1 minute read

Silas er landet mere i sig selv

Rikke Zeuners søn Silas har lært at stå på egne ben på efterskolen. Samtidig har hans forældre lært at give ham mere plads til at stå selv, fortæller hun.

“I starten brugte Silas enormt meget krudt på at holde facaden og være ham den glade og sjove, men til sidst var der ikke mere energi at give af. Heldigvis rakte han ud og fik talt med en af sine venner på skolen, som sagde til ham: ’Du behøver jo ikke at spille sjov hele tiden. Du er superfed, som du er!’. Det var rørende at høre ham fortælle om det og forklare os, at hans ven jo kunne forstå ham og give råd på en helt anden måde, end vi kan som forældre. Og det er jo fuldstændig rigtigt.

Efter den oplevelse kom der en anden ro på, og han fandt ud af, at det er okay at have en dårlig dag og ikke køre på med 100 kilometer i timen hele tiden. Han har lært, hvor værdifuldt det er at have venner og åbne sig for dem, og som forældre oplever vi, at han er landet mere i sig selv. Han er blevet mere moden og selvstændig, har fået nogle rigtig gode venskaber og en større forståelse for sin egen plads i fællesskabet. Vi oplever i det hele taget en gladere dreng, der har fået en langt større tiltro til, at han er okay, som han er.

I løbet af efterskoleåret var vi langt mindre inde over hans skolearbejde end tidligere, hvor vi ofte læste lektier med ham og læste hans opgaver igennem inden aflevering. Men det har været godt for Silas, at han selv har været ansvarlig for at få alle opgaver i hus – og til tiden. Han er blevet sin egen problemknuser, og han kan tage fuld credit for sine egne faglige sejre. Noget, vi som forældre også har lært meget af.

Efterskolen har lært Silas at tage ansvar for egne bommerter og nyde glæden ved egne succeser, og så er han blevet mere fagligt afklaret. Han har fundet en faglig motivation og ved rent faktisk, hvad han har lyst til, når det kommer til hans videre skolegang.”

This article is from: