3 minute read

Hvad er forventningerne til erhvervsejendomsmarkedet i 2025

Next Article
Research & Analyse

Research & Analyse

Hvad er forventningerne til erhvervsejendomsmarkedet i 2025?

Forventningerne til erhvervsejendomsmarkedet i 2025 ser noget lysere ud, end tilfældet var ved samme undersøgelse sidste år. Generelt er der en fornyet investeringslyst blandt de knap 1.800 respondenter, hvilket i høj grad må tilskrives renten, der forventes at falde yderligere i 2025. Samtidig er der igen et øget fokus på bæredygtighed, og så er der tvivl om inflationens udvikling i 2025. Det er blot nogle af konklusionerne fra EDC Erhverv Poul Erik Bechs forventningsundersøgelse, der er gennemført for 10. år i træk og som er erhvervsejendomsbranchens største og mest omfattende undersøgelse.

For 10. år i træk har vi i EDC Erhverv Poul Erik Bech gennemført vores store, omfattende markedsundersøgelse, der forsøger at kigge ind i spåkuglen på erhvervsejendomsmarkedet. I år har knap 1.800 aktører fra ejendomsbranchen svaret på undersøgelsen, der dækker alt fra forventningerne til de enkelte ejendomstyper, renter, bæredygtighed og de nye offentlige vurderinger.

Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Poul Erik Bech, siger: ”Vi slår deltagerrekord i år, da knap 1.800 respondenter denne gang har deltaget i vores forventningsundersøgelse. Generelt er der langt større optimisme at spore blandt de mange respondenter. Sammenlignet med sidste år, hvor der hang mere mørke skyer over erhvervsejendomsmarkedet, er der en del større tiltro til erhvervsejendomsmarkedet i 2025.”

”En af de helt store forskelle fra sidste år er renten. I år forventer hele 87% faldende renter i 2025, mens 10% forventer et uændret renteniveau. På trods af at størstedelen forventer faldende renter, peger 68% stadig på, at renten bliver den væsentligste udfordring for erhvervsejendomsmarkedet i det kommende år, hvilket bekræfter, at renten er det helt store emne i branchen, men også lånevilkår/ -muligheder scorer højt med hele 67%.”

Tvivl om inflationen

Forventningerne til udviklingen af inflationen i 2025 er en af de spørgsmål, der splitter respondenterne mest. 38% forventer en faldende inflation i 2025, 51% forventer en uændret inflation, mens blot 11% forventer at inflationen vil stige i det kommende år, hvilket overrasker Joseph Alberti:

”Undersøgelsen er blevet foretaget i september og oktober 2024, hvor inflationen lå på 1,3%, hvilket er til den lave side. Med tanke på, at ECB har en ambition om, at inflationen skal ligge på ca. 2% på mellemlang sigt, er det derfor lidt overraskende, at 38% forventer, at inflationen vil falde yderligere i løbet af 2025. Vores forventning er, at inflationen vil stabilisere sig og nok nærmere stige en smule, så den nærmer sig målet på ca. 2% i løbet af 2025.”

Bæredygtighed tilbage i fokus

De sidste fire år af forventningsundersøgelsen har vi spurgt ind til bæredygtighed og i år er ingen undtagelse. Svarene tyder på, at bæredygtighed igen er i fokus hos respondenterne. Det kan, ifølge Joseph Alberti, skyldes at markedet var mere udfordret sidste år:

”Sidste år stagnerede bæredygtighed i vores forventningsundersøgelse, hvilket var en smule overraskende. Vi må dog ikke glemme, at året bar præg af generelle udfordringer for rigtig mange i branchen med høje renter, inflation og byggepriser, så derfor har bæredygtighed nok fyldt mindre hos ejendomsaktørerne. Vi kan dog se denne gang, at bæredygtighed igen er blevet et fokuspunkt, da det også er vores vurdering, at bæredygtighed fortsat vil fylde mere og mere på ejendomsmarkedet i takt med, at taksonomien og lovgivningen bliver strammet og flere og flere virksomheder skal rapportere på bæredygtighed.”

This article is from: