![](https://assets.isu.pub/document-structure/230530122011-5c474b93f05ac18e65bc83a8f17cdb63/v1/f4d981af9924723d40d4c4597b5e467f.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
1 minute read
GRILL DEN PERFEKT PØLSE
Det er ikke svært – men det kræver lidt forberedelse og tålmodighed at få perfekte grillpølser. Det vigtigste er, at de skal grilles ved jævn varme, og de helst ikke må sprække eller blive branket. Begge dele går nemlig ud over smagsoplevelsen. Hvis pølsen sprækker, løber noget af saften og dermed smagen ud. Pølsen sprækker, når væsken indeni begynder at koge. Tricket er derfor at få grillet pølserne, så de bliver varme hele vejen igennem – men at de netop ikke bliver for varme og dermed koger.
Du får den bedste grillpølse ved at grille dem over direkte varme uden låg. Indirekte varme med låget på får hurtigere pølserne til at koge, og dermed øges risikoen for, at pølserne sprækker. Husk god afstand til kul, briketter eller gasflamme, så varmen ikke bliver for intens. For at få det bedste resultat skal pølserne først lægges på grillen, når kul eller briketter har afgivet den værste varme. De skal grilles nænsomt og vendes ofte. På den måde bevares saften og smagen i pølsen, og du får den lækre sprødhed i skindet, som sammen med saftigheden gør pølsen fantastisk.
Advertisement
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230530122011-5c474b93f05ac18e65bc83a8f17cdb63/v1/c2b90dc67acdff31780a65c3aa5ebfce.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Slagterens Fif
Husk at pølser skal vendes med en pølsetang – brug endelig ikke en gaffel, der prikker hul på tarmen. Der skal heller ikke snittes eller prikkes hul i tarmen inden tilberedning – saften vil løbe ud af pølserne, og dermed forsvinder noget af den gode smag og konsistens.