Vær ikke bange for at tale om køn

Annette Hildebrand Jensen er uddannet lærer, klinisk sexolog og er i dag lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Hun er medforfatter til bogen “LGBTQ+ i skolen” og holder blandt andet kurser for lærere, der gerne vil have værktøjer til at tale om seksualitet og køn, ligesom hun underviser i emnet for skoleklasser.

Hvad fylder især for lærere, du møder?

“Mange lærere er typisk lidt berøringsangste og ved ikke, hvordan de skal gribe det an i samtalen, når eleverne begynder at tale om sex og køn. For eksempel ved mange af lærerne ikke, hvilke ord de skal bruge om kønsorganerne, og de er uvante med at have saglig dialog om seksualitet. Der er tit stor forvirring om begreber i det felt, eksempelvis i forhold til kønsidentitet”.

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på LGBT+-elever?

“Skolen er på mange måder indrettet til dem, der passer på normerne for køn og seksualitet. Det er alt fra, hvordan vi omtaler familier som ‘mor og far’, til drengeog pigetoiletter og kønsopdelte aktiviteter. Problemet er, at vi som skole siger: Der er en typisk måde at være dreng og pige på. Og inden for de to kønnede grupper er man nogenlunde ens hvad angår interesser, koncentrationsevne, ambitioner og lignende. Samtidig siger man også, at alle kan finde tilhør i en af de to grupper. Så for dem, der ikke spejler disse forventninger, er det rigtig smertefuldt. De kan opleve, at deres identitet ikke bliver talt med i fællesskabet. Og det kan sætte dybe spor at opleve sig selv i fare for ikke at høre til et fællesskab, men altså stå alene. Det viser tallene for LGBT+-elevers mistrivsel tydeligt”.

Vi har Uge Sex og seksualundervisning i skolen. Er det ikke nok?

“Spørgsmål om køn og seksualitet dukker jo ikke kun op i Uge Sex. Skolen er forpligtet på at tage emnet op flere gange årligt og på alle klassetrin. Det bedste er, hvis man kan vinkle sin faglige undervisning, så den indbefatter ‘bidder’ af det. Når man for eksempel har læst en tekst om to personer, der forelsker sig, så taler man om flirt, følelser og kærlighed og forskellige seksualiteter. På den måde bliver det naturligt og relevant. Som alternativ til den der: ‘Slå på glasset –nu skal det kun handle om køn og sex’”.

Kan det ikke komme til at fylde for meget?

“I teorien ja, men jeg har aldrig mødt nogen, der har klaget over det. Til gengæld utroligt mange, som siger det modsatte: Nemlig at de har fået alt for lidt at vide i skolen. Det viser undersøgelser også. Sagen er, at skolen for mange elever er det eneste sted, de reelt kan møde voksne, der kan tale om disse her emner med dem. Hjemme er det ofte akavet, og forældrene er typisk heller ikke opdateret om ‘seneste nyt’”.

Er der ikke en risiko for at øge forvirringen hos eleverne, hvis vi taler for meget om køn og seksualitet og for eksempel bruger formuleringen ”tildelt køn”?

“Det er jeg uenig i. Skolen skal undervise i mangfoldige køn, for det giver eleverne viden om, hvordan nogle mennesker – slet ikke alle – føler sig bedst tilpas. Det kan vel sammenlignes med, at man kan påstå, at det forvirrer mere end gavner, at vi har 10+ politiske partier i Danmark, som vi også underviser i (og senere skal vælge mellem, når vi skal stemme). Jo, det kan da være svært at tage stilling, men til gengæld er sandsynligheden for at føle, at valget er rigtigt for en selv, større”.

Kan det her fokus komme til at skabe unødige ”eksperimenter” med køn hos unge?

“Hvad er problemet med at eksperimentere? Det gør man i ungdomsårene, og flere og flere gør det gennem livet. Ingen vælger at være noget i længere tid, som de ikke er.

Det er alt for besværligt. Men igen, problemet her er, at I nogle klasser og miljøer skal der ikke meget til, før man stikker ud fra fællesskabet, og derfor kommer man til at ændre på, hvem man i virkeligheden er. Det behøver ikke engang at være, fordi man oplever mobning eller øgenavne, som vi ved, at mange LGBT+-elever gør – det er frygten i sig selv for at blive udstødt fra fællesskabet, der kan ende i, at man lukker sig om sig selv”.

Skal en lærer ikke bare tage fat i forældrene, hvis en elev virker til at have udfordringer med køn eller seksualitet?

“Først og fremmest skal man tale med barnet/den unge. Det er allervigtigst at vide, hvordan den enkelte har det, og vise stor respekt for den udviklingsproces, som vedkommende har. Tag derfor den unge med på råd og spørg: ‘Hvordan har du det? Har du brug for at tale med mig eller en anden voksen? Kan jeg hjælpe dig med noget?’

Man kan opsøge eksperter som foreningen LGBT+ Danmark (køn og seksualitet), Sabaah (etniske minoriteter med LGBT+-profil), FSTB (transkønnede) og inddrage sundhedsplejerske og eventuelt hjemmet sammen med den unge”.

Hvad hvis man er bange for at sige noget forkert?

“Det bedste, man kan gøre, er at være autentisk som lærer og ikke være bange for at sige til eleverne: ‘Der er så mange begreber og måder at være i livet på, at jeg kan komme til at sige noget forkert, og jeg lærer hele tiden. Men nu tager vi fat i de ting, I er nysgerrige omkring, og så må vi se, om jeg lige skal på nettet og undersøge resten’. Samtidig må man huske på, at vi ikke skal være private i samtalen: Hverken lærerens eller de enkelte elevers erfaringer og lyster kommer andre ved. I stedet taler vi om cases udefra, og at ‘nogle har og oplever’ for at præsentere mangfoldigheden”. emo@folkeskolen.dk

Af Mette Frederiksen, folkeskolelærer, forfatter og foredragsholder Privatfoto