SIDE 26 / KLIMOV OG SHEPITKO
Opstigningen
Welcome, or No Trespassing
Gå og se
KLIMOV OG SHEPITKO MENNESKETS ANSIGTER I CENSURENS SOVJET Blikkene skærer durk gennem kameralinsen og holder os fast. De lyser af afmagt, tomhed, udmattelse, desperation eller gru. Det er portrætter af sårbarhed og menneskelighed. Men de viger ikke en millimeter. Kunstnerne, der indfangede dem, var mand og kone: De russiske instruktører Elem Klimov (1933-2003) og Larisa Shepitko (1938-79). De stod bag hjerteskærende brutale film og fremragende satiriske komedier hver især, men deres arbejde var alligevel nært forbundet. Fælles for de to er blikket for menneskets udfordring med
at tilpasse sig samfundets ofte groteske normer og adfærdsmønstre. Tandlæger, bureaukrater, soldater, menigmænd i meningsløse (men sært genkendelige) svikmøller. Absurditeten spejlede deres eget liv, der var præget af kompromisløs skaben under et kompromisløst regime. Mange af deres film kritiserede konkrete institutioner, personer og grupper; den sikre opskrift på censur, selv med præsident Khrusjtjovs tøbrudspolitik i ryggen. Prisen var høj: Meget få film og konstant skepsis. Parret var derudover hårdt ramt af sygdom og ulykker. Men de veg aldrig.
Klimov blev slutteligt tildelt den magtfulde stilling som leder af det sovjetiske instruktørforbund under Gorbatjov – en opsigtsvækkende udpegning, der naturligvis fremskyndte glasnost-politikken på filmområdet. RB
LØR 18/12 16:00 + TORS 06/01 20:30
ONS 22/12 21:15 + FRE 14/01 21:15
Gå og se
Wings
Idi i smotri / Elem Klimov, 1985 / da. tekst / 142 min. (162 min. inkl. intro)
Krylya / Larisa Shepitko, 1966 / da. tekst / 85 min. (100 min. inkl. intro)
I Belarus i 1943 forlader en teenagedreng sin familie for at slutte sig til partisanerne i kampen mod de tyske tropper. Pludselig befinder han sig alene sammen med en jævnaldrende pige i det krigshærgede landskab. 'Gå og se' er en uafrystelig skildring af krigens surrealisme, og den blander smukke poetiske billeder med ubønhørlig rædsel. EVENT Introduktion ved krigshistoriker Martin Rasmussen den 18. december.
Den kvindelige krigshelt Nadezhda Petrukhina plaffede tyske Messerschmitt’er ned under 2. verdenskrig, og hendes kontrafej hænger overalt som et forbillede for ungdommen. Men hun forstår end ikke sin egen datter, og hun længes efter himlen. Larisa Shepitko besynger et menneske, der ikke føler, hun passer til den officielle rolle, hun er blevet tildelt. En meget usovjetisk morale i en meget smuk, vemodig film.
