Sille og Sigurd
og deres mange minder
“Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien om dengang...”
Omtrent sådan er historierne om Sille og Sigurd blevet indledt i de sidste 20 år – lige siden det første Sille og Sigurd-hæfte udkom.
Over årene er der udgivet en malebog, et aktivitetshæfte, to landslejrhæfter, ti missionsudgaver og hele 61 nyudgivelser. Tælles genudgivelserne med, giver det i alt 81 udgivelser på 20 år. Med Sille og Sigurd i hånden har ledere over hele landet givet tusindvis af børn mindeværdige oplevelser til møder og arrangementer, leget sig ind i fantasiuniverser sammen med dem og gjort historierne levende. Tak til de mange forfattere og øvrige bidragsydere, som gennem årene har tænkt, skrevet, udviklet, tegnet og på andre må-
der muliggjort materialet, som stadig efter 20 år skaber gode oplevelser for de yngste FDFere.
I dette hæfte finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og deres mange minder. Historien egner sig til højtlæsning på møderne, hvor du kan læse et kapitel til hvert møde. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv.
Bagest i hæftet er der to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien og får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på.
God læselyst og tak for 20 gode år!
Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf
Bidrag Stina Lykke Hyllested Volf & Lene Thanild Schøler (forfatter), Stine Vrist Jepsen (andagter)
Tegninger Jakob Kramer
Layout Superego Holstebro
Tryk Zeuner A/S
Oplag 7000 - ISSN: 1603-4074
Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen slhv@FDF.dk
Her er Sille, og her er Sigurd, og her historien om dengang, de ryddede op i kredshuset og huskede tilbage på en masse gode FDF-oplevelser.
KAPITEL 1
Det var lørdag. Sille og Sigurd var nede i kredshuset. De var i gang med den årlige oprydning og rengøring sammen med Tue, Viktor, Gry, Tilde og deres leder Kalle. Der var også andre FDFere og nogle forældre. Alle sammen var de kommet for at hjælpe.
Sille, Sigurd og deres FDF-venner var i gang i et lille rum fyldt med skabe og reoler. Sille var nærmest kravlet helt ind i et af skabene. Hun havde nemlig fået øje på en lille, støvet kasse, der næsten var gemt bag nogle gamle bøger med mærkebeskrivelser og mødeideer, og nu ville hun se, hvad der var i den.
”Se!” sagde hun triumferende, da hun havde åbnet kassen. Hun rakte en lille, støvet elastikbold frem mod de andre.
”Ej, det er jo sådan en, vi fik af Kalle den allerførste gang vi mødte jer to,” sagde Tilde og kiggede på Sille og Sigurd. ”Kan I huske det?” De andre børn nikkede ivrigt. De huskede det tydeligt:
Sille, Sigurd og Felix lister stille efter børnene og den høje mand ind i skoven. De når ikke ret langt, før børnene stopper, og inden længe er de ved at finde lange grene rundt omkring Sille, Sigurd og Felix, der gemmer sig i skoven. En af børne stopper op ganske nær ved Sille og Sigurd, og Sille siger ”Hej, hvad hedder du?”.
Drengen, som står foran hende, kigger på dem. ”Viktor,” siger han ”og hvem er I? I er da ikke med på lejren?”.
”Vi hedder Sille og Sigurd, og det her er Felix. Vi bor i vores lille hytte her i skoven,” fortæller Sille.
”I var meget modige, at I bare valgte at være sammen med os på sommerlejr dengang,” sagde Kalle.
”Ja, og jeg synes, vi har været modige sammen med jer mange gange,” sagde Sigurd. ”Kan I huske da Kalle blev væk og sendte en flaskepost om, at vi skulle redde ham i Coratia? Vi måtte tale med en tysk kok, en luftskipper og flygtede fra en hel hær af vattotter!”
”Det var nu ret sjovt,” sagde Sille. ”Vi var jo oppe at flyve i et luftskib.”
”Det var vist nærmere en luftbus,” grinede Sigurd. ”Ja, det var næsten lige så uhyggeligt og lidt modsat af dengang, hvor vi var på havets bund,” sagde Sille.
Sigurd gøs. Han kunne kun alt for godt huske, da de havde været ude at dykke efter det gamle skibsvrag. Især huskede han den uhyggelige hånd, som han var helt sikker på havde grebet fat i ham.
”Men jeg tror, jeg var mere bange på den sommerlejr, hvor jeg pludselig var helt alene i verden,” sagde Sille.
Nu stirrede Gry på hende. Det lød virkelig ikke rart. Men hun glemte det igen, da Viktor sagde noget.
”Jeg tror nu, at den bedste sommerlejr, jeg har været på, var dengang, vi var på tømmerflådetur
i Sverige,” sagde Viktor.
Kalle smilede til ham.
”Det er jeg glad for, at du synes,” sagde han. ”Sådan havde du det ikke hele tiden, mens vi var afsted.”
Viktor rystede på hovedet. Han kunne godt huske, hvor træls det havde været i starten, fordi ham den nye dreng, Ebbe, overhovedet ikke havde været sød.
Kalle vidste godt, hvad Viktor tænkte på. ”Det er ikke altid let at være den, der er ny. Godt at I blev gode venner.”
Han kiggede rundt på børnene. ”Vil I ikke sortere tusserne?”
”Jo,” sagde Sille. ”Bare der ikke er nogle af tusserne, der er magiske, ligesom dengang vi tegnede elefanten Emma, og hun pludselig blev levende.”
Kalle kiggede undrende på Sille, men han havde jo faktisk heller aldrig hørt hele historien om den blomstrede elefant, der pludselig voksede ud af det papir, Sille sad og tegnede på.
”I har simpelthen en livlig fantasi,” sagde han så med et grin. ”Kan I huske det møde, hvor vi alle sammen blev trukket med ind midt i skoven, fordi Sille og Sigurd sagde, at der var en labyrint derinde med en ægte minotaur?”
”Ja, det er typisk Sille og Sigurd,” sagde Viktor.
Sigurd sukkede, og så gik de alle sammen med Kalle ind ved siden af for at gå i gang med tusserne. Viktor satte sig straks ved skrivebordet. Han kiggede lidt på den gamle computer, der stod på bordet. Så kiggede han på Kalle.
”Virker den her egentlig?” spurgte han.
”Det ved jeg faktisk ikke,” sagde Kalle og kom over til Viktor. ”Du kan jo prøve at tænde den.”
Viktor trykkede på knappen på skærmen, og langsomt tonede et billede af en ø frem.
”Fedt,” udbrød han. ”Det er Sille og Sigurds øcomputerspillet. Kan I huske det?”
Det var aften. Sille og Sigurd var på besøg hos Gry, Viktor, Tue, og Tilde var der også. Gry havde inviteret dem alle sammen hjem til sig, og det var meningen, at de skulle hygge sig og spille på den nye computer, indtil de ikke kunne holde sig vågne længere. Gry kom ind ad døren med en bakke, der var fyldt til bristepunktet med chips-skåle og colaflasker. Gry satte bakken fra sig og åbnede computeren. Hun trykkede på den knap på siden, der fik cd-rom-drevet til at springe ud, og satte en cd med navnet Sille og Sigurds Ø i.
”Skynd dig at slukke for det!” udbrød Gry. Hun skulle ikke nyde noget af blive fanget af Felix-dragen igen.
”Okay, okay,” grinede Viktor. ”Vi kunne da ellers godt redde dig igen.”
Viktor slukkede computeren. Sille prøvede at fortælle en vittighed, for at Gry skulle tænke på noget andet. Det virkede heldigvis, og Gry begyndte at grine.
”Er I ved at være færdige med tusserne?” Det var Kalle, der spurgte. ”Jeg kunne nemlig godt bruge lidt hjælp med klæd-ud-kassen.”
Børnene fulgte efter Kalle ind i tumlingerummet. Her var der en reol med en masse forskellige ting. Sigurd og Viktor hjalp hinanden med at løfte en stor, tung kasse ned fra en af hylderne på reolen. Børnene begyndte straks at sortere i den. De havde ikke arbejdet ret længe, før Sille trak en
fin, rød brandmandshjelm op af kassen.
”Se,” sagde hun. ”Den fik vi, dengang vi var med Kalle henne på brandstationen.”
Sigurd rakte ud efter hjelmen. Han satte den på hovedet.
”Det var en fed dag,” sagde han.
”Ja,” sagde Sille tænksomt. ”Men den kunne være endt helt galt. Det var godt, at vi blev reddet ud af den lejlighed.”
Sigurd nikkede.
”Og det var godt, at vi fandt Felix,” sagde han. I det samme sprang Viktor ind foran ham. Han havde en fin, blank hjelm på hovedet og et langt sværd i hånden.
”Kom an, du ædle ridder,” brølede Viktor.
Sigurd kunne ikke lade være med at grine.
”Det er fuldstændig ligesom at se dig, da du fægtede mod ham den store ridder til ridderturneringen.”
”Arh, ikke helt,” rettede Tilde ham. ”Det sværd, Viktor havde dengang, var så stort, at han næsten ikke kunne løfte det.”
”Det er rigtigt,” nikkede Sille. ”Det var faktisk et held, at han vandt.”
”Hvad mener I?” sagde Viktor og så fornærmet ud. ”Det havde overhovedet ikke noget med held at gøre. Det var rent talent.”
KAPITEL 2
”Se lige mig,” afbrød Tue. Han havde fundet en cowboyhat og en vest i klæd-ud-kassen, og nu stod han og pustede på sin pegefinger, som om den var en rygende pistol.
”Haha – du er fin,” smilede Tilde.
”Hvad er det her for en stok?” spurgte Tue. Han stod med en lang stav i hånden. Den havde en flot guldkugle i den ene ende.
”Hov, den har vist forvildet sig et forkert sted hen,” sagde Kalle, der i det samme kom ind ad døren for at se, hvordan det gik med klæd-udkassen. Tue rakte ham stokken.
”Kan I alle sammen huske, da vi havnede til FDFs store musikstævne?” spurgte han.
“Hold da op, hvor er det stort,” hvisker Sille til Sigurd.
“Ja, og hvor er der mange FDFere,” hvisker Sigurd tilbage. Felix ser helt forskræmt ud og smutter ned i Sigurds taske. Sille, Sigurd og Felix er havnet ved det store musikstævne. Der er et kæmpe skilt, hvor der står. ”Velkommen til FDFs musikstævne”. Der er et vivar af FDFere. Nogle er ved at rejse telte, nogen pakker ud, og andre leger. Der er en vældig aktivitet.
”Årh, det var en god lejr,” sukkede Sille og kiggede på tambourstaven. For det var jo selvfølgelig sådan en, Tue havde fundet i klæd-ud-kassen. ”Kan du huske det, Sigurd? Jeg var tambourmajor?”
Tilde var blevet ivrig og ville også fortælle.
”Lejre er faktisk noget af det bedste, jeg ved, især musikstævnet!” sagde Tilde. ”Vi har altså været på rigtig mange gode sommerlejre.”
Sigurd nikkede.
”Jeg glemmer i hvert fald aldrig den sommer, hvor Sille og jeg kom med den forkerte bus. Vi endte med at være på fjeldvandring sammen med de store FDFere.”
”Det var en værre historie,” sagde Sille tænksomt. ”Jeg var faktisk ret bange, da vi blev væk i tågen.”
”Det var ikke første gang, vi tog en forkert bus,” sagde Sigurd. ”Vi skulle egentlig bare have været i skoven for at kælke og fodre ænder og drikke varm kakao, men så samlede bussen os op, og så var vi nødt til at tage med i skole.”
”Hvad laver I her?” var der pludselig en, som spurgte fra sædet bag ved Sille og Sigurd. De vendte sig om og opdagede, at det var Viktor. Ved siden af ham sad Tilde, som Sille og Sigurd også kendte, fordi de var FDFere, men i dag var de bare almindelige skolebørn.
”I kan tage med os i skole,” foreslog Tilde. ”Tror du ikke, at lederne bliver sure?” spurgte Sille.
Viktor grinede og sagde: ”Det er kun til FDF, at vi har ledere. I skolen har vi lærere. Og jeg tror ikke, at de bliver sure.
”Det var faktisk sjovt at være i skole,” sagde Sigurd og kiggede på Sille. ”Hende læreren, vi havde til sidst, var ret flink.
”Der var Marianne. Hun er altid sød,” sagde Tilde. ”Hun er min yndlingslærer.”
”Ja, og Kalle er min yndlingsleder,” grinede Viktor. ”Også min,” sagde Tue. ”Også selvom han og de andre ledere altid snyder os og får os til at tro
på alt muligt.”
”Haha – ja. Kan I huske, dengang vi troede, der var smuglere lige i nærheden af, hvor vi var på lejr? Det var bare noget Kalle og Michael havde fundet på,” svarede Sille.
”Det var også Kalle, der var bamsetyven,” sagde Tilde og huskede tilbage på den weekendlejr, hvor alle deres bamser pludselig havde været væk.
”Det var noget andet med ham eneboeren på Sletten,” sagde Viktor. ”Han var helt ægte.”
Kalle stak hovedet frem fra den stak kasser, han var i gang med at sortere. Han smilede skævt.
”Ej,” sagde Tilde. ”Det var han ikke. Lederne ville bare have os til at tro, at det var rigtigt.”
”Tilde har ret,” sagde Tue. ”Kan du ikke huske, at skibsføreren på Hjejlen fortalte os, at Eneboer Bernhard har været død i mange år?”
”Det var bare noget, han fandt på,” sagde Tue og løftede en gammel trækiste ned fra den øverste hylde. Den så tung ud.
”Se lige den her,” sagde han og kiggede rundt på de andre.
”Det er da onkel Arthurs skattekiste,” sagde Sigurd. ”Kan du huske, da vi fandt den, Sille?”
”Ja, selvfølgelig. Det var noget med et digt, der nærmest var en gåde,” sagde Sille. ”Vi skulle have hjælp til at regne ud, hvad ’de dødes vold’ var, men så gik det ret let med at finde skatten.”
Tue åbnede kisten. Den var stadig fyldt med gamle FDF-ting, ligesom den havde været det, da de gravede den op ude i skoven. Han tog en gammel, grå FDF-skjorte op.
”Sådan en har min farfar Niels også,” sagde han. ”Den hænger i skabet hjemme på gården.”
”Farfar Niels. Det var da ham, der lavede tegningerne til den tidsmaskine, du byggede engang, var det ikke?” sagde Sigurd og kiggede spørgende på Tue.
Tue nikkede. Han huskede alt for godt det skrummel af en tidsmaskine, som han havde bygget.
I kisten var der også flere toiletbørster, som de havde brugt til fangeleg. Det var dengang, Tue byggede legemaskinen.
Tue smilede forsigtigt. Det kunne godt være, at tidsmaskiner var lidt farlige, men han var alligevel ret stolt over, at han var så god til det med at bygge og opfinde ting, som han faktisk var.
”Det er altså ikke kun Tue, der kan finde ud af at bygge fine maskiner!” Sille lagde armene over kors og kiggede rundt på de andre.
”Det er rigtigt, Sille,” sagde Sigurd og puffede til hende. ”Jeg kan godt huske, at du byggede en rumraket.”
”Det gjorde jeg nemlig,” sagde Sille triumferende. ”Og den virkede! Sigurd og Felix og jeg fløj ud i rummet, og jeg blev fanget af ham der den onde fyrste, der havde stjålet mine tanker.”
”Det var lidt som dengang, vi var ude at kælke, og vi troede, det var en helt almindelig kælkebakke,
og pludselig var vi et sted i vikingetiden.”
”Ja, det var fantastisk, sagde Sigurd og smilede til hende.
”Kan du så huske, da vi var med i De Olympiske Lege i det gamle Grækenland?” sagde Sigurd. ”Og dengang vi var på skitur med Kalle og de andre i vinterferien?”
”Den skitur kan jeg huske,” sagde Kalle. Han var netop kommet ind i rummet igen og havde hørt, hvad børnene talte om. “Det var noget med et snemonster i en isgrotte. Er det ikke rigtigt?”
Sille nikkede.
”Men det vildeste var nok, da vi var på museet,” sagde Sigurd. ”Hvor vi legede ’kaste pind’ med et dinosaurskelet og spillede kokosnøddebowling med museets aber midt om natten.”
”Det kan godt være, at det var det vildeste, men det mærkeligste var nu der, hvor vi rutsjede ned gennem et hul i jorden og kom til en verden med enhjørninger, talende træer og vandfald der var lavet af saftevand.”
Sigurd nikkede og smilede til Sille. Han så tankefuld ud.
”Jeg ved godt, hvad du tænker på,” sagde hun og puffede til Sigurd. ”Men der findes altså ikke spøgelser.”
”Jo, der gør,” protesterede Sigurd. ”Kan du ikke huske dengang vi overnattede på Rysensteen i København?”
”Jeg tror, det er der!” sagde Sille. ”Kan I ikke se FDF-banneret?”. Lidt efter stod de alle foran en fin, grøn port. ”Hejsa,” sagde han. ”Så er I her endelig. Velkommen til Rysensteen. Jeg har ventet på jer. Har I haft en god tur? Børnene nikkede. ”Det er mig, der hedder Kristian. Jeg er giv-et-år-medarbejder her på Rysensteen,” sagde den unge fyr og smilede til børnene. ”Er du ikke FDFer?” spurgte Sille. ”Jo, da,” sagde Kristian og kiggede lidt forvirret på Sille. ”Jamen, sagde du ikke lige, at du er giv-et-år-noget?” blev Sille ved.
”Nå jo,” sagde Kristian med et grin. ”Jeg er giv-et-år-medarbejder her på Rysensteen, men jeg er også FDFer.”
Der skete så mange mystiske ting, da vi var der. Ham der giv-et-år-fyren, Kristian eller Georg, eller hvad han nu hed, fortalte jo, at Rysensteen har sit eget spøgelse,” sagde Sigurd.
Viktor smilede og rystede langsomt på hovedet.
”Vi så faktisk spøgelset på Rysensteen,” blev Sigurd ved. Han lød meget overbevist.
”Det er altså noget sludder, Sigurd,” sagde Viktor. ”Spøgelser findes ikke.”
”Der var ellers masser af spøgelser på det der
gamle slot, der var i nærheden af den hytte, hvor vi var på weekendtur,” grinede Tue.
”Hold op med at drille,” sagde Viktor. ”Det var jo slet ikke spøgelser. Det var bare gamle mennesker på et plejehjem.”
”Ja,” fnisede Tue, ”og så var det Kalle, der havde lavet et virkelig uhyggeligt natløb.”
”Det har du helt ret i, Tue,” sagde Kalle, der åbenbart havde hørt, hvad de snakkede om. ”Men det natløb klarede I da fuldstændig selv.”
”Uhm, her dufter virkelig dejligt,” sagde Viktor pludselig.
”Det er tante Elly, der har bagt hindbærsnitter,” sagde Tue. Han kom ude fra køkkenet, så han vidste det. ”De er næsten lige så flotte, som den hemmelige hindbærsnitte, vi bagte til Sille.”
Sille kiggede på ham og smilede. Hun kunne godt huske den hemmelige hindbærsnitte.
Tante Elly kom ind og viste børnene de flotte hindbærsnitter, hun havde bagt. ”Der er kage og saftevand, når I er færdige med at rydde op,” sagde tante Elly.
Sigurd slikkede sig om munden og havde næsten glemt alt om spøgelser, da Sille sagde noget.
”Der var da også et spøgelse på det fine teater inde i byen,” sagde hun. ”Han hjalp os, da vi spillede ’Fyrtøjet’ og stod på de skrå brædder derinde. Kan I ikke huske det?”
Efter nogle sekunder kunne hun fornemme en skygge inden i spejlet. Skyggen blev tydeligere og tydeligere og til sidst svævede en lille dreng ud gennem spejlet. ”Alle de, der kommer i teatret, bliver sure på mig,” sagde han.
”De siger, jeg ødelægger deres forestillinger, men det er ikke rigtigt!”
Sille stirrede på drengen, der tydeligvis måtte være teaterspøgelset. Ganske som Tildes bedstemor havde fortalt, sad der en maske og dækkede for spøgelsets ansigt.
Sigurd kiggede taknemmeligt på hende. Han kunne godt huske de mystiske ting, der var sket på teateret, men han kunne også huske, hvor fin Sille havde været som prinsessen i stykket.
”Kan du huske, at vi har mødt en ægte prinsesse engang?” sagde han så og kiggede spørgende på Sille. Sille nikkede. Det var dengang, de alle sammen var taget ind på slotspladsen foran dronningens slot for at råbe HURRA for hende på hendes fødselsdag.
”Det var hendes barnebarn, prinsesse Isabella,” sagde Sigurd.
”Så bliver min farmor nok glad for at se jer. Kom med, så kan jeg vise jer vej til festen”. Pigen vinkede dem med og smilede stort. Sigurd rømmede sig og hviskede, ”Altså vi må nok indrømme, at vi rigtig nok er fødselsdagsgæster, men vi skulle bare synge en sang udenfor”. Han kiggede ned i gulvet, lidt pinlig over at de nu befandt sig indenfor på Dronningens slot. ”Det var slet ikke meningen, at vi skulle indenfor, men vi har vores egern Felix med, og han løb herind, så vi skyndte os efter ham for at fange ham igen.”
”Jamen, så stort velkommen til, ’hemmelige gæster’. Jeg hedder Isabella, og jeg er prinsesse. Det er min farmor, der har fødselsdag, og det er hende, der er Dronningen”.
”Tænk at vi mødte en ægte prinsesse!” sagde Sille lidt drømmende og lavede et par piruetter.
”Det må man sige,” grinede Sigurd. ”Men det var ærgerligt, at vi ikke mødte dronningen, når nu vi alligevel var der.”
”Ja, men selvom vi ikke mødte dronningen der, så mødte vi jo faktisk hendes forfader dronning Margrete den første, da vi var på besøg i den gamle kirke i Roskilde,” sagde Sille. ”Kan du huske det?”
spiller dig et pus igen?” grinede Kalle. ”Dronning Margrete den første er død for længe siden.”
Sigurd sukkede.
”Du blev vist selv lidt bange for ham den lille, grønne djævel Tutivillus,” sagde Gry og kiggede på Viktor.
”Men du var også modig, Viktor,” sagde Tue, ”for det var dig, der turde kigge ned i døbefonten.”
“Sig mig, hvem er I? Og hvor kommer I fra?” lød en stemme bag dem. Sille og Sigurd stivnede. Langsomt vendte de sig om, og en gennemsigtig hvid skikkelse kom til syne. ”Et sp-sp-spøgelse!” udbrød Sigurd forfærdet. Den hvide skikkelse havde en lang flot kjole på, et hvidt klæde om hovedet og en kæmpestor krone. Den kom nærmere. “Hun ligner en dronning,” hviskede Sille til Sigurd. Nu var hun faktisk mere nysgerrig end bange. ”Hvhv-hvem er du?” sagde Sigurd. “Jeg hedder Margrete,” svarede spøgelset. Sille og Sigurd kiggede målløse på hinanden. ”Dronning Margrete den første?” spurgte Sille. Spøgelset nikkede. “Vi øh… hedder Sille og Sigurd,” sagde Sigurd. “Goddag, Sille. Goddag, Sigurd,” sagde dronningen til dem.
”Er du nu sikker på, at det ikke er din fantasi, der
”Ja, det var modigt,” gav Gry ham ret. ”Også selvom det bare var Felix, der var dernede.”
”Altså kirker kan virkelig være mystiske nogle gange,” sagde Sille. ”Som dengang hvor vi fandt en hemmelig gang i væggen og kom direkte ind i middelalderen.”
”Det var som sædvanlig Felix, der var skyld i at vi kom på eventyr,” sagde Sigurd og nussede det lille egern, der havde stukket hovedet frem fra Sigurds taske, da han hørte sit navn.
”Du har ret,” grinede Sille. ”Hvis ikke Felix var smuttet ind i den gang, havde vi aldrig mødt Knud og hans søster og set alle de spændende ting på middelaldermarkedet.”
KAPITEL 3
Tilde havde ikke sagt noget i et stykke tid. Hun havde været travlt optaget af at sortere blade og foldere, som hun havde fundet i en af skufferne. Hun havde heller ikke rigtig hørt, hvad de andre havde snakket om, men nu kiggede hun op. Hun havde en lidt krøllet cirkusplakat i hænderne. ’Cirkus Bartoni’ stod der på den, og så var der et billede af en flot løve.
”Ej, se lige her,” sagde Tilde mens hun forsøgte at glatte plakaten ud. ”Er den ikke flot?”
”Det er da en plakat fra det cirkus, hvor Sigurd og jeg brugte lang tid på at lede efter den der lille hund,” udbrød Sille.
Sigurd smilede. Det kunne han godt huske.
”Hun var altså lidt for meget, hende damen, der ejede hunden,” sagde han.
”Madame Erna,” grinede Sille og svansede hen over gulvet, som om hun var en meget fin dame. ”Det var godt, at hun fik hunden igen.”
Sigurd nikkede, men han hørte ikke rigtig efter. H havde lige fundet en lidt stor og meget spids tand. Det var en tand fra en Tyrannosaurus Rex. Han kiggede tænksomt på den.
”Sigurd?” sagde Sille spørgende. ”Du blev så stille. Hvad tænker du på?”
”På tænkestedet,” svarede Sigurd.
Sille kiggede endnu mere spørgende på ham.
”Det er det mest magiske sted, jeg kender,” sagde Sigurd og viste hende tanden, som han havde i hånden.
Sille smilede. Nu vidste hun, at Sigurd tænkte tilbage på dengang, de flygtede fra en meget vred Tyrannosaurus Rex.
”Det er rigtigt, at Tænkestedet er magisk,” sagde Gry. ”Kan I huske dengang, jeg løb min vej, fordi Viktor drillede mig med, at jeg somme tider stammer?”
”Hej med jer! Hvor har I da været? Vi har sådan ledt efter jer. Kom nu med tilbage til hytten, de andre sidder og drikker saftevand,” sagde tante Elly og smilede til dem. Børnene kiggede på hinanden og smilede, ja hvor havde de egentlig været? ”Joh,” sagde Gry. ”Je-je-jeg var blevet lili-lidt ked af det, fordi Viktor drillede mig med, at jeg stammer. Men så kom Sille og Sigurd, og sammen fandt vi ud af, at man kan være virkelig sej, selv om man stammer,” sagde hun og blinkede til Sille og Sigurd.
Sille nikkede. Det kunne hun godt huske. Dengang havde Gry gemt sig i Tænkestedet. Sille og Sigurd havde fundet hende der, og pludselig var de alle tre havnet i det gamle Egypten.
”Vi fandt ud af, at Moses også stammer,“ sagde Gry og tog en kasse op med hænderne. Hun var lige ved at miste balancen. Heldigvis så Viktor det, og han kom straks over til hende for at høre, om hun var okay.
”Ja det er jeg, men tak fordi du spurgte,” sagde Gry og var glad for at Viktor ikke drillede hende mere.
”Hvad er det egentlig for en kuffert, der ligger i kassen?” spurgte Viktor.
”Jeg tror der er den mindekuffert, vi lavede, dengang min bedstemor lige var død,” sagde Thilde. Hun kunne tydeligt huske den lejr, hvor de hver især havde puttet noget i kufferten, der mindede dem om en, de savnede. Hun havde puttet et bukseben i kufferten, fordi det mindede hende om hendes bedstemor, og så vidt hun huskede, havde Gry lagt et snørebånd i den.
”Se lige de fine klistermærker, der sidder her,” sagde Gry i det samme. ”Det er det samme mærke som det, der var på bussen, som vi kørte med, da vi var i Nepal.”
”DYYYYYYT!” ”DYYYYT!” De fór sammen. Kalle stoppede med at tale. Felix gemte sig hurtigt bag Sigurd. En gammeldags bus i farvestrålende farver kom mod dem. Den stoppede ved dem, og en pige sprang ud. Hun smilede over hele hovedet. ”Jeg hedder Neelam, og jeg er fra Nepal” sagde hun. Børnene kiggede nysgerrigt på hende. Neelam fik øje på det gønne kredshus. ”Hvad er det der?” spurgte hun. ”Det er vores kredshus, som Kalle er ved at male,” sagde Sille. Alle børnene kiggede på Kalle. ”Ja, for vi er en grøn kreds, og... det er noget med GLOBUS og verdensmålene...
og Nepal,” fremstammede Kalle. Neelam smilede bare. Hun så slet ikke forvirret ud. ”Aha, I er blevet en grøn kreds, fordi I ligesom GLOBUS tænker på Verdensmålene, og hvordan klimaforandringerne er i Nepal.”
Alle børnene talte ivrigt om turen til Nepal, da Kalle afbrød dem.
”Det er verdensmålsmærket,” sagde Kalle. ”Kan I huske, at vi hørte om verdensmål 13, der handler om at passe på klimaet og verdensmål 15, der handler om at passe på naturen, da vi var på den tur?”
”Jeg kan i hvert fald huske, at vi besøgte Alina, der havde en firkantet sø,” sagde Sigurd.
”Og Kamal, der lavede mursten,” tilføjede Tilde.
”Ja, og vi spiste den lækreste mad, som Neelams mor havde lavet af de grøntsager, som de selv havde dyrket,” sluttede Sille.
”Man får da altid lækker mad, når man er ude at rejse,” sagde Sigurd. ”Og stærk mad. Kan du huske, da vi fik samba i Indien?”
”Den mad, vi fik hjemme hos Visu, var meget bedre,” sagde Sille. ”Også selvom det var lidt mærkeligt at spise karrysovs til morgenmad.”
”Nåeh ja – Visu. Ham havde jeg næsten glemt,” sagde Sigurd. ”Det var ham, vi hjalp med at vaske tøj i floden.”
”Vi hjalp faktisk også med at vaske tøj i floden, dengang vi var i Egypten,” sagde Sille.
”Det kan jeg godt huske,” sagde Sigurd. ”Det var så uhyggeligt, da det der stykke gaze fra mumien pludselig kom flydende.”
Sille nikkede.
”Det værste var, at ingen ville tro på, at der virkelig var en mumie,” sagde hun.
”De troede heldigvis på det til sidst,” sagde Sigurd. ”Det var godt, at den kom tilbage til sin grav.”
”Vent lige,” udbrød Sille, og så styrtede hun ud ad døren. Et par minutter senere kom hun tilbage
med et meget smukt stykke stof. ”Jeg kom lige til at tænke på det her. Jeg købte det på markedet, da vi var i Zambia.”
”Det var en god tur,” sagde Sigurd. Sille smilede til ham, og så kiggede hun kærligt over på Felix. Det lille egern lå for en gangs skyld helt stille og halvsov på en hylde fyldt med lim og sakse.
”Det var godt, at vi fik dig med hjem dernedefra,” sagde hun. ”Du var nær blevet solgt på markedet. Folk i Zambia synes nemlig, at egern smager godt.
”Er det egentlig ikke noget af det legetøj, vi lavede til loppemarkedet, da vi havde besøg af David og Rebecca fra Uganda?” Viktor rakte op på en hylde og fik fat i en bil. Den var lavet af ståltråd, tomme plasticflasker og med gule mælkelåg som hjul. Han studerede den lidt.
Sigurd kiggede også på bilen.
”Det tror jeg, du har ret i,” sagde han. ”Gad vide hvordan de har det, David og Rebecca.”
”Jeg kom lige til at tænke på den anden gang, vi lavede loppemarked,” sagde Gry. ”Kan I huske det?”
”Haha, ja,” lo Tilde. ”Det var noget værre noget. Men det var godt, at vi fandt Sonja og Kurts bryllupsbillede igen.”
”Dengang samlede vi penge ind til Myanmar,” huskede Tue.
”I var da også i Myanmar, var I ikke?” spurgte Gry.
”Jo,” sagde Sille. ”Jeg tror faktisk, at det der er det postkort, vi sendte til Kalle dernedefra.” Sille pegede på et postkort med en flot pagode, der hang på opslagstavlen.
”Ej, hvor er du flot, Tilde,” sagde Gry pludselig. Og det var hun. De andre havde slet ikke lagt mærke til, at Tilde var trukket i den smukkeste grønlandske nationaldragt.
”Det er jo den, jeg fik af Malik, første gang Sigurd og jeg var i Grønland,” sagde Sille. Hun gik hen til Tilde og lod hånden glide hen over det fine
perlebroderi, der var på dragten.
”Det er blomster,” forklarede Sille. ”Og Sukkertoppen er en bjergtop.”
Lidt efter, da de sad ude i køkkenet, hev Tilde en stor slikbøtte frem fra sin taske og satte den midt på bordet.
”Den er fra min far,” sagde hun. ”Han ville gerne have hjulpet i dag, men han er på arbejde på slikfabrikken, så han kunne ikke komme.”
”Er det de gule POP-kugler?” udbrød Viktor og studerede slikbøtten.
”Nemlig,” smilede Tilde.
”De er vildt gode,” sagde Viktor og kiggede rundt på de andre.
Det næste lange stykke tid sad de alle sammen i køkkenet og hyggede og grinede, mens de spiste både slik og kage. Da der ikke var flere hindbærsnitter tilbage, rejste Kalle sig.
”Nu har vi vist gjort det godt for i dag,” sagde han. ”Tak for hjælpe alle sammen. Kom godt hjem.”
Da de andre børn var gået, stod Sille og Sigurd og ventede på, at Kalle skulle blive færdig med at låse kredshuset af.
”Hvorfor står I stadig her? Skal I ikke hjem, før det bliver mørkt?” spurgte Kalle overrasket, da han fik øje på dem.
”Vi har lige noget, vi gerne vil sige,” sagde Sigurd. Han lød pludselig helt genert.
”Vi vil bare sige tak, fordi du inviterede os til at komme til FDF hver onsdag. Tak for alle de gode oplevelser, du har givet os til FDF,” fortsatte Sille.
Kalle smilede. Så bredte han armene ud og fangede både Sille og Sigurd ind i et stort kram.
”Selv tak,” mumlede han. Han havde vist lige skåret løg, for hans øjne var lidt våde.
