1 minute read
Stadig muligt at redde temauge om klima
Det er endnu ikke for sent at redde lokal skoles planlagte temauge om klimakrisen, men det kræver øjeblikkelig handling. Sådan lyder vurderingen fra en lærer, der efterlyser langt mere ambitiøse tiltag, hvis det skal lykkes at komme i mål med arrangementet.
“Vi har ladet stå til alt for længe”, indrømmer planlægningsgruppen.
“I starten brugte vi en masse tid på at diskutere, om de mange udfordringer med at få stablet temaugen på benene overhovedet var menneskeskabte. Og allerede ved udgangen af marts var vi kommet til at bruge alle de resurser, der var til rådighed til den slags, for hele 2023”. Målet er at nedbringe antallet af klimatemauger på skolen med 43 procent inden 2030.
Pige græder i skolegården – venindegruppe massivt til stede
Af en eller anden grund er tiårige Asta lige nu lidt ked af det nede i skolegården. ”Vi er ved at danne os et overblik over situationen”, fortæller en talsperson fra venindegruppen, der er massivt til stede i området. ”Noget tyder på, at nogen er blevet uretfærdigt behandlet”, forklarer veninden, og hun suppleres fra kredsen i baggrunden med udsagn som ”totalt strengt” og ”kan man sgu da heller ikke være bekendt”.
Ifølge vidner er episoden, der fandt sted lidt over klokken 13 i nærheden af klatrestativet, formentlig eskaleret efter en bemærkning fra Caroline om Astas nye jakke. ”Det kan jeg bekræfte. Vi arbejder ud fra en teori om, at det kan være bemeldte person fra parallelklassen, som er kommet med en led bemærkning, der har gjort Asta ked af det. Det er sket før”.
54 % tør ikke ytre sig kritisk om skolen