Sille og Sigurd - 02 2022

Kære leder

Nogle gange er man nødt til at samle alt sit mod og gøre noget, selvom man er bange.

Det handler denne historie om, hvor Sille og Si gurd er nødt til at tage ud for at finde kokken Stroganoff, så de kan redde Kalle, der er fanget i det eventyrlige land Coratia.

Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tum lingeleder. Her finder du en lang udgave af histo rien om Sille og Sigurd på ekspedition i Coratia. I den lille bog findes en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem. Den lange historie egner sig til at læse højt til møder

ne, hvor der kan læses et kapitel til hvert møde.

Der findes to andagter bagerst i hæftet, der på samme måde kredser om temaet Mod og at være på opdagelsesrejse. Modet findes i os alle, nogle gange skal vi bare lede lidt efter det. Og husk, modig er den, der er bange, men alligevel tager ud for at redde sin ven.

Af aktiviteter kan du denne gang finde inspira tion til et løb igennem de forskellige landskaber i Coratia, der udfordrer børnene på deres mod.

God læselyst

Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf

Redaktion Lene Thanild Schøler, Jonas Holmgaard

Hundebøll (forfatter), Stine Vrist Jepsen (andagt), Giv-Et-År medarbejder Anton Kofoed-Duun og

Helene Mie Rasmussen (aktivitet)

Tegninger Jakob Kramer

Layout Superego

Tryk Zeuner A/S

Oplag 7.000 – ISSN: 1603-4074

Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen slhv@FDF.dk

Her er Sille, og her er Sigurd, og her er histori en, om dengang de kom med på ekspedition til Coratia…

KAPITEL 1

Historien begynder i den lille by, hvor Sille og Sigurd boede. Alt var egentlig i den skønneste or den. Altså bortset fra en enkelt ting. Ingen havde set FDF-lederen Kalle siden sommerlejren med de store børn. Nogle mente, at de måske havde set ham gå en tur i regnvejr, andre var helt sikre på, at det ikke kunne passe. Alle var dog enige om, at de helt sikkert havde set Kalle tage af sted på lejr.

En dag skete der dog noget, som ingen havde oplevet før. Sille og Sigurd var ved at skubbe den gamle, gule robåd ud i søen. Sille og Si gurd havde fået lov at få båden af smeden. Den ene åre var godt nok knækket og der var et lille hul i bunden fra dengang, hvor de sammen med smeden havde brugt kredsens piskeris til at lave en motor på båden. Nu var hullet stoppet med Viktors gamle strømpe, som han havde glemt, sidst de var på lejr.

Sigurd sad bagerst og forsøgte at stage båden frem med den knækkede åre. Imens stod Sille i

stævnen og brugte den anden åre til at fiske ting op fra søens bund.

”Hov,” råbte Sille pludseligt – ”Der er bid.”

Hun lænede sig forsigtigt ud over kanten.

”Den ser gammel ud.”

”Woaw. En rigtig flaskepost.” sagde Sigurd.” ”Der er noget indeni.”

Det var et brev. Og det allermest mærkværdige var, at brevet var til Sille og Sigurd.

”Lad os tage det hen i kredshuset og læse det,” sagde Sigurd.

De benede hen ad den dovne hovedgade og hen til kredshuset. Luften i lederrummet var tung og varm. Der duftede syrligt og en smule af kaffe. Rullegardinerne var halvvejs trukket ned, og den røde sols stråler gennem de brune gardiner gav rummet sådan en orange kulør. Sille satte sig på stolen ved det runde bord.

Forsigtigt tog hun proppen af flasken. Brevet var vådt og svært at få ud af flasken.

”Det ser ud som om, brevet har været ude på en meget lang rejse,” fremstammede Sigurd. ”Tror du, det er sikkert at åbne det?”

Brevet var så laset og vådt, at noget af teksten

KæreSillemanglede.læste:Silleog

Sigurd

Jeg er i landet Coratia.

Jeg kan ikke komme hjem.

Lige nu holder jeg mig gemt i De Gådefulde Grotter og kan ikke komme frem fordi…

Spørg Kokken Stroganoff, han kan fortælle alt. Mange hilsner

PS.KalleVil

I tage en madpakke med?

”Er det mon vores Kalle, der har sendt brevet?” spurgte Sigurd. ”Jeg synes altså, det her er lidt uhyggeligt. Hvorfor gemmer Kalle sig, hvor er Co ratia, og hvem er Stroganoff?”

“Der er noget mere inde i flasken,” sagde Sille. Måske kan det hjælpe os på vej?

Inde i flasken var der også et sammenrullet gul ligt papir. Papiret var tyndt og nær ved at falde fra hinanden. Hjørnerne af papiret var væk. Det så ud som om, de var brændt væk eller spist af mus eller måske begge dele.

Sille rullede forsigtigt papiret ud, så det ikke gik i stykker. Det var et kort over det mystiske land Coratia og et kort over vejen dertil.

“Fantastisk!” sagde Sille.

”Tror du virkelig, at det er ægte?” fremstammede

PåSigurd.kortet

snoede en flod sig blandt skov, bjerge og ørken. En søslange badede i det brusende vandfald og en kæmpe 12-armet grå smilende blæksprutte boede i et strandet piratskib.”

”Den Buldrende Vulkan, Den Sprudlende Sump og Den Mystiske Jungle,” læste Sigurd højt.

”Det lyder som et meget farligt sted.”

”Måske, men Kalle har brug for vores hjælp, el lers ville han aldrig have sendt os et brev.” Sille

fandt et forstørrelsesglas og studerede papiret nærmere. ”Der står noget mere her.”

Hun rømmede sig og begyndte at læse.

”På Den Rustne Lygte skal I spørge efter kokken. Han er høj som malerens blommetræ, bred som en bus på vej til Tyskland og stærk som ti vilde tyre fra Barcelona.”

Ti minutter senere stod Sille og Sigurd klar, med hver deres rygsæk på. I taskerne havde de so veposer, liggeunderlag, en tandbørste og Kalles

”Kortetmadpakke.siger, at vi skal mod nord,” sagde Sille.

De gik længere, end de nogensinde havde gjort før. Sigurd kunne ikke længere kende området.

Det var længe siden, de var gået forbi den gamle rideskole, som i dag var helt forladt. Det sagde man i hvert fald. Vinduerne var smadret sidste sommer, og siden dengang var der også kommet et hul i taget, så fugle kunne komme i ly på det gamle høloft.

Da de passerede ruinen, hørte Sigurd en ugle tude. Det var næsten som om, den gav signal til nogen eller noget.

”Det er som om, at nogen kigger på mig,” hvi skede Sigurd.

Sille Timernefnyste.gik, solen begyndte at blive mere rød, og træernes grene blev mere krogede. Blomsterne i vejkanten var heller ikke længere blå og gule. Nu groede der tidsler og brændenælder. Luften blev køligere og føltes tung. Det hele skete, uden Sigurd lagde mærke til det.

’Knak’ lød det bag dem, som om nogen trådte på en gren.

”Jeg tror, at nogen følger efter os,” hviskede Si gurd. ”Og det har de gjort meget længe.”

Sille hørte hverken Sigurd eller grene, der knæk kede. Hun gik med næsen i kortet.

”Jeg kan ikke forstå det – vi burde være her nu,” sagde Sille.

”Ifølge kortet skulle vi følge stien langs skoven væk fra kredshuset. Efter det passerede vi ride skolen, gravhøjen, de tre væltede træer, mosen og den gamle grusgrav. Kroen burde være her.” Sigurds mave var begyndt at rumle.

”Sille, jeg kan snart ikke mere. Vi har gået og gået og gået. Du har sagt flere gange, at kroen burde være her nu. Snart bliver det mørkt. Vi har ikke fået noget at spise siden i morges, og den eneste mad, vi har, er Kalles madpakke, som vi jo ikke kan spise.”

I det samme mærkede Sigurd en hånd tage fat i kraven på hans trøje.

”Hva’ er du for en bette lort?”

Sigurd hoppede mindst to meter op i luften af forskrækkelse. Og mens han stod der og hoppe de lidt op og ned, tænkte han på, hvordan han mon kunne stikke af. Det så ud som om, der var et lille hul mellem nogle buske. Det lignede faktisk, at der kom lidt lys ud af hullet mellem buskene. Men den store næve gjorde det umuligt at vriste sig fri.

”Du må ikke rive ørerne af mig eller slå mine tænder ud,” fremstammede Sigurd.

Det hele var gået så stærk, at Sille ikke havde hørt noget.

Og før Sigurd kunne nå at advare Sille om den store hånd, vendte hun sig om og udbrød:

”Hej. Vi leder efter ’Den Gamle Lampe’. Kender du Denvejen?”store

mand begyndte at grine så meget, at hånden, der holdt fast i Sigurd, rystede. Det var lige før, Sigurds bukser faldt af.

”’Den Gamle Lampe?’ – Nej, du mener vel ’Den Rustne Lygte’?”

Der lød et kvæk fra Sigurd, der nu var blevet løftet op over jorden, og blusen strammede i halsen på ham.

”Hmm,” brummede den store mand. ”Ved du, hvad vi plejer at gøre ved sådan nogen som jer?

Vi plejer at invitere dem med ind på kroen til min berømte stuvning. I ligner to, der godt kun ne trænge til et hvil og en bid mad.” Manden grinede nu, så man kunne se, at han manglede fire

”Dettænder.vilvimeget

gerne. Vi har gået hele dagen. Jeg hedder forresten Sille, og det er Sigurd, som du holder der. Vi leder efter kokken Stroganoff. Kender du ham?”

Den store mand satte Sigurd ned.

”Kom med, mine venner. Jeg er Stroganoff. Lad os få lidt mad, så kan I fortælle mig, hvorfor I leder efter mig.”

Mens de tre nye venner gik ind i kroen, listede en skygge sig hen under vinduet, hvor man tydeligt kunne høre alt, hvad der blev snakket om i det lavloftede rum.

De satte sig ved et stort gult plankebord dækket med tallerkener, knive, gafler og glas, der alle var forskellige.

”Ingen mennesker er ens” – gryntede Stroganoff. ”Sæt jer lige præcis der, hvor I vil.

Stroganoff og Sille og Sigurd gumlede og gna skede i sig, og Sigurd sagde, at hvis det var den slags mad, de havde i Coratia, så ville han flytte dertil, når han blev stor.

Da Stroganoff havde tømt sin tallerken, vendte han bunden i vejret på den og satte den på hove det. Da Sille så det, gjorde hun straks det samme, men fordi hun ikke havde spist alt stuvningen, løb der nu sovs og to ærter ned over hendes pande og videre ned over næsen. Men så stak Sille bare tungen ud og bremsede det.

”Ingenting må gå til spilde,” grinede Sille.

Sigurd slikkede først sin tallerken omhyggeligt, inden han tog den på hovedet.

Da alle var mætte og tilfredse, tog Stroganoff et rask tag i dugens fire hjørner og løftede den af, så tallerkener, knive, gafler og glas trillede rundt mellem hinanden som i en sæk. Derefter stoppe de han hele klumpen ned i bænken, han sad på.

”Jeg rydder altid op, lige så snart jeg har spist,” sagde Stroganoff med et grin.

”Og lad mig nu høre – hvorfor leder I efter mig?”

Sille og Sigurd fortalte om hele den mærkvær dige

Deresdag.forsvundne

leder, flaskeposten, kortet over Coratia og ikke mindst følelsen af, at nogen fulgte efter

Imensdem.sad

Stroganoff smilende og lyttede med åben mund, så man kunne se hullerne mellem tænderne. Og da Sille og Sigurd var færdige, lød det fra ham:

”Er”Jaså.”jeres

leder Kalle strandet på Coratia? Så må vi jo hellere hjælpe ham. I morgen besøger vi min gamle ven Skipper. Han har et luftskib, der kan føre os til Coratia.”

Samtidig med at Stroganoff sagde dette, hørtes en mystisk lyd foran vinduet. Det lød næsten som, når Sigurd var sulten.

Forrest gik en lille pige med hovedet foroverbø jet og kiggede i noget. Lige efter kom en kæmpe mand, som med sig havde taget en dampen de gryde stuvning. Løbende efter de to kom en dreng, som af og til kiggede sig over skulderen, som om han kiggede efter noget. Endnu længere bag de tre var det som om, en rund mørk skygge fulgte efter.

De tre var selvfølgelig Sille, Stroganoff og Sigurd. Sille var vågnet, endnu før solen var stået op. Hun havde forsøgt at vække Sigurd, men han var bare krøbet længere ned i sin sovepose. Det første, Sigurd sagde, var godt nok, at han ikke gik nogen som helst steder, og han bestemt ikke skulle flyve luftskib, og han desuden ikke havde lukket et øje, fordi han havde hørt nogen snorke uden for vinduet. Sille havde bare rystet på hovedet og pakket sin taske.

”Uh, det bliver rart at se gode gamle Skipper igen,” sagde Stroganoff.

KAPITEL 2

Næste morgen da hanen galede fem gange, kunne man i solopgangen se en mærkelig flok bevæge sig væk fra kroens trygge rammer.

”I skulle have været med på nogle af vores mange rejser. Vi har besøgt de mest fantastiske steder. Jeg mindes en tur til den ’Den blomstrende eng’. Her sov vi hos ’De skæve solsikker’. Og ved I, hvad det bedste af det hele var?

”Nej,” fik Sigurd forpustet fremstammet.

”De elskede min stuvning,” grinede Stroganoff.

Lige da han sagde det, blev alt helt tåget omkring de tre venner.

”Nu er vi her snart,” sagde Stroganoff.

”Hvad mener du med snart?” spurgte Sigurd. ”Der er da ingen mennesker, som bor i en tåge!”

”Jo, det er der helt bestemt,” svarede Stroganoff. ”Min gamle ven Skipper bor nemlig lige præcis midt i en tåge.” Ingen af de tre kunne se længere frem end længden af en bil.

Bag dem hørte Sigurd lyden af en skramlen, og det lød, som om nogen græd.

Det var umuligt at se, hvor stien førte hen, men det var helt sikkert en sti. De tre fulgte forsigtigt stien uden helt at vide, om den førte dem på rette vej eller ej.

Men inden nogen af dem nåede at blive rigtigt bange, drog de alle et lettelsens suk. De var vadet med næserne lige ind i en rebstige.

”Du er en mester til kort, Sille,” sagde Stroganoff. ”Sidste gang gik jeg rundt her og ledte i flere dage. Faktisk så længe, at jeg næsten var løbet tør for Stroganoffstuvning.”klatrede op ad rebstigen og bad Sille og Sigurd følge med. Oppe for enden var en dør. Stroganoff tog skeen op af sin gryde og stak den lange tynde ende ind i et lille næsten usynligt hul ved siden af døren. Der lød en høj lang lyd, som når nogen lukker luften ud af en madras. Døren gled hurtigt til side. De trådte ind, og I det samme lukkede døren sig bag dem med et højt bump.

De var havnet i et stort aflangt rum. Et skilt hang ned fra loftet:

”Ingen madpakker eller tasker på sæderne,” læste Sille. ”Det må være en gammel skolebus.”

”Kan I slet ikke høre det?” lød det igen en anelse bange fra Sigurd. ”Jeg tror helt bestemt, nogen følger efter os.”

”Næh, helt bestemt, kan jeg ikke høre noget, men jeg fik engang et godt råd,” svarede Stroganoff.

”Min mor sagde nemlig altid: ’Når vi når syvmi le-tågen, skal man bare finde skib og åbne lågen’.”

Det var som om, tågen lyttede.

Foran Sille kunne de tre pludselig se en lille sti.

Luften var varm og tung, og der duftede af ek sotiske krydderier. Det var som om, der var en lille smule af alle verdens lande i rummet. Midt i rummet stod et stort rundt bord. I midten af det var et rundt kompas på størrelse med en stor badebold. Langs væggene var der senge, så der kunne sove mindst seks personer i bussen. Langs endevæggen var en kæmpe reol med sirligt stablede papirruller. Der var flere hundrede ruller. Nogle var kæmpestore, andre helt små. Ovenover hver hylde stod en række tal. 22N, 55N, 10Ø og 37S. Det hele havde faste pladser. Rummet havde også en rusten stejl vindeltrappe, der førte op på Dettaget.såud

som om, der engang havde været vin duer hele vejen rundt. Nu var nogle gået i stykker og blevet erstattet af billeder fra eksotiske ste der. Der var et billede af en mand med et stort skæg, som spiste ris, mens han stod på Den Ki nesiske Mur. På et andet billede red manden på ryggen af en kæmpestor hvid isbjørn i Grønland.

Der var også et billede fra en række steder, som hverken Sille eller Sigurd kunne kende. På et af billederne stod manden med Stroganoff og flere andre, blandt andet en blond pige, der lignede Sille lidt. På et andet billede var den samme pige, hvor hun stod med Skippers arm omkring skulderen og smilede med en stor blomsterkrans om hovedet, mens de stod i en enorm blom strende eng.

”Den Blomstrende Eng” og ”Den Uendelige Ør ken,” sagde Sigurd. ”Er det ikke steder på Kalles kort over Coratia?”

Sille rullede forsigtigt kortet ud.

”Du har helt ret, Sigurd. Vi må være på helt rette vej,” sagde Sille.

”Se,” sagde Sigurd. ”Der står varm kakao på bor ”Uh,det.” det lyder dejligt,” sagde Sille.

”Nej, Sille. Det betyder, at nogen bor i bussen lige nu,” sagde Sigurd. ”Vi må gemme os.”

”Kakao, en reol fyldt med kort over alle verdens lande og et kompas, der viser vej både dag og nat. Den er god nok,” sagde Stroganoff. ”Velkommen ombord på verdens mest berømte luftskib, og der er bestemt ingen grund til at gemme sig.”

Det gav et ryk i skibet. Vinden tog fat i de store balloner, der hang over skibet, og langsomt for svandt jorden under dem.

”Iiiihhhh, aarrrhhhh, ååhhh, uhhhh, hjæææææææ,” lød det fra et sted i tågen.

”Hørte I det?” sagde Sigurd.

til ekspedition. Vi letter om et øjeblik.”

I samme øjeblik skrattede en gammel højttaler i ”Gørloftet.klar

”Arh. Vi kommer lige til tiden,” sagde Stroganoff. ”Lad os gå op og hilse på kaptajn Skipper.”

KAPITEL 3

På dækket af skibet kunne de gennem tågen se omridset af en mand. Hans hår var vildt og dæk ket af en kaptajnshat, og han havde et kæmpe overskæg. Vinden fik skægget til at blafre, så det hang som to haler efter ham. I den ene hånd havde han et stort ror. I den anden hånd et sig ”Tut,nalhorn.tut”

lød det. ”Så letter vi,” råbte Skipper.

”Arh, det var sikkert ikke noget. Luftskibet er en ældre dame. Af og til lyder det nærmest, som om hun taler til én,” sagde Stroganoff. ”Kom med og hils på Skipper.”

Sille gik hen mod den storsmilende Skipper. Luft skibet hævede sig højere og højere op. Imens blev den tykke tåge tyndere og tyndere.

”Min kære ven Stroganoff, velkommen ombord,” sagde Skipper. ”Glad som altid, men hvem er det, du har med? Et øjeblik troede jeg, at jeg så syner – pigen ligner jo… ja, en kær ven, jeg ikke har set, siden vi var på vores sidste ekspedition,” sagde Skipper.

”Jeg hedder Sille, og ham derhenne er Sigurd,” sagde Sille. ”Kan du flyve os til Coratia?”

”Javel ja, Coratia det bliver,” sagde Skipper. ”Er han flyvesyg, ham Sigurd, siden han ryster sådan og er helt hvid i hovedet?”

”Nej, måske, eller jeg ved det faktisk ikke. Vi har ikke prøvet at flyve i sådan en bus her før, så måske gør det ham svimmel,” sagde Sille. ”Han snakker også hele tiden om, at nogen følger efter os, og han hører stemmer.”

”Nå da da. Men bare rolig,” sagde Skipper. ”Luft skibet her er det sikreste sted i verden, og så længe vi er i luften, kan ingen følge efter.”

Skipper tudede igen i hornet og trak så i et blåt håndtag. I et nyt hårdt ryk bevægede luftskibet sig endnu højere op. Den rejsende flok var nu helt fri af ”Hjæææælp,tågen.hjæææælp,”

lød det igen. Denne gang tydeligere.

”Kan I ikke høre det?” udbrød Sigurd.

”Hjælp, hjælp mig,” blev der råbt igen. Det lød som om, det kom fra himlen eller i hvert fald nedenfor skibet.

Sigurd lænede sig ud over kanten for at se, hvor lyden mon kom fra.

Efter skibet hang en lang hale. Det var rebstigen, som de havde glemt at tage ind, inden de lettede, og for enden af den hang noget, der mest af alt lignede en busk.

”Hjælp, jeg er ved at falde af, og jeg er også bange for højder,” råbte busken.

”Stroganoff, kom og hjælp,” råbte Sigurd. ”Vi har en talende busk hængende efter os.”

”En flyvende bus med en talende busk efter sig,” svarede Stroganoff. ”Det her bliver en fantastisk rejse.”

”En fantastisk rejse måske, men ikke for den talende busk,” svarede Sigurd. ”Jeg har brug for din hjælp og dine mange kræfter.”

Først da gik det op for Stroganoff, at Sigurd fak tisk mente det og havde brug for hjælp. I to store skridt var han henne hos Sigurd. Sammen fik de fat i rebstigen og kunne nu langsomt trin for trin trække den talende busk ind mod luftskibet.

Imens hang busken fast med det, der lignede de yderste kviste.

Sille begyndte også at hjælpe. Og hvis ikke Sille havde sagt til Skipper, at luftskibet ville styr te ned, hvis han slap roret, så var Skipper også

Stroganoff og Sille og Sigurd nu i kor.

”Hiiiiv,”kommet.råbte

Med et bump landede busken på dækket.

”Tak,” lød det skælvende fra busken. ”Jeg har al lerede tabt mange blade, fordi jeg var så bange.”

”Det var godt, du råbte om hjælp,” sagde Sille.

”Jeg hørte godt noget, men tågen var for tyk, så jeg kunne ikke se dig,” brød Sigurd ind. ”Det hele var sådan lidt tåget, kan man sige.”

”Jeg var også nær selv faret vild,” sagde busken. ”Det var kun i sidste øjeblik, jeg stødte ind i sti gen og nåede at gribe fat.”

”Det her må blive mit mest fantastiske eventyr nogensinde,” råbte Skipper nu fra roret. ”I morges troede jeg, at jeg skulle flyve en lille tur alene, men allerede nu har jeg fået to nye venner, en talende busk og gode gamle Bøf Stroganoff om

”Takbord.fordi

I reddede mit liv,” sagde busken nu. ”Kommer vi nogensinde hjem til min familie, så lover jeg, at I får en medalje. Min far er nemlig konge, og min mor er dronning.”

Stroganoff rettede ryggen af stolthed og børstede sig fri for blade.

”Er din far konge?” lød det forsigtigt fra Stro ganoff. ”Hvordan kan vi hjælpe Dem, Deres Høj

”Barehed?”

kald mig Willy,” sagde busken. ”Og I kan i øvrigt hjælpe mig ved at flyve mig hjem til mine forældre i Coratia. Jeg savner dem så meget, og så er jeg også frygteligt sulten.”

”Det er din heldige dag i dag,” sagde Stroganoff. ”Jeg har en stuvning med, og vi er netop på vej til ”SkalCoratia.”viikke

gå nedenunder, så kan vi sætte os høre Willys historie?” mumlede Sigurd. Han var også blevet sulten. Det var nemlig heller ikke hver dag, han fløj luftskib og reddede en talende prinse-busk. ”Der kan du også fortælle, hvordan du endte midt i tågen.”

Ovre fra roret lød der et lille grynt fra Skipper.

Stroganoff mente helt bestemt, det betød: ”Gør I det, jeg skal nok styre skibet til Coratia.”

Mellem rumlen af maver, slubren, klirren af tal lerkener og et par af Strogonaffs bøvser begyndte Willy at fortælle.

”Det hele gik så godt i sommer. En masse søde og rare FDFere besøgte Coratia og mit folk, Vat folket. I kender måske pladevat og vatrunddeller. Det kommer fra os. Vi er også kendt for at være meget strikse ved grænsen. Ingen kommer ind i landet uden vaterpas. Det søger vores legesolda ter for. Og så er vi kendt for at være vildt gode til at lege gemme. Sammen med alle FDFerne ville jeg lege gemme. For at vinde klædte jeg mig ud som en busk og gemte mig i en masse bagage fra Jylland. Desværre nåede ingen at finde mig, før FDFerne rejste hjem. På den måde kom jeg med alle tingene retur til Danmark og jeres by. Her sneg jeg mig rundt klædt ud som en busk. En dag så jeg, at I fik et brev fra Coratia. Jeg tænkte, at I var min redning, og siden har jeg sneget mig efter jer på hele jeres rejse.”

Sigurd sprang op af stolen. ”Lydene på ridesko len, de knækkede grene, skyggerne og rumlen fra din mave. Det var alt sammen dig. Jeg troede, jeg var ved at blive skør.”

”Sigurd, du er skør, men skør på den sjove måde,” grinede Sille, mens hun tænkte videre. ”Jeg tror, det hele begynder at give mening nu.”

”Giver mening? Det må du lige få til at give me ning for mig” sagde Stroganoff. ”Det eneste, der giver mening for mig, er en portion stuvning Sillemere.”grublede

lidt og begyndte at forklare.

”Kalle elsker gemmeleg. Det ved vi. Han var sik kert med i den samme gemmeleg som dig, Willy. Og han nåede sikkert heller ikke at blive fundet, før FDFerne rejste hjem. Nu tror din far, kongen, og din mor, dronningen, at du er væk. De ved, at du blev væk, da FDFerne besøgte Coratia. De tror derfor, at FDFerne har taget dig med hjem med vilje. Nu er de sure på Kalle, som er blevet fundet, og er den eneste FDFer tilbage i Coratia. Han må derfor gemme sig igen.

”Åh, nej!” sagde Willy. ”Vi må da hjælpe Kalle.”

”Det er lige præcis det, vi er på vej til,” sagde Sigurd. ”Og godt du kom forbi. Nu skal vi bare hurtigst muligt til Coratia.”

”Vi må vist også hellere sørge for, at du ikke længere ligner en busk,” grinede Stroganoff med stuvning løbende ned ad kinderne. ”Din mor og far skal jo gerne kunne kende dig igen, så ikke de tror, at endnu flere er blevet væk.”

Efter en vask stod Willy som en fin, ny klump vat helt uden grene og med sin skinnende prinse krone på hovedet.

Efter nogen tid begyndte de at kunne se røg i det ”Denfjerne.Buldrende

Vulkan i sigte,” råbte Sigurd.

Vandet under dem begyndte også at ændre farve. Det mørke og blå blev pludselig mere grønt og glitrende.

”Jeg er sikker på, at vi rammer land ved Den Glitrende Kyst,” sagde Sille. ”Det passer med

”Jegvindretningen.”kenderDen

Glitrende Kyst,” sagde Willy. ”Derfra skal vi bare fortsætte mod øst, så kom mer vi til De Gådefulde Grotter.”

Skipper rettede kursen mod øst og satte farten Underop.

luftskibet ændrede landskabet sig hurtigt. Først hav, så ørken, dernæst klipper.

Lyden ændrede sig også. Det lød som råben og skrigen. Der hvor lyden kom fra, ændrede land skabet farve fra gråt til hvidt. Det så næsten ud som om, det havde sneet.

”Åh, nej,” udbrød Willy. ”Vi må skynde os!”

”Hvorfor?” sagde Sigurd. ”Kan din mor og far ikke tåle sne?”

”Jo sne, men det der er ikke sne,” sagde Willy. ”Det er vatfolket og legesoldaterne, der på vej ind i grotterne efter jeres leder Kalle.”

Stroganoff pustede sig op og gjorde sig klar til ”Barekamp.

glem det,” sagde Willy. ”De er for mange, og legesoldaterne er meget stærke.”

”Jamen, vi må da gøre noget,” nærmest råbte Sille og Sigurd i kor.

”Hmm,” brummede Skipper. ”Måske har jeg en ”Kanidé.”

I huske den skrattende højttaler, som jeg bruger, når vi letter?”

”Ja, men vi skal ikke lette nu,” sagde Sille ”Vi skal redde ”Præcis!”Kalle.”sagde

Skipper. ”Jeg drejer højttaleren, så den vender ud af bussens vinduer. Og her er hornet og mikrofonen, Sigurd. Nu skal du redde Kalle.

”Skal jeg?” sagde Sigurd forbløffet. ”Det er jeg slet ikke modig nok til.”

”Jo, jeg ved du er den rette,” sagde Skipper. ”Man behøver ikke være stærk for at være modig. Mod kan være mange ting. Mod til at hjælpe og mod til at sige stop. Du er modig. Det har jeg selv set. Ellers havde vi aldrig reddet Willy.”

Da luftskibet var lige over dem, tog Sigurd hornet op til “Truuuuuuuut,munden.

truuuuuuuut, truuuuuuuut,” lød det i højttaleren.

Alle stoppede og kiggede overrasket op. ”Øh hej, I skønne vatnisser,” sagde Sigurd. ”Er vi mon kommet til Vatikanet?”

”Nej, Sigurd,” sagde Sille og tog sig til hovedet. ”Du skal ikke fortælle vittigheder nu.”

”Jo jo, bliv endelig ved,” sagde Willy. ”Min mor og far elsker at grine. Det er det bedste, de ved.”

Sigurd rømmede sig.

”Øh. Hvad kalder man en giraf, der har vat i ører ne?” Ingen svarede.

”Man kan kalde den lige, hvad man vil. Den kan jo ikke høre det.”

Hele vatfolket stod som forstenet. Langsomt be gyndte en latter at sprede sig. Han prøvede igen.

”Hvorfor tager voksne vat i ørerne, når de skal i svømmehallen? Det er fordi, de er bange for at blive Sådanhjernevasket.”fortsatteSigurd,

mens Skipper langsomt landede luftskibet på en lille græsplet foran grot terne. Med en høj lyd åbnede døren, og Willy løb ud i sine forældres arme.

Både kongen og dronningen var så overraskede, at de helt stoppede med grine. I stedet brød alle vatrondeller, alle de vattede legesoldater og alle vatnisser ud i jubel.

Og frem fra grotterne kom ham, de havde ledt “Kalle!”efter.

råbte Sille og Sigurd i kor. De løb ham i møde. Han gav dem et stort kram. De huskede også at give ham madpakken.

“I fandt mig,” sagde Kalle glad.

Den aften blev Sille, Sigurd, Stroganoff, Skipper og Kalle inviteret til en kæmpe fest på slottet. De fik hver en medalje for at have reddet Willy.

Næste morgen lettede de i luftbussen og fløj hele vejen hjem til kredshuset.

Andagter

INFO OM ANDAGTERNE

”Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”. Dette kan for nogle virke uoverskueligt, og for andre kommer det meget naturligt. Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruge vores fantasi sam men med børn og unge. Gennem andagterne på disse sider er der plads til både at formidle det kristne budskab og at bruge sig selv som men neske. Andagterne tager os igennem temaer fra landslejren. Den første andagt er en Modigheds vandring, hvor børnene skal være modige og gå sammen, og i den anden skal børnene finde deres Tænkested. Den tredje andagt handler om at fin de modet og mod på livet. Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst. Vi håber, I vil finde glæde og inspiration i andagterne.

MODIGHEDSVANDRING

Under denne andagt skal børnene være modige og tro på deres egne og hinandens evner. Denne andagt kan tilpasses børnenes niveau alt efter behov. Start med at fortælle historien om Jesus, der går på vandet, afhold aktiviteten og slut an dagten af med en sang og en bøn.

og fordi Gud hjælper mig. Hvis du tror på det og er modig, Peter, så kan du også.” Peter satte sin fod på vandet, og så lykkedes det Peter også at gå på vandet. Han gik hen imod Jesus, mens han kiggede lige ind i hans øjne. Undervejs kom Peter i stedet til at kigge på de høje bølger på søen, og Peter begyndte at tvivle på, om han virkelig kunne gå på vandet, og han mistede derfor modet. I det han begyndte at tvivle, sank hans fødder i, og Jesus var nødt til at redde ham. ”Da du troede, kunne du gå på vandet, men da du tvivlede, så sank du i,” sagde Jesus.

Nu skal I ligesom Peter finde modet frem og være modige ved at tage på en modighedsvandring.

AKTIVITET TIL MODIGHEDSVANDRINGANDAGTEN:

Børnene får bind for øjnene og skal nu holde hinanden i hånden. En leder går forrest og le der modighedsvandringen. At gå en tur med bind for øjnene uden at vide, hvor man skal hen, kan kræve mod nok i sig selv til at være en modig hedsvandring. Det er dog også muligt at opstille små udfordringer undervejs, som eksempelvis forhindringer børnene skal udenom eller under. En anden mulighed er, at børnene skal gå i bare tæer, hvor de så skal hen over forskellige under lag på deres vandring, såsom græs, en presenning med vand på, brosten eller noget blødt stof. Til pas aktiviteten til lige præcis jeres børn. Det er jer, der kender dem bedst og ved, hvad de kan, og hvor de skal bruge modet. Udfordr dem gerne.

GENFORTÆLLING AF VANDRING PÅ SØEN: (NT MATT 14, 22-33)

En dag, da Jesus var ved Genesaret-søen, sagde han til sine venner, at de skulle gå i båden og sejle i forvejen ud på søen, mens Jesus ville gå op i bjergene for at bede til Gud. Hans venner sejlede fra land, og da de var kommet et godt stykke ud på det dybe vand, så de noget mærkeligt. Jesus kom gående ud til dem… på vandet! Tænk sig, han gik oven på vandet uden at synke i. En af hans venner, Peter, spurgte: ”Hvordan gør du det?” Og Jesus svarede ham: ”Fordi jeg er Guds søn,

BØN

Kære Gud. Tak for, at du giver os mod ved, at vi tror på dig. Vis os, at med din hjælp og lidt mod, så kan vi komme igennem enhver udfordring. Tak for du er med os, og hjælp os ved at vise, hvordan vi får modet, når vi har mister det.

Fadervor…

TÆNKESTEDET

Gå på tur og find jeres tænkested. Et sted uden udefrakommende distraktioner, og hvor børnene kan sidde stille og roligt. Fortæl dem historien om Noas ark, og slut andagten af med en bøn. Det er også muligt at synge en sang før eller efter genfortællingen.

Noa flere gange, og så en dag vendte duen ikke tilbage. Så vidste Noa, at Jorden ikke længere var oversvømmet, for så havde duen fundet et sted at bygge sin rede. Derfor åbnede Noa for arken og lod alle dyrene komme ud og tilbage på land. Noa sagde tak til Gud for at have ladet ham og hans familie overleve. Gud svarede “selv tak”, og at de nu skulle gå ud i verden og få en masse børn – både dem, men også alle dyrene, så der igen kunne komme godt liv på Jorden.

GENFORTÆLLING AT HISTORIEN OM NOAS ARK: (GT 1. MOS, 6-9)

Kender I historien om Noas ark? Den starter med, at Gud spørger en om hjælp. Verden og menne skene er nemlig blevet onde, og det vil Gud ikke have. Han spørger derfor en mand om hjælp og sender ham ud på et eventyr. Det kender I må ske også? At blive spurgt, om I vil gøre nogen en tjeneste eller hjælpe en med noget. Nogle gange kan det være, det er endt med at blive et helt eventyr, som man ikke lige havde forstillet sig, man skulle ud på. Måske med nogle udfordrin ger undervejs, hvor det måske krævede mod at gennemføre. Eller måske begyndte man at tvivle? Var det nu også det rigtige at hjælpe?

Historien om Noas ark starter med, at Gud sagde til Noa: ”Noa, du er en god mand! Derfor skal du bygge en ark. Den skal være så stor, at der er plads til to af alle verdens dyr. Du skal få alle dem ombord på arken sammen med din familie, og så skal I vente. Så vil jeg lade det regne i mange, mange dage for at skylle alt det onde væk, så kun det gode er tilbage. Jorden vil blive oversvømmet, og det eneste, som vil være tilbage, er det på ar ken.” Og det gjorde Noa så. En kæmpemæssig flot ark fik Noa bygget, og han fik alle dyrene ombord. Der kom to aber, to myrer, to elefanter, to grise, to giraffer og to køer. Køen var lang med alle de dyr, som skulle ombord på arken. Da alle dyrene og Noas familie var ombord, sagde Noa til Gud, at de var klar, hvorefter regnen kom. Det regnede og regnede i flere dage. I 40 dage regnede det både dag og nat. Så meget at hele jorden blev oversvømmet. Men så en dag sagde Gud, at det var nok, og regnen stoppede. Arken var strandet oppe på toppen af et bjerg. For at være sikker på, at Jorden ikke længere var oversvømmet, sendte Noa en due ud for at kigge. Dette gjorde

Det var noget af en opgave, Noa fik af Gud, og hvor må det have været skræmmende. Jeg tror, at hvis det var mig, så havde jeg været bange for, om arken nu også kunne holde. Jeg ville nok have undret mig over, hvornår mon det ville stoppe med at regne, og måske endda om det nogensinde ville stoppe. For Noa og hans familie krævede det alverdens mod at komme igennem dette. De var lige pludselig helt alene sammen med en masse dyr. De kunne ikke andet end at være modige og tro på det, Gud havde fortalt dem – tro på, at Gud en dag ville sørge for, at regnen stoppede. Det kan være rigtig svært at blive ved med at tro især over så lang tid. Så kan man nemt miste modet.

BØN

Kære Gud. Tak for du har tillid og ser det gode i os mennesker. Tak, for du er der til at gøre os modige og hjælper os til at finde modet igen, når vi mister det. Hjælp os, når vi tvivler.

Fadervor…

Aktiviteter

OPDAGELSESLØB

Alle de store har været på landslejr, og nu er det jeres tur!

Her er et løb, hvor I skal rundt og udforske alle landskaberne i Coratia. Der er et par opgaver til hver post, men man kan vælge kun at lave den ene eller gøre det valgfrit, hvilken en man vil lave på Børneneholdet.kan

klare opgaverne alene eller i min dre hold.

Kampråb Lav et kampråb, så I kan varsle andre, når vulka nen går i udbrud. I kampråbet skal indgå ordene: Lava, vulkan og jeres kredsnavn.

Kropsdel-legen Lavaen er på vej, og der er ikke plads til jer alle, derfor må I samarbejde, så I alle kan være der. Her gælder det om at høre efter, hvor mange fødder, numser, arme m.v. der må være på jorden.

POST 3: DEN UENDELIGE ØRKEN

Et landskab med en uendelig ørken er meget trættende at komme igennem! Det er hårdt at gå i sand, der er langt, og det er varmt. Det kræver gå-på-mod, udholdenhed og vedholdenhed at klare turen.

POST 1: DEN MYSTISKE JUNGLE

I er nu kommet til landskabet Den Mystiske Jung le. Her er der brug for stor opfindsomhed, så I får mod til at gå nye veje sammen.

Edderkoppespind

Find den bedste rute uden at røre edderkoppe spindet. Her skal I bruge snor, garn eller reb til at lave et edderkoppespind, som børnene skal igennem.

Beskriv et fantasidyr

I opdager en række spor på jorden. Dyresporene tilhører et sjældent insekt eller andet dyr, som I ikke nødvendigvis har hørt om før. Lav en beskri velse af dyret. Hvordan ser det ud? Hvad spiser det? Hvor bor det? Hvordan lyder det? Præsentér det for jeres leder og hinanden.

Hvor lang tid kan I klare det? Hvem kan blive ved med at gøre noget i længst tid? Det kan fx være at hoppe, stå på ét ben, holde en ting med strakt arm osv.

POST 4: DEN GLITRENDE KYST

På Coratia er der en glitrende kyst, og her får I brug for at være nysgerrige og få mod til at have udsyn.

Luftballons-landing Jeres luftballon skal lande på et sted på kysten, som I ikke kender. Udpeg et sted i nærheden af der, hvor I står. I skal ramme dette sted præcist med en ballon. Når ballonen er i luften, må der kun blive prikket til ballonen, og det er nu jeres mission at få luftballonen landet ved det ud valgte sted.

POST 2: DEN BULDRENDE VULKAN

Der er en buldrende vulkan på kontinentet Co ratia. Hvis den kommer i udbrud, er I nødt til at kunne hjælpe hinanden og række ud til andre for ikke at blive fanget i den glødende lava.

Udforsk et nyt sted

I skal finde et sted, I aldrig har været før (i nær heden af jeres mødested). Udforsk det og fortæl jeres leder om det, I oplevede. Se om jeres leder kan gætte, hvor det var.

POST 5: DEN SPRUDLENDE SUMP

I er kommet til et landskab med en sump, og det kan være svært at finde ud af, hvor man kan gå uden at synke i. I kan kun komme igennem sumpen ved at have tillid til hinanden.

Find hinanden

I skal nu gå sammen to og to. Den ene skal have bind for øjnene, og den anden skal guide ved at fortælle, hvor det er sikkert at gå. I må kun snakke sammen, men ikke røre ved hinanden. Byt rolle på et tidspunkt, så alle får prøvet begge ting. I kan også finde sammen to og to og aftale en dyrelyd fra et dyr, der bor i sumpen. Alle får nu bind for øjnene og bliver fordelt ud på områ det. I skal finde hinanden, men kun ved hjælp af jeres aftalte lyd.

Kom over sumpen

I skal nu gennem sumpen. I skal klare jer igennem området uden at falde i, for der er krokodiller! Sæt en masse mælkekasser eller lign. Frem, og lad børnene gå fra kasse til kasse.

POST 7: DE GÅDEFULDE GROTTER

I skal undersøge en gådefuld grotte. Tør I være dristige sammen og finde vej i mørket og laby rinterne? Tør I have mod til at vove og fejle? Der er mange flagermus inde i grotten, og de flyver, når I kommer. Men I skal derind, så I er nødt til at være modige sammen.

Kimsleg

Der er fundet nogle efterladte ting i grotten. Læg et viskestykke over tingene, efter børnene har kigget på dem i 30 sekunder. Børnene skal for tælle, hvilke ting de kan huske. Denne opgave kan varieres, alt efter hvor mange ting der lægges under viskestykket. Det kan både være ting fra kredshuset eller ting inden for et bestemt tema.

Blindsmagning

I grotten er der meget vand på vægge og i mindre søer. Lav tre vandprøver, smag på dem og find ud af, hvad det er. Man kan bruge saft, postevand, mælk osv.

POST 6: DEN BLOMSTRENDE ENG

I dette landskab er der en blomstrende eng, som er så smuk, at man bliver glad og håbefuld. Her skal I plante et håb.

Hvad håber I på? Snak om, hvad I håber på, I vil komme til at ople ve til FDF i denne sæson. Fuldfør sætningen “Jeg håber, at vi til FDF skal...” Har I allerede planlagt sæsonen, kan I også spørge, om der er andre ting, børnene håber på – både alvorlige og sjove.

GØR SILLE OG SIGURD ENDNU BEDRE

Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne hør din mening om materialet.

Skriv til os på slhv@fdf.dk og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad kan gøres anderledes?