5
I EMBEDS MEDFØR
6
I embeds medfør - medicinske selveksperimenter gennem tiden Lasse Romer Olsen 1. udgave, 1. oplag © FADL’s Forlag A/S 2019, Roskilde ISBN 978-87-93590-98-4 Forlagsredaktion og projektledelse: Joachim Sømark Tekstredigering: Martine Kathrine Mosumgaard og Maria Happel Omslag: Julie Panton Grafisk opsætning: Per Baasch Jørgensen, Graphorama.dk Tryk: Opolgraf Printed in Poland, 2019 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag.
FADL’s Forlag A/S Skomagergade 15, 3. sal 4000 Roskilde fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk
I EMBEDS MEDFØR
7 LASSE ROMER OLSEN
I EMBEDS
MEDFØR Medicinske selveksperimenter gennem tiden
F A D L’ S F O R L A G
8
I EMBEDS MEDFØR
Prolog SIDE 10
KAPITEL 1 Selveksperimentets ophav og tidlige tilfælde SIDE 20
KAPITEL 2 Store dræbere – til kamp mod epidemier SIDE 44
MELLEMSPIL Selvforsøgets motiver og etik SIDE 78
KAPITEL 3 Vold mod egen krop – frivillige invasive indgreb SIDE 90
KAPITEL 4 Lattergas, kokain og sydamerikansk pilegift – smertefri operationer og anæstesiens pionerer SIDE 116
MELLEMSPIL Tal og tendenser – selvforsøgets statistik SIDE 142
KAPITEL 5 Kribler det? – Om frivillige parasitære infektioner SIDE 152
9
KAPITEL 6 Hvor går grænsen? – Fysiologiske selvforsøg SIDE 182
KAPITEL 7 Levende laboratorier – selveksperimenter i farmakologiens fagre verden SIDE 208
KAPITEL 8 Smudsfester og skørbug – forsøg i ernæring SIDE 234
KAPITEL 9 Tykkere end vand – selvforsøg i hæmatologiens tjeneste SIDE 258
KAPITEL 10 I Frankensteins fodspor – kulturens selveksperimenterende læger SIDE 284 Epilog SIDE 306 Litteratur SIDE 322 Noter SIDE 324
10
I EMBEDS MEDFØR
PROLOG
Den 20. juli 1889 kunne man i det velansete tidsskrift The Lancet læse om en forvandling, der var intet mindre end mirakuløs. Den 72-årige læge Charles-Édouard Brown-Séquard (1817-1894) havde angiveligt fundet ungdommens kilde i form af en spermatisk eliksir bestående af knuste dyretestikler, og efter at have afprøvet opskriften på sig selv følte han sig revitaliseret og ung igen. Brown-Séquard havde udviklet en teori om aldrende mænds aftagende vitalitet. Han syntes at have observeret, at masturbation og tab af sæd reducerede mænds mentale og fysiske formåen, så Brown-Séquard konkluderede, at der måtte være noget i sæden – og dermed i testiklerne – der gav energi og livskraft. Gamle mænds svaghed skyldtes ifølge Brown-Séquard et naturligt organisk forfald og en aftagende testikulær aktivitet. Så kunne man blot sprøjte sæd ind i blodet på ældre mænd, ville de bevare en betydelig andel af deres ungdoms vigør. Efter en serie af forsøg på dyr bestemte Brown-Séquard sig for at foretage eksperimentet på sig selv. Han blandede nu en eliksir bestående af en lille del vand, blod fra en mennesketestikels vene, sæd og en art juice udvundet fra knust testikel fra unge hamstere og ung hund. Over en periode på tre uger gav Brown-Séquard sig selv ti smertefulde indsprøjtninger med denne ungdomseliksir. I Lancet-artiklen opridser den 72-årige læge den mirakuløse forvandling, han gennemgik. Før injektionerne måtte han sætte sig efter blot en halv times arbejde i laboratoriet, og efter to-tre timers stillesiddende arbejde var
PROLOG
han fuldstændigt udmattet. Ved hjemkomsten måtte han hastigt gå i seng, men alligevel sov han uroligt og forstyrret. Men efter blot få indsprøjtninger med eliksiren fra ungdommens kilde havde han genvundet sin ungdoms styrke! Brown-Séquard kunne nu arbejde længe, hans gode søvn var genoprettet, og igen kunne han løbe op og ned ad trapperne. Både før og efter injektionerne målte han sin fysiske styrke med et såkaldt dynamometer, og hans muskelkraft var markant forøget. Også hans urinstråle var blevet anseeligt kraftigere, og han havde lettere ved at afføre.1 Nyheden forbløffede både lægestand og lægmænd. Opportunistiske charlataner begyndte snart at sælge alle mulige eliksirer til forhåbningsfulde aldrende mænd. I dag er der enighed om, at de positive virkninger, som Brown-Séquard og andre efterfølgende oplevede, kan forklares som et resultat af placebo, da ekstraktet fra testiklerne var biologisk inaktivt. Alligevel resulterede hans forsøg og omtalen af det i en forøget interesse for denne måde at behandle symptomer på, og han er således en pionerende skikkelse inden for det, vi kender som hormonbehandling. Brown-Séquard er et farverigt bekendtskab. Han blev født på Mauritius som søn af en amerikansk sømand og en fransk syerske, og igennem sit liv arbejdede han på flere kontinenter – længe før flytrafik skal han have krydset Atlanterhavet tres gange! Han havde kraftige humørsvingninger, og han fik impulsive, grandiose og til tider urealistiske idéer, men alligevel besad han nogle af de mest prestigefulde akademiske positioner i både England, USA og Frankrig. Da Brown-Séquard skulle afprøve sin ungdomseliksir, kunne han have udvalgt en villig forsøgsperson. Men han valgte selv at lægge krop til eksperimentet. Han udførte et selvforsøg. Denne bog handler netop om dette fænomen: det medicinske selveksperiment, lægers villighed til at bruge egen krop som laboratorium. I nogle tilfælde resulterede disse forsøg i revolutionerende videnskabelige gennembrud. I andre tilfælde havde forsøgene dramatiske, nogle gange tilmed fatale følger. I denne bog gennemgås en række af de mest betydningsfulde og opsigtsvækkende forsøg på egen krop, og deres medicinhistoriske kontekst opridses. Forhåbningen er, at disse historier vækker tanker om de
11
12
I EMBEDS MEDFØR
store opdagelsers natur, hvor uforudsete hændelser og forskeres offervillighed ofte har spillet en uvurderlig rolle.
“PÅ SKULDRENE AF GIGANTER...” Det er på sin plads at knytte nogle metodiske bemærkninger til denne bogs tilblivelse. “Hvis jeg har set længere, er det fordi, jeg har stået på skuldrene af giganter”, skrev Isaac Newton i 1676 i et brev til en videnskabelig konkurrent.2 Betydningen af Newtons formulering er egentlig ganske indlysende: Det er den berømte videnskabsmands anerkendelse af det arbejde, der gik forud for hans egne revolutionerende opdagelser. Det vil være overmodigt at sammenligne denne bogs gennemgang af et vedholdende medicinhistorisk fænomen med store videnskabelige gennembrud – for slet ikke at tale om Newtons ubeskriveligt betydningsfulde opdagelser – men alligevel kan der drages paralleller. En bog som denne havde ikke set dagens lys, havde det ikke været for det arbejde, der er blevet udført af historisk interesserede læger, faghistorikere og videnskabsjournalister, som utrætteligt har læst og udlagt utallige oprindelige videnskabelige artikler og lange biografier. I denne gennemgang af talrige medicinske selvforsøg fra starten af 1600-tallet og frem til i dag har det været praktisk umuligt at konsultere alle de relevante primærkilder. Selvom flere originale publikationer har fundet vej ind i teksten, går bogen altså i fodsporene af dette mangfoldige forudgående arbejde. Bogen er forsynet med et noteapparat, så den nysgerrige eller skeptiske læser selv kan konsultere de tekster, som ligger til grund for de påstande, der lanceres her. Antallet af dokumenterede selvforsøg er stort, så en udvælgelse har fundet sted. Der eksisterer til en vis grad en art selvforsøgets kanon, som naturligvis er repræsenteret. Det gælder for eksempel gul feber-forsøgene i år 1900, Werner Forssmanns hjertekateterisation i slutningen af 1920’erne og Barry Marshalls undersøgelser af den mavesårsforårsagende bakterie i 1980’erne. Derudover har udvælgelsen baseret sig på kriterier, som almindeligvis definerer den gode dokumentariske historie: væsentlighed (har forsøgets re-
PROLOG
sultater haft grundlæggende videnskabelig betydning?) og sensation (kan det virkelig være rigtigt?). For læsbarhedens skyld er de allerfleste fremmedsproglige citater oversat til dansk. Hvis der ikke er angivet en oversætter i referencen, har jeg selv – på godt og ondt – begået oversættelsen.
EN UTILSIGTET HISTORIE OM HVIDE MÆND Når man læser bogen, står det klart, at de fleste omtalte forsøg er foretaget af hvide mænd. Dette er ikke et bevidst valg, og det beror heller ikke på tilfældigheder. Det skyldes nærmere den historiske kendsgerning, at kvinder længe var forment adgang til den autoriserede lægegerning. Her følger en kort skitsering af kvindens – ofte underfortalte – rolle i medicinhistoriens krønike. Kvinder har sandsynligvis udøvet lægegerning gennem hele menneskehedens historie. Den måske tidligst dokumenterede kvindelige læge var Merit-Ptah, der var ledende læge og blandt andet behandlede faraoner. Hun virkede i Egypten omkring år 2700 f.v.t. Den mest kendte kvindelige behandler fra oldtidens Grækenland er jordemoderen Agnodike, men de færreste historikere tror på, at hun faktisk eksisterede. Hun blev dog alligevel en fast bestanddel i de senere europæiske drøftelser om kvinder i den medicinske praksis: Uden nogen entydig historicitet kunne hun udfylde en hvilken som helst nødvendig funktion i meningsudvekslinger for og imod kvindelig involvering i den medicinske udøvelse og i videnskaben generelt.3 At Agnodike sandsynligvis aldrig har eksisteret, ændrer dog ikke på det efterhånden veletablerede faktum, at kvinder tog del i den lægelige tjeneste i antikken.4 I middelalderen har kvinden også spillet en stor rolle i forsøget på helbredelse og pleje af de syge. De kvindelige behandlere udførte en service, der er praktisk talt identisk med den, deres mere officielt sanktionerede mandlige modstykker kunne tilbyde.5 Som jordemødre var de mandlige læger ikke stort bevendte. Kvinders plads som hjælpersker ved fødslen har sandsynligvis en lige så lang historie som fødslen selv. Men for mange mandlige læger var selve lægegerningen en intellektuel og tekstuel bedrift, der primært
13
14
I EMBEDS MEDFØR
handlede om at være velbevandret i fortidens lægers tekster og religionens mere eller mindre tilfældige idéer om sundhed og sygdom. Den universitetsuddannede læge var teoretiker, ikke praktiker.6 Og desuden var der jo muligheden for en skandale, skulle man stikke hovedet ned mellem en anden mands kones ben ... I tilfælde af en kompliceret fødsel burde man søge en mandlig læges ekspertise, men da de mandlige læger i alt væsentligt manglede erfaring med den faktiske fødsel, var kvindelige jordemødre fuldkomment allestedsnærværende i middelalderens majeutiske lægegerning. Selvom jordemødre kom fra underklassefamilier og ofte var analfabeter, var de alligevel ikke mindre påskønnede, end at de kvalificerede sig til en offentlig pension, og de havde forbud mod at forlade den by, de arbejdede i. Og selvom det i dag lyder ret begrænsende for den personlige frihed, skal det i lyset af tidens sociale bestemmelser ses som en anseelig anerkendelse af fagligt værd og respekt. Selvom kvinden ikke havde nogen særlig plads i middelalderens akademiske diskurs, havde hun et rum for medicinsk virksomhed. Dette skulle dog snart ændre sig. Med institueringen af de europæiske universiteter og den tiltagende specialisering af lægevidenskaben blev kvindens lægelige praksis mere ildeset og i nogle sammenhænge tilmed ulovlig, og da universiteterne kun var tilgængelige for mænd, blev den medicinske praksis organiseret i et hierarki med et mandligt monopol. Et eksempel på denne mandlige monopolisering er historien om Jacoba (Jacqueline) Felicie, der virkede som læge i 1300-tallets Paris. Felicies retssag i 1322 er interessant, da hun aldrig blev mistænkt for at have ydet ringe behandling. Hun blev derimod dømt for at have ageret for meget som en mand: Hun gjorde alle de ting, som mandlige læger ville have gjort. Hun undersøgte patientens urin og puls, palperede patienten, udskrev recepter på forskellige lægemidler, og så tog hun imod betaling for sit arbejde, men modsat mange mandlige læger tog hun først imod betaling, når den anviste kur havde vist sig virksom.7 Anklagen mod Felicie var således ikke baseret på en påstand om faglig inkompetence, men om manglende akademisk licens. Flere vidnede om hendes medicinske kunnen. Men Felicie havde
PROLOG
valgt at praktisere medicin uden universitær træning (man overså på behændig vis det forhold, at hun som kvinde ikke havde adgang til universitetet), og hun blev idømt en klækkelig bøde og blev ekskommunikeret – altså smidt ud af kirkens fællesskab. Med universiteternes medicinske fakulteters stigende magt blev forbud mod kvindelige behandlere mere systematisk håndhævet, og flere steder blev det forbudt ved lov for kvinder at praktisere medicin. I de følgende århundreder udspillede hekseprocesser sig med tusindvis af henrettelser til følge, og kvinder i medicin er herefter et relativt sjældent syn. Én ting var en massehysterisk og religiøst funderet frygt for dæmoni, men noget andet, man måske bør notere sig, er, at tiden på paternalistisk vis – og med udgangspunkt i nogle ret fordrejede og lattervækkende antagelser – forsøgte at skærme det letpåvirkelige kvindesind. I det 18. århundrede antog man, at kvinder var særligt modtagelige for skønlitteraturens forestillingsverden og let lod sig korrumpere. Modsat hos mændene blev den kvindelige læsning ikke underlagt fornuften og dyden. I stedet var kvinden offer for farlige illusioner gennem sin identifikation med den fiktionelle verden, hvor usande, overdrevne og bizarre hændelser tit blev repræsenteret. Hvis kvinden læste en urealistisk skildring af romantisk kærlighed, ville hun med sikkerhed bryde ud af sit ægteskab med samfundets sammenbrud til følge. Med kvasimedicinske udtryk som “læsemani” og “læsefeber” blev den kvindelige læsning anset som en trussel mod den rationelle, kristne og patriarkalske orden.8 Hvis kvinden ikke engang kunne tiltros at læse skønlitteratur, hvordan kunne man så forvente, at hun kunne forvalte andres sundhed med rationel videnskabelighed, og hvordan skulle hun kunne undgå at blive korrumperet af magten over andre menneskers liv? Med den generelle samfundsudvikling og fremkomsten af de forskellige kvindebevægelser blev det efterhånden muligt for kvinder at læse medicin ved universiterne. I Danmark bestod Nielsine Nielsen (1850-1916) som den første kvinde sin embedseksamen i 1885, men graden blev ikke sikret uden modstand. Da Nielsen senere forfulgte et ønske om at blive speciallæge i gynækologi, stod det klart for hende, at overlægevældet stod i vejen. Hun søgte til det
15
16
I EMBEDS MEDFØR
Sygeplejersker – nonner – på arbejde på Hôtel-Dieu, et af Paris’ ældste hospitaler.
mere moderne England og opsøgte den i dag berømte gynækolog
Wellcome Collection. CC BY.
blev aldrig gynækolog og åbnede i stedet egen praksis.
Lawson Tait (1845-1899), som hun dog fandt magtmisbrugende og sammenlignede med “en ældre fed slagtermester”.9 Nielsen Fra slutningen af 1800-tallet begyndte kvinder altså at dukke op på lægestudierne, men de var stadig i markant undertal. Derudover var det længe sådan, at de fleste kvindelige læger specialiserede sig inden for mere “kvindelige” områder, såsom obstetrik og pædiatri, inden for hvilke man af gode grunde nok ikke foretager så megen forskning på sig selv. Måske skyldes fraværet også, at de kvinder, der faktisk har været udøvende behandlere, ikke har fokuseret på den prestige, der er i at få risikabel forskning udgivet og derved bevaret for eftertiden. De betydningsfulde poster inden for den akademiske lægeverden har længe været besat af mænd. Ligeledes har redaktørerne af de medicinske tidsskrifter været mænd. Man kan forestille sig,
17
PROLOG
MIDDELAL DE R E N S S Y G E P L E J E R S K E S H V E R DAG Middelalderens korstog udgjorde en særlig lejlighed for oprettelsen af hospitaler og udviklingen af rollen som sygeplejerske. Når jeg bruger ordet sygeplejerske om middelalderens kvindelige behandlere, skal det egentligt blot understrege, at de tog del i den daglige behandling og modsat deres mandlige sidestykker ikke var en del af den akademiske lægevidenskabelige diskurs – deres egentlige plejemæssige interventioner var ikke i noget betydeligt omfang anderledes end de mandlige lægers. Med udgangspunkt i beskrivelser af de tidlige franske hospitaler kan man skitsere sygeplejerskens hverdag.10 En af hospitalernes store udgifter var til lagener, så det at vaske det brugte og besudlede linned var en stor opgave, der påfaldt sygeplejerskerne. Når et lagen havde udtjent sin værnepligt som lagen, kunne det efter vaskning omdannes til bandager og andre brugbare remedier. Under epidemier var vaskegerningen uafladelig og varede i uger eller måneder. Når patienten endelig udviste tilpas rettidighed og gik hen og døde, udgjorde salget af dennes efterladenskaber en nødvendig indtægt for hospitalet. Overbelagthed ud over hospitalets kapacitet var en almindelighed, og i perioder med epidemier var det nødvendigt, at seks personer måtte deles om en persons seng. Som sygeplejerske mødte man ind på
sin vagt klokken 5 om morgenen. Herefter var opgaven at passe patienterne, skifte sengetøj, servere mad og vaske alle patienterne med vand fra den samme balje. Nattesygeplejersken måtte derudover tage alle patienterne en tur på det offentlige toilet – til opgaven udleverede hospitalet et par slippers for hver to patienter. Hvis den svagelige, forvirrede og inkontinente patient havde et uheld på vej til latrinen, måtte sygeplejersken også tage sig af dette, også i fraværet af en tilfredsstillende nattelampe. Hvis en fejlslagen fødsel fandt sted, hvilket ikke var sjældent, måtte den vagthavende sygeplejerske kremere liget. Herefter havde den sørgende moder ret til tre ugers betalt pleje. Hvis moderen derimod afskrev sig retten til barnet, eller hvis moderen døde under fødslen, var det pålagt hospitalet at tage vare på det nyfødte barn i op til syv år. Disse opgaver påfaldt også sygeplejerskerne, som i år uden store epidemier måtte tage op mod 70 nyfødte ind om året. Derudover var det en del af sygeplejerskens arbejde at passe haven og dens hjælpsomme urter og at opretholde fødevareproduktionen. Da pesten, “den sorte død”, indtraf i 1348, flygtede de fleste mandlige læger. Sygeplejerskerne forblev i byen.
18
I EMBEDS MEDFØR
at forsknings- og publikationskulturen har været forbeholdt mænd, mens de mange udøvende kvinder i stedet har fokuseret på at give kvalificeret behandling til de patienter, de har mødt. Da selvforsøgets guldalder er 1850-1950, bør man have denne sociale og professionelle historie in mente, når det slående fravær af kvinder i denne behandling af selvforsøg skal forstås. Derudover er der i bogen et vist eurocentrisk udgangspunkt. Det skyldes mest af alt, at andre medicinhistorier – for eksempel den arabiske og asiatiske – sjældent er synderligt velbeskrevet i den europæisk-amerikanske og ofte engelsksprogede litteratur. Der er garanteret eksempler på selvforsøg, som er udeladt af behandlingerne af emnet, fordi de ikke har været tilgængelige på grund af manglende oversættelser. Herfra skal der lyde en opfordring til verdens medicinhistorikere om at rette op på denne skævvridning, så det store billede af selvforsøgets historie (og af medicinhistorien generelt) bliver mere retvisende.