Arken 161 by Forlaget Arken

AR K EN

~ 161

ARKEN 161

Kolofon

Bidragsydere

Lars Vangslev Mads Graves Pedersen Lise Lotz Jacob Scheving Larsen Robert J. Buhl Jacob Koefoed Nicolai Røge Adrian Hove-Kreutzfeldt Andreas Riis Damgaard Carsten Pallesen Meghan Welsch Jakobsen

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K

Telefon

tlf. 35 32 36 29 (+45 20 12 26 08 - redaktør)

Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a. Send en e-mail med dit bidrag til Kenneth Weiland kenneth@weiland.dk

Deadline for Arken 162 er 15. oktober 2016.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 1 - 2016 37. Årgang

Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen kviksam@gmail.com

Debatredaktør

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Bogredaktør

Peter Northcastle pnorthcastle@hotmail.com

Layout/Grafik

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Korrektur

Kenneth Skovbo Weiland kenneth@weiland.dk

Skribenter

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com Theodora Yde Harbsmeier theodorayh@gmail.com Theis Schønning Johansen theis_schonning@hotmail.com Samuel Benjamin Nielsen Kviksam@gmail.com Troels Bering troels.bering@gmail.com Sigurd Victor Stubbergaard sigud.stubbergaard@gmail.com Kenneth Skovbo Weiland kenneth@weiland.dk Peter Northcastle pnorthcastle@hotmail.com

Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen 04

ARKEN // LEDER

ARTIKLER Theis Schønning Johansen

Den konservative modstrømning i dansk åndsliv

Emil Lund Pedersen

En fortælling i krise

Samuel Benjamin Nielsen

Kritik af den rene konstruktivisme

Carsten Pallesen

Den lutherske reformation spejlet i Shakespeares Hamlet

Mads Graves Pedersen 30

Hvad tror du selv

DEBAT Meghan Welsch Jakobsen

Svar på tiltale

Samuel Benjamin Nielsen

Tiltale på svar

Emil Lund Pedersen

Hvor er den borgerlige kulturelle intelligentsia i det danske parlament?

ANMELDELSER Lars Vangslev

Mads Graves Pedersen 44 Jacob Scheving Larsen

Nicolai Røge 50

En spændende kilde til dansk fromhedshistorie Beskrivelse af ubegribelige Hyldahl posthumt: et forsvar for Paulus classic Mellem tiderne – fem dialektiske teologer

Peter Northcastle

Kaj Munk igen, igen

Adrian Hove-Kreutzfeldt

Prædikenen som det tredje rum.

Lise Lotz 60

Dronningen af Saba … og en kage!

Peter Northcastle

I krigens glashus

Jacob Koefoed

En alvorlig historie om glæden ved livet

Andreas Riis Damgaard 70 Robert J. Buhl

Jerusalem og landflygtighed på samme tid Knausgård i syv sind

DR. VANGSLEVS SORTE SKOLE Tea K. Lange Olsen &

Den græske kryds og tværs

Theodora Y. Harbsmeier DEN SYNKENDE SKUDE Troels Bering

Forskningscenteret

ARKEN // LEDER Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

armt velkommen ombord på Arken 161. Tidsskriftet har fået en renovering og med det nye design håber vi på at kunne imødekomme dig som læser endnu bedre. Vi på redaktionen er ikke ene om at renovere ”Arken”. Bibelselskabet har med deres nye nudanske oversættelse af gammeltestamentelige skrifter valgt at ændre Noas ark til Noas båd. Tidsskriftets ark nøjes dog med en omlakering. Vi skulle jo nødigt sejle helt væk fra vores historie. Som nyt medlem i Arkens besætning (for at blive i den påbegyndte skønne metafor), og som ny teologistuderende på Københavns Universitet, bliver man hurtigt ydmyg overfor det, man kan kalde ”det store hele”. Det første skridt på en studerendes dannelsesrejse må være at blive slået af en ærefrygt over for størrelsen på det pågældende forskningsområde. Forskning er en uudtømmelig kilde og der graves i alle retninger. For hver side i bogen der vendes vokser en ydmyghed over for det store hele. Man kan blive stille og næsten handlingslammet i frygt for at drage en for hurtig konklusion og måske trykke for hurtigt på aftrækkeren. Denne form for ydmyghed virker til at være særligt tilstede hos os på Det Teologiske Fakultet, som går og græsser ved grænserne af den menneskelige væren. Ydmygheden kan blive en tilbageholdenhed og derfor har teologistudiet desværre i visse sammenhænge fået sig det rygte at være en oase af navlepilleri og internheder. Det er ikke et retfærdigt billede af studiet, som jo har mange teologer ude at markere sig i samfundsdebatten, men ikke desto mindre kan det være en vigtig påmindelse for den teologistuderende (såvel som forskeren) at holde sig vågen og sørge for at have en finger på pulsen i samfundet og dermed også en finger med i spillet. En af teologens opgaver må være at give debatten flere farver.

Det kunne fx i visse tilfælde gavne debatten omkring flygtningepolitik, at få dæmpet den dæmonisering som er konsekvensen af mangel på eftertanke og respekt over for situationens kompleksitet og mange facetter. Vores udlændinge-, -integrations og boligminister Inger Støjberg blev i Jyllands-Posten og mange andre steder anklaget for at være racist på grund af hendes udtalelser og håndtering af immigranter og flygtninge. Det virker som en ureflekteret skyden, og her kunne der godt bruges flere boller på suppen; måske den bolle som anskueliggør vanskelighederne ved de universelle værdier, eller bollen som peger på det hykleri der findes i en sådan form for dæmonisering. Det er umuligt i disse tider af krig ikke at komme ind på emner om værdier og kultur. Terrorangrebene i Bruxelles den 22 marts kom os igen nær og grusomhederne rør os. Det er tragisk, at hændelserne i Bruxelles er blandt mange andre terrorangreb i den seneste tid og tilbage står et Europa i en næsten apokalyptisk nærforventning, velvidende at det ikke var den sidste gang, vi skulle stå til måls for terror. Mange spørgsmål har derfor rejst sig i den seneste tid. Nogle af de spørgsmål er vedrørende de værdier og den kultur vi forsvarer. Arken har i denne udgave bl.a. valgt at sætte særligt fokus på de problemstillinger, som er opstået i kølvandet på krig, kulturradikalisme og andre faktorer, der rusker i vores værdier og selvforståelse. Arken er desuden stolt af at have haft sendt Theis Schønning Johansen – som nu kan kalde sig korrespondent – af sted på Årsskriftet Critiques’ årsmøde, og Arken 161 stikker således til søs med en reportage derfra. Arken byder som sædvanligt også på masser af andre spændende artikler og up-to-date boganmeldelser leveret af undervisere, forskere, studerende, præster mf. og alle artikler er udtryk for skribentens egne holdninger. Arken er din mulighed for at engagere dig i samtalen på Det Teologiske Fakultet. Værsgo og læs!

ARKEN 161

ARKEN // ARKE N // LEDE R

ARKEN

161

ARTIKLER

~ Den Konservative Modstrømning I Dansk Åndsliv // En fortælling i krise // Kritik af Den Rene Konstruktivisme // Den Lutherske Reformation Spejlet I Shakespeares Hamlet // At Tale Om Tro

Bliv journalist ved ARKEN. Send din artikel til redaktionen .

ARKEN 161

Den konservative modstrømning i dansk åndsliv Reportage fra Årsskriftet Critiques årsmøde 2016.

ARTIKLER // Den kons er vat ive mod strømni ng

Foto af Mar t i n Da m Kr i stens en, i nfor mati on - de p ol i ti s k hj eml øse

Af stud.theol. Theis Schønning Johansen

et Konservative Folkeparti kunne i 2016 fejre sin 100 års fødselsdag. På selve dagen for fejringen, der blev markeret med lagkage og kaffe på Christiansborg, blev der i landsdækkende medier talt om De Konservatives kompleks med den famøse spærregrænse, der - iflg. særligt hævngerrige og bitre kommentatorer - er kommet så faretruende nær, at Konservative ikke skal vide sig for sikre ved næste folketingsvalg. Og spørgsmålet er måske i virkeligheden nok, om konservatismen overhovedet i dag har relevans.

En konservativ bevægelse Dog mens vi alle nemlig taler om et konservativt parti i krise, så er en – fristes man til at sige – intellektuel, konservativ græsrodsbevægelse uden om partiet i hastig vækst. I forskellige fora, eksempelvis Årsskriftet Critique, hvis årsmøde undertegnede overværede i Studenternes Hus i Aarhus, og som er nærværende artikels fokus, samler konservative partiløse (i en artikel i Information d. 4. marts kaldet: ”De politisk hjemløse”) sig i en fælles kamp mod særligt kulturradikalismen og dennes fatale følger for dansk ånds- og kulturliv. Årets moderator, Johan Chr. Nord, der udover at være ph.d.-stipendiat og kommende valgmenighedspræst i en jysk provins, agerede i efteråret 2015 redaktør på antologien ”Efter Georg – Virkningshistoriske livstag med brandesianismen”, i hvilken han og flere andre ser med alvor på det brandesianske kultursyn, der lige siden forelæsningsrækken ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” har været bestemmende for historieskrivningen – det være sig den nationale, litterære og sågar den politisk-ideologiske. Det program, som Brandes med sine forelæsninger introducerede, var først og fremmest, at litteraturen skulle evne at sætte ”(...) problemer under debat.” (jf. Hovedstrømninger i det 19de Aarhunderedes Litteratur), som det skrives i hans forelæsninger. Ydermere udviklede han – væsentligt inspireret af folk som Voltaire, Feuerbach og Nathan den Vise – tanken om den menneskelige rationalisme, i hvilken mennesket nu blev sin egen målestok; det betød et

farvel til religion, borgerlige normer og andet, der iflg. Brandes skulle debatteres med det for øje at frembringe en ’ædel Humanitet’. Førnævnte moderator, Johan Chr. Nord, indledte årsmødet med en lille anekdote om sit flatterende, kulturradikale, lyserøde slips, han havde taget på i dagens anledning. Eftersom årsmødets tema var ”Mod Kulturradikalisme”, havde man brug for nogle klare spillelinjer, hvorfor Johan Chr. Nord ridsede modstanderen klart op med at læse en række citater fra Poul Henningsens ”Hvad med kulturen?”, fra hvilken han fremdrog eksempler på den brandesianske, kulturelle opblomstring – i Poul Henningsens øjne kunne man ift. kulturen være revolutionær. Den revolutionære titel tildelte han bl.a. sig selv og andre åndskoryfæer såsom Klaus Rifbjerg og deslige. Nederst på denne selvbestaltede liste over gode og dårlige mennesker stod naturligvis de reaktionære med deres fascisme, religiøsitet og konservatisme; en titel som flere af de tilstedeværende med glæde ville tilskrive sig selv – måske lige bortset fra det med fascismen. Og der er ingen tvivl om, at årsskriftets Critiques årsmøde var en samling af reaktionære/konservative, religiøse mennesker – alene ved synet af deres påklædning kunne denne ’ondsindede’ PH’ske fordom måske bekræftes, idet påklædningen bl.a. indebar selvbundne sløjfer, guldbelagte lommeure, piber og finpudsede sko samt en skægvækst, der kunne udformes i alverdens cykelstyrer og bakkenbarter. ”Det minder om en bedre tid”, således beskrev én af årsmødets deltagere fænomenet.

Konservatisme via negationis En fordom, der dog iflg. Johan Chr. Nord med dette selskab ikke kunne bekræftes, var tanken om, at konservatismen skulle være en fjende af livet; at konservatismen kunne sammenkædes med profit; at konservatismen alene skulle være fokuseret på slipseknuder og friværdi. ”Konservatisme er så meget mere – og hvis ikke, så kan man ikke kalde det konservatisme” som moderatoren provokerende sluttede sin indledning – men hvad er så konservatisme?

ARKEN 161

ARTIKLER // Den kons er vat ive ( mod) strømni ng i dan sk ånds l i v

Efter dagens første fællessang, der officielt startede årsmødet, gik Nina Bjørneboe på talerstolen for at forsøge at give et svar herpå. Hun var blevet inviteret i forbindelse med genudgivelsen af hendes biografi om én af de største modkæmpere imod den kulturradikale strømning, Harald Nielsen (Manden, der overlevede sin skæbne). Udover at være en af de største, da var han også en af de første, der for alvor reagerede på den brandesianske tankegang om litterær inklusion; Brandes mente at kunne samle datidens store forfattere under den fælles paraply, han kaldte ’det moderne gennembrud’. Folk som J.P. Jacobsen, der i starten tog gladelig imod den brandesianske opmærksomhed og meldte sig under fanerne – omend han ikke rigtigt passede ind i det ’moderne’ program – måske i et håb om større publikumssucces. Han gik dog også sidenhen i hartkorn med Brandes. Også Brandes’ forsøg på at inkludere Henrik Pontoppidan, der til trods for en yderst national bevidsthed og overvejende kristen religiøsitet, blev nævnt. Harald Nielsen udgav som en modreaktion på brandesianismen i 1904 en række kritiske skitser under navnet ’Moderne Litteratur’, i hvilken han med skarp, konservativ pen tog afstand for den ’moderne’ litteratur, som Brandes-folkene mente at praktisere. Ydermere var han manden bag tidsskriftet ’Ugens Tilskuer’, der som et konservativt, intellektuelt tidsskrift samlede nogle af disse hvæsse udfald mod den kulturradikale bevægelse, der ikke alene talte Georg Brandes, men også broderen Edvard Brandes og Viggo Hørup samt deres organ for den højeste oplysning, Politiken – der flere gange under årsmødet blev kærligt behandlet under det af Harald Nielsen opfundne begreb; Systemet Politiken. Harald Nielsen stod dog ikke alene i et modsætningsforhold til kulturradikalismen, end dog også til det Konservative Folkeparti, hvem han beskyldte for ikke at være konservative nok. Og symptomatisk for den til årsmødet fremmødte flok af ’rigtige’ konservative var netop aversionen mod det Konservative Folkeparti og dennes manglende konservatisme. Per Stig Møller skrev i sin anmeldelse (bragt i Berlingske d. 11. marts 2016)

af ’Manden, der overlevede sin skæbne’, om Harald Nielsen, at denne var en kværulant, som var god til at gå til sagens kerne – og nogle gange så langt, at selve sagens kerne destrueredes. Harald Nielsen endte med at være en mand, som stillede sig i opposition til alt det bestående; det være sig Folkekirken, Grundtvig, den førte forsvarspolitik mm.

Den kristne modernisme Johan Chr. Nords indledning tydede imidlertid på, at undertegnede undervejs skulle blive ledt i retning af sand konservatisme. Hvorom alting er, syntes denne vej efter første foredrag at være belagt af tarvelige negationer. Da årsmødet blev genoptaget var det igen med fællessang, hvorefter Pastor Anders Thyrring Andersen skulle forsøge at give et svar på, hvordan en konflikt, der rækker mere end 100 år tilbage i tiden, endnu kan påvirke dansk åndsliv – og måske i særdeleshed hvordan en sådan konflikt endnu kan interessere mere end højst et par intellektuelle konservatives indædte kamp mod den såkaldte brandesianisme – og herunder også hvordan en sådan form for konservatisme endnu er aktuel. Med udgangspunkt i Heretica-tidsskrifterne, der blev udgivet i perioden 1948-1953 og med et særligt fokus på en af efterkrigstidens største forfatterskikkelser, Martin A. Hansen, så kan man kort sammenfatte konservatismen med dette; at vorde et enkeltmenneske (dvs. ikke underlagt masseideologierne), der har en relation til historien og den transcendente virkelighed (dvs. religiøsiteten), og på den baggrund lever i den konkrete virkelighed. Brandes hævdede, at det var en umulighed at være kristen og modernist samtidigt. Modernismen betragtes som værende et ensomt enkeltindivids søgen efter mening i en fragmentarisk virkelighed, hvor alt synes kaotisk og historieløst. Eller sådan hævder i hvert fald Thyrring Andersen, at man med den brandesianske, kulturradikale litteraturhistorie har defineret modernismen; imidlertid mangler denne definition væsentlige aspekter. For modernisterne var dialogen afgørende. For mod11

“Ikke desto mindre kan man konstatere, at der endnu er en konservativ bevægelse – og skulle man være i tvivl, da skulle man blot lytte til lyden af 100 unge mænd og kvinder, der sammen, stående, skråler kongesangen Kong Kristian stod ved højen Mast.” ernisterne var det, som var højere end det partikulære, afgørende. Og netop på den måde udviklede Heretica-forfatterne, der både talte Karen Blixen, Ole Sarvig og Martin A. Hansen, den kristne modernisme, hvor identiteten skabtes i det dialektiske forhold mellem erfaring og religiøsitet – og dog stadig med fokus på enkeltmennesket, der som et individuelt væsen betragtet er et tomt hylster, men som en transcendent personlighed netop står i forbindelse til det religiøse og det historiske, hvilket ophæver denne fragmentariske virkelighedsopfattelse, der umiddelbart kendetegner modernismen. For Martin A. Hansen var troen en vorden – en konstant proces af tilblivelse i ’nuet’. Kristendommen skulle betragtes som det valg, man aktivt tager i hvert øjeblik. Med kraftig inspiration fra bl.a. Kierkegaard forsøgte Martin A. Hansen med sit forfatterskab netop at skrive ind i den sekulariserede samtid, hvor modernismen og kristendommen for ham smeltede sammen

i den syntese, der uundgåeligt ville opstå med modernismen; det moderne gennembrud udgjordes iflg. Martin A. Hansen ikke af Brandes, thi han havde et politisk/ideologisk program. Det moderne gennembrud udgjordes i særlig grad af Heretica-forfatterne, der i mange litteraturopslagsværker som oftest beskrives som en ventesal til den egentlige modernisme, der i brandes-fortællingen først egentligt starter med Rifbjerg, eller som et elfenbenstårn uden egentlig forbindelse til samtiden. Intet kunne være mere forkert, iflg. Thyrring Andersen. Og netop denne konkrete virkelighedsanskuelse for den enkelte var også temaet for årsmødets sidste oplæg, hvor den kontroversielle lektor på Syddansk Universitet, Søren Hviid Pedersen, skulle forsøge at sætte ord på, hvad han kalder bosteds-konservatismen i en forlængelse af Thyrring Andersens oplæg.

ARKEN 161

Bosteds-konservatisme ”Jeg hader liberalisme ligeså meget, som jeg hader kommunisme”, således starter et oplæg, hvor man vil have publikums opmærksomhed; og opmærksomheden var udelt i det konservative fællesskab, der højlydt – dels chokeret, dels fascineret – grinede med på Søren Hviid Pedersens bevidste provokation, der skulle blive kendetegnende for årsmødets sidste oplæg. Den såkaldte ’bosteds-konservatisme’ grunder i Heideggers Dasein. Dasein står altid allerede i et forhold til mitsein; således hævdede Hviid Pedersen, at jeg’et aldrig i nogen henseende kan betragtes som atomistisk og historieløst, men må nødvendigvis være i en relation til fællesskabet – hvad enten dette må betragtes som værende socialt, historisk, politisk eller noget helt fjerde. Og netop derfor kaldte Hviid Pedersen sin konservatisme for ’bosteds-konservatisme’ – også væsentligt inspireret af Heidegger – idet mennesket er begrænset; det er knyttet til et område, til et folk, til en historisk virkelighed. Med inspiration fra den græske tænkning, så handler konservatismen om de nære fællesskaber – det polis, man udgør og er en del af. Modsætningen hertil er kulturradikalismen, der iflg. Hviid Pedersen netop er kendetegnet ved sin rodløshed. Denne rodløshed er hvad, der har givet sig udslag i bl.a. menneskerettigheder og andre former for universaler, som man mener at kunne pådutte andre folkeslag med begrundelse i hin ædle humanitet, som Georg Brandes lovpriste i sin forelæsningsrække; Hviid Pedersen hævder i direkte modstand hertil, at ’én mands universalisme er en andens mands kolonialisme’, hvorfor en rettighed aldrig ville

kunne begrundes i et individ, men derimod i en person, der ikke bare er et menneske, men som er et produkt af sin historie, sit land og sin kultur. Menneskerettigheder bliver dermed begyndelsen til totalitarisme.

Konservatismens rolle i nutiden Hvor konservatismen i dag spiller en rolle og til stadighed har relevans er i forhold til hin enkeltes autenticitet; for Søren Hviid Pedersen er konservatismen – eller den burde være – et udtryk for den enkeltes autentiske valg af sig selv og sin placering i historien; konservatismen er det værk, der er drevet af kærlighed til fædrelandet og dennes indbyggere – det er ikke et udtryk for slipsknuder, friværdi eller menneskerettigheder, men derimod et udtryk en fastholdelse af de værdier, man har i det bestemte fællesskab, som man er placeret i. Det er med Pastor Thyrring Andersens Heretica-analyse således; at erkende dialogens (fællesskabet) og religiøsitetens vigtighed for den menneskelige dannelse. Konservatismen kommer dermed også til at spille en rolle de næste 100 år, såfremt man spørger de fremmødte til Årsskriftet Critiques årsmøde. Om det bliver med Det Konservative Folkeparti i spidsen – trods Hviid Pedersens slet skjulte ironi med sit udråb: ”PAPE POWER!” – er nok iflg. skaren tvivlsomt. Ikke desto mindre kan man konstatere, at der endnu er en konservativ bevægelse – og skulle man være i tvivl, da skulle man blot lytte til lyden af 100 unge mænd og kvinder, der sammen, stående, skråler kongesangen ”Kong Kristian stod ved højen Mast”.

ARKEN

~ Du kunne ikke komme ind p책 RUC Men du kan altid blive skribent ved ARKEN

En fortælling i krise Af stud.theol. Emil Lund Pedersen

nder tidligere EU-kommissionsformand Jose Manuel Barrosos

er stor forskel på de europæiske landes økonomiske forfatning og konkurrencedygtighed,

auspicier samledes en gruppe europæiske kunstnere og intellektuelle i 2013 for at give deres bud på en ny europæisk fortælling under navnet New Narrative For Europa. Projektet forsøgte at skabe et narrativ om den europæiske borger, der ubundet af geografiske landegrænser og national ideologi, frit bevægede sig mellem de europæiske medlemsstater. Denne idealiserede kosmopolit var fremtidens borger i et fremtidens Europa, ubebyrdet af alle former for nationalistisk populisme. Men er dette udtryk for fremtiden, eller blot et udtryk for desperation i et Europa, der er ved at falde fra hinanden?

og at den økonomiske solidaritet mellem de europæiske nationer bestemt ikke er ubetinget. Krisen skabte et skel mellem de stærke økonomier i nord og de svage i syd, der også tydeliggjorde vidt forskellige indstillinger til, hvordan man har for vane at bestyre de statslige finanser. Et andet aspekt, der også har skabt splid i Den Europæiske Union er Østudvidelsen, som dækker over 10 østeuropæiske landes optagelse i EU i 2004. Dette har vist sig problematisk i forhold til, at lande med andre økonomiske forudsætninger, nu blev en del af et fælleseuropæisk arbejdsmarked, hvor forskelle i lønniveau og velfærdsydelser presser de nationale arbejdsmarkeder. Men den europæiske unions krise er ikke blot en økonomisk krise mellem mere- og mindrebemidlede lande, men også en ideologisk krise, der omhandler Nationalstaternes ret til selvbestemmelse i forhold til EU. Dette ses mest tydeligt i England, hvor der er en generel frygt for, at øget integration i det europæiske projekt vil resultere i udvanding af den nationale identitet. Medlemskabet af EU er af den Britiske premierminister David Cameron blevet sat til folkeafstemning den 23. juni 2016, hvor det bestemt er et realistisk udfald, at briterne melder sig ud af unionen. Men også på den udenrigspolitiske front har der kunne spores store splittelser internt i EU. Denne splittelse står mellem

ARTIKLER // En for t æl l i ng i k r is e

Splittelser i Den Europæiske Union Kul- og Stålunionen, der senere skulle blive til det EU, som vi kender i dag, blev grundlagt i 1952 i ruinerne af 2. verdenskrigs ødelæggelser. Formålet var dengang at skabe en økonomisk integration, der ville umuliggøre en krig mellem de forskellige medlemslande. Op gennem 70erne og 80erne opstod tanken om en kulturel integration internt i Europa, der fødte tanken om den europæiske borger, der ikke i så høj grad identificerede sig med de nationale værdier, men fandt sin identitet i et overnationalt værdikompleks baseret på en fælleseuropæisk historie. Denne fortælling led et markant knæk efter finanskrisen i 2008, da det viste sig, at der

hvad den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld polemisk har benævnt det gamle og det nye Europa. Dette er en splittelse mellem de europæiske lande, der valgte at deltage i krigen i Irak i 2003 under den Amerikansk lede koalition, altså en splittelse mellem lande som England, Danmark og Polen overfor den fransk-tyske akse, der altid har udgjort fundamenter i det europæiske projekt. Dette udstillede, at der ikke fandtes nogen fælleseuropæisk udenrigspolitik på et så centralt område som en stor militær intervention må siges at være, og dermed også at mange lande mere kiggede over på den anden side af Atlanten, og ikke ind mod Europa, når det omhandlede store geopolitiske spørgsmål. Dette forhold afspejlede ligeledes en splittelse internt i EU om den måde, hvorpå man udenrigspolitisk forvaltede - og stadig forvalter - ideerne om lighed, frihed og demokrati, hvad man kunne kalde for den europæiske arv, som i dansk sammenhæng ofte er blevet benyttet til at legitimere en aktivistisk udenrigspolitik.

Annektering af de europæiske værdier Lige præcis hvordan nationalstaterne forvalter den europæiske arv viser med al ønskelig tydelighed, hvad problemet i den europæiske fortælling er, nemlig at den ikke er, i hvert fald ikke som en europæisk fortælling. Det ideologiske tankegods, der ligger til grund for meget af den argumentation, man i dansk regi benytter i den mere værdiorienterede inden- og udenrigspolitik, stammer netop ikke fra Danmark, men fra tanken der er blevet formet op gennem den europæiske historie, og som har fået konkret form i fx FNs Menneskerettighedskonvention fra 1948 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, der begge opstod som en direkte reaktion på den omfattende brutalitet under 2. verdenskrig. Det interessante er bare, at disse ideer bliver forvaltet på nationalt plan og ligger til grund for, hvad man ville kalde en dansk identitet, og dermed også bliver artikuleret som værende danske værdier. Denne annektering af europæiske værdier problematiserer bekendelsen til et fælleseuropæisk projekt, da det værdikompleks, man skulle bekende sig til,

allerede bliver varetaget nationalt og artikuleret som værende nationale værdier: altså hvorfor købe noget man allerede har? Pointen er, at alle mennesker på tværs af den Europæiske Unions medlemslande på spørgsmålet om, hvilke værdier man bekender sig til, ville svare: lighed, frihed og demokrati, og det lyder jo mildest talt bekendt. Så måske splittelsen i Europa ikke nødvendigvis er udtryk for, at nationalstaterne bevæger sig væk fra hinanden på et rent ideologiske plan; men at de europæiske værdier er blevet en så integreret del af den nationale fortælling, at forskellen kun ligger i, hvordan de bliver forvaltet, altså hvordan de konkret kommer til udtryk politisk, og at denne forvaltning af det europæiske værdikompleks så til gengæld manifesterer sig på ret forskellig vis rundt om i de europæiske medlemsstater.

Når universalismen møder virkeligheden Hvad står man så tilbage med? En gruppe europæiske medlemslande, der alle bekender sig til de samme grundlæggende ideologiske doktriner, men med en stigende EU-skepsis som en generel tendens på tværs af disse lande. Det kunne virke som et paradoks, men er det nok ikke. En stor del af forklaringen på den udbredte skepsis mod det europæiske projekt findes nok i det faktum, at de demokratiske processer i Bruxelles er ugennemskuelige og ikke bliver belyst i samme omfang som de nationale. Dette på trods af, at en meget stor del af den nationale lovgivning er direkte eller indirekte påvirket af beslutninger, der bliver taget i EU regi. En anden medvirkende faktor er nok, at det europæiske menneskesyn er svært at applicere på virkeligheden. Det fremgår tydeligt af den måde, stort set alle de europæiske lande har forholdt sig til den nuværende flygtningesituation. De europæiske værdier bygger grundlæggende på, at ethvert menneske har værdi qua det at være menneske. Denne værdisætning af mennesket er altså ikke baseret på et geografisk, etnisk eller religiøst tilhørsforhold, men udelukkende på en ide om et sæt af basale universelle rettigheder, der hører den menneskelige væren

ARKEN 161

ARTIKLER // En for t æl l i ng i k r is e

“Og jeg vil mene, at det er bedre af være kyniker end hykler og fremføre den simple påstand, at vores værdier ikke er universelle, når de nu kun gælder for os selv“ til. Det er i en dansk kontekst svært at se, at det er dette ideal om menneskets værdi qua menneske, der skulle komme til udtryk i den førte flygtninge- og integrationspolitik. Det synes i hvert fald at der er aspekter af lovforslaget L-87, der blev vedtaget i begyndelsen af 2016, som ikke umiddelbart er forligelige med dette menneskesyn. Dermed kommer EU som institution til at stå for de ‘rigtige holdninger’ som de europæiske medlemsstater skal forsvare deres politik i forhold til. Dette kommer let til at give et billede af EU som den store formynder, der med den moralsk løftede pegefinger indskrænker det nationale råderum. Hvis man endelig skal tale om et paradoks er det, at vi i retorikken ikke gerne undlader at gøre opmærksom på os selv som disse idealers vogtere, men finder det formynderisk og frihedsindskrænkende når nogle pointerer, at vores handlinger ikke just konvergerer med de de idealer, vi så gerne ynder at artikulere.

En paradoksal argumentation I dansk kontekst møder man ofte argumentet om nødvendighed, fx at den førte flygtningepolitik er nødvendig, ikke nødvendig i forhold noget andet, men blot nødvendig i henhold til sig selv, hvilket er et ret meningstomt argument. Men det, der vel implicit ligger i argu-

mentet om nødvendighed er nok en nødvendighed i forhold til at opretholde de elementer, som man ser som definerende for den danske identitet og levevis, in casu velfærdsstaten og de ligheds- og frihedsprincipper vi bekender os til. Argumentet om at der skulle findes en ‘nødvendighedens politik’ synes at være problematisk, da det underminerer ideen om det politiske rum som værende frit. Selvfølgelig har politiske valg konsekvenser, men hvis man som udgangspunkt antager nødvendigheden, afskriver man sig muligheden for at anskue problematikkerne fra forskellige vinkler, og dermed også de alternative løsningsforslag som disse perspektiver kunne tilvejebringe. Man må argumentere for sine valg ud fra de konsekvenser de indebærer, og ikke henvise til nødvendigheden som definerende årsag til at vælge som man gør. Dette kan synes som en diskussion om ligegyldig retorik, men det mener jeg ikke det er, da den i udpræget grad tilgodeser status quo, der bliver set som det uforanderlige aksiom, som fremtvinger den givne politiske nødvendighed i stedet for at fordre til en diskussion, om status quo nu også altid er det bedste sted at befinde sig. Et andet argument, der dog ikke så ofte bliver benyttet til at argumentere for den førte flygtningepolitik, er spørgsmålet om hvem, man er ansvarlig overfor. Det faktum, at det 17

nationale parlament har jurisdiktion over den danske befolkning, medfører vel også et øget ansvar over for den specifikke befolkning, man har magt over. Man kunne fx nævne, at den danske stat har voldsmonopol i forhold til den danske befolkning og dette forhold medfører en øget forpligtigelse i forhold til denne nationale gruppes interesser. Eller man kunne måske i en mere nationalkonservativ ånd hævde, at nationen bygger på et historisk, kulturelt og sprogligt fællesskab, der er præpolitisk i den forstand, at det er nationen, forstået som befolkningsgruppe, der er grundlaget for at staten overhovedet kan opretholdes. Derfor har man fra politisk hånd en forpligtigelse til at opretholde de samfundsmæssige aspekter, der er grundlaget for selve det, der muliggør overhovedet at have et politisk system. Man har derfor fra

og de nationale værdiers overlevelse på et opgør med de selv samme værdier, som man ser som grundlaget for den nationale identitet. Det vil sige, at man i processen hvorved man vil beskytte sin nationale identitet, mister noget af det, man i udgangspunktet ville beskytte. Dette er som sådan ikke i sig selv et problem, men det er et problem, hvis man vedblivende prætenderer, at man både kan få på gyngerne og karrusellen. Man kan ikke hævde det enkelte menneskes ukrænkelighed, når man nu rent faktisk krænker det enkelte menneske. Og jeg vil mene, at det er bedre af være kyniker end hykler og fremføre den simple påstand, at vores værdier ikke er universelle, når de nu kun gælder for os selv. Men måske de idealer, vi har bygget vores nationale fortælling op omkring, kun er gangbare som fortælling, men ikke i deres møde

politisk side, i en vis forstand, ikke mandat til tage beslutninger, der fjerner fundamentet for selve det politiske system. Nationens eksistensgrundlag er altså baseret på diskrimination over for værdier, der ikke konvergerer med dem, der ligger til grund for det nationale fællesskab. Disse og lignende tanker er nogle, man fx ville kunne finde hos den engelske filosof Roger Scruton. Pointen er ikke, om man er enig i ovenstående ræsonnement, det jeg her sigter til er, at der findes mange valide argumenter for at tilgodese de nationale befolkningers primat, når det kommer til hvem staten skal tilgodese, men at jeg ikke mener, at det at referere til nødvendigheden er et gangbart argument, fordi nødvendigheden ikke er selvforklarende. Scrutons nationalkonservative tanker, om man bryder sig om dem eller ej, forsøger at forklare hvorfor, det er nødvendigt at fører en politik, der tilgodeser de nationale borgeres interesser, og ikke bare at det er nødvendigt.

med virkeligheden. Men er fortællingen om, at vores forpligtigelser stopper ved nationalstatens grænse, en fortælling vi kan kan leve med?

En fortælling i krise Problemet i forhold til vores selvforståelse viser sig, hvis det at tilgodese den nationale befolknings interesser er inkommensurabelt med varetagelse af de forpligtelser, vi hævder at have over for mennesker uagtet nationalt tilhørsforhold. I så tilfælde baserer man velfærdsstatens

Den demografiske udvikling på det Afrikanske kontinent peger i retning af, at folkevandringer bliver den nye normaltilstand, også selv om Mellemøsten skulle blive stabiliseret, står vi altså over for et enormt humanitært og idelogisk problem. Dette fordrer, at vi som europæere og som danskere tager en substantiel debat omkring hvem vi gerne vil være som mennesker, uden at vi i humanistisk selvforherligelse vender virkeligheden ryggen, så vi kan opretholde et idealiseret billede af hvem vi er som mennesker uden at gøre fordring på, at disse idealer udmøntes i konkret handling. Men vi må heller ikke fralægge os ethvert ansvar i forhold til de forpligtelser der er, og altid vil være mennesker imellem, og dermed forfalde til moralsk ligegyldighed. Det handler om, hvad det er for en fortælling vi gerne vil fortælle om os selv og samtidigt være i stand til at se os selv i øjnene, og den fortælling findes nok kun i det punkt, hvor humanismen forenes med virkeligheden.

ARKEN 161

Kritik af den rene konstruktivisme Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

ed en sådan titel er der lagt op til de helt store armbevægelser. Der

ARTIKLER // Kri ti k a f den rene konst ru kt ivi s me

må jeg skuffe læseren ved at indvende at dette ikke er et forsøg på et storladent filosofisk traktat, og jeg ser nødigt at skulle spidse albuer i selskab med historiens største filosoffer. Derimod tilstræbes det at pege læseren på sporet af nogle brister som viser sig hos den fremherskende Socialkonstruktivisme. Nok er man ingen Immanuel, men man har vel lov at være på ”kant”. Der findes flere retninger inden for konstruktivismen men fælles for alle, ligger den grundlæggende tanke, at hvad vi normalt opfatter som uafhængigt eksisterende er en konstrueret virkelighed. Socialkonstruktivismen tager skridtet videre og reducerer de virkelighedskonstruerende faktorer til ren social aktivitet uundgåeligt tæt knyttet til sproget og samfundets institutioner. Med andre ord går teorien på, at vi fødes som tomme skaller, og hvad vi end mener er sandt er noget der er blevet trukket over hovedet på os, igennem det sprog vi anvender og institutionernes formende struktur. Det socialkonstruktivistiske projekt er derfor et forsøg på frigørelse fra disse sproglige og institutionelle rammer. I politiske sammenhænge promoveres projektet i mærkesager for bl.a. ligestilling, tolerance, multikulturelle samfund og kønsneutralitet, idet modstanderen af disse

værdier synes at være samfundets indretning og uhensigtsmæssige gamle vaner.

Kritikpunkterne Som videnskab og særskilt som filosofi, står konstruktivismen på et uholdbart grundlag. Socialkonstruktivismen fik sin inspiration fra den amerikanske videnskabsteoretiker Thomas Kuhn i sit værk The Structure of Scientific Revolutions, som i sin paradigmeteori tildeler samfundsmæssige omstændigheder en rolle i dannelsen af menneskets værdier inden for videnskaben. Han pointerede altså, at nogle forhold i samfundet til dels bestemmer hvilke slags målestokke vi bruger til at vurdere hvad som er sandt og hvad som ikke er. Af det konkluderede større dele af videnskabssociologien, at hele videnskabens udvikling skulle ses med rent sociologiske briller. Strømninger som denne tog Kuhn selv afstand fra, og det ses i hans senere værker og udtalelser at han træk visse relativistiske aspekter af sin teori i land for at undgå denne absolutte relativisme som bl.a. socialkonstruktivismen bygger på. Det er en kendsgerning at relativismen er en hjørnesten i det socialkonstruktivistiske system. At fornægte al objektiv viden er ganske enkelt at fjerne sit eget grundlag, og en sådan filosofi kan ikke hævde sig som en absolut og generel filosofi. Ironisk er det, at socialkonstruktivismen står fjendtligt over for kønsforskelle, idet den ser 19

“At skulle skabe sig selv uden et objektivt ståsted er en absurd og evigt utilfredsstillende beskæftigelse.”

forskellene som værende udelukkende konstrueret gennem sproget og opdragelsen i samfundet,

Selvom socialkonstruktivismen i teorien tillader alt, så er den i praksis kendt for at bekæmpe

uagtet at værdien om kønsneutralitet i givet fald også må være socialt konstrueret, og derfor ikke gør sig gyldig som objektivt fixpunkt. Man kan selvfølgelig bestemme at kønsneutralitet skal fungere som objektivt fixpunkt, men det er et arbitrært valg, og man kunne let med samme ræsonnement vælge at gå ind for mandchauvinisme.

diskrimination. Hos konstruktivisten selv, finder man da som regel også et standhaftigt hjerte. Thomas Wiben Jensen (forsker i videnskabsteori og sprog ved Syddansk Universitet) udtalte sig således i et interview med videnskab.dk:

Udover at være filosofisk uholdbar, er relativismen også farlig. Socialkonstruktivismen er i bedste fald utilitaristisk. Men en sådan etik har som bekendt svært ved at holde stand over for nazisme, kannibalisme og andet i den dur. Derudover har det også store konsekvenser at tænke mennesket som intet andet end et produkt af sine omgivelser. Ganske vidst findes der intet logisk tvingende bevis for den frie vilje – eller et tvingende modbevis for den sags skyld - men hvis vi ikke engang må forudsætte den, fordufter alt menneskeligt ansvar, og hvis det rådende jeg i os ikke eksisterer, så er det da besynderligt at man aser og maser for at alle skal kunne vælge selv. Man benytter sig af begrebet relativisme som redskab i bl.a. den kønspolitiske debat, på trods af at redskabet er anbragt på en musefælde der klapper om sig selv.

“

Vi har et stort socialt ansvar, fordi vi nu er klar over, hvordan vi skaber verden gennem sprog og sociale relationer. Når man er klar over, at man har en magt, må man også have respekt for den. Mange konstruktivister er derfor også socialt engagerede forskere”.

Trods det gyngende filosofiske grundlag, kan man dog ikke beskylde Thomas Wiben Jensen for ret meget andet.

Stof til eftertanke Hvis socialkonstruktivismen ikke er drevet af behovet for logisk konsekvens, hvad er det så egentlig der driver værket? Thomas Wiben Jensen gjorde i samme interview denne anmærkning:

ARKEN 161

“

Hvis tingene i virkeligheden er den måde, vi beskriver dem på, så kan vi også ændre tingene ved at ændre vores måder at omtale dem. Konstruktivismen kan på den måde ses som en form for frigørelsesprojekt”

Drivkraften i denne strømning synes at være behovet for frigørelse. Det lader til at antages, at frigørelsen er et grundbehov hos mennesket. Det er det nok også. Umiddelbart klinger ordet frihed godt i vores øre, og dog er begrebet i sig selv indholdstomt og hverken positivt eller negativt ladet. Vi kan sagtens tænke os tilfælde, hvor frigørelse ikke er at fortrække. Ved domstolen vil vi fx nødig frigøre mennesker som udgør en fare for sikkerheden, selvom den dømte nok selv ønsker sin frihed, og man oplever generelt i flere sammenhænge at mennesker tager sig friheder på andres bekostning. De ting, Thomas Wiben Jensens frigørelsesprojekt vil frigøre os fra, er nærmere sagt rammerne som skaber vores identitet. Den bagvedliggende ånd som katalyserer projektet siger: “Jeg vil sættes fri til selv at kunne vælge hvem jeg er. Jeg vil selv be-

stemme meningen med tilværelsen. Jeg vil ikke skabes.” Gad vide om det er en god mentalitet? Der er ingen tvivl om at vi attråer det, men er det attråværdigt? At skulle skabe sig selv uden et objektivt ståsted er en absurd og evigt utilfredsstillende beskæftigelse. Desuden er det en beskæftigelse som i sin jobbeskrivelse har til opgave, at forsøge at udkonkurrere og holde stand mod andres truende identiteter. Og er mening i det hele taget noget som kan tages? Man siger jo trods alt at noget giver mening, og måske nås frigørelsens egentlige mål, ved at lade sig give en identitet og mening. Det kan lyde rigtig kristeligt, og det er da også muligt. Frigørelsens stemme lyder i os, og spørgsmålet om hvorvidt vi skal lytte til den eller ej, er i bund og grund det der skiller vandene.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-socialkonstruktivisme, Niels Ebdrup, videnskab.dk

ARKEN

~ Er du også træt af Sverige? Så skriv en kronik til ARKEN

Den lutherske reformation spejlet i Shakespeares Hamlet 1 Af lektor, dr.theol. Carsten Pallesen

ARTIKLER // Den l uther ske reformat i on s pej l et i Shakes peares Haml et

illiam Shakespeare (1564-1616) og Martin Luther (1483-1546)

var deres tids største medietalenter. Takket være trykpressen blev Luthers skrifter fra cirka 1519 til 1522 udbredt med en hidtil uset rækkevidde og frekvens fra Wittenberg og Tyskland til det nordlige Europa. Startskuddet, der udløste lavinen, var de 95 teser, der blev opslået d 31 oktober 1517. Luthers teologi slog an hos læg og lærd, enhver der kunne læse, kunne her modtage vejledning og trøst i spørgsmål om livet og døden, troen og kærligheden, Gud og det hinsidige. I England gennemførte Henrik d VIII og hans efterfølger og datter Elisabeth reformationen. Shakespeare og hans samtidige publikum kendte Luthers teologi fra blandt andet oversættelsen af Den Store Galaterbrevskommentar (1531), der fra 1575 cirkulerede i flere oplag. I denne kommentar til Paulus har Luther givet en fyndig og fyldig opsummering af hele sin teologi: den passive retfærdighed, trosretfærdigheden uden gerninger, forsoningen som et underfuldt bytte og som en kamp mellem herren og tjeneren, hvori de guddommelige og de menneskelige egenskaber i Kristus udveksles (communicatio idiomatum), men ikke mindst finder man Luthers teatermetafor: masken som teologisk grundfigur, som strukturerer det første bind af Galaterbrevskommentaren. Maske og bedrag som teologisk metode. Shakespeare havde således et førstehåndsgrundlag for de

mange og centrale referencer til Wittenberg, der indgår i tragedien om den danske prins Hamlet (1601/3).

Den historiske ramme Hamlet spejler det politiske og teologiske opbrud, som indledes med den lutherske reformation, og som i England peger frem mod borgerkrigen og the Glorious Revolution. Opbruddet fra land til hav, efter besejringen af den spanske Armada i 1588, muliggjorde opbygningen af verdensimperiet baseret på oversøisk handel og opkomsten af det merkantile borgerskab som den nye politiske klasse, der med den engelske parlamentarisme fik stemme i Underhuset. Den protestantiske Elisabet havde på det tidspunkt, hvor Hamlet blev skrevet og opført, regeret i snart 40 år og havde ingen efterkommere. Hun havde undertrykt katolicismen med fast hånd. Hamletskikkelsen er delvis modelleret efter eventyreren, Jarlen af Essex, en protestant, hvis parti Shakespeare tilhørte. I 1601 blev Essex af politiske grunde henrettet af Elisabeth. Hun elskede ham ifølge overleveringen højt og døde umiddelbart efter af sorg. En tragisk misforståelse Essex skulle have været benådet, men ved en fejltagelse endte han alligevel på skafottet og hans afhuggede hoved blev stillet til skue på Tower Bridge i umiddelbar nærhed til det teater, hvor Hamlet blev op23

ARKEN 161

Wi ll i am Shakes peare

ARTIKLER // Den l uther ske reformat i on s pej l et i Shakes peares Haml et

“Shakespeares værk kan sammenlignes med den kanoniske status King James Bibelen har for det engelske sprog og den engelske litteratur.” ført første gang. Shakespeares trup The Kings Men spillede på The Globe Theater, der var et hofteater, ejet af Shakespeare. De nød Elisabeths gunst, men de skulle sætte et kritisk spejl op for monarken og hoffet og således være et sekulært alternativ til kirkens og teologernes monopol. Det kritiske spejl var ikke blot tolereret, men efterspurgt af Elisabeth. Hun ønskede at forstærke sin magt ved at få dens blinde vinkler fremvist. Dette ændrede sig i 1642, da puritanerne kom til magten og forbød teatret. Hamlet figuren bærer også tydelige træk af Elisabeths efterfølger, Jakob d. I (James I) konge af England (1603-1625) og således er eventyreren Essex og grubleren, læseren og forfatteren James forenede i den samme karakter. James var indtil han blev konge af England, konge af Skotland under navnet King James IV, og søn af den katolske Mary Stuart, og således var han allerede inden han blev Konge af England en kendt figur, som Shakespeare kunne bruge til sin Hamletfigur. King James lagde navn til den berømte engelske bibel oversættelse The King James Bible (1604-1611). Han skrev og udgav selv flere bøger herunder en Dæmonologi i 1597. Shakespeares drama adskiller sig fra de græske tragikere ved, at han brugte dagsaktuelle forlæg og forlæg hentede fra historien for

sine karakterer og handlinger, mens de græske og moderne franske tragikere fandt deres forlæg i den arkaiske græske og romerske mytologi. Som Luthers sermoner og prædikener er også Shakespeares værker en øjeblikkets kunst. De forarbejder samtidens konflikter, personer og situationer. Begge har ladet det folkelige talesprog indgå i det skrevne på en måde, der for Luthers vedkommende har transformeret det tyske sprog, især gennem hans oversættelse af Bibelen. Shakespeares værk kan sammenlignes med den kanoniske status King James Bibelen har for det engelske sprog og den engelske litteratur. I tekstkritiske udgaver er der på hver side flere noter, der forklarer idiomatiske udtryk, der ikke eksisterede i skriftsproget, før Shakespeare prægede dem. Heraf er antageligt en del hentede fra pubben og gaden og fra hoffet og adlen. En mindre del er simpelthen Shakespeares egne prægninger, som tekst kommentaren må opgive at forklare. Stykkets Femte Akt, finalen, duellen mellem Laertes og Hamlet repræsenterer adlens sidste krampetrækninger. Den fysiske kampsport, som udøves af den politiske klasse, har sin pendant i ordduellerne, wit combat, som er den sproglige og dramatiske motor i Hamlet og Shakespeare generelt. 25

ARKEN 161

Mar t i n Luther

Shakespeare skrev direkte til scenen, han var teaterdirektør, der skulle drive en forretning, aflønne skuespillerne i hård konkurrence med andre teatre. Publikum kunne ikke forventes at have læst stykket. Han måtte være sikker på at publikum, høj som lav, var med, blev underholdt og inddraget, ved at tale deres eget sprog, eller som Luther sagde om Bibeloversætteren, at han skulle ”skue den jævne mand på munden” for at ramme det rigtige folkelige udtryk. Trods det flygtige ved ordets kunst (og Luthers prædikekunst) betragtes Shakespeare ikke som en døgnflue ”not for one time, he is for all times”, som den samtidige Ben Johnson formulerede det i sin minde tale. Og alligevel er der forskelle, som er vigtige for, hvorledes vi i dag kan bruge arven fra henholdsvis barden og reformatoren.

ARTIKLER // Den l uther ske reformat i on s pej l et i Shakes peares Haml et

Spøgelset I 1517 havde Luther draget forestillingen om skærsilden i tvivl og reelt afskaffet den. Spøgelset, der optræder i første akt i Hamlet udløser en teologisk diskussion om spøgelser. Er spøgelset en dæmon og løgneånd, der hjemsøger de levende, som Luther og protestanterne mente, eller er spøgelset en afdød fra skærsilden, som de levende er forpligtet til at frikøbe fra lidelser i det hinsides ved sjælemesser, gode gerninger og aflad, som paven og katolikkerne foreskrev. Kommunikationen med de afdøde gennem kirken, helgener, lobbyister og dørmænd var blevet afbrudt. Luthers fremhævelse af skriften som eneste teologiske autoritet undergravede kirkens monopol i frelsesspørgsmål og ikke mindst i spørgsmål om verdslig magt og etik. Den religiøse og verdslige kultur træder nu ind i en skriftens økonomi, der kræver et læsende publikum og lærde hermeneutikere og skriftteologer. Hamlet er i tvivl om Faderens spøgelse skal forstås ud fra den katolske eller den protestantiske lære. Spørgsmålet kræver bistand fra en lærd, en teolog fra Wittenberg: “Horatio thou

art a Scholar, Speak to it!” siger Marcellus, soldaten, til den lærde Horatio, der går vagt på fæstningsmuren i Helsingør den iskolde vinternat, hvor spøgelset første gang viser sig i fuld krigsrustning med opslået visir. Horatio studerer som Hamlet selv ved universitetet i Wittenberg og Hamletskikkelsen er formet som en læsende helt. Også Hamlets to samtidige, Marlowes Faust og Cervantes’ Don Quijote, er læsende helteskikkelser, men alene Hamlet kan kaldes den moderne subjektivitets mytiske figur. Hamlet regnes for den første moderne tragedie. Her fornyes og forskydes den genre, som blev opfundet i antikken for 2600 år siden af Aischylos og Sofokles. Shakespeares dramaer er for det moderne Europa, hvad de græske myter var for antikken. Modernitetens signatur er den subjektivitet, som antikken ikke kendte, men som er det nordlige, protestantiske princip, som Luther fremdrager som kristendommens kerne, og som Hamlet er den mytiske artikulering af. En skrivende og læsende student som tragisk helt, en melankolsk grubler og prokrastinator. Shakespeare er den moderne litteraturs vugge, der i Nordeuropa, Tyskland og Danmark indvarsler den romantiske kulturrevolution. Læsning er tegn på melankoli. ”Der går staklen og læser i en bog”, siger den bekymrede mor Gertrud. Hvad læser du? spørger Polonius, hofsnogen og svigerfaderen in spe: ”words, words, words”, hvad som helst. For det moderne subjekt er verden en tekst, og måske læser Hamlet Luthers Galaterbrevskommetar – en tekst om en tekst. Karakteren Hamlet, der spiller sig selv, og som instruerer et stykke i stykket, er formet af samtidens historiske begivenheder og personer. Denne reflekterede selvbevidsthed kanoniseres i den tyske reception fra Herder, Goethe og Schlegel til Hegel og Kierkegaard som det modernes mytiske skikkelse. Spørgsmålet, hvorvidt Hamlet kan siges at være en kristen figur, som Walter Benjamin hævder i sit værk Det tyske sørgespils oprindelse (1927), eller om Carl Schmitt i Hamlet eller Heku27

ba (1956) har ret i at bestride Benjamins læsning har været fremdraget i den nyere litteratur om Hamlet. Hvorledes kan en hævner og selvmordstruet komediant som Hamlet kaldes kristen, og hvorledes kan en tragedie, der ender i et blodbad, siges at ”slå kristne gnister af barokkens melankoli”, som Benjamin gør.

Shakespeare som ”nordens profet” Grundtvig 1832 Den nordlige prins, Hamlet, er skrevet af den forfatter, som Grundtvig i ”Indledningen” til Nordens Mytologi 1832 kalder ”Nordens Profet”, der bringer varsel om genfødelsen af Nordens ånd. Shakespeare var både forfatter og skuespiller og således forenede han det mundtlige med det skrevne ord. I det engelske parlament og i Shakespeares teater er ordet ifølge Grundtvig en levende dialogisk udveksling. Her finder han en reminiscens af den nordlige ånd: det mundtlige og historisk poetiske ords fyndighed. Dette har været undertrykt af såvel den latinske som den germanske ånd, herunder også af Luthers og den lutherske reformations skriftprincip. Grundtvig ville frigøre Nordens ånd ved at følge impulsen fra England, talerne i parlamentet, den litterære formidling af det bibelske ord i den samtidige King James Bible og Shakespeares teater. Vel er Luthers mundtlige prædiken også et nedslag af det levende ord, men hans tyske Bibel lever ikke i en tysk litterær og mundtlig overlevering på samme måde som sproget i den engelske King James Bible og i Shakespeares teater. Den engelske mundtlighed trækker på de omrejsende sangere og barders mundtlige poesi. Denne mundtlighedskultur vil Grundtvig vil bringe sammen med den nordiske mytologi, som han mener, er klangbunden for hans geniale dybde og vid. Spøgelset i Hamlet er således ifølge Grundtvig den for Shakespeare selv ukendte nordiske mytologi og ånd, som Shakespeares teater varsler om. Nordens ånd er den ubevidste dimension i den engelske mundtlighed og litteratur, som Grundtvig med sit eget værk vil fremmane for sine læsere i 1832 som en model for ”skolens” det vil sige filosofiens og teologiens videnskabelige og folkelige

oplysning. Med Grundtvigs syn på mytologien in mente kan man overveje spillet mellem det levende dialogiske og det skrevne ord hos henholdsvis Luther og Shakespeare. Den kommunikative dimension i det bibelske ord, i Shakespeares verdslige kunst på teatret og Grundtvigs vision om skole og oplysning udgør tre forskellige former for moderne offentlighed, der har udkrystalliseret sig som følge af trykpressens medierevolution. Hoffet, der med Shakespeares teater som spejl, frigør sig fra kirkens monopol; Luther, der med skriften som spejl frigør evangeliet fra skriften og kirken, og skolen, universitetet og videnskaben, der i Grundtvigs tanker om det levende ord frigør sig fra (konkurrence) staten, kirkens og eksegeternes formynderi. Mundtlighedens klangbund i den græske og nordiske mytologi, i det bibelske ord og i den engelske litteratur og parlamentarisme udgør tre forskellige kommunikative sfærer, som Grundtvig mente, at nutiden kunne lade sig inspirere af. Grundtvigs vision om oplysning er en universalhistorisk rekonstruktion af mytologien, historien og teologien, som forskellige skikkelser af menneskelivet og af de forskellige folks individuelle og relative betydning i spillet mellem de forudgående folkeslag og de nutidige udfordringer.

Vi er alle tiggere og bedragere Hvad er det for en mundtlighed, der fascinerer Grundtvig hos Shakespeare og Luther, og hvorledes kan den gentænkes ud fra det levende ords resonans i det mytiske og billedlige sprog, som det bæres af ? Spillet med skriften og talen og den dialogiske artikulation i prædikenen og replikken er nedfæstet i en mytisk dybdedimension, som Grundtvig vil genoplive i teologien og i litteraturen. Skriften kan forføre, men det kan den dialogiske dramatik, den engelske humor, den slagfærdige parlamentariker også. Talen og skriften skal bindes tilbage til deres kilder. Skinnet bedrager, og teater er bedrag, , som det formuleres i Prosperos afsluttende monolog

ARKEN 161

“Men er selviscenesættelsen forbeholdt teatret, kunne man spørge. Luther efterlod en seddel ved sit dødsleje, en sidste hilsen dagen før han døde Wir sind Bettler. Hoc est verum Das ist wahr.” i Stormen, Shakespeares sidste stykke fra 1610. Denne tekst omvender afladshandlens økonomiske logik fra kirken og skærsilden til teatret og dets publikum. Skuespilleren siger på en elegant måde til tilskuerne, ”please give us money” Now my charms are all o’erthrown, And what strength I have’s mine own, Which is most faint. Now, ’tis true, I must be here confined by you, Or sent to Naples. Let me not, Since I have my dukedom got And pardoned the deceiver, dwell In this bare island by your spell, But release me from my bands With the help of your good hands. Gentle breath of yours my sails Must fill, or else my project fails, Which was to please. Now I want Spirits to enforce, art to enchant, And my ending is despair, Unless I be relieved by prayer, Which pierces so that it assaults Mercy itself and frees all faults. As you from crimes would pardoned be, Let your indulgence set me free. (exit)

Men er selviscenesættelsen forbeholdt teatret, kunne man spørge. Luther efterlod en seddel ved sit dødsleje, en sidste hilsen dagen før han døde „Wir sind Bettler. Hoc est verum (Das ist wahr).“ Prosperos og Shakespeares afskedsmonolog genbruger afladsinstitutionen i underholdnings-industrien, der jo også er en pengemaskine. Skuespilleren taler tiggerens sprog ligesom kirken gennem sine hellige og helgener og mod betaling beder for de afdøde i skærsilden: ”let your indulgence set me free”. Denne praksis, der på grund af Luther er blevet taget ud af brug hos protestanterne, genanvendes i det elizabethanske teater. Som børn, der bruger forældrenes aflagte tøj som udklædning, fremviser Shakespeare de religiøse forestillinger og praksisser, der ikke mere er i brug, i teatrets spejl. Spøgelset i Hamlet og afladen i Stormen er rekvisitter fra forældrenes pulterkammer. Hamlets, alias den senere King James den Førstes forældre var katolikker (stuarterne), det samme var Shakespeares egne forældre. Faderen John, der døde i 1601, efterlod et officielt protestantisk testamente. Mange år senere fandt man gemt under et tagspær i hans hus et alternativt katolsk testamente for det tilfælde, at Gud selv var katolik, trods det protestantiske regime. 29

Changing of the guards/gods I England på Shakespeares tid var det ikke usædvanligt at skifte religion fra den ene dag til den anden for at være dækket ind. Første akt i Hamlet indledes med et vagtskifte på Kronborg ved midnat; et spøgelse viser sig, men kan et spøgelse tale sandt? Hamlet der er protestant lytter ikke desto mindre til faderens spøgelse som om det talte sandt, og ikke var en dæmonisk jord ånd fra helvede. Faren var nemlig katolik, og således et katolsk spøgelse. Vi placeres midt i en

fortolkningskonflikt, hvor end ikke den lærde Horatio, hermeneutikeren fra Wittenberg, kan afgøre sagen. Gennem sin fyrreårige regeringstid havde Dronning Elisabeth overlevet adskillige attentatforsøg fra katolikkerne, der ikke holdt sig tilbage. På det tidspunkt hvor Hamlet skrives og genskrives 1601/3 står England over for et politisk vagtskifte. Dronningen vil snart dø og hun har ingen arvinger. Shakespeares publikum forstået vagtskiftet på Kronborg som en metafor for den skrøbelige politiske situation i England.

Teksten tager udgangspunkt i et foredrag holdt 23 februar 2016 i Teologisk Forening. I denne tekst trækker jeg på Schwanitz D.(2008) Shakespeares Hamlet und alles, was ihn für uns zum kulturellen Gedächtnis macht (München: Wilhelm Goldmann Verlag) og Critchley, S. & Webster, J., (2013) Stay Illusion. The Hamlet Doctrine (New York Vintage Books). For diskussionen om Hamlet og Luther kan henvises til Waddington R.B. (1989)”Lutheran Hamlet” English Language Notes 25, side 27-39 og Rust J. (2003) “Wittenberg and Melancholic Allegory: The Reformation and its Discontents in Hamlet” Shakespeare and the Culture of Christianity in Early Modern England, Taylor,D. and Beauregard, D. (ed), (New York Fordham University Press) side 260-286.

Hvad tror du selv?

At Tale Om Tro Af stud.theol. Mads Graves Pedersen

å det teologiske fakultet er det ubetvivleligt en egenskab, vi skal besidde. Alligevel drukner samtalen ofte i dagligdagens læsning. Vi forholder os til, hvad forskellige strømninger indenfor kirkehistorien og dogmatikken har troet, men måske ikke så meget til hvad vi selv tror, hvad vores sidemand i auditoriet tror, og hvad vores underviser tror. I dette nummer af Arken spørger vi om, hvorvidt man kan kalde Danmark et kristent land. I regeringsgrundlaget fra juni 2015 er det netop, hvad Danmark bliver kaldt. Men giver det overhovedet mening at tale om et land som hørende under en bestemt religiøsitet? Arken har spurgt Lektor i kirke-og dogmatikhistorie Niels Kastfelt og studerende Benedicte Holm Glæsel.

Lektor Niels Kastfelt

Stud.teol. Benedicte Holm Glæsel

år den danske regering i sit regeringsgrundlag fra juni 2015 skriver, at Danmark er et kristent land, er det en ideologisk påstand. Og det er en påstand, som med en historikers øjne er meningsløs, i hvert fald hvis den skal tjene som en beskrivelse af virkeligheden. Jeg ved ikke, hvad det vil sige, at et land skulle være kristent. Et menneske kan være kristent. En stat kan måske også være kristen i den forstand, at landets forfatning og lovgivning eksplicit bygger på kristne principper, og at alle har pligt til at være kristne. Men et land? At kristendommen har grundlæggende betydning i Danmark er naturligvis hævet over enhver tvivl. Folkekirken og kristendommen har en privilegeret status i grundloven, 77% af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og en nylig undersøgelse i Kristeligt Dagblad konkluderer, at 65% af danskerne er enige med regeringen om, at Danmark er et kristent land. Men det gør ikke Danmark til et kristent land, først og fremmest fordi det er umuligt at bestemme, hvad et kristent land er. Så kort sagt: ja, man kan godt kalde Danmark et kristent land på samme måde, som man kan kalde det alt muligt andet. Men med en historikers øjne giver udsagnet kun mening som ideologi. Men det er det til gengæld også - og en ideologi som i disse tider har voksende vind i sejlene. Men det har ikke noget at gøre med en historisk beskrivelse af virkeligheden.

år medierne fremhæver regeringsrundlagets bekendtgørelse: ”Danmark er et kristent land” isoleret, femstår den noget arbitrær. For det første mener jeg ikke, at et land kan være kristent; Danmark kan bestå af kristne mennesker, eller Danmark kan være præget af kristendommen historisk set. For det andet er Danmark præget af mange andre ting som f.eks. andels-, arbejder- og højskolebevægelse, som sammen med bl.a. kristendommen gensidigt har påvirket, og stadig påvirker hinanden, og dermed tilsammen udgør ”Danmark”. Det virker som om, der ligger en politisk agenda bag fremhævelsen af netop kristendommen. Påstanden legitimeres imidlertid af konteksten. Dels opfølges den af ledsætningen: ”…og den evangelisk-lutherske folkekirke indtager en særstatus som folkekirke.”. Dels er den i regeringsgrundlaget, som for resten har den intetsigende titel ”Sammen for Fremtiden”, placeret under overskriften ”Folkekirken”, som er en typisk bestanddel i ethvert regeringsgrundlag. Udmeldingen får da en normativ karakter med omvendt fortegn: regeringen ønsker ikke at foretage sig noget mht. forholdet ml. kirke og stat. Det er en tilkendegivelse af en fremtidig ikke-handling. Den ekskluderende formulering er valgt, tror jeg, fordi den er medvirkende til at skabe en samlet retorik, der tjener som en symbolpolitisk indrømmelse til DF. Jeg mener personligt, at man bør opløse sammenblandingen af nationalitet og religion. Det er mest fair. Jeg tror ikke at kristendommen vil svækkes af religionslighed, snarere tværtimod.

ARKEN 161

ARKEN // Hvad tror du s el v?

ARKEN

161

DEBAT

~ Svar P책 Tiltale // Tiltale P책 Svar // Hvor er den borgerlige kulturelle intelligentsia i det danske parlament?

Deltag i debatten . Send din kronik til redaktionen .

ARKEN 161

Svar på tiltale Af stud.theol. Meghan Welsch Jakobsen

ndlægget “En troendes lidelser” (i forrige nummer,Arken 160,red.) skal ikke have lov til at stå ukommenteret hen.

Efter snart fem år på Det Teologiske Fakultet har jeg endnu til gode at møde en studerende eller underviser, der er erklæret ikke-troende. Det kan nok være, at sådanne findes, men jeg kender ikke til nogen, og jeg tænker, at seks og et halvt års teologiske studier giver dårlig mening for den, der ikke på sin måde har Vorherre med indover. Der er næppe meget trivsel for en ateist i teologien! Derfor forekommer det mig absurd, når Samuel Benjamin Nielsen beskriver troende som en minoritet på fakultetet. Jeg kan kun gå ud fra, at det Samuel i virkeligheden mener med ordet troende er rettroende? Og det siger mere om ham end om hans medstuderende og undervisere. Selv vil jeg vove at påstå, at jeg ikke er mindre troende end han; blot er jeg ikke troende som ham. Flere gange er jeg selv løbet ind i vanskeligheder med at forene tro og akademiske forskningsresultater. Hver gang har jeg spurgt underviseren, hvordan han eller hun som troende kan forene de to, og hver gang har jeg fået et begavet og eftertænksomt svar. Jeg tager hatten af for disse dygtige mennesker, der er åbne for alle slags spørgsmål (også min egne til tider dumme eller upassende), og så fint med deres svar kan få trosliv og lærdom til at hænge sammen. Jeg ville foretrække i undervisningen at skulle lytte til dem.

Tiltale på svar Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

ørst vil jeg sige at jeg har dyb respekt for fakultetets undervisere. I min kronik priste jeg kvaliteten på fakultetets eksegetiske afdeling, og det lader jeg gerne udvide til alle afdelinger. Det har aldrig været formålet med kronikken at patentere at være rettroende. At det er blevet modtaget sådan er beklageligt. Jeg kunne vælge at svare tilbage ved at sige at jeg var omhyggelig med at bruge ordet “troende” som er det bredeste jeg kunne komme på, og at det ingensteds direkte står skrevet at disse udgør en minoritet, eller at deres modstykke skulle være ateister og at feedback fra andre læsere heller ikke har givet udtryk for en sådan tolkning. I stedet vil jeg dog bruge spaltepladsen på at tage anklagen til mig. Selvom det hverken var ment sådan, eller modtaget sådan af alle, så må jeg nok alligevel erklære mig skyldig i at have haft det indtryk i starten af studiet at troen generelt ikke var velkommen på fakultetet. Det er risikabelt at antage at ens eget indtryk er repræsentativt, og det har vi vidst begge for os at aflure. Min indledning i min kronik - som nok er den som har givet anledning til at Meghan Welsch Jakobsen har læst ”rettroende mindretal” mellem linjerne – har rimeligvis en eftersmag af et unuanceret studiestarts indtryk, men var egentlig tiltænkt til at begynde kronikken i al ydmyghed. Ligesom Meghan er det egentlig også min oplevelse at når man stiller underviserne spørgsmål om troen og det akademiske, får man gode og reflekterede svar. På det punkt tror jeg Meghan og jeg er mere ens end vi tror. Det, jeg kan savne hos underviserne, er at de i undervisningen kunne dele om sig af disse guldkorn som hjælper os studerende at gebærde os i spændingen mellem troen og det akademiske. Specielt i en studiestart hvor det forventes at vi bliver gjort i stand til at orientere os i teologiens univers. Det håber jeg og tror heller ikke du vil være uenig med mig i.

ARKEN 161

Hvor er den borgerlige kulturelle intelligentsia i det danske parlament? Af stud.theol. Emil Lund Pedersen

DEBAT // Hvor er d en b orgerl ige kul t urel le i nte l l igents i a i det d ans ke p ar l a m e nt?

ansk Folkeparti har fået status som

af, at man kun skal udtale sig om emner, hvo-

den borgerlige bloks kulturbærende parti. Dette er løbende kommet til udtryk gennem en lind strøm af mildest talt kuriøse kulturpolitiske forslag fra partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen. Ahrendtsen har en sand perlerække af forslag og udtalelser bag sig, der blandt andet omfatter et forslag om brandbeskatning på brug af engelske ord i reklamefilm (squash reklamerne skulle dog udtages, for som Alex Ahrendtsen så rigtigt påpeger ”de er jo sjove”). En anden af Ahrendtsens genistreger var et polemisk fremstød mod danske kunstnere, der helst skulle afholde sig fra at udtale sig om politiske spørgsmål, da

rom man har de fornødne kompetencer, gav ikke meget for fredningsstyrelsens kendelse. For Ahrendtsen har selv arkitektoniske ambitioner, for som det fremgår af forslaget, vil Ahrendtsen i stedet for det gamle vikingemuseum have opført et nyt, men nu i hvad Alex Ahrendtsen betegner som ”moderne vikingestil”. Det er lidt kryptisk hvad dette begreb dækker over, da modernitet og vikinger umiddelbart synes at pege i lidt forskellige retninger, men hvad der sigtes til er nok et ikonisk bygningsværk opført i papmache og imiteret træ. Alex Ahrendtsen er nok en af klunkestilens sidste indædte korsriddere i sin kamp mod modernismens og funktionalismens vederstyggeligheder. En kritik som han koncist har formuleret fra folketingets talerstol den 24/1-2013:

”

deres udtalelser ofte er bundet op på, at de ikke ved så meget”

som Ahrendtsen sagde i et interview på DR2 Deadline. Princippet går tilsyneladende kun den ene vej, for for et par måneder siden var han der igen, nu med et forslag om at rive Roskilde vikingemuseum ned. Der var bare lige den lille detalje at museet, der blev tegnet af Arkitekten Erik Christian Sørensen, var blevet fredet i 1997 med den begrundelse, at museet var et af de bedste danske eksempler på den arkitektoniske strømning, der kaldes brutalisme, og som havde sin blomstringsperiode i 50erne og 60erne. Men Ahrendtsen, som jo bekendt gør en dyd ud

”

Jeg er ikke sikker på, at det tjener arkitekturen godt at blive anset for at være udført af en kunstner eller at være kunst. Ordet betyder den første bygmester, ikke kunstner. Tidligere var arkitekten menneskets tjener, men med f.eks. Bauhaus og arkitekter som Le Corbusier blev mennesket pludselig bygningernes tjener eller snarere slave.”

Man kan måske mene, at det måske er lidt mærkværdigt, når en kulturordfører udtaler, at arkitektur ikke er kunst, men manden har jo 37

”Vi vil nedlægge Kulturministeriet, men dog først efter at vi har fået bugt med den satans kulturstøtte. God kunst er kunst, der kan klare sig på markedsvilkår! Har i nogensinde set Far til Fire? Det var en sællert! Der kan man snakke om en succes for den samlede danske filmbranche.” en valid etymologisk pointe; ordet betyder jo ikke kunstner! Men det gør musiker og maler vel heller ikke, så jeg tror Ahrendtsen er i gang med at indskrænke sit ressortområde. At Le Corbusier og Bauhaus bevægelsen skulle have trælbundet mennesket dækker nok over, at Alex Ahrendtsen ikke kunne finde en eneste pude, der var udstyret med nogle ordentlige kvaster, sidste gang han var nede at handle ind, og at dette irriterede ham noget så grusomt. Det er svært at se, hvordan man følger op på så visionær en kulturpolitisk linje som Alex Ahrendtsen hidtil har lagt for dagen, det er tilsyneladende kun fantasien, der sætter grænser, men hvis man skal ekstemporere ud fra de tidligere tilfælde, bliver det nok noget med at gøre Kjeld og Hilda til et obligatorisk indslag på Roskilde festivalen, eller at flytte Rigsarkivet til Møn. Men er Ahrendtsen bare en enlig fremadskuende svale når det kommer til borgerlig

kulturpolitik, eller er der andre i den blå lejr, der kan følge med den progressive afstikker? Liberal alliance har mig bekendt ikke nogen defineret kulturpolitik, men det gør ikke så meget, for her har vi at gøre med et parti, der sandsynligvis mener, at man kan modvirke iltsvind i Mariager fjord, hvis bare man fjerner topskatten, så nu hvor de ikke har ulejliget sig med at nedfælde deres tanker om kulturpolitik på skrift, vil jeg hjælpe dem lidt på vej, og give et ydmygt bud på hvordan alliancens kulturpolitik kunne finde sin endelige form:

ARKEN 161

”

Vi vil nedlægge Kulturministeriet, men dog først efter at vi har fået bugt med den satans kulturstøtte. God kunst er kunst, der kan klare sig på markedsvilkår! Har i nogensinde set Far til Fire? Det var en sællert! Der kan man snakke om en succes for den samlede danske filmbranche.”

Det er selvfølgelig bare en skitse, men nu er den i hvert fald formuleret på en sådan vis, at den kan ryge direkte ind i valgprogrammet. Det Konservative Folkeparti synes at være hårdt ramt af at Per Stig Møller, der ellers var De Konservatives intellektuelle profil, ikke genopstillede ved sidste folketingsvalg. Men der er dog håb, for Naser Khader sidder nu inde med det kulturpolitiske ordførerskab, og her snakker vi altså om hovedarkitekten bag den succesrige stop-kampagne, det satte nye højder for privativ definitionsteknik. Så det kan være, at når han ellers er færdig med at stoppe Grimhøjmoskeen, som det absolut første kulturpolitiske tiltag kunne finde sig tid til at til gentænke De Konservatives partilogo, så det ikke ligner noget fra en mellemstor jysk bank. Venstre har har altid stået i min bevidsthed som et antikulturelt parti. Dette gør sig for så vidt ikke gældende for vores nuværende kirkeog kulturminister Bertel Haarder. Her har vi en person med intellektuel pondus, den sidste i en uddødende race i venstreregi. Men det siger måske også lidt om Venstres prioriteringer på området, at de hidtil kun een gang har leveret en person til posten som kulturminister, og det var tilbage i 1973 hvor Nathalie Lind besad dette hverv.

Men nu skal det være, for Haarder har bebudet en ny kulturkanons snarlige komme. Måske det skyldes Haarders fremskredne alder, eller måske bare en simpel forglemmelse, men mig bekendt fik Danmark jo faktisk så sent som i 2006 en kulturkanon under tidligere kulturminister Brian Mikkelsen. Det er bestemt ikke fordi jeg er en modstander af at kanonisere den danske kulturarv, men jeg ved ikke, om kulturarven nødvendigvis bliver bedre af at blive kanoniseret to gange. Det kan selvfølgelig være, at Bertel følte, at den gamle kulturkanon var af en sådan betydning for den danske kulturhistorie, at den simpelthen måtte kanoniseres, og derfor har følt sig tvunget til at lave en ny kulturkanon. På trods af at jeg faktisk har en vis respekt for Bertel Haarder på det kulturpolitiske område, synes jeg det er svært at se andre, der har de fornødne kompetencer til at føre en bare nogenlunde seriøs kulturpolitik, når han formentlig forlader folketinget efter næste valg. Men det mest tragiske er nok, at jeg tror de danske parlamentarikere er ret ligeglade.

ARKEN

~ Er du træt af livet? Så skriv en kronik til ARKEN

ARKEN // Hvor er den borger lige ku lt urell e

ARKEN

161

ANMELDER

~ En Spændende Kilde Til Dansk Fromhedshistorie // Beskrivelse Af Ubegribelige // Hyldahl Posthumt: Et Forsvar For Paulus Classic // Mellem Tiderne – Fem Dialektiske Teologer // Kaj Munk Igen, Igen // Prædikenen Som Det Tredje Rum. // Dronningen Af Saba … Og En Kage! // I Krigens Glashus // En Alvorlig Historie Om Glæden Ved Livet // Jerusalem Og Landflygtighed På Samme Tid // Knausgård I Syv Sind

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen .

ARKEN 161

En spændende kilde til dansk fromhedshistorie Livet er en sælsom Kjæde. Vestjyske mindeblade // Af Børge Kjeldsen Museet for Varde By og Omegn. 2015. 291 s. 250 kr. Anmeldt af studielektor Lars Vangslev, Ph . D.

ANMELDER // En s pændende k i ld e ti l da nsk f romh ed sh i sto ri e

n af de allersmukkeste og inden for emnet dansk kirkehistorie mest inter-

Hans meget smukke bog falder i tre store dele med et forord og en efterskrift. Den første

essante bogudgivelser i sidste halvdel af 2015 har pensioneret gymnasielærer, Børge Kjeldsen, stået for. Der er tale om udgivelsen i bogform af en engageret historikers livslange arbejde med at finde, registrere og beskrive og således redde fra glemsel et fænomen, som først og fremmest hører det 19. århundredes bondebefolkning (og først og fremmest ifølge forfatteren den vestjyske bondebefolkning til), de såkaldte mindeblade.

del handler om mindebladenes og en undergenres, gækkebrevenes forløbers, bindebrevenes, historie. Den anden del beskriver et udvalg af malere og forfattere, ophavsmændene til de 200 udvalgte minde- og bindebreve i bogen. Og den tredje del, der fylder 200 sider af bogens 300 sider, består af dels fotografiske gengivelser af 200 minde- og bindebreve, der viser dette ikke meget kendte fænomens æstetiske kvaliteter, dels gengivelse af deres tekst (en sand guldgrube for enhver kirkehistoriker, der interesserer for bondebefolkningens religiøse tanker i det 19. århundrede).

Hvad er et mindeblad? Et mindeblad er, sådan som ordet lyder, et blad, der har til opgave at minde om, og som oftest er det, bladet skal minde om, en skelsættende begivenhed i familien, hvilken kan være dåb eller konfirmation eller bryllup eller begravelse. Bladet består af dels en illustration, enten tegnet eller malet, dels en dertilhørende tekst. På malerier fra det 19. århundrede, der forestiller bondestuer, kan sådanne mindeblade ses hængende på stuevæggen som et slags maleri, et maleri der skal minde husets beboere om en fælles begivenhed i familien og således være med til at give familien en fællesskabets identitet. Børge Kjeldsen har samlet 340 sådanne mindeblade sammen og har ladet 200 trykke i sin bog, udgivet af Varde Museum.

Børge Kjeldsen fører mindebladenes historie tilbage til det 17. århundrede, hvor adelen havde for vane i forbindelse med bryllupper at lade skrive og trykke et bryllups digt og i forbindelse med begravelser at trykke en ligprædiken over den afdøde. Både bryllupsdigte og ligprædikener kombinerer billede og tekst. Og det er denne adelige mindekultur, der med det borgerlige og gejstlige samfundslag som mellemstation i det 18. århundrede, finder vej til bondebefolkningen og får sit udtryk i de såkaldte mindeblade. Børge Kjeldsen daterer det ældste mindeblad til 1827 og det yngste mindeblad til 1904 med de fleste mindeblade efter 1850, hvorefter mindebladene lige så langsomt forsvinder som litterært fænomen. 43

Forskningen i fænomenet mindeblad er meget lille af omfang; forfatteren anfører til sidst i bogen en forskningsoversigt. Den forskning, der har været, har antaget, at det er den lokale skolelærer, der har stået for udførelsen af mindebladene og modtaget betaling fra bondebefolkningen. Skolelæreren, der ofte også har været den lokale kirkesanger, har således suppleret sin ringe løn på denne måde. Børge Kjeldsens gennemgang af de 200 mindeblade viser, at det er en sandhed med modifikationer. Nogle har været skolelærere, men andre har været kunstnerisk begavede bønder, der var kendt på egnen for deres musikalske og maleriske evner. En fremtrædende mindebladeforfatter var den berømte og berygtede Peder Thygesen, som også gik under navnet Pe Tyvsen. Hvis Børge Kjeldsen har ret i sin påstand, så

begravelsesminderne er skrevet i anledning af børns og unges pludselige død enten på grund af sygdom eller ulykke. Livet er et liv på dødens vilkår. Dåben gør barnet til et Guds barn, der har sin himmelske fars kærlighed i dette usikre liv. Livet er en vandring henimod det evige liv i himlen, hvor et trøstende gensyn med alle døde finder sted. Der er enkelte steder en udtalt dualisme til stede, hvor sjælen siges at forlade den døde krop. Dette liv skal være præget af troen og kærlighedens gerninger samt af arbejdsomhed og nøjsomhed. Troskaben mod Gud og pligtens gerninger betones meget stærkt, uden at der på noget tidspunkt bliver tale om gerningsretfærdighed. Det evige liv er dåbens gave. Forholdet mellem ægtefæller beskrives i minderne i anledning af bryllup meget ofte med det kærligt støttende, dagligt opmuntrende og tålmodigt

giver de mange mindeblade i bogen os også et indblik i den selvbevidste bondestands religiøse tanker på det tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor den folkelige vækkelse fejer hen over landet og er med til at gøde jorden for indførelsen af folkestyret. Mange af mindebladene stammer tilmed fra den del af Jylland, hvor de stærke jyder gjorde sig gældende. Børge Kjeldsen selv har ikke øjnene åbne for denne mulige anvendelse af mindebladene som kilde til den folkelige vækkelse i Danmark i det 19. århundrede. Der savnes i bogen en teologisk gennemgang af det tekstmateriale, mindebladene giver. Børge Kjeldsen skal ikke lastes for denne mangel. Han er ikke teolog. Det taler til hans ære, at han gør skarpt op med den fremherskende (og lad os bare kalde den med de rette navne: enten kulturradikale eller marxistiske) mening blandt forskerne inden for mindebladefænomenet, at de religiøse tanker, der kommer til orde i mindebladene, er floskler og konvention, altså: blotte ord uden nogen form for eksistentiel resonans. Han finder derimod i materialet en ”egentlig religiøsitet” og ”en sand gudstro” (side 12).

overbærende venskab som den gennemgående metafor. Strofe 4 i bryllupsmindet i anledning af Jørgen Pallesens og Marens Jensens bryllup i 1882 lyder smukt: ”At leve paa Jorden kun for dens Gods og Guld. Det giver ingen Rente, til sidst kun sorten Muld’ Alt sandt og godt at elske i Tro og Kjærlighed, Kun det kan Livet fylde for Tid og Evighed.” Den strofe er næsten som talt ind i vores gennemdjøfficeret tid, hvor menneskelivet er blevet reduceret til netop et liv alene for gods og guld, andre datidige ord for forbrug. Der lyder ordene fra en kristen bondestand, hærdet af livet selv og bevidst om dødens stadige nærvær, om et andet liv, fyldt med tro og kærlighed, optaget af sandt og godt, som en formaning, der kan forvandle også os i dag. Jeg skal hermed anbefale Børge Kjeldsens bog.

Uden at give en detaljeret redegørelse for den kristendom, der kommer til orde i de trykte mindeblade, falder det i øjnene, hvor nærværende døden er i alle teksterne. Mange af ARKEN 161

Beskrivelse af det ubegribelige Det Guddommelige – Fænomenologisk set // Jakob Wolf ScandinavianBook: Forlaget Anis. 2015. 194 s. 189 kr. Anmeldt af stud. theol. Mads Graves Pedersen

et Guddommelige – Fænomenologisk set. Bare titlen må give teolo-

ger og filosoffer, vordende som udklækkede, sved på panden. Hvordan beskriver man da det hellige? Hvordan sætter man ord på det ubegribelige?

ANMELDER // B es k ri vel s e a f det ub eg r i bel ige

Dr. theol. og lektor i systematisk teologi Jakob Wolf beskriver det hellige igennem følelserne. Disses ubegribelighed er beslægtet med det guddommelige i den forstand, at ingen begreber kan indfange og rumme dem. Følelserne er med andre ord det eneste redskab, hvormed vi kan beskrive den religiøse oplevelse. I sin udfoldelse af det guddommeliges fænomenologi tager Wolf afsæt i den tyske teolog Rudolf Ottos værk Das Heilige - Über das Irrationale in der Idee des Göttlichen und sein Verhältnis zum Rationalen fra 1917, og med Ottos begrebsapparat som Ariadnes tråd igennem Minotaurus labyrint filosoferer Wolf rundt om begreberne, uden på noget tidspunkt at tabe Ottos røde tråd. Den endelige udfoldelse, bogens korpus om man vil, finder først sted i den sidste tredjedel. Inden da identificerer Wolf først følelsernes væsen og behandler også det guddommelige som overpersonligt og personligt begreb.

Følelserne Det første hovedafsnit, som Wolf kalder for Fragmenter af følelsernes fænomenologi, er en gennemgang af følelserne forstået i forhold til krop, rum og Jeg’et. Præmissen er metafysikken og åndslivet, og disse skal accepteres, hvis man skal gøres sig nogle forhåbninger om at nå de sidste sider uden frustrationer og abstinenser efter videnskabeligt bearbejdet data fra naturvidenskabens seneste MR-scanninger. Wolf tilbyder ikke den kemiske formel for følelsen af inspiration, eller for det religiøse stemte sind for den sags skyld, men han tilbyder en grundig fænomenologisk og analogisk gennemgang af følelserne, som de rent faktisk føles. Sproget er hele vejen igennem holdt i en simpel, men aldrig kedelig tone. Wolf fortjener stor ros for at holde et emne på sporet, som så let kunne henfalde til enten banaliteter eller eksklusive akademiske floskler. På dette punkt i læsningen står Wolfs fremgangsmåde og stil allerede soleklart. Wolf bevæger sig fremad i sin tænkning i en konstant strøm af citater og analogier. Han trækker igennem hele bogen på et imponerende citat-entourage. Fra Heidegger, over Karen Blixen, Freud, Benny Andersen, Tolstoj og Orwel bare for at nævne nogle få. Goethe og Løgstrup har selvfølgelig også begge fremtrædende roller. Selv Jakob Haugaard kommer en enkelt gang til orde i Wolfs bog, uden det virker overflødigt. 45

Netop denne stil, hvor pointerne væves sammen i et fragmentariske, næsten patchwork-lignende kludetæppe af one-liners fra filosofi, teologi og kulturhistorien, gør emnets uundgåelig abstrakthed langt lettere at forholde sig til. Stilen har et element af samtale over sig. Som læser føler man sig talt til og ikke belært, hvilket gør læseoplevelsen levende og ubesværet.

Gudbilledligheden Bogens andet hovedafsnit forklarer, hvorfra i verden den guddommelige følelse som noget overpersonligt kan have sit udspring, og efterfølgende hvordan denne følelse kan blive til en oplevelse af en personlig guddom. For det er ikke til at tage fejl af, at Wolf mener, at den guddommelige følelse, og altså ideen om en Gud, tager sit afsæt i menneskets reaktion på skaberværket, som det er omgivet af. Wolf skriver:

”

Som fisken lever i vandet og fu-

glen i luften, således lever vi i det guddommelige som et element, og det udvikler organer i os, som gør, at vi kan opfatte det.” (S. 61)

Det kunne være nærliggende at reducere Wolfs tænkning til ren naturteologi, men det ville være at gøre hærværk på den. Mennesket oplever ikke det guddommelige i forståelsen af naturen, men i den umiddelbare følelse som naturen, og for så vidt også kulturen, vækker. Menneskets gudbilledlighed er vores evne til at føle det guddommelige. Det guddommelige som noget personligt bliver af Wolf forklaret med forskellige religionshistoriske eksempler. Hinduismens avatarer (guddommens inkarnationer som mennesker) og det upersonlige kontra det personlige i brugen af henholdsvis Elohim og Jahve i det Gamle Testamente benyttes som eksempler på guddommen som på engang et overpersonligt og et personligt fænomen.

Følelsen af det guddommelige Bogens hoveddel er en udfoldelse af Ottos betegnelse for den guddommelige følelse. Den guddommelige følelse, som Otto kalder sensus numinis, er opdelt i seks facetter med hver deres latinske betegnelser, og Wolf går dem alle igennem på samme forklarende vis som tidligere i udgivelsen.

Ottos egen metode var også at tydeliggøre følelsen igennem analogier, beretter Wolf indledningsvis i et kort metodeafsnit, og med det in mente står det klart for læseren, at Wolfs eget sprog ligger i direkte forlængelse af Ottos.

Wolfs forsigtige postludium Wolf afslutter sin bog med afsnittet Følelsernes forvirring. I udgivelsens helhed fremstår afsnittet måske i første omgang som en afsluttende parentes, som ved en strammere gennemskrivning var blevet udeladt. Men en marginal transformation i Wolfs sprog til det mere direkte og mindre vbløde¨ insinuerer, at afsnittet skal tilskrives en vis tyngde. I virkeligheden er afsnittet et udtryk for vigtigheden af den bog, som læseren lige har læst. Et udtryk for vigtigheden af, at mennesket igen bliver bevidst om følelserne, og i særdeleshed bevidst om den guddommelige sensus numinis. Verden er blevet for målbar. Alt måles, intet føles. Max Weber inddrages i forklaringen af den ”affortryllede verden”, men hvor Weber ikke ser nogen mulighed for rulle udviklingen tilbage, tror Wolf stadig på, at mennesket kan genfinde følelsen af en tilknytning til skaberværket og Gud. Ifølge Wolf har en rationaliseringsproces, uden nogen sans for det hellige, fatale konsekvenser, både mellemmenneskeligt set, men også i forhold til menneskets forhold og udnyttelse af naturen. Den ugentlige gudstjeneste kan være med til at genskabe det kuldsejlede forhold mellem menneske og følelse. Nogen dybere forklaring giver han ikke, men man kan håbe på, at denne sætning kunne være det første spadestik til fundamentet for en kommende udgivelse. En udgivelse som, nu hvor følelsernes fænomenologi er blevet behandlet, vil udfolde en mere konkret metode til, hvordan kirken kan bringe det religiøse følelsesliv tilbage i mennesket, som befinder sig begravet i naturvidenskabens rationaliseringsproces. Hvis det ikke skulle være tilfældet, må Hr. Wolf mere end gerne opfatte dette som en opfordring.

ARKEN 161

Hyldahl posthumt: et forsvar for Paulus classic Jødedom og Kristustro // Niels Hyldahl København: Forlaget Anis. 2015. 87 s. 139 kr.

Anmeldt af stud.theol.

ANMELDER // Hyl dahl posthumt : et forsvar for Pau l u s cl as s i c

en 5. august 2015 døde tidligere professor i Det Nye Testamente

Jødedom og Kristustro er på én og samme tid en kommentar over Galaterbrevet, men også

ved Københavns universitet, Niels Hyldahl. Ved en gennemgang af hans levned står det klart, at dansk teologi er blevet en fremtrædende teolog fattigere. Niels Hyldahls akademiske karriere strakte sig over næsten et halvt århundrede. Han var ansat ved Århus universitet fra 1957 i forskellige stillinger frem til 1969. Derefter blev Niels Hyldahl ansat som professor i nytestamentlig teologi ved Københavns universitet - en post han bestred i 30 år til hans pensionering i 1999. I denne tid, og helt frem til hans død, har han arbejdet utrætteligt med eksegetiske undersøgelser og oversættelser af de ny testamentelige skrifter såvel som tekster fra apostolsk og patrisktisk tid og endda også enkelte pseudepigrafer. Af akademiske afhandlinger kan man fremhæve hans disputats om Justins dialog med jøden Tryfon (Philosophie und Christentum) og hans hovedværk om Paulusbrevenes kronologi (Die Paulinische Chronologie). Mogens Müller har skrevet et mindeord på fakultetets vegne, der med fordel kan læses, hvis man ønsker en udvidet biblio- og biografi.1

en oversigt over Paulus’ overordnede virke og virkning. For Hyldahl er Galaterbrevet både “det vanskeligste, men også det mest givende, når det gælder om at finde kernen i kristendommen”. Her forekommer det mig, at Hyldahl ser det givende i brevets unikke indblik i den helt tidlige Kristusbevægelses interne forhold, og at det derfor også er det vanskeligste på grund af fortolkningens udfordringer ved at integrere denne baggrundsfortælling. Hyldahl formår at strukturere sin viden om Paulus på en sådan måde, at læseren bliver holdt i hånden og indført i stoffet uden at blive talt ned til. Dette gør værket yderst behageligt at læse og viser Hyldahls store viden frem på en læservenlig måde. Kernen, som Paulus udfolder i sit “lidenskabelige opgør med sin egen tids jødedom”, har på en eller anden måde at gøre med Kristusbevægelsens interne (og eksterne) stridigheder. Disse indledende bemærkninger indikerer, hvad der er på spil for Paulus iflg. Hyldahl, og at vi her ikke har at gøre med endnu en ny Paulus, men snarere en Paulus Classic der tager hans brud med jødedommen seriøst (hvis han da gør dette).

Paulus må siges at være Hyldahls store ekspertiseområde, og indsigterne fra en menneskealder af arbejde med hedningenes apostel krystalliseres i denne hans sidste udgivelse.

Selve bogen er inddelt i tre hoveddele samt en kort indledning og et efterskrift i form af en konklusion. Hvert af de tre kapitler behandler 47

ARKEN 161

Ma ler i af Val enti n d e Bou log ne el ler Ni col as Tou rn i er, 1620 - Paul u s

ANMELDER // Hyl dahl posthumt : et forsvar for Pau l u s cl as s i c

“Efter min mening tilbyder Niels Hyldahl en anden rigtig god, eksegetisk funderet, fortolkning, der ikke blot kan forkastes som et konservativt backlash.” et tema, som aktuelt debatteres i Paulus forsk-

til, hvem disse falske brødre kunne have været.

ningen efter E. P. Sanders. Hvert af disse kapitler er udstyret med slutnoter, hvor man kan finde relevant litteratur for videre læsning udi de behandlede tematikker. Dette gør bogen rigtig godt, og jeg mener derfor at den fungerer udemærket som en introduktion til den aktuelle debat om Paulus. Selvom denne snart har et halvt århundrede på bagen, synes samtalen ikke at være udtømt. Et godt eksempel herpå er diskussionen ml. Anna Vind og Troels Engberg-Pedersen, der fremlagde deres respektive positioner i Teologisk forening d. 8 marts her på fakultetet. Kort fortalt går uenigheden på, om Paulus nu også virkelig brød med sin tids jødedom - et emne der som nævnt også præger nærværende bog.

Hyldahl tilbyder da også en mulighed, der dog, som han selv siger, må “stå hen som ubeviselig” (s. 36).

Bogens første hoveddel fungerer som en almindelig indledning til Galaterbrevet. Her behandles brevets første to kapitler med fokus på apostelmødet i Jerusalem og konflikten i Antiokia. Anledningen til brevet viser sig at være den aftale, Paulus og Peter indgik om forholdet mellem hedningemissionen og Moselovens bestemmelser jf. Gal 1,18. Netop denne forståelse af hedningernes frihed er sat på spil, ved at nogle falske brødre (ψευδαδέλφους) har sneget sig ind i menigheden med et andet budskab end Paulus eget. I forskningen har der været mange forslag

I bogens andet kapitel inddrager Hyldahl tre Paulus tekster (1 Thess 2,4-16, Fil 3,2-11 og Gal 1,13-24) til at kaste lys over Paulus’ syn på sin egen tids jødedom. Den centrale tese er at Paulus bryder med sin samtids jødedom, men at han betragter sin nyvundne tro på Kristus som den sande jødedom. Paulus foretager derfor en omfortolkning af sin fædrene arv igennem fortællingen om Abraham og Hagar, for at forsikre menighederne i Galatien om at hans oprindelige overlevering var sandfærdig. Hyldahl påstår at dette med nødvendighed har ført til et brud med sin samtids jødedom, og retter samtidig en svada mod det nye Paulusbillede:

”

Den nye Paulusforståelse begår efter min opfattelse en afgørende, måske skæbnetung fejl ved gang på gang at hævde, at Paulus ikke brød med jødedommen eller vendte den ryggen, men fortsat blev ved med at være jøde (fx Michael Bachmann, Troels Engberg-Pedersen). Jeg tror, at fortolkerne vil gøre klogt i at erkende Paulus’ definitive brud med sin tids jødedom med al dens pression og

undertrykkelse og at vedkende sig den religionskritiske opposition hos de bibelske profeter, hos Jesus selv og i den kristne, teologiske tradition. Kun således bliver det også forståeligt, hvorfor kirken uden videre betragtede det, vi kalder Det gamle Testamente, som sin bibel” (s. 65). Jeg tror dog ikke man behøver at kridte stregerne så skarpt op. Ligesom Luther ikke grundlagde en ny religion, men søgte at finde det sande frem i det eksisterende, på samme måde kan man tolke Paulus brud med den farisæiske jødedom, han kendte så udmærket. Niels Hyldahl går, i Jødedom og Kristustro, udpræget eksegetisk til værks, hvilket styrker argumentationen. Den nye Pauluskritik har gjort opgøret med den lutherske fortolkningstradition et af sine hovedærinder, og Hyldahl gør det ved sin grundighed svært blot at afskrive fortolkningen som “endnu en luthersk Paulus”.2 For Troels Engberg-Pedersen tjener eksegesen til at finde

“den mindst falsificerbare tolkning”, idet han må erkende, at man ikke kan finde nogen rigtig tolkning, omend han er overbevist om at have den bedste. Efter min mening tilbyder Niels Hyldahl en anden rigtig god, eksegetisk funderet, fortolkning, der ikke blot kan forkastes som et konservativt backlash. Blot fordi en tolkning umiddelbart stemmer overens med en tidligere diskurs, betyder det ikke, at man ikke kan drage lignende konklusioner uden at være forudindtaget. Jødedom og Kristustro er et eksempel på dette. Bogen er et godt bud til enhver der ønsker en appetitlig gennemgang af det mest grundlæggende inden for Paulusforskningen. Den er både et klassisk, men også friskt bidrag til diskussionen, og jeg vil derfor også anbefale den til enhver, der interesserer sig for Paulusdebatten. Desuden er bogen også en hurtig men præcis gennemgang af Galaterbrevet, og den kan derfor med fordel bruges som supplement til det øvrige pensum på NT2, hvis ikke der er kommet en ny studieordning - og i så fald kan (læs: bør) man jo læse den alligevel.

http://teol.ku.dk/nyheder/2015/mindeord_niels_ hyldahl/

dan kritiseres f.eks. Francis Watson, på trods af at han (efter min mening) går tilstrækkeligt eksegetisk til værks: “Once more a Lutheran Paul? Francis Watson, Paul and the Hermeneutics of Faith.” Engberg-Pedersen. 2006. s. 439-460.

ARKEN 161

Mellem tiderne – fem dialektiske teologer Mellem tiderne – Fem dialektiske teologer // Christine Svinth-Værge Põder (red.) København: Forlaget Anis. 2015. 197 sider. 200 kroner. Anmeldt af stud.theol. Nicolai Røge

ANMELDER // Mel l em t id erne – fem di al ekti s ke teol oger

“

Jeg er slet ikke bitter eller vred”, sådan sang Martin Brygman for nogle år siden

Karl Barth. Derudover beskrives de resterende teologiske hovedkræfter bag Zwischen den Zeiten – efter

i en julekalender i fjernsynet. Samme følelse sidder anmelderen tilbage med efter at have læst bogen “Mellem tiderne”, for han er nok mest af alt irriteret. Dette skyldes imidlertid ikke den glimrende bog, men det faktum at anmelderen burde have læst den langt tidligere, end tilfældet er. Trods velmenende opfordringer fra Arkens bogredaktør om, at bogen måske kunne være et glimrende supplement til eksamenslæsningen, så endte det med (som så ofte før), at læsningen og anmeldelsen blev udskudt til det paradisiske vakuum, der indfinder sig i eksaminernes kølvand.

hvilket antologiens navn afledes – nemlig Friedrich Gogarten, Eduard Thurneysen, Emil Brunner og Rudolf Bultmann. Bag artiklerne omhandlende disse fire dialektiske teologer står henholdsvis Eberhard Harbsmeier, Bent Flemming Nielsen, Alister McGrath og Peter Widmann. Under hensyntagen til denne anmeldelses begrænsede omfang, er det svært at give en fuldstændig gennemgang af bogen, og som en relativt uprøvet teolog udi den systematiske teologi, vil jeg her undlade at indlade mig på en kritik af bogens dogmatiske og teologiske hovedpointer. Jeg vil dog forsøge at give en beskrivelse af det, som jeg anser for at være bogens stærke og svage sider.

“Hvorfor burde du have læst bogen tidligere?”, vil nogle måske spørge. Og mit svar på det spørgsmål er ganske klart: Fordi bogen giver svar på nogle af de spørgsmål og vanskeligheder, der ramte mig i løbet af min eksamenslæsning. Efter (vel)overståede eksaminer i blandt andet KH3 og DO1 står det klart, at bogens indhold kunne besvare mine spørgsmål og forvandle min usikkerhed til oplysthed. For hvordan er det nu med den dialektiske teologi, og hvorfor brød Barth med Brunner i en sådan grad, at han måtte svare “Nein!”? Bogen er redigeret af Christine Svinth-Værge Põder, der selv er forfatter til den artikel, der omhandler, den vel nok største teolog af de fem beskrevne,

For at begynde med begyndelsen, så giver Christine Svinth-Værge Põder en glimrende beskrivelse af teologen Karl Barth og hans fadderskab til den dialektiske teologi. Dette sker gennem fire hovedafsnit, der beskriver Barths tidlige (1) og sene (3) teologi, hans teologiske arbejde i mellemkrigstidens Tyskland (2) og hans teologiske indflydelse i det 20/21. århundrede både i og uden for Danmark (4). Det, der er karakteristisk for artiklen om Karl Barth og for bogens øvrige artikler, er at de formår at udnytte forholdet (dialektikken) mellem systematikken og kirkehistoriens teologiske områder, til at 51

beskrive både de (kirke)historiske forudsætninger for de beskrevne teologers virke og teologiske udvikling, men samtidig gives der dybdegående systematiske beskrivelser af forskelle og ligheder i de dialektiske teologers teologi. Dette bevirker, at læseren efterlades med en grundlæggende forståelse for tidens strømninger og disses betydning for fremkomsten af den dialektiske teologi, samtidig med at fokusset på teologernes forskelligheder bevares. Beskrivelsen af Karl Barth efterfølges af Eberhard Harbsmeiers artikel om Friedrich Gogarten. I forhold til artiklerne om de bogens andre teologer er her ekskursen om Gogartens forhold til nazismen (s. 68-73) interessant, idet den fortæller noget om, i hvilket farvand de dialektiske teologer måtte operere, men samtidig giver den en forståelse for, hvilken teologi det var, som mange af disse kriseteologer satte sig op mod. I en dansk sammenhæng viser afsnittet om påvirkningen af Løgstrup (s. 9194), hvordan Gogarten er den måske største inspirator for den århusianske teolog. Skal jeg i min anmeldelse komme med én (to) negativ bemærkning til bogens artikler, så vil jeg bemærke at brugen af fodnoter i Gogarten-artiklen tangerer enhver eksaminators skræk, idet den er så overvældende i sit omfang, at den forstyrrer læseoplevelsen. Hvorvidt indholdet i fodnoterne kunne inkorporeres i brødteksten, er jeg ikke den rette til at vurdere, men de påvirker den ellers fine artikel negativt. Samtidig er der bogen igennem irriterende slå- og stavefejl, der påvirker forståelsen og læseglæden negativt. Modsat er Bent Flemming Nielsens artikel om Eduard Thurneysen meget læsværdig, og den beskriver på bedste vis, hvordan Thurneysen, der ellers ofte ses i kraft af sin relation til Barth, også satte sit eget præg på den dialektiske teologi. Personligt åbnede afsnittet om sjælesorg (s. 127-135) mine øjne for betydningen af denne ofte lidt oversete og nedvurderede gren af teologien. I Thurneysen-artiklen træder særligt en ting frem som noget ganske særligt: Et brev fra Thur-

neysen til Barth, hvor førstnævnte levende beskriver sit møde i Nyborg med Danmarks Kristelige Studenterforbund og den gryende Tidehvervsbevægelse. På nærmest profetisk vis beretter Thurneysen i brevet, gennem et sprog der fremkalder danske sommerminder, om, hvordan noget nyt og stort er ved at ske i dansk teologi og kirkeliv. Således giver artiklen alt i alt en fremragende fremstilling af en ellers overset teolog, der med Bent Flemming Nielsens artikel måske endelig kan få lov at træde ud af sin kollegas skygge. Alister McGrath introducerer læseren til Emil Brunner, der måske bedst kendes for den strid med Barth, der endte med at Barth i en kort pamflet sagde “Nein!” til Brunners teologi, herunder særligt Brunners idé om et anknytningspunkt mellem mennesket og Gud, der ifølge Barth tangerer, at Brunner bedriver naturlig teologi. Derfor er det ikke underligt, at de teologiske uoverensstemmelser mellem de to præger beskrivelsen af Brunners virke og teologi. Selve “striden” gives der også en udredning af (s. 148-152), men det fortælles samtidig (s. 160), hvorledes Barth sluttede fred med Brunner på hans dødsleje. Artiklen om Rudolf Bultmann er forfattet af Peter Widmann, og gør udmærket rede for Bultmanns teologiske bedrifter. Det beskrives, hvordan Bultmann udformede sin teologi i et krydsfelt mellem tankerne fra Barth og Heidegger. Således var han stærkt inspireret af sidstnævntes analyser af den menneskelige eksistens, og Heideggers forståelse af Dasein fik stor betydning for Bultmanns fortolkning af NT, herunder forståelsen af Paulus og Johannesevangeliet og opfattelsen af behovet for afmytologisering. Interessant for alle artiklerne og bogen som helhed er, at den formår at sætte de dialektiske teologer ind i en dansk kontekst, så at deres betydning for Tidehverv, såvel som dansk teologi generelt, beskrives både fortidigt, men også i et nutidigt perspektiv. Derfor kan bogen klart anbefales til alle, der ønsker en grundig indføring i nogle af vor tids største teologiske begavelser.

ARKEN 161

Kaj Munk igen, igen Kaj Munk – Manden og Værket // Søren Dosenrode (red.) København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2015. 357 s. 299,95 kr. Anmeldt af stud.theol. Peter Northcastle

yt Nordisk Forlag Arnold Busck har gjort en hel del for Kaj Munk og for

blad samme år om en pastor Rørdams ændring af dåbsritualet (s.19). Hans modstand mod

hans læsere i de sidste par år. I 2014 udkom Kaj Munk og teologien (anmeldt i ARKEN 159, s.38-39) og nu foreligger også Kaj Munk – Manden og Værket.

besættelsen kan sammenfattes i replikken fra skuespillet Niels Ebbesen (1940): ”For frie maa vi være for at leve” (s.28).

ANMELDER // Kaj Mun k igen, igen

Bogen består af et indledende kapitel med et rids af Kaj Munks liv og tanker og fem efterfølgende kapitler, hvor en indledning på 10—20 sider om en side af Kaj Munks forfatterskab eller øvrige virksomhed følges op af et længere uddrag af en række af hans tekster. De fem afsnit behandler Kaj Munk som dramatiker, som lyriker og prosaist, som teolog, hans politiske ståsted og Kaj Munk og modstanden under besættelsen. Søren Dosenrode har skrevet introduktionen. Denne anmelder hæfter sig ved fremstillingen heri af Kaj Munks holdning til frihed, både i og uden for kirken. Kristendommen, men ikke teologien var central for ham. Om den sidste hedder det i 1925 (stærkt forkortet): ”… og Strid og Fjendskaber og Udstødelser af Kirken og Afskedigelser fra Embeder – jeg har hadet det” (s.17). Men Munk var også villig til at bakke op om præstekollegaers ytringsfrihed og ret til at forblive præster, også selv om han var rygende uenig med dem, som konkret bevidnet af et indlæg i Ringkøbing Amts Dag-

Marc Auchet skriver kort, men dækkende om Kaj Munks dramatik. De ret fyldige tekstuddrag er fra En Idealist (1924), Ordet (1925), Han sidder ved Smeltediglen (1938) og Egelykke (1940). Desuden er der et uddrag af Niels Ebbesen i bogens afsluttende kapitel. Her er bare plads til en enkelt replik fra skuespillet fra 1938, hvor Kaj Munk undsiger jødeforfølgelserne i det nazistiske Tyskland, som han ikke så lang tid forinden havde haft ret pæne ord at sige om. Det er den oppositionelle biskop Beugel, der ler magten i form af den tiltrædende rigskulturminister lige op i ansigtet: ”Lad dem bare slaa os ihjel Langfredag, vi lurer dem Paaskemorgen” (s.105). Hans Raun Iversen, der også skrev et længere kapitel om Kaj Munk som prædikant i Kaj Munk og teologien, har skrevet kapitel 4 om Kaj Munk som teolog. Han fremhæver i konklusionen, at Munk ligesom Dietrich Bonhoeffer drev biografisk teologi, så man kun kan forstå hans teologi sammen med hans livshistorie. Kristendommen var for ham ikke blot ord, men handling (s.211). Der er medtaget otte 53

Kaj Munk

ARKEN 161

ANMELDER // Kaj Mun k igen, igen

“Uddragene er fyldige, gode og dækkende, og man bliver revet med. Man får lyst til at læse mere, samtidig med at man rent faktisk får et godt indtryk af det værk, som uddragene er fra. Det samme gælder en række af de andre korte tekster og tekstuddrag.“ fyndige prædikener, herunder de tre berømte ”krigsprædikener”, fra Helligåndskirken 22. søndag efter Trinitatis 1943, fra Københavns Domkirke 2. søndag i advent samme år og Kaj Munks sidste prædiken i Vedersø kirke nytårsdag 1944, tre dage før han blev myrdet. Uanset hvor spændende, måske især politisk, disse er, så vil jeg alligevel i stedet citere fra en prædiken fra 1941, som jeg ikke kendte i forvejen, og hvor Kaj Munk udlægger ordene fra Joh 15,27: ”Men også I skal vidne” således: ”At vidne om Gud det vil først og fremmest sige, at leve saadan, at Livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes” (s.227). Det er da meget godt formuleret, eller hvad? Søren Dosenrode har både skrevet kapitel 5 om Kaj Munks politiske ståsted og kapitel 6 om hans deltagelse i modstanden under besættelsen. Kaj Munk var også samfundsdebattør.

Det var han skarpt og uden overdreven hensyntagen til andres holdninger. Han havde en stærkt kritisk holdning til demokratiet, og hans interesse for ”den stærke mand” gav sig både udtryk i hans dramatik og i skrifter, der for eftertiden virker uforståeligt positive over for både Hitler og Mussolini. Først under besættelsen vender Munk sig langsomt fra diktaturet. Kapitel 5 giver et koncentrat af Munks udvikling, som efter min opfattelse er neutral og dækkende uden at være apologetisk. Holdningerne til Munks holdninger, og hvad der kan anføres til kritik eller til forsvar er mere udførligt behandlet andre steder, fx i Per Stig Møllers Munk (2000), hvortil den virkeligt interesserede bør henvises. Kapitel 6 indledes med et afsnit om Kaj Munks teologiske begrundelse for at gøre modstand. Dosenrode formulerer Munks holdning

således, at det er en kristen pligt at hjælpe uskyldige ofre for vold. Gør man ikke det, bliver man medskyldig. Det er et kristent kald at komme ofrene til hjælp (s.293). Modstanden formulerede Munk mest tydeligt i Niels Ebbesen om oprøret mod og tyranmordet på Grev Gert, der sammen med andre holstenske grever havde besat Danmark i 1300-tallet. Det er også interessant igen at blive mindet om, at det var danske myndigheder, der i 1942 forbød udgivelsen og konfiskerede oplaget (s.296). Regeringen fik desuden allerede i 1939 stoppet opførelsen af Han sidder ved Smeltediglen i Sønderjylland (s.295). Ville man i dag, i en politisk tilspidset situation, uden videre forbyde et skuespil, som kritiserer myndighederne i Rusland eller i Saudi-Arabien?

af litteraturen om ham. På forhånd frygtede jeg lidt for, at tekstuddragene ikke ville være interessante nok. Hvorfor ikke bare læse de rigtige tekster? Men (gen)læsningen af særlig uddragene af de dramatiske værker fangede mig. Uddragene er fyldige, gode og dækkende, og man bliver revet med. Man får lyst til at læse mere, samtidig med at man rent faktisk får et godt indtryk af det værk, som uddragene er fra. Det samme gælder en række af de andre korte tekster og tekstuddrag. Det er meget godt gået af en tekstsamling. Særlig prædikerne er spændende ligesom en tekst om den kristnes syn på krigen (s.301-04). De indledende afsnit i hvert kapitel før teksterne er præcise og dækkende. Faktisk vil jeg mene, at bogen er den mest koncentrerede og overskuelige, men alligevel dækkende introduktion til Kaj Munk og hans forfat-

Er det en vellykket bog? Ja, det er det helt bestemt. Anmelderen har for få år siden været igennem næsten alle Munks skuespil og en del

terskab, som er på markedet lige nu. Køb den og læs den!

ARKEN 161

Prædikenen som det tredje rum Prædikenen som det tredje rum // Marianne Gaarden. Frederiksberg: ANIS. 2015. 161 s. 199 kr. Anmeldt af cand. theol. & sognepræst Adrian Hove-Kreutzfeldt

ANMELDER // Prædikenen s om det tredj e r um

nder et religionsdialogophold i In-

følge med i manuskriptet og derigennem mod-

dien, skitserede den lokale præst to tilgange i mødet med ”den anden”. Den gammeldags, at jeg skal udvirke, omvende og overføre bl.a. min tro. Den nyere, at Gud virker en transformation, netop når begge parter mødes på lige fod. Denne anden og mere ydmyge tilgang fordrer ikke færre anstrengelser, men tillader min modpart at være sig selv og at modtage, som hun bedst kan.

tage det afsendte. Men forskellen mellem den skrevne, den afholdte og den modtagne prædiken kan være enorm.

Hvis højmessen er folkekirkens primære missionsmark, kan det undre, at det stadig er det gamle paradigme om at omvende og direkte overføre prædikenens indhold, som hersker, til trods for, at Løgstrup udstak en anden kurs for 55 år siden:

Det er lidt i den dur, når man efter gudstjenesten enten får ros for detaljer i, hvad der var en bisætning eller hører om noget, der ikke indgik i ens egne ord. Og det uanset om prædikenen tog fem eller tyve minutter. For det enkelte medlem af tilhørerskaren har et eget referencesystem, som du ikke kan styre; modtageren er med til at skabe prædikenen.

“

Den, der taler, må have så megen tillid til sine ords egen oplysning, at han overlader ordet selv at virke, hvad det kan – ved at stille tilhørerne frit. Kort sagt, til oplysning og forkyndelse hører ikke magt (”Kunst og Etik”).

Prædikant bliver man ikke af at studere; universitetsteologi er mere oplagt at forelæse om end at forkynde evangelisk ud fra (10). Dog, samme anstrengelse, som lægges i en opgave eller en artikel, kan man vælge at dedikere ind i prædikenværkstedet. Og man kan vælge at printe og uddele sin prædiken, så menigheden kan

“

Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden. (Joh 3,8)

Marianne Gaarden (MG) siger netop dette, hvilket er ”gammel retorisk viden” – og søger derudover at udstikke ”en retning for en homiletisk kommunikationsteori – eller kommunikationsteologi – der kan sættes i stedet” (11). Rent praktisk kunne man sige, at længere tids eksponering over for netop dén genre af fremførelse, som prædiken er, kunne være første skridt på vejen til bedre prædikanter.

ARKEN 161

Øvelse, altså, der rækker ud over de få, der stiller sig op i Trinitatis Kirke om fredagen – ud over den korte tid på Pastoralseminariet. Og så en balancegang mellem faglige dybder og formidlingens imødekommenhed. Som biskop Tine Lindhardt skrev i præsteforeningens novemberklumme:

Herudfra lyder perspektiveringen:

“

For prædikanten indebærer dette Gudsbegreb, at præsten ikke kan stå uden for sin egen eksistens og pege på Gud som en transcendent størrelse. I stedet må prædikanten tale om Gud ud fra en erfaring af allerede at være indlejret i Gud. Forkyndelsen bliver da at dele sin erfaring og interaktionen med evangeliet med menigheden. Det forudsætter at prædikanten slipper illusionen om at have kontrol eller magt over meningsproduktionen, og samtidig indlader sig på det tredje rum ved at stille sig til rådighed med sin egen person. Det kræver mod, tillid og tro at overgive sig til dette rum, som hverken beherskes af prædikant eller til-

“

Det handler ikke om at lefle. Det handler om, at det ikke er nok at sige de dogmatisk og teologisk rigtige ord. Hvis der ikke er nogen, der kan forstå, hvad man siger; hvis det ikke rører, bevæger, så er det jo blot ord, der kommer ud af munden på en. Men ord skal ramme nogens øre og hjerte. De skal sige nogen noget. De skal tale til os og give mening. De skal blive nutid.”

hører. Udfaldet kendes ikke på forhånd.”

Nutiden er netop, hvad MG vil, at du og jeg skal blive endnu bedre at tale med og ind i, netop ud fra ”Dialektikken mellem teori og praksis,” som kan tillade det givtige, der er at findes i det fælles tredje rum, hvorudfra alle prædikenens meddeltagere træder med noget nyt: emergerer (23n35, 116). ”Prædikenen som det tredje rum” og ”grounded theory” er ikke hverdagsord, men både bogens titel og tilgangen er mere imødekommende end titlen på den ph.d., som bogen bygger på:

Helt kort kunne det opsummeres i ordet serendipitet, at de i det gudstjenestelige rum medvirkende tager del i en heldig opdagelse; samlet og hver for sig; i et anderledes rum tager man del i, at fremmede ord behandles af én, hvis udlægning de andre tænker med på. Ingen af de implicerede parter er ligegyldige, heller ikke prædikanten, uanset om menigheden ikke modtager det afsendte budskab 1:1. Snarere insisterer MG på, at det er et gode, at ens anstrengelser i prædikenværkstedet og på prædikestolen belønnes ved, at 1+1 emergerer til at blive =3.

“ “

Den emergente prædiken. En kvalitativ undersøgelse af mødet mellem prædikantens ord og den situerede kirkegænger i gudstjenesten.”

Bogens to dele – den teoretiske og den metodiske – er guf til den homiletisk interesserede og til de, der måtte ønske at følge samme tilgang som MG blot på andre typer af prædikener: begravelser, for eksempel. Hvad – om noget – får følget ud af dét, præsten siger? At det er et følelsesmæssigt minefelt, og at mennesker i sorg ikke blot er fortolkende (38), men også fortvivlede væsener, kunne være grund nok til at holde sig væk. Interessant kunne det dog være at høre, hvad for noget MGs tilgang ville få ud af dét felt.

ANMELDER // Prædikenen s om det tredj e r um

Konklusionen taler bastant for sig selv, da den indebærer en tankegang, hvor kommunikation ikke primært handler om overførsel af mening, men om menneskelig interaktion og meningsproduktion. Evangeliet forstås ikke som en transcendent og statisk sandhed, som præsten kan formidle. I stedet skal det inkarneres i tilhørernes erfaringsverden på ny. Teologisk indebærer det en tænkning, hvor mennesket er indlejret i Gud, således at adgangen til transcendensen går via immanensen.”

Om prædikenens plads i kirken og menighedslivet fremadrettet lader der ikke til at herske nogen tvivl, men MG kalder prædikanter til at besinde sig på dén rolle, man har:

“

at prædikanten selv er aktør i inkarnationen af evangeliet i kirkegængernes virkelighed … som en samtalepartner og en teologisk reflektor, der med sin egen interaktion med teksterne bidrager – som én blandt flere stemmer – til kirkegængernes meningsproduktion” (147).

En trialog, igangsat af tekst og tradition mellem prædikant, menighed – og mellemrummet / tænkepausen / Gud.

Mit eneste savn er, at prædikenens rolle også belyses i forholdet til musikken; det forlyder, at en gudstjeneste ikke nødvendigvis ødelægges af præstens prædiken, når blot salmerne er i orden. Kan musikken undvære prædikenen? Eller mere konstruktivt: kan prædikenen underbygges af musikken, og i så fald, hvordan gøres det bedst, når sangtraditionen har haft bedre kår og der (endnu ikke) er tradition for, at præst og organist sammen (evt. sammen med menigheden) vælger salmer? Men dét er emner for en anden bog…

Dronningen af Saba … Og en kage! Dronningen af Saba & Kong Salomon // Anne Lise Marstrand-Jørgensen Danmark: Gyldendal. 2015. 480 s. Kr. 299,95 Anmeldt af cand.theol. Lise Lotz

oy meets girl, boy loses girl, boy gets girl. Somme tider gør det ikke noget, at

man kender plottet. Det er nemlig ikke alle fortællinger, der lever af deres plot. I Anne Lise Marstrand-Jørgensens (ALMJ) seneste roman Dronningen af Saba & Kong Salomon kommer det ikke som nogen overraskelse for den dannede læser, at de to personer fra titlen skal mødes og forelske sig. Men titelpersonernes lange, snirklede og uransagelige veje frem mod mødet er nye; nye er (næsten) alle ordene om deres møde og om den kærlighed, som vi kender i koncentreret form fra bl.a. Højsangen i Det gamle Testamente; nye er også udlægningerne af det, der blev konsekvenserne af mødet.

ANMELDER // Dronni ngen af Sab a … Og en k a ge!

Vi har altså at gøre med gammel vin på nye flasker, og denne læser elskede det. Vi møder i bogens begyndelse Makeda, der med tiden skal blive til Dronningen af Saba, i en ydmyg landsby i Etiopien. Hun er en helt særlig pige, der har en stærk vilje og en krop, der bedre end de fleste kan jage og nå et mål. Hun vil komme langt på trods af sin beskedne baggrund. I Jerusalem præsenteres vi for drengebarnet Salomon, der er sat i verden for at være en mulig ”kongens efterfølger”. Han er en indfødt del af Israels magtelite, og tiden, om-

stændighederne og hans egne egenskaber er afgørende for, hvordan hans liv og indflydelse på kongeriget vil udfolde sig. Vi skal langt ind i romanen før de to hovedpersoners veje krydses. Vi skal med Makeda på lange og strabadserende rejser, og sammen med Salomon følger vi lige så farlige og dramatiske magtkampe ved hoffet i Jerusalem. Når de to endelig mødes, er det ikke bare to individer, der fatter sympati for hinandens personlige profiler, men også historie, geografi, religion, køn, familie- og andre relationer, rigdom og ikke mindst magt, der er på spil. Som nævnt er det ikke et minus, at vi ved, at de to skal mødes på et tidspunkt. Det er snarere på bedste Hitchcock-manér med til at skabe en vis spænding og får læseren til at stille spørgsmål, som man utålmodigt venter på at få besvaret: Hvor mange og lange omveje skal vi ud på? Tror vi på kærlighedsmødet? Hvornår sker det, at de sådan for alvor kender hinanden? Og hvad med bagefter? Hvorfor skilles de? Giver det mening? Og det gør heller ikke noget, at vi har læst både Højsangen og de bibelske beretninger om Dronningen af Saba i Første Kongebog og Anden Krønikebog. I romanen får figurerne virkelig kød på kroppen og måske – måske ikke – var 61

det sådan, det virkelig var. De bibelske tekster vil ændre sig for læseren efter læsningen af romanen. Gamle Hollywood-klassikere om Dronningen af Saba og nye dokumentarudsendelser om ”Sandheden bag…” vil få nye lag af, hvad der kunne være omstændighederne omkring alle myterne. Jeg har ladet mig fortælle, at ALMJ har brugt masser af både tid og kræfter på at udføre omfattende research, inden hun skrev romanen. Hun har undersøgt myterne om Dronningen af Saba; hun har været i Etiopien for at lede efter historiske spor; hun har sat sig ind i gamle ritualer, skikke og vaner. Men alt sammen har fået nyt liv i en sprogdragt, som kun ALMJ kan væve den. ALMJ begyndte sin skrivekarriere som digter. Hun udgav sin første roman, Det vi ved, i 2004, og hun fik hvad man vel kan kalde et folkeligt gennembrud med sine to romaner om Hildegard fra 2009 og 2010. Romanerne om Hildegard var, som også Dronningen af Saba & Kong Salomon er det, kendt stof omsat til romanform, og i begge værker er sproget en altafgørende del af læseoplevelsen. Det må være digteren (ALMJ), der med sin skarpe og præcise beherskelse af sproget formår at gøre beskrivelser af især landskaber og andre omgivelser til medfortællere. Ikke bare så man får et klart billede af plottets kulisser og så man kan se en film for sit indre øje, men beskrivelser som udgøres af både sanselige og egentlig betydningsbærende ordbilleder, der er i særklasse litterært opløftende.

“

De varme sommeraftener på taget, månen en dugdråbe, Jerusalem i hvidt. Cypressernes himmelsøjler, dufte strømmer ind over muren: Urtebede, liljer og roser, der lukker sig i tusmørke. Olielampernes fligede tunger af lys, pludselig latter kilet ind mellem skyggekroppe. Pistacienødder og mandler fisket op af gylden honning blandet i munden med syrlige granatæbler. Dadler, figner og vindruer, blød ost, saft af vandmelon over

hagen og brystet, knasende kerner mellem tænderne. Glaserede hænder, fedtede læber, stemmer der dykker og stiger i nattens brise. Vin risler i drikkeskåle af metal, kvindernes smykker: ankelringe, halskæder, armbånd, fingerringe, kamme sat i hår. Det rasler, når de går, hver bevægelse er et brus af dufte: skind, uld, fugtig hud, blomsterolie, noter af dagenes støvede, solbagte mure, brødbagning, syrnet mælk. De andre børn rumsterer et sted i paladset, men Batseba tager Salomon med op på den øverste terrasse, når David holder hof. Først og sidst er romanen dog en kærlighedsroman, og på trods af dens mange kvaliteter sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at det er en lille smule chick-lit over den. På godt og ondt. Det er opmuntrende at læse om en kvinde, der med personlig styrke og snilde kæmper sig frem i livet som en anden Pippi Langstrømpe, men samtidig en anelse nedslående, at det alligevel er det korte romantiske kærlighedsmøde, der – måske - er højdepunktet i hendes liv. Romanen er en fantastisk smuk fortælling om store temaer, som også kan give dyb mening ind i en moderne hverdag og romanen anbefales varmt til enhver, der ønsker en stor læseoplevelse og som gerne vil have udfoldet de velkendte bibelske fortællinger. Vi ved fra starten, at plottet som udgangspunkt har skabelonen boy meets girl, og der er heldigvis meget mere i den end happily ever after. God læselyst! Bonus – fordi min første reaktion på bogen var: Mine ord er fattige. Jeg må bage en kage! - Se næste side.

ARKEN 161

Dronningen af Saba-kage

125 g mørk chokolade 115 g smør 150 g sukker 3 æg - delt i blommer og hvider et drys salt 1 spsk sukker 35 g mandelmel evt. en revet bittermandel 50 g mel Smelt chokoladen over vandbad. Lad den køle lidt af. Rør smør og sukker sammen indtil det er lyst og blødt. Rør æggeblommerne i blandingen én ad gangen. Pisk æggehviderne med salt indtil de er hvide og danner bløde toppe. Tilsæt 1 spsk sukker og pisk videre indtil massen er fast og blank. Bland den smeltede chokolade i smørblandingen. Tilsæt mandelmel og evt. revet bittermandel. Vend forsigtigt skiftevis de piskede æggehvider og melet i dejen ca. 1/3 af gangen. Det er vigtigt, at luften ikke røres ud af æggehviderne; det er dem, der får kagen til at kunne hæve lidt. Fordel dejen i en springform beklædt med bagepapir og bag kagen ved 180º i ca. 25 minutter. Kagen skal helst være lidt cremet i midten. Lad kagen køle af i formen.

Chokolade-smør-glasur 125 g mørk chokolade 50 g smør Smelt chokolade og smør sammen til en glat glasur. Hæld det ud over kagen og fordel det over både toppen og siderne.

Pynt smuttede mandler cocktailbær ægte guld!

ARKEN

~ Bliv kronikør ved ARKEN

I krigens glashus Den første sten // Af Carsten Jensen København: Gyldendal. 2015. 613 s. 299 kr. (hæftet) Anmeldt af stud. theol. Peter Northcastle

ANMELDER // I k r igens gl as hus

ogle af de soldater, der vendte hjem fra den 1. eller den 2. Verdenskrig

have været”. Denne fælles forståelse bliver på en eller anden måde til en højre- og venstrebe-

skrev bøger om deres oplevelser. Fælles for dem var, at de selv havde oplevet krigen på egen krop. Fælles for dem var også, at de skrev til et meget stort publikum, der lige som dem selv havde været i krig. Forfatter og læser havde en fælles referenceramme. Denne anmelder tror personligt, at dette forhold har været med til at definere forventningerne til ”krigsromanen” fra det 20. århundrede. Den er kendetegnet ved en høj grad af realisme. Krigen var slem nok, så man behøvede ikke digte noget til. Og læseren spejlede sig og sine egne oplevelser i fortællingen og bedømte derfor troværdigheden på, ”om det også var sådan, jeg oplevede det”.

grænsning for, hvad der kan accepteres, ”anses for troværdigt” i en bog, som handler om krig.

Hvis man i dag skriver om krigene i Irak eller Afghanistan, så er det ikke længere tilfældet. Det er meget få mennesker, der har deltaget i krigene og naturligvis endnu færre, der skriver om deres oplevelser. Der er derfor ikke længere nogen fælles referenceramme for forfatter og læser. Alligevel, er der så ikke stadig væk en eller anden forventning om, at krigen skal skildres realistisk? Det kan godt være, at læseren ikke har de samme forudsætninger for at bedømme fortællingen, som hvis han eller hun selv havde deltaget i krigen, men fra tv og andre medier har de fleste stadig en ide om, ”hvordan det må

Denne indledning fordi Carsten Jensen i sin seneste roman efter min opfattelse sprænger disse rammer og dermed ”kontrakten med læseren” om, hvad man normalt forventer af en roman om krig. Det gør i sig selv ikke bogen til en dårlig roman, men gør det den også til en god roman, der fortæller noget relevant om krigen? Til og med side 237 opfylder bogen ”kontrakten”. Vi følger en deling danske soldater i Camp Price i Helmand, Afghanistan, og deres karismatiske delingsfører, premierløjtnant Schrøder. Der bliver tegnet portrætter af en del af soldaterne i delingen, så man synes, at man lærer dem at kende. Portrætterne er måske lidt stereotype, men de er ikke helt urealistiske. Man hører også en lille smule om andre personer i lejren, herunder den danske styrkechef, Ove Steffensen. Steffensen er en meget lidt karismatisk officer, der helst overlader den direkte kontakt med soldaterne til andre. Hjemme på Bornholm har han i mange år været medlem af kommunalbestyrelsen, og han er stolt af sin evne til at ”spille spillet”, som han kalder det. Han handler (eller tror han handler) med de 65

ARKEN 161

Dans ke s old ater i Hel mand

“Læs bogen, for den fortæller en spændende historie. Men mere på den måde, som Morten Hesseldahls og Steffen Jacobsens thrillere er spændende”.

ANMELDER // I k r igens gl as hus

lokale afghanske magthavere på samme måde, som han ville have ”spillet spillet” hjemme i Rønne. I begyndelsen sker det med en vis succes, senere med katastrofale følger. Der optræder også en feltpræst, Lukas Møller, som er atypisk for de feltpræster, jeg selv har mødt, ved en (for en feltpræst) usædvanlig evne til at skabe splid mellem soldater og ledelse i lejren. Til mulig skuffelse for den teologiske læser er han heller ikke i øvrigt skildret som nogen særlig sympatisk person. Så langt så godt. Hvis man har været udsendt til Afghanistan og kender forsvaret indefra, så rammer Carsten Jensen efter min opfattelse ikke tonen i en udsendt styrke fuldstændig rent. Carsten Jensen har sikkert researchet så godt, som det overhovedet var muligt; to af de mange personer, der er takket for hjælp sidst i bogen, er mine personlige venner, og de har masser af erfaring fra flere udsendelser til Helmand. Men, som sagt, det hele er sådan set inden for højre-venstre begrænsningen, og hvis man ikke selv har været udsendt til Afghanistan, så vil man nok ikke studse over ret meget. Men så på side 238 ændrer fortællingen fuldstændig karakter og resten af den minder mere om en roman af Ib Michael end en roman om soldater i krig. Den danske deling (eller en stor del af den) falder i et baghold, og det

sker på en måde, som denne anmelder i hvert fald anser for ikke bare urealistisk, men helt urealistisk. Fortsættelsen er tilsvarende ud ad tangenten: Resten af delingen begår mytteri og begiver sig sammen med Steffensen og feltpræsten ud på et privat hævntogt og forfølger de ansvarlige for bagholdet ud i ørkenen, uden radiokontakt med lejren, og uden at andre NATO-styrker har nogen som helst ide om, hvad der sker. Imens prøver forsvaret og regeringen i Danmark at finde ud af, hvad der sker, og i øvrigt holde det hele hemmeligt. Undervejs introduceres en ny hovedperson, dansk-afghaneren Khaiber, som Forsvarets Efterretningstjeneste indsætter under cover i Helmand i et forsøg på at standse de danske soldaters amokløb. Som alle ved fra læsningen af både GT og NT, så er ørkenen stedet, hvor sære ting kan ske. Og jeg skal love for, at den forventning også opfyldes her. Det ville ødelægge læseoplevelsen, hvis jeg gik yderligere i detaljer. Men til illustration af realismen i fortællingen, så optræder der både personer, der kan hacke amerikanske droner, så de selvdestruerer, og autonome, amerikanske private military companies, der som en anden Kurtz fra Conrads Mørkets hjerte (og Coppola’s Apocalypse Now) har oprettet deres egen røverstat midt i Helmand. Til sidst føres alle personerne sammen, finalen bliver blodig, og citatet fra Joh 8,7, som bogens titel refererer til, giver til sidst fin mening på flere planer. 67

Undskyld, Carsten Jensen, hvis jeg ikke yder din roman retfærdighed, når jeg forventer, at den skal holde sig inden for de rammer, særlig med hensyn til handlingens realisme, som man er vant til i krigsromaner. En forfatter har selvfølgelig fuldstændig frie rammer til at fortælle den historie, som han eller hun ønsker. Der er ingen skabelon eller nogen højre-venstre begrænsninger, som en forfatter skal holde sig inden for! Men de urealistiske træk i handlingsforløbet fjerner fokus fra krigen i Afghanistan. Denne bog er ikke, som nogle måske ville have forventet, koncentreret om en kritik af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Direkte kritik af danske politikere er således nærmest fraværende. Det er en roman om mennesker, der oplever krigen og bliver ramt af den. Men på grund af de urealistiske træk ved handlingen

Og undskyld, kære læser, hvis du ikke synes, du får nok at vide om bogen. Hvis jeg gik mere i detaljer, så ville det ødelægge de overraskelser, som er en væsentlig del af læseoplevelsen. Læs bogen, for den fortæller en spændende historie. Men mere på den måde, som Morten Hesseldahls og Steffen Jacobsens thrillere er spændende. Hvis du vil læse en roman om danske soldater, som udmærker sig ved sin realistiske beskrivelse af miljøet, så læs Henriette E. Møllers Danskerheld (2012) om danske soldater i Irak i 2007. Det er næsten som at være der selv. Hvis du vil vide noget om krigen i Afghanistan, så læs Kim Hundevadts I morgen angriber vi igen (2008) eller Anne-Cathrine Riebnitzskys Den stjålne vej (2012). Det er alle fremragende og meget læseværdige bøger. Eller se Tobias Lindholms Oscarnominerede Krigen, der lige

og nogle af personerne overbeviser romanen ikke fuldstændig.

som de nævnte bøger giver et helt anderledes realistisk billede af de menneskelige og politiske dilemmaer i krigen i Afghanistan, herunder af modsætningen mellem de udsendte og de, der blev hjemme.

ARKEN 161

En alvorlig historie om glæden ved livet En alvorlig historie om glæden ved livet // Henning Mankell København: Gyldendal, 2015, 302 s., 299,95 kr. Anmeldt af cand. pæd. Jacob Koefoed

ANMELDER // En al vor lig hi stori e om gl æden ved l i vet

Tid og fortælling udlægger Paul Ricœur tre koblinger mellem den oplevede og

et mærke eller et tegn, hvis det kan behandles som et nærværende tegn på noget fraværende.

den kosmiske tid. Ricœurs tese er, at den historiske (fortalte) tid kan bygge bro over den indre og den ydre tid. Den indre tid er den eksistentielle udelelige tid. Den ydre tid er den kosmiske tid. Når der er brug for brobygning, er det fordi Ricœur ikke mener, at vi kan forstå tiden udelukkende som eksistentiel eller videnskabelig. For at få et billede af tiden, må vi tage begge tider i betragtning. Den historiske tid indeholder tre koblinger: kalendertiden, generationsskiftet og sporet. På den ene side er kalenderen en udløber af astronomien, men kalendertiden kobles sammen af både astronomien og en historisk begivenhed. Dateringen er mulig ud fra bestemmelse af et år nul. Derved foretager kalendertiden en genindskrivning af den oplevede tid i den kosmiske tid. Generationsskiftet er en form for sameksistens mellem det ikke-samtidige som skaber en kæde af individuelle og kollektive hukommelser. Ricœur peger på, at den oplevede tid støtter sig til den biologiske tid. Det er en eksistentiel erfaring der knytter sig til biologien, og som skaber begrebet om generationsfølge. Hermed kan der tales om forgængere, samtidige og efterkommere, og det er med den næste generation i tankerne, at vi fx ønsker at forbedre samfundet, og ikke mindst bevare det bestående som en gæld til de afdøde. Fortidens spor er nutidige og sporet er kun

At følge et spor er, at gennemføre en formidling mellem passagens ikke længere og mærkets endnu, skriver Ricœur. Sporet har en ontologisk funktion, da det er noget nærværende, der dog er fra en fraværende tid. At datere sporet gør det historisk, og dermed føjes det til kalendertiden. Disse tre koblinger får betydning i den fortalte tid - i narrativiteten. Men hvad har det med Henning Mankells sidste bog at gøre? Det er netop koblingen mellem den kosmiske og eksistentielle tid der er omdrejningspunktet for En alvorlig historie om glæden ved livet. Ricœur skriver, at den menneskelige tid er den fortalte tid. Mankell noterer sig en lignende pointe i En alvorlig historie om glæden ved livet: “Jeg bliver konstant mindet om, at vi mennesker netop er fortællende væsener. Mere homo narrans end homo sapiens. Vi ser os selv i andres fortællinger. Hvert ægte kunstværk indeholder et lille skår fra et spejl.” Mankell skriver bogen efter at han får konstateret uhelbredelig kræft. Bogen er en slags erindringsborg - men ikke en selvbiografi. Selvom Mankell ved at han skal dø, er det ikke hans eget eftermæle han først og fremmest er optaget af, men snarere menneskehedens. 69

Mankell skriver i starten af bogen, at han i 2012 læser en artikel om arbejdet med at sprænge tunneler og rum dybt nede i det finske urfjeld, hvor atomaffald skal opbevares i 100.000 år. Mankell gentager dette tal mange gange - men lige lidt hjælper det. 100.000 år er ufattelig lang tid, og det foranlediger ikke mindst en masse spørgsmål: Hvad sker der, når nogen finder vores efterladenskaber i fremtiden? Hvad er det for spor vi efterlader, hvad siger det om vores civilisation, og hvad er det for en verden, vi har efterladt til fremtidige generationer? Det er nogle af de filosofiske spørgsmål Mankell stiller, og ikke mindst er det de spørgsmål, der sætter hans egen sygdom i perspektiv. I de 68 små essaylignende kapitler bogen er inddelt i, beskæftiger Mankell sig med forskellige spor. Både historiske, kunstneriske og ikke mindst hans egne minder. Det er disse spor, der skaber fortællingen om Mankells eget liv, og om det liv vi som art har levet og lever. Det er dog ikke alle hans filosofiske overvejelser der er lige konsistente, som når han uden tøven udlægger hjernens kemiske processer som tænkningens essens. Alligevel er det overvejende en fornøjelse at læse hans beretninger om alt fra arkivet i Timbuktu til udgravninger i Finland. Mankell formår at koble de enkelte historier med hinanden, så de som en mosaik af fortællinger giver en samlet fortælling om mennesket som art og om hans eget levede liv. Mankells billede af sin egen og menneskets tid fremstiller et evigt spørgsmål ved eksistensen: Hvordan kan vi forstå at vi er født og lever i tiden? Og hvad kan vi stille op overfor fremtidige generationer? Vi manifesterer vores frihed i de initiativer vi tager på vores egne, artens og klodens vegne. Initiativet får dog en be-

mærkelsesværdig dystopisk klang, når Mankell netop peger på, at det er vores hengemte atomaffald, der bliver mindet om vores civilisation for fremtiden. Er det spor værd at efterlade til de kommende generationer?

“

Mennesket har altid levet for at skabe minder. Eller advarsler om det, som har været farligt og ondt. Pludselig lever vi i en civilisation, hvor vi ikke skaber minder. Vi lever for at efterlade os glemsel. Hvad bliver der så tilbage til sidst? En tid uden minder.”

Disse sætninger findes på en af bogens sidste sider. Selvfølgelig er en tid uden minder umulig. Hvordan skulle vi kunne have tidsforståelse, hvis vi ikke havde erindringen? Men tiden uden minder er snarere en tid uden spor, uden et livstegn fra tidligere tiders generationer og dermed uden nogen fortælling. Ingen fortælling, ingen menneskelig tid, ville Ricœur sige. Opløftende skriver Mankell dog, at der aldrig er noget, der er for sent. Det er hans mantra. Også selvom han ved, at han snart skal dø. I kapitlet Skygger skriver han:

“

De mennesker, der har opnået en eller anden form for sjælelig modenhed, gemmer sig ikke i skyggen. De bliver ved med at blande sig. Jeg er stadig et fuldkommen levende menneske, ikke en, der sidder og dingler med benene på gravens rand.”

Mankells sidste bog om glæden ved livet er en medrivende historie. En historie fortalt med den drevne forfatters overskud og med den modne sjæls initiativrighed.

ARKEN 161

Jerusalem og landflygtighed på samme tid Stormløb mod Grænsen – det politiske hos Franz Kafka // Isak Winkel Holm København: Gyldendal. 2015. 469 s. 299,95 kr. Anmeldt af stud.theol. Andreas Riis Damgaard

ANMELDER // Jer us al em og l andf l yg tig hed på s amme ti d

in lyst til at læse litteratur blev brutalt nedslagtet i danskunder-

forkyndelse, som altid vil minde mig om Sl 139. Uanset hvor fugaagtigt figurerne i Kafkas bøger

visningen på gymnasiet. Da jeg atter kom i gang med at læse efter afslutningen på forløbet, var en af de første klassiske bøger, jeg samlede op Franz Kafkas Processen. Den gjorde et stort indtryk på mig. Bogens skildring af en konstant knurrende fornemmelse, det sepiafarvede kosmos og ikke mindst den juridiske grundighed, hvormed Kafka skrev, fangede min interesse. Med en blandet følelse af glæde og ubehag bladrede jeg mig hurtigt igennem værket.

forsøger at slippe ud af lovens jerngreb, så kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre. En sådan domsforståelse og, indrømmet, teologisk fatalistisk læsning af litteraturen er netop, hvad Winkel Holm forsøger at nedlægge. Og det lykkes meget fint efter min mening.

Som så mange læsere før mig blev jeg indlemmet i et skæbnefyldt og mørkt univers, som er ganske karakteristisk for Kafkas litterære stil. Jeg oplevede bogens deterministiske univers, hvor Josef K. skubbes rundt af overordnede magter, som i fortolkningstraditionen er blevet opfattet på mangfoldige måder, som det man kalder ”kafkask”. Josef K. vågner pludseligt en morgen, og bliver arresteret. Han ved ikke hvorfor, men det gør han altså bare, og ikke nok med det, men han ender med at acceptere sin dom. Det er ”kafkask”. Det er en karakteristik af et individ, som skubbes rundt i et teater, hvor vi som tilskuere i en klassisk tragedie, underholdes og anfægtes ved Josef K.s skæbne – dommen og døden. Personligt har jeg altid holdt af at læse Kafkas bøger som klar doms-

Winkel Holm forsøger at gøre op med det ”kafkaske” i denne udgivelse, som er en lettere gennemarbejdet udgave af hans doktorafhandling fra april 2014. Dette udfolder Winkel Holm i en meget grundig bog, som af og til kan forekomme lidt redundant. Bogen, som falder i tre dele, er opbygget således, at den først præsenterer Winkel Holms begreb ”foruroligelse” som en slags erstatning for det ”kafkaske”, dernæst med et afsnit, som omhandler ”Kafka og dilettanten” og slutteligt med en del som fokuserer på Kafkas romaner, heriblandt Processen. Bogens undertitel indikerer dens formål. Den ønsker at se Kafka i lyset af det politiske. Med det politiske mener Winkel Holm muligheden for at handle. Det er nemlig et forsøg på at forstå de muligheder, som personerne i Kafkas univers har, eller måske nærmere et forsøg på at påpege at disse personer har valgmuligheder. Det er Winkel Hol71

ms archimediske punkt. Hvis de, karaktererne i Kafkas litteratur, har muligheder for at omstyrte noget, eller blot handle i forhold til noget, da må man revidere sin forståelse af agens i Kafkas litteratur. Da er betegnelsen ”kafkask” ikke i Kafkas ånd, da det bliver en overfataliseret fortolkning af litteraturen. I stedet erstatter Winkel Holm begrebet ”kafkask” med sit eget, foruroligelsen. Foruroligelsen underinddeles i tre hovedkategorier – som en reaktion, et produkt og en impuls. Følelsen af det grundlæggende forkerte, det anfægtende element hos Kafka, er altså primært et udtryk for en foruroligende følelse i tråd med den politiske situation.

Winkel Holms værkgennemgang kombi-

neret med dagbogscitater fungerer meget udmærket. Særligt synes jeg, at det introducerende afsnit, hvor ”En hunds forskning” og ”Foran Loven” kombineret med dagbogsoptegnelser fra Franz Kafkas arbejde, som uengageret og småkynisk direktør på en asbestfabrik, benyttes til at påpege Kafkas forståelse af de fejl, som er konstitueret i det politiske fællesskab, fungerer særdeles godt. De biografiske dele af værket er rigtig gode. Men som allerede antydet forekommer dele af bogen også en smule redundant. Det er navnlig i de meget teoretiske afsnit, hvor begreber fra Deleuze, Gauttari, Arendt og mange, mange andre vendes op og ned adskillige gange. Udover disse lidt overordnede kommentarer og gennemgangsnoter, så vil jeg gerne fremhæve et par særdeles gode betragtninger, som vil have interesse for den teologisk interesserede læseskare til værket. Der er nemlig et særligt blik for Kafkas forhold til det jødiske og Det Gamle Testamente i bogen, som fortjener at få et par kommentarer med herfra. Winkel Holm påpeger at loven generelt ses fra to vinkler i forfatterskabet. Henholdsvis fra dørvogterens vinkel, hvor et enkelt menneske, som i ”Foran loven”, står som et enkelt individ overfor loven. Men der er også en anden vinkel, nemlig den

som Winkel Holm graver frem fra Kafkas syn på babeltårnsfortællingen fra den gammeltestamentlige Urhistorie. Her er der nemlig ikke tale om et enkelt foruroliget individ, som står alene foran loven, men om en gruppe mennesker, som forsøger at konstituere et fællesskab og skabe sine egne love indenfor dette. Det konstituerende er naturligvis et led i opfattelsen af den politiske mulighed. Vi ved, at det går galt for babeltårnsarkitekterne, de føler loven på anden vis. Skiftet mellem de to erfaringer af loven, fremhæves i den stereoskopiske læsning, som Winkel Holm udlægger i bogen. Den såkaldte foruroligende følelse er altså et produkt af en fordobling af perspektivet på det politiske fællesskab. Herigennem påpeger Winkel Holm, at der er to perspektiver i Kafkas litteratur. Der er en retsfremmedhed, men ligeledes en retsegnethed. Med babelstårnsfortællingen har man altså samtidigt et velkonstrueret bygningsværk og en gigantisk bunke murbrokker. Og som Winkel Holm skriver det smukt, så er der ”… samme tid Jerusalem og landflygtighed” (s. 60). Her fra en Kafkaglad og idiosynkratisk teologistuderendes synspunkt, har Winkel Holm formået at rykke lidt på min forståelse af Kafkas litteratur. Jeg er dog formentlig til stadighed at karakterisere som en af de, der ifølge Winkel Holm har misforstået grundstemningen i Kafkas litteratur, da jeg læser den ind i en eksistensteologisk sammenhæng med et intimt og ikke mindst anakronistisk blik til forståelsen af det absurde. Vi er dog enige om, at der er noget grundlæggende i vejen i Kafkas univers – fortolkningsforskellen mellem det ”kafkaske” og det foruroligende ligger altså grundlæggende i agens. Hvilke muligheder har Josef K. for at agere i en politisk sammenhæng? Winkel Holm trækker argumenter frem i bogen for, at der i alt sin dobbelthed er mulighed herfor. Jeg er nok ikke helt enig i denne læsning, men det er som sådan irrelevant. For bogen er velskrevet, gennemarbejdet og læseværdig – der skal altså lyde en overordnet anbefaling herfra, hvor der dog til stadighed holdes en aktie i en solid teologisk læsning af Kafka.

ARKEN 161

Knausgård i syv sind Knausgård i syv sind // David Bugge, Kasper Green Krejberg, Ole Morsing, Hans Nørkjær, Johan Chr. Nord og Svend Brinkmann Forlaget ANIS. 2015. 169 s. 179 kr. Anmeldt af Robert J. Buhl

ANMELDER // Knausgård i sy v s i nd

forordet til Knausgård i syv sind skriver redaktørerne, at de håber med denne bog at

ikke om politiske meninger, men om en kultur, hvor denne afstand til virkeligheden kan opstå”

give “læseren lyst til at dykke (yderligere) ned i Knausgårds originale forfatterskab”, og det er netop, hvad der gør bogen vellykket: at den først og fremmest formår at minde en om, hvorfor Karl Ove Knausgård er et så berigende bekendtskab. Den er læseværdig, fordi den, gennem stor entusiasme og nysgerrighed fra bidragydernes side, evner at formidle det i høj grad læseværdige ved Knausgårds egne værker. Kun et enkelt bidrag burde i den her foreliggende udformning dog ikke være sluppet igennem den redaktionelle filtrering. Antologiens syv artikler er ganske forskellige både stil- og emnemæssigt, hvorfor de her vil blive gennemgået særskilt.

(14). Alt for ofte bryder dog Hauges åbenlyst store litteraturhistoriske og om Knausgård biografiske viden ind med bemærkninger uden videre relevans for emnet og med en sludder for en sladder-stemning til følge. Et træk, som desværre mere eller mindre kendetegner hele artiklen. Det sidste afsnit, Digtning eller sandhed?, behandler det forhold, at handlingen i Knausgårds debutroman, Ute av verden, er en fiktionaliseret udgave af fortællingen om hans tid som ung lærervikar i Nordnorge. Hauge runder her af med et plat og nærmest damebladsagtigt dilemma: “Vil man helst læse den fiktive Ute av verdens version af forholdet mellem den unge lærer og Miriam, eller foretrækker man mon den fiktionsfri version i Min kamp? Ute av verden er frækkere end Min kamp, for fantasien overgår virkeligheden. Fiktion eller sandhed?” (25). Desværre er det bedrøveligste ved denne banalitet ikke, at den er banal, men at den synes forventelig som afslutning på en alt for spredt og overfladisk artikel, der kun i små glimt formår at forløse et ellers udmærket spørgsmåls potentiale.

Lektor Hans Hauge åbner ballet med en artikel under overskriften Fra digtning til sandhed. Med udgangspunkt i massakren på Utøya, som Knausgård har skrevet om i flere sammenhænge, undersøger Hauge det, han kalder “hele romanens [Min kamp] problematik: længslen efter virkelighed i en verden af billeder og fiktioner” (14). Gennem en noget rodet og anekdotisk begyndelse kommer Hauge frem til første dels væsentligste pointe: Knausgårds originale udlægning af Breiviks misgerning som et ekstremt udtryk for virkelighedslængsel i et “fiktionaliseret billedunivers”: “Det handler

David Bugge, lektor og medredaktør på bogen, har under overskriften Mennesket skrevet en artikel, som grundigt undersøger Knausgårds betragtelige brug af myten om Kain og Abel, 73

ARKEN 161

Foto : André Løyni ng - Kar l Ove Kn ausgå rd

ANMELDER // Knausgård i sy v s i nd

samt hvordan Kain-skikkelsen kan hjælpe til en forståelse af mennesket Hitler, fordi “det myten udtrykker, gælder os alle” (28). Bugge viser i en interessant fremstilling, hvordan Knausgård, ved først at identificere sig med den af verden forhadte og fordømte Kain, og dernæst at fremhæve en mængde fællestræk mellem sig selv og Hitler, “insisterer på, at Hitler er og bliver menneskelig” (46). Ondskaben i Hitlers og nazismens forbrydelser er ikke “kvalitativt forskellig fra alt, hvad man ellers kender til i menneskeverdenen” (46) – i så fald ville vi aldrig blive i stand til at forstå den. Herefter redegør Bugge for, hvad han kalder “det allermest originale ved Knausgårds analyse” (48) – og i alle fald noget at det allermest modige – at ikke bare er misdæderen Kain-i-Hitler, som er i stand til det forfærdeligste, den samme som Kain-i-os, men

vis at have redegjort for, hvordan titelvalget er blevet begrundet af andre, vil Krejberg ad fontes! Knausgård gør nemlig selv opmærksom på, at han er nødt til at undersøge, hvorfor han f.eks. bevæges af en nazistisk propagandaplakat med at smukt fjeldlandskab, og hvorfor ord som kroppen, blodet, det hellige og det dunkle, eller synet af noget nazistisk arvegods i familien, “vækker” noget i ham og fylder ham “med en så underlig lengsel” (65). Krejberg udfolder da sin egen meget udmærkede og skarpsindige forklaring herpå: Knausgårds æstetiske og eksistentielle “lengsel etter virkeligheten” (69) finder et modsvar i “nazismens totalæstetisering af politik og samfund”, de deler den romantiske ambition om at forene det skønne og det sande (i henholdsvis kunsten og det utopiske rige). Ligesom nazismen lever i jagten på en idealverden,

selve mulighedsbetingelsen for Holocaust er blot en ekstremiseret udgave af “formelen for alt menneskeligt”, en inddeling i jeg, du, vi, de og det. Formlen, hvormed nazisterne gjorde jøderne til først de og dernæst det, er den samme, hvormed vi gør Hitler til “noget uden for os selv…men Hitler er “en av oss”” (49). Et sådant “absolut ligeværd” forarger imidlertid og gør ifølge Knausgård kristendommen “urealiserbar”, da nåden vil ophæve disse menneskelige distinktioner, som konstituerer vores identitet. Hertil replicerer Bugge sluttelig, at netop derfor kan kristendommen “aldrig have mennesket som subjekt” (51), og er dermed ikke den sidste i antologien til at påstå, at Knausgård ikke har begrebet kristendommen ret. Replikken er berettiget, for spørgsmålet er, om ikke Knausgård med den præmis, at al betydning er relativ, overser, at kristendommens postulat er, at den evige, ikke-relative mening findes. Men Bugge synes ligeledes næsten at glemme, at det er og bliver et postulat, hvorfor hans tale derom bliver nærmest forkyndende.

drages Knausgård af den virkelighed, som ligger ”uden for” vores relative, konstruerede virkelighed, hvorfor han vil “rive os ud af den gennemmedierede og digitaliserede verden… og tvinge os til at mærke og forstå, at kroppen er natur, at vi er blod og jord. Blut und Boden. Det bliver ikke mindre sandt af, at nazisterne sagde det” (73). Vi er tanker, ånd, men også kød, og denne afgrund mellem os og det biologiske findes ifølge Knausgård i en ekstrem grad i nazismen. Denne erkendelse er vigtig for ikke som nazismen at adskille, men derimod søge “at forene kroppens det med et du”. Knausgårds æstetiske granskning af nazismen ender altså ifølge Krejberg i en etisk fordring! Det tjener til Krejbergs ros, at han ærligt forsøger at besvare sit indledende spørgsmål, så at svarene til sidst er så adskillige, at det konklusive klimaks om Min kamp som en genindsættelse af kunstneren som den, der skal minde om vores virkelige men i “billedverdenen” tabte forbindelse til det materielle det, døden, samt den anden, du’et, det levende, alligevel bliver lidt uklart, er mest en skam, fordi artiklen ellers består af klare, dristige og berigende tanker.

Kasper Green Krejberg har fat i noget, når han mener, at det i lyset af “Knausgårds udtalte nazismefascination” (55) er på tide for alvor at tage spørgsmålet op: Hvorfor den titel?, hvilket også er titlen på hans artikel. Efter indlednings-

Ole Morsing, også redaktør på bogen, tager i sin artikel, Jeg tænker og føler, altså skriver jeg, fat på et emne, som er det i resten af antolo75

gien (med god grund) måske mest debatterede: Knausgårds ofte gentagede målsætning om at skrive sig ”ind bag” det sociale, vores tilfældigt soliderede udlægninger af livet, der skærmer for “verden som den er, noe alltid i sin vorden” (82). Vejen går gennem følelserne, der i sig selv altid er umedierede og derfor vitterlig relaterer til denne førbegrebslige dimension, “det alltid ennå uforklarte” (80). Til at belyse dette introducerer Morsing de historiefilosofiske begreber Geschichte (det, som konkret er sket, begivenheden selv) og Historie (viden om og fortolkning af begivenhederne) idet Knausgårds målsætning også kan udlægges som kunstnerisk at udtrykke menneskelivets unicitet, dets Geschichte, det konstituerende for den forklarede sammenhæng, vores Historie. Og anvendelsen er frugtbar, da Morsing med den afdækker et

sprogfilosofiske og hjertets etiske: kan en sådan skinbarlig virkelighed overhovedet skildres, og er der i så fald en grænse for med hvilken hensynsløshed, det kan gøres? Spørgsmålene er nødvendige, men det samme gælder ikke partout de svar, som Nørkjær giver, og som af og til på kritisabel vis synes båret frem af en underliggende personlig-moralsk antipati, der på forhånd har fundet “projektet etisk angribeligt” (105) og ikke synes at kunne blive færdig med at påpege, at “Min kamp i alt væsentligt [er] udgydt fra et koldt hjerte” (108). Nørkjær hævder bl.a. at “Knausgård skuer sig selv og sit eget liv i [en art troldspejl]”, idet “hver eneste sætning…ses igennem et prisme, som er sløret af Knausgårds selvoptagethed og selvhad, hvorfor han ender i en ny personlig fiktion” (114). Men hvis selvhadet er en del af Knausgårds person, bliver en

for Knausgård selv såvel som hans tænkning prekært problem: “Risikoen ved at fokusere på Geschichte er netop, at det kan skabe en historieløshed”, dvs. meningsløshed, hvorfor det er “et af Knausgårds gennemgående spørgsmål, hvad den ultimative betydning af de enkelte betydninger egentlig er” (95). Livets enkelte begivenheder kan tilkendes mening ved at forklares horisontalt, som Historie, men hvis ikke verden gennem religion (det vertikale) og poesi (følelserne) åbnes op og erfares som konkret, uvilkårlig Geschichte, er det ikke den sande verden i sin evige uafsluttethed, vi erfarer, men vores eget vilkårligt afsluttede vrangbillede deraf. Morsings aldeles vellykkede og fængslende bidrag behandler således et af de mest filosofiske sujetter i Knausgårds forfatterskab: hvad er virkelighed (sandhed), og er den perceptibel? At han ikke går nærmere ind på det mulige paradoks: overhovedet at ville formidle en førsproglig virkelighed litterært, kan, når antologien betragtes i sin helhed, undskyldes, da dette undersøges nærmere i især de to påfølgende artikler.

sætning vel først “forskruet og løgnagtig”, når dette udelades – ikke på grund heraf. Der er intet logisk hold i, at et plaget, immoralsk hjerte skulle være mindre egnet end et “varmt” og hensynsfuldt til at tale sandt. Og desuden forudsætter Nørkjær selv Knausgårds skrupel, “jo mere varme, desto mere hensyn; jo mere kulde, desto mere sandhed” (108) – et dilemma, Nørkjær må være enig i, da der ellers intet etisk problem er – hvilket modsiger hans egen påstand, at et koldt, “beskadiget og skamferet” hjerte er skyld i mere fiktion. Nørkjær vurderer videre, at Min kamps “realismeprojekt [mislykkes]” (115), fordi det ikke formår at kommunikere en objektiv virkelighed, men i stedet “noget, der i sidste ende viser sig ikke at være sandhed” (118). Men når han samtidig siger, at den “overskrider… alt, der hedder det sociale, og som netop kendetegnes ved at indebære et løgnens formildende hensyn” (118), står vi igen med en selvmodsigelse, for hvis Knausgård virkelig overskrider en forløjet socialitet, må han også siges at lykkes med at tilnærme sig det sande. Men er det ikke rimeligt at Nørkjær erklærer Min kamp for mislykket, når nu ambitionen om en sproglig indkapsling af et ikke-sprogligt rum er paradoksal? Ikke helt, for Min kamp er ingenlunde entydigt overtydet om denne mulighed (hvad Nørkjær faktisk selv citerer: “ingenting bliver

Hans Nørkjær slår således i sin artikel, Knausgårds troldspejl, ned på dette ideal, at “skildre virkeligheten slik den var” (105), og stiller to væsentlige og kritiske spørgsmål til det, øjets

ARKEN 161

ANMELDER // Knausgård i sy v s i nd

sett slik det er i seg” (113)), men er snarere en behandling af selve problematikken, hvorfor det er simplistisk at ville holde dom over værket, som Nørkjær gør. Konklusionen for Nørkjær bliver, at “Min kamp var et i sidste ende både umuligt og koldt livsprojekt, som alligevel aldrig bragte ham det, han søgte: sandheden” (121), men det er svært at se, hvordan det er tilfældet, når det ifølge Nørkjær netop er i kraft af Min kamp, at Knausgård erkender og forstår “at der er noget meget væsentligt, der ligger uden for sprogets rækkevidde og som tilhører det levede liv” (119) (her i særdeleshed familiens gensidige kærlighed). Hvis Min kamp har ladet ham genopdage kærlighedens sandhed og meningsfuldhed, har projektet jo i allerhøjeste grad bragt ham (i hvert fald noget af) det, han søgte. Nørkjærs artikel stiller som sagt nogle vigtige spørgsmål,

grænsesprængende kunst, som netop tydeliggør forskellenes skrøbelige relativitet. Knausgård vender i Sjelens Amerika stadig tilbage til dette paradoks: at verden i grunden er noget, som vi dog ikke kan erfare på nær ved kunstnerisk eller religiøs åbenbaring, hvorfor vi ifølge Nord enten må irriteres eller tavst acceptere dette mystiske postulat. Men nok har Nord ret i, at den yderste konsekvens af Knausgårds “kunstmystik”, hvor faktisk al mening er illusionær, må være menneskelivets sammenbrud, men han har ikke ret i, at Knausgård gør sig til “talsmand for handlingslammelsen” (144). Knausgård påpeger og opridser grænserne for vores liv og erkendelse uden nogensinde at plædere for en verdensfjern holdning til tilværelsen – om end Nord tydeligvis gerne vil have sin mystiker derhen. Nord hævder sluttelig, at Sjelens Amerika munder ud i

men synes konstant at være præget af en kedeligt moraliserende ringeagt, som hellere geråder sig ud i forsimplinger og selvmodsigelser end opgiver (for)dommen: Min kamp var ikke bare et uetisk foretagende – det var tilmed gavnløst.

en eklatant, “forvrøvlet” selvmodsigelse, idet Knausgård gennem hele bogen har søgt mod det grænseløse intet under vores tilværelse, men så afslutningsvis siger, at “I nesten alt jeg har skrevet finnes det en lengsel etter grenser” (145), altså mening. En så afgørende indsigelse fortjener at blive udfordret med et par kommentarer. Er det et udtryk for inkonsekvent tænkning, når Knausgård på en og samme tid drages mod kunstnerisk at erkende verdens urgrund og som menneske ønsker at leve et liv fyldt af mening? Er det ikke snarere et udtryk for menneskets typisk ambivalente sjæleliv? Er der overhovedet tale om en virkelig selvmodsigelse? Knausgård siger vel at mærke ikke, at verden ontologisk både er og ikke er forskelsfuld. Han hælder uden tvivl til, at verden ontologisk set er forskelsløs, men længes desuagtet (eller just derfor) efter de forskelle, som skaber mening. Han længes efter grænser i det praktiske og grænseoverskridelser i kunsten (som Nord selv bemærker s. 133). Den “både-og-akrobatik”, som Nord anfægter, drejer sig altså om to modsatrettede længsler – ikke inkompatible påstande om, hvad skrivningen grundlæggende udtrykker, eller hvad verden grundlæggende er – som eksisterer på samme tid på to forskellige plan, det eksistentielle og det intellektuelle, og at kalde dette for en selvmodsigelse er for det første at konfusere disse to

Jeg er dig. Denne kryptiske sætning er udgangs- og hovedomdrejningspunktet i Johan Christian Nords omhyggelige artikel af samme navn om noget så originalt som mystikeren Karl Ove Knausgård. Artiklen er desuden den første i antologien, som primært er baseret på essaysamlingen Sjelens Amerika. Jeg-er-dig-tanken, som Nord kalder for “brændpunktet i Knausgårds kamp”, er erkendelsen af den i forhold til det andet menneske “radikale identifikation” og den konsekventielt “tilbundsgående udjævning af alle de forskelle, som vores virkelighed ellers udgøres af ” (130). Men indblik i en essentiel forskelsløshed, som ophæver identiteten og den menneskelige virkeligheds meningsbærende forskelle, er en erkendelsesmæssig umulighed, hvorfor Knausgårds insisteren herpå kvalificerer ham til mystikermærkatet. Nord viser herefter det vældig interessante, at Knausgård faktisk er radikal i sin “intethedsmystik”: al betydning udspringer af det forskelsløse, det meningsløse intet, som altså er verdens grund. Denne indsigt er praktisk umulig, men kan anes gennem

kategorier, og for det andet at ville applicere et logisk princip på følelseslivet. Knausgård længes efter grænser, fordi han længes efter følelsen af mening, hvilket ikke modstrider, at han filosofisk og kunstnerisk kan begære at kende disse grænsers sandhedskarakter. Den radikale insisteren på og stadige beskæftigelse med tilværelsens fundamentale meningsløshed kan ligefrem tænkes at være båret frem af en dyb længsel efter mening. Den sidste artikel i samlingen er forfattet af Svend Brinkmann, der har sat sig for at undersøge Knausgård som forsker, og med den har han begået en lille, forfriskende genistreg. Brinkmann fortæller indledningsvis, at han efter at have skrevet første udkast til sin artikel tænkte “Det går virkelig ikke…Jeg påstod, at man

losof Bruno Latour – idet de begge er optaget af forholdet mellem natur og kultur, nærmere bestemt vores uundgåeligt kulturelt fortolkende tilgang til alt i verden, selv ren “biologisk materialitet” (dette, at alt har et ”ansigt” (er betydnings- og udtryksladet) kalder Latour en “materielt-semiotisk metafysik”) – men kommenterer herefter derpå og konkluderer, at forbindelsen til Latour er alt for tynd, ligesom koblingen mellem Knausgårds autofiktion og forskningens autoetnografi er kunstig. “…umiddelbart ligner den en konstruktion, som jeg har udtænkt, fordi jeg gerne vil have tingene til at passe” (159). Og ud af denne selvkritik springer alligevel meget væsentlige pointer om Knausgårds forfatterskab, især vedrørende Brinkmanns ide om Knausgård som en “lyrisk forsker”. “Knausgård genfortryller verden lyrisk snarere end nar-

som kvalitativ forsker kunne lære en masse af Knausgård. Men måden, jeg havde skrevet på demonstrerede med al uønskelig tydelighed, at jeg intet havde lært af ham…Der er brug for mere Knausgård i psykologien, og det havde jeg skrevet, men jeg havde jo ikke vist det” (151153). Og det er så, hvad Brinkmann sætter sig for: at vise, hvad Knausgård har lært ham om det at være menneske ved at gengive passager fra sin oprindelige artikel, som han derefter udsætter for en skånselsløs (selv)kritik, der afslører og udstiller hans egen akademiske forfængelighed, forstillelse og usikkerhed. Hans (meta-)artikel om Knausgård handler derfor egentlig ikke om Knausgård, men om Brinkmann selv! Konkret viser han f.eks., at han i den oprindelige artikel refererer til en tænker, han aldrig har læst (Shields), fordi denne bruger et begreb (“realitetshunger”), som Brinkmann finder “sexet og appetitvækkende”, ligesom han anvender en akademisk jargon med fremmedord, som han nok kan definere, men som ikke har “andet end en leksikalsk betydning for mig” (154). I den oprindelige artikel sammenligner Brinkmann desuden Knausgård med den franske fi-

rativt…Min kamp er ikke styret af en storyline, men af konstante forsøg på at skabe nærvær til det konkrete…Måske fordi der er et konkret, ikke-hermeneutisk lag i vores relationer til verden, som kun kan fanges poetisk” (162-164). Min kamp skal således ikke bedømmes på dens meningsindhold (intentionalitet), men på den intensitet, den skaber hos læseren. Sluttelig overvejer Brinkmann, at hvis Knausgård skal kunne kaldes forsker, må hans værkers “epistemiske kvaliteter” vurderes. For så vidt vores erfaring rummer et sådan ikke-hermeneutisk lag – en oprindelig værensmodus i hvilken vi også altid forholder os til verden, før vi begrebsliggør forholdet – fordres et sandhedsbegreb, som ikke alene forstår sandhed som en egenskab ved tingen selv, men som et sandt forhold til tingene, der ikke negligerer men også fremdrager dette aspekt. Accepteres derfor denne Heidegger-inspirerede eksistensanalyse og det dertilhørende sandhedsbegreb, kan både poesiens og den lyriske forsknings metoder, som fremhæver dette umiddelbare nærvær, siges at have gode epistemiske kvaliteter, og “fiktionen kan være sand” (166).

ARKEN 161

Den græske kryds & tværs

Af Tea K. Lange Olsen & Theodora Y. Harbsmeier Hvad er løsningen? Hvilken genitiv er på færde? Send svaret til theodorayh@gmail.com Den bedste besvarelse vinder en god bog, stor hæder samt evig salighed.

Bestemt Artikel m. sg. nom. “Himmel”  m.2 sg. nom 2.Aor. stamme til  ”οραω” Dem. Pron.  n. sg. nom Adv. “straks” Perf. 3.p.sg. med. ind.  ”γραφω” Præs. Part. Akt  m. pl. gen. “εσθιω” Pers. Pron. 1.p.sg. gen. Hyp. Konj. + Eventualis Konjunktiv Rod Aor.  2.p.sg. med. imper. “γιγνομαι” Futur.  2.p.pl. akt. ind. ”ειμι” “Skriftkloge” m.3. pl. nom. Kap. Aor.  3.p.sg. akt. ind. “διδωμι” Aor.Pass.I 3.p.sg.ind. “døber” Optativ mærke præsens adv. / neg.  “ikke”

Forskningscenteret Af stud.theol. Troels Bering

forbindelse med den nys afsluttede påske med dens begivenheder, har Arkens udsendte reporter besøgt det store forskningscenter på Corsika, L’indiseetclé, der i de seneste mange år har haft kristne myter og narativer under lup for at undersøge den videnskabelige side af dem. Det var således L’indiceetclé, der slog fast, at der ikke var fysisk plads til dinosaurerne på Noahs Ark og at Metusalem med al sandsynlighed ikke blev 969 år gammel – medmindre han var en helsefreak. Vi har sat Monsieur Alphonse i stævne, da han leder en ganske speciel afdeling på L’indiceetclé, nemlig genopstandelsesforskningen. - Oui, det var et meget svært område at forske i i le begyndelse for det er svært at bringe le folk tilbage til la liv, når de først er døde. Vi har på den bekostning mistet mange les forsøgskanins i de tidligere faser af la research. - Vi har tilknyttet en læge, der kan de nødvendige procedurer for le medicinsk genoplivning, men han har haft sin sag for, når han har skulle genoplive efter, at la kanin først var blevet pisket, derefter korsfæstet og til sidst lagt i en stenhule i tre dage. - Det viser sig, at de stærkeste chancer for le genoplivning finder sted umiddelbart efter la døds indtræffen, så indtil videre har les resultats været negative. Der har været meget kritik af L’indiceetclé gennem årene, især efter, at de i 2004 sandsynliggjorde, at de faktisk var muligt for Jesus at gå på vandet på Geneseret Sø – forudsat, at der forinden havde været en stærk vinterstorm rundt om fiskerbåden og at Jesus havde sine egne snesko. Dette resultat bekræfter desuden grunden til, at Peter faldt igennem isen, da han som fattig fisker i en lille israelsk landsby nok ikke havde adgang til badmintonketchere.

Men hos Monsieur Alphonse fortsætter forskningen på højtryk og de har

netop modtaget en stor pengegave fra Vatikanet efter, at de fremlagde deres seneste forskningsområde: ”Hvordan man taler med en brændende busk.”

ARKEN 161

ANMELDER // Fors kni ngs centeret

A RK EN ~ 161