Indledning
”Jeg synes, du skal samle dine hundehistorier i en bog og prøve at få dem udgivet.” Sådan sagde min mor til mig for et par år siden. ”Måske skal du tage de historier fra, hvor jeg er med, for der overdriver du lidt. Men de andre historier er faktisk ganske underholdende,” tilføjede hun så. Jeg erklærede, at såfremt jeg fandt på at følge hendes forslag, så ville de historier, som hun optrådte i, helt sikkert være med i bogen. ”Mmm,” sagde min mor bare, og kiggede på mig med et lidt skævt smil hen over brillerne. ”Mor har ret,” indskød min søster Knirke, der også var indkaldt til at gennemlæse mine værker. ”Du overdriver altså i nogle af historierne, men jeg synes nu mest det er der, hvor jeg er med. Til gengæld synes jeg faktisk, at du har fået beskrevet mor meget godt,” konstaterede Knirke. ”Må jeg være fri,” insisterede min mor. ”Du, Knirke, er derimod ramt lige på kornet.” Min mors og min søsters venskabelige mundhuggeri overbeviste mig imidlertid om, at jeg nok havde fat i et eller andet. Ikke mindst da de var helt enige om, at i hvert fald de historier, hvor de ikke selv var beskrevet, var morsomme – og sandfærdige.
7
Og sande er de, mine hundehistorier – også dem med min mor og min søster. Fra jeg var helt lille, har jeg været vild med hunde, alle slags hunde. Ganske vist havde vi hund i min barndom, men aldrig mere end to ad gangen – og det er jo ikke ret mange. Da jeg flyttede hjemmefra, var min første handling at købe en hund, og hurtigt derefter nok et par stykker. Siden da har jeg været engageret i næsten enhver tænkelig form for hundesport samt hundeopdræt, og sådan har det været i mere end 25 år. Jeg har stadig en dejlig hundeflok, som beriger min tilværelse, og jeg værdsætter at være omgivet af hunde i min hverdag. Mine hunde er glade, muntre hunde, som alle har en veludviklet sans for humor – jo, hunde har humor. Hundene har gennem årene givet mig mange gode og sjove oplevelser, og der er derfor mange hundehistorier at fortælle. Denne bog er tilegnet min mor, som desværre aldrig nåede at se mine historier omsat til en bog. Jeg ved, at det ville have glædet hende, og at hun ville have været stolt. Min mor optræder kun i nogle få af historierne, men alligevel er hun med i dem alle sammen. For undervejs var hun med til at vælge, læse og kommentere. Jeg håber, at det af de historier, hvor min mor er med, vil fremgå, hvilket vidunderligt ulogisk, men dog meget skarpt tænkende, kærligt og sødt menneske hun var. Lad mig slutte disse indledende bemærkninger med
8
min mors kommentar, da hun sidste gang læste mit manuskript: ”Ved du hvad, Anne, jeg tror faktisk, der er mange mennesker, som vil more sig over de her historier. Men behøver du virkelig at skrive, at jeg stank af rådden fisk i en uge? Det var jo kun et par dage.” Til det er der bare at sige: ”Nej, mor, det var faktisk mindst en uge.” Jeg håber, min mor havde ret i, at mine hundehistorier vil fornøje og underholde – det er i hvert fald det, der er meningen. Anne Egede Skovbakken, august 2010
Hundefødsler og hundehvalpe ”Her, mine herrer, lærer en hund os noget om medmenneskelighed.” Napoleon Bonaparte
Moderskabets glæder 71 Hurra for Pula 74 Den søde ventetid 78 Hunden – ulven ved din side 82 Hvor svært kan det være? 89 Mærkelige mennesker 93 Kærlighed på korte ben 98 Glædelig jul og glitrende nytår 102
Moderskabets glæder At blive mor er en stor oplevelse og en total omvæltning af ens liv. Det kan jeg se på mine veninder, efterhånden som de reproducerer sig. Hvad jeg også har bemærket er, at der er mange måder at tackle det nye hverv som mor. På nogle hviler ansvaret tungere end på andre.
Hunde er nøjagtig så individuelle og forskellige som mennesker – også når de bliver mødre. Mine dværgschnauzertæver, Fjante og Fif som var helsøstre med et års mellemrum, var begge drægtige på samme tidspunkt. Fjante fødte fire hvalpe, og dagen efter fik Fif seks hvalpe. Allerede umiddelbart efter fødslen stod det klart, at der var stor forskel på, hvor seriøst de to mødre forholdt sig til moderskabet. Fjante var ikke til at drive ud af skabet – hun har altid foretrukket at få sine børn i bunden af mit klædeskab – mens Fif med glæde forlod fødekasse og unger ved det mindste påskud. Første gang tøserne skulle luftes efter fødslen, strøg Fif omgående ud i haven, mens Fjante nægtede at forlade skabet og babyerne. Da jeg kom tilbage igen efter at have luftet Fif, viste det sig, at Fjante alligevel var kommet ud af skabet. Fødekassen var tom, men skabet myldrede af hundehvalpe, for Fjante havde brugt tiden på at stjæle Fifs hvalpe.
71
Modvilligt afgav Fjante de fem af hvalpene til Fif, som uden den store begejstring lagde sig op til sit afkom. En af hvalpene blev hos Fjante, så hver tæve lå med fem unger. Men hver eneste gang Fjante kunne se sit snit til det, stjal hun et par stykker fra Fif. Fif passede ret ukritisk, hvad der nu var af unger i fødekassen, men gjorde intet for at forhindre kidnapningerne. Faktisk er jeg overbevist om, at hvis jeg ikke havde insisteret på, at hver hund skulle have fem hvalpe, havde Fif hjertens gerne afgivet hele sin børneflok til Fjante. Efterhånden som hvalpene voksede til, blev det tydeligere og tydeligere, at Fif og Fjante vitterlig havde to helt forskellige indstillinger til børnepasning. Hvor Fjantes hvalpe var velsoignerede og blankskinnende, var Fifs lettere nussede at se på. Bevares, de fik hvad de skulle have af mad, men det med at nusse og slikke hvalpe i timevis var ikke noget Fif ofrede meget tid på. Man kan sige, at hvor Fjante var typen, der smurte sunde, ernæringsrigtige madpakker til ungerne, var det mere Fifs stil at stikke ungerne en femmer til romkugler hos bageren. Da hvalpene begyndte at gå, og dermed havde en vis grad af indflydelse på hvor de opholdt sig, myldrede de alle omkring Fjante, som fornøjet legede med dem og fodrede på dem. Fif fandt, at det nye arrangement var aldeles glimrende og genoptog sin sædvanlige tilværelse med at sove i sengen og ligge i sofaen, mens Fjante – på begges vegne – varetog de moderlige pligter.
72
Altså lige indtil hvalpekøberne begyndte at ankomme for at se til deres kommende hunde. Så placerede Fif sig til vores overraskelse midt imellem ungerne, legede med dem og lod dem endda få en lille tår mælk. Et par af mine hunde-kyndige venner udlagde det omgående sådan, at Fif selvfølgelig passede på hvalpene, når der kom fremmede mennesker. ”Vi vidste, at hendes moderinstinkt ville vågne,” sagde hundemenneskene og så kloge ud. Det lød selvfølgelig plausibelt, men jeg var nu ikke overbevist. Der var nemlig et tydeligt mønster i Fifs pludseligt opståede omsorg. Hendes interesse for hvalpene varede præcis så længe som hvalpekøberne uddelte hundekiks. Så snart der ikke var flere lækkerier, var Fif smuttet. Indtil næste hold hvalpekøbere dukkede op med lommerne fulde af hunde-guf. Min konklusion var, at såfremt der var vågnet et instinkt hos Fif, var det ikke af moderlig karakter. Men det betød nu ikke så meget, eftersom alle hvalpene havde en omsorgsfuld og kærlig mor i Fjante. Siden fik Fjante yderligere et par hvalpekuld, som blev passet forbilledligt. Fif derimod nøjedes med at se til fra sofaen og iagttage Fjantes hvalpe på en måde, der klart demonstrerede, at glæden ved moderskab efter Fifs mening var voldsomt overvurderet. Så jo, der er forskel på mødre – også hundemødre.