Arken 155 by Forlaget Arken

155

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN - NR. 3 - 2013 35. ÅRGANG - GRATIS

KOLOFON

Redaktør Sigurd Victor Stubbergaard sigurd.stubbergaard@gmail.com Grafikere Troels Bering troels.bering@gmail.com Johannes Schweppenhäuser j.schweppenhaeuser@live.dk Journalister Annette Kruhøffer ak@ak-kommunikation.dk Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Agnethe S. Sørensen agnethe.ss@gmail.com Korrektur Stephan de Fønss Thilde Thordal Andersen Fotograf

Thomas Sandager

Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 (27 33 71 56 - redaktør) Tryk: Studenterrådets Tryk 16 Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Sigurd Victor Stubbergaard. Deadline for Arken 156 er d. 20. november 2013 Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning.

Bidragsydere Sigrid la Cour Sonne Thea Laukamp Willy Hanghøj-Petersen Johan Christian Nord Gabrielle Juhl Nilausen Mia Schmidt-Mikkelsen Fagrådet v. Anders Martin Lauritsen Teologisk Filmklub Trosforum Studenterkredsen Bagside af Mark Østergaard & Sigurd Victor Stubbergaard

ARKEN 155

Indhold Leder

Ny i jobbet

En vej ind i kult og ritual

Islam for teologer

Trosforum

20 26 27 28 30

Fra Fagrådet

Til årets russer Teologisk Filmklub Studenterkredsen

Udenfor Murene - del 2: prædiken

34 39 43

Digt

Afrikansk kristendom anno 2013

Arken Anmelder

- Signalement af Danmark og dansk åndsliv

- Politiske Prædikener

- Forbandelsen

- Regines Gåde

- Hjertets Hvisken

51 53 54 55

LEDER

Tanken, som søger det sublime, øjner det himmelske lys Leder Af Sigurd Victor Stubbergaard

Vi er nu nået til den niende måned på året; denne måned begynder mange fugle deres træk sydpå, plovskæret har siden stenaldermanden brudt markens muld i denne måned og den 8. september skal der lys i lagkagen i anledning af Jomfru Marias fødselsdag, men vigtigere og en kende mere relevant i nærværende tilfælde, er det måneden, hvor 63.525 håbefulde unge mennesker påbegynder deres studium på en videregående uddannelse. Septembermåned er for mange skæringspunktet mellem sommerferie og semesterstart. Her begynder det ”seriøse” liv igen, sommerens 1. januar, hvor hverdagsdyder som flittig lektielæsning og børnevenlige sengetider bliver repeteret med nytårsfortsættets kraft hos hver enkelte. Vejrguderne, som de ynder at kalde det på tv, har i år velsignet det danske land med solrige sommerdage, der sender tankerne sydpå til almindeligvis varmere himmelstrøg. Imens byens solslikkende og harboedrikkende ungdom nyder den sidste rest af solens barmhjertelige stråler, går sommerferien på hæld, og en travl og triviel hverdag melder sin komme. Antallet af studerende indskrevet på en videregående uddannelse er i år rekordhøjt. Et antal der efterhånden flugter med regeringens ambition om at skabe den mest uddannede generation nogensinde, hvortil da også nyheden blev mødt med klapsalver og positive buzzwords fra politikerne. Den radikale spejderdreng Morten Østergaard, som undertiden også tituleres uddannelsesministeren, fremstod naturligvis også som en begejstret herre på landsdækkende medier, da han kommenterede på historien: ”Danmark har behov for innovative unge med idéer og virkelyst, som kan omsættes til nye

løsninger og arbejdspladser, og dermed sikre fortsat vækst og velstand.” (Information, 5. juli), lød beskeden fra ministeren. Sætningen er i sig selv sprængfyldt med positive vibrationer, men den er også udtryk for, hvad den økonomiske krystalkugle profeterer om Danmarks fremtid. Det står nemlig klart for Gud og hvermand, at den danske økonomi i fremtiden hverken kan eller skal konkurrere med udviklingslandene om billig, ufaglært industriarbejdskraft. Det er derfor helt essentielt, at vi i Danmark får skabt nogle kloge, veluddannede og såkaldte innovative unge, der kan agere vores naturressourcer i fremtiden, således at vi kan bevare en fortsat positiv vækstrate og høj velstand. Men mønten har som bekendt to sider. I kølvandet på nyheden er der fulgt en kritik af, at universiteterne siden Universitetsreformen 2003 har fokuseret for entydigt på kvantiteten af gennemførte studerende, hvilket, ifølge kritikerne, har haft en negativt effekt på kvaliteten af undervisningen og niveauet for de uddannede kandidater. En af de tungere i koret af debattører står sociologen Henrik Dahl med sit essay ”Dumhedens Cirkel” (12. juli, Weekendavisen). Det grundlæggende postulat er, at de studerende der kommer ud på den anden side af universitetets tykke mure, kun kan lire overskrifter og paroler af uden noget fundamentalt kendskab til det respektive universitetsfags dybde. Enhver humanioraopgaves videnskabsteoretiske grundlag, påstår Henrik Dahl, begynder med en såkaldt humanistiske trosbekendelse; vi tror på fænomenologien, socialkonstruktivismen og hermeneutikken. Akkurat (ordene er dog lidt vanskeligere at artikulere overbevisende) som børnene

rundt om i Danmark til konfirmationsundervisningen gentager pligtopfyldende efter præsten; vi tror på Faderen, Sønnen og Helligånden. Bag credoet er der ingen kritisk refleksion over, hvad det egentlige videnskabsteoretiske grundlag er for faget, ingen dybere filosofisk forståelse af fagets metode ej heller nogen videre beskæftigelse med vanskelig primærlitteratur. Det er noget af et dystopisk universitetslandskab, der portrætteres af Henrik Dahl og følgesvende, men mon ikke de dystre toner, er begyndt at spille en melodi, der kendetegner det moderne masseuniversitet. Helge Sanders mundrette alliteration ”fra faktura til forskning” varslede et paradigmeskifte med Universitetsloven fra 2003. Universiteterne blev i højere grad bedømt udfra graduerede studerende, forskningen blev vurderet udfra eksternaliserede målestokke og de uddannede kandidater blev kompetenceudviklet, således at de var comme il faut for det danske arbejdsmarked. Pølsefabrikslogikken længe leve; vi skal helst producere nok pøller til at udbyde danskernes pølseefterspørgsel, skyd hul i selve ingredienserne, hvis bare dansken er glad for pølsen, så går det nok. Gad vide om Charles Darwin kunne gøre sine fantastiske opdagelser på sin jordomrejse i midten af 1800-tallet og adskillige år senere nedfælde dem i ”Arternes Oprindelse”, hvis han var underlagt den nuværende universitetslovgivning? Næppe. Universiteterne må ikke reduceres til blotte samlebåndsfabrikker, der spytter den ene kandidat ud efter den anden alt efter arbejdsmarkedets skiftende vinde. Selvom en hovedopgaverne for de højere læreanstalter naturligvis er at uddanne folk, som umiddelbart kan gå ud på arbejdsmarkedet og udfylde en samfundsrolle, må vi samtidigt fastholde vores position som en absolut størrelse, i en vis forstand løsrevet fra det omkringliggende samfund, der i stigende grad karakteriseres af flygtige og relativistiske ”behov”. Indskriften på Københavns Universitets hovedbygning minder os om det ærværdige mål, der ligger i universitetets væsen: ”Sublimia petens ingenium / Coelestem

adspicit lucem” (Tanken, som søger det sublime, øjner det himmelske lys). Det er det platoniske inspireret videnskabsideal, som det oprindeligt blev praktiseret ved Akademiet i Athen i klassisk og hellenistisk tid, som vi må fastholde som et grundprincip i al akademisk tænkning og virksomhed. Viden for videns skyld, eller hvis man skal slynge sig et par trin højere op ad den retoriske stige; viden for den menneskelige erkendelses skyld. Forskningen inde på universiteternes krogede gange tilstræber at vores erkendelse af tilværelsen, hvad enten det drejer sig om kvantefysik eller bibelforskning, hviler på et videnskabeligt baseret grundlag, hvor løse påstande og mavefornemmelser ikke er et holdbart argument. Kravet for de studerende må derfor formuleres i Sokrates’ gamle ånd; Er din argumentation logisk og stringent? Tænker du frit og ubundet, ejer du tvivl og er nysgerrig? Er dine argumenter og bevisbyrde i kontekst og sammenhæng? Ud af de 63.525 indskrevne studerende på de danske universiteter landet over, er 140 unge såvel som ældre kommet ind på Det Teologiske Fakultet ved Købmagergade 44-46. Her vil I få kendskab til den europæiske kulturs bedste gryderet: teologi. Ingredienserne er intet mindre end filosofi, historie, litteratur og sprog. I vil blive dannet og lært i discipliner, med hvilket I kan gå på opdagelse i Europas histories mest spændende afkroge. Her vil I ikke få tunge teorier serveret som tyggemad i lærebøger, men I vil blive præsenteret for primærlitteratur på originalsprog af tung kaliber, ligesåvel som I vil blive udfordret i tekster på de klassiske sprog. Her bliver vi alle klogere på livet og på mennesket, vi bliver dannede til at komme ud på den anden side med stor klogskab og visdom. Så når Henrik Dahl og resten af det intellektuelle hylekor begræder det danske dannelsestab, må vi som cand.theol’er og stud.theol’er melde hus forbi! Alle nye studerende ønskes af Arken hjertelig velkommen til Det Teologiske Fakultet.

FOTO: Thomas Sandager

leder

NY I JOBBET

NY I JOBBET Kirsten Busch Nielsen, der er blevet ansat som dekan på Det Teologiske Fakultet, har masser af ledelseserfaring. Arken talte med hende før sommerferien - og dermed før hun var tiltrådt - og hun glædede sig til at lære fakultetet bedre at kende og komme ud i alle krinkelkrogene. Af Annette Kruhøffer ”Jeg har brugt meget tid på ledelse, så jeg er sulten efter forskning.” Sådan sagde Kirsten Busch Nielsen for to et halvt år siden, da Arken interviewede hende, fordi hun var blevet udpeget som prodekan. Med jobbet som dekan for Det Teologiske Fakultet har hun taget endnu et skridt væk fra forskningen, men det er prisen, som hun er villig til at betale. Hvorfor søgte hun egentlig overhovedet jobbet? ”Det gjorde jeg, fordi Det Teologiske Fakultet fortjener god ledelse, og jeg har en del le-

delseserfaring og syntes så, at jeg på den baggrund skylder at stille mine kræfter til rådighed. Det lyder som en ren pligt, men jeg gør det med stor lyst,” fortæller hun. Erfaring har hun i hvert fald. Siden hun blev ansat som adjunkt i systematisk teologi i 1995 har hun haft et hav af administrative og ledelsesmæssige opgaver, og når man spørger sig for på fakultetet, falder der mange rosende ord af om den nye dekan. Kirsten Busch Nielsen synes at lykkes med de ting, hun giver sig i kast med, selvom hun aldrig har haft en karriereplan.

NY I JOBBET

kan øge forståelsen for nødvendigheden af, at for eksempel forskningsfriheden bør varetages som en tillid til forskningens selvudfoldelse. Noget lignende gælder på uddannelsessiden. Det at have trivedes med at omgås med studerende og have et førstehåndskendskab til deres måde at se tingene på, fremmer dialogen med dem.” Til gengæld tror den nye dekan ikke på, at hun kan forske i sit nye job.

”Jeg har haft formelle ledelseskasketter i alle de år, men jeg har nu aldrig tilstræbt en egentlig ledelsesmæssig karriere. Det var opgaver, der kom som del af det akademiske ombud – som tillidshverv – og jeg sagde ja til og trivedes med det,” konstaterer hun. Hun har en meget bevidst holdning til ledelsesaspektet, og for Kirsten Busch Nielsen er det af væsentlig betydning, at universitetsledelsen har en faglig baggrund og kommer lige ud af et fags praksis. ”Det at forvalte og have ledelsesansvar kræver en forståelse af fagområderne, og den tror jeg bedst, man vinder ved at være udøvende. Man har øjne for faglige udviklinger og muligheder, som det kræver et trænet øje at se, samtidig med, at må være op til forskerne selv på afdelingerne og centrene at lægge sig der, hvor de mener, at den faglige udvikling vil være mest frugtbar. Man kan måske endda vende det om og sige, at det, at man selv er fagligt ansvarlig og tager ansvar for sit fagområde,

”Ledelse tager tid! Der har gennem de senere år fundet en professionalisering sted også for universiteternes akademiske ledelse, og det er yderligere en grund til, at opgaven er blevet mere krævende i tid. Jeg forventer ikke, der bliver ret megen tid til mine egne faglige projekter, når mine igangværende vejledningsopgaver er løst. Og desuden bør jeg, synes jeg, for rolleklarhedens skyld holde mig ude af den daglige undervisning og forskning. At der kan være noget, jeg kommer til at savne, må jeg bide i mig. Jeg har jo selv søgt stillingen. Det betyder ikke, at jeg i de kommende år kommer til at glemme mine faglige interesser, for de er jo en del af identitet som teolog, men egentlige projekter bliver der efter al sandsynlighed ikke tale om. Forskning kræver mere end en lørdag eftermiddag i ny og næ. Selv om udviklingen også i vores fag går hurtigere og hurtigere – hvordan det end hænger sammen med, at vi jo næppe er blevet hurtigere til at erkende – vil det ikke være umuligt at træde ind i faget på fuld kraft, når tiden som dekan er gået. Det er jo ikke sådan, at jeg kommer tilbage til et laboratorium, som i mellemtiden har fået nyt apparatur, som jeg ikke kan finde ud af,” siger Kirsten Busch Nielsen. Samarbejde til alle sider Der er mange forskellige grupperinger på universitetet, og derfor er der også mange interesser, der skal tilgodeses, hvis dagligdagen skal fungere. Det skræmmer imidlertid ikke Kirsten Busch Nielsen. ”Jeg synes, at noget af det, der er morsomt ved ledelse på

NY I JOBBET

‘Ledelse tager tid! Der har gennem de senere år fundet en professionalisering sted også for universiteternes akademiske ledelse, og det er yderligere en grund til, at opgaven er blevet mere krævende i tid.’

universitetet, er det komplekse samspil mellem forskellige interessenter. Der er det faglige ansvar hos forskerne og underviserne, og de har ikke altid helt samme interesser; der er de studerende; der er uddannelsespolitikken i Danmark; der er økonomiske hensyn. Der er en balance mellem universitet og fakultet, og der er også et hensyn til de administrative processer osv. Det er virkelig et felt med mange aktører, og man skal ikke have med universitetsledelse at gøre, hvis ikke man kan lide den slags dans,” fastslår hun. Så det vil sige, at du forudser at den praksis du er kendt for: at samarbejde til mange sider og have en meget dialogisk form for ledelse – det er noget, du vil videreføre? ”Ja, det vil jeg bestræbe mig på. Samtidig har jeg jo som studieleder og prodekan været tæt på mange beslutningsprocesser, men jeg har ikke haft det sidste ansvar, og fra den stol vil tingene se anderledes ud. Jeg kender Det Teologiske Fakultet godt, men det betyder ikke, at der ikke vil være brug for i løbet af efteråret at stifte bekendtskab med de hjørner og strøg, hvor jeg ikke er kommet så meget.” Den nye dekan er tryg ved den position, som teologi har i den store sammenhæng: ”Nu er Det Teologiske Fakultet i en stærk situation, hvor vi har kunnet ansætte en række nye kolleger gennem de seneste år og i det hele taget ligger godt med gode faglige initiativer, uddannelser i god gænge og en effektiv administration. Det

har i mine øjne sammenhæng med, at fakultet har været omhyggeligt med at tage vare på forpligtelsen til at være en del af Københavns Universitet. Omvendt kan vi også se, at KU tager det alvorligt, at der er et teologisk fakultet. Det forpligter Fakultetet dybt at være en del af et universitet, der har blik for, at der findes teologi. Den forpligtelse jeg vil gøre meget for at indfri. Det har Steffen [den afgående dekan, Steffen Kjeldgaard-Pedersen. Red.] haft et meget stærkt blik for og en fremragende evne til, og det håber jeg at have lært nok af ham til at kunne gå videre med. Også for samarbejdet med vores samarbejdspartnere uden for universitetet fremmes af, at fakultetet er sit hjemsted på universitetet bevidst. ” Uddannelser ”Fakultetet huser fire fuldtidsuddannelser. Hoveddelen udgøres af hhv. en bachelor og en kandidatuddannelse i teologi. Så er der African Studies. Det er en engelsksproget uddannelse – og hvad har du tænkt at gøre ved de udenlandske studerende, der ikke kan læse dit interview? – og så er der en master i Religious Roots. Den er også engelsksproget!” Kirsten Busch Nielsen er meget omhyggelig med at pege på de to engelsksprogede masteruddannelser, selvom de samlet fylder mindre end de teologiske uddannelser. Netop dette faktum får hendes opmærksomhed, for det er vigtigt, at de studerende trives. ”Vi har jo relativt stort antal studerende i forhold til fakultetets

NY I JOBBET

størrelse, og det er jo en af grundene til at uddannelse er og må være meget synlig i fakultetets hverdag! Nu har vi den store glæde, at Fagrådet, de øvrige studenterforeninger og Fagrådet for African Studies har fundet sammen i en helhedsstruktur, som måske kan fremme integrationen af de studerende og også være et stærkt skelet i studiemiljøet. Det kan måske gøre det en smule lettere for os at omplante det studiemiljø til Amager,” håber hun. Det er i skrivende stund svært at få konkrete planer om flytningen ud af den kommende dekan. Processen er stadig undervejs, og før alt har fået en lidt fastere form, er der ingen grund til at tænke højt. Principperne i de overvejelser, der er foregået, må vi derimod gerne få del i: ”Der er tænkt mange tanker om det, og vi er relativt langt. Vi har ønsket at få et miljø, hvor der er lagt vægt på en tydelig identitet for fakultetet. Vi bliver huset i en egen del af KUA3, og vi forestiller os, at de ting, der har understøttet identitet og et godt miljø her i Købmagergade, vil være de samme på Amager. Men ikke alt kan flyttes. Bl.a. bliver latinerkvarteret liggende, når vi forlader Indre By. Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste her – og jeg forstår det – beskriver flytningen i tabskategorier.” Når alt er afvejet, er den nye dekan dog ikke skræmt af tanken om den kommende flytning. Det skal nok lykkes. Og de sidste uger før sommerferien gik med oprydning af det kontor, hun har beboet på tredje sal i en del år efterhånden. ”Den opgave har i hvert fald øvet mig i at beregne, hvor lang tid det vil tage at pakke tingene ned,” smiler hun skævt. ”Jeg har været på en dejlig, men også gruopvækkende tur ad Memory Lane, for bl.a. har jeg ryddet op i gamle studenteropgaver. På hver af dem er der fødselsdatoer og andre personlige oplysninger, så når man rydder op, skal man have fat i alle charteks,

skille dem ad, pille de personfølsomme oplysninger ud og rive ark i stykker. Og så ser man for sit indre de mange ansigter og erindrer samtaler. Det tager tid! Og de gode gensyn er blandet med vemod. Noget lignende gælder oprydningen i de administrative papirer, selv om elektronikken har gjort de bunker mindre. Men jeg har genset sager, som får mig til at spørge, hvorfor vi dog brugte så megen tid på at ligge i skyttegravslignende forhandlinger. Men det kan være prisen for samtale. Og så har jeg haft en enkelt oplevelse, hvor jeg stod en sen aften for at sætte nogle bøger på plads, som jeg har brugt meget sammen med en ph.d.-studerende, og som jeg nu har flyttet hjem, og måtte spørge mig selv: Hvad ER det dog du har gjort? Fuldstændig absurd at søge en stilling, hvor du ikke skal være fuldtidsforsker!” Det var jeg ikke forberedt på. Men jeg kom igennem det.” Teologien og de andre ”Når vi sammenligner os med teologiske uddannelses- og forskningsinstitutioner andre steder, bliver det tydeligt, at teologien har det godt på en egen institution, altså som fakultet. Der er mange grunde til det. Den væsentligste er, at teologi nu engang er en videnskab i egen ret, forskellig fra de andre. En anden, at det teologiske fagområde indadtil er flerfagligt. Der er en vis centrifugaltendens i faget, fordi der for de fleste fagområder findes beslægtede fag andre steder, som de måske er tættere på, end de er på teologerne next door. At have status af fakultet styrker sammenhængen, ligesom også teologiuddannelsen bidrager til at holde sammen på os. Der er og skal være en løbende diskussion om, hvorvidt der er noget, der hedder teologens enhed, og hvad den i så fald går ud på. Men hvad den end er, fremmes den af den ydre ramme.” For et stykke tid siden var der nogle debatter, hvor religionshistorikere og teologer debatterede teologiens berettigelse. Sådanne diskussioner bekymrer ikke Kirsten Busch Nielsen. Hu

NY I JOBBET

er skarp og sikker, når hun redegør for sin egen position: ”Teologi er som sagt en videnskab i egen ret, og det synspunkt, at teologien er en slags afdeling for dunkel overtro og hellere skulle forlade universitetet ved først givne lejlighed og alene holde sig til kirkens verden, den anklage findes jo og lever og kan dukke op hele tiden. Det er ikke et rigtigt synspunkt, men det er legitimt at mene sådan, og det hører til videnskaben i dag og har gjort det i generationer. Lige her er der ikke for alvor nyt under solen. Synspunktet i sig selv truer ikke teologien. Men det er ikke nogen ligegyldig diskussion, og den viser, at teologien i sin egen videnskabsforståelse skal være fuldstændig universitær og fuldstændig klar metodisk, sådan som alle andre fag også skal. Teologien beskæftiger sig jo med de yderste spørgsmål, f.eks. om grænserne for menneskelig eksistens, grænserne for erkendelse. Jeg vil sige det sådan – det kan siges på mange måder – at det er teologiens opgave at bringe fortolkningen af kristendommen ind i den fælles, videnskabelige samtale, og at gøre det med den særlige krølle, at teologen godt ved, at dette her - det er noget, et menneske kan se sig radikalt forpligtet af. Den forpligtelse skal man omgås med på armslængdeafstand i universitetsteologien. Det, som kristendommen handler om, er for nogle mennesker og også for teologer det, som de i alleryderste instans ser sig forpligtet af. Det er det, der for dem er forskellen på mening og ikke-mening. Det skal universitetsteologien kunne tale om og vide, at det forholder sig sådan, men skal i sin tale om de her ting være kølig, metodisk og klart transparent som alle andre fag og vide, at den saglige argumentation henter sin kraft et andet sted fra.” v

leder

En vej ind

ritua

Det var GT, der trak Anne Gudme ind i teologien, og det er GT, der har sikret hende en femårig periode som professor MSO ”Jeg kommer nogenlunde til at lave det, jeg plejer. Altså - jeg skal undervise, og jeg skal være en del af fagmiljøet, og jeg skal blive ved med at videreudvikle og forbedre vores undervisning,” siger Anne Gudme. Hun er blevet ansat som professor MSO, men hvordan kom det egentlig så vidt? Og hvad betyder MSO egentlig? En professor MSO står for en professor med særlige opgaver, og Anne Gudme er ansat for en periode på fem år som professor, og derefter overgår hun til en fast ansættelse som lektor. ”Jeg var ansat på en kontrakt, der ville udløbe i august 2014,

så det glædelige er, at jeg bliver ved med at have et arbejde. I mit tilfælde er de særlige opgaver ikke noget, der har været udspecificeret meget, men jeg tror, der er en forventning om, at jeg skal bidrage til at udvikle fagets profil. Og jeg skal skrive nogle ansøgninger, så vi kan få nogle store bevillinger i hus,” udtrykker hun forhåbningsfuldt. Forskellige ideer står i kø, men hun fremhæver især et tværdisciplinært projekt om forholdet mellem tekst og ritual: ”Det er spændende at se på forholdet mellem tekst og ritual, og især for GTs vedkommende, hvad det gør ved ritualet, at det

leder

i kult og

aler

Af Annette Kruhøffer

bliver gjort til tekst. Når vi sidder og kigger på Tredje Mosebog og dens beskrivelser af offerritualer og andre ritualer, er det så ritualer eller litteratur eller teologi? Jeg tror, at det er teologi en rituel billedverden og en rituel teknisk sprogbrug, som bliver adopteret og brugt i et teologisk øjemed til at udtrykke nogle pointer på en raffineret måde. Og det der med, at vi kan have tekster, der beskæftiger sig med ritualer i detaljer, uden at det er knyttet til et tempel, det kan vi jo se med den tidlige jødiske litteratur. Altså sådan noget som mishnah; der har vi jo masser af traktater, der handler om, hvordan de daglige ofringer i templet skal bringes, og hvorfor det er meget vigtigt, at oliekanden skal vippes én gang og ikke to gange. Og det er altså tekster,

der både er blevet nedfældet og videreleveret og arbejdet med i en kontekst, hvor templet er væk for længe siden. Vi kan se, at man kan holde liv i den litteratur uden at have behov for et tempel. Hvad kan pointen så være med ritualet som tekst? Og kommunikerer det virkelig det, som vi tror, at det gør? Det gør det selvfølgelig ikke! Det kunne vi godt arbejde mere tværfagligt med og hive fat i nogle religionsvidenskabsfolk. Og her i huset skulle vi selvfølgelig have fat i noget kirkehistorie - der ligger for eksempel noget reformationshistorisk lige til højrebenet. Noget praktisk teologi kunne jeg også godt tænke mig at få ind over. Og noget nytestamentligt og dem, der beskæftiger sig med det intertestamentariske, synes jeg også ville være oplagt,

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

for der er meget, der tyder på, at den der intertestamentariske tid er lidt af en brydningstid. Så forholdet mellem tekst og ritual kunne godt være en paraply, der er bred nok til at omfatte mange aspekter men også er tilpas fokuseret til, at der kunne ske noget rigtig frugtbart.” Hvad bøger kan gøre Ideer er der nok af, men hvor kommer de fra, og hvordan er Anne Gudme blevet en belæst professor i en alder af 33 år? Måske var det der allerede fra barndommen. Den blev tilbragt på helt almindelig vis – dvs. på et par rulleskøjter eller i en svømmehal. ”Jeg flirtede også lidt med noget rollespil, men det var før live rollespillet blev opfundet, så vi sad bare i et beklumret værelse og slog med nogle terninger,” husker hun. Men så var der også bøgerne: Peter Plys, Susi-bøger, dyrefabler og eventyr. ”Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fingre i. Jeg fik en fetich om hekseforfølgelse på et tidspunkt og syntes, det var megaspændende at læse alt og havde grusomme mareridt om at blive brændt på bålet, så der måtte min mor gribe ind og tage bøgerne fra mig. Men ellers – da jeg begyndte at blive bevidst biblioteksbruger, lånte jeg historiske romaner og fantasy, så jeg har læst Narnia og Tolkien og også den lidt mindre lødige del af lit-

teraturen som Dragon Lance, Avatar, og hvad de nu hedder alle sammen. Og tegneserier! Tintin og Asterix. Og Nofret, selvfølgelig!” Måske ville man få associationer til gammeltestamentlig familestruktur, når man hører om Annes familie. Hendes mor og far har begge børn fra tre ægteskaber, og Anne er det eneste fællesbarn og yngst i flokken. Hun kalder selv sit familietræ for en stor, uordentlig busk, men hun taler varmt om både familien og det smukke, stråtækte bindingsværkshus med et pæretræ i haven, der kunne skygge, når man smed sig under det med en roman. ”Jeg var meget glad for at gå i gymnasiet, jeg havde det rigtig skægt. Men jeg var ikke specielt flittig,” siger hun og tilføjer efter en kort pause: ”Jeg var flittig nok! ... Jeg var så flittig, som jeg behøvede at være!” Hun fremhæver selv, at hun havde latin på C-niveau, filosofi og samfundsfag. Senere mødte hun tilfældigvis sin samfundsfagslærer på Det Kongelige Bibliotek, der havde taget sin klasse på ekskursion til København. ”Det var vel seks år siden, jeg havde set ham, og jeg havde lige søgt ph.d., og det fortalte jeg ham, og han sagde: Det var fantastisk! Og Hvad er dit fag? Og så sagde jeg: Teologi – Gammel Testamente. Og så sagde han Nej!”, fortæller hun med eftertryk på det nej, der må have runget gennem den ellers stilfærdige forhal.

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

Vejen til Købmagergade To studieskift er det blevet til, siden Anne Gudme startede på universitetet, men egentlig overvejede hun først at læse ægyptologi. ”Den der historiske-mytologiske oldtidsinteresse, som jeg havde, blev zoomet mere og mere ind på Ægypten, og jeg legede lidt med tanken om at flytte til Uppsala, men det var for uoverskueligt,” siger hun. I stedet blev hun indskrevet på Assyriologi og flyttede til hovedstaden – efter en afstikker til en kibbutz i Israel, hvor hun malkede køer i et halvt år. ”Jeg startede ude på Carsten Niebuhr Instituttet og syntes, at det var spændende, og at de andre var spændende. Og jeg boede på Grønjordskollegiet, og jeg elskede det, selvom alle synes, at det er et røvsygt sted, og det bliver kaldt for Selvmordskollegiet. Men det var der, jeg for første gang lærte noget om Assyrien for alvor, for Ægypten - det kan man meget nemmere tilegne sig uden at vide noget om noget, for man finder bøgerne. Film og bøger – det har en helt anden eksponering. Jeg havde jo læst alt, hvad der ligger og vakler på kanten af introduktion og noget populært – fx Torben Holm-Rasmussens Ansigt til ansigt med ægypterne og Lise Manniche har også skrevet nogle relativt tilgængelige ting, og dem havde jeg læst i gymnasiet og syntes, de var spændende, så det var det

jeg kendte.” Man bliver helt stakåndet over den begejstring, som stadig er så levende selv en halv menneskealder efter, at den nye verden åbnede sig for Anne fra Grenå. Hun fandt ud af, at alle på instituttet havde nøjagtig de samme fag, uanset om man læste assyriologi, ægyptologi eller nærorientalsk arkæologi. Derfor var det helt uproblematisk at skifte fra det ene studie til det andet. ”Og så det mesopotamiske – det var så det nye og eksotiske for mig, og det blev jeg faktisk så fascineret af, og så skiftede jeg. Og så begyndte jeg at lære akkadisk på mit andet semester og syntes, at det var svært men også sjovt. Og en lille smule kvælende at være en del af et studiemiljø, der er så lille. Og så var det efter to år, at jeg havde noget tilvalg hér på fakultetet i gammeltestamentlig visdomsdomslitteratur, og så syntes jeg, at den der komparative bevægelse med at sige: Vi har noget gammeltestamentligt, og vi har noget mesopotamisk – hvordan hænger det sammen? Det syntes jeg var enormt spændende. Og jeg ville gerne lære noget hebraisk, og på det tidspunkt kunne man kun læse bibelsk hebraisk her på teologi. Det kan man sådan set stadig kun. Og så var jeg nede at snakke med Bente Guldsborg, og inden jeg gik derfra, havde jeg sådan set skrevet under på, at jeg gerne ville lave et studieskift - ha ha. Jeg fik 30 ECTS overført i merit svarende til mine tilvalg. Ellers var det bare at gå i gang. Det var i 2001. Det føles som meget lang tid siden, men det er det jo ikke. ”

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

Teologi Det er 12 år siden, Anne Gudme startede på teologistudiet. Meget var, som det er nu, men starten var hård med tre semestres græsk og latin. ”Jeg sad og kiggede på studieordningen og tænkte, at skulle op i græsk og latin samtidig – det var ikke … altså, jeg havde jo faktisk haft lidt latin før, så jeg satsede lidt og startede på latin 2 og tog så latineksamen efter et år og græskeksamen efter halvandet år, og det var jeg faktisk glad for,” siger hun. Eksamenskaraktererne fra bachelordelen ligner dem, hun fik i gymnasiet. Pæne uden at være prangende: ”Jeg har altid haft sådan et system: Jeg kunne sjældent nå at læse det hele op, så jeg har altid prøvet at læse to trediedele op og så gamble med den sidste trediedel. Og jeg er født uheldig, så jeg kommer altid op i den trediedel, jeg ikke havde forberedt, hvilket måske burde give en anledning til at revidere systemet. Meeen - nu gik det jo …” griner hun. Det ændrede sig dog, da hun startede på kandidatdelen. Hun begyndte at tænke over, hvad hun ville med sin eksamen, når hun engang var færdig, og hun havde meget lyst til at skrive en ph.d.-afhandling. ”Jeg tænkte: hvad skal jeg gøre for at komme til det? Jeg skal have nogle gode karakterer, og så skal jeg skrive et ordentlig speciale, og så skal jeg begynde at høste nogle kompetencer, så jeg kan blive klar til det her. Og så begyndte jeg nogle gange at blive hjemme fra fester, fordi jeg skulle læse, men ikke før det.”

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

‘”Nyere ritualteori applikeret på gammeltestamentlig tekst – et ritualteoretisk studie af loven om nasiræerne i 4 Mos Kap. 6 v. 1-21” kom det til at hedde, og det udløste en guldmedalje.’

Det løftede snittet lidt, men hun syntes også, det var sjovt - faktisk så sjovt, at hun sad med på alle de hold, der tog udgangspunkt i GT, selvom hun ikke gik til eksamen. ”Jeg gjorde det kun med Det Gamle Testamente. Jeg har jo egentlig altid været her på grund af Det Gamle Testamente. Jeg synes, at der er mange fag, der er dødspændende. Den der kombination af NT og GT supplerer hinanden rigtig godt, og kirkehistorie – jeg har altid været glad for historie. Dogmatik og etik og religionsfilosofi – altså jeg var der! Jeg syntes, nogle gange, det var helt vildt svært og mærkeligt. Er det ikke to semestre man har i dogmatik? Det føltes som ret lang tid. Og dér sad jeg nogle gange med den der fornemmelse: Det kan man da ikke sige!” siger hun med sammenbidte tænder. Derfor overvejede hun det heller ikke

længe, før hun besluttede at besvare universitetets prisopgave i stedet for at skrive et traditionelt speciale. ”Nyere ritualteori applikeret på gammeltestamentlig tekst – et ritualteoretisk studie af loven om nasiræerne i 4 Mos Kap. 6 v. 1-21” kom det til at hedde, og det udløste en guldmedalje. I dag er prisopgaverne knyttet til en vejleder, som man kontakter, hvis man har lyst til at besvare den, men i 2007 var det anderledes.

ja til at være vejleder på afhandlingen, og ældre ph.d.-studerende gav råd og vejledning om, hvordan en ansøgning skulle udformes. Det blev imidlertid et afslag første gang, hun søgte, for det var før resultatet af prisopgaven forelå. ”Men så var jeg ligesom i gang,” konstaterer hun.

En fodnote, der blev til en afhandling

Afhandlingen centrerede sig om votivpraksis – dvs. at give gaver til guder. Hvorfor gør man egentlig det, spurgte hun sig selv, og hvordan interagerer man med guddommelige agenter? Hun besvarede spørgsmålet ved hjælp af en teoretisk ramme af gavegivningsteori og noget kognitiv religionsteori.

Med en guldmedalje i bagagen var der ingen tvivl om Annes forskningspotentiale, og hun mødte en venlig interesse, da hun forhørte sig om mulighederne for at skrive ph.d. Niels Peter Lemche sagde

”Det hang sammen med min prisopgave, for den handlede om nasiræerløftet, som man aflægger til gud, og derefter er man nasiræer, så længe det varer. Der kom jeg ind på det med at aflægge løfter i det

”Jeg talte ikke med nogen om det dengang. Der var, så vidt jeg ved, ikke andre, der indleverede i den pulje, hvor jeg indleverede,” husker hun.

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

hele taget, som jo også er en afart af votivpraksis - en niche inden for gavegivning. Og så undrede jeg mig over, at votivpraksis er så almindelig i Grækenland og også hos fønikerne, men det er ligesom lidt fraværende både i den gammeltestamentlige tekst og i den gammeltestamentlige forskning, og det syntes jeg var så mærkeligt, og det var egentlig det, jeg gerne ville skrive ph.d. om Det var altså en fodnote i min prisopgave, der gik hen og blev noget større.” Det tog lang tid at kredse emnet ind, og det var et kæmpearbejde at finde ud af, hvilket materiale der skulle indgå i den komparative undersøgelse. ”Det var helt vildt, hvor meget materiale jeg pløjede mig igennem. Det tog rigtig, rigtig lang tid. Jeg har været igennem alle semitiske inskriptioner i det relevante område i den relevante periode, der har de tre rodbogstaver ZKR (at huske/erindring) i sammenhæng, og udskrevet og lavet kodesystemer og bare siddet og været det igennem,” stønner hun. Der var også tid til andre ting. Hun skulle undervise et halvt år, og hun brugte tid på konferencer og udgravninger for at få erfaringer og netværk. Og så kom hun til at arrangere en konference selv. Det var en vældig succes, bortset fra, at hun havde glemt at spørge om lov til at holde den. Først, da det kneb med at få bevillinger udefra til at finansiere udgifterne, gik det op for hende. ”Det var helt vildt pinligt, for jeg havde jo arrangeret det hele. Så gik jeg til bekendelse, og Steffen [den tidligere dekan] var

ret sød, for han gav mig bare pengene.” At have en chef! Alt, hvad der produceres på fakultetet, skal registreres, men det er uproblematisk, når man er vokset op med systemet. Når Anne Gudme har udgivet noget, lander det først på hendes skrivebord, og det kommer ikke op i reolen, før det er tastet på computeren. ”I forhold til at få penge i kassen til fakultetet er det især forskningspublikationer, der tæller. Og derfor, hvis man har nogle, så skal man jo huske at taste ind. For hvis man har nogle og glemmer at få dem med, når der bliver høstet – og det gør der næsten to år bagud – så har det en direkte influering, når der skal deles penge ud. Derfor er det også i ens egen interesse at gøre det, for det er dumt at sidde med noget, der egentlig er meritgivende på institutionens vegne, og som kunne udløse et budget, og så ikke gøre det. Der skal man tænke mere som en del af et fakultet og ikke som en individuel person. Sådan tænker jeg på det,” bemærker hun. Mens det ikke har været svært at vænne sig til de almindelige rutiner, har det været sværere at lære at tænke som en ansat på universitetet. ”Jeg har haft studiejobs før, men det første år af min ph.d. var jeg stadig så meget studerende, at det var nyt for mig at være ansat et sted: Du er en del af en arbejdsplads, du har en chef, der skal give dig lov til at gøre nogle ting. Og det var slet ikke

EN VEJ IND I KULT OG RITUALER

gået op for mig. Og det med, at du skal holde ferie – du SKAL holde ferie. Det er en sjov måde at lære den arbejdstagermentalitet, at der er regler,” udbryder hun med en rest af forundring i stemmen. Hun har haft nogle år til at vænne sig til det, men der var alligevel en nervepirrende periode, hvor hun ventede med spænding på at få datoerne for reeksamen. Hun havde slet ikke overvejet, at det ville få indflydelse på hendes ferieplaner, hvis nogle af de studerende dumpede. Heldigvis passede planerne på den hjemlige front med eksamenskontorets, så den planlagte campingturtil Frankrig kunne realiseres uden problemer . v

Koranforsker Thomas Hoffmann indtager teologi i Købmagergade

Pr. den 1. august 2013 har Det Teologiske Fakultet i København, afdeling for Bibelsk Eksegese, fået en ny kapacitet i form af professor(MSO) Thomas Hoffmann. Cand.mag. i religionshistorie og islamstudier og ph.d. i litteraturvidenskab (med afhandlingen:” Koranens poetiske kvaliteter”) , begge dele fra Københavns Uni-

leder

Af stud.theol. Mathias Harding

versitet. I en årrække lektor i Arabisk- og Islamstudier samt Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Jeg har spurgt til Hoffmanns hidtidige akademiske virke og derudover stillet ham tre spørgsmål, der gerne skulle kaste lidt lys over, hvilken type forsker de teologistuderende kan regne med møde fra nu af og i fremtiden. Svarene kommer på næste side:

ISLAM FOR TEOLOGER

Spørgsmål 1:” Kunne du indledningsvist fortælle læsere om din forskningsmæssige baggrund? ” Svar: I mit akademiske arbejde har jeg især koncentreret mig om islamiske tekster, deres retoriske greb, strategier og mulige effekter, men også deres sammenhæng med det rituelle og det hermeneutiske eller fortolkningsmæssige. Særlig opmærksomhed har jeg viet til Koranen, som jo er islams helligtekst par excellence. Her har jeg især arbejdet på at overføre og eksperimentere med forskellige litteratur- og tekstvidenskabelig teorier og metoder, antropologisk lingvistik, kognitiv semantik, ’Koranen-som-litteratur’ (stærkt inspireret af ’Bibelen-somlitteratur’-felt, der viste vejen) og poetologiske læsninger, hvor man blandt andet identificerer spor af gammelarabisk poetisk tradition, men også den særlige poetiske modus, som vi også kender fra forskellige bibeltekster. At 86 % af Koranen rimer giver en fornemmelse af, hvor vigtig den poetiske sprogbrug kan være – midt i passager om arveret og straffebestemmelser. Koranen virker blandt andet ved sådanne poetiske greb, som så igen gribes og forfines i islams forfinede recitationstradition. Der er altså også en magtstrategi på færde i æstetikken. Sat på spidsen kan vi spørge: hvem kan modsige én som synger? Det er kort sagt en skriptocentrisk profil, jeg dyrker, men det passer altså mægtigt godt til islam, som alt andet lige må betegnes som en skrift- eller bogreligion, ja faktisk benytter den selv et skriptocentrisk terminologi, når den klassificerer sine nærmeste religiøse fæller som ahl al-kitab, Skriftens Folk, først og fremmest jøderne og de kristne. At jeg rent afdelingsmæssigt er placeret på ABE er derfor ganske oplagt. De stærke eksegetiske kræfter og traditioner, der er knyttet til afdelingen, udgør et en kæmpe fond af faglighed, som jeg glæder mig meget til at trække af. Men det ene udelukker ikke det andet og afdelingerne for kirkehistorie og systematik rummer også spændende samarbejdsmuligheder.

Et beslægtet akademisk spor har angået kunstneriske og æstetiske strategier i forbindelse med islam, Koranen, muslimer og den prekære catch-all kategori Orienten. Mine publikationer svinger fra analyser af moderne og præ-moderne litteratur til mere formidlende og programmatiske output, men de er alle båret af overbevisningen om at det æstetiske udgør en soft power i religion. Hvem kunne for eksempel have forestillet sig en Muhammadkrise uden karikaturtegningernes særlig streg. Det æstetiske er det greb, som griber os i hjertekulen, fascinerer, tiltrækker og frastøder os. Det irrationelle eller emotionelle, som ligger heri, bør man som forsker ikke bortforklare eller undervurdere. Et tredje akademisk spor angår intertekstuelle og komparative studier af Koranen, islam og bibelsk litteratur og religion (primært jøde- og kristendom). Derfor har jeg også redigeret og skrevet en antologi om Abraham-figuren, der i Koranen genfortælles som Ibrahim, sammen med nogle gode eksegetiske hoveder, hvoraf to hænger ud på ABE, henholdsvis lektor Søren Holst og postdoc Finn Damgaard. Ved siden af disse studier har jeg altid været interesseret i de politisk/pædagogiske udfordringer, som ligger i det akademiske studie og kritiske blik af og på religion og i særdeleshed islam. Med kritik mener jeg to ting: på den ene side dét at dadle og kritisere, både religionen selv og dens udøvere (og såmænd også de mennesker, der kun vil se det kritisable og dadelværdige i religionen). Men det kritiske blik består også i at kunne forestille sig, at noget kunne være på en anden måde. Altså: kritik som viljen til se noget andet i materialet, i teksten eller i historien. Tænk for eksempel på de feministiske eller såkaldte queer læsninger, der har beriget og udfordret det teologiske felt i de sidste tiår. Og så stiller jeg mig også gerne til rådighed for journalister og har i en årrække jævnligt leveret klummer om islam og muslimer til Weekendavisens videnskabssektion. Et leksikon om islam (Gads Forlag) er det også blevet til på et tidspunkt.

ISLAM FOR TEOIOGER

‘At 86 % af Koranen rimer giver en fornemmelse af, hvor vigtig den poetiske sprogbrug kan være – midt i passager om arveret og straffebestemmelser. Koranen virker blandt andet ved sådanne poetiske greb, som så igen gribes og forfines i islams forfinede recitationstradition.’ Spørgsmål 2:” Mange teologistuderende vil nok spørge: Hvad har koranstudier at gøre med Teologi eller kristendom i det hele taget? ” Svar: Det spurgte min kone mig også om! Og det er da også et fuldstændigt oplagt spørgsmål. Jeg har på apologetisk vis allerede foregrebet spørgsmålet i det kommende nummer af TEOL-information. Men én vigtig begrundelse er følgende: Koranen er et helligskrift som er dybt og eksplicit engageret i kristendom og jødedom – et engagement som svinger fra anprisning til afvisning, fra venskab til fjendskab. Det fordrer efter min mening teologisk engagement på mange forskellige niveauer, fra bibelvidenskaberne, kirkehistorie og systematisk teologi. Og så er Koranen fyldt med figurer og temaer, som også er kendt fra den bibelske tradition. Vi kan kalde det intertekstualitet eller re-written Bible. Vi kan tale om en koranisk receptionshistorie på Jesus, Maria, Moses, Abraham, Satan og selvfølgelig også Gud. Så det er indlysende, at teologernes store viden om dét brogede felt, som også Koranen og islam forholder sig til, rummer store potentialer for nye blikvinkler på islam – men faktisk også indadtil, f.eks. på dogme- og kirkehistorien. Tænk blot på, at nogle af de første kristne ’islameksperter’ i slutningen af 600-tallet klassificerede islam som en kættersk kristen gruppering. For det andet: Islam og muslimer har længe været en del af det moderne universitets forskningsfelter, og Koranen

og dets relaterede tekster har udgjort et klassisk felt, om end et forholdsvis eksklusivt sådant. Jeg vil vove at påstå, at Teologi udgør det sted på universitetet, hvor en helligtekst mest radikalt bliver forstået som en genstand i sin egen ret og med en særlig autoritet (trods dens ekstreme heterogenitet), der følgelig har en særlig virkningshistorie på og med sine læsere. Intet andet sted læses en bestemt tekstsamling så mikro- og makroskopisk, med en så intens mobilisering af forskelligartede fagligheder. Læg også hertil, at mange koranforskere værdsætter bibelvidenskaberne som én af de mest frugtbare og differentierede fagligheder at høste metodisk og teoretisk inspiration fra. Jeg kunne liste flere gode grunde, men jeg skal gerne løfte sløret for flere og jeg har just sagt ja til at stille op til en Faglig Fredag den 27. september.

Spørgsmål 3:” I dansk teologisk regi har der ikke fundet nogen videnskabelig tilgang til islam (Koranen mm.) sted siden begyndelsen af det 20. århundrede, hvor dr.phil. og dr.theol. Frants Buhl(1850-1932) og andre samtidige foretog historisk-kritiske studier af denne religions opkomst og kernetekster. Siden da er beskæftigelsen med islam blevet

ISLAM FOR TEOLOGER

forbeholdt religionsvidenskaben. Hvorfor tror du, denne udvikling er sket og fortsat understøttes? Kan nutidens teologer ikke tilføje moderne islamologi noget? ” Svar: Først må jeg slå fast, at Norden har en meget fornem tradition for islam- og koranforskning, der har teologiske rødder. I Danmark har vi Frants Buhl og Johannes Pedersen, i Sverige en Tor Andræ og Geo Widengren, i Norge en Harris Birkeland og i Finland den nulevende teolog Heikki Räissänen. Udenfor Norden gør det samme sig gældende og ikke mindst de protestantiske teologer har været banebrydende, selvom katolikkerne så sandelig også har leveret rene giganter som f.eks. en Josef van Ess (f. 1934). Men ellers tror jeg, at islam sank i den teologiske horisont pga. et alment opgør med Teologiens traditionelle hegemoni på religionsområdet, men også pga. den almindelige organisatoriske udvikling på universitet, hvor faglig differentiering og specialisering krævede sit. Men nutidens teologi i al dens mangfoldighed af specialfagligheder kan i den grad bidrage og de gør det! Og i en tid, hvor tværfaglighed, teori- og metodepluralisme er blevet et vilkår, er det vigtigt, at vi forskere (og med os, de studerende) ikke tænker i nulsumspil men snarere i retning af the more, the merrier! Studiet af religion fordrer ikke det udelukkede tredjes princip, men snarere en vis polydoksi.

Spørgsmål 4:” I hvilket omfang giver det mening at sondre skarpt mellem islam (Koranen, hadith, sira, tafsîr mm.) og islamisme - de politiske-juridiske konsekvenser af islam – når nu religionens grundlægger Muhammed i sin sene periode selv agerede islamist om end dette er et nyere begreb” Svar: På ét plan giver det ikke meget mening, hvis vi bruger den fagspecifikke definition af islamisme, som en særlig moderne fortolkning af den islamiske tradition. Her er der tale om en islam, der er stærkt inspireret af vestlige ideologier og organisationsformer, men samtidig har et udestående med vestlig (og russisk) imperialisme og dens moderne kulturformer. Det er blandt andet dette paradoksale forhold til vesten, som fører til

en radikal nytænkning af den islamiske tradition. Mit yndlingseksempel er den moderne iranske stat, som fuldtud hedder Den Islamiske Republik Iran – et navn, som aldrig kunne have været givet uden den franske revolution. Så i den forstand er der tale om en anakronisme. Men som det iranske eksempel også viser, er virkeligheden ligeglad med anakronismer. Så på et andet plan giver det selvfølgelig mening at spørge ind til en arkaisk tradition med moderne termer og perspektiver: når man kan spørge om Jesus var revolutionær, kvietist eller nationalist etcetera, kan vi da også spørge ind til om Muhammad var islamist. Det kræver bare, at vi er selvrefleksivt og selvkritisk spørger os selv, hvorfor vi lige netop spørger på denne måde, hvorfor vores forskningsinteresser gestalter sig på denne måde – har det ikke alt at gøre med 9/11 og muslimernes migrative genkomst i Vesteuropa? Jo da! Netop dét kræver, at vi på den moderne historievidenskabs præmisser forstår, at vi ikke kan rekonstruere os ud af historien, men må erkende, at vi også konstruerer historie. Så var Muhammad islamist? Hvis man med islamist forstår en særlig tæt kobling mellem monoteistisk religion og styreform (dét englænderne kalder en polity) kan vi med etableringen af den såkaldte umma i Medina godt se konturerne af en islamisme classic – på samme måde som det kristne Byzans, det zoroastriske Sassaniderige, de forskellige jødiske kongeriger (for islams vedkommende mest nærliggende i det sydarabiske Himyar) også koblede én herskende religion med staten – ofte med stærkt universalistiske ambitioner. For så vidt at man med islamisme forstår en særlig militant fromhedstradition, så kan vi for min skyld godt tale om islamisme i forbindelse med Muhammad og tidlig islam. Ligesom det heller ikke giver mening at isolere den moderne islamisme til et rent moderne fænomen; dertil er vægtlægningen på før-moderne kilder, rationaliteter og institutioner for centrale at komme udenfor. Men jeg vil så samtidig konkludere, at denne arkaiske ’islamisme’ mere ligger i forlængelse af senantikkens imperiale og religiøse megatrends, end at den er et brud med den. v

FOTO: Thomas Hoffmann

Til Årets Russer! Det er jo sædvane, at man fra alle sider hilser de nye russers tilsynekomst på arenaen med kraftige ovationer, og da vi nødig vil ”land fly” skal vi hermed ”skik følge”, selvom vi er lidt i vildrede med, hvilke fraser, vi helst bør servere i denne anledning. Der blir jo sagt så overmåde meget til jer og om jer, og det er næsten det samme hvert eneste år. Desværre er det første gang, vi skal byde russer velkommen i Arken under nærv. redaktion, og vi må derfor se at finde på noget, vi kan bygge videre på i kommende år. Så lad os da sige jer, at vi ikke misunder jer (- det blir vi sikkert ene om at sige) – tværtimod – vi ynker jer! Vi ynker jer, fordi i endnu er så små og betyder så lidt, fordi I skal gå rundt som Guds ord fra landet og være til moro for ældre kammerater i Studenterforeningen og K.A.F. og hvor I ellers kommer, og fordi I skal begynde forfra på et studium, der vil forekomme de fleste at være meget lidt af det, de havde ventet. Græsk, hebraisk og filosofi – det lyder ikke spændende; men det er jeres spiseseddel for semesteret. Og kommer I fra provinsen, er det helt galt. I kan ikke finde rundt i byen, I kender ingen og aner ikke hvad, hvornår og hvorfor. Nej, I er sandelig ikke at misunde, og det skal I nok selv opdage. Men - nu må I heller ikke tro, at det er ren elendighed, I går ind til. Der er faktisk visse lyspunkter. I får lejlighed til at sidde og mumle på frokoststuen i timevis, I får chancen for at blive de højest skrigende ved rådets valgmøde i oktober, og så er der endelig undervisnings-adjunkt Busch-Larsens forelæsninger! Jo – vist er der lyspunkter. Hvad I iøvrigt skal vide, opdager I nok om et par år, og alt det, I ikke behøver at vide, har man sikkert allerede fortalt jer (ellers holdes der i den hensigt nogle specielle forelæsninger for russer – jf. lektionskataloget), og vi vil derfor slutte med at byde jer et velment, omend endnu lidt forbeholdent: velkommen iblandt os! Oprindelig indlæg i ”Stud. Theol. - Maanedsblad for Danmarks teologiske studenter”, september 1946, 8. Aargang, nr. 6. Arken har kun tilskrevet eget navn samt nævnt en underviser, som stadig er til stede på fakultetet.

RUSSERSEKTION

Teologisk Filmklub Tænker du det samme som mig, kære arkenlæser? Vandrer du også undrende rundt på fakultetets støvede gange, og stiller dig selv det spørgsmål, som evindeligt banker på fra det mørke eksistenskammer dybt nede i menneskesjælen? Spørgsmålet som Gud og hvermand tænker på, men som kun meget få tør stille, og nærmest ingen kan besvare. Som der står skrevet, jorden var tomhed og øde, der var mørke over urdybet, før en dyb stemme fremstammede; H-h-hvad er Teologisk Filmklub?

Kære stud.theol’er og andre filmentusiaster, Teologisk Filmklub er en lille studenterdrevet forening, der huserer på Det Teologiske Fakultet i kongens København. Klubben, som de indviede ynder at kalde den, består af en lille esoterisk kreds af studerende, der har det tilfælles, at de deler en stor passion for film og teologi. Arrangementerne løber af stablen nede i fakultetets hjerte, Kældercaféen, hvor vi naturligvis sørger for, at I får en knaldgod film præsenteret, - og hvis filmene nu sku’ blive for sort-hvide eller forekomme langweilig, så tilbyder vi altid kaffe og popcorn ad libitum. Så hvis du kan lide film eller teologi eller kaffe eller popcorn eller andre mennesker, så kig ned forbi Filmklubbens filmaftener! Du kan altid holde dig ajour med de begivenheder, du bare ikke må gå glip af i vores facebookgruppe ”Teologisk Filmklub”.

Studenterkredsen, sammenslutning af studerende med tilknytning til den grundtvigske tradition, stiftet 1888 som Frisindet Diskussionsforening (navneændring 1892). Studenterkredsen har siden været et samlingssted i København (Vartov), senere tillige i Århus og Odense, for kulturelt og kirkeligt interesserede studerende. Foredragsforeningen Studenterkredsen (eller bare kredsen) arrangerer en række foredrag under overskrifterne teologi, filosofi, æstetik og samfund. Vort håb med disse arrangementer er at kunne kombinere universitetets høje faglige niveau med højskoleforedragets nysgerrighed i forhold til livet og dets væsentligste spørgsmål. Foredragene er åbne for alle. Når vi til hverdag er højskolen på universitetet, er vi også på vores årlige sommermøde for en uge universitetet på højskole. Studenterkredsen i København holder til på Vartov, som er centrum for en lang række foredragsarrangementer o.a. Vartov har tilhørt Grundtvigsk Forum siden 1947 og bygningen huser blandet andet også et kollegium. Vartov ligger på Farvergade 27, midt i København og tæt på Rådhuspladsen. Studenterkredsen driver også et tidsskrift, der lige nu overvintrer på nettet www.studenterkredsen.blogspot.com Se også hjemmesiden www.studenterkredsen.dk eller meld dig ind på vores facebookside ”Studenterkredsen”. Vel mødt i det nye semester. Særligt vil vi gerne reklamere for vores rusarrangement d. 12. september, hvor enhver er velkommen.

Vel mødt på Vartov, Farvergade 27H, KBH K

Entré: 25 kr. for ét foredrag / 75 kr. for alle

12. september kl. 20:00

RUSSERSEKTION

Studenterkredsens rusarrangement

Kom og mød Studenterkredsen! Vi vil synge sange fra Højskolesangbogen, der vil være lidt godt til ganen, og folk fra Studentekredsens bestyrelse vil holde et par oplæg, bla. om Kredsens nyudgivne antologi Kontinuitet og Radikalisme, der handler om dansk teologi i det 20. århudrede. Vi slutter traditionen tro aftenen af på Her er ro bar. Vel mødt! 3. oktober kl. 20:00

Lektor Mogens Nørgaard Olesen: Om statsbankerotten 1813

I anledningen af 200-året vil lektor Mogens Nørgaard Olesen fortælle om den dårlige økonomiske tilstand, som prægede 1813, og om hvordan bankerotten påvirkede Danmark på landet og i byen. 24. oktober kl. 20:00

Prof. emeritus Erik A. Nielsen: BILLEDSPROGET OG/ELLER BEGREBET – Et teologisk problem

Erik A. Nielsen vil reflektere over den billedforståelse, der er udfoldet i hans trebindsværk BILLED-SPROG. Værket rummer en række udfordringer til den akademiske teologi, som ikke har været særlig imødekommende med at indtræde i den diskussion, som værket ønsker at rejse. 7. november kl. 20:00

Kunstnerisk leder Mads Bille: Er sang et privat problem eller et samfundsanliggende?

Hvilken rolle har sangen i samfundet og for det enkelte menneske? Hvilken rolle har sangen i den kristne kirke og i særdeleshed i den lutherske højmesse? Kan vi holde en meningsfuld gudstjeneste, hvis menigheden ikke er klædt på til at synge med? Hvem skal stå for påklædningen og hvordan? 14. november kl. 20:00

Sp. Claus Thomas Nielsen og sp. og MF Christian Langballe: Det nye Tidehverv Debat om Tidehverv, Luther og katolicisme. 21. november kl. 20:00

Forfatteraften ved Kristian Leth

Kristian Leth læser højt fra sit tekstunivers. Kristian Leth er især kendt som musiker og forsanger i The William Blakes, men er desuden uddannet fra Forfatterskolen i 2002 og har udgivet to digtsamlinger, Land (Gyldendal, 2002) og Besværet (After Hand, 2008). 5. december kl. 20:00

Lektor Mikkel Thorup: ‘At give gør godt’ – om ulighed og velgørenhed

Foredraget vil spørge til forholdet mellem den voksende ulighed og den voksende velgørenhed og diskutere, hvad dette forhold siger om, hvilken økonomisk, politisk og moralsk verden, vi lever i og slutte af med at diskutere, om velgørenhed er løsningen på nutidens problemer eller et symptom på en global krise for politik og demokrati.

Arrangementer i efterårssemestret 2013

---

Onsdag d. 25. september: FOLKEKIRKENS RUMMELIGHED ved professor, dr.theol.Theodor Jørgensen

Folkekirkens højt besungne rummelighed giver til stadighed anledning til debat. Det må en rummelighed nødvendigvis gøre, især når det drejer sig om en kirke, der som den danske folkekirke er forpligtet på et bestemt bekendelsesgrundlag. Men hvem definerer, hvor grænsen overskrides, og hvilke konsekvenser det så skal have? Det kan der netop på grund af rummeligheden være uenighed om. Og hvordan forholder man sig så til den uenighed? Kan man opsige at være med i det fællesskab, som folkekirken er, f.eks. embedsfællesskabet eller nadverfællesskabet, og alligevel forblive inden for folkekirken med henvisning til dens rummelighed?

Onsdag d. 23. oktober: WILLIAM BLAKE – OMVENDELSESREJSE IND I DEN GUDDOMMELIGE KROP ved post.doc, ph.d. Elisabeth Engell Jessen

Digteren og maleren William Blake (1757-1827) delte vandene i sin samtid (og deler dem stadig) med sine hjemmetrykte, gennemillustrerede langdigte, der kun blev produceret i ganske få eksemplarer og som i et uigennemtrængeligt mytologisk billedsprog, stærkt inspireret af Bibelen, beskrev menneskets eksistens. Allerede forvirret? Fortvivl ikke. I dette foredrag vil vi prøve at forstå Blake på hans egne præmisser: Uimponeret og med krum hals og gå-på-mod. Fokus vil være på, hvad det er for en omvendelsesrejse, Blake tager sin læser eller beskuer med ud på, hvad enten han skriver, maler eller illustrerer andres værker, og hvordan endemålet for denne rejse er placeret et sted i det, Blake kalder “den guddommelige krop.”

Onsdag d. 13. november: ØSTKIRKENS MYSTIK ved cand.theol. og præst Simon Fuhrmann

Oplæg til diskussion om østkirkens mystik og dens indflydelse på spiritualiteten i den danske folkekirke – både den indflydelse, der er, og den, der kunne være.

Alle foredrag foregår 19.30 i Kældercafeen ved det teologiske fakultet. Entré 20 kr. / Kaffe og te 5 kr. Alle er velkomne.

holdet af den kristne tro i dag. TrosForum bygger på et ønske om besvarelse af spørgsmålet: Hvad er indholdet af den kristne tro? Og det naturligt følgende spørgsmål på dette må være: Og hvad skal der forkyndes?

På en uddannelse, hvor forholdet til kristendommen ofte bliver behandlet på det beskrivende plan, ønsker Trosforum at være et sted, hvor den direkte diskussion eller personlige forholden sig til kristendommen finder sted.

TrosForums formål er at afholde arrangementer med en direkte tilgang til kristendommen. I TrosForum ønskes det, at foredragsholderne taler normativt frem for deskriptivt.

TrosForum ønsker at bringe en kirkelig trosdebat ind på Det Teologiske Fakultet.

TrosForum ønsker foredragsholdere fra en bred vifte af teologiske ståsteder, både i form af præster i og medlemmer af folkekirken og ved repræsentanter fra andre kristne trossamfund. Derudover ønsker vi også foredrag af undervisere og forskere ved Det Teologiske Fakultet.

TrosForums arrangementer planlægges og afvikles af en bestyrelse. Det tilstræbes, at sammensætningen af bestyrelsen på samme måde som foredragene repræsenterer forskellige kirkelige retninger.

Trosforums arrangementer er åbne for alle.

Kontakt: Formand Cæcilie Jessen // lauracaecilie@gmail.com

TrosForum

TrosForum ønsker en levende og vedkommende debat om indholdet af den kristne tro i dag. TrosForum bygger på et ønske om besvarelse af spørgsmålet: Hvad er indholdet af den kristne tro? Og det naturligt følgende spørgsmål på dette må være: Og hvad skal der forkyndes?

TrosForums formål er at afholde arrangementer med en direkte tilgang til kristendommen. I TrosForum ønskes det, at foredragsholderne taler normativt frem for deskriptivt.

TrosForum ønsker at bringe en kirkelig trosdebat ind på Det Teologiske Fakultet.

TrosForums arrangementer planlægges og afvikles af en bestyrelse. Det tilstræbes, at sammensætningen af bestyrelsen på samme måde som foredragene repræsenterer forskellige kirkelige retninger.

Trosforums arrangementer er åbne for alle.

TROSFORUMS FORMÅL OG IDÉGRUNDLAG

TrosForum ønsker en levende og vedkommende debat om ind-

TROSFORUMS OG IDÉGRUNDLAG TROSFORUMS TROSFORUMS FORMÅL FORMÅL OGFORMÅL IDÉGRUNDLAG OG IDÉGRUNDLAG

TrosForum ønsker en levende og debat vedkommende om indTrosForum TrosForum ønsker enønsker levende enog levende vedkommende og vedkommende om debat ind- debat om indholdet afkristne tro TrosForum i dag. TrosForum bygger på et ønske holdet af den holdet kristne af den tro iden dag.kristne tro TrosForum i dag. bygger påbygger et ønske påom et ønske om om besvarelse af spørgsmålet: Hvad er indholdet af den kristne besvarelsebesvarelse af spørgsmålet: af spørgsmålet: Hvad er indholdet Hvad er indholdet af den kristne af den tro? kristne Og tro? Ogtro? Og det naturligt følgende spørgsmål påOg dette måskal være: Ogskal hvad det naturligt detfølgende naturligt spørgsmål følgende spørgsmål på dette må påvære: dette må hvad være: Og der hvad derskal der forkyndes? forkyndes?forkyndes? ---

Påhvor en uddannelse, hvor forholdet til kristendommen ofte bebliver bePå en uddannelse, På en uddannelse, forholdet hvor til forholdet kristendommen til kristendommen ofte bliverofte bebliver handlet det beskrivende plan, ønsker Trosforum handlet påhandlet det beskrivende på det på beskrivende plan, ønsker plan, Trosforum ønsker Trosforum at være et at sted, væreatetvære sted,et sted, hvor den direkte eller personlige sig til krishvor den hvor direkte den diskussion direkte diskussion eller diskussion personlige eller personlige forholden forholden sig til forholden kris-sig til kristendommen tendommen tendommen finder sted. finder finder sted. sted. TrosForums formål er at afholde arrangementer med en direkte TrosForums TrosForums formål er formål at afholde er atarrangementer afholde arrangementer med en direkte med en direkte tilgang til kristendommen. I TrosForum ønskes at foredragtilgang tiltilgang kristendommen. til kristendommen. I TrosForum I TrosForum ønskes det, ønskes at foredragdet, atdet, foredragsholderne taler for normativt frem for deskriptivt. sholdernesholderne taler normativt taler normativt frem deskriptivt. frem for deskriptivt. TrosForum at bringe en kirkelig Det TeoloTrosForum TrosForum ønsker at bringe ønskerønsker en at bringe kirkelig entrosdebat kirkelig ind trosdebat på trosdebat Detind Teolopå ind Detpå Teologiske Fakultet. giske Fakultet. giske Fakultet.

TrosForum foredragsholdere envifte bredafvifte af teologiske TrosForum TrosForum ønsker foredragsholdere ønskerønsker foredragsholdere fra en bred fravifte en fra bred af teologiske teologiske af præster i af ogfolkekirken medlemmer og ståsteder, både ståsteder, i ståsteder, form både af præster i både form iafiform og præster medlemmer i og medlemmer af folkekirken ogaf folkekirken og ved fra repræsentanter fra andre trossamfund. ved repræsentanter ved repræsentanter andre fra kristne andre trossamfund. kristnekristne trossamfund. Derudover Derudover øn- Derudover øn- ønogså foredrag undervisere og forskere ved Det Teologiske sker vi også sker foredrag visker ogsåvi afforedrag undervisere af undervisere ogafforskere ogved forskere Det Teologiske ved Det Teologiske Fakultet. Fakultet. Fakultet. ---

---

TrosForums arrangementer planlægges afvikles af en bestyrelse. TrosForums TrosForums arrangementer arrangementer planlægges planlægges og afvikles ogafafvikles en og bestyrelse. af en bestyrelse. tilstræbes, at sammensætningen bestyrelsen på samme Det tilstræbes, Det tilstræbes, atDet sammensætningen at sammensætningen af bestyrelsen af bestyrelsen påafsamme på måde samme måde måde som foredragene repræsenterer forskellige kirkelige retninger. som foredragene som foredragene repræsenterer repræsenterer forskellige forskellige kirkelige retninger. kirkelige retninger. Trosforums åbne Trosforums Trosforums arrangementer arrangementer erarrangementer åbne foreralle. åbneerfor alle.for alle. Kontakt: Formand // lauracaecilie@gmail.com Kontakt: Formand Kontakt: Cæcilie Formand Jessen Cæcilie //Cæcilie lauracaecilie@gmail.com Jessen Jessen // lauracaecilie@gmail.com

NYT FRA FAGRÅDET

Fra Fagrådet September 2013 Af fagrådsformand Anders Martin Lauritsen “I dag er en festdag!”, sådan sagde dekan Kirsten Busch Nielsen ved årets første introdag. Introdagene var for fakultetets nye bachelorstuderende, en årgang der består af ca. 130 studerende. Og ja, det er da en fest. At kunne byde velkommen til nye universitetsstuderende er altid en fest, for uden studerende ville universitetet ikke være et universitet. Fagrådet var også med ved studiestart, og vi fik dermed også budt de nye velkommen. På vegne af fagrådet vil jeg ønske jer alle tillykke med studiepladsen. I har valgt et godt og givende studium, både jer der begynder på bacheloruddannelsen eller en af de tre kandidatuddannelser. Og så vil jeg give jer alle en opfordring: søg altid hjælp hos dine tutorer, din mentor eller dine medstuderende. Vi er alle klar til at guide, vejlede og hjælpe. Og vi er især gode til det, for vi har alle været igennem det forløb I nu er påbegyndt.

Så endnu engang velkommen til Kirsten, og tillykke med kontoret og kappen.

Nyt dekanat

Paraplyen

I september sker der altså en masse nyt; nye kurser og nye ansigter. Det er ikke kun årgang 2013 der har haft deres første studiestart i deres nye position. Fakultetets dekan Kirsten Busch Nielsen, har også fremsagt sin første velkomsttale og for første gang været i dekankappen ved immatrikulationen. Det Teologiske Fagråd ser utroligt frem mod samarbejdet med Kirsten. Og vi er allerede kommet godt fra start. Fagrådets formand har allerede underskrevet to aftaler i fællesskab med dekanen; foreningsstrukturen og retningslinier for samarbejdet mellem dekanatet og studenterne/fagrådet.

I sidste semester har én af de store opgaver for fagrådet været, at lave en ny foreningsstruktur for studenterforeningerne på fakultetet. Det har været et ønske fra foreningerne, at der blev organiseret et større samarbejde. Samtidig har det været et ønske fra ledelsen, at samle foreningerne, med henblik på udflytningen til KUA i august 2016.

Når man så udnævner en prodekan til dekan, så skal der naturligvis findes en ny prodekan. Fagrådet har via Akademisk Råd deltaget i et rådgivende udvalg, der har rådgivet dekanen vedr. ansættelsen af en ny prodekan. Ved semesterstart blev det så proklameret: professor mso Jesper Tang Nielsen er ny prodekan for Det Teologiske Fakultet. Jesper fortsætter som studieleder, og er derfor hovedansvarlig og leder for fakultetets uddannelser og undervisning. Fra fagrådet skal lyde et stort tillykke til Jesper. Vi ser også frem til samarbejdet med dig, og pga. af vore tætte samarbejde de sidste år gennem studienævnet, er vi sikre på et givtigt og godt samarbejde.

Strukturen, der nu er trådt i kraft, betyder kort sagt, at TEOBar, Kantinen, ARKEN og Fagrådet for Afrikastudier lægges under fagrådets ledelse, og at der ansættes en studentermedhjælp

NYT FRA FAGRÅDET

til at sørge for økonomidelen. Fagrådet bliver dermed foreningernes samlede talerør overfor fakultetets ledelse; en paraplyorganisation. Fagrådet vil derfor have 4 underudvalg; Fagrådets studiemiljøpuljeudvalg, Fagrådets barudvalg, Fagrådets kantineudvalg og Fagrådets bladudvalg. Sidstnævnte udvalg med den tilføjelse, at ARKEN naturligvis har redaktionel frihed, og derfor ikke er underlagt fagrådets beslutninger på dette område, dvs. uafhængige. (Denne model kan sammenlignes med Universitetsavisen, der også er uafhængig af KU!) Strukturen betyder, at der skulle ændres i fagrådets vedtægter, samt fundet nye bestyrelsesmedlemmer. Udvidelse af bestyrelsen Ved fagrådets ekstraordinære generalforsamling i juni, blev der udformet og ændret i fagrådets vedtægter. Vedtægterne tager nu hensyn til, at fagrådet fungerer som en paraplyorganisation for fakultetets studenterforening, samt et fagrådet er en studenterpolitisk organisation. På generalforsamling fik vi også valgt 5 nye bestyrelsesmedlemmer. Det drejer sig om de to menige medlemmer Sigrid la Cour Sonne og Hans Ahlmann-Ohlsen, samt formanden for fagrådets bladudvalg Troels Bering, formanden for fagrådets barudvalg Mikkel Dahlin Bojesen og formanden for fagrådets kantineudvalg Thomas Sandager.

Tillykke til de 5. Et stort velkommen i fagrådets bestyrelse skal hermed lyde til jer, og så set vi frem til godt samarbejde om studenterpolitikken og studenterforeningerne. Studenterpolitisk program I de sidste 5 år er fagrådet vokset stødt. Vi bliver inddraget i stadig flere sager, og derfor mener vi at det er en god ide med et samlet studenterpolitisk program. Dette er en samling af fagrådets politik, en samling af en ramme, hvor fagrådets bestyrelse kan manøvrere indenfor. Med dette program kan vi positionere os stærkere i Studenterrådet, og især overfor universitetets andre studenterpolitiske foreninger. I september vil programmet blive fremlagt for fakultetets ledelse, og ved fagrådets generalforsamling vil programmet være på dagsordenen. Der vil derfor være rig lejlighed for at præge fagrådets retning, for vi tager gerne mod kommentarer, tilføjelser, forslag osv. Fagrådets generalforsamling afholdes i oktober. Dato vil blive offentliggjort i god tid inden, både vis opslag og facebook (www.facebook.com/fagraadetteo).

God arbejdslyst til både nye og gamle.

AFRIKANSK KRISTENDOM

Afrikansk kristendom

anno 2013

Hvor meget har en anglikansk præst fra Togo og en græsk-ortodoks præst fra Kenya til fælles? Og hvad kan vi lære af dem? Det kristne epicenter har flyttet sig. Tyngdepunktet er ikke længere i Europa, men i Afrika. Det er derfor relevant og vigtigt at beskæftige sig med, hvad der sker i afrikansk teologi i dag. Betragtninger fra All African Conference of Churches’ konference i maj-juni i Kampala, Uganda. Af Sigrid la Cour Sonne To uger i den tidlige sommer var femogfirs unge teologer fra tyve forskellige afrikanske lande samlet til et teologisk netværksmøde i forbindelse med All Africa Conference of Churches’ (AACC) jubilæumskonference. Derudover deltog fem unge teologer fra Europa. Jeg var en af dem, og jeg vil gerne dele mine oplevelser og indtryk af, hvad der rører sig i afrikansk kristendom anno 2013. AACC er den største mellemkirkelige organisation i Afrika og en del af netværket under Kirkernes Verdensråd (WCC). AACC blev stiftet i 1963 og havde dermed halvtreds års jubilæum i år. Konferencens tema var ”God of Life, lead Africa to

Peace, Justice and Dignity”. Et tema, som er koordineret med temaet for efterårets WCC-konference i Busan, Korea, ”God of Life, lead us to Justice and Peace”. I temaet for konferencen er accenten lagt på det etiske, fremfor det dogmatiske. Det har været en tendens gennem hele AACCs historie, da kirkeretningerne har haft nemmere ved at enes i sociale og etiske spørgsmål fremfor dogmatiske. Blandt de unge teologer fornemmede jeg dog en interesse for også at tale om troens indhold, men det overordnede fokus var klart at finde fælles fodslag i forhold til sociale udfordringer som fattigdom, korruption og HIV/AIDS.

AFRIKANSK KRISTENDOM

Konferencens gang Den første uge i Kampala var sat af til det teologiske netværksmøde for unge teologer. Vi blev indkvarteret på Ggabe Catholic Institute lidt udenfor Kampala. Det lå på en høj og der var en smuk udsigt udover et frodigt bakkelandskab. Campusområdet var grønt og velholdt. Programmet var tætpakket hele ugen. Hver dag begyndte kl. 7 om morgenen med morgenmad. Herefter var der morning devotion i den lille kirke på Campus. Den lille gudstjeneste var ikke-konfessionel og skiftevis arrangeret af os unge teologer. Kl. 9 begyndte en lang række forelæsninger, som ofte ikke sluttede før kl. 17. Anden uge foregik selve konferencen. Her deltog omkring 800 mennesker; hovedsageligt fra Afrika, men også en del fra resten af verden. Vi, de unge teologer fra netværksmødet, tog frem og tilbage mellem Ggabe Seminary og konferencen, som blev afholdt på et stort resort i nærheden. Jeg hørte en masse spændende foredrag, men alt i alt var det faktisk te- og madpauserne samt aftenerne, som jeg fik mest ud af. Her var der tid til at diskutere og samtale, og det var herigennem, at jeg fik fornemmelsen af, hvad Afrikas nye generation af teologer mener. Kultur og kristendom De unge teologer understregede den tilsyneladende spænding mellem kristendommens hastige vækst i Afrika på den ene side og den fortsatte fattigdom samt ulighed på kontinentet på den anden side. Det gjorde de i en fælleserklæring til AACC. Afrikas store sociale problemer stemmer ikke overens med det kristne evangeliums budskab. At finde løsningen på den modsætning syntes at være fællesnævneren for de unge teologer og AACC generelt. Konrad Raiser, tidligere generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, sagde i sin forelæsning på netværksmødet, at enhed i kirken for ham ikke er et endemål, men snarere en igangværende samtale. Jeg synes, at det er en frugtbar betragtning på mellemkirkeligt arbejde og en god indledning til mødet med kristendom i en anden kulturel sammenhæng end vores egen. En stor del af oplevelsen ved at deltage i netværksmødet i Kampala var nemlig, at jeg

AFRIKANSK KRISTENDOM

endnu en gang blev mindet om, hvor stor en rolle, kultur og kontekst spiller for, hvordan vi tænker kirke. Generelt er holdningerne i de afrikanske kirker langt mere konservative end i den danske folkekirke. Efter samtaler med de unge teologer, forstår jeg nu, at det i høj grad er betinget af kultur og kontekst. Det er lettere at være liberal i et rigt samfund, hvor der findes et sikkerhedsnet for den enkelte. I usikre samfund, hvor man ikke kan stole på staten, må man sætte sin lid til de mindre fællesskaber - kirken, familien og landsbyen. Det er simpelthen mere alvorligt at bryde etablerede moralske regler i Afrika end i Danmark, for det betyder, at man sætter sig udenfor de afgørende kilder til et godt liv, som netop er kirke, familie og landsby. Kontekstuel teologi Forelæsningerne på netværksmødet spændte vidt, men hovedvægten lå på emner inden for kontekstuel teologi. Her var fokus, at kristendom og kultur går hånd i hånd. Afrikanere behøver ikke smide deres kultur og værdier overbord for at være gode kristne. Afrikansk tradition og religion passer godt sammen med kristne værdier. Europæerne kom måske med Bibelen, men ikke med Gud og medmenneskelighed. Afrikansk kontekstuel teologi er fortsat præget af opgør med kolonitiden og dens kulturimperialisme. De kontekstuelle teologer har bidraget til at genopbygge et selvværd og reetablere en identitet i de fleste afrikanske samfund. Men selvom John Mbiti, Afrikas kontekstuelle teologis fader, blev modtaget som en helt på mødet, så fornemmede jeg alligevel en generationskløft mellem underviserne og de unge teologer i forhold til kontekstuel teologi. De unge teologer var sim-

pelthen ofte uenige i det, der blev sagt fra forelæsningspulten. Flere mente, at der blev forelæst ud fra et statisk kulturbegreb, som de afrikanske samfund allerede er på vej væk fra. Det blev påpeget, at flere og flere flytter ind til byerne og væk fra de traditionelle landsbysamfund. Jeg aner en bevægelse fra bevarelse og identitetsopbyggelse til rekonstruktion og udvikling, fra befrielsesteologi til rekonstruktionsteologi. Det har nok sin naturlige begrundelse i, at de unge teologer tilhører en generation, som ikke har oplevet kolonitiden og uafhængigheden derefter. De oplever i stedet samfund, som over en bred kam ikke fungerer og stadig i høj grad er afhængige af donorpenge fra de lande, som man i sin tid kæmpede for uafhængighed fra. Er det den almindelige historie om tiden efter en revolution? Den tidligere generation hentede sin styrke i et rent og klart fjendebillede; den hvide kolonialist. Den nye generation af afrikanere er efterladt med et mindre klart verdensbillede, da Afrikas fjender er rykket ind i egne rækker. De unge teologer ser stadig en mening i kontekstuel teologi, men de gør opmærksom på, at situationen i dag er en anden. Demokrati I den sammenhæng talte vi meget om usund ledelse, grådige afrikanske chefer og korruption. Både i samfundet og i kirken. Alle var enige om, at dårligt lederskab er roden til alt ondt. Det blev sat i modsætning til Afrikansk fællesskabskultur. Men talen blev meget sjælden konkret, og der synes at mangle reelle muligheder for at forandre det negative selvbillede, som præger stort set hele Afrika syd for Sahara.

AFRIKANSK KRISTENDOM

‘Det er simpelthen mere alvorligt at bryde etablerede moralske regler i Afrika end i Danmark, for det betyder, at man sætter sig udenfor de afgørende kilder til et godt liv, som netop er kirke, familie og landsby.’

Under konferencen tænkte jeg meget over, hvad jeg egentlig kunne bidrage med som dansker. Det er svært, netop fordi samfund og kultur er så forskellig, men så kom jeg til at tænke på den flade, demokratiske struktur i den danske folkekirke. Det er med til at åbne kirken for flere forskellige grupper, hvilket måske er med til at skabe sundere magtforhold i den danske kirke?

i eller blev oprørt over. Men på trods af, at jeg til tider oplevede konferencens form og indhold som problematisk og udfordrende, havde jeg mange flere oplevelser, som inspirerede og rørte mig.

Soning og kirken

En af de oplevelser var en forelæsning om soning. Denne forelæsning med titlen ”Healing through forgiveness” viste sig at være en to timers re-make af, hvordan kirken har fungeret i soningsarbejdet efter bl.a. apartheid i Sydafrika og folkemordet i Rwanda. Vi sad i en cirkel, hvor kun kvinderne måtte tale. Begrundelsen for det var, at det er mændene, som har begået langt de fleste af grufuldhederne. Her blev der delt historier, som jeg ikke kan forestille mig, hvordan jeg selv skulle kunne leve med. Historier, hvor ofrene kun er ofre, fordi de er født det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mange afrikanske lande er præget af en ustabil politisk situation og store katastrofer, som er sket indenfor de seneste årtier. Jeg fandt ud af, at mange af mine sidekammerater havde oplevet grufulde ting, og i den efterfølgende tepause var det meget svært at finde noget som helst relevant at konversere om.

Jeg deltog i høj grad på konferencen som beskuer. Der var mange ting, som jeg, som dansker, undrede mig over, var uenig

De personlige historier gav en stor respekt for menneskene, som jeg delte de to uger med, på trods af, at vi ofte havde

Generelt var konferencen nemlig præget af alt andet end en flad struktur. Der blev brugt endeløs taletid på at præsentere, takke og rose hinanden indenfor ledelsen af AACC. Det medførte, at vi ofte var to timer bagud med programmet. Desuden ventede vi både den første og den sidste dag af konferencen ca. 6 timer på Ugandas præsident, som skulle åbne og lukke konferencen. Det provokerede og bedrøvede mig, at man lader en korrupt mand bruge så meget af 800 menneskers tid, når bekæmpelse af korruption og dårlig ledelse samtidig var et stort punkt på dagsordenen.

AFRIKANSK KRISTENDOM

forskellige holdninger til mange ting. Desuden var det tankevækkende at se, hvordan kirken har reageret på og deltaget i forsoningsarbejdet efter en katastrofe.

På den måde har organisationen en stor påvirkningsflade. AACC-konferencerne er altså et vigtigt forum for kristen dialog og diskussion. Det er imidlertid måske ved at ændre sig.

AACC og fremtiden

Karismatiske/pentekostale kirkeretninger er nemlig i høj vækst i Afrika. De omfatter op mod en tredjedel af kontinentets kristne i dag. Indtil videre er der ingen medlemskirker herfra i AACC. De historiske kirker har svært ved at acceptere de karismatiske kirker, da de er store konkurrenter. De historiske kirker kritiserer, at de karismatiske præster i Afrika ofte er uuddannede og efter deres mening prædiker nonsens. Indtil videre har AACC da også i vid udstrækning ignoreret de karismatiske kirker. Men er det ikke bedre at påbegynde en samtale end stædigt at stå på hver sin side af en kløft?

Jeg vil afslutte med en betragtning omkring min oplevelse af den mellemkirkelige situation i AACC og dens fremtidige betydning i Afrika. Diskussionerne på konference befandt sig oftest på et abstrakt niveau. Det er måske en indbygget del af det mellemkirkelige forum. Her kan man slå de store linjer fast, men de konkrete handlingsplaner må udvikles i hver enkelt kirkes kontekst. Det er på linje med Konrad Raisers nævnte udtalelse om mellemkirkeligt arbejde. Det er en igangværende samtale mere end et endemål. Den samtale er der heldigvis mange kirkeretninger, som deltager i. AACC består i dag af protestantiske, ortodokse, anglikanske og selvstændige kirker i fyrre forskellige afrikanske lande. Også de katolske kirker er med som observatører.

Et er i hvert fald sikkert: De karismatiske kirker spiller allerede en stor rolle i det kirkelige landskab i Afrika, hvor de omfatter op mod en tredjedel af alle kristne. Det bliver AACC nødt til at forholde sig til i fremtiden. v

islam for teologer UDENFOR MURENE

UDENFOR MURENE ”Håbet er lysegrønt og retrospektivets farver er grå og romantiserende gammelrosa i ét, og jeg kan ikke skille tingene ad. ‘It was the best of times and it was the worst of times.’ Min fremtid begynder om lidt, og helt bogstaveligt ligger den første dag i resten af mit liv lige om hjørnet. Og jeg er helt klar over, hvordan jeg i hvert fald ikke vil være, men slet ikke over, hvad det så skal blive til. Klar og utydelig, et stort blur omgivet af skarpe konturer; en syntese af selvmodsigelser og argumenter, for og imod.” Af sognepræst Thea Laukamp Sådan skrev jeg på min blog den 1. august 2012. Jeg havde afleveret mit speciale, men det var endnu ikke vurderet, og jeg stod for at skulle starte på Pastoralseminariet. Jeg havde gået på Det Teologiske Fakultet siden 2005, og fra at have været i tryghed bag fakultetets hyggelige, tætomsluttende (og lidt institutionaliserende) mure, stod jeg ”pludselig” overfor den ukendte fremtid – både ekstatisk og totalt opfyldt af angst. I teorien vidste jeg på det tidspunkt alting – men hvad ville det mon blive til i praksis?

Da jeg selv kunne se enden på syv fantastiske år på Det Teologiske Fakultet, begyndte jeg at gøre mig mange overvejelser om forholdet mellem teorien på universitetet, overgangsfasen på Pastoralseminariet og den praktiske præstegerning. I det følgende prøver jeg at give et lille indblik i nogle af disse overvejelser. Det Teologiske Fakultet: Teori skal læres indenad Det Teologiske Fakultet er som bekendt sted for en videnskabelig uddannelse og ikke en præsteskole. Derfor var undervis-

UDENFOR MURENE

ningen i udgangspunktet teoretisk, og hvor meget teoretisk stof, man er i stand til at omsætte til en form for refleksiv praksis, afhænger af, hvordan man er skruet sammen i hovedet og hvilke emner, man interesserer sig for. Der er stor forskel på at lære et stof udenad og lire det af, når man bliver spurgt til eksamen og derefter glemme det, og på at lære det indenad, hvor man sætter stoffet i forhold til én selv og tilsætter refleksioner og associationer. Det er min opfattelse, at dem, der lærer udenad opnår de bedste eksamensresultater, men at de, der lærer indenad, er de mest interessante samtalepartnere. Og hvis det er begrænset, hvor meget man lærer tingene indenad, så er det også min erfaring, at det ofte kan være svært for en vordende præst at se meningen med stoffet. Det føles selvfølgelig godt for en selv at få de flotte karakterer, fordi de er en bekræftelse af, at man gør tingene rigtigt på universitetet – men når du først har været i embede som præst én gang, så er der aldrig nogen, der vil bede om at se dit eksamensbevis igen, når du søger job. I øvrigt er det min opfattelse, at det i præstegerningen er alfa og omega, om man formår at omsætte sin akademiske viden til mundret sprog og at den er integreret i ens måde at reflektere på.

Pastoralseminariet: Overgangen til virkeligheden På Pastoralseminariet kommer man da ud i præstepraktik, selvfølgelig, men her er undervisningen også teoretisk – teorien drejer sig bare om praksis. Det er pastoralteologisk undervisning, og med dens mange facetter får man virkelig en god opvarmning, inden man får et embede som præst. For mig var det især vigtigt at blive øvet i at slippe den akademiske skrivestil, jeg havde tillagt mig på universitetet, og finde tilbage til min mere personlige måde at skrive på. Dér blev vi tvunget til at lære indenad, for vi kunne ikke undgå det. Man sætter sig selv i forhold til alt, hvad man hører og vurderer, om man kunne forestille sig at bruge det i sin fremtidige præstegerning. Man vejer for og imod, lægger til, trækker fra, begejstres, forbløffes og afviser kategorisk. Og man lærer ligeså meget af det, man kan bruge, som af det, man aldrig kunne finde på at bruge! Alt sammen er det med til at forme den enkeltes pastoralteologiske profil og jo mere profileret, man er og bliver, des højere kan bølgerne nogle gange gå!

UDENFOR MURENE

‘Der er stor forskel på at lære et stof udenad og lire det af, når man bliver spurgt til eksamen og derefter glemme det, og på at lære det indenad, hvor man sætter stoffet i forhold til én selv og tilsætter refleksioner og associationer”

Diskussioner om personlig tro, som ikke bør fylde særlig meget i undervisningen på Det Teologiske Fakultet, rammer langt hårdere end diskussioner om teori. Jeg kom selv til at brænde endnu mere efter at blive præst, mens jeg gik på Pastoralseminariet og man bliver også rustet til det. Nu kan jeg ikke sige, at jeg bare var utrolig glad for at gå dér – for det meste af tiden var det hårdt på et langt mere personligt plan end universitetet var. 17 uger på Pastoralseminariet lyder ikke af meget overfor X antal år på Det Teologiske Fakultet, men på en eller anden måde viser det sig alligevel at være tilstrækkeligt! Man går konstant rundt i en tilstand af ”allerede – endnu ikke”; man får for eksempel lov til at prøve en masse i forbindelse med undervisningen og også i praktikken, og man lærer en stor mængde lavpraktiske ting, f.eks. hvordan man vender sig på en ordentlig måde fra alteret mod menigheden, men man bliver også hele tiden mindet om, at man ikke må alt endnu, at man ikke er rigtig præst, ligegyldigt hvor klog, parat og kæk man føler sig. Lysten til at få lov til at komme rigtigt i gang vokser til et næsten helt uoverskueligt og dybt frustrerende stadie.

Præst for første gang Således lystigt frustreret, er det dog alligevel ikke ensbetydende med, at jeg, for mit vedkommende, bare sprang ud i mit første embede (4-måneders vikariat i Hodde-Tistrup, Ribe Stift), uden en vis bekymring. Jeg var meget bevidst om, at jeg stadig havde en voldsom mængde udfordringer foran mig. For ligegyldigt, hvor meget man har lært og hvor mange præsteforældre, man har, så bliver man først præst med præstegerningens udførelse og det er mit indtryk, at det kan tage år, før man for alvor kan føle sig bare en smule erfaren. Alt sker jo for første gang – og modsat det meste andet her i livet, kan det faktisk sagtens forekomme, at der er flere første gange med forskellige handlinger. Man har en begravelse for første gang – Ja, ja, så har man da prøvet det. Men selv efter syv begravelser, der er gået ”efter bogen”, kan den ottende vise sig som en første gang, fordi den indeholder nye udfordringer – for sådan er det, når man har med mennesker at gøre; de er jo forskellige.

UDENFOR MURENE

Så man kan aldrig regne med, at man slipper afsted med at handle på rutinen, eller at ens metoder og fremgangsmåder bare bliver købt uden indvendinger. I mine øjne er det i øvrigt ganske respektløst overfor præstegerningen, hvis man sætter sin lid til rutinen og til sin voksende erfaring. Det er imod alt, hvad vi prædiker, om ordets fortsatte nyskabelse, og kirkens og troens dynamik. Den forkyndelse gælder naturligvis også for præsten. Alting er hele tiden nyt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man bliver ved med at gå lige blank og forvirret ind til tingene. Erfaring er en god ting – den beskriver langsomt det ubeskrevne blad, men jeg tror, og håber, at der altid vil være flere blanke sider at udfylde. Prædikenen: Ups and downs – indtil nu Fra jeg gik på Pastoralseminariet og øvede prædikenskrivning, over de sidste fire måneder og indtil nu, er jeg blevet betydeligt bedre til både at skrive og fremføre prædikener. Hverken omgivelserne eller jeg selv mener, at prædikenerne er gået fra at være decideret dårlige til gode, men selv den mindste smule erfaring gør altså en stor forskel! Før i tiden satte jeg mig bare ned og ”knaldede en prædiken ned”, efter at have læst pågældende evangelium. Det var virkelig ikke en stor kunst, i mine øjne. Da var min prædikenskrivning i høj grad præget af, at jeg brændte for at blive præst, at jeg havde samlet utallige ideer gennem længere tid, og ikke mindst, at

jeg ikke skulle skrive en prædiken til hver eneste søndag! Efter blot halvanden måneds tid i embede ramte jeg en mur, der godt nok ikke hverken var særlig høj eller viste sig særligt massiv, men som alligevel var en forhindring. Pludselig blev jeg meget bevidst om, hvilke teologiske og kristelige kæpheste, jeg havde, og jeg sad for en tid fast i en tanke om, at jeg hele tiden stod og sagde det samme. Sådan en selvkritisk og analyserende/ navlepillende tankegang er meget hæmmende for den frimodige udfoldelse. Det nyttede ingenting, at mine omgivelser, heriblandt min søster, gamle sambo og far, som er mine foretrukne kritikere, fortsat roste mig, for dén, der sidder og kæmper med prædikenen, læser den jo på en anden måde end dem, der først hører det færdige resultat. Og én ting, jeg ikke tog med mig fra Pastoralseminariet, var dét at sparre med andre præster om evangelieteksten, for jeg føler altid størst tilfredsstillelse i selv at finde min indgangsvinkel - Ja, folk er jo forskellige. Min arbejdsproces med prædikenen er blevet mindre impulsiv nu, mere stringent og er stadig dybt asocial.

Jeg læser den kommende søndags evangelium allerede om mandagen, skriver strøtanker og associationer ned og vælger salmenumre. Valget af salmenumrene åbner ofte evangeliet op og viser mig, hvor prædikenen skal starte og hvor den skal ende. Det er op til den enkelte, hvordan man arbejder bedst, men for mig er det vigtigt at have et første udkast tidligt, og så kunne summe videre over både tekst og udkast i ugens løb. Jeg bestræber mig på at trække på alt dét, jeg har lært indenad, såvel på universitetet som på Pastoralseminariet, og benytter mig gerne af litteratur og film, jeg er optaget af, samt også af situationer med mennesker, jeg har været ude for, eller samtaler, jeg har haft. Situationer og samtaler genfortæller jeg dog yderst sjældent direkte, men forsøger i stedet at inkorporere dem i prædikenen på en mere indirekte måde. Frem for alt øver jeg nu min prædiken flere gange end tidligere, for at være så fri af det fuldt udskrevne manuskript som muligt. Nedenstående prædiken var faktisk svær at skrive, fordi den tager udgangspunkt i en film, jeg så, hvorefter jeg tænkte: ”Dén skal jeg da helt sikkert bruge i en prædiken, lige om lidt!” Den slags beslutninger på forhånd kan nogle gange tvinge tanken på en ret belastende måde. Det gjaldt for denne af mine prædikener, som det som regel gør for dem alle: Da jeg hørte mig selv holde den i kirken, syntes jeg egentlig alligevel, den var meget god. Men døm selv.

UDENFOR MURENE - PRÆDIKEN

6. søn. e. Trin. (7. juli 2013, højmesse i Tistrup kirke.) Læsninger: 5. Mos. 30,11-14; Rom. 6,3-11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Salmer:

Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« (Matt 5,20-26) Amen

754, Se, nu stiger solen 385, Op, alle folk på denne jord 298, Helligånden trindt på jord 192, Hil dig, frelser og forsoner 251, Jesus, himmelfaren 7, Herre Gud! Dit dyre navn og ære ”Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde, Frelsermand, din kærlighed?”

Vi befinder os i U.S.A. i år 2022 - altså 9 år fra nutiden - i en nær fremtid.

udvikling, omkring præsidentvalget i år 2016.

I 2022 betragter man vores tid som den tid, hvor det for alvor gik galt med verden.

På dét tidspunkt er politikerne enige om, at nu skal der gøres noget.

Den økonomiske krise var på sit højeste og væksten på sit laveste. Kriminaliteten eskalerede. Flere mennesker bar geværer eller knive. Og udover fattigdom og arbejdsløshed, udgjorde røverier, voldelige overfald og meningsløse mord hovedparten af den ufordøjelige hverdagskost. Det gjaldt hele den vestlige verden – også Danmark. I U.S.A. tager de så konsekvensen af den

Og desperate tider kræver jo ekstreme midler. Så regeringen vælger at indføre en dag ved lov, som de kalder for Udrensningen. På Udrensningsdagen er al kriminalitet lovlig i tolv timer, fra klokken syv om aftenen til klokken syv næste morgen Og ja, det er virkelig al kriminalitet, der er lovlig. Endda også mord. Hvis din chef har fyret dig, så er Udrensningen muligheden for hævn.

UDENFOR MURENE - PRÆDIKEN

Hvis din mand har været dig utro, så er det nu, du kan gøre gengæld. Og hvis du generelt bare er utilfreds med dine vilkår, så er Udrensningen dén dag, hvor du kan komme ud med aggressionerne. Udrensningen bliver promoveret som enhver anden amerikansk national- eller helligdag:

Især hvis man lige medregner, at de rigeste og mest produktive amerikanere, de største bidragydere selvfølgelig er beskyttede i hver deres fort. For de rige bor ikke i huse, men i forter, og er beskyttede af avancerede og dyre sikkerhedssystemer. Og oven i købet har de masser af våben – til selvforsvar, selvfølgelig.

Den har nærmest sit eget slogan; der reklameres for Udrensningen med sætningen “a nation reborn”.

De eneste, der ikke kan beskytte sig mod volden er de fattige, de svage og de hjemløse.

Altså “en genfødt nation.”

Og dem kan samfundet godt undvære, i U.S.A. i år 2022.

Og man kan købe blå og hvide blomster, der viser, at man støtter Udrensningen. Amerikanerne opfordres på det stærkeste af regeringen til at deltage i Udrensningen. Ideen med dagen er nemlig, at denne ene gang om året skal amerikanerne rase ud, få al deres indædte vrede og alle deres frustrationer ud af systemet. De skal udleve deres hemmelige, voldelige tendenser, som de må gå og skjule i hverdagen – for dem har de jo i bund og grund alle sammen. Gør de det, så vil de have ro i sjælen resten af året. Gør de det, kan de opføre sig som mønsterborgere på 364 af årets dage - men som primitive dyr på én enkelt dag. Og hvis det betyder, at der ikke begås drab eller der ikke sker et eneste overfald resten af året, så er det vel egentlig en billig pris at betale.

De bidrager ikke til samfundet på nogen måde, hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt, de giver ingen vækst, så hvad skal man egentlig med dem? Udrensningsdagen får masser af opbakning i folket. De fleste danner hurtigt den mening, at de har brug for denne årlige eskapade, for at kunne være ordentlige mennesker resten af året. De har brug for at få sjælen udrenset for alle de uhyrligheder, den normalt går og gemmer på. Og nogle år efter indførelsen af Udrensningen, blomstrer økonomien da også. Amerikanerne er rigere end nogensinde før, takket være Udrensningen. Men der er selvfølgelig også væsentligt færre af dem! Ja, det er jo ikke et samfund man selv har lyst til at leve i.

Det er ikke en fremtid for os. Jeg vil da lige sige, at det ikke er en selvopfunden dommedagsprofeti, jeg lige har beskrevet, til skræk og advarsel. Det er simpelthen plottet i en film, jeg så for nylig, kaldet ”The Purge”, eller på dansk, netop “Udrensningen.” Filmen er en uhyggelig fremtidsvision, hvor økonomi, fornuft og produktivitet er i højsædet. Det kristne fundament for livet, som består af tillid, næstekærlighed og fællesskab mellem mennesker, hører fortiden til. Og de færreste husker på dette fundament – for retten til, ja, endda nødvendigheden af at begå drab, er blevet til lov. I år 2022 siger loven i filmen, at du bliver et bedre menneske af at begå drab. Tanken om sådan en Udrensningsdag er præget af ideen om, at ”Målet helliger midlet.” Hvis man tilslutter sig det udsagn, så kræver det, at man tænker mindre om visse grupper af mennesker – At de fattige eller de hjemløse er mindre værd, fordi de er fattige og hjemløse. Hvis målet er til flertallets bedste, så er det i orden, at der ryger nogle hjemløse og fattige mennesker i svinget. Hvis det er til flertallets, økonomiens og samfundets bedste, så kan selv drab undskyldes. Dét er tanken bag udsagnet ”Målet helliger midlet.” Sådan en tankegang forudsætter, at de

UDENFOR MURENE - PRÆDIKEN

kristne værdier er sat ud af spil. For ifølge Jesus, ifølge evangelierne og ifølge vores danske folkekirke, så befinder det gode sig i hjertet og ikke i den velovervejede gerning. I teksten fra Femte Mosebog, som jeg før læste fra alteret, lød det: ”Ordet er dig ganske nær, i din mund og dit hjerte” – dét er det kristne ideal. At buddet og loven om, at vi ikke må begå drab er noget, vi overholder helt automatisk, fordi tanken om at begå drab aldrig kunne falde os ind. At lysten til at udvise godhed og barmhjertighed, og ikke slå ihjel, hverken med hænder, ord, eller endda med tanker, kommer dybt indefra. At disse ting ikke er en sur pligt for os noget, der er svært eller hårdt at overholde - men at vi af os selv gør det gode af hjertens lyst, fordi vi ikke kan lade være. For i mødet med evangeliet kommer hjertet til at begære det gode, og vil ikke andet end netop dét. Hvis en god gerning derimod er velovervejet, så er det hjernen, der er i spil – så er gerningen fornuftigt beregnet og udførelsen af gerningen handler om, hvad jeg kan vinde, til gengæld for mine anstrengelser. Så er det igen målet, der er i centrum, og godheden, der er midlet til at nå målet – køligt beregnende. Sådan opfører hjertet sig ikke – i stedet er hjertet umiddelbart, ufornuftigt og, netop, hjerteligt. Og dét udgør hele forskellen på, om

Loven læses med hjernen, som bogstaver, eller med hjertet, som Ånd. Så hvis ”Ordet er dig ganske nær, i din mund og dit hjerte”, så ville du stadig ikke være i stand til at slå ihjel, om så Loven foreskrev, at du skulle. Og i sidste ende behøver du egentlig ikke en nedskrevet lov at huske på eller til at konsultere, for Ånden vil automatisk gøre det gode. Men vi er mennesker, som er glemsomme og optagede af vores eget. Vi kan måske være heldige at føle en form for renhed i hjertet i et glimt, men det meste af tiden er det hjernen, der tager over. For hvis det altid er hjertet, der regerer, så kan man også nemt blive offer for sin egen selvopofrende godhed. Vi kan ikke gøre for, at vi forventer gengæld for det gode, vi gør. En god gerning er aldrig uselvisk. Selv i forhold til vores nærmeste forventer vi en form for gengældelse – I det mindste deres udtryk for taknemmelighed. Utaknemmelige mennesker er da utrolig irriterende at omgås – dem har man bestemt ikke hjertelig lyst til at gøre noget godt for! Det er heldigvis de færreste af os, der går så vidt som til at mene, at de hjemløse og de fattige da også bare kunne blive henrettet - at dét ville gøre alt nemmere for os andre, så kunne vi bedre hygge os i vores eget fort!

Men samtidig er det også de færreste af os, der helt troværdigt kan sige, at vi aldrig nogensinde har ønsket død over nogen – måske ikke lige naboen, men så måske over Taleban, Anders Breivik, Nordkoreas regering, eller andre tyranniske ledere og hensynsløse terrorister. Deres eksistens har påført så mange mennesker skade og sorg, så var det da ikke bedre, om de var døde? De mener jo, at deres mål helligede de forfærdelige midler, de bruger mod andre mennesker. De mener, at udrensning er en nødvendighed, for at opnå idealet. De går i dén grad imod buddet om, at man ikke må begå drab. Man kan så sagtens indvende, at den sammenligning er LIDT ekstrem! For det er vel ikke det samme at ønske død over en morderisk terrorist, der har masser af liv på samvittigheden, som at ville dræbe den chef, som fyrede én? Ja, det er en ekstrem sammenligning – men måske synes den ekstrem fordi, vi føler, den er uretfærdig. Uretfærdig mod vores måde at tænke på; vores måde at uddele dom på. Men sammenligningen viser dog, at vi mennesker simpelthen bare ikke er i stand til at føle den altomsluttende, totale tilgivelse af andres onde gerninger. For det er dét, der ligger i denne altomsluttende tilgivelse – den gælder også de værste forbrydere. Og vi er heller ikke selv hundrede procent gode, endsige rene i hjertet.

UDENFOR MURENE - PRÆDIKEN

Den rummelighed og tolerance tilfalder ganske enkelt ikke os.

er al synd og alle overtrædelser – For alle mennesker.

Og selvfølgelig synes vi, at der er forskel på at slå mennesker ihjel og på f.eks. at tjene lidt sorte penge.

Uden at regne med gengæld, uden at forvente noget for alle sine lidelser.

Alligevel tilslutter vi os forkyndelsen om, at alle mennesker er lige for Gud, at vi alle er syndere, og at Gud ikke gør synd op i kvantitet, og at ingen fortjener at blive offer for udrensning mere end andre. Dét er så retfærdig, vi tror, at Gud er – Langt mere end vi nogensinde selv ville kunne være og langt mere end vi kan forstå. Hver enkelt af os kan ikke gå alene ind i kampen mod alverdens onder. Men vi må starte i det små og arbejde med de små ting, alle sammen, for at det skal gøre en forskel. Og derfor har vi brug for daglige påmindelser om, at vi er tilgivet, for når vi selv træder ved siden af, har vi brug for at huske, at vi hører ind under Nåden. Og der ligger omvendt også så megen styrke i visheden om, at det ikke er ens opgave at forstå eller rumme alt det onde, der sker i verden. Påmindelsen, vi behøver, ligger i mindet om ham, der endegyldigt tilgav og tilgiv-

For Gud undlod jo netop at rense ud blandt alle os; han undlod at straffe og dømme og slå ihjel. Dette barmhjertige og gode budskab findes i dåben, i den ufortjente genfødelse med vand og Ånd. Og påmindelsen om det, findes i Fadervor og Trosbekendelsen. Ordet er nær i hjertets bøn, og ordet er nær i mundens bekendelse. Heri er det kristne fundament - det kristne ideal - og de ting centrerer sig om medmenneskeligheden, troen, håbet og kærligheden – de efterlader ingen plads til økonomi, samfundsvækst eller produktivitet. Heri er menneskesynet større og mere omsorgsfuldt, end kun at række til dét, som vi kan, dét, som vi ejer – eller dét, som vi har gjort. I det ydre kan vi være nok så kæphøje og ha’ nok så meget at ha’ os selv i, men i det indre er vi alle fattige og hjemløse stakler, der lever i splittelse mellem hjerne og hjerte – og dét så Gud.

Vi må hverken begå drab med hænder, ord eller tanker, og derfor kan vi aldrig gøre det gode af et rent hjerte. Et eller andet sted er det faktisk meget heldigt skruet sammen for os, for hvis meningen var, at vi skulle erkende vores magt til at gøre det gode og udføre det gode, så var det så meget desto mere sandsynligt, at vi ville henfalde i selvretfærdighed. Og Kristi glade budskab taler hverken til selvretfærdighed, ydre formåen eller utaknemmelighed, men netop til dén, der i utilstrækkeligheden bekender behovet for selv at blive renset med ordene: ”Jeg er en synder - Frels mig ved din nåde,” ligesom vi om lidt skal synge det: ”Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent.” Amen

DIGT

Lykken er ikke gods og guld eller magt og ære, men skabes kontrastberiget af nådens lys fra det høje som solens spil der funkler og luer i et gyldent broderi af spinkel tråd nænsomt trukket med kærlig hånd gennem sorgens og angstens grove stramaj garvet af smertens alun

Af Willy Hanghøj-Petersen

ARKEN ANMELDER

71 sider Forlag: Tidehvervs Forlag

Monica Papazu

Signalement af Danmark og dansk åndsliv Anmeldt af Johan Christian Nord Ph.d.-stipendiat i tysk ved Aarhus Universitet Lad mig røbe det med det samme: Den myreflittige og sprænglærde litterat, organist og tidehvervsskribent Monica Papazu har bedrevet en slagkraftig perle af lille en bog.

torie, som vores egen historie er påvirket af. Fra ufrihed til ufrihed

Det drejer sig, som titlen angiver, om Danmark og dansk åndsliv, herunder om alt det i vort land og vor idéhistorie, der har modvirket det danske åndslivs trivsel og dermed medvirket til en stadig undergravning af det virkelige Danmark, en tæring af den folkelige rygrad.

I 1980 kom den rumænskfødte Monica Papazu til Danmark. Hun havde stemt med fødderne og forladt Nicolae Ceausescus kommunistiske regime. Valget var faldet på Danmark – på de kristne forfattere Søren Kierkegaards og H. C. Andersens hjemland. Disse to ryghvirvler i den danske åndshistorie kendte Papazu nemlig allerede inden mødet med Danmark anno 1980. Hun havde læst dem som del af sin egen åndelige modstandskamp i det kommunistiske Rumænien. I indledningen til den lille bog beretter Papazu om sit første møde med Danmark: ved ankomsten emmede landet i første omgang af lykkelige tegn; det duftede frisk af regn, markerne

Som det også angives i titlen drejer det sig ikke om en indføring i dansk åndshistorie, men om et signalement af landet og åndslivet. Monica Papazus anliggende er altså ikke en gennemgang af historiske og samtidige kringelkroge i det såkaldte kulturliv, men derimod et fyndigt og personligt indlæg i en pågående strid. Et tværsnit ned igennem omtrent de sidste 142 års åndelige stigninger og fald – udført med kirurgisk præcision og under inddragelse af den fælleseuropæiske og russiske idéhis-

ARKEN ANMELDER

bugnede af den modne høst, korsbanneret vajede over Jylland. Sådan var altså friheden. Imidlertid endte mødet med det faktiske Danmark hverken med at være i overensstemmelse den del af vort lands åndshistorie, Papazu havde styrket sig ved under kommunismens åg, eller med de gunstige tegn, hun havde ment at se den »første morgen i friheden«. Hvor man i det land, hun havde vendt ryggen, havde holdt de underkuede i et ganske konkret jerngreb af tanks, soldater, overvågning og arbejdslejre, men alligevel aldrig havde formået at få folkets indre liv bragt i takt med ideologien, var hun nu kommet til et land, hvor der nok var ydre frihed, men hvor det indre liv gennemsyredes af en selvmorderisk utopisk tænkning – en ufrihed af en anden verden. Dette modsætningsforhold mellem øst og vest træder eksempelvis frem i Papazus skildring af det såkaldte studenteroprør og de krav om marxistisk profilering af undervisningen, der her fremførtes: Hvad var det nemlig vi andre i Østeuropa kæmpede for, idet vi forsøgte at bryde den kommunistiske stats jerngreb? Vi kæmpede imod politiseringen af kulturlivet, universitetslivet, forskningen og undervisningen. Vi kæmpede for disciplinernes selvstændighed i forhold til staten og i forhold til politiske begreber […] Vi kæmpede for at få lov at læse de bøger, der var fagligt relevante og ikke politisk relevante (s. 29). Hvor Papazu og hendes ligesindede under studietiden i Rumænien havde kæmpet med næb og klør for at sikre fagenes uafhængighed af ideologiske bindinger, råbte studenterne på de danske masseuniversiteter sig hæse om deres himmelblå totalitære fremtidsdrømme, hvor magten skulle overføres fra de få til de mange. De var tydeligvis ikke kommet på universitetet for at lade sig indpode i en kulturhistorie, der var større end dem, men derimod for at vigte sig af egen uvidenhed og forlorne kampvilje.

også af en ganske anden linje – nemlig den brandesianske. Papazu opfatter således Georg Brandes som hovedmanden bag den utopisk ideologiske linje i dansk åndsliv, der ved siden af den kristelige har præget landets udvikling. Det drejer sig altså om Brandes’ betydning for det ideologiske fællespræg i dansk åndsliv – eller rettere om den tilintetgørelse af alt, hvad der kan kaldes ånd – som har kendetegnet en stor del af landets såkaldte intellektuelle siden hin novemberdag i 1871, hvor bemeldte doktor Brandes trådte frem i auditoriet på Frue Plads som forkynder af sit menneskekultiske frelsesbudskab. Til beskrivelse af denne brandesianske frelseslære anvender Papazu begrebet »antropocentrisk humanisme«. Hermed ønsker hun at tydeliggøre, at problemet ikke er selve det menneskelige – hvilket jo også ville være ret perverst – men derimod den gudløse dyrkelse af mennesket, som Brandes har været hovedmanden bag i en dansk sammenhæng, men som naturligvis også er blevet søgt udbredt af adskillige andre moderne tænkere. Problemet ved denne selvforgudelse er ifølge Papazu – og ifølge enhver kristelig børnelærdom – at den noble vilje til at sætte det frie, selvskabende menneske i centrum altid slår om i ophøjelsen af visse menneskedyr og reduktionen af de øvrige til objekter for de ophøjedes skaber- og herskervilje. Humanismen bærer herskersygen – og dermed også bestialiteten – i sit lede skød. En væsentlig del af bogen er helliget afdækningen – og sønderdelingen – af denne erstatningsreligion, sådan som den er kommet til udtryk gennem tiden; fra Brandes til Poul Henningsen, fra de utopi-liderlige 70’er personager af såvel venstresnoet som (nominelt) borgerlig art til vor tids kulturradikale foragt for kristendom, folk og nation og den hermed forbundne dyrkelse af det rodløse, frit i luften svævende menneske.

Georg Brandes og den antropocentriske humanisme

»At blive tvunget ned i Virkeligheden”

Men hvorfor var det sådan? Hvordan var Kierkegaard og Andersens hjemland endt i dette studentikose vanvid? Jo, svaret ligger jo lige for: Det Danmark, Papazu ankom til, var ikke kun præget af en andersensk og kierkegaardsk åndsretning, men

Men der er jo, som vi ved, også en anden historie om Danmark, nemlig en historie om de skikkelser i vor åndshistorie, hvis hele tilværelsesforståelse var sat af kristendommen. Papazu omtaler dette Danmark som »det dybe Danmark«

ARKEN ANMELDER

Udover de allerede nævnte – Andersen og Kierkegaard – drejer det sig her blandt andre om skikkelser som Jakob Knudsen Martin A. Hansen, der hver på deres måde og i hver deres tid stod i et frontalopgør med den utopiske tænkning. For Jakob Knudsens vedkommende drejer det sig blandt andet om den »mesterlige[e] fortælling om utopien« Den gamle Præst, hvis hovedanliggende er skildringen af utopismens hærgen i form en lalle-grundtvigsk vækst- og kærlighedskult, der får tag i halvdelen af den lille by Brindsted. Men Den gamle Præst er ikke kun en forfaldsskildring, i den skildres der – som titlen antyder – også et modsvar til modernitetens cirkus. Fra romanens hovedperson og titelfigur, pastor Castbierg, henter Papazu således vendingen om »at blive tvunget ned i Virkeligheden«, som er dét, det hele drejer sig om. At blive tvunget ned i en åndsbåren virkelighed, der er ganske anderledes virkelig, end de oppustede gøglebilleder om det menneskelige tusindårsrige, som pastor Jensen og hans slags muntrer sig med at fremmane. Det er den virkelighed, der er sat af Evangeliet, hvor skylden er virkelig og tilværelsen derfor ikke en pjattet leg, men et ansvar, der skal løftes hver eneste dag, og hvor mennesket bydes at have nok i dette gudsskabte menneskeliv i en verden, der ikke skal gøres til genstand for ideologisk fantasteri. »Mellem to Tider: vor egen og Guds« Men her er der jo intet nyt under den teologiske sol, kunne den læser måske mene, der allerede kender til bladet og arbejdsfælleskabet Tidehverv og den kristelige modernitetskritik, der her har lydt og endnu lyder. Og dette ville faktisk være en ganske korrekt påpegning, men ikke dermed en særlig tænksom indvending. For naturligvis er der intet nyt under solen – naturligvis adskiller Papazus signalement af dansk åndsliv og åndløshed sig ikke væsentligt fra de

kritikker, der siden 1926 har lydt i foredrag, bøger og artikler af tidehversk herkomst. Men hvorfor skulle den dog også det? Hvorfor skulle man dog sige noget nyt om den virkelighed, der er forblevet sig selv lig? Just som ved bladets begyndelse drejer det sig for Papazu om dette, at mennesket altid er mellem tider, nemlig »mellem to Tider: vor egen og Guds«, som det hedder i Gustav Brøndsteds lille artikel, der bragtes i bladets første nummer og simpelthen bærer titlen Tidehverv, og som Papazu gengiver i signalementets afslutning. Papazus bog er således ikke affattet under skelen til sådanne originalitetskrav, som gør sig gældende i moderigtige akademiske kredse. Nej, den er blevet til under et ganske anderledes krav: Hendes anliggende er personligt og meget enkelt; hun vil ud fra sine særlige forudsætninger føre redelig klartale om de to sider af Danmark, hun har set. Læs den! Og dette gør hun vældig godt. Dels har jeg sjældent læst en bog, hvori så stor en historisk viden opridses på så få (tætskrevne) sider, dels er det en gave at læse så træffende betragtninger fra en udefrakommende, der formår at bringe den danske åndshistorie i forbindelse med de særlige forudsætninger, der er hendes. Jeg kan således anbefale enhver, der har den mindste interesse for virkeligheden, at læse Signalement af Danmark og dansk åndsliv. Brug hellere de 100 kroner i dag end i morgen, og se så for øvrigt at få tegnet abonnement på Tidehverv – og hvis du synes, denne anmeldelse er hamrende subjektiv, så har du fuldstændig ret. Hvad skulle den ellers være?

ARKEN ANMELDER

96 sider Forlag: Anis ISBN-10: 8774576720

Svend Bjerg og Palle H. Steffensen

Politiske Prædikener - der kunne være holdt og burde holdes

Af Agnete S. Sørensen Er det muligt at være apolitisk overhovedet? Man kan måske have held med at undgå politiske diskussioner, men da politik handler om, hvordan menneskelige fællesskaber bør skrues sammen, så er der nok ingen mennesker, der er helt uden holdning, når det kommer til stykket. Men findes der en specifik kristen politik? – og i så fald, er man da ikke forpligtet på, at fremme disse synspunkter, som prædikant? Svend Bjerg og Palle H. Steffensen træder modigt ind på arenaen med deres 16 politiske prædikener, der burde holdes. Prædikener, der helt konkret stikker pinden ned i den danske, politiske myretue og tildeler verbale, kristne øretæver til højre og venstre. Nok mest til højre. Vi hører for eksempel om Dansk Folkeparti, der er ligesom jøderne (farisæerne), med deres kæphesteforklaringer. Vi hører også om borgerlige politikere, der er mordere i evangeliets forstand, fordi de fratager asylansøgere menneskelig livsglæde og selvrespekt. Alt sammen med navns nævnelse: Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen,

Anders Fogh Rasmussen og så videre. De 16 prædikener bygger på hver deres evangelietekst, for eksempel prædikenen, Politiske bjælker, som er baseret på Luk 6,36-42, den om splinten i din broders øje kontra bjælken i dit eget øje. I prædikenen fortolkes denne evangelietekst som dét at drive politik ved at miskreditere modstanderen, i stedet for at argumentere sagligt for sin egen politik. Helt konkret eksemplificeres temaet ved Søren Pinds korstog, som det benævnes, mod Ole Sohn i 2011 og ligeledes ved Peter Christensens delagtighed i at miskreditere Helle Thorning-Schmidt i skattesnydssagen. Jeg ved ikke, hvorfor disse prædikener, som i forfatternes øjne burde holdes, ikke rent faktisk er blevet holdt? - Det kunne da være spændende at se, om de rejste en livlig debat eller ligefrem et ramaskrig eller om folk måske tøffede lige så stille ud af kirken og hjem til frokosten, fordi vi egentlig har det meget godt alligevel. Jeg tror, at flere af disse prædikener ville rejse et ramaskrig, fordi de er provokerende på flere niveauer: De kan

ARKEN ANMELDER

Anmeld for Arken.

virke provokerende på nogle på grund af den politiske præference, som de afspejler. De kan også virke provokerende, når de hænger navngivne folk ud som farisæere eller mordere i evangeliets forstand. Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at nogle af prædikenerne er meget inspirerende og supergode forsøg på at tænke evangeliet ind i den politiske virkelighed, som vi lever i. For eksempel prædikenen, Produktionsideologien, som baserer sig på Matt 20,20-28, om Zebedæussønnerne, der gerne vil side til højbords, på hhv. Jesus højre og venstre side, i Guds rige. Prædikenens tema er individualiseringen, hvor vi mennesker konstant måler os med hinanden og derved giver frit spil for magtmisbrug. At vi i stedet for solidaritet og sammenhold har individualisme, hvor den enkelte er alene med sig selv. At vi ikke tjener hinanden, men gør den enkelte personligt ansvarlig for sin egen sundhedstilstand, arbejds- og livssituation. Jeg synes, at alle kommende præster bør læse denne samling prædikener og bruge dem som inspiration til at tænke over, hvordan man selv forholder sig til politiske prædikener og hvordan man selv kunne skrue en sådan prædiken sammen. Nu lever vi i fredstid og ydermere i et ret demokratisk og ligestillende samfund, også er det nemt at opretholde et princip om, ikke at blande politik og kristendom; Men hvad nu hvis en Hitler blev valgt ind i Folketinget ved næste valg?

Kom ned på Arkens kontor og vælg dig en bog til hjemmelæsning. Anmelder du bogen, er det din for evigt.

ARKEN ANMELDER

491 sider Forlag: Politikens ISBN-10: 8740000451

Peter Tudvad

Forbandelsen Af Gabrielle Juhl Nilausen Jeg var yderst forventningsfuld, da denne roman ramte mit skrivebord. Da jeg satte mig for at anmelde den, var der kun rosende anmeldelser at finde i medierne; det har dog ændret sig siden, da den nu også har fået enormt meget kritik. Romanens første kapitel begynder en del år efter Kierkegaards død med storebror Peter Christian, der er biskop i Aalborg og dennes søn, den psykisk syge Poul. Her følger man storebroderens kamp for at undgå en udgivelse af lillebroderens papirer. Og den ender med en fortælling om Kierkegaards far, der som knægt var hyrde på den vestjyske hede, altså før der overhovedet var tænkt på Søren Kierkegaard. Første og sidste kapitel rammer Kierkegaards lidelseshistorie ind med fortællingen om hans far, der som 10-årig fårehyrde frysende og sultende begår den frygtelige synd at forbande Gud. Forbandelsen og det at sone den er gennemgående temaer i romanen. Derudover møder man Kierkegaards familie, Regine Olsen og Kierkegaards venner.

Efter at have læst mig gennem denne roman, kan jeg nu give Kierkegaard ret i, at forventningens glæde er den største. Dette skyldes, at Forbandelsen faktisk blev en forbandelse – i hvert fald for mig! Romanen er en blanding af fakta og fiktion, hvilket er helt acceptabelt, idet det jo er en roman. Men sproget er simpelthen så gammeldags; selv i dialogerne mellem romanens personer, hvilket overhovedet ikke egner sig til en roman, der er udgivet i år 2013. Yderligere er der virkelig mange fremmede gloser. Som teolog er man forhåbentlig rimelig stærk i fremmedord, men er man ikke teolog, eller har man bare ikke et stort kendskab til fremmedord, så vil jeg tro, at romanen flere steder kræver en ordbog. Og helt generelt har jeg meget svært ved at vurdere, hvem romanen egentlig sigter til? Om det var sproget, der gjorde bogen alt for langtrukken, ved jeg ikke, men jeg har aldrig før kæmpet mig igennem litteratur på den måde, og jeg har flere gange spurgt mig selv, omde, der har givet bogen gode anmeldelser, overhovedet har læst den. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Peter Tudvad har stort kendskab til det historiske, Kierkegaard osv., men jeg vil mene, at han kan gøre det bedre end denne roman.

ARKEN ANMELDER

477 sider Forlag: Gads Forlag ISBN-10: 8712048380

Joakim Garff

Regines gåde - historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru

Af Gabrielle Juhl Nilausen Hvor jeg havde store forventninger til Forbandelsen, så havde jeg faktisk ingen forventninger til denne bog, for skal jeg være ærlig, så er Regine Olsen jo blot en niche. Det er ingen hemmelighed, at jeg har beskæftiget mig med Kierkegaard i en del år. Derfor kender jeg også kun til Regine gennem Kierkegaards skrifter og journaler. Jeg kendte selvfølgelig til historien om den brudte forlovelse, men selve personen Regine så jeg som en lidt intetsigende kvinde. Bogen Regines gåde har bestemt ændret min opfattelse af denne dame. Værket indeholder fortællingen om den braste forlovelse men også en kærlighed, der varer helt ind i evigheden. Regines og Kierkegaards kærlighedsfortælling er både smuk og romantisk men på mange måder også bizar. Vi følger Regine fra for-

lovelsen med Kierkegaard til det meget omtalte brud, derfra til forlovelsen og ægteskabet med Schlegel, deres liv i Dansk Vestindien, hjemkomsten til Danmark og helt til hendes død. På sidelinjen står Kierkegaard både som den tidligere forlovede, som ægteskabets tredje part og som forfatter. Ja, man må krumme tæer et par gange undervejs. Meget af bogen bygger på Regines breve til søsteren Cornelia, som var hendes mest fortrolige. Disse breve får Regine til at stå tilbage som en lidenskabelig kvinde af kød og blod. Vi ser i brevene, hvordan Regine har en mening om det meste, men samtidig må man også læse mellem linjerne, da ikke alt kan nedfældes på et stykke papir, idet ægtefællen ofte læser med. Efter Schlegels død tager Regine dog bladet fra munden. Joakim Garff skriver forførende – sproget er helt igennem lækkert, og om Regine Olsen er en niche eller ej, så er denne bog bestemt læsværdig.

Hjertets Hvisken

ARKEN ANMELDER

Anmeldelse af Mia Schmidt-Mikkelsen

”Contry roads, take me home To the place I belong West Virginia, Mountain Mama, Take me home, contry roads” Den velkendte melodi af John Denver indleder den eneste spillefilm, som den japanske animator, Yohifumi Kondo, nåede at instruere inden sin død i 1998, og det er næppe en tilfældighed, at netop denne melodi åbner filmen. Spørgsmålet, om hvor man hører hjemme, må nemlig siges at være filmens hovedtema. Det er tydeligt, at ”Hjertets Hvisken” er skrevet af den berømte animationsmester Hayao Miyazaki. Udover at lave formidable animationsfilm er Miyazaki optaget af menneskets forhold mellem natur og teknologi samt konflikten mellem ambitioner og grådighed, der skaber en vis dybde i en genre, som mange ellers tilregner børn og barnlige sjæle. I ”Hjertets Hvisken” møder vi 14-årige Shizuki Tsukishima, der går på Junior High School i Tokyo. Hun bor i en lille lejlighed med sine forældre, der har mange ambitioner for deres yngste datter, når det kommer til uddannelse. Shizuki er også lidt af en bogorm, og hun elsker at skrive og tilbringer meget af sin fritid på biblioteket. En dag opdager hun, at alle de bøger, som hun selv har lånt, også har været udlånt til en person ved navn Seiji Amasawa. Hun forelsker sig øjeblikkeligt i Seiji – eller rettere forestillingen om ham. En dag møder hun tilfældigvis Seiji, men umiddelbart er han ikke som Shizuki drømte om – han er en drillepind og går hende på nerverne og, på mystisk vis, er han samtidig charmerende med sin aparte væremåde og usædvanlige ambition om at bygge violiner i Italien. Seiji har desuden en bedstefar, der er indehaver af en antikvitetsforretning, hvor en sær kat med glitrende øjne fanger hendes opmærksomhed. Da Seiji fortæller, at han endelig har

muligheden for at udleve sin drøm om at bygge violiner i Italien, bliver Shizuki inspireret af Seiji og beslutter sig for at droppe sine høje ambitioner i skolen for at blive forfatter – og hun begynder at skrive en historie om den sære kat fra antikvitetsbutikken. Den indre konflikt mellem ambitioner og grådighed, som Miyazaki er optaget af og hele selvrealiseringen, som Seiji nu skal gennemgå, må siges at være et klassisk tema mellem på den ene side samfundets, forældrenes og overjegets kontrollerende og konventionelle måde at binde det enkelte menneske til bestemte accepterede stier på og på den anden side det enkelte menneskes egen drøm og længsel . På overfladen er ”Hjertets Hvisken” ikke uforudsigelig og rummer ikke problematikker, der taler til andre end børn – og ind i mellem bliver historien om den selvstændige japanske pige også lidt for løftet-pegefinger-agtig og sukkersød - ikke mindst på grund af Seijis bedstefar, som altid ved bedst og altid står klar med lidt lommefilosofi om livets gang . Sidst men ikke mindst er filmen utrolig flot lavet, og man får virkelig følelsen af at få et kig ind i en japansk families hverdag, hvor pladsen i en lille lejlighed i Tokyo er trang, solen er bagende varm og, ja, faktisk også hvad der står på menuen i et japansk hjem ! Filmen havde premiere i danske biografer 20. Juni 2013.

Johann Tetzel

95 afladsteser