Arken 165

Kolofon

Bidragsydere

Søren Holst Andreas Ole Nielsen Mikkel Tode Martin Friis Jonas Benjamin Abraham Demsitz Adam Garff Nicolai Røge Lene Enggaard Nielsen Mia Geisler Andreas Riis Damgaard Rasmus Bogø Heidi Friborg Christophersen Maria Holm Iversen

Adresse

Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Karen Blixens Vej 16 2300 København

Telefon

tlf. 35 32 36 29 (+45 20 12 26 08 - redaktør)

Bidrag og annoncer skal sendes til redaktion@forlagetarken.dk

Deadline for Arken 166 er 1/10 2018.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det Teologiske Fakultets tidsskrift, København Nr. 1 - 2018 39. Årgang

Redaktionen

Chefredaktør

Samuel Benjamin Nielsen SBN@forlagetarken.dk

Debatredaktør

Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Bogredaktør

Peter Otken pnorthcastle@hotmail.com

Layout/Grafik

Johan Lund Pedersen lund@johanpedersen.dk Emil Lund Pedersen emillundpedersen@gmail.com

Arken Radio

Paninnguaq Leibhardt panuar@live.dk

Webredaktør

Jakob Steen Madsen jakob.steen.madsen@gmail.com

Skribenter

Tea Kristina Lange Olsen Teagro2@gmail.com Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Theodora Yde Harbsmeier theodorayh@gmail.com Theis Schønning Johansen theis_schonning@hotmail.com

Indhold

LEDER Samuel Benjamin Nielsen

4-5

ARKEN // LEDER

ARTIKLER Søren Holst

8-11

Tiggeren og de studerende

Samuel Benjamin Nielsen 12-15 Det ubesvarede ’hvorfor’ Martin Friis 16-21 Må Ånden være med dig! Star Wars og Bibelen Andreas Ole Nielsen og Mikkel Tode 22-25 Gud til ære og menneskene til sand trøst Mads Graves Pedersen 26-29 En introduktion til et tekststykke af en ikke uvæsentlig betydning Tea Kristina Lange Olsen 30-35 En samtale om risiko og fare Jonas Benjamin Abraham Demsitz 36-39 Shema Yisrael - En udlægning af den jødiske trosbekendelse.

ANMELDELSER Adam Garff 44-45 Ordet i marsken Mads Graves Pedersen 46-49 En stakåndet jagt på det nye menneske Mikkel Tode 50-51 Om de giftige, bitre, hævngerrige og lumske slanger, og om de, der dræber, spidder og sønderhakker folk Nicolai Røge 52-55 En sidste og velsunget sang fra reformationsåret Lene Enggaard Nielsen 56-59 Drømmen om en lutheransk vækkelse i Caribien Peter Otken 60-63 Et opråb og en katekismus Mia Geisler 64-65 Kirche, Küche, Kinder Andreas Riis Damgaard 66-69 Skal man servere sin bedstemoder med skarp sovs eller holde kæft?

Rasmus Bogø 70-71 Den som tror, kan mærke lyset vibrere i den dybeste nat Heidi Friborg Christophersen 72-75 Børnegudstjenester – for børn Maria Holm Iversen. 76-77 Vejen til det gode liv med Emerson Peter Otken 78-81 Alle Luthers salmer på dansk

ARKEN // LEDER Af stud. theol Samuel Benjamin Nielsen

J

eg vover at sige det. Denne udgivelse er Arkens bedste til dags dato! Det er fuldstændig lige meget, om du læser bladet forfra eller bagfra, eller om du hører til den gruppe mennesker, der holder af at kaste sig i favnen på skæbnen ved tilfældige opslag. Men tag ikke mit ord for gode varer. Se for dig selv!

Jeg har sat bage-uret til 52 minutter. Jeg lader mig fortælle af skat.dk’s nye smarte algoritme, at det er tiden, jeg kan forvente at sidde i kø, før jeg kan logge ind og modtage de gode eller dårlige nyheder – aka min årsopgørelse. Lige nu er der 58733 personer foran mig i køen. Cifrenes forsigtige men jævne aftagen giver mig tid nok til at nedfælde et par ord i den spalteplads, redaktøren nu engang er forpligtet til at udfylde. Jeg spørger mig selv: skal jeg inspirere eller polemisere? Er det tid til at bygge op eller rive ned? Og er det hele egentlig ikke lige meget? For hvem har efterhånden tid til at give sig til at læse en ’leder’ på denne motorvej af et studie? Og i øvrigt er universitetet måske i ’lock out’ på tidspunktet for udgivelsen, og i så fald har du nok for travlt med at forsøge på egen hånd at famle dig frem gennem en pensumjungle af diverse grammatikbøger, gloselister, primærtekster, sekundærlitteratur, porteføljeopgaver og så videre og så videre. I sådanne undtagelsesforhold bliver Klagesangene pludselig en kær ven i nøden. Lock out eller ej, så er der nok at klage over. Der har vi den! Jeg vælger polemikken. Og det, jeg vil polemisere imod, er intet ringere en polemikkens egen navnebroder: klagen. For hold fast hvor skal man dog lægge øre til megen jammer herinde på studiet. Bevares, jeg har da også selv lagt mund til meget af den, men det gør ikke det hele mindre jammerligt. ”Der er for meget at læse”, ”indholdet er for svært at forstå”, ”sprogene er for komplekse” og ”tiden er for knap”. Der går ikke en dag på Det Teologiske Fakultet uden lyden af dette deprimerende omkvæd: ”DET ER FOR SVÆRT!”.

4

LEDER // ARKEN

Ja, teologistudiet er tungt, og det bliver kun tungere med årene. Der er ikke andet for end at klemme balderne sammen, bide i det sure æble, tage tyren ved hornene og lære at forstå dette ene: teologiens område er kæmpe stort, og det er der ikke noget at gøre ved, for universitets genstand er intet mindre end selve sandheden om virkeligheden. Universitetet kan jo ikke gøre for at verden er så kompleks, som den er. Vi kan klage nok så meget, men de klassiske sprog lytter ikke. Det gør filosofien, historien, dogmerne og de kanoniske skrifter heller ikke. Vi må huske på, at vi ikke er herinde for at blive underholdt, men for at skubbe menneskehedens store kugle af kundskab en alen længere. At tiden er for knap, er jeg helt på det rene med, og på dette punkt ser jeg gerne, at universitetet fortsat råber regeringen op – men at niveauet skulle sættes ned? Aldrig i livet! Så hellere få dårligere karaktere. Et dårligt gennemsnit er ikke tragisk, det er derimod et studie, hvor man har skruet niveauet ned, så at alle kan rende rundt med illusionen om, at de bemestrer verdensaltet.

En sådan illusion kunne ikke være længere fra sandheden om virkeligheden.

Det er derimod langt mere sandt at føle sig som et 02 overfor teologiens univers. Med det sagt, så forstår jeg at klagen kan være til trøst og styrke for fælleskabet. Der er jo ikke noget, der kan styrke fælleskabets bånd som en fælles fjende. Eller hvad? Hvad nu hvis vi delte vores begejstring med hinanden i stedet? Hvad nu hvis vi vinkede klagen farvel og hjalp hinanden med at løfte blikket til at se skønheden ved studiet? En kultur hvori mennesker udtrykker sin forundren og faglige nysgerrighed vil vække og skærpe interessen for alle og vende mismod til livsmod uden at rende ind i hovmod. Nu ringer bage-uret, og dermed har jeg afsløret, hvor lang tid det tager for mig at skrive et par få linjer. Du er ikke den eneste, der kæmper!

Velkommen om bord på Arken nr. 165. Værsgo og læs!

ARKEN 165

ARKEN 165 // L EDE R // AR KE N

ARKEN

~

165

6

ARTIKLER

~

Tiggeren og de studerende // Det ubesvarede ’hvorfor’ // Må Ånden være med dig! Star Wars og Bibelen // Gud til ære og menneskene til sand trøst // En introduktion til et tekststykke af en ikke uvæsentlig betydning // En samtale om risiko og fare // Shema Yisrael - En udlægning af den jødiske trosbekendelse.

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

ARKEN 165

Tiggeren og de studerende Prædiken i Studentermenigheden, fredag 9.feb.

Af lektor Søren Holst

H

ARKEN 165 // Tig geren og de st uderende

an tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

er af lave, og det kan man jo have megen fornøjelse af at være gnaven over. Men også evangelieteksten til på søndag er udvalgt for at skulle være pegepind mod påsken, og det er den på mindst to måder.

Jesus lægger ud med at fortælle sine følgesvende, hvad der skal ske, når de når til Jerusalem: Han vil blive pågrebet af magthaverne, hånet, torteret, henrettet – og så vil han rejse sig igen på den tredje dag af forløbet. Det er simpelthen programmet for påsken.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Luk 18,31-43) Det er fastelavn på søndag, og det vil sige, at vi starter indflyvningen, så at sige, til påsken. Det illustreres smukt af, at ligesom Netto har solgt snebajere og chokoladejulemænd igennem hele adventstiden, der jo i gamle dage var en fastetid,

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Lukas, som man jo altid får at vide, er den eneste af Det Nye Testamentes forfattere, der ikke var jøde, lige har redigeret lidt i teksten.

Både i Matthæus og Markus siger Jesus, at de jødiske ledere, ”ypperstepræsterne og de skriftkloge”, vil arrestere ham og overdrage ham til ”hedningerne”, altså til den romerske besættelsesmagt. Lukas har diskret strøget det med ypperstepræsterne og de skriftkloge; hans læsere (dvs. ikke-jøder, inkl. os) skal ikke have nogen anledning til at sige, at det var de grimme jøder, langt væk og for længe siden i Jødeland, der gjorde det. ”Det handler om os selv, det her”, hvisker han til os i kraft af sin lille diskrete redigering. Det handler om os selv, det som venter for enden af vejen.

som netop skulle stå i kontrast til julefesten – på samme måde er påskeæggene kommet frem på hylderne, så snart nytårsfyrværkeriet var pakket ned. Det er selvfølgelig et tegn på, at verden

Og nu med hensyn til vejen: Det er ét punkt mere, hvor teksten peger hen mod påsken.

Vejen op til Jerusalem. Når Jesus siger, ”vi 8

“Så mens vi klapper bøgerne op og downloader semesterplaner, så er det måske en god idé at minde os selv om, at det vigtigste kan vi ikke selv sørge for, og derfor kan vi lige så godt tage det hele lidt med ro og have tillid til, at det nok skal gå.”

drager op til Jerusalem”, så er det ganske vist en fast talemåde: Jerusalem er symbolsk eller mytologisk set det højeste punkt i verden for en jøde, og en rejse dertil hedder pr. definition altid en ”opstigning”. Selv om man evt. skulle komme fra Mt. Everests top, så ville man stadig ”stige op” fra Mt. Everest til Jerusalem. Men i lige denne sammenhæng er det også bogstaveligt.

De står uden for Jeriko, da han siger det. De er kommet rejsende ned igennem Jordandalen fra deres hjemegn oppe nordpå, og står nu på det lavest liggende punkt på jordens overflade, og de har i høj grad udsigt til at drage op til

Så man kan sige, det er op ad bakke for Jesus. – Og det er det jo da mildest talt, når programmet er, at han skal hen og slås ihjel, og han i øvrigt følges med 12 mand, der ikke engang forstår det, når han forklarer dem det. (Også på det punkt giver Lukas den ekstra gas, når han sætter tre streger under den manglende begribelse:

Jerusalem. Ca. lige så langt og lige så stejlt, som hvis det stejleste stykke af Valby bakke forsatte opad hele vejen til Roskilde.

Bibelens verdensbillede, at det er noget positivt, at Jerusalem er opad! Og ikke bare er evangeliet jo, som enhver fortælling i datid, skrevet ud af bagklogskab – af nogen som godt ved, at det

”De fattede ikke noget af det Det var skjulte ord for dem De forstod ikke det som blev sagt”).

Men samtidig så er det jo som sagt indbygget i

ARKEN 165

“At have tillid til, at det vigtigste afhænger af noget andet end os selv, er jo for resten det, vi i kirken plejer at kalde for ”tro”.”

ikke var et nederlag, men en sejr, det der skulle

jo – fornuftigt nok – ikke bare for at levere sin

ske i Jerusalem. Oven i købet gør fortælleren

skyldige hyldest som undersåt, men fordi han

ikke engang noget forsøg på at stable en simpel

forventer selv at få noget ud af det. Ligesom i

spænding på benene: Jesus ved det hele i

Ringenes Herre, så véd en god jøde på Det Nye

forvejen, og deler sin viden med os læsere, uanset

Testamentes tid godt, at når kongen vender tilbage,

at de andre altså ikke fatter en daddel. Så vi er

så kommer der til at ske ting og sager.

ARKEN 165 // Tig geren og de st uderende

med på, at selv om den skæbne, den jordiske Jesus har udsigt til, er grum og blodig, og vi

Jesus havde lige refereret for sine tungnemme

selvfølgelig personlig er godt tilfredse med ikke

tilhængere, at man kunne læse i profeternes

at skulle korsfæstes, så er det her grundlæggende

gamle skrifter, at han skulle henrettes osv. Men

fortællingen om et triumftog.

den blinde mand kunne åbenbart også godt huske hvad Esajas fx havde at sige om at blinde

Det understreges så også af den anden af de

og døve og halte og stumme kunne se frem til at

to små fortællinger, som indgår i teksten. Ved

få deres fulde førlighed igen, når kongen vender

indfaldsvejen til Jeriko sidder en blind tigger,

tilbage. Og han ville gerne være med.

som giver sig til at råbe op og kalde Jesus for Davids Søn – og Davids søn vil jo i denne

Og sådan går det så også – og Lukas har

sammenhæng sige Davids efterkommer og

sikkert godtet sig over at stille de to historier

arvtager, dvs. den nye konge eller med et

lige ved siden af hinanden (han har i hvert fald

teknisk udtryk: Messias. Og det siger manden

hoppet den historie over, som hans forgængere 10

i evangelistfaget ellers havde ind imellem): To historier der fortæller henholdsvis om de indviede og indforståede, der alligevel ikke fatter hvad der foregår – og den blinde mand i vejkanten, der som den eneste kan se klart hvad der er på færde.

Når vi nu holder semesterstartgudstjeneste, så er det fristende at se en symbolik i det, der også peger ind i den daglige virkelighed med bøgerne. For disciplene (som jo er et latinsk ord, der betyder studerende) havde jo helt åbenlyst hørt efter hvad læreren sagde. De havde været der til samtlige timer, de havde været ”aktive i undervisningen”, som der står i nutidens studieordninger, og vel også afleveret alle deres portefølje- og afløsningsopgaver. I hvert fald havde de, som der står et andet sted, forladt alt og fulgt Jesus. Mere dedikeret kan man næppe være. De var det, som man nu om stunder skal være, hvis man virkelig skal være vellykket, nemlig fuldtidsstuderende. Og alligevel var det tiggeren i vejkanten, der bestod eksamen. Og vel at mærke præsterede han jo ikke andet end at bede om hjælp!

Jeg véd ikke, om det var den her historie, Luther tænkte på, da han afleverede sin allersidste replik, som ifølge legenden var ”Vi er tiggere”.

Og det er vi jo. Ikke fordi det er nogen dyd at lade være med at gøre hvad man kan. (Tiggeren hjalp sikkert også med at skrælle kartofler – eller hvad man nu skrællede den gang – der hvor nogen gav ham natlogi i Jeriko, når solen gik ned og byporten lukkede). Men fordi vi grundlæggende ikke kan præstere os til det, der for alvor betyder noget. Vi er først og fremmest det, som bliver givet til os –af Gud, af naturen, af tilfældet, kald det hvad du vil.

Og af vores forfædre, vores omgivelser, vores børn og jeg véd ikke hvad.

Så mens vi klapper bøgerne op og downloader semesterplaner, så er det måske en god idé at minde os selv om, at det vigtigste kan vi ikke selv sørge for, og derfor kan vi lige så godt tage det hele lidt med ro og have tillid til, at det nok skal gå.

At have tillid til, at det vigtigste afhænger af noget andet end os selv, er jo for resten det, vi i kirken plejer at kalde for ”tro”.

De biskopper og andre kloge hoveder, som for 25 år siden valgte en tekst fra Det Gamle Testamente til hver søndag, forsynede Fastelavns søndag med et stykke af Salme 31, som de nok har valgt fordi Jesus citerer fra den, mens han hænger på korset, i Lukas-evangeliet. Men den er i det hele taget god, hvis man skal have repeteret, at det er nogen andet end én selv, der gør, at man har fast grund under fødderne. Så lad os slutte af med den: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, ... red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning.

For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld!

Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn.

I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Amen

Det som vi præsterer, kan være en yderst charmerende – og i heldigste fald til tider ligefrem nyttig – glasur oven på. Men glasuren var ikke meget værd, hvis den skulle bestå i sig selv og afhænge af sig selv.

ARKEN 165

Det ubesvarede ’hvorfor’ Af stud.theol. Samuel Benjamin Nielsen

D

ARKEN 165 // Det ubesvarede ’hvor for ’

et er blevet tid til at undersøge ondskabens problem endnu engang.

Nærmere sagt lad os kigge på ondskaben som antropologisk-etisk anliggende, altså sådan som den manifesteres med mennesket som agens, uagtet om ondskabens mørke var til før mennesket eller ej. Vi skal ikke drive en teodicé men dog prøve at finde ondskabens knudepunkt, så vi kan sætte fingeren på, hvorfor Faust valgte at indgå i en pagt med Mephistopheles. Det er altså ikke øjeblikket for ondskabens indtræden, der interesserer, men det er ondskabens selveste væsen.

lille rødhætte der i sin ukyndighed – men dog med kærligste omtanke for sin syge bedstemor – lod sig overbevise om, at nogle friskplukkede blomster ville glæde hende, og som derfor med sit korte ophold på rejsen gav ulven tid nok til komme bedstemoderen i forkøbet. I Sokrates’ verden er alle mennesker sådanne rødhætter, som blot ved hjælp af visdommens vejledning vil blive fuldendte mennesker. Med andre ord har Sokrates intet begreb om et menneske, der er ved sine fulde fem, og som har det dybt forankret i sin samvittighed, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation, og som alligevel handler stik modsat. Derimod findes sådanne karakterskildringer i metervis hos Det Gamle Testamentes persongalleri, hvor beretningen om kong David og Batseba må stå som kronen på værket.

Lad os begynde vores refleksion hos Sokrates ligesom Johannes Climacus. Der finder vi et begreb om ondskab, der egentlig ophæver den slags ondskab, som vi nu og her er interesserede i at finde. Sokrates er nemlig kendt for at skulle have sagt: ”Der er kun ét gode, viden, og ét onde, uvidenhed”. Her begrundes menneskets dårlige opførsel altså i uvidenhed.

Når et menneske således handler ilde i en given situation, så skyldes det ganske enkelt, at vedkommende ikke vidste bedre. Det følger derfor af Sokrates’ ræsonnement, at hvis et menneske kommer til erkendelse af sandheden – som selvfølgelig skal ske gennem den sokratiskkarakteristiske genkendelse/selverkendelse via fornuften – så vil vedkommende også

Hvilken af de to menneskesyn, der kommer tættest på virkeligheden, vil jeg lade være op til læseren selv at vurdere, men én ting synes at stå klart frem på nuværende tidspunkt: Hvis umoralsk opførsel begrundes ene og alene i menneskets uvidenhed, så fordufter begrebet ondskab. I hvert fald taler vi ikke om ondskab i deontologisk forstand, og kun i denne forstand kan det stærkt ladede ord ”ondskab” siges at have sin fulde og egentlige mening. Vi kan godt tale om skadelige konsekvenser ved handlinger

blive et godt og moralsk menneske. Således gør han den egentlige ondskab impotent, i og med at det ilde-handlende menneskes motiv ophøjes til den pureste uskyldighed, som den

og om naturkatastrofer som et onde, der volder stor sorg, men der gælder det samme for begge tilfælde, at hvis ikke hændelsesforløbet kan spores tilbage til nogen (et menneske eller en 12

“Går vi fra at tale om ondskab som begreb til at tale om ondskab som fænomen, så vil vi se, at det jo lige præcis er det, at ondskaben er uden en god forklaring, der bevirker, at den fremstår så ond, som den gør.”

gud), der bevidst og overlegent satte det hele i gang, så er det langt mere oplagt at bruge et andet ord end ondskab derom. Vi er altså ude efter det ondsindede, i givet fald det overhovedet findes. En sådan ondskab findes i hvert fald ikke i Sokrates’ univers, idet menneskets onde handlinger er undskyldt på grund af menneskets uvidenhed. Så langt så godt.

Men det er ikke kun Sokrates, der ender med at vifte ondskabens væsen bort. Augustin kommer i sidste ende til at gøre det samme. Det gør han, idet han lader syndefaldsberetningens Adam

af arvesynden. Det er selvfølgelig også en væsentlig pointe hos Augustin, men ikke desto mindre mener han, at synden (ondskaben) træder ind i verden, gennem at Adam med sin frie vilje vælger at synde. Dette begreb ”fri vilje” (latin: liberum arbitrium), låner Augustin fra Tertullians terminologi, og det er lige præcis dette begreb, der undergraver ondskaben – stik imod Augustins intention. Hvordan det? Jo, for det første giver begrebet ingen mening. Som Løgstrup så smukt har formuleret det: At ville er ikke at vælge, men at have valgt. Ville er en stræben, der har valget bag sig, eftersom det at ville er at ville noget

besidde en fri vilje. Det lyder nok en anelse besynderligt for nogle, eftersom Augustin jo er langt mere kendt for den frie viljes totale modsætning, nemlig viljens radikale fordærvelse

bestemt. Hvis at ville er at ville noget bestemt, så er en fri vilje en vilje, der ikke vil noget overhovedet. Og en vilje der ikke vil noget er en selvmodsigelse. Kierkegaard kaldte derfor også

ARKEN 165

den frie vilje for en ”Tanke-Uting”. Hvis altså

med at give udtryk for en lovmæssighed, der

Adam skulle være i en tilstand af at kunne vælge

enten hedder nødvendighed eller tilfældighed.

uden en vilje, så ville han vælge fuldstændig

Enhver forklaring af menneskets handlen vil

tilfældigt. Adams situation i edens have bliver

altså nødvendigvis være en bortforklaring af dets

således absurd. Man kunne sammenligne det

ansvar. Menneskets handlinger bliver undskyldt,

med, at man udstyrede en robot med ti lamper,

og ansvaret er reelt set ikke eksisterende.

den kunne blinke med, hvoraf en af lamperne udnævntes til at være den ”forbudte lampe”, og

Dette har Kierkegaard (Vigilius Haufniensis)

derefter programmede man robotten med en

luret. Derfor skriver han i ”Begrebet Angest”:

algoritme, der gjorde dens signaler til lamperne

Logisk at ville forklare Syndens Indkommen i Verden,

komplet tilfældige. Pludselig blinker robotten

er en Taabelighed, der kun kan falde Folk ind, der

tilfældigvis med den forbudte lampe, og så falder

ere latterligen bekymrede for at faae en Forklaring.

hammeren! Det virker jo helt urimeligt, og det

Kierkegaard giver aldrig en forklaring på,

er fordi, der er akkurat lige så lidt ansvar hos et

hvorfor mennesket pludselig vil det onde, hvilket

væsen med en fri vilje, som der er hos et væsen,

han som bekendt kalder det kvalitative spring.

der er prædetermineret.

Spørgsmålet ”hvorfor” må forblive ubesvaret, hvis altså det skal give mening, at mennesket

Nuvel, Augustin havde nok ikke til hensigt

selv er skyld i at ville det onde. Godt nok

at advokere for den frie vilje i dens absolutte

bruger Kierkegaard en hel del tid på at beskrive

betydning. I stedet skal det højst sandsynligt

menneskets

forstås på samme måde, som vi almindelige

omkring springet, og til det bruger han sit famøse

mennesker bruger udtrykket, altså som en løs

begreb ”Angest”. Men selvom psykologien så at

betegnelse for en tilstand hvori man er ansvarlig,

sige kan lede os hen imod gerningsstedet, så må

for det man gør. Der var jo også noget om en

det stoppe ved politiafspærringen og lade selve

hvis Immanuel Kant, som trods alt mente, at der

forbrydelsen forblive en gåde.

psykologiske

omstændigheder

ikke står noget logisk i vejen for, at en ”fri vilje” eksisterer, men at den dog er umulig at begribe

Men her kommer så ”det nye”. Går vi fra at tale

med forstanden og således er en trosartikel.

om ondskab som begreb til at tale om ondskab

Men findes en slags ”fri vilje”, og hvis den gør,

som fænomen, så vil vi se, at det jo lige præcis

kan man så i det hele taget tale meningsfuldt

er det, at ondskaben er uden en god forklaring,

om den? En eller anden slags tilstand af

der bevirker, at den fremstår så ond, som den

ansvarlighed er i hvert fald præmissen for, at en

gør. Tænk bare over udtrykket: ”Hvor ku’ du?”.

genuin ondskab overhovedet kan eksistere.

Udover dets ”far til fire”-klang, så er udtrykket interessant, fordi der implicit menes: ”Jeg

ARKEN 165 // Det ubesvarede ’hvor for ’

Problemet

med

Sokrates

og

Augustins

begriber simpelthen ikke, hvad der kunne få dig

forklaringer er, at de er forklaringer. Det er

til at gøre, som du gjorde, og jeg forventer mig

simpelthen forklaringens eget væsen, der er

sådan set heller ikke, at du har nogen god grund”.

problemet, hvis vi skal tale om en tilstand, hvori

Der ligger en forargelse i ubegribeligheden ved

mennesket er ansvarlig for dets handlen. For

et andet menneskes ondskabsfuldhed. Og dog

hvis man søger at give en forklaring på, hvorfor

svæver der samtidig i luften en ganske enkel

et givent menneske vil det, som det vil, og gør

men brutal forklaring, og måske bliver den

så som det gør, så vil forklaringen altid søge

i det hede øjeblik gjort eksplicit: ”Du er et

en årsag forud for menneskets eget initiativ, og

f***ing røvhul. Det er forklaringen.” (Undskyld

dermed skyldes et menneskes onde handling ikke

sproget). En sådan forklaring er selvfølgelig den

længere mennesket selv men noget fremmed for

rene cirkelslutning. Man slipper desuden ikke

mennesket. Det gælder nemlig alle forklaringer,

uden om cirkelslutningen med mere raffinerede

at de søger at finde en årsag, hvilket altid ender

forklaringer så som, at et menneskes ondskab 14

skyldes selvkærlighed, idet selvkærligheden da bliver synonymt med ondskaben, og så er problemet blot blevet udskudt, for hvad skyldes så selvkærligheden? At en person er et selvkærligt røvhul (eller hvad end man kan finde på at kalde et andet menneske) er med andre ord simultant både konklusionen og forklaringen på vedkommendes opførsel. ”Forklaringen” er kort sagt, at vedkommende er ond, til trods for at vedkommende har muligheden for ikke at være det. Ikke desto mindre er det den eneste forklaring (eller snarere beskrivelse), hvis den indignation, man erfarer, skal være sand.

Omvendt hvis der gives en god forklaring, som at vedkommende ikke anede, hvad han/hun gjorde, eller måske har vedkommende endda en diagnose, der nogle gange fratager personen kontrol over sin adfærd, hvad er det så, der sker hos offeret? Jo, der sker det, at forargelsen aftager i takt med undskyldningernes evne til at forklare opførslen, givet at offeret lader sig overbevise om forklaringernes sandhed selvfølgelig.

kan pege os i retning af det, men den kan trods alt tolkes forskelligt. Men ikke desto mindre er det just menneskets ansvar, som den menige mand forudsætter i sin daglige omgang med andre mennesker, og her står vi alle skyldige.

Ansvaret for menneskets handlinger er desuden en orgeltone mellem linjerne gennem hele biblen, og hvis jeg må komme med en gratis spekulation fra højre, så tror jeg, at det netop var den grundantagelse, at gedigen synd (ondskab) er en mulighed, der blev incitamentet for Kierkegaard til at filosofere over menneskets særlige måde at eksistere på. Men forkærligheden for en stor dansk filosof bringer dog ikke nogen tættere på svaret om, hvorvidt ondskab er til eller ej. Tillad mig i stedet at runde af med dette: Hvis ondskab overhovedet er til, og hvis den skal begribes uden at den logisk opløses, og hvis man skal komme et skridt længere, end den blotte forargelighed kan komme, så kræves der mandsmod. For nok kan ondskaben ikke forklares, men den kan indrømmes.

Summa summarum er altså, at jo mere ubegribelig handlingen er, desto ondere tager den sig ud. Jo kraftigere det ubesvarede ”hvorfor” får lov at runge, desto nærmere har man udtrykt definitionen på ondskab. Det er dog ikke selve irrationaliteten, vi langer ud efter her, da man samtidig kunne argumentere for, at kærligheden er irrationel. Nok er kærligheden irrationel, men den opleves stadig som meningsfuld. Ondskaben derimod erfares som meningsløs. Man står undrende, fordi man ikke kan forstå, hvorfor et menneske skulle ville det onde. ”Hvad gik der af ham?”, ”hvordan kunne hun gøre det?” eller for den sags skyld ”hvordan kunne jeg gøre det?”

Og når ja – den kan da også tilgives, som min bedre halvdel lige påpeger.

Denne ubegribelighed ved et menneskes ondskabsfuldhed er som sagt konstitueret af, at man er overbevist om, at vedkommende er udstyret med en mystisk mulighed for godt og ondt, som blev (mis)brugt til det onde. Men om menneskets eksistens er mulighed – som Kierkegaard har formuleret det – kan vi af gode grunde ikke endegyldigt bevise. Angsten

Litteraturliste: Aarhus Universitet, Afdeling for Dogmatik 1994. Teologiske tekster. Århus: Aarhus universitets-forlag Fabricius, Sidsel 3. 2008, Filosofferne Sokrates og Platon, Etik.dk, www.etik.dk. https://www. etik.dk/etikkens-hovedpersoner/sokrates-469399-f.kr.-og-platon-428-348-f.-kr., set 19. 1.

2018 Kierkegaard, S. 1963. ”Begrebet Angest”. I: Søren Kierkegaards samlede værker, redigeret af A. B. Drachmann, J. L. Heiberg & H. O. Lange, bind 6. København: Gyldendal Løgstrup, K.E. 2014. Etiske begreber og problemer. Århus: Forlaget Klim

ARKEN 165

Må Ånden være med dig!

Star Wars og Bibelen Af cand. teol. og ph.d Martin Friis

D

ARKEN 165 // Må Ånden være med dig !

ette essay udspringer af min undervisning af to NT3-hold i efteråret 2017, hvor jeg gav udtryk for min store passion for både Bibelen og Star Wars. Jeg blev i den forbindelse opfordret til at udfærdige en mere dybdegående sammenligning af de to, end hvad der lod sig gøre i undervisningen. Det forsøger jeg så at gøre med dette essay. Men lad det være sagt med det samme: Dette er ikke hverken skjult eller direkte reklame for Star Wars-produktet som sådan. Nogle læsere vil da måske også have svært ved at se pointen i en bibelsk ’læsning’ af noget så poppet som Star Wars. Og det er da helt forståeligt. Jeg vil dog hævde, at en sådan ’læsning’ kan være mindst lige så frugtbar som ’læsninger’ af et utal af andre film.

det guddommelige. Det glæder eksempelvis for Steven Spielberg i Nærkontakt af tredje grad (1977), E.T. (1982), og A.I (2001); for Ridley Scott i Alien (1979) og Blade Runner (1982); for James Cameron i Terminator-filmene (1984 og 1991), og altså også for George Lucas i dennes Star Warsfilm. Lucas instruerede selv den første film i serien fra 1977, oprindeligt blot kaldet Star Wars, dog senere forsynet med undertitlen Episode IV – A New Hope. Irvin Kershner instruerede efterfølgeren Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980), og Richard Marquand stod bag kameraet på den tredje og sidste film i den oprindelige trilogi, Star Wars: Episode VI – Return of the Jedi (1983). Lucas skrev dog manuskriptet til alle tre, ligesom han selv både skrev og instruerede de efterfølgende tre film i serien (udkommet i perioden 1999-2005). Efter Disneykoncernens opkøb af Star Wars-licensen har den siden 2015 udgivet nye film i samme serie. I det følgende fokuserer jeg dog udelukkende på den oprindelige filmtrilogi, og lader de øvrige film stå ganske uden kommentarer.

Personligt er jeg af den klare overbevisning, at mange filminstruktører er gudsbenådede talenter, der i levende billeder formår at fange det, der ellers kan være svært, endsige umuligt, at gribe i teologisk tanke og tale – og at de i deres valgte format gør, hvad Michelangelo og Leonardo da Vinci gjorde i kunsten; hvad Mozart og Beethoven gjorde i musikken, og hvad et væld af store forfattere og dramatikere har gjort i forgangne århundreders litteratur.

Denne evne kan blandt andet genkendes hos en lang række af de største instruktører indenfor

Mødet mellem film og teologi er i øvrigt et populært emne i en stadigt voksende forskningslitteratur. I de forgange årtier er der udkommet et væld af bøger og artikelsamlinger, der på forskellige måder undersøger de religiøse aspekter ved klassiske og moderne film. I den forbindelse kan Screening the Sacred: Religion, Myth, and Ideology in Popular American Film (red.

Joel W. Martin og Conrad E. Oswalt, Jr, 1995) og Explorations in Theology and Film. Movies and

science fiction-genren, der i deres film berører emner, der overskrider det naturlige, og som ofte kredser om mødet mellem mennesket og det knapt så menneskelige, eller måske endda 16

“I Star Wars-universet kaldes denne magt for ’Kraften’ (eng. ’The Force’), og i de bibelske skrifter, herunder især hos Paulus, for ’Ånden’. Kraften bliver i filmene skildret i særdeles åndelige vendinger, der i flere tilfælde ligger en religiøs tydning nær.”

I såvel Bibelen som i Star Wars er de gode rigtig gode, og de onde rigtig onde. Den oprindelige trilogis hovedperson Luke Skywalker (bemærk efternavnet!) udstråler både stort helte- og vovemod, og udstiller i sin omgang med andre sin trofasthed og høje grad af pligtopfyldelse.

Han er samtidig en modig og energisk ung

spil i den gode sags tjeneste. Parallellerne til de bibelske skrifter står i kø: ligesom de synoptiske evangeliers Jesus er Luke opvokset i en øde egn (ørkenplaneten Tatooine) fjernt fra den pulserede hovedstad hos en familie, hvis hverdag er fyldt med praktisk arbejde. Der går dog ikke længe, førend den unge mand drager ud på eventyr efter mødet med en ældre mystisk mand, Obi Wan Kenobi, der ved sit første møde med Luke i bogstaveligste forstand ’råber i ørkenen’ (Es 40,3 og Mark 1,3 mfl.). Helten slås følge af en række kulørte personer (smuglere og oprører), der i fællesskab søger at tage kampen op mod en uovervindelig fjende (imperiet). Undervejs bliver helten udsat for alverdens prøvelser og fristelser af mørkets magter, repræsenteret ved

mand, der fra en ung alder er beredt til eventyr, og som i sit væren og væsen viser sin forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Han holder, hvad han lover, og er villig til at sætte sit eget liv på

den faretruende Darth Vader og den nærmest diabolske kejser. I kampen mod overmagten formår helten at fælde giganten (Dødsstjernen) med blot et enkelt velplaceret skud (1 Sam 17!).

Meaning (red. Clive Marsh og Gaye Ortiz, 1997) begge varmt anbefales. I det følgende søger jeg at belyse, hvordan de tre oprindelige Star Warsfilm, som så mange andre film, kan ’læses’ på en sådan måde med udgangspunkt i tre centrale temaer, som filmene og de bibelske skrifter deler, nemlig deres helteidealer, deres syn på overjordiske magter og betydningen af kanon.

ARKEN 165

ARKEN 165 // Må Ånden være med dig !

Det hænder også, at heltens læremester sætter sit eget liv til i kampen mod selvsamme overmagt, og at helten og dennes venner bliver forrådt af en af deres egne (gambleren Lando Calrissian).

Den afsluttende kamp mod overmagten finder sted på månen Endor (1 Sam 28!), hvis indbyggere dyrker den guldbeklædte robot C-3PO som deres gud (2 Mos 32!). Endelig er Luke en ung mand med et mystisk ophav, hvis sande herkomst først bliver afsløret halvvejs gennem trilogien. Andre eksempler kunne nævnes her, men disse må række til at illustrere sammenligneligheden mellem Star Wars og de bibelske skrifter. At der er så mange lighedstræk kan da heller ikke overraske, eftersom George Lucas i forbindelse med filmenes tilblivelse lod sig kraftigt inspirere af den amerikanske mytologiforsker Joseph Cambell, der i bogen The Hero with a Thousand Faces (1949) skildrer den såkaldte ’monomyte’ (også kaldet ’heltens rejse’), der netop ifølge Campbell blandt andet kan genfindes i evangeliernes skildringer af Jesus såvel som en lang række andre antikke helteberetninger.

Foruden de brede lighedspunkter mellem Star Wars-filmene og Bibelen har disse også nogle mere specifikke indholdsmæssige tematikker til fælles.

Et af disse er referencerne til en overnaturlig magt, der binder det enkelte menneske sammen med alt andet levende i et fællesskab, der hviler på indbyrdes sammenhørighed og såvel indre som ydre harmoni. I Star Wars-universet kaldes denne magt for ’Kraften’ (eng. ’The Force’), og i de bibelske skrifter, herunder især hos Paulus, for ’Ånden’. Kraften bliver i filmene skildret i særdeles åndelige vendinger, der i flere tilfælde ligger en religiøs tydning nær. Det er blandt andet denne ’kraft’, der gør en helt til en sand helt – en såkaldt ’jedi-ridder’. Disse individer får ved Kraftens mellemkomst mulighed for at udfolde særlige evner, der overstiger de egenskaber som andre mennesker i filmuniverset besidder. Obi

us, binds the galaxy together’. Noget lignende gentages af Lukes senere læremester Yoda: ’My ally is the Force. And a powerful ally it is. Life creates it. Makes it grow. Its energy surrounds us – and binds us’. Kraften binder alt levende sammen, og næres selv derved. Der er her ikke særligt langt til Paulus’ tale om Åndens væren og væsen! De, der er modtagelige for Kraften, formår at kæmpe den gode strid med løftet pande og hævet lys-sværd. Dertil forudsættes, at Kraften er med vedkommende. Derfor da også den ofte gentagede hilsen ’Må Kraften være med dig/jer!’. Nogle (få) er endda i stand til at overvinde selve døden, hvilket Yoda udfolder således: ’Luminous beings are we; not this crude matter. You must feel the Force around you – here between you, me, the tree, the rock, everywhere’. ’Lysende væsener’. ’Kødet og materien betyder intet’. Det er da vist velkendt tale for enhver, der har snuset bare en lille smule til Paulus, herunder ikke mindst til talen om opstandelsen i 1 Thess 4-5 og 1 Kor 15. Noget lignende understreger Yoda også i sin belæring om, hvordan der ingen forskel er på i Kraften at skulle bevæge småsten og et stort rumskib: ’No! No different. Only different in your mind.

You must unlearn what you have learned. (…)

No, try not. Do! Or do not. There is no try’.

Det gode, som Luke vil, er han tydeligvis ikke i stand til (Rom 7!) – men det kan Yoda, fordi han har forstået tingenes rette sammenhæng og Kraftens kraft. Kraften har dog også en skyggeside. For den kan misbruges til det onde.

Den skurkagtige Darth Vader og dennes herre, Kejser Palpatine, der begge er klædt i sort fra top til tå, repræsenterer begge Kraftens mørke side, som de formår at udnytte med dødbringende konsekvenser til følge. Forestillingen om en ond åndelig kraft er også et velkendt fænomen i både Det Gamle og Det Nye Testamente, herunder både i 1 Sam 16 og 18, hvor Kong Saul besættes af en ond ånd, og adskillige gange i skildringerne i evangelierne og Apostlenes

Wan Kenobi søger at oplære Luke i Kraftens væsen med ordene: ’The Force is what gives the Jedi his power. It is an energy field created by all living things. It surrounds us, penetrates

Gerninger af dæmonernes og de onde ånders opgør med Jesus og apostlene (Luk 7; ApG 19 mfl.). Der er da også al mulig god grund til, at en vordende jedi-ridder bør vogte sig for 18

ARKEN 165

Star Wars plakat fra 1977

ARKEN 165 // Må Ånden være med dig !

“Remember, a Jedi’s strength flows from the Force. But beware: Anger, fear, aggression – the dark side are they. Once you start down the dark path, forever will it dominate your destiny.”

det tillokkende mørke. For som Yoda forklarer i sin sidste belæring til Luke på sit dødsleje: ’Remember, a Jedi’s strength flows from the Force. But beware: Anger, fear, aggression – the dark side are they. Once you start down the dark path, forever will it dominate your destiny.’

Minder dette i grunden ikke meget om de lange lister over dyder og laster, som Paulus inkluderer i flere af sine breve?

nogle skrifter vælges til, og andre fra. Dertil kommer, at de enkelte skrifter – især for Det Nye Testamentes vedkommende – er blevet overleveret i forskellige håndskrifttraditioner med det resultat, at der fortsat ikke hersker enighed om de enkelte skrifters faktiske ordlyd og indhold. En lignende tendens genfindes også i Star Wars-universet. I takt med nye teknologiske landvindinger indenfor brugen af digitale filmeffekter blev George Lucas og produktionsselskabet bag, Lucasfilm, i 1990’erne gradvist mere interesserede i at genudgive filmene i restaurerede udgaver med nye tilføjede computereffekter. Den oprindelige trilogi udkom således i 1997 i såkaldte ’Special Editions’, der oprindeligt blev vel modtaget,

Et sidste aspekt, der er værd at fremhæve i en sådan bibelsk ’læsning’ af Star Wars, er spørgsmålet om kanonicitet. Bibelen består som bekendt af en række skrifter, der af flere omgange og af flere forskellige årsager er blevet samlet. Dette forudsætter en proces, hvor 20

men som sidenhen har fået et noget blakket ry i visse fankredse. Som med de bibelske håndskrifter findes filmene således nu i en lang række forskellige versioner, der er udgivet på et væld af forskellige filmformater, og hvor der blandt seriens mange fans hersker stor uenighed om de enkelte versioners autenticitetsgrad.

Hvad status for den filmiske kanon angår, måtte Lucas allerede meget tidligt i filmseriens historie træffe afgørende beslutninger herom som følge af udgivelsen af den fænomenalt fejlslagne julespecial Star Wars Holiday Special (1978, CBS).

Tv-udsendelsen var af en så ringe kvalitet, og blev så dårligt modtaget, at Lucas efterfølgende søgte at lade den gå i glemmebogen ved ikke at regne den for en del af den officielle filmkanon.

Sammenligneligt hermed et det tomrum, som mange fans stod tilbage med efter udgivelsen af Return of the Jedi i 1983. Dette blev nemlig efterfølgende udfyldt af en lang række romaner og tegneserier o.lign, der samlet set blev betegnet som ’det udvidede univers’ (eng. ’Extended Universe’). Omfanget af dette ekstramateriale blev med tiden så omfattende, at Disneykoncernen i 2014 bekendtgjorde, at de på det tidspunkt seks biograffilm og få øvrige nyere dele af det udvidede univers samt koncernens senere egne udgivelser fremover var at regne for de officielle dele af den autoriserede kanon. Alt øvrigt materiale blev i bogstaveligste forstand forvist til legender, nemlig til ’Star Wars Legends’.

Noget lignende genkendes også i det bibelske materiale med sondringen mellem kanoniske og ikke-kanoniske skrifter, repræsenteret ved apokryferne og pseudepigraferne, der netop af mange antikke og moderne læsere regnes for legendestof.

Det ovenstående er på ingen måde en udtømmelig analyse, og der kan sikkert findes mange andre lighedspunkter mellem de to universer. Mit håb er dog, at læserne hermed er blevet inspirerede til selv at gå på opdagelse i dem begge.

ARKEN 165

Gud til ære og menneskene til sand trøst stud.theol. Andreas Ole Nielsen og BA i fransk, stud.theol Mikkel Tode

ARKEN 165 // G ud t i l ære og mennes kene ti l s and trøst

D

et er på samme måde med Det Teologiske Fakultet, som det er med den moderne politiske venstrefløj; det er svært at få lov til at hade den, fordi den så konsekvent stryger om sig med kategoriske, moralske argumenter hver eneste gang, man ønsker en faglig debat. Det er der som sådan rigeligt i vejen med, men problemet bliver først rigtig skræmmende, når denne intellektuelle dovenskab får lov at sive ind i den dagligdag, der kalder på noget ganske andet. Det er vigtigt at understrege, at der intet er i vejen med det generelle intellektuelle niveau på Det Teologiske Fakultet. Potentialet er bestemt til stede, men det er som om, at en stor del af de studerende har fundet sig til rette i en slags sovepudetilværelse, der vel nok skal få dem igennem studiet, men som ikke på noget tidspunkt for alvor udfordrer deres syn på teologien, på kirken, på sig selv; og hvordan skal man så nogensinde blive en dygtig teolog? Hvis man for alvor skal udfordre sig selv, sin selvgodhed, sin etik, det ydre blik på sit indre, så må man bevæge sig uden for den sovepude, der hedder det gode menneske eller det gode i mennesket. Der synes herude at florere en blåøjet optimisme på menneskehedens vegne, som ikke stemmer overens med den virkelighed, vi ser omkring os.

Man skal ikke bruge mange timer som tænkende

tanke til ende og tage den til sig, så er der en lang række spørgsmål, der helt naturlig melder sig i dens kølvand. Det er her og først her, at man for alvor kan begynde at tale om teologiens kraft og vidunderlighed. Det er først, når synden viser sig, at nåden kan findes, og nådesbegrebet er måske det mest radikale eksistentielle af dets slags. Tilgivelse for alle. Hvordan kan vi rumme det? Hvordan skal vi, hvis vi har sat os på den på forhånd givne moralske hest og allerede har fordelt det gode og det onde, ja vel sagtens de gode og de onde, kunne begynde at forstå, hvad det drejer sig om? Hvordan skal vi kunne rumme storheden af tilgivelsens kraft, der udligner al forskel blandt mennesker, hvis vi allerede i vores hjerter har opdelt, hierarkiseret og struktureret vores opfattelse af verden og menneskene i denne? Det kan synes omsonst at skulle skrive disse linjer til et teologisk magasin, men ikke desto mindre så synes netop denne tankestrøm svær at få øje på blandt de teologistuderende; modet til selvindsigt, modet til virkelig at se sig selv i øjnene og svare på det spørgsmål, alle mennesker bør stille sig selv: ”Er jeg et godt menneske?” Nej, bedre endnu, ”Er jeg et bedre menneske end…?“ Det siger sig selv, at svaret på dét spørgsmål ikke er et ærinde for denne tekst, men kristendommens svar kan stå for sig selv.

Det er nemlig en helt central del af menneskets vilkår og en hjørnesten i forståelsen af frelsens

menneske for at nå frem til den erkendelse, at blot fordi mennesket ved, hvad der er det rigtige at gøre, så er det langt fra ensbetydende med, at det vil handle derefter. Tør man tænke den

suverænitet, at nej, vi er ikke bedre end den anden, vi er aldrig gode nok, som vi er. I dette lys er det vigtigt at se på bud og lov i Skriften.

Vi kan ikke affeje hverken dekalogen eller Jesu 22

ARKEN 165

Gud dømmer Adam - Maleri af William Blake

ARKEN 165 // G ud t i l ære og mennes kene ti l s and trøst

“En præst skylder sin menighed at tale sandt og ”forkynde evangeliet rent og purt”, som det hedder i præsteløftet. Det evangelium, der skal forkyndes, er ikke et om menneskets egen vilje og indbildte godhed, for det er slet ikke noget evangelium, men dét om syndernes nådige forladelse for enhver, som vil have den.”

bud i evangelierne, vi kan ikke afskrive dem som en anden antinomist. Kun fordi vi har buddene, som vi ikke kan leve op til, kan vi ty hen under nåden. Pointen er jo netop, at jeg, mennesket, synderen, får den tilgivelse, som jeg ikke har fortjent. Det er det radikale, og for at begribe den skønhed må jeg først anerkende mørkets mulighed i mit eget væsen. På samme måde

korsfæstede og opstandne – og denne tilgivelse, denne frelse, den er for alle. Uden undtagelser.

Vi må og skal insistere på denne kompleksitet i det kristne livssyn. Kristentro er ikke ensbetydende med en naiv verdensopfattelse, men tværtimod en eksistentiel overgivelse til en transcendent magt, og for tilnærmelsesvis at kunne forstå dette, kræves der mere indsigt,

som synden først kan eksistere, når en befaling om lydighed bliver givet mennesket, kan nåden først eksistere, når mennesket synder, idet det vender sig fra buddet og finder tilgivelse i den

mere ansvarsbevidsthed, mere mod end blot at henvise til det gode i mennesket som styrende princip for kristendommens væsen.

24

Spørgsmålet er, hvad denne blåøjede indstilling kan risikere at få af konsekvenser for teologiens videre udfoldelse. Selvom det gang på gang understreges – i høj grad også fra fakultetets side – at teologer kan bruges til alverdens ting, ja, at faget snart sagt ruster den studerende til at varetage enhver stillingsbetegnelse, så har de fleste studerende herude nok på et tidspunkt undret sig over, hvorvidt det nu egentlig også er tilfældet. Det kan endda være, at nogle er kommet frem til den uomgængelige slutning, at det vel i virkeligheden er simplere end det – ja, at det teologiske fags egentlige berettigelse faktisk synes at være, at der skal prædikes på søndag.

I skrivende stund er det en uge siden, at der i landets kirker blev afholdt fastelavn. Mange præster havde i den forbindelse iført sig klovnenæser – med rette, kan man tilføje, om end dog af andre grunde; man kan nærmest undre sig over, at det visse steder endnu ikke er blevet en fast del af ornatet – og sammen med børn i hele landet slog de katten af tønden.

Man kan lidt kækt i næsten samme vending beskrive den forstemmende fornemmelse af, at præstens primære funktion nu synes at være blevet reduceret til at slå katten af synden. At vi står stillet med præster i den danske folkekirke, der vælger at indlede den forestående faste- og bodstid med et signal til forældre og almindelige kirkegængere om, at mennesket er lutter latter, fromhed og godhed – klædt ud som klovn og agerende idiot, synes direkte absurd. Enhver, der har siddet på en kirkebænk i sorg eller anfægtelse vil vide, at dét er en ringe trøst for den fortvivlede sjæl. Og selvom man af og til kan få indtrykket af, at en relativ beskeden andel af de studerende ved Det Teologiske Fakultet er flittige kirkegængere, må alle vi herude i kraft af vores kendskab til Skriften og evangelierne vide, at Vorherre selv var en alvorens mand.

Vores tidligere og højt skattede lektor hujus loci Peter Busch-Larsen mindede som det første de nystartede teologer om, at de nu skulle øve sig i at tage de store ord i munden: synd, frelse, dom, nåde. Dette rækker langt ud over de filosofiske discipliner – og det lader til, at Peter Buschs

glimrende opfordring desværre ikke er gået lige rent ind hos alle. Det vil kirken komme til at lide under, fordi resultatet bliver flere klovnenæser, flere tidsmaskiner og endnu flere tykpandede livsforherligende præstetyper på prædikestolene, der mere eller mindre utilsigtet kommer til at give kirkegængerne stene for brød. Netop fordi uden alvoren, uden skurrende ord i ørerne – og med en flad, forlegen og blåøjet indstilling til teologien – bliver evangeliet aldrig ordentligt forkyndt. Det bliver ikke til mere og andet end talen om det gode, dét der lyder så sødt så dejligt.

Men evangeliet har altid været og vil altid være en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.

Evangeliet om syndernes forladelse går netop tabt dér, hvor det hvisles, at mennesket er godt nok, som det er. ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge”, siger Vorherre i Markusevangeliets andet kapitel, og de syge bliver aldrig raske, hvis de får at vide, at sygdommen bare er noget, de bilder sig ind. Der gives ingen medicin mod fantomsmerter.

Lad derfor dette være en ydmyg opfordring til alle os studerende ved Det Teologiske Fakultet om at huske at tage alvoren på os ”… så vi aldrig nogensinde viger derfra, men bliver fast derved, så vi hellere forlader alt andet …”, som det hedder om Ordet i kollekten til 13. søndag efter Trinitatis.

For selvom en teolog åbenbart kan bruges til alverdens ting, er det unægtelig de fleste kandidater, der til slut får prædikestolen som deres sted at stå – og det forpligter. En præst skylder sin menighed at tale sandt og ”forkynde evangeliet rent og purt”, som det hedder i præsteløftet. Det evangelium, der skal forkyndes, er ikke et om menneskets egen vilje og indbildte godhed, for det er slet ikke noget evangelium, men dét om syndernes nådige forladelse for enhver, som vil have den. Det er først og fremmest vores opgave, at det står lysende klart for alle – Gud til ære og menneskene til sand trøst.

ARKEN 165

En introduktion til et tekststykke af en ikke uvæsentlig betydning Af stud.teol. Mads Graves Pedersen

I ARKEN 165 // En i ntrodukti on ti l et tekst styk ke af en i k ke u væs ent l ig b et yd n i ng

denne stund, hvor jeg raser mod det døende lys som stud.teol. og snart ikke længere kan klamre mig til den identitetsforståelse og uudtømmelige energi, som følger med studielivet, da er det vel på sin plads med en alt for gammelklog og prætentiøs opfordring og anbefaling til den studerende, som har mere end bare et enkelt vindblæst forår tilbage af sin studietid.

I Andet bind af Karl Ove Knausgårds (1968) autofiktive bautasten Min Kamp skildrer Knausgård den konkrete og spontane oplevelse af tro. Knausgård er hverken poet eller teolog, og min anbefaling er i denne sammenhæng ikke af ham. Til gengæld kan han indledningsvis tjene som eksempel. For ved hans første datters barnedåb går Knausgård spontant til nadver, selvom han ikke anser sig selv for kristen. Noget trækker ham op imod knæfaldet: En trang til at blive et helt menneske, sådan beskrives trangen. Som læser fornemmer man, her små 600 sider inde i værket, at en ny dimension i autofiktionens Knausgård så småt er ved at vækkes. En dimension, eller en sfære, som med den tyske teolog Friedrich Schleiermachers (1768-1834) ord, kan karakteriseres som en sans og smag for det uendelige. I Knausgårds tilfælde er smagen og sansen så subtil, at den næsten ikke lader sig vise, men det spøger alligevel mellem linjerne. Knausgård, både den autofiktive og den konkrete, har på dette tidspunkt i sit forfatterskab allerede behandlet bibelske fortællinger og studier af engle, men hvor kristendommen før var en interesse, som hele tiden blev holdt en armslængde væk fra kroppen, da melder det religiøse sig nu i Knausgårds eksistens. Ganske spidsfindigt og forsigtigt, men stadig med den autoritet, som kendetegner de få ting i menneskelivet, som er

For jo tættere man komme på at være færdig med sine studier, går det op for en, at man tilsyneladende aldrig har været længere fra at være færdig. Teologiuddannelsen tilbyder en bred pallet af indføringer i dogmatiske, eksegetiske, filosofiske og historiske emneområder, men hvordan man reelt set skal bære sig ad med at befinde sig som en uddannet i trosspørgsmålet i en troløs verden, det kan intet pensum lære fra sig. Jeg er ikke ude på at gøre teologiuddannelsen på Københavns Universitet til en uddannelse, som finder sit grundlag i troen – slet ikke. Intet kunne ligge fjernere fra min hensigt. At gå videnskabeligt til værks bliver på den sidste dag det, som skal redde troen – det er jeg overbevist om. Men derfor kan man alligevel godt savne en indsigt i, hvordan troen fungerer i et menneskes indre. Man kan savne ord, som kan udtrykke det usynlige forhold, som dogmatiske læresætninger aldrig kommer til at kunne beskrive præcist, og som filosofien kun kan nærme sig ved at glide over i dens egen klodshans af en lillebror, nemlig poesien.

ude af menneskets egne hænder. Da Knausgård rejser sig fra knæfaldet, kan han ikke gøre det om, selvom de undrende blikke fra kirkebænkene, hvor hans storebror og vennen Geir sidder, 26

“For hvordan bærer man sig ad med at være et troende menneske? Eller blot at være et tvivlende menneske? Hvordan bevarer og kultiverer man sin sans og smag for det uendelige i et jordisk liv, som netop synes uendeligt forskelligt fra religionernes fortællinger og fabler?” fylder Knausgård med skam. Tilværelsens melodi har nået dets Tristanakkord. Herfra er noget uigenkaldeligt forandret.

Her må man søge mod den poesi, som har troen

poesien. Denne poetiske teolog er naturligvis Søren Kierkegaard, og tekststykket, som jeg anbefaler, finder man i hans Frygt og Bæven fra 1843. Heri finder man beskrivelsen af troens ridder, den i sandhed kristne, som adskiller sig fra resignationens ridder ved at kunne resignere uendeligt og dog alligevel vende tilbage til livet i den timelige verden blandt sine medmennesker.

At være i stand til at bevæge sig ud i uendelig resignation for derefter ved troen at bevæge sig tilbage til verden er, hvad man med Kierkegaards begreb kalder for dobbeltbevægelsen. Abraham fungerer igennem værket som idealet for troens ridder. Abrahams storhed består i, at han var i stand til at opgive Isak, var parat til at ofre ham, som Gud befalede ham, og dog alligevel

som sin genstand. Heldigvis er man som dansk teologistuderende begunstiget med muligheden for uden sproglige benspænd at give sig i kast med en teolog, som om nogen mestrede

bevarede troen på Gud. Da Abraham ”får” Isak for anden gang, efter at Gud har bekendtgjort, at der blot var tale om en prøvelse af Abraham, der går der hverken skår af Abrahams forhold

For hvordan bærer man sig ad med at være et troende menneske? Eller blot at være et tvivlende menneske? Hvordan bevarer og kultiverer man sin sans og smag for det uendelige i et jordisk liv, som netop synes uendeligt forskelligt fra religionernes fortællinger og fabler? Hvordan køber man sin daglige formiddagskaffe og sludrer over banaliteter og trivialiteter, samtidigt med at man tror på en almægtig skaber og kødets opstandelse?

ARKEN 165

ARKEN 165 // En i ntrodukti on ti l et tekst styk ke af en i k ke u væs ent l ig b et yd n i ng

til Gud eller Abrahams forhold til Isak.

Men Abraham, troens fader, er selvfølgelig en inkommensurabel størrelse, på samme måde som enhver sammenligning af to vilkårlige mennesker i sagens natur kun lader sig gøre på et overfladisk plan. For det religiøse menneske forbliver Abraham et ideal, og troens bevægelse igennem resignationen kan naturligvis ikke efterlignes en til en. Derfor forestiller Johannes de silentio, som Kierkegaards pseudonym hedder i Frygt og Bæven, hvordan en troens ridder, som er i stand til at gøre den samme bevægelse som Abraham, må se ud i 1840’ernes København. Denne skildring af Johannes de silentio’s imaginære troens ridder, er i mine øjne noget af det mest spidsfindige og smukkeste, der er skrevet om det indre forhold, som kendetegner den religiøse dimension i tilværelsen. Som evangelierne fortæller historien om tømrersønnen, som blev frelser, da fortæller Johannes de silentio om en mand, som i det ydre på ingen måde afspejler, hvad man ville forbinde med en troens ridder. Han udtrykker ikke det religiøse som en ophøjet tilstand, men snarere som en tilknytning til det jordiske liv, som dog i kraft af religiøsiteten tillægges en helt unik værdi. Skønt han går i kirke, gør han det ikke med en from og frelst udstråling. Det fornemmes snarere, at han slet ikke har brug for at gå i kirke, men netop hele tiden – ved sin dobbeltbevægelse – er i kirke. Det gælder om at se det ”Sublime i det Pedestre”, skriver Kierkegaard – det vil sige at være i stand til at se de himmelske i det mest jordiske, det høje i det lave. Troens bevægelse forudsætter som skrevet den uendelige resignations bevægelse.

Den kan forstås som en overgivelse til det umulige i tilværelsen. Herefter følger troens bevægelse, som i sin absurditet tror på trods af det umulige. Denne dobbeltbevægelse foretager troens ridder hele tiden. Hver eneste time, hvert eneste minut, hvert eneste sekund. Bevægelsen sker så gnidningsfrit og så hurtigt, at den er umulig at få øje på. Kierkegaard sammenligner denne bevægelse med en balletdanser, hvor det er umuligt at skelne mellem hendes landing og hendes næste spring. Man fornemmer som

læser næsten, at dobbeltbevægelsen bliver en sfære på samme måde som hos kolibrien, hvis vinger blafrer så hurtigt, at man ikke længere ser vingerne, men i stedet fornemmer en kappe af flimrende lys, som er spændt ud omkring fuglen.

Når man indleder sine teologistudier, stifter man som noget af det første bekendtskab med Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus og Philosophiske Smuler, og udover et sporadisk nedslag i Kjerlighedens Gjerninger kan man slippe forholdsvis let forbi Søren Kierkegaards forfatterskab i løbet af de seks år, som man ifølge landets politikere helst skal holde sig inden for. Jeg vil dog mene, at Frygt og Bævens lille tekststykke om troens ridder burde være fast pensum og oven i købet være noget af det første, man stifter bekendtskab med. Om ikke for andet, så i hvert fald som eksempel på poesiens kraft og Kierkegaards fint følende sans for den religiøse, ja sågar protestantiske tilværelse. Tekststykket bringes nedenfor her, og vi kommer ind netop som Johannes de silentio bekendtgør, at han aldrig har mødt en troens ridder og derfor sætter sig til at opdigte ham.

God læselyst, og held og lykke med jeres egen bevægelse! ”Jeg tilstaaer oprigtigt, jeg har i min Praxis ikke fundet noget paalideligt Exemplar, uden at jeg derfor vil negte, at maaskee hvert andet Menneske er et saadant Exemplar. Imidlertid har jeg dog i flere Aar eftersporet det forgjeves.

Man reiser i Almindelighed Verden rundt for at see Floder og Bjerge, nye Stjerner, spraglede Fugle, vanskabte Fiske, latterlige Menneskeracer, man hengiver sig til den dyriske Stupor, der gloer paa Tilværelsen, og man mener at have seet Noget. Dette beskæftiger mig ikke. Vidste jeg derimod, hvor der levede en saadan Troens Ridder, da vilde jeg paa min Fod vandre til ham; thi dette Vidunder beskæftiger mig absolut. Jeg vilde intet Øieblik slippe ham, hvert Minut passe paa, hvorledes han bar sig ad med Bevægelserne; jeg vilde betragte mig selv som forsørget i Livet, og dele min Tid mellem at see paa ham og selv gjøre Øvelser, og saaledes 28

anvende al min Tid paa at beundre ham.

Som sagt jeg har ikke fundet nogen Saadan, imidlertid kan jeg vel tænke ham. Her er han.

Bekjendtskabet stiftes, jeg bliver forestillet for ham. I det Moment, jeg først tager ham paa mine Øine, kaster jeg ham i samme Nu fra mig, gjør selv et Spring tilbage, slaaer Hænderne sammen og siger halv høit: »Herre Gud! er det Mennesket, er det virkeligt ham, han seer jo ud som en Rodemester.« Imidlertid er det dog ham.

Jeg slutter mig lidt nærmere til ham, passer paa den mindste Bevægelse, om der ikke skulde vise sig en lille uensartet Brøks-Telegraphering fra det Uendelige, et Blik, en Mine, en Gestus, et Vemod, et Smil, der forraadte det Uendelige i sin Uensartethed med det Endelige. Nei! Jeg examinerer hans Skikkelse fra Top til Taa, om der ikke skulde være en Revne, igjennem hvilken det Uendelige tittede ud. Nei! Han er heelt igjennem solid. Hans Fodfæste? er kraftigt, tilhører ganske Endeligheden, ingen pyntet Bor|germand, der Søndag-Eftermiddag gaaer ud paa Fresberg, træder grundigere paa Jorden, han tilhører ganske Verden, ingen Spidsborger kan tilhøre den mere. Intet er at opdage af dette fremmede og fornemme Væsen, hvorpaa man kjender Uendelighedens Ridder. Han glæder sig ved Alt, deeltager i Alt, og hver Gang man seer ham deeltage i det Enkelte, skeer det med en Vedholdenhed, som betegner det jordiske Menneske, hvis Sjæl hænger fast ved Sligt. Han passer sin Gjerning. Naar man da seer ham, skulde man troe, han var en Skriverkarl, der havde fortabt sin Sjæl i det italienske Bogholderi, saa punktlig er han. Han ferierer om Søndagen.

Han gaaer i Kirke. Intet himmelsk Blik eller noget Tegn paa det Incommensurable forraader ham; hvis man ikke kjendte ham, var det umuligt, at udsondre ham af den øvrige Mængde; thi hans sunde kraftige Psalmesang beviser i det Høieste, at han har et godt Bryst.

Om Eftermiddagen gaaer han til Skoven.

Han fryder sig over Alt, hvad han seer, over Menneske-Vrimlen, de nye Omnibusser, Sundet, – naar man møder ham paa Strandveien skulde man troe, han var en Kræmmersjæl, der slog sig løs, netop saaledes glæder han sig; thi han

er ikke Digter, og jeg har forgjeves søgt at aflure ham den poetiske Incommensurabilitet.

Henad Aften gaaer han hjem, hans Gang er ufortrøden som et Postbuds. Underveis tænker han paa, at hans Kone vist har en apparte lille Ret varm Mad til ham, naar han kommer hjem, f. Ex. et stegt Lammehoved med Grønt til. Hvis han mødte en Ligesindet, da kunde han vedblive lige til Østerport at samtale med ham om denne Ret med en Lidenskab, der vilde passe for en Restaurateur. Tilfældigvis eier han ikke 4 Sk., og dog troer han fuldt og fast, at hans Kone har hiin lækkre Ret til ham. Har hun den, da skal det være et misundelsesværdigt Syn for fornemme Folk, | begeistrende for Menigmand at see ham spise; thi hans Appetit er stærkere end Esaus. Hans Kone har den ikke – besynderligt nok – han er aldeles den Samme.

Paa Veien kommer han forbi en Byggeplads, han træffer en anden Mand. De tale et Øieblik sammen, han opfører i et Nu en Bygning, han disponerer over alle Kræfter dertil. Den Fremmede forlader ham med den Tanke, det var vist en Capitalist, medens min beundrede Ridder tænker: jo kom det derpaa an, kunde jeg sagtens faae det. Han ligger i et aabent Vindue og betragter Pladsen, paa hvilken han boer, Alt hvad der foregaaer, at en Rotte smutter ned under et Rendesteensbræt, at Børnene lege, alt beskæftiger ham med en Ro i Tilværelsen, som var han en Pige paa 16 Aar. Og dog er han ikke Genie; thi Geniets Incommensurabilitet har jeg forgjeves søgt at udspionere hos ham. Han ryger sin Pibe i Aftenstunden; naar man seer ham, skulde man sværge paa, det var Spekhøkeren ligeoverfor, der vegeterer i Skumringen.

Han lader 5 være lige med en Sorgløshed, som var han en letsindig Døgenigt, og dog kjøber han hvert Øieblik, han lever, den beleilige Tid til den dyreste Priis; thi han gjør end ikke det Mindste uden i Kraft af det Absurde. Og dog, dog, ja jeg kunde blive rasende derover, om ikke af anden Grund saa af Misundelse, dog har dette Menneske gjort og gjør hvert Øieblik Uendelighedens Bevægelse.”

ARKEN 165

En samtale om risiko og fare Af stud. theol. Tea Kristina Lange Olsen

I

nterviewartikel om katastrofens teologi ved Ph.d. Mikkel Gabriel Christoffersen

“fare” er vigtige for at kunne beskrive, hvad det vil sige at være et moderne menneske.

Konteksten for min ph.d. var et tværfagligt katastrofeforskningsprojekt, og min opgave var at finde en teologisk indgangsvinkel til katastrofen som fænomen. Her blev begreberne “risiko” og “fare” en bro fra det sociologiske til det teologiske. Begreberne er udviklet inden for risikosociologien, og jeg bruger specielt Niklas Luhmann, fordi han sætter “fare” som risikobegrebets modstykke. “Risiko” er traditionelt blevet modstillet begrebet “sikkerhed”. Sikkerhed er det man stræber efter, og fokus bliver, hvordan man bedst kan minimere risikoen for, at et uheld indtræffer.

Luhmann mener, at sikkerhed er en illusion, og han laver derfor distinktionen mellem risiko og fare, hvor “fare” bliver begrebet for det, som vi bliver udsat for, og som vi ikke kan kontrollere, modsat “risiko”, som dækker over alt det, vi bringer over os selv. Et klassisk eksempel på fare kunne være en kæmpe meteor, som vil ødelægge alt liv på jorden, og et eksempel på risiko kunne være det at fri til sin kæreste. I eksemplet om at fri ligger der dog for Luhmann også en risiko ved at lade være med at fri. Så risikerer man jo, at en anden frier, før man selv gør det.

ARKEN 165 // En s amt al e om r is i ko og fare

I det moderne velfærdssamfund har vi en tendens til at tro, at vi kan sikre os imod fare, og vi underkender, at lidelsen er en naturlig del af menneskelivet. Hvis lidelsen rammer os i dag, klager vi ikke længere til Gud, men i stedet til forsikringsselskabet med et krav om erstatning, eller til lægevidenskaben, som vi antager har en kur eller metode, der kan udrede os. Mikkel Gabriel Christoffersen, ph.d. i teologi ved KU og nuværende sognepræst mener, at dette er en reduceret forståelse katastrofen, fordi vi med ovenstående logik ender med kun at give os selv skylden for den ulykke, som rammer os, hvilket stiller det moderne menneske til ansvar for noget, som det i virkeligheden ikke selv er herre over.

I sin ph.d.-afhandling Living with Risk and Danger giver Christoffersen et kristent-teologisk alternativ til forståelsen af katastrofen, hvor katastrofen ikke kun er risiko, men også i høj grad udtryk for at skaberværket er skabt sådan at mennesker også er i fare. Jeg har talt med Mikkel om hans forskning og hans bud på en udlægning af katastrofens teologi. Rigtig god læselyst!

Hvordan kommer du fra det sociologiske afsæt til den kristne symbolverden?

I katastrofeforskningen er der en stor diskussion om, hvorvidt katastrofen er noget som rammer os udefra, eller om det er noget et samfund bringer over sig selv. Den gængse

Hvorfor hedder din ph.d. Living with Risk and Danger?

Det gør den, fordi begreberne “risiko” og 30

ARKEN 165

(F)-pilen viser, hvorledes udefrakommende katastrofer er et udtryk for “fare�. (R)-pilen illustrerer de ulykker, som individet bringer over sig selv, herfor betegnet som risiko.

Tegningen er genoptegnet af Mads AakjĂŚr Reinert efter originaltegning af ph.d Mikkel G. Christofferesen.

opfattelse er, at katastrofer typisk opstår, hvis en voldsom begivenhed rammer et sårbart samfund. Et jordskælv i San Francisco får ikke de samme ødelæggende konsekvenser som et jordskælv i Haiti, da husene i San Francisco er jordskælvssikrede og derfor ikke lige så sårbare som husene i Haiti. Eksemplet afslører tydeligt den herskende opfattelse af katastrofen som noget, vi kan sikre os imod og derfor selv er skyld i, når den rammer. Ud fra denne opfattelse afhænger katastrofer altså af, hvor mange ressourcer et samfund har brugt på at sikre sig imod mulige katastrofale begivenheder.

Katastrofen bliver til en risiko. Min forskning forsøger at betone, at katastrofen også er en fare.

Distinktionen mellem risiko og fare bliver her den skelnen, som peger hen imod katastrofens eksistentielle karakter. Blandt andet er der et skabelsesteologisk perspektiv i det faktum at skulle acceptere, at der er fare i tilværelsen, som man ikke er herre over. Hvilket det moderne menneske, som har mange ressourcer og en mulighed for at sikre sig, ikke er vant til at se i øjnene. Det moderne menneske befinder sig derfor ofte stedt ind i den opfattelse, at man betragter sig selv som skyldig, hvis en katastrofe indtræder. Dermed bliver fænomenet “skyld” et relevant tema inden for katastrofeforskningen, et tema, som det også ligger den kristne teologi nær at analysere.

jeg, at korsfæstelsen er et symbol på den form for radikal lidelse. Dette er en lidt kontroversiel tankegang, fordi der findes mange positioner indenfor forsoningslæren, som bygger på, at tilgivelsen sker, netop fordi Jesus dør på korset.

Fordi jeg ikke tænker på den måde, har det været en opgave for mig at kigge på, om der er andre steder end i selve korsfæstelsen, hvor man kan finde spor af Guds tilgivelse.

Du skriver et sted, at Jesus skulle dø, også selv om vi mennesker ikke havde korsfæstet ham – hvordan skal det forstås?

Jeg henter denne opfattelse fra Jürgen Moltmann, som siger, at den død, som Jesus dør, ikke kun er den specifikke korsfæstelsesdød, altså torturdøden, men at inkarnationen allerede i sig selv er en forberedelse på, at Gud skal dø, da døden ikke er til at komme uden om, når man først er blevet menneske.

Er selve inkarnationen så det egentlige offer?

Den distinktion har jeg samlet op i flere forskellige teologiske forfatterskaber. Kort fortalt er “nødvendig lidelse” den lidelse, som hører med til skaberværket, og har et egentligt formål. Eksempelvis kan det at angre være lidelsesfuldt men også nødvendigt, fordi det siger noget ”sandt” om det at være menneske.

Ligeledes er det at sørge over en elsket noget af det mest smertefulde, men sorgen er også et udtryk for, at kærligheden har været ægte og

Den tanke har jeg selv fundet meget inspirerende, altså at tænke det sådan, at der ligger et offer i selve det, at Gud bliver menneske. I selve inkarnationen ofrer Gud sin guddommelige sikkerhed, dvs. den sikkerhed der ligger i at være på afstand fra det skabte, hvor Gud eksempelvis ikke kan dø. I inkarnationen taber Gud sin sikkerhed og bliver som menneske sårbar over for døden. Den inkarnerede Gud viser ved sin inkarnation i skaberværket, at Gud på trods af den skabte verdens sårbarhed over for død og lidelse stadig vil være en del af skaberværket.

Det klassike teodicé-spørgsmål bliver aldrig helt besvaret, men jeg mener dog, at der ligger en form for praktisk symbolsk teodicé i det, at Gud inkarnerer sig, og med den handling indirekte siger, at skaberværket også er godt nok til Gud. Inkarnationen understreger altså en form for solidaritet og værdsættelse af skaberværket

god. Lidelse hører altså menneskelivet til. Den “unødvendige lidelse” er betegnelsen for den lidelse, der er for stor og for destruktiv til at kunne retfærdiggøres ved et formål. Her tænker

og dets medfølgende sårbarhed. Desuden har inkarnationen en gavekarakter, idet Gud bringer gudsriget og tilgivelsen nær på en helt ny og radikal måde.

ARKEN 165 // En s amt al e om r is i ko og fare

Hvad er forskellen på “nødvendig” og “unødvendig” lidelse?

32

“Kort fortalt er “nødvendig lidelse” den lidelse, som hører med til skaberværket, og har et egentligt formål.”

Hvordan skal vi reflektere over korset i din teologi?

For at fortsætte i sporet om tilgivelsen, så spiller blandt andet korsordet fra Lukasevangeliet en central rolle i min teologi. Her siger Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

For mig viser dette udsagn, at tilgivelsen allerede er givet, og korset viser, at tilgivelsen bliver fastholdt igennem Jesu lidelse og opstandelse.

Gud er trofast, og holder fast i sin tilgivelse af menneskene på trods af korsfæstelsen.

Det markinske korsord ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, hvilket også Moltmann lægger vægt på i Der gekreuzigte Gott, er ligeledes vigtigt, fordi det indeholder et stærkt teologisk budskab om, at den historie, som Guds inkarnerede ord fik med mennesket, var en historie, hvor Gud selv erfarede, hvad det vil sige at opleve den dybeste form for meningsløshed.

Gud forlades af Gud, et udtryk for, at Faderen fordømmer Sønnen til korset. Samtidig mener Moltmann også, at Faderen parallelt sørger over tabet af sin egen søn, hvilket gør korsfæstelsen til en meget tvetydig sag. Jeg har derfor haft brug for at gå med den østrigske teolog Raymund Schwager, som siger, at Gud ikke forlod Gud, men at Gud altid var – og er – til stede, også under korsfæstelsen. Schwager betoner i den sammenhæng, at ondskaben kan få en magt i verden, som gør det fuldstændig umuligt at erfare gudsnærvær. Ondskab skyldes ikke Guds fravær, men skyldes snarere, at erfaringer af radikal lidelse ikke giver plads til at erfare Guds nærvær. Jeg synes, at dette standpunkt er vigtigt, fordi det fastholder sammenhængen i Gud, så Gud ikke bliver en Gud, som fordømmer til korset, men som snarere bliver modstander af korset og den radikale lidelse i verden.

Hvordan adskiller du dig fra Jürgen Moltmann i din fortolkning af det markinske korsord?

Kan det moderne menneske bruge klagen som et middel mod radikal ondskab?

Moltmann gør i Der gekreuzigte Gott meget ud af, at Jesus dør som tre ting, nemlig som blasfemiker, som oprører og som gudsforladt. Eftersom det er Gud, der er på korset, så bliver bevægelsen, hvor

Jeg ville ikke sige, at man kan bruge den som et middel, men jeg tror, at klagen og det at have et rum for klagen kan være gavnligt, så man kan rette vreden udad i stedet for indad. Jesu

ARKEN 165

ARKEN 165 // En s amt al e om r is i ko og fare

“Snarere end at anskue korset som en del af Guds plan skal vi betone Guds løfte om og indsats for, at der efter døden vil komme en ny skabelse. Historien slutter altså ikke ved katastrofen; løftet om opstandelsen skal have det sidste ord.”

opstandelsen. Snarere end at anskue korset som en del af Guds plan skal vi betone Guds løfte om og indsats for, at der efter døden vil komme en ny skabelse. Historien slutter altså ikke ved katastrofen; løftet om opstandelsen skal have det sidste ord.

korsord i Markusevangeliet: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, gør Jesus til en form for ”ny Job”. Fælles er legitimiteten i at indklage sin lidelseserfaring over for Gud. Men til forskel fra Jobs bog bliver Markusevangeliets Gud også klagens subjekt.

Hvad er dit vigtigste bidrag til katastrofeforskningen?

Det er, at vi ikke skal anskue katastrofen som et instrument, der gør verden til et bedre sted, men snarere som et udtryk for kors og opstandelse.

Gud er tilstede, også når katastrofen indtræder, og Gud vil insistere på at pege og at åbne og i sidste ende at lade opstå. Dette kan jeg sige, fordi Guds reaktion på korsfæstelsen er 34

ARKEN 165

Matthias GrĂźnewalds Isenheimeralter

Shema Yisrael En udlægning af den jødiske trosbekendelse.

Af stud.theol. Jonas Benjamin Abraham Demsitz.

I

tusinder af år har det jødiske folk sunget disse ord hver morgen og aftenen:

af jødedommen og har rødder i de profetiske tekster, Ketivum, fra det Gamle Testamente, Tanakh, så giver det mening, at man som kristen sætter sig ind i og forstår den jødiske tro og teologi, idet HERREN er én og den samme i begge trosretninger.

Shema Yisrael Adonai Eloheinu, Adonai echad.

Vehavta et Adonai Eloheika bhekal lebabheka ubhekal nepsekah ubhekal mheodeka Hør! Israel, HERREN er vores Gud, HERREN er en.

Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.

Lad os da kaste os ud i det og starte med det første ord og navnet på bønnen, Shema. ”At høre” betyder det vagt oversat, men i en imperativisk forstand, altså ”hør!». Shema har dog ifølge mange Torah-kyndige verden over også andre konnotationer, nemlig at man skal høre og gøre. Det er altså både et handle- og sanseverbum. Vi skal høre Moses’ formaning om HERREN, og vi skal gøre det, han siger.

Men før vi kan gøre noget, må vi vide, hvad eller hvem vi skal høre. Vi skal høre at ”Adonai Eloheinu, Adonai echad.”, altså at Gud er HERREN, HERREN er én. Som vi nok godt vidste i forvejen, så prædikes her en streng monoteisme med udgangspunkt i, at HERREN er den eneste ene Gud.

Sådan lyder den traditionelle oversættelse af Shema-bønnen, en af de vigtigste bønner i jødedommen. Den tager nemlig fat i nogle helt fundamentale jødiske koncepter både teologisk, filologisk og filosofisk. Hvis man derfor ønsker at forstå sig på jødisk teologi og dens relation til kristendommen, må man som det første forstå Shema-bønnen. I artiklen her vil jeg sammen med jer gennemgå de vigtigste begreber og klargøre deres betydning fra et, et af mange jødiske perspektiver. Vi vil kigge på ord som Shema, Adonai, Vehavta, Lebabheka, Nepsekah og Mheodeka.

ARKEN 165 // Shema Yi s ra el

Hvem er HERREN? Hvad vil det sige at høre i en jødisk sammenhæng?

Hvem er HERREN for jøderne, hvordan og med hvad skal vi elske HERREN? Mange af de ovenstående begreber er enten vagt eller helt forkert oversat til moderne dansk eller

Vi går nu i kødet på det næste vigtige, hvis ikke det vigtigste begreb i bønnen, nemlig, Adonai. Faktisk står der slet ikke Adonai, men ”YHWH”, et af Guds syv navne, også kendt som tetragrammet, for det er jødisk tradition

engelsk, hvilket giver en ikke-hebraiskkyndig læser en manglende forståelse for den jødiske tro. Hvorfor er det så vigtigt, kan man spørge?

Da kristendommen i sin essens udspringer

ikke at nævne Gud ved navn, og derfor bruges synonymet Adonai. Exodus 3,14 giver os en god baggrund for at forstå dette ord. Her hører vi Moses spørge HERREN: ”Hvem skal jeg 36

“Da kristendommen i sin essens udspringer af jødedommen og har rødder i de profetiske tekster, Ketivum, fra det Gamle Testamente, Tanakh, så giver det mening, at man som kristen sætter sig ind i og forstår den jødiske tro og teologi, idet HERREN er én og den samme i begge trosretninger.” sige har sent mig til dem?”, efter HERREN har befalet ham at tage tilbage til Egypten og befri israelitterne, som er slaver for Farao. ”Ehyeh Asher Ehyeh!” lyder HERRENS svar på hebraisk. Dette oversætter vi som ”jeg vil være hvem jeg vil være”. Da hebraisk ikke har et eksplicit verbum for ”er” i præsens, forstås det altså her futurisk. Ehyeh betyder ”jeg vil være”.

Det navn, vi kender som YWHW, er det andet navn, som Gud giver Moses, og som vagt kan oversættes som ”han vil være”, oftest efterfulgt af ”han vil være dine forfædres Gud”. Altså kan vi på baggrund af Moses’ møde med Gud i Exodus med sikkerhed sige, at HERREN må være ”Den Gud Som Har Været, Er og altid Vil Være”.

Jødisk tradition har dog i sin udvikling strenge forbud mod at sige eller skrive Guds navn. For som Rabbi Maimon, en af de mest anerkendte Talmud lærer, siger: ”Før det gav nogen form til verden, før det producerede nogen form, var det alene, uden form og uden lighed med noget andet. Hvem kan da forstå, hvordan det var før skabelsen? Derfor er det forbudt at låne det nogen form eller lighed, eller endog at kalde det ved sit hellige navn eller at angive det ved et enkelt bogstav eller et enkelt punkt”. Vi støder også på dette forbud i Esajas’ Bog kap.46 vers 5: ”Med hvem vil I sammenligne mig, så det ligner? Hvem stiller I mig lige med, så vi ligner hinanden?” Gud kan altså ikke reduceres til noget enkeltstående i kreationen. Det er Gud HERREN.

ARKEN 165

Nu ved vi så, hvorledes vi skal høre og hvem vi skal høre og tjene i vores handling. Dernæst skal vi have svar på, hvad det er, vi skal gøre.

Her citerer Moses en simpel og dog kompleks formaning, nemlig: ”Du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke.”

HERREN og mennesket, men med hvad skal vi elske dem? Det skal vi med hele vores hjerte, af hele vores sjæl og af hele vores styrke. Nu skal vi se på de tre sidste grundbegreber i Shemabønnen: hjertet, sjælen og styrken. Vi starter med det første ord, lebabheka, som vi oversætter til ”dit hjerte”, for som der står skrevet, vi skal elske Herren af hele vores hjerte. Men hvorfor lige hjertet og ikke andre vitale organer?

Det findes der en helt særlig årsag til. Hjertet er nemlig i bibelsk forstand kernen til hele menneskets følelsesliv og ikke kun følelseslivet, men alt som et menneske består af: følelser, tanker, viden og visdom. Hjertet er der, hvor vi forstår og skaber relationer. Alt dette har rod i hjertet. Derfor er det så vigtigt, når Moses giver os besked om, at den kærlighed vi skal have til Gud HERREN, er en ægte kærlighed rodfæstet i menneskets indre. Dog er hjertet ikke uden fejl, for som profeten Jeremias skriver i Jer 17,9, så er menneskets hjerte fundamentalt i stykker. Moses selv mente, at hvis israelitterne i sandhed skulle kunne elske deres Gud, måtte de få ”omskåret” deres hjerte. ”Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve.” (Deuteronomium 30,6).

Denne meget livlige metafor er blot ét af mange tegn på, hvor vigtig en rolle hjertet spiller i den bibelske og jødiske forståelse af kærligheden til Gud og mennesket.

ARKEN 165 // Shema Yi s ra el

Hvordan elsker vi HERREN? Ordet i fokus her i denne formaning er ”du skal elske”. Ordet ”elske” på hebraisk hedder ahavah.

Svaret på hvorledes vi skal have kærlighed til Gud, ligger gemt i Deuteronomium kap. 10 vers 12: ”Og nu, Israel, hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, vandre ad alle hans veje og elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl”. Vi ser her igen den retoriske vending ”af hele dit hjerte og hele din sjæl”. Vi skal senere gå i kødet på hvorledes hjertet og sjælen spiller en vigtig rolle i jødisk tro. Gerningen, altså at elske HERREN, kommer af at følge Loven, gøre retfærdighed og frygte HERREN. Kærligheden kræver altså aktiv handling fra mennesket, det er ikke blot en tom sætning, men sætningen fuldbyrdes af gerningen, hvilket er fundamentalt anderledes fra kristendommen og dets opgør med gerningsretfærdigheden.

Denne gerningsretfærdighed er dog ikke blot reserveret for HERREN, for som det står skrevet i Deuteronomium kapitel 10,18-19: ”men (Gud er ham) som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.”

Vi elsker altså derved også HERREN ved at elske mennesket. Denne ide støder vi første gang på i Leviticus kapitel 19 vers 18. ”Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv.

Jeg er Herren!” Næstekærligheden kan altså tolkes som et direkte udtryk for vores kærlighed til HERREN og er derfor en vigtig del af den jødiske gerningsretfærdighed.

Dernæst kan vi tage fat i ordet, nepsekah, ”din sjæl”. Ordet nepsekah kommer af nephesh som uheldigvis oftest oversættes som sjæl. Ordet sjæl kommer med konnotationer fra hellenistisk og platonisk filosofi. Ideen om en udødelig usynlig essens, som er iboende mennesket, er fuldstændig fremmed for den traditionelle gammeltestamentlige forståelse af begrebet.

Den bedste oversættelse ville være ”strube”. Der står f.eks. i den hebraiske tekst i Numeri 11,6: ”Men nu er vores nephesh udtørret og intet andet undtagen denne manna er for vores øjne” eller i Salmernes Bog 105,18, da Josef bliver solgt som træl: ”De mishandlede hans fødder med lænker, hans nephesh blev lagt i jern”.

Med hvad skal vi elske HERREN? Nu ved vi så hvad vi skal gøre: vi skal elske 38

Den hebraiske tekst bruger altså ordet nephesh til at beskrive struben og halsen. Men ordet bliver ikke alene brugt med denne forståelse.

Det kan også som i Genesis 46,15 betyde ”personer”, altså udtrykker det en helhed ved et menneske. I Numeri omtales en morder som en ”nespheshdræber” og en kidnapper som en ”nepheshtyv”. I begyndelsen af Genesis kaldes både mennesker og dyr for en levende nephesh, hvorimod døde kaldes døde nephesh.

Altså kan vi forstå nesphesh som værende et navneord for en helhed ved både mennesker og dyr, muligvis en kropslig helhed. Når Moses derigennem omtaler vores nephesh, menes der hele mennesket, altså hele vores krop – og med hjertet in mente må vi altså forstå: med hele vores indre følelsesliv. Vi skal altså elske Gud HERREN med hele vores kropslige og emotionelle liv.

Midlet, hvormed du elsker Gud, findes både i dit indre følelsesliv, i din kropslige udfoldelse og i din verdslige, materielle forbrugsverden.

Der findes altså en direkte korrelation til det at elske sin næste ligesom man ville elske sin Gud, af hele sit hjerte, krop og med alle sine midler. For således er det, at vandre ad Hans veje, gøre retfærdighed og frygte HERREN, vær da ligesom Ham, selv med visheden om at man aldrig nogensinde ville kunne blive det fuldkomment. Det er, hvad Shema-bønnen fortæller os om vores forhold til Gud HERREN.

Til slut kommer det sidste ord, som også binder det hele sammen, nemlig Mheodeka, ”din styrke” eller blot me’od, styrke. Endnu engang har vi at gøre med et ord med flere betydninger.

Som udgangspunkt forstår vi mheodeka som styrke eller evne, så at vi skal elske Gud med al vores styrke eller af hele vores evne. Der findes en semantisk skelnen mellem det at have styrken til noget og at evne noget. Rabbi Rashi, en anerkendt Talmud fortolker fra år tusind, siger, at evnen her også kunne forstås som midlet, altså elsk din Gud med alle dine midler, da me’od også kan tolkes som et adjektiv, der betyder ”megethed”, eller udtrykke en mængde af meget som i udtrykket: ”tov me’od”, meget godt. Vi kan derfor med denne forståelse i baghovedet forklaret af Rabbi Rashi, nu forstå frasen ”med alle dine midler, som med alle dine ejendele”. Der er mennesker, hvis ejendele er mere dyrebare for dem end deres egne kroppe.

Således elsker man Gud i sit hjerte, med sin krop og med sine ejendele, og her understreges Guds relevans i det enkelte menneskes verdslige og spirituelle liv. Gud er altså ikke udelukket noget regi i verden. Dette skal mennesket huske på konstant.

ARKEN 165

STUDENTERMENIGHEDEN I KØBENHAVN Studentermenigheden i København er fortsat aktiv med studentergudstjenester i Hans Tausens Kirke, mens bestyrelsen og studenterpræsterne arbejder for at planlægge spændende aktiviteter, foredrag og ture. Vi tager altid imod forslag til forbedringer og hører gerne fra jer med idéer til arrangementer i efterårssemestret 2018. Skriv til vores kirke- og kulturmedarbejder Katrine Linke: katrine@smikbh.dk

GENERALFORSAMLING OG VALG TIL BESTYRELSEN - 11. april kl. 18.30 Alle studerende kan stille op til Studentermenighedens bestyrelse og være med til at lægge linjen for SMiK. Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Tilmelding til spisning kl. 17.30 til formand@smikbh.dk.

DIGTE, DER VIRKER - 12. april kl. 19.00-22.00 Højskoleaften v. Jørgen Carlsen tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen sætter sig til klaveret kl. 20, mens der kl. 19 er gudstjeneste v. studenterpræst Inger Lundager.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré.

FILOSOFISK FUGLE- OG BOTANIKTUR - 14. april kl. 11.00 I naturen med lektor Claus Emmeche, lektor Flemming Ekelund og studenterpræst Nicolai Halvorsen Kom med til Jægerspris Nordskov, der er rig på fugle- og planteliv og egner sig til den gående filosoferen. Arrangeres i samarbejde med Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på KU. Mødested: Skoven Kirke, Skovkirkevej 2, 3630 Jægerspris.

Tilmelding til praest@sund.ku.dk. Fri entré.

FRA SKYGGERNE AF DET VI VED - 18. april kl. 19.30-21.30 Filosofisk salon v. professor emeritus Poul Behrendt Traditionelle og veldefinerede normer for skyld og straf er under afvikling i samtidens kunst og virkelighed. Arrangeres i samarbejde med Simeon-Sankt Johannes Sogn.

Sted: Skt. Hans Torv 30, 200 København N. Pris: 50 kr.

JØDISK LIV I HOVEDSTADEN – 3. maj kl. 16.15-18.00 Temavandring rundt i København Vi vil “byvandre” rundt i København på jagt efter små tegn på jødisk liv før og nu.

Mødested: Foran Dansk Jødisk Museum. Proviantpassagen 6, 1218 København K. Tilmelding til katrine@smikbh.dk senest 23/4. Fri entré.

TEOLOGISK FISKETUR – 5. maj 12.30-18.00 På havet med studenterpræst Nicolai Halvorsen Fang fisk til aftensmaden. Undervejs vil der være samling i kabyssen, hvor et teologisk spørgsmål stilles.

Sted: Kalkbrænderihavnen, Lautrupskaj – M/S Øby.

Tilmelding til praest@sund.ku.dk senest 27/4. Fri entré.

Følg os og se nærmere omtale af vores arrangementer på: facebook.com/smikbh

STØTTER ARKEN

~

Du kan også være med!

Gå ind på 10er.dk og støt ARKEN med et valgfrit beløb.

ARKEN 165

ARKEN 165 // Shema Yi s ra el

ARKEN

~

165

42

ANMELDER

~

Ordet i marsken // En stakåndet jagt på det nye menneske // Om de giftige, bitre, hævngerrige og lumske slanger, og om de, der dræber, spidder og sønderhakker folk // En sidste og velsunget sang fra reformationsåret // Drømmen om en lutheransk vækkelse i Caribien // Et opråb og en katekismus // Kirche, Küche, Kinder // Skal man servere sin bedstemoder med skarp sovs eller holde kæft? // Den som tror, kan mærke lyset vibrere i den dybeste nat // Børnegudstjenester – for børn // Vejen til det gode liv med Emerson // Alle Luthers salmer på dansk

Bliv anmelder ved ARKEN. Send din anmeldelse til redaktionen.

ARKEN 165

Ordet i marsken At øve sig i at være menneske - 29 prædikener Af Jens Torkild BakEksistensen. 2017. 146 s. 159 kr.

Anmeldt af cand.theol. Adam Garff

ARKEN 165 // Ordet i marsken

D

et siges, at Ribemarsken er så flad, at man kan se en hare løbe i fjorten dage. For fladt er der.

efter kirkeåres indretning. De tre sidste prædikener er dog fra to ordinationer og en morgenandagt for biskopperne i 2016.

At øjet orienterer sig i horisonten er således en kendsgerning mange sønderjyder vil kunne nikke anerkendende til. Men noget bryder med de endeløse vidder. Det store Ord krydser den ripensiske horisont vertikalt og åbner for samfund med det himmelske. Evangeliet har nemlig gode vækstbetingelser i de mere vindrette egne. Kommer man kørende sydfra, fra Tøndermarsken over den gamle grænse, knejser domkirkens berømte Borgertårn rødligt mod himlen. Noget enormt rejser sig fra tørvebunden, og efterhånden som man nærmer sig domkirken, får man det indtryk, at middelalderbyens vartegn peger på himlens uudgrundelige hvælvinger. Vadehavsluften er der, hvor himmel og jord mødes. Fra disse omgivelser er der nu kommet en ganske fin prædikensamling.

Gennemgående indleder Bak på traditionel vis sine prædikener ved at knytte an til et centralt punkt i den pågældende søndags tekst. Udgangspunktet er typisk en form for parafrase af udvalgt(e) tekststed(er), hvor Bak indbyder til fælles grublen og undren på en fin og let tilgængelig måde. Der begyndes ved begyndelsen uden unødvendige digressioner, hvilket bevirker, at læsningen fremstår flydende - men homiletisk set temmelig ufarlig. I enkelte prædikener går et eller flere bibelvers igen som en slags poetisk mantra. Nogle ville hævde, at det kan fremme et retorisk udtryk, mens endnu andre kunne pege på, at det virker hæmmende for fortællestilen. Jeg hører til den sidste gruppe, og synes, at de messende gentagelser bliver en retorisk rosenkrans om benet på narrativets udfoldelser. Gentagelsen er altså ikke altid for det bedre. Så vidt det kompositoriske, for teksternes indhold er langt fra ufarligt eller kedeligt. De 29 prædikener er samlet set en liflig tour de force gennem og et skønsomt florilegium af evangeliets udødelige knopskud.

Domprovst i Ribe Domkirke, Jens Torkild Bak, er en af dem, der har taget livtag med teologien fra midten af dette gådefulde rum spændt ud mellem himmel og jord. Først i sit virke som sognepræst i Møgeltønder, siden gennem 25 år som domprovst i Ribe. I anledning af Baks 65-års fødselsdag sidste år har to redaktører, valgmenighedspræst Margrethe Dahlerup

Prædikensamlingens, og kirkeårets, mest alvorstunge tekst stammer fra Langfredag 2015, s.55. Her skærpes tonen, når Bak indrammer langfredagens alvorlige virkelighed.

Domprovsten lader korsfæstelsen, maleren Otto Dix’s fremstilling af 1. verdenskrigs rædsler og

Kock og biskop Elof Westergaard, taget initiativ til at redigere en prædikensamling med 29 af fødselsarens prædikener. Disse stammer fra årene 2013-2016, og står ordnet 44

en dansksindet veterans erindring fra samme krig blive til overlappende temakredse, der hver på deres måde udtrykker Jesu synoptisk gennemgående korsord: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? En fint orkestreret forkyndelse af evangeliet mørkeste og mest uomgængelige tiltale til den endnu syndende og allerede retfærdiggjorte kristne. For opbyggeligheden, korsets skygge, følger altid på tredjedagen. Dette indskærpes i den følgende søndags prædiken, Påskedag 2015, s. 63: Der er for troen ingen modsætning mellem langfredag og påskedag.

Tværtimod. Der er direkte sammenhæng. Troens forståelse af, at Gud på korset langfredag deler elendigheden med os, er kimen til forløsningen af elendigheden […]

Langfredag lægges frøet i jorden for at dø. Påskemorgen spirer kornet frem til liv og håb. I påsketiden leverer Bak en bastant luthersk korsteologi uden svinkeærinder, og som læser sidder man fortrøstningsfuldt tilbage med en god dualistisk mavefornemmelse af, at solskin og skyer endnu følges ad i prædikekunsten.

Længere inde i kirkeåret, undervejs på trinitatistidens Matthæus-dominerede ørkenvandring, foldes de kritiske vinger ud, når teologien og samfundet sættes i Bak-gear.

Tematikkerne panorerer fra talen om det evige livs afskaffelse hos P.G. Lindhardt tilbage til 1. Verdenskrig (den er Bak meget optaget af) over terrorismens perversiteter og frem til en kritisk bedømmelse af modernitetens mange falske profeter. Underliggende summer en række forfriskende frontalangreb på tidens fattige management-retorik og barnagtige selvoptagethed. Også staten og verden uden for kirken får et par bestemte ord med på vejen. Her, på 15. søndag efter trinitatis 2015 med undertitlen Man går ikke på en motorvej, lyder det: Med hensyn til staten. Lad os ikke være naive i forholdet til staten og i vores forestilling og idé om, hvad en stat er til for. En stat er ikke til for næstekærlighedens skyld. Staten er i bund og grund en kynisk opfindelse, om man vil. Bak er ikke bleg for samfundskritik. Han er heller ikke bange for at stå fast på sin kristendom.

Endelig, og denne manøvre har væltet mange gode prædikener, formår Bak at slutte en

troværdig bro fra evangelium til kultur, fra det hellige til det profane, fra teologisk kernestof til det uudtømmelige reservoir af korrelative udsagn i litteraturen og kunsten. Sidst, men ikke mindst, lykkes det også gennemgående at finde vejen tilbage ind i evangelieteksten. Uden vel og mærke at indsmøre de afsluttende ord i den lidet skønne Kristusremoulade; en fare der altid lurer ved afslutningen af prædikener. Så skulle man – og Gud forbyde det – opleve den guddommelige inspiration svigte en sen lørdag aften midt i skrivningen, så er prædikensamlingen helt oplagt som åndelig vitaminpille.

Afslutningsvis må jeg komplimentere redaktørernes valg af forsidebillede, Per Bak Jensens smukke fotografi, Græsmark. Det er et umådeligt flot fotografi. Desværre, og dette skyldes alene anmelderens interesse for Per Bak Jensens fotokunst, er det kommet mig for øre, at billedet er taget på Island. Der findes ganske vist også smukke vidder og genuine teologiske landskaber på den gamle vulkanø, men det er altså ikke muligt at se en hare løbe i fjorten dage i et bjerglandskab.

ARKEN 165

En stakåndet jagt på det nye menneske Det nye menneske – Efter naturalisme og eksistentialisme Af Niels Grønkjær. København. Eksistensen. 2017. 390 s. 299 Kr. Anmeldt af stud.theol. Mads Graves Pedersen

D

a jeg gik i gymnasiet, havde jeg en samfundsfagslærer, som hed Steen.

Steen var en fremragende lærer.

Distræt og forvirret, men altid nærværende, engageret, og når det kom til det faglige, formulerede han sig med en snigskyttes præcision. Steen havde et motto, som han både lod runge i undervisningslokalet, og som han heller aldrig tøvede med at nedfatte med sirlig rød skråskrift i marginen på de skriftlige opgaver, som han hver weekend satte sig til at rette. Mottoet lød: Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares! Under min læsning af Niels Grønkjærs Det nye menneske – Efter naturalisme og eksistentialisme kom jeg til at tænke på min gamle lærer Steen – for hvor ville jeg dog ønske, at Grønkjær nogle gange tog sig mere tid til at forklare. Eller måske endnu bedre; fortalte.

ved den moderne neurovidenskab, hvor mennesket forbindes så tæt med dets hjerne, at det reduceres til en ting i en verden af ting.

Grønkjær vil frem til en tredje mulighed, som ikke lader mennesket stå alene tilbage med sig selv, men i stedet forener mennesket med noget, som kommer udefra. Dette er Grønkjærs projekt, at vise vejen for det nye menneske – altså i højere grad det menneske som skal komme, og ikke det menneske som mennesket er i vore dage. Det er med denne ambition, at Grønkjærs religionsfilosofiske essay tager sit afsæt og begynder sin systematiske vandring frem mod bogens postludium, som står alene uden for de tre hoveddele, og som bærer den mildest talt selvsikre (og sandsynligvis kløgtigt selvironiske) titel, Livets mening.

ARKEN 165 // En st ak åndet ja gt på d et nye men ne ske

Essayets fortrin og forbandelse Niels Grønkjær er dr.theol., tidligere lektor ved Aarhus universitet og nu valgmenighedspræst ved Vartov Kirke. I år 2010 udgav han bogen Den nye Gud – efter fundamentalisme og ateisme, og det er som en selvstændig efterfølger til denne, at det religionsfilosofiske essay, Det nye menneske, er ment. Her distancerer Grønkjær sig indledningsvis fra eksistentialismen såvel som naturalismens menneskesyn. Eksistentialismen og naturalismen har det til fælles, at de reducerer mennesket til et forhold, som kun virker inden

Netop det, at bogen er et essay, er ganske væsentligt for læseoplevelsen, for skønt at Grønkjær næsten udelukkende befinder sig oppe i de højere akademiske luftlag, forbliver fremgangsmåden og formen ganske uhøjtidelig og løssluppen. Når Grønkjærs løsslupne greb fungerer bedst, efterlades læseren i en almenfattelig sindstilstand, hvor man kan sænke paraderne og bare lade sig oversvømme af det jordskred af teologi- og filosofihistorie, som Grønkjærs essay vitterligt er. I disse passager er

for sig selv. Dette menneskesyn viser sig i vore dage igennem det tiltagende fokus på individuel kompetenceudvikling, samt i naturalismen, som hos Grønkjær specifikt eksemplificeres

det kun opløftende, at Grønkjær eksempelvis svinger mellem at citere Knausgård på norsk og dansk. Man efterlades blot med et hjemligt indtryk af, at Grønkjær simpelthen bare hiver 46

ARKEN 165

Kaptajn Akab

ARKEN 165 // En st ak åndet ja gt på d et nye men ne ske

“Jeg synes grundlæggende, at Det nye menneske er en god bog. Grønkjærs viden er imponerende, og læser man bogen i håb om at få læselysten yderligere pirret, går man ikke forgæves. Men bogens endegyldige aftryk bliver alligevel hos mig en mild skuffelse over den oplevelse, som går tabt i det opskruede tempo.” sine bøger ned fra sin bogreol og citerer derfra, som han vil. Ligesom det kun bevidner om en ydmyg autoritet, når Grønkjær undsiger sig at oversætte en konkret sekvens fra Hölderlins In lieblicher Bläume. ”Lad det stå på tysk indtil en dansk digter gendigter det”, skriver Grønkjær.

mister man let overblikket og fornemmelsen af en forudbestemt kurs. Det høje tempo kommer til udtryk på flere niveauer. Dels i Grønkjærs sprog, som er fint og godt – faktisk rigtig godt – men også præget af et væld af One-Liners, for at bruge et godt gammeldags udansk begreb. Disse korte postulerende og konkluderende sætninger er fantastiske til at snøre hele problemstillinger og refleksioner ned i tolv til seksten stavelser, men af og til sidder man som læser tilbage og føler sig forført på falske præmisser. Når den umiddelbare begejstring over Grønkjærs sproglige sikkerhed og indiskutable kundskab fortager sig, ender man med at spørge sig selv: Er det nu også så

Desværre er der ligeledes flere steder, hvor selv samme løssluppenhed afføder en frustration over ikke at kunne bunde i Grønkjærs argumentation.

Man sparker og sparker i havet, desperat efter at finde et sted, hvor man kan nå bunden og stå stille bare et enkelt øjeblik. For tempoet er højt, og i ens iver efter at holde trit med Grønkjær, da 48

simpelt? Og hvad er i grunden hele pointen med alle disse små pointer? Her må man altså træde et skridt tilbage og beskue bogen i dens mere grove og overordnede komposition. For her har Grønkjær indledningsvis forklaret, hvorledes bogen er sat sammen af tre hoveddele, som hver især er udgjort af yderligere tre underdele, som udgør bogens ni kapitler. Disse hoveddele kaldes Krop, Sjæl og Ånd og tydeliggør altså den bevægelse og udvikling, som skal vise sig at være kvintessensen i Grønkjærs projekt, nemlig en bevægelse mod og prioritering af ånden. En sådan inddeling og komposition er givende for forståelsen af Grønkjærs argumentation, men så let slipper man imidlertid ikke som læser. For Grønkjær sætter endnu en bevægelse i gang i de tre hoveddeles underdele. Her løber temaer som tråde, eller lag som Grønkjær kalder det, på tværs af de overordnede hovedlinjer. Det vil sige, at kapitel 1 korresponderer med kapitel 4 og 7.

Kapitel 2 med 5 og 8. Og kapitel 3 med 6 og 9. I denne tredeling spejles også de tre tænkere, som Grønkjær primært lader sig inspirere af undervejs: Plotin, Hannah Arendt, og Hegel.

De tre hoveddele har ”plotinske overskrifter”, som Grønkjær skriver. Det sidste lag i hver hoveddel, altså kapitel 3, 6 og 9, følger Arendts tredeling af de menneskelige aktiviteter, som hun udfoldede i hendes første reelle filosofiske hovedværk The Human Condition fra 1958. Arendt delte i dette værk menneskets aktiviteter op i arbejde, fremstilling og handling. Hegel fungerer – naturligvis fristes man til at sige – som den gennemgående tænker. Det er et spændende og vovet greb, som i teorien varsler en læseoplevelse, der vil blive præget af en kommunikation inden for teksten selv, og som klæder læseren behørigt på til at forstå Grønkjærs projekt. I praksis står ideen dog en anelse uforløst tilbage. Måske er det det før nævnte tempo i sproget. Måske er det den kendsgerning, at de ni underkapitler selv er delt ind i utallige underafsnit med ikke altid lige pædagogiske overskrifter.

Men samtidig er det også på sin plads at påpege, at bogen, skønt de kompositoriske overvejelser som Grønkjær har gjort sig, i store dele fremstår som en stream of consciousness (endnu et godt dansk begreb), hvor man privilegeret følger Grønkjærs refleksioner over religionsfilosofiens sværvægtere, litteraturens hjørnesten (nutidige som fortidige) samt ikke mindst enkelte personlige minder eksempelvis fra studietiden i Aarhus. Hvis det dog bare var tilfældet, at Grønkjær havde skrevet et stream of consciousness-essay, pakket med filosofisk og teologisk tyngde, men samtidig med tiden og pladsen til at dykke til bunds i erindringen og teoriens eksempel og lade disse forskellige facetter forstærke hinanden i en langsom, rolig og tung harmoni. Hvis det var tilfældet, så ville hans fremragende kobling af Herman Melvilles kaptajn Akab i Moby-Dick – og dennes kamp mod havet såvel som hvalen, og Grønkjærs egen morfar, der som vesterhavsfisker overvandt havet, lod sig pensionere og aldrig vendte tilbage til havet – ikke fylde knap en side men fem sider.

Grønkjærs morfar kunne ikke svømme – det ville kun trække druknedøden ud, hvis uheldet skulle være ude. Fantastisk historie. Gid den var blevet fortalt med Grønkjærs lynende sprog. Gid man et øjeblik havde kunnet nå havbunden med tåspidserne og havde kunnet balancere på dette samme sted i bare et enkelt øjeblik.

Jeg synes grundlæggende, at Det nye menneske er en god bog. Grønkjærs viden er imponerende, og læser man bogen i håb om at få læselysten yderligere pirret, går man ikke forgæves. Men bogens endegyldige aftryk bliver alligevel hos mig en mild skuffelse over den oplevelse, som går tabt i det opskruede tempo. Havde Grønkjær forklaret det halve på den hele tid frem for at forklare det hele på den halve tid, da havde bogen fremstået stærkere i sin helhed.

Det er jeg sikker på.

Tid og plads til fortælling Ret skal dog være ret. Det er næppe Grønkjærs ambition at tage sin læser for meget i hånden.

ARKEN 165

Om de giftige, bitre, hævngerrige og lumske slanger, og om de, der dræber, spidder og sønderhakker folk Luther og ”de fremmede” – Martin Luthers syn på jøden og tyrken Af Martin Schwarz Lausten. København: Eksistensen. 2017. 144 sider. 179 kr.

ARKEN 165 // Om de gi f tige, bi tre, h æv ngerr ige og l u mske sl anger, og o m d e, d e r d ræ b e r, s p i d d e r og s ø n d e r h ak ke r fo l k

Anmeldt af BA i fransk, stud.theol. Mikkel Tode

5

00-året for kirkens reformator, dr.

Morten Luthers opslag af teserne på slotskirkedøren i Wittenberg har efterladt mange danskere, nok særligt teologer, med en blandet fornemmelse i kroppen. Overalt i landet blev Luther sat i fokus med mere eller mindre fugtige tiltag fra den danske folkekirke, mens Dagbladet Politiken og lignende fornuftige åndsfæller benyttede lejligheden til at skyde med skarpt efter vores alle sammens Morten. Denne blanding af et efterhånden direkte forargelsesliderligt samfund og en mange steder både ”progressiv” og ”evangeliskluthersk” folkekirke har givet stof til eftertanke.

Og selv om det er ”paverne, bisperne, sofisterne og munkene” der af Luther bestemmes som værende ”vor tids narrehoveder” og ”dumme æselhoveder” (udtrykkene stammer fra Luthers skrift Dass Jesus Christus ein geborener Jude sei, 1523), hvilket ikke siden er blevet mindre sandt, må enhver evangelisk kristen i dagens Danmark efter det forgangne år nødvendigvis spørge sig selv, hvad reformatoren mon havde kunnet finde på at sige om vores danske kirke og dens fejring af hans dåd. Hér skal det naturligvis ikke dreje sig om min egen polemik mod vores kirkes tåbeligheder, for ”hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives”.

For selv om man som teolog forhåbentlig hellere vil gå ad fontes, som vi har lært det af Luther selv, giver bogen et glimrende udsyn til reformatorens samtid, historiske kontekst og teologiske og/eller politiske agenda. Og er man ikke selv historiker eller videre kirkehistorisk interesseret, forklares alle disse forhold i bogen på en måde, så selv ”en tosset hund” ville kunne forstå det.

Derimod skal jeg her bruge spalteplads på at rose og understrege vigtigheden af udgivelsen af en bog som Luther og de fremmede til det danske samfund og dettes kirke i det Herrens år 2018.

fromhed, at advare mod frafald og at afvende Guds vrede, som Luther oplever i sin samtid. Og selvom jøderne er ”giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel,

Bogen er dejligt overskueligt opdelt i to hoveddele, den første om Luthers forhold til og syn på jøderne, den anden ditto om tyrkerne og om begges plads og rolle i hans samtid.

Med udgangspunkt i den historiske kontekst og Luthers og hans samtidiges skrifter om emnerne gives der grundige og nuancerede beskrivelser af, hvordan og hvorfor netop disse to befolkningsgrupper var vigtige at beskæftige sig med for Luther – dels teologisk og kristeligt, men også politisk. Bogen indeholder desuden et væld af citerede udsagn fra reformatoren selv, hvilket bestemt er meget fornøjeligt. Man får et ”gratis” indblik i Luthers rammende sprog og hans afsindige polemik, der, selv om det selvfølgelig er ment i ramme alvor, er både morsom og uhyre kraftfuld – og tjener til, at vi bedre forstår, at disse emner var yderst magtpåliggende for ham. Overalt i bogen understreges det, både af forfatteren og af Luther selv, at al denne tale handler om at fremme den evangeliske tro og

50

“Jeg anbefaler hermed bogen. Jeg har allerede bestilt Morten Luthers eget skrift ”Mod Tyrken og Jøden” og håber, at PostNord kridter skoene.”

som dolker og gør fortræd i hemmelighed” og tyrken ”dræber, spidder, sønderhakker folk, børn, kvinder, unge og gamle, som dog intet har gjort ham” og ”handler som om, han var den skinbarlige, rasende djævel”, så understreges det gang på gang, at paven i Rom er dog den værste!

Martin Schwarz Lausten har med sin bog forsynet enhver interesseret med et glimrende redskab til et nærmere bekendtskab med kirkens reformator og hans syn på de anderledes tænkende eller ”de fremmede”, som det hedder i bogens titel. Jeg er af den overbevisning, at enhver, der ønsker et mere nuanceret syn på dr. Morten Luther og hans voldsomme, men enestående retorik, kan få et godt udbytte af bogen og dens beskrivelse af reformatorens behandling af de emner, der for os i dag desværre er så ømtålelige. Bogen er også anbefalelsesværdig, skulle jeg mene, for enhver stud.theol., der higer efter at komme tættere på stoffet. For mig personligt har den i hvert skabt en øget interesse for selv at beskæftige mig med emnet. Det skyldes ikke mindst det let forståelige sprog, som bogen er affattet i (om end det til tider er en anelse rodet) – og de mange gode

tekster og udsagn fra reformatoren selv – fx blev jeg under læsningen til min store moro bekendt med, at én af mine personlige favoritter fra Salmebogen ”Behold os, Herre, ved dit ord” (DDS 337) egentlig gik under overskriften ”En børnesang at synge imod Kristi de to ærkefjender […] paven og tyrken”.

Selv om man i det såre omtalte reformationsjubilæum sidste år kunne have ønsket sig, at der var blevet brugt mere kristeligt krudt på f.eks. Luthers opgør med sværmerne, er der dog, blandt de positive hændelser, der kom ud af året, kommet denne bog. Martin Schwarz Lausten bringer et godt, grundigt og nuanceret billede af Luthers position i forholdet til jøden og tyrken, samt samfundets senere reception af denne – bl.a. hvad angår antisemitisme, nazisme, tyrkerhad, fremmedfjendskhed o.l.

Jeg anbefaler hermed bogen. Jeg har allerede bestilt Morten Luthers eget skrift ”Mod Tyrken og Jøden” og håber, at PostNord kridter skoene.

ARKEN 165

En sidste og velsunget sang fra reformationsåret På afstand. Forskydninger mellem Grundtvig og Luther Af Ove Korsgaard og Michael Schelde (red.). København: Eksistensen Akademisk. 2017. 213 s. 229 kr.

Anmeldt af stud.theol. Nicolai Røge

“

ARKEN 165 // En s i dste og vel sunget s ang fra refor mat i onsåret

Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes?”, sådan spurgte N.F.S. Grundtvig i et skrift af samme navn i 1830, og enhver teologisk interesseret læser fristes i tråd med dette til at spørge: “Skal fejringen af den lutherske reformation virkelig fortsættes?”.

Gennem et år – for ikke at tale om de mange forfester – har hele den lutherske verden fejret reformationen, og nu da kalenderen viser 2018, udviser de fleste en form for træthed.

Forhåbentligvis udviser ingen teologistuderende tegn på luthertræthed, men som efter alle gode fester er det rart, når hverdagen igen melder sig.

– som antologier gør det – bliver et stritværk uden en egentlig konklusion. Af samme årsag vægrer anmelderen sig ofte for at anmelde antologier, men da Arkens bogredaktør besidder gode overtalelsesevner, så ender det ofte med, at han alligevel får dem til anmeldelse, og på dette grundlag vil anmeldelsen i det følgende forsøge plukvist at fremhæve godt og skidt fra værkets artikler.

To reformatorer?

Som det fremhæves flere gange i de forskellige artikler, så fødtes Luther og Grundtvig med 300 års mellemrum. Dermed var der fra begyndelsen skabt et grundlag for en lighed mellem de to personligheder – i det mindste i Grundtvigs optik. Dette slår Anders Holm også fast i værkets første artikel, hvor han med citat af Grundtvig selv gør ham til efterfølger af reformatoren.

Denne efterfølgelse er dog ikke en statisk videreførelse af det lutherske tankegods, men en omfortolkning der fortsætter reformationen på Grundtvigs præmisser. Herved kan han på én gang bevare hovedpunkterne i Luthers teologi, mens han ved eksempelvis vægtningen af det levende Ord sætter det “grundtvigske” i centrum, hvorved han tilpasser lutherdommen til sin egen moderne tid.

Selvom nærværende antologi udspringer af reformationsfestlighederne, og af samme årsag er udgivet med støtte fra Folkekirkens midler til reformationsfejringen, så markerer titlen alligevel en form for tilbagevenden til hverdagslivet. Undertitlen “Forskydninger mellem Grundtvig og Luther” indikerer således, at bogens artikler søger at kaste et nyt og historisk anderledes perspektiv på reformatoren end det, der ellers har domineret det forgangne år. På den vis vidner antologien måske om en begyndende tilbagevenden til hverdagens normaltilstand.

Antologien rummer artikler af 10 forskellige forfattere, der alle har hver deres faglige

Foruden sammenfaldet i de to personligheders

baggrund, hvormed der kastes lys over emnet ud fra forfatternes fagområde, hvad enten dette er teologisk, filosofisk, politisk, historisk eller musisk. Dette medfører naturligvis, at antologien

fødselsår konstaterer Ove Korsgaard – i et af antologiens mest velskrevne indlæg – at de to endvidere ligner hinanden, idet de begge levede i overgangs- og opbrudsperioder. Således var 52

“Konkluderende er det anmelderens opfattelse, at antologien På afstand leverer en række velskrevne betragtninger om forholdet mellem de to personligheder, der har sat det mest tydelige aftryk på dansk teologi og kirkeliv.”

Luther gennem sin toregimentelære selv med til at fremprovokere det brud, der med støtte hos Machiavelli førte til den samfundsomvæltende skelnen mellem det verdslige og det åndelige regimente. På lignende vis stod Grundtvig i en opbrudstid, hvor demokratitanker i kølvandet på den franske revolution føg gennem Europa, og hvor den gryende demokratiske debat i Danmark førte til nødvendige folkelige og demokratiske overvejelser hos den samfundsinteresserede teolog. Hermed blev Grundtvig den reformator, der påtog sig ansvaret for at føre folket fra “stændertiden” ind i “folketiden”.

Dette tidehverv krævede, at folket var åndeligt rustet til livet i den nye tid, hvorfor oplysningen blev en grundlæggende forudsætning for den grundtvigske “reformation”. Dette medførte, ifølge Korsgaard, endnu en lighed mellem Grundtvig og Luther, idet sidstnævnte, som det er læseren bekendt, anså oplysningen gennem katekismusundervisning for en nødvendig forudsætning for gennemførelsen

af det almindelige præstedømme. Imidlertid konstateres der i oplysningstanken også en forskydning mellem de to, da oplysningen hos Grundtvig skifter karakter fra kristendomsundervisning til folkeoplysning, der skulle udvikle almuen til et folk af oplyste borgere. På denne baggrund er formålet med den grundtvigske oplysning ikke at skole lutherske kristne, men at ruste selvbevidste borgere til den nye tids komme. På trods af forskydningerne konstaterer den velskrevne artikel dog, at begge står tilbage som reformatorer af hver deres tid, hvormed de på skuldrene af hinanden gav eftertiden en bemærkelsesværdig og indflydelsesrig arv.

Skønsang og skrål Antologiens ubetingede højdepunkt er artiklen af Uffe Jonas, ph.d. i Nordisk Sprog og Litteratur, der beskriver ligheder og forskydninger mellem Luther og Grundtvig som musiske skikkelser.

Selvom emnet i sig selv er interessant, hvis man er barn af den salmesyngende folkekirke,

ARKEN 165

ARKEN 165 // En s i dste og vel sunget s ang fra refor mat i onsåret

“Hvis Arkens læsere således ønsker at afslutte reformationsåret med en sidste lutherbog, så kan nærværende bog anbefales, da den leverer et tiltrængt udblik fra reformationsfejringens lutherfokus til den hverdag, der nu venter os alle.” så skyldes anmelderens begejstring artiklens sproglige kvalitet. Sjældent har man i akademiske sammenhænge læst et så velformuleret indlæg, der med myriader af velduftende sprogblomster beskriver fællestrækkene ved forståelsen af salmesangens funktion og virkning hos de to personligheder. Dette illustreres eksempelvis ved følgende citat: “Ved sin opløftende og befriende virkning fører salmen den syngende ud over sig selv og sin selvoptagethed og ind i den ufaldne eller genoprejste verden. Englene stiger ned ad den åndelige tonestige, så mennesker kan stige op.

På den måde bliver den grundlæggende ustemte og disharmoniske livstilstand, som mennesket almindeligvis befinder sig i, og som man kalder for synden, bragt til ophør” (s.147). Gennem dette eksempel – og mange flere – efterlades læseren i en tilstand, hvor han skal anstrenge sig for ikke at istemme forfatterens skønsang, når de flotte toner rammer det indre øje.

Heggems artikel om “Maria i Luthers og Grundtvigs optikk”. Selvom årsagen til dette nok skal findes i anmelderens manglende evner til at gennemføre (og se relevansen af) en feministisk læsning af de to, så står artiklen tilbage som et forceret forsøg på at introducere en feministisk motiveret mariadyrkelse i de nordiske kirker, hvilket er ærgerligt, da artiklen i sig selv er både velargumenteret og relevant.

Konkluderende er det anmelderens opfattelse, at antologien På afstand leverer en række velskrevne betragtninger om forholdet mellem de to personligheder, der har sat det mest tydelige aftryk på dansk teologi og kirkeliv. Hvis Arkens læsere således ønsker at afslutte reformationsåret med en sidste lutherbog, så kan nærværende bog anbefales, da den leverer et tiltrængt udblik fra reformationsfejringens lutherfokus til den hverdag, der nu venter os alle.

Lysten til at synge med ophører imidlertid brat med den norske sognepræst Synnøve Sakura

54

ARKEN 165

Martin Luther

Drømmen om en lutheransk vækkelse i Caribien Bristede Hjertebånd, Den vestindiske Kirkesag 1904 – 1917 Af Erik Balslev-Clausen. Frederiksberg: Eksistensen. 2017. 175 s. 249 kr.

Anmeldt af stud.theol. Lene Enggaard Nielsen.

S

ARKEN 165 // Drømmen om en l uth erans k væk ke l se i C ari b i en

ognepræst Erik Balslev-Clausen har med hjerte og sjæl skrevet en for den særligt interesserede læser meget spændende bog om nogle få af kirkens ildsjæle.

De kæmpede for hundrede år siden i en godt ti-årig periode med mission for den lutheranske kirke i Danmarks daværende koloni, Dansk Vestindien. Hvis initiativtagerne havde kunnet se i en krystalkugle, ville det have været forståeligt, at de havde opgivet projektet. Et mislykket salg fra 1902 og en arbejderopstand i 1916 medførte endnu ringere opbakning i Danmark end tidligere, og ikke mindst kom også første verdenskrig i vejen for succes. Da salget af Dansk Vestindien i 1917 blev en realitet, var resultaterne, omend beskedne, trods alt synlige.

Indsatsen havde båret nogen frugt.

Efter det mislykkede salgsforsøg i 1902, blev en rigsdagskommission nedsat med den opgave at forbedre forretningen Dansk Vestindien. Det kirkelige liv optog ikke kommissionen. Sjællands biskop Thomas Skat Rørdam var så engageret i koloniens kirkelige forhold, at han i 1904 sendte en ”aktivistisk” præst til Dansk Vestindien, Niels Nielsen Westergaard. Tidligere samme år havde præsten Henrik Hoffmeyer fra Københavns Domkirke været på en otte ugers visitatsrejse til øerne. Dansk Vestindien hørte under Sjællands biskop, og det var vigtigt for biskoppen

i Højskolebladet om forholdene på De Dansk Vestindiske Øer. Om Hoffmeyer har læst disse er ubekendt, men han søgte mange oplysninger inden sin afrejse til øerne i 1904. Bl.a. fik han kontakt med kronprinsesse Louise. Hun havde taget initiativ til en komite, som udsendte fire Røde Kors sygeplejersker til øerne. Via Diakonissestiftelsen havde kronprinsessen også foranlediget udsendelsen af to diakonisser.

Hoffmeyer havde travlt i sit otte uger lange besøg på øerne, han fik så mange indtryk med hjem, at det blev til 110 håndskrevne sider til Sjællands biskop. På baggrund af visitationsrejsen udgav Hoffmeyer senere i 1905 bogen: ”Vor Kirke i Vestindien.” Hoffmeyer var ikke begejstret for det kristne sindelag på øerne, og slet ikke blandt danskere i Charlotte Amalie, datidens næststørste by i kongeriget. Sproget var en udfordring, og der var en del engelsksprogede danske gudstjenester. Der skulle tilstræbes gudstjenester udelukkende på dansk. Det værste for Hoffmeyer var nok den ringe tilslutning til det dansksprogede kirkeliv. Kun ganske få gik til alters – og kun sjældent. Gudstjenesterne i Charlotte Amalie var ”uhyggelige og lidet tiltalende – ingen Sang, ganske faa Mennesker spredt i den ret store Kirke” (s.31). I de tre andre danske menigheder på øerne i Christianssted, St. Jan, og St. Croix var forholdene knap så ringe som i storbyen Charlotte Amalie. De

at forbedre forholdene for de lutheranske menigheder med ca. 3000 medlemmer. Den ene af de tre præster på øerne, N. P. Nygaard på St. Croix, skrev i 1903 romantiserende artikler

danske, men engelsksprogede menigheder især i Charlotte Amalie var dog velfungerende. Alt i alt vurderede Hoffmeyer de engelsksprogede, dansk lutheranske menigheder til at være på 56

“Bogen er udført med sans for detaljer, både i indbinding, redigering, lay-out og ikke mindst i billedmaterialets kvalitet.

Det er lykkedes at få gamle fotos til fremstå skarpt, og samtidig er valget af fotomateriale yderst relevant i forhold til emnet og præsentationen i bogform. ” niveau med de danske hjemme i Danmark.

Hoffmeyer fandt også soldaterhjem, mission og menighedspleje uden for hovedbyen. Endelig var der Brødremenighedens bygninger på St. Thomas. En menighed stiftet i 1732 med kongelig tilladelse til mission blandt slaverne.

Brødremenigheden er stadig en anerkendt og aktiv medspiller i det lokale samfund i 2018.

På grundlag af de indsamlede oplysninger om forholdene sendes Niels Nielsen Westergaard med familie til Frederiksted i 1904. Her må han selv effektuere sin egen indsættelse. Skønt der blev lagt meget vægt på det kirkelige, så var der også fokus på at forbedre levevilkårene.

Beskrivelsen af den første tid, oprettelsen af menighedsbygningen Bethesda og de mange problemer er udførligt beskrevet. Herunder de lokales frivillige bidrag og de mange sociale problemer affødt af alkoholproblemer både

hos lokale og tilflyttere. Sukker-rom var let tilgængelig, og den nyoprettede afdeling af Blå Kors gik i aktion med datidens midler. Der var fokus på børnenes situation og på ugifte kvinders liv - ofte med mange børn. De var oplagt vækkelsespotentiale til de nyoprettede menighedshuse med undervisning og oplysning om kristendommen. Mange danske støttede op om Den vestindiske Kirkesag, også Dronning Louise. To børnehjem med diakonisser blev opført på dronningens initiativ og med positiv betydning for den generelle helbredstilstand hos børnene.

Mange opfattede kirken som det egentlige bindeled til Danmark, måske netop derfor fik bygningen af kirken på Kings Hill på St. Croix en overvældende opbakning – også økonomisk. Erik Balslev-Clausens beskrivelse af udviklingen og opførelsen af kirken er

ARKEN 165

General Council ændres i 1918 til The United Lutheran Church in America.

grundig og veldokumenteret. Selve bygningen er opført efter præsten Henry Ussings menighedssamfundsideologi, hvor templet i Jerusalem var forbillede. Sognet var de troendes forgård, og nadveren fejres indenfor kirkens mure af menighedens medlemmer. Overgangen fra forgården til kirkerummet blev symboliseret ved to søjler. Erik Balslev-Clausen skriver, at det muligvis også har skullet vise forskellen på de lokales overfladiske tro og de få sande troende inde i kirken (s.118). Kirken indvies i 1913, og er således kun sognekirke i dansk regi i fire år.

Der er stadig evangelisk lutherske menigheder i US Virgin Islands, det tidligere Dansk Vestindien.

De er spor efter 250 års dansk kolonistyre, hvor der i de sidste 13 år blev gjort en helhjertet indsats af nogle få. Frederikskirken i Charlotte Amalie på St. Thomas skulle være den ældste kontinuerligt fungerende lutheranske menighed i hele Amerika. Dronning Louises to børnehjem fungerede frem til 1949 og blev derefter samlet til ét, Queen Louise’s Home i Frederiksted.

En præst, som står meget stærkt i bogen, er Poul Helweg-Larsen, hans betydning for Dansk Vestindiens evangelisk lutherske kirke er betragtelig, og han forlader først øerne i 1920 efter syv års ihærdig indsats. De bristede hjertebånd var hovedsagelig et trist vilkår for de mennesker, som åndeligt havde knyttet sig til deres mission på øerne. Nogle diakonisser og søstre på de to børnehjem blev i Caribien til deres død, og de nød stor agtelse for deres indsats.

Kirkelivet fortsatte efter overdragelsen under General Council, som var meget imødekommende overfor de danske kirkerepræsentanter. Navnet

Bogen er udført med sans for detaljer, både i indbinding, redigering, lay-out og ikke mindst i billedmaterialets kvalitet. Det er lykkedes at få gamle fotos til fremstå skarpt, og samtidig er valget af fotomateriale yderst relevant i forhold til emnet og præsentationen i bogform.

Litteraturlisten er fyldig, og bilagsafsnittet bagest i bogen er relevant, oplysende og nyttigt. Den kronologiske oversigt skaber overblik over bogens mange refererede små og store begivenheder over en kort tidsperiode.

58

STUDENTERMENIGHEDEN I KØBENHAVN Studentermenigheden i København er fortsat aktiv med studentergudstjenester i Hans Tausens Kirke, mens bestyrelsen og studenterpræsterne arbejder for at planlægge spændende aktiviteter, foredrag og ture. Vi tager altid imod forslag til forbedringer og hører gerne fra jer med idéer til arrangementer i efterårssemestret 2018. Skriv til vores kirke- og kulturmedarbejder Katrine Linke: katrine@smikbh.dk

GENERALFORSAMLING OG VALG TIL BESTYRELSEN - 11. april kl. 18.30 Alle studerende kan stille op til Studentermenighedens bestyrelse og være med til at lægge linjen for SMiK. Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Tilmelding til spisning kl. 17.30 til formand@smikbh.dk.

DIGTE, DER VIRKER - 12. april kl. 19.00-22.00 Højskoleaften v. Jørgen Carlsen tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen sætter sig til klaveret kl. 20, mens der kl. 19 er gudstjeneste v. studenterpræst Inger Lundager.

Sted: Hans Tausens Kirke, Halfdansgade 6, 2300 København S. Fri entré.

FILOSOFISK FUGLE- OG BOTANIKTUR - 14. april kl. 11.00 I naturen med lektor Claus Emmeche, lektor Flemming Ekelund og studenterpræst Nicolai Halvorsen Kom med til Jægerspris Nordskov, der er rig på fugle- og planteliv og egner sig til den gående filosoferen. Arrangeres i samarbejde med Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på KU. Mødested: Skoven Kirke, Skovkirkevej 2, 3630 Jægerspris.

Tilmelding til praest@sund.ku.dk. Fri entré.

FRA SKYGGERNE AF DET VI VED - 18. april kl. 19.30-21.30 Filosofisk salon v. professor emeritus Poul Behrendt Traditionelle og veldefinerede normer for skyld og straf er under afvikling i samtidens kunst og virkelighed. Arrangeres i samarbejde med Simeon-Sankt Johannes Sogn.

Sted: Skt. Hans Torv 30, 200 København N. Pris: 50 kr.

JØDISK LIV I HOVEDSTADEN – 3. maj kl. 16.15-18.00 Temavandring rundt i København Vi vil “byvandre” rundt i København på jagt efter små tegn på jødisk liv før og nu.

Mødested: Foran Dansk Jødisk Museum. Proviantpassagen 6, 1218 København K. Tilmelding til katrine@smikbh.dk senest 23/4. Fri entré.

TEOLOGISK FISKETUR – 5. maj 12.30-18.00 På havet med studenterpræst Nicolai Halvorsen Fang fisk til aftensmaden. Undervejs vil der være samling i kabyssen, hvor et teologisk spørgsmål stilles.

Sted: Kalkbrænderihavnen, Lautrupskaj – M/S Øby.

Tilmelding til praest@sund.ku.dk senest 27/4. Fri entré.

Følg os og se nærmere omtale af vores arrangementer på: facebook.com/smikbh ARKEN 165

Et opråb og en katekismus Hvorfor kaster Luther skygger på folkekirken? Om reformationen og nyreformation Hvorfor er vi protestanter? Om reformationen og teologien Af Anders Laugesen. København: Eksistensen. 2017. 74 s. 50 kr.

Af Niels Henrik Gregersen. København: Eksistensen. 2017. 80 s. 50 kr.

Anmeldt af stud.theol. Peter Otken

F

ARKEN 165 // Et op råb og e n k atek i s mus

orlaget Eksistensen har i løbet af 2016 og 2017 udsendt en serie af korte bøger med Reformationen som grundtema.

Det skal forlaget, som tidligere fremhævet i disse spalter, have ros for. Arken har anmeldt en række af bøgerne; fælles for dem er, at de sætter et samfundsmæssigt relevant tema under debat i lyset af Luthers reformatoriske tanker.

Fx den protestantiske arbejdsmoral, krigen eller velfærdsstaten. Måske har en og anden indtil nu savnet en bog med afsæt vore dages folkekirke og en bog om vore dages teologi. Glæd dig, kære læser, for nu er de her, endda begge to.

af den kristne tro (s.2). Der er iflg. forfatteren ikke i folkekirken nogen tradition for ”at slippe teologien løs”, og det giver sig udtryk i, at man ikke taler søgende og udforskende om tro eller lufter ideer, der ikke passer ind i den klassiske, lutherske formellære (s.10). Laugesen vil skubbe til denne position, og hvis hans bog ikke er et opråb, så vil han i hvert fald gerne råbe det interesserede folkekirkemedlem op.

Anders Laugesen er kendt som vært på P1’s tidligere program ”Mennesker og tro” og siden nytår ”De højere magter”. Baggrunden for Hvorfor kaster Luther skygger på folkekirken? er forfatterens bekymring for, om den kristne arv stadig vil være til stede i Danmark som en fælles klangbund om en til to generationer. Bogens tese er, at det er usikkert, om kristendommen i dag kan finde nye veje, der kan vedligeholde og forny den fælles folkelige klangbund, og at folkekirken i dag ikke er tilstrækkelig bevidst om nødvendigheden af en vedvarende, reformatorisk bevægelse, og det igen skyldes en manglende tilstrækkelig opmærksomhed omkring den reformatoriske arvs skygger. Bogen er således særlig fokuseret på, hvor kirkens

Laugesen bekymrer sig særligt for, hvordan folkekirken reagerer, når menigheden består af mennesker med åndelige erfaringer, som for dem er vigtige, men som ikke passer ind i folkekirkens rammer. Bliver sådanne erfaringer bare afvist, eller er der behov for at gå ind i en teologisk proces, hvor sådanne troserfaringer bliver udforsket? (s.21) Mange medlemmer af folkekirken har i dag gjort sig spirituelle erfaringer uden for folkekirkens rammer uden at dette har påvirket kirkens teologi og selvforståelse, selv om det nok har udløst en række nye praksisformer, fx retrætebevægelsen, natkirkerne, pilgrimsvandringer mv. (s.24) Den religiøse blufærdighed, der gør, at mange oplever det som grænseoverskridende at skulle stå til regnskab for deres egen tro, er også en arv fra reformationen (s.30-31). Det ses desuden som svagheder eller skygger fra reformationen, at der er en folkekirkelig selvopfattelse af, at

reformatoriske arv i dag står i vejen for mødet med kristendommens væsen, og hvad vi i dag er nødt til at tænke med i forhold til den kristne arv som afsæt for en stadig reformatorisk udvikling

det er godt, at kirke og præster ikke blander sig i politik med evangeliet i ryggen (s.37), og at Ordet er blevet opprioriteret på bekostning af tradition, det sanselige og mystikken (s.39).

60

“Med sine knap 80 sider er det en koncentreret bog, der tåler genlæsning.

Det forlyder, at bogen skal læses på Dogmatik 2 på dette semester. Det lyder som en god ide.”

I dagens virkelighed er det ikke dogmerne, men følelserne, der har forrang hos de fleste mennesker, og der er ikke mange, der ønsker at overtage en færdig trospakke (s.43-44). Den folkekirkelige institution har imidlertid stort set undladt at indlade sig på en systematisk og ligeværdig dialog i forhold til lægfolkets ”pinlige spørgsmål”. Når man fastholder en særlig konfessionel identitet på baggrund af Luthers lille katekismus og Confessio Augustana, så er det ude af trit med den reformatoriske grundtanke formuleret af Karl Barth, om at kirken hele tiden er i reformation. En dansk folkekirkes særlige identitet bør være i overensstemmelse med det, som medlemmerne tror på (s.61-62).

Dette korte referat yder ikke bogen fuld retfærdighed. Kritikken af arven fra reformationen og folkekirkens forvaltning heraf er mere nuanceret og begrundet med flere praktiske eksempler, end der er plads til at gengive her, herunder også nogle, som

sandhed for denne anmelder, at folkekirkens problem også består i manglende politiske tilkendegivelser eller manglende deltagelse i klimakampen. Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig, om bekymringerne og synet på årsagerne til dem deles af en større del af folkekirkens aktive og passive medlemmer eller ej. Ovenstående har fokuseret på spørgsmålet om overensstemmelsen (eller manglen på samme) mellem folkekirkens og medlemmernes tro, som umiddelbart forekommer at være det mest påtrængende. Fx i relation til spørgsmålet om kirken på en fornuftig kan rumme de spirituelle oplevelser, som er repræsenteret i fx Charlotte Rørths meget omtalte bøger (Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende (Gyldendal 2015) og Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved? (2017)). For en (kommende) teolog bør det være tankevækkende, at der synes at være så stort et behov derude, som det i hvert fald kan diskuteres, om folkekirken har et rigtig relevant tilbud til.

mere virker som personlige anfægtelser for forfatteren, end hvad man kan antage også er generelle opfattelser i den folkekirkelige befolkning. Det er således ikke nogen åbenbar

Hvis Laugesens bog kan give stof til eftertanke til alle andre end de allermest forbenede traditionalister, så er det nyttigt straks bagefter at

ARKEN 165

62

To bøger fra forlaget Eksistensen

læse professor Niels Henrik Gregersens Hvorfor er vi protestanter? En katekismus er en lærebog i kristendommens grundsætninger formet som spørgsmål og svar, og da Gregersens bog ikke er udformet med spørgsmål og svar, er det måske ikke helt korrekt at beskrive den som en katekismus. Men for så vidt angår spørgsmålet, hvad reformationen gik ud på og stadig betyder rent teologisk, så opfylder den i vidt omfang samme formål. Snarere end den traditionelle katekismus hjælper den læseren til selv at stille og tænke over de relevante spørgsmål. Det er i denne sammenhæng meget passende, at bogen selv fremhæver, at ”hvis der er noget, der kendetegner protestantisk teologi og kultur, så er det evnen og viljen til at tænke selv” (s.9).

I de første fire kapitler gennemgås hovedtræk i Luthers reformatoriske projekt, forskellene mellem lutheranere og reformerte samt den efterfølgende udvikling over 1800-tallets nyprotestantisme til vore dages globale protestantisme, hvor i øvrigt fremgår, at de fem sola’er eller ”eksklusivpartikler (sola scriptura, fide, Christo, gratia og soli deo gloria) er formuleret som slagord af Schleiermacher og ikke af Luther selv (s.31-33). Herefter træder bogen for alvor i karakter som katekismus, idet den giver nutidige teologiske udlægninger af fire lutherske nøglepositioner. Kapitel 5 behandler således læren om retfærdiggørelse under overskriften, ”du skal acceptere, at du er accepteret”, som stammer fra Paul Tillich. Gregersen omformulerer det til ”tro er at tage imod, at du bliver taget imod af Gud” (s.41) og kæder det sammen med den kristne mystik, som også var en inspiration for Luther, og som er en søgen efter at blive ét med Gud, hvilket kun kan ske gennem Kristus. Læren om synden forklares i kapitel 6 med, at du skal acceptere, at du aldrig bliver perfekt. Luthers forståelse af synden er grunden til, at appellen til menneskets frie vilje gør frelsen usikker. For hvornår har mennesket styr på sine følelser? Det eneste, et menneske kan gøre, er at søge Guds tilgivelse med viden om, at man ikke har fortjent den (s.49-50). Gregersen udvikler ikke bare Luthers forståelse af synden,

men også Grundtvigs og Kierkegaards kritik af Luther og sammenfatter den således, at Luthers forståelse som ”på én gang synder og accepteret” må gælde ethvert menneske, kristent eller ej (s.57). Kapitel 7 behandler ordets teologi under overskriften ”mødet med den imødekommende Gud”. Det hedder her om Luthers ord om et kristenmenneskes frihed (”både ingen undergivet og alle undergivet”), at ”(d)er ikke tale om et goldt paradoks. Tankegangen er både teologisk klar og psykologisk forståelig: Det menneske, der er blevet befriet for syndens selvkredsninger, kan trække vejret frit, og kan nu leve ud fra befrielsens overskud, så man kan blive en tjener for andre. For nu er egoet ikke længere menneskets centrum” (s.64). Kapitel 8 afslutter fremstillingen med en drøftelse af skabelsens teologi som ”nåden midt i verdens virvar” (s.69).

Med sine knap 80 sider er det en koncentreret bog, der tåler genlæsning. Det forlyder, at bogen skal læses på Dogmatik 2 på dette semester.

Det lyder som en god ide. Og hvis noget af bogen – og dogmatikken i øvrigt – skal læses mere end én gang for at synke helt ind, så kan den udfordrede teologistuderende med fordel genlæse og trøste sig ved afslutningen af kapitel 5 om retfærdiggørelseslæren, hvor der står, at du også skal acceptere, at du ikke kan forstå det hele (s.46). Og da denne anmelder tidligere har tilladt sig at kritisere en anden fremragende bog i Eksistensens reformationsserie for ikke at indeholde præcise kildeangivelser, så skal det her fremhæves, at forfatteren af denne lille fine bog ved hvert Luther citat konsekvent henviser til enten Weimarer Ausgabe eller den danske Luthers Skrifter i Udvalg bd. I-V (G.E.C. Gad 1962-64; genoptryk AROS 1983 og Eksistensen 2017).

Mange tak, også for det!

ARKEN 165

Kirche, Küche, Kinder Hvorfor er vi ’ligestillede’? - Om reformationen og kvinderne Af Torben Svendrup. København: Eksistensen. 2017. 70 sider. 50 kr.

Anmeldt af stud. theol. Mia Geisler

V

ARKEN 165 // Ki rche, Küc he, Ki nder

i har nærmest fået ligestilling i Danmark. Har Martin Luther og reformationen haft noget med det at gøre, og i så fald hvad? Torben Svendrup har skrevet en lille, overskuelig bog om Luthers kvindesyn, samt hvilken betydning reformationen i Danmark havde for forholdet mellem mænd og kvinder.

på en måde, så man efter endt læsning faktisk føler sig oplyst, trods det beskedne sideantal.

Det er en overordnet gennemgang, men det er hvad der gør Eksistensens serie af de små sorte bøger glimrende: At man som læser får et kortfattet, væsentligt og velformuleret indblik i et reformatorisk relevant emne. Særligt godt virker det lille ”Hvis ikke…” afsnit placeret til sidst i bogen. Det fungerer som en ”hvad nu hvis”… -tanke om hvordan livet kunne have set ud for kvinder, hvis ikke Luther havde giftet sig med den bortløbne abbedisse Katharina von Bora. Det er deres ægteskab, der, tjenende som ideal for alle andres, ændrer kvindernes roller i samfundet og i hjemmets husholdning.

På bogens forside er der en tegning af en kvinde, der bryder ud af et bur, som hun flygter fra. Buret er låst med en hængelås, formet som et hjerte, og nøglehullet har form som et kors.

Illustrationen viser, at hun er på vej fra en rolle til en anden. Svendrup skildrer kvindernes roller gennem tiden – fra middelalder til reformation (han springer over oplysningstiden) og frem til i dag. Gennemgangen viser, at kvinderne ikke blev mere frie efter reformationen – tværtimod fik de en ’anderledes-hed’ i form af to roller på samme tid og kontrol af deres liv, som nu mere end tidligere skulle følge Luthers syn på Bibelens forskrifter for det rette ortodokse kristne levned, gældende for en from kvinde.

Forsidens tegning kan ses som en illustration af en moderne kvinde – hun har bukser på! – som løber fra det bur, som (bl.a.) Luthers kvindesyn – symboliseret ved den hjerteformede lås med korset, som både kan låse og forløse – har sat hende i.

Sex and the City Inden reformationen var samfundsbilledet mere nuanceret, end det blev derefter: Kvinderne havde flere muligheder og en større frihed uden for hjemmet: De deltog i det offentlige liv, i handel, håndværk og i prostitution, som inden reformationen havde kirkens tilladelse. De mere velstillede kvinder havde en mulighed for at søge ind i klostervæsnet, som kunne tilbyde nonnerne en uddannelse. På den måde kunne en kvinde af bedre familie undgå ægteskabet, som ellers var kvindens eneste bestemmelse. Med reformationen blev denne mulighed nedlagt sammen med klostrene. Akademisk uddannelse blev først muligt for kvinder igen, på universitet, efter 1875. For de kvinder, som ikke var formuende, hvilket var majoriteten, betød tiden inden reformationen også, at de kunne deltage i

På udgivelsens få sider beskæftiger Svendrup sig på interessant vis med kvindernes roller og samfundsrettigheder før og efter reformationen 64

“Selv om der er tale om en lille bog, er der ikke tale om en beskeden udgivelse: Den formår at levere stof, som kan bidrage med nye tanker for læseren.” samfundslivet. De kunne ernære sig på forskellig vis, og på den måde havde de en vis form for selvstændighed. Kirken anerkendte prostitution, og kvinderne kunne tjene penge i fred. Sex som ugift, utroskab og trolddom kunne man som kvinde også slippe godt fra. Med reformationen kom der nye tanker om et ønske om kontrol ind i samfundet. Det post-reformatoriske samfund bliver et ”kontrolsamfund”, hvor kvindens plads er i hjemmet: Som ugift i sine forældres hjem, og i ægteskabet som drivkraften i sin mands hjem.

Her får hun en absolut væsentlig rolle med at få husholdningen til at spille. Hvor kvinder og mænds seksualliv tidligere var nærmest ligestillede, syndiggjorde Luther generelt kvindens seksualitet, hvis den ikke blev holdt inden for ægteskabet. Men indenfor ægteskabets rammer kunne den få lov at blomstre i fri udfoldelse. Kvindens tidligere frie seksualitet og hendes omsorg for sit lokalsamfund, hvor der sjældent fandtes en læge, hænger sammen med Luthers syn på magi og trolddom, som der nu med konge og brændende bål skulle sættes en stopper for. Bogen kaster et interessant skær over heksejagt i Danmark: Selv om Svendrup kun gør brug af syv sider til emnet, så er dette den kvinderolle, som han bruger mest energi på.

Magi var en del af dagligdagen, kvinder stærke udøvere, idet de ifølge Luther lettere fristes af Djævelen end mænd, og derved kunne Djævelen – forklædt som kvinde? – få frit spil i samfundet,

hvis ikke kongen, nu som overhoved for kirken, nedfældede lov og dødsstraf herfor.

Øget ligestilling Luther forstod samfundet ud fra sin teologi, og kvindens rolle efter reformationen er nu defineret af mandens rolle som overhoved for familien. Der skete en langsom proces frem imod en øget ligestilling, men processen er – som andre veje til succes – ikke lineær fra et startpunkt til et slutpunkt. Kvindernes ligeberettigelse er en snørklet affære. Svendrup minder i øvrigt læseren om, at det først er for 36 år siden, i 1982, at gifte kvinder i Danmark blev set som selvstændige i forhold til deres mænd, hvad angår betaling af skat og selvangivelse.

Indtil da figurerede de sammen på ægtemandens dokumenter.

Selv om der er tale om en lille bog, er der ikke tale om en beskeden udgivelse: Den formår at levere stof, som kan bidrage med nye tanker for læseren. Det er kunsten at kunne skrive kort, præcist og givende for læseren, som kendetegner de små bøger i denne serie fra Eksistensen. Svendrups lille bog giver hvad den lover: Et beskedent, men fint overblik over kvindernes rolle før og efter reformationen, og hvilken betydning den fik for kvinders liv både i hjemmet og i samfundet.

ARKEN 165

Skal man servere sin bedstemoder med skarp sovs eller holde kæft?

En Jøde Af Meir Aron Goldschmidt. København: Forlaget Vandkunsten. 2017. 450 s. 300 kr.

Anmeldt af cand.theol. Andreas Riis Damgaard

ARKEN 165 // Sk a l man s erve re s i n be dstemoder med s kar p sovs e ll e r h o l d e k æf t?

”

Man bebrejder Jøden, at han ikke har noget Fædreland – hvorfor give man ham ikke et?” (s.189)

Man kunne tro at dette spørgsmål kom fra Theodor Herzls Der Judenstaat, som udkom i 1896. Men det bliver stillet af Meir Aron Goldschmidt og igennem Jacob Bendixen, som er hovedpersonen i romanen En Jøde fra 1845.

Herzls bog, som må betragtes som den oprindelige pragmatiske zionismes hovedhjørnesten, er i udpræget grad et programskrift, hvis formål er at skabe et: ”Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage” (Der Judenstat, Herzl, 1896, s.2).

Goldschmidts bog er det komplet modsatte.

Romanen er en eksistentiel skildring af ét af de talrige forstadier til det, som man i Herzls tid i det Østrig-ungarske Rige kommer til at omtale som ”jødeproblemet”. I bogen følger vi nemlig den unge jødiske Jakob Bendixen fra vugge til grav. Hans liv på jorden er karakteriseret ved en bestandig, ulykkelig vekselsang mellem sit jødiskortodokse ophavs komplette foragt overfor assimilation og det omkringliggende samfunds krav om netop at lade sig assimilere. Bogens indledende del er som en dyster og ensom ouverture for barnet Jakob – der er mobning i skolen, systematisk provokation og vold overfor Jakob, som følge af hans skæbne som en af Israels sønner. Antisemitismen var også grov på

Herzl, 1896, s.4). Og at denne ”jødenød”, om man vil, dækker over den uendelige, europæiske antisemitisme, som til alle tider klinger som et dystert og vammelt ledemotiv igennem hele historien. Et ledemotiv som desværre stadigvæk spøger i kulissen i Europa i dag, og som ikke ser ud til at forstumme foreløbigt. Men med bogen giver Goldschmidt os ligeledes indsigt i assimilationens paradoksale kendsgerninger og de svære følelser, som er forbundet med at skulle give afkald på sin kultur. Her udstilles også jødernes forsøg på at fastholde Israels sønner i den fædrene tro. En enkelt gang hører vi eksempelvis om et brutalt mord på en Simon. Simons fader Lazarus opdager, at sønnen er begyndt at blive kristen. Han ønsker at lade sig døbe, fordi han tror på, at Jesus er Messias. Faderens straf falder prompte, da han gennemtæsker sønnen til døde med en træpind på førstesalen i Simons børneværelse, alt imens stakkels Simon skriger til sin Gud: ”Schma Jisroeil, Adaunoi Elauheinu, Adaunoi Echod!” (s.70) samtidigt med, at kaskader af blod løber ned fra knægtens krop. Skildringer som denne, altså en regulær udstilling af jødernes interne problemer vakte opsigt enkelte steder iblandt det jødiske kulturparnas. Eksempelvis var Georg Brandes arrogante og nedladende ord om værket ca. 50 år efter udgivelsen, at man ikke burde: ”… som jeg engang hørte en

dette tidspunkt. Man skal i den forbindelse ikke glemme, at overskriften, i anden del af forordet til Herzls zionistiske ”grønspættebog”, ganske lakonisk hedder Die Judennot (Der Judenstat,

aandfuld Jøde udtrykke det, stadigt servere sin Bedstemoder med skarp Sovs” (Skrifter II, M. Goldschmidt, I-III, Brandes, 1869, s.453). Jamen, Brandes, skal man så bare holde sin kæft?

66

“Læs bogen – den minder én om, at antisemitisme, desværre, er et gammelt problem, men også om hvor svær assimilation kan være.”

Corsarens chefredaktør Goldschmidt var vant til ikke at tie om prekære emner – derfor udstiller han simpelthen problemerne til alle sider. Det gør bogen læseværdig, på trods af sin til tider ret usammenhængende handling, fordi den serverer alle vore bedstemødre med skarp, ond, satirisk sovs. Velbekomme!

Jøderne har ry for at være hårde og tålmodige. Denne jødiske selvforståelse er også dominerende for bogens brede, jødiske personregister, og ikke mindst for Jakob. I en

foragt, men må på ulykkeligvis erfare, at han aldrig rigtig bliver sendt ud til den Uriaspost, hvor han kan slå ihjel eller blive slået ihjel – der er ingen, som dør, og derfor ikke det blod, som han havde håbet på i sin flugt fra Danmark.

Her, i ørkenen, er han på selvmordets rand, men husker da på sin bibelhistorie, at Jakobs forfædre også led, og de begik ikke selvmord; folket ”(l)ærte maaske denne Taalmodighed, dengang den ægyptiske Pharao lod det brænde Teglsten og selv skaffe Materialerne” (s.298).

Når man læser Goldschmidts bog, så er man vidne til en grundlæggende hård stemning af

dybt deprimeret time, hvor Jacob er endt som noget så ur-eskapistisk som fremmedlegionær i Algeriet, filosoferer han over sin jammerlige situation. Han ønsker blot at møde fjenden med

ikke at have et fædreland, ikke at stå på sikker grund noget sted på jorden. For Jakob ”flygter” fra Danmark til Paris og videre til Algier for at flygte fra sit jødiske ophav. Men hans etniske

Hårdere end Farao og Jakobs etniske fuga

ARKEN 165

og Resultater (1877) blev den teologiske side af bogen opfattet som decideret dilettanteri.

tilhørsforhold indhenter ham desværre, også da han er kommet til Polen som frihedskæmper.

Også her er han hård og tålmodig – det må være jødernes lod fra gammeltestamentlig tid.

En Jakobskamp I Patriarkfortællingen hører man om Jakobs kamp med Gud ved Jabbokfloden. Efter kampen bliver Jakob fortalt, at han fra nu af skal hedde Israel. Det skyldes, at Jakob er den egentlige fader til Israels 12 stammer igennem sine 12 børn. Israel slår i denne sammenhæng på et sprogspil med det hebraiske ‫ארש‬, som betyder at kæmpe. Kampen med eller mod Gud, eller nærmere ”manden”, som det hedder i teksten (1 Mos 32,25-32), lægger navn til udtrykket ”en Jakobskamp”. Begrebet dækker i sin nuværende betydning hovedsagligt en indre kamp af religiøs eller psykisk karakter, da Jakob kæmper med Gud ved flodbredden, imens han er fuldkommen alene. Det er nok grunden til, at Goldschmidt har kaldt sin hovedperson for Jakob. For igennem ham spejler millioner af Israels børn sig, som har oplevet antisemitismens rædsler eller assimilationens umulighed. Her er det aktuelt at indskyde, at i januar 1939 under naziregimets åg indførte man en lov om, at de jøder, som havde fået sekulære navne, skulle kaldes Israel til mellemnavn. Også i dag kæmper Israels sønner videre. Der er desværre intet nyt under solen i denne henseende. Men i dag rejser jøderne dog til Israel, når de føler ”Risches” i Europa. Herzl og Bendixen fik til sidst deres fædreland og her kunne Jakobs eskapistiske fuga måske have ført ham hen. Der skulle en gigantisk, nazistisk folkemassakre til, før det kom så vidt.

ARKEN 165 // Sk a l man s erve re s i n be dstemoder med s kar p sovs e ll e r h o l d e k æf t?

Assimilationens paradoks: ”Skal De schmattes?”

I 1840erne, da Goldschmidt skrev En Jøde, var der en almindelig udtalt antisemitisme i Danmark, hvor man diskriminerede jøderne på et statsligt såvel som personligt plan.

Goldschmidts skildrer i høj grad dette, men der ses også, som allerede nævnt, indad. Den ambivalente følelse af at være jøde og dansk på samme tid udpensles i en psykologisk skildring af Jakob, som eksempelvis ikke får sin drømmepige, på grund af pigens tante, der er præstefrue fra provinsen – hun ønsker, at han skal lade sig døbe, eller ”schmatte”, som det hedder på hebraisk slang i bogen. Men assimilationen er en komplet umulighed for Jacob. Der til trods for dette godt kan lide de kristne danskere. For hvis Jacob bliver døbt, så vil hans ortodokse og konservative familie i Nyborg ikke kendes ved ham. Bogen indeholder fuldstændig mesterlige skildringer af Jacobs ørkesløse, indre forsøg på at finde fast grund at stå på mellem sit jødiske ophav og sit kristne fødeland. Det lykkes desværre aldrig rigtig for den unge Jacob – og det skyldes både hans jødiske-ortodokse ophav, danskeres antisemitiske arrogance, men også hans egne kamp i mellem to verdener, som ikke lader til at være forenelige. Jacobs eksistentielle overvejelser skriger til himlen i ét stort ensomhedens suk. Og det er til tider decideret hjerteskærende og godt. Men desværre er bogen også skrevet af en lidt uerfaren, ung herre, og derfor er den ikke godt sat sammen. Plottet er mystisk, bihistorierne fylder for meget. Særligt den sidste del af bogen er alt for begivenhedsrig ift. bogens første del, som udmærker sig igennem sin langsommelige beskrivelse af Jakobs ophav og Jakobs første møder med ”Risches”, altså den konstante, småborgerlige antisemitisme.

Og så er Goldschmidt ikke den store jødiske teolog – da han forsøgte at skrive et projekt om jødedom, nemesis og sit liv kaldet Livserindringer

Læs bogen – den minder én om, at antisemitisme, desværre, er et gammelt problem, men også om hvor svær assimilation kan være. Og så er der københavnerromantik, studiemiljøer og guldalderstemning som Jakob, sin skæbne og sit ophav til trods, også får lov til at stifte bekendtskab med. I dag glæder jeg mig over, at Goldschmidt ufortrødent serverede sin bedstemoder med skarp sovs.

68

ARKEN 165

TrĂŚsnit af Meir Aron Goldschmidt

Den som tror, kan mærke lyset vibrere i den dybeste nat Gud er ikke et fremmed navn Af Kristian Lundberg, oversat til dansk af Edith Aller. København, Eksistensen 2017. 178 s. 199 kr. (e-bog 119 kr.)

Anmeldt af stud. theol. Rasmus Bogø

I

ARKEN 165 // Den s om tror, k an mærke l yset vi b rere i den d yb este n at

begyndelsen tror man næsten, at Kristian Lundberg er en ny, svensk mystiker. Han tager afsæt i beretningen om Lazarus, som Jesus ved at kalde ham ved hans navn befaler at rejse sig fra graven og komme ud. På den baggrund reflekterer Lundberg over tros- og bønsliv. I dagbogsoptegnelser gennem omkring trekvart år udfolder han disse refleksioner, og sætter dem ind i et historisk, personligt og yderst nutidigt perspektiv.

nok er beskrevet som en sådan i retrospektionens lys – bliver sammen med overvejelser om nyere svensk (kirke)historie baggrund for hans argumentation for, at troen må finde sit udtryk i konkrete handlinger. Hertil kommer referencer til liturgien – særligt Kyrie Eleison og Agnus Dei – de bibelvers, der står som motto over hver optegnelse, salmer og til modreformationens fremtrædende mystiker Johannes af Korset.

Med disse meget forskellige inspirationskilder bliver læseren vidne til forfatterens tanker om, hvordan tro og tvivl kan række ind i dagliglivet og nødvendigvis må have konsekvenser for det.

Det bliver ikke moraliserende, måske fordi det bliver tydeligt, at det er en bevægelse, en rejse, vi er vidner til. ”Gud er hverken et spørgsmål eller et svar,” hedder det tidligt i bogen, og ”(d)en som tror, kan mærke lyset vibrere i den dybeste nat.” Gennem bogen bliver vægten på en troens radikalitet og et deraf følgende imperativ stærkere og stærkere, men jeg kan godt savne en forløsning, idet bibelversene over optegnelserne alt overvejende er i en tvivlende tone, klager eller råb om hjælp (og langt hovedparten er da også fra salmernes bog). Selv her i fastetiden, hvor denne anmeldelse skrives (deadline for anmeldelser til dette nummer af Arken er dagen efter askeonsdag), kunne man godt unde Kristian Lundberg at tage skridtet

De første optegnelser er fra sensommeren 2015, hvor rigtig mange flygtninge har slået lejr i Malmø, og det bliver tydeligt, hvordan et menneske i det moderne (svenske) samfund ofte er reduceret til tal i en statistik – med en værdi, som ikke er absolut og indiskutabel, men som afhænger af den nytte, samfundet kan drage af det. Målt i kroner og øre. Det kommer måske til at lyde som om bogen er en lang ørkenvandring gennem en selvgod kronik, man kan forestille sig trykt i i hvert fald nogle danske aviser; men jeg synes faktisk det lykkes for forfatteren at problematisere og argumentere, så det er refleksion mere end modstand og irritation, jeg reagerer med. Jeg vil for eksempel nok i nogle dage fremover indvendigt diskutere med bogen, om påstanden, at ”Nåde, solidaritet og medmenneskelighed må formuleres af den, der er den svageste,” virkelig er én, jeg kan tage til mig.

fra Kyrie Eleison videre til Gloria. Det har han sikkert ofte gjort, men den forløsning får læseren altså ikke med.

Så vidt det nutidige perspektiv. Forfatterens personlige omvendelseshistorie – som befriende 70

“Ikke desto mindre er bogen nok bedre egnet som en refleksionsvækker og diskussionspartner til mennesker, som i forvejen har en forestilling om deres eget trosforhold – eller i det mindste et forhold til deres egen søgen – end som en indgang til refleksion over gudstro og bønsliv til en læser, der ikke har forkundskaber.”

Forlaget har gjort et stort arbejde med at tage stilling til oversættelser af de tekster, der refereres til. Således er bibelcitaterne oversatte fra det svenske, så forbindelsen mellem den tekst, Kristian Lundberg har læst og refererer til og hans egne tanker bevares i oversættelsen, ligesom man har foranlediget nyoversættelser af salmer, hvor den eksisterende danske ikke har samme tone eller mening. Det er antageligvis en stor hjælp, at man ikke skal gætte sig frem til meningen ud fra mere eller mindre kvalificerede gæt på, hvad der har stået på svensk, og hvilken betydning dette har. Det giver en oplevelse af,

at såvel forfatteren som læseren tages alvorligt, tak for det.

Ikke desto mindre er bogen nok bedre egnet som en refleksionsvækker og diskussionspartner til mennesker, som i forvejen har en forestilling om deres eget trosforhold – eller i det mindste et forhold til deres egen søgen – end som en indgang til refleksion over gudstro og bønsliv til en læser, der ikke har forkundskaber. De er som bekendt nyttige.

ARKEN 165

Børnegudstjenester – for børn Gud flyver forrest – Håndbog i børnegudstjenester Af Ane LaBranche (red.), Andreas Thom, Annelise Søndengaard, Lena Kjems & Peter Nejsum København: Eksistensen. 2017. 470 s. 399 kr.

Anmeldt af cand. pæd. i religioner og livstolkning samt stud. theol. Heidi Friborg Christophersen

S

ARKEN 165 // B ør neg udst jenester – for bø rn

om overskriften antyder, er det ikke nogen selvfølge, at børnegudstjenester ER for børn. Ofte er det de voksne, der mener at vide, hvad børn skal vide. Kirken er et sted, hvor man skal sidde pænt og stille med foldede hænder – eller er det? Det er snart længe siden, at jeg anmeldte Helle Krogh Madsens bog ”Børn og gudstjeneste”, og siden har jeg flittigt brugt bøgerne ”At prædike for børn”, hvor den ældste efterhånden er næsten 25 år gammel.

Så det er på høje tide, at der nu kommer en opdateret udgave af forslag til, hvordan man er sammen med børn i kirken.

Det handler jo ikke blot om, at børn skal lære at gå i kirken, sådan som det hed sig, da jeg var barn. Nej, nu er det børnegudstjeneste på børnenes præmisser – og så skal kirkens ritualer bøjes, så de passer til aldersgruppen. Små skridt – lidt efter lidt – bliver børnene socialiseret ind i gudstjenesteformen. Det er også lidt interessant, hvordan de praktiske overvejelser er med til at bestemme formen. Der står blandt andet, at det kan være en god idé, hvis man lægger børnegudstjenester om fredagen, fordi der ikke er fritidsaktiviteter om fredagen – og at mange børnefamilier er trætte fredag aften, og de sikkert gerne vil slippe for at lave aftensmad, og at man så skal nå at blive færdige i rette tid, så alle kan nå at komme hjem og se ”Disney Sjov”.

Når man først får øje på bogen, så tænker man med stor taknemlighed på alle de erfarne præster, der lavet alle de skitser til børnegudstjenester. De er sat op efter forskellige temaer, vinkler, tekster, salmer og bønner. Det forklares meget pædagogisk, at der i ritualbogen er anvist de givne rammer, at der er noget, der hedder SKAL, og så er der alt det, der hedder KAN og BØR. Noget kan man selv tilrettelægge som man vil, og andet skal man have en provstelig eller biskoppelig tilladelse til. Og så står der lige en bemærkning om, at ritualbogen er gammel, og at der er sket en masse nyfortolkning af, hvad en børnegudstjeneste er, og hvad en sådan kan, at der bør skrives en ny formulering. Ved kirkeministeren det? Eller skal hun lige have en lille hilsen med på vejen?

Bogen har alt, hvad man har brug for, hvis man er helt ny præst eller sognemedarbejder. Her er der både inspiration til form og indhold. Det er altid godt at have en opslagsbog eller manual, for så ved man, hvordan det kan gøres, og så kan man bagefter gøre det mere personligt, og få det tilpasset til både sogn og kirke. Og så er det altid godt at stikke en finger i jorden, og lytte til ”plejer”. Det var jeg nemlig ikke så god til selv, da jeg var sognemedhjælper. Alle de der ubeskrevne ”plejer” er vigtige at lytte til, også selv om de ikke siges højt. Der er masser at tage af, hvad enten man blot har brug for lidt inspiration til selv at

Ritualbogen har nemlig anvisninger på, hvordan man laver børnegudstjenester på højmessens plads, men mange børnegudstjenester ligger på andre tidspunkter.

tænke videre over indhold, har brug for konkrete gudstjenesteplaner eller gerne vil gennemtænke sin egen praksis og har brug for nogle andre muligheder at spejle sin praksis i. Det er en rigtig 72

“Der er kun rosende ord til denne håndbog, men ønsket er dog, at den må blive solgt og brugt rigtig meget, så forlaget kan se, at den er længe ventet.”

god ting, at bogen ikke er normativ med ’den eneste rigtige måde’, men i stedet åbner op for at børnegudstjenester kan være mange ting og kan gribes an på mange måder.

Jeg må dog indrømme, at alt strittede på mig, da jeg nåede til kapitlet om Halloween. Jeg hader nemlig både begrebet og den amerikanisering, der er sket. Hvor kalder vi det ikke bare Allehelgen? Men lige som med alle de andre emner i håndbogen, så bliver lige præcis dén detalje godt forklaret og gennembearbejdet. Så mine skuldre kom hurtigt ned igen, og jeg læste videre med stor begejstring. Argumentet for at fejre Halloween i kirken er, at det er en fest, der har stor folkelig opbakning. Det betyder: Der er kunder i butikken, og man skal jo altid afsøge et behov hos målgruppen. Halloween har en tematik, der knytter an til Allehelgen. Det er nu, kirken har mulighed for at gribe fat i mennesker, og få dem i tale om alt det, der skræmmer, om det onde og uhyggelige. Det er en oplagt mulighed,

Min gamle underviser på Danmarks Lærerhøjskole, K. E. Bugge, sagde altid om julen, at det var interessant, at en gammel hedensk solhvervsfest, som julen er, stadig fremstår som en kristen højtid, så mange år efter, at den er blevet indført. Jeg er altid syntes, at denne lidt bagvendte form for argumentation får os til at tænke, at hvis julen fremstår kommerciel, så er det fordi, det ikke i sin oprindelse har været en kristen højtid. Vi skal derfor ikke være kede af, at håndbogen i børnegudstjeneste er delt op i perioder af året, som hovedsagligt følger ”det folkelige års” temaer og inddrager kirkeåret, hvor det er sammenfaldende med de folkelige temaer. De indledende overvejelser er gode at læse til at få en refleksion over praksis og har nogle gode pædagogiske grundfif. Det er pointer som, at vi husker med kroppen, at præsten aldrig må bruge ordet nej som første ord i et svar til et barn i en dialog i gudstjenesten, fordi det lukker dialogen, at en lille ting at tage med hjem kan hjælpe på erindring, at det ikke må

hvor man kan tage det, børnene er optaget af, og give det en kristen tydning. Det er kirkens opgave at give festen et kristent indhold og tydning. Vi skal give et svar på al overtroen.

tage for lang tid, at det man synger, lærer man godt, og at bibelfortællinger skal genfortælles og ikke oplæses (og slet ikke i den autoriserede oversættelse).

ARKEN 165

ARKEN 165 // B ør neg udst jenester – for bø rn

Der er en mundtlig tradition i kirken, og derfor er der et stort afsnit om at fortælle. Desuden skal der fokuseres på, at forberedelse altid er vejen frem, hvis noget skal lykkes. Børnegudstjenester og fortællinger kræver forberedelse og gennemøvning, når kvaliteten skal være i top.

Men som jeg så en kollega påpege, så ville det også være godt, hvis der var et afsnit om det visuelle i børnegudstjenesterne. Luther var glad for sang og musik, og derfor har vi meget sang og musik i kirken. Min egen kirkelige interesse går også gennem sangen, først som kirkeligt børnekor, og siden som lønnet kirkesanger, så jeg ved selv, hvor meget sang og liturgi betyder for en god kirkeoplevelse. Men vi lever i en visuel kultur, og K. E. Løgstrup skrev selv en del om det med kunstens indvirkning, og hvordan synssansen griber os. Det går bare ikke så stærkt med udvikling i kirkeligt regi, når traditioner skal passes. Husk på, at det er over 20 år siden, at der sidst kom en bogudgivelse om børnegudstjenester!

tale om en børnefamiliegudstjeneste, og ikke kun for børn. Men så er der jo alle de andre specialgudstjenester, og ofte oplever børn jo ikke, at gudstjenester er for dem.

Efter det indledende afsnit er bogen et væld af idéer og inspiration, hvor det bare gælder om at slå op for at komme i gang. Hvert afsnit begynder med en bøn, hvorefter der er en række temaer, som man selv kan spinde videre på i sin egen kontekst. Ønsker man noget mere konkret, så finder man skitser til gudstjenester og uddybning af temaerne, der stadig levner god plads til at man kan finde sin egen måde at gøre det på. Der er kun rosende ord til denne håndbog, men ønsket er dog, at den må blive solgt og brugt rigtig meget, så forlaget kan se, at den er længe ventet. Og det ville være rigtig rart, hvis forlaget så kunne se, at 20 års interval ikke er vejen frem. Der burde skrives nye bøger om emnet langt hyppigere. Og gerne en ny bog med temaet om synets teologi – også for børn.

Forfatterne gennemgår forskellige børnegudstjenester og tilgange. Der er ikke et eksplicit afsnit med overvejelser om mulige grundlæggende formål med børnegudstjenesterne. Der er dog et afsnit, der hedder: ”Vil man opdrage til højmesse?

Vil man lade børnegudstjenesten alene tage udgangspunkt i de salmer og sange, børnene kender. Vil man lave katekismusgudstjeneste?”

Dette afsnit kan bruges til egne overvejelser af, hvad vi vil med børnegudstjenesterne. Det er vigtige overvejelser, når man skal fastlægge form og indhold.

Forfatterne i bogen har valgt børnene som målgruppe i børnegudstjenesterne, samtidig med at de er klar over, at vi holder gudstjeneste for en broget skare. Børn, forældre, bedsteforældre, større og mindre søskende møder op. Forfatterne har et afsnit om børns gudsbegreber i forskellige aldre. Det er interessant, og de er koblet til gudstjenesteforslag, der illustrerer, hvad det betyder i praksis. Men er det kun børnene, der er målgruppen? Der er vel i virkeligheden 74

STØTTER ARKEN

~

Du kan også være med!

Gå ind på 10er.dk og støt ARKEN med et valgfrit beløb.

ARKEN 165

Vejen til det gode liv med Emerson Emerson – Religion som moralsk livsform Af Troels Nørager. København: Eksistensen. 2017. 242 s. 249 kr.

Anmeldt af psykoterapeut Maria Holm Iversen.

“

Åndelig virkelighed er af moralsk natur.

Det moralske er en manifestation af guddommelig kraft eller energi, som ikke er magt, men kærlighed.”

forsøge en reformulering eller gengivelse af kristendommens tankeindhold. Målet er, at den transformerende kristendom skal blive til en bestemt måde at se tilværelsen på, altså et spørgsmål om, hvordan religion kan stå i tjeneste for – og virke fremmende for det ”gode liv”. Det vækker et spørgsmål i den kritiske læser: Kan religion kan være fremmende for det gode liv i en tid, hvor menneskets brug af - og forhold til - religion desværre alt for ofte har rod i misbrug og misforståelse, og hvem og hvad definerer i øvrigt det gode liv? Emersons svar på pågældende spørgsmål ville være, at det må være op til den enkelte at vurdere.

ARKEN 165 // Vej en ti l det gode li v med Emers on

Gud er, ifølge Emerson, en privat affære, hvor den enkelte i frihed må afklare sit Gudsforhold med en god portion moralsk velvilje til selvopofrelse. Hvem er Emerson, hvad står han for og hvilken betydning har han for sin samtid? Det er blot nogle af det mange spørgsmål, som bliver undersøgt i Troels Nøragers videnskabelige forfatterskabsanalyse af den amerikanske teolog, digter og filosof Ralph Waldo Emerson (1803-1882).

Det moralske sentiment spiller en central rolle i Emersons tænkning. Emerson kalder det en ”forunderlig kilde”, og det er som om, at det fungerer som en slags kanal eller forbindelse til det åndelige eller måske ligefrem til det guddommelige, ifølge Emerson. Og ikke nok med det, så anser Emerson også det moralske sentiment som kilden til det, der er nyt, kreativt og levende. Emerson påstår, at kun forbindelsen til det moralske sentiment ”can make a man other than he is”, og netop med det citat bliver sociale reformer og andre forandringsprocesser overfladiske, hvor den erkendelse mangler.

Hvordan opnås denne særlige forbindelse? Ifølge Emerson handler det om at blive sig selv ved at finde sin personlige integritet. Derved opnår du

Emerson er formidler af en moralsk-religiøs vision om det gode og lykkelige liv, og som forfatteren er inde på, så er der tale om en moderne mand for sin tid. Emerson er mange facetteret, og det bærer bogen præg af. Et komplekst forfatterskab er samlet på 242 sider med mange referencer og lange fodnoter i videnskabens navn. Troels Nørager er meget pædagogisk både i sin opstilling og fremstilling, og flere gange bliver man som læser guidet vel igennem bogens indhold. Emerson kan læses som repræsentant for en lang tradition for den platoniserede kristendom, hvor viden og visdom hænger uløseligt sammen på den ene side og dyd og det gode liv på den anden side.

forbindelsen til det moralske sentiment og gør det muligt at føle sig hjemme i verden. Religion er altså hos Emerson uløseligt forbundet med en moralsk livsform.

Forfatterens tese i forhold til Emerson er, at hans overordnede projekt går ud på at 76

“Emersons poetiske stemme og velskrevne skrivestil fremstår tydelig i bogens citater og Troels Nørager opnår derved sit ønske om at give læseren lyst til at lære Emersons forfatterskab endnu bedre at kende.”

Det er en befrielse og forfriskende at stifte bekendtskab med tanker og ideer fra en national og kulturel kontekst, som hidtil har været ukendt i Danmark. Emerson kan med fordel anvendes som en udmærket horisontudvidelse til Kirkegaard og Grundtvig, som danner rammen for dansk religionsforståelse fra samme tid som Emerson.

Emersons poetiske stemme og velskrevne skrivestil fremstår tydelig i bogens citater og Troels Nørager opnår derved sit ønske om at give læseren lyst til at lære Emersons forfatterskab endnu bedre at kende. Bogen, som er skrevet med afsæt i Emersons prædikener og dagbogsoptegnelser, er velegnet til studerende og personer med interesse for filosofi, teologi og religion.

ARKEN 165

Alle Luthers salmer på dansk Luthers salmer på dansk. Tekst, melodi, liturgi og teologi Af Jørgen Kjærgaard og Ove Paulsen (red.) København: Eksistensen. 2017. 451 s. 299 kr.

Anmeldt af stud. theol. Peter Otken

M

ARKEN 165 // Al l e Lut hers s al mer på d ans k

artin Luther skrev i alt knap 40 salmer, og Den Danske Salmebog fra 1992 indeholder fortsat 21 af dem. Luthers salmer på dansk er blevet til i et samarbejde med en samtidigt udgivet tysk publikation, der er resultatet af den nyeste forskning i Luthersalmernes originalversioner.

Med bogen foreligger for første gang i dansk sammenhæng en samling af alle Luthers salmer i deres tidligst trykte danske oversættelse og med deres første kendte melodier i dansk brug.

Desuden bringes de tilsvarende ældste tyske tekstversioner og melodier fra den nævnte tyske publikation.

blevet meget grundigt indsungne og dermed også husket og genkendt. Fra 1800 sker derimod en mere konsekvent adskillelse af salmer og liturgi. Liturgien betegnes i dag i modsætning til tidligere som en prosaliturgi, der anviser faste pladser til salmerne, men ikke bruger dem som liturgiske led. Endelig kommenterer Mads Djernes Luthers forhold til musikken og melodierne (s.83-98).

Bogens anden del (s.105-413) er bogens hoveddel og indeholder en gennemgang af 36 Luther-salmer med gengivelse af såvel den oprindelige tyske tekst melodi samt den ældste danske oversættelse med tilhørende melodi, fx fra Hans Thomissøns salmebog fra 1569. Hver salme bliver efterfulgt af en kommentar til 1) selve salmen og dens danske oversættelse, 2) melodien og 3) salmens liturgiske brug i særligt de ældste salmebøger.

Bogen er inddelt i tre dele, hvor første del indeholder en række introducerende afsnit. Her behandler Jørgen Kjærgaard først spørgsmålet, hvorfor Luther skrev salmer (s.17-49). Fokus i afsnittet er på Luthers formål med salmerne som kristendomsindlæring, forkyndelse og troslære. Der er i forbindelse hermed en grundig gennemgang af Nu fryde sig hver kristenmand (s.3641). Desuden behandles den tidligste brug af salmerne i Danmark. Således forelå med Hans Thomissøns salmebog fra 1569 næsten alle Luthers salmer på dansk (s.46). S.30-31 findes en kronologisk oversigt over alle Luthers salmer.

Ove Paulsen skriver om brugen af Luthers salmer som del af de forskellige gudstjenesteled

Om Nu fryde sig hver kristen mand (nr. 4, s.133-143; DDS 487) kan man således bl.a. læse, at den kendes fra flyvebladsstykket ”Achtliederdruck” fra 1524, og at den er et selvstændigt kristeligt digt uden en konkret bibeltekst som et direkte forlæg. Salmen findes allerede i 1536 i en dansk gengivelse med begyndelsen VEr glad oc fro all Christenhed. Den gengivne danske oversættelse fra Hans Thomissøns salmebog fra 1569 er

(s.49-82). Gudstjenesten var i perioden fra ca. 1529 til ca. 1800 det vigtigste sted for udbredelsen af Luthers salmer, fordi de reelt udgjorde en del af liturgien, og derfor må være

længere end Luthers originalversion, da den er tildigtet tre ekstra strofer (nr. 4, 9 og 13).

Salmen forblev i de danske salmebøger til og med Pontoppidans salmebog fra 1740, 78

ARKEN 165

Statue af Martin Luther fra Erfurt

ud af Evangelisk-kristelig Psalmebog, blev melodien overraskende nok alligevel medtaget i Zincks Koral-Melodier fra 1801, hvor den dog blev brugt til en dansk oversættelse af en anden salme af Michael Weisse også over Salme 130. Om den alternative melodi anført i DDS 2002 (Et trofast hjerte, Herre min, Strasbourg 1525) kan man læse, at den af Hans Thomissøn blev brugt til den nævnte salme af Michael Weisse, og at den (også) har været optaget i samtlige officielle koralbøger. Den liturgiske kommentar giver igen en række eksempler på fast brug i højmessen mv., fx at Guldbergs salmebog fra 1778 anviser den som aftensang til indgang 3. søndag i fasten og som vers, når præsten går på prædikestolen 17. søndag efter trinitatis.

ARKEN 165 // Al l e Lut hers s al mer på d ans k

men røg ud af Guldbergs (1778), Evangeliskkristelig (1798) og Roskilde Konvents (1855/56) salmebøger. Først med Grundtvigs Sangværk fra 1837 fik salmen sit på dansk i dag kendte begyndelsesvers, men det er alene begyndelsen, der skyldes Grundtvig, for man ved rent faktisk ikke, hvem der har foretaget den bearbejdelse, som blev optaget i Psalmebog for Kirke og Hjem.

Et Forslag fra 1888, og som stadig bliver brugt i dag. Om salmens melodi er anført, at den danske, nutidige version er identisk med den oprindelige tyske, men at Thomissøns salmebog brugte en variation over melodien, der holdt sig i brug indtil midten af 1700-tallet. Det nævnes, at begyndelsesfrasen ofte er blevet udlagt som en melodisk skildring af det kristne menneske, der springer højt af glæde. Desuden fremhæves Lasse Lunderskovs moderne melodi, og at denne har fået stor udbredelse, fordi de kirkelige ungdomsorganisationer har taget den til sig.

Endelig fremgår, at også en anden oprindelig Wittenberg-melodi til salmen Was kann uns kommen an für Not (DDS 662) har været i brug også til Nu fryde sig hver kristen mand i tysk tradition og stadig i DDS 2002 står anført som alternativ melodi. Liturgisk er om salmen anført, at den ikke har haft nogen klar tilknytning til noget bestemt sted i gudstjenesten eller kirkeåret. Der angives dog forskellige eksempler på dens brug.

Fx bruger både Kingos (1699) og Pontoppidans (1740) salmebøger den til offertorium efter dåb generelt og som epistelsalme 3. søndag i advent.

Den tredje og sidste del består af registre (s.413447). Her kan man bl.a. finde en komplet oversigt over Luthers salmer i alle danske kirkesalmebøger (s.414-424), hvoraf fremgår, at det absolutte lavpunkt for inklusionen af Luthersalmer var den flere gange nævnte Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798 med kun seks salmer. Man forstår pludselig, hvorfor den unge Grundtvig kunne savne Luther i samtidens forkyndelse, og han kunne måske med lige så god ret have skrevet sin demisprædiken over emnet Hvorfor er Luthers salmer forsvundet fra Guds hus? (eller i hvert fald fra hans salmebog). Der følger en omfattende dansk bibliografi over tekster om Luthers salmer (s.425-432) samt en oversigt over danske, slesvigske og sønderjyske salme- og koralbøger mv., hvortil der er henvist i bogen, men som fremtræder som en mere eller mindre komplet liste over sådanne til og med Wilhelm Hansens koralbogstillæg fra 2004 (s.433-447).

Om Af dybsens nød, o Gud, til dig (nr. 10, s.187195; DDS 496) fremgår om selve salmen kun, at denne gendigtning af Salme 30 er Luthers første egentlige salme og også første gang trykt i det nævnte ”Achtliederdruck” fra 1524, og at den kom i dansk brug med Claus Mortensens Malmø-messebog fra 1528, og at den har holdt sig i alle danske salmebøger helt til i dag, når bortses fra Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798. Om melodiforholdene er bl.a. oplyst,

Det er med ovenstående gennemgang af to udvalgte salmer forsøgt at give et indtryk af, hvad man kan forvente at få glæde af, hvis man investerer i denne solidt udseende bogudgivelse

at melodien, som salmen normalt synges på, ”sandsynligvis” er komponeret af Johann Walter og allerede blev trykt på dansk grund i 1528. Selv om selve salmen som ovf. nævnt røg

på 451 sider. Der er ingen tvivl om, at det er BOGEN om Luthers salmer på dansk og særlig deres tidligste anvendelse i Danmark.

Fremstillingen er imidlertid fokuseret på netop 80

“Der er ingen tvivl om, at det er BOGEN om Luthers salmer på dansk og særlig deres tidligste anvendelse i Danmark.”

denne tidligste anvendelse i form af både de tyske originaltekster og de første danske oversættelser og melodier. Denne anmelder kunne godt have ønsket lidt flere kommentarer om de forskellige salmers brug og popularitet eller mangel på samme også i nyere tid ud over de lakoniske konstateringer af, hvornår en salme er røget ud, hhv. kommet ind igen i de autoriserede salmebøger. Skal ens Lutherbibliotek være komplet, eller skal man skrive speciale om (den tidlige brug af) Luthers salmer i Danmark, så er bogen et must. Ellers må en anskaffelse nok betegnes som lidt af en overskudshandling.

ARKEN 165