videoen består af tre næsten identiske kontorer, der er som taget ud af det gamle Østtyskland. Adolphsen portrætterer et farligt standardiseret liv – et portræt, der støder sammen og går i dialog med Adolphsens egen tekst. Et forbilledligt eksempel på at kunsten taler både i ord og billeder. Det er blot en skam, at det kun åbenbarer sig i en mørk afkrog i kælderens dyb.

Jesper Hallstrøm Eriksen 28

DELFINEN

Looney Clooney og co.

Osborne Cox (John Malkovich), en livstræt og vred midaldrende mand, fyres fra sit job som analytiker ved CIA pga. af et alkoholproblem. I sin harme over fyringen beslutter han at skrive et meget afslørende memoir, hvori mange af institutionens hemmeligheder vil blive afsløret.

Konen Katie Cox (Tilda Swinton) har samtidig planer om at ville skilles fra ham og kopierer, uden hans vidende, Osbornes personlige filer til en CD, som hun giver sin advokat.

Advokaten glemmer CD’en i motionscenteret Hardbodies, og helvede bryder løs.

De to medarbejdere i Hardbodies, Chad Feldheimer (Brad Pitt) og Linda Litzke (Frances McDormand) - et par sociale tabere på udkig efter en chance for at slippe væk fra deres sørgelige eksistens - får fingrene i CD’en og finder ud af, at den indeholder hemmelige informationer. De beslutter sig derfor for at afpresse Osborne Cox – for Linda har brug for pengene til en skønhedsoperation, da hun er blevet lidt for gammel og har lidt for meget appelsinhud til at arbejde i et motionscenter. Afpresningen går dog ikke som planlagt, og det resulterer i vold og mord.

Coen-brødrene gør i Burn After Reading hvad de er bedst til – nemlig det tragikomiske. Filmens Fargo-lignende plot – altså afpresning der går galt og går udover uskyldige mennesker – er hylende morsomt.

Til forskel fra Fargo er scenen i denne film sat i et smukt efterårsorange Washington, og den komiske distance til helheden bliver større, fordi stemningen ikke er vinterdepressiv.

Temaet om helt normale mennesker, der af desperation begår, hvad de selv betragter som uskyldig kriminalitet helt uden at have nogen anelse om hvordan det gøres, fungerer perfekt i filmen. Det er svært ikke at skraldgrine, når Pitt som hyperenergisk sportsidiot, sammen

■ BØGER

MODERNITET OG RELIGION Hans-Jørgen Schanz: Aarhus Universitetsforlag Idéhistorikeren HansJørgen Schanz’ nye bog placeres sikkert inden for den ramme, der er afstukket af forfatterens hidtidige forskning. Dette betyder, at læseren indledningsvis præsenteres for den bestemmelse af modernitet, som Schanz konsekvent har arbejdet med i over et årti nu, ligesom felter som Marxlæsning, totalitarisme, menneskerettigheder og modernitetens selvindskrænkning er gamle travere, som her vinkles i forhold til berøringen mellem religion og modernitet. Bogen udføres som række diskussioner af forskellige emner i spændingsfeltet mellem religion og modernitet.

Selvom et overordnet argument eller et entydigt endemål er fraværende i bogen, er det tydeligt, at Schanz har sine dagsordener i

med den lidt for gamle og lidt for slaskede, men dog overgearede McDormand-karakter, opfører sig som en inkompetent alenehjemme-skurk. Umuligt er det også ikke at trække på smilebåndet, når George Clooney som paranoid og forvirret kvindecharmør ved et tilfælde begår mord, bliver skyldbetynget og som konsekvens får nogle Pelle-Grisagtige ansigtstics. Helt ustyrligt morsom er Malkovichs opgivende, selvmedlidende karakter, der uden relation til virkeligheden føler, at alle vil ham ondt. Hver gang noget går galt, kvitteres der med et ”What the fuck?”.

Coen-brødrene har fået nogle af Hollywoods største skuespillere til at opføre sig som tegnefilmsfigurer – og det er svært ikke at elske.

Burn After Reading er en sort komedie om overvågning, CIA og en pastiche over spionfilmen, men den favner meget bredere. Mere gennemgående i filmen er satiriske fremstillinger af det amerikanske samfund med dets falske skønhedsidealer, skilsmissetomrummet der sender midaldrende og ellers fornuftige mennesker på kåde datingrejser, samt følelsen af at sidde fast uden mulighed for at komme nogle vegne - et slags anti-eksistensielt statement.

Også på både lyd- og billedside er filmen gennemarbejdet – og flere steder har selv små detaljer en utrolig komisk effekt, som f.eks. et billede af Vladimir Putin eller de blankpolerede sko, der går igen i hver eneste CIA-scene. Burn After Reading cementerer, at Coen-brødrene er tilbage i topform.

Jeppe Knudsen bogen på tværs af emneafgrænsningerne.

En af disse er deltagelse i tidens diskussion af stillingen mellem islam og Vesten med synspunktet, at vi typisk i muslimske lande - og altid hos islamistiske fundamentalister – oplever, hvad Schanz kalder ”modernisering uden modernitet”. Dette fremføres over flere omgange i bogen, ofte i polemik med andre modernitetsforskere som den engelske professor John Gray.

En anden dagsorden, som fremføres af Schanz på tværs af bogens emner, er, hvad han kalder ”modernitetens selvindskrækning”.

Dette er den moderne erkendelse af, at ikke alle menneskelige behov og tilbøjeligheder imødekommes bedst af moderniteten, hvilket for Schanz betyder åbningen af et mulighedsrum for det religiøse.

Bogen igennem holder Schanz et vanligt højt formidlingsniveau og viser evne til at skrive simpelt og skarpt, uden samtidig at forbryde sig mod stoffet. Bogen er ikke den mest skelsættende i et efterhånden temmelig omfangsrigt forfatterskab – det er den både, hvad angår sidetal og ambition for tyndbenet til. Til gengæld er dens beskæftigelse med spørgsmålet om Islam og modernitet relevant netop nu og får denne anmelder til at håbe på, at vi for fremtiden vil se forfatteren deltage i højere grad i samfundsmæssige debatter.

Niels Glæsner

KULTUR | ANMELDELSER ■ BØGER

■ MUSIK

Daniel Sjölin

Jenka Records

VERDENS SIDSTE ANALOGIK Klunserbeats / Live ROMAN Athene

”Altså, kom nu. Prøv i det mindste at læse indledningen. Den er letfordøjelig og utroligt åbenhjertig. Måske er den også vildt, vildt vigtig.” Sådan lyder den bedende og lettere uskyldige indledning på Daniel Sjölins verdens sidste og overordenligt lidelsesfulde roman. Åbningsstilen ændrer dog hurtigt karakter, og læseren føres ind en selvbiografisk funderet speedroman, der både handlingsmæssigt og sprogligt skyder knop og gør krumspring ud over det sædvanlige. Af samme grund er det ikke nogen let opgave at resumere denne spæk- og spræng(stofs)fyldte roman. To grundhandligner er dog at identificere: Den ene fortælling kan bedst beskrives som en dadistisk, tragikomisk og smertefuld nekrolog over fortællerens døende, alzheimeramte og alkoholiserede kunstermor.

Moren taler i tåger og handlingen som sådan er svært gennemskuelig. Dog fornemmer man bag vrøvlevers og ordgak fortids synder, et barn der blev svigtet og et moderkompleks af det slemme.

Romanens andet spor er et aktionsfyldt roaddrama med fortælleren Daniel og barndomsvennen CJ (med Dressmannfjæs!) på tur i den svenske natur. De har ikke set hinanden i årevis og er vokset fra hinanden. Lige så hurtigt som CJ’s Porche kører igennem de svenske skove for at ende i et infernalsk og vildt udflippet klimaks, lige så stærkt rykker det i Daniels stream of consciousness; Vred bitchen over tidens kulturelle elendighed vælter ud af ham parallelt med, at barn- og ungdomserindringer med incest, voldtægt og mere alkoholmisbug serveres i tågede og ret uhyggelige flash backs.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er denne den sidste roman i verden skrevet på vrede. Selvvrede og forbitrelse på verden og på fiktionen. Og ”fiktionen må dø,” som han skriver et sted, ”for al fiktion er alligevel et resultat af en forfatters narcissisme”. Derfor må man skrive ud af posen, og det gør Daniel Sjölin. Han formår ikke desto mindre legende og overlegent at dekonstruere sproget såvel som romanengenren, som vi kender den.

Dermed genopfinder han netop fiktionen med denne betydningsmættede (ny)roman. Læg dertil, at dette er gjort med en stor portion illusionsløs kulturpessimisme serveret i bedste, dybeste og skarpeste punchlinegalgenhumorstil. Selvbevidst, selvkritisk, selvironisk og stripped to the bone. Ikke så lidt af en præstation.

Stefan M. Rasmussen

Så lægger færgen fra kaj. Destination: et ukendt parallelunivers udenfor lands lov, ret og konventioner. Omdrejningspunktet på rejsen er Analogik. Færgens husorkester byder på alt fra tango til Balkan - en musikalsk søgang til trillingerne fra Belleville. Et smut forbi et let bondsk lydlækkeri, for straks derefter at vinke på fineste musikvis til Jullerup Færgeby. Bare for at nævne nogle af de musikalske favntag, der karakteriserer Analogiks nye album Klunserbeats / Live, der udkom i oktober.

Inspirationen er mildest talt mangfoldig, men trods den store variation i genreleg formår Analogik at samle det hele under en yderst finurlig hat og give det et samlet udtryk. Hele albummet har en let støvet lyd, der giver et dæmpet lydbillede. Derudover er det strikket sammen med lydbidder af lidt publikum og sniksnak, så man oplever det, som sad man til en koncert på den føromtalte færge. Med den konstruktion er man også mere tilgivende overfor de små indfald, der dukker op på pladen. I stedet for at virke som små umotiverede gøglerier, kommer de til at stå som et udtryk for legeglade legebørn, der har fået fri leg til at tryllebinde deres publikum med alt, de kan diske op med, om det så varer 3,5 minut eller 30 sekunder.

Analogik vader uhøjtideligt og gelinde rundt i alverdens genrer og for at nævne nogle af numrene, så spænder det helt fra et tangosk ”The Pobeat”, der giver associationer til Gotan Project, til ”Gypsie Doodle” som vækker mindelser om filmen Trillingerne fra Belleville (om de rent faktisk også spiller på køleskab, støvsuger og

avis skal forblive usagt). ”Visen” giver den let duvende i halvhøj søgang i en lille båd med sigøjnertoner et sted i det russiske, og ”Das Agentos” er, som titlen mere end antyder, et stykke drevent agentfilmstema.

Lidt klassisk Bond krydret med en god gang Propellerheads, kværnet igennem Analogiks sprudlende musikalitet og smittende humor.

Humoren er allestedsnærværende på Klunserbeats / Live. Der er ingen tvivl om, at Analogik tager deres musik seriøst, dertil fremstår de som for dygtige musikere til at lade det hele være spas og gas. Men for pokker hvor hele albummet bobler af en glæde ved musikken, genreblanding ekstraordinaire, og spøjse tekster, når de indimellem optræder.

For hvem kan stå imod, når der rimes sutsko på lambrusco i det lille intermezzo ”Tøfler og Sutsko”? Undertegnede kan ikke, og hopper kækt ombord på færgen til Analogiks verdensomspændende, smækmusikalske og eklektiske parallelunivers.

Vibe Kiil

■ BØGER

FRYGT OG FORNUFT I TERRORENS TIDSALDER Hans Jørgen Bonnichsen People’s Press At midtjyske ægtepar er bævrende bange for islamister, og at Bork havn skal terrorsikres, er ikke et udslag af en reel trussel. Folk med onde hensigter på stor skala vælger sjældent at gå amok i provinshuller eller snigmyrde hr. og fru Jensen. Det skal dog ikke stoppe frygten i at være udslagsgivende for mange politiske handlinger, for slet ikke at snakke om dagligdagen for millioner af mennesker. Den tidligere chefkriminalinspektør i PET, Hans Jørgen Bonnichesen, taler denne trend imod i sin nyeste bog, hvor han sætter fokus på de reelle trusselsbilleder, og hvordan man bedst imødegår dem.

Det er spændende at læse om en mand, der rent faktisk har fingeren på pulsen angående trusler og modtræk, og ikke som skingre JP mørkemænd eller tossegode hallalhippier, der brøler fra hvert deres hjørne i terrordebatten herhjemme.

Sandheden er, siger Bonnichesen, at vi lever i et ekstremt sikkert land, hvor chancen for at komme af dage på grund af andet end hjertekarsygdomme er stort set ikke

eksisterende. Den udbredte frygtkultur, der får os til at føle, at vi løber rundt med en afsikret håndgranat dinglende over hovedet, er dog efterhånden umådeligt stærk. Logikken bag den er simpel. Modernitetens flydende samfund har fjernet alle sikre rammer for vores liv, og vi prøver at få sagerne til at give mening ved at finde et sikkert holdepunkt for vores grundlæggende frygt. At Nørrebro står i flammer, muslimer vil os til livs, og højrefløjen manipulerer med os, er derfor noget vi altid kan klamre os til, når tilværelsen bliver ubærlig. Men det passer desværre ikke rigtigt. Trusler er der nok af, og det vil der altid være, men livet har aldrig været sikrere eller længere for den danske (vel at mærke) befolkning. Det er rart at høre det fra en insider, og Bonnichsen har både autoritet og pen til at formidle bare en smule beherskelse, inden vi snart skal have bombedetektorer i Oddergrisen, fodlænker til fumlegængere og Berlinmur ved grænsen.

Jonas Lysgaard

29

DELFINEN

KULTUR | BILLEDHABITUS

FRA VÆG TIL VÆG OFTE BEGYNDER EN OVERSIGT OVER KUNSTENS VERDENSHISTORIE MED ET BILLEDE AF FORSKELLIGE DYR MALET I LETTERE UTYDELIGE JORDFARVER PÅ VÆGGEN I EN STENHULE. LASCAUX-HULEN LIGGER SOM BEKENDT I FRANKRIG, OG ’OLD-GRAFFITIEN’ DERINDE DATERER SIG CA. 15-17.000 ÅR TILBAGE I TID. DET RIGTIG INTERESSANTE ER DOG, NÅR MAN IKKE SER MALERIERNE SOM HULEKUNST, MEN DERIMOD SOM HULEKOMMUNIKATION. ORD | SOPHIE HOLM-NIELSEN

Den klassiske karikaturtegning af menneskets udvikling fra abe til menneske demonstrerer ikke kun en forbedring af kropsholdning og personlig hygiejne, men underforstået en forbedring og perfektionering af alle menneskelige evner, f.eks. kommunikation. Historiens helt store revolutionære på det område er Gutenberg, der i 1400-tallet presser udskiftelige blybogstaver ned på papir og dermed (med)skaber bogtrykkerkunsten. Siden præsterer opfindelsen af telefonen sikkert et lignende furore. Begge er de fokuseret på udbredelsen af ordet. Moderne kommunikation gik fra billede til tekst, og det blev betragtet som et fremskridt. Men papiret er blevet udfordret af pc’en, og telefonen har nu en større skærm end tastatur. Vi er tilbage i hulen og kigger på vægge mere end nogensinde før.

Smileyen En hest og en tyr; En mand og en fugl; Dét er kort og præcist, og menneskene for ca. 15.000 år siden har ikke været i tvivl om, hvad det betød. Lidt ligesom når man i år 2008 sender en smiley afsted i en sms. Hvad er lettest at percipere, teksten: ”den vittighed, du lige skrev der, var bare så hyl, at jeg nu må trække på smilebåndet” eller en J? For slet ikke at konstatere hvad der er hurtigst og optager langt mindst plads. Mobildesignerne har fattet det for længst. Foruden de føromtalte ekspanderende displays kommer enhver mobil med respekt for sig selv ikke på markedet uden 30

DELFINEN

et komplet udbud af billed-smileys to fit your every mood, hvad end du er gal, sur, liderlig eller eftertænksom-a-la-Rodin. Telefonens udvikling er bare ét eksempel, for det foregår alle vegne: vi liner dvd’er op på samme måde, som vi før opbevarede bøger; stilladsreklamer og billboards er blevet arkitektur, og selv de mest seriøse aviser ved godt, at intet sælger den store historie som et stort billede. For at understrege det med et af tidens populære udtryk - billedet er den nye sort.

Billedgenerationen Der er på sin vis slet ikke tale om blot en tendens mere, men om et tidsskifte. At sammenligne denne nye tid med Lascaux-hulerne betyder ikke på nogen måde tilbagegang i kommunikations-evolutionen. Vore ’vægge’ og billeder i dag udgøres af skærme, hvor tanken om at bevare indholdet i 15.000 år er absurd.

Skærmene er netop skabt til den konstant foranderlige billedstrøm. Men begge typer væg handler om billedkommunikation og overflade.

Det siges om vores generation, at vi har travlt, at vi er i konstant bevægelse og aldrig står stille længe nok til at fordybe os. Måske, men vi har tilsvarende revurderet gamle redskaber og tilpasset dem vores nye behov, og derfor er vi ’vendt tilbage’ til billedet. Billedet er måske nok overflade, men det er ikke overfladisk. ’Dybden’ er ikke elimineret, men derimod bragt op, hvor den hurtigt kan opfanges i forbifarten.

Billedet er blevet essentielt i vores færden rundt i den fysiske verden og i den ’virtuelle’

(kan de to overhovedet adskilles?), da billedet nemt kan nå at blive opfattet i vores konstante bevægelse omkring. Dets kommunikative egenskaber er klare – på få sekunder kan billedet skabe en kompleks variation af betydning igennem hundredvis af associationer.

Det kommunikerer både verbalt og symbolsk igennem rum og endda på lang afstand.

Anti-anonymitet = Facebook Vi er tilbage ved det gamle ordsprog, at ”et billede siger mere end tusind ord”; klicheen er blevet generationens kendetegn. Billedet er blevet os belejligt igen og måske ikke kun dét - kan vi overhovedet forestille os at begå os uden en skærm, eller kun med tekst på skærmen? Klicheen er ikke kun kendetegn, men en absolut afhængighed.

Hvorfor ikke bringe favoritten Facebook på banen! Det tidlige internets succes blev bl.a. målt på en hidtil uset adgang til hurtig information og kommunikation, dog med lovning på absolut anonymitet. Skærmen var dengang (for få år siden!) noget, man kunne gemme sig bagved, en sikkerhedsbarriere.

Hvis nettet blot var information, ville anonymitet måske stadig være at foretrække…, men når det kommer til kommunikation! Til hvad nytte er hurtig kommunikation, hvis den aldrig kan accelerere og blive endnu hurtigere - det ville være ligesom at køre en Ferrari, men konstant holde den på 90 km i timen. Internettets potentiale er, at det kommunikativt er/kan blive en tro kopi af god gammeldags fysisk ansigt til

ansigt formidling, det går bare meget hurtigere – pga. billederne! Facebook fortæller, hvordan man ser ud til fest og i hverdagen, måske hvordan du ser ud halvnøgen; hvilke events du skal til, hvem dine venner er. Anonymitet på Facebook er slet ikke et begreb, det er i sig selv stedets diametrale modsætning. For at bruge nettet optimalt skal vi selv ”derind”, og det kommer vi via billeder og let afkodeligt billedsprog. Hvad er en Facebook-profil uden et profilbillede?

Billed-habitus Billeder kan være tvetydige, dét er både en force og en begrænsning. Man må kende sine symboler og ikoner for at begå sig. Tag f.eks. en Nokia-menu. Indlysende navigation for en 20-årig, en labyrint for en 50-årig, der får den stukket i hånden for første gang. Hvorfor?

Den multifacetterede franske sociolog Pierre Bourdieu er opfinder af et begreb kaldet habitus. Det kan oversættes til en slags kulturel kapital determineret af tid og sted. Vi influeres alle af den. Et eksempel: når en mand løfter sin hat, ved vi automatisk, at han hilser. Vi genkender hans gestikuleren uden at tænke over det. Habitus kan også forklares som en slags kulturel dannelse. Når generationer skifter, må de genuddanne sig selv og dermed ændres habitus over tid.

Den 20-årige med Nokia telefonen, som vedkommende kan navigere rundt i med lukkede øjne, har billed-habitus – billeddan-

nelse.

Hverdags-dannelse Den 50-årige har den skam også, men bare ikke indarbejdet med samme selvfølgelighed.

Vi har selv konstrueret denne egendannelse, og kendskab til billeder og evnen til at kommunikere via disse er blevet en kollektiv kapital. Jo mere du har, des mere betaler det sig. Det ’gamle’ borgerlige dannelsesbegreb er ikke længere så slagkraftigt, for det er ikke så brugbart og fremadrettet som f.eks. billedkapital. Billeddannelsen er demokratisk. Den kommer ikke primært fra skolen eller hjemmet, selvom den findes begge steder. Billedkapitalen er demokratisk, fordi den ikke gives, men fordi den opstår. Den opstår kontinuerligt fra et tidligt stadie i livet, og den indbefatter mange - for ikke at sige stort set alle - mennesker.

Den er et redskab, et kollektivt repertoire, der bygger på hverdagens billederfaring. Der er ikke nogen, der ikke er i besiddelse af den, om end den nærmest er en ubevidst egenskab.

Så du ved, hvad du ser, og du ser, hvad du ved. Billedkapitalen er kommunikativt favorabel i og med, at den søger genkendelighed og sammenhæng. Derfor må man acceptere, at nok kom Piet Mondrian først med sine rektangulære kompositioner, og derfor ser de fleste Mondrian’en i L’oreal sprayen, men lige så mange ser måske L’Oreal i Mondrian’en.

Den ene kender kunst, den anden reklame, den tredje mode. Pointen er, at det ene leder

til det andet, som leder til det tredje. Billedkapitalen skaber altså i overført betydning konstant bevægelse. Og for en generation og en kultur, der befinder sig i en konstant kommunikativ rush hour, findes der måske ikke noget bedre redskab?

31

DELFINEN

RETRO | NINA HAGEN

SKEJ FRYGTLØST UD MED ORD | KATRINE PIHL ANDERSEN

Som barn blev jeg udsat for adskillelige musikgenre fra min mors temmelig brogede pladesamling, der stod sammenklemt med alskens bøger på en overfyldt stigereol. Heldigvis var pladesamlingen placeret langt nok nede til, at jeg kunne gå på opdagelse den dag, jeg fik nok af Anne Linnet og Bamse & Kylling, hvilke var ”mine” to plader. Dermed ikke sagt, at jeg ikke værdsatte numre som “Hva’ ska’ vi lave”, hvor jeg fornøjet skrålede med, når der blev sunget: ”...tisse på gulvet søndag eftermiddag.”

Jeg var meget glad for iørefaldende musik, men mine legekammerater opgav at følge med, da jeg ved siden af ”pladen med fødderne” opdagede Nina Hagens Angstlos fra ’83. Pladen er hendes fjerde ud af femte, og selvom hun i Tyskland anses som punkens mor, formår hun i sin musik at bevæge sig over et bredt genrespektrum. Angstlos er et glimrende eksempel på at definere 80’er lyden, og pladen er domineret af Hagens vokal, som hun tilsyneladende kan bruges på grænseløs vis. Den operaskolede sangerinde får det til at lyde som om, der er utallige assisterende vokaler, eftersom hun er i stand til udsædvanligt hurtigt at lave om på sin stemme. Hun både rapper, jodler og synger opera. Mildest talt lyder kvinden rablende sindssyg (hun har da også udtalt, at hun i starten af 80’erne er blevet taget op i et rumskib...), men humoren og ironien gør pladen til en festlighed. Pladen tilhører vores forældres generation, men det 32

DELFINEN

er en skam at lade den stå og samle støv i gemmekassen, for under det grå pelslag gemmer sig en god portion humor, som man bør udsætte sig selv for. Enten bliver det en skræmmende engangsoplevelse eller også noget musik, man ikke kan lade være at dele med andre. For mig er det ren nostalgi.

Specielt glad var jeg for nummeret “I love Paul”, hvor Nina Hagen konstant ændrer sin vokal fra en skæv, naiv pigestemme til ren maskinel robot-lyd, imens den beatbox lignende trommelyd understreger rytmen på vaskeægte 80’er manér. Naturligvis krydret med keyboard og elguitarsolo. Nummeret gentager sig selv flere gange, og særligt iørefaldende er det, når der med koropbakning synges ”Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare”, og jeg skrålede naturligvis med uden at have nogen idé om, hvem pokker Krishna var. Jeg blev dog klogere med tiden, og det gik op for mig, at det var min gode ven fra ”pladen med fødderne”, Paul McCartney, Nina Hagen hentyder til, når hun synger ”I love Paul. Let me your babydoll.”

Hagen nævner desuden Catherine Deneuve i Frühling in Paris, hvor hun, ved nærmest at spytte ordene ud og overdrive udtalen, gør dybt grin med det franske sprog. Pladen er på mange punkter provokerende, men den slags forstod jeg naturligvis ikke. Jeg spillede den igen og igen, og jo mere jeg lærte af teksterne, desto mere skabte jeg mig. Den plade min mor

i ’83 glad og forventningsfuldt havde købt i Badstue Rock, har jeg formået at ødelægge for hende. Jeg forstod ikke pladens provokerende hentydninger, men jeg forstod til gengæld at provokere min arme mor ved at dreje volumen 180 grader og bidrage det høje lydniveau med mine udprægede falske toner.

Det kunne meget vel have været Angstlos, der gav hende de første grå hår.

Nu, hvor jeg har mit eget sted at bo, har jeg fået smidt både plade og pladespiller i nakken, og der har lagt sig en fredelig ro over min mors hjem. I stedet for er det nu mine naboer, der må lide under Nina Hagens mange rullende r’er. Flere veninder er efterhånden også blevet udsat for tvangslytninger, imens jeg med stor entusiasme og ivrighed har fortalt om min og pladens historie. Heldigvis bliver den taget varmt imod, og den er godt på vej til at blive integreret og accepteret i mine skarpt smagsdømmende veninders musik.

Pludseligt forstår jeg desuden meget mere af pladen, trods mit tyske ikke er til at prale med, og dette gør bestemt ikke pladen mindre vanvittig. Heldigvis. Nu er jeg blot spændt på, hvilke af mine fornøjelige arvestykker der holder længst – Angstlos eller den hårdtarbejdende Beogram 2202.

■

KULTURKALENDER TEATERKONCERTEN NICK CAVE Indtil 31. december, Århus Teater Repremieren på årets Reumert-forestilling fra 2007 byder på et brag af en koncert i form af fordanskede udgaver af Nick Caves rå sange om mørke, kærlighed, død og tro. En overrumplende oplevelse, der viser nye interessante spor i den særlige genre kaldet teaterkoncert, som Århus Teater efterhånden har specialiseret sig i.

RUNDVISNING PÅ BYMUSEET 6. 13. og 20. december, Bymuseet, Carl Blochs Gade 28 I vinterhalvåret er der hver lørdag kl. 13 gratis rundvisning på bymuseet. Rundvisningen vil både omfatte den permanente udstilling om Århus by gennem tiderne samt særudstillingen En aften i logen, der beskriver Frimurerordenens idéverden og historie i Århus. Rundvisningen er gratis efter betalt entré.

LITTERÆR JULESTUE 11. december, LYNfabrikken, Vestergade 49B Litteraturen på scenen indbyder til julestue og oplæsningsarrangement med deltagelse af bl.a. forfatterne Kristian Bang Foss, Lars Frost og Kenneth Jensen. Det koster den nette sum af 30 kr.

FOTOUDSTILLING 17. december – 14. januar, Fairbar, Nørre Allé 66 Der findes omkring 300.000 børnesoldater i verden, hvoraf en tredjedel er piger. Den nylig åbnede café ved navn Fairbar, som har overtaget den lukkede jazzbar Bent J’s lokaler, lægger hus og vægge til en vandreudstilling om børnesoldater i Sierra Leone. ÆSTETISK SEMINAR: SKULPTURER OM SKULPTURER 18. december, Institut for æstetiske fag, Langelandsgade 139 Mange kunsthistorikere har beskæftiget sig med såkaldte ”meta-billeder” – billeder om billeder, men hvad med skulpturer? Lise Skytte Jakobsen er ph.d.-stipendiat i kunsthistorie og vil til dette seminar diskutere, hvordan også tredimensionel kunst, såsom skulpturer, har tematiseret sit eget medie.

Foredraget finder sted kl. 14. 15 i bygning 1584, lokale 124.

KOYAANISQATSI 22. december, Øst for Paradis Øst for Paradis blænder i sin vinterkavalkade op for en lang række moderne klassikere. Denne dag gælder det Godfrey Reggios fascinerende dokumentarfilm Koyaanisqatsi om konflikten mellem natur og civilisation fra 1982, fortalt uden replikker og tilsat musik af Philip Glass. Filmen vises kl. 16.30.

AROS 150 ÅRS FØDSELSDAG 6. januar – 15. marts, Aros Se Aarhus Kunstmuseums første udstilling fra 1859 i anledning af museets 150 års jubilæum. Der er tale om 32 malerier fra dengang, der for alvor var nationalromantik til.

Den Danske Ambassade i Haag søger praktikanter ∙ Praktikanter til TDC ∙ Praktik på Ambassaden i Rabat, Marokko ∙ Universitetes- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet søger praktikant ∙ Eventassistent på Innovation Lab ∙ Konsulentfirmaet Catamaran Sarl i Paris søger praktikant ∙ Praktikant til finansiering og økonomi til danskejet vingård i Chile ∙ Presse- og kulturpraktikant til Den Danske Ambassade i Ottawa ∙ Rekrutteringsbureau søger praktikant ∙ Stagiaire til Dansk Erhvervs kontor i Bruxelles Praktik ved Den Danske Ambassade i Singapore ∙ Praktikant hos NIRAS Konsulenterne ∙ Teknologisk Institut søger praktikant ∙ Praktikant til Det Danske Forskningskontor i Bruxelles ∙ Praktikant til Forlaget Hovedland ∙ Event assistent på Innovation Lab ∙ Konsulentfirmaet Catamaran Sarl i Paris søger praktikant ∙ PR-og tekstpraktikant til OKON ∙ PR og kommunikation til sTUDENTERHUS åRHUS ∙ Aegis Media søger nysgerrig og kreativ praktikant ∙ Ambassaden Bratislava ∙ Animation, kommunikation og PR hos The Animation Workshop ∙ Ansvar for international salgsudvikling hos OKON ∙ eVisions Group søger praktikanter til afdeling i Vietnam ∙ Internationalisering af ENGODSAG.DK ∙ Praktikplads hos Pilgrim i Berlin ∙ Praktikant til kvalitativt team hos Synovate ”Praktikken har åbnet Vilstrup ∙ Bookingpraktikant til pAKHUSET ∙ Business Trainee at Danish Company in Houston ∙ Den minesøger øjnehandelspraktikant for, hvad Danske Ambassade i Dubling ∙ Praktikant hos Århus Kommunes Borgerkan bruge min service ∙ Filmpraktik jeg i udlandet med LazyAnimation ∙ Danish Chamber of Commerce Georgia ∙ Esbjerg Kommunes Udviklingsog evalueringskontor søger praktikant ∙ Aegis Media søger nysgerrig uddannelse til” Jacob PaaskeBratislava Jensen og kreativ praktikant ∙ Ambassaden ∙ Animation, kommunikation og PR hos The Animation Workshop ∙ Ansvar for international salgsudvikling hos OKON ∙ eVisions Group søger praktikanter til afdeling i Vietnam ∙ Internationalisering af ENGODSAG.DK ∙ Praktikplads hos Pilgrim i Berlin ∙ Formidlingspraktikant til Cyberhus ∙ Praktikstillinger i den kommercielle afdeling ved Generalkonsulatet i Shanghai ∙ Markedsundersøgelse og profilering af Godber Media I/S ∙ Ambassaden i Ottawa søger politisk praktikant ∙ Praktik på TV2 Østjylland ∙ Praktik ved Den Danske Ambassade i Singapore ∙ Praktikant hos NIRAS Konsulenterne ∙ Teknologisk Institut søger praktikant ∙ Praktikant til Det Danske Forskningskontor i Bruxelles ∙ Praktikant til Forlaget Hovedland ∙ Event assistent på Innovation Lab ∙ Konsulentfirmaet Catamaran Sarl i Paris søger praktikant ∙ Praktikant til finansiering og økonomi til danskejet vingård i Chile ∙ Presse- og kulturpraktikant til Den Danske Ambassade i Ottawa ∙ Rekrutteringsbureau søger praktikant ∙ Stagiaire til Dansk Erhvervs kontor i Bruxelles ∙ Den Danske Ambassade i Haag søger praktikanter ∙ Praktikanter til TDC ∙ Praktik på Ambassaden i Rabat, Marokko ∙ Universitetes- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet søger praktikant ∙ Den Danske Ambassade i Dublin søger handelspraktikant ∙ Praktikant hos Århus Kommunes Borgerservice ∙ Filmpraktik i udlandet med LazyAnimation ∙ Danish Chamber of Commerce Georgia ∙ Esbjerg Kommunes Udviklings- og evalueringskontor søger praktikant ∙ Aegis Media søger nysgerrig og kreativ praktikant ∙ Ambassaden Bratislava ∙ Animation, kommunikation og PR hos The Animation Workshop ∙ Ansvar for international salgsudvikling hos OKON ∙ eVisions Group søger praktikanter

Praktik gi´r netværk · netværk gi´r job – find din praktikplads på projektzone.dk

projektzone.dk formidler praktikophold, projektsamarbejde og studiejobs mellem virksomheder og studerende ved Aarhus Universitet Gå ind på www.projektzone.dk for mere information eller kontakt konsulent@projektzone.dk

33

DELFINEN

TILLÆG | VALG KURSER FORÅR 2009

Brug sproget korrekt – og godt!

Kursusdatoer: S79: 28/2-1/3 2009 kl. 10-15 Argumentation i teori og praksis Kursusdatoer: S80: 21/3 2009 kl. 10-16 Studieteknik og lynlæsning Kursusdatoer: S81: 28/3 2009 kl. 8-17 Processkrivning Kursusdatoer: S82: 23/2 9-12 og 16/3 9-13 Tal og bliv hørt Kursusdatoer: S83: 23/2 14-18 og 16/3 14-18 Kvalitative analysemetoder Kursusdatoer: S84: 14/3 10-16 Eksamenssamtaler Samtaledatoer: S77: 16/2, 16/3 og 27/4 i tidsrummet 14-17.

Ret til ændringer i datoer forbeholdes.

Journalist.kom – lær formidlingens kunst Kursusdatoer: S85: 7.-8./3 10-16

AARHUS UNIVERSITET

r fra e s i r P 0,Kr. 5 34

DELFINEN

STUDENTERRÅDET SØGER NY GENERALSEKRETÆR Studenterrådet tilbyder fra 1. februar 2009 en ledende stilling med stor selvstændighed, fart over feltet, engagerede kolleger og eget kontor!

Som Studenterrådets generalsekretær har du det daglige ansvar for Studenterrådets administration, økonomi og personale. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være: • Ledelse af sekretariatets personale • Udarbejdelse af budget og regnskab • Gennemførsel og udvikling af Studenterrådets projekter og arrangementer, herunder Studenterrådets Kursusvirksomhed, Studenterhåndbogen til alle nye studerende, Studiemesse m.v.

Du har forståelse for økonomi, og du er god til at arbejde selvstændigt. Samtidig har du overblikket, gode samarbejds- og lederevner samt er vant til at arbejde med programmerne i Office-pakken og evt. programmer som InDesign og Photoshop.

Vi forventer, at du er åben og serviceminded og kan kommunikere med alle vores mange samarbejdspartnere, hvad enten det er studerende, universitetets administration eller annoncekunder.

Vi kan til gengæld tilbyde dig nogle spændende og udfordrende opgaver, masser af ansvar og frihed til at udvikle Studenterrådet som organisation og få ført dine visioner ud i livet. Og så kan vi garantere, at der også bliver tid til at drikke kaffe og have det sjovt med Studenterrådets andre ansatte.

Stillingen er normeret til 21 timer om ugen med løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem staten og HK. Både studerende og ikke-studerende vil blive taget i betragtning til stillingen.

Ansøgningsfrist er fredag d. 19. december 2008 med tiltrædelse 1. februar 2009.

Du vil få en grundig oplæring af den nuværende generalsekretær.

Ansøgningen sendes til Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Studenternes Hus, Ndr. Ringgade 3, 8000 Århus C, mrk.: ”Generalsekretær” eller pr. mail til ydemann@sr.au.dk Yderligere oplysninger på www.sr.au.dk eller hos generalsekretær, Louise Ydemann Jensen, på telefon 28 99 23 27 eller mail ydemann@ sr.au.dk.

Studenterrådet ved Aarhus Universitet er den største studenterorganisation i byen og har siden 1932 arbejdet for at skabe gode vilkår for studerende. Studenterrådet har repræsentanter i bestyrelse, akademiske råd og studienævn på hele universitetet. Hvert år laver Studenterrådet også studiemesse, koncerter, kurser og meget mere. Vi repræsenterer både studerende på det ’gamle’ Aarhus Universitet og på de nye områder som Handelshøjskolen i Århus.

STUDENTERRÅDET SØGER REDAKTØR TIL STUDENTERHÅNDBOGEN 2009 Studenterrådet har fra 1. februar 2009 en ledig stilling som redaktør på Studenterhåndbogen Som studenterhåndbogsredaktør har du ansvar for udformningen af studenterhåndbogen. Du skal stå for at konceptudvikle årets udgave, for at lave det overordnede storyboard og for at få produceret materiale dertil. Du kommer til at arbejde som primus motor for et team af engagerede studenterrådsmedarbejdere, men vil også få brug for at rekruttere hjælp til skriveopgaver og fotoopgaver. Derfor er det vigtigt at du er: • • • • • •

Idérig og engageret Har erfaring og interesse i redaktionelt arbejde Er interesseret i Aarhus Universitet, kultur- og studenterlivet samt studenterpolitik Er udadvendt og med et godt netværk i Århus Har et godt overblik og kan planlægge og jonglere med mange bolde på en gang Har kendskab til Photoshop og Indesign

Projektansættelsen dækker perioden 1.februar-1.juli 2009 (når bogen sendes i trykken). Studerende tages primært i betragtning til stillingen.

Ansøgningsfristen er d. 19. december 2008 med tiltrædelse 1. februar 2009 Ansøgningen sendes til Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Studenternes Hus, Ndr. Ringgade 3, 8000 Århus C, mrk.: ”Studenterhåndbogsredaktør” eller pr. mail til ydemann@sr.au.dk Yderligere oplysninger på www.sr.au.dk eller hos generalsekretær, Louise Ydemann Jensen, på telefon 28 99 23 27 eller mail ydemann@sr.au.dk.

35

DELFINEN

TILLÆG | VALG

36

DELFINEN