Sille og Sigurd - februar 2024 by FDFerne

ft e hæ er Le d

Sille og Sigurd Blomstermysteriet i Grønland

Februar 2024

rd Sille og SiguT AS

– SOM PODC

rd Sille og Sigu Har I hørt, at podcast? s helt egen har fået dere , hvor de et lydunivers Her møder I s venner og alle dere to skovbørn t format. e i et helt ny vækkes til liv foretrukne ten på jeres Find podcas neste. streamingtje

Kære leder Sille og Sigurd vender tilbage til Grønland. Denne gang til byen Sukkertoppen, hvor de skal hjælpe byens borgmester med at finde den forsvundne nationalblomst, som er blevet stjålet. Det bliver en lang og farefuld færd over ishavet til Den Forbudte Dal, hvor endnu flere farer - men også nye venskaber - venter.

Bagest i hæftet finder du to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Andagterne handler om vores kærlighed til hinanden som mennesker samt det at gøre noget godt for andre uden at forvente noget retur. Aktiviteterne består af sjove opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser i Grønland helt tæt på.

Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd, der rejser tilbage til Grønland og opklarer mysteriet om de forsvundne blomster. I det lille hæfte findes en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem. Den lange historie egner sig til højtlæsning på møderne, hvor du kan læse et kapitel til hvert møde.

Vi håber, at materialet kan skabe rammen om nogle sjove og meningsfyldte møder.

Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf Bidrag Jonas Rune Lundgaard Pedersen, Lene Thanild Schøler, Connie Løgstrup, Rikke Vingborg, Joan Svarre og Melina K. Iversen Tegninger Jakob Kramer Layout Superego

God læselyst!

Tryk Zeuner A/S Oplag 900 - ISSN: 1603-4074 Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen slhv@FDF.dk

KAPITEL 1 Sille og Sigurd var rejst til Grønland. De havde været der én gang før, men de havde længtes efter at komme tilbage lige siden, for har man været i Grønland bare én gang før, så ved man, at landet drager. Den grønlandske natur er nemlig så skøn og så storslået, at man nemt kommer til at savne den, når man er rejst hjem igen, og landet er så stort, at det er svært at nå at se og opleve det hele på bare en tur. Sille og Sigurd var taget til byen Maniitsoq. De havde nemlig hørt at naturen heromkring skulle

”Det minder faktisk lidt om Venedig,” sagde Sille og kiggede sig omkring. ”Her er jo vand alle steder, og se alle de broer.” ”Ja, det har du da ret i, og se husene deroppe,” sagde Sigurd og pegede op ad en fjeldside. ”Jeg tror aldrig, jeg har set huse i så mange forskellige farver. Og se der, deroppe på toppen af det fjeld, den sendemast ligner jo lidt Eiffeltårnet.” ”Det gør den da også, det er jo lige før, at byen her er en ren eventyrby,” sagde Sille begejstret. ”Vidste I, at i gamle dage, der blev byen kaldt for Sukkertoppen?” spurgte Kalle. ”Sukkertoppen?” sagde Sille forundret, og hun kunne næsten ikke lade være med at grine, fordi hun forstillede sig, at byen var bygget op af slik og søde sager, ligesom i det eventyr hun engang havde læst, hvor der var et hus af pandekager. ”Det vidste jeg godt,” sagde Sigurd. ”Jeg har nemlig læst, at folk for mange år siden kaldte byen for Sukkertoppen, fordi de syntes, at fjeldene omkring byen lignede toppene på sukkerskåle.” ”Det er nemlig rigtigt,” svarede Kalle og smilede til Sigurd. Da Sille og Sigurd kom ind i den lille by, var noget af det første, de fik øje på, en lille mand, der var rund som et kinderæg. Han sad på trappen uden for Rådhuset og hulkede i stor stil. Sille og Sigurd kiggede på hinanden. De behøvede slet ikke at sige noget, for de var allerede enige om, at de var nødt til at gå hen til manden for at høre, hvad der var galt.

Historie af: Jonas Rune Lundgaard Pedersen

Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien om dengang, de løste mysteriet om de forsvundne blomster i Grønland.

være helt fantastisk, men det skulle vise sig, at det ikke kun var naturen, der var fantastisk. Det var byen nemlig også.

”Hej, jeg hedder Sille, og det her er Sigurd,” sagde Sille. ”Hvorfor er du så ked af det?” fortsatte Sigurd og kiggede spørgende på manden. ”Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe dig?” ”Hej med jer... snøft... mit navn er David, og jeg er byens borgmester... snøft...” sagde den lille, tykke mand. ”Der er sket en katastrofe… snøft… Alle vores kæreste nationalblomster, de bredbladede gederams, er blevet borte... snøft... og ingen ved, hvor de er forsvundet hen.” Den lille, tykke borgmester fortsatte med at snøfte lidt, inden han fortsatte. ”Den eneste, jeg kan søge råd ved, er den treøjede åndemaner... snøft... og hun bor i Den Forbudte Dal, og der tør jeg ikke tage ud alene...” Nu begyndte borgmesteren at hulke højt.

Han ville nemlig også gerne hjælpe den stakkels borgmester med at finde blomsterne igen. David blev rigtig glad for at høre, at de ville hjælpe ham og kom hurtigt i bedre humør. ”Kom alle sammen, lad os gå ned til hvalposten. Der kommer Hvalen ofte forbi, og ham kan vi sejle med ud til Den Forbudte Dal,” sagde David. ”Skal vi sejle med en hval?” udbrød Sille forundret. ”Nej, nej, det er bare noget, vi kalder ham, fordi han kender havet og alle dets afkroge lige så godt som hvalerne selv,” forklarede David. Sille, Sigurd, Kalle og David gik i samlet flok ned til hvalposten. Det var kun en lille, kort tur. Men der var en masse at se på. ”Nej, se lige der! Porten ind til hvalposten er lavet af hvalbarder!” udbrød Sigurd, da de nåede ned til vandet. ”Ja! Og se lige alle de eventyrlige fabeldyr og væsener, der er udskåret i klippen på hvalpostens platform,” sagde Sille. ”Wauw, det er næsten som at komme ind i en helt anden verden,” sagde Kalle. ”Sådan var det faktisk engang,” sagde David. ”Dengang da overtro og myter fyldte meget i vores samfund, var denne port en port mellem den virkelige verden og den eventyrlige verden, men om den stadig virker, det ved jeg ikke.” De stod alle i stilhed og ventede lidt. Det var Sigurd, der brød stilheden.

”Ser I, den er nemlig hjemsøgt af en mægtig gal viking, der blev slået ihjel derude for mange, mange hundrede år siden.” Sille og Sigurd kiggede på hinanden og derefter på Kalle.

”Hvornår tror du, ham Hvalen kommer?” spurgte han og kiggede på David. ”En hval kommer, når en hval kommer,” sagde David. ”Man ved aldrig præcis hvornår, så man må have toldmodighed.”

”Kalle, skal vi ikke hjælpe David med at finde de blomster igen?” spurgte Sille.

Mens David talte, var en tyk tåge begyndt at lægge sig hen over havet. Som om den krøb nærmere og nærmere, og ud af denne tåge dukkede Hvalen pludselig op.

”Jo, det synes jeg er en god ide,” svarede Kalle.

”Nøj! Se lige, hvordan han sejler!” udbrød Si-

gurd. ”Det ser næsten ud som om, han danser på bølgerne.” Det varede ikke længe, inden Hvalen var inde ved hvalposten. ”Hvad kan jeg gøre for jer?” spurgte Hvalen muntert, så snart han havde lagt til og nikket en hilsen til alle dem, der stod og ventede på ham på kajen. ”Vi har brug for din hjælp,” sagde David. ”Den bredbladede gederams er forsvundet, og vi har brug for at komme ud til Den Forbudte Dal,” forklarede Sille ivrigt, før David overhovedet kunne komme i gang med at fortælle, hvad Hvalen kunne hjælpe med. Heldigvis nikkede David bare. ”Uha, det er en farlig færd, men I er kommet til den helt rette,” sagde Hvalen. ”Jeg kender hver en fjord og hver en bygd, både fjern og nær, og jeg kender også vejen til Den Forbudte Dal, men dem, jeg bringer derud, kommer sjældent tilbage, for ser I, dalen er nemlig forbandet.” ”Vi har vist ikke rigtig noget valg, for vi søger den treøjede åndemaners råd,” sagde Sigurd. ”Nuvel,” sagde Hvalen. ”Så lad gå. Kom I bare om bord og lad os sejle.” Inden længe dansede den lille flok hen over bølgerne om bord i Hvalens lille båd. Stille og roligt gled de forbi øer, klipper og skær på vej mod Den Forbudte Dal. ”Se lige der! råbte Sille pludselig med begejstring i stemmen. ”Det er marsvin! Se lige, hvordan de springer omkring os!”

”Jo, sandelig om det ikke er marsvin,” sagde Hvalen. ”Det er et godt tegn. Marsvin bringer os søfarende lykke på vores færd.” Sigurd havde også fået øje på noget. ”Se lige den ø derude. Det ser ud som om, den svæver over havet. Hvordan kan det lade sig gøre?” spurgte han forundret. ”Det kaldes et fatamorgana,” svarede Hvalen. ”Det er rent synsbedrag. Egentlig er det en luftspejling, og det sker ret ofte her i Grønland om sommeren.” Både Sille og Sigurd var meget betagede af, at et naturfænomen kunne få en ø til at se ud som om, den svævede. Sille og Sigurd blev længe stående ved bådens ræling og spejdede ud over havet. ”Øh, Sigurd,” sagde Sille efter et stykke tid. ”Er det bare mig, eller ser tågen ud som om, den følger efter os?” ”En tåge kan da ikke følge efter nogen, kan den det?” sagde Sigurd, men han måtte alligevel give Sille ret. Det så faktisk ud som om, tågen fulgte efter dem. ”Bare rolig,” sagde Hvalen. ”Jeg er den bedste sejler på disse breddegrader, og jeg kender området som min egen baglomme. Desuden har vi stadig marsvinene med. De skal nok passe på os.” Inden længe havde tågen indhentet dem, og den var så tæt, at man ikke engang kunne se sin egen næsetip. Hvalen var endda nødt til at sætte farten ned, selvom han vidste præcis, hvor han skulle sejle for ikke at ramme skærene. Kort efter at Hvalen havde sænket farten, forlod marsvinene dem, og nu var de alene. Det var bestemt ikke noget, David brød sig om. Faktisk var han enormt bange for tåge. ”Åh nej, åh nej! Vi er fortabte!” hulkede han.

”Bare rolig, David,” sagde Sigurd. ”Der er ikke noget at være bange for. Det er bare en smule tåge, og vi er jo i gode hænder. Husk på, at Hvalen kender farvandene som sin egen baglomme.” I det samme skreg Sille højt.

”Du, Hval! Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe dig med at sejle uden om skærene?” råbte Sigurd.

”Uh, hvad var det der?” hylede hun. ”Hvad er der, Sille?” spurgte Sigurd.

”Javel, hr. Kaptajn Hval,” sagde Sigurd og skyndte sig ud i stævnen. I mellemtiden forsøgte Sille og Kalle at berolige David.

”Jeg syntes bare, at jeg så nogle skygger i tågen,” hviskede Sille nervøst, og så udstødte hun endnu et lille skrig.

”Bare rolig, David. Nu er både Sigurd og Hvalen på opgaven. Vi skal nok klare den,” forsikrede Sille ham.

”Der er de igen!”

Sigurd havde sat sig godt til rette ude i stævnen, og nu råbte han beskeder til Hvalen, hver gang han fik fået øje på et skær, der var i deres kurs. Det gjorde det lettere for Hvalen at navigere, og på den måde undgik de mange uheld.

”Det kan du tro, Sigurd. Rend du ud til stævnen og hold øje forude,” sagde Hvalen.

Efter et stykke tid i stævnen fik Sigurd pludselig øje på noget helt andet end skærene. ”Der er marsvinene!” råbte han og pegede lige frem. ”Lige der, forude. Jeg tror, de viser os vej ud af tågen!” De fulgte efter marsvinene i et stykke tid, og pludselig, fra det ene øjeblik til det andet, var de ude af tågen. Forude var der land, og bag dem stod der en tyk mur af tåge og uhyggelige skygger. ”Se der!” råbte Hvalen. ”Lige frem forude. Det er Den Forbudte Dal.”

Denne gang havde Sigurd også set skyggerne, men han blev slet ikke bange på samme måde som Sille. ”Du skal ikke være bange, Sille,” sagde han. ”Det er nok bare nogle klippeskær, der kaster skygger i vandet.” Det var ganske rigtigt klippeskær, der kastede skygger i vandet, men det var som om, de kom nærmere og nærmere og nærmere. ”Hvis de kommer tættere på, så bliver vi jo kvast,” hulkede David. Man kunne høre på ham, at han var rigtigt bange.

KAPITEL 2 ”Nøj, hvor er det et smukt syn,” udbrød Sigurd. Og det var virkelig et smukt syn. Den Forbudte Dal var en frodig dal dækket af lave, grønne buske, og der løb en lille flod med turkisblåt vand helt inde fra dalens midte og ud til kysten. I en halvcirkel rundt om dalen tårnede høje bjerge sig op, så den eneste vej ind var fra kysten af. ”Lad os gå i land derovre,” sagde Sille og pegede på et lille indhak, hvor det så ud til at være godt at lægge til.

Inden Sille, Sigurd, Kalle og David hoppede i land for at begive sig ind i dalen, stoppede Hvalen dem. ”Ingen jeg har sejlet herud er nogensinde kommet tilbage,” sagde han og kiggede advarende på den lille flok. ”Jeg har hørt, at den treøjede åndemaner vil byde jer på noget at drikke. Men tag jer i agt, for drikker I bare tre gange, så vil I glemme alt om, hvad I har kært, og I vil ikke have lyst til at vende hjem igen.”

Sigurd kiggede spørgende på Hvalen. ”Helt inde i midten af dalen,” forklarede Hvalen. ”Ved den store sø.” Lidt efter var Sille, Sigurd, Kalle og David på vej ind i dalen. De havde kurs mod midten og håbede, at de på den måde hurtigt ville nå til den store sø.

”Vi skal nok passe på,” sagde Sille. ”Tak for advarslen.”

”Nøj, hvor er de her buske underlige at gå på,” sagde Sille, da de havde gået et lille stykke tid. ”Det føles næsten som at gå på en trampolin.” Det måtte Sigurd give hende ret i.

”Hvor i dalen bor den treøjede åndemaner?”

”Ja, det er faktisk ret sjovt, men det er også

ret hårdt i længden,” sagde han og grinede. Gående – ja, næsten halvhoppende lykkedes det den lille flok at komme frem til den store sø. Det gik hurtigere, end nogen af dem havde turdet håbe på, men den treøjede åndemaner var ingen steder at se. Heller ikke selvom de alle fire travede frem og tilbage langs søbredden i mere end en halv time. Sille var næsten ved at give op, da der pludselig lød et kæmpe brag, som selvfølgelig fik David til at hoppe forskrækket op i luften. ”Åh nej, åh nej, åh nej,” jamrede han. ”Det er den mægtige, gale viking! Nu kommer han efter os! Vi er fortabte!”

helst. De stod bare og stirrede på den gamle kvinde. Først stod hun bare lidt og kiggede fra den ene til den anden. Så lyste hun op i et endnu større smil. ”Oh!” udbrød hun. ”Undskyld, mine manerer. Jeg hedder Abinasoq. Hvem er I?” ”Jeg hedder Sigurd,” sagde Sigurd. ”Og jeg hedder Sille,” fortsatte Sille. ”Det der er David og Kalle. Vi leder efter den treøjede åndemaner.” ”Hvad skal I med den treøjede åndemaner?” spurgte Abinasoq.

”Tag det roligt, David. Det er bare et stenskred,” sagde Sigurd. ”Se deroppe på bjerget. Man kan se, at det allerede er ved at aftage igen.”

”Vi søger hendes råd, for den bredbladede gederams er nemlig forsvundet fra Sukkertoppen,” sagde Sigurd, og David nikkede.

”Puha! Der troede jeg lige, at vi alle sammen var fortabte,” sagde David. Så sukkede han dybt og satte sig ned. Eller det vil sige, han nåede kun lige at ramme jorden, før han sprang op igen med et hyl.

”Oh, ser man det,” sagde Abinasoq og tog sig til hagen med den ene hånd, samtidig med at hun rynkede brynene. ”Jeg er den treøjede åndemaner. Det er mig, I søger, men inden jeg kan hjælpe jer, skal vi da have noget varmt at drikke.” Inden Sille, Sigurd, Kalle og David vidste af det, og uden nogen af dem opdagede, hvor hun havde det fra, havde Abinasoq fundet kopper og en kande og hældt en dampende varm drik op til dem alle.

”Av, av, av! Den mægtige, gale viking er her, og han har stukket mig med sit spyd!” ”Tag det roligt, David,” sagde Sille. ”Det er ikke et spyd, du har stukket dig på. Se der! Du har sat dig på en skåret kop. Der er altså ikke nogen mægtig, gal viking her.” ”Det er helt rigtigt,” kvækkede en hæs stemme, før David kunne nå at sige noget som helst, og med et fór de alle sammen op, for der var ikke nogen af dem, der havde opdaget, at der var kommet en mere til stedet. Det var en lille, gammel kvinde med æblerøde runde kinder. Hun havde dybe smilerynker fra begge øjne og ned langs ansigtet, og hun smilede bredt til dem. ”Det er i øvrigt min kop, du har sat dig på,” sagde den gamle kvinde og kiggede indtrængende på David. Ingen af de fire i den lille flok sagde noget som

Både Sille og Sigurd syntes, at det lugtede og smagte lidt bittert og havde derfor ikke lyst til at drikke det, men David og Kalle drak med velbehag. ”Hvor dejligt,” sagde David. ”Der er ikke noget som friskbrygget kaffe. Jeg elsker friskbrygget kaffe. Det går man aldrig forkert i byen af.” Kalle nikkede. ”Vi søger dit rå…” begyndte Sigurd, men han blev afbrudt af Abinasoq. ”Mere kaffe?” spurgte hun. ”Ja, tak,” sagde David og Kalle i kor. De havde åbenbart allerede glemt alt om Hvalens advarsel. Sigurd prøvede endnu engang. ”Vi søger dit rå..” Men igen blev han afbrudt af Abinasoq. ”Mere kaffe?” spurgte hun, og endnu engang takkede David og Kalle ja. Men inden Abinasoq kunne nå at hælde op for tredje gang, sprang Sille op og placerede sig imellem dem, så hun spærrede for Abinasoq. ”Vi har fået rigeligt med kaffe, mange tak skal du have,” sagde Sille bestemt. ”Men vi kom for at få hjælp til at finde den bredbladede gederams. Kan du hjælpe, eller kan du ikke?” Abinasoq kiggede intenst på Sille og spurgte så: ”Ved I, hvorfor jeg hedder Abinasoq?” Sille og Sigurd rystede på hovedet. ”Abinasoq betyder nummer tre,” sagde Abinasoq. ”Jeg er den treøjede åndemaner. Det er jeg fordi, jeg har tre øjne. To til at se ind i den virkelige verden med og et, som jeg bruger, når jeg skal se ind i den eventyrlige verden.”

skal I blive her til evig tid og drikke kaffe sammen med mig, men løser I dem alle tre, så lover jeg at hjælpe jer.” ”OK. Det er i orden,” sagde Sille med en meget sikker stemme. ”Vi skal nok svare på dine gåder.” Abinasoq lukkede øjnene. Så tog hun en dyb indånding, og da hun åbnede øjnene igen, smilede hun et bredt lumsk smil til dem. ”Jeg har have uden vand, kyster uden sand, byer uden folk, bjerge uden sten og skove uden træer. Hvad er jeg?” Abinasoq kiggede spørgende rundt på Sille, Sigurd, Kalle og David. Sigurd lyste straks op i et stort smil. ”Du er et landkort,” sagde han og kiggede triumferende på Abinasoq. ”Korrekt,” sagde Abinasoq og lavede en lille kunstpause, inden hun fortsatte: ”Hvis I fodrer mig, så vokser jeg. Giver I mig vand, så forsvinder jeg. Betagende er jeg, men kommer I for tæt på, er jeg dødsens farlig. Hvad er jeg?” ”Det er da nemt,” sagde Sille. ”Du er da et bål.” ”Korrekt,” sagde Abinasoq. Hun havde et lumsk smil på læben. ”Og nu til den tredje gåde. Jeg er sjældent rørt, men ofte holdt. Hvis du besidder vid, vil du bruge mig med omhu. Hvad er jeg?” Sille og Sigurd kiggede forskrækket på hinanden. Det var der ingen af dem, der vidste. ”Hvad gør vi?” sagde Sille og kiggede spørgende på Sigurd. ”Jeg har ikke lyst til at tilbringe en evighed med at drikke kaffe her.” ”Vi er nødt til at tænke os rigtig grundigt om,” sagde Sigurd. Men lige meget hjalp det. Både Sille og Sigurd tænkte, så det knagede, og de tænkte i lang tid, men ingen af dem kunne komme op med noget, der bare mindede om et svar på Abinasoqs gåde.

Abinasoq holdt en lille pause, inden hun fortsatte.

Det blev Kalle, der kom dem til undsætning.

”Men før jeg gør brug af mit tredje øje for at hjælpe jer på jeres færd, skal I svare rigtigt på tre gåder. Svarer I forkert på bare en af gåderne,

”Jeg tror, jeg kender svaret. Må jeg godt have lov til at svare?” sagde han, lige da Sille skulle til at græde, fordi det hele så så håbløst ud.

”Selvfølgelig må du svare,” skyndte Sigurd sig at sige.

”Ja, det gør jeg da,” sagde Hvalen. ”Gennem Løvestrædet og venstre om Kistefjeldet!?”

”Svaret på den sidste gåde er, min mund,” sagde Kalle. ”Min mund bliver aldrig rørt, men ofte holder jeg min mund og med vid – eller fornuft – ved jeg, hvornår jeg skal tale, og hvornår jeg skal tie stille.”

”Lige præcis,” nikkede Sigurd.

”Korrekt,” sukkede Abinasoq. ”I skal søge efter den gyldne ørn i Evighedsfjorden. Den vil vise jer vej til den onde, der har taget alle de bredbladede gederams.” ”Evighedsfjorden! Jamen, den er næsten 100 kilometer lang!” udbrød David. ”Det vil være som at lede efter en nål i en høstak! Hvordan skal vi dog nogensinde finde en helt bestemt ørn der?” Abinasoq sukkede irriteret. ”Rejs gennem Løvestrædet, men pas på, at det ikke flænser jer!” sagde hun så, ”og hold øje med varderne på toppen af fjeldene. Dem skal I nemlig følge. Sejl venstre om Kistefjeldet, og følg varderne endnu engang, indtil I ser bjerget, der balancerer på et bjerg. Her vil I finde den gyldne ørn.” Sille, Sigurd, Kalle og David sad lidt og stirrede på Abinasoq. Det var meget at skulle huske. Ingen af dem havde nogensinde hørt om et bjerg, der balancerer oven på et andet bjerg. Abinasoq kunne ikke lade være med at smile. ”Mere kaffe?” spurgte Abinasoq og rakte kanden frem mod sine gæster. ”Nej tak!” nærmest råbte Sille og Sigurd i kor. ”Vi skal videre på vores færd.” Den lille flok skyndte sig tilbage til kysten, hvor Hvalen ventede på dem. Han var ovenud lykkelig for at se dem alle fire igen. Han var så lykkelig, at han næsten gav sig til at græde. ”Hej igen, hr. Hval!” råbte Sille, og Sigurd fortsatte: ”Vi skal sejle til Evighedsfjorden for at finde den gyldne ørn. Kender du vejen?”

”Og så skal vi finde bjerget, der balancerer på et bjerg,” fortsatte Sille. ”Den var straks værre,” sagde Hvalen. ”I al den tid jeg har sejlet i disse farvande, har jeg aldrig set et bjerg, der balancerer på et bjerg.” ”Vi skal bare følge varderne,” sagde Sille, hvorefter hun straks rynkede brynene. ”Hvad er en varde egentlig?” ”Varder er sten, der er stablet i søjler. Man bruger dem til at navigere efter,” forklarede Hvalen. ”Lad os nu komme af sted.” Undervejs snakkede Sille og Sigurd en del om det, de havde fået at vide af Abinasoq, og om hvad det hele betød. Da de kom til Løvestrædet, fandt de hurtigt ud af, hvorfor man kaldte det for Løvestrædet. Klipperne, de sejlede forbi, lignede nemlig løver, der lå og solede sig. ”Hvorfor skulle vi passe på ikke at blive flænset her i Løvestrædet, nu når det bare er klipper, der ligner løver, og ikke rigtige løver?” spurgte Sigurd. ”Det er fordi, skærene ligger meget tæt her, og de er meget skarpe,” sagde Hvalen. ”Men jeg kender Løvestrædet som min egen baglomme, så det skal vi ikke bekymre os om.” Der var heller ikke nogen tvivl om, hvordan Kistefjeldet havde fået sit navn. Det var helt tydeligt, da den lille flok nåede dertil. Fjeldet lignede nemlig en kæmpestor kiste, når man så det på afstand. Fra Kistefjeldet fulgte de varderne, som Abinasoq havde fortalt dem, at de skulle gøre. Sille og Sigurd stod begge i stævnen og holdt øje med varderne, samtidig med at de spejdede efter bjerget, der balancerede på et bjerg. Det var ikke nogen let opgave, for der var kun almindelige bjerge, så langt øjet rakte.

KAPITEL 3 Pludselig udstødte Sigurd et højt råb. ”Se der! Se den kæmpestore sten, som balancerer på en meget lille spids! Tror I, det er den, Abinasoq talte om?”

De blev hurtigt enige om, at det måtte det være. ”Så skal vi bare finde den gyldne ørn,” sagde Sigurd og kiggede sig søgende omkring. Men der var ikke nogen ørn at få øje på nogen steder.

I det samme fik Sille øje på noget, der bevægede sig nede i vandet. ”Se der! Hvad er det? Er det en ræv?” råbte hun og kiggede med undren i blikket på de andre. ”Ja, det er minsandten en ræv,” sagde Sigurd. ”Hvad mon den laver nede i vandet? Jeg var faktisk slet ikke klar over, at ræve kunne lide at svømme.”

”Det sker ofte,” sagde Hvalen. ”Den er nok hoppet i vandet for at komme over på naboøen og stjæle æg.”

”Det ser ud til, at den er i problemer,” sagde Sille. ”Vi må da hjælpe den.” ”Nej! Det har vi ikke tid til,” sagde David. ”Vi skal finde den gyldne ørn, inden det er for sent.” ”Vi bliver nødt til at hjælpe den!” sagde Sille og Sigurd i kor.

”Det kan du tro, jeg kan. Følg efter mig,” sagde ørnen og lettede. Det kan nok være, at den lille flok fik travlt. De sejlede efter ørnen så godt, som de kunne, men det var ikke nemt, for ørnen kunne så let som ingenting flyve ind over land, mens flokken i båden jo måtte blive ude på vandet.

”Man må altså ikke vende ryggen til dem, der er i nød,” sagde Sille stædigt. Det kunne David ikke sige så meget til. Selvom han var ivrig efter at finde den gyldne ørn, måtte han give Sille og Sigurd ret, for uden deres hjælp var han jo heller ikke kommet så langt i sin søgen efter den forsvundne bredbladede gederams. På den måde endte det med, at Hvalen sejlede over til ræven, og ved fælles hjælp fik Sille, Sigurd, Kalle og David hjulpet den op af vandet. Ræven rystede straks vandet af sig og kiggede taknemmeligt rundt på sine redningsmænd en efter en, inden den sagde: ”I har redet mit liv, jeg er jer evigt taknemmelig.” ”Kan du tale?” udbrød Sille forbløffet. ”Selvfølgelig kan jeg det,” svarede ræven. Sille og Sigurd stod begge og stirrede med åben mund. Men det virkede ikke som om, David syntes, det var specielt underligt, at de lige havde reddet en talende ræv op af vandet, for han skyndte sig at sige: ”Hvis du er så taknemmelig, kan du så ikke fortælle os, hvor vi kan finde den gyldne ørn?” ”Jo, det kan jeg da,” sagde ræven. ”Det er nemlig mig.”

På et tidspunkt begyndte ørnen at flyve i ring hen over en klippe, der hang ud over et plateau. Hvalen tog farten af båden. ”Hvad er det her for et sted?” spurgte Sille. ”Den klippe, som ørnen flyver rundt over, kalder vi for Præstestolen,” forklarede Hvalen. ”Der er nogen deroppe,” sagde Sigurd og pegede på en mand, der gik rundt oppe på Præstestolen og pakkede flamingokasser ind i en helikopter. ”Han ligner lidt ham der den gale videnskabsmand fra den der tegnefilm med næbdyret.” Sille kiggede på Sigurd og rullede med øjnene. Han havde aldrig andet end tegnefilm i hovedet.

”Hvorfor søger I mig?” spurgte den.

Sille, Sigurd, Kalle og David skyndte sig i land for at snakke med manden og høre, om han havde set den onde, som havde taget alle de bredbladede gederams.

”Vi har fået at vide, at du kan føre os til den, som har taget alle de bredbladede gederams,” sagde Sigurd.

”Hej med dig,” sagde Sille og Sigurd i kor, så snart de var kommet så tæt på, at manden kunne høre dem.

Og med de ord forvandlede ræven sig til en flot, gylden ørn.

Manden fór sammen, for han havde nemlig ikke lagt mærke til, at de var ankommet. ”Hvem er I?” spurgte han forskrækket. ”Jeg hedder Sigurd,” sagde Sigurd. ”Og jeg hedder Sille,” sagde Sille. ”Hvad hedder du?” ”Mit navn er Kåre,” sagde manden. Han kiggede undrende på dem. ”Hvad laver I her?” ”Vi leder efter den onde, der har taget alle de

bredbladede gederams,” sagde Sigurd. ”Jeg er altså ikke ond,” sagde Kåre forvirret. ”Jamen, er det da dig, der har taget blomsterne?” spurgte Sille forbavset. ”Er det de her blomster, du mener?” sagde Kåre og pegede på en åben flamingokasse fyldt med lilla blomster. ”Vores elskede blomster!” udbrød borgmesteren og kunne ikke lade være med at smile bredt, fordi de nu var fundet.

”Hvorfor har du taget dem, Kåre?” spurgte Sille. ”Det er jo for planternes eget bedste,” svarede Kåre. ”Den bredbladede gederams vil have det meget bedre i Danmark end i Grønland.” ”Det tror jeg altså ikke, Kåre,” sagde Sigurd bestemt. ”De kan faktisk slet ikke overleve i Danmark.” ”Jamen, de er så pæne, og jeg vil gerne have dem med hjem,” sagde Kåre. ”Sigurd har ret,” sagde Sille. ”Der findes ikke de rigtige forhold i Danmark, så de vil bare ende med at visne og dø alle sammen.” ”Lige præcis,” sagde Sigurd. ”Hvis du virkelig holder af blomsterne, skal du lade dem blive i Grønland.” Kåre så helt fortvivlet ud. ”Jamen, jeg troede jo, at jeg gjorde noget godt. Undskyld, undskyld, undskyld! Hvordan kan jeg gøre det godt igen?” ”Lad os starte med at få de bredbladede gederams hjem, hvor de hører til,” sagde Kalle. Kåre var meget ked af, at han havde taget alle blomsterne. Han hjalp med at få alle de bredbladede gederams tilbage til byen. ”Sikke et eventyr,” sagde Sille, mens hun og Sigurd hjalp med at plante blomsterne tilbage i jorden. Ja, jeg tror, jeg vil huske det længe,” sagde Sigurd. ”Både Hvalen, marsvinene, åndemaneren og den gyldne ørn.” ”Godt de var der til at hjælpe os. Ellers havde vi aldrig fundet blomsterne,” sagde Sille. ”Og godt at vi aldrig rendte ind i den gale viking!” grinede Sigurd. ”Ja,” lo Sille.

Da den sidste blomst var sat i jorden, var det tid for Sille, Sigurd og Kalle at rejse hjem til Danmark. De sagde farvel til borgmesteren og også til Kåre, som havde besluttet at blive boende for at passe blomsterne. ”Tak for hjælpen,” sagde David. ”Kom snart igen.” ”Hils Hvalen fra os!” sagde Sille og Sigurd nærmest i kor. Og så tog de af sted.

TEMA Der er lagt op til to forskellige slags andagter, der tager udgangspunkt i hver deres tekst fra Bibelen: Den første, Tænkestedet, handler om det at gøre noget for andre uden at forvente noget tilbage. Den anden, Kærlighedsbuddet, handler om vores kærlighed til Gud, andre og os selv. Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst. Nogle gange kan man komme til at gøre noget forkert, selvom man tror, man har gjort noget rigtig godt. Ligesom i historien, hvor Kåre tror, han

TÆNKESTEDET Kender I det med bare at være sammen. Sådan bare at være sammen, fordi det er hyggeligt? Hjemme hos os er der ikke noget, der hedder onsdag, den hedder mormordag. Hver onsdag kommer vores mormor, og så skal vi hygge. Hun henter os tidligt, og når vi kommer hjem, får vi kakao. Måske spiller vi et spil, eller mormor læser en historie, eller måske sidder vi bare og snakker. Det er MEGA hyggeligt, og når så far eller mor kommer hjem, så kører mormor igen. Engang havde jeg min veninde Emma med hjemme på mormordag. Vi blev hentet lige efter skole, og da vi sad og drak kakao, spurgte Emma min mormor: Hvad får du for at komme hver onsdag? Min mormor kiggede lidt overrasket på Emma, så lagde hun hovedet lidt på skrå, og sagde: Nogle dejlige timer med mine børnebørn. Emma kiggede på mormor og sagde: Det var ikke meget. Når vi bliver hentet af vores barnepige, Sofie, så får hun altid 35 kr. i timen. Mormor kiggede på os og aede min kind, så sagde hun: Det var en fin løn. Jeg får også en fin løn, for jeg får sådan nogle dejlige smil. Og så sagde hun, at vi skulle gå ind og lege.

gør noget rigtig godt, men så viser det sig ikke at være så godt alligevel. Vi mennesker kan have en tendens til at drage forhastede konklusioner om hinanden og det, vi gør, uden at se på det hele menneske, og uden at vide, hvorfor den enkelte har gjort, som han eller hun har. Vi skal huske på, at vi gennem Gud har lært, at vi skal elske hinanden og os selv og på den måde se bort fra de fejl, der er ved hvert enkelt menneske. Vi er hver især unikke og skabt af Gud og derfor værd at elske og holde af.

RUTHS BOG 1,8-2,13 I det gamle testamente finder vi historien om Ruth og No’omis. Da No’omis mand og hendes to sønner døde i Moabs land, besluttede No’omis sig for at rejse hjem til Betlehem. Hun tog sine to svigerdøtre med på rejsen. Da hun kom til Betlehem, bad hun dem begge om at rejse tilbage til deres familier. Den ene svigerdatter Orpa rejste hjem, mens den anden svigerdatter, Ruth, bad om lov til at blive og hjælpe No’omis. Herefter arbejdede Ruth i marken og hjalp No’omis. Ruth fik ingen løn eller andet for at blive. Senere blev Ruth gift med den rige Boaz, og sammen fik de sønnen Obed. Ruth vidste ikke, at hun ville finde en ny mand i Betlehem, og det var bestemt ikke derfor, hun blev sammen med No’omis. Nej, Ruth fik fællesskabet med No’omis og muligheden for at hjælpe. Det var nok for hende. Når vi mødes i FDF, er det også for at opleve fællesskabet og have nogle hyggelige timer sammen. Der er ikke nogen, som får løn for at være til FDF, men vi får noget, der er meget

ANDAGTER AF: Connie Madsen, Rikke Vingborg og Joan Svarre

Andagter

større. Vi får et fællesskab, hvor vi har det MEGA sjovt

AKTIVITET • Børnene stiller sig på række og ”sender” et kram fra den ene ende til den anden. • Tag en snak med børnene om, hvilke hyggelige traditioner de har med bedsteforældre, en god voksenven, reservebedste osv.

BØN Kære Gud Tak fordi vi kan være sammen med dig Tak for fællesskab og tryghed Tak fordi du passer på os Amen!

KÆRLIGHEDSBUDDET Da Jesus gik på jorden, fik han mange spørgsmål fra mange forskellige mennesker. Nogle gange blev Jesus endda sat på prøve af de lovkyndige, det gjorde de for at sætte ham i en fælde. De lovkyndige var de kloge jøder, som kendte til Guds ord. Guds ord var dengang kun Det Gamle Testamente. Den sidste del af biblen, det nye testamente, er jo først skrevet, efter Jesus gik på jorden.

MATTHÆUS, KAP. 22, VERS 36-40 Denne gang skal vi høre om, da Jesus blev spurgt af en de lovkyndige, som dermed satte Jesus på en prøve. Den lovkyndige sagde: ”Mester, hvad er det største bud i loven?” Jesus svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. Jesus fortæller os her, at vi skal elske Gud og vores næste, som vi elsker os selv. ”Din næste” det betyder alle mennesker, både naboen, klassekammeraterne, læreren, kassedamen, skraldemanden og dem, vi ikke kender. Også dem vi måske ikke er så gode venner med.

Hvordan kan vi gøre det i dag? Vi kan sørge for at hjælpe andre, der har det svært og måske føler sig helt alene. Det kan være at spørge den nye i klassen, om han vil være med til at spille fodbold i frikvarteret. Eller at tale pænt om og til læreren, der har givet dig ekstra mange lektier for i juleferien. Måske kan du besøge en, der er ensom, og som ellers aldrig får besøg. Samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp. Eller noget helt andet. Du skal gøre dette for at glæde andre og ikke for din egen skyld. Det kan jo være, at du alligevel kommer til at nyde det, du gør, og får en helt ny ven.

AKTIVITET Et antal snore er forbundet to og to, undtagen en. Børnene stiller sig i en rundkreds, giv dem et stykke snor hver, så de ikke kan se, hvordan de er forbundet, og bed dem herefter om at finde den, de er forbundet med. Leg derefter ”2 mand frem for en enke”. Den, der står alene efter at have trukket i snorene, er den, der starter med at fange først. Efter legen kan I tale om det at være alene og skille sig ud. Vær klar på, hvilken retning I gerne vil have, samtalen skal tage. I kan bruge spørgsmålene her: • Hvordan var det at være den, der stod alene, efter I havde trukket i snorene? • Hvordan er det at være uden for i en gruppe? • Hvordan kan man tage imod en ny elev i klassen eller en ny til FDF? • Hvis du har haft en dårlig dag, hvordan kan du så få det godt igen? • Hvordan bliver nye en del af gruppen?

BØN Kære Gud Tak for skæve tænder og store hænder Tak for at jeg kan være mig og de andre være sig Amen!

AKTIVITETER AF: Melina K. Iversen

Aktiviteter BYG EN IGLO

GRØNLANDSK LANDSKAB

Med lidt fantasi kan en sukkerknald sagtens ligne en isblok. Skaf en hulens masse sukkerknalder og se, hvem der først får bygget en iglo! Den, der først får bygget en iglo af sukkerknalder, må spise en!

I kan bygge jeres eget grønlandske landskab. Byg bjerge og små huse, lav sne og fjorde og måske en hundeslæde. Brug for eksempel:

BYG EN HVAL Hold et krea-møde, hvor I bygger hvaler af papmache. Sørg for at have klisterblandingen klar inden mødet. Start mødet med at forme hønsenettet som en hval. Læg herefter avispapiret på hønsenettet stykke for stykke og smør klister på. Når hvalen har fået et tykt lag af aviser og er tør, går man i gang med at male sin hval.

MATERIALER • Uendeligt mange aviser • Tapetklister (alternativt mel og vand rørt sammen, til det ikke klumper) • En rulle hønsenet • En tang • Akrylmaling og pensler

• Piberensere • Vat • Mælkekartoner • Skotøjsæsker • Limstifter eller en limpistol • Ispinde • Reklamer • Tuscher

SUKKERKNALDSSTAFET Inden start måles en bane op på minimum fire meter fra start til slut. Børnene deles i hold á to og to. Nu gælder det om at få bygget et sukkerknaldstårn så hurtigt som muligt. Stafetten er, at man skiftes til at løbe frem til byggestedet med maks. to sukkerknalder. Det er forbudt at kommunikere med hinanden, dvs. at den der løber hen til byggestedet selv bestemmer, hvor sukkerknalden skal lægges. Hvis tårnet vælter, begynder man forfra, dvs. at sukkerknalderne, som var en del af tårnet, men nu ligger hulter til

bulter, skal samles til et tårn, dog må man kun lægge to sukkerknalder ad gangen. Det hold, som når først op til sisalrebet, har vundet stafetten.

MATERIALER • En masse sukkerknalder • To bordben • En rulle sisalreb

RUNDBOLD MED FROSSEN FISK I stedet for det klassiske rundboldbat bruges en stor frossen fisk. Spillet slutter, når fisken er slatten. I spillet skal der være to hold og en dommer. Holdene forsøger skiftevis at tjene point ved at ramme en bold med en stor frossen fisk og løbe en omgang rundt om fire kegler. Dommerens rolle er at afgøre uoverensstemmelser samt tælle point. Desuden har dommeren ret til under en overtrædelse af reglerne at uddele advarsler eller udvise en spiller. En udvist spiller tæller som en død, og der kan ikke bruges en befrier. Dommeren vælger en spiller fra hvert hold, som skal være med i lodtrækningen om, hvem der starter. En spiller, som når i mål ved kegle fire, indbringer et point til indeholdet. En befrier scorer to point, hvis indeholdet ingen døde spillere har. Holdet med flest point efter fem runder vinder. Spillet kan kun spilles udenfor.

TUREN TIL DEN FORBUDTE DAL Stafetten går ud på, at man er fem på et hold, hvor fire løfter stolen, mens den femte sidder på stolen. Nu gælder det om at skrue godt op for samarbejdsniveauet, da holdet både skal sørge for at komme igennem forhindringsbanen fejlfrit og samtidig sørge for ikke at tabe personen på stolen. Det hold, som er hurtigst til at gennemføre forhindringsbanen, har vundet. Stafetten kan både gennemføres inde og ude.

MATERIALER • Mælkekasser • Kegler • Reb • Rafter • Bildæk • En stol pr. hold

MATERIALER • En stor frossen fisk • En tennisbold • 5 kegler

GØR SILLE OG SIGURD ENDNU BEDRE Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne hør din mening om materialet. Skriv til os på slhv@fdf.dk og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad kan gøres anderledes?