Sille og Sigurd - August 2020

Le de rh ĂŚ fte

Sille og Sigurd hos dinosaurerne

A1 ugust 2020

Kære Leder Sille og Sigurd rejser tilbage til kridttiden og møder springøglen Felux og babydinosauren Fjumse.

Pludselig bliver Fjumse bortført af en flyveøgle, og så må Sille og Sigurd og deres nye ven følge efter, redde ham og hjælpe ham med at finde sin mor. Undervejs møder de både glubske krokodiller og en vred og sulten Tyrannosaurus Rex. Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og dinosaurerne, som er en genudgivelse af en gammel klassiker. Den kan du læse højt for klassen til jeres møder. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv. Bagest i hæftet finder du tre andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Den første andagt handler om Skabelsesberetningen og dinosaurerne. Sille har svært ved at forstå, hvordan

de to ting hænger sammen. I Bibelen læser vi, at Gud har skabt jorden, og samtidig har dinosaurerne levet mange millioner år, før menneskene kom til. Andagten viser, hvordan vi kan holde styr på historierne. Den anden andagt tager udgangspunkt i et lille uddrag fra teksten om skovbørnenes Tænkested. Den handler om at ønske sig noget rigtig meget, ligesom skovbørnene der ønsker sig tilbage til kridttiden. Den sidste andagt handler om, at Gud aldrig lader os alene, heller ikke når vi er blevet væk som Fjumse. Andagten tager udgangspunkt i lignelsen om de 100 får. Aktiviteterne består af mødeidéer, opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på. Vi håber, at historien, andagterne og aktiviteterne kan skabe rammen om nogle gode og meningsfulde møder. Rigtig god fornøjelse.

Mia Fanefjord Hansen, redaktør

Redaktør Mia Fanefjord Hansen Redaktion Connie Madsen, Rikke Vingborg, Joan Svarre, Ida Lykke Krøyer & Lene ­Thanild Schøler T ­ egninger Jakob Kramer Layout FDF-layout Tryk Zeuner A/S OPLAG 900 - ISSN: 1603-4082 Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen silleogsigurd@FDF.dk

2

Her er Sille og her er Sigurd, og her er historien, om dengang de rejste tilbage til kridttiden og mødte en Tyrannosaurus Rex. Der var friske spor i sneen. Sille havde set dem før og vidste at, de kom fra en ræv. Der var også små spor hvor fuglene havde hoppet rundt.

Sille var ved at være træt af vinteren. Hendes ånde stod som røgskyer ud i luften, mens hun skovlede sneen op i bunker. Gid det snart blev forår. Hun kiggede op mod hytten. Der steg grå røg op fra skorstenen. Sigurd sad derinde foran den varme pejs. Han skulle have en snebold lige i nakken, skulle han, fordi han lod hende skovle sne alene!

Sille satte skovlen på plads og fandt en pose fuglefrø. Hun smed et par håndfulde på jorden. Nu var det tid til at komme ind og få varmen. ”Sigurd, vil du også have varm kakao?” spurgte Sille, da hun kom ind. ”Hmm,” svarede Sigurd. Det lød ikke, som om han hørte efter.

Hun varmede vand og lavede to kopper kakao.

Hun gav den ene til Sigurd. ”Tak,” mumlede han uden at tage øjnene fra sin bog. ”Jeg så rævespor derude,” sagde Sille. ”Vi skal huske at lægge det sidste af kyllingen fra i går ud til

den. Den har sikkert svært ved at finde mad.” ”Du skal bare være glad for, at vi ikke lever i kridttiden. Så var det os, der var i fare for at blive spist,” sagde Sigurd. ”Skidttiden? Hvad er det?” spurgte Sille. ”Ikke ’skidt’. Kridttiden,” sagde Sigurd. ”Det var den tid, hvor der levede dinosaurer på jorden. Se selv.”

Sigurd rakte hende den store bog han havde læst i. Den var fyldt med store, flotte billeder af dinosaurer. ”Der er godt nok mange forskellige!” sagde Sille. ”Ja, der var rigtig mange,” sagde Sigurd. ”Der var nogle små, måske på størrelse med høns, men der var også rigtig mange som var kæmpe store.

Jeg tror slet ikke, at man ved, hvor mange forskellige der var. Nu er de jo døde alle sammen.” ”Alle sammen?” spurgte Sille og blev helt trist. ”Ja, der står i bogen, at de sidste dinosaurer forsvandt for 65 millioner år siden. Det er altså rigtig mange år siden.” ”65 millioner år…” gentog Sille tænksomt. ”Men hvis det er så lang tid siden, hvordan kan man så vide, at det er rigtigt? Måske er det bare noget, som ham, der har skrevet bogen, har fundet på?” ”Nej, det er ikke,” sagde Sigurd. ”Man har fundet deres knogler i jorden. Man har fundet hele dinosaurus-skeletter, og på den måde kan man se, hvor store de var.” ”Tænk hvis der stadig var dinosaurer, så man kunne gå i zoologisk have og se dem,” sagde Sille. ”Eller man kunne møde dem ude i skoven, ligesom harerne, rævene og dådyrene.” ”Men det er der ikke, så derfor må man læse om dem i en bog,” svarede Sigurd. Han tog bogen tilbage. Sille sad stille ved siden af ham og drak sin kakao. ”Hvis man havde en tidsmaskine, så kunne man bare rejse tilbage i tiden og se dem,” sagde hun efter et stykke tid. ”Vi har en tidsmaskine!” udbrød Sigurd og smækkede sin bog i med et knald. Sille blev så forskrækket, at hun spildte kakao på gulvet. ”Har vi det?” sagde Sille og kiggede på kakaopletten. ”Ja!” sagde Sigurd og nikkede ivrigt. ”Eller det er måske ikke rigtigt en maskine. Det er nærmere en slags dør til fortiden.” Sigurd så meget snedig ud. ”Og hvor er den dør så henne, om jeg må spørge?” spurgte Sille. ”Tænkestedet!” sagde Sigurd. ”Tænkestedet?” gentog Sille.

3

HISTORIE AF: Christian Engkilde

4

”Tænkestedet er ikke bare et sted, man kan tænke. Det er også et sted, hvor man kan få opfyldt sine ønsker, hvis man er heldig. Kom vi går derover nu,” sagde Sigurd og spang op.

Sille skyndte sig efter ham. Hun havde bestemt ikke lyst til at gå glip af noget.

Tænkestedet lå et stykke fra hytten. Efter lidt tid kom de til et område, hvor skoven var meget tæt.

Her smuttede de ad en lille sti ind gennem vildnisset. Til sidst nåede de til en cirkel træer, med en lille lysning i midten. Om sommeren var græsset tæt og blødt her, men nu var det hele dækket med sne. Det var Tænkestedet - Sille og Sigurds hemmelige sted i skoven. ”Er du sikker på, at Tænkestedet er en tidsmaskine?” spurgte Sille og satte sig på en sten. Hun kiggede sig omkring. Alt så ud som det plejede. ”Tænkestedet er et magisk sted,” svarede Sigurd. ”Sådan har det altid været. I meget gamle dage troede folk, at stedet var direkte forbundet med gudernes hjem.” ”Det er rigtigt,” nikkede Sille. ”Jeg har også altid følt mig tættere på Gud, når jeg er her.” ”Jeg tror, at Tænkestedet er forbundet med alting her i universet. Derfor er det også en dør til fortiden,” sagde Sigurd. ”Men hvordan virker den?” spurgte Sille. ”Let nok! Kom, tag mine hænder. Så stiller vi os her i midten og lukker øjnene.”

Sille gjorde, som han sagde. ”Nu skal vi bare ønske os tilbage til kridttiden,” sagde Sigurd alvorligt.

De to skovbørn tav, og tænkte så meget de kunne på at komme tilbage i tiden. Pludselig blev himlen gennemboret af et lyn, og der lød et øredøvende brag. De væltede om i sneen, og så sig forskrækket omkring. Hvor var de? Omkring dem stod en cirkel af træer, men det var ikke de samme træer som for et øjeblik siden. Disse var tykkere, højere og lignede ikke nogen træer, de havde set før. Og sneen var væk. I stedet stod de i et tæt græstæppe. ”Hvad skete der?” hviskede Sille.

Sigurd kiggede sig omkring med store øjne og åben mund. Dette var for vildt. De var uden tvivl kommet til et andet sted. Eller en anden tid? ”Jeg tror, vi rejste tilbage i tiden,” svarede han så. ”Alting ser anderledes ud,” sagde Sille og gik hen til en busk med blomster på. Blomsterne var kæmpe store og de strålede i stærke røde og blå farver. Sille havde aldrig set så smukke blomster før.

”Her er godt nok varmt,” bemærkede Sigurd og tog sin varme vinterjakke af. ”Det er faktisk ligesom at være i en jungle. Tænk at vores skov har været en jungle for millioner af år siden,” sagde Sille. ”Ja, jorden så helt anderledes ud dengang i kridttiden, altså nu, så der er nu ikke noget at sige til, at vi ikke kan genkende noget,” sagde Sigurd. ”Jeg synes, det er fjollet, at det hedder kridttiden,” sagde Sille. ”Her er slet ikke noget kridt.” ”Der stod noget om det i min bog, men jeg kan ikke lige huske hvad. Jeg skulle have taget den med,” sagde Sigurd. ”Hmm… jeg synes nu, det havde været mere smart at kalde det dinosaur-tiden,” mente Sille. ”Hvor er de i øvrigt henne, dinosaurerne?” ”Ja, de burde ikke være til at overse. De er jo store som huse,” svarede Sigurd. ”Men vi kan jo prøve, om vi kan finde nogen.” ”Er de ikke farlige, sådan nogle dinosaurer?” spurgte Sille bekymret. ”Nu er der jo ingen, der siger, at vi behøver at klappe dem, vel,” sagde Sigurd. Han ville rigtig gerne se en lyslevende dinosaur. Skovbørnene begav sig væk fra lysningen. De kom ind i en meget frodig skov.

Underskoven var tæt, og træerne var høje.

Det første levende væsen Sille og Sigurd så, var en sommerfugl. Den var kæmpestor og den havde flotte, turkise og orange farver. ”Hvis sommerfuglene er så store, vil jeg nødig møde en ræv. De må være lige så store som heste,” udbrød Sille. ”Jeg tror ikke, at vi møder nogle kæmperæve, men der er mange andre faglige dyr i kridttiden.

Mange af dinosaurerne er kødædere, og jeg tror sagtens, at de største kan spise to børn som os i én mundfuld,” sagde Sigurd og åbnede munden, som om han ville spise Sille. ”Jeg har ikke lyst til at blive spist,” sagde Sille. ”Heller ikke mig. Men hvis vi bare er forsigtige, sker der ikke noget,” sagde Sigurd.

Skovbørnene gik videre ind i skoven. Pludselig hørte de noget pusle bag dem. Sille vendte sig forskrækket om, men hun kunne ikke se noget.

Så var lyden der igen. Denne gang kom den fra træerne over dem, og Sigurd fik et glimt af noget, der hurtigt sprang fra gren til gren. ”Hvad er det?” spurgte Sille forskrækket. ”Det ved jeg ikke,” svarede Sigurd. ”Det er sikkert ikke noget farligt.”

I det samme kom et dyr springende ned fra et træ. Det landede et par meter fra dem. Sille skreg.

Dyret var mørkegrønt med store, grå pletter. Det var lige så højt som skovbørnene og lignede et kæmpe egern uden pels. I dyrets mund sad en lang række små, skarpe tænder. ”Blev I bange?” spurgte dyret og smilede med sin brede mund.

Sille stirrede på dyret. ”Ja, selvfølgelig blev vi bange,” sagde hun så. ”Du kom jo dumpende lige ned foran os, som om du havde tænkt dig at æde os.” ”Det var bare et lille hop. Jeg kan hoppe meget højere end det. Vil I se?” spurgte dyret ivrigt og hoppede glad op og ned på stedet. ”Du har ikke tænkt dig at æde os, vel?” spurgte Sigurd. ”Nej, selvfølgelig ikke. Jeg spiser kun bær og frugter og nødder og den slags. I smager sikkert forfærdeligt,” svarede den. ”Hvad hedder I?” Sille og Sigurd fortalte deres navne og fik at vide, at dyret hed Felux. ”Hvad er du for et dyr?” spurgte Sille. ”Jeg er en vaskeægte, sprællevende springøgle,” svarede Felux og slog en kolbøtte i luften. ”Er en springøgle en dinosaur?” hviskede Sille til Sigurd. ”Det tror jeg,” svarede han. ”Hvad er en dinosaur?” spurgte Felux som åben-

bart havde en god hørelse. ”Ved du ikke det?” udbrød Sigurd. ”Det er jo sådan én som dig. Alle dyrene i skoven er dinosaurer.” ”Aha,” svarede Felux. ”Hvad er I så for nogle dyr?

Er I også dinosaurer?”

Sille grinede. ”Nej, vi er da mennesker. Du må da have set et menneske før.” ”Næ, det tror jeg nu ikke. Jeg ville kunne huske det, hvis jeg havde set nogle så underlige dyr som jer,” sagde Felux.

I det samme blev roen i skoven afbrudt af et højt, hjerteskærende skrig. Sille og Sigurd stirrede forskrækket på hinanden. ”Det lyder som én, der har problemer,” sagde Felux. ”Jeg tror, det kom nede fra floden. Kom, vi løber ned og kigger.”

Felux begyndte at springe af sted. Sille og Sigurd forsøgte at følge efter så godt de kunne. Undervejs hørte de et nyt brøl. ”Tror du, det er klogt at komme for tæt på?” råbte Sille til Felux. ”Ja, ja, kom nu bare. Måske sker der noget spændende,” råbte Felux tilbage over skulderen. ”Den der hyler må være lidt længere fremme af stien.

Vi må hellere snige os frem, så vi ikke også ender som mellemmad.”

Felux gik ned i knæ og sneg sig forsigtigt frem.

Sille og Sigurd brød sig ikke om at ende som mellemmad, så de holdt sig langt bag det lille dyr.

Pludselig rejste Felux sig op. ”Kom bare. Det er bare Fjumse.” ”Hvem er Fjumse?” spurgte Sille.

5

Svaret fik hun, da hun kom hen til Felux. Lidt længere fremme på stien sad en lille dinosaur på halen og klynkede. Den havde en lang hals med et lille hoved, en buttet krop og en tyk hale, der var lige så lang som halsen. Den prøvede at rejse sig, men udsendte et nyt hyl af smerte. Den så meget ulykkelig ud. ”Det er Fjumse,” sagde Felux. ”Det kalder jeg ham, fordi han altid er så klodset og uheldig. Men han er selvfølgelig også kun en lille baby.” ”En baby!” udbrød Sille. ”Den er jo større end dig!” ”Han bliver større,” konstaterede Felux. ”Hvad er der galt med den?” spurgte Sigurd. ”Vi må hjælpe den,” sagde Sille. Hun hadede når dyr havde ondt, så hun løb hen til Fjumse. Dinoen blev så overrasket over at se Sille, at den holde helt op med at sige noget. ”Prøv at løfte foden op,” sagde Sigurd. Sille løftede forsigtigt op i foden og Sigurd kiggede ned under den. ”Der er lidt blod her på trædepuden. Måske har han trådt på noget skarpt,” sagde han lidt efter og fortsatte med at undersøge foden. Til sidst fandt han problemet. Mellem to trædepuder havde en tyk træsplint boret sig op i foden. Sigurd trak den hurtigt ud. Fjumse hylede kort af smerte, men så kunne den mærke, at smerten fortog sig. Den lille dinosaur forsøgte at støtte på benet, og denne gang kunne det lade sig gøre. Han brølede glad og sprang ud i floden som en legesyg hundehvalp. ”Nej, hvor er han nuttet,” udbrød Sille og prøve-

6

de at kalde Fjumse til sig, som var han en hund.

Fjumse reagerede overhovedet ikke. Han plaskede bare videre i vandet. ”Hvor er hans mor henne?” spurgte Sigurd. ”Hun er mest på sletten på den anden side af floden og skoven, men nogle gange går de også over på denne side af floden for at spise,” svarede Felux. ”Vi må da hjælpe ham med at finde sin mor,” sagde Sille og smilede til Fjumse i vandet. ”Er I to altid så vilde med at hjælpe andre?” spurgte Felux. ”Vi bor selv i skoven, så vi hjælper tit dyr i nød,” svarede Sigurd. ”I er også gode til det,” sagde Felux. ”Jeg havde aldrig fået den splint ud af hans fod.” ”Det er nu underligt, at du aldrig har set mennesker før,” sagde Sille. ”Der plejer ellers at være mennesker overalt. Gad vide hvor de er?” ”Her er ingen mennesker,” svarede Sigurd. ”Der er slet ikke kommet mennesker på jorden endnu.” ”Ingen mennesker?” udbrød Sille overrasket. ”Jamen, jeg troede, at der havde været mennesker på jorden, siden den blev skabt. Det står der jo i Biblen.” ”Det er vist bare en historie,” sagde Sigurd. ”I min bog står der, at menneskene først kommer senere sammen med de andre dyr, vi kender hjemmefra.” ”Det er altså svært at forstå,” sagde Sille, men Sigurd nåede ikke at forklare hende det igen, for i det samme skreg Felux: ”Pas på! Den flyvende død kommer!”

Sille og Sigurd kiggede op og så en kæmpe fugl med lange, slanke vinger uden fjer, et spidst næb og ben med store, kraftfulde kløer. Den svævede højt over dem, men der var ingen tvivl om, at den havde fået øje på dem. Felux sprang hurtigt ind i skoven, hvor han var i sikkerhed for fuglen. Sille og Sigurd skyndte sig efter ham. ”Fjumse, skynd dig væk,” råbte Felux til den lille dinosaur, som stadig plaskede rundt i floden. Den kiggede undrende op. ”Skynd dig ind på land, Fjumse,” råbte Sille. I det samme slog fuglen ned og greb Fjumse i rygskindet. Den lille dinosaur skreg fortvivlet, men fuglen kom i luften med sit bytte og fløj af sted over floden. ”Så du det?” råbte Sille forfærdet. Hun var lige

ved at græde. ”Kæmpefuglen fangede Fjumse!”

Sigurd løb ned mod floden for at se efter fuglen. ”Jeg tror, den landede dernede. Fjumse er sikkert for tung, til at fuglen kan flyve med den,” råbte han. ”De er ovre på den anden side af floden.” ”Felux, hvor er du?” råbte Sille og så sig omkring. ”Er den væk?” lød det inde fra en meget stor busk. ”Ja, kom nu Felux. Vi må redde Fjumse,” svarede Sille.

Felux stak forsigtigt hovedet ud af busken. ”Den er væk, din bangebuks. Kom nu ud af den busk,” sagde Sille, og Felux listede ud til de to skovbørn på stien. ”Tænk at stakkels Fjumse skulle ende som frokost for en flyveøgle,” sagde Felux. ”Det var synd for ham. Men det er altså, hvad der sker, når man ikke passer på. Jeg har sagt det masser af gange til ham.” ”Jeg tror, at fuglen slap Fjumse over på den anden side af floden,” sagde Sigurd. ”På den anden side af floden,” udbrød Felux. ”Det er farligt at krydse floden.” ”Vi må se at komme af sted!” afgjorde Sille. ”Der ligger nogle store åkandeblade derover. Dem kan vi sikkert sejle på.”

Floden slog et stort sving lidt længere fremme, og dér lå en masse åkander i vandoverfladen. Hvert blad var lige så stort som et badekar. Sigurd kravlede op på et af dem. Det kunne sagtens bære hans vægt. Han fandt sin kniv frem og skar bladet løs fra stænglen. Imens fandt Sille nogle palmeblade, de kunne bruge som årer. Det virkede perfekt. De padlede langsomt ud på floden.

”Det er da herligt at sejle rundt her,” sagde Sigurd og lagde hovedet tilbage for at nyde solen. ”Ja, men du ved heller ikke, hvad der lurer under vandoverfladen,” sagde Felux. ”Du er måske bange for at blive våd?” sagde Sille og sprøjtede lidt vand på Felux. ”Nej, det er mere krokodillerne, der bekymre mig,” svarede Felux. ”Kan I se de træstammer derover i vandkanten?”

Dem kunne Sille og Sigurd sagtens se. ”Det er ikke træstammer. Det er krokodiller, der sover,” sagde Felux. ”Krokodiller? De er jo kæmpe store!” udbrød Sille. ”Spiser de mennesker?” ”De har sikkert aldrig smagt nogen, men det tror jeg at de gør,” sagde Sigurd. ”Vi må hellere skynde os over uden at lave for meget larm.”

Det gik meget godt, indtil de nåede ud til midten af floden. Her flød vandet hurtigere, og de begyndte snart at drive ned ad floden selvom de padlede alt, hvad de kunne. De nærmede sig faretruende krokodillerne. ”Hvad skal vi gøre?” hviskede Sille. ”Vi kan ikke nå at komme i land, inden vi når krokodillerne,” svarede Sigurd. ”Vi bliver nødt til at sejle forbi.”

De tog årene op af vandet og lod strømmen føre dem ned af floden. De da flød forbi krokodillerne, blev de fulgt af sultne øjne. Et af dyrene åbnede sin mund og viste en imponerende række af spidse tænder. En anden krokodille gled lydløst ned i vandet. ”Ro, ro alt hvad I kan!” råbte Sigurd. ”Nu skal vi bare i land hurtigst muligt!”

7

De tog godt fat, og fik hurtigt god fart på åkandebladet. Sille kiggede sig hele tiden over skulderen for at holde øje med det glubske rovdyr. ”Jeg kan ikke se den mere,” råbte hun efter et stykke tid. ”Du skal ikke stoppe,” sagde Felux med ængstelig stemme. ”Den svømmer under vandet, og angriber når du mindste venter det.” Han behøvede ikke at sige mere. De to skovbørn padlede hårdt, og langsomt nærmede de sig flodbredden. ”Pas på,” råbte Felux pludselig, men der var for sent. De sejlede lige ind i en sten og åkandebladet revnede og begynde at synke. Heldigvis var der kun et par meter ind til bredden, men i det samme brød en krokedilleryg op gennem vandoverfladen. Sille nærmest sprang hen over vandet for at komme ind på land. Sigurd og Felux var lige i hælene på hende.

Krokodillen halede ind på dem, men så snart de var oppe på land, spurtede de tre ind i skoven og standsede først, da de var sikre på, at krokodillen havde opgivet jagten. ”Jeg sagde jo, at floden var farlig,” sagde Felux, mens de pustede ud. ”Men du sagde ikke noget om krokodiller,” sagde Sigurd.

Sille sagde ikke noget. Hun stod og kiggede bekymret på floden. ”Hvordan kommer vi nu tilbage til Tænkestedet?” sagde hun så. ”Jeg har ikke lyst til at sejle over den flod igen.”

Sigurd trak på skuldrene, men han nåede ikke at sige noget, for i det samme kaldte Felux på dem.

Den lille springøgle stod og pegede på en fordybning i jorden. ”Det er et fodaftryk fra en kongedræber,” sagde han. ”Hvad er en kongedræber?” spurgte Sigurd. ”Den er det farligste af alle dyr,” sagde Felux. ”Den er høj som et træ, den kan løbe hurtigt som vinden, og dens tænder er spidse som torne. ”Fodaftrykket er helt nyt,” bemærkede Sigurd.

Så lød der et hyl. De havde hørt det før. Det var Fjumse, og denne gang lød han bange. ”Kom, lad os komme væk. Jeg tror også, at Fjumse er løbet ind i skoven,” sagde Felux. Så sprang han op i et træ og videre til det næste. Sille og Sigurd fulgte efter ham nede på jorden. Der kom flere hyl fra Fjumse, men lyden kom nærmere og nærmere. Felux førte dem gennem det meste af skoven. Til sidst kom de ud på en slette. Der var masser af dinosaurer på sletten. Langt væk gik en stor flok og græssede. De mindede lidt om dådyr.

8

Ved et vandhul ved siden af flokken gik et næsehornslignende dyr og rodede i mudderet. Det lignede næsten en kampvogn med sine tykke beskyttelsesplader over hele kroppen. ”Han sidder derover,” sagde Felux og pegede.

Ganske rigtigt sad Fjumse i skovkanten lidt væk. ”Vi fandt ham,” sagde Sille begejstret, mens de skyndte sig over til den lille dinosaur. ”Så slap han altså væk fra fuglen,” sagde Sigurd. ”Ja, og bagefter løb han ind i skoven, hvor fuglen ikke kan få fat på ham. Han tør nok ikke løbe ud på sletten,” sagde Felux. ”Det forstår jeg godt,” sagde Sigurd. ”Jeg ville også være bange for fugle efter sådan en tur.”

Fjumse blev ellevild, da han så sine redningsmænd fra tidligere. Han løb rundt om sig selv i begejstring, men pludselig satte han ned på halen og tudede højt. ”Hvad er der galt?” spurgte Sigurd forskrækket. ”Han savner sin mor,” sagde Sille og klappede kærligt Fjumse. ”Bare rolig, lille ven. Vi skal nok hjælpe dig med at finde hende.”

Felux vidste, hvor Fjumses mor plejede at drikke vand, og så begyndte den lille flok at gå. De fulgte skovbrynet, så de stadig havde en flugtmulighed i skoven. Fjumse var blevet i godt humør igen og sprang lystigt omkring. ”Se, der kommer en flok dinosaurer løbende,” sagde Sigurd pludselig. ”De er planteædere. Det kan jeg huske fra min bog.”

Sille vendte sig for at kigge efter dyrene, og pludselig blev hun bleg. ”Si...Si... Sigurd! Se!” råbte hun.

Sigurd så i den retning hun pegede. ”Åh nej, en Tyrannosaurus Rex. Løb! Den er farlig,” råbte Sigurd.

Felux havde også set den store dinosaur, som var kommet frem bag en bakke et par hundrede meter bag dem. ”Løb alt hvad I kan,” skreg han og var allerede selv i fuld fart. ”Vi må væk, inden den opdager os.”

Felux og Fjumse skød en imponerende fart. De var snart langt foran Sille og Sigurd, selvom de to skovbørn løb, så hurtigt de kunne. ”Kom,” gispede Sigurd og halede Sille med sig. ”Vi løber om bag de klippestykker. Så ser den os sikkert ikke.” ”Tror du, det virker?” pustede Sille, da hun og Sigurd lidt efter sad og trykkede sig ind til et stort klippestykke. ”De håber jeg,” stønnede Sigurd og kiggede forsigtigt ud over sletten. Tyrannosaurusen stod på en bakke et stykke væk fra de to skovbørn. Den standsede, og drejede langsomt sit store hoved fra side til side, som om den kunne lugte noget. ”Sille, jeg tror, vi sidder lige i vindretningen,” bemærkede Sigurd. Så sprang han op og satte i løb.

Sille var lige i hælene på ham. Bag dem drejede Tyrannosarusen hovedet og begyndte at løbe meget hurtig hen mod dem. ”Den er efter os!” skreg Sigurd og satte farten yderligere op. Han kunne høre det store rovdyr trampe i jorden bag sig. ”Jeg vil hjem,” hulkede Sille. ”Hvad skal vi gøre?” ”Tænk!” råbte Sigurd. ”Vi er meget klogere, end den er. Kom, vi løber ind i skoven. Måske kan vi gemme os.”

Sille og Sigurd ændrede kurs, sprang over et lille vandløb og fortsatte ind mellem træerne. Længere inde i skoven kunne de se Fjumse og Felux, som sprang fra træ til træ. Desværre var der ingen buske, de kunne gemme sig i, og der var for langt mellem træerne til at det stoppede Tyrannosauren. Den kom bare nærmere og nærmere. ”Derover,” råbte Sigurd. ”Vi løber over til de træer, som står i en klynge derovre.” ”Der kan vi ikke gemme os,” råbte Sille tilbage. ”Den finder os let.” ”Tænk!” var Sigurds eneste svar.

Den store dinosaur var lige i hælene på Sille og Sigurd, da de nåede klyngen af træer. ”Udnyt at du er lille!” råbte Sigurd til Sille, og næsten som var det en refleks, begyndte Sille at løbe zig-zag mellem træerne. Det forvirrede dinosauren. Den var vant til, at byttet løb lige ud. Til sidst angreb den alligevel, men Sille nåede lige at ændre retning igen, da dens store, åbne mund kom flyvende ned mod hende. I stedet for at få fat på Sille, bed Tyrannosauren i en stor gren,

og der kom et dybt klynk fra det barske dyr. Den havde knækket én af sine spidse tænder. ”Hallooo, se mig, se mig,” råbte Sigurd. Han var standset ved nogle træer lidt væk og stod nu og vinkede til Tyrannosauren. ”Store, dumme dyr, kom og tag mig!”

Den knækkede tand var hurtigt glemt, da rovdyret så Sigurd foran sig. Den sprang af sted og havde allerede munden halvt åben til angreb. Sigurd begyndte at gå baglæns. Da dyret næsten var fremme, sprang Sigurd hurtigt længere tilbage og ind mellem to træer. Tyrannosauren havde kun sin opmærksomhed på Sigurd og opdagede alt for sent, at der slet ikke var plads til dens store krop mellem træerne. Den blev kilet fast, og da det gik op for den, at den ikke kunne komme fri, brølede den vredt.

Sigurd blev dog ikke tilbage for at nyde synet. Han løb. Lidt derfra samlede Sille en stor sten op og kastede den med vanlig præcision lige i øjet på dyret. Der kom et nyt klynk fra Tyrannosauren.

Det var første gang, at den var blevet angrebet af så lille et væsen. ”Der fik du den,” sagde Sigurd, og så bukkede han sig ned, samlede den knækkede tand op og stoppede den i lommen. I det samme kom Felux springende. ”Det er denne vej,” råbte han. ”Vi skal ned til søen.” Fjumse sprang også hen til dem. Han så igen glad ud. ”Hvor er søen?” stønnede Sille. Hun kunne snart ikke løbe mere. ”På den anden side af den bakke,” svarede Felux og pegede på en bakke lidt fremme Bag dem lød der et brøl, som de kendte alt for godt. Det kom fra en meget vred Tyrannosaurus Rex. Den var kommet fri af træerne og nærmede sig nu med fuld fart. Fjumse skreg igen fortvivlet

9

og satte i løb op ad bakken. De andre fulgte efter ham. ”Vi når det ikke!” skreg Sille, og denne gang så det ud til, at hun havde ret, men pludselig dukkede der en ny dinosaur frem. Dyret kom lige imod dem. Det havde en hals, som var længere end en girafs. Sille og Sigurd gispede begge. Det var det største dyr, de nogensinde havde set. Den var dobbelt så høj som Tyrannosauren, dets krop var stort som et hus, og bagerst havde den en tyk hale, som var lige så lang som halsen. Det var et imponerende væsen. ”Det er Fjumses mor,” råbte Felux glad.

Fjumses mor fortsatte direkte mod tyrannosaurusen, og da hun var tæt nok på, vendte hun siden til og med sin kraftfulde hale daskede hun til Tyrannosauren, så den trillede omkring på jorden. ”Sådan! Giv ham en til,” råbte Felux.

Tyrannosauren var hurtig på benene igen. Den brølede, så det løb koldt ned af ryggen på Sille og Sigurd. Den var vred over at blive væltet. Så angreb den igen, klar til at bide sig fast i halsen på Fjumses mor. Men Fjumses mor var hurtig.

Hun løftede sig op på bagbenene og forsvarede sig med forbenene. Hun ramte Tyrannosauren på kæben, så man kunne høre tænderne rasle i munden på den. Tyrannosauren vaklede og Fjumses mor gav den et nyt dask med halen, så den igen blev væltet om på jorden. ”Så kan den lære det!” jublede Felux begejstret, og nu havde Tyrannosauren endelig fået nok. Den rejste sig med besvær, brølede en sidste gang og luskede så væk. Fjumses mor blev stående og stirrede efter den, til hun var helt sikker på, at rovdyret var forsvundet.

10

”Nu ved den tyran, hvordan det er at være den lille,” grinede Felux til Sille og Sigurd. ”Det var heldigt, at Fjumses mor dukkede op,” sagde Sille. Fjumse var også ovenud lykkelig for at have fundet sin mor. Han stillede sig tæt op af hendes forben, og den store dinosaur bøjede sig ned og slikkede sin unge. Hun var også glad for at have sit barn tilbage.

Sille og Sigurd havde sat sig i det høje græs. ”Jeg vil snart gerne hjem til vores egen tid,” sagde Sille.

Sigurd var enig. Det havde været en lige lovlig begivenhedsrig dag. Felux smilede til sine to nye venner, så hoppede han over og bjæffede nogle lyde til Fjumses mor. Hun kiggede på Sille og Sigurd og nikkede taknemmeligt til dem. Felux havde fortalt hende, hvad de havde gjort for at hjælpe Fjumse. Så bøjede den store dinosaur sit hoved helt ned til jorden. ”I kan bare kravle op,” sagde Felux. ”Så bærer Fjumses mor jer tilbage til der, hvor vi mødtes.

Jeg venter her med Fjumse imens.”

Sille og Sigurd kiggede på hinanden med store øjne. Det her var utroligt. De skulle ride på en dinosaur og tilmed den største af dem alle. Skovbørnene kravlede let op og satte sig med et ben på hver side af halsen lige bag ørene. Så løftede Fjumses mor hovedet og et øjeblik senere sad Sille og Sigurd højt oppe i luften med en fantastisk udsigt ud over sletten og skoven. ”Farvel Felux og Fjumse,” råbte Sille til de små dinoer nede på jorden. ”Farvel, mennesker. I er nogle sjove dyr,” råbte Felux tilbage. Fjumse bjæffede lystigt, og så begyndte Fjumses mor at gå.

Det var ingen sag at komme tilbage til Tænkestedet, når man sad på ryggen af en stor dinoasur.

Floden, som de tidligere havde sejlet over, var bare et lille vandløb for det enorme dyr. Vandet nåede den kun til knæene, og krokodillerne var den ligeglad med. Snart var de tilbage ved den runde cirkel af træer. Fjumses mor satte dem forsigtigt ned på jorden. Så vendte hun rundt, og gik tilbage til sit barn. ”Hvordan kommer vi hjem igen?” spurgte Sille. ”Let nok. Vi gør bare som sidst, bortset fra at vi denne gang skal tænke på vores egen tid,” svarede Sigurd.

Sille og Sigurd tog hinandens hænder og lukkede øjnene. Så tænkte de så meget, de kunne, på at komme hjem. Der gik kun et par sekunder, så lød der et tordenskrald, og de trillede om på jorden.

Da de slog øjnene op, var de høje palmetræer for-

svundet, og i stedet lå de i sneen midt i den velkendte cirkel af træer fra deres egen tid. ”Puha, der er koldt her i nutiden,” sagde Sille og rejste sig op. ”Ja, men til gengæld skal vi ikke være bange for at blive spist,” sagde Sigurd.

De begyndte at gå hjem. Imens talte de om det, de havde oplevet i kridttiden.

Da Sille og Sigurd nåede hjem til hytten, tændte de op i pejsen og satte sig foran den varme ild. ”Uanset hvor spændende det er at være ude, så er det altid dejligt at komme hjem igen,” sagde Sille og strakte sig. ”Sådan tror jeg også, Fjumse havde det,” sagde Sigurd. ”Ja, det var ikke så godt, at han blev væk fra sin mor,” sagde Sille med et smil. ”Det er bare det værste at blive væk. Man føler sig så alene og hjælpeløs,” sagde Sigurd. ”Tænk hvis den tyrannosaurus havde ædt dig,” udbrød Sille. ”Så havde jeg været helt alene.

Hvem skulle så have siddet her sammen med mig? Hvem skulle jeg have leget og grinet med?

Uha, det er uhyggeligt at tænke på.” ”Man bliver aldrig helt alene,” sagde Sigurd. ”Gud vil altid være her sammen med os.” ”Ja, det har du ret i, men man kan altså ikke så godt lege sneboldkamp med Gud,” smilede Sille. ”Det er alligevel rart at tænke på, at Gud aldrig vil lade os i stikken. Kan du ikke huske den historie, Kalle fortalte om de 99 får?” svarede Sigurd. ”Jo. Det var den med hyrden, som havde hundrede får. Det ene fór vildt, og så forlod hyrden de 99 andre for at gå ud og lede efter det ene, som var blevet væk,” opremsede Sille. ”Det er jo et billede på Gud, som aldrig vil lade ét af sine menneskebørn alene.” ”Jeg er nu alligevel glad for, at vi slap væk fra Tyrannosauren. Det blev lige lidt for spændende,” sagde Sigurd.

De sad lidt i stilhed og nød den varme ild. ”Det er underligt at tænke på, at vi har været i

kridttiden hele dagen og gået rundt blandt dinosaurer. Måske var det bare en drøm det hele?” sagde Sille efter et stykke tid. ”Mmmmm,” mumlede Sigurd. ”Men så er det jo lidt underligt, at vi har drømt det samme.” ”Måske er det Tænkestedet, som har fået os til at drømme det samme,” foreslog Sille.

Sigurd rodede i lommen, tog noget op og lagde det på bordet. ”Men hvor kommer denne her så fra?” spurgte Sigurd.

På bordet stod en 10 centimeter lang tand fra en Tyrannosaurus Rex.

11

Andagter Når man tror, man ved...

Sille og Sigurd diskuterer, hvordan det kan passe, at Bibelen siger, at jorden og mennesker blev skabt på syv dage, når nu der har levet dinosaurer på jorden, før der var mennesker til.

Diskussionen mellem troen og videnskaben har altid eksisteret, og langt hen ad vejen er det et spørgsmål om personlig overbevisning, der afgør diskussionen. Vi har her valgt at tage udgangspunkt i, at det er to forskellige historier, der er tale om. To forskellige vinkler; en hvorfor og en hvordan. Tal eventuelt med børnene om, at diskussionen også kan falde ud på andre måder.

Rækkefølge: • Sang: M&L nr. 37 “Bliv lys” • Fortælling om Skabelsen og dinosaurerne • Bøn og Fadervor

Sille synes, det er svært at forstå, at vi både hører, at Gud har skabt jorden og menneskene, og også at dinosaurerne har levet i mange millioner år, før der overhovedet kom mennesker på jorden.

Vi kan læse historien om, hvordan Gud skabte hele verden, dyrene og mennesker på seks dage, men vi skal huske på, at der godt kan være to historier om det samme. Historien i Bibelen handler om, at Gud elsker os og passer på os. Egentlig handler den ikke så meget om, hvordan det helt præcist foregik. Det gik man ikke så meget op i dengang. Men den handler om, at Gud har skabt verden, dyrene og os, fordi han rigtig gerne ville have, at vi var der.

Den anden historie, kalder vi for den videnskabelige. Det er den som videnskabsmænd i mange år har arbejdet med. I den står der, at der gik mange milliarder år, fra jorden blev skabt, til der kom mennesker. Og imellem jorden blev skabt, og der kom mennesker, var der også nogle millioner år med dinosaurer. Det er mærkeligt at tænke på, at der er to så forskellige historier, men hvis vi bare husker på, at den videnskabelige handler om, hvordan vi blev skabt, og den i Bibelen handler om hvorfor, så er det hele ikke så svært alligevel. Vi blev skabt, fordi Gud ønskede det, og fordi han elsker os.

12

Kære Far i Himmelen Tak fordi du elsker os så højt, at du har lavet en jord til os.

Det er spændende, at vi, sammen med videnskabsfolk, kan lære mere og mere om, hvordan du har gjort det. Der er så mange fantastiske ting, du har lavet, som vi kan blive klogere på.

Hjælp os til ikke at blive forvirrede over de mange historier, men huske på, at det vigtigste er, at du elsker os.

Fadervor...

Når man ønsker sig noget rigtig meget...

For Sille og Sigurd er “Tænkestedet” et helt særligt sted. Det er stedet, man går hen, når man skal have sine ønsker opfyldt. På samme måde går mange i kirke, for at blive bønhørt at Gud. Men det er bare ikke altid, Gud giver os, hvad vi beder om! Ofte føles det fuldstændig uforståeligt, at den samme Gud, der elsker os som sine børn, ikke opfylder vores ønsker.

Men vi må tro på, at Gud ved, hvad der er bedst for os, også i de situationer hvor det virker helt umuligt.

Rækkefølge: • Uddrag af “Sille og Sigurd hos dinosauerne”.

• Aktivitet: “Bede hinanden om hjælp"-møde: Lav et helt møde, hvor børnene ikke må gøre noget selv, men skal bede en anden om hjælp til alt. I kan også lave et løb, hvor der skal udføres nogle opgaver, som de bliver nødt til at være to om at løse.

• Sang: M&L nr. 77 “Troen er ikke en klippe”.

• Bøn og Fadervor

Uddrag af “Sille og Sigurd hos dinosauerne”

”Tænkestedet er et magisk sted,” svarede Sigurd. ”De sten vi sidder på er tusindvis af år gammel, og folk der har boet i skoven har altid vidst, at dette sted var et særligt sted. I meget gamle dage troede folk, at stedet var direkte forbundet med gudernes hjem.” ”Det er rigtigt,” nikkede Sille. ”Jeg har i hvert fald altid følt mig tættere på Gud, når jeg er her.” ”Jeg tror, at Tænkestedet er forbundet med alting her i universet. Derfor er det også en dør til fortiden,” sagde Sigurd.

Andagter AF: Maria Krogsøe Mienert, Bettina Alveen

Fortælling om Skabelsen og dinosaurerne

Bøn

Bøn

Kære Far i Himmelen Det ville være fedt, hvis vi fik alt, hvad vi gerne ville have, så snart vi bad om det.

Nogle gange tænker jeg bare, at du ved bedre end det.

Jeg ved ikke altid, hvad jeg har brug for. Selvom jeg godt gad, at min mor aldrig sagde, jeg skulle rydde op, så vil jeg nok alligevel blive ked af det, hvis jeg ikke kunne finde mine ting.

Jeg tror, du ved, hvad der er bedst for mig. Vil du give mig det, der hjælper mig mest?

Fadervor...

Når Gud aldrig lader os alene...

Da Sille og Sigurd er kommet hjem til sig selv igen, taler de om, hvordan det vil være at være helt alene i verden. De, og de fleste af os andre, kan hurtigt blive enige om, at følelsen af at være alene er uhyggelig. Men Jesus fortæller os ved flere lejligheder, at Gud aldrig vil lade os være alene. Blandt andet i lignelsen om “De 100 får” (Lukas 15,1-10). Tal med børnene om, at Gud i sit sted også kan sende andre mennesker til os i vores ensomhed.

vil altid være her sammen med os.” ”Ja, det har du ret i, men man kan altså ikke så godt lege sneboldkamp med Gud,” smilede Sille. ”Det er alligevel rart at tænke på, at Gud aldrig vil lade os i stikken. Kan du ikke huske den historie, Kalle fortalte om de 99 får?” svarede Sigurd. ”Jo. Det var den med hyrden, som havde hundrede får Det ene fór vildt, og så forlod hyrden de 99 andre for at gå ud og lede efter det ene, som var blevet væk,” opremsede Sille. ”Det er jo et billede på Gud, som aldrig vil lade ét af sine menneskebørn alene.”

Bøn

Kære Far i Himmelen Nogle gange bliver man ensom. Det sker for alle.

Det kan være, hvis ingen vil lege, eller hvis man er blevet uvenner med sin bedste ven.

Det er ikke rart at være ensom. Det kan gøre helt ondt i maven.

Det er dejligt, at du aldrig forlader os, Gud. Du bliver sammen med os, også selvom vi måske gør dumme ting og bliver uvenner med de andre.

Vil du hjælpe os til ikke at blive uvenner?

Fadervor…

Rækkefølge: • Sang: M&L nr. 16 “Nu går solen sin vej” • Uddrag af “Sille og Sigurd hos dinosauerne” • Samtale ud fra spørgsmålene • Bøn og Fadervor

Uddrag af “Sille og Sigurd hos dinosauerne”

Da Sille og Sigurd nåede hjem til hytten, tændte de op i pejsen og satte sig foran den varme ild. ”Uanset hvor spændende det er at være ude, så er det altid dejligt at komme hjem igen,” sagde Sille og strakte sig. ”Sådan tror jeg også, Fjumse havde det,” sagde Sigurd. ”Ja, det var ikke så godt, at han blev væk fra sin mor,” sagde Sille med et smil. ”Det er bare det værste at blive væk. Man føler sig så alene og hjælpeløs,” sagde Sigurd. ”Tænk hvis den Tyrannosaurus havde ædt dig,” udbrød Sille. ”Så havde jeg været helt alene.

Hvem skulle så have siddet her sammen med mig? Hvem skulle jeg have leget og grinet med?

Uha, det er uhyggeligt at tænke på.” ”Man bliver aldrig helt alene,” sagde Sigurd. ”Gud

13

Aktiviteter Det store Dino-spil Sille og Sigurd har været på besøg i kridttiden, hvor de mødte de kæmpe store dinoer, vi skal nu have lavet et kæmpe stort dinospil, som I kan tage frem og bruge til mange møder fremover.

Materialer: • Et stort (ca. 2 x 3 meter) gennemsigtigt kraftigt stykke plastik • Sprittuscher • 4-6 store sodavandsflasker • Gips • Maling • 4 tomme mælkekartoner

Nu er I klar til at spille ”Det store Dino-spil”. Opgaverne laver I efter hvilken børnegruppe, I spiller med. Det kan for eksempel være: • Tegn en rød næse på den højeste • Lav rottehaler på den mindste • Hent en grydeske • Find en rød ting • Syng en linje fra ”Dampen er oppe” Opgaverne kan også handle om dinosaurer, eller hvad I arbejder med lige nu.

Dino-løb

Tag tidsmaskinen tilbage til kridttiden. Når I lander, skal I prøve at være forskellige dinosaurer på et lille løb.

Post 1 – Dinofodbold Nogle dinosaurer har øjnene siddende på siden af hovedet, og derfor har de svært ved at se, hvad der sker omkring dem. Dette

14

Post 2 – Kødæderne Dinosaurer kan inddeles i to hovedgrupper, de kødædende og de planteædende. De kødædende spiser kun køb, ingen grønsager, brød, pasta, ris, kartofler og andet – kun kød. Børnene skal spise forskellig slags kød. Normalt vil dinosaurerne spise råt kød, men da man ikke kan servere det for børnene, må man give dem forskellige slags kødpålæg. Som bonusopgave skal børnene kunne sige, hvilket dyr kødet kommer fra. Materialer: Hamburgerryg, roastbeef, skinke, pølse, kyllingepølse, bacon.

Post 3 – Planteædere Dinosaurer kan inddeles i to hovedgrupper, de kødædende og de planteædende. De planteædende spiser kun planter. Børnene skal spise forskellige planter og lægge dem op i rækkefølge med hvilke de bedst kan lide. Materialer: Rucolasalat, icebergsalat, skovsyre, mælkebøtter, urter, osv.

Post 4 – Find dinoer Dinoerne leger gemmeleg. I er den, og skal nu finde flest mulig dinoer. Gem et antal plastikdinosaurer på et afgrænset areal, og lad børnene finde så mange, som de kan. Nogen må gerne være bedre gemt end andre. Eventuelt kan man lave en jungle af forskellige planter eller gemme dem i en skovbund eller lignende.

Materialer: Plastikdinosaurer Post 5 – Find den tabte tand En forkølet dinosaur har en rokketand, men efter at have nyst er den blevet væk. I skal hjælpe ham med at finde sin tand igen. Børnene skal finde ”dinotanden” i en balje med snot (slim lavet af kartoffelmel og vand). Materialer: Kartoffelmel, 1

AKTIVITETER AF: Katja Henning, Camilla Pelzer, Pernille Østergaard Olsen og Christina Gro Hansen

Fremgangsmåde: De fire mælkekartoner limes sammen, så de danner en terning, de beklædes med gips og males hvid. Nu har I en terning i kæmpestørrelse, så skal prikkerne bare males på. Sodavandsflaskerne beklædes også med gips, når gipsen er tør skal I dekorere hver ”brik” på jeres helt egen måde med malingen. På det store stykke plastik tegner I en kæmpe dinosaur, som fylder det hele. Den yderste halespids er der, hvor spillet starter. Hele dyret deles op i felter og målet er, når man lander på det sidste felt, som er hovedet. Spillepladen males med sprittuscher, men med tydelige streger, så felterne kan ses.

skal I prøve med en gang dinofodbold.

Hver spiller får et sæt briller, som består af to toiletruller sat sammen med elastikbånd, så de kan spændes om hovedet. Der spilles fodbold på en lille bane, med 4-5 personer på hvert hold. Kampene skal være korte.

Materialer: Flere sæt briller lavet af to toiletruller og elastik, en fodbold.

liter vand, en gryde.

Kog vandet. Tilsæt jævnligt to spiseskefulde kartoffelmel, der er rørt ud i koldt vand. Kartoffelmel er stivelse, som opløses i vand. Ved afkøling dannes en tyktflydende gelé af stivelse og vand.

Post 6 – Tegn din yndlingsdino Børnenes yndlingsdino er blevet væk. Derfor skal de lave efterlysningsplakater, hvor de har tegnet deres dino på. Lad børnene tegne deres yndlingsdinosaur. Hav eventuelt nogle tegninger af dinoer, som de kan farvelægge.

Materialer: Papir og tuscher eller farveblyanter.

Skæg med æg

Dinosaurer lagde æg. Hvad er mere fantastisk end en hel aften, hvor man gerne må lege med maden – nemlig æg, masser af æg. Det er dog hønseæg i stedet for dinosauræg.

ad en bakke – eller en skrå flade for eksempel et bræt. Rammer man et af de andre æg, har man vundet det. Så gælder det naturligvis om at have samlet flest æg, når legen slutter. Man kan også se, hvem der triller længst og lave en konkurrence ud af det.

Kast med æg Hvor hårdt tør du kaste et råt æg mod din ven, når du ved, at han kaster et retur til dig, som du skal gribe? Man skal minimum være to deltagere, men det er sjovest, hvis man er to hold. Det gælder simpelthen om at kaste og gribe æg. Det hold der griber flest hele æg har vundet. Hvordan man præcis strukturer det, er mindre vigtigt, men det er sjovest, at alle på begge hold både prøver at kaste og gribe et æg.

Ægge-petanque Kog æg, så hvert barn kan få to. Lad dem male på æggene med tusch, så de kan kende dem. Tril et hvidt æg ud i rummet eller græsset.

Nu gælder det om at kaste sine farvede æg, så de rammer så tæt på det hvide æg som muligt. Ægge-ske-stafet Med en ske i hånden med et æg på, skal du løbe ned til en afmærkning og tilbage igen uden at tabe ægget. Så tager den næste i rækken over. Det hold der først kommer hele rækken igennem har vundet. Taber man ægget, starter man forfra.

Stjæle æg Deltagerne deles op i to hold. I hver ende af en bane placeres en rede med æg (for eksempel en skål). Holdene skal nu stjæle æg fra hinanden.

Bliver man taget på modstandernes banehalvdel, bliver man sendt tilbage til sin egen rede, som man skal røre, inden man må fortsætte. Såfremt man bliver taget med et æg, skal man lægge ægget tilbage i reden. Hver person må kun tage et æg ad gangen.

Trante æg At trante æg er en gammel leg, som går ud på, at man efter tur triller sine farvede æg ned

15

Gør Sille og Sigurd endnu bedre Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne høre din mening om materialet.

Skriv til os og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke?

Hvad kan gøres anderledes?

Redaktionens email-adresse: silleogsigurd@FDF.dk

16