Når man mailer

NÅR MAN MAILER

NÅR MAN MAILER © 2009 Svend Åge Madsen & Forlaget Bindslev Udvalg og redaktion: Flemming Chr. Nielsen Forsidefoto: Carsten Ingemann Omslagslayout: Jakob Hjort Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Bogen er sat med Celeste og trykt i Letland ISBN 978-87-91299-47-6

Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

SVEND ÅGE MADSEN NÅR MAN MAILER

BINDSLEV

Vedhæftet følger …

Det startede med en udveksling af mail-adresser engang i foråret 2000. Dengang var @ et forbløffende symbol på, at nu havde verden ikke længere brug for frimærker og papir og knap nok for en telefon. En mail kunne erstatte det hele. Ingen telefonud­gifter og aldrig mere i løb til postkassen, inden den blev tømt. Ingen forgæves søgen efter kuvert og brevvægt og krav om eksamen som landmåler, fordi postvæsenet excellerer i et utal af brevformater og takster.

I nogle uger skrev vi sporadisk til hinanden. De mails blev hver gang indledt med ”Kære” og afsluttet med ”mange hilsener.”Men de formelle høflighedsfraser forsvandt hurtigt. En mail er ikke noget rigtigt brev. Der er noget luftigt og uforpligtende ved en mail. Lynhurtigt og uden ortografiske spekulationer kan man tas­ te et indfald eller en overvejelse, sen­de produktet og fem minutter efter uddybe eller spontant reagere på svaret. Den gustne forsigtighed når aldrig at mel­de sig.

Alligevel havde ingen af os dengang nogen anelse om, at den samlede mail-korrespondance næsten ti år efter skul­le udgøre mere end 10.000.000 anslag.

Da Svend Åge Madsens bidrag rundt regnet omfatter halvdelen, har han i de år skrevet, hvad der svarer til ca. 2.500 bogsider à 2.000 anslag. Der er tale om daglige mails – periodevis en veritabel byge – som kun afbrydes af bortrejse og lignende. Sagt i korthed drejer det sig om en genre, der bedst kan beskrives som en gen­sidig dagbog. Endda af den slags, der næsten er blevet til i ger­ningsøjeblikket. Ikke noget med ”Kære dagbog. Jeg har længe forsømt dig.”

Eller som SÅM formulerer det i en af de første mails: ”På mange måder en god samtaleform. For man kan få lejlighed til at sidde 5

og sludre uden at risikere at forstyrre den anden på et ubelejligt tidspunkt, (hvis det er en dobbeltkonfekt, så lad den være det.) Og man kan læse det indkomne på et tidspunkt, hvor man alligevel trænger til en pause.”

Efterhånden hobede disse bjerge af elektroniske breve sig op.

Heldigvis havde de den fordel, at fysisk fyldte de ingen­ting. Arkivet bugnede aldrig. Vi kunne tilmed søge tilbage og genoptage et emne eller efterlyse, hvordan det egentlig gik med det og det. Især da vi fandt på at konvertere hele dyngen af mails til et så langt dokument, at compute­ren gispe­de ef­ter RAM. En dag foreslog jeg SÅM, at et udvalg af hans mange mails burde udgives, men han er indædt modstander af alt, hvad der tangerer samtalebøger, interview, portrætter, erin­dringer, beken­delseslitteratur, (selv)biografier, offentliggjort privatliv, og hvad skriftløse ellers kan finde på at leje en journalist til at skrive for sig. Dertil kom­mer, at hans måske mest fremtræden­ de karakter­træk er en uhyrlig be­skedenhed, der nærmer sig det selv-allergi­ske.

Alli­gevel kunne han efterhånden modstræ­bende indse, at en forfatter, om hvis forfatter­skab der er skrevet tyk­ke bøger – herunder en disputats, en ph. d.-af­handling, en bog om SÅM som René Descartes’ opponent, en bibliografi og en guide til personer og steder foruden flere reolmeter univer­sitetsspecialer – måske ville have en smule almen interes­se.

Ikke mindst når forfat­teren som her er dybt selviro­nisk og selviagttagende og samtidig kan fortolke sit eget forfatter­skab og frem­lægge hidtil ukendte sammenhænge og pointer. Og fortælle morsomt og vittigt om fornøjelser og irritations­momenter, journalister, skolebørn og politikere, et møde med matematikeren Kurt Gödel på Skernvej i Århus og med filo­soffen Ludwig 6

Witt­genstein i Ceres-krydset på Silkeborgvej, sa­taniske vers i Det nye Testamente, fami­liebesøg fra Ameri­ka og sin undren over, hvordan han uden at eje et sæt mørkt tøj kunne sige ja til at blive medlem af Det dan­ske Akademi.

Med sin 70-års fødselsdag som anledning accepterede SÅM denne samling af mails, der udgør mindre end ti pro­cent af hans bidrag til den foreløbig hen ved ti år lange korrespondance, der altså i sin helhed og indtil videre ville om­fatte ca. 20 bind som nærværende bog.

I starten af februar 2009 sendte jeg SÅM et mindre udvalg af mails, og som det fremgår af hans mail den 10. februar 2009, fandt han intet, han ikke ville stå ved, og har ikke blandet sig i udvalgets sammensætning.

Når man mailer kom bogen til at hedde – af den enkle grund, at SÅM engang skrev: ”Du har formodentlig hørt om den velkendte ameri­kanske forfatter: Når man mailer.”

Uden kunstfærdige forsøg på en opdeling i temaer er udvalget trykt i kronologisk rækkefølge. Hist og her tilføjet en opkla­rende note (dog ikke om Norman Mailer), men uden at udforske, hvor vidt dette eller hint nogen sinde fandt sin af­slutning. Grundige læsere vil for eksempel opdage, at historien om friturelugte i villahaver får en lykkelig ende, mens det er uvist, om en forsvun­den litteraturpris faktisk dukkede op.

Vedhæftet er enkelte af SÅMs hidtil utrykte noveller, artikler og udkast, som indgår i de mange mails – herunder et ma­nuskript til en ukri­stelig tale i Århus Domkirke. Desuden en mini-gennemgang af øen Klonøs historie, som tidlige­re har været trykt i et teater­program. Og SÅMs tale, da han i marts 2000 fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for ro­manen Genspejlet. Talen kunne dagen efter læses i Jyllands-Posten og genopstår her som vedhæftet fil til en mail om Faust og gnostikerne.

7

Men hvordan sætter man bog-punktum for en fortsat udveksling af mails? Problemet blev løst med en mail den 28. juli 2009 – vedhæftet en novelle, det ifølge SÅM ikke er skrevet af ham, men har skabt sig selv og nogenlunde ramt hans stil.

Hvor vi kender hinanden fra, vil nogen måske spørge. Ingen af os kan huske det.

Engang læste vi begge matematik på Aarhus Universitet. Men på forskellige tidspunkter. SÅM sprang fra og debutere­de i 1963 med Besøget. Dengang boede jeg i et århusiansk kælderværelse og blev hver nat forstyrret af et jazzorke­ster, der øvede i rummet ved siden af, men vidste endnu ikke, at det var SÅM, der truttede i trompeten. Trods den ener­verende og vedvarende støj fuldførte jeg matematik-studiet, hvad der mange år efter gav anledning til dril­agtige mails fra og til forfat­teren, der ger­ ne koket­terer med sin bundløse uvi­denhed om matematik og samtidig med til­slutning eller af­visning citerer de aller­største ma­tematikere.

I 1960erne redigerede jeg sammen med Hellmut Toftdahl det eksistentialistiske tidsskrift Exil, og heri skrev SÅM i 1966 Et forsvar for menneskene, men det følgebrev, der ledsagede artiklen, indledes med ”Kære hr. Flemm­ing Chr. Ni­elsen” og fortsætter: ”Hermed et mindre indlæg. Håber De kan bruge det,” hvilket ikke tyder på nogen nærmere relation til den tidligere kælder-trompetist. I 1970 blev Exil delvis overtaget af Niels Ege­bak, og SÅM blev med­lem af en såkaldt redaktionskomité, så det må være en slags indledning til bekendtskabet.

I 1972 skrev han endnu en artikel – Status i Exil hed den – men jeg kan kun huske, at SÅM sad som en tavs mand i en krog, hvorfra der alligevel med mel­lemrum ankom en vittig bemærkning, som gav anled­ning til højrøstet latter i den lærde komité.

8

Siden traf vi af og til hinanden i andre sammenhænge. Men måske var den fælles modvilje mod udgiften til frimær­ker den egent­lige årsag til de indtil videre over ti millioner portofri anslag. Der er vel tale om et omfang tæt på ti tusind mails. Læseren kan selv regne ud, hvad vi på den måde har sparet af papir, kuverter og porto.

Flemming Chr. Nielsen 15. august 2009

Sendt: 8. december 2000 01:03

Jeg skulle lige skrive biblen om, derfor tog det lidt tid. Sådan har vi hver vort forvanskningskors at bære. (Til en antolo­gi [Bibelen genfortalt, 2001] hvori for­skellige forf skal genfortælle en historie fra Det gamle Testamente. Jeg prøver med Susanne i badet – men det er for øvrigt ikke så let at overgå originalen.)

20. januar 2001 01:48

På mange måder [er mails] en god samtaleform. For man kan få lejlighed til at sidde og sludre, uden at risikere at forstyrre den anden på et ubelejligt tidspunkt (hvis det er en dobbeltkonfekt, så lad den være det.) Og man kan læse det indkomne på et tidspunkt hvor man alligevel trænger til en pause.

21. januar 2001 01:45

Hører efterhånden kun CD’er – det er så nemt – eller P2 om natten, Tjaikovskis (sådan staver jeg ham, i hvert fald nu hvor jeg er i gang med den anden fuldlødige Chivas Regal ovenpå fuldbyrdet gerning (se næste afsnit)) stry­gerserenade for øje­blikket. Og har næsten skyldfølelse over for min (før, og i teorien stadig) højtelskede pladesam­ling. Føler mig næsten som en forræder imod den. Og blir så helt salig når jeg engang imellem får mig taget sam­men til at trække gram­mofonen op, og hører de velkendte skrat og knas.

Jeg har i dag – håber jeg – foretaget den sidste ændring af min ’Livsudstillingen eller Hvid Slavehandel’, som skal ud­sendes i radioen sidst i april. I morgen læser jeg den igennem, for at se om den hænger sammen – og så gider jeg altså ikke se på den (nogensinde) mere, med min­dre der er helt åbenbare huller eller selvmodsigelser.

11

28. januar 2001 01:13

Jeg har lige sluttet en bog jeg var glad for. Og det sker egentlig ikke så tit mere, enten har jeg set for meget og er svær at begejstre, eller også skrives der ikke meget godt i disse tider.

Af en tysk: Bernhard Schlink. Han har tidligere fået udgivet en tynd roman: Højtlæseren, som var i orden, ja, endda ri­melig god. (Og var en succes, og skal filmatiseres.) Men hans nye novellesamling: Kærlighedsflugt, synes jeg virkelig er god. Og det selv om det er en genre som jeg normalt ikke har meget til overs for. For den er forholds­vis reali­stisk, men når igennem en sekssyv historier vidt omkring i Tyskland efter genforeningen, en god fornem­melse for en række mennesker der går og bakser med lidt tysk-skyld og søger et hæderligt liv. – Det er godt jeg ikke skal anmelde – endsige rekomman­dere – bøger. Jeg kan se at den omtale i hvert fald vil­le have skræmt mig langt væk.

30. januar 2001 23:30

Læste Første kapitel af [Knut Hamsun:] Siste kapitel. Og forbløffes – igen – over hvad han kan med sproget. Pigen som Da­niel regner med han skal have, er ikke alt for køn, sådan og sådan, og gjorde et godt indtryk på ham. ’Og hun var pen nok i massevis.’

Somme tider spekulerer jeg på om det hænger sammen med at vi ikke er gode nok til norsk, kan det være stå­ende ven­dinger han bruger? For man kan simpelt hen ikke være så gal at man skriver: ’Og hun var pen nok i massevis.’

2. februar 2001 17:59

Jeg er også kommet over halvvejen i Hamsun. Og morer mig, undertiden højlydt, hvilket ellers sjældent sker når jeg læ­ser. ’Somme kalder det fri Vilje’ (side 110 [i Siste Kapitel, Samlede Romaner, bd. 10, 1933], og igen da den fransktalende dame og Dani­el finder ind til hinan­den).

12

Jeg fik begyndt på novellen [Vekselgang, trykt i Levemåder, 2004]. Og syntes at den virkede som en forfærdelig træt mands prosa. Sådan at jeg var ved at op­give ikke bare den, men også at tænke at det var så det. Så var der åbenbart ikke mere luft i den gamle. Men så virkede Hamsun som et sprøjt. Ikke at jeg tør kaste mig ud i at skrive så skævt som ham – men lidt af hans springske, bagvendte tone … Og lige nu blev jeg såmmen helt glad for at skrive igen.

3. februar 2001 23:30

Jeg morede mig bare over Hamsuns eufemisme, hvis man kan kalde det sådan, for et samleje. Da hr Fleming (med ét M) sammen med frøken d’Espard er på vej til Daniel, og falder i – så man n æ s t e n ikke er sikker på om ’dét’ sker: ”… han skyter alle Hensyn tilside og blir meget venlig, plukker Høistraa av hennes Bryst, stryker Høistraa av hendes Knær, stry­ker, klapper, slaar Armene om hende. Somme kalder det fri Vilje – Efterpaa gaar de til Daniel …” (Min første del slutter side 198, og hele bogen side 402) Og igen hvor frøkenen gør ’dét’ med Daniel – den gamle puritaner, Knut, altså.

Det er lidt underligt, som jeg skrev sidst: Det var egentlig Schlinks noveller der gav mig lyst til at skrive den no­velle jeg nu, (så småt fordi der altså var et praktisk liv at passe ved siden af), er i gang med. Et stof jeg havde haft til at ligge i hoved­et.

Som passende kunne afleveres i lidt Schlink-agtig stil: nøgtern, kon­trolleret, overve­jet, realistisk, uden schlinkeæ­rinder … Og da jeg så begyndte så det herrens ud, jeg kunne slet ikke få det til at tænde – el­ler kunne ikke få mig selv til at tro på det – hvilket jo er nogenlunde det sam­me. Og var, som jeg antyde­de, parat til at gå i gra­ven, i hvert fald skri­vemæssigt – uden at det var nogen stor 13

tragedie, på et tids­punkt må man jo se i øjnene at man ikke kan presse mere ud af citronen.

Men så var det at min glæde for Hamsun fik mig til, nærmest for sjov, lige at bryde sproget op, komme med nogle hur­tige ind­ skud, lidt flagrende, om der så skulle slippe lidt sproglige urimeligheder med … Og inden længe blev det sjovt at sidde og pusle med. Det går langsomt – og det blir omtrent det stik modsatte af det der var mit udgangs­punkt. Men indtil nu er jeg – som en god selvmor­der – steget op af graven igen.

Jeg bruger af og til en toneart hos en forfatter jeg holder af som en slags forlæg. Ikke at jeg prøver at ramme, men – – det er vel det der hedder at lade sig inspirere af – et begreb som ellers ikke hører til mit ordforråd. Jeg har før brugt Hams­un, tydeligst husker jeg det da jeg skrev Jakkels vandring. Han gav mig tonen til Marit, en lidt skæv skolelærerin­de der er tiltrukket af Jakkel, uden at kramme ud med det.

Der var faktisk fire forfattere der afleverede tydeligt forlæg for mig til stilen/ tonen i de forskellige skroller. Så me­get at jeg navn­gav ’bagmanden’ for bogen efter de fire bøger/ forfattere.

Som var Victoria af Hamsun; Hesse – der af og til be­nævnte sig selv H; Wil­ly Kyrklund (har du læst hans Mesteren Ma – i Hasselbalchs kulturbibliotek, som du vist nok har. Den har nogle svagheder – men også en fantastisk opbygning, i tre spor der kommenterer hinanden, og begyn­der med må­ske verdens bedste (syntes jeg i hvert fald dengang) romanindledningssætning [”Jeg søger det Spørgsmaal, paa hvil­ket Menneskelivet er et Svar”]); og Borges – hvis du stadig kan følge med. Det blev til: Victor H. Kyrges. Hvis fødeår endda er middeltallet mellem de fire for­fatteres, fremgår det et andet sted. Og samme Kyrges nåede både at være nazist, huma­nist, orientalist og okkultist står der skrevet et tredje sted – jeg har lige kigget i Dalgaard [Niels Dalgaard: Dage med Madsen, 1996], som 14

i hvert fald ikke identificerer de fire. Og jeg hu­sker heller ikke at andre.

Men han kunne altså trække én gang til, den gamle.

5. februar 2001 00:56

Når jeg finder et godt forbillede at hugge fra og forsøge at efterligne det stilmæssigt, så rammer jeg ofte så skævt og ube­hjælpsomt at det blir opfattet som originalt, og ind imellem blir det såmænd rimeligt godt. Det sørgelige er at når jeg skri­ver som mig selv, så blir det så røvkedeligt og gråt. Så jeg er henvist til at forsøge at imitere og mislykkes. For øje­blikket synes jeg selv at det lykkes mig at ramme så meget ved siden af Hamsun at det blir næsten læseligt. I hvert fald har han givet mig et nyt liv.

Og jeg er jo nødt til at opfatte mig som forfatter – kan ikke med ret meget ret kalde mig bonde, eller noget som helst andet for øv­rigt. Min stående vending, til Lise, når jeg slet ikke kunne få det til at køre, var: Jeg vil til at være skolelæ­rer. Eller: Jeg blir sko­mager. Jeg har åbenbart opfattet de to beskæftigelser som noget af det mest idylliske og problem­fri som man kan forestille sig. Men da Lise begyndte at reagere på mit brok med: et venligt interesseret Nå, er du kom­met så langt? tog det brodden af mine beklagelser. (…)

Jeg lider åbenbart af omtrent det modsatte af dig – for jeg har jo en tilbøjelighed til at gemme – udfra den tanke at man kan altid smide væk. Og kan forestille mig en situation hvor jeg har brug for netop det item som jeg lige planlæg­ger at kassere. Hvilket med­fører at verden hober sig op omkring mine ører. Mon vanskeligheden ved at finde en bestemt bog i sin samling stiger med kvadratet på antallet af værker i den?

15

16. februar 2001 22:00

Har kastet mig over Dostojevskij. For det første Raskolnikov – underligt med den, som jeg læste som ganske ung, men jo har hørt og snakket så meget om siden at den aldrig har fået lov til at komme rigtig på afstand. Men allige­vel skønt med et gensyn.

Den holder – det meste af vejen. Ind i mellem lige så gal som Siste kapitel. Og nog­le vold­somme, medlevende po­rtrætter. For det andet: Bakhtins bog om D. [Michail Bachtin: Dostojevskijs poetik, Stockholm 1991] som jeg var stærkt optaget af, for et par år si­den, men gik i stå med fordi noget andet krævede mig. Nu vil jeg have den læst, og så blir det til noget mere sekundær lit., plus sikkert noget mere primær D. 18. februar 2001 23:39

Tilbage til Bakhtin – det er sjældent jeg har haft så meget ud af at læse sekundærlit. I første kapitel påviste han (så kan man disku­ tere hvor meget ret han har) at Dostojevskij er den første der skriver, hvad han kalder dialogiske romaner: Hvori flere, sidestillede stemmer/ personligheder kommer frem. Hvor det hidtil, selv i skuespil, har været én stemme/ én hold­ning/ én ideologi som dominere­de (nemlig forfatterens) er der her tale om ligebyrdige gestalter. Så snart man refe­rerer det vokser ens skepsis, under læsnin­gen vir­ker han overbevisende.

Og så er Rodion lige så rablende som – hed han – Minutten [i Knut Hamsun: Mysterier]?

20. februar 2001 23:18

For øvrigt er hans [Dostojevskijs] hunkønsvæsner ikke imponerende, engle, eller opofrende kvinder der va­sker tøj hele nat­ten så familien, der kun har ét sæt, kan være ren næste dag. Hvornår der skal tørre kommer han ikke ind på.

16

21. februar 2001 21:30

Og så hjem til Sonja, Rodions skøge-engel. Da hendes fordrukne far blir bragt dødeligt kvæstet hjem, kaster hans opofren­de hu­ stru (hende der vasker tøj hele natten) sig ud i et skænderi med værtinden om hvad værtinden faktisk hedder. Og bag døren står en nysgerrig nabo og griner højt: ”Nu farer de snart i totterne på hinanden.” Mens faren altså er i færd med at drage sit sidste suk.

Det kunne Hamsun ikke have gjort mere rablende.

24. februar 2001 23:10

Ingen Dostojevskij for mig. I dag har jeg, bortset fra en smule arbejde på novellen (som nærmer sig en­den – bagef­ter skal jeg igang med nogle julelege, for at pifte den op), brugt mit liv på at skrue nogle borde sammen, som vi købte sam­men med de to so­ faer, og som alt sammen er ankommet i dag. Så får jeg ikke plejet min ånd så kan mine gæster i det mindste sidde mageligt.

Hvem fanden har indrettet verden sådan at jeg, som endda må anses for privilegeret, ikke har tid til at læse Dosto­jevskij?

1. marts 2001 00:30

Måske er det dét der kendetegner den store forfatter – at han uafladelig holder dom over sig selv, mens den mindre hol­der det over andre. (Det blev til en af de flotheder man altid kan ryste ud med.) Sådan at éns problem simpelt hen er at man er for god af sig, så der ikke er noget at selvfordømme.

9. marts 2001 00:55

Jeg husker stadig min faster, der var en sindig og tålle dame, som jeg aldrig mindes at have hørt beklage sig. Bortset fra da hun var kommet højt op i årene og havde pådraget sig det ene og det andet. Da hørte jeg hende sige til min mor: ’Do ka hejsen trow a æ 17

bløwn en stakl.’ Ikke mere end det, ingen ynk fra min mors side.

Men det gjorde et vældigt indtryk på mig. Da troede man på det var galt. Hun døde et års tid efter.

Selvfølgelig kan de unge sige noget der er smart eller kvikt eller rapt. Men det er på en helt anden måde. Karls­mart, el­ler indlærte slang-udtryk, eller mundrappe vitser.

Jeg overhørte en dialog hos vores købmand i Knebel, den nærmeste ved vores sommerhus, hvor vi kom af og til (indtil den blev udkonkurreret af et Supermarked). En ældre mand skulle have fem meter af et solidt reb der lå rullet sammen. Købmandskonen, der heller ikke var ung, stod længe og flæskede for at skære det afmålte stykke af, det gik, men det gik ikke stærkt, det gik slet ikke stærkt. Manden: ’Den er skarp, den kniv.’ Købmandskonen: ’Ja, det var da godt du ikke skulle ha ti meter.’

Ingen af dem trak på smilebåndet, ganske almindelig konversation, jeg stod og måbede. (…)

Tilbage til Rodion – nu er jeg igen bange for at han skal til at tilstå. Det er sælsomt at næsten lige meget hvor dumt et svin en ho­vedperson er, morder eller psykopat, racist eller konemishandler, og selv om forfatteren prøver at lægge di­stance til ham (ikke at jeg synes Dostojevskij forsøger det), så sympatiserer man med ham, ønsker at han skal slippe uden om, at han skal få den skønne til­bedte selv om han ikke fortjener hende, etc. Det må sige noget om vores selvbed­rag: Vi er parat til at se igennem fingre med alskens modbydeligheder fra os selv – for på en måde er det jo det det er, hvis ellers identifi­kationen er kommet i stand. (Hvis jeg havde ude­ladt ’jo’, og det kunne godt lade sige gøre, ville man have en sætning med det samme ord tre gange efter hinanden.

Ikke at det er kønt, men det må være usædvanligt.)

18

10. marts 2001 00:46

Det er ikke for at være kontrær, men det har slået mig hvor glad vi alle sammen er for at kunne belære (om ikke undervi­se). Når bør­ nene spørger om et eller andet: Hvordan er det med atomerne eller Homer er det da en ren fryd at få lov at af­levere sin møjsomme­ligt opsparede viden. Næsten som når gamle ægtepar er ivrige efter at blive den der fortæller den og den hændelse, så kan man (jeg) blive misundelig hvis det er en anden der får lov at forklare.

Men jeg kender selvfølgelig også den modsatte fornemmelse.

Det er en af grundene til at jeg [indtil videre] er holdt op med at holde fored­rag. På en måde var det egentlig vældig skægt, selvbekræftende, altid nogen der sagde noget pænt, be­gejstring, og mange tak.

Men samtidig en lede ved at høre mig selv stå og sige det samme som jeg har hørt mig sige tyve gange før. Og så meget nyt er der jo ikke at svare på: ’Hvor kommer inspirationen fra?’ I hvert fald var det sjældent jeg følte mig inspireret til at finde på noget nyt. (…)

Somme tider kan jeg næsten føle vrede over den nye avis der ligger der hver dag, ja flere gange hver dag, og forventer at blive læst før man kan begynde at læse noget ordentligt. Og selv om jeg forsøger at komme hurtigt igennem den så er det en stor del af min gode læsetid de har stjålet. Det er en af velsignelserne ved at være på ferie, at man kan begynde at læse (bøger) til morgenmaden.

Men så vender straffen jo tifold tilbage, når man kommer hjem til en stak på 25 ulæste aviser og skyldfølelse hvis man ikke i det mindste blader dem hurtigt igennem.

11. marts 2001 23:16

Kender du tilstanden når man pludselig får fat i en spændende ende? Læ­ser noget interessant, som man skal følge op i en anden 19

bog, og lige slå op et tredje sted hvad dér står om sagen – og hvad har jeg egentlig på hylden af de omtalte, og læste vist engang …?

Og til sidst sidder med ti fingre som bogmærker, og alle forhåndenværende papirsedler stikkende ud som bogmærker, avisstrimler og andet godt, samti­dig med at man fortvivlet grifler noter ned, så sedlerne flyver, fordi det min­der om noget andet som man altid gerne har villet have bedre styr på? (…)

Måske er jeg særlig følsom når jeg lige har gjort noget færdigt, står over for et tomrum, (jeg har afsluttet novellen, og sendt en kopi med snail-mail til dig), og med mulighed for at kaste mig ud i noget af det der har presset sig på uden at jeg havde overskud til det.

17. marts 2001 00:27

Jeg er selv fra’et og ve’et med hensyn til novellen. Jeg synes ikke den har den pointe eller perspektiv som jeg godt kan lide at få med. Til gengæld skete der altså noget sprogligt, som oplevedes forfriskende, da jeg skrev den. Takket være Siste ka­pitel – som fik mig til at vove en mere henkastet, springende, frit associerende stil. Med den ulempe at teksten blev meget længere end ventet – med min sædvanlige ’stil’ ville jeg vel have gættet på at den skulle afvikles på 12-15 si­der. Men med den (utilsigtede) lempe at jeg synes jeg fik lidt anderledes fat på personerne. Jeg er jo af og til blevet be­brejdet at mine personer er pap-, eller konstruerede.

Indvendinger som jeg skiftevis har taget til mig, og afvist med at det ikke er det der er vigtigt for mig.

Men med Vekselgang følte jeg selv, i begyndelsen, at personerne – måske fordi de ikke kun siger og gør det forud kal­ kulerede? – var lige ved at gå hen og blive lidt mere menneskelige end sædvanligt for mig. Grebet slap efterhånden, må­ske fordi jeg 20

’glemte’ Hamsun. Måske fordi jeg allerede begyndte at føle det manieret.

For øvrigt var det også af den grund jeg bagefter tyede til Dostojevskij, dels for at se hvor meget Hamsun der var i ham, men dels fordi han jo unægtelig har ry for at have et godt tag på at beskrive mennesker. Men det blir sgu så omstæn­deligt hvis man skal have alle deres øh og me-en og gentagelser og svinkeærinder og løse indfald med – selv om det så blir menneskeligt af det. Et nogenlunde ræsonnabelt og ordentligt menneske skulle vel kunne have skrevet Ra­skolnikov på 150 sider.

20. marts 2001 01:11

Min Erik Krag [Erik Krag: Dostojevskij, 1962] er på norsk – men et ganske let forståeligt, ikke spor ny-. Jeg me­ner at have set ham omtalt med venera­tion flere ste­der. Knud Hansen gør i hvert fald, den gamle højskolemand, der er lidt lang og højskolekristen i mælet i sin gennemgang af Raskol­nikov og tilgivelsen, men også har et par pointer. Lige­som [Jens] Kruu­se i Mesterværker også i sin be­ gejstring får sagt et par gode ting.

Læser i en fjerde, Dominique Arban: D., en lille biografi, mere om levned end bøger, Thaning og Appels illust. biogra­fier. Ikke noget særligt. Men så er der en helsidesillustration i den: Fra Moskva-Information for 4. juli 1800, med nogle annoncer der får mig til at spærre øjnene op. (Eller rettere billedteksten som gengiver indholdet af dem på dansk). For her er et eksempel på en fantastisk sati­risk holdning som jeg ikke drømte om at man havde benyttet dengang, og kunne tillade sig for censuren: Billedteksten i sin helhed: ”Salg af overflødige folk. Skomager, 22 år, med sin kone (vask og strygning), pris 500 rubler. – Til salg, 3 kraftige unge piger på 14-15 år, dygtige til syning og strikning af pun­ge med monogrammer; en af dem spiller guitar; besigtigelse 21

på adressen … hvor også pri­sen opgives. – Til salgs, 6 grå heste … mindste pris 1200 rubler, kan beses …”

Jeg noterede det sammen med Swifts: Et beskedent forslag, som du måske kender (om at spise spædbørn), i en af mine huskefi­ler, der må træde i stedet for min manglende hukommelse. Så jeg kan finde tilbage til det hvis jeg skulle få brug for det engang. Fordi jeg synes det er et flot eksempel på en sarkastisk, ironisk stil. De små diskrete antydninger (en af de kraftige piger spiller guitar, og bemærk at hestenes stykpris er under skomagerens, ikke noget med at overdri­ve. Her ville en anden én nok være kommet til at smøre for tykt på.)

Har gjort mit notat færdigt, da det slog ned i mig: Det er sgu virkeligt! Der er (vist) slet ikke tale om parodi, men vel­mente, bog­stavelige annoncer! Og det er faktisk min overbevisning nu, selv om jeg stadig har svært ved at tro på det. (…)

For øvrigt stadig lidt rystet – ikke kun over livegne-annoncerne.

I efteråret købte jeg fra en udsalgskasse en bog af Primo Levi: De druknede og de frelste – i den tro at det var en roman og den var billig. Da jeg nu opdager at den hand­ler om hans refleksioner over hans koncentrationslejr oplevelser (det virker næsten skændigt at bruge dét ord, som ef­terhånden klinger mest af hyggelige film – det var en stor oplevelse), ville jeg lige kigge i den inden jeg lagde den langt væk, for jeg har svært ved at blive ved med at tage den slags ind. Og så blev jeg hængende – jeg vil ikke påstå at jeg har læst den i af­ten – men bladet den langsomt igennem på en time eller to, og blev altså rystet endnu engang. Måske mest fordi det er en ganske rolig, analyserende sjæl der prøver at forstå hvad der skete med ham under opholdet og hvor be­vidst nazisternes ydmygende behandling af fangerne var.

22

Kommer til at spekulere på hvorfor de unge piger angives som ’kraftige’? Udtryk for at de er i god foderstand? men så er de jo nok også dyre at have på kost. Eller bare ærlighed? Man kunne jo godt have sådan en tre stykker til at sidde nede i ens bogtårn og sy monogrammer.

21. marts 2001 00:46

Lige hjemkommet fra ’salon’. Det er noget Filuren (det er et børneteater her i byen) afholder. Hvori vi er en gruppe menne­sker der mødes … Jeg vinder en vis respekt i visse kredse, men jeg venter ikke det sker hos dig, når jeg fortæller at jeg blev indbudt til kredsen som en slags afløser af Jan Bartram/ Bertram (?). Se, dér svigter din almenorientering dig nok!? (Han er efter sigende berømt for sin evne til at ram­me en læderblære oppustet med luft med sit ene ben).

26. marts 2001 23:49

Lige efter at jeg havde mailet til dig ringede hende fra radioen.

Jeg var på vej ud ad døren, ellers ville hun have mig til at sige min uforbeholdne mening om en vis mand. Nu blir det ved halvellevetiden i morgen. Så hvis der er noget du ikke for nogen pris vil have mig til at sige om dig, eller noget du vil betale godt for at få mig til at sige, så er det altså snart sidste chance.

1. april 2001 00:07

Så har jeg – lidt ved siden af – læst halvdelen af en bog: Quenau: Stiløvelser – og ikke ret mange andre. Som består af en ganske lille, fuldstændig ligegyldig hændelse, fortalt i 99 forskellige stilarter/ sprogholdninger. Det lyder dødsensked­sommeligt – og er det vel også, men alligevel imponeren­de så opfindsomt, afvekslende og ind i mellem morsomt, han for­mår at dreje sproget, sådan at 23