ORD
SAR A MARIE DYNESE N
MISSION
FOTO
INKLUSION
CHARLOTTE DE L A FUEN TE
Trods ti års inklusionsarbejde, et eftersyn og en række anbefalinger er inklusionsopgaven fortsat en alt for stor mundfuld for folkeskolen. Fagbladet Folkeskolen undersøger, hvad god inklusion kræver, og vi besøger skoler, som har fundet lokale løsninger på en national udfordring.
“Vi tager presset af dem” Eleverne i 8.c på Gildbroskolen har haft en svær skolegang, der har ført til mistrivsel og skolevægring. I det særlige klassetilbud, der er rettet mod børn med ASF, genfinder eleverne et fællesskab og en skoleidentitet. Hemmeligheden er at holde diagnosefeltet snævert, siger lærerne. 8.c på Gildbroskolen i Ishøj er placeret foran skærmen i deres klasselokale. Denne tirsdag formiddag skal de se et afsnit af “Atypical”, en tv-serie om en teenager med autismespektrumforstyrrelse (ASF), der gerne vil have en kæreste. Da afsnittet er slut, tager de runden – hvad synes klassen om serien? De fire elever, der er i skole denne morgen, er en gruppe stille drenge. Men de kan dog godt blive enige om, at serien er rimelig cringe. Runden er en fast del af morgenritualet. Hver formiddag træner klassens lærere,
32
Lars Hjelmsø og Ingrid Mehlsen, eleverne i at sige noget. Det kan være alt fra, hvad de synes om serien, til at fortælle om et nyt computerspil eller at sætte et par ord på deres morgen. “De får masser af ros, og vi er hele tiden anerkendende over for de skridt, de tager. Vi tager presset af dem, så de tør sige noget”, siger Ingrid Mehlsen. Eleverne i 8.c har ikke altid gået på Gildbroskolen. De er her kun, fordi tidligere skoleforløb har været præget af mobning,
manglende struktur og af et så stort pres på eleverne, at det har ført til slem skolevægring. Og så har de alle ASF, de fleste med sidediagnoser i form af angst, stress, søvnforstyrrelser eller kravafvisning. “Kriterierne for at kunne gå i 8.c er, at eleven har ASF og skolevægring. Vores tilbud er et godt tilbud, fordi vi holder det rent i diagnosen. Eleverne har nogenlunde de samme styrker og svagheder, og det kan de genkende hinanden i. De har også de samme behov for struktur og individuelt tilpasset un-
