GLOBAL

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 5 OKTOBER 2012 Om Whistleblowers & Retsforfølgelse af diktatorer

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Marco Castro ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: November 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk

Et bæredygtigt spejlbillede Så er det blevet den tid på året. Verdens ledere er strømmet til FN's hovedkvarter i New York for at tale fra podiet til årets Generalforsamling.

Sjældent har FN's arbejde så mange øjne på sig, som når jakkesættene og stiletterne indtager gangene i efteråret - nøje overvåget af verdenspressen.

For os, der følger det multilaterale samarbejde, er det - sådan helt ærligt lidt som en juleaften. Hvert år bliver der smilet til kameraerne, givet rituelle håndtryk og talt med store ord fra podiet. Det hele forløber som forventet.

Som sidste år. Og alligevel kan man ikke lade være med at være lidt spændt, for der kommer altid overraskelser.

De fleste kan for eksempel huske, da den venezuelanske præsident Hugo Chavez stillede sig op på podiet og med en lidet diskret hentydning til den daværende amerikanske præsident George W. Bush ytrede: "Djævelen var her i går, og det lugter stadig af svovl".

I år har vi endnu overraskelser af den kaliber til gode, men alligevel formåede Barack Obama at formumme kritikerne, der havde forventet en tale alene for det amerikanske publikum på grund af valgåret. Han leverede istedet en passioneret og direkte tale om retten til at ytre sig frit - og ansvaret der følger med.

Symbolpolitik? Ja, men 193 lande forsamlet i demokratisk dialog om menneskets - om vores - rettigheder er et symbol, som ikke kan forklejnes.

Den svenske vicegeneralsekretær for FN, Jan Eliasson, sagde for nylig, at det er nødvendigt at huske på, at FN "er et spejlbillede af verden, som den er - ikke som vi gerne vil have den til at være". Dialogen under åbningen af FN's generalforsamling vidner imidlertid samtidig om, at der hvert år er vilje til at efterlade spejlbilledet lidt pænere end sidst, vi kiggede i det.

Set fra vores breddegrader har der i år været meget at glæde sig over i forhold til det danske engagement i det multilaterale samarbejde. Sammen med Tyskland er vi med til at lægge pres på forhandlingerne omkring våbenhandelstraktaten, der kuldsejlede i sommer. Sammen med Mexico og med både en udenrigs- og udviklingsminister i spidsen - ledte Danmark desuden forhandlingerne om en politisk erklæring, hvormed det internationale samfund bekræfter folkeretten og retsstaten som et fundamentalt princip for ikke bare det internationale samarbejde, men også for international fred, sikkerhed og udvikling.

Senest er vores statsminister gået i spidsen for FN-initiativet "Uddannelse for Alle", og før det fremlagde udviklingsministeren som en del af den danske finanslov en øgning af den multilaterale bistand. Det er så ikke Danmarks skyld, at erklæringen om R2P endnu ikke har kunnet anvendes til at beskytte civilbefolkningen i Syrien, selv om vi under vores tidligere regering var en bærende kraft for først udviklingen af princippet og sidenhen anvendelsen af det i Libyen.

Der er meget at glæde sig over, og det er godt, for der er meget at tage fat på. Ikke bare for FN og ikke bare for statslederne, men også for os i det danske civilsamfund. Det er også vores fremtid, vores globale ansvar, og FN-forbundet tager næste skridt på vores landsmøde om en lille måned. Jeg håber, vi ses!

2

Torleif Jonasson Generalsekretær

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

En FN-sladrehanks skĂŚbne

SIDE 6

Nettet strammes om de politiske massemordere

SIDE 8

Internationalt overblik

SIDE 10

Bøger

SIDE 12

3

UN Photo/ Stuart Price

Nyt fra FN-forbundet

DEBAT Hvordan skal Danmark arbejde videre for en international våbenhandelstraktat?

Det er tirsdag den 2. oktober kl. 17.45-18.45 på FN-forbundets sekretariat i Store Kongensgade 36, 4. th. 1264 København K. BAG OM FORHANDLINGERNE: I juli måned forhandlede alle FN’s medlemslande på en 4-ugers konference om en international traktat, der for første gang nogensinde skulle regulere den globale handel med konventionelle våben. Traktaten ville blandt andet have forbudt lande at overføre våben til andre lande i situationer, hvor der er betydelig risiko for grove krænkelser af menneskerettigheder og humanitær folkeret. Konferencen endte den 27. juli uden vedtagelse af en traktat-tekst, efter at bl.a. USA og Rusland på den sidste dag blokerede forhandlingerne ved at bede om ”mere tid” til at nå frem til en traktattekst.

Traktat-teksten skulle have været vedtaget med Nøgletal konsensus, hvilket på den ene side er ønskeligt, De fem største eksportører af konventionelle da bred opbakning er vigtig for traktatens effektivivåben er USA, Rusland, Tyskland, Frankrig og tet. På den anden side betød konsensus-kravet, Storbritannien. De står tilsammen for 75% af den at hvert land i praksis havde mulighed for at blosamlede våbeneksport. kere forhandlingerne og kunne bruge dette som De fem største importører er Indien, Sydkorea, pressionsmiddel til at få særinteresser igennem.

Pakistan, Kina og Singapore, der tilsammen står for 30% af den samlede våbenimport.

Da en del lande har kommercielle eller sikkerhedsmæssige interesser i at beholde status quo – Antallet af internationale våbenoverførsler steg at der ikke findes en våbenhandelstraktat – eller med 24% i 5-års-perioden, i forhold til 5-årsalternativt ønsker så svag en traktat som muligt, perioden før. var konsensuskravet en stor udfordring for forhandlingerne. Mens det store flertal af lande øn(Kilde: Stockholm International Peace Research Institute, sker en stærk og forpligtende traktat, blev der i juli SIPRI Yearbook 2012. Tallene dækker perioden 2007gjort meget for at imødekomme den lille gruppe af 2011.) mere skeptiske stater – især USA, Rusland, Kina og Indien, som alle er store spillere i den internatiDet foreliggende traktatudkast onale våbenhandel. Det nuværende traktat-udkast Referencer til menneskelig sikkerhed er centra- bærer præg af disse kompromiser og har væsentle i udkastet, både i formålserklæringen og i de kri- lige huller, som lande kan udnytte til at omgå trakterier, lande skal tages i betragtning når de overfø- tatens hensigt. rer våben.

Hensynet til at undgå grove brud på humanitær Det er nu uklart, hvad den videre proces omkring folkeret og menneskerettigheder kan dog overtraktaten bliver. I første omgang bliver der arbejskygges af hensyn til ”fred og sikkerhed”. det videre med spørgsmålet i FN-regi i GeneralTraktaten har ikke forrang over ”andre kontrakt- forsamlingen og muligvis på en ny forhandlingslige forpligtelser”, fx landes bilaterale forsvarssam- konference næste år. I den forbindelse er det relearbejder. vant at diskutere, hvordan Danmark kan arbejde Gaver, lån og udlejning af våben såvel som våvidere for en international våbenhandelstraktat og bentransport dækkes ikke eksplicit. bedre regulering af den globale våbenhandel.

Rapporter om våbenoverførsler kan udelade ”sensitiv” information og bliver ikke offentligt tilMaj Rørdam Nielsen lægger op til debat. Maj er gængelige. medlem af FN-forbundets Freds– og konfliktløsDer etableres ikke en multinational instans, der ningsudvalg og fulgte forhandlingerne i New York skal holde opsyn med at landene handler i oversom en del af NGOen Global Action to Prevent ensstemmelse med traktaten.

4 War.

Vær med til at forme FN-forbundets fremtid!

Meld dig til Landsmøde 2012 den 27. - 28. oktober på Københavns Rådhus. Landsmødet er FNforbundets øverste, demokratiske myndighed. Her skal vælges bestyrelse & repræsentantskab, godkendes årsregnskab og vedtægtsændringer, resultater fra den sidste landsmødeperiode 2010-2012 skal diskuteres og ikke mindst skal prioriteterne for FN-forbundet for de næste to år fastlægges.

Du får mulighed for at deltage i korte workshops, så du som medlem kan få en spændende weekend med input og debat - og ikke mindst være med til at præge FN-forbundets arbejde i fremtiden.

Det eneste, det kræver, er, at du er medlem. For at have stemmeret skal du dog have været medlem i mindst 4 måneder.

Se flere praktisk oplysninger på vores hjemmeside.

Tilmelding er senest den 12. oktober 2012

Kom igen i år til kulturnat på FN-forbundet fredag den 12. oktober, hvor vi byder på et anderledes Afrika-tema.

Vil du med på vores studietur til Vestsahara? Så se hvordan på www.fnforbundet.dk Sæt sult på skemaet I oktober lancerer FN's Fødevareprogram (WFP) kampagnen "Sult på skemaet". Kampagnen er rettet mod skoler i hele verden og har til formål at give elever et indblik i den globale kamp mod sult – og hvad de selv kan gøre for at hjælpe med at vinde den kamp.

I anledning af Verdens Fødevaredag den 16. oktober giver WFP skolerne mulighed for at fortælle deres elever om de forskellige måder, hvorpå kampen mod sult kan vindes. Dette år har WFP valgt at sætte fokus på vigtigheden af at have adgang til et næringsrigt måltid, og hvordan manglen på den rette næring har store konsekvenser for elevers evne til at lære.

Ved hjælp af to læreplaner, som kan bruges i undervisningen, vil emnet blive formidlet til eleverne. Læreplanen er tilrettelagt efter hhv. 4.-6. klasse eller 7.-9. klasse.

UN Photo/WFP/Rein Skullerud

Læreplanerne giver på forskellig vis indblik i sultproblematikken og består af små opgaver og aktiviteter, som er tilrettelagt efter de enkelte klassetrin. Planerne er kronologisk opbygget og enkelt konstrueret, således at de er lige til at gå i gang med.

Mød Molly (nederst til venstre), der bor i Mathare slummen i Nairobi – et af verdens fattigste områder.

Molly er én ud af 26 millioner børn, som hver dag modtager et nærende måltid mad gennem WFP’s skolemadsprogram.

Projektet varer ca. 1-2 timer, så man behøver ikke afsætte en hel dag, men kan i stedet bruge planen i en fritime eller som en anderledes 'optakt' til efterårsferien.

Kampagnen starter officielt den 1. oktober og strækker sig over hele oktober måned.

Som afslutning på kampagnen inviterer vi alle klasser til at sende en hilsen til Molly.

Det kan være en tegning, historie eller et billede af klassen - kun fantasien sætter grænser!

I 2011 gav vi hende et lille videokamera og bad hende filme sin hverdag. Det resulterede i videoprojektet Mollys Verden. Find det og meget, meget mere materiale på: 5

wfp.org/da

En FN-sladrehanks skæbne Amerikansk FN-diplomat fik medhold ved FN’s forvaltningsdomstol

UN Photo/ Rick Bajornas

Af Henrik Døcker Der er masser debat om såkaldt seriøse sladrehanke (af engelsk-talende kaldet ”whistleblowers”) overalt i verden, og der findes proklamerede beskyttelsesforanstaltninger for disse modige mennesker, som afslører brodne kar i egne rækker. Såmænd også i FN. Men her som andetsteds er der stor forskel på teori og praksis: Først og fremmest hvad angår ”beskyttelsen”, fraværet af sanktioner, af dem, der tager bladet fra munden.

Fem års juridiske bataljer

Det kan den garvede amerikanske FN-diplomat, James Wasserstrom, tale med om. FN’s egen forvaltningsdomstol for interne tvistemål har nu i juni fastslået, at FN’s Kontor for Etik svigtede sin forpligtelse til at beskytte ham juridisk i en situation, hvor han i 2007 havde påpeget alt for snævre bånd mellem FN-ansatte og et selskab for offentlige værker i Kosovo.

Han indbragte sin sag for FN’s særlige Kontor for Etik, som sidenhen konstaterede, at Wasserstrom havde været udsat for hårdhændede repressalier for sin åbenmundethed, og man besluttede at overdrage sagen til FN’s Særlige Tilsyn (The Office of Internal Oversight Services (OIOS) – man kunne kalde det FN’s ”interne Ombudsmand”. I en rapport fra 2008 konkluderede man her, at behandlingen af Wasserstrom gik for vidt (den var excessive), men at den ikke havde karakter af gengældelse.

Men det var kun begyndelsen: I maj 2007 blev Wasserstrom, da han ville forlade Kosovo for at rejse til sit hus i Grækenland, tilbageholdt af det særlige FN-politi på stedet. Hans hus blev siden ransaget uden dommerkendelse. Da han blev fyret tog han imidlertid hurtigt et job som rådgiver for Kosovos regering, nemlig i telekommunikationsministeriets kontrolenhed i Pristinas lufthavn.

Wasserstrom luftede, hvad man kan kalde en korruptionsmistanke i UNMIK, det FN-organ, der i perioden 1999-2008 i realiteten administrerede den serbiske provins, Kosovo, indtil områdets selvstændighed. Det førte dengang til, at han fik sin stab reduceret, at hans job i praksis blev umuligt at udføre, og at Wasserstroms chef fik det undersøgt, om han havde misbrugt sin stilling.

FN’s forvaltningsdomstol ved dommer Goolam Meeran gav omsider i juni i år James Wasserstrom oprejsning. Domstolen påtalte nemlig rent ud, at et FN-organ havde godkendt en så ydmygende behandling af en FN-ansat, og endda et organ, der skulle forsvare menneskerettig6

hederne og retsstaten. ”Ethvert fornuftsvæsen” måtte kunne få øje på den oplagte konflikt mellem FN og Kosovo-kraftværket, der fremgår af sagen, og at klagerens (Wasstestroms) anbringender måtte undersøges nærmere, hed det. Afgørelsen går dog ikke nærmere ind på Wasserstroms korruptionsmistanke.

Det skal siges, at Kontoret for Etik siden sin oprettelse i 2006 har behandlet op mod 300 klager over uretmæssige foranstaltninger mod ’seriøse sladrehanke’, men at det kun i 2,7 pct. af sagerne har givet klageren medhold.

En egentlig kompensation er kun ydet i ét tilfælde. En albansk FN-medarbejder i Nordkorea, Artjo Shkurtaj, fandt i 2004 i et pengeskab i Pyongyang et større bundt forfalskede amerikanske dollars; han indberettede det til FNhovedkvarteret og blev så fyret. I 2010 blev dette dog kendt uberettiget af FN’s forvaltningsdomstol.

Flere forskellige FN-kontorer for etik ”Jeg synes, at denne kendelse bør lede til genåbning af de over 200 sager, i hvilke seriøse sladrehanke (whistleblowers) har fået deres klager afvist. De blev efter alt at dømme behandlet efter samme praksis som min sag”, udtaler Wasserstrom, der nu virker som anti-korruptionsdiplomat ved den amerikanske ambassade i Kabul.

En amerikansk medarbejder ved FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR, Cynthia Brzak, anklagede i 2004 sin chef, højkommissær Ruud Lubbers, tidl. hollandsk udenrigsminister, for sexchikane.

FN’s håndtering af uregelmæssigheder i forholdet mellem den private forretningsverden og diverse FN-agenturer, særligt FN’s Indkøbskontor, har i det hele taget været præget af liden effektivitet. Et tilbagevendende ønske om mørklægning har været iøjnespringende. OIOS’s foreløbige afgørelse i Wasserstrom-sagen blev således ikke offentliggjort.

Lubbers trak sig tilbage i 2005, fordi dele af en undersøgelse, der støttede Brzaks påstand, slap ud til pressen. Internt i FN blev det dog fastholdt, at beviserne ikke var håndfaste nok. Hendes forsøg på at stævne Lubbers ved amerikanske domstole bar ikke frugt, da det blev fremført, at den tidligere højkommissær var dækket af diplomatisk immunitet.

Det må medgives, at ’beskyttelsen af de seriøse sladrehanke’, dvs. en beskyttelse efter de måtte have blotlagt internt misbrug, er af nyere dato.

Den skyldes den foregående FN generalsekretær, Kofi Annan, der i 2006 reagerede på den nok så omtalte Mad for Olie-skandale.

‘Dear Colleagues,

Piben fik imidlertid en anden lyd, da Ban Kimoon trådte til som hans afløser. Han tillod nemlig forskellige agenturer, fonde og andre institutioner under FN at unddrage sig FN’s Kontor for Etik, idet de så oprettede deres egne etiske organer. ’Hovedkontoret’ for Etik i New York følte sig på den anden side oversvømmet med en masse klager om småting, så som manglende udbetaling af rejseomkostninger eller pres på personale, som i forvejen var blevet reduceret.

Hertil kom, at det Særlige Tilsyn (OIOS) havde kompetence til at kortslutte nærmere undersøgelser af en sag.

(…) Integrity and accountability should be the guideposts for each and every one of us. (…) When you are unsure about the right course of action, step up and ask for advice.

The Ethics Office will listen to your concerns and guide you. When you speak up, we can correct situations and prevent problems early on. Our Organization will not tolerate retaliation against anyone who reports misconduct or participates in an audit or internal investigation.

Remember, the eyes of the world are on us.

That is why we must continue to conduct ourselves with unimpeachable integrity.

Erstatningsspørgsmålet endnu ikke afgjort Wasserstrom er personligt forarget over, at personer som ham selv bliver anklaget for manglende loyalitet over for FN. Især fordi man burde have taget ved lære af Mad-for-Olie-sagen, hvor firmaer over hele verden ved Saddam Husseins snedige ’modydelses-praksis’ havde held til at gennembryde de sanktioner, FN selv havde indført mod hans voldregimente. Wasserstrom mener, at Ban Ki-moon og andre af FN’s topfolk bevidst har vildledt Generalforsamlingen. Hans sag vil først til oktober få sat et punktum, når spørgsmålet om FN’s kompensation for Wasserstroms laster afgøres. Et beløb på $1 mio. plus sagsomkostninger har været nævnt.

Secretary-General Ban Ki-moon’

Sådan lyder velkomsthilsenen fra generalsekretæren, når man slår ind forbi UN Ethics Office’ hjemmeside : un.org/en/ethics

7

Nettet strammes om de politiske massemordere Vigtige afgørelser fra internationale domstole i denne sommer

Af Henrik Døcker Det er for tidligt at tale om ”diktatorernes tilbagetog”, men de seneste måneders begivenheder har dog vist, at flere diktatorer, som troede de sad fast i sadlen, har måttet erkende risikoen for henrettelse, afsættelse eller pinefuld retssag (som GLOBAL med et lidt anderledes ordvalg også konstaterede i juni-nummeret). Internationale domstole har i sommer truffet afgørelser af historisk betydning for folkeretten og den internationalt baserede retfærdighed.

anklagede befandt sig under sine ugerninger.

Sådanne betagende principper har imidlertid kun deres gang i virkelighedens verden i kraft af national lovgivning, der så at sige ”bygger bro” til folkeretten eller, om man vil, den enkelte stats folkeretlige forpligtelse.

Hissène Habré herskede diktatorisk over ørkenstaten Tchad i perioden 1982-90 og holdes ansvarlig for 40.000 menneskers død. Da han blev afsat ved militærkup, flygtede han til Senegal. En belgisk statsborger med oprindelse i Tchad rejste i 2000 sag mod Habré med henvisning til en belgisk lov, som åbner for en sådan mulighed, hvis man er berørt af en folkeretsforbrydelse. I 2005 udstedte Belgien så arrestordre mod Habré og fulgte op med flere udleveringsbegæringer, der imidlertid blev afvist af Senegal.

Den Internationale Domstols (ICJ) afgørelse af 20. juli markerer en milepæl i domstolens retspraksis. Domstolen, der er den ældste med rødder tilbage til 1922, beordrede direkte en stat (Senegal) til at retsforfølge Tchads torturanklagede diktator og tidligere præsident, Hissène Habré, eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, at udlevere ham til Belgien, som havde rejst sagen med henblik på retsforfølgelse dér. Habré har siden 1990 haft asyl i Senegal.

Det retlige grundlag blev hentet i den særlige belgiske lov om universel kriminel jurisdiktion af 1993, hvor staten Belgien har mulighed for at retsforfølge en person, selv om hverken personen eller forbrydelsen havde noget som helst med Belgien at gøre. Først gjaldt det kun krigsforbrydere, men i 1999 blev jurisdiktionen udvidet til personer sagsøgt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Med folkeretten i hånden skaffede man juridisk ”ammunition” i Røde Kors-Geneve-konventionerne af 1949 med tillægsprotokoller, hvor straffekompetence for så vidt angår ”grove brud på folkeretten”, men den belgiske lov udstrakte jurisdiktionen til også at omfatte interne konflikter (borgerkrige).

Det er første gang, at international jurisdiktion er blevet mobiliseret på denne måde og endda med udsigt til succes. Det skyldes egentlig Belgiens aktivistiske holdning, men egentlig realiserer denne stat blot, hvad tilhængere af international menneskeretsbeskyttelse og videregående straffekompetence for alvorligere folkeretsbrud hele tiden har kæmpet for. Nemlig, at det er et internationalt ansvar at bringe torturbødler og ansvarlige for krænkelser af den humanitære folkeret for en domstol.

Et nogenlunde sammenligneligt fortilfælde kan findes i bestræbelserne – foranlediget af Spanien – på at få den tidligere chilenske diktator, Augusto Pinochet, dømt for sine forbrydelser mod menneskeheden i perioden 1973-90. Pinochet kom i 1998 til London til medicinsk behandling, men blev dér sat i husarrest, mens Spanien forsøgte at få ham dømt bl.a. med henvisning til FN’s konvention mod tortur. På grund af hans høje alder og dårlige helbred blev han dog til sidst udleveret til sit hjemland.

Siden FN vedtog konventionen mod folkedrab i 1948 og indtil midten af 1990’erne, blev det i vide kredse beklaget, at der ikke var tilsluttet nogen straffedomstol til den. Med nedsættelsen af straffetribunalerne vedrørende Rwanda og EksJugoslavien efter folkedrab i disse stater, skabte man de første internationale straffeorganer til at behandle denne alvorlige forbrydelse. Men sagen mod Senegal vedrørende Habré henter sit juridiske grundlag et helt andet sted, uanset hvad der ellers kan anføres evt. med støtte i den folkeretlige sædvaneret.

Indviklet samspil mellem belgisk ret og internationale konventioner

Belgien støttede sig i sidste ende på antitorturkonventionen

Torturbødler eller –ansvarlige kan dømmes hist eller hisset, om man så må sige. Igennem historien har grundsætningen: aut dedere aut judicare, at staten skulle udlevere den anklagede (til en anden retshåndhævende stat) eller selv retsforfølge, gjort sig gældende for stater, hvor den

Den Internationale Domstol i Haag fandt nemlig i sin afgørelse, at Belgien, der som stat i 1999 ratificerede FN’s konvention mod tortur, havde ret til at rejse sag mod Senegal, som ratificerede 8

konventionen allerede i 1985. Tchad tiltrådte dog først konventionen i 1995. Domstolen fastslog, at Senegal havde svigtet sin pligt til at retsforfølge Habré som ansvarlig for udstrakt tortur i sit hjemland.

landet trak sig ud af Europarådet (med genindtrædelse da diktaturet faldt i 1974).

Taget i betragtning at Habré oprindelig fik politisk asyl i Senegal, må det siges at være en fordel for Belgiens sag, at Senegal i mellemtiden har skiftet både regering og præsident. Tchad dødsdømte i øvrigt Habré in absentia i 2008. Det skal tilføjes, at Senegals nuværende præsident, Macky Sall, på et topmøde i Den Afrikansk Union i Addis Ababa for nylig erklærede sig ”stærkt opsat” på at få Habré retsforfulgt i Senegal. Habré har været i husarrest i Senegals hovedstad Dakar siden 2005.

Mens processen mod Habré endnu ikke er gået i gang, og Belgien med de mange forgæves henvendelser til Senegals regering kan have sin tvivl om hurtigt handling, så er der imidlertid andet løfterigt fra folkeretten. Den Internationale Straffedomstol er nemlig efter den endelige domfældelse (også i juli) af den congolesiske oprørsleder, Thomas Lubanga, (14 års fængsel for krigsforbrydelser i form af tvangsrekruttering af omkr.

15.000 børnesoldater) begyndt at inddrage godtgørelser til ofre for Lubangas forbrydelser. Der

Undertiden, ja som regel, går juristerne meget op i, hvornår en stat har tiltrådt en international traktat i forhold til den forbrydelse, der er blevet begået. Det er således både efter den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 og FN’s konvention om de borgerlige og politiske rettigheder af 1966 forbudt at indføre straffelove med tilbagevirkende kraft.

var i marts 2011 ansøgninger om godtgørelser fra 176 personer.

UN Photo/ Eskinder Debebe

Godtgørelse for krigsforbrydelser i Congo på vej

Straffedomstolen, der kun har eksisteret siden 2002, og som i denne sag afsagde sin første dom, har følgelig ingen erfaring med kompensation til ofre. Der er en række juridiske problemer i dette særlige erstatningsaspekt, først og fremmest om den pågældende stat vil påtage sig et ansvar. Beklageligvis har tre permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, USA, Rusland og Kina, i modsætning til 121 andre af verdens i alt 194 selvstændige stater, ikke tiltrådt Den Internationale Straffedomstols juridiske grundlag, Rom-statutten.

Eftersom Habré’s forbrydelser foregik i årene inden 1990, kan det undre, at Belgien med henvisning til konventionerne, som blev ratificeret efter begivenhederne, fik medhold ved den gamle Haag-domstol. Men når det drejer sig om universel jurisdiktion, så kan stater godt straffe for forbrydelser, der på gerningstidspunktet ikke udtrykkeligt var kriminaliseret i folkeretten. Det gælder, hvis forbrydelserne almindeligvis var et anliggende for hele verden, og hvis de da allerede blev betragtet som en forbrydelse – såvel efter intern som international ret.

International retfærdighed udmåles for tiden også af flere specielle straffetribunaler. Størst spænding knytter der sig til udfaldet af de forestående processer mod to topskikkelser i den pro-serbiske del af Bosnien-Hercegovina, ekspræsident Radovan Karadzic og hærchefen Ratko Mladic. De står tiltalt for såvel folkedrab som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved tribunalet for Eksjugoslavien.

Selvom disse internationale retshandlinger om staters ugerninger mod egne borgere som regel varer en urimelig lang årrække – tribunalet vedrørende de cambodjanske ”røde khmerer”s massemyrderier i 1970’erne er et særlig afskrækkende eksempel – så er de et nyt fænomen i verdenshistorien. Det er værd at notere, at der ikke alene er tale om krigsforbryderprocesser, men også retssager mod politiske massemordere, som ikke nødvendigvis har været i krig. Så når det står sløjt til med ’almindelig’ krigsforebyggelse i FN, så er tidligere tiders impunitet, straffritagelse, for blodige diktatorer på tilbagetog. Menneskeheden er på vej fremad.

Som nævnt stemmer Belgiens handlinger godt overens med de høje tanker om international retsbeskyttelse, som også gennemsyrer diverse menneskeretskonventioner herunder de to just nævnte. Det er bare ret sjældent, at én stat, der ikke direkte har noget udestående med en anden stat eller dennes diktator, direkte benytter nationalt eller internationalt retsmaskineri til at opnå en domfældelse så at sige til gavn for international retfærdighed.

Et eksempel herpå er de to sager mod Grækenland, som Danmark, Norge, Sverige og Holland i 1967 og ’70 rejste for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, efter massive græske overtrædelser af den europæiske menneskerettighedskonvention og som i sidste ende førte til, at 9

INTERNATIONALT OVERBLIK

ved Henrik Døcker

Holck-sagen. Et eksempel på anti-torturkonventionens betydning I 25-året for FN-Generalforsamlingens vedtagelse af den internationale konvention mod tortur frembyder danske domstoles afgørelse i Niels Holck-sagen et eksempel på denne konventions betydning. Indien, som vil have ham retsforfulgt for våbennedkastning fra fly over Vestbengalen for 17 år siden, har ”nedfrosset” forholdet til Danmark, fordi en udlevering af ham er blevet afvist fra dansk side. Men lande, der har ratificeret konventionen, er forpligtede til ikke at udlevere personer til stater, hvor der består fare for anvendelse af tortur. Østre Landsrets afgørelse fastslog således, at risikoen for at Holck vil blive udsat for tortur i indiske myndigheders varetægt vejede tungest i sagen. Når Indien så heller ikke har ratificeret anti-tortur-konventionen, hænger det efter alt at dømme sammen med en frygt for, at stærke indiske ngo’er vil benytte en sådan lejlighed til at gå stærkere løs på politi og fængselsmyndigheder, som er kendt for hårdhændet behandling af indsatte. Og ikke alene mhp. prygl, men også tortur, påpeger professor, dr. jur. Ole Espersen overfor GLOBAL. En kollision af retsregler – her af folkeretlig art – optræder jævnlig. Selv om Indien kan henvise til dansk anti-terrorlovgivning og den vej, der har banet vejen for udlevering af egne statsborgere til fremmede magter, så må det hilses velkommen med tilfredshed, at det internationale torturforbud, én af de såkaldt absolutte menneskerettigheder, som aldrig kan fraviges, her har stået sin prøve, understreger Espersen.

Internetudfoldelse = menneskeretsbeskyttet ytringsfrihed FN’s Menneskerettighedsråd, der består af 47 lande, har i en resolution fastslået, at benyttelsen af internettet er en bevaringsværdig form for ytringsfrihed. Kina støttede resolutionen, men tilføjede at en del internetbrugere bør beskyttes mod såkaldt ”skadelige hjemmesider”, og det er ikke kun pornografi og tip om forskellige forbrydelser, men også fx negative sider om det kinesiske samfund. Det kinesiske internet er fortsat blokeret for visse ”følsomme” søgeord. Kina er ikke ene i verden om at udøve censur over for internettet. Omkring en halv snes lande har udstrakt censur af internettet, heriblandt Cuba, Turkmenistan, Saudi-Arabien, Syrien og Vietnam.

FN-mandater forlænget verden over FN har i sommer forlænget 7 af sine mandater for uro- eller kriseprægede områder med 12 måneder: FN-missionen i Syd-Sudan (UNMISS) forlænges især for at yde beskyttelse af civilbefolkningen og i det hele taget styrke sikkerheden. Situationen på grænsen til Sudan, såvel som i de sudanske provinser Syd-Kordofan og Blå-Nil-staterne, er præget af væbnede sammenstød. Flere hundrede tusinde mennesker er flygtet til Syd-Sudan fra de to nævnte provinser. 5000 FN-soldater er sat ind i Syd-Sudan.

For Den Demokratiske Republik Congo forlænges Stabiliseringsmissionen (ONUC) på omkring 20.000 mand også hovedsageligt for at beskytte civile, men her foreligger en gigantopgave, fordi kampene står mellem congolesiske regeringsstyrker og oprørsenheder delvis baseret på deserterede soldater og i vidt omfang organiseret i styrken M23, som ledes af overløberen Bosco Ntganda. Over 100.000 mennesker er flygtet til nabo landene Uganda og Rwanda.

FN’s Interimsstyrke i Libanon (UNIFIL) har siden sin oprettelse i 1978 haft til opgave at sikre, at området mellem den såkaldte ”blå linje”, der skiller Libanon fra Israel og Litani-floden, er holdt fri for våben af ”uautoriserede personer”. Israel opfordres til at trække sit militær bort fra grænsebyen Ghajar.

FN’s Kontrolstyrke for overholdelsen af våbenhvilen mellem Israel og Syrien i Golan-højderne forlænges blot med et halvt år. Observatørkorpset her (UNDOF) stammer fra 1974 efter en krig mellem de to lande året før.

FN’s Operationsstyrker i Elfenbenskysten (UNOCI) forlænges for at støtte regeringen med demobiliseringen af en del af de væbnede styrker herunder hjemsendte soldater, ligesom FN skal bidrage til forsoningen af stridende politiske kræfter efter borgerkrigen, der endte i 2010. Der tilbagestår også et retsopgør, hvor borgere med et særligt stort synderegister fsa. den humanitære folkeret stilles for retten.

FN’s Hjælpemission til Irak (UNAMI) forlænges for at styrke sikkerheden og indførelsen af retsstatens principper i håb om at kunne styrke demokratiet og retsstaten. Udsendte FN-folk skal beskyttes bedre, og alle politiske partier bør deltage i den nødvendige dialog, dvs. både politiske partier og religiøse grupper.

FN’s Ekspertpanel, der kontrollerer overholdelsen af den embargo for modtagelse af våben og ammunition, der er iværksat over for Somalia og Eritrea, forlænges. Embargoen gælder af gode grunde ikke FN’s Politiske Kontor for Somalia (UNPOS). Embargoen over for Eritrea skal ikke omfatte andet hjælpepersonale eller FN personel, pressefolk og humanitære udsendinge.

FN’s fredsbevarende styrke på Cypern forlænges. Styrken (UNFICYP) går helt tilbage til 1964, hvor det interkommunale samarbejde mellem republikkens to etniske grupper brød sammen, og der udbrød kampe.

FN’s Mission i Liberia (UNMIL) forlænges for at sikre fred og sikkerhed, idet det militære personels reduceres, mens politienheder forøges FN-styrken her oprettedes i 2003 efter at op mod 150.000 mennesker var blevet dræbt i en borgerkrig.

10

Irak betaler yderligere $1,3 mia. i krigsskadeserstatning efter invasionen af Kuwait I den hidtil seneste runde af Iraks erstatningsbetalinger som følge af landets invasion af Kuwait i 1990 har seks skadelidte parter (individer, stater eller firmaer) gennem FN’s særlige Kompensationskommission (UNCC) modtaget $1,3 mia.

Herved er det samlede beløb, som Irak gennem kommissionen har udbetalt, nået op på $37,7 mia. fordelt på over 1,5 mio. enkeltpersoner, selskaber, regeringer og internationale organisationer, der led skade under Iraks forsøg på at erobre Kuwait. Kommissionen, der blev oprettet i 1991, sorterer under Sikkerhedsrådet. Den har modtaget over tre mio. krav, herunder krav fra 100 regeringer, disses statsborgere eller firmaer. Også miljøskader som følge af aggressionen medtages. (UN Photo/ John Isaac) 50 års fængsel til general, som organiserede bortførelse af systemkritikeres nyfødte børn Den argentinske nu 87-årige general Jorge Rafael Videla er endnu engang blevet dømt for sine uhyrlige forbrydelser begået under påskud af at nedkæmpe pro-kommunistiske guerillaer. Ved en domstol i Buenos Aires er han idømt 50 års fængsel for at have organiseret det omfattende ’tyveri’ af babyer, født af fængslede oppositionelle under Argentinas såkaldt ”beskidte krig” fra 1976-83 mod militærjuntaens modstandere. Otte andre af det daværende militærstyres topfolk modtog fængselsstraffe på mellem 15 og 40 års fængsel. Videla, tidl. argentinsk hærchef, blev dog allerede i 2010 idømt livsvarigt fængsel for tortur mod og drab på sammenlagt titusinder argentinere. Omkring 500 børn af argentinske systemkritikere blev født i militærjuntaens fængsler. Nogle blev tvangsbortadopteret til argentinske officersfamilier, og fandt først efter årtiers ihærdig søgen frem til deres rigtige forældre. (UN Photo/ Martine Perret) Grønland har indgivet delvist krav på sin kontinentalsokkel til FN Danmark og Grønland har til FN-kommissionen til afgrænsning af kontinentalsokler (CLCS) indgivet krav på et 115.000 kvadratkilometer stort havområde over 200 sømil sydvest for Grønlands kyst over mod Canada samt på et østligt område over mod Island. Begge disse lande gør imidlertid krav på sokkelområder, der overlapper det danske krav. Både Kina og Rusland har vist stigende interesse for mineraler og energipotentiale i Arktis. Det første kontinentalsokkelkrav blev i 2009 fremsat for så vidt angår Færøerne. Den løbende proces med fremsættelse af territorialkrav fortsætter med andre ord.

Op mod 21 mio. mennesker i verden er henvist til tvangsarbejde Knap 21 mio. mennesker må betegnes som tvangsarbejdere, fremgår det af en rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Flertallet på 56 pct. af det samlede antal skal findes i Stillehavsområdet. 90 pct. af tvangsarbejderne er privat beskæftiget, 26 pct. er under 18 år, og 4,5 mio. falder i kategorien sex-slaver eller seksuelt udnyttede. Identifikation og almen anerkendelse af kategoriseringerne for tvangsarbejde har længe været under udvikling, tilskyndet af ILO, som også har bistået stater med at indføre mulighed for at retsforfølge arbejdsgivere. Det gælder også kategorier som indsatte og husligt beskæftiget personale. (UN Photo/ Jean Pierre Lafont) Ban Ki-moon fordømmer Israels blokade af Gaza FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har talt dunder til Israel pga. landets fortsatte blokade af Gaza. Blokaden henviser befolkningen dér til evig fattigdom, samtidig med at den spilles i hænderne på ekstremister, siger han. Han tilføjede hård kritik af den palæstinensiske organisation, Hamas, vilkårlige raketaffyringer ind i Israel fra Gaza. FN’s menneskeretskommissær, Navi Pillay, tilsluttede sig kritikken og påpegede, at Israel holder omkr. 4000 palæstinensere i fængsel uden anklage.

Den Afrikanske Union opretter indsatsstyrke til at nedkæmpe ’Lord’s Resistance Army’ Til FN’s tilfredshed er der under Den Afrikanske Unions auspicier blevet dannet en særlig indsatsstyrke for at forstærke forsøget på at nedkæmpe oprørshæren Lord’s Resistance Army. Bevægelsen har under Joseph Konys ledelse hærget først Uganda og siden hen Den Centralafrikanske Republik, CongoKinshasa og Sydsudan i en årrække. Brutalitet med blodig vold, afhugning af lemmer, tvangsudskrivning af børnesoldater og sex-slaver har spredt skræk og rædsel. Den nye styrke sammensættes af 2000 ugandiske og 500 sydsudanske soldater foruden 360 soldater fra Den Centralafrikanske Republik.

11

BØGER

anmeldt af Henrik Døcker

Oliens rå verden

hvor Niger-floden munder ud i ved Atlanterhavet, er helt igennem rædselsfulde pga. forurening.

De store vestlige olieselskabers kompensation til indbyggerne dér er helt utilstrækkelige, som forfatteren påviser gennem en detaljeret beskrivelse.

Peter Maass: En rå verden – oliens storhed og fald, 269 sider, Gyldendal Oliens magt kommer vi ikke uden om, selv om der nu om dage sættes megen fokus på ’vedvarende energi’. Men det er påfaldende så mange negative følger, der udspringer af olierigdom – noget den amerikanske journalist og forfatter Peter Maas, bl.a medarbejder ved New York Times Magazine, beskriver meget malende i sin bog ”En rå verden”.

Hans forarbejde til bogen er imponerende, for han har besøgt ikke mindre end 11 lande: SaudiArabien, Rusland, Kuwait, Irak, Nigeria, Venezuela, Ecuador, Aserbajdsjan, Pakistan, Ækvato-Guinea og Afghanistan – men også fra Japan, Sudan, Kasakhstan, Storbritannien og Norge berettes der fra tidligere rejser dertil.

Maass kaster lys på megen råddenskab i, hvad man kunne kalde ”de højere oliecirkler”, fx om hvordan amerikanske banker har hjulpet det lille Ækvatorial-Guineas diktator Obiang Nguema, eller hvordan en amerikansk advokat bistod Kazakhstans Nursultan Nazarbajev til at skaffe sig milliarder af dollars over på sine egne private konti. Advokaten havde så også tråde til CIA, hvorved der juridisk blev tale om ’offentlig medviden’, som i sidste ende unddrog ham straf trods sine betænkelige million-indtægter og skatteunddragelse.

Maass’ spændende bog er fyldt med relevante iagttagelser, statistik, interviews fra de mange lande, han har besøgt, men han trækker også de store linjer op: Frem til 1970’erne kontrollerede vestlige selskaber størstedelen af verdens olieog gasforekomster. I dag har konsolideringen af en række yngre stater betydet, at de gamle selskaber nu kun sidder på under 15 pct. af reserverne og hele tiden taber terræn. Nu er det statsejede virksomheder i Saudi-Arabien, Venezuela, Iran og Kina, som sidder på hovedparten. Det største amerikanske selskab, Exxon, er end ikke blandt de ti olie- og gasfirmaer, der kontrollerer mest i verden.

Når olien giver nødvendigt brændstof til vores biler og varme i vores hjem, så må det samtidig erkendes, understreger Maass, at dette stof underminerer de fleste landes værdier, ligesom naturgas og kul er med til at forpeste miljøet. Han peger på solenergien som én af de løsninger, der kan bringe os helskindet gennem det 21. århundrede. Et andet problem er den manglende gennemskuelighed i mange internationale energiaftaler: En ngo, altså ikke-statslige organisation, med navnet PWYP (publish what you pay) slår på tromme for, at virksomheder og regeringer offentliggør de økonomiske betingelser for de aftaler, de indgår, men der er mange grunde til, at forfatteren her er ude i et lovlig idealistisk ærinde.

Spændende erindringer fra dansk diplomat med adskillige år ved FN Henning Kjeldgaard: Aktiv udenrigspolitik 1966 -1997. FN-Afrika-Danida, 299 sider, Syddansk Universitetsforlag

Han er ivrig for en bedre håndhævelse af allerede eksisterende love på anti-korruptionsområdet, og videre frem til kravet om at demokratiske regeringer simpelthen ikke støtter undertrykkende diktaturer. Det er imidlertid sådan, bemærker Maass, at kun ’ekstremt stabile demokratier’ som fx Norge og bittesmå emirater som Abu Dhabi har kunnet undgå at være afhængige af råstof og ulemperne herved. Det korte af det lange er imidlertid, at det er langt lettere at beskrive ’oliens forbandelser’ end at anvise energiforsyningsløsninger, som frigør os fra dem.

Hvornår Danmark slog ind på en aktiv eller sågar aktivistisk udenrigspolitik, hersker der ikke fuld enighed om ”på bjerget” i Danmark: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen mente således, at det først var i 2001, men det skyder den erfarne nu 77-årige tidligere danske topdiplomat, Henning Kjeldgaard, en pind igennem. Andre vil give ham ret i, at det allerede var med Danmarks indtræden i NATO i 1949, men at aktivismen i øvrigt fortsatte i 1960’erne, da Danmark engagerede sig i kolonifrigørelsen, som delvist udspillede sig i eller gennem FN.

Tag nu Nigeria, Afrikas folkerigeste land, som ikke så ofte dukker op iblandt verdensnyhederne: Det er verdens ottende-største olieeksportør, og det har gennem de seneste årtier tjent over $400 mia. på olie: Ni ud af ti nigerianere har mindre end $2 at leve for om dagen, og hvert femte barn dør inden sit femte leveår. Verdensbanken anslår, at 80 pct. af Nigerias olieindtægter går til én pct. af befolkningen. Forholdene i det store delta,

Kjeldgaard kom som ung cand.polit. til Udenrigsministeriet i 1963 og var tilknyttet FN i New York 1967-70 og 1974-79. Han er befriende åbenmundet, og det generer ham ikke ind imellem at 12

betegne udbredte opfattelser som ”noget sludder” – fx at FN kun besidder ’legitimitet’, fordi udviklingslandene her pba. Princippet om ét land én stemme som regel afgør, hvad der besluttes eller ikke besluttes. Men de såkaldte ’Bretton Woods-institutioner’: Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, der er baseret på aftaler truffet i den amerikanske lokalitet Bretton Woods, er også væsentlige aktører i folkeretten blot med den forskel, at afstemninger her foregår med vægt på størrelsen af de enkelte landes indskud. Det er altså i sagens natur industrilandene, der har det store ord.

brydningsårene, som kaldte en mængde tidligere kolonier frem til en vaklende tilværelse på egne ben. Ikke mindst en række portrætter af danske embedsmænd og politikere, som spillede en rolle dengang, gør sit til at placere bogen blandt de betydningsfulde.

Som dansk ambassadør i det østlige og sydlige Afrika – Tanzania, Kenya, Etiopien, Angola m.fl.

– og som dybt involveret i formidling af ulandshjælp til de mange fattige lande, er Kjeldgaard værd at lytte efter: Danmark har ikke været i stand til at udøve nævneværdig indflydelse på den politiske og økonomiske udvikling i modtagerlandene. ”Al erfaring viser, at udviklingen skal komme indefra.”, skriver han og fortsætter: Kun i ét tilfælde kan man hævde, at en militær indsats ville have været på sin plads nemlig for at forebygge folkedrabet i Rwanda i 1994. Men det blev hindret dels af USA, der frygtede for en gentagelse af deres bitre erfaringer fra Somalia, og dels af Frankrig, der iflg. Kjeldgaard i realiteten støttede hutuerne, der udførte folkedrabet.

Der har allerede været megen omtale af Ole Stig Andersens erindringer, som handler om meget mere end hans tid som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) 1975-84. Her skal blot fremdrages enkelte aspekter af hans internationale forbindelser, da han med rang af politimester styrede, hvad man kan kalde Danmarks almindeligvis mørklagte forbindelser til fremmede magter.

Åbenmundet dansk topjurist øser af sine erindringer, bl.a. som spionchef Ole Stig Andersen: En PET-chefs erindringer, 594 sider, Sohn

Frem for at give ”spændende” eksempler på spionhåndværket (hvad hans tavshedspligt dog umuliggør) giver han luft for en del politisk betonede meninger, også af kritisk art, som på den anden side må siges at være en nyskabelse.At forfatteren havde meget nære kvindelige bekendtskaber på venstrefløjen og også var yderst skeptisk over for USA’s militære engagement i Vietnam påkalder sig interesse. Han finder det endvidere kritisabelt, at PET var alt for afhængig af den israelske og amerikanske efterretningstjeneste – hvilket blot er en anden måde at beklage sig over manglende økonomiske ressourcer.

Men kritikken rettes også mod det faktum, at de to tjenester foranledigede danske PET til at sætte aggressivt ind mod venstrefløjen herhjemme.

Ovenstående harmonerer ikke helt med Kjeldgaards kontante udmelding længere henne i bogen, hvor han fastslår, at det er naivt, hvis ikke ligefrem kynisk, at tro på, at de gamle kolonimagter har ret eller endda pligt til at intervenere i Afrika, hvis det brænder på i et område som fx Rwanda. Hermed vil man iflg. Kjeldgaard acceptere Hitlers herrefolksteori. Og det er da ikke i overensstemmelse med FN’s pagt (art. 2), som han bemærker.

Kjeldgaard har nogle beklagelige svipsere, som måske skyldes en manglende korrektur: Den jernbane, som Kina bekostede gennem Zambia og Tanzania, hedder ikke Tazare, men Tanzam.

Savimbi, der hos Kjeldgaard konsekvent skrives med kapitaler, er ikke nogen organisation, men navnet på en fremtrædende guerilla-leder, der først bekæmpede portugiserne i Angola, og siden blev leder af en væbnet formation og politisk bevægelse, der hed UNITA. Han døde i kamp i 2002. Endelige er det uheldigt, at lederen af den lille FN-styrke i Rwanda, den canadiske officer Romeo Dallaire, på uforklarlig vis forveksles med en længst afdød fransk politiker ved navn Edouard Daladier.

Andersen ville foretrække, at PET koncentrerede sig om udenlandske efterretningstjenesters udnyttelse af danske venstreorienterede. I denne forbindelse overrasker det ikke, at forfatteren afsætter en del plads til forfatter og venstrefløjsaktivist Arne Herløv Petersen, som modtog store beløb fra den sovjetiske ambassade, bl.a. med henblik på at forfatte skrifter, der fremmede Sovjetunionens syn på verdenspolitikken. Hverken her eller ved omtalen af elektronikfabrikant Bent Weibel, som ulovligt solgte embargo-belagte varer til Sovjet og siden blev idømt otte års fængsel, formidles noget nyt. Men Weibel-sagen fik da den positive følge, at PET fik etableret et nært samarbejde med den finske efterretningstjeneste.

Alt dette skal dog på ingen måde ’skygge’ for det faktum, at Kjeldgaards erindringsbog byder på store mængder vældig interessant stof. Ikke mindst ved optrykning af de betydelige uddrag af hans diplomatiske indberetninger, som med basis i hans dybe forståelse for Afrikas økonomiske problemer afdækker en vestlig misforståelse af forholdene dér. Idealismen var stor dengang i

Direkte interessant er bogens påpegning af USA’s og Pakistans strategiske interesser i Afghanistan, som skal ses i lyset af de omfattende olie- og gasforekomster i Det Kaspiske Bassin, herunder særlig i Aserbajdsjan, Kasakhstan og 13

Turkmenistan. USA foretrækker at få olie transporteret herfra gennem Afghanistan og Pakistan – frem for gennem Rusland eller Iran. Men tidligere tiders forståelse mellem de amerikanske olieselskaber og Taleban gik fløjten, da alQaeda, oprindelig en lille ”stat” i det da talebanske Afghanistan, i 1998 lavede bombeattentater mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.

heds-clearing af ministeremner. Han havde i sin tid som chef ingen kontakt med Statsministeriet om den slags ting. Men som Sass Larsens sag viser, har dette altså ændret sig.

Bogen er fængslende på mange måder og giver dybt indblik i en justitsministeriel ”gulddreng”s indholdsrige liv, hvor han undertiden blot kunne pege på en chefstilling for at få den. Som generalsekretær for Advokatsamfundet (DJØF) og direktør for Folketinget havde han også stor indflydelse – det hører vi blot uendelig lidt om i bogen. ”In der Beschränkung zeigt sich nur der Meister”, lyder et gammelt ord, som O.S. Andersen burde have lyttet til. Selv om han har vældig meget interessant og klogt at berette.

Men der er også iflg. forfatteren andre grunde til, at USA gerne vil sætte sig fast i Afghanistan.

Amerikanske geologer og militære eksperter har fundet meget jern, kobber, kobolt, guld og litium i landet. Sidstnævnte bruges til fremstilling af batterier til bl.a. mobiltelefoner, pc’er, elbiler mv.

Jovist skal vi se realistisk på USA, som den tidligere efterretningschef forholder sig bemærkelsesværdigt kritisk til. De såkaldt bløde værdier – demokrati og menneskerettigheder – har vist ikke været motiverende for nogle af USA’s interventioner i andre lande, mener han. Det vrimler med eksempler på, at disse værdier officielt er benyttet som begrundelse for militære interventioner. Og sådan får læseren ganske meget storpolitisk analyse og ingen nævneværdige afsløringer.

Tyranni, hjernevask, tortur, vanvid, død, Orlando Figes: Hviskerne, 863 sider, Sohn Overskriften her er et forsøg på at sammenfatte al den ondskab og råddenskab, som prægede så at sige hele Sovjetunionens liv. Den britiske historiker Orlando Figes’ gigantværk herom er nu oversat til omkring 20 sprog og betegnes som den største samling af beretninger om sovjetborgernes hæslige dagligliv. Hvis man virkelig vil forstå noget af det 20. århundredes historie, kan man ikke komme uden om dette værk, vis titel hentyder til, at i tusindvis af sovjetborgere måtte nøjes med at hviske, hvis de skulle tale ærligt sammen om noget som helst. Truslen om deportering eller henrettelse var lige om hjørnet.

Bogen er svulmet vældig op, bl.a. fordi forfatteren har medtaget en mængde om sin familie og egne oplevelser, inden han blev PET-chef. Det virker i vid ustrækning overflødigt, ligesom forskellige trakasserier fra hans tidlige karriere i Justitsministeriet om lønklasser, ordener og alm. brødnid. Trods den megen ord-rigdom er der dog enkelt begreber, han behandler kursorisk: Det tyske Berufsverbot var reelt vendt mod venstreekstremister eller kommunister uanset den tyske retsregels officielle ordlyd ”forfatningsfjendtlig”.

En del offentligt debatterede affærer, såsom Hetler-sagen, Mexicaner-sagen m.m., er enten slet ikke eller ufyldestgørende forklaret, ligesom læseren kommer på en prøve, når han præsenterer os for coitus muscarum. Det er noget, man skal undgå, for det betyder flueknepperi (men et sådant ord vil den fine efterretningschef m. m. ikke tage i sin mund, selv om han ikke blues ved at divertere med en del fra intimsfæren og ikke lægger skjul på sine mange affærer med kvinder).

Baseret på over 1000 personlige interviews og utallige skriftlige vidnesbyrd klargøres det på overvældende vis, hvor tilfældigt diktatoren Josef Stalins terror over for hans egen befolkning udfoldede sig fra 1930’erne og til hans død i 1953.

De mange gribende udsagn levner bare ikke megen plads til statistik. Det vældige overvågningssamfund havde fx i 1921, fire år efter revolutionen, et bureaukrati, der var ti gange større en det, det tsaristiske Rusland nogen sinde havde haft. Nærmere betegnet bestod det af 2,4 mio. personer, eller dobbelt så mange som der dengang var industriarbejdere.

Man kan jo sige, at det er heldigt, at han ikke har skullet tjene sig op som almindelig ’agent’ i spionfaget for at blive spionchef. Samtidig kan man konstatere, at det nok er betryggende her til lands, at en sådan chef ikke har det mindste militære anstrøg over sig, som efterretningschefer har i mange diktaturstater. Væsentligste motiv til bogen har nok været et ønske om at gå i rette med en del af den store PET-kommissions voluminøse beretning, som han i visse passager betegner som skandaløs. Han punkterer direkte den myte, PET-kommissionen synes at have spredt om, at PET sidder og trækker i trådene ved ministerudnævnelser. Som PET-chef var Ole Stig Andersen ikke udset til at foretage sikker-

Men fra slutningen af 1920’erne satte de voldsomme aktioner ind mod selvejerbønderne, der misvisende kaldes ”kulakker”: Selv mindre gårdmænd blev udplyndret af kadrer fra byerne. Berøvet deres eksistensgrundlag søgte titusinder mod byerne, hvis lejligheder blev totalt overbefolkede, således at mange familier blev tvunget til at bo i delte værelser og under kummerlige forhold. Forvisninger til Sibirien og Centralasien eller henrettelser var hyppige i horribelt antal baseret på løgne. Koner og børn blev forvist til an14

dre landsdele og blev forment adgang til uddannelse mv. Millioner var tvangsarbejdere i GULAG -lejr-systemet, og på et enkelt år henrettedes over 300.000 så kaldte ”samfundsfjender”.

re sent end aldrig. Denne bog, som kom på engelsk i 1986, må anbefales alle, der måtte tvivle på værdien af internationalt samarbejde, herunder FN’s virksomhed. Denne selvoplevede beretning om en kvinde fra en velstående jødisk familie i Ungarn illustrerer en ond fortid, som ødelagde millioner af menneskers liv.

En familie, mor og tre børn, der vendte tilbage til Moskva efter års forvisning i en lejr i Perm i Uralbjergene flyttede eksempelvis ind i et værelse på 11 kvadratmeter sammen med moderens mor og hendes bror plus dennes kone med to små børn.

I Moskva var der efter krigen ingen varme i 90 pct. af bygningerne, mens halvdelen af dem ikke havde indlagt vand og kloakering.

Vi kender alle de store linjer i dét, denne bog beskriver: Nazi-Tysklands koncentrationslejre, masseforfølgelserne og drabet på Europas jøder, det kommunistiske Sovjetunionens undertrykkelse, dets slavelejre og forgreningen af menneskeretskrænkelser, tortur og henrettelser i hele Østeuropa. Men forfatteren her måtte lide ubeskriveligt både under nazismen og kommunismen. Heda Margolius Kovály (1919-2010) voksede op i Tjekkoslovakiets hovedstad Prag og blev interneret med sin familie i den jødiske ghetto i den polske by Lodz i 1941 for siden at blive deporteret til Auschwitz.

Indkvarteringsforholdene i lejre og ”særlige bosættelsesområder” var forfærdende, men dengang i 1930’erne og 40’erne stort set ukendt i Vesten: Hygiejnen var i bund med florerende sygdomme, om end dette kun sporadisk omtales nærmere i bogen. Vældige mængder af børn var forældreløse, og et stort antal fik uvurderlig hjælp af bedstemødre. Efter 2. Verdenskrigs rædsler lukkede sprækker af menneskelighed op. Men de millioner af sovjetsoldater, der vendte hjem fra krigen som invalider, fik ikke megen hjælp, og mange endte som tiggere.

Hendes mirakuløse flugt tilbage til Prag kort før 2. Verdenskrigs afslutning viser noget om en stålsat overlevelsesvilje. Kampen for en bolig og for at skabe sig en eksistens, ja i det hele taget tilpasse sig et krigsødelagt tjekkisk samfund, dannede blot prologen til nye prøvelser. Hun blev forelsket i én af det kommunistiske styres kommende mænd, men måtte se ham på ukritisk vis blive opslugt af partiarbejdet. Forherligelsen af Sovjetunionen viste sig at være helt igennem forløjet, og i sidste ende blev manden henrettet som offer for de falske forræderianklager mod partisekretæren Rudolf Slánsky og han nærmeste kreds.

Efter Stalins død i 1953 udbrød der oprør i visse lejre: Fangerne ønskede vinduer uden gitre i barakkerne, at vagterne undlod at prygle dem, og at vagter, der havde dræbt fanger, skulle straffes. Endvidere at de frit kunne få lov til at skrive til deres slægtninge i stedet for som hidtil kun to gange om året. En mio. fanger fik amnesti, og politiske fanger kunne søge om det, men det gik uhyre trægt i bureaukratiet, og når de endelig slap ud, var der ofte ingen beskæftigelse til dem foruden alskens uhyrlig diskrimination, selv om det var klart, at de havde været ulovligt forvist.

Masser af fanger vendte tilbage fuldstændig nedbrudte efter flere år med ti timers dagligt, hårdt arbejde.

Bogens forfatter faldt ikke selv for den kommunistiske ideologis fristelser, fordi hun som kvinde var tættere på virkeligheden og på tilværelsens barske vilkår. Når hendes mand på basis af statistikker fastslog, at de tjekkiske borgere under kommunismen havde et bedre liv, så kunne hun med sine egne øjne konstatere, at dette ikke var sandt. Husundersøgelser og kortere og længere anholdelser af medborgere blev hyppige, og myndighederne konfiskerede genstande fra ”mistænkelige” personer eller samfundsfjender, spioner eller hvad man nu antog dem for.

Mellem 1934 og ’53 faldt der 18,75 mio. domme vedrørende forvisning til GULAG, men alt i alt skønnes omkring 25 mio. mennesker at være blevet forvist. Kun ét sted i den store bog omtales en dommer og en domstol, og de spillede efter alt at dømme ingen større rolle i massemyrderierne mod indbildte fjender. Afviklingen af GULAG påbegyndtes umiddelbart efter Stalins død.

Som enlig mor oplevede hun på ny prøvelser ved at finde et sted nogenlunde anstændigt sted at bo. Hun ernærede sig som oversætter af amerikansk litteratur, inden hun i 1968 flygtede til Storbritannien og videre til USA, hvor hun boede til sin død. Blandt hendes mange gode observationer og betragtninger er én over tjekken Jan Hus’motto: Sandheden sejrer, som står mejslet i en statue af ham i Prag. Men, som hun bemærker, sandheden sejrer ikke alene. Når den støder mod magten, taber den ofte. Den sejrer kun, hvis folk er stærke nok til at forsvare den.

Erindringer fra en ond efterkrigstid Heda Margolius Kovály: Under en ond stjerne Mit liv i Prag 1941-1968, 267 sider, Kristeligt Dagblads Forlag Det hænder, at man må vente længe på en dansk udgave af en betydningsfuld bog, skrevet på ét af hovedsprogene – men bed15

Fordi vi tror p책 et globalt ansvar

16