Nielsine Nielsen ∂ Danmarks første kvindelige læge og akademiker
DORTHE CHAKRAVARTY & SARAH VON ESSEN
FADL’S FORLAG
Nielsine Nielsen – Danmarks første kvindelige læge og akademiker Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen 1. udgave, 1. oplag © FADL’s Forlag, Roskilde 2019 ISBN 978-87-93590-45-8 Projektledelse: Thomas Bo Thomsen Tekstredigering: Joachim Sømark Cover: Julie Panton Grafisk opsætning: Karina Reinsch Tryk: Opolgraf Printed in Poland, 2019 Forsidefoto: Nielsine Nielsen, 24 år. Det Kongelige Bibliotek. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag. Forlaget takker for økonomisk støtte til bogen: Poul M. Assens Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Aage og Johanne Louis-Hansens Fond FADL’s Forlag A/S Skomagergade 15, 3. sal 4000 Roskilde www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk
Indhold Forord ............................................................................................................ 10
DEL 1 Kapitel 1 · Kundskab er magt ............................................................ 20 Kapitel 2 · En ny verden åbner sig .................................................. 71 Kapitel 3 · Skal kvinder være læger?.............................................. 98 Kapitel 4 · Studietiden ........................................................................ 124 Kapitel 5 · Vejen mod målet .............................................................. 155 Kapitel 6 · Læge på langfart ............................................................. 175
DEL 2 Kapitel 7 · Livet som læge.................................................................. 217 Kapitel 8 · Nielsine Nielsens eftermæle ...................................... 248 Efterskrift .................................................................................................. 260 Tidslinje..................................................................................................... 268 Navneregister......................................................................................... 271 Litteratur .................................................................................................... 273
NIELSINE NIELSEN
Forord “... 23. januar 1885 blev jeg cand.med. med en smuk 1.ste karakter.” Nielsine Nielsen: Erindringer
G
læden var stor, da Nielsine Nielsen i begyndelsen af 1885 som den første kvinde i Danmark kunne forlade Københavns Universitet med sin medi-
cinske embedseksamen. Det forudgående slid – hvor hun først havde kæmpet for at blive student, siden for at få adgang til universitetet og endelig havde arbejdet målrettet for at komme igennem studieårene med praktik og teori – lå bag hende, og en hæsblæsende januardag klarede hun tre eksaminer i streg og afsluttede det hele med højeste karakter. Hidtil havde kvinder hverken haft adgang til gymnasiet eller universitetet, begge lærde institutioner var forbeholdt mænd. Nielsine Nielsen havde med andre ord gjort, hvad ingen kvinder før havde haft mulighed for at gøre. Med vedholdenhed og sjælden energi sparkede hun en tung dør af modstand og tradition ind og banede vejen for dem, der delte hendes ønske om at få en uddannelse. Der var intet at sige til, at hun efter mange år med kampe og tre afsluttende eksaminer stort set faldt sammen af udmattelse. Med en sidste kraftanstrengelse fik hun sendt et telegram hjem til familien i Svendborg, hvorefter hun
10
FORORD
træt, men lykkelig, besøgte de to mennesker, der mere end nogle andre havde hjulpet hende i løbet af de over ti år, der var gået, siden hun som ung fynbo satte sine fødder i København og erklærede, at hun ville være læge. Den ene, Marie Rovsing, var med Nielsens ord hendes “moderlige veninde”, for hun havde med opmuntrende tale, engagement i kvindesagen og generøse pengebeløb understøttet Nielsens gerninger i studielivet. Den anden, Ludvig Trier, havde med privatundervisning, levende pædagogik og disciplineret skolegang rettet op på hendes mangelfulde pigeskolelærdom og bragt Nielsen til studentereksamen. I årenes løb var han også blevet hendes mentor og nære ven. Det var Trier, der stod bag det flot dækkede middagsbord med østers, agerhøns og vin, som ventede, da Nielsine Nielsen endelig kunne kalde sig cand.med., og det var et festmåltid for en kvinde, der havde trådt en ny vej i dansk kvinde- og medicinhistorie. Eller – som der stod i landets aviser i dagene efter Nielsens embedseksamen var i hus: “... med hende har de kvindelige læger gjort deres debut.” Nielsine Nielsen tog sin embedseksamen i 1885, og derefter måtte hun ud på forskellige københavnske hospitaler samt tage på ophold i udlandet for at søge specialviden, inden hun slog sig ned som læge med egen praksis i København. Hun kaldte de femten formative år for sine “studie- og vandreår”, og hun betragtede dem som de lykkeligste i sit liv. Det var også netop de år, hun skrev om i sine erindringer, som hun nedfældede i en stak stilehæfter inden sin død, og som hun ønskede skulle udgives, når
11
NIELSINE NIELSEN
hun ikke var længere. Erindringerne var en fortælling om en kvindes liv, der tog form efter et klassisk dannelsesforløb: den tidlige opvækst, de første spæde forsøg på at gøre noget andet end at følge familiens og tidens normer for en kvinde, efterfulgt af en vision og en vækkelse, et klart mål for livet og endelig en erkendelse af, at det mål kun kunne blive indfriet uden for Fyn og de familiære rammer. Det var en historie om, hvordan hun havde forladt Svendborg og familien for at få en uddannelse som læge og på sin vej havde mødt både engle og dæmoner, der havde formet hendes retning og sind. Og endelig var det en beretning om, hvordan hun efter mange kampe, med gode viljers hjælp og især sin egen viljestyrke og sit intellekt var nået i mål, havde fået sin eksamen og var blevet til det, ingen troede var muligt for en kvinde: universitetsuddannet læge. Erindringerne om “de femten lykkelige år” fik en happy ending. Når erindringerne, som blev udgivet efter hendes død, vakte furore og offentlig opstandelse – ikke mindst i lægekredse – hang det sammen med, at Nielsine Nielsen ikke bare skrev sødt om sine studieår, men at hun til tider greb ud efter den skarpeste pen og tog et verbalt opgør med de overvejende mandlige læger, der havde kæmpet imod kvindernes indtog på deres faglige enemærker. Hun skrev, så det sprøjtede og spruttede af vrede mod modstanderne, og hun skånede dem ikke i sine beskrivelser af deres faglige og menneskelige uformåen. Det var hård kost for nogle læsere, som mente, at der ikke var grund til
12
FORORD
at udgive den slags perfide og personlige angreb. Siden – i 1985, som var 100-året for hendes cand.med.-eksamen – blev erindringerne igen udgivet i bogform. Denne gang var dele af livsforløbet også udeladt, men den heftige diskussion om erindringernes berettigelse udeblev. Til gengæld skrev en stribe kvindelige læger på baggrund af 100året bøger og artikler om deres karrieres stammoder og kvinden, der havde gjort det muligt for dem at blive læger. Efter den markering var det, som om Nielsine Nielsen blev glemt igen. Hun dukkede en gang imellem op i kvindehistoriske sammenhænge, hvor hun blev tildelt et par linjer, men ellers har hun ikke fyldt meget. Dette er nu ved at ændre sig – og med rette: Nielsine Nielsen medvirkede til at skabe grundlæggende forandringer i det danske samfund, blandt andet ved at sikre kvinder adgang til uddannelse, et professionelt arbejdsliv, status og indflydelse. Desuden passer hendes historie godt til vores tid og længsel efter stærke rollemodeller og personligheder, der spejler fortid såvel som nutid, og som understreger værdien af at rejse sig og tage de hårde og personlige kampe for at skabe forandringer til eget og andres bedste.
Den ukendte dagbog Vi har som grundlag for dette portræt af lægepioneren Nielsine Nielsen arbejdet med de originale, maskinskrevne og trykte udgaver af Nielsine Nielsens erindringer,
13
NIELSINE NIELSEN
som vi indtil for nylig troede, var det bedste og stort set også det eneste materiale, der kunne give indtryk af hendes tidlige liv og studieår. De håndskrevne hæfter ligger i original form på Det Kongelige Bibliotek, hvor de, efter gængs regelsæt, var utilgængelige i 75 år efter indleveringen. Det vil sige, at skulle de bruges i offentlige sammenhænge, krævede det Nielsine Nielsens families tilladelse. I begyndelsen af 1990’erne bortfaldt den klausul, og de afsnit, der havde været udeladt i de trykte udgaver, er nu tilgængelige for alle. På Rigsarkivet ligger yderligere en maskinskreven afskrift, som – har det vist sig i løbet af vores arbejde med denne bog – også er en udgave, der findes i begrænset antal hos privatpersoner rundt om i landet. Det virker sandsynligt, at Nielsine Nielsen selv fik denne udgave trykt og mangfoldiggjort, og at hun forærede den til venner og familie før sin død. Det er vanskeligt at finde andet materiale om Nielsine Nielsen, for hun efterlod ingen breve eller korrespondancer i offentlige arkiver. Der findes kun nogle få breve fra hendes hånd i privatarkiver, blandt andet ligger der lidt sporadisk korrespondance mellem hende og Ludvig Trier i Triers privatarkiv på Det Kongelige Bibliotek. Der findes heller ingen scrapbøger med udklip og interviews, og hvad angår omtale i hendes samtids aviser, blev der kun sjældent skrevet om landets første kvindelige læge, selvom hun drev en god og anerkendt klinik og var kvindepolitisk aktiv. Hovedkilden til dette portræt var derfor i lang tid
14
FORORD
Nielsine Nielsens egne erindringer. De giver et sjældent indblik i en kvindelig banebryders kamp i sidste del af 1800-tallet og er derfor uden tvivl også et godt og troværdigt grundlag for en fortælling om hendes liv som lægepioner. Når det er sagt, så har Nielsine Nielsen naturligvis benyttet sig af forfatterens privilegium og skrevet lige præcis det, hun ønskede, at eftertiden skulle vide om hende. Hovedvægten er lagt på uddannelsesårene, mens der kun er sparsomme sekvenser om hendes opvækst og ungdom i Svendborg, ligesom hun stort set intet har skrevet om livet som færdiguddannet læge. Derfor var det en stor – og kærkommen – overraskelse, da vi fik kendskab til en dagbog, som Nielsine Nielsen havde skrevet i sine unge år. Vi var allerede langt i vores arbejde med denne bog, faktisk havde vi afleveret manuskriptet til forlaget, men her var en dagbog, som kun var kendt af en mindre kreds af Nielsens slægtninge, og som altså var i privateje. Den dagbog har vi fået lov til at læse, og det har været lidt vildt. Det er ikke nemt at få et så ærligt og uredigeret indblik i en unge kvindes tanker og liv i provinsen i 1800-tallets Danmark. Og nok så vigtigt: Dagbogen gav erindringerne en ekstra dimension. Nielsine Nielsen delte sine tanker med dagbogen, da hun var 17-18 år, det vil sige i årene 1867-1868. Hun var endnu ikke flyttet til København, og hun havde slet ikke tænkt, at hun skulle være læge. At læse de ordrige og velskrevne sider virkede som en tidsmaskine, der sendte os
15
NIELSINE NIELSEN
tilbage til 1800-tallets Svendborg med skibe i havnen, hestevogne i gaderne og livet hos familien Nielsen, hvor den ene af husets unge døtre, Nielsine Nielsen, forsøger at forlige sig med sin families og ikke mindst farens krav og forventninger. Samtidig kæmper hun med sin kristne overbevisning om, at Gud varetager hendes liv og den fremtid, som hun i grunden gerne selv vil tegne. Det er en dagbog, der beskriver en følsom og til tider bitter-ironisk og desperat ung kvindes kamp for at finde en plads i provinsbyens snævre gader og hjem, hvor hun har svært ved at etablere venskaber, fordi hun vil så meget mere med sit liv end sin familie og omgangskreds. Hun drømmer hele tiden om det gode og spændende liv langt væk, hvor hun kan dyrke det, hun hungrer allermest efter, nemlig kundskab og viden. Og kærlighed. Den kærlighed, som hun slet ikke omtaler i sine erindringer, har en central plads i den unge kvindes dagbog, og det er måske en af mange grunde til, at den ikke blev overladt til et offentligt arkiv i Nielsine Nielsens egen tid. Den var – og er – personlig og privat. Selvom dagbogen kun dækker to år af Nielsine Nielsens over 60 år lange liv, bekræfter den alligevel erindringens billede af et selvstændigt tænkende og handlende menneske, ligesom den også understreger, hvor svært det var for datidens kvinder at finde deres egen vej at gå: Ville de andet end hustrurolle og moderskab, var der ingen rollemodeller at spejle sig i og stort set ingen hjælp – eller forståelse – at hente nogle steder. For Nielsine Nielsens vedkommende afslører dagbogen, at modet til at tage de
16
FORORD
første vaklende skridt mod realisering af drømme om uddannelse og egen økonomi helt klart kom fra hende selv. Men selvom Nielsen ofte følte sig alene, så var hun dog så heldig at være født ind i et århundrede, hvor der var forandringer på vej for kvinder med drømme som hende: Nielsine Nielsens dagbog og erindringer er derfor også nyttige prismer at se 1800-tallet igennem, det århundrede, som er blevet kaldt både moderskabets og videnskabens århundrede. Begge dele afspejles og udfordres af Nielsine Nielsens livsbane: Hun bliver hverken gift eller nogens mor. Til gengæld bliver hun læge med egen klinik. Drevet frem af tidens tanker om demokrati, lighed, kvinders rettigheder og århundredets videnskabelige nybrud. Hun fik venner, der som en tilvalgt familie stod hende bi, når hendes egen families støtte og forståelse ikke rakte. Og så var hun en soldat i, hvad fagforeningsforkæmperen Olivia Nielsen i slutningen af 1800-tallet kaldte ”en hverdagshær i skørter”. Hun var blandt de kvinder, der marcherede frem og krævede en stemme. Men som også gik arm i arm med flere bukseklædte mænd, der ikke længere ønskede at være alene med magten. Nielsine Nielsen var med andre ord både alene og del af en bevægelse, hun var et viljestærkt individ i en tid, hvor alting ændrede sig, og hvor der på flere afgørende områder for kvinder – og mænd – blev lagt et fundament til det Danmark, vi kender i dag. Citater, også dem fra Nielsine Nielsens erindringer og dagbog, er omskrevet til nutidsdansk.
17