![](https://assets.isu.pub/entity-article/user-assets/61796318/cbbb0b53192f32151916a65b425312e45c4400d11732615100996.jpg?crop=7285%2C5464%2Cx455%2Cy0&originalHeight=5464&originalWidth=8192&zoom=1&width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
Økonomisk udvikling
Hvad er dine/jeres forventninger til udviklingen af inflationen i det kommende år?
Efter sidste års undersøgelse, hvor over halvdelen af respondenterne svarede, at de forventede, at inflationen ville falde, er der nu en overvægt af respondenter, der forventer, at inflationen ikke vil ændre sig i 2025. Derudover er der 38% der forventer, at inflationen vil falde yderligere, mens 11% forventer, at inflationen vil stige i løbet af 2025.
Det er en overraskende udvikling med tanke på, at undersøgelsen er blevet foretaget i efteråret 2024, hvor inflationen lå på 1,3%. ECD har en ambition om, at inflationen skal være på omkring 2% på mellemlangt sigt. Derfor kan det være lidt overraskende, at der ikke er flere, der forventer, at inflationen vil stige i løbet af 2025. Vores forventning er, at inflationen vil holde sig nogenlunde stabilt og evt. stige en lille smule gennem 2025 og nærme sig målet om en inflation på omkring de 2%.
Hvad er dine/jeres forventninger til udviklingen af renten i det kommende år?
Renten har været det helt store samtaleemne i de sidste par år på erhvervsejendomsmarkedet, hvilket ikke er uden grund. Vi har oplevet markante rentestigninger i de sidste to år, men nu tyder det på, at renteniveauet har toppet og er på vej ned igen. Der er en klar forventning om, at renten vil falde i løbet af 2025 - i hvert fald svarer hele 87% af respondenterne, at de forventer et rentefald i løbet af 2025, mens 10% forventer et uændret renteniveau.
Ser vi på en 10-årig periode for forventningerne til renten, er der sket en markant udvikling med bølger frem og tilbage. Ved vores første Forventningsundersøgelse om forventningerne til 2016 var der blot 2%, der forventede, at renten ville falde. Det hænger sammen med, at Nationalbanken i begyndelsen af 2015 sænkede renten helt ned til minus 0,75%. 77% forventede dengang, at renteniveauet ville forblive uændret og det var generelt forventningen i de første 3-4 år af Forventningsundersøgelsen i periode 2016-2019. Her forventede ganske få, at renten ville falde yderligere, mens flere og flere forventede, at renten ville stige, hvilket toppede ved forventningerne til 2019, hvor 41% forventede stigende renter.
I forventningerne til 2020 og 2021 var det igen forventningen, at renteniveauet ville forblive uændret, men det ændrede sig i forventningerne til 2022 og 2023, hvor over 60% forventede, at renten ville stige. Det var også det, der skete og forudsigelsen skyldes sandsynligvis, at den lange rente allerede i løbet af 2021 begyndte at stige efter ellers at have været faldet med små udsving siden finanskrisen i 2008.
Efter et par år med stigende renter var det sværere, at forudsige rentens kurs i forventningerne til 2024, hvilket også afspejlede sig i sidste års undersøgelse, hvor 30% forventede faldende renter, 28% troede på stigende renter, mens de resterende 42% pegede på et uændret renteniveau. Renten i 2024 har da også mere eller mindre været uændret, dog er der i løbet af efteråret sket flere rentenedsættelser, hvilket højst sandsynligt også spiller ind i respondenternes forventninger til 2025, hvor mere end 97% forventer faldende eller uændrede renter.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/241126092259-6f6be961581189ce44e68fa7fcdb37df/v1/1763fa958495b541e5eff815d0fc9092.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)