DEBAT Hvad skal skolen, når samfundet polariseres? Den aktuelle samfundsudvikling med stigende polarisering kalder på en revurdering af skolens demokratiske dannelsesprojekt. Et team fra Center for Skole og Læring, Professionshøjskolen Absalon, har sammen med Kirstinebjergskolen i Fredericia arbejdet på at udvikle en skole, der kan og vil skabe fællesskaber, som bygger på forskellighed, uenighed og modsætninger. KRONIK LENE KOFOED RASMUSSEN, MARIE NEERGAARD HANSEN, DITTE DALUM CHRISTOFFERSEN OG ULLA HØJMARK JENSEN, CENTER FOR SKOLE OG LÆRING, PROFESSIONSHØJSKOLEN ABSALON
»Jeg tror, det var, fordi vi alle sammen var så forskellige, da vi startede«. Sådan svarede en 8.-klasseelev på Kirstinebjergskolen i Fredericia, da vi spurgte om, hvorfor hendes nuværende klasse – som blev sammensat af elever fra forskellige afdelinger i 7. klasse – er sådan en god klasse at være og lære i. Fra skoleforskning og fra dialoger med lærere og med lærerstuderende ved vi ellers, at mange skolefolk helst ser, at eleverne ikke er alt for forskellige, og anser det for at have betydning for, om undervisningen og det sociale i klassen kan fungere. Der lægges vægt på lighed, og lighed bliver nogle gange forstået som »at være ens«. Det ser også ud til at være en udbredt opfattelse, at det er bedst, hvis man deler værdier og holdnin48 /
FOLKESKOLEN / 14 / 2019
ger. Man må måske godt være forskellige, men det skal være på den rigtige måde og inden for rammerne. Der hersker samtidig en forståelse af demokrati som noget, der drejer sig om at stemme eller om at blive enige. Som led i regeringens handlingsplan for forebyggelse af ekstremisme og radikalisering og i samarbejde med Kirstinebjergskolen har vi arbejdet med at udvikle måder, hvorpå skolen kan forebygge hadforbrydelser gennem demokratisk dannelse. Når demokratiet skal modvirke skabelsen af fjendebilleder og overgreb mod andre, fordi de opfattes som anderledes end flertallet, bliver det tydeligt, at det demokratiske projekt skal være noget andet end at slibe kanter af og
udligne forskelle og få det, der stikker af fra mainstream, til at forsvinde. Hvilke andre måder at gøre demokrati på er det så, der kan være med til at gøre skolen til et sted for alle elever? Det undersøgte vi sammen med lærere og pædagoger fortrinsvis tilknyttet 7.-8. klasse i et forløb med undervisning, aktionslæring og dialogcirkler. Fra de deltagende lærere og pædagoger var der forskellige bud. En fremførte, at det er nødvendigt at pille ved elevernes forestilling om, at »læreren altid har det rigtige svar«. En anden var inde på, at det også omfatter selv at turde have en holdning: »Der er ikke nogen, der er i tvivl om, når de går ud af 9. klasse, hvor jeg står henne. De skal jo vide, hvorfor der lige er den der lidt anden tone, når jeg refererer til X’ (et politisk parti) politik«. Ud over at løsne op for videns- og sandhedsmonopoler og gøre op med forestillingen om skolen som et neutralt rum vil vi tilføje, at det er vigtigt, at demokratiet i skolen ikke kun skal være for dem, der mestrer fornuftens sprog og den rationelle kritik. Der
