Delfinen #163

MELD DIG IND I IDAs FAGTEKNISKE NETVÆRK Styrk dine jobmuligheder og faglige indsigt

Din vej til viden og virksomheder?

Gratis indmeldelse på ida.dk/netvaerk

De fagtekniske netværk i IDA er en mulighed for dig til både at udforske dine faglige interesser uden for studie-miljøet og gøre dig ekstra kvalificeret til jobsøgningsprocessen. Hvert netværk tilbyder en lang række arrangementer som kurser, konferencer, gåhjemmøder, virksomhedsbesøg samt studieture.

Meld dig ind allerede i dag på ida.dk/netværk, det er gratis som IDA-medlem.

IDA_annonce210x120.indd 1

01/02/11 11.44

# 163 MAR.11

DELFINEN udgives af Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Frederik Nielsens Vej 2-4, 8000 Århus. Tlf.: 89425469.

Oplag: 5000 ex.

Annoncer: Tom Poulsen. Tlf.: 28992317. Mail: annoncer@sr.au.dk

REDAKTIONEN SKRIBENTER Iris Barbulescu, Louise Bodin, Helene Christiansen, Thomas Erex, Linnea Fonfara, Rasmus Bach Frandsen, Sebastian Juel Frandsen, Marie Lindberg Hansen, Vibe Kiil, Svend Lokjær, Sofie Hillgaard Pedersen, Anders Skeel, Jakob Steensen, Astrid Elkjær Sørensen, Helene Tappe, Dobriyana Tropankeva FOTO Anne Bay Davidsen, Maria Maarbjerg, Anja Karoline Karup Nielsen, Elin Winther, Claudine Zia ILLUSTRATOR Helene Møberg Johansen KLUMMESKRIBENT Rune Søndergaard LAYOUT Julie Vestergaard Nissen KULTURREDAKTØR Jannie Pallesen REDAKTIONSCHEF Villads Andersen CHEFREDAKTØR (ansv.) Christoffer Hillgaard Pedersen DELFINEN redigeres af en selvstændig bladgruppe med tilknytning til Studenterrådet ved Aarhus Universitet.

Meninger, der tilkendegives i bladet under andet navn end Studenterrådets, kan ikke tages som udtryk for Studenterrådets opfattelse.

SKRIV TIL DELFINEN PÅ: delfinen@sr.au.dk BESØG DELFINEN PÅ: www.delfinen-magasin.dk DELFINEN er også på facebook

Næste deadline er den 20. marts 2011

LEDER og videnskabsministerium. Det kunne være så godt. Hvis bare den dyre, skatteyderbetalte forskning på universiteterne kunne manifestere sig i produkter og patenter, der kunne pynte på betalingsbalancen. Og hvis bare det kunne gå lidt stærkt, så en rektor kunne nå at bade sig lidt i glansen fra den eksportgavnlige forskning. Alt tyder på, at Milena Penkowas forskning var for god til at være sand. Det betaler Københavns Universitet prisen for nu. Bogstaveligt talt i form af tilbagebetaling af midler til den almene fond IMK, men først og fremmest i form af et flosset renommé ude i den store verden.

I Jylland ved vi imidlertid godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Tja, det gør vi måske nok, men ikke på Aarhus Universitet. Her lod man sig i en årrække forføre af Poul Thorsen og det nu kuldsejlede Nanea-projekt. Poul Thorsen havde idéerne. Han havde kontakterne til den

amerikanske sundhedsinstitution CDC. De skulle nok poste penge i forskningen, der skulle kurere både autisme og spastisk lammelse. Indtil da spyttede Aarhus Universitet gladelig i kassen. I dag er Nanea lukket. Poul Thorsen befinder sig i USA, og Aarhus Universitet er 10 millioner fattigere.

Da korthuset væltede omkring Poul Thorsen og Nanea i marts 2010, blev Københavns Universitets direktør, Jørgen Honoré, spurgt, om man nu ville se nærmere på KU’s eksternt finansierede forskningsprojekter. Det så han ingen grund til dengang. Et år og endnu en skandale senere er han forhåbentlig blevet klogere. Det samme bør gælde resten af den danske universitetsverden. De må lære at beholde bukserne på, når entreprenørerne kommer og siger, at træerne vokser ind i himlen.

Det er lidt for godt til at være sandt. 

Velkommen til anden del af min lille klummeserie.

Min redaktør siger, at der ikke er tradition for, at klummen hænger sammen med det overordnede tema for Delfinen. Imidlertid er der denne gang sket et historisk sammenfald: Delfinen handler om kvindekamp, og det gør min klumme tilfældigvis også.

Kvindekamp er, velsagtens og desværre, ikke kamp mellem nøgne, olieindsmurte kvinder, men handler derimod om kvinders kamp mod onde mænd, et uretfærdigt system, gamle traditioner og sprogets tvang. Det er alt i alt et prisværdigt og tandløst tema, eftersom læserne af dette magasin i stor stil er kvinderne selv, den generelle tendens til overflod af kvindelige studerende taget i betragtning.

Kvindekamp handler altså om at frigøre og ligestille kvinderne, og den slags tager tid.

Lur mig, kære læser, om vi ikke allerede for længst har passeret ækvivalenspunktet, og er

grundlaget for enhver fremtid? Børn, børn, børn.

Det er et faktum, at veluddannede kvinder får færre børn end lavtuddannede. Sætter man det sammen med den generaliserende trivialitet, at veluddannede kvinder i gennemsnit er klogere, så er konsekvensen indlysende. Her må jeg for en god ordens skyld indskyde, at nogle af de klogeste, ikke-uddannede piger, jeg kender, intellektuelt kan tæve tænderne ud af enhver gennemsnitlig studine.

Nå, men nok nosseløs rygdækning for nu.

Tilbage til den logiske konsekvens af de to kendsgerninger: Befolkningen bliver samlet set dummere og dummere for hver generation, fordi de klogeste udskyder graviditeten med hjælp fra bror kondom og søster p-pille. De veluddannede kvinder kan derfor kun med nød og næppe nå at presse et vrælende spædbarn ud, inden skødet kølner goldt.

Den naturlige løsning på den fordummende

Hvorfor ikke? I får ekstra SU, og jeres rollinger vil takke jer for livet med brødre og søstre frem for at ende som et trist enebarn i et tomt hjem, hvor forældrene alligevel er fraværende, fordi de jagter karriere, sekretær eller selvudvikling. På den måde undgår I også at belaste samfundet og jeres fremtidige arbejdsplads med barsel og den slags nymodens pjat Slutteligt åbner det for den mulighed, at I kan komme med i De Unge Mødre. I kan fejre jurastudiets afslutning med en herlig børnefødselsdag og dertil drikke mousserende hvidvin med Malou Stella. Se, dét er kvindekamp. Dét er den fagre, ny verden – på den gode måde. Q.E.D. 

slået over i det modsatte. Om føje år sidder de veluddannede kvinder på magten alle vegne. Det er ikke nødvendigvis skidt. Det er bare på tide, at kvinderne indser, at Danmarks fremtid afhænger af dem, og at kvindekamp nu er kampen for os alle sammen og vores fælles fremtid. Og hvad er

tendens er heldigvis simpel og ligetil. Og så er vi ved den konklusion, som jeg dumdristigt afslørede sidste gang: Gør Danmark klogere, drop søster p-pille og knald mere. Med andre ord: Spred ben i fredagsbaren, og fød børn undervejs i jeres uddannelse.

Der er dage, hvor vinterlyset er så skarpt, at det skærer gennem marv og ben og ubarmhjertigt afslører støvet på bøgerne og sprækkerne i væggen. For tiden lyser en kold vintersol over den danske universitetsverden. Den kaster lys over et jordslået rod, der ville hensætte de fleste kollegieværelser i skam. Det er lige så ærgerligt, som det er forudsigeligt, at mediernes dækning af Penkowa-sagen efterhånden har taget smag af lummer erotik og spionroman. Bag forløbets ydre skal af svigtet tillid og tragiske bekendtskaber gemmer den virkelige tragedie sig: historien om et universitetssystem, der bare venter på at blive misbrugt og udnyttet.

Vi lever i entreprenørens tidsalder. Den gode forsker er ikke nødvendigvis en god videnskabsmand. Den gode forsker er i højere grad en dygtig fundraiser, der kan agere spydspids i den evige symbiose mellem universitet, industri

KLUMME

4

Skandinavisk seksualitet i et sydøstasiatisk traditionssamfund

- Noter fra specialet, jeg aldrig afleverede

Første dag Knytter min charmeklud ekstra stramt og piller ved mit overskæg. Skal til møde med min specialevejleder, Randi. Jeg har levet af quinoa og svesker i tre uger. Kødet skælver. Mine stiletter sidder næsten fast mellem Moesgårds brosten. Randis kontor er fyldt med rifler, og Randi selv er klædt i en lyserød, lidt for stram strikvest. De mørke skægstubbe matcher de rektangulære briller. Hun kigger ud i luften, mens hun taler. Om shamanisme. Og selvmord. Møder tre asatro arkæologer på vej ud derfra.

De skal blote i offermosen. Jeg skal hjem og tømme offermåsen. Aften.

Ligger i fosterstilling i min seng. Jeg kan høre kikærterne klikke ude i

ernæret sig som gadesvindlere i diverse småbyer i Østfold. Nu har de imidlertid fundet på alle tiders fidus. Den går ud på, at folk tilmelder sig et kort, der gør, at de slipper for at betale pant på øl og sodavand.

Abonnementet er bindende to år frem og gælder ikke den populære Villa-sodavand. Alligevel har kortet gået sin sejrsgang i byer som Moss og Sarpsborg og nu altså også i Pattaya, forklarer Gerda. Han har et sødt, lidt genert smil. Tore gør mig derimod nervøs. Hun giver mig elevatorblikket og smiler som Rudy Frederiksen på en rideskole. Jeg spørger, om de kender Fredrik Barth. De siger nej. Vi drikker champagne og hører Ramones. Jeg overnatter i deres bungalow.

køkkenet. Klik. Klik. Klik. Jeg ryster lidt hver gang.

Tredje dag Der står et glas piller på køkkenbordet. Viagra? Poppers? Ipren? Holder en pille mellem mine læber. Bare lige nok til at den bliver porøs og grynet i overfladen. Tør ikke. Spytter den ud. Går ind på værelset. Samler alle mine ting. Skal pakke. Foucault kom til mig i en drøm. Han sagde: ”lyse pastelfarver vil gøre dig lykkelig”. Jeg tror ham. Min roomie kommer ind.

Han har venner med. Og speedkæbe. Jeg sætter uret til klokken 5:00. I morgen er det farvel. Farvel Moesgård. Farvel køn. Farvel identitet. Hello, Sunee Plaza.

Femte dag Stiger ud af bussen i Pattaya. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg har intet sted at bo og næsten ingen penge. Men jeg har et feltarbejde, der skal gøres. Går ned ad Walking Street. Møder et dansk ægtepar i matchende fritidssæt. De inviterer mig på middag. Annie arbejder i hjemmeplejen. Lars er pædagog. Et interessant, antropologisk studie når jeg at tænke. Der er øl, ris og rød karry. Annie tager mig på låret, mens Lars stirrer på tjeneren.

Sjette dag Alverdens aircondition kan ikke forhindre en sødlig duft i at brede sig fra Lars og Annies seng. Jeg hænger fra loftet i en form for gynge. Tror måske, Malinovski prøvede det samme på Papua Ny Guinea. Forskellen er bare, at han udforskede kula-ringen. Jeg udforsker penisringen. Siger ja til at tage med Lars på sightseeing i Boyztown. Annie bliver hjemme med tyndskid. Indtrykkene er mange, og jeg overtegner min blok. Lars er en charmør. Jeg venter i baglokalet. Lars er selve inkarnationen af min problemformulering. Knirkende gummitøj, lyden af bambus mod hud. En ladyboy giver mig en drink, og jeg bliver døsig. Vågner op på gulvet. Løber grædende ud på gaden i min iturevne cocktailkjole og gule plateausko. Min blok er væk.

Syvende dag Om aftenen tager jeg i Kathoey-kabareten. Møder to norske transvestitter, Gerda og Tore. Gerda forklarer, at de tidligere har

Ottende dag (tidlig morgen) Jeg vågner ved, at Tore ligger oven på mig og ånder mig hedt i nakken.

Hendes skægstubbe kradser. Jeg prøver at vriste mig fri, men hun holder mine arme. ”Jeg vil ligge med deg, Gregers”, stønner Tore og fumler med sit denimskørt. ”JEG VIL LIGGE MED DEG!”. Jeg bider Tore i skulderen og flygter over hals og hoved. Ned på stranden. Jeg kigger på solopgangen og tænker på, hvad Levi-Strauss mon ville gøre i min situation. Jeg har ingen penge. Jeg har ikke indsamlet andet empirisk materiale end kløen i mit skridt. Jeg er på nippet til at tage hjem, da jeg hører en velkendt linje: ”Baby brug din booty, din dreng er nummer et ligesom upti vupti”. Pludselig er jeg omringet af ASB-studerende på studietur. Perler af Moët-champagne blinker i Pattayas skarpe middagssol.

Fjortende dag Jeg har hængt ud med ASB-folket i flere dage nu. Det er helt fantastisk, men også en smule desillusionerende. De er så dygtige og flinke. Så fuldkomne. Vi snakker om aktiekurser. Og Sartre. Jeg burde arbejde på mit speciale om skandinavisk seksualitet i et sydøstasiatisk traditionssamfund. Men det er som om, min akademiske løbebane forekommer aldeles meningsløs i selskab med disse himmelstormere.

Jeg snakker især med Rasmus om mine problemer. Han er head of non-digital information distribution. Jeg siger, jeg både mangler et job og penge til at komme hjem. Rasmus siger, han kan hjælpe mig. ”Men alting har en pris, Gregers. Hvad kan du tilbyde mig?”, spørger han. Jeg begynder at knappe min kjole op, men kommer så i tanke om Gerda og Tore og deres forretningsmodel. Jeg fortæller Rasmus om kortet. Han nikker og smiler eftertænksomt.

Tyvende dag Har været hjemme i et par dage. Er solbrændt og løs i maven. Min mor har prøvet at ringe femten gange. Jeg har ikke svaret endnu. Der kommer et brev med posten. Det er skrevet på en underlig blanding af engelsk og dansk, men jeg tror, jeg forstår. Jeg er nu assistant copy manager på ASBSS. Jeg smider alle mine stiletter ud og køber tre polyesterskjorter i Wagner. Og ringer til min mor. 

5

TEMA: KVINDEKRIG Kære Stoffer Du har bedt mig om at skrive introduktionen, men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal skrive. Jeg har tænkt meget over emnet, men helt ærligt giver det jo ingen mening! Regeringen taler hele tiden om, hvordan vi skal have flere kvinder ansat i de høje stillinger, selvom mændene flere gange er bedre kvalificeret. Ligestilling? Ja, klart. Det er jo middelalder om igen, bare med omvendte kønsroller. Jeg tror ikke, der er nogen, som har fortalt regeringen, at hvis vi skal igennem hele Danmarkshistorien med omvendte kønsroller, kommer de nye miljøreformer nok til at vente.

Egentlig er ligestilling ikke et særlig stort problem, men hvis der skal gøres noget ved det, kunne de jo eventuelt gøre noget ved de virkelige problemer. For eksempel at mænd flere steder får mere i løn alene på grund af deres køn. Men det ville jo kræve rigtigt arbejde, og hvis de lader være, har fagforeningerne også noget at skrive om på de reklameskilte, de hænger op i busserne. Men hvad ved jeg? Jeg går i 7. klasse for pokker.

De fleste piger kan stadig banke drengene, hvis det er nødvendigt. Min generation får ingen problemer med ligestilling i fremtiden.

Kærlig hilsen Søs

8

9

D

enne artikel skal handle om Kvindernes Internationale Kampdag. I princippet i hvert fald. Vi vil rigtig gerne skrive noget opfordrende om kampen for kvinders ligestilling. Vi har snakket med Kvindemuseet og med SFU. Vi har endda haft fat i Anne-Grethe Bjarup Riis og Leonora Christina Skov. Vi har haft hovederne inde i løvens gab. Vi blev svært skuffede (men ikke overraskede), da vi fik følgende svar fra Leonora:

Kære Louise, Mange tak for din mail. Nu håber jeg ikke, at jeg lyder alt for sur, men hvert eneste år siden 2001 er jeg blevet stillet præcis de spørgsmål, du stiller mig, i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag. Og jeg kan simpelthen ikke blive ved at besvare dem. Selvfølgelig kunne jeg bare copy/paste mine svar fra sidste år eller året før, men jeg er gudskelov ikke en politiker, der er tvunget til at gentage sig selv. Så jeg vil hellere springe over og give ordet til en anden feminist, der ikke er kørt lige så træt i Er-Kampdagen-overhovedet-nødvendig?-vinklingen, som jeg er.

Bedste hilsener, Leonora

Okay, okay, det var virkelig heller ikke særligt originale spørgsmål, men hvis én af Danmarks mest højtråbende feminister ikke vil hjælpe tre kvinder i nød, hvad gør man så? Og hvad er der i øvrigt blevet af kampgejsten og principperne om lighed og sammenhold mellem kvinder?

Nå, men vi kom os over Leonora, og fik til gengæld svar fra Anne-Grethe. Hun mener, vi i dag kæmper for ligeløn, lige barsel og selvfølgelig forbud af sexkøb.

Men helt ærligt. Som i meget ærligt.

Det interesserer os jo ikke. Før vores ærede redaktører præsenterede os for månedens tema, vidste vi ikke engang, at det var Kvindernes Internationale Kampdag lige om lidt. Åbenbart den 8. marts. Det er ikke, fordi vi er ligeglade. Det er ikke, fordi vi ikke går

egentlig? Hvorfor interesserer vi os ikke for kvindekampen?

Der må være en grund til, at vi straks tænker på en mandhaftig kvinde med overalls, når vi hører ordet feminist, men som SFU så venligt mindede os om, så betyder ordet feminist jo egentlig bare kvindens ligestillingskamp. Der står ikke noget om brændte bh’er i ordbogen.

Point taken. Vi giver den et skud. Vi tager fat på ligeløn, barsel og købesex.

Vi vil ha’ flere mænd Undertegnede skribenter er i aldersgruppen 21-24. Slagsmål om ligeløn, barsel og købesex er ikke en del af hverdagen. Det føler vi i hvert fald ikke. Det forklarer måske vores ignorante tilgang til kampdagen. Det er jo ikke et

også i Danmark, før vi fik p-piller, stemmeret og fri abort.

Merete Ipsen fra Kvindemuseet i Århus peger på, at de danske kvinder har overhalet mændene på universiteterne i dag. Kvindernes indtog på landets højeste uddannelsesinstitutioner er et resultat af deres aktive kamp for rettigheden til at studere. Da kvinderne forlod kødgryderne til fordel for lærebøgerne, blev spørgsmålet om barsel relevant. Nu fik fædrene også lov til at skifte bleer og dikke-dikke under hagen hele dagen.

Alligevel tyder noget på, at mændene ikke rigtig kan komme ud af musehullerne, når det gælder ligestilling på barselsområdet. I dag har kvinder ret til 14 ugers barselsorlov, mændene to ugers fædreorlov, og så kan mor og far ellers

op i vores køn og vores køns rettigheder. Det interesserer os bare ikke.

Erklærede kvindeforkæmpere vil sikkert sige, at vi er naive, men er der ikke mange, der har det sådan? En hurtig rundspørge i bekendtskabskredsen siger jo, men hvorfor

spørgsmål, om der er noget at kæmpe for. Det er der. Særligt på internationalt plan. Der findes lande, hvor kvinder får mere ud af Kvindernes Internationale Kampdag end i Danmark. Mange steder er der ikke nogen, der kæmper for kvinders rettigheder til hverdag. Sådan var det

dele de resterende 32 ugers forældreorlov efter bedste velbefindende. Merete Ipsen forstår ikke, at mændene ikke går på barrikaderne. ”Jeg kan ikke forstå mændene. At de ikke aktivt kæmper for at få ret til barselsorlov”, siger hun.

10

Ligestilling er måske en feministisk mærkesag, men debatten går begge veje. Merete Ipsen mener, at Kvindernes Internationale Kampdag er til for at give rygvind til emner, som ikke er en selvfølge. Blandt andre manglen på ligestilling på barselsområdet.

Men hvordan skal mændene kunne komme ind i kampen, når de ikke selv har en kampdag? (Og nej, st. Patrick’s Day tæller ikke.)

Vores erfaring siger os, at mændene opfatter Kvindernes Internationale Kampdag som en forældet og mandefjendsk mærkedag. Måske en navneforandring var en idé.

Bitch fight, baby Kvindekampen er efter vores mening taget ned fra piedestalen, og rykket ind i hverdagen.

Kampen er blevet til en mentalitet. Har vi tabt kampgejsten, eller er det bare ordet ’kamp’, vi ikke reagerer på længere? I så fald kunne vi prøve Kvindernes Internationale Ligestillingsdag i stedet. Navnet smager bare lidt af meningsløse mærkedage a la Mors dag eller Valentine’s day.

Hvorfor ikke hylde hinanden og kæmpe hver dag? Uden det skal lyde alt for klichéfyldt.

Pointen er, at der som oftest er noget om snakken, når feminister som Anne-Grete Bjarup Riis går på barrikaderne og råber højt (måske lidt for højt) om kvinders ret til ligestilling på alle områder. Selvom vi har det godt, er der stadig plads til forbedringer.

Kvindekampen har bragt meget godt med sig, men spørgsmålet er, om den har udspillet sin rolle. Hvordan står det til for døtre af kvindekampens kvinder? Vi har søren-jens’me fået serveret det hele. Når vi kigger rundt i auditorierne ser vi kvinder, kvinder, kvinder. Vi kommer snarere til at kæmpe mod hinanden end mod mændene, når vi kommer ud på den anden side af auditorierne. Kvindekampen bliver en bitch fight. Før vi ved af det, får vi brug for mandekvoter.

Gitte Bjørndal Velling fra SFU siger, at kvindernes sag skal kæmpes alle dage. Ikke kun på Kvindernes Internationale Kampdag. Dagen er bare en god anledning til at råbe lidt højere og fremhæve enkelte mærkesager.

Vi føler ikke, vi har noget at kæmpe for. Vi er ikke ude på arbejdsmarkedet. Endnu. Vi har ikke børn. Endnu. Derfor kan vi alligevel godt stå sammen med vores køn, og om ikke kæmpe så i det mindste hylde kvinderne og fejre, hvor langt vi er nået.

Efter at have snakket med Anne-Grethe Bjarup Riis overvejer vi at gå mere ind i kvindekampen. Som Anne-Grethe siger, behøver man ”ikke at ligne en trucker for at gå op i retfærdighed”. Det er okay at beholde make-up’en og bh’en på. Så kom ind i kampen d’damer (og herrer). Vi dukker måske alligevel op til et af de der arrangementer den 8. marts… 

studenterhus århus - hele byens stuDenterhus live

marts

8

newbees night:

coco moon supp: betting on the mouse

03 TORS

Dør: kl. 20 pris: 20/60 (forsalg)

fastelavnsfest

05 løR

Dør: kl. 21 pris: gratis for uDklæDte

emergenza festival

09 Til 12

Dansksproget, skramlet og postkasse røDt

Dør: kl. 19 pris: 80 (Dør salg)

northsiDe festival præs:

17 TORS kill screen music + Dj john fogDe (klub stöj) Dør: kl. 20 pris: 40/60 (forsalg)

vampire blow + freDDy & the phantoms

19 løR

rock/garage/americana

Dør: kl. 20 pris: 40/60 (forsalg)

ignug supp: bang bang club

26 løR

Dør: kl. 21 pris: 40/60 (forsalg)

the new era tour

31 TORS

metal line up: scarreD by beauty + by the patient + essence Dør: kl. 21 pris: 40/60 (forsalg)

event 8

international nights Door: kl. 20 price: see stuDenterhusaarhus.Dk

every TueSday

sønDags salsa

hver Søn

pub quiz

hver man

Dør: kl.18 pris: se stuDenterhusaarhus.Dk Dør: kl. 12 pris: gratis

Danish open i stanD up 16/3 24/3

08/4

1. inDleDenDe runDe 2. inDleDenDe runDe

finalen

Dør/pris: se stuDenterhusaarhus.Dk

efterklang presents:

an islanD - a film by vincent moon

23 OnS

Dør: kl. 12 pris: gratis

em kvalifikationskamp

26 løR

vi viser lanDskampen Danmark vs norge på storskærm

spilaften

27 Søn 29 TiRS

Dør: kl. 15 pris: gratis

Din fremtiD!

- jobs Du ikke viDste Du ku’ få Dør: kl. 16 pris: gratis Priser og åbningstider er med forbehold for ændringer.

www.studenterhusaarhus.dk stakladen, nordre ringgade 3, 8000 Århus C Hovedsponsorer:

Øvrige sponsorer:

11 Århus Kommune

1885 DANMARKS FØRSTE KVINDELIGE AKADEMIKER Nielsine Mathilde Nielsen bliver i 1885 Danmarks første kvindelige læge såvel som akademiker.

Hun bruger blandt andet sin uddannelse til at højne sundhedsniveauet blandt de københavnske prostituerede. I hendes dagbog kan man læse, at det langtfra er nogen dans på roser. Hendes mandlige kollegaer prøver ofte at sabotere hendes arbejde. Meget sympatisk af dem...

I vores tid har kvinderne siden 1998 været i overtal på de danske universiteter. En udvikling der dog ikke afspejles i universitetsansættelserne, hvor kvinder kun udgør 26 procent af den samlede forskerstab. Så du vil nok primært blive undervist af mænd i din studietid. Søger du senere en ph.d. vil du til gengæld kunne finde et par veninder. 40 procent af de ph.d.-studerende er af hunkøn.

1924 FØRSTE KVINDELIGE MINISTER Nina Bang bliver af selveste Thorvald Stauning udpeget til undervisningsminister i 1924. Før Bang har kun en anden kvinde, den sovjetiske Alexandra Kollontai, opnået at sidde i en regering. Så lidt progressive var vi altså.

I kommunalpolitik er vi stadig rimelig sløve, og vælger først en kvindelig borgmester i 1950. Æren tilfalder Eva Madsen fra det Radikal Venstre, som får støtte fra et rørende enigt byråd i Stege kommune. Så sig ikke, at store ting ikke kan ske i små byer.

1915 KVINDELIG STEMMERET OG VALGRET I 1908 tager man det første spadestik til kvindelig valgret, da kvinderne bliver givet kommunal-valgret. Det fører i 1909 til, at 127 kvinder bliver valgt, hvilket svarer til 1,3 procent af de folkevalgte.

Da kommunerne ikke synker i grus grundet kvindelig deltagelse, vover man i 1915 at udvide valgretten, så kvinderne nu kan stemme og opstille på lige fod med mænd. Dengang spår kritikere, at det bliver demokratiets endeligt og samfundets ruin. Indtil videre er dommedag ikke indtruffet.

I vores tid er kommunerne stadig primært ledet af mænd. Kun 27 procent af de valgte kommunalpolitikere er kvinder, og andelen af kvindelige borgmestre har aldrig været over 10,2 procent.

Noget bedre ser det ud i Folketinget, hvor folk med dobbelt X-kromosom udgør 38 procent af de folkevalgte og halvdelen af ministertaburetterne er besat af kvinder (hvis man altså medregner Birthe Rønn).

1973 – FØRSTE FÆLLES OVERENSKOMST FOR MÆND OG KVINDER. Indtil 1973 opererer man med en overenskomst for mænd og en anden for kvinder. Du kan selv gætte, hvilken der har de højeste lønsatser.

I 1976 følger Folketinget så trop og vedtager ved lov, at der skal være lige løn for lige arbejde. Det betyder, at en arbejdsgiver ikke længere må lønne en kvinde lavere, bare fordi hun er kvinde.

Som kvinde kan du dog stadig godt være misundelig på dine mandlige kollegaers lønsedler. I dagens Danmark tjener mændene gennemsnitligt 17-21 procent mere end kvinderne.

Forskellen afspejles også i vores pensionsopsparing, hvor mændene har næsten det dobbelte af kvinderne.

Lidt paradoksalt, da det er kvinder, som lever længst.

1962 KVINDER I FORSVARET. ELLER I HVERT FALD I DELE AF FORSVARET. I 1962 bliver der åbnet op for, at kvinder må ansættes i militæret. Der er dog langt fra ord til handling, og vi ser først kvinder i dansk uniform fra 1971.

Militæret forbliver en drengeklub, og vi skal helt frem til 1993, før kvinder må beklæde alle stillinger inden for militæret. Først i 1998 kan kvinder melde sig til værnepligtsaftjening på lige fod med mænd.

I dag udgør kvinderne fem procent af det danske forsvar. En sølle andel, men en undersøgelse fra 2003 viser også, at op til 90 procent af kvinderne i forsvaret har oplevet negativ særbehandling eller sexchikane. 18 procent har oplevet direkte seksuel pression eller tvang. Så tænk dig om, før du trækker i trøjen.

12

1989 FØRSTE KVINDELIGE PARTILEDER Vi skal næsten helt op i 1990’erne, før en kvinde 1973 FRI ABORT Sex uden for ægteskab og sex uden risiko for skrigende babyer. Da P-pillen kommer på markedet i 1966, kommer vi et godt stykke nærmere.

Det er dog først med den fri abort i 1973, at kvinden for alvor vinder retten til egen krop og dermed også retten til egen seksualitet.

kan sætte sig i chefstolen i demokratiets navn. Den første kvindelige partileder bliver den karismatiske Mimi Jacobsen fra Centrum Demokraterne.

Siden da er det gået rigtig stærkt, men der er stadig flere partier i Danmark, der endnu ikke har haft en kvindelig leder, herunder Venstre og Socialistisk Folkeparti. SF var ellers det første danske parti, der erklærede sig for at være et feministisk parti.

1999 DANMARKS FØRSTE LIGESTILLINGSMINISTERIUM En af Nyrupregeringens sidste bedrifter er etableringen af et ligestillingsministerium. Den første ligestillingsminister bliver Jytte Andersen fra Socialdemokratiet. Ligestillingsministeriet har eksisteret siden, men det synes ikke videre nyttigt.

Diskrimination på arbejdsmarkedet hører under erhvervsministeriet, diskrimination i forsvaret under forsvarsministeriet og så videre. Oprettelsen minder således mest om en gang tom symbolpolitik.

1984 MANDLIG BARSEL Med den mandlige barsel bliver børnene i højere grad et fælles projekt, og i dag er det faktisk muligt for faderen at gå næsten lige så meget hjemme hos den lille ny som moderen. Rart for far, da han kan lære sine egne børn at kende, og rart for mor, der i princippet kun skal skifte halvt så mange bleer. Bare ærgerligt, at det stadig er kvinderne, der primært tager barsel.

På fødselsstuen er mændene derimod med i frontzonen. Hele 95 procent er med, når deres partner føder. Om de sidste 5 procent ikke kan klare mosten, og er ved at få ilt ude på gangen, skal Delfinen ikke kunne svare på.

13

Du kender det helt sikkert fra din mormors dagligstue.

Ugebladet med historier som ”Tabte 41 kilo og fandt kærligheden” eller ”Lille Luna fik glæden tilbage”. Mormor elsker det, men hvad hvis man er en ung og tjekket og i gang med en af Danmarks længste uddannelser? Kan man så få noget ud af ”Danmarks hyggeligste ugeblad”?

F

ørste test: Opskriftssiderne. Sjældent har min kæreste været så begejstret for min kogekunst, og det er ikke, fordi jeg serverer mormormad. Næh nej, det er kartoffelpandekager med revet gulerod, hytteost og dild, kraftig vintersuppe med speltbrød og tranebærtoddy med en god sjat rom. Det sidste burde være obligatorisk ved enhver vinterfest, og med en halv deciliter rom per glas er der garanti for både varme og glade gæster. I samme blad finder jeg en cocktail i forholdene 1/3 vodka, 1/3 grapefrugtsjuice og 1/3 danskvand smagt til, med hvad den kan trække af flormelis. Det kan være, det er derfor, mormødre altid virker en kende berusede.

Lige så overraskende moderne og lækker maden er, lige så mormoragtige og gyselige er hobbysiderne. Strik i pastelfarver, applikerede blomster og stjernetegnsservietter i korssting.

Siderne har en vis sommerhuscharme, men de får næppe den gennemsnitlige medicinstuderende ned efter broderigarnet.

guld og en vilje af stål. Retfærdighed findes desværre kun på ugebladets kulørte sider, men du bliver næppe et ondt menneske af at hoppe med på vognen for en stund. Men pas på din verdensopfattelse. Det hele er en illusion.

En god del af Hjemmets sider er brugt på indhold, som ikke kan placeres i nogen genre eller i sammenhæng med resten af bladet.

Der er for eksempel utroligt mange underlige fakta om insekter. Vidste du at guldsmede på dinosaurernes tid var lige så store som måger?

At edderkopper kan overleve et år uden mad?

At der i et stykke dansk skov på størrelse med en fodboldbane bliver spist 30 kilo insekter af de kære spindlere hvert år? Det er bare nogle af de ting, du kan få styr på i Hjemmet.

Der Der varvar engang engang Hjemmet er mest berømt for sine artikler, der er bygget op efter eventyrmodellen: Vi har en sympatisk helt, der må så gruelig meget igennem, før han eller hun kan leve lykkeligt til sine dages ende. Gudskelov bliver vi aldrig rigtigt bekymrede, mens vi læser om stakkels Yrsas kamp mod vægten eller lille Josefines kræftsvulst. Både overskrift og smilende

John John Braad Braad ved det ved det Hvis du søger svaret på noget mere personlig eller eksistentielt, kan du med fordel bladre om på horoskopsiden eller se om Hjemmets synske John Braad kan hjælpe. John Braad bistår med sine overnaturlige evner læserne med råd om alt fra mistede nøgler til skilsmisser.

John profeterer altid en lykkelig slutning, og Hjemmet lover alle stjernetegn en lys og dejlig uge. Tror du på skæbnen, kan du blive en sand optimist af spåsiderne.

Det billige grin skal du til gengæld lede længe efter. Hjemmets vitssides jokes er mere platte end min fulde onkels. Lidt sjovere er læsernes indsendte anekdoter, selvom

portrætbilleder lover os, at det hele nok skal gå.

Det er alt sammen meget rørende, og gid verden var som Hjemmet. Så ville enhver tragedie ende ud i en sand solstrålehistorie.

Staklerne skulle nok klare sig, for barndommen i et alkoholisk hjem gav dem et hjerte af

de nu ligger lidt i tråd med de historier om min barndom, som min mor i et sadistisk hjørne fortalte min kæreste, mens hun stolt viste billeder af mit babyjeg med is om hele munden.

De litterære indslag er der heller ikke meget

14

sjov ved. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kom igennem samtlige af bladets noveller eller føljetoner. Det var selv i journalismens glorværdige navn for hård en prøvelse.

Sjældent eller snarere aldrig har jeg læst noget så klichéfyldt og med så flade karakterer. De tegnede illustrationer, der hører til noveller, formår at placere sig på samme kunstneriske niveau som det skrevne, hvilket i sig selv er en anselig bedrift.

Mere underholdning er der at hente i den store kryds og tværs sektion. Jeg blev i hvert fald vældig opslugt af Rebuskrydsen og den meget svære Quizkryds. Og det stopper ikke her. Hjemmet sætter penge på spil. Man kan ligefrem sende sin svar via internettet.

Hvabehar?

Det Det er lidt erpinligt, lidt pinligt, men… men…

Hjemmet er et dejligt blad. På trods af skavankerne. Det var da lidt pinligt, da jeg stod med bladet i hånden i den lokale kiosk. Tænk hvis mine intellektuelle holdkammerater skulle se mig købe sådan et lavkulturelt mormorblad.

Men efter grundig gennemlæsning må jeg indrømme, at jeg godt kunne finde på at gøre det igen. Man bliver hurtigt træt af sødsuppehistorierne, og novellerne er direkte kvalmende, men store dele af bladet er, måske til tider lidt ufrivilligt, ganske morsomme. Jeg ved ikke, hvordan jeg indtil nu har overlevet uden tranebærtoddy og kartoffelpandekager, og krydsogtværsopgaver er perfekt tømmermandshygge på en søvnig søndag.

Sidst, men ikke mindst, har Hjemmet givet mig en langt større forståelse af edderkopperne på mit badeværelse, og den største er nu officielt opkaldt efter synske John Braad. 

[ privatfest på ]

social club Hold din privatfest hos os GRATIS Har du fødselsdag?

Er du lige blevet kandidat?

Eller har du bare lyst til at holde en fest for alle dine venner?

Så kan du låne et af vores lokaler med plads til mellem 50 og 200 mennesker.

Du låner lokalet GRATIS og der er fri entré for alle dine gæster.

Der er RABAT på priserne i baren og du slipper for at få ødelagt din lejlighed.

Få flere informationer på:

2225 6015 3162 6209

Age >20> or Above klostergAde 34 dk-8000 århus c tlf: +45 86 19 42 50

www.socialclub.dk

15

23-årige Signe Juul var på ferie i Egypten, da opstanden mod styret brød ud i lys lue. Hun blev vidne til, hvordan modstanden og demonstrationerne accelererede til det, der foreløbig er kulmineret med Mubaraks resignation torsdag den 11. februar. Læs om, hvordan det er pludselig at stå i en revolution, der ikke er din egen.

16

17

”

Jeg blev virkelig rørt, da Mubarak endelig gik af.

Så skete der alligevel noget,” siger Signe Juul.

Hun er 23 år og læser medievidenskab med suppleringsfag i retorik på Aarhus Universitet. Hun var i Egypten fra 23. januar indtil 30. januar. En periode, hvor utilfredsheden med den siddende præsident, Hosni Mubarak, voksede fra en rumlen til et brøl. Under sit ophold i Egypten mærkede Signe en ændring i egypternes tro på, at der kunne ske omvæltninger. ”Der var et kæmpe skift. I starten sagde de lokale, at det ikke nyttede noget, men efterhånden som ugen gik, fik de trang til selv at være med. Det er noget smukt ved en revolution, hvor folk samler sig, og det er fantastisk, at demonstrationer virker” siger Signe Juul.

Da Signe sammen med fire veninder tager til Kairo søndag d. 23. januar i år, er det meningen, at det skal være et kombineret turist- og venindebesøg. De fire har en veninde, der bor i Kairo. Da de forlader Danmark, har de ikke de store bekymringer, på trods af at der er begyndt at komme historier om uro i Egypten. Om mandagen får veninden i Kairo fri fra sin sprogskole på grund af urolighederne. På det tidspunkt er det dog ikke noget, de tænker videre over. ”Vi tænkte bare, at det var fedt og jokede med, at hun fik fri på grund af en smule optøjer, så hun kunne være sammen med os,” siger Signe Juul.

Om tirsdagen finder de første samlede demonstrationer sted. Pigerne er ude og se pyramiderne. Det er endnu ikke gået op for dem, hvor alvorligt situationen udvikler sig.

Da de kommer hjem om eftermiddagen og tænder for fjernsynet, ser de for første gang billeder fra optøjerne i hovedstaden. Om aftenen mødes de med nogle egyptere på en vandpibebar, hvor de lokale får besked om, at demonstrationerne kommer forbi stedet. Hverken pigerne eller de lokale på vandpibebaren tror på, at demonstrationen kommer til at få nogen

18

betydning. ”Vi syntes primært bare, det var spændende.

Egypterne troede heller ikke på, at det ville føre til noget på det tidspunkt,” fortæller Signe Juul.

Fra museumsbesøg til revolution Om onsdagen er veninden tilbage i sprogskolen, og Signe Juul tager ud og sejler på Nilen sammen med de andre piger. Herfra ser de folk danse og opføre sig som vilde. ”Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det er normalt, men det virkede som om, der var ved at ske noget specielt,” siger Signe Juul.

Om eftermiddagen tager de på Egyptian Museum. Det er den rødlige bygning, som de fleste garanteret har set i baggrunden på TV-billederne fra demonstrationerne på den efterhånden berømte og berygtede Tahrir-plads. Museet lukker tidligt om onsdagen, og sammen med de andre besøger Signe en papyrusbutik, hvor de får serveret te. ”Da vi forlader butikken, er der samlet så mange mennesker på pladsen, at folkene fra butikken er nødt til at ekskortere os over gaden. Samtidig får vi en besked fra vores veninde, om at vi skal holde os væk fra gaden,” siger Signe Juul.

Da de om aftenen er sammen med nogle egypterne fra aftenen før, tror de stadig ikke rigtig på, at der vil ske noget. ”De er studerende og vil også gerne se ændringer i systemet. De tror bare ikke rigtig på, at der kommer noget ud af det,” siger Signe Juul.

Dagen efter går turen til Alexandria, hvor de skal i sommerhus sammen med nogle af de egyptiske fyre, de har røget vandpibe med de andre dage. ”Vi havde hørt, at der ville ske noget i forbindelse med fredagsbønnen, men fyrene forsikrede os om, at der ikke var nogen problemer,” forklarer Signe Juul.

De ankommer sent om aftenen og tager på restaurant. På restauranten kan de tydeligt

fornemme, at der sker noget. Tjenerne diskuterer ivrigt med fyrene på arabisk. ”Noget af det svære var at følge med i, hvad der skete uden at afbryde for meget. Det var jo deres revolution,” siger Signe Juul.

Det begyndt at rykke i en af drengene, der gerne ville være med i demonstrationerne. De to andre mener stadig ikke, at det nytter noget. ”I må ikke stoppe, for folk plyndrer” Fredag står pigerne tidligt op for at se Alexandria, inden de skal tilbage til Kairo. Der hersker en utryg stemning i byen. Flere og flere ting peger på, at alting ikke er, som det burde. ”Lige pludselig virkede hverken dankort, telefon eller internet. Så vi stod uden penge og nærmest uden mulighed for at komme i kontakt med folk,” fortæller Signe Juul.

Hvad værre er, at det viser sig, at fyrene, de er af sted med, ikke har fået lov at låne den bil, de er kørt op til sommerhuset i. Bilen tilhører den enes forældre, og deres privatchauffør henter bilen i løbet af fredagen. ”Konsekvensen var, at vi måtte blive i Alexandria.

Samtidig var der udgangsforbud efter kl. 18,” siger Signe Juul.

Nu tænker de fire veninder mest på at komme væk. De forstår ikke et ord arabisk, og er afhængige af deres nye bekendtskaber. Situationen ændrer sig også for de lokale. ”De sidder hele natten og ser Al Jazeera. De går fra at joke med hele situationen til en eller anden form for aggressivitet,” siger Signe Juul.

Klokken 7 om morgenen kører Signe og de andre ud fra Alexandria. De tænker udelukkende på at komme i sikkerhed og er ligeglade med, at de sidder otte mennesker i bilen. Da de kører mellem Alexandria og Kairo, spørger de på et tidspunkt en vagt om, hvad der sker. ”Det vil jeg ikke fortælle jer, men I må ikke stoppe, for folk plyndrer”, siger han.

De kommer tilbage til Kairo uden problemer.

Folk bliver kørt til byen på lastvogne. De er enten på vej til demonstrationerne eller lufthavnen.

I Kairo er der en søjle af sort røg. Folk vælter biler, brænder biler og kaster sten mod biler, der er på vej væk. Signe og de andre låser sig inde i venindens lejlighed og får besked på at barrikadere døren. ”Vi sætter solskærme for vinduerne og dækker os til med tørklæder. Jeg prøver at spise noget, men det kommer simpelthen bare op igen. De sidste tre dage får jeg nærmest hverken mad eller søvn,” fortæller Signe Juul.

De er i kontakt med deres rejseforsikring, der fortæller, at der går et fly om søndagen, de sandsynligvis kan komme med. ”Oprindeligt skulle vi først flyve hjem mandag, men vi tænker udelukkende på at komme hjem i sikkerhed,” siger Signe Juul En bevægelse mod frihed?

Søndag morgen kommer den taxa, de har bestilt til at køre dem til lufthavnen. ”Jeg er rørt på en eller anden mærkelig måde.

Jeg er på vej væk, men samtidig er der noget smukt ved revolutioner. Jeg tænker på dem, der skal blive og føler mig ulækkert privilegeret,” siger Signe Juul.

I lufthavnen er alt kaos. Der går rygter om, at Egypt Air ikke flyver alligevel. ”Det er de værste dage i mit liv. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente,” siger Signe Juul.

De får forskellige oplysninger afhængigt af, hvem de spørger. ”Man bliver paranoid, og jeg er ved at eksplodere af uvidenskab og arrighed. Man tør ikke tro på det, før flyet letter,” forklarer Signe Juul.

Endelig letter flyet. Pigerne er utroligt lettede og kan nu om sider tale om oplevelsen, og hvordan de har det. ”Jeg har det mærkeligt nogle dage efter. Der er

faktisk fire dage med reaktioner, inden jeg kommer ovenpå igen,” siger Signe Juul.

I Egypten fortsætter optøjerne og kulminerer med præsident Mubaraks resignation den 11. februar. Lige nu svæver landet i uvished. Vil det egyptisk folk reelt få større del i magten, eller vil Egypten fortsat være præget af korruption og magtmisbrug? Det, som Herbert Pundik har kaldt ”Mubarakisme uden Mubarak”? Spørgsmålene er mange. Visheden om, at egypterne har fået ét af deres krav opfyldt, glæder Signe Juul, der er beæret over at have overværet bevægelsen på nærmeste hold. ”Jeg er glad for, at egypterne næsten har fået deres ret. Det var tydeligt, at de lokale blev rørte og var stolte af deres land,” siger Signe Juul, der oplevede en uge i egypternes revolutionen. 

ERordringer D E L EJSE ed udf

R t studiejob m -e

at u for der d prog, n æ r B le s har formid kultur og g , o g in ie r r a histo rejseerf som du jobbet der så er svis rejsele ig. d d r e o h f lejlig e noget måsk

Vi skal bruge dig ca. 8 - 10 uger henover sommersæsonen fra april til oktober.

Se meget mere om jobbet på:

www.riisrejser.dk/om-riis-rejser eller kontakt Søren Riis på sr@riisrejser.dk Vi glæder os til at høre fra dig.

19 www.riisrejser.dk

FOTOREPORTAGE | ANJA KAROLINE KARUP NIELSEN

CAITLIN PEAL WILLIAM PEDERSEN, 8 ÅR GAMMEL Caitlin er en såkaldt drengepige, som spiller trommer og fodbold. Men hun vil ikke selv kalde sig for en drengepige, for sådan er hun jo bare. For hende er der ikke de store forskelle mellem piger og drenge, andet end at hemmeligheder kan man ikke dele med drengene. Selv bærer hun og hendes veninde rundt på en stor hemmelighed. De kender til en ”anden” verden. En verden man kun kommer ind i, hvis man består en række tests. Ligestilling i forhold til kønnene er ikke af nogen betydning. Det er de enkelte personer og deres evner, der afgør, hvem der lukkes indenfor. Derfor er det vigtigt, at den ideelle pige er modig, en god ven, målrettet og er bevidst om god stil og mode. Feminisme? Det må være noget lakrids.

20

SARA ZOLVEJ, 23 ÅR Sara er vokset op sammen med gamle hippier og kvinder, som ikke lå under for noget. Det har selvfølgelig påvirket hende, men hun tror ikke på, at kønsrollerne bør udlignes i forhold til hinanden. Både det maskuline og det feminine er vigtigt, og man bør ikke fornægte det spil, der opstår mellem kønnene. Sara mor er selv mor, og moderskabet er noget meget kvindeligt, men man behøver også det maskuline for at kunne være en god mor. Selv om nogle ting er mere forbeholdt enten manden eller kvinden, rummer vi både femininitet og maskulinitet, og det gør os til hele mennesker. Den ideelle kvinde tør stå ved sig selv som kvinde, men er også bevidst om de maskuline sider, hun rummer. Feminisme?

Kvindekampen var nødvendig, men den politiske korrekthed er unødvendig.

21

Birgitte Frederiksen, 48 år Birgitte bor i Ry med sin mand og to døtre på henholdsvis 15 og 17 år.

Hun er glad for, at hendes to piger vokser op i dag og ikke for 40 år siden.

Kvinden har en større frihed i dag. Men der er kommet et større og tidligere pres på de unge kvinder. Særligt i forhold til modenhed. For Birgitte har moderskabet og rollen som mor været det mest dominerende, for hvad hun vil karakterisere som det kvindelige. En god mor giver ikke kun omsorg, hun giver også rum til sine børn og i sidste ende slip på dem. Frihed er vigtigt for alle – også kvinder. Kvinden skal turde stå ved sine kvindelige sider: Det refleksive, det følsomme, det nærværende, det intuitive. Feminisme? Nødvendigt og noget samfundet havde godt af, men det skingrer lidt i ørene.

22

ELLEN GÖTSCHE, 87 ÅR Med Ellen er det en længere rejse, vi begiver os ud på. Vi skal tilbage i tiden og se på, hvordan kvinden ser ud i Ellens øjne.

Ellens kvindebillede er da også påvirket af både nyt og gammelt. Kvinden skal være gæstfri, pligtopfyldende, én som arrangerer maden, tager imod mandens familie og er en god mor. Men samtidig skal hun være belæst og begavet. Ellen ligger ikke skjul på forskellene mellem mænd og kvinder, men ser forskellene som helt og aldeles naturlige. Manden er en nødvendig støtte for kvinden, og skal helst være fire centimeter højere end kvinden og have brede skuldre. Det vigtigste for kvinden er moderskabet, og her er det vigtigt med mandens støtte. Selv har Ellen desværre aldrig fået børn, men dukken Elisa har altid fulgt hende i 67 år, og så er hun så heldig, at hun for nylig er blevet forlovet og forelsket. Kærligheden længe leve. Og feminisme? Charme og vindende væsen, men svært at leve op til.

23

ORD | HELENE CHRISTIANSEN

Du har storbyjunglen i blodet, og i benene sidder en tiger på spring. Du har ingen på kornet, men en umådelig lyst til at springe fra mur til mur, over skraldespande og danse på betonpiller. Parkour, originally a rumble in the jungle, er nu blevet hot stuff. Også i Århus. Indtil videre er det mest drenge, der er hoppet med på vognen.

E

n råkold onsdag i februar cykler jeg til Globus1 i Gellerup. Her træner en horde svedende og hoppende drenge hver onsdag og lørdag parkour.

I aften er der cirka 35, men i en lille hal, hvor et jernmonstrum fylder godt i midten, virker pladsen faretruende trang. Mine følgesvende, pen og papir, og jeg selv bevæger os over i et hjørne, hvor adrenalinen er tyndest, og risikoen for at blive løbet over ende er mindst. ”It´s like the Serengeti”, rapper baggrundsmusikken, og selvom barometeret udenfor kun akkurat sniger sig op over frysepunktet, så giver jeg musikken ret. Herinde bumper drengene mod gulvet, og musikkens bas slår junglestemningen an. Drengene svinger sig fra lian til lian. At lianen er af jern, gør det ikke mindre beundringsværdigt. Krads. Sådan er lugten i rummet. Øredøvende. Sådan er lyden i rummet.

Risikoen for at blive løbet over ende: Stor.

Hvis man ikke var der, kunne man tro, at det var et ubehageligt sted at være. Det er det på ingen måde. Drenge, store som små, trisser ud og ind af lokalet. De retter engang imellem blikket mod den inaktive kuglepenskriger, inden de kaster

24

sig op ad vægge og hen over jernstænger. Det er ikke sikkert, at mennesker kan hoppe som lopper, men fyrene her kandiderer. Det er ment som en kompliment. I aften gælder ingen stilregler.

Parkour er en sport, hvor man må bevæge sig, som man vil. Det er en del af tiltrækningskraften.

Out of the jungle Jim Hougaard, som leder parkourtræningen i Århus, nyder ikke at være underlagt nogen stilregler. Som tidligere elitegymnast er det en befrielse at kunne improvisere og prøve ting af.

Jim Hougaard har dyrket parkour i godt seks år og regnes for en af Danmarks dygtigste. Han dyrker i øjeblikket sporten på fuld tid. At så mange dyrker parkour, hænger ifølge Hougaard sammen med sportens store udbredelse i film som Jams Bondhittet Casino Royal og ikke mindst på YouTube, hvor der i dag findes mere end 200.000 videoer relateret til parkour. ”Det er blevet utrolig in, og det er alle steder”, siger Jim Hougaard.

Også i Århus. Her har drengene været fast inventar i Globus1 i et års tid. De er ikke klar til

YouTube endnu, men de er på vej. ”De fyre, som du ser på nettet, er virkelig dygtige og har trænet i mange år”, fortæller Jim Hougaard og fortsætter: ”Miljøet i Århus stadig så ungt, at de fleste ikke er erfarne nok til at bevæge sig frit rundt i byen”, siger han.

Milimentalitet Franskmanden, David Belle, startede det hele.

David Belles far, Raymond Belle, lærte sine soldater at bevæge sig gennem Vietnams svære terræn på den mest effektive måde under Vietnam-krigen.

Sønnen udviklede senere militærkunsten til sportsgrenen parkour. Men parkour er mere end en sportsgren, mener Jim Hougaard. ”Parkour betyder alt for mig på grund af mentaliteten. Man kan inkorporere mentaliteten fra parkour i sin dagligdag. Nogle mennesker har en tendens til at gå rundt om problemerne, men hvis du har ’parkourmentalitet’, kører du lige på og hårdt og når et højere niveau,” siger han.

Det er lige så meget mentaliteten bag som bevægelserne i front, der betyder noget for ham personligt. Det gælder for de fleste, der dyrker parkour, fortæller en fyr til træningen.

Blod, sved, men ingen tårer Drengene, som er fra omkring 12 år gamle, slår sig, får blå mærker og forfejler deres spring, men det betyder ikke noget. ”Det handler om ikke at være bange ikk’ os”, råber én til en anden.

I rummet er atmosfæren fuld af adrenalin. Orden er tilsyneladende erstattet af kaos. Hvad har det af betydning, at der kun er drenge her, tænker jeg, da jeg står i mit hjørne og skribler. Alt. Umiddelbart ikke en tanke, som er politisk korrekt.

I rummet ved siden af løber en flok, mildest talt, fuldvoksne mænd og spiller hockey. De er også kommet afsted uden østrogen. Denne onsdag aften i ghettoen i Gellerup er potentielt et frirum for mandekønnet, tænker jeg. Uden nogle kønspolitiske implikationer. Bare sådan. ”Er der overhovedet nogen piger?” spørger jeg. ”Én”, svarer Jim Hougaard.

Hun dukker op efter en halv times tid og slutter sig hurtigt til flokken. Midt i kaosset i salen opstår en dynamik af drenge, som simultant laver halsbrækkende moves. Frygtløst. Mandigt.

Da jeg så Sex And The City 1 og 2 i biografen, havde enkelte fyre forvildet sig med ind i mørket.

De var slæbt med af kæresten, formoder jeg.

Vorherre til hest, måske var den ene der frivilligt?

Drengenes tilstedeværelse i biografen var lige så fremmed som en flok tøsers indtog til aftenens parkourtræning ville være. Ligesom biografturen dengang var the girls night out, er Globus1 helliget mændene hver onsdag og lørdag. 

Chefen, personalet og studentermedhjælperne takker for jeres tålmodighed under semesterstarten

Vi kvitterer med

BOGUDSALG

som starter mandag den 21. marts

Bogudsalget slutter fredag den 1. april kl. 17.00 fra kl. 13-16.30 giver vi en gratis fadøl.

Vi ses :-)

Stakkevis af viden

Stakbogladen

Studenternes Hus, Ndr. Ringgade 3 8000 Århus C. tlf 87128844 fax 86209102 books@stakbogladen.com www.stakbogladen.com åben mandag-fredag kl. 10.00-17.00

25

For rundt regnet 480 klip i SU-kortet siden var hjemmelavede

batiktrøjer kussetryk

højeste mode, var en kunstnerisk udtryksform og undertøj på overkroppen var helt og

aldeles uacceptabelt.

Nu til dags har batikken mistet sin status som det nye sort, genitalie-kunst er blevet afløst af og guldfisk i blendere, og alderen har overbevist 68’er-generationen om, at bryster også kan hænge for løst. Men e r h u n k r e p e r e t i selskab med det 20.århundrede, hende kvindekampen?

lort på dåse

”

Fuck, mand,” tænker jeg.

Den store Redax oppe på Delfinodromen har dikteret månedens emne. Kvindekamp. Eller noget i den stil. ”Bare skriv sånnåed lissom sidst. Noget med druk og kællinger og Århus. Det skal nok blive fee.”

Ja tak, klart det skal. Er der nogen, der ikke er kvalificeret til at skrive noget marginalt sagligt om kvindekampen, er det mig. Tankerne farer straks tilbage til den stak prædikater, jeg sugede til mig allerede i gymnasietiden. Mandschauvinist.

Ignorant. Og nogle stykker, der var væsentligt grimmere. Allesammen prædikater, der hver for sig diskvalificerer mig til at skrive noget som helst konstruktivt om kvindernes fortsatte kamp for frihed, lighed og søsterskab.

Og hvor jeg da egentlig savner tøseidealisterne fra den sproglige linje på Risskov Amtsgymnasium.

Hele den herlige håndfuld piger fra den øvre middelklasse, som med favnen fuld af ideologier og et alter installeret under en Che Guevara-

26

plakat kunne slå mig oven i hovedet med mine undertrykkende tendenser. Gudsketakoglov vil de stadig være venner med mig på Facebook. Hvor de på profilbilleder stolt poserer med det seneste afkom i deres kernefamilie. ”Se lille nuttede Vigfus på 3900 gram og 52 centimeter!!” Sådan, piger..

Godt at se, at idealerne stadig lever i bedste velgående, og at I praktiserer, hvad I prædiker og prædiker…og prædiker. Det ville også være trist, hvis I reducerede jer selv til avlsdyr, og dermed hjalp til med at begrave de guldrandede idealer, som I byggede jeres ungdom op omkring. Nu var jeg ellers lige blevet voksen nok til at høre på jer.

Kvindekampen synes ikke just at have den fremtrædende rolle blandt os unge, som den havde hos vores forældre, før livet begyndte at handle om åreknuder, briller med læsefelt og pensionsopsparinger. Tager jeg fejl? Bevæbnet med en trofast og tolerant fotograf tog jeg en tur ud i Århus for at få en idé om kvindekampens status ti år inde i århundrede nummer 21.

Kultureliten spiller fallit Første stop: Mathilde Fibigers forblæste gravsted i udkanten af Rådhusparken. For halvandet hundrede år siden skrev hun et vartegn af en roman om kvindefrigørelse og ragede på den baggrund uklar med alle, der ikke var N.F.S. Grundtvig. Det er sgu en præstation. Og en præstation man må kigge langt efter nu om dage.

Bevares. Der er da nogen, der forsøger at råbe op gennem kunsten. Til den ene kategori hører folk som Sørine Gotfredsen, teologiens svar på en pansret mandskabsvogn. Alternativet er forfattere som den hedengangne Stieg Larsson og HanneVibeke Holst. Om sidstnævnte kan man vel sige følgende: var hun et værktøj, ville høreværn være påbudt.

Og når kultureliten overlader det til andre at få gjort opmærksom på kvindekampen i medierne, bliver det ikke meget bedre. Hvad enten man ruller Anne Marie Helgers balsamerede korpus frem på scenen, eller lader Anne-Grethe Bjarup

Riis bide hovedet af en medsøster på morgen-tv, efterlader det indtrykket af en sag, der drager sine sidste sure åndedrag. Umiddelbart er det ikke blandt segmentet på livsvarig kunststøtte, at vi skal finde nogen reelle frontkæmpere for kvinders rettigheder.

Hermafroditter og døde dyr Turen gennem Århus i håbløs søgen efter inspiration har ledt os til Pustervig. Her har hele Danmarks yndlingstysker Christian Lemmerz smækket en bronzeskulptur op. ”Adam/Kadmon” hedder herligheden. Halvt mand, halvt kvinde. Jeg bruger et øjeblik på at overfortolke en kreation af en mand, der udstiller døde dyr. Gad vide om der overhovedet er brug for en kvindekamp? Minder vi ikke efterhånden så meget om hinanden, at der ikke rigtig er nogen grund til overhovedet at skelne mellem mænd og kvinder? Med metroseksualitet, veganere og Joan Ørting er grænserne, for hvad der er mandligt og kvindeligt, vel efterhånden

27

blevet ret udviskede.

Det eneste, vi egentlig har hørt til kvindekampen for nylig, er lige barselsperioder for begge køn, værnepligt for alle eller ingen og flere kvinder i bestyrelserne. Jesus H. Kristus!! Måske er grunden til, at kvindekampen tilsyneladende er taget på rekreation, at der simpelthen ikke er mere at kæmpe for. At pigerne i Danmark anno 2011 egentlig har det, som de vil have det. Måske er det derfor, kun en lille håndfuld pseudo-kendisser med for meget fritid gør sig den ulejlighed til stadighed at udnævne kvinderne til det svage køn. Det ville også forklare, hvorfor man har gjort sig umage med at banke et museum op nede i Rosensgade, 400 meter fra Lemmerz’ værk. Måske er et museum det eneste sted, man kan finde kvindekampen nu om dage.

Introducing: The Tailbone Injector Og så alligevel: i et sidste desperat forsøg på at opspore kvindekampen en onsdag eftermiddag i Århus, bevæger vi os ned i midtbyens svar på en tredje baggård, Paradisgade. Strædet, der i 80’erne og 90’erne agerede provinsens svar på Istedgade.

I dag er eneste synlige bevis på fortidens underlødige aktiviteter i Paradisgade en enkelt snusket pornobiks med tilhørende diminutivt udstillingsvindue. Om ikke andet understøtter de udstillede ting, at kvinder i hvert fald på nogle punkter er blevet mere frigjorte. Mit blik falder på en lille papkasse, med hvad der ligner en butt plug afbilledet udenpå. Teksten på kassen afslører, at den indeholder en ”tailbone injector”. Fuck. Hvor.

Sejt.

Man skal eddermame være en frisk og frigjort pige for at have lyst til at skræve over en ”tailbone injector”. En af den slags piger, din kæreste er dig utro med. Eller en af den slags piger, vi er vores kærester utro med, hvis vi skal promovere ligestillingen. En af den slags piger, for hvem mænd modsvarer et par timers underholdning af varierende kvalitet. Den slags piger, som hviler i sig selv, lever ganske udmærket på egen hånd og ikke behøver manden i deres liv for at være tilfredse.

Hvis man overhovedet skal finde en kvindekamp nu om dage, skal man skæve til de tøser, der har gjort nattelivet til ligestillingens nye slagmark.

Dem, som både kvinder og specielt mænd med vanlig sans for at udtrykke sig sofistikeret kalder ”totalt billige ikkå”. Det er piger, som egentlig ikke behøver os. Og er der noget, der skræmmer mænd, er det, at vi ikke tjener noget formål. Vi frygter dem, og derfor respekterer vi dem. Og samtidig elsker vi dem. Måske eksisterer kvindekampen alligevel stadig? Nu i nedringede kjoler og push-up-bh frem for formløse batiktrøjer og hængepatter. Den gamle kamp er blevet monteret i et museum i domkirkens baggård. En ny kamp med nye regler lever i bedste velgående. 

28

Meet Jo. She is one of those people who are saying: “I ALWAYS KNEW WHAT I WANTED TO BECOME”.

And then she adds with a charming smile: “WELL, AT LEAST SINCE I WAS SEVEN”.

Ready Steady GO! Jo Susann Graff in the German Youth Press Office

WORDS & PHOTO | DOBRIYANA TROPANKEVA

U

nlike many others who leave the childhood dreams together with the old toys in the old chest, Jo pursued her dream and rather early.

She wanted to be a journalist. So she became a moderator at the local radio station at the age of 11 (!). She was working for the youth show in her home town, Chemnitz.

“I had three live shows. One of them was on Christmas Eve. I was 14 then. My mother came with me and while I was on air, she could watch me through the windows of the studio. It was a really cool job, because they gave me the chance to do things on my own”, Jo remembers proudly.

Born to be a journalist, Jo basically grew up in the media world. However, after a couple of years and removing the glasses of childhood enthusiasm she noticed how hard it is to be a journalist.

“You have to work a lot and you don't get much money. You don’t even get a job. Most of the time you just freelance. You have to use your elbows and fight all the time for recognition. What is even worse, nowadays you don’t get the chance to be creative. You just get press releases and then you reformulate them and that is not what I wanted to do. I wanted to write. So I still think it is my dream job, but not under those conditions”, Jo says.

At this point Jo has entered the German branch of the European Youth Press.

“I liked the organization and I decided that it was cool and that I wanted to join”, Jo explains.

She chose to study at the University of Potsdam.

Not because it is situated in a palace but because it is close to Berlin, where the National office of the German Youth Press is located. Now only two years later she is their international affairs coordinator.

Her last project was the “Orange” magazine of the European Youth Press in Brussels.

“We were only two reporters and had to create the whole magazine of 16 pages. In the end I didn’t really have the time to see Brussels, but the final result was worth the hard work So probably that is why I like the Youth press so much, because we are so young, motivated and committed to true journalistic work”, Jo says.

But the German Youth Press can also lead to quite controversial places. Jo was part of a project, which gathered German, Israeli and Palestine young media makers for a trip in Israel lasting two weeks. They were to write a special “Politik Orange” magazine for the Middle East.

“I wrote articles about homosexual Palestinian women in Israel. My chief editors were expecting a shocking story, but it wasn't the case. Not every Palestinian woman is Muslim. They could be Christians, but people seem to forget that”, Jo says.

These days Jo is working on the next European

Youth Media Convention which gathers young media makers from the old continent in Berlin. But she is always juggling with several projects. She is studying her master, preparing two internships in India and Poland, travelling and trying to have her portion of social life. Jo is one of those people who seem limitless. She is going to make her exchange year in Copenhagen, Denmark. So be aware. If you see this energetic young lady, you have a role model. 

29

Palestinian education

- a cry for awareness

WORDS | IRIS BARBULESCU

“

The biggest challenge during my academic formation was the education under ongoing violence and conflict as a result of many miserable socioeconomic and political problems in Gaza Strip”, says 23-year-old Omar Hawajri, undergraduate in the Gaza Strip.

He is one of the many young people, dealing with the drawbacks of a faulty system. The current conditions in Palestine make it nearly impossible for students to follow a higher education of their own choice outside the country. Each year over 1000 students from the two universities in the Gaza Strip apply for studying abroad but no official body handles their requests or their permission to exit. Therefore they cannot leave even if they are accepted by the universities or have received scholarships.

“There is a remarkable lack of internships and

30

development programs for students. It is a result of an acute shortage of educational materials, supplies and other necessary equipments for the process of education”, Omar says.

The students in Gaza Strip are forced to cope with frozen semesters, canceled exams and lack of materials. Since the traffic of goods at the borders is controlled by the military, what gets in and out of the area depends on them. Most materials are not accepted, including consumables and books.

Last year six university buildings were destroyed and sixteen were damaged. Students and teachers were killed and wounded. ”The Israeli occupation is blocking Gaza with the current closure of borders and is still preventing humanitarian aid, construction materials and others necessary supplies to Gaza”, Omar says.

According to him there is more to this than the

obvious bodily harm or physical restriction. There is a feeling of isolation and a general fear of being abandoned by the rest of the world.

“The first problem was the unemployment and its catastrophic effects on my community. That kills the dreams and creativity of many graduates.

I have faced many problems in searching for a better and suitable job to help me to cover my personal basic needs. And I can’t complete my postgraduate in any advanced university here or even outside of Gaza Strip in order to achieve my vision in a master degree”, Omar says.

No materials or teachers When the borders were sealed, many students found themselves trapped within the Gaza Strip.

Students were not permitted to study in the West Bank and more than 1200 Gazan students

undergoing educational programs in the West Bank at the time were expelled. As a result, most of them chose to follow an education, which did not coincide with their desires, just because they could not leave the area. Students that were visiting the Strip during the seal-off were unable to go back to their universities and chose to continue their studies in Gaza instead of waiting for an uncertain future. The situation is even direr for students that wish to follow studies like medicine, engineering and sciences. The lack of materials and the limited number of teachers make the young students depend on studying abroad. On top of that universities in Gaza are not able to offer doctorate level studies for their students.

All these actions have a powerful psychological effect on the youth of Palestine. The general negative pressure and the incapacity to follow one’s dreams leave a dark mark for a long time.

The lack of a sustainable educational system has consequences on multiple levels. It damages the occupational infrastructure.

“This is definitely making our people mostly consumers rather than producers”, Omar says.

Many humanitarian organizations, among them being the Danish Mellemfolkeligt Samvirke and Action Aid Denmark concern themselves with the problem of higher education in Palestine and have started a wide sustained campaign. “Right to education-Palestine” is a campaign meant to start this spring. It focuses on raising awareness among Danish students and in the long run establishing Danish-Palestinian collaboration among universities. This includes educational research, student and scholar exchange. The organization plans to act on two levels. The first consisting of encouraging informal contact between the Danish and Palestinian students. The second level has a very formal side to it, targeting the Danish government in order to facilitate an official recognition of the Palestinians’ right to self-determination, sponsorship and exchange programs.

All about awareness The campaign wishes to present the Danish student with the living conditions of the Palestinian youth. It seeks to make the Danish students understand that the people that go through these difficulties are students just themselves. The campaign will include lectures, happenings, public debates and film projections.

Facebook and other social sites will be used as an important tool and common environment, where videos of the Palestinian students can be seen. However, given the harsh circumstances in which the Palestinians dwell, a short campaign is far from enough to make a visible difference.

It is not the students that have the authority, but the higher-ups and they are not easily influenced.

Such changes require persuasion, patience and

a healthy dose of luck. However, if we are to consider the campaign to be the beginning of something big, then it might be just the right step.

But will a campaign that aims at raising awareness be able to impose itself among military and political restrictions? Michael Hunnicke from the organization Mellemfolkeligt Samvirke thinks so.

“This conflict is about raising international pressure. A difference can be made since many political issues are about raising awareness.

There are many students in countries all over Europe making this type of campaign.

It will make it difficult for the politicians to keep avoiding this problem”, Michael Hunnicke says.

No miracle is done overnight. In the case of the education in Palestine, it will probably take a united effort to cause a breach in the barriers of physical and mental oppression.

“To be honest, its sounds like a dark future and an unknown fate for the Palestinians in Gaza. However, I hope I can do something for my community to help them to a better live without violence and conflict”, Omar Hawajri says. 

31

New York. Stedet, der efterhånden er kognitivt forbundet med et stort rødt hjerte. Hvordan det hænger sammen med de travle folk med rundsave på albuerne og de mange osende taxier, som jeg sidder og beskuer ud af et vindue på en hip café i New York, ved jeg ikke, men et er sikkert: det store hjerte kunne godt være symbolet for mangfoldigheden i New York. Her er plads til alle. Ikke fordi, der bliver taget hånd om alle. Bestemt ikke. Men fordi alle er her. Alle slags originaler er samlet i byen, der aldrig sover. Derfor skal man ud i en helt enorm ekstremitet, før folk her løfter øjenbrynene.

Derfor kan det måske vise sig at være en by, hvor den ressourcestærke person med ADHD klarer sig bedre end i Danmark. Heart, heart, heart.

C

hristina Blæsbjerg og Mette Rønberg er antropologistuderende. Sådan nogle der virkelig elsker at komme i dybden med enkeltsager og får flakkende øjne ved ord som ”normalitet” og ”generalisering”. De sidder sammen med deres artsfælle i New York centrum og samtaler om deres kommende feltarbejde om ADHD i New York.

Det er det, vi gør. Vi samtaler. ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er en forholdsvis ny diagnose, eftersom den først blev defineret i 1987. 24 år senere lider omkring 250.000 danskere af sygdommen. Diagnosen er stadig til diskussion.

Hvorvidt den overhovedet eksisterer, er ligefrem et spørgsmål i debatten. Derfor virker det mere rigtigt at samtale og diskutere emnet, end at bruge Mette og Christinas udsagn som ekspertviden i et traditionelt interview. Med Mette og Christinas oplevelser med voksne med ADHD samt deres indsigt i emnet, og mig ved roret som Spørge Jørgen fik vi skabt et forum for fortolkning, som vi

32

gerne vil invitere dig, kære læser, med til.

Hvad kom først? Hønen eller ægget? Og hvad er ADHD i det hele taget? ”Jeg synes, at det er interessant, hvordan forskellige sygdomme kommer og går i forskellige samfund… og i relation til ADHD har vi kastet os over emnet, fordi vi undrede os over, at man pludselig begyndte at tale om ADHD i forbindelse med voksne. Man har jo talt om børn med ADHD i mange år. Før i tiden kaldte man det bare for DAMP. Men hvad sker der med børnene, når de bliver voksne? Antallet af voksne, som får stillet diagnosen, er stigende i Danmark. I USA har man til gengæld talt om voksne med ADHD i længere tid, og det var lige præcist derfor, vi valgte at tage til USA for at undersøge emnet” siger Mette og fortsætter: ”En af mændene vi interviewede fortalte, at det (ADHD red.) føltes som om, han havde myrer i

numsen, og hvem af os har ikke prøvet det?”, siger Mette smilende.

Mette og Christina forklarer yderligere, at diagnosticeringen er orienteret bagudrettet.

Det vil sige, at man ser tilbage på patientens fortid. Hvis der ikke har været ADHDtræk, såsom koncentrationsbesvær og opmærksomhedsforstyrrelser, før patienten er fyldt syv år, er der ikke tale om ADHD. Men det er en problematisk diagnose, for hvornår er lille Lars bare en fodboldglad energibombe, der hader skolearbejde, og hvornår lider han af ADHD? Desuden opstår der som regel mange følgesygdomme med lidelsen, som for eksempel depression og angst, for blot at nævne nogle få, hvilket ikke gør diagnosticeringen mindre kompleks. ”Men som samfundet ser ud i dag, så findes ADHD altså. Definitionen er problematisk, men ADHD-personer har det svært på mange måder,

og så er det mindre væsentligt, hvad vi kalder det”, siger Mette Rønberg.

Mennesket først - diagnosen bagefter Har Nikolaj Kirk ADHD? ”Det tror jeg!”, griner Mette, ”men hvor er det altså bare typisk. Det er altid diagnosen frem for personen”, siger hun. ”Hvis en person er anderledes, så tror folk med det samme, at der er noget galt med ham eller hende. Det er der måske også. Men så har folk behov for at kategorisere personen, som havende ADHD eller lignede som det første. De kan ikke bare acceptere, at de sociale regler bliver brudt.

De skal vide hvorfor. Der skal helst være en kasse, de kan putte det underlige ned i, så det er til at overskue, så de kan tilpasse deres adfærd efter personen, man står overfor”, siger Christina.

Mange personer med ADHD har derfor ikke lyst til at informere kollegaer og andre om deres

lidelse. Det kan godt være, at de snakker for meget og for hurtigt. At de er impulsive og har ja-hatte med blinklys på hovedet, men det er en del af, hvem de er. Når folk hører om diagnosen, får de tit en aha-oplevelse, der lige pludselig forklarer det hele. Men hvad er der egentligt at forklare? At man godt må være mærkelig, så længe man har et ADHD-mærkat på ryggen? ”Personer med ADHD kan være helt enormt energiske og handlingsorienterede, hvilket ikke altid passer ind i de danske normer. Her skal der lige noget ro på. Emnet skal lige diskuteres tusind gange, før vi griber til handling. Det kan personer med ADHD have svært ved at vente på. De har mere en indstilling i retning af: nu kører toget altså – lad os springe på!”, siger Christina og fortsætter: ”Derfor har vi en tese om, at ADHD diskursen er helt og andeles anderledes i New York, hvor disse træk bliver kategoriseret som positive og udviklende i nogle sammenhænge frem for skøre

eller ligefrem handicappede, som de kan blive det i Danmark”, siger hun.

ADHD viser sig på mange måder. Én af dem er hyperaktivitet og stor engagement og energi, men personer med ADHD lider også ofte af angst og depression. Derudover kan de have koncentrationsproblemer og andre lidelser, der gør det svært at fungere på en arbejdsplads.

De ressourcestærke diagnosticerede kan måske bruge de positive sider til noget konstruktivt på en arbejdsplads, og det er her New York kan være en inspiration. Det er vigtigt at understrege, at ADHD ikke er en lidelse, der bare giver energi og gåpåmod. Mange af de ressourcestærke, der kan bruge deres diagnosticering positivt på jobbet, vil være udbrændte, når de kommer hjem og have svært ved at klare deres privatliv.

Feltarbejde, AHDH-style I New York hersker anti-janteloven. Du skal tro,

33

du er noget, og du mü vise, at du er noget for at imponere habitatet. Hvis det overhovedet er muligt, for folk er temmelig ligeglade. Det medfører en form for rummelighed, Århus’ gader og strÌder ikke ligefrem tilbyder. Billedligt set er det som om, Århus er til dyre vine og simreretter, hvorimod New York er til lidt kokain i nÌsen og ren og skÌr action. ADHD passer süledes som fod i hose med dynamikken og �let’s do it�-kulturen i New York. For de ressourcestÌrke, vel at mÌrke.

SĂĽledes kan det mĂĽske ligefrem vĂŚre en fordel at have ADHD pĂĽ en arbejdsplads her. Og det er netop det, Mette og Christina vil undersøge. â€?Vores hypotese bygger pĂĽ en forstĂĽelse af, at de positive sider af ADHD sĂĽsom kreativitet, humor og ivĂŚrksĂŚtteri kan blive brugt pĂĽ en mere anvendelig mĂĽde. Feltarbejdet i New York kan mĂĽske medføre en indsigt i et potentiale, vi overser i Danmark og samtidig mindske det stigma, der er omkring voksne med ADHD og andre diagnoser i det danske samfundâ€? siger Christina. â€?Jeg ville DĂ˜, hvis jeg skulle lave stammestudier pĂĽ Ny Guinea!â€?, udbryder Mette og fortsĂŚtter: â€?ADHD er ekstremt aktuelt, og ADHD foreningen i Danmark fĂĽr vores resultater, nĂĽr vi kommer hjem. MĂĽske de bliver inspireret. De skal nemlig

Studier i

til at udvikle en socioøkonomisk virksomhed, som tager hünd om unge voksne med ADHD og pü samme tid bidrager til samfundsøkonomien, eftersom personerne med ADHD dermed ikke behøver at vÌre pü en overførselsindkomst.

Süledes vil vi bruge antropologien til at lave noget fremadrettet og anvendt og ikke lave klassisk beskrivende antropologi – ikke mere snak – vi vil have handling�, siger Mette.

Feltarbejdet bliver udført i vaskeÌgte ADHD-stil.

ADHD pü plakat Lad os snakke om noget sü antropologisk som tabuer. Er ADHD et tabu? �Büde og... Det kan jo godt vÌre en falliterklÌring for en mor ikke at kunne styre sine børn for eksempel. Eller som nÌvnt tidligere, at personer med ADHD undlader at sige det til folk, da de føler, de vil se ned pü dem eller noget. Men det kan ogsü vÌre stik modsat. Der er for eksempel lavet en stor plakat med billeder af Tom Cruise, John Travolta, Justin Timberlake og andre kendte, der er diagnosticeret med ADHD. Sü bliver det jo til en slags idoldyrkelse i stedet for�, fortÌller Christina.

Vi taler ogsĂĽ om, hvilke industrier det nye

ARGENTINA GHANA INDIEN NICARAGUA VIETNAM

buzzword ADHD bidrager til. Medicinalfirmaerne er sikkert vĂŚldigt tilfredse med udviklingen.

Og sü er der alle selvhjÌlpsbøgerne, psykiaterkonsultationerne - og plakatkøbene.

Vi beslutter os dog hurtigt for at stoppe økonomisnakken. Om diagnosen er en hündsrÌkning midt i en finanskrise, eller om det er en udnyttelse af de diagnosticerede i samfundet, er en helt anden undersøgelse.

Efter en kort fotosession tager jeg ind pü Times Square. Jeg har pludselig stor trang til at imødekomme New Yorks pulserende rytme. Der gür ikke lÌnge, før jeg har nakkesmerter og føler, at mine ben er groet fast til cementen under mig.

Jeg er vist Dansker med stor D. Gad vide om jeg ville blive mere spontan og handlingsorienteret, hvis jeg bosatte mig i New York? Eller hvis jeg blev venner med en person med ADHD i Danmark og ĂĽbnede op for indflydelsesslusen? Efter min samtale med Mette og Christina har jeg i hvert fald fĂĽet en bedre forstĂĽelse af de positive sider af diagnosen. ADHD er uden tvivl en forfĂŚrdelig lidelse ingen skulle ønske sig, men det er ikke, alt den er. Den er udansk pĂĽ allerfineste vis. ď Ż

s 3PANSK SPROG OG LATINAMERIKANSK LITTERATUR s #ORPORATE 3OCIAL 2ESPONSIBILITY #32

s )NTERNATIONAL MILJÂ’FORVALTNING

s !NTROPOLOGI OG RELIGIONSVIDENSKAB s &REDS OG KONmIKTSTUDIER s 3PANSK SPROG OG LATINAMERIKANSKE STUDIER s &LERKULTUREL PÂ?DAGOGIK

s )NTERNATIONALE UDVIKLINGSSTUDIER

Har du lyst til at studere i udlandet? Kulturstudier tilbyder i samarbejde med norske universiteter og university colleges at studere i Argentina, Ghana, Indien, Nicaragua og Vietnam. Dygtige forelÌsere og undervisere sikrer pÌdagogisk kvalitet og en uddannelse pü et højt fagligt niveau. Alle vores studietilbud tÌller 30 ECTS-point. Det er derfor muligt at søge Statens udlandsstipendium, sü du kan fü dÌkket størsteparten af udgifterne i forbindelse med studieopholdet.

34

"ESTIL BROCHURE PĂŒ 3-3 send “annonceâ€?, navn og adresse pĂĽ sms til +45 51 92 72 67

WWW KULTURSTUDIER DK s TLF

Mavekramper af grin på grund af ren og skær dårlig kvalitet. Det er en af de mange ting, der har gjort The Room til et kultfænomen og givet filmen tusindvis af tilbedere.

At minus og minus giver plus er det bærende element i filmen, der stadig får biografpremiere trods udgivelsen i 2003.

D

et er vanskeligt at sige, hvad det er, der gør det svært ikke at smile, når musikken starter, og titlen på filmen The Room dukker frem på lærredet. Måske er det forventningen om, at den skulle være verdens dårligste film, og folk efter sigende skulle have rullet rundt på gulvet og grædt af grin til premieren i 2003. Måske er det den kollektive forhåbning om, at man snart vil opleve noget usædvanligt morsomt. Eller måske er det erindringen om de appetitvækkende klip og trailers på YouTube, hvor hysterisk overspillet skuespil og abnorme dialoger kombineres til et teatralsk udyr, der er lige så uintentionelt sjovt, som det er misdannet. Uanset hvad der fungerer mest stimulerende på smilebåndet, idet The Room begynder, så virker det alt sammen forsikrende om, at det kultfænomen, man snart indvies i, ikke vil lade en sidde og trille tommelfingre i de 100 minutter, filmen cirka varer.

Fransk-amerikanske Tommy Wiseau er den selvinspirerede kunstner bag The Room. Han er både hovedrolleindehaver, filmens instruktør, manuskriptforfatter og producer. Selvom filmen fik biografpremiere i 2003, fortsætter man rundt omkring i verden med at vise filmen i biografen for tilbedere. Og nu har filmen haft sin premiere i Århus.

Plot?

Det ligger nogenlunde fast, at The Room er et trekantsdrama og en tragedie, der omfatter Lisa, Johnny og Mark. Johnny og Lisa er et par, og Mark er Johnnys bedste (!) ven, men samtidig Lisas elsker. Johnny har også et faderligt forhold til den forældreløse teenager Denny. Lisa har også en mor, som er medvirkende. Men herefter bliver det eskalerende kompliceret, absurd, meningsløst, sindssygt og ikke mindst hamrende åndssvagt, i forklaringen af hvad The Room omhandler og indbefatter.

Denny kommer i narkoproblemer, Lisas mor får kræft, chokolade er symbolet på kærlighed, Johnny griner af en pizzabestilling, Johnny griner af en historie om en tilskadekommet pige, ”du er en kylling chip-chip-chip” er den værste fornærmelse, der findes, og kvinders natur er enten klogskab, dumhed eller ondskab, hvilket Mark filosoferer sig frem til på den tagterrasse, hvor en stor del af filmen mærkværdigvis udspiller sig. Det er en lille håndfuld observationer, der efterlader et indtryk af en film, hvis univers lægger sig langt uden for konventioner som logik og sammenhæng.

Hvorfor er den sjov?

Det overdrevent dårlige skuespil er chokerende fra start til slut, men det er især Wiseau, der med sit kantede og groteske udseende, samt sin stærke accent, skaber en helt utroligt aparte karakter. Skuespillet er bemærkelsesværdigt ringe i alle scener, der skal fremstå som glade og bekymringsløse. De er alle centrerede om en tomhjernet pudekamp eller boldleg af den ene eller anden slags. Der bliver leget med overdreven entusiasme i en sådan grad, at de involverede personer fremstår som mentalt tilbagestående. I sexscenerne er det svært ikke at grine af enten Wiseaus falske og malplacerede latter, de idiotiske klichéfyldte røde roser der pludselig skal med i sengen og de stærkt overdrevne mandestøn, som man kun genkender fra karikaturer af pornofilm.

Det er med denne filmjargon, at The Room sikkert og ubevidst markerer sig som en af de bedste dårlige film nogensinde. Det matematiske princip man lærte i folkeskolen, at minus og minus giver plus, er det bærende element i en film, der simpelthen er så dårligt udført i alle dens aspekter, at man må anstrenge sig, hvis ikke man vil have lattermusklen trænet i dens samvær. 

»INTELLIGENT, FILOSOFISK SPIL MED MUNTERT OVERSKUD… BEGAVET OG TANKEVÆKKENDE« INFORMATION

8 - 11. MARTS KL. 20:00

ALT ER EN DANSEPLADS

Claus Damgaard og hans forførende Kierkegaard-dukke leverer en sjov og sanselig forestilling om et af Søren Kierkegaards alvorlige emner: - at LEVE LIVET fuldt og helt!

VÆRT: TOMMY NIELSEN

21. MARTS KL. 19:30

COMEDY BINGO

»Ligesom pakkeleg... bare uden den idiot, der slår en sekser og tager din pakke!«

E 23.-25. MARTS KL. 20:00 KSP ERIM ENT ET ARMÉ UDFORDRER KATAPULT

EKSPERIMENTET

Oplev kunstnerisk lynjamming... litteratur og teater mixes og genskabes i en ny cocktail.

28. MARTS KL. 19:30

KULTURSALON med lederen af Edinburgh Fringe Festival, KATH MAINLAND. Hvordan gør de?

Og kan vi gøre det samme i Århus?

»»

ROSENSGADE 11 8000 ÅRH. BILLETTER & INFO KATAPULT.DK 8620 2699

R

odløs og desillusioneret over den verdenspolitiske tilstand efter 2. Verdenskrig begår Klaus Mann i 1949 selvmord, kun 42 år gammel. Få år forinden skriver han en selvbiografi, der til dato er en af de mest levende og relevante beskrivelser af et kulturliv på godt og ondt i Europa i den første halvdel af det 20. århundrede. Vendepunktet, hedder biografien, der nu foreligger på dansk.

Som søn af den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann, forfatter til mesterværker som Buddenbrooks, Døden i Venedig og Trolddomsbjerget, vokser Klaus Mann op i et litterært dannet hjem. Fra tidligt i Klaus Manns liv står det klart, at han, som sin far, skal være forfatter. Han er blevet givet et usædvanligt talent for at skrive. Vejen ind på den litterære scene synes ham imidlertid fra begyndelsen en svær balancegang. Faderens berømmelse skygger på den ene side for hans eget kunstneriske talent. ”Det var i hans skygge, at jeg begyndte på min løbebane, og derfor sprællede jeg vel noget og opførte mig lidt påfaldende for ikke at blive helt overset”. På den anden side giver den ham også uvurderlige muligheder for at etablere vigtige kontakter til forfattere og ikke mindst forlæggere. Da Klaus Mann forlader barndomshjemmet i München i begyndelsen af 1920’erne og flytter til hovedstaden Berlin, bliver han hurtigt en vigtig del af byens pulserende og hastigt voksende kulturliv. Mødet med Berlin bliver et vigtigt vendepunkt i Klaus Manns liv: ”At være i Berlin betød i sig selv et ophidsende eventyr”, skriver han i bogen. I Berlin bliver han konfronteret med moderniteten.

At Klaus Mann var erklæret homoseksuel er et forhold, han kun ganske flygtigt omtaler i Vendepunktet. Heller ikke afhængigheden af euforiserende stoffer, der forfulgte ham gennem det meste af livet, fortælles der meget om. Til gengæld tematiseres selvmordet. Klaus Mann fortæller, hvordan der i forbindelse med nationalsocialismens fremgang i Tyskland i 1920’erne og 1930’erne opstod deciderede selvmordsepidemier i hans omgangskreds. Mange af Klaus Manns venner begav sig, som der står i bogen, ud på den rejse, man ”begiver sig alene ud på, i et panser af ensomhed, som ingen kærlighed længere kan gennemtrænge”. Den samme ensomme rejse skulle Klaus Mann selv begive sig ud på få år senere.

Vendepunktet er fuld af spændende beretninger om Klaus Manns møder og venskaber med datidens mest markante og profilerede kulturpersonligheder.

Forfattere og tænkere som André Gide, Walter Benjamin, Stephan Zweig, Max Brod, René Crevel og Albert Einstein optræder hyppigt i bogen, der umiddelbart, som Klaus Rifbjerg i forordet til den danske oversættelse formulerer det, kan synes som ”det største kompendium af litterær namedropping, det læsende publikum endnu har set”. En sådan karakteristik af bogen vil imidlertid ikke være retfærdig. Alle bogens beretninger er nødvendige. Vendepunktet er nemlig mere end blot en selvbiografi. Den er også en art biografi over Europa. Udover at give os et fabelagtigt psykologisk billede af hvilket menneske Klaus Mann var, er Vendepunktet med til at give os et levende, nuanceret og på alle måder uvurderligt billede af det kulturelle liv i Tyskland og resten af Europa i den første halvdel af det 20 århundrede.

Rifbjerg kalder bogen ”en smertelig lækkerbisken”. Den formulering rummer præcis de modsætningsfyldte følelser, man efterlades med, når man har læst bogen. Vendepunktet er en på den ene side en spændende beretning om et markant menneskes liv, skrevet i et forrygende sprog. På den anden side er bogen også en skrækkelig tragisk fortælling om et individ, der havde svært ved at finde sig selv, følte sig rodløs og gav op over for verden. Klaus Manns erindringer er alt andet end kedelige. Vigtigst af alt er de hamrende relevante. Vendepunktet kan, for den der lytter, give en udvidet forståelse af, hvad det vil sige at være menneske i en moderne og superkompleks verden. Jeg anbefaler alle at købe den og lytte grundigt efter.  Klaus Mann, Vendepunktet 2010, Rosinante

”Dette er historien om, hvordan jeg døde.”

Sådan lyder åbningsreplikken fra den mandlige hovedperson, Flynn Ryder, i Disneys nyeste film Tangled. Du kender nok til historien. Det er fortællingen om pigen med det ufatteligt lange og meget værdifulde hår: Rapunzel. Tangled er Disneys egen omskrivning af det klassiske eventyr.

Historien er centreret om vores langhårede, kvindelige hovedkarakter og det eventyr, der udfolder sig, da hun begiver sig ud i den verden, hun ellers kun har betragtet fra vinduet i det tårn, hun bor i. Plottet er hullet, og der er steder, hvor karaktererne siger eller gør noget, der får dig til at vende håndfladerne opad og rynke øjenbrynene i et ordløst ”Hvor kom det fra?!” Men, tro det eller ej, det er ikke helt så besynderlige plothuller som i Grimms originale nedskrivning, og i det store

36

hele er det til at leve med. Det er et eventyr, og i eventyr sker det utænkelige nogle gange uden videre forklaring. Det er en grundforudsætning for at se Tangled, at du kan opleve en klassisk Disneyfortælling med musicalindslag, uden at din mavesæk vender vrangen ud af afsky. Hvis du kan det, vil du finde både sangene og historien charmerende.

Apropos charmerende: Disney har et par mindeværdige heste i deres historier, som for eksempel Philippe fra Skønheden og Udyret og Samson fra Tornerose, men den her slår altså dem alle. Mine damer og herrer, lad mig præsentere: Maximus! Han er en viljestærk, modig og intelligent hest, der er ansat i kongens hær, hvor han nok burde være general, eftersom han er en langt bedre soldat end menneskene - og så

dyrker han parkour på nervepirrende højt plan.

Maximus er et eksempel på exceptionelt flot karakteranimation. Computeranimatorerne har virkelig formået at få de fine detaljer med, som ellers synes at være forbeholdt de håndtegnede Disneyfilm.

Maximus er langtfra det eneste, der leder tankerne hen på tidligere Disneyklassikere. Kan du din klassikerkanon, vil du finde stor glæde i de mange referencer, og din filmoplevelse vil blive endnu rigere. Har du ikke et indgående kendskab til Disneys store klassikersamling, er det dog ingen hindring for at se filmen. Den er godt selskab alligevel. 

En stilren Western

C

oen-brødrenes nye film rummer en mere klassisk fortælling og opsætning end deres sædvanlige ubestemmelige blanding af forskellige genrer, som ofte er tilsat tankevækkende replikker.

Et af de velkendte eksempler på dette er sheriffen i No Country for Old Men, der åbner og slutter filmen med at undre sig over båndet mellem gamle og nye generationer. True Grit har, ved sammenligning med andre Coen-film, færre af disse småfilosofiske refleksioner, men lægger hele sin sjæl i at skabe personligheder med enorm integritet og i at fortælle den gode westernhistorie, True Grit nu engang er.

Mattie Ross er uretmæssigt blevet gjort faderløs af kujonen Tom Chaney, og hun sætter beslutsomt efter ham. Selvom Mattie har ben i næsen, behøver hun hjælp fra den fordrukne marshal-veteran Rooster Cogburn (Jeff Bridges), der i sin afvikling af sager oftest påtager sig rollen som både anklager, dommer og bøddel. Egentlig er færden, ifølge Cogburn, ikke noget for pigebørn, så han rider afsted uden Mattie. Men stædig som hun er, trodser hun en flod og indhenter Cogburn, da hun forlanger at være til stede, når kujonen Chaney stilles til ansvar for sin handling. De er ledsaget af LaBoeuf (Matt Damon), der også har en interesse i at fange forbryderen. Sammen følger de Chaneys spor gennem sletter og skove, der leder dem i

mange vanskelige og farlige situationer.

Når True Grit ikke er så spekulativt anlagt, som for eksempel deres tidligere The Man Who Wasn’t There eller A Serious Man, så er Coen brødrenes nye film stadig fuldt ud coen’sk på andre punkter. Blandt andet ved karakterintegriteten og dialogerne. Scenen, hvor Mattie forhandler heste med en af faderens forretningsmæssige løse ender for at skaffe penge til at hyre Cogburn, er utroligt velkomponeret og overlegent udført.

Forhandlingen trækkes meget graciøst i langdrag af både skuespillere og manuskript til stor underholdning og karakterskabelse i ét. Det er et usædvanligt niveau af effektivitet, særegent for

Coen brødrene.

Med så fornemme dialoger gør det absolut ikke noget, at True Grit primært underholder med bekendtskaberne Mattie og Cogburn og sjældent flytter fokus fra den stilrene og gode westernhistorie. De to hovedpersoner er afgjort helstøbte filmkarakterer, der alene kunne bære hele filmen. Den rummer dog også en masse vellykkede sjove scener, maleriske landskaber og intense spændingsscener. 

True Grit 2010, Joel & Ethan Coen

E

n digter, Niels Lyngsø, springer ud som rapper. Instrumenter er bandlyst. Ord, vejrtrækning og håndklap, der gerne må elektronificeres, det er grundelementerne. Det er dogmereglerne. Altså: en digter springer ud som rapper med dogmeregler. Og han spiller på krop. Resultatet er en forbløffende indbydende omgang rytmisk ordleg, der præcist forholder sig til netop det rytmiske. Dermed ikke sagt, at teksterne ikke er af betydning. Det er jo trods alt en digter, der er på færde. Men ordene flyder med en lethed, der klart indikerer, at det er deres lydlighed og rytme i fremførelsen, der er lagt vægt på.

Sigdetvidere lægger ud med pladens første single ”tungenosser”, der, som titlen mere end antyder, er et in-yourface verbalekvilibristisk standpunkt. Der er ingen grund til at frygte udrykning fra poesipolitiet, for Stemmejernet er ikke ude på at fastholde sine ord i et finkulturelt parnas. De skal folde sig ud i deres rytmiske element, hvor ordene rimer på sig selv, og tungen kan snuble til bla-bla-bla. Det er ikke digte, der fremføres og tillægges et fortolkende lydbillede. Det er tekster, der er skrevet og skabt til at give et musikalsk udtryk. Og som lytter kan man ikke helt sidde stille.

Stemmejernet formår gennem hele pladen at bibeholde et ganske højt niveau og variation. Både fra det håndgribelige og mere iørefaldende på de indledende numre til det mørke og til tider meditative, som på numre som ”undr”. Et nummer, der med sine skiftende rytmepunktueringer fastholder lytterens opmærksomhed. De næsten udechifrerbare ord gør, at nummeret fremstår som et rent instrumentalnummer, til trods for at krop og ord ligger til grund for det ganske lydbillede, hvilket må siges at være en cadeau til Stemmjernet og hans dogme.

Stemmejernets sigdetvidere er ikke en digtoplæsning med underlægningsrytmer. Det er ganske enkelt en digter, der springer ud som rapper og slipper af sted med det. Teksterne er digte, der rimer og rytmer sig igennem pladen uden nødvendigvis at springe frem som digte, men heller ikke fornægter sig deres sproglige niveau. Stemmejernet placerer sig midt imellem digt og rap, og han formår at holde begge faner i ave og levere en interessant og smittende plade.

En plade, der både føjer endnu et aspekt til Geiger Records’ varierede og anbefalelsesværdige serie af Lyd+Litteratur-udgivelser, og samtidig fungerer og står på sine egne præmisser. Sigdetvidere er ordrig og ordflydende og til tider rytmisk uimodståelig. Stemmejernet trækker med selvfølge poesien ind på musikkens banehalvdel. 

37

HVORDAN KAN RUINER AF SKYSKRABERE SYMBOLISERE MENNESKETS FORGÆNGELIGHED?

OG hvorledes er HJEMMESIDEN WEBURBANIST.COM COMPUTERSPILLET FALLOUT 3 og dokumentarfilmen DETROIT WILD CITY

DELFINENS

SHANGHAIKORRESPONDENT

går i dybden.

S

iden oplysningstiden har det vestlige menneske dyrket videnskaben som det, der skal revolutionere vores verden og udvikle sjæl og legeme. Fascinationen skubbede langsomt religion ud på sidelinjen, og i 1800- tallet begyndte de første religiøse skikkelser for alvor at forlade bybilledet. De kørte med det nyopfundne damplokomotiv langt ud på landet. Sidenhen har introduktionen af elektricitet i hjemmet og i bybilledet bragt samfundsmæssige fremskridt med sig. Ændringer, der har gjort, at vi i vesten tror på det nye som det, der skal bringe os det gode.

Men med udskiftningen af teknologi med religion har vi også mistet noget. Blandt andet evnen til at reflektere over vores egen forgængelighed. Hvis vi konstant dyrker fremtiden, hvorledes skal vi så mindes om, at alting forgår?

Weburbanist.com Weburbanist.com. er en hjemmeside med fotos af skyskraberruiner en masse. Her loader unge vesterlændinge fotos op af faldefærdige skyskrabere og urbane rum i forfald. Forladte og faldefærdige storbyer i Aserbajdsjan, Japan, Italien, Sibirien, Cypern og Kina er blevet besøgt af fotografer og unge eventyrlystne fra hele verden.

Disse fotografier er forsøg på at skabe billeder, der viser vores tid i forfald.

38

Fallout 3 I den mere kommercielle zone af vores nutidige kultur er der et hav af postapokalyptiske scenarier i computerspillet Fallout 3. Traditionelt bliver skyskraberen betragtet som et symbol på vækst og drømmen om en utopisk fremtid. I Fallout 3 er det omvendt. Det er muligt at bevæge sig op i nogle af spillets skyskrabere ved hjælp af rustne elevatorer.

Som udsigtstårn fungerer skyskraberen traditionelt som en turistattraktion i storbyen, der giver overblik over byens øvrige skyskrabere, storhed og monumenter. I Fallout 3 giver den mulighed for at få overblik over Washingtons altødelæggende destruktion.

Detroit Wild City Dokumentaren Detroit Wild City fra 2010 er fyldt med billeder af en tredje form for skyskraberruiner.

Skyskraberne i filmen er faldefærdige, rustne, grå og menneskeforladte. Førhen fungerede byen som center for industriel masseproduktion, og der var fyldt med fabrikker og arbejdere. Men efterhånden som byens fabrikker måtte lukke på grund af 70’ernes oliekrise, flyttede byens befolkning.

Filmens visuelle side giver derfor gentagende en fornemmelse af, at Detroits midtby er et trist sted.

I stedet for at markere vækst og storhed står byens skyskrabere tilbage som hule skaller og rustne

stålkonstruktioner. Filmen minder os altså om, at det ikke kun er vores teknologiske udvikling, der kan blive skyld i vores civilisations forfald som i Fallout 3. Det er også vores måde at organisere vores industri og økonomi på.

Nytænkning i det 21. Århundrede?

Der findes altså alternative måder at opfatte tid og forgængelighed på hos det urbane menneske.

Det moderne menneske har placeret teknologi og ideen om evigt fremskridt højere end religion.

Derfor er vi dårlige til at forholde os til død og forgængelighed generelt. Vi opfostres ikke med tanken, og vores samfund negligerer det faktum, at alting forgår. Men på weburbanist.com bliver vi udsat for billeder af virkelige byer, som i den grad er i forfald. I forlængelse af Fallout 3 og Detroit Wild City ser vi, hvordan vores civilisation potentielt kan blive skyld i sin egen undergang. Detroit Wild City har fået stor international opmærksomhed på diverse dokumentarfilmsfestivaler, og Fallout 3 er omgærdet af en massiv fankultur. Samtidig er Fallout 3 et af de bedst sælgende computerspil nogensinde. Måske vidner det om, at vores forhold til tid og forgængelighed vil ændre sig i det 21. århundrede? 

NASDAQ FOREVER proklamerer skiltet i foyeren - og ja, du er på Handelshøjskolen, Aarhus School of Business (ASB). Men så glemmer vi også fordommene, for der er faktisk flere Haglöfs Tights end designertasker, og langt fra alle går med slips.

Generelle faciliteter Nede på Handleren er murene også gule, dog en anelse mørkere gul end det gamle universitet kan prale af. Her stopper lighederne dog. Campus er kompakt og sammenhængende og rummer en atriumgård, der er formidabel som lun læsekrog under gunstigere vejrforhold. Inden døre kan ASB prale af lidt af hvert. Der er et toptunet kopi/printerrum, der får både Statsbiblioteket og Frederiksbjerg Kopicenter til at blegne. De studerende betaler for papir, men kan til gengæld binde deres opgaver gratis ind. Og der er en M&Ms-automat!

I kælderen ligger de studerendes fitnessrum.

Det er ikke videre stort, men det har en fin maskinpark. Da Delfinen besøger det en torsdag formiddag, træner syv mandlige studerende.

Udover træningsfaciliteter er der også holdtimer i blandt andet dans og kredsløbstræning samt et zumbahold, der skulle være yderst populært. Der er selvfølgelig også bad til dem, der måtte ønske den slags.

Læsepladser Handelshøjskolen har, som resten af Aarhus Universitet, ikke en læseplads til hver studerende.

Derfor anvendes spiseområderne også som studiepladser. Desuden er der læsekroge rundt omkring med sofaer eller stole, du kan slænge dig i under læsningen. Der er også Klubben i kælderen, hvor den amerikanske dinerstil går igen, dog her med rød som grundtone. Her kan du læse eller spille Pokerstars på din bærbare. En bemærkelsesværdig, lækker detalje er, at Klubbens bar i dagtimerne fungerer som kaffebar. Baristaen serverer alskens afskygninger af kaffe, samt varm kakao eller chai latte til kun 15 kr. Hvis du keder dig, kan du læse i ASB’s studentermagasin, Commerciel. Ellers er der selvfølgelig en gratis Jyllands-Posten at fornøje sig med.

Klubben - hvor små fugle falder døde om Klubben undergår ugentligt en fascinerende forvandling fra studielounge med caféatmosfære til regulær natklub. Hvor der tidligere var fyldt med bærbare og afslappet klædte unge mennesker, er der nu velklædte piger med drinks og fyre med et glas øl i hånden. Musikken er højere, og menneskene er flere. Der er Tuborg til en 20’er, og stedets specialitet, “Lille fugl faldt død om”, til 60 kr.

En let, grøn og nem-at-drikke drink der ikke giver mange tømmermænd, men alligevel garanterer en ordentlig brandert. Der er trængsel i baren, kø til toiletterne, men fyrene er fresh, fri og fly, og pigerne er flotte. Klubben er eksklusivt forbeholdt de studerende på ASB, men du er ganske velkommen til at svinge forbi og drikke en kop the i dagtimerne. 

Spiseforhold ASB har to kantiner, Caféen og Plug Inn. Caféen serverer dagens menu til henholdsvis 25 og 35 kr., alt efter hvor sulten du er. Caféen er indrettet, som de fleste kantiner er, men Plug Inn er en anderledes interessant. Plug Inn er indrettet i ægte amerikansk dinerstil med en reminiscens af Grease. Båsenes bænke er i en laber mintgrøn nuance, og du kan få dig en burger. Milkshaken mangler blot. Plug Inn tilbyder lækre burgere med enten okse- eller kyllingebøf til 40 kr. Derudover kan man få sprøde bagels til 30 og en salatbar á 25 kr. Der huserer ingen madpakkefascisme - du må gerne spise din medbragte mad i lokalerne.

39

40

Fo jobs redrag sr ø Dan gning ække o swo s rksh g Goo ke Ban k o g man le, Arla , Grund ps. f , g og g e flere Vestas os, o g vejl iver go kigger e de r forb du k dning å i til, h d og o m hos m v erhv er ind ordan ervs i va rme live n t.

bogreol.

Mejlgade 35.

Mennesker. Mad. Musik. Affald.

Genbrug. Bytte, bytte, bytte. Kaos. Piloter.

Gør en god gerning og byt dig til en bedre gaderobe, pladesamling eller

E AGEN

lu son B Radis avian din n 10. a c S kken l. Klo Hote ssen. reme end karrie mere og r le m r dk sa hede on, m o s k adiss ir 100 v tioner på R er i det ll a e is rke dine organ etvæ k med ivere. kan n n sna så du ejdsg dig e rb få a e te s mind lt fremtidig både til tie der sig de. poten nven en he g dimittere Mess o rende stude

ED IERR K ARR US I ÅRH –f o ve relæ d Lil Geo snin le A g r INC ud g M e 14 UBA itori tz, u .15 S –1 cien m, 6.0 c Ge 0. e Pa org rk pre M stil ssek etz s æ l e e tte r sp dle de r r n fun fjerd ørgsm ne i k Op ktion e sta ålste og o g lev t g i s m d n for ed en af et da agt o ved, rag nsk om D p f a yl sho e n lde mark dem der s i o re og dygt krat n ska igst i. rpe e ste ho ved er.

Kom så d e

hvii’!

Seriens ab solutte tophold ta ger imod afkørsel på E45.

Studeren de komm er ind for 85 kr.

UNIKALENDEREN MAR. 2011 D TVEN FJE IVL RD SO E M MM AG E T

06.

11.

Indtil

12.

23.

27.

KULTURKALENDEREN MAR. 2011 KATTEN AF TØNDEN. TRØJBORG BEBOERHUS. KL 14.00

Klæd dig ud som dværg og stil dig i kø i børnenes rækker. Slå kun ganske let til tønden i første omgang… wait for it… wait for it… og slå så til af fuld kraft, når det bliver din tur igen. Tønden vil helt sikkert bukke under. Hiv derefter din medbragte nettopose op fra inderlommen og smid så meget af det nyfaldne slik, du kan, ned i den. Gratis slik! Bliver det bedre? Du kan selvfølgelig også stille dig i køen for de voksne. Her vil sandsynligheden for slik i spandevis dog falde signifikant.

BALKAN MADNESS. TRAIN. KL 23.30.

Som afterparty til Kaizers Orchestra spiller Balkan Madness op til kædedans. Det koster 50 dukater og giver helt sikkert ømme benmuskler dagen derpå.

BE KIND, IF I’M A MESS. ÅRHUS TEATER. Hop på teaterkoncertbølgen og tag ind og se Be kind, if I’m a mess. Her fortolkes sange af Rufus Wainwright. Do I have to say more?

GODNATHISTORIER FOR VOKSNE. GYNGEN. KL 21.

Det lyder lidt smålummert. Specielt når underrubrikken ”Gratis hvis du kommer i nattøj” bliver inkluderet. Om der er tale om et barnligt påfund i retning af et pyjamasparty, en slags undergrundslitterær swingersammenkomst, eller om det simpelthen bare er gode oplæste historier ved slumretid, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder lyder det da som noget, der er værd at betale 50 kroner for – hvis du altså ikke kommer i nattøj.

SPILAFTEN. STUDENTERHUS ÅRHUS. KL 16-22.

Er du træt af hjerterfri og 7 kabale udelukkende i computeres nærvær? Mangler du ægte sammenog modspil? Mangler du nogle, du kan håne, når du slår dem hjem? Tag til spilaften og medbring dit bedste pokerfjæs, så får du nok nogen at dele dit vindende væsen med.

JAF starter nybegynderhold op for voksne

Fægteklubben JAF starter nybegynderhold op for voksne (fra 16 år). Vi starter hhv. mandag den 21. februar og onsdag den 23. februar 2011 (dvs. i uge 8). Det foregår i DGI-huset, hal A, mandage og onsdage kl. 18-20. Du bestemmer selv, om du vil træne mandag eller onsdag eller begge dage.

Vores introforløb til fægtning varer i 12 uger og koster 600 kr. De første to uger er gratis, og herefter skal du betale de 600 kr. Du skal medbringe t-shirt, lange træningsbukser og indendørs sko til træning.

Du tilmelder dig til JAF’s formand Jonas Olsson på formand@jaf-mail.dk inden start. Du bedes skrive dit navn, adresse, telefonnummer og mail samt oplyse, om du vil træne mandag, onsdag eller begge dage.

Har du spørgsmål til introforløbet, er du velkommen til at skrive til Jonas eller kigge forbi fægtesalen.

Vores trænere Cornelius Juhl og Ivan Tabrizi står klar til at byde dig velkommen. Vi glæder os til at se dig!

OBS: Du kan stadig godt nå med selv om du først ser det her efter den 23/2 , kontakt blot Jonas med det samme

KUNNE DU TÆNKE DIG AT RO? En sport ud over det sædvanlige, som kombinerer fysisk aktivitet og socialt samvær - hvad enten du er til disciplineret kaproning, hyggelig kaffe-og-kage-roning eller udfordrende langtursroning.

Der er løbende optagelse hen over sommeren, men kom i gang fra sæsonstart og mød op til infoaften i Aarhus Studenter Roklub d. 15/3 eller 16/3 kl. 20.00.

Du behøver ikke være studerende, for at blive medlem af klubben – alle er velkomne.

Aarhus Studenter Roklub Fiskerivej 7 8000 Århus C www.asr.dk

STUDENTERRÅDETS SIDER Ny fase nye muligheder Den ’visionære’ del af den faglige udviklingsproces’ lakker mod enden. Den 9. marts fremlægger Aarhus Universitets ledelse universitetets nye organisationsdiagram for såvel forskning og uddannelse som administration. Med det følger en række rammebetingelser for eksempelvis studienævnsstrukturen og bibliotekerne.

Det er ingen tvivl om, at vi i Studenterrådet ikke har været imponerede over ledelsens evne til at lede universitetet gennem en proces som den, der har forløbet det seneste år. På de næste sider kan du læse om en undersøgelse, Studenterrådet satte i gang i efteråret for at opnå indsigt i, hvordan de studerende og ansattes samlede oplevelse af processen har været.

Rapporten taler sit klare sprog og viser, at et massivt flertal mener, at processen har været dårlig. Den beskrives som topstyret, legitimerende og som en skinproces.

Vi håber, at ledelsen vil tage godt imod rapporten, og at de vil bruge den konstruktivt i den fase, processen nu glider over i.

SAT UDEN FOR INDFLYDELSE. Da universitetsbestyrelsen den 17. juni 2010 besluttede at reducere ni fakulteter til fire hovedområder, demonstrerede en stor gruppe studerende samme dag mod den manglende indflydelse, de havde haft på den faglige udviklingsproces. En ny undersøgelse fra Studenterrådet viser, at flertallet blandt universitetets studerende og medarbejdere ikke føler, at ledelsen har inddraget dem tilstrækkeligt i planerne for den nye universitetsstruktur. Foto: Lea Laursen Pasgaard.

HVEM ER STUDENTERRÅDET? Studenterrådet er din organisation på Aarhus Universitet. Vi arbejder for at sikre de studerendes rettigheder og forbedre de studerendes vilkår på Aarhus Universitet og på landsplan.

Studenterrådet er derfor dit talerør på universitetet og er repræsenteret på alle niveauer for at sikre størst mulig indflydelse for de studerende.

Fra fagrådene på alle uddannelser, Studienævn og Akademisk Råd til Aarhus Universitets bestyrelse og Danske Studerendes Fællesråd, der arbejder for de studerendes vilkår på landsplan.

Studenterrådet tilbyder derudover Danmarks Største Fredagsbar og

Idrætsdag, kurser, retshjælp, studenterhåndbog, studiekalender og andre services, der er med til at hjælpe dig godt igennem din studietid.

Fredrik Nielsens Vej 2-4 8000 Aarhus C Tlf.: 8942 5464 Fax: 8942 5474 E-mail: sr@sr.au.dk Web: www.sr.au.dk Facebook.com/studenterraad

Det er nemlig forkert at tænke på den faglige udviklingsproces som færdig den 9. marts. Måske er det faktisk her, processen begynder. Den ’visionære’ og rammesættende fase glider over i en lang implementeringsperiode, hvor alle skal vænne sig til de nye rammer og grænser på universitetet. Hvor nye roller skal udfyldes og gamle omformuleres.

Den manglende indflydelse på den første lange del af processen kan ikke reddes, men vi kan udnytte de muligheder, der forhåbentligt kommer til at præge processen fremadrettet.

Som studerende kommer de første store omvæltninger formentlig til at være de fysiske omrokeringer. Der vil blive rykket rundt på institutter og fakulteter, men lige så vigtigt også på studiepladser, grupperum og fredagsbarer.

Selv om vores uddannelser ligner sig selv efter den 9. marts, er det vigtigt, at vi alle forholder os til de nye ændringer i strukturen. Vi skal sikre os, at vi og vores efterfølgere får ordentlige rammer for indflydelse, gode uddannelser og et studiemiljø helt i top.

Thea P. Frederiksen Formand for Studenterrådet

STUDENTERRÅDETS SIDER

MASSIV UTILFREDSHED MED DEN Ny undersøgelse fra Studenterrådet viser, at både studerende og ansatte føler sig sat uden for indflydelse i forbindelse med planerne for universitetets nye struktur.

Af Lea Laursen Pasgaard, pasgaard@sr.au.dk

Den endelige afgørelse af, hvordan det nye Aarhus Universitet skal se ud efter de store sammenlægninger af fakulteter og institutter træffes i disse dage. Den 9. marts præsenterer rektor resultatet af den faglige udviklingsproces, som blev sat i gang i marts måned sidste år.

Der hersker på universitetet vidt forskellige oplevelser af, hvordan arbejdet med den historiske fusion er foregået.

Ifølge universitetsledelsen har budskabet

”

FU er centraliserende systemtænkning og volumensyge. FU ligner New Public Management 10-20 år efter man gik over til nærhed og flade strukturer i velfungerende organisationer...”

- Anonym respondent.

om, hvorfor universitetets struktur overhovedet skulle laves om, stået klart fra begyndelsen, og ledelsen har efter egen opfattelse været åben for input og diskussion med studerende og medarbejdere under hele processen.

Billedet af en vellykket og inkluderende proces er imidlertid ikke til at genkende for flertallet af universitetets studerende og medarbejdere. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Studenterrådet startede i slutningen af 2010, og som cirka 2.000 studerende og medarbejde har deltaget i.

Undersøgelsen viser, at studerende og medarbejdere mener, det er vigtigt at engagere sig i arbejdet. Alligevel føler 80 procent af de, der har deltaget i processen, at de ikke har haft indflydelse på den afgørende beslutning. Flertallet har oplevet, at det har været svært at deltage, fordi ledelsen ikke har været åben for input og kritik. Overordnet set mener kun cirka én ud af ti, at processen har været god. ”Undersøgelsen viser, at hverken medarbejdere eller studerende har opfattet processen positivt. Derfor må ledelsen stoppe med at fremhæve, hvor god og inddragende den faglige udviklingsproces har været. I stedet bør den tage arbejdshandskerne og ydmygheden frem, så vi sammen kan finde en form, hvor medarbejdere og studerendes engagement har betydning,” siger Thea P. Frederiksen, der er formand for Studenterrådet.

Skindemokrati Mange af de, der har deltaget i Studenterrådets undersøgelse har ikke været ret aktive i arbejdet omkring den faglige udviklingsproces. Årsagen til den manglende deltagelse skyldes dog ikke, at studerende eller ansatte ikke mener, at den faglige udviklingsproces er relevant.

Tværtimod finder otte ud af ti det vigtigt at vide, hvilke konsekvenser den nye universitetsstruktur kommer til at have for dem selv personligt.

Af kommentarerne, som respondenterne kunne knytte til undersøgelsen, fremgår det, at respondenterne har

været meget optagede af den faglige udviklingsproces og også har ønsket at vide, hvilke konsekvenser den faglige udviklingsproces får for universitetet.

Mange giver udtryk for, at de har forsøgt at deltage, men har oplevet det svært eller ligefrem umuligt at opnå indflydelse på beslutningerne. Flere nævner, at det har virket som om, at beslutningerne var truffet på forhånd, og ord som ”skinproces” og ”skindemokrati” går igen i flere

UTILFREDSHED MED PROCESSEN. I Studenterrådets undersø sen havde været god. Cirka 20 procent var ’meget uenige’, 30 pro under 0,5 ’meget enige’.

besvarelser. ”Ledelsen har gang på gang sagt, at alt er og har været i spil, men det har tydeligvis ikke været troværdigt for studerende og ansatte. Det synes jeg, at ledelsen skal tage til sig,” siger Thea P. Frederiksen.

Blandt de studerende og medarbejdere,

RESULTATER FRA UNDERSØGELSEN:

*Note: ***: signifikant ved signifikansniveau på 0,01, når der kontrolleres for tilhørsforhold. Se appendiks tre i Studenterrådets rapport for nærmere.

STUDENTERRÅDETS SIDER

N FAGLIGE UDVIKLINGSPROCES der ikke har deltaget i processen, svarer 40 procent, at årsagen til deres fravær skyldes, at de ikke har vidst, hvilket forum de skulle gå til for at opnå indflydelse. ”Det er problematisk, at de studerende ikke har følt, at de har haft et sted at henvende sig med deres tanker og idéer. Det er en opgave, vi gerne vil være med til at løfte i Studenterrådet, men det kræver, at ledelsen inddrager os i god tid, så vi kan nå at facilitere det,” siger formanden.

ven,” tilføjer hun.

Topstyret kommunikation Flertallet af de adspurgte mener desuden, at informationen om den faglige udviklingsproces ikke har været god nok.

Der har ikke været tilstrækkelig nok af den, og budskaberne er ikke kommet ud i god nok tid, lyder vurderingen. ”Det er et kæmpe problem, at den tilgængelige information giver indtryk af, at kun nogle ting bliver lagt frem. Sammen med den manglende tro på, at alt er i spil, øger det indtrykket af en topstyret proces,” siger Studenterrådets formand.

”

øgelse blev respondenterne spurgt, om de var enige i, at procesocent ’uenige’, 38 procent ’hverken eller’, 12 procent ’enige’ og

”I den faglige udviklingsproces har ledelsen ikke været dygtig nok til at skabe rum for diskussion, slet ikke for og blandt studerende. I Studenterrådet arbejder vi derfor fortsat for, at afstanden mellem ledelsen og de studerende bliver mindre.

Det er vigtigt, især fordi demokrati stort set er ikke eksisterende i universitetslo-

... Rektor har skabt en uigennemskuelig og dårlig organiseret proces, med uklare rammer og mandater for dem, der overhovedet har haft mulighed for at komme med indspil til det design, han tilsyneladende havde lagt sig fast på fra start. Akronymet FUP er i den henseende meget dækkende.”

- Anonym respondent.

Ledelsen er nødt til at lytte Den faglige udviklingsproces er langt fra ovre endnu, og Studenterrådet har tænkt sig at bruge rapporten og dens resultater i det fremadrettede arbejde med den faglige udviklingsproces og generelt i

FAKTA: Om den faglige udviklingsproces Den faglige udviklingsproces blev i marts 2010 sat i gang af bestyrelsen på Aarhus Universitet. I juni 2010 vedtog bestyrelsen de overordnede linjer for processen, som blandt andet indebærer, at ni fakulteter er blevet lagt sammen til fire nye hovedområder, og at de fire nye dekaner fremover skal indgå i den øverste universitetsledelse.

Den nye struktur trådte i kraft i januar 2011, og resten af ændringerne træder løbende i kraft hen over 2011.

Om undersøgelsen Studenterrådet besluttede i 2010 at sende en spørgeskemaundersøgelse ud til studerende og medarbejdere ved Aarhus Universitet for at afdække, hvordan den faglige udviklingsproces er blevet modtaget.

Undersøgelsen er statistisk repræsentativ med 1926 respondenter og blev gennemført fra den 29.10.10 til den 14.12.10.

Find undersøgelsen og læs mere på: www.sr.au.dk/fu-survey

arbejdet for mere indflydelse. ”Universitetsledelsen er nødt til at tage studerende og ansattes oplevelse af processen seriøst. Ledelsen kan naturligvis ikke skrue tiden tilbage, men den kan tage undersøgelsens konklusioner til sig, hvis den virkelig ønsker at inddrage ansatte og studerende. Derfor forventer vi også, at den lange implementeringsperiode, der venter forude, bliver en anderledes positiv oplevelse for universitetsbefolkningen,” siger Thea P. Frederiksen.

*Note: ***: signifikant ved signifikansniveau på 0,01, når der kontrolleres for tilhørsforhold. Se appendiks tre i Studenterrådets rapport for nærmere.

STUDENTERRÅDETS SIDER STUDIEMILJØ MED DIG I CENTRUM Af Anna Bager, projektmedarbejder ved Dansk Center for Undervisningsmiljø og tidligere aktiv i Studenterrådet

Studenterrådet har i sit daglige arbejde stort fokus på de studerendes trivsel, velbefindende og undervisningsforhold, hvilket til sammen også kaldes studiemiljø. Studiemiljøet er afgørende for, at studerende befinder sig godt på deres uddannelser og derfor får mere ud af at være der. For at sikre landets studerende ordentlige studiemiljøer, blev det i 2001 lovpligtigt for alle uddannelsesinstitutioner at gennemføre undervisningsmiljøvurderinger.

Aarhus Universitet gennemførte senest i 2007 en stor undersøgelse af det psykiske studiemiljø blandt sine studerende.

Mere end 8.000 studerende besvarede et spørgeskema, som dannede baggrund for rapporter på de daværende fakulteter.

Resultaterne underbyggede, hvad vi som studerende længe har haft på fornemmelsen, nemlig at man som studerende trives bedre, hvis man føler sig som en del af et fagligt fællesskab, har et sammenhold med sine medstuderende og ikke er stresset.

For første gang kunne resultaterne læses sort på hvidt, og det blev de. Resultaterne startede diskussioner om kvaliteten af studiemiljøet på Aarhus Universitet rigtig mange steder, lige fra universitetsbestyrelsen til studienævn og fagråd.

”

Målet er, at så mange studerende som muligt bevarer undersøgelsen, så resultaterne bliver endnu mere solide end sidste gang og tegner et tydeligere billede af, hvordan de studerende trives på universitetet.”

Studiemiljø på dagsordenen Det har betydet mange konkrete resultater rundt omkring på universitetet. Blandt andet en studiemiljølounge på teologi, flere holdtimer, mere feedback på psykologi, en læringsdag på statskundskab og en lang række andre tiltag. Samtidig har Studenterrådet anvendt resultaterne i sit strategiske arbejde i Studieudvalget, bestyrelsen og andre steder.

ET BEDRE STUDIEMILJØ. Universitetet er forpligtet til hvert tredje år at undersøge undervisningsmiljøet. I 2007 deltog mere end 8.000 studerende i studiemiljøundersøgelsen, der førte flere holdtimer, mere feedback og en læringsdag med sig. Dine svar kan forbedre studiemiljøet, så husk at give din mening til kende.

Foto: AU Foto.

Medierne tog også resultaterne op til nøjere granskning. Undersøgelsen dokumenterede, at vi som studerende ikke brugte ret mange timer om ugen på studierne. 29 timer per uge kunne det blive til. Dansk Industri tog kampen op for flere undervisningstimer til de såkaldt ”tørre områder” (humaniora, samfundsvidenskaber og teologi, red.), hvilket var medvirkende til forhøjelsen af taxameteret med 5.000 kroner.

Ny undersøgelse sat i gang Nu er det tre år siden, at den seneste undersøgelse blev offentliggjort, og det er blevet tid til at kortlægge studiemiljøet på Aarhus Universitet endnu engang. Er det blevet bedre? Er der sket noget siden 2007?

Derfor modtog alle universitetets studerende i løbet af uge 7 en mail med et link til et spørgeskema i deres studiemail. Målet er, at så mange studerende som muligt besvarer undersøgelsen, så resultaterne bliver endnu mere solide end sidste gang og tegner et tydeligere billede af, hvordan de studerende trives på universitetet.

Spørgeskemaet indeholder en lang række spørgsmål om trivsel, fagligt og socialt tilhørsforhold, stress og ensomhed. Som noget nyt bliver der nu også spurgt ind til det fysiske studiemiljø for at

blive klogere på, om de studerende har det godt i de fysiske rammer på universitetet.

Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres i løbet af juni måned. Her udkommer en række rapporter, én for hele universitetet, og én for hvert af de fire nye hovedområder. Her vil resultaterne være fordelt på studienævn, så de er mere brugbare for dem, der kan foretage ændringerne i det daglige studiemiljø.

Ikke alt kan komme med i rapporterne men vil efterfølgende kunne findes på undersøgelsens hjemmeside www.au.dk/ studiemiljo2011.

Det gør en stor forskel, at de studerende viser interesse og deltager i undersøgelsen, så spred ordet og tjek din mail!

VIL DU VIDE MERE? Se undersøgelsens hjemmeside: www.au.dk/studiemiljo2011 Se mere om undervisningsmiljø på Dansk Center for Undervisningsmiljøs hjemmeside: www.dcum.dk Har du spørgsmål om Studenterrådets arbejde med studiemiljø?

Kontakt: Per Dalbjerg på per@sr.au.dk.

STUDENTERRÅDETS SIDER ET A(TTRA)KTIVT STUDENTERRÅD Ny undersøgelse fra Studenterrådet viser, at både studerende og ansatte føler sig sat udenfor indflydelse i forbindelse med planerne for universitetets nye struktur.

Af Benjamin Bilde Boelsmand, næstformand i Studenterrådet.

I forlængelse af den faglige udviklingsproces har Studenterrådet oplevet et massivt boost i aktivitet. Studerende fra hele universitetet har været samlet i arbejdet for at sikre deres høje faglighed i nye og forandrede fællesskaber. Studenterrådet både fortsætter og udvikler det arbejde i det kommende år.

Nyt arbejdsprogram Der er ingen tvivl om, at arbejdet med den faglige udviklingsproces og sikringen af studenterindflydelsen på de nye hovedområder bliver en vigtig prioritet.

Planerne for det kommende års arbejde i Studenterrådet bliver ikke endeligt afgjort, før det konstituerende fællesrådsmøde den 15. marts.

Her skal Fællesrådet beslutte, hvem der i det kommende år skal sidde i den daglige ledelse af Studenterrådet, og

hvad rådets projekter skal være i 2011.

En række workshops for studerende om det næste års arbejde har allerede vist, at der er masser af gode idéer at tage fat på. Mange af dem peger i samme retning: En fælles kamp for de forskelle, der er på AU. Mange studerende er bange for, at alt bliver ensrettet med de nye hovedområder. I Studenterrådet arbejder vi for at bevare de mange gode og forskellige tilbud, som de frivillige foreninger og universitetet står bag i dag.

Kampen for bevarelse går imidlertid hånd i hånd med udvikling.

Det er ikke kun universitetet, der forandres. Det næste år vil vi arbejde på at ændre Studenterrådet, så vi bliver mere udadvendte.Vi skal kunne bygge bro mellem universitetets mange ”øer” for at sikre de studerende de bedst mulige forhold.

Kampen for bedre boliger De studerendes forhold er også i centrum, når det kommer til årets politiske prioriteringer, idet kampen for bedre og billige studieboliger i Århus ser ud til at blive efterårets sag.

Håbet er, at universitetet og kommunen i fællesskab kan skaffe de studerende flere kollegier og billige lejligheder, som ligger tættere på byen. Politikerne har lovet os flere kollegier. Nu er det tid til, at de lever op til deres løfter.

Det konstituerende fællesrådsmøde finder sted tirsdag den 15. marts i Studenternes Hus klokken 18. Alle er velkomne.

TS:

AR ATOER I M VIGTIGE D

DENTERFØLG STU RÅDET OOK PÅ FACEB

e lyst til at følg Hvis du har tu S i r e sk der med i, hvad e ld e t, kan du m denterråde ts denterråde tu dig ind i S k. o o b ce å Fa fangruppe p n e p p ru g f a m Som medle r til e n u invitatio modtager d terina d p o g nter o arrangeme ådet rr d Studente ger om, hva om se n også læ laver. Du ka er g in n ld o dets h Studenterrå n e for r rør sig ind til, hvad de råde o rpolitiske m det studente ed m r e tt a e i deb samt deltag e d g o e rn e litik studenterpo pmmer af gru le d e m re d an pen. eå: www.fac Læs mere p d a tudenterr book.com/s

ds for studie rts ndbjerg Go a de S i 12.-13. ma å e p d n d n re e s-weeke mt stud sa r te n a le p Studienævn sup lemmer og anævnsmed . mere inform d rå sr.au.dk for r@ akademiske e p å p Dalbjerg Skriv til Per tion. es Studentern øde kl. 18 i 15. marts sm d å sr lle nde fæ Konstituere Hus.

HVEM VIL DU HØRE TIL DANMARKS STØRSTE FR EDAGSBA

R?

Hård rock elle r blid pop? Fa llalulah, Turbow Studenterråde eekend eller A t er for længst nalogik? gået i gang m Danmarks Stø ed at planlægg rste Fredagsb e dette års ud ar og Idrætsda I den forbinde gave g, der i år ligge lse vil vi meget r den 9. septem af gerne høre fra hvilke bands ber. vi skal invitere dig, hvis du ha r et godt bud til at komme og Mange bud er på, sparke gang allerede tikke i festen. t ind på Face Danmarks Stø book-gruppen rste Fredagsb ”Hvem vil DU ar 2011”, men hjælp os med høre på vi vil gerne ha at gøre festen ve endnu flere vildere ved at med os. Du ka . Så dele din viden n skrive dit fo om upcoming rslag på Face event@sr.au. bands book eller send dk. e det til