100 myter om dyr

ANDERS KOFOED

1 00

MYTER OM DYR

F A D L’S F O R L A G

INDHOLD

8 FORORD 12 INDLEDNING

20 DE K ÆRE K ÆLEDYR 21 Introduktion 1. Katte lander altid på benene 24

2. Katteejere er mere selvstændige end hundeejere 27

3. Din kat gør dig sær 29

4. En spindende kat er glad 31

5. En logrende hund er glad 33

6. En gøende hund bider ikke 35

7. Muskelhunde låser kæberne 37

8. Du må aldrig kigge en hund i øjnene 40

9. Hunde er farveblinde 42

10. Hunde dør af chokolade 44

11. Et hundeår er syv menneskeår 46

12. En rask hund har en kold, våd snude 48

13. Din hunds mund er renere end din 50

14. Guldfisk glemmer på 5 sekunder 53

15. Papegøjer kan lære at tale 55

16. Kaniner er sexgale 57

61

DER ER FARLIGT DERUDE

62 Introduktion

17. Piratfisk kan fortære en hest på 5 minutter 64

18. En krokodille kan ikke åbne munden, hvis

du holder fast om dens snude 66

19. En svane kan brække din arm 68

20. Svaner danner par for livet 71

21. Fugles maver eksploderer af ris fra bryllupper 72

22. Ænder kan ikke tåle hvidt brød 75

23. Lemminger begår masseselvmord 77

24. Elefanter glemmer aldrig 79

25. Elefanter er bange for mus 81

26. Strudsen gemmer sit hoved i jorden 83

27. Bjørne elsker honning 85

28. Torsken er dum 87

29. Fisk kan ikke føle smerte 88

30. En hummer mærker ikke, at den bliver kogt 90

31. Hunedderkopper æder hannen 93 32. Knælerhunnen bider hovedet af hannen

under parringen 95

33. Du skal tisse på en brandmandsforbrænding 97

34. Kun hunløver jager 99

35. Ugler er kloge 101

36. Ugler kan dreje hovedet hele vejen rundt 102

37. Ugler kan ikke se om dagen 104

38. Hajer kan lugte en dråbe blod i et svømmehalsbassin 106

39. En blåhval kan sluge et menneske 108

40. Flere mennesker bliver dræbt af kokosnødder

end af hajer 110

41. Slanger kan tæmmes med en fløjte 112

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

Slanger kan mærke din frygt 114 Kameler har vand i puklerne 116 Dyr kan forudsige naturkatastrofer 118 Geparden kan løbe over 100 kilometer i timen 120 Ulve æder mennesker 123 Kamæleonen skifter farve for at skjule sig 124 Dovendyr sover hele tiden 126 Delfiner er de eneste dyr ud over os, der dyrker sex for sjov 128 Delfiner redder mennesker fra hajer 130 Sejlfisken er hurtigere end en speedbåd 132

134 BONDEMANDEN HAN HAR

ALTID TR AVLT 135 52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

Introduktion Heste har en hjerne på størrelse med en valnød 139 Tyre bliver rasende af farven rød 141 Køer har fire maver 142 Du kan vælte en sovende ko 144 Grise får orgasme i 30 minutter 147 Grise er beskidte 148 Du sveder som et svin 150 Høns har kyllingehjerne 152 Duer kan altid finde hjem 154 Geder æder alt 156

160 DYRE T I DIG 161 Introduktion

62. Edderkopper lægger æg i din krop 163

63. Du sluger 8 edderkopper om året 165

64. Hajer kan ikke få kræft 167

65. Hunde kan lugte kræft 169

66. Østers giver potens 171

67. Skovflåten er Danmarks farligste dyr 173

68. Flåter skal smøres med vaseline 175

69. Bier dør, efter de har stukket dig 176

70. Lus foretrækker beskidt hår 178

71. Kakerlakker spreder sygdomme 180

72. Der er kakerlak i din chokolade 182

73. Din seng er proppet med husstøvmider 184

74. Fluer slæber rundt på millioner af bakterier 186

75. Der er hudorme i dine flæskesvær 187

76. Blæksprutteringe er i virkeligheden ringmuskler

fra grise 188

192 KUN EN TÅBE FRYGTER

IKKE HAVEN 193

77.

78.

79.

80.

81.

82.

Introduktion Humlebien kan ikke flyve – men det ved den ikke 194 En regnorm bliver til to, når den bliver klippet over 196 Svaler kan forudsige vejret 198 Snegle er verdens langsomste dyr 200 Dræbersneglen kommer fra Spanien 202 Myrer er verdens stærkeste dyr 204

83.

84.

85.

86.

87.

88.

89.

90.

91.

92.

Myrer er verdens tungeste dyr 206 Bier samler honning 208 Du må aldrig røre en sommerfugl på vingerne 210 Myg foretrækker visse blodtyper 212 Muldvarpe er blinde 214 Skader stjæler blanke ting 217 Du må aldrig røre en fugleunge 218 Hvis du fodrer fugle om vinteren, skal du blive ved 220 Pindsvin elsker mælk 222 Edderkoppespind er stærkere end stål 224

226 DIT HUS ER LE VENDE 227 Introduktion 93. Når det bliver efterår, sniger edderkopperne

sig ind 229

94. Edderkopper er bange for kastanjer 230

95. Fluer lander altid på dit ansigt 232

96. Fluer lever kun én dag 234

97. Mus elsker ost 236

98. Mus er stille 238

99. Rotter kan gnave gennem beton 239

100. Kakerlakker holder begravelse 241 246

UDVALGTE KILDER

F O RO R D

9

F ORORD

Nu er et forord jo generelt bare en undskyldning for, hvorfor forfatteren mener, at bogen burde læses. Forordet her er ikke en undtagelse. Dette er selvfølgelig den vigtigste bog, du nogensinde kommer til at læse. Den handler om myter, og den handler om dyr og alle de misforståelser, den slags kan medbringe. Men den handler også om sandheder, for ofte er virkeligheden langt mere utrolig end myten. Nogle af myterne er dog langtfra sande og næsten så absurde, at man har svært ved at forestille sig, at nogen kunne tro på dem – men det har mange af os alligevel gjort, i hvert fald i dele af vores liv. Men det er ikke kun spas, løjer og absurditeter. Aflivning af myter og misforståelser er altid vigtigt, men måske især når det kommer til dyr. Dyr har svært ved selv at forsvare sig, når de udsættes for vores manglende viden. De er på mange måder dybt afhængige af, at vi ved, hvad vi foretager os.

Bogen er med andre ord et vigtigt og nødvendigt værk, men det forklarer jo ikke nødvendigvis, hvorfor lige præcis jeg skulle skrive den. Så lad mig forklare.

Jeg er uddannet biolog fra Københavns Universitet og har i over et årti arbejdet med formidling af dyrs fortræffelige evner hos blandt andet København Zoo, Knuthenborg Safaripark og Den Blå Planet. Jeg er hyppigt brugt ekspert af både DR og TV 2 og er især et fast indslag i programmet Go’ morgen Danmark. Jeg har uden at overdrive dedikeret de fleste af mine vågne timer til at gå på oplevelse i den utrolige verden, der hedder zoologien,

100 MY TER

og meningen med mit liv er at videregive den viden, jeg konstant skraber sammen.

Det vigtigste i dette forord er dog at sige undskyld.

Undskyld for de myter, jeg starter med denne bog. Hvis historien har lært os noget, er det, at den viden, der er sandhed i dag, er morgendagens gigantiske misforståelse. Jeg har bestræbt mig ihærdigt på, at alt i denne bog skal være baseret på gode, solide kilder, men selv de bedste videnskabelige resultater viser sig til tider at være forkerte. Men til mit forsvar vil jeg sige, at alt hvad der står i denne bog, tror jeg selv på. Det er også besværligt med videnskab, for to gode solide videnskabelige kilder kan godt sige det stik modsatte. I de tilfælde har jeg prøvet at læne mig op ad, hvad der er konsensus om blandt eksperterne.

Jeg skylder også at sige tak til alle dem, der har gjort bogen mulig. Jeg vil især gerne takke min far, som også er naturmand. Som barn prægede han mig så godt og grundigt, at dyr lige siden har sneget sig ind i strengt taget alt, hvad jeg gør. Men han læste også mytologierne og eventyrene for mig og gjorde generelt min barndom til et magisk sted. Men vigtigst af alt lærte han mig, at naturen oftest er mere eventyrlig end selv det mest utrolige eventyr.

Der skal også siges en meget stor tak til alle de videnskabsmænd m/k, der har udført den forskning, som denne bog bygger på. Myter kan kun slås ned med viden, og den viden er svær at frembringe. Jeg står på skuldrene

10

af giganter, og uden dem var der ingen bog. Det er også rart at kunne takke mennesker, der har så kringlede hjerner, at de udtænker eksperimenter, der skal undersøge, hvorvidt bier har sure tæer, og hvad polyesterundertøj gør for rotters sexliv. Det er grundforskning, når den er smukkest, og uden grundforskning bliver vi aldrig klogere.

Men først og fremmest en tak til dyrene. De er komplet ligeglade, men de fortjener den ikke desto mindre.

Vi lever på en utrolig planet, med en mangfoldighed af bizarre væsner, der i et ordentligt univers ikke burde kunne eksistere. Men lad os frydes over, at de er her alligevel.

F ORORD

11

INDL EDNING

13

INDLEDNING

Siden de første huleboere klaskede okker på klippevæggene i dybe grotter, har mennesker skabt myter om dyr.

Der er noget ved vores hjerne, der gør, at sandheden bare ikke er tilfredsstillende nok. Vi skal pinedød overdrive og finde på usandsynligheder. Det er er egentlig pudsigt, når man tænker på, hvor ufattelig bizart, verdens dyreliv reelt er. Der er dyr derude, der kan befrugte sig selv ved at jage penis gennem eget hoved, og andre kan knipse så hårdt, at vand koger, og deres fjender flås i småstykker. Det burde ikke være nødvendigt at pynte på sådanne væsner. Men ikke desto mindre har vi gjort det i tusinder, hvis ikke millioner af år.

Ofte skyldes det fri fantasi og vores fryd ved den gode historie, men andre gange er det selvfølgelig på grund af manglende viden. Da den berømte Aristoteles i det gamle Grækenland foreslog, at ål kom fra regnorme, var det ikke et forsøg på at forplumre debatten, men simpelthen fordi han manglede den rette forklaring. Lige præcis forklaringen på ål mangler vi stadig, men vi er da kommet tættere på – og nej, de opstår ikke spontant af mudder, fra regnorme eller ved at gnubbe stumper af hud af på klipper, som har været nogle af de mange farverige forklaringer. Ål gyder et sted i Sargassohavet, men præcis hvor og hvordan ved vi endnu ikke. Ålen leverer dermed også stof til talrige moderne myter, og mange af dem vil du støde på senere.

I dag bruger vi mest ordet myte om en usandhed. Det vil sige noget, der ikke kan passe. Traditionelt har myter

100 MY TER

dog i højere grad været fortællinger om guderne og verdens skabelse. Myter skulle forklare det uforklarlige, men de har vist sig at være meget sejlivede og har ofte overlevet forklaringen, da den blev fundet. Det prøver jeg på at råde bod på i denne bog. Guder har ingen rolle i bogen.

I stedet er så meget som muligt baseret på videnskabelige undersøgelser. Det gør bestemt ikke, at alt i denne bog er sandt. Jeg tager sikkert fejl en bunke gange, men jeg tager videnskabeligt fejl. Det er netop grundstenen i videnskab. Det handler ikke om at finde sandheder, det handler om at finde sandsynligheder. Videnskabens ypperligste funktion er at udstille sig selv og sine brølere ved at påpege, at det, vi troede var sandt, var forkert og erstatte det med en ny og mere sandsynlig forkerthed.

Mens guder ikke har meget at gøre i en bog om fakta, optræder dyr meget ofte i mytologier. Tag bare den nordiske mytologi, hvor to vise ravne rådgiver den øverste gud, Odin, og der findes ulve store nok til at sluge både sol og måne. Dyr er velegnede til myter og historier; de er, i hvert fald i vores øjne, knap så komplicerede som mennesker og kan på den måde optræde som mere karikerede typer, uden at det ødelægger fortællingen. Dyr kan på den måde bruges til at banke en pointe på plads uden alle de forvirrende udenomsforstyrrelser, der udgør størstedelen af vores liv. I virkeligheden er dyrs adfærd og liv selvsagt mindst lige så kompliceret som vort eget, bare på andre måder, som ligger udenfor vores fatteevne. Hvordan skal vi kunne forstå en natsværmer, der

14

15

INDLEDNING

kan ”høre” med kønsorganerne, eller en hund, der ”ser” i dufte?

I visse tilfælde bliver myterne skabt helt bevidst, som i de gamle fabler, hvor dyrene gives menneskelige egenskaber, så vi kan lære lidt af dem. Nogle af disse myter har også sneget sig ind i denne bog, for eksempel myten om, at ugler skulle være klogere end andre fugle. Fabler er fremragende, hvis man gerne vil forstå mennesker bedre, men de er skrækkelige, hvis man tror, de fortæller sandheden om dyr. Det er generelt altid en farlig balancekunst at menneskeliggøre, når man gerne vil fortælle om dyr. Enten gør man dyrene for menneskelige, så de mister deres reelle natur, eller også gør man dem for abstrakte til, at nogen kan finde dem interessante. Det er en knivsæg, jeg selv balancerer på konstant, og som jeg ofte falder af. Så når jeg kalder en fladorm for en lystig fætter, skal det tages med et gran salt. Der er ingen fladorme i min nære familie, og deres nervesystem efterlader dem ikke mange muligheder for at være lystige.

På den anden side må man heller ikke tro, at dyrene og vi mennesker adskiller sig særligt meget fra hinanden. Vi deler 98 % af vores gener med chimpanser, 80 % med køer, og selv den fortræffelige bananflue har 60 % af de samme gener som os. Vi er selv dyr, og derfor er der konstant sammenfald i adfærd. Det er det, der gør dem så spændende.

I denne bog bruger jeg også myter i betydningen misforståelser og overdrivelser. Det er for eksempel ret

100 MY TER

åbenlyst, at det ikke kan være sandt, at en elefant aldrig glemmer, for aldrig er et meget stort ord; men måske ligger der noget andet bag. Vær derfor forberedt på, at en uskyldig myte om katte kan ende et helt andet sted, og pludselig står du med viden om, hvad parasitter gør ved musehjerner. En bog, der kun svarer på, hvorvidt en myte er sand eller ej, bliver meget hurtigt meget kedelig og meget kort. Der skal forklaringer til, og fordi jeg elsker gode (og sande) historier om dyr, skal der også være et væld af sidebemærkninger, besynderlige facts og utrolige eksempler fra vores vidunderlige verden. Sandheden er derude, og den er meget mere fantastisk end samtlige myter, vi kan opdigte.

Vi er til gengæld et af de ganske få dyr, der har fantasi nok til at kunne lyve nok til at skabe myter. Måske endda det eneste. Mange dyr lyver om forskellige ting, men det er næsten altid en forholdsvis permanent løgn og ikke noget, de lige finder på. For eksempel kan vinkekrabber, der har tabt en klo, gendanne en ny. Jo større klo, jo mere populær er man hos hunnerne og jo mere frygtet hos de andre hanner. Det er, fordi kloen direkte fortæller om krabbens styrke og generelle sundhedstilstand. Men vinkekrabber bygger ofte en meget stor og tyndskallet klo, efter de ved et uheld har tabt den forrige. Det vil sige, at den ikke afspejler deres reelle fysiske formåen.

Det er med andre ord løgn. Det er også et eksempel på, at potensforlængere findes hos mange hanner i dyreriget. Men det at kunne opfinde en løgn til lejligheden er

16

17

INDLEDNING

næsten unikt for menneskeheden. Visse fugle kan finde på at simulere en brækket vinge i visse tilfælde, og kragefamilien har udviklet meget avancerede løgne, for eksempel når de lader som om, de gemmer mad i jorden, men hemmeligt skjuler godbidden i fjerene. Lignende løgne ser man også hos chimpanserne. Men decideret at opfinde myter, det kan vi være stolte af, at kun vores art finder på.

En mand, der har været leveringsdygtig i så mange myter, at det kunne fylde hele bogen, var Plinius den ældre. Han var videnskabsmand og forfatter (og kommandant i flåden, for hvorfor begrænse sig). Han levede i starten af det første århundrede efter Kristus og døde af stædighed i år 79. Stædigheden bestod i, at han ikke ville anerkende, at et vulkanudbrud var noget, man behøvede at flytte sig fra. Sammen med byen Pompeji sluttede hans karriere brat, da Vesuv eksploderede. Men inden da skrev han med enorm flid værket Naturalis historia. Et værk på intet mindre end 37 bind og med et væld af misforståelser, overdrivelser og fri fantasi, men også gode iagttagelser og megen god videnskab.

Det er fra Plinius den ældre, at vi har fantastiske myter som at strudsen begraver sit hoved i sand, at elefanter er bange for mus, og den knap så udbredte at bjørneunger fødes som små uformelige klumper, der skal slikkes i facon af deres mor. Ja, du griner, men mange af de ting, vi tror, vi ved nu, vil om kort tid utvivlsomt virke lige så latterligt (selvom det er svært at slå hans myte om, at

100 MY TER

skader dør af sorg, hvis de prøver at efterligne lange og svære menneskeord). Men mere om det senere i bogen.

Det har været en sand fornøjelse at researche på denne bog, og jeg er mange gange selv blevet klogere.

Men det har været et hestearbejde at vælge fra. Der er simpelthen så mange misforståelser, overdrivelser og uanede dybder af fri fantasi, når det kommer til dyr, at det har været svært ikke at ende med en bog, der hed 1.000 myter om dyr. Der findes samtidig 1,8 millioner beskrevne dyrearter at tage af, så det har været svært at vælge. Jeg er lykkelig for, at videnskaben ikke har nået at beskrive flere end de små to millioner. Der findes potentielt 10-100 millioner forskellige slags dyr (alt efter hvem man spørger), og tænk på, hvilke misforståelser de endnu ukendte dyr gemmer på. Ikke desto mindre er det lykkedes, at skære ind til benet og ende med 100 forskellige myter. Nogle af dem har du sikkert hørt før. Andre er måske nye for dig. For eksempel har de fleste hørt, at katte altid lander på benene, men ikke så mange kender til myten om, at blæksprutteringen på tallerkenen i virkeligheden er anus fra en gris. Nogle af myterne i bogen er sande (er det mon den med blæksprutten?), og andre er fri fantasi. Men ingen af myterne har jeg selv fundet på. Det er alt sammen noget, der i større eller mindre udstrækning bliver troet på af mennesker rundt omkring på kloden. Du skal heller ikke skamme dig, hvis du undervejs finder ud af, at noget, du altid har vidst, faktisk var løgn – det er sket flere gange for mig selv i løbet af skri-

18

INDLEDNING

veprocessen til denne bog. Jeg kan som sagt heller ikke udelukke, at mange af de fakta, som denne bog bygger på, om nogle år vil vise sig at være myter. Vi bliver hele tiden klogere, og jeg håber, at du efter denne bog også er blevet det, eller i det mindste godt underholdt.

For at det hele ikke skal stikke af i et stort morads af tilfældige afviste løgnehistorier, har jeg inddelt bogen i nogle overordnede temaer. Der er både lidt til kæledyrsejerne og lidt til dem, der holder af eksotiske dyr.

Bondemanden skal heller ikke snydes, og i og med at din egen krop er et tempel for både dig selv og en masse små blinde passagerer, har menneskekroppen også fået sit eget afsnit. I hus og have myldrer det også med dyr, og mange af dem har vi læsset så mange myter på, at der dårligt er plads til deres naturlige adfærd mere. Du kan derfor frit bladre rundt efter behov og interesse og finde præcis de myter, du finder mest spændende.

D E R E R FA R L I G T DERUDE

61

DER ER FA RL I G T DERUDE

Det er langtfra alle dyr, vi mennesker har tæmmet og gjort til kæledyr. Langt de fleste kravler, kribler og slanger sig stadig i helt oprindelig form derude i naturen. Men det har ikke holdt os fra at finde på usandfærdigheder om de vilde dyr. I bøger, i blade, i film er dyrenes evner blevet forkert fremstillet i en sådan grad, at det ind imellem er helt vanvittigt. Jeg husker for eksempel, at jeg som barn så en Tarzanfilm, hvor en stakkel faldt i floden og blev ædt af vilde piratfisk. Det er i sandhed et uheldigt fald. Manden må være snublet på en gren i Afrika og faldet 9.000 km mod vest, før han landede i Amazonas i Sydamerika.

Ganske imponerende. Selv i Disneys Løvernes konge går det galt. I starten nyder vi de smukke, atmosfæreskabende billeder til dejlig afrikansk musik, og pludselig kommer en procession af bladskærermyrer vadende hen over en gren. Hvorfor nogen har valgt at importere dem til det afrikanske kontinent, ved jeg ikke, men resten af filmen var ødelagt for mig. Generelt skal man aldrig se film med fagnørder, vi ødelægger alt. Så lad mig afsløre med det samme: Den kække gnækken, som delfinen Flipper laver i tv-serien af samme navn, kommer ikke fra delfiner, men er derimod fra lyden af en australsk latterfugl. Produceren mente ikke, at delfiner lød delfinagtige nok. Latterfuglen er også fløjet til Afrika for at give stemning til den seneste Tarzanfilm fra 2016. Der findes ikke orangutanger i Indien, så hvad pokker Kong Louie laver i Junglebogen er mig en gåde, og sådan kunne jeg blive ved. Med sådan en rigdom af misforståelser var det let at finde stof til

100 MY TER

dette afsnit, som handler om alle de dyr, der gør naturen så spændende. Men vi behøver ikke tage langt væk for at finde myter om dyr. Også de dyr, der lever i den danske natur, har givet os mange fine eksempler.

For eksempel er de danske skove og vandløb de rene dødsfælder. Her lurer armbrækkende svaner og dødsensfarlige flåter; og ulve jagter dig over sneklædte jyske heder.

I udlandet er det endnu værre. Knap er flyet landet i de varme lande, og du har dårligt nok opdaget, at din kuffert er sendt til Vladivostok, før edderkopper springer på dig og lægger æg i din hud, mens kokosnødder og hajer slås om at være den første til at aflive dig. Dyr er sindssygt farlige i andre lande.

Mange af de myter, jeg har valgt i dette afsnit, har jeg samlet sammen gennem de år, hvor jeg har arbejdet i diverse zoologiske haver og akvarier. Jeg ville gerne påstå, at de alle kom fra børns uskyldige spørgsmål, men ofte har det været voksne, der tog prisen for bedste misforståelse. Det siger jeg ikke for at hænge nogen ud. Man kan som bekendt ikke vide alt, men det kan undre mig, hvordan en lærer kan tro, at flodheste lægger æg for eksempel, eller at en far kan fortælle sit barn, at der ikke findes hanløver. Men jeg skal ikke spille hellig. Der er også blevet plads til nogle af de myter, jeg selv uforvarende har viderebragt og endda i min funktion som ekspert i medierne. Jeg har ved adskillige lejligheder fremført, at flere mennesker bliver dræbt at brødristere end af hajer

62

63

DER ER FA RL I G T DERUDE

uden at have talt med bare en enkelt pårørende til et køkkenredskabsoffer, og jeg har med stor fryd fortalt, hvordan hajer kan lugte en enkelt dråbe blod i et olympisk svømmebassin, uden at have noget andet at have det i end at det havde jeg læst i en gammel bog. Heldigvis har andre gjort sig besværet med rent faktisk at undersøge og teste det, så nu har jeg basis for udtalelser om hajernes fortrinlige næsebor og brødristeres reelle aflivningsevne. Hvis du læser videre, kan du også få det.

Jeg skriver alt dette, så du ikke behøver at skamme dig, hvis du har troet på nogle af de kommende myter.

Du er bare et offer for Hollywood og medierne og i øvrigt mig selv. Jeg håber, at jeg kan råde bod på det ved at rette op på mine og andres graverende fejl.

Men kan det ikke være lidt lige meget, hvis vi tror forkerte ting om dyr? Ikke altid. For eksempel fører misforståelser omkring bjørne til adskillige uheld hvert eneste år. Vi lærer fra barnsben, at bamser er søde og bløde og krammende. Men en ordentlig knuser fra en gråbjørn ødelægger i høj grad din dag. Ofte går det også ud over dyrene. Jeg arbejdede i mange år på et naturbevaringsprojekt for havskildpadder i Grækenland, og hvert år kom velmenende turister hen i starten af sæsonen og fortalte, hvordan de havde frelst en lille havskildpaddeunge ved at putte den ud i havet. Jeg kunne så lidt trist til mode fortælle dem, at skildpaddeungerne først kom om et par måneder, og at de havde druknet en lille landskildpadde.

Myter kan dræbe, hvis man ikke passer på.

Nr. 17

Piratfisk kan fortære en hest på 5 minutter

100 MY TER

”De er de mest glubske fisk i verden. Selv de mest storslåede fisk, hajerne eller barracudaerne, angriber normalt dyr, der er mindre end dem selv. Men piratfisk angriber vanemæssigt dyr, der er langt større end dem selv. De vil bide en finger af, hvis man uopmærksomt har ladet hånden glide gennem vandet; de maltrakterer svømmere.”

- Theodore Roosevelt

Da jeg var dreng, kan jeg huske, fortalte min farfar mig, at hvis en hest prøvede at krydse en flod i Amazonas, blev den overfaldet af piratfisk, og den kom kravlende op som skelet på den anden bred. Det var jeg meget fascineret af, og jeg brugte meget tid på at forestille mig det.

Der er åbenlyse logiske mangler i den historie, men myten om piratfiskenes vildskab er meget udbredt. Lad os se på det. En god stor hest vejer snildt 500 kg, hvoraf 40 % er knogler. En piratfisk kan måske have 100 gram kød i maven (og så har jeg sat det meget højt). Så der skal i omegnen af 3.000 piratfisk til at æde kødet fra en hel hest. Findes så store flokke? Tja, i tørketiden samles piratfiskene på lavvandede områder, og der kan koncentrationen af dem blive meget høj. Hvis de så lærte

64

DER ER FA RL I G T DERUDE

ordentlig køkultur og organiserede måltidet, så alle kom til, var det vel ikke helt umuligt. Men bestemt ikke inden for fem minutter.

Men hvad ville der reelt ske, hvis en levende hest blev smidt ned i en piratfiskeflok? Den ville sparke og sprælle, og fiskene ville flygte. For på trods af skarpe tænder og et barskt ry er piratfiskene nogle skvat. Jeg har selv været i vandet med dem både i fri natur og fangenskab, og denne bog er alligevel skrevet med alle ti fingre.

65

100 MY TER

Så hvorfor har vi denne vrangforestilling om piratfisk?

Som alt andet her på jordkloden er det den amerikanske præsidents skyld. Ikke nødvendigvis en nuværende, men Teddy Roosevelt. Efter en af sine rejser beskrev han, hvor modbydeligt farlige og grådige piratfisk var. Han beskrev, hvordan de vil bide fingrene af uopmærksomme kanosejlere, og hvordan duften af blod gør dem vilde.

Og han havde endda selv set det. Han havde set en død ko blive splittet ad. Hvad han ikke nævner i sin bog er, at de piratfisk, koen blev smidt ned til, var blevet indhegnet og sultet – og så stiger appetitten. I øvrigt var koen jo død.

Så hvis du vil undgå at blive spist af piratfisk i Sydamerika, skal du bare lade være med at drukne, så skal det nok gå alt sammen.

Nr. 18

En krokodille kan ikke åbne munden, hvis du holder fast om dens snude Nogle myter skal helst være verificeret, inden man tester dem i den virkelige verden. En af dem er myten om, at hvis du falder i den grågrønne, grumsede Limpopoflod, så kan du undgå at blive spist, hvis du bare holder fast

66

67

DER ER FA RL I G T DERUDE

om krokodillens snude med din hånd (og er så heldig, at der kun er én).

Når man tænker på, hvilke kræfter der er i kæben på en krokodille, virker det usandsynligt. Få dyr på planeten bider hårdere end de skællede kæmper fra floderne. I en test har man målt den amerikanske alligator til at trykke 1.343 kg pr. kvadratcentimeter. Det svarer til, at du lægger en terning på dit lår og balancerer en Skoda Octavia oven på den. Den slags kan mærkes.

Ikke desto mindre holder myten faktisk. Alle krokodillers kæbekræfter er lagt i selve biddet. Når man skal kunne knække knoglerne på en gnu, skal der trykkes igennem. Men der er ikke særlig mange muskler, der skal hjælpe med at åbne munden. Det giver også god mening, for det er uhyre sjældent, at nogen forhindrer krokodiller i at gabe. Men myten kunne i øvrigt sagtens gælde for alle andre dyr. Hvis du har lyst til at øve dig, før du kaster dig ud i alligatorwrestling, kan du øve dig på dig selv. Eller din hund eller for dens sags skyld din ko. Men husk, at det ikke er særlig høfligt at holde dyrs mund lukket, de kan ikke lide det.

Men krokodillemunde er ikke kun utrolige i kraft af deres bid. De er også ufatteligt følsomme. Langs krokodillernes kæbelinje sidder en hob af bittesmå buler. Hver eneste af dem er langt mere følsomme end menneskers fingerspidser (som ikke desto mindre har 2.500 nerveender pr. kvadratcentimeter). Man kan godt undre sig over det praktiske i at have så følsom en mund, når man

100 MY TER

ofte bliver losset i kæften af vilde zebraer. Men som altid giver det mening. Krokodiller er utroligt gode mødre, og mange af dem bærer de bittesmå unger fra reden til vandet. Hvis man i den situation ikke kan styre gebisset, uddør man hurtigt som art. De følsomme kæber er også praktiske i det mudrede vand, hvor det er umuligt at se, hvad man bider i. Med meget følsomme læber kan krokodillen afgøre, om det er en gren eller en saftig arm, der er i munden – og så klapper kæberne i på et splitsekund.

Men når du at holde fast om munden, inden munden holder fast om dig, kan du sagtens holde gabet lukket på en krokodille. Du skal så finde dig i at blive kastet rundt og trukket ned på dybt vand, og på et tidspunkt bliver du jo nok nødt til at slippe. Men indtil da går det fint.

Nr. 19

En svane kan brække din arm Jeg havde sådan glædet mig til at aflive denne myte. Men jo mere jeg researchede, jo mindre selvsikker blev jeg.

Der burde ikke være noget hold i myten. Det er et velkendt faktum, at fugleknogler er lette og skrøbelige, fordi de er fyldt med små lufthuller. Dette er en tilpasning til at kunne flyve. Det ved alle biologer, da det endda er en del af pensum. Derfor er det frygtelig ubelejligt, når ny forskning dukker op og påviser, at ikke alene er fugle-

68

DER ER FA RL I G T DERUDE

69

100 MY TER

knogler stærkere end hos andre dyr af lignende størrelse.

De er rent faktisk også lidt tungere. Det er måske ikke så bizart, at fugle har behov for stærke knogler. En vinge, der brækker i 500 meters højde, kan ødelægge dagen for ethvert fjerkræ. Men at de også er tungere end hos f.eks. pattedyrene, var lidt af en overraskelse.

Tilbage til myten. Svaner er nogle af de tungeste fugle, der findes, som samtidig kan flyve (strudsen er i en anden liga, men den letter ikke fra jorden). Med et vingefang på op til 240 cm og med stærke knogler er det måske slet ikke så usandsynligt, at de kan brække din arm. Men der mangler en sidste faktor – svanens vægt.

For nok er den stor, men den er ikke specielt tung. Tolv kg er generelt maksimum for hansvaner, som notorisk er de mest aggressive. Det er meget for en fugl, men svarer reelt til et barn på halvandet år. Kan en baby brække din arm med et velplaceret karateslag? Det kræver i givet fald meget uheldige omstændigheder.

Skulle det rent faktisk ske, at svanen med et vingeslag brækkede en menneskearm, kræver det nok, at offeret enten lider af knogleskørhed eller er et lille barn. Så når mennesker brækker arme og ben under svaneangreb, er det i flugten bort fra den rasende fugl, fordi de falder over parkbænke eller glider i andemad. Det er til gengæld fornærmende let at blive nappet af en svane. I yngletiden bliver hansvanerne meget beskyttende overfor rede og unger. Ingen modstander er for stor, selv færger bliver angrebet, og i helt ekstreme tilfælde har svanerne

70

også menneskeliv på samvittigheden. Der er desværre eksempler på drukneulykker forårsaget af rasende svaner. Men de brækkede arme er og bliver en myte.

Nr. 20

Svaner danner par for livet

71

DER ER FA RL I G T DERUDE

Da knopsvanen blev valgt som Danmarks nationalfugl i 1984, var der mange gode grunde. Den er den største fugl, vi har. Den er udødeliggjort af selveste H.C. Andersen, og så danner den par for livet. Ikke et øje var tørt, og knopsvanen vandt da også klart med 123.000 stemmer.

Det er faktisk nok til, at den ville komme over spærregrænsen og få en håndfuld mandater i folketinget. Men måske skete det på falske forudsætninger?

Det er sandt, at knopsvanen er landets største, og berømt blev den grimme ælling i sandhed. Men lige det med par for livet var nok at stramme den en anelse, for der er som altid undtagelser fra reglen. Først og fremmest skal man lige øve sig først. Unge svaner dater en hel del, før de vælger den rette partner. Selve dannelsen af parrene er en fryd at se på. De to svaner svømmer sammen og danner ofte et perfekt hjerte, når de lange, slanke halse og hoveder mødes. Det er dog smukkest på afstand. Parringsdansen bliver understøttet af hvæsen og grynten, som er meget lidt æstetisk.

100 MY TER

Men når de voksne svaner danner par, er det oftest for livet. Skilsmisser forekommer dog hos selv de bedste par. Typisk sker det, hvis noget går galt i parforholdet.

Reder, der bliver oversvømmet, eller æg, der bliver stjålet, kan få parret til at svømme fra hinanden. En polsk undersøgelse har vist, at 4 % af alle par splitter op.

Decideret utroskab forekommer også, men det er forholdsvist sjældent blandt de danske knopsvaner. Australske sorte svaner er derimod mere troløse. Hvert syvende æg har ikke den far, som ligger trofast og udruger dem.

Det er dog ingenting i fugleverdenen. Tager vi for eksempel den lille fugl alfesmutten (det hedder den), så har den den uofficielle rekord som verdens mest utro fugl. Han og hun danner socialt par, men begge er utro til højre og venstre. Værst er hunnen dog: ikke alene har hun en fast gruppe af elskere (helst ældre hanner), men selv dem er hun utro, hvis chancen byder sig. I 75 % af alle reder er der mindst to fædre til de kommende unger.

Nr. 21

Fugles maver eksploderer af ris fra bryllupper Det er en god, gammel tradition at kaste tørrede riskorn mod nygifte. Angiveligt for at sikre deres frugtbarhed.

Det er i sig selv en myte, man måske burde afkræfte,

72

men det må blive i en bog om fertilitet. Til gengæld kan man være næsten sikker på, at et velmenende familiemedlem bagefter forarget udbasunerer: ”I skulle ikke have kastet med ris. Når de små fugle spiser dem, svulmer de op i maven, og så dør de i smerte”. I 1985 blev det endda foreslået, at det skulle være ulovligt at kaste

DER ER FA RL I G T DERUDE

73

100 MY TER

med ris i Connecticut i USA. I visse varianter af myten eksploderer maven ligefrem, mens den i andre kun gør, at fuglen føler sig permanent mæt og derfor sulter ihjel bagefter.

Ingen af forklaringerne er korrekte. Det største problem ved at kaste med ris foran kirken er, at bruden kan få kornene i øjet. Hvis der ikke er fugle nok, kan det eventuelt også tiltrække rotter.

Det bedste bevis er, at der stadig findes små fugle i Kina. Her tørres ris ofte udendørs i gigantiske dynger, og hvis man ikke er opmærksom, stjæler fuglene fra dem.

Det fører dog ikke til, at eksploderede fuglekadavere fylder de kinesiske gader og stræder. Derudover svulmer ris kun op, når de bliver kogt, og selv i troperne bliver der ikke så varmt i fuglemaver.

Mange fugle har også en særlig muskelmave, som skal tygge føden for dem. De har jo ingen tænder, men i stedet har de småsten i kråsen, som den hedder. Det betyder, at risene bliver knust, lang tid før de skulle kunne nå at svulme op.

Logik og kinesiske småfugle er dog ikke nok for videnskaben. Så biologen Jim Krupa fra Kentucky testede i 2008 forskellige gryns evne til at svulme op sammenholdt med muskelstyrken af forskellige fugles fordøjelseskanal og mave. Resultatet var selvfølgelig, at ris ikke får fugle til at eksplodere. Ikke engang de hurtigt svulmende instant-ris gav fuglene nogen problemer. Så kast du bare med ris, hvis du har lyst.

74

Du får også lige en ekstra gratis myte med, der handler om fugle, der spiser bortkastede ting. Det passer heller ikke, at brugt tyggegummi dræber fugle. Nej, fuglene tror ikke, det er brød, og deres næb klæber ikke sammen. Men lad være med at smide dit brugte tyggegummi på jorden alligevel, det sviner, og det tager urimeligt lang tid, før det er nedbrudt.

Nr. 22

Vi lever i en tid, hvor glutenforskrækkelse og helsebekymringer har gjort hvidt brød til en af de største trusler mod menneskeheden. Men ikke kun vi har grund til at frygte franskbrødet. Det har ænderne også. Det er lidt trist, for hver dag bliver kilovis af tørt, hvidt brød kastet i næbbene på de danske ænder. Ved hver en lille sø og i hvert et gadekær svømmer ænder og svaner rundt og bliver propfodret med rester fra bageren.

To ting har skabt myten om, at ænder ikke kan tåle hvidt brød. Den første er, at ænderne føler sig kunstigt mætte af det hvide brød, fordi det fylder i maven og ikke indeholder nok kerner. Den anden er, at den efterfølgende fedme gør, at andrikkerne drukner hunnerne under parring.

75

DER ER FA RL I G T DERUDE

Ænder kan ikke tåle hvidt brød

100 MY TER

Den første del af myten er ikke helt korrekt. Ænderne bliver ikke kunstigt mætte, for hvidt brød er meget energirigt. Men de bliver måske fejlernærede. Toastbrød til ællinger er som cheeseburger til babyer – eller er det?

Jeg har strengt taget ikke kunnet finde et eneste seriøst videnskabeligt studie, der undersøger det. Til gengæld har jeg fundet mange videnskabsmænd, der påstår det. Men kigger man på hvidt brøds sammensætning af næringsstoffer i forhold til for eksempel grovbrød, er der ikke meget at komme efter. Det hvide brød har færre fibre, men til gengæld mere calcium. Sammenlignet med for eksempel græsfrø er næringssammensætningen faktisk bedre. Så der er ikke meget, der tyder på, at hvidt brød er skadeligt for ænder. Men mon ikke det er for ænder, som for mennesker: for meget af en ting er aldrig godt. Hvis ænderne kun spiser hvidt brød, er det usundt, og de bliver til sidst overvægtige.

Overvægtige ænder er anden halvdel af denne myte.

Nemlig at storbyens hanænder nu er så fede, at de drukner hunnerne under parring. Det er rigtigt, at druknedød forekommer, men det skyldes ikke nødvendigvis, at andrikkerne er for tunge, men at de er for mange. Jeg har heller ikke kunnet finde en eneste undersøgelse, der påviser, at andrikker skulle være blevet tungere over de seneste årtier. Det betyder ikke, at det ikke er tilfældet, men vi kan ikke påstå med videnskabeligt belæg, at tunge ænder drukner deres mager. Så det største problem ved brødfodringen er ikke vægtforøgelse, men at den virker

76

som en magnet på ænder. Den lokker for mange ænder til for små vandhuller. Det fører til drukneulykker, stress og forurening af vandet. Så på den måde er fodringen en dårlig ide. Den tiltrækker også rotter, som bestemt ikke er godt for ællinger.

Så hold igen med at fodre ænderne, men ikke fordi de ikke kan tåle hvidt brød.

Nr. 23

Der er ikke så mange mennesker, der kender lemminger, og det er synd. Hvis de gør, er det typisk fra det gamle computerspil, der bærer de små gnaveres navn. I spillet skal små lemminger grave, gnave og sprænge sig gennem en masse forhindringer. Den sidste selvmordsaktion, hvor en lemming sprænger sig selv i luften, er inspireret af det eneste, dem der trods alt kender lemmingen, ved om dyret: Lemminger begår masseselvmord, typisk ved at kaste sig ud i havet fra klipper og lignende. Men det passer altså ikke, og det er lidt træls, at den eneste udbredte viden om så hyggeligt et dyr er løgn.

Det er i grunden også besynderligt, at så ulogisk en myte er opstået. Hvilken fordel skulle nogen dyreart have i at kaste sig i tusindvis i det frådende hav for at ende de-

77

DER ER FA RL I G T DERUDE

Lemminger begår masseselvmord

100 MY TER

res dage? Forvirringen skyldes lemmingernes levesteder.

Man finder dem højt mod nord, hvor somrene er barske, og hvor vintrene er endnu værre. Men nogle år er bedre end andre, og i visse år eksploderer bestanden af lemminger. Pludselig er de overalt, og de æder, hvad de kan komme i nærheden af. I ekstreme tilfælde begynder de også at vandre for at finde føde, og ind imellem drukner uheldige eksemplarer i floder eller falder ned fra klipper.

For femtenhundredetallets historikere var denne pludselige overflod af lemminger svær at forklare. Så det blev blandt andet tilskrevet regn af lemminger fra den åbne himmel. Det er også på dette tidspunkt, myten om masseselvmordet opstod. For året efter var de væk igen, og hvor blev de af?

Men det er trods alt sjældent, at de fleste af os nærlæser historiske beretninger fra det 16. århundrede om livet nord for polarcirklen. Så hvordan har myten overlevet? At den er blevet så udbredt, er Walt Disneys skyld.

I 1958 udgav Disney den Oscarvindende film White Wilderness. I den ser man en scene, hvor hundreder af migrerende lemminger vælter i døden ud over en klippeskrænt. Men ser man nærmere efter, opdager man noget besynderligt. Først og fremmest er en del af scenen optaget i Alberta i Canada, langt fra lemmingers naturlige levested. Kigger man ekstra godt efter, kan man se, at de samme lemminger optræder flere gange. Det skyldes, at den snestorm, de løber igennem, er kunstig, og at flugten foregår på et løbebånd. Derudover er arten

78

helt forkert. De lemminger, der har lagt grund til myten, er norske lemminger, ikke de brune, som Disney fik fløjet ind fra Canada til de øvrige dele af scenen. Filmen er i øvrigt ganske fin, men scenen med lemmingerne, der kaster sig i det kolde Atlanterhav og drukner, efterlader en lidt grim smag i munden, når man nu ved, at de små pelsede fyre blev slynget ud over skrænten af filmholdet.

Så nej, lemminger begår ikke masseselvmord, men det forhindrer dem desværre ikke i at blive myrdet.

Elefanter glemmer aldrig Du skal aldrig fornærme en elefant, for den glemmer aldrig, siger man. Den har også noget at have hukommelsen i, for en elefanthjerne vejer op til 5,5 kg og er dermed fire gange tungere end en menneskehjerne. Men elefanter er jo også et lille nøk større end os mennesker, og ser vi på deres hjernes relative størrelse i forhold til kropsvægten, er de knap så imponerende. Der havner de sammen med heste og løver og taber i øvrigt stort til både mus og høns.

Ikke desto mindre er der rent faktisk hold i myten.

Elefanter har en forbløffende god hukommelse og lader til at kunne huske i årtier.

79

DER ER FA RL I G T DERUDE

Nr. 24

100 MY TER

Eksemplerne er mange og indeholder blandt andet to elefanter, der mødte hinanden i et cirkus i 1973, og som uden tvivl huskede hinanden 29 år senere, da de løb ind i hinanden igen. Når jeg tænker på min egen meget ringe evne til at genkende ansigter, er det ret imponerende.

Også dufte vækker gamle minder frem i elefanthoveder; for eksempel ved vi, at duften af moders urin kan huskes og adskilles fra duften af andre elefanters i mindst 30 år.

Ude i naturen er hukommelsen også god – men det er også livsnødvendigt. Elefanter vandrer meget for at finde vand og føde nok, og gruppen ledes af en dominerende gammel hun. Hvis hendes hukommelse svigter, er de dødsdømte. Hun skal huske vejen til vandhuller, der måske ligger 100 km væk, uden kort og GPS og en via en rute, hun ikke har brugt i et år. Samtidig skal hun have korttidshukommelse nok til at holde styr på, hvor hendes 30 flokmedlemmer er. Forestil dig, at du har 30 familiemedlemmer med i storcentret og hele tiden skal holde styr på dem. Elefanthjerner er i sandhed imponerende.

Ud over en fremragende hukommelse er elefanter også et af de ganske få dyr, der kan genkende sig selv i spejlet, og meget tyder på, at elefanter sørger over døde familiemedlemmer og husker dem i lang tid.

Forklaringen på elefanternes forbløffende hukommelse ligger muligvis i den del af hjernen, der kaldes hippocampus. Hippocampus er hos mennesker blandt andet forbundet med følelser og hukommelse. Ved hjælp af MRI-scanninger har forskere fundet frem til, at dette

80

område i elefanternes hjerne i størrelse og kompleksitet kan sammenlignes med menneskers. På visse områder overgår elefanterne endda os tobenede. Sammenlignet med de fleste andre dyr er elefanterne derfor helt i særklasse. Men aldrig er selvfølgelig for stærkt et ord. Selv elefanter kan glemme.

Nr. 25

”Jeg våger, at ikke de slemme mus skal liste sig op i din snabel.”

- Harald H. Lund

Det er svært at forestille sig en mere pudsig myte. Jordens største landdyr har umiddelbart ingen som helst grund til at være bange for et dyr, der vejer under 50 gram. Og nej, mus kravler ikke op i snablerne på sovende elefanter. De gnaver heller ikke i deres tæer eller andre besynderlige ting, der kunne forklare det.

Men først lidt om, hvorfor så besynderlig en myte er opstået. Vi skal langt tilbage i tiden, til kort efter Jesu fødsel. Her gik en romer ved navn Plinius omkring, og han nedskrev mange spændende ting om dyr. Blandt andet hvordan mus havde for vane at kravle op i snablerne på

81

DER ER FA RL I G T DERUDE

Elefanter er bange for mus

100 MY TER

elefanter og drive dem til vanvid. Præcis hvad musene fik ud af det, står lidt uklart.

Plinius har givet os mange gode røverhistorier om dyr.

For eksempel mente han, at bjørneunger bliver født som formløse hvide klumper, der skal slikkes til bjørneform af deres mor. Han mente, at ål opstod fra regnorme, og at bylder i ansigtet kunne kureres ved hjælp af en varm ko-livmoder. Alt i alt er hans betragtninger underholdende, men man kan med en vis ret forholde sig skeptisk til dem.

Ikke desto mindre lever myten stadig, og den er sågar blevet testet af de legendariske MythBusters. De fandt, at elefanter ser ud til at blive skræmt af mus – i hvert fald hvis musene laver et overraskelsesangreb efter at have været skjult under elefantlort. Problemet med den undersøgelse er, at den dårligt kan kaldes videnskabelig. Det er måske også mere præcist at konkludere, at hvis en elefantlort pludselig flytter sig, og noget levende gemmer sig nedenunder, reagerer elefanter med en god portion forbløffelse.

Min personlige erfaring kan i hvert fald ikke bekræfte myten. I mange år arbejdede jeg i København Zoo, og den lune elefantstald var ofte hjemsted for mus. Intet tydede dog på, at det hensatte tykhuderne i en konstant paniktilstand. Tværtimod virkede de fuldkommen ligeglade med musene, hvilket de i bund og grund havde god grund til.

82

Nr. 26

Strudsen gemmer sit hoved i jorden

83

DER ER FA RL I G T DERUDE

Plinius den ældre har givet os endnu en myte. Dem var han altid leveringsdygtig i. Fra hans omfangsrige værker har vi også fået at vide, at strudsen er så dum, at den gemmer sit hoved i jorden, når den bliver bange. Det er ud fra devisen om, at hvis jeg ikke kan se dig, kan du heller ikke se mig.

Lad mig skynde mig at aflive myten først. Det er en umådelig upraktisk måde at gemme sig på. Enten er man afhængig af allerede gravede huller i jorden, eller også skal man bede løven vente, mens man møjsommeligt hakker et hul i den tørre savanne. Det er selvfølgelig ikke sådan, det foregår. Men myter opstår jo sjældent af ingenting, og der er ægte strudseadfærd, der kan have lagt grund til myten.

Når strudsen sover, lægger den sig ned. Det er i øvrigt altid et fint syn at se den folde sine lange ben sammen under sig. Halsen strækkes så ud og lægges helt tæt mod jorden. Fra lidt afstand kan det derfor godt se ud, som om dens hoved er gravet ned. Fra endnu længere afstand falder strudsen med sine grå og brune farver i ét med savannens tørre græs. Tæt på ser det bare lidt åndssvagt ud.

100 MY TER

Den anden halvdel af denne myte er strudsens ufattelige dumhed. Er der noget sandhed i den? Ja, strudse er ikke de skarpeste knive i skuffen. Rent faktisk er deres øje større end deres hjerne (og jo, de har fugleverdenens største øjne, men alligevel). Det kan være derfor, strudsen også har en tendens til at sluge de mest besynderlige ting. I maven på en stakkels struds, der døde af akut mavekneb i London Zoo fandt dyrepasserne: tre handsker, tre lommetørklæder, en trådrulle, en blyant, syv mønter af forskellig værdi, en ventil fra en cykel, en metalkam, et stykke træ, to meter snor, nøglen til et vækkeur og et firetommersøm. Velbekomme.

Men gå nu ikke for tæt på og hån en struds. Strudsen er måske ikke den kvikkeste, men den er rent faktisk farlig. De store, skællede fødder har en kæmpe klo, og sparket er kraftigt nok til både at dræbe løver og mennesker. Ikke desto mindre er strudseridning populært i mange lande. Det foregår på mange måder som med heste med saddel og seletøj, men det skulle være markant sværere at styre. Især fordi en forvirret struds har en tendens til bare at løbe i cirkler.

84

Nr. 27

Bjørne elsker honning ”Er det ikke sjov Som en bjørn elsker sødt?

Sum sum sum, Men sådan er han født.”

- A. A. Milne

85

DER ER FA RL I G T DERUDE

Den er god nok – bjørne elsker honning, og de er parat til at gøre sig svært umage og udsætte sig selv for mange kvababbelser for at få den. Den tykke pels beskytter til en vis grad mod bistikkene, og at næsen og læberne er sårbare, stopper ikke en sliksulten bamse.

Men skal vi være helt præcise, så elsker bjørne ikke honning lige så højt, som de elsker bilarver. Honning består strengt taget kun af sukker og vand og så en halv procent protein og vitaminer. Den slags bliver man ikke en stor, stærk bjørn af, så i virkeligheden går bjørnene efter babybier og ikke efter honning. De holder dog stadig af den søde smag. Men det kræver også en del at holde en bjørn mæt og glad. En grizzlybjørn æder op til 58.000 kalorier om dagen, eller hvad der svarer til små 200 cheeseburgere. Når man samtidig tænker på, at bjørne ikke lider af åreforkalkning og hjerteproblemer, er det en evne, der gør dem spændende i forhold til fedmeforskning. Men det er en helt anden historie.

100 MY TER

Generelt spiser brune bjørne ikke det, man skulle forvente. Ser man bjørne i film, æder de enten honning eller små piger med gyldent hår. Er det mere realistisk, står de og er drabelige rovdyr i en nordamerikansk elv og fanger laks i de blodige kæber. Men selvom brune bjørne fra naturen er rovdyr, er det forholdsvis sjældent, at de går på jagt og lever af det. Op til 80 procent af deres energiindtag kommer fra andre ting såsom blade, bær og lækre larver. Især natsværmerlarver er i høj kurs. De kan findes under sten på bjergskråningerne i Rocky Mountains, og en effektiv bjørn kan finde og smaske 40.000 larver på en enkelt dag. Så behøver man ikke gnave sig igennem campister eller jage hjorte.

Det er ikke kun bikuber, der bliver røvet af bjørne.

De er notorisk berygtede for deres evne for at bryde ind overalt, hvor der er noget spiseligt; og spiseligt kan betyde mange ting. Køkkenaffald, tandpasta og så selvfølgelig øl. Fulde bjørne er faktisk et stort problem på hele den nordlige halvkugle. I et enkelt eksempel fra Norge brød en familie af bjørne ind i en hytte og drak hele forsyningen af dåseøl. Da der var intet mindre end 100 dåser, så huset huset ganske hærget ud bagefter. Bjørne ville med andre ord elske den danske julefrokost.

86

Nr. 28

Torsken er dum

87

DER ER FA RL I G T DERUDE

”Du er torskedum”. En skidt ting at få at vide, men er torsken reelt dummere end andre fisk? Hvorfor har lige netop torsken fået det prædikat på sig?

Der er intet, der tyder på, at torsk skulle være mere intellektuelt udfordrede end andre havlevende dyr. Hjernen er hverken mindre eller anderledes opbygget end mange andre fisks. Tværtimod ser det ud til, at torsken har mere at byde ind med end mange af de andre finnede dyr fra dybet. Torskene søger efter gode fødeområder i flok. Forskning tyder endda på, at dem, der leder flokken, er de store gamle hunner. Det er muligt, at de unge uerfarne torsk på den måde lærer vejen til de bedste fødekilder – ikke helt ulig elefanternes måde at leve på.

Torskenes dårlige ry skyldes nok deres udseende. De har meget store øjne, der godt kan se lidt tomme og forbløffede ud, og munden er ofte åben. Men det er ikke et tegn på dumhed, men er i stedet tilpasninger til torskens levevis. De store øjne hjælper torsken nede i det mørke dyb, og en stor mund er praktisk, når man aldrig ved, hvornår næste måltid kommer forbi.

Lige omkring den store mund er der måske lidt om det med de manglende evner på øverste etage. Torsken er meget lidt kritisk med, hvad der ender i gabet. I maven på torsk ender strengt taget alt, hvad der kan gabes

100 MY TER

over, også andre torsk. Men ikke kun lillebror ender i torskens mave, det gør også makrel, sild, fladfisk og til tider flasker og mobiltelefoner. I et lidt mere kuriøst tilfælde fandt fiskere en dildo i maven på en torsk; hvordan den er endt der, er der ingen, der ved.

Der skal også en del næring til for at opnå maksimal størrelse. Verdensrekorden er 200 cm og næsten hundrede kilo. Tankevækkende, når man ved, at en torsk kan sluge en tredjedel af sin egen størrelse i en mundfuld.

Men dumme er de ikke. De har under laboratorieforsøg lært at bruge foderautomater ved at trække i snore, og de har endda også udvist evnen til at kunne bruge redskaber for at opnå mad.

Som et sidste lille kuriosum er vilde torsk kvikkere end torsk i fangenskab. En norsk undersøgelse har påvist, at torskehjernen skrumper, hvis torsken lever i fangenskab.

Til gengæld bliver hjertet større.

Nr. 29

Fisk kan ikke føle smerte Forestil dig, at du tager ud i den lokale skov. I skumringen tripper et rådyr forsigtigt ind i en lysning, hvorefter du hugger en krog i den, trækker den afsted gennem bevoksningen, og drukner den langsomt til sidst. Det er nok ikke noget, du skal lægge op på Facebook bagefter.

88

89

DER ER FA RL I G T DERUDE

Dyreelskere ville med rette hade dig inderligt. Men andre regler gælder for fisk, for fisk kan ikke føle smerte – eller kan de?

I 2003 sprøjtede forskere bigift eller syre ind i læberne på fisk (forskere gør de mest forfærdelige ting indimellem). Fiskene reagerede selvsagt med det samme og prøvede fortvivlet at gnubbe læberne mod akvarieruden og bunden. De rokkede fra side til side, og deres ventilation steg til et niveau, man ellers kun ser hos fisk, der svømmer med maksimal hastighed. Det var tydeligt, at de følte ubehag.

I 2009 gik et andet hold forskere også i gang med at plage fisk. De udsatte dem for brændende varme ting (som dog ikke efterlod sår), og bagefter gav de dem morfin eller en placeboindsprøjtning. Ikke overraskende blev de morfinindsprøjtede fisk hurtigt meget roligere end dem, der kun fik et skud saltvand til at dulme nerverne.

De fisk, der fik placebo, satte gang i forsvarsadfærden og var vagtsomme længe efter, at modbydelighederne var overstået. Forskerne kunne derfor konkludere, at fisk både føler og husker smerte. Det tyder i øvrigt også på, at fisk føler angst og kan huske væmmelige situationer.

Så burde den ged være barberet. Men verden er mere kompliceret end som så. I en forholdsvis ny undersøgelse fra 2013 har forskere fundet frem til, at fisk mangler de smertereceptorer i hjernen, som får os mennesker til at føle smerte. De hedder c-fiber-nociceptorer og har som funktion at advare hjernen om, at noget skadeligt

100 MY TER

er sket. Fisk har en anden type, der giver en reaktion, så fisken automatisk undviger fysisk skade, men forskerne konkluderer, at de ikke føler smerte. I hvert fald ikke som os mennesker.

Så sammenligningen med rådyret er ikke helt fair. De to dyr føler smerte og angst på meget forskellig måde.

Samtidig heler fisk meget lettere sårene fra lystfiskerens krog. Ikke desto mindre bør vi behandle fisk bedre. De er også levende væsner.

Nr. 30

En hummer mærker ikke, at den bliver kogt Vi bliver i den lidt ubehagelige verden, der omhandler dyr og smerte. Rundt om på kloden bliver hundreder af hummere smidt i gryder med kogende vand, mens du læser disse ord. Men heldigvis kan så primitive dyr som krebsdyr vel ikke føle smerte. Kan de?

Først og fremmest er krebsdyrenes nervesystem ikke så primitivt, som man går og forestiller sig. De har en forholdsvis kompliceret hjerne og et ret veludviklet sanseapparat. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de kan føle, at noget gør ondt, og endnu vigtigere huske det bagefter.

90

Ikke desto mindre tyder forskning på, at krebsdyr kan begge disse ting. Både føle og huske. Forskningen er ikke foretaget på hummere, men i stedet på deres små hyggelige fætre eremitkrebsene, og nervesystemet er i høj grad sammenligneligt.

DER ER FA RL I G T DERUDE

91

100 MY TER

Eremitkrebs er krebsdyr, der flytter ind i sneglehuse for at beskytte deres bløde bagkrop. Sneglehuset er altafgørende for deres overlevelse, så de forlader det kun, når det er blevet for småt. Eller hvis det er et særligt sneglehus, der kan give elektriske stød, udviklet af forskere.

Er stødene ikke så voldsomme, bliver eremitkrebsen i huset, men kun indtil de får tilbudt et andet sneglehus.

Så flytter de postnummer, så hurtigt deres ti ben kan bære dem. De bruger markant mindre tid på at undersøge det nye hjem i forhold til eremitkrebs, der ikke har fået stød. De vil med andre ord meget gerne væk fra deres nuværende ubehagelige hus med de uautoriserede elinstallationer. Det er svært at tolke dette som andet end evnen til at føle smerte og huske ubehaget bagefter.

Så alt tyder på, at også hummeren kan føle smerte, og at blive smidt levende i kogende vand er bestemt smertefuldt. For mindre krebsdyr som rejer er det en af de mere humane aflivningsmetoder, fordi chokket afliver dem lynhurtigt, men med den volumen, en hummer har, kan der gå minutter, før den dør. I stedet vil det være langt mere skånsomt at give hummeren et ordentligt stød først. Det bedøver den eller dræber den. Da de fleste mennesker ikke ligger inde med en elektrisk stol til hummere, kan overskæring af hjernen også bruges.

Læg med en skarp, tung kniv et snit ned gennem hovedet mellem øjnene, før du koger dyret.

92

Nr. 31

Hunedderkopper æder hannen

93

DER ER FA RL I G T DERUDE

”Min kone forstår mig ikke, men i det mindste æder hun mig ikke efter sex.” Der er lavet mange vitser og tegninger over edderkoppernes tendens til, at den stakkels han skal lade livet efter parring. Desværre er det en myte, der er stærkt overdrevet. For langt de fleste edderkopper gælder det, at hannerne vil gøre strengt taget alt for at undgå at blive til en let snack efter sengegymnastikken. Men det vender vi tilbage til.

Selv hos den berømte sorte enke er det mere undtagelsen end reglen, at hannen må ofre livet efter nogle hyggelige minutter. For det meste undslipper han hendes bid og kan lede efter en anden livsfarlig partner. To parringer er dog maksimum, men det skyldes ikke, at han bliver ædt, men at han kun kan aflevere en sædpakke to gange. Hans dertil indrettede parringsorganer knækker simpelthen af og sidder tilbage som en prop, og de vokser ikke ud igen. Derefter er han nødt til at leve resten af sine dage uden sex, og så kunne kan måske alligevel lige så godt have lagt sig til rette på tallerkenen.

I det tilfælde, hvor hannerne bliver ædt, skyldes det typisk, at han er et lille skravl. Hunnen har ingen intention om at parre sig med en lille skvattet han, og den mest direkte måde at fortælle ham det på, er ved at æde ham.

100 MY TER

Større, stærkere hanner er meget sværere at fange, og derfor slipper de typisk for at blive et måltid, i hvert fald blandt jagtedderkopper. Derimod må dumdristige og utålmodige små hanner lade livet i 80 % af tilfældene.

Men det er ikke nødvendigvis uheldigt for en han at blive spist. Hos visse arter lader hannerne sig nærmest frivilligt fortære. Det forlænger nemlig parringen og øger dermed sandsynligheden for, at han sætter afkom i verden. Det giver også hans unger en bedre start på livet.

Mekanismen er ikke fundet endnu, men unger af afdøde fædre klarer sig bedre end dem, hvis far slap væk.

Tilbage til krumspringene for at undgå at blive til en let frokost. Hos rovedderkopperne er det almindeligt, at hannen medbringer en gave, nydeligt pakket ind i silkebånd. Den er typisk af spiselig karakter, så hunnen får noget andet at bide i. Dog kan det ske, at han ikke har kunnet fange en saftig flue, og så må han snyde. Så pakker han f.eks. et stykke tørt græs ind, men ekstra grundigt.

Det køber ham tid nok til at blive færdig med parringen og løbe væk, før hun opdager bedraget.

Hos andre arter af edderkopper skal hunnen forføres med dans først. Det kan være en langsommelig proces, men efter 45 minutters twist and shout (visse edderkopper frembringer en vibrerende lyd, der beroliger hunnen) forholder hun sig helt passiv. Så er det tid til parring, selvom visse mere forsigtige edderkopper lige tager sig tid til først at binde hunnens ben fast (edderkoppernes svar på Fifty Shades of Grey).

94

Men myten om at edderkoppehunner generelt æder deres mage, er stærkt overdrevet. Det er mere undtagelsen end reglen.

Nr. 32

Knælerhunnen bider hovedet af hannen under parringen

95

DER ER FA RL I G T DERUDE

Vi fortsætter med de makabre soveværelsesritualer.

Knælere er ud over at være fantastiske dyr kendt for én ting: Hunnen bider hovedet af hannen under parring, mens hannens krop fortsætter ufortrødent. Men er det rigtigt? Er det virkelig muligt at gennemføre et samleje, uden at have hovedet med?

Ja, det er det. Hvis du er knæler. Det er ikke noget, der er set så frygteligt mange gange, men i en større undersøgelse af knælere skete det, og hannen blev endda lidt mere energisk i sine udfoldelser. I et ekstremt tilfælde bed hunnen endda hannens hoved af før parringen, uden at det bremsede hans lyst til at gå videre med projektet. Men det er usædvanligt, især i fri natur, hvor flugt er lettere end i et lille terrarium hos en gal videnskabsmand. Ikke desto mindre sker det nu og da.

Fra hunnens perspektiv giver det selvfølgelig god mening. Det er hårdt at lægge æg, så hvorfor gøre det på

100 MY TER

tom mave? Samtidig er der jo ingen grund til, at ens kommende børn skal konkurrere med halvsøskende. Det får man løst elegant ved at æde hannen. Men fra hannens synspunkt (og knælere har et 360 graders synspunkt – de kan faktisk se i alle retninger på samme tid) giver det ikke meget mening. Han burde jo befrugte så mange hunner som muligt, og det er svært, når man er død. Men noget tyder på, at der er en fordel i at lade sig blive spist. Som hos edderkopperne giver det ham længere tid til at aflevere sin sæd til hunnen, og det kan øge hans chance for at få sat afkom i verden.

Det er dog ikke sådan, at knælerhannerne med fryd kaster sig i kæberne på tøsebarnet. Hvis man kan slippe afsted med det, prøver man at beholde hovedet. Hannerne holder godt øje med hunnerne og bruger signifikant mindre tid i nærheden af hunner, de lige har set spise en anden han. Og så nærmer man sig i øvrigt hunnen meget, meget forsigtigt. Hannen skal selvfølgelig være sikker på, at hunnen er i humør til parring og ikke bare sidder og er lidt lækkersulten, for kun hver tredje date ender med en parring. I 30 % af tilfældene ender hannen som måltid; men det kan faktisk også ske den anden vej.

I ganske sjældne tilfælde æder hannen hunnen, men vi må gå ud fra, at det er en fejl.

Man spøger generelt ikke med knælere. Det kan godt være, de kun er insekter, men de er kendt for at angribe og dræbe firben og gekkoer, og de kan endda snuppe fugle i flugt med deres krogbesatte forben.

96

Nr. 33

Du skal tisse på en brandmandsforbrænding

97

DER ER FA RL I G T DERUDE

Ah, en dejlig dag på stranden. Solen bager, og du kaster dig ud i det kølende, salte vand. Men ak og ve, der har været fralandsvind, og alt det lune overfladevand er blevet presset ud og er blevet erstattet af koldt bundvand.

Men ikke nok med at vandet er bitterligt koldt, det har også trukket nogle nye strandgæster med sig – brandmændene.

Bandende og i smerte løber du op fra vandet, og mens du gnubber dig med et håndklæde, kigger du dig desperat omkring efter en tissetrængende ven, der kan urinere på de brændende fangarme. Det er en fremragende ide, hvis du gerne vil have, at det brænder lidt mere, og du holder af at lugte af urin.

Det er en lidt for udbredt myte, at urin skulle lindre den brændende fornemmelse fra brandmænd, for det er og bliver forkert.

Smerten kommer fra kontakten mellem brandmandens tentakler og din hud. Denne kontakt får millioner af små celler, kaldet nældeceller, til at affyre. Som små hvalfangerbåde fyrer brandmanden den ene mikroskopiske harpun ind i dit ben efter den anden. Det er et imponerende batteri, de ligger inde med. Når cellen affyrer, er accelerationen en af de hurtigste i hele dyreverdenen.

100 MY TER

Et F-16-jagerfly accelererer snildt med det, der svarer til 5-10 G-kræfter (eller 5 gange jordens tyngdekraft). Det er nok til, at ansigtet på piloten bliver helt forvrænget – og utrænede besvimer. Men en mikroskopisk nældecelle fyrer sin ladning eksplosivt afsted med intet mindre end 5.000.000 G-kræfter. Den er faktisk en million gange kraftigere end et jagerfly. Samtidig sender den en smertefuld nervegift ind under huden på dig. Herhjemme i Danmark er det ubehageligt, omkring Australiens kyster kan det være dødeligt.

Så det handler selvfølgelig om at undgå, at cellerne skyder deres små harpuner ind i dig. Derfor må du aldrig tisse på det. Urin har omtrent samme pH-værdi som postevand (det vil sige, at det hverken er surt eller basisk), og netop neutral pH får cellerne til at skyde helt automatisk. Hvis du vil neutralisere dem, skal du bruge citronsaft eller eddike eller en anden svag syre. Har du intet af dette ved hånden, er havvand slet ikke så skidt.

Det er måske ikke en syre, men det får i hvert fald ikke nældecellerne til at udløse. Det ville være svært at være brandmand, hvis det vand, man svømmede rundt i, konstant fik en til at affyre.

Så vil du undgå de værste smerter og ydmygelsen ved at lugte af dine venners urin, skal du altid have en citron på dig, når du er på stranden. Den er også god til drinken.

98

Nr. 34

Kun hunløver jager

99

DER ER FA RL I G T DERUDE

Ingen over, og ingen ved siden af. Hanløven er majestætisk og indbegrebet af dyrisk maskulinitet. Proppet med muskler og med den store, fyldige manke troner han over savannen, mens hans hunner underdanigt går på jagt for ham. Når byttet er hjembragt, falder de til føje og lader deres herre og mester spise først.

Sådan var fortællingen i århundreder. Men da der begyndte at komme kvindelige løveforskere til Afrika, begyndte billedet at krakelere en anelse. Når unge hanner bliver kønsmodne, bliver de jaget bort fra flokken, men de er endnu langtfra stærke nok til at overvinde førerhannen i en ny flok. Det betyder, at de ofte danner ungdomsbander med andre unge hanner. Men selv unge lømler må æde noget, så i disse ungdomsår går hannerne selvfølgelig på jagt.

Til gengæld sker der noget, når det endelig lykkes for en han at overtage en anden hanløves territorium og hunner. Pludselig har han arbejdskraft til rådighed, og hans egne arbejdsopgaver bliver nogle andre. Fra nu af skal han beskytte sin flok mod ydre fjender. Det er typisk andre hanløver. Det er et spørgsmål om liv og død. Ikke kun for ham, men også for flokkens unger. Hvis han taber kampen til en ny han, vil dennes første opgave være at

100 MY TER

slå alle de unger, der ikke er hans, ihjel og æde dem. Der er ingen grund til at have hunner, der passer en anden løvehans børn.

Han skal også have energi til at parre sig med sine løvinder, og det kræver sin han. 74 parringer på en dag kan forekomme, og selvom en parring måske kun tager 30 sekunder, er det krævende. Hunløver finder sig kun i parring i kort tid af gangen, derefter smækker de til ham, så han må springe for livet. Det er klart, at det ikke giver meget tid og overskud til at gå på jagt. Det gør han nu alligevel i ny og næ, men han er ikke så effektiv som hunnerne, og det skyldes den flotte, store manke. Den beskytter mod bid fra andre løver, men den er ikke god kamuflage i tørt, gult græs. Så når hanløver jager, er det tit i tæt vegetation, og det er svært for forskere at se – især for mandlige forskere, der gerne vil opretholde et mandsdomineret verdensbillede.

Gamle hanner, der er blevet væltet af en ny konge, går alene på jagt, og det er blandt dem, vi især finder menneskeæderne. Hvis man ikke er så ung og frisk en løve, som man var engang, går man efter et af de mest skravlede dyr på savannen – mennesket.

100

Nr. 35

Ugler er kloge

101

DER ER FA RL I G T DERUDE

Athene var de gamle grækeres gudinde for visdom (og krig, håndværk og kunst, for hvorfor begrænse sig) og derfor havde hun selvfølgelig en ugle som sit symbol. For ingen fugl er klogere end uglen.

Tager man sig en snak med dyretrænere i fugleshows og zoologiske haver, tegner der sig til gengæld et andet billede. Ugler er virkelig besværlige at arbejde med. De vil gerne æde af hånden (både det, man holder, og selve hånden), men derudover er det ikke meget, de kan lære.

Når man samtidig tænker på, at selv guldfisk kan trænes, er det ikke imponerende, hvad ugler har på øverste etage. De er ikke helt håbløse, men de skiller sig bestemt ikke positivt ud.

Myten er givetvis opstået på grund af uglers store stirrende øjne. De ser altid ud, som om de er ved at planlægge noget, og ikke nødvendigvis noget godt. Men det er faktisk i øjnenes størrelse, at problemet ligger. Synet hos ugler er så vigtig en sans, at den kræver urimelig meget hjernekapacitet. Der er simpelthen ikke nok tilbage til også at være klog, vis og lærenem. Men det gør ikke det store for vor tudende venner i mørket. Ugler er fantastiske til at være ugler. Generelt er hele sanseapparatet frygtindgydende. Deres hørelse er så skarp, at de kan bruge det millisekunds forsinkelse, der er, fra lyden

100 MY TER

rammer det ene øre til det andet til præcist at bedømme, hvor en mus er i bælgravende mørke. Prøv det selv i en mørk kælder en dag.

Men for at slå det fast med syvtommersøm: Sammenlignet med andre fugle som ravne, papegøjer, ja endda duer, er ugler ikke specielt kvikke. Tværtimod. Men de ser ud, som om de er, og det er jo 95 % af vejen til succes.

I mange andre gamle religioner end lige den græske var uglen i højere grad forbundet med død. De nordamerikanske indianere brugte den for eksempel som et led i børneopdragelsen. ”Opfør dig ordentligt, eller uglen tager dig!” Kigger man på uglens biologi og adfærd, er det nok også en mere præcis gengivelse. Ugler er ypperlige dræbere. Fjerene på vingerne er bløde i spidserne, så selv i flugten er uglen lydløs, og fødderne er besat med krogede, barberbladsskarpe kløer. Selv næbbet er frygtindgydende. Uglen er måske ikke Einstein, men den skal respekteres alligevel.

Nr. 36

Ugler kan dreje hovedet hele vejen rundt Hvis man har set filmen Eksorcisten, har man sikket haft mareridt om den lille pige, der kan dreje sit hoved rundt og rundt og rundt. Det er en svært ubehagelig scene. Det

102

103

DER ER FA RL I G T DERUDE

er måske heller ikke en specielt logisk scene; jeg mener, hvordan skal det fysisk kunne lade sig gøre med alle de blodårer, sener, muskler, knogler og hud? En film om en lille pige, der bliver besat af djævelen, behøver måske heller ikke holde helt vand rent logisk. Men det skal naturvidenskab.

Lad mig derfor sige det med det samme: Ugler kan ikke dreje hovedet 360 grader. Hvis de prøvede, ville det dratte af, fordi alt i uglens hals var revet over. Det er ikke fysisk muligt. Når det er sagt, er det faktisk tæt på. Ugler kan dreje hovedet 270 grader, og det kan de til begge sider. Det vil sige, at der ingen blinde vinkler er. Sammenlignet med mennesker er det voldsomt imponerende. Vi kan sjældent komme meget ud over de 90 grader i alt (selvom enkelte hypermobile mennesker godt kan). Da uglens hals samtidig er skjult af fjer, så man ikke kan se, at dens hals drejer, virker det, som om uglen kan dreje hovedet hele vejen rundt.

Evnen ligger i fugles nakkehvirvler. Fugles kranium er kun tilsluttet ét omdrejningspunkt. Hos mennesker er der to. Samtidig har fugle mange flere led i nakken. Alt dette gør dem meget fleksible. Men det er ikke nok: Når uglen drejer hovedet voldsomt, vrider den også sine blodårer.

Det svarer lidt til, at man laver et knæk på vandslangen.

Det burde selvsagt være katastrofalt for blodtilførslen til hjernen, men ugler har udviklet ekstra blodårer, så der altid er nogle, der ikke lukket til. Det er ny viden fra 2012, som kun kunne skaffes ved hjælp af 3D-bil-

100 MY TER

leder og indsprøjtning af flydende plastik i døde uglers arterier. Men nu ved vi endelig, hvordan det kan lade sig gøre.

Der er som bekendt en grund til alting, og det er der også med uglernes hoveddrejning. Den er nødvendig for dem for at få et rimeligt synsfelt. Ugler kan nemlig ikke bevæge øjnene. En skeløjet ugle findes ikke. Uglens øjne er i virkeligheden ikke kugler som vores, snarere aflange pølser. Disse bliver holdt fast i kraniet af ringe af knoglevæv, og det gør, at uglen ikke kan skele fra side til side eller rulle med øjnene. Det giver især unge ugler lidt problemer med at fokusere, og derfor ser man dem tit sidde og rokke med hovedet for at afstandsbedømme. Det ser ret hyggeligt ud.

Men nej, ugler kan ikke dreje hovedet hele vejen rundt, og de har heller ikke øjne i nakken. Det har din mor heller ikke.

Nr. 37

Ugler kan ikke se om dagen Jeg kan slet ikke stoppe med uglerne. De leverer så mange gode myter. Der er åbenbart et eller andet ved den nataktive, storøjede, tudende fætter, som gør, at vi gen-

104

105

DER ER FA RL I G T DERUDE

nem historien har måttet opfinde historier om den. En sidste myte er, at ugler ikke kan se om dagen. At de kan se om natten, er ret selvfølgeligt, ellers ville nattestilheden i din lokale skov konstant blive forstyrret af natteblinde ugler, der bragede ind i træerne. Men det kraftige lys om dagen skulle angiveligt gøre dem helt blinde. Hvis man tror på myten i hvert fald.

Det er der så heller ingen grund til. Ugler ser fortrinligt i dagslys. De ser endda meget bedre i dagslys end om natten. Så hvorfor jager de ikke, mens vi kan nyde synet og blive begejstrede over deres utrolige flyveevner?

Det handler om byttet. Ugler spiser mus og rotter, og de foretrækker at løbe rundt om natten, netop fordi det gør dem sværere at se. Så for at overleve må uglen flyve i mørket. Det er nu heller ikke noget problem. Øjnene er gigantiske (skulle vi mennesker have tilsvarende størrelse øjne, skulle vi drøne rundt med to appelsiner under øjenbrynene). Samtidig er de proppet med lysfølsomme celler, de såkaldte stave. Dem har uglerne så mange af, at de ser mellem 35 og 100 gange så godt i mørket, som vi gør. Ud over de mange stave har uglerne også et indbygget spejl bagest i øjet. Det kaldes tapetum lucidum, og det kaster lys tilbage på stavene, så det sparsomme lys fordobles.

Men intet er gratis, og de mange lysfølsomme stave gør, at der ikke er plads til særlig mange farveceller, dem vi kalder tappe. Det betyder, at alt hvad ugler ser, er sløret, og det er derfor, de misser med øjnene om dagen.

Ikke fordi de ikke kan se i lyset, men fordi opløsningen på deres naturlige kamera er virkelig dårlig.

I øvrigt har uglerne intet mindre end tre øjenlåg til hvert øje. Et oppefra og et nedefra, som hos os, og så et sidste gennemsigtigt, der virker lidt som en vinduesvisker. Det kommer skråt nedefra og renser og beskytter øjeæblet. Ugleøjne er i bund og grund ret utrolige.

100 MY TER

Nr. 38

Hajer kan lugte en dråbe blod i et svømmehalsbassin Hvis vi nu ignorerer det faktum, at det ville være umuligt for en haj at lugte noget som helst med alt det klor og børnetis, der er i en svømmehal, er det så fysisk muligt?

Kan noget dyr lugte en dråbe blod, der er fortyndet så mange gange?

I et olympisk svømmebassin er der omkring 60 milliarder dråber vand. Så fortyndingen, hajen skal lugte igennem, er 1:60.000.000.000. Slår man op i gamle lærebøger, kan man læse, at hajer kan lugte en dråbe blod fortyndet en trillion gange, så det burde jo bekræfte myten. Problemet er, at det bare var et gæt og ikke en undersøgelse. Monterey Bay Aquarium har sidenhen sammen med forskere testet myten og fundet frem til, at hajer kan lugte en dråbe blod fortyndet en milliard gan-

106

107

DER ER FA RL I G T DERUDE

ge. Så hvis du får næseblod i svømmehallen, skal du lade snuden dryppe en del gange, før hajerne opdager det.

Så selv om det er en imponerende lugtesans, bliver den konstant overdrevet. Selv National Geographic fortæller, at hajer kan lugte blod på 5 kilometers afstand.

Prøv at tænke den igennem. De mængder vand, der kan være inden for en cirkel med en radius på 5 km betyder, at blodet er fortyndet helt sindssygt. Medmindre vi taler om verdens største blodbad, er det hamrende usandsynligt, selv hvis strømmen er helt rigtig.

At hajerne har utrolige sanser, er dog fuldstændig korrekt. Og de nøjes ikke med fem som du og jeg (reelt har vi nok lidt flere, for balancesans og tryksans bør tilføjes det menneskelige repertoire, den såkaldte sjette sans er dog en myte). Hajer har syv sanser: dem, de deler med os, og så to ekstra. Den ene er sidelinjesansen, som gør, at hajen kan mærke bevægelser i vandet. Det vil sige, at den kan fornemme svømmende fisk selv i bælgravende mørke. Prøv det selv, næste gang du er på stranden: Stil dig ud i vandet, og luk øjnene. Du skal nu med dit maveskind tælle, hvor mange badegæster, der er omkring dig, hvad de laver, og hvor store de er.

Den syvende sans hos hajerne er den elektriske sans.

Med den kan hajerne fornemme de små elektriske udladninger, alt levende udsender. Denne sans er så følsom hos hajerne, at de kan mærke et enkelt hjerteslag fra en nedgravet fladfisk. Ikke fordi de hører det, men fordi det kræver lidt elektricitet at få hjertet til at slå.

Alle disse sanser tilsammen gør, at selvom hajen ikke kan lugte din bloddråbe på fem kilometers afstand, skal den nok finde dig alligevel.

Nr. 39

En blåhval kan sluge et menneske

100 MY TER

”Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter.”

– Jonas’ bog 2.1

Selvom bibelen taler om en kæmpe fisk, der sluger stakkels Jonas, så er der bred enighed om, at bibelen mener en hval. Der er heller ingen grund til at hænge sig i artsspecifikke detaljer, når man har travlt med at skrive en hellig bog.

Den dag i dag går der sjældent uger mellem, at et af de kulørte dagblade kører en overskrift i retning af ”Kajaksejler tæt på at blive slugt af hval”. Men kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, hvis du er urimeligt tynd og smalskuldret. En blåhvals hals har en diameter på maksimum 25 cm, så du skal ikke være alt for velnæret.

Der er til gengæld god plads inde munden på en blåhval. Så mens du venter på ikke at blive slugt, kan du hvile dig på tungen. Den er på størrelse med en afrikansk ha-

108

109

DER ER FA RL I G T DERUDE

nelefant. Blåhvaler har også en utrolig evne til at udspile sit eget gab i et sådant omfang, at den kan have sin egen vægt i munden. I munden på stor blåhval på 180 tons er der plads til mere end 1.000 mennesker, så du kan invitere alle dine Facebookvenner med derind, hvis I ikke har noget imod at ligge i lag. Men slugt bliver I ikke. Blåhvalen har heller ingen interesse i at æde dig. Den lever af små krebsdyr i centimeterstørrelsen, der hedder krill. Dem tager den til gengæld for sig af. Fem millioner i en enkelt mundfuld er ikke ualmindeligt, og alt hvad der kommer ind i den ene ende skal ud af den anden. På den måde er hvalerne uhyre vigtige for havenes kredsløb af organisk materiale. Hvis hvalerne ikke skider i vandet ved Antarktis, kan hele økosystemet kollapse. Men det er en anden historie.

En enkelt hvalart kan måske godt sluge mennesker, og det er kaskelotten. Dens hals er stor nok til at sluge kæmpeblæksprutter, og de er nogle basser, hvor kroppen er 5 meter lang og fangarmene 10 meter. Så er der også plads til lige at køre et menneske ned. Kaskelotter har fire maver (lige som man påstår, køer har). De er fulde af mavesyre og fordøjelsessafter og er komplet iltfrie, så skulle det ske, at du blev slugt, ville du ikke slippe levende fra det som Jonas. Det er dog ikke noget, der sker særlig tit. Kaskelotter jager på 1.000 meters dybde, og er du dernede, har du andre bekymringer end at blive slugt af hvaler.

100 MY TER

Nr. 40

Flere mennesker bliver dræbt af kokosnødder end af hajer De fleste har efterhånden hørt, at hajer ikke slår særligt mange mennesker ihjel på årlig basis. Tager vi et gennemsnit over de sidste 50 år, er det omkring en hånd-

110

111

DER ER FA RL I G T DERUDE

fuld pr. år. For at afdramatisere hajernes blodige rygte har mange (inklusive mig selv) brugt mange farverige eksempler på ting, der er farligere. Kokosnødder er en af de mest anvendte.

Problemet er bare, at det er baseret på nul og niks.

Ingen fører statistik med, hvor mange der dræbes af kokosnødder rundt omkring på kloden, så vi aner det ikke.

Det startede med en rapport fra 1984, der anslog at 150 mennesker blev dræbt, fordi de fik en nød i nødden. Men hvor ved man det fra? Der er intet Register for Globale Kokosnød-Fataliteter. At kokosnødder kan dræbe mennesker, ved vi. Det sker desværre i ny og i næ. Men hvor ofte aner ingen. Myten må forblive en myte.

Hvad så med alle de andre ting, der angiveligt er farligere end hajer? Køer, brødristere og shopping på Black Friday for nu bare at nævne nogle. Problemet er igen, at der ikke nødvendigvis er tilfredsstillende registrering, men lad os tage dem en efter en.

Køer: I Danmark har vi heldigvis forbløffende få ko-relaterede dødsfald, men i USA viste en undersøgelse i fire stater, at 21 mennesker blev dræbt fra 2003 til 2008.

Hvis det er en generel tendens, slår køer køer flere mennesker ihjel end hajer. Vi må gå ud fra, at der også er uheld i de andre stater og i resten af verden. Så vi når langt over hajernes gennemsnit.

Brødristere: Der er ingen tal. Selvom organisationen Save Our Oceans siger, at 791 blev dræbt i 2008, så vil de ikke ud med, hvor tallet kom fra. Der mangler forskning

100 MY TER

på området, men vi ved, at i 2002 blev over 300 kørt på hospitalet i Storbritannien grundet brødristere. Hvor mange der døde, glemte de at skrive ned. Jeg kan kun konkludere, at det er sandsynligt, at flere bliver dræbt af brødristere end af hajer.

Shopping på Black Friday: Der er rent faktisk en hjemmeside, der opsamler dødsfald relateret til Black Friday. Før 2016 stod den på 7 fataliteter i USA over de seneste 10 år. I den samme periode er fem amerikanere blevet dræbt af hajer. Så på den anden side af Atlanten er der hold i myten. I resten af verden er der igen behov for forskning.

Men lad os slå det fast. Sandsynligheden for at blive dræbt af hajer er mikroskopisk. Det er nærmest en ære.

Nr. 41

Slanger kan tæmmes med en fløjte Hvis man har rejst i Indien eller har set film fra dette store, eksotiske land, så ved man, at slanger kan tæmmes og hypnotiseres med et særligt musikinstrument. Så længe du bare er iklædt flagrende klæder og har et langt hvidt skæg. Generelt er det en fremragende ide at kunne tæmme slanger i Indien. I omegnen af 10.000 mennesker bliver nemlig dræbt hvert år af slangebid. Men før du

112

113

DER ER FA RL I G T DERUDE

udhuler en hård squash og udsætter kongekobraen for din bedste Michala Petri-efterligning, bør du nok læse resten af afsnittet.

Slanger mangler et ydre øre. Det eneste, de kan høre, er lavfrekvent rumlen. Ikke engang en klapperslange kan høre sin egen raslen. Det, slangetæmmeren gør, er heller ikke at berolige slangen – tværtimod. Den oprejste, svajende bevægelse, der ser ud til at følge musikken, er aggressiv adfærd. Hovedet er rejst til hug, og slangen følger ikke lyden, men mandens bevægelser. Parat til at hugge, hvis han kommer tættere på.

Alt dette ved slangetæmmere godt, så det er almindelig praksis, at slangerne har fået knækket gifttænderne af eller endda syet munden sammen. Ud fra den betragtning er det måske ikke så sørgeligt, at slangetæmmerfaget er på deroute i Indien. Store dele af det bygger på modbydelig dyremishandling, og det er ikke et erhverv, du bør støtte på dine rejser.

Hvis du alligevel vil prøve at underholde indiske slanger musikalsk, så vælg arten med omhu. Kongekobraer er velegnede qua deres tendens til at rejse forreste del af kroppen i forsvarsposition. Spyttende kobra er et rigtigt dårligt bud. Visse arter kan spytte gift op til 3 meter.

Kobraen sigter efter øjnene og rammer næsten altid. Er du uheldig, bliver du blind resten af livet, og så er den ferie jo ødelagt.

Skal du berolige en slange, skal du slæbe et køleskab med. Slanger er vekselvarme, så de bliver dvaske og kan

dårligt bevæge sig, når de bliver kølet ned. Men det er selvsagt en lidt upraktisk løsning. Du kan også køle dig selv ned og gøre det sværere for slangen at opdage dig.

Mange slanger har nemlig et varmefølsomt sanseapparat – nogle i så høj grad, at de kan se de små varme fodspor, en mus efterlader, når den løber hen over gulvet. Ganske imponerende. Men slanger hører altså virkelig dårligt, så spar dig besværet med at lære blokfløjte.

100 MY TER

Nr. 42

Slanger kan mærke din frygt Denneher har jeg hørt urimeligt mange gange i min tid i Zoologisk have: ”Jeg ville egentlig gerne holde den, men jeg er bange for den, og det kan den mærke.” Men kan den det? Det er jo egentlig en ret avanceret form for indblik i andres sindstilstand, vi her forlanger af et dyr med krybdyrhjerne. Generelt er slanger jo ikke kendt for deres store empatiske evner. Men måske er der noget om det?

Det er faktisk ikke helt vanvittigt. Når du bliver bange, udløser kroppen adrenalin, og det sætter gang i dit blodomløb. Det udnyttes for eksempel af grubeormen. Den bider en enkelt gang og venter så på, at byttets adrenalin sætter gang i hjerteslagene. Så bruger den sit varmesyn

114

115

DER ER FA RL I G T DERUDE

til at se, hvor blodet pumper, så den med større sandsynlighed kan sprøjte gift direkte ind i blodårerne med sit næste bid. Det er vel teknisk set at kunne mærke offerets frygt. Men offeret i dette tilfælde er kaniner. Der er ingen giftslanger, der går efter mennesker som bytte.

Hvis du bliver bidt af en giftslange, er det i selvforsvar.

Men slangers lugtesans er også meget bedre end menneskers, og selv vores klodsede næser kan lugte frygt. Så det er slet ikke umuligt, at slanger kan lugte angstens sved hos os. Men hvis de kan, bruger de det ikke til angreb, men til at sno sig væk, så hurtigt de kan.

Generelt er slangers lugtesans helt formidabel. Men de bruger ikke næsen, som vi gør. I stedet smager de på duftene med tungen. Det er derfor, slanger er tvetungede. Med to tungespidser kan man retningsbestemme, hvor duften kommer fra. Nøjagtig som vi kan med to næsebor. Men rent faktisk er det slet ikke tungen, der lugter noget. Den transporterer bare duften til to huller i slangens gane. De hedder Jacobsons organ, og det deler du faktisk med slangerne. Men du kan desværre ikke lugte med tungen, og før du prøver at mærke efter, må jeg skuffe dig. Du har heller ikke to huller i ganen.

Sidst, men ikke mindst, bevæger bange mennesker sig anderledes end rolige mennesker. Når du er helt oppe at ringe i alarmberedskab, bevæger du dig hurtigt og uforudsigeligt, og det er altid dumt i nærheden af en slange.

Men ved slangen så, at du er bange? Nej, den tror bare, du er farlig.

Alt i alt er det svært at bekræfte myten. Men det er lige så svært at aflive den, så lad os bare lade den leve videre. Slanger kan måske mærke din frygt, men det får dem ikke nødvendigvis til at angribe dig.

Nr. 43

100 MY TER

Kameler har vand i puklerne Gennem sandstormen strider en karavane sig. Beduinernes øjne er fyldt med støv, tungerne er tørre som sandpapir. Kun kamelerne ser ud til at have det godt. ”Men de har jo også puklerne fyldt med vand.”

Vel har de har ej. Kameler er berømte for deres evne til at klare sig i den tørreste ørken. De kan gå over en uge uden vand og i ugevis uden at spise. Men de har ikke vand i puklerne. I stedet har de fedt. Den biokemisk kyndige læser vil så indvende, at fedt, der forbrændes, danner vand. Men det gør stadig ikke puklerne til et vanddepot.

Hvis kamelen effektivt skulle bruge fedtet til vand, skulle den indånde ekstra ilt til forbrændingen. Det ville gøre, at mere vand fordampede fra dens krop (i ørkenen holder man mund og næse lukket). Så puklerne hjælper på ingen måde mod tørst. Men de hjælper mod sult.

Det, der gør, at kameler kan klare sig i ørkenen, er, at de kan drikke utroligt meget på en gang, når der rent

116

117

DER ER FA RL I G T DERUDE

faktisk er vand tilgængeligt. En kamel kan bunde 50 liter vand, når den rigtigt går i gang. Du kan jo prøve selv at investere i 100 flasker kildevand og se, hvor langt du når.

Men det er ikke for at kunne gemme vandet til senere. I stedet drikker de, fordi de er i ekstremt underskud. De kan have tabt 40 procent af deres vægt efter en virkelig hård omgang. Som hvis en 80 kilos mand kom ud af saunaen og havde svedt sig ned på 48 kg.

Samtidig er kameler så tolerante over for temperaturskift, at de inden for et døgn kan gå fra en kropstemperatur på 34 grader til næsten 42 grader, endda uden at svede. Og det er netop evnerne til at holde på vandet, der redder kamelen. Tarmen reabsorberer næsten alt vand, så kameler tisser ikke, når det er tørt. Det gør de så til gengæld i rigelig grad, hvis de har vand nok, skal jeg hilse og sige.

Selv næsen bliver brugt til at holde på vandet. Udåndingen bliver kølet ned, før den slipper ud, og det får fugten i ånden til at kondensere og blive til små dråber.

På den måde kan væsketabet nedsættes dramatisk.

Puklerne tjener et helt andet formål end væskedepot. Det giver energi, og så isolerer det mod solens varme. Det er i virkeligheden en fedt-parasol, kamelen har på ryggen.

I øvrigt er kameler langtfra de dyr, der kan gå længst uden at drikke. Giraffer klarer sig sagtens uden vand i tre uger, og de ydmyge, millimetersmå bjørnedyr kan klare sig uden vand i 30 år uden problemer.

Nr. 44

100 MY TER

Dyr kan forudsige naturkatastrofer Den 26. december 2004 ramte en forfærdelig tsunami Asiens kyster. Hundredetusinder af mennesker druknede.

Men øjenvidner fortæller, at meget få dyr måtte lade livet. Enkelte hævder endda, at de blev reddet af dyrenes forudanelse. En pige blev båret i sikkerhed, fordi hun sad på ryggen af en elefant, der pludselig blev meget urolig og løb mod højere grund.

På Sri Lanka ledte en forsker bagefter katastrofen efter druknede dyr, men fandt ingen. Måske vidste dyrene, at bølgen var på vej – måske kan visse dyr forudsige jordskælv?

Anekdoterne om profetiske dyr er mange, og problemet er, at de netop er anekdoter og ikke videnskabelige undersøgelser.

Det kan slet ikke udelukkes, at dyrene har en særlig evne til at ane farer. Det er selvfølgelig ikke profetier, dyr kan ikke se ind i fremtiden; men mange dyr har skarpere sanser, end vi har, og mens vi forgæves prøver at forudsige jordskælv med computermodeller og måleudstyr, kan dyrene måske fornemme tegnene på en katastrofe med deres egen krop.

Elefanter kan fornemme rystelser gennem jorden, som vi på ingen måde vil kunne mærke. Det er også på-

118

119

DER ER FA RL I G T DERUDE

vist, at de kan føle en storm, selvom den er 500 km væk.

Det kan være dette, der reddede pigen på elefanten.

Tudser er også blevet kigget efter i sømmene efter store jordskælv. Både i Italien og Kina har tudser forladt deres vandhuller, før et jordskælv ramte. Ikke kun i minutterne før et jordskælv, men rent faktisk fem dage før.

Det er endda sket i parringssæsonen, og der skal ellers meget til, før en liderlig tudse opgiver en mulig parring.

Men mekanismen for deres forudanelse er ukendt. En teori er, at det opbyggende jordskælv ændrer kemien i tudsernes vandhul, hvilket irriterer dem så meget, at de fordufter. Måske skyldes det, at selv små jordskælv udløser ozon. Men indtil videre er vi kun på spekulationsplanet.

Også myrer kan angiveligt forudsige jordskælv. En tysk forsker opdagede, at myrer, der har bygget tuer i en jordskælvszone, ændrer adfærd, før ulykken rammer.

De forlader den trygge tue, selv om natten, og vender først tilbage en dag efter, jordskælvet er overstået. Måske mærker de ændringer i jordens magnetfelt. Måske har det noget med CO2 at gøre. Måske, måske, måske.

Så længe vi ikke ved, hvordan dyrene fornemmer kommende jordskælv, er vi lige vidt. Det er upraktisk at bruge tudser og myrer som jordskælvsmålere, især når vi ikke er helt sikre på, at de overhovedet forudser noget som helst.

Og bare for god ordens skyld: Masser af dyr druknede desværre i 2004. Så måske har nogle dyr evnen til at forudsige jordskælv og tsunamier, men tydeligvis ikke alle.

Hvor mange ved vi ikke, for myndighederne havde selv-

sagt andre ting at koncentrere sig om i dagene bagefter.

Og det er måske det lidt triste svar på myten. Dyrene forudså i virkeligheden heller ikke noget som helst, men ingen gad tælle dem bagefter.

Nr. 45

100 MY TER

Geparden kan løbe over 100 kilometer i timen Verdens hurtigste landdyr. Med en acceleration, der matcher de bedste sportsvogne. Hvis den løb i byzone, ville den ubetinget få frakendt sit kørekort og skulle hoste op med 6.000 kroner i bøde. Geparden er kendt for at løbe 110 km i timen.

Myten starter i 1957, da fotografen Kurt Severin bygger en Storm P.-anordning for at måle gepardens tophastighed. Med en cykel vendt på hovedet, en lang snor, en startpistol, et lommeur og en sæk fyldt med kød målte han kattedyrets fart til 112 km i timen. Siden har lærebogsforfattere ladet sig gribe af stemningen, og geparden er blevet hurtigere og hurtigere. Helt op til 145 km i timen har jeg set i gamle bøger. Problemet er, at den oprindelige test ikke var særlig præcis. Desuden er det jo også lidt snyd at teste geparder på løbebaner. Ude i naturen ser det måske anderledes ud.

120

DER ER FA RL I G T DERUDE

121

100 MY TER

Selveste Sir David Attenborough kastede sig også over problemet, og sammen med et filmhold målte han på tophastighed i intet mindre end 364 jagter. Den højeste, de målte, var 93 km i timen. Pludselig er geparden gået fra at være lidt for hurtig til de fleste motorvejsstrækninger til at være så langsom, at den ville være meget irriterende i yderbanen. Hvis David Attenborough siger det, så er myten dræbt. Men desværre nej. Under kunstige forhold og med målt med moderne teknologi sniger geparderne sig op på 107 km i timen. Så myten lever og må anses for bekræftet. Men hvad er det, der gør, at geparden kan løbe så hurtigt, og hvorfor er vi ikke lige så hurtige? Skulle vi løbe i samme hastighed som geparden, skulle der lidt ændringer til i vores fysik. Først og fremmest skulle vi have meget større næsebor for at få nok ilt ind til musklerne. Vores lår skulle være meget kortere og stærkere, og vores underben meget længere og lettere. Det overfører mest kraft til fødderne. Neglene skulle vi lade gro, så vi ikke skred rundt, og sidst men ikke mindst skulle vi have en lang og bøjelig rygrad til at give fjedereffekt. Nå ja, og så en lang hale til balancen.

Måske er det fint nok, at vi kun kan løbe i omegnen af 40 km i timen. Jeg er personligt ikke klar til at lave alle de ændringer bare for at fange en impala. Så lad os lade geparden beholde sin titel som verdens hurtigst løbende landdyr.

122

Nr. 46

Ulve æder mennesker

123

DER ER FA RL I G T DERUDE

I 1813 blev den sidste ulv skudt i Danmark. Et dyr, der ellers havde boet her i mere end 10.000 år var nu udryddet. Men næsten 200 år senere dukker den op igen. Tyske ulve med eventyrlyst vandrede i 2012 over grænsen, og siden er der kommet flere til. Præcis hvor mange er svært at sige, og forskellige undersøgelser har vist sig at være lidt rigeligt optimistiske omkring antallet. Men at der igen er ulve i Danmark, kan vi godt slå fast.

Men er det nu ikke dumt at tillade? Ulve æder jo mennesker, hvis bare de får chancen, hævder nogle af modstanderne, mens nogle tilhængerne siger, at der ikke er nogle dokumenterede drab på mennesker. Begge dele kan selvsagt ikke være rigtigt, så hvad er op og ned?

Begge udsagn er rent faktisk forkerte. Ulve i det moderne Europa er meget langt fra den historiske forestilling, vi har af dem som menneskeædere. De er i virkeligheden ret sky over for os. Det, de især går på jagt efter, er hjorte og andre klovdyr, og ofte også meget mindre bytte. Men indimellem dræber de også mennesker. Det er bare virkelig sjældent, og det er korrekt, at der i nyere tid (mere end 150 år) ikke har været et dokumenteret drab i Skandinavien. De 10.000 ulve, der lever i hele Europa, har heller ikke gjort meget væsen af sig. Over de sidste 50 år er kun fire mennesker blevet dræbt af ulve.

100 MY TER

Til sammenligning blev 167 dræbt i trafikken i Danmark alene i 2015, og det var endda rekordlavt. I Indien forvolder ulvene større problemer, og man må selvfølgelig heller ikke glemme, at de er rovdyr.

Men hvad så med fårene – dem tager ulvene da? Ja, det gør de, og jeg kan godt forstå, at fåreavleren er træt af det. Men ikke desto mindre står hunde uden snor for størstedelen af alle drab på får i Danmark (hvis vi ikke tæller slagtere med). Også efter at ulven er vendt tilbage. Og hundene vil vi vel ikke udrydde?

Nr. 47

Kamæleonen skifter farve for at skjule sig ”Han er en kamæleon”, siges det ofte om politikere, der skifter parti eller holdning. Underforstået at de skifter farve efter omstændighederne. Det er sjældent positivt ment, og det giver i øvrigt ikke biologisk mening.

Kamæleoner skifter meget sjældent farve for at kamuflere sig. I stedet bruger de farveskiftene til at kommunikere med artsfæller og fjender. De behøver også sjældent at skifte farve. De fleste er allerede samme farve som deres omgivelser uden at skulle gøre noget. Selv øjnene har samme farve som huden og gør dem svære at se.

124

125

DER ER FA RL I G T DERUDE

Så det er i meget højere grad kamæleonens sindstilstand, der sætter gang i den store palet. Aggressive kamæleoner har en tendens til at skrue op for de mørke farver, mens hanner bruger lyse, brogede mønstre til at imponere hunnerne.

Farveskiftet kan også bruges som et slags klimaanlæg.

Det gælder for eksempel for ørkenkamæleonen Chamaeleo namaquensis, der skifter farve for at termoregulere.

I den kolde ørkenmorgen er den mørk for bedre at kunne absorbere de tidlige solstråler, og op ad dagen bliver den lysere og lysere.

Mekanismen bag farveskiftet er i sig selv fantastisk. I stedet for at ændre på mængden af pigment i farvecellerne, som langt de fleste farveskiftere gør, kan kamæleonen noget andet. Den strammer eller løsner sin hud.

Det ændrer, hvordan lyset reflekteres, og det gør, at farveskiftene kan ske meget hurtigt.

Det er selvsagt også en myte, at hvis du placerer en kamæleon på et stykke skotskternet stof, vil den eksplodere af frustration over ikke at kunne bestemme sig for, hvilken farve den skal vælge. Men det havde du nok gættet. Det siger til gengæld en hel del om den menneskelige fantasi, og apropos den menneskelige fantasi havde Plinius den ældre (selvfølgelig) også godbidder at fortælle om kamæleonen. For eksempel kan du blive usynlig, hvis du i en træbeholder laver en creme af særlige urter og en ristet venstre fod fra en kamæleon. Lad være med at teste det, mange arter af kamæleoner er truede.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Smiths dværgkamæleon (Bradypodion taeniabronchum) ofte skifter farve for at kamuflere sig. Men for flertallet er det humøret, der afgør kuløren.

Nr. 48

100 MY TER

Dovendyr sover hele tiden Dovendyret er så dovent, at det på engelsk har fået navn efter en dødssynd. Men betyder det, at dovendyr sover mere end andre dyr? I fangenskab gør de, rent faktisk.

Det er ikke ualmindeligt, at dovendyr i zoologiske haver snorker 16 timer af døgnet væk. Men i fri natur er tegner sig et andet billede. En undersøgelse fra Panama har vist, at dovendyr sover under 10 timer i fri natur. Det var i øvrigt et af de første forsøg, der succesfuldt målte søvn på et vildt dyr. Resten af tiden går med at kravle langsomt rundt i regnskovens træer og æde blade og frugter og, hvis stemningen griber dem, parre sig. Det er ikke, fordi de keder sig mere i fangenskab, men maden er lettere tilgængelig og fjenderne er få, så der er ikke grund til hektisk aktivitet. For et dovendyr betyder hektisk aktivitet dog en fart på 2 meter i minuttet, så det ville tage et dovendyr omtrent et år at kravle fra Gedser til Skagen, hvis den opretholdt en naturlig døgnrytme.

Med de 10 timers søvn havner dovendyret bag kvælerslanger, som sover 17 timer i døgnet. De havner også

126

127

DER ER FA RL I G T DERUDE

langt bag syvsoveren, en lille gnaver, der kan sove hele 11 af årets måneder væk. Så navnet er på mange måder uretfærdigt. Men heller ikke mere end det. Dovendyrs muskler udgør for eksempel kun 25 % af kroppens vægt (mod menneskers 30-40 %). Det er nok til at kunne kravle rundt i 14 timer hver dag med hovedet nedad, men det er ikke nok til at opretholde konstant kropstemperatur, så selvom dovendyret er et pattedyr, er det ikke ensvarmt.

Generelt er dovendyr bare ikke aktive dyr, der drøner omkring i træernes kroner. Det går stille og roligt, og man forlader sjældent sit træ. Kun når naturen kalder, kravler man nedad for at grave et hul at besørge i. Det er en langsommelig proces, som man kun kaster sig ud i en gang om ugen. Det har længe undret forskerne, hvorfor det skulle være nødvendigt at forlade sit trygge træ for at lette trykket. Man har spekuleret i, at den nedgravede afføring skulle skjules for fjender. Men noget tyder på, at det i stedet er en venlig gestus overfor dovendyrets samarbejdspartner, et lille møl. Møllet lægger sine æg i dovendyrets afføring. Når æggene klækker, og de nye møl er voksne, flyver de ud og finder sig en dovendyrpels at sidde i. Med sig tager de alger, som begynder at vokse i pelsen. Dovendyret slikker algerne i sig og får en masse næringsstoffer, den ellers ville mangle. Derudover er det god kamuflage, at være så langsom, at der gror mos på en (eller i hvert fald alger). Så ved at gøre møllene en tjeneste, får dovendyret en bonus på den lange bane.

Nr. 49

100 MY TER

Delfiner er de eneste dyr ud over os, der dyrker sex for sjov De er så søde og menneskelige, de delfiner. De griner hele tiden, og de redder sømænd, der er faldet i vandet, fra hajer. Ja, og så er de lynende intelligente. Delfiner er så omgærdet med myter, at de næsten fortjener en hel bog for sig selv. Men lad os nøjes med en enkelt myte til at starte med, og det er den om, at delfiner er de eneste dyr ud over mennesker, der dyrker sex for sjov.

Først og fremmest er det en sandhed, at delfiner holder meget af sex. Især hannerne. De parrer sig selvfølgelig med hunnerne, men også med andre hanner. I ungkarlegrupper skabes der ofte meget stærke bånd, og sex er en del af opretholdelsen af disse. Andre dyrearter kan også risikere at få en omgang, og det er sågar sket for uheldige tilskuere til delfinshows. Det er selvfølgelig svært at vide præcis, hvad en delfin tænker, men fordi parringerne så tydeligt ikke kan føre til reproduktion, er det nærliggende at konkludere, at det i stedet er for fornøjelsens skyld.

Men er det så unikt for mennesker og delfiner? Nej, tværtimod. Det gælder efter al sandsynlighed for langt de fleste dyr, der parrer sig. Selve parringen er forbundet med belønningsmekanismer, og hos pattedyr er det

128

129

DER ER FA RL I G T DERUDE

blandt andet udløsningen af morfinlignende stoffer i hjernen – de såkaldte endorfiner. Hvad der sker i hovedet på bænkebidere under parring, er ikke undersøgt.

Men det er ikke urimeligt at forestille sig, at der er en belønning af en art.

Belønningen er så vigtig, fordi det på den lange bane fører til flere unger. Hvis parringen føles rar, parrer man sig oftere. Men derudover tjener belønningen også til at hæmme en anden stærk impuls, nemlig frygten for at komme i tæt kontakt med et andet individ. Selv ens egne artsfæller kan jo potentielt være livsfarlige (tænk bare på edderkopper). Så det naturlige flugtinstinkt skal ignoreres.

Langt de fleste dyrearter (hvis ikke alle) får altså en dejlig oplevelse ud af sex. Så det er ikke besynderligt, at mange forskellige dyr kaster sig ud i det, også når der tydeligvis ikke kan komme unger ud af det. Tænk bare på hunde og deres romancer med dit underben. Så sex bruges bestemt ikke kun reproduktivt, det kan tjene mange andre formål. Og det gælder ikke kun for delfiner. Opfindsomheden i dyreriget er stor i forhold til de andre grunde til at dyrke sex. Pingvinhunner køber sig til fine sten (som skal bruges til reden) ved at tilbyde sex på trods af, at det ikke er parringstid. Chimpansehunner køber beskyttelse fra de stærke hanner, selvom de ikke er i brunst. Visse flagermus udfører oralsex for at den efterfølgende parring skal vare lidt længere og så videre.

Sex er kommet for at blive og kan bruges til lidt af hvert.

Nr. 50

100 MY TER

Delfiner redder mennesker fra hajer Vi bliver hos delfinerne og myterne om deres venlige sider. Siden antikkens Grækenland har mennesker fortalt om delfiner, der ledte skibe gennem farlige stræder med lumske skær. Delfiner har også beskyttet os mod hajer og sågar reddet os fra at drukne. Men har de nu også det?

Hvis vi tager den første om delfiner, der guider skibe som små, hoppende lodser, så drejer det sig nok mere om, at delfiner heller ikke bryder sig om at skrabe bugen mod muslingebeklædte klipper. Det giver derfor god mening at følge i halen på en delfin, da de er ret forsigtige på lavt vand.

Når det kommer til hajangreb, er der måske mere sandhed i myterne. Der er virkelig mange eksempler på mennesker, der er blevet beskyttet af delfiner i hajfyldt farvand. Ikke kun i det gamle Grækenland, men også i moderne tid. I 2004 blev en gruppe New Zealandske badegæster overrasket af en 3 meter lang hvidhaj, da en flok delfiner slog kreds om dem og drev hajen på flugt. Der er mange andre eksempler. Men igen er det ikke nødvendigvis for vores skyld, at delfinerne gør det. Hajer æder også delfiner, og derfor bruger delfiner generelt meget tid på at jage hajer væk og genere dem. Måske var det mere et udtryk for en fælles fjende end et decideret venskab mel-

130

131

DER ER FA RL I G T DERUDE

lem delfin og svømmere. Det er ikke enestående i hvalverdenen; pukkelhvaler er blevet set redde en Weddellsæl fra spækhuggere. Men vi kan ikke nødvendigvis konkludere, at det var fordi, de havde ondt af sælen. Måske var de bare virkelig trætte af spækhuggere og ville gøre alt for at genere den, så den svømmede et andet sted hen.

Den sidste myte om delfiner, der redder druknende mennesker, kan dog ikke forklares som en egoistisk tendens hos delfiner, da det er svært at se en fordel for delfinerne i en sådan situation. Men sker det så reelt, eller er det bare gamle anekdoter?

Der er flere eksempler på delfiner, der redder mennesker fra druknedøden, uden at der er hajer i nærheden.

Typisk ved at gøre redningsfolk opmærksom på den druknende. Problemet er, at vi ikke ved hvorfor. Måske er de altruistiske og næstekærlige. Måske er de bare nysgerrige og holder sig i nærheden af det sære, plaskende dyr. Vi ved det reelt ikke. Men selvom jeg er kynisk og skeptisk af natur, må jeg overgive mig i de tilfælde, hvor delfiner aktivt skubber druknende mennesker op til overfladen. I de tilfælde er det svært at finde på noget skeptisk forbehold.

I øvrigt er der eksempler på, at delfiner prøver at hjælpe strandede hvaler. Så måske er der reelt noget om, at delfinerne er altruistiske og hjælpsomme dyr. Det er til gengæld vigtigt at huske, at delfiner også angriber og sågar dræber mennesker. Nogle arter bliver jo voldsomt store, og de er i bund og grund rovdyr med både skarpe tænder og en skarp hjerne.

Nr. 51

100 MY TER

Sejlfisken er hurtigere end en speedbåd Verdens mest vindende OL-atlet nogensinde er svømmeren Michael Phelps. Han har vundet imponerende 23 guldmedaljer indenfor forskellige svømmediscipliner. Han er også skræmmende hurtig i vandet. Næsten 10 km i timen kan han svømme. Med vandmodstand in mente er det meget imponerende. Men det blegner immervæk en del, hvis vi sammenligner med sejlfisken. Angiveligt svømmer den – og hold nu fast – 110 km i timen, når den virkelig skruer op for blusset. Det er sindssygt hurtigt, og det er nok heller ikke sandt.

Undersøgelser har vist, at sejlfisken mindst kan flytte sig 90 meter på 3 sekunder eller helt præcist med 109 km i timen. Men det er snyd. Store dele af den rekord blev sat i spring over vand. Det kan man dårligt kalde svømning. Danske forskere har sammen med andre undersøgt sagen og fandt i 2015 frem til, at sejlfisk ikke svømmer hurtigere end 25-36 km i timen. Det, der viser sig at være hurtigt på en sejlfisk er den lange mund. Sejlfisken hører til den gruppe af fisk, vi kalder sværdfisk. Den bruger munden som et svingende sværd, når den ramler ind i en stime sardiner. Og sværdet kan svinges med stor hastighed. Spidsen kommer op

132

DER ER FA RL I G T DERUDE

på 125 km i timen, og så har de små fisk selvsagt ikke en chance.

Men før vi begynder at tænke på sejlfisken som havets svar på en skovsnegl, skal det lige indskydes, at 36 km i timen er voldsomt hurtigt under vand. Tætheden i vand er 1.000 gange højere end i luft, så at bevæge sig hurtigt gennem vand kræver stor kraft. Tænk på, hvor hårdt det er at løbe i vand. Sejlfisken har i det hele taget nogle geniale tilpasninger til at klare sine udfordringer. Vandmodstanden klares ved at være ekstra fedtet. Sejlfisken har en kirtel, der udskiller olier, der dækker hovedet med en glat hinde, der nedsætter friktionen. Derudover er det svært at få fart på, når man som sejlfisken er vekselvarm i koldt vand; da kroppen hos vekselvarme dyr har samme temperatur som omgivelserne, bliver hele kroppen simpelthen sløvere. Det gælder både for muskler, hjerne og øjne. For fisk betyder det, at synet bliver forringet i koldt vand, da de ikke selv kan varme deres egen krop op. Men sejlfisk og andre lynhurtige rovfisk kan rent faktisk gøre det. De varmer både øjnene og hjernen op for ikke at svømme ind i alting. Så man kan sige, at sejlfisk har et varmt glimt i øjet.