D E B AT
Skab faglige fællesskaber – og lad lærerne lære af hinanden Lærere er uddannet til at undervise børn, men ikke nødvendigvis til at arbejde med voksnes læreprocesser. Lektorer opfordrer skoler til at udvikle praksis ved at bruge fagteam til faglig refleksion og ikke kun faglig forberedelse. KRONIK AF OLE CHRISTENSEN OG BRITTA VEJEN, LEKTORER PÅ VIDEREUDDANNELSEN, PROFESSIONSHØJSKOLEN UCC
Praksisnær skoleudvikling med lærere som aktører kan med fordel designes som faglige læringsfællesskaber, hvor der er tid og rum til at forberede sig og samtidig udvikle praksis. Som udefrakommende konsulenter er det vores erfaring, at der mangler fokus på kommunikationsfaglige færdigheder og voksenpædagogiske kompetencer, når det pædagogiske personale på skolerne samarbejder om udvikling af det gode praksisfællesskab. Der mangler tid til refleksion. Der er grundlæggende forskel på at undervise børn og unge og facilitere læreprocesser med kolleger i en pædagogisk organisation. Lærere er uddannet
til at undervise og vejlede børn og unge, men ikke nødvendigvis til at arbejde med voksnes læreprocesser, herunder med motivation og blokering, i voksenpædagogisk praksis. Der skal
derfor arbejdes med at udvikle en voksenpædagogisk praksis i skolen. Centralt i den voksenpædagogiske praksis er faglig intensitet. Der skal etableres intense samarbejdsrum, hvor der er noget særligt på spil omkring den fagpersonlige udvikling, og
34 /
fælles undersøgelser af, hvad der giver mening for kolleger i relation til den pædagogiske praksis. Og med en særlig åbenhed over for, at man kommer et sted hen, hvor man ikke på forhånd vidste, man skulle hen. I den forbindelse skal man også være opmærksom på, at de voksne samtidig er kolleger i en hverdagspraksis. Der skal arbejdes med disse helt nye positioner. Som konsulenter kaster vi metablikke på den pædagogiske praksis i skolen og er dermed med til at understøtte den pædagogiske refleksion. I hverdagen ude på skolerne er der sjældent tid til at udvikle denne refleksionspraksis, og de færreste lærere er uddannet til at håndtere praksis i et eksperimenterende læringsfællesskab. Først og fremmest ser vi opgaven som kunsten at stille gode, praksisnære spørgsmål, der engagerer og udfordrer det pædagogiske personale og organisationen. Det kan være spørgsmål som: Hvordan faciliteres samarbejdet mellem fagteam med både et fagdidaktisk og et almendidaktisk perspektiv? Hvilke roller og positioner har vejledere og resursepersoner i relation til det pædagogiske personale? Stemmer fagpersonlige værdier og intentioner med det, der foregår i praksis? Hvordan skabes tilpasse udfordringer og forstyrrelser i et læringsfællesskab? Vi har mange eksempler på, at den fælles faglige forberedelse ikke umiddelbart giver rum til eksperimenterende praksis. Fælles faglig forberedelse sikrer (muligvis), at det pædagogiske personale i højere grad udvikler læringsfællesskaber, der bryder med en individuel og privatpraktiserende praksis.
Det gode fagteammøde, hvor der planlægges i fællesskab, giver både mening og tryghed i forhold til kerneopgaven, men der bliver sjældent tid til de mere udfordrende samtaler om, hvorfor vi gør, som vi gør. Der skal mere og andet til, hvis der skal arbejdes med metablikke på egen praksis. Vi foreslår, at der i langt højere grad skelnes mellem faglig forberedelse og faglig refleksion. Faglig forberedelse er at betragte som en grundaktivitet for det pædagogiske personale, hvorimod faglig refleksion er en udviklingsaktivitet, der rummer analyse og fagprofessionelle vurderinger af konkret pædagogisk praksis. Således ser vi konturerne af en professionsforståelse, der giver lærerprofessionen fornyet status og betydning. På en skole arbejder vi for eksempel med, at fælles faglig forberedelse (FFF) også skal rumme fælles faglig refleksion (FFR). Dette kræver tid, rum og struktur. Og det kræver ledelsesmæssig opbakning. Fag- og årgangsteam skal på banen som arenaer for udvikling af en refleksionspraksis. Centralt er betydningen af den kollektive udvikling som en del af den organisatoriske kapacitet. Derfor er det også væsentligt, at disse arenaer udvikles som en del af den samlede skoleudvikling og understøttes af skolens ledelse gennem strukturer og resurser. Vi har i den forbindelse gode erfaringer med, at det pædagogiske læringscenter inddrages som udviklingsaktør og bidrager med at facilitere denne ofte vanskelige refleksionspraksis.
FOLKESKOLEN / 02 / 2018
152169 p34-35_FS0218_Kronik.indd 34
22/01/18 13.28