1 minute read
5 IDEER TIL MANGFOLDIGHED
Her er fem forslag fra foreningen LGBT+ Danmark til, hvordan skolemiljøet og undervisningen kan blive mere mangfoldigt og dermed inkluderende for elever, der bryder med normer for køn og seksualitet.
Skab en bred repræsentation i undervisningsmateriale. Skal I analysere film, litteratur eller musik, så kig efter noget, hvor karaktererne repræsenterer samfundet bredt, for eksempel minoritetspersoner. Det kan sætte en snak i gang om, hvordan karakteren behandles anderledes af andre.
Måske vil der samtidig sidde et par elever i klassen, der faktisk føler sig spejlet og anerkendt gennem undervisningsmaterialet. Det kan også være at huske at få repræsenteret forskellige familieformer i et forløb om familie.
Vær åben, og opsøg viden. Nogle lærere er nervøse for at sige noget forkert eller blive dømt som "boomere" af deres elever. LGBT+ Danmarks råd er at være åben om, at snakken om køn og seksuel orientering kan være svær at tage, så derfor kan man som lærer komme til at rode lidt rundt i det. Det vigtige er, at man er anerkendende over for, at alle er forskellige, og at man opsøger ny viden, så man kan blive klogere på, hvordan man som lærer kan tale om køn og seksuel orientering på en hensigtsmæssig måde.
Gør mangfoldigheden synlig. Gør skolen til et trygt sted at være for minoritetspersoner. Det kan for eksempel være at have et par toiletter, som ikke er kønsopdelte, for dem, som ikke føler sig som en dreng eller en pige. Tryghed kan også komme ved at gøre mangfoldighed synlig for eksempel ved at have et regnbueflag hængende på skolen. Det kan også være at inkludere LGBT+-identiteter og andre minoritetsidentiteter i skolens antimobbestrategi, så man kender til handleplanen, hvis der er LGBT+-relateret mobning på skolen.
Undgå at skabe kønsstereotyper. Tænk over, om du bruger pige- og drengeopdeling i timerne eller uden for klassen, for eksempel til fødselsdage, i idrætstimen eller til seksualundervisning. Oftest er det bare en vane at opdele på køn, men helt unødvendigt. For eksempel kan alle have godt af at høre kønnenes forskellige perspektiver i seksualundervisningen.
Vær bevidst inkluderende. Som lærer bliver man nødt til at gøre noget aktivt for at være med til at ændre på de normer for køn og seksualitet, der hersker i ens klasselokale, og som kan være med til at skabe mistrivsel og eksklusion. Selv om du måske har en klasse uden LGBT+-elever eller andre minoritetspersoner, er det stadig vigtigt at præsentere eleverne for de forskellige måder, mennesker lever på.