Sille og Sigurd 04 2020

Le de rh ĂŚ fte

Sille og Sigurd og det gamle slot

N 1 ovember 2020

Kære Leder Selvom det er mørkt, behøver det ikke at være uhyggeligt. Det oplever Sille og Sigurd på deres tur til det gamle slot. Det er en uhyggelig historie, der starter som en ganske almindelig FDF-lejrtur, og hvor Sille og Sigurd tager på opdagelse i natten med deres FDF-venner.

Begge andagter handler om, at alt ikke altid er, som det ser ud. Aktiviteterne består af mødeideer, opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på. Her er fire lege, der alle tager udgangspunkt i mørket – samt en opskrift på spøgelsesflødeboller.

Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og det gamle slot, som er en genudgivelse af en gammel klassiker. Den kan du læse højt for klassen til jeres møder. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv. Bagest i hæftet finder du to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien.

Vi håber, at historien, andagterne og aktiviteterne kan skabe rammen om nogle gode og meningsfulde møder. Rigtig god fornøjelse.

Redaktionen

Redaktør Mia Fanefjord Hansen Redaktion Connie Madsen, Rikke Vingborg, Joan Svarre, Ida Lykke Krøyer & Lene ­Thanild Schøler T ­ egninger Jakob Kramer Layout FDF-layout Tryk Zeuner A/S OPLAG 900 - ISSN: 1603-4082 Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen silleogsigurd@FDF.dk

2

Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien, om dengang de besøgte et gammelt slot…

Kapitel 1 Bussen var pakket og klar til at køre. Inde i den sad Sille og Sigurd og alle deres FDF-venner. De var på vej på weekendlejr. ”Hvad tror du, vi skal lave på lejren?” spurgte Gry da de havde kørt et lille stykke tid. ”Jeg ved det ikke,” svarede Sille, ”men jeg håber, at vi skal bygge huler i skoven og lave bål. Måske vi skal lave aftensmad på bålet?”

I det samme lød Sigurds stemme gennem hele bussen. Han havde fået øje på noget, som han gerne vil have alle til at se, og nu råbte han op for at fange de andres opmærksomhed. ”Hvad er det?” spurgte Gry og kiggede den vej, Sigurd pegede. ”Det er et meget gammelt slot,” brød Kalle ind.

Han var deres leder. ”Det er over 500 år gammelt.” ”Over 500 år gammelt? Det tror jeg ikke på,” sagde Sigurd. ”Jamen, det er skam rigtig nok,” sagde Kalle. ”Jeg ved ikke så meget om slottet, men jer har hørt nogle historier om det. De er bare ret uhyggelige, så det er nok ikke noget for jer at høre.” ”JOOOO!” råbte alle børnene i bussen i munden

på hinanden. De ville altid gerne vil høre historier. ”OK, men ikke nu,” sagde Kalle, ”lad os vente, til vi er fremme ved lejren.”

Sille sank lidt ned i sædet. Hun kunne ikke helt finde ud af, om hun skulle være begejstret eller bange. Tænk at hytten, de skulle være i, lå tæt på et uhyggeligt slot. ”Helle for overkøjen,” råbte Sigurd, da han lidt senere havde så travlt med at komme ud af bussen, at han helt glemte at tage sin rygsæk med. ”Der er heldigvis masser af overkøjer,” sagde Kalle med et smil, mens de sidste myldrede ud af bussen.

Sille sagde ikke så meget, mens hun pakkede sine ting ud. Hun kunne ikke glemme slottet og følte sig på samme tid både spændt og bange. ”Har I husket lommelygte?” spurgte Gry, mens pigerne baksede med lagnerne. Det var svært at få dem på plads på madrasserne, så de hjalp hinanden. ”Måske vi får brug for den, hvis vi skal se slottet.” ”Jeg tjekker lige,” svarede Sille og stak næsen helt ned i sin taske. Et par minutter senere trak hun lygten frem.

Der var også gang i den inde hos drengene. De brugte ikke så meget tid på at pakke ud. I stedet havde de slukket lyset og kravlede rundt fra den ene køje til den anden og legede ’jorden er giftig’.

Pludselig stoppede Sigurd op og stirrede ud ad vinduet. ”Hvad er det?” udbrød han og pegede på et svagt, blåligt lys, der ligesom blinkede i det fjerne. ”Slottet. Jeg tror, det er det gamle slot,” sagde

3

Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien, om dengang de besøgte et gammelt slot…

4

Tue og kiggede på Sigurd med store øjne.

Sigurd mærkede et sug i maven. Han var lidt bange.

I det samme gik døren op, og Kalle kom til syne i døråbningen. ”Vi samles i pejsestuen om fem minutter. Husk March og Lejr,” sagde han.

Da drengene lidt efter kom ind i pejsestuen, sad de andre børn allerede klar. ”Nå, dér er I. Det er lige jer, vi venter på,” sagde Kalle og fandt sin guitar frem. ”Sæt jer ned, så begynder vi med en sang.” ”Neeej,” udbrød Sille. ”Vi vil da hellere høre historier om det gamle slot. Det lovede du!”

Sille havde knap gjort sætningen færdig, da lyden af en klokke pludselig fyldte rummet. Al snak stoppede. Lyden mindede mest af alt om en blanding af en kirkeklokke og lyden fra et gammelt ur.

Der lød tre slag. Så blev der helt stille igen. ”Hvad var det for en lyd?” Det var Sigurd, der brød stilheden. ”Det er det gamle tårnur,” fortalte Kalle. ”Man siger, at når det lyder, er der mystiske oplevelser i vente. Det er slet ikke hver dag, at det slår, så vi er heldige, at vi hører det lige netop i dag, hvor vi er på lejr.” ”Hvor ved du det fra?” udbrød Sille og stirrede på Kalle med store øjne. ”Der er mange historier om slottet. De fleste af dem er vandrehistorier. Det betyder, at man ikke er sikker på, at de er rigtige,” sagde Kalle og kiggede rundt på børnene. ”Det fortælles, at der går en gammel mand hvileløst rundt på slottet.

Man kan tydeligt høre hans slæbende skridt og det dunk, det giver hver gang han sætter sin stok i gulvet. Hans skygge er meget uhyggelig, og hvis der er helt stille, kan man høre hans raslende vejrtrækning. Han sidder aldrig stille, men nogle gange holder han en pause i sin gang og hoster voldsomt.”

Gry og Tilde gøs. De kunne ikke lidt tanken om en uhyggelig,

hostende mand. Tænk hvis han kom hen til hytten, hvor de sov!

Kalle fortsatte med at fortælle historier. Han var god til at få alle børnene til at lytte. ”Der var faktisk også en flok FDFere, der forsvandt oppe ved slottet engang for mange år siden. De var på natløb, og en af posterne lå ganske tæt på slottet. De kom aldrig tilbage fra det løb. De forsvandt simpelthen!” ”Forsvandt? Det tror jeg ikke på!” udbrød Sigurd. ”Man kan ikke bare forsvinde. Blev de virkelig aldrig fundet?” ”Det fortæller historien ikke noget om, Sigurd,” sagde Kalle, ”Men det er jo også bare en vandrehistorie. Jeg ved faktisk ikke, hvor den stammer fra.”

Sigurd stirrede på Kalle. Tanken om, at nogle FDFere engang var forsvundet på slottet, gjorde ham virkelig bange. ”Fortæl mere,” bad Sille, mens hun nærmest hoppede i stolen. Viktor bakkede hende op: ”Ja, vi vil høre mere. Der må være flere historier, Kalle.”

”Ja, det er der også. Lad mig se, om jeg kan huske nogle af dem,” sagde Kalle, og man kunne ligefrem se, at han tænkte sig godt om. ”Jo, der er den med lyset. Historien lyder, at der af og til strømmer et mærkeligt lys ud fra slottet. Det kommer ligesom i små glimt og har et blåligt skær. Jeg har aldrig selv set det, men jeg har hørt andre FDFere fortælle om det, efter de har været på lejr her.” ”Nu har vi altså hørt nok om det slot,” afbrød Sigurd. ”Skal vi ikke have lejrbål, ligesom vi plejer?” ”Jo,” nikkede Kalle og greb guitaren. ”Lad os starte med at synge en sang.”

Det blev et langt og dejligt lejrbål, og bagefter var det tid til at hoppe i soveposerne. ”Vi har en lang dag foran os i morgen,” sagde Kalle, ”så nu gælder det om at få en god nats søvn.”

Da pigerne lidt senere lå i poserne, kunne de slet ikke lade være med at snakke om det gamle slot og alle de historier, Kalle havde fortalt om det, og bedst som de lå der og hviskede, hørte de pludselig tårnuret slå igen. Lyden var svag, men pigerne kunne sagtens genkende den fra sidste gang. ”Det er tårnuret,” sagde Sille og satte sig op for at finde sin lommelygte. ”Ja! Hvad var det nu, Kalle sagde om uret?” sagde Gry. ”Når tårnuret lyder, betyder det, at der kan være mystiske oplevelser i vente,” svarede Sille. ”Hvad sker der?!” lød det pludselig fra Tildes køje.

Hun lød som om, hun havde sovet. ”Jeg drømte, at jeg hørte et gammelt ur slå.” ”Tilde, du drømte ikke. Vi hørte også tårnuret ringe,” sagde Sille alvorligt. ”Åh nej,” hviskede Tilde og gemte hovedet i puden. ”Jeg bliver helt bange.” ”Du skal ikke være ba….” begyndte Sille, men hun blev afbrudt, da døren til værelset i det samme gik op, og Viktor stak sit hoved frem i døråbningen. ”Kom ind!” sagde Gry og Sille i munden på hinanden. Tilde løftede også hovedet fra puden. Det føltes trygt, at Viktor nu også var hos dem, syntes hun. ”Der er mærkelige oplevelser i vente. Det var sådan, Kalle sagde,” begyndte Viktor. ”Jeg synes, vi skal tage derover. Til slottet, altså. Alle sammen!

Vi bliver nødt til at undersøge, hvad det er for et sted.”

Det var ikke noget problem at få Sille overtalt. ”Jeg er så meget med på ideen, Viktor,” sagde hun uden at tøve, mens Gry nikkede ivrigt. ”Lad os komme af sted med det samme.”

”Jeg skal altså ikke nogen steder,” sagde Tilde og trak soveposen op over sig igen. ”Ej, kom nu,” lokkede Sille. ”Hvis vi alle tager af sted, er der ikke noget at være bange for. Vi skal bare holde os sammen, og hvis ham den gamle mand kommer, så kan vi hjælpe hinanden.”

Så gik døren op igen, og Tue og Sigurd viste sig i døråbningen. De havde både sko, jakke og hue på og stod med tændte lygter i hånden. ”Er I klar?” spurgte de og kiggede rundt på pigerne og Viktor.

Gry svarede ikke, men kravlede i stedet op til Tilde i køjen, satte sig ved siden af hende og tog hende i hånden. ”Du skal ikke være bange, Tilde!” sagde Gry stille og klemte Tildes hånd. ”Jeg var også bange for at sige ja til at tage med,” sagde Tue og smilede skævt, ”men så fik de andre drenge overtalt mig, og nu er jeg klar. Kan du forklare, hvad du er bange for, måske det kan hjælpe dig?” ”Hvor er du modig, Tue. Det er sejt gjort,” sagde Gry. Hun sad stadig med Tildes hånd i sin. ”Jeg er bange for den gamle mand, bange for hvad det med tårnuret betyder og bange for det lys, der lyser på slottet. Og hvad nu hvis vi slet ikke kommer tilbage igen?” kom det så fra Tilde. De andre tav og kiggede beundrende på hende. Det var flot, at Tilde turde fortælle om, hvor bange hun var, og pludselig kunne de hver især mærke, at de faktisk også var lidt bange.

Sekundet efter blev stilheden brudt af tårnuret.

Det slog tre gange ligesom sidst, men denne gang var lyden noget højere.

5

Viktor trak vejret helt ned i maven og sagde højt: ”Kom vi skal af sted nu. Vi er nødt til at gøre det, men vi må love at passe godt på hinanden og holde sammen, når vi kommer over til slottet.”

Alle nikkede, og pigerne begyndte hurtigt at tage tøj på, finde lygter frem og gøre sig klar. Sille sørgede for at hjælpe Tilde. Hun skulle i hvert fald ikke føle sig bange allerede fra start. Det varede ikke længe, før de alle stod ude på gårdspladsen klar til at begive sig gennem natten hen til slottet.

Kapitel 2

Der var kulsort i skoven. Kun månen gav et svagt lys, for børnene havde aftalt, at lygterne ikke måtte tændes. De seks venner gik på en lang række med Viktor og Sille i spidsen. Der var ikke en lyd at høre, bortset fra den smule støj det gav, når børnenes fødder ramte grene og visne blade i skovbunden. ”Arghhh… av min fod,” råbte Sigurd pludselig og væltede ind i Sille, der gik lige foran ham. ”Hvad sker der?” udbrød Sille og greb ud efter Sigurd. Desværre var hun ikke hurtig nok, og Sigurd faldt, så lang han var. Han var snublet i et hul i jorden, men heldigvis slog han sig ikke og var hurtigt på benene igen.

I det fjerne kunne de se lyset fra slottet.

6

”Gad vide, hvordan vi kommer ind?” hviskede Sille og puffede til Viktor. Han trak på skuldrene, men nåede ikke at sige noget, for i det samme lød tårnuret igen. ”Dong… dong… dong….” ”Du har ret,” sagde Viktor til Sille, da den lille flok lidt efter stod foran slottet og kiggede op ad de høje mure. ”Hvordan skal vi komme ind?” ”Hvad med at vi deler os op i to grupper og går rundt om slottet og…” Sille nåede ikke at sige mere, for Tilde stampede hårdt i jorden. ”Stop!” råbte hun. ”Vi lovede hinanden, at vi alle skulle blive sammen.” ”Jeg er enig med Tilde. Det er ikke nogen god ide at dele os op,” sagde Sigurd, der forestillede sig, at de kunne støde på den gamle mand med stokken, hvad øjeblik det skulle være. Så det endte med, at børnene besluttede, at de sammen skulle gå rundt om slottet for at se, hvilke muligheder der var på den anden side. ”Se lige her,” råbte Sille ivrigt, kort efter de var drejet omkring hjørne nummer to. ”Jeg tror, der er et sted, vi kan komme ind her.” ”Hvad er det, du har fundet?” spurgte Tue. Det var en slags lem, der ligesom stod på skrå.

Den så meget gammel ud, og det træ, den var lavet af, virkede så råddent, at den måtte være let at bryde op.

”Lad os se, om vi kan åbne den,” sagde Sille. De andre kiggede på hende og nikkede. Men lemmen var stærkere, end den så ud til at være. I hvert fald var hængslerne så rustne, at den ikke rokkede sig ud af stedet, lige meget hvor meget børnene hev og sled i den. Til sidst kravlede både Sille og Viktor op på lemmen for at prøve, om de kunne sparke hængslerne af, men det skulle de ikke have gjort, for pludselig gav det rådne træ efter under dem, og de trimlede begge ned ad den trappe, der gemte sig under lemmen. De endte i et rum, der var fyldt med spindelvæv og støv. ”Føj!” råbte Viktor forskrækket og prøvede febrilsk at fjerne det spindelvæv, han havde fået i munden og i ansigtet.

Ved siden af ham kom Sille hurtigt på benene. ”Kom bare!” råbte hun op til de andre. ”Vi er i slottets kælder!” ”Hvor er her uhyggeligt,” hviskede Tilde, da alle lidt efter var samlet i kælderen. ”Skal vi ikke gå tilbage?” ”Nej, nu er vi jo endelig inde,” sagde Tue. Han fandt sin lygte og begyndte at lyse rundt. ”Der er en dør derovre. Skal vi ikke se, hvad der gemmer sig i det her gamle skrummel af et hus?” ”Tør du åbne døren?” spurgte Sigurd og kiggede udfordrende på Tue. ”Det gør jeg!” sagde Sille bestemt og gik hen mod døren. Hjertet hamrede i brystet på hende, men hun ville under ingen omstændigheder vise de andre, at hun var bange.

Døren gled op uden problemer, og bag den viste der sig en lang gang med en stejl trappe for enden. Med de andre lige bag sig fortsatte Sille ind i gangen, men de var ikke mere end lige kommet gennem døren, før den smækkede i bag dem med et brag.

Det var Tilde, der gik bagest. Hun snurrede straks rundt og begyndte at ruske i døren, men den gav sig ikke det mindste. ”Vi er fanget. Vi kan ikke komme ud!” sagde Tilde fortvivlet og begyndte at græde. ”Måske var det også det, der skete for de andre FDFere? Dem som var på natløb og aldrig kom hjem igen,” sagde Sigurd. ”Nu er det samme måske ved at ske for os.”

Kapitel 3

”Stop!” sagde Sille, og pegede på Sigurd og Tilde. ”I må holde op med at være så bange. Der må være en anden vej ud. Vi har jo slet ikke set slottet endnu.”

Tilde nikkede snøftende, og så fortsatte den lille flok hen ad gangen og op ad den stejle trappe.

Ovenfor trappen var der en ny gang med en hel masse døre. Flere af dørene var åbne, og Sille kiggede forsigtigt ind af den første, de kom til, men hun trak lynhurtigt hovedet tilbage fra døråbningen og stirrede skræmt på de andre. Hun var helt bleg i ansigtet. ”Hvad er det… hvad så du?” hviskede Tue. ”Der står et glas med tænder på et bord. Det er virkelig uhyggeligt,” hviskede Sille tilbage og skubbede Tue fremad, så det nu var ham, der gik forrest.

De fortsatte ned ad gangen. Den næste dør, de kom til, var næsten helt lukket. Tue skubbede forsigtigt til den, men pludselig stivnede han. Der kom en meget underlig og temmelig uhyggelig lyd inde fra rummet. Det lød næsten som en raslende vejrtrækning. ”Lad os tage en anden dør,” foreslog Gry, der heller ikke brød sig om lyden, men i det samme kom der et sus henne fra enden af gangen, og børnene opfangede noget hvidt, der kom flagrende hen imod dem. De stivnede alle sammen og stod helt stille. Det var i sidste øjeblik, Sille fik puffet dem alle sammen ind i det rum, hvor den en raslende høje vejrtrækning kom fra, for de nåede ikke mere end lige at komme ind og lukke døren til, før det hvide væsen flagrede forbi ude på gangen.

7

Gry udstødte et gisp. ”Det var et spøgelse – så I det?” Hun kiggede rundt på de andre med store, bange øjne. Pludselig spærrede hun dem endnu mere op. Hendes blik var faldet på en seng, der stod i hjørnet af rummet. ”Her er nogen,” hviskede hun og pegede på sengen. Der lå en mand i den. Han var meget gammel og rynket, og han var meget bleg. ”Et sovende spøgelse!” skreg Tilde med det resultat, at skikkelsen i sengen satte sig op med et ryk.

I det samme begyndte tårnuret at slå. Tre slag. ”Dong… dong… dong…”

Børnene spurtede ud af rummet og kastede sig nærmest ind ad en dør på den anden side af gangen. Tue smækkede døren i bag dem. ”Nu er det altså ikke sjovt mere,” snøftede Gry. ”Jeg vil gerne hjem.” ”Det vil jeg også!” hulkede Tilde. ”Det tror jeg, at vi alle sammen vil,” sagde Sille. ”Men vi er altså nødt til at finde en udgang først.” ”Ja,” sagde Tue, ”og det betyder altså, at vi er nødt til at gå videre.”

Han åbnede forsigtigt døren ud til gangen igen.

Der var tilsyneladende fri bane, så han vinkede de andre med, og sammen listede de ned ad gangen.

Væk fra det uhyggelige spøgelse i sengen.

De var imidlertid ikke kommet mere end et par skridt hen ad gangen, før Tue standsede så brat, at både Sille og Viktor brasede lige ind i ham. ”Lyt!” hviskede han, og nu kunne de andre også

8

høre det. Det var lyden af knirkende gulvbrædder og slæbende skridt, og med jævne mellemrum lød der også et dunk, som når en stok blev sat hårdt i gulvet. ”Det er den gamle mand,” gispede Gry. ”Ham Kalle fortalte om. Ham, der går hvileløst rundt på slottet.”

Hun havde ikke mere end lige sagt det, før en stor, uhyggelig skygge nærmest voksede frem på væggen for enden af gangen. I det samme standsede de slæbende skridt og blev afløst af en voldsom, raslende hosten. ”Han kommer herhen!” hviskede Sigurd bange og rev den første og bedste dør op. Nu handlede det om at komme af vejen, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Der var helt mørkt i det rum, de kom ind i, men ikke ret længe, for Tue skyndte sig at tænde lyset.

De var et ret lille rum, og det var fyldt med gamle, støvede kørestole. Børnene kiggede forvirret på hinanden. Hvad var det her for et sted?

Men så bredte der sig et stort smil på Sigurds ansigt. ”Lad os tage en af dem,” grinede han og greb fat i den nærmeste stol. Han havde tilsyneladende allerede glemt alt om slæbende skridt, knirkende trapper og hostende, gamle mænd. ”Kom Sille, sæt dig i stolen.” Sille grinede lidt forsigtigt. Det her var sjovt, men hun vidste ikke helt, om det var en god ide. Men inden hun nåede at sige noget til Sigurd, var de allerede på vej ud af det lille rum. Gangen udenfor var lang og bred, så det var virkelig oplagt at køre lidt ræs.

Sigurd trillede Sille helt ned i bunden af gangen, og gjorde klar til at køre både hurtigt og vildt. ”3-2-1!” råbte han, og drønede så af sted, mens Sille klamrede sig til kørestolen. Idet de susede forbi de andre, der nu stod og heppede, satte en høj, hylende lyd i gang. Det lød nærmest som en alarm. Sigurd stoppede kørestolen så brat, at Sille var lige ved at falde af. ”Åh nej!” sagde Gry med lav stemme. ”Shh!” hviskede Viktor. Han tog Grys hånd, og sammen fulgte de efter de andre for at finde ud af, hvor larmen kom fra.

Der var stadig mange døre og masser af rum, den lille flok ikke havde været inde i, og pludselig, mens de sneg sig forbi dem i retning af den høje lyd, dukkede det flagrende, hvide væsen fra før op i den anden ende af gangen. ”Men det er jo slet ikke et spøgelse,” udbrød Gry.

”Det er bare en dame. En dame i hvidt tøj.”

Damen gik ind i et af rummene, og sekundet efter forsvandt den høje, hylende lyd. Lidt efter kom damen ud igen og forsvandt rundt om hjørnet i den anden ende af gangen.

Børnene stod som forstenet og stirrede på det sted, hvor hun forsvandt. Det var som om, der kom et underligt flakkende, blåt lys derhenne fra.

Viktor vinkede af de andre. ”Skal I ikke med?” hviskede han. ”Vi må da finde ud af, hvad det er.”

De listede forsigtigt hen til enden af gangen og drejede om hjørnet. Her blev gangen ligesom større og bredte sig nærmest ud til et stort rum.

Sille masede sig fremad, men hun var uheldig og snublede over en stok, der lå på gulvet. Det endte med, at hun faldt, lige så lang hun var, og havnede et godt stykke inde i rummet med det blå lys. Det larmede selvfølgelig helt forfærdeligt, og hun råbte også højt: ”Av, av, av…”

Da Sille kom på benene igen, kunne hun se, hvor det flimrende, blå lys kom fra. Det var et fjernsyn, og i lokalet sad en masse gamle mennesker. De havde ikke opdaget hende. De var alt for optagede af at kigge ind i fjernsynet.

Et øjeblik kiggede Sille sig forvirret omkring, men så var det som om, et eller andet gik op for hende. Hun vendte sig om og grinede til de andre. ”Jeg tror ikke, det her er et uhyggeligt spøgelsesslot,” sagde hun med et smil. ”Det ligner mere et plejehjem med en masse søde gamle mennesker.”

Først var der ingen af de andre, der sagde noget, men så begyndte de alle pludselig at grine højt, og latteren fik en af de gamle mænd til at kigge op. Han missede lidt med øjnene og rettede på sine briller.

9

”Har vi fået besøg? Og så af en flok FDFere,” sagde han.

Børnene kiggede forvirret på hinanden. Hvordan kunne han vide, at de var FDFere? ”Skjorten! Selvfølgelig,” sagde Sigurd. ”Vi har jo alle sammen vores FDF-skjorte på, og Viktor render endda rundt med sin FDF-kasket.” ”Hvor hyggeligt med besøg. Jeg vidste ikke at der skulle komme gæster her til aften,” sagde den gamle mand og smilede. ”Jeg hedder Tage, og jeg er selv gammel FDFer. Er I på lejr ovre i skovhytten?” ”Ja, det er vi,” svarede Sille. ”Hvorfor er I kommet på besøg?” var der en gammel dame, der spurgte.

Børnene kiggede på hinanden. Hvad skulle de svare? For de var jo ikke kommet på besøg. De var taget på udforskningstur i al hemmelighed, fordi de ville finde ud af, om vandrehistorierne om slottet var rigtige. ”Vi er bare på opdagelse,” skyndte Sigurd sig at sige. ”I skal da have en småkage,” sagde den gamle mand og rakte en skål småkager hen mod børnene. I det samme begyndte tårnuret at slå. Børnene kunne genkende lyden fra de andre gange, men denne gang virkede den ikke nær så uhyggelig. ”Så er det midnat,” konstaterede den gamle mand. ”Tror I ikke, I skal tilbage til lejren og i seng?” Børnene nikkede, og manden rejste sig.

Han guidede børnene gennem slottet og hen til hoveddøren. Her sagde de pænt farvel og kunne

10

så forlade plejehjemmet uden at gå igennem kælderen fyldt med spindelvæv.

Ti minutter efter var de tilbage ved hytten. Kalle sad ude i køkkenet med en kop kaffe og ventede på dem, og så snart han hørte døren, rejste han sig op og gik ud for at tage imod børnene. Han var lidt vred. ”Hvor har I været? Jeg har været så bekymret for jer,” sagde han og kiggede alvorligt fra den ene til den anden. ”I er jo helt beskidte, og du har spindelvæv i håret, Viktor.”

Sille begyndte at forklare. Hun sagde, at de var blevet så nysgerrige efter at have hørt alle historierne om slottet, at de bare havde været nødt til at gå derop. ”Vi har været meget bange undervejs,” understregede hun. ”Men vi var også meget modige.” ”Ja, det er rigtigt, hvad Sille siger,” fortsatte Sigurd. ”Du kan godt være stolt af os, Kalle. Vi har fundet vej gennem skoven, vi er faldet gennem en lem ned i en kælder fyldt med edderkopper, vi har troet, vi mødte spøgelser, og vi har set uhyggelige tænder i et glas. Men i virkeligheden så er slottet bare et plejehjem.”

Kalle brød ud i en høj latter og klappede i sine hænder. ”Ja, jeg ved godt, at slottet bare er et plejehjem.

Alle historierne er bare nogle, jeg fandt på for at gøre det lidt mere spændende og uhyggeligt. I skulle nemlig have været på natløb her i aften,” grinede han. ”Jeg er ked af, at I ikke sagde, hvor I gik hen, men jeg kan godt forstå, at I var nysgerrige… og så er jeg ærgerlig over, at jeg ikke var med til at opleve slottet med de gamle mennesker!”

Børnene sagde ingenting. De stirrede bare på Kalle. Var det virkelig bare noget, han havde digtet, fordi de skulle på natløb? ”I må hellere se at komme i seng,” fortsatte Kalle. ”I skal være klar til i morgen. Det bliver med garanti også en spændende dag. Vi skal bygge huler og lave bål.”

Sille smilede. Det var jo lige, hvad hun havde håbet på, og ti minutter senere lå de alle i soveposerne og sov, for det havde været en begivenhedsrig dag.

11

Andagter Info om andagterne

Tema

Historien om Sille og Sigurd og alle deres venner tager denne gang udgangspunkt i at ”Alt er ikke altid, hvad det syner at være”. Nogle gange kan vores hjerner godt spille os et puds, og vi tror, vi ser eller hører nogle ting, der faktisk ikke er sande.

Det kan være svært at skelne mellem, hvad der er rigtig og forkert, og vi kan blive så forvirrede, at vi bliver overbeviste om, at det ”forkerte” er det rigtige. Det samme sker for Sille og Sigurd og deres venner denne gang. De tror så fuldt og fast på Kalles historie, at de har svært ved at se den virkelighed, der sker lige foran dem. Vi mennesker kan til tider være meget godtroende og komme til at holde fast i ”den forkerte fortælling”, som for nogen kan være svær at løsrive sig fra. I bund og grund tror vi dog på det gode i andre mennesker og ønsker derfor at virke interesseret i, hvad vi får fortalt og ikke tvivle på vores medmennesker.

Gud får os gennem næstekærligheden til at åbne vores øjne for, hvad der er det rette og sande. Det er Gud, der ser dybere og på den måde får os til at se mere klart på verdenen, så vi kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert, så vi ikke

12

Menneskefisker Lukas 5:1-11

Dengang Jesus levede fortalte han ofte historier; der var ikke mange bøger, hæfter eller internet, hvor man kunne se film eller læse historier. Da disciplene drog ud i verden, fortalte de også historier om Jesus, og Simon Peter blev ofte spurgt, om han ikke ville fortælle historien, om dengang han blev menneskefisker.

Simon Peter blev en meget gammel mand, og han var rigtig god til at fortælle historier. ”Vi havde været på søen hele natten og var lige kommet i land. Vi var ved at ordne vores garn, de var fyldt med tang og ikke spor andet. Vi havde ikke fanget noget som helst, ikke en eneste lillebitte fisk. Vi kunne ikke engang få fisk til morgenmad. Solen bagte, det var varmt, og vi ville bare gerne hjem og sove. Lige pludselig var der en masse mennesker på stranden. Der kom flere, og de samlede sig om en mand. Folk hoppede for at se, og nogen skubbede for bedre at kunne se. Flere tyssede, alle ville høre, hvad manden sagde. Jeg vidste ikke, hvem det var, så jeg spurgte. ”Det er Jesus,” sagde en mand: ”Du ved ham tømreren fra Nazaret, der har lavet vand til vin.”

Jesus! Jeg spærrede øjnene op; nu stod han der lige midt på min strand. Han stod midt i kredsen, helt stille og roligt og talte med sin dybe røst. Der var noget helt specielt over ham. Noget som gjorde, at vi alle stoppede op og lyttede. Der kom flere folk til, og dem bagved blev ved med at puffe, for alle ville se. Et par stykker var ved at komme op at slås. Jesus stoppede med at tale og kiggede sig omkring. Der blev helt stille, alle fulgte med, hvad ville han nu gøre? Ville han gøre et under. Så kantede han sig over til os. Jeg slap fiskenettet.

Jesus pegede på den ene af bådene og spurgte: ”Er det din?” ”Ja,” svarede jeg. Han nikkede: ”Sejl mig ud på vandet, så kan folk bedre høre mig.” Og så kravlede han ombord i min båd, og min bror og jeg skubbede den i vandet, og vi sejlede ud og kastede anker. Det var vildt mærkeligt. Her sad jeg, en helt almindelig fisker, og der stod manden, alle talte om, Jesus af Nazaret, lige midt i min båd, lige ved siden af mig. Pludselig var jeg ikke længere træt, jeg var helt opslugt. Folk gik ud i vandet, alle lyttede nu. Da han var færdig med at tale, kiggede han på os: ”Sejl ud på dybet og kast

ANDAGTER AF: Connie Madsen, Rikke Vingborg & Helle Langdahl

"Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus". Dette kan for nogen måske virke meget uoverskueligt, og for andre er det meget let og naturligt. Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruges vores fantasi sammen med børn og unge. Vi ønsker med disse Sille og Sigurd andagter at mixe vores øverste formål "mødet med evangeliet" og det, vi er super gode til, nemlig "legen og fantasien", med hinanden. Gennem disse andagter er der plads til både at formidle det kristne budskab og til at bruge sig selv som menneske.

Der er lagt op til to forskellige slags andagter med udgangspunkt i hver deres tekst fra Biblen: Den første (Menneskefisker) har fokus på at gøre børnene aktive i forståelsen af fortællingen. Den anden (Tænkestedet) har fokus på at være sammen om en måske svær opgave og at fordybe sig i næstekærligheden. Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst.

Vi håber, at I vil finde glæde og inspiration i disse andagter.

holder fast i troen på ”det gamle slot”, men indser, hvad der ligger skjult bag ved dets ydre.

jeres garn.” Vi kiggede på hinanden. Et eller andet sted var det jo helt skørt. Vi havde jo næsten lige været der, og der var ingen fisk. Hvorfor skulle vi så sejle ud igen. Men der var et eller andet inde i mig, som hviskede: GØR DET. Så jeg sagde til Jesus: ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Vi sejlede ud, og begyndte at fiske. Jeg har aldrig i mit liv set så mange fisk. Nettet, der næsten var nyt, var lige ved at sprænges, og vi var meget tæt på at kæntre. Hurtigt fik de andre skubbet en anden båd i vandet og kom ud til os. Vi kæmpede med nettet, men der kom hele tiden flere fisk i, og begge både var helt fyldte. Den anden båd var gammel og hullet, så den begyndte at tage vand ind. Vi roede vildt, men det var meget hårdt.

Bådene var dobbelt så tunge, som de plejede at være, men til sidst kom vi ind til stranden. Her kastede jeg mig ned for Jesus og råbte: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Vi var bange, vi havde aldrig set så mange fisk før. Hvad var der sket? Hvorfor så mange fisk og lige midt i varmen. Normalt kan man ikke fange fisk midt på dagen. Jeg rystede og havde gåsehud over hele kroppen. Jesus kiggede på mig med sine blide øjne og sagde: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

Fange mennesker. Det lød lidt mærkeligt, men gav rigtig god mening for os. Vi forlod bådene, alle de mange fisk, det hele og gik med Jesus.

Aktivitet

Alle børn får bind for øjnene (de lever i blinde for Guds kærlighed). De bevæger sig frit rundt i rummet.Lederen er dén og skal ”fange” et barn, tage bindet af, kigge barnet i øjnene og sige ”Gud velsigne dig og bevare dig”/ ”Gud ser dig”/ ”Gud elsker dig”. Når man er ”fanget” skal man hjælpe med at fange flere, men det er kun lederen, der kan tage bindet af og velsigne. Dvs. de nye fangers opgave er at fange og ”fastholde”, indtil lederen kan komme og velsigne. Er der mange børn, kan man vælge, at de første, som lederen fanger, får særstatus som disciple og dermed både må fange og velsigne.

Materialer: "Mikrofon" til Gud, bind til øjnene

Tænkestedet

1. Samuelsbog, 16: 1-13 (fokus på vers 7 ”men Herren ser på hjertet”) Denne andagt er en blandet fortællerstil og dialog, hvor der skal lægges stemmer til Gud og Sa-

muel. Den kræver 2 til 3 personer. Fortælleren kan godt lægge stemme til Samuel. For at få den bedste effekt kan Guds stemme komme fra én, der sidder uden for rummet med en mikrofon eller bare ”råber” ind fra et tilstødende rum eller vindue.

I dag skal vi høre om Samuel. Samuel var en ganske almindelig mand, men han kunne noget helt specielt! Samuel var nemlig profet – det vil sige én, der kan høre Gud tale, og som så fungere som guds mikrofon ved at give ordet videre fra Gud. Samuel lærte allerede at høre Guds stemme, da han, som ganske lille dreng, hørte Gud kalde på ham for første gang. Samuel var så heldig at bo hos en præst, der forstod, at det var Gud, der talte til ham, og som opmuntrede ham til at lytte og dele det, han hørte. Og det havde Samuel så gjort lige siden. Gud brugte ham til at viderebringe mange beskeder til mange mennesker og også til at salve Israels første konge, Kong Saul – ikke savl, som det spyt, der løber ud af munden, men blot Saul. Saul var en flot høj mand, der kom fra en rig familie. Desværre viste det sig, at Kong Saul ikke var lydig over for Gud, og derfor sendte Gud Samuel hjem til Saul for at fortælle ham, at Gud ikke længere ville være hos ham og hjælpe ham.

Og det er herefter, vores historie for alvor begynder.

Hjemme hos Samuel, der er så ked af, at Kong Saul havde vendt Herren ryggen, at han havde sørget i flere dage…

Samuel: ”Åh, det ser sort ud for Israel! Tænk sig, at Kong Saul, som engang var så tæt på Herren, skulle ende så langt fra ham! At en mand, som Gud Herren selv havde valgt og salvet, skulle vende Herren ryggen ved ikke at være lydig! Hvad skal der nu blive af Israel? Hvem skal nu lede landet?

Og hvor længe mon vi skal vente på Herren til at udpege en ny konge? Herre, min Gud, jeg længes efter at høre din stemme! Fortæl mig nu, hvem der skal lede Israel! Vær ikke tavs..”

Gud: (afbryder) ”Samuel, Samuel, hvor længe vil du være ked af det? Glem i stedet for ham, fyld dit horn med olie og gå til Betlehem. Der skal du finde en mand, der hedder Isaj, for jeg har udvalgt én af hans sønner til at være Israels nye konge!”

Samuel: ”Men hvordan skal jeg kunne gøre det, Gud? Hvis Saul får nys om det, vil han slå mig ihjel!”

13

Gud: ”Bare rolig, Samuel. Jeg går med dig. Men tag en kvie med dig og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og så vil jeg vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”

Samuel: ”OK Gud, så gør jeg det.”

Samuel tog så af sted med en kvie, og da han kom til Betlehem inviterede han Isaj og hans sønner til at deltage. Og de kom glad, selvom de slet ikke kendte til Guds planer. Isaj havde syv flotte sønner med sig. Den ene nærmest stærkere og flottere end den anden. Samuel kaldte den ældste frem for sig.

Samuel: ”Nøj, Gud, ham Eliab her er godt nok en stor, flot og stærk fyr! Han vil være en god konge!

Er det ham, jeg skal salve?”

Gud: ” Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden ud fra det ydre, men Herren ser på hjertet.”

Samuel: ”Herren ser på hjertet… Ser på hjertet…

Jo, Gud, men kun du kan se disse flotte mænds hjerter. Hvilken én af dem skal det så være?? Er det så denne flotte mand?”

Gud: ”Det er heller ikke ham!”

Og sådan fortsatte han med alle syv sønner, der var til stede, og ingen af dem blev godkendt af Gud! Samuel: ”Men Gud, hvem så? Du sagde da, at det skulle være én af Isajs sønner. Har han flere sønner?”

Gud: ”Spørg ham” Og så spurgte Samuel Isaj, om det var muligt, at han havde flere sønner. Og det havde han, men han var ude på marken for at vogte får. Samuel fik straks sendt bud efter ham. Og ind kom en rask, rødmosset dreng med et flot ansigt og kønne øjne!

Samuel: ”Jamen Gud, er det så denne dreng?

Han har jo ikke sine brødres muskuløse kroppe og flotte statur. Han er jo blot en lille rødmosset dreng med et kønt ansigt og kønne øjne?”

Gud: ”Ja! Det er ham, du skal salve til konge!

Han kender mig og elsker mig! De mange ensomme timer som hyrde bruger han på at synge sange til mig og hylde mit skaberværk!”

14

Så trådte Samuel frem mod David og hældte olien over hans hoved for øjnene af hele familien! Derefter vendte Samuel hjem til sig selv. På hjemvejen tænkte han noget over det, Gud havde lært ham. Hvis han selv skulle have valgt én af Isajs sønner, havde han ikke valgt David, men én af de andre brødre, der mere lignede en konge…

Men det er ikke det ydre, Gud kigger på og vælger efter. Gud ser på hjertet! Det ville Samuel også prøve fremover!

Aktivitet

Skab en intim stemning med stearinlys og få børnene til at sætte sig stille i en rundkreds. Læs salmernes bog kap. 139 v 13-16, som en indgang til ”tænkestedet”. v13 Du har skabt mig som den, jeg er, du formede mig i min mors mave. v14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk. v15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, da jeg langsomt voksede i livmodernes mørke. v16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys.

Forklar dem dette og giv dem det som en udfordring: ”Du skal ud at vælge én, som kunne blive en ny ven. Gå ikke efter det ydre, men vov at skrabe i overfladen og se, hvad der gemmer sig”.

Få børnene til at skrive et navn ned på den, de tænker, de vil snakke med og læg alle sedler i en kasse. Bind en snor omkring og forsegl den med en stor klat stearin fra et lys. Lad alle børnene sætte deres finger ned i stearinet. Evt. afsluttet med at stå i en rundkreds og holde hinanden i hånden og bede fadervor sammen og på den måde ”forsegle” udfordringen.

Materialer: Blyanter, papir, snor, stearinlys, tændstikker, kasse *Husk at følge op på udfordringen næste gang og brug det som jeres andagt. Læs evt. teksten fra salmernes bog igen og skab den intime stemning.

Aktiviteter Lege til møder med mørke Kims leg i mørke

Deltagerne deles i to hold. Hvert hold får et hjørne.

Tæppet bredes ud, og skålen med effekter stilles ind under tæppet. Deltagerne får nu efter tur lov til at kravle ind under tæppet i 30 sekunder for at mærke på effekterne. Det skal foregå i stilhed. Når alle deltagerne har været under tæppet, sendes de hen til hver deres hjørne. Nu skal deltagerne skrive og tegne de ting, de kan huske. Det hold, der får flest rigtige, har vundet.

Materialer: Forskellige sjove effekter til at lægge i skålen under tæppet og et stopur.

Monsterets sutteflaske

Deltagerne deles op i hold, og alle skal have bind for øjnene. Hvert hold består af et "baby-uhyre" og nogle familiemedlemmer. Babyen sidder på gulvet i mørke og holder sutteflasken. Familien skal fylde babyens sutteflaske ved hjælp af en suppeske.

Vandet skal hentes i en skål, der er anbragt tre meter væk. Hvilken familie får hurtigst fyldt sutteflasken, så babyen kan få mad? Legen går altså ud på at fylde sutteflasken med skeerne!

Materialer: Sutteflasker (eller nogle flasker med smal hals), suppeskeer, tørklæde.

Ballondans i mørke

Nu skal alle være spøgelser og får derfor en kæde om anklen i form af en ballon. Nu gælder det om at sprænge de andres balloner, men pas på at din egen ballon ikke sprænger. Hvis din ballon sprænger, er du ude af legen.

Materialer: En snor, nogle balloner og uhyggelig musik.

Materialer: Halstørklæder eller andet til bind for øjnene.

Lav spøgelsesflødeboller Ingredienser til 12-15 stk.

Lakridsskumfyld 75 g sukker 40 g glukose 30 g vand 50 g pasteuriserede æggehvider 1 spsk sukker 1-2 tsk rålakridspulver Overtræk 150 g hvid chokolade 10 g mørk chokolade 70% Bund Du kan bruge mariekiks eller udrullet marcipan som bund, så slipper du for at skulle tænde ovnen.

Fremgangsmåde

• Kog vand, sukker, og glukose uden låg – indtil massen har en temperatur på 117 grader.

• Pisk æggehviderne næsten stive med 1 spsk sukker.

• Hæld sukkermassen i en tynd stråle over æggehvidemassen, samtidig med at du pisker.

• Pisk videre i cirka 8 min, og bland til sidst lakridspulver i. Smag til!

• Fyld massen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små toppe ud på marcipan-bundene.

• Lad flødebollerne hvile ved stuetemperatur i ca.

1 time.

• Overtræk flødebollerne med smeltet, tempereret hvid chokolade.

• Lav øjne med den mørke chokolade.

Vampyrleg

En af deltagerne bliver i hemmelighed udnævnt til vampyr, og de resterende er "blinde" (alle har bind for øjnene). Når vampyren støder ind i en af de "blinde", griner vampyren højt og uhyggeligt og sætter kløerne i halsen på vedkommende. Offeret er nu også blevet til vampyr. Hvis to vampyrer angriber hinanden, bliver de igen til "blinde". Det er dejligt at opdage, at der findes andre blinde, så når to blinde mødes giver de hinanden et knus til at styrke sig på.

15

Gør Sille og Sigurd endnu bedre Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne høre din mening om materialet.

Skriv til os og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke?

Hvad kan gøres anderledes?

Redaktionens email-adresse: silleogsigurd@FDF.dk

16