GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 6 NOVEMBER 2012
OM Globalt ansvar, Retfærdighed i Rwanda & med reportage fra Landsmødet 2012
REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ JC McIlwaine ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: December 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.
FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.
GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FNbladet til FN-forbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse. FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk
Yes we can! Krisetider er typisk præget af snæversynet nationalisme og konfliktsky internationalisme. De nære problemer fortrænger de globale; nuværende generationer disponerer på bekostning af fremtidige. Når store lande som USA, Kina og Rusland retter blikket indad og fortrænger deres globale ansvar, så er Indien, Brasilien, Tyskland og andre stater i næste geled tilbøjelige til at gøre det samme, og rationalet for de globale løsninger og det fælles ansvar forsvinder. Danmark og andre lande i puslingeklassen kan ikke flytte de potente sværvægtere. Men vi kan – og skal – kæmpe for at holde den multilaterale dialog i gang; for at fastholde ambitionen om bæredygtige globale løsninger og for at sikre, at alle nationer accepterer, at ansvaret for fremtiden er fælles i en globaliseret verden. Den erkendelse bør vi alle – og ikke mindst den danske regering og ministrene – have indbygget som automatisk advarsel, når frustrationerne over strandede klimaforhandlinger eller tilsvarende svigt over for det globale ansvar melder sig. Aftaler uden om FN kan være nødvendige her og nu, men de er udtryk for et sænket ambitionsniveau. FN er ikke problemet. FN er muligheden. Men FN skal bruges – og det er de små lande, som må insistere på at holde den multilaterale vej åben. Det bliver nogle gange glemt også af den danske regering. Og så er det FN-forbundet, som må vise vejen og fastholde det multilaterale spor. Det er der ikke andre danske NGO’er, som føler sig kaldet til. Stærke multilaterale institutioner er den mulige modgift over for den lammelse af nødvendig global beslutningskraft, som præger det internationale samfund i skyggen af den økonomiske krise. Institutionerne, først og sidst FN, eksisterer, men de skal bruges for at give mening. I FN-forbundet har vi netop holdt vores Landsmøde. Det største i ti år. Deltagelsen tyder på, at FN-sagen stadig har et fast tag i den danske befolkning – på trods af krisetider. Det giver grund til optimisme. De næste to år skal vi nu i den nye bestyrelse arbejde for at blive endnu mere synlige og for at få flere i tale; for at skabe et endnu stærkere dansk engagement – også blandt danske politikere. Og som medlem kan du i høj grad bidrage; du kan tale med din familie, dine venner eller dine klassekammerater om, hvorfor du er medlem, hvem vi er, og hvad vi laver i FN-forbundet. Jo flere vi er, jo stærkere det globale ansvar – og dermed FN. ‘Yes we can’ er også et godt slogan for FN-forbundet! Jørgen Estrup Landsformand 2
Indhold Nyt fra FN-forbundet
SIDE 4
Landsmødet 2012 trak fuldt hus
SIDE 5
Retfærdighed efter Rwandas rædsler?
SIDE 9
Kan Resposibility to Protect fungere i praksis?
SIDE 11
Internationalt overblik
SIDE 12
Rapporter, udredninger, evalueringer
SIDE 14
Bøger
SIDE 15 3
Nyt fra FN-forbundet
Globalis – et interaktivt verdenskort Det interaktive verdenskort Globalis har fået et ansigtsløft med en ny flot forside. I den kommende tid vil der gradvis ske forandringer på siden med nyt design af grafer og statistikker, hvilket vil gøre Globalis.dk mere brugervenlig og lettere at bruge på iPad og mobiltelefon. Globalis.dk er den største database for statistik på dansk og har over 5.000 besøgende om ugen. På siden er det bl.a. muligt at finde landeprofiler, satellitbilleder, viden om konflikter samt farverige verdenskort, der har fokus på forskellige geografiske forhold. Og som noget nyt kan eleverne teste deres viden om sundhed, uddannelse, teknologi, menneskelig udvikling, miljø og befolkning gennem de nye elevopgaver.
Dansk-Russisk Forening i samarbejde med FN-forbundet og Det Radikale Venstre præsenterer den 24. Ruslandskonference:
Efter valgene: Rusland og omverdenen Kom & hør: ►forfatter og direktør Mikhail Delyagin ►tidligere udenrigsminister Per Stig Møller m.fl. Det er fredag den 30. november 2012 kl. 13.00 – 17.30 i Fællessalen på Christiansborg Deltagergebyr 50 kr. (inkl. kaffe/te). Tilmelding er nødvendig og skal ske via mail til konf@dkrus.dk senest den 27. november kl. 12.00. Yderligere information kan findes på hjemmesiden dkrus.dk
4
FN-FORBUNDETS LANDSMØDE 2012
Landsmødet 2012 trak fuldt hus nu mere vigtigt at huske på, at FN kan gøre en forskel, men det kræver, at vi bruger den. FN er ikke problemet; FN er muligheden."
Af Mikael Hegelund Martinsen Københavns Rådhus udgjorde rammerne for FN-forbundets Landsmøde 2012. De aldrende lokaler lagde grund til nogle fysiske udfordringer til et arrangement af landsmødets størrelse, og pladsen kunne til tider føles en anelse trang. Men med det største antal deltagere i 10 år og den historiske stemning i "Hovedkassen", må man sige, at de praktiske udfordringer i høj grad blev opvejet af et aldeles vellykket landsmøde.
Og som den danske politiske dagsorden ser ud nu er der grund til, at FN-forbundet strammer selerne og går engageret til det danske samfund og den danske befolkning for at sikre FN sin rettidige indflydelse. Næstformanden var ikke i tvivl om, at FNforbundet i de næste to år har et helt optimalt udgangspunkt for netop den indsats: "Det stod klart sidst, vi mødtes, at der skulle ske noget for at vende den negative situation, Forbundet befandt sig i – og det er der! Aktivitetsniveauet er steget markant, vi har haft en 25 % stigning i antallet af individuelle medlemmer, og kommunikationsfronten er blevet styrket på både hjemmeside, Facebook og med vores nye medlemsblad GLOBAL. Måske har vi ikke nået alt, hvad vi ville – men vi har nået meget."
"Sidst vi mødtes gjorde Jørgen det klart i sin beretning, at vi i FN-forbundet var midt i en omstillingsperiode med en medlemsudvikling, der gik den forkerte vej; der var derfor hårdt brug for kreativitet; for ekspertise; og for mere aktivitet, så vi kunne få rettet skuden op. Og mere aktivitet har vi så sandelig fået!"
Det er dog stadig vigtigt at huske på, at omstillingen for Forbundet er en proces, der stadig er i gang. Skal den multilaterale indsats frem ad på den danske politiske dagsorden, kræver det også en organisatorisk indsats, og som noget nyt var der sat tid af til workshops ud på lørdagen, hvor deltagerne fik mulighed for at diskutere tre kernepunkter for FN-forbundets organisation, nemlig hhv. individuelle og kollektive medlemmer, og hvordan man kan sikre FN en større plads i den danske undervisningssektor.
Sådan indledte næstformand Trine Marqvard Nymann Jensen sin organisatoriske beretning, og den stadig stigende aktivitet i FN-forbundet lyste igennem alle aspekter af Landsmødet 2012. Diskussionslysten strålede ud fra alt til vedtagelse af ordlyden i udtalelserne til rundbordsdiskussionerne på tre forskellige workshops. Dirigenten havde givet talerstolen et fem-minutters loft, som (næsten) blev overholdt, og det betød, at der blandt andet blev nået til enighed på fem udtalelser, valgt formandskab, bestyrelse og repræsentantskab og ikke mindst givet luft til alle mulige og umulige meninger i pauserne – der ikke var underlagt taletidsbegrænsningerne vel at mærke.
Oplægget til Workshop 1 lød: Hvordan sikrer vi tilfredshed blandt FN-forbundets individuelle medlemmer? Med en stor koncentration af medlemmer i Hovedstadsområdet skal der fremover gøres en aktiv indsats for medlemmer og potentielle medlemmer i andre dele af Danmark. Der blev diskuteret og taget initiativer til, hvordan FNforbundet fremover kan sikre, at der ikke kun bliver lavet arrangementer i Københavns-området. Det aller vigtigste for en medlemsorganisation som FN-forbundet er, at det enkelte medlem har et håndgribeligt forhold til organisationen. Og med en større berøringsflade til i første omgang
Landsformand Jørgen Estrup slog fast fra start, at der er meget at tage fat på: "…et forhold, vi alle har oplevet, er krisetiden, vi lever under i øjeblikket. Det mærkes på økonomien, men det mærkes sandelig også i internationale forhold; vi lukker os om os selv. Og netop derfor er det end5
FN-FORBUNDETS LANDSMØDE 2012 de store byer på Fyn og i Jylland, kan, bør og skal Forbundet i kommende Landsmødeperiode vokse ud over Københavns grænser og omfavne alle de medlemmer, som enten savner eller aldrig har hørt om FNforbundet. Det skal ske med en lang stribe af aktiviteter som bl.a. oplæg, studiekredse, skribentnetværk og meget mere. På Workshop 2 spurgte tovholderen, hvordan man kan tiltrække og fastholde kollektive medlemmer? Ligeså vigtige som individuelle medlemmer er for Forbundets eksistens, ligeså vigtig er samarbejdet med danske organisationer og foreninger og forståelsen for FN-forbundets arbejde heri, når man skal arbejde med globale problemstillinger på den danske politiske scene. Rundt om bordet var der slet ingen tvivl om vigtigheden af det danske civilsamfunds forståelse for betydningen af Danmarks medlemskab af FN, og den stærke position FN's mange institutioner indtager i dansk udenrigspolitik. Men den position kan og bør forstærkes. FN-forbundet er selv engageret medlem i bestyrelser og på aktivitetsniveau i en række udviklingspolitiske organisationer som f.eks. 92-gruppen, NGO-forum, CISU m.fl., og i næste Landsmødeperiode er det alfa omega for den udviklingspolitiske dagsorden, at netværket forstærkes yderligere bl.a. ved at disse organisationer også skal være en del af FN-forbundet som kollektive medlemmer. 6
FN-FORBUNDETS LANDSMØDE 2012
Tematiske netværk, forøget samarbejde og forskellige engagementer organisationerne i mellem skal fremover gøre opmærksom på betydningen af at være medlem af FN-forbundet.
Endeligt skal Forbundet være med til at sikre FN og det globale ansvar en større plads i de danske skolers undervisning. Forbundets Skoletjeneste gør i forvejen et stort og stabilt arbejde på dette område, men man kan med fordel samtidig overveje et mere struktureret og institutionaliseret samarbejde med den danske undervisningssektor. Om man skal sigte efter en indsats for FNoplysning på én enkelt folkeskoleårgang, eller om man skal tilbyde danske gymnasier at blive "FN-skoler", som man gør i Norge med stor succes, var nogle af de ting, der blev taget op på her. Der kom forslag til, hvordan man igennem et styrket samarbejde med de andre undervisningsorienterede organisationer kunne etablere en FN-vinkel i de danske samfunds- og historiefag. Bl.a. MS, IBIS og O3V yder i forvejen en indsats på området, og ved at samkøre og koordinere indsatsen kunne man med en væsentlig større medlemsbase f.eks. forestille sig et netværk af samfundsfags- og historielærere, der kan agere sparringspartnere og inspiration til udformningen af undervisningsforløb om FN. Rammerne er nu sat for de næste to års arbejde i FN-forbundet med en ny strategi og handlingsplan, en ny bestyrelse og et nyt repræsentantskab. Vi glæder os!
Under overskriften "fordi vi tror på globalt ansvar" satte FN-forbundets landsmøde fokus på aktuelle udfordringer og kom med en række advarsler og opfordringer til den danske regering. - FN-forbundet er dybt betænkelig ved regeringens udkast til ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvori det foreslås, at "programmer ikke på nogen måde må tilskynde til had og ikke på nogen måde må fremme terrorisme". Formuleringerne åbner for subjektive begrænsninger i ytringsfriheden. - FN-forbundet understreger, at Danmark skal overholde de internationale konventioner, vi har tiltrådt, og vi skal tage stilling til UNHCR's kritik af den danske håndtering flygtningespørgsmålet. - Danmark bør på hjemmefronten arbejde for, at der etableres bindende regler for våbentransportbranchen, så danske firmaer ikke lovligt kan medvirke til grove brud på menneskerettighederne og den humanitære folkeret. - Danmark opfordres til at gå imod EU's fiskeriaftale med Marokko, da aftalen giver EU-fiskere adgang til Vestsaharas farvand. Desuden bør Danmark arbejde for, at FN's mission i Vestsahara får udvidet sit mandat til også at inkludere menneskerettighederne. Se udtalelserne i deres helhed på
www.fnforbundet.dk 7
FN-FORBUNDETS LANDSMØDE 2012 REPRÆSENTANTSKAB:
Landsformand Jørgen Estrup
Anne Berit Gaia Larsen Bent Christensen
Næstformand Trine Marqvard Nymann Jensen
Birgitte Husmark
Hovedkasserer Flemming Thøgersen
Carl Erik Faverskov Dorte Munch
Individuelt medlem Lave Broch
Erling Kjær
Kollektivt medlem Torben Jacobsen, Dansk-Rumænsk Forening
Flemming Filur Olsen
INDIVIDUELLE MEDLEMMER
FORRETNINGSUDVALG:
Jane F. Johnsen Lars Josephsen
Anders Trelborg
Mads Fritz Bøger
Andreas Hansen
Maj Rørdam Nielsen
Bente Nielsen
Morten Thulstrup
Bente Rich
Viktor Emil Sand Madsen
Jørn Boye Nielsen
Alexander Bergstrøm, Dansk Rumænsk Forening
Miriam Moazzeni
Ane Skjødsholm, Radikale Venstre
Ole Olsen Rasmus Gyldenkerne Nielsen
Asger Pedersen, Dansk-Russisk Forening
Jens Vexø, OSMTH
Helle Martinussen, Brahma Kumaris
Karsten Fledelius, Helsinki-komiteen Linda Herzberg, Mosaisk Troessamfund
Henriette V. Andersen, Soroptimist International, Danmark
Susanne Langer, Kvinderådet
Ileana Schrøder, Esperantoforeningen
Landsmøde 2012
Jørgen Olsen, Genvej til Udvikling Louis William Møllerfors, OSMTH Morten Bech Christiansen, NETOP
Se også:
Niels Johan Juhl Nielsen , Radikale Venstre
►Formandens beretning ►Næstformandens beretning ►Organisatorisk beretning ►Strategi & handlingplan
Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundet Sven-Erik Bolt Magnussen, HKKF Thomas Sjöberg Neergaard, DSU
Alt sammen på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk/arkiv 8
KOLLEKTIVE MEDLEMMER
BESTYRELSE:
Retfærdighed efter Rwandas rædsler? Hård fængselsdom over oppositionspolitiker skaber stor tvivl om præsident Kagames vilje til forsonlighed på tværs af stammeskel
Af Henrik Døcker
skal ikke bruges til sådanne politiske formål, anklagen mod Ingabire viser, at Kagame slet ikke tolererer politisk opposition”, hedder det i en udtalelse fra organisationen.
Det hurtigt gennemførte folkedrab på omkr. 800.000 tutsier og moderate hutuer i den lille afrikanske republik Rwanda i 1994 kaster fortsat uhyggeligt lange skygger. I oktober blev den 44-årige rwandiske kvinde Victoire Ingabire ved landsretten i Rwandas hovedstad Kigali idømt otte års fængsel for at have ”bagatelliseret folkedrabet og for deltagelse i en sammensværgelse, der tilsigtede terrorisme”. Den ofte fremsatte ros af præsident Paul Kagames styre for nu i to årtier at have sikret fred i landet, for at have fremmet kvinderettigheder og økonomisk vækst må i hvert fald tilføjes alvorlig bekymring for personer med regeringskritiske holdninger.
Sagen mod Victoire Ingabire – allerede nu spøgefuldt kaldet ”Rwandas Aung San Suu Kyi” – blev i det væsentlige baseret på vidnesbyrd fra fire andre, der var tiltalt for at have modarbejdet staten ved samarbejde med en væbnet gruppe, noget stedlige ngo’er ikke fæster lid til. Hendes parti har ikke fået lov til at lade sig registrere i Rwanda, og en anden oppositionsleder Bernard Ntganda, formand for partiet PS Imberakuri, er også blevet fængslet.
Nul-tolerance over for oppositionen Ingabire kom i 2010 tilbage til sit hjemland Rwanda efter 16 års eksil i Holland. Hun tog hen til Kigalis mindesmærke for ofrene for folkedrabet og bemærkede dér, at det kun var for tutsiofrene. Da hun spurgte, hvorfor de moderate hutuer, der også blev dræbt under hutu befolkningsflertallets massemyrderier (noget tal på disse har det ikke været muligt at få oplyst), blev hun sat i husarrest. Hun, der selv er hutu, havde ellers forestillet sig, at hun skulle opstille til et præsidentvalg, idet hun var blevet formand for oppositionspartiet Den forenede Demokratiske Styrke.
Hvordan står det så til med Kagame selv? Aktuelt har hans forsvarsminister James Kabarebe hvad man mildt sagt kunne kalde et ”forklaringsproblem”. Han er nemlig ifølge en lækket FN-rapport i virkeligheden den, der har kommandoen over den frygtede oprørsstyrke i det østlige Congo kaldet M23 (efter en aldeles ineffektiv fredsaftale, der blev undertegnet 23. marts for tre år siden). Det skal forstås på den måde, at M23-styrkerne får direkte ordrer af den rwandiske generalstabschef Charles Kayonga.
Human Rights Watch ser dommen som et klart udtryk for præsident Kagames overfølsomhed over for racespørgsmålet – det historiske modsætningsforhold mellem det ofte herskende tutsi-mindretal og det underkuede hutu-flertal. Officielt fremstilles det i dag som om, skellet mellem dem er brudt ned, illustreret ved en del ægteskaber på tværs af racerne. ”Men domstolene 9
Kagame var selv landflygtig i mange år Rwanda – og i øvrigt også Uganda - skal have forsynet M23 direkte med tunge våben. Over en halv million mennesker i det østlige Congo har taget flugten på grund af kampene. Oprørsstyrkerne ledes af general Bosco Ntaganda, der tidligere indgik i Congos hær, men begik mytteri og ”blev selvstændig” i april i år. Der er udstedt arrestordre mod ham for krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol i Haag.
det, at RPF’s militære formation RDA var den rwandiske hær overlegen i organisation – og derfor alligevel i løbet af ret kort tid satte sig på magten. Det førte så til hundredetusinder af hutuers flugt til nabolandene og for nogles vedkommende deltagelse i borgerkrigen i Congo. Gummiparagraffer mod oppositionen Siden hen har den militære efterretningstjeneste i landet tiltaget sig betydelig magt. Ifølge Amnesty International har den på hemmelige steder tilbageholdt i hvert omkr. en snes rwandere, der er blevet torteret under intense forhør. Kagame er hypersensitiv over for oppositionelle elementer, der let kan få suppleret et anklageskrift med påstande om at have samarbejde med fremmede, evt. alt andet end fredselskende grupper eller endog stater.
Den spegede affære er blotlagt i en fortrolig FN-rapport, der tidligere på året lækkede til pressen. Uganda såvel som Rwanda har i to årtier støttet militser i en fortsat kamp mod hutuer, der efter deltagelse i folkedrabet i 1994 flygtede til Congo. Både fra Rwandas og Ugandas side er disse informationer blevet heftigt tilbagevist Til forståelse af Kagames position og det indviklede spil med en stribe lande i det sydlige Afrika hører med, at tutsien Kagame voksede op i Uganda og har modtaget militær uddannelse i USA. Han medvirkede til omstyrtelsen af præsident Mobuto Sese Seko i Congo i 1997 og udvirkede ved sin magtovertagelse umiddelbart efter folkedrabet til, at omkr. 700.000 rwandere (nemlig mange af dem, der deltog i folkedrabet) tog flugten til Congo, Uganda og Tanzania. Selv havde han levet i eksil i Uganda, hvortil hans forældre var flygtet tilbage i 1959.
Amnesty International’s kapitel om Rwanda i organisationens seneste årsberetning (2012) taler da også om ”stigende forfølgelse af individer for at kritisere regeringens politik” og deraf følgende ulovlige anholdelser.
Det var lykkedes ham i dette eksil at sammensætte en bevægelse, kaldet Rwandas Patriotiske Front (RPF), som igennem begyndelsen af 1990’erne havde erobret nordlige dele af Rwanda. Kagames officielle budskab var, at Rwanda skulle nyskabes som en nation frigjort fra ”etnisk identifikation” – den efterbyrd fra kolonitiden, som hvilede så tung over staten. Det var nemlig belgierne, der – i bedste britiskinspirerede ”del og hersk-stil” - havde satset på tutsierne som en førende folkegruppe.
Ytringsfriheden er yderst begrænset, at kalde regeringen ”nærtagende” over for kritik vil være en underdrivelse. Det gælder på den anden side mange andre stater i denne verden. Når det skal fremhæves her, skyldes det det billede af Rwanda, som omverdenen har fået af noget i retning af en mønsterstat under Kagame. Når regeringen fx forbyder hadsk tale (eng. hate speech), indgår dette kriterium i et katalog af andre dårligt definerede begreber, som myndigheder kan ramme ’systemkritikere’ eller oppositionelle med.
En våbenhvile mellem RPF og den daværende hutu-regering blev imidlertid brudt i 1994, og man kan gisne om, at hutuerne i virkeligheden ikke med deres folkedrab på tutsierne og organisering af dræberbevægelsen Interahamwe forsøgte at komme en militær magtovertagelse fra tutsiernes side i forkøbet. Men en kendsgerning var
Forbudte begrebsverdener, som rwandere også bør holde sig fra hedder ”folkedrabsideologi” eller ”sekterisme”. Journalister og menneskeretsforkæmpere rager gang på gang uklar med myndighederne, hvortil kommer, at en del oppositionspolitikere for tiden er i eksil.
Ved den periodiske gennemgang af Rwanda af FN’s Menneskerettighedsråd i 2011 lovede landets regering ganske vist at efterkomme en række ’anbefalinger’ til lovændringer i demokratisk retning, men den afviste at undersøge baggrunden for vilkårlige tilbageholdelser eller forsvindinger.
10
Kan Responsibility to Protect fungere i praksis?
UN Photo/ Eskinder Debebe
Sådan lød overskriften på det eksterne oplæg på FN-forbundets landsmøde 2012. Tidligere ambassadør ved den danske FN-mission i New York og særlig udsending for FN i Liberia, Ellen Margrethe Løj var inviteret til at give sit perspektiv på den praktiske anvendelse af princippet om Responsibility to Protect (R2P). Vores kommunikationspraktikant, Mikael Hegelund Martinsen var referent
Det var ikke nogen erklæret fan af princippet om ’Ansvaret for at beskytte’ (R2P), der indtog talerstolen lørdag eftermiddag på FN-forbundets landsmøde. Centralt for oplægget var da også en udtalt bekymring for tendensen i den offentlige debat til alt for hurtigt at tolke anvendelsen af R2P-mandatet som en nødvendig militær intervention.
uoverskuelige konsekvenser. Derfor er det internationale samfund i dag også tøvende, hvad angår konflikten i Syrien. Det forstærkes selvfølgelig også af, at Rusland, der besidder den famøse vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, er stor våbenleverandør til det syriske styre og en lang række andre forhold. Populært sagt har en intervention ikke en kinamands chance. Derfor har det internationale samfund med alle midler arbejdet for at samle et funktionelt alternativ til de hemmelighedsfulde alawitter. Med den for nyligt oprettede "Nationale Koalition for Oppositionen og Den Syriske Revolution" som en samlet koalition er der taget et vigtigt skridt imod en stabilisering af det eskalerende syriske oprør. Men samtidig blomstrer urolighederne i Libanon mellem Assadstøtterne i Hizbollah og libanesiske sunnimuslimer, ligesom de israelsk besatte Golan-højder har vidnet flere skudvekslinger i mellem syriske regeringsstyrke og israelsk militær.
Princippet består groft sagt af to paragraffer, der for det første byder det enkelte medlemsland at beskytte sin befolkning imod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. For det andet ligger ansvaret ikke bare på den enkelte stat, men på hele det internationale samfund, der - om nødvendigt skal bruge diplomatiske, humanitære og militære midler for at sikre den enkelte stats opfyldelse af ovenstående. Det internationale samfund skal altså være parat til at gribe til handling sammen med regionale institutioner og i fuld overensstemmelse med FN-pagten, hvis det bliver nødvendigt. Ellen Margrethe Løjs store erfaringer især fra urolige afrikanske stater underbyggede hendes pointe om, at alle diplomatiske og humanitære muligheder skal og bør være udtømt inden en eventuel intervention. Ét eksempel var urolighederne op til det sidste valg i Liberia, hvor Løj stadig sad som FN’s særlige udsending. Her lykkedes det at lægge en opmærksomhed på valgkampen ikke bare i den liberiske offentlighed, men også i den Afrikanske Union og verdenssamfundet. Med det diplomatiske pres og frygten for at vende tilbage til borgerkrig ændrede tonen sig ganske drastisk - ikke mindst på grund af bevidstheden om den Internationale Straffedomstol - og valget blev gennemført. Det forebyggende diplomati foregår og bør for så vidt muligt foregå igennem regionale institutioner med stor opbakning fra FN, i følge Løj. Det er i stigende grad muligt, og Libyen og Sikkerhedsrådets resolution 1973 tjener som et godt eksempel på, at intervention med stor deltagelse af udefrakommende stater kan have en lang række
Alt i alt er det ved at være sidste udkald for et effektivt diplomatisk pres på de stridende parter. Oprøret i Syrien ikke er lige så solberiget som resten af det arabiske forår, og de regionale konsekvenser bliver mere og mere uoverskuelige efterhånden som interventionen - og de dertilhørende om end anderledes konsekvenser udebliver. Tankerne bag R2P har været drøftet i FNsammenhænge, blandt eksperter og i den akademiske verden siden slutningen af 1990'erne i kølvandet på humanitære katastrofer i f.eks. Rwanda og eks-Jugoslavien, hvor det internationale samfund ikke formåede at forhindre folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Som den tidligere FN Generalsekretær Kofi Annan udtrykte det, 'aldrig igen' må sådanne overgreb finde sted, og i december 2001 blev begrebet Responsibility to Protect for første gang præsenteret, for at blive vedtaget i FN’s generalforsamling i 2005. 11
INTERNATIONALT OVERBLIK
ved Henrik Døcker
Frygt for at snart 4 mio. nødlidende syrere behøver international hjælp FN frygter, at antallet af mennesker i nød som følge af Syriens borgerkrig inden for de næste par måneder vil stige til i alt fire millioner. Pr. 5. november var det for FN og private internationale hjælpeorganisationer kun muligt at nå 1,5 mio. af de 2,5 mio., der antages at have behov for nødhjælp inde i Syrien. FN har appelleret om 348 mio. $ til denne hjælp, men har indtil nu kun modtaget tilsagn om 157 mio. $, 45 pct. af behovet. Denne status blev fremlagt på et stormøde i Syrian Humanitarian Forum i Geneve sidst i oktober. 36.000 mennesker er hidtil blevet dræbt i den syriske borgerkrig, mens hundredetusinder er blevet fordrevet fra deres hjem. Omkr. 400.000 er flygtet til nabolandene, men dette tal ventes at stige til 700.000 tidligt i 2013. Somalia-FN-styrken forlænget, men blot med fire måneder FN’s Sikkerhedsråd har forlænget Den Afrikanske Unions fredsbevarende styrke i Somalia (AMISOM) med fire måneder – til udløbet af februar 2013. Den korte forlængelse (modsat de sædvanlige 12 måneder) hænger sammen med Den Afrikanske Unions ønske om, at Sikkerhedsrådet ophæver den eksisterende våbenembargo over for Somalia samtidig med, at det giver landet lov til at eksportere trækul. Embargoen blev vedtaget tilbage i 1992 for at afskære strømmen af våben til de krigsherrer, som havde gjort oprør mod den daværende diktator Siad Barre. FN-styrken, formeret i 2007, er på 17.600 mand, hvoraf en tredjedel kommer fra Uganda. Eksportforbuddet for trækul blev indført for at hindre, at de islamiske Al Shabaab-krigere skulle finansiere våbenkøb derigennem. (UN Photo/ Tobin Jones) 1,5 mio. $ afsat til verdensomspændende undervisning FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har sikret 1,5 mia. $ til et stort initiativ for at øge og forbedre undervisning af børn verden over. Stater, private erhvervsvirksomheder og fonde har skaffet pengene. Ved slutningen af 1990’erne stod 108 millioner børn i skolemoden alder uden adgang til skoler. Dette antal er nu faldet til 61 mio. i dag, oplyser UNESCO. Blandt de lande, der vil støtte det aktuelle initiativ, er Danmark, Australien, Bangladesh, Sydafrika og Østtimor. 850 mio. af verdens borgere er underernærede Omkr. 850 mio. mennesker, eller hver ottende person i verden, er underernæret, fremgår det af 2012udgaven af rapporten Status over verdens fødevaresikkerhed, udgivet af FAO, FN’s særorganisation for fødevarer og landbrug, IFAD, den internationale fond for landbrugsudvikling og WFP, Verdensfødevareprogrammet. I perioden 1992/94 og 2010/12 faldt antallet af sultende med 132 mio. – eller fra 18,6 pct. til 12,5 pct. af verdens befolkning. Men den hastighed med hvilken fattigdommen er blevet reduceret siden 2007 er taget af, og FN’s medlemsstater opfordres derfor til at træffe passende foranstaltninger til at få udvirket en halvering af deres fattige for at kunne nå 2015 Målene. (Millennium Development Goals). FN trækker sig ud af Østtimor FN’s fredsstyrke i Østtimor har overdraget det fulde ansvaret for politiet i den lille, unge republik til dennes eget politi. Der er tale om fuldendelsen af en gradvis overdragelse, som begyndte i marts sidste år. Lederen af FN’s delegation i Østtimor, danskeren Finn Reske-Nielsen, sagde ved afskeden, at det timoresiske politi på mange områder har gjort vigtige fremskridt. Det sørgede således for sikkerheden ved dette års præsidentvalg. Da FN-styrken var på sit højeste, talte den 1600 mand, mest politifolk. Den blev dannet efter et attentatforsøg på Østtimors præsident Jose Ramos Horta i 2008. Staten kunne i maj fejre ti-års jubilæum efter 24 års besættelse af Indonesien og 400 år som portugisisk koloni. (UN Photo/ Martine Perret) Millioner af mennesker tvunget på flugt Over 70 mio. mennesker er blevet tvunget på flugt af politiske uroligheder og klimaforandringer, hedder det i en rapport fra Den Internationale Røde Kors Komité. Det er vel at mærke ikke kun traditionelle flygtninge, der er tale om og altså også en mængde mennesker, der falder uden for kategorien ’interne flygtninge’ eller hjemstavnsfordrevne. Mange har måttet forlade deres hjem på grund af ny infrastruktur, fx ved rydning af store beboelsesarealer i storbyer, som skal byudvikles. Kabul og Manila nævnes som eksempler. 12
FN har uddelt mad til omkr. 35.000 flygtninge blandt Myanmars rakhinere WFP, FN’s Verdensfødevareprogram, har uddelt fødevarer til 35.000 flygtninge og nødstedte i delstaten Rakhine i Myanmar. På grund af de geografiske forhold er det meste af hjælpen blevet distribueret pr. båd. Omkr. 90 mennesker er hidtil omkommet i de stridigheder, der i oktober blussede op mellem de buddhistiske rakhinere og de muslimske rohingyanere – efter de første sammenstød tilbage til juni. Siden da er omkr. 100.000 mennesker blevet drevet på flugt, deraf en del som hjemløse fordi deres huse er blevet ødelagt. De blodige træfninger blev udløst af voldtægt af og drab på en ung buddhistisk kvinde; to muslimske gerningsmænd er siden blevet dømt til døden i sagen. Vestlige stormagter vil presse Sri Lanka til retsopgør efter landets borgerkrig Storbritannien og USA har under høringer i FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve forstærket deres pres på Sri Lanka for de grove brud på folkeretten (Geneve-konventionerne), som Sri Lanka under borgerkrigen 1983-2009 begik over for det tamilske mindretal. Der bør indledes gennemskuelig efterforskning af mange overgreb, herunder drab på civile, hedder det. Tidligere konfliktzoner regnes stadig som militært område, soldater blander sig daglig i civilbefolkningens liv, mennesker torteres, hvis de ikke ligefrem forsvinder, anførte USA’s repræsentant under et møde i rådet. Alle beskyldninger er blevet afvist af Sri Lankas regering. Den Internationale Juristkommission, som har hovedkvarter i Geneve, oplyser, at Sri Lanka har gjort det nærmest umuligt for ofre for myndighedernes overgreb at opnå erstatning. (UN Photo/ Jean Marc Ferre) FN lykønsker Sudan og Sydsudan med samarbejdsaftale, men… FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har lykønsket præsidenterne for Sudan og Sydsudan til den samarbejdsaftale, de i Etiopiens hovedstad Addis Abeba indgik i september, hvorved grænsestridighederne mellem de to skulle kunne bilægges. Det er særligt grænseområdet Abyei, det drejer sig om. Men ’glæden’ over denne tilsyneladende forsoning blev hurtigt overskygget af en bemærkelsesværdig udvisning af én af FN’s repræsentanter i Sydsudan, Sandra Beidas, som nu befinder sig i Entebbe, Uganda. Sydsudans myndigheder beskyldte hende for at have udfærdiget ”falske rapporter” om forholdene i den unge stat, der kom til verden i 2011. Rapporterne menes at have vedrørt de ikke helt sjældne overgreb, som sydsudansk politi eller militær har begået over for civilbefolkningen. I august 2011 blev den daværende FN-repræsentant for menneskerettigheder i Sydsudan, Benedict Sannoh, overfaldet på et hotelværelse i hovedstaden Juba. Han havde afvist at lade politiet undersøge sin bagage. Kvæstelserne nødvendiggjorde fem dages hospitalsindlæggelse.
FN ønsker øget transnational bekæmpelse af transnationale forbrydere Direktøren for FN’s kontor for Rusmidler og Lovovertrædelser (UNODOC), Jurij Fedotov, opfordrer til øget, integreret internationalt samarbejde mod transnationale forbrydere. I 2000 stod FN fadder til konventionen mod transnational organiseret kriminalitet, og de stater, der har tiltrådt den, bør arbejde tættere sammen for at forhindre, at smarte kriminelle syndikater blot flytter derhen, hvor de retsstatlige garantier er skrøbelige, påpeger han. Transnational kriminalitet vurderes til omkr. 870 mio. $ på årsplan. Han appellerer til staterne om at være ”proaktive og opfindsomme” i bekæmpelsen af fx kvindehandel, ulovlig skovhugst i stor skala og narkotikahandel. FN forlænger Haiti-mandatet i ét år FN’s Sikkerhedsråd har forlænget FN’s fredsbevarende styrke i Haiti (MINUSTAH) med ét år med henblik på at genskabe sikkerheden og fremme processen hen mod en retsstat, hvor også menneskerettighederne er garanteret. Den militære del af styrken reduceres fra 7340 til 6270, mens politidelen beskæres fra 3241 til 2601 mand. Styrken blev formeret efter det ødelæggende jordskælv, der ramte Haiti, herunder hovedstaden Porte-au-Prince, i 2004. (UN Photo/ Eskinder Debebe) Over 25.000 landflygtige DRC-congolesere bragt hjem af FN FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har bistået over 25.000 mennesker fra det tidligere belgiske Congo (DR Congo), som siden 2009 har levet i landflygtighed i nabostaten Congo (tidl. Fransk Congo) tilbage til deres hjemland. Der lever for tiden omkr. 100.000 DRC-congolesere i nabostaten og i Den Centralafrikanske Republik. Mennesker, som blev drevet på flugt på grund af mange blodige etniske træfninger, særligt i Equateur-provinsen. Det var oprindeligt sammenstød mellem munzaya- og enyelestammerne om græsnings- og fiskerirettigheder, som udløste fjendtlighederne. 13
Rapporter, udredninger, evalueringer Overblik over menneskerettighederne – set fra Danmark Hvordan en konvention gennemføres i national ret er ikke noget folkeretten stiller bestemte krav til – men det er en klar fordel, at der sker såkaldt inkorporation ved lov. Den europæiske menneskerettighedskonvention er imidlertid den eneste konvention, der er gjort til dansk lov. Institut for Menneskerettigheder har i en statusrapport i anledning af sit 25 års jubilæum (der ikke ellers blev særlig markeret udadtil) givet en lang række anbefalinger til den danske regering. Heriblandt er tiltrædelse af FNkonventionen om tvungne forsvindinger, af de valgfrie protokoller til FN’s handicapkonvention samt at inkorporere FN’s menneskeretlige konventioner i dansk ret. Dertil kommer opfordring til forbedring af forholdene for asylsøgere, børn, handicappede foruden øget indsats m.m.m. Læs mere om emnet i rapporten og på www.menneskeret.dk. Nordisk-britisk evaluering af korruptionsbekæmpelse i fem u-lande FN fik i 2003 en anti-korruptionskonvention, men det ligger fremdeles tungt med at finde lande, som for alvor har bevæget sig ud af korruptionens hængedynd. Dog skorter det ikke på rapporter om mange behjertede bestræbelser på at bekæmpe ondet. En såkaldt fællesevaluering for de statslige bistandsorganisationer i Danmark (Danida), Norge, Sverige og Storbritannien foruden det svenske Institut for Evaluering af Internationalt Udviklingssamarbejde og Den Asiatiske Udviklingsbank kommer således til en mistrøstig konklusion ved studium af fem udvalgte u-lande. Det drejer sig om Bangladesh, Nicaragua, Tanzania, Vietnam og Zambia – her har donorerne nok ”bidraget til at ændre bevidstheden om korruption”, ligesom græsrødder i disse lande ved overvågning af myndigheder ”har styrket lokal ansvarlighed”– men risikoen for misbrug af bistanden er stadig betydelig, idet skandaler om myndighedspersoners personlige tilegnelse af bistandsmidler (ikke overraskende) stadig forekommer (aktuelt eksempel: Danmarks indstilling af bistanden til Uganda efter ugandiske embedsmænds bemægtigelse af fem mio. kr. red.). Selve evalueringen blev foretaget af de britiske konsulentfirmaer ITAD og LDP (Law & Development Partnership Ltd.) Danida finder det selv i en kommentar ”vanskeligt at anvende landerapporterne i bredere arbejde”. De overordnede anbefalinger er svært generelle, dvs. til ringe hjælp i det forebyggende arbejde.
Rigtig mange ’skæverter’ åbenbaret i Danidas 50 års jubilæumsskrift Den officielle danske u-landsbistandsorganisation Danida fyldte i år 50 år, hvad Udenrigsministeriet markerede ved udsendelsen af et 78 siders, rigt illustreret hefte. Forordet taler selv om det umulige i ”på 52 sider” at beskrive Danida og dets resultater (øjensynlig har redaktionen fratrukket alle de helsider, der udgøres af illustrationer). Men flot er publikationen: Enkle en-siders artikler sat op som dem i avisen med store overskrifter, og udviklingsminister Chr. Friis Bach blænder op for det hele med en kort indledningsfanfare med rubrikken : ”Meget at fejre”. Det er faktisk kun her, man rigtig kan hente brikker til en forståelse for, at hjælpen dog har haft en betydning for nogle landes levestandard og udviklingsniveau. Botswana, Thailand, Sydafrika og Vietnam har således ”taget kvantespring op ad udviklingsstigen”, hedder det. De forskellige fokus på u-landsprojekter rundt om i bogen beretter ellers om mange fiaskoer, eller skal vi sige skuffelser på langt sigt: I Tanzania, Indien, CongoKinshasa, Sudan, projekter i landbruget, sundhedssektoren, egnsudvikling osv. Teksten om de enkelte projekter og lande er kortfattet og giver ikke læseren mulighed for en helhedsbedømmelse af årsagerne til de få og små resultater. Kun en bekræftelse på, at u-landsbistanden er særdeles tålmodighedskrævende. 14
Nyt FN-organ til beskyttelse af seriøse sladrehanke FN’s Generalforsamling godkendte for et par år siden oprettelsen af et nyt internt justitssystem i FN, efter at et juristpanel har konkluderet, at det hidtidige var ineffektivt i forhold til de gener, ansatte i verdensorganisationen var kommet ud for. Diverse repressalier over for ’seriøse sladrehanke’ (såkaldte whistleblowers) har tidligere været beskrevet i GLOBAL. Som det fremgår af den særlige rapport om Whistleblowers, er der nu foretaget en analyse af de nye organer, FN Tribunalet for Tvistemål og det tilhørende Appel-tribunal. Eftersom FN er immun over for søgsmål i de lande, det opererer, havde FNfunktionærer ikke tidligere adgang til at indbringe tilsidesættelse af deres ansættelsesforhold for nogen domstol. De seriøse sladrehanke synes nu at have fået en bedre behandling efter det nye system, men FN-politifolk og soldater i de fredsbevarende missioner nyder ikke den samme beskyttelse, hvis de måtte rapportere om magtmisbrug. De er i større risiko for, at der træffes modforholdsregler over for dem. Der savnes fortsat et vidnebeskyttelsesprogram ligesom klarere regler for det ansvar, der fra tid til anden må placeres højere oppe i FN-systemet.
BØGER anmeldt af Henrik Døcker Hvordan fremmede Danmark fred og samarbejde i folkeforbundstiden?
men den amerikanske udenrigsminister Kellogg og hans franske kollega Briand stillede sig da i spidsen for hvad der i bogen kaldes et multilateralt forbud mod krig – men uden at byde på direkte bestemmelser om håndhævelse af krigsforbuddet.
Karen Gram-Skjoldager: Fred og folkeret – Dansk internationalistisk udenrigspolitik 1899-1939, 538 sider, Museum Tusculanums Forlag Hvordan det officielle Danmark så at sige ’greb’ fredstanken og i det hele taget ’agerede’ på de internationale brædder i folkeforbundstiden, altså tidsrummet 1920-40, er temaet for den digre ph.dafhandling historikeren Karen Gram-Skjoldager har begået. Det internationale spil var dengang koncentreret om nedrustning, voldgift og neutralitet. Sammenlignet med hvordan FN og dets pagt kom til at indtage en langt mere realistisk holdning til krig og fred udgør bogen på sæt og vis et bagtæppe, der vil noget.
Danmark ratificerede hurtigt pagten ligesom en konvention til kontrol med international våbenhandel. Men allerede i 1930 var det i virkeligheden slut med at fremme fredsbestræbelserne gennem Folkeforbundet. Mere bredt kunne man tale om skibbrud på mange bestræbelser for at få respekt om for ikke at sige decideret efterlevelse af princippet fred ved ret (et udtryk som jeg dog har ledt forgæves efter i bogen). Danmark indgik bilaterale voldgiftstraktater med små betydningsløse lande, og snart efter var voldgiftspolitikken en saga blott. Sådan som Italien og Tyskland udviklede sig forsvandt hvad der betegnes som ”de internatonale politiske forudsætninger for at diskutere nedrustning”. Den tyrkertro, der i begyndelsen af forrige århundrede var på at nedrustning ville have en fredsbefordrende virkning, fik sit grundskud, da Japan invaderede Manshuriet, da Tyskland invaderede Rhinlandet og da Italien gik til angreb på Abessinien (nutidens Etiopien).
Bogen går ikke voldsomt tæt på det folkeretlige som sådan, men redegør omhyggeligt for talrige møder og konferencer om de nævnte kernebegreber, herunder også den daværende udenrigsministerielle folkeretsrådgivers fortolkning af det internationale samarbejde, som dengang trådte sine barnesko. De basale ideer, som blev nedlagt i Folkeforbundspagten (svarende til nutidens FN-pagt), om garantier for fred og sikkerhed, blev af visse stater modvirket af iver for at være neutral eller af frygt for at træde mægtige magter over tæerne.
Bogen giver et nuanceret portræt af den radikale udenrigsminister P. Munch. Han var længe om at indse, at ønsket om at være neutral ikke måtte stille sig i vejen for at stemme for sanktioner mod fredsbrydende stater, men han var på den anden side også af den opfattelse, at Folkeforbundets svaghed – fx i relation til Italien som aggressor i Afrika – ikke skulle udstilles, når det ikke kunne leve op til sine principper. Ergo skulle Danmark fx ikke støtte urealistiske resolutionsforslag om den såkaldte folkeforbundsdoktrin. Da Abessinien ophørte med at eksistere som stat i 1936, vedtog Folkeforbundet at ophæve sanktionerne mod Italien Et held verdens ikke var så defaitistisk, da Irak ville sluge Kuwait gennem aggression ca. 55 år senere - i 1990.
Da Frankrig tog initiativ til hvad der siden blev kendt som Briand-Kellogg-pagten i 1928, var det for at få inddraget USA i det europæiske sikkerhedssystem – USA var ikke blevet medlem af Folkeforbundet, selv om dets ophavsmand var amerikansk præsident. Så vidt kom det dog ikke, 15
Fordi vi tror p책 et globalt ansvar
16